↩

Bønder-Pigernes og Karlenes Fryde-Sang, over Deres Haab i en Frydefuld Sommer, under

Den oplivede, haabefulde og naadige

Kong

Christian den Syvende. Under den bekiendte Bonde-Melodie: Hop! hop! hey! min søde Siel! Jeg her leve skal din Træl & c. Opsat paa alle Deres Vegne af Skoleholderen i Brøndbye. Kiøbenhavn 1772, trykt hos A. F. Stein.

2

Deus nobis hæc otia fecit Virgilius.

3

1. Vers. Hop! Hop alle i en Dands,

Sving med Lyst den lange Svands!

Hver en Karl tar nu sin Pige, Svinger Hende lystig om!

Piger! Karle! skynd Jer! kom!

Efter Klang at Gige!

2. Vers.

Vi bør danse lystelig,

Derhos synge gladelig;

Vi paa Stadens Fryd bør svare: Gud, vor Konge, god og mild,

Fra hans Fiende, grum og vild Naadig vilde spare!

3. Vers.

Den i Vinter hostede,

Af det Kongen glædede,

Yndigst Frugt med glade Hierter. Den paa eengang Lindring fik For det dødelige Stik,

Som os voldte Smerter.

4. Vers.

Vi vel den Gang ogsaa nød,

Denne Lindring god og sød.

Men den haarde Vinter trængte. Vi end sukkede udi Dette haarde Slaverie,

Hvori de os slængte.

4

5. Vers.

Men nu bliv vi løsed ud,

Lovet være Himlens Gud:

Alting fryder sig ved Sommer Naar vi flittig pløyer, saaer,

Vi ved Høsten da vist staaer,

Hvad vor Lade rommer!

6. Vers.

Gud, han kraftig med os er,

Han vor Konge være nær,

Og Ham Got i Sinde give! Naar vor Gud, han er os bliid, Lever vi dog vel den Tiid At det Got kand blive!

7. Vers.

Kongen, Han vist elsker os,

Og Prinds Friderich derhos,

Samt vor Moder Juliane! De til vores sande Vel,

Udi Deres høye Siel

Dufter Vey at bane!

8. Vers.

I vor Ansigts vaade Sveed Naae vi vor Lyksalighed,

Og derved Kiøbstæden baade; Men sligt giør vi med stor Lyst Naar vor Konge i vor Bryst, Giver os sin Naade.

5

9. Vers.

Denne søde Sommer-Dag,

Som er alles Velbehag

Og som kand hver Siel oplive; Os det allerbeste Haab,

Om et Ja paa vores Raab,

Fra vor Gud kand give.

10. Vers.

Nu vi næsten pløyet har.

Og skal saae vor Sæd saa rar,

Vi vor Haab i Jorden graver; Men vi har til Gud den Liid,

At han om en føye Tiid,

Gir os rige Gaver.

11. Vers.

Tvende Rigers store Fryd,

Ved en dobbelt Glæde-Lyd,

Sæden kand af Jorden lokke!

Først vi Kongens Throne seer Fastere, jo meer og meer,

Som før syntes rokke!

12. Vers.

Dernæst Kongens høye Liv,

Frelst fra lumskest' Morder-Kniv,

Hvo vel Gud kand nok fuldtakke? Solen den igien oprandt,

Da vi i et Mørke fandt,

Den ad Aften lakke!

6

13. Vers.

Den sin Straale kaster ned Giennem Jorden til vor Sæd,

Hvorved den sig synes fryde. Ja! dens dyrebare Kraft Giver Sæden dobbelt Saft,

Til sig frem at skyde.

14. Vers.

Mens vor Sæd den voxer til Vi i Haab os glæde vil,

Ved vor dyrebare Konge! Haabefuld i Haabets Tiid,

Sætter vi til Ham vor Liid,

Gamle Folk med Unge.

15. Vers. Han os nyelig givet er,

Da vi vare meget nær

Ved, vor Fader rent at miste. Blot den Tanke Skrække kand Hver en ærlig Dannemand,

Slig en Sorg at friste!

16. Vers.

Vores Pandt fornyet blev,

Hvorved Himlen sig forskrev,

Imod os sin Gunst at Viise. Renten, som vi yde bør,

Af sligt Pandt, indtil vi døer,

Er vor Gud at priise.

7

17. Vers.

Frydefuld vi derfor nu,

Med eenstemmig Sind og Hue

Vil en Glæde-Sang istemme. Først vi ønsker: Himmelen, Christian! vores dyre Ven,

Og vor Faêr, ey glemme!!!

18. Vers.

Sundhed først ham naadig giv,

Og med den, forlæng Hans Liv,

Lad hans Dage mange blive! Sildig Slægt endnu lad see Christian den Syvende,

Sig, vor Konge skrive!!!

19. Vers.

Lad ey Thronen vakle meer,

Du som Alting veed og seer.

Giør Forrædere til Skamme! Du os nyelig viiste jo Da din Naade til os loe,

At du dem kand ramme!

20. Vers.

Naadig lad Ham Zepteret Bøye ned til os, og det Nøye see, som os kan gavne! Sand Fornøyelse og Fryd, Du al Godheds Kilde! byd Aldrig ham at favne!!!

8

21. Vers. Kast og Naade - Straaler ned Til Den, som i Moders Sted,

Os nu lovet har at være.

At din Haand med Hende var,

Du jo kraftig viiset har,

Da Hun vandt med Ære!

22. Vers.

Tvende Rigers store Haab,

Viis paa Dydens rette Lob,

Hold Ham langt fra Lasters Veye! Arve-Prindsen Friderich!

Som vor Hierte vandt og fik,

Lad Ham alt Godt eye!

23. Vers.

Styrk enhver udi sit Kald!

Lav dem nøyes med der Val,

Som bestemte deres Skiebne! Rige føle Armes Nød!

Fattige mod Modgange Stød Sig taalmodig væbne!

24. Vers.

Du som første Adam bød I sin Sveed at æde Brød,

Giv til Arbeyd Lyst og Styrke! Giv os din Velsignelse!

Mild og naadig til os see, Naar vi Jorden dyrke!!!