Morgenen

✂ Natten var baade tung og haard,
aabnede alle de gamle Saar.
Blege Skikkelser træde
frem af Mørket og græde.

✂ Morgenen aabned sit Øje blidt.
Huskede knapt, hvad ved Nat var lidt
Saa sig omkring lidt forvirred,
smiled fornøjet og plirred.

✂ Natten endte en slidsom Dag,
vidste, at Haabet er kun Bedrag.
Alle Længsler begravet,
stiger som Angst af Havet.

✂ Morgenen sagde: Nej se dog, tys.
Søen rødmer ved Solens Kys.
Sol over Jorden oprunden,
kyssed den midt paa Munden.

✂ Natten sagde: Fortræd! Fortræd
gjorde Du Dig og de andre med
Lykkestjernerne røde
flygted i Mørket og døde.

✂ Morgenen smilte: Det har ej Nød,
Livet fører det i sit Skød.
Fremtiden er ikke bristet,
nu vi faar se, hvad jeg misted.

✂ Natten græd over Grav og Død,
Morgenen sang i sin Skønheds Glød
Livet og Lykken oprinder.
Stjerner og Roser og Kvinder.