Delfin

✂ Hvad er det sorte?
Derborte!
der dukked af Havet
og nu er begravet.
Delfin, er det Dig?
der mellem de skyllende,
skvulpende Bølger,
leger din Leg.

✂ Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
I Skum og i Sprøjt!
Blandt brydende Bølger.
Ja, det gaar højt!
Maagerne følger.

✂ Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Leve og lege,
Lykken er Din!
Pjaskende, dukkende, plaskende, vuggende,
trillende, tumlende, boltrende, hoppende
op paa Toppene.

✂ Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Lunet er Loven,
Lykken er Din!
mellem de legende, leende Bølger,
mellem de kæmpende, fnysende Bølger.
Tilhavs! hvor Synsranden dølger.

✂ Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Lege og kæmpe,
Lykken er Din!
Vandene skummer og skyller og sprøjter,
Vindene brummer og hyler og fløjter.
Maagerne skriger de hæseste Hvin.
Delfin, Delfin!
Dejlige Sange: Lykken er Din!

✂ Og dog, Delfin, jeg kunde ikke bytte.
Selv har jeg Sange, der min Lykke kroner,
det er min egen Sjæl; thi den er Toner.
Og jeg er En, der altid burde lytte.

✂ Musik, Musik! der dirrer hen og gynger
og fylder Himlens Hvælv som ved et Under.
Det er mod Kvæld; det er de stille Stunder.
Da stiger Toner løndomsfuldt. — Jeg synger.

✂ Saa kling da, mine Strenge, til I brister.
Det er ej mig, der gav jer disse Stemmer,
jeg passer kun, at Rust ej Klangen hemmer.
At synge er den Lod, som her jeg frister.

✂ At synge er min Lykke, og at lytte.
Og selv om Strengene en Dag forvitrer —
Jeg er en Sang, der gennem Rummet sitrer.
Delfin, Delfin! Hvor kunde jeg da bytte.