Stille

✂ Her er saa uhyggeligt stille iaften,
ingen Røst — intet Vindpust,
ingen Lyd fra Jorden,
ingen Lyd fra Havets glatte, sorte Flade,
ingen Lyd fra Himlens forfærdelige Dyb.
Jeg er bange —

✂ Hvorfor skriger ingen Fugl?
hvorfor dirrer intet Blad?
hvorfor skvulper ingen Bølge?
Intet — intet.
Det er ganske stille.

✂ Se, hvor Dampskibslanternen lyser sygt;
den lille gule Lanterne,
lister sig frygtsomt gennem Natten
henover Havets glatte forfærdelige Flade.

✂ Ser Du da ikke — ser Du da ikke —
hvor det skælver af Angst.
Det store Skib er saa svagt og lille,
de gule Pupiller er syge af Frygt,
tør ikke se ud i Natten.
Aa, blot det ikke synker!
Ganske sagte kunde det lægge sig paa Siden
og synke lydløst ned til Dybets Bund,
med Mand og Mus.

✂ Nej, nej, nej! Bøj Dig ikke udover Balkonen,
Gelænderet kunde briste,
og vi faldt udenfor,
udenfor!
ned i det forfærdelige Dyb.

✂ Min Ven; men min Ven berolige Dig.
Haa, haa — vi er jo i Verden, min Ven,
og selv om vi falder —
vi falder dog ikke udenfor den.