En Moder
I
✂
Ellen gik harmfuld
ved Mørkgaardens Høje.
Ungdom og Taarer
stod blaa i hendes Øje.
✂
Tordenhatte stabled
sig himmelhøjt i Østen.
Gaarden sov til Middag,
træt og hed af Høsten.
✂
Men Ellen gik alene
sommerklædt i Varmen.
Hørlige var Hjertets
Hammerslag i Barmen.
✂
Se, Erik red af Gaarde,
rank paa Hesteryggen.
Hovene de haarde
slog ned i Hesteskyggen.
✂
Hen jog han over Ager
og Vejen ned mod Fjorden,
som Drivskyen jager
sin Skygge over Jorden.
✂
Den vilde Erik Mørk!
Han standsede dernede.
Ellens Ungdom svulmede
af Sødme og Vrede.
✂
Den smukke Erik Mørk!
Han svang sig af Hesten
ved Bredden, hvor Vandene
var blaa af Sommerblæsten.
✂
Hendes Bryster steg frem
til de fuldeste Buer.
Hun vred sig i Sorgernes
sødeste Luer.
✂
Han klædte sig af
og vandred ud i Fjorden,
der eet med Havet danner
et tungt Beslag om Jorden.
✂
Ellen sank ned
til Højens grønne Side,
bed sin Arm til Blods
og blotted sig af Kvide.
✂
Stirred mod hans hvide
Ryg i de blaa Strømme:
»Gud, tag din Pisk i Haand
og lær ham ret at svømme.«
✂
Ak Maj - ak Juni ....
det var ikke blot Minder.
Det drak af hendes Hjerte,
saa det saas paa hendes Kinder.
✂
Al Lykken var nu Løgn, -
men som Løgne kan tindre!
Og Sandheden, Sandheden
sov i hendes Indre.
✂
Med graadsalte Øjne
saa vrede, saa ømme
129
fulgte hun den hvide
Ryg i de blaa Strømme.
✂
Ak Maj .... ak Juni ....
hvor kort .... og hvor længe ....
da sammen de fulgtes
leende til Senge.
✂
De frodige Nætter
om Jorden derude
stod som brunstige Blik
imod Kammerets Rude.
✂
Sommervinden strøg
sin Sorgløshed mod Muren.
Selv Kamrets bløde Mørke
var svangert som Naturen.
✂
I Drømmeriets Vildnis
har Elskoven hjemme,
hvor Lykken aander rygende,
men ej har Vid og Stemme.
✂
Blikket lammes af
det uudgrundeligt nøgne.
To Sind strømmer sammen
under lukkede Øjne.
✂
Det dagklare Øje,
der dømmer og ser,
dummes af det Under,
at Skabelsen sker.
✂
Den frugtbare Lykkes
Livskilder glider
gennem Underverdnens Nat
fra Oprindelsens Tider.
✂
Aa disse lyse Nætter
med Glæden forborgen ...
Legemer, der stedse
blev hvidere af Morgen.
✂
Med drukne Øjne
hilste de Gryet -
ny Himmel, ny Jord,
Alverden fornyet.
✂
Haa, Livets Lovsang
laa løs i Kværken
paa Gærdesmutten
og Gøgen og Lærken. -
✂
Han var Arving til Gaarden,
skulde giftes med Penge.
Taabelige Bondetøs,
at gaa med ham til Senge! -
✂
Forbandet, forbi!
Hvad hjalp alle Taarer?
Men hvem der dog endnu engang
blev Kærligheds Daarer!
✂
Hun drømte og græd,
til Leerne blev hvæsset.
Skyggen af en Fugl
fôr hen over Græsset.
✂
Mellem lange Skyer
den solblaa Himmel
strakte sig hen
i Tange og Strimmel.
✂
Op at binde Neg
deromme bag Haven ...
131
Nej. Om de saa slæbte
hende lige i Graven.
✂
Hun løb over Marken
til et Krat i et Hjørne
og gemte sig i Skjul
af krogede Tjørne.
✂
Nu kunde de lede
og larme og bande.
De tirred hendes Vrede
til Bægerets Rande.
✂
Hun laa i en Skraaning
og saa' over Vidder
mod Verdner af Kornneg
og Himle af Kvidder.
✂
Der nikked en Smørblomst
imod hendes Pande,
en blind fra den straalende
Saligheds Lande.
✂
Den bragte hende Slummer
og Drømme saa søde
af tankeløs Sommer
og graadmild Grøde.
II
✂
Støt staar alt og viger.
Knapt Nuet er til Stede.
Den Sol, som nu er oppe,
vil snart være nede.
✂
Mens Dagene tændes
og Dagene slukne,
alt levende befarer
den Strøm, hvor det skal drukne.
✂
Den Dag, du længtes efter,
den kom og forlod dig.
Den Dag, som du frygter,
den flyver imod dig.
✂
Og det blev Oktober
med Aftenrødme
fra Solnedgange
af sygelig Sødme.
✂
Erik var rejst,
og Ellen gik ene
i dunkle Tanker
blandt døende Grene.
✂
Ellen var flygtet
fra Folkestuen.
Hun hævede Brystet
mod Himmelbuen.
✂
Inde sad Karlene
og gloed som Tyre.
Og Pigerne kunde ej
Latteren styre.
✂
Og selv i Søvnen
huggede Høgen.
Hun drømte, de saa' hende
tyk og nøgen.
✂
Solen stod rød
paa Bakkekammen.
133
Og ømme Skyer
blev spejlet i Dammen.
✂
Pinte det Jorden
at lægge det sidste
tynde Sommerens
Purpur i Kiste?
✂
Aa - hvem der var Barn ...
en Aften - hjemme ...
Da mærked hun Jordens
milde Stemme:
✂
»Mit Barn! Er du mødig
af Spot og Smerte -
da kan jeg dulme dig
hele dit Hjerte.
✂
Jeg er nem at finde
til Senge i.
Jeg har aabne Døre
ved Vej og Sti.
✂
Jeg har stærke Træer
i Mørkgaardshaven -
og mørke Kilder
i Mergelgraven -«
✂
Hun syntes, hun ned
i Jorden gled,
mens Kirken ringede
Solen ned.
✂
Men atter mærked
hun Muldens Stemme:
»Vil du hellere Barnet
hos mig gemme?
✂
Der skal det hverken
ha' Føde eller Klæder.
Og det bliver ikkun
een Gang det græder -«
✂
Hun søgte et Halmstraa
i Himmelbuen.
Men hun maatte flygte
til Folkestuen.
III
✂
Novemberdagen klædte sig
i rørende Straaler.
Da rysted hun Mørkgaardens
Muld af sine Saaler.
✂
Hun lejed sig en Hytte,
en arm og ensom Bolig.
Saa stænged hun Døren -
aa, Stuen var saa rolig.
✂
Hvor her var godt at sove
i Graad og vildsom Vaande -
at ligge som en Kornmark
og kun drage Aande.
✂
Hun sov i et Døgn,
som aldeles forsvunden.
Som i Muld eller Moders Liv
var Tiden henrunden.
✂
Hun sov, som Lyset slukkes,
naar Aftenen endes,
135
vaagned, som Ruden dugges,
naar Dagene tændes.
✂
Aa - ned igen i Dybet,
der føder Morgenrøden -
det moderlige Mulm
før Livet og bag Døden.
✂
Men Solen staar lavt
over Bakken i Ruden,
bestraaler hende Haaret
og Panden og Puden.
✂
Hun aabner sin Særk
og ser paa sine Bryster:
Kom, Verden, og kys -
eller spot, hvis dig lyster!
✂
Hun strækker sig og gror
af den himmelblaa Naade,
ligger nøgen og tror
paa den gavmilde Gaade.
✂
Hun er saa træt af Sorger,
saa Tankerne hvile,
saa hun faar Kraft at svulme,
at glemme og at smile.
✂
Og Hjertet, som pumper
sin Ungdoms blinde Floder,
veed knapt, om det lever
i Barn eller Moder.
✂
Og Drømmenes Bobler
gennem Tankerne stige,
bristende i Skæret
af Himlens blaa Rige.
✂
Hun synker i den Søvn,
hvor de skyldfri snorke.
Hun drømmer om Sommerskyer
og flyvende Storke.
✂
Om Solen, som den skinner
paa badende Kroppe,
naar Kornet staar og vugger
med tyngede Toppe.
✂
Naar Børnene løber
barbenede paa Agre,
og hvide Sommerfugle
mellem Børnene flagre.
IV
✂
Graa Dage, Regn og Taager -
lidt Sol i Middagsstunder.
Og Ellens Sind laa svimmelt
imellem Gru og Under.
✂
Snart sang det med Sødme
i alle hendes Aarer.
Snart sank hendes Hjerte
i Søer af Taarer.
✂
Det viste sig svært
at lukke Verden ude.
Stænged hun Døren,
saa keg man ved en Rude.
✂
Snart een, snart en anden
af dem, som hun kendte,
kom ind for at vejre,
hvor snart det var i Vente.
✂
Hun tav. Og taalte Øjne,
hvis Blink var som Knives.
Hun mødte dem, som den,
der har Lov til at trives.
✂
Hun nærmede sig ingen.
Saa turde hun vel mene,
at hun havde Lov
til at leve alene.
✂
Men nej. Alverden
Forklaring maatte kræve.
Hun banded gennem Taarer -
og lærte at væve.
✂
Og Søgning fik hun.
Nysgerrige Koner
mangled Mile af Tøj
og blev skattede Spioner.
✂
Og Ellen fornam
deres voksende Glæde,
jo sværere det blev hende
Væven at træde.
✂
Og Dristigheden steg,
som Bæltet sig strammed.
Men Ellen behændig
al Visheden lammed.
✂
Det var ikke fri,
at de ytrede Vrede.
De undte hende Søgning
og stod med alt tilrede -
✂
Dog naar de aabned Døren,
saa lukkede hun Sjælen.
138
Og ingen fik bragt
hendes Nakke under Hælen.
✂
Selv Tugten og Trøsten
aldeles brændte inde
for Præsten, som mødte
med en Menighedskvinde.
✂
Der var svangre Koner,
som til Tak for deres Møje
havde skimtet en Braad
af Haan i hendes Øje.
✂
Sladdren sled sig hæs
i Forargelsens Drage.
Men hun skulde bare vente:
Der var Faktum tilbage.
V
✂
Vinteren blev mild.
Og en blæsende Aften
begyndte Ellens Veer -
hvor fik hun nu Kraften?
✂
Og alt hendes Stivsind -
nu skulde det vel smuldre.
Hvem kunde bære
den Haan paa sine Skuldre?
✂
Før hævede hun Modet
med syv Pigers Styrke
og skubbed denne Stund
i det yderste Mørke.
✂
Men nu - nu var det Stunden.
Og Mørket laa om Hytten.
Al Kraft var brugt og svunden.
Hun laa i Angst og Lytten.
✂
Aa - kom der blot ingen
de allerførste Dage.
Hun tændte ikke Lyset
og voved knapt en Klage.
✂
For tiende Gang
gik hun hen for at mærke,
om Slaaen var for Døren,
om Øsknerne var stærke.
✂
Hun laa igen paa Lejet,
som under Jorden nede:
Saa kom, du lille Barn,
din Moder er rede!
✂
Da tog det i Døren.
Hun fôr i Angst fra Puden.
Nej. Her kom ingen ind.
Her var ingen buden.
✂
Hun spændte sine Tænder
haardt imod hinanden,
fordi hun mærked, Skriget
stod hendes Sjæl til Randen.
✂
Hun laa som Døden tavs,
det hug i Hjertets Sluse.
Hun øjned gennem Vindvet
Gnister i andres Huse.
✂
Det tog paany i Døren:
Aa - væk fra dette Helved.
140
Men hun laa strakt paa Lejet
og stirrede og skælved.
✂
Nu kaldtes hun ved Navn.
Men hun svarede intet.
Saa hørte hun en Ed,
savtakket og flintet.
✂
Blæsten tog paa
saa jammerlig at tude.
Aa - Stuen var jo mørkere
end Verden derude.
✂
Øverst i Vindvet
laa Himlens blinde Vaade -
Himmel uden Drømme,
Nat uden Naade.
✂
Veerne stinged,
og Stjerner stak som Syle
gennem hullede Skyer,
saa Mørket maatte hyle.
✂
Paa Pinslernes Mark
Helheste gik for Ploven.
Og Satan gik paa Vejen
og dumpede med Hoven.
✂
Hun lytted med et ulmende
Skrig i Aandedraget.
Det var vel kun et Træben
der slog med Jernbeslaget.
✂
Og Angster og Smerter
tog fat for fuldt Orkester.
Og der var Bal i Helvede,
og hun var blandt dets Gæster.
✂
Det Skrig, som havde ulmet
saa hedt i Aandedraget -
det hug nu Ildtungerne
i Loftet og Taget.
✂
Aa - nu blev det stille,
og hun løb fuld af Glæde.
Af Mathed og Salighed
maatte hun græde.
✂
Hun rakte hen til Bordet
for Lyset at tænde:
Lad kun Alverden komme,
lad Lyset kun brænde!
✂
Snart græd en lille Dreng
i Moderens Arme.
Hun selv var en grædende
Verden af Varme.
✂
Herregud! Hvi havde
hun været saa bange?
Det var jo ej saa svært.
Og det hændte saa mange.
VI
✂
Det fløj over Sognet
paa glitrende Vinger.
Ravnene fik Ret.
Og Sejrens Harpe klinger.
✂
Forhærdet, forskruet
og uden Hjælp og Varsel
havde Ellen i Nattens Mulm
og Ensomhed »gjort Barsel«.
✂
Hvad havde hun vel ment
med sin Dølgen og Forhærden?
Skulde Fødslen været Løgn
og Ungen ud af Verden?
✂
Det havde Gud forbudt. -
Hu hej og Hosianna! -
Hun havde vel fortrudt
og trængte nu til Manna.
✂
Befriet aanded op
hver ædel Mand og Kone.
Naturens Lov stod fast
endnu i Sladdrens Zone.
✂
Man hvæssed Klo og Næb,
skønt - ak - med Sorg og Smerte.
Man fejred hendes Fald
med Brystet fuldt af Hjerte. -
- -
Men Ellen lo i Dybet,
forklaret efter Kvalen,
og var for Barnets Læber
et Kildespring i Dalen.
- -