Havet

✂ Langsomt ruller Bølgerne
blygraa ind mod mine Fødder,
brydes imod Stenene,
skyller klart henover,
skvulper stille, skvulper stille,
risler, siver mellem Tangen,
glider sagte opad Gruset,
rinder tyst, saa tyst tilbage.

✂ Langsomt ruller Bølgerne.
Lær mig, Hav, hvorfor jeg elsker
Dine Vande mer end Jorden?

✂ Havets Stemme er sørgmodig,
monoton og klagende,
alvorsfuld som vore første
Fædres dybe, dystre Sange.
Derfor elsker jeg Dig, Hav!

✂ Stille skvulper Bølgerne.
Lær mig, Hav, hvorfor mit Øje
elsker Dig — ja fremfor Jorden.

✂ Langt kan Blikket glide
over Havets Vande
helt didhen, hvor Himlen,
tynger paa dets Bryst.

✂ Der er noget som af Kummer
over disse blygraa Vande;
men en ren og stille Kummer,
stærk og mandig uden Frygt.
Derfor elsker jeg Dig, Hav!

✂ Sagte skyller Bølgerne.
Lær mig, Hav, hvorfor min Tanke
elsker Dig, — ja fremfor Jorden.

✂ Havet er ej Sand og Støv,
klart og let bevægeligt,
ligner det den Luft og Æther,
som vort Øje ej kan se.

✂ Og det ejer Skaberevnen;
denne klare friske Væde,
deler Æren halvt med Solen,
skabte af det golde Støv.
Mennesker og Dyr og Blomster,
alle disse sære Former,
hele Jordens Munterhed.
Derfor elsker jeg dig, Hav.

✂ *

✂ Se, hvor Havet kommer til mig
som en Fremmed fra det Fjerne,
roligt vuggende i Gangen,
lægger sig ned for min Fod.
Kommer lig en ukendt Fremmed,
som ved første Blik vi elsker,
og jeg siger sødt bevæget:
Vær velkommen, bliv hos mig!
Du er mer i Slægt med mig,
end det Støv, mit Fodblad træder,
end det Støv, hvoraf mit eget
Legeme er kunstfuldt dannet.
Og din Stemme fylder mig,

✂ Brystet vides ud af Toner,
og det stille Bølgeskvulp
bygger som med faste Stene
af mit Bryst en Tempelhvælving,
alvorsfuldt, en Tempelhvælving.

✂ Bølger bryd! Bølger skvulp,
giv mig Livets høje Fred!
Se, jeg har den! Giv mig mere!
Giv mig alt, hvad Livet ejer
i et fuldt og mægtigt Nu.
Skyl en Kvinde for min Fod,
deilig, hvid med ømme Øjne.
Se, da smelter Hav og Himmel,
Jorden og den gyldne Sol
sammen i saa sød en Lykke.

✂ Bølger bryd! Bølger skvulp,
skyl en Kvinde for min Fod,
og naar I tilbage rinder,
lad saa ogsaa hende svinde
som det hvide Skum paa Vandet.