Normændenes Glæde-Sang forfattet i en smuk Viise. I Anledning af Hans Fyrstelige Høihed Prints Carl af Hessens Forventning til Norge. Efterat Høistsamme den 7 November 1772 […] fra Kiøbenhavn var afreist, for i mueligste Hast at glæde det betrængte Norge med sin høie Nærværelse.

Normændenes

Glæde-Sang

forfattet i en smuk Viise.

I Anledning af

Hans Fyrstelige Høihed

Prints Carl af Hessens

Forventning til Norge.

Efterat Høistsamme den 7 November 1772

tilligemed sin høie Svite fra Kiøbenhavn var afreist, for i mueligste Hast at glæde det betrængte Norge med sin høie Nærværelse.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

Mell. Nu haver vi sviret saa længe & c.

1.

Jeg hørte af alle Folks Munde, Hr. Carl er saa faur en Prinds, Guds Engle i allen Stunde,

De slaae om hannem en Krinds. De laane ham himmelske Vaaben, Naar han skal forfægte vor Ret. Naar han skal opfylde vort Haaben, Og giøre hver Hungrig saa mæt.

3

2.

Hver Normand saal inderlig længes At see den velsignede Carl;

Thi Norriges Land det haart trænges, Han er vist den ærlige Jarl, Som dæmper og lindrer vor Smerte, Som gier den Fornærmede Ret, Som gyder os Trøst i vort Hierte. Prinds Carl han bliver ei træt.

3.

Vort Haab det laae nylig i Dvale, Vi tænkte vi vare forgiet;

Vi kunne for Angest knap tale;

Knap kunne vi bede om Ret; Men trofaste Normænd indstilte, Da Bønner med Tillid for ham; For Kongen, som Sorrigen stilte Og giorde Fortvivlelsen tom.

4

4.

Al Fred hviil om Christians Throne.

Han blive Guds kiereste Ven! Han rørtes, ved vor Jammertone; Han elskte os alle, som een;

Han gav os, alt efter sit Hierte, En Prinds, som ei bedre var til, Som skulle bortføre den Smerte, Vi fik af et truende Spil.

5.

Prinds Carl han være saa tapper, Som han er af alle udraabt. Mon Anfald vel Heltene slapper?

Nei! Gud hør jo hvor vi har raabt, Gud selv da forleene ham Styrke.

Gud give ham seirriig Kraft, At vi kan i Roelighed dyrke,

Det Land vi saa længe har havt.

5

6.

Den Red'lighed Gud har ham givet, Den komme os stedse til Gavn. Den krone de Gamle i Livet,

Den blive de Unge et Navn. Han blive et deiligt Exempel,

For alle vor' nordiske Mænd, Som nu skal forsvare Guds Tempel Og give os Retten igien.

7.

Prinds Carl forstaaer at regiere Alt efter vor Christians Vink. Gid han maa vor Glæde formeere, Og bøde for Kaardernes Blink, Han skaffe os Fred i vor' Dage, At vi fast med Lykke kan boe, Befriet for Krigsmandens Plage, Hver under sit Tag, udi Roe.

6

8.

Prindsessen, hans himmelske Gave, Lad hende fornemme Guds Trøst, For hun ei sin Brudgom kan have, Hvortil hendes Hierte har Lyst! Hun tænkte: Gud har ham beskikket, At være et Bud i sin Haand, Gud har ham til Norge udskikket, At knytte dets Roeligheds Baand.

9.

Lovise sin Carl maa savne,

Imens han udretter Guds Sag; Men naar hun igien maa ham favne, Da skinner en frydefuld Dag. Gid Almagt kun Prindsen udruste, At man efter fuldbyrdet Tog, Kan sige: Han Onde bortpuster,

Og lettede hver en Mands Aag.

7

10.

Gid Himmelens Varetægt vaage, Bestandig om denne vor Prinds, Gud led ham paa alle hans Toge, Guds Hære sig leire i Krinds, Om ham, naar han tapper maa stride Og vove sit Liv for vor Roe. Gid Fienden i Græsset maa bide. Gid Freden iblant os maa groe.

11.

Vi love, vi priise, vi siunge,

Dig Gud nu en lallende Tak, Alt baade med Hierte og Tunge, At du saa bønhørte vor Ak!

Og gav os en Trøst i vor Kummer En Gave fra Himmelen skiøn, En Prinds som formeerer de Krummer Som andre sneg bort fra vor Løn.

8

12. I Norge der glædes jo alle,

Ak! skulle vi tie nu her;

Nei, Glæde kan Sielen husvale, Naar den alt for udmattet er. Vor Prinds han vil vinde hvert Hierte Som Troeskab og Ærlighed har, Som føler et Lasternes Smerte, Som Glæden: af Haabet antaer.