Rode, Helge Sommeraften

Sommeraften

I Aftensolens milde Skær,
der gyldner Somrens grønne Trær,
saa hvert et Blad som Guldtopaser skinner
og smyger blidt igennem Eng
ad Bakkens bløde Blomsterseng.
Oh! Jordens ungdomsfriske Bryst og Kinder!

Der gaar vi sammen Haand i Haand,
som baaret af en kærlig Aand,
som svævede vi let ad Vaarens Veje.
Og al min Gæde, det er Dig,
og al Din Glæde, det er mig.
Vi har hinanden helt og trygt i Eje.

75

Og Fugle synger Aftensang,
og ogsaa jeg faar Syngetrang,
fra Brystet stiger Toner — stille, søde.
En Takkens Sang — en Jubelflod,
aa kjære dog, hvor er Du god!
Hvor straalende Du strømmer mig imøde.

Aa kjære dog, hvor lys Du er
som Aftensolens milde Skær,
som om det lyste fra Dit eget Indre.
Hvor rank Din Vækst. Hvor let Din Fod,
hvor ungt og rent og rødt Dit Blod,
og Dine Øjne, der som Stjerner tindre.

Og i den store Solgangsfred,
vi synker blidt blandt Blomster ned.
Blandt Blomsterne vi hos hinanden hviler.
Og Skønhed gyldner al vor Lyst
ved Jordens ungdomsfriske Bryst.
mens Sommeraftnen gjennem Taarer smiler.