Nu kommer Natten —

✂ Nu kommer Natten med Stjerners Skin,
Blikket flygter i Dybet ind,
men mørke Skyerne jage.
Nu rider han ud paa sin vilde Hest,
han jager omkaps med den kolde Blæst
og kommer aldrig tilbage.

✂ De sover i Hytte, de sover i Hus,
da hører de Hovslag ad Vejens Grus;
hvem rider ved Midnatsstunden?
De stirrer bange i Mørket ud,
hvem rider saa hastig ved Nat, oh Gud!
Nu er han alt længst forsvunden.

✂ Og er Dit Liv kun en doven Leg,
hans Ridt skal gøre Dig angst og bleg
et Nu, hvor Dit Hjerte lider.
Hvem rider saa hastigt i Natten frem?
Hvor vil han vel hen? Hvor er vel hans Hjem?
Hvem er det? — Hvad er det, der rider?

✂ Han sidder dog trygt under Nattens Ridt,
som paa en Trone saa stolt og frit.
Det er de andre, der rider —
forbi hans Blik som et Drømmespil,
han smiler stille og skælmsk dertil
og nikker til alle Sider.

✂ *

✂ Og varer kun Farten et flygtigt Nu,
han ler dog ad Tiden og Dødens Gru,
han ler ad den frygtsomme Klage;
«for se! jeg vil fare langt længer endda,
en Uvejrsnat vil jeg ride herfra
og kommer aldrig tilbage.»