Mod Høst

✂ Ej er Din Farve frisk som før,
smaa Rynker kom ved Øjet.
Og Angst, Du ikke kente før,
har stundom Nakken bøjet.

✂ Men end Profilens Linjer har
en ung og dristig Ynde.
Og Stemmens Klang er sød og klar;
men nøjes med at nynne.

✂ Og end er Længsel om Din Mund
og Blikket tungt af Sødme
som Sol, der gød ved Aftenstund
sin smertefulde Rødme.

✂ Oh! Flammehed, den sidste Lyst
det vilde Hjerte føder,
som Skoven i den syge Høst
i Feberfarver gløder.

✂ Thi Smilet er en Tornekrans,
Dit Blik en Ligfærdskerte,
der lyser Dig fra Dagens Glans
til Nattens dunkle Smerte.