Tordenbygen

✂ Der bølger Varme over Bakkens Kamme
og Kornets trygge slummerdunkle Riger.
Som saligt-salte Blik er Søer og Damme,
beruset blaa af Sol og nøgne Piger.

✂ Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften.
Og Skyer som en anden Klodes Bjerge
gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften
sig lader blindt besove og besværge.

✂ Alt lever i en øm og yppig Spænding,
de skjulte Safter giver Mod til Glæde.
Og Disens Bølger vugger uden Brænding
mod sære Kyster, ingen kan betræde.

✂ Døgnfluen aner ved en blaa Violrand
det evige. Og over Marken varlig
gaar mættet Modningslugt af Korn og Solbrand.
Og Tordenskyens Latter lyder farlig.

✂ Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, -
som gabte Graven ud af hver en Vaaning,
som vented alle døde nu at vaagne
til ærlig Dag paa Bakkens grønne Skraaning.

✂ Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.

✂ Af Badet løber Bondens hvide Datter -
de kære Vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine Bryster højt med Latter,
mens Tordenregnen straaler ned imod dem.

✂ Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.