Rode, Helge Aften

Aften

Vor Sol er sunket bag Skoven ned,
og Vesten staar gyldenklar.
Og over Jorden saa sød en Fred
udstraaler fra Himlens Glar.
Vagt drømmer Lyset — det kan ej sove.
Tyst, tyst over Vang over Vove
i de skælvende Skove.

Og Fuglen kvidred sin sidste Sang
og slumrer i Redens Ro.
Men Tanken bygger endnu engang
sin skælvende Længsels Bro.
Der drømmer Sjælen, den kan ej sove.
Langt, langt over Vang over Vove
mod de evige Skove.