Philosofens Vise

✂ Det var en Nat i Maaneskin,
da jeg fik Lyst at træde ind
i Verden fra det Fjerne.
Jeg hvisked: «Far! Tillad mig, Far!
opfyld den Fordring, som jeg har.»
Han svared: «Ja, saa gerne.»

✂ Og straks mit Ønske Ord for Ord
han hvisked sagte til min Mor,
som netop var tilstede.
Og hun blev hvid — saa bleg og hvid,
og hun blev rød paa samme Tid
og svared: «Oh, med Glæde.»

✂ Saadan kom jeg i Verden ind
af egen Vilje, eget Sind.
Jeg priste højt min Lykke.
Men Folk, de gren, de smel og gren:
«Han tror, han kom paa egne Ben,
det var en sælsom Nykke.»

✂ Og der var en, der skoggerlo:
«Din Vilje jo! ja, Du kan tro,
den bliver snart en Kryster:
Den Dag Du dør, er Viljen skør».
Da svared jeg: «Jeg dør ej, før
min egen Vilje lyster.»

✂ Forleden faldt der ned en Sten,
den knuste mig til Blod og Ben,
der smukt begravne bleve.
«Men det forstaar sig selv, at naar
jeg store Sten i Ho'det faar,
saa vil jeg ikke leve.»