Saa skær en Jomfru

✂ Saa skær en Jomfru sad i Løn
og sukkede og græd.
Men Herregud, Du er jo skøn,
hvem gjorde dig Fortræd?

✂ Men liden Jomfru tier ej,
hun græder Livet hen.
Hun mødte engang paa sin Vej
saa sær en Ungersvend.

✂ Han kyssed Haarets gyldne Strøm
og Pandens hvide Bog,
han kyssed Mundens Rosendrøm,
de dunkle Øjnes Laag.

✂ Saa sagde han et trist Favel
og bad: Vær ikke vred.
Naar Sol gaar ned den gylne Kvæld.
da faar jeg ikke Fred.

✂ Naar Sol staar op i Østerled
ved Sølvermorgens Gry,
da har jeg ikke længer Fred,
da længes jeg at fly.

✂ Saa nikked han et tungt Farvel,
til Jomfru skær og bly.
Hun græd fra Morgen og til Kvæld,
fra Kvæld til Morgengry.

✂ Og der gik mange lange Aar,
saa mødtes disse to.
Skønjomfru, sig mig, hvor det gaar,
Du er vel karsk og fro?

✂ Hun smiled svagt og hvisked blot:
Nej, jeg er ikke fro.
Hun løfted Blikket ømt og vaadt:
Hvor kunde Du dog tro.

✂ Naar Sol staar op ved Morgengry,
da gaar mit Hjerte ned.
Naar Sol ved Aftenstund maa fly,
da faar jeg ikke Fred.

✂ Men Du kan gaa paa Jorden fri,
Du tænker, og Du ser.
Jeg kender kun et Ord: Forbi,
jeg husker ikke fler.

✂ Han bad, han bad: Aa græd dog ej.
Vi har det ens, vi to.
Jeg gaar, til Døden kalder mig,
paa Jorden uden Ro.

✂ Aa græd dog ej. Aa græd dog ej.
Snart er hver Sorg forbi.
Men den har ej saa let en Vej,
der gaar paa Jorden fri.