Gustav Ludvig Wad, 1854-1929 Uddrag fra BREV TIL: Gram, Hans FRA: Rantzau, Christian (1736-04-07)

Saa bekymred som jeg er for min Liden Benjamin ²Christian Rantzau, født 1730., der er bleven saa hastig og heftig siug for mig, saa høyligen er jeg HEr Iustitz Raad forbunden for all dend godhed og omhygelighed, Hand har ladet see for mig under meged ærede af 28de passato ved en Præceptors antagelße til Hannem; Ieg haaber, det dog med min Dreng intted skal have at sige, holder det for en sterck forkiølning, mand i dette Clima og dette Aars særdeeles ustadig veirlig lettere kand komme til end til en god Informator; nock er det, jeg er forvißed om Herr Iustitz Raads Summa diligentia og, naar end en Apollo vander, skal dog Herren give Vexten, saa det faar hermed som i alleting komme an paa Guds forsiufn. Ieg veed fuld vel, at nest quinden er intted saa bedrageligt som Mennisked, og at mand ei kand see huercken Hofmestere eller andre længere end til Tænderne, saa at om det, som dog Gud forbiude, skulde lyckes ilde med dette Vall, maa jeg tilskrive det min vel haarde skiebne i en saa betydelig ting, da HEr Iustitz Raad saa vel som jeg har brugd all men- nisk = muelig forsigtighed og eftertæncksomhed; Ieg veed heel vel dend Paradox, at mand skal hytte sig for dem, Gud har mercked, huor imod jeg strax trøster mig ved Æsopi og Luxemborgs ‘ Exempel, der vare drabelige Mænd, og dend første med alle sine Puckler kunde have væred en ypperlig Skoele-Mester ³I sit ovfr. citerede Mindeskrift over Monradt siger Rosenstand Goiske S. 93: »endskiøndt vor uforglemmelige Vens Legems Bygning ei var den hældigste, var hans Person saa langt fra ubehagelig, saa den tvert imod efter en kort Omgang indtog.« Efter Rantzaus .Udtalelse maa han formodes at have været noget pukkelrygget eller skjæv, ligesom Fabeldigteren Æsop og den store Feltherre, Hertugen af Luxembourg, død 1695.; endnu er dend fordeel derved, at Hand venteligen faar mindre anfegtninger af Pigerne, Ieg har en god reede fuld af, og at i saa maade min Christian beholder sin Hofmester og sin Manderupine ⁴Dette vil vist kun sige sin særlige Barnepige, arvet efter den ældre Broder Manderup og kaldt efter ham. i roe; paa den anden side er dette derved, at et vittigt Barn let taber dend saa høyt fornødene Estime for dend, der skal læres noged af, over slig naturlig feil, der aldrig gaar saa til, Hand jo hører nogen at bebreide Ham dend, saa kunde jeg og, der har en ung Koene, bære samme betænckning, som Dronning Anne Sophie havde med at lade Rustgaards Næse komme sig for øyen ⁵Jfr. Bruun, Frederik Rostgaard og hans Samtid I, 525. Betragter man Rostgaards Portrait paa Universitetsbibliotheket (gjengivet i P. Hansen, Ill. dansk Litteratur-Historie, 2 Udg., II, 165), forstaar man Dronningens Aversion mod sin Svogers frastødende Ydre. Gjennem Abraham Kalls Fortælling er endnu bevaret en burlesk Anecdote om Rostgaards hæslige Næse.; alt dette uagted er jeg meged vel fornøyed, naar Karlen ellers ickunds er, som Hand bør, da jeg ei vil have Ham til ypperste Præst. Jeg seer og, det ei maa være rett s. 59merckeligt, siden HEr Iustitz Raad ei er bleven det var, huoraf jeg giør mig denne trøstelige sluttning, hand maa særdeeles vel have indtaged og fornøyed HEr Iustitz Raads Øren, da Hand saa sterck har kundet forblende Deres øyen. Skulde HEr Iustitz Raad som en distrait Mand nogen tid falde paa Beile- tancker, da har Hand et umisteligt Boeskab i denne saa grant seende Tiener. Ieg havde gierne seed, HEr Justitz Raad vilde have giort mig det Venskab og treffed accord med Ham om Lønnen, det jeg nu her maa giøre, og skeer mig en tjeniste, om HEr Iustitz Raad vilde behage at melde mig, huad saadan en omtrent bør have; naar jeg seer Hands flid med Barned, slutter De vel sielf, det ei kommer mig an paa nogen gratification. Ieg vil desmidlertid efter HEr Iustitz Raads gode Løfte forvente Ham herop om 2 à 3 Uger, der formodentlig bliver med Skipper Ian lansen, de skriver mig fra Kiøbenhavn at ligge Seigleferdig.