Larsen, Thøger Jord

5

        

6

Jord udkom i første halvdel af december i 904, kostede 50 øre og omfatter 64 sider. Det grågrønne omslag er tegnet af forfatteren ligesom tre frisér og vignetter. Stregerne på omslaget måler 63 mm. På omslagets bagside: Foruden nærværende Udgave er trykt 100 Eksemplarer på ekstrafint Papir (à 75 Øre). Disse kan kun faas paa Bestilling. 1 titel (= omslag). 2 Trykt i Lemvig Bogtrykkeri. 3 Jord. 4 blank. 5-62 digte. 63 Indhold 64 blank. Bogen er sat medfraktur, og alle tekstsider har kolumnetitlen Thøger Larsen: Jord.

7

Vor Moder Jord

(Ved Indvielsen af Harboøre Forsamlingshus)

Er Kraften, hvorved Livet gror
af Verdens muldne Kloder,
en kærlig Gud og Fader vor,
er Jordens Muld vor Moder.

Af Muld og Hav sprang Livet frem
i fjernt forglemte Tider.
Til Muld og Hav gaar Livet hjem
hvergang det Døden lider.

Vor Moder er saa skøn og streng,
saa gavmildt rig tillige.
Hun har sin Sal og Brudeseng
midt i vor Faders Rige.

Og bærer vi i Sjæl og Marv
vor Faders Billed ristet,
vor Moders fik vi og i Arv
og ønsker ej det mistet.

Det Barn, som Livet blev Gevinst,
det Barn, hvis Sundhed kendes,
det elsker ej sin Moder mindst,
men priser sig som hendes.

8

Og naar vi siger: »Fader vor« -
med Andagtstanker skære,
vi mindes og vor Moder Jord
med Tak og Pris og Ære.

Sommermorgen

De svangre Mulde fjernt og nær
i Nattens Dugg var døbt,
og Himlen hvilte høj og skær
i svale Farver svøbt;
den hvilte som et Drømmersind,
der vaagner mer og mer,
der frem mod Lyset længes
og aner, før det ser.

Et Fuglenyn ad Høj og Dal
gled frem, men brødes snart
af Gøgekuk og Hanegal,
der varsled dybt og klart
om anet Morgen-Kildespring
bag Horisontens Rand,
om Dag for aabne Øjnes
Begær mod aabent Land.

Mens Østens Æter drømte tavs
i svangre Farvedrag,
og Nat gled vesterud til Havs
som Himmelskygge svag -
blev Drømmen varm i dyb Nordøst,
jog Rødme under Sky - -
af denne unge Rødme
sprang ud det gyldne Gry.

9

Ved Vinduet

Ved Vinduet sad jeg en Dag i Vaar
og saa paa min Moders falmede Haar.

Solen skinned, og Gøgen gol.
Min Moder sig hvilte en Stund i sin Stol.

Og Engen var grøn, og Himlen var blaa.
Kun svagt hendes Øjne Farverne saa.

Og Træet sprang ud i den lysende Maj.
Men Moder var falmet og vaaredes ej.

Da greb mig om Hjertet Følelser milde:
Nu var det for hende i Livet saa silde.

Den Gang, hun var ung, da fødte hun mig.
Og siden hun falmed og vaaredes ej.

Jeg stirred saa højt, som Himlen sig hvalv,
men stille i Hjertet mig Graaden skjalv.

Jeg tænkte: »Du gode, du gamle Mo'r!
I Skjul har du virket som Myren i Jord.

»Fra Kinden var glat og Haaret sort
har du nuslet og puslet Livet bort.

»Du har nuslet og puslet saa mange Aar,
til dit Hoved fik mange hvide Haar.

»Til Smuld og Smaating bandt du din Færden,
at lægge mig tryggeste Grundvold i Verden.

»Saa hvil dig og glæd dig, gamle Mo'r,
før Nattesøvnen hos Moder Jord.

10

»Saa slip nu af Hænde Dagværk dit,
og lev engang stille og stort og frit.« - -

Men Moder hun drømte med Øjne milde,
hendes Vaardag var slukt, og nu var det silde.

Hun havde med Smaatings-Nisserne stridt,
mens Aarene randt. Der var intet frit.

Hun havde sin smuldrende Gerning gjort,
mens Aarene randt. Der var intet stort.

Hun havde med Døgnkævlet brudt sit Snille,
mens Aarene randt. Der var intet stille.

- -Nej, Vaaren var sejlet sin Solskinsvej,
min Moder var falmet og vaaredes ej.

Hendes Tanker øste af Døgnlivets Kilde,
hun nusled og pusled, skønt nu var det silde.

Hymne

De store Lysets Aander gaa
med Dæmring over Lande,
med Blæst fra friske Tankers Blaa
mod Dogmers døde Vande.
Det straaler højt af Haab og Harm
i Aandens Østerlide -
og Gryet spreder dejligt Skær
om hver, der faldt i Lysets Hær
med blodigt Saar i Side.

Der fo'r saa mangen ensom Mand
sin egen sære Færden -
med Sjæl, der slog som Baal og Brand
11 omkring den vide Verden,
saa Dagning randt for skjulte Dyb,
trods tusindaarigt Mørke.
Man mødte frem med Hadets Slud
at slukke slige Aander ud,
men gav kun Flammen Styrke.

Mens deres Liv i sluttet Sum
sig ud i Fortid fjerner,
de ses i Sagnets Himmelrum
som store Morgenstjerner;
mens deres Fjender inderst ind
i evig Glemsel glide,
de selv i Himlens Stilhed staar
og skinner gennem tusind Aar
i Aandens Østerlide.

Pris være Styrken, de har spændt
mod Livets Løgn og Jammer!
De Sandheds Helligaand har tændt
som skære Pinseflammer;
den skinner foran Vej og Værk
i ædel Strid og Stræben
og døber Tanken i sit Baal,
saa større Tiders Tungemaal
kan dæmre os paa Læben.

Vor Gud skal være rank og stor -
han sidder bøjet, bundet,
med døde Slægters blinde Ord
om alt sit Væsen spundet.
Vi trænger til en Sommersang,
hvor Tonen glitrer gylden.
Vi folde vil vort Væsen ud
mod Livets frie, friske Gud,
saa Skønhed soner Skylden.

12

Solsangen

Nu hælder Europa mod Sol igen,
og Syden blæser paa Norden.
Fugletræk over Landene gaa,
Mulden lugter saa mæt og raa,
det kribler i Ryggen af Jorden.

Og Engen bli'r grøn, og Urten faar Køn,
og Arret af Brynde lider.
Nu trækker det op over alle Sted
igen til den store Frugtbarhed,
Genfødelsens svangre Tider.

Det bløder af Glæde i mit Sind.
Saa klare Dagene rinder.
Paa Marken staar Koen veltilfreds
og æder af det salige Græs,
som Solen gennemskinner.

Se, Træerne løves af ungt Begær.
Paa Brinken de Følfod bære
en Blomst saa trodsig gul, som en Ed
mod Dagens solgrønne Herlighed,
at Ukrudt evigt skal være.

Se Fjordens dybe, svale Blaa!
Et Utal af faldne Brande
fra Baalet højt i Himlens Blaa
ligger og hopper lystigt derpaa.
Der leger Ild over Vande.

Der fløjter Fugl, der summer Insekt -
der ligger en Lykke forborgen.
Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv
besvangres skal med det evige Liv,
som vaktes i Tidernes Morgen.

13

Det bløder af Glæde i mit Sind.
O Rigdom, hvori jeg svømmer -
Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!
Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.

Sommer

Der bølged Sommer-Salighed
fra Solens Flamme-Helved ned,
og Livet loved Jordens Navn,
mens lys den laa i Rummets Favn.

Og du, min kaade Hjertenskær!
du gynged mellem Havens Træ'r,
saa Luften brast i Gisp og Sus
ved dine Kræfters Sommer-Rus.

Den hvide Kjole fo'r omkring
forvovne Formers Buesving
i vilde Kryst og kaade Jag,
som stækked mine Aandedrag.

Og ved din Vigen og din Komst
der gynged Gren og Blad og Blomst
- -der gynged baade Dag og Duft,
og Skyer gynged gennem Luft.

Da gynged Sangen i mit Sind,
da gynged Sol, da gynged Vind,
da jog og gynged alt mit Blod,
og Stedet gynged, hvor jeg stod.

14

Jeg følte mig saa svimmelt stærk
som de, der evner evigt Værk,
og drømte, Verden drejed sig
om Blodets Dans i dig og mig.

Tilfældighed

Som et Udyr ligger en natmørk Sky
over Maanens Gry;
den holder mod Nord et Gab paa Klem -
der stikker en Spids af Halvmaanen frem,
den vokser af Gabet i Skyens Rand
som en gloende Hjørnetand.

    Om lidt er vel Maanen en Maane,
    om lidt er vel Skyen en Sky;
    men de bliver det aldrig i denne Sang.

Du mørke Dyr i yderste Øst!
Hvad er din Lyst?
Hvortil skal du bruge den brændende Tand,
som lyser ud over Hav og Land?
Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod
om Tanden fra Od til Rod.

    Om lidt er vel Maanen en Maane,
    om lidt er vel Skyen en Sky;
    men de bliver det aldrig i denne Sang.

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,
og nu er den Trold.
Jeg veed saa inderlig god Besked,
men føler som den, der intet veed.

15

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr,
saa er Livet et Æventyr.

    Om lidt er vel Maanen en Maane,
    om lidt er vel Skyen en Sky;
    men hvad rager det mig og denne Sang?

Middagshvile

Anders ligger i Karlerum,
Hestene stamper i Staldgulvs Sten,
Anders tænker paa Middagsslum -
og paa andre Ting - og en anden een:

- - -

»Ellen rejste ved Høslætstid ....
hør, hvor den tuder, den Søndengalm ....
Ellen rejste ved Høslætstid ....
muggent lugter min Sengehalm.

»Luften er flimmer og blaaliggraa ....
Tvestjært falder fra Væggen ned.
Men hvad nu Ellen hun tænker paa,
Ellen enest i Verden veed.

»Som hun kunde rive Stubbene af!
Som hun kunde le En Sommer i Sind!
Men sløj var jo Lønnen, Husbond gav,
Og hun var jo snurr som en Hvirvelvind.

16

»Ellen rejste .... naa ja .... hvad saa? ....
Kæreste op og Kæreste ned! ....
Røgen blaaner hen i det blaa -
Hjerterne ryger i Evighed ....«

*

Før Daggry

Det er silde paa Nat i sildig Høst.
Dybt sover Vande og Vinde.
Gryets Kilder fjernt i Øst
begynder snart at rinde.

Under Himlen hænger det hornede Næ,
det magre Næ,
smygende ind imod Busk og Træ
et livstræt Lys -

Et Lys, der hviler sig mildt og mat
Side om Side med tunge Skygger
tyst i Stilhed og Nat.

Dorske Stjerner med søvnigt Skin
bier paa Dagens Komme,
paa Solens Vagt.

    I Bakkefodens Grønning,
    der har jeg lagt mig ned.
    Langs Muld og Mur og Mønning
    ligger den svale Fred.
    Og kun mit Hjertes Dønning
    slaar højt mod Stilheds Bred.

17

          Jeg føler, at Lyset det trætte
          og Skyggen den løndomsfulde
          har lagt sig tyst til Rette
          paa mit Ansigt som paa Mulde. -
              Her driver jeg og Jorden hen
              i et Stænk af Evighed.

Torden

Aftenskæret er i Skyer begravet, -
dæmpet Dønnen høres over Havet.

Skyerne hæver sig med hidsige Kamme
som en Hjerne, hvis Tanker tit slaar i Flamme.

Som en Jættehjerne, der harmspændt higer
hen gennem Sommerens varme Riger.

Og Lynene sprænge i Natten ind
som gloende Splinter af staalhaardt Sind.

Tordenen runger over Gaarde og Hytter,
Skyerne tale, og Jorden lytter.

Skyerne tungt over Jorden melde
Timen for Vejrets Enevælde. - -

Min Higen ænser intet og ingen,
Vejrets Kræfter strømmer under Vingen.

I Blinde spænder den Farten frem
over bange Sind og brændende Hjem.

Drømmer sig eet med de lynende Skyer
og tror, at Befrielsens Time gryer.

18

Augustnat

Marken dufter af modent Korn
en sildig Aften i Høst, -
op over Fjorden et Maanehorn
stiger i yderste Øst,
stanger ind i en liden Sky
et gyldentblødende Saar,
mens hen over Vover og Vange
Vinden vaklende gaar.

Langs Skoven fører den alfar Vej,
furet af Hjulets Fælg, -
Løvet gaber i Møde mig
med tusinde Skyggesvælg;
Skoven lurer med skumle Hvisk,
lumsk som en hungrig Trold - -
jeg aner de Svælg saa dybe
som Helved og Hedenold.

Skyerne sejle i sindig Flok,
flade og sorte de ses,
den største ligner en Djævlerok
med en Taagefinne-Kres;
de strække gennem det Evigblaa
Luffer og Tunger ud; -
tyst mellem Skyernes Rande
kastes med Stjerneskud.

Natten rider paa Jordens Ryg
i Rummet sit Elverridt,
rækker sin Skaal, og jeg drikker tryg,
til Nattens Væsen er mit.
Elske dig Gud, min Hjertenskær!
Jeg elsker den store Nat,
rider med hende i underligt Vejr,
elverskudt, besat .....

19

Baalet

Luften var mæt af Mørke,
Jorden var tung af Nat.
Da tændtes paa Bavn et skinnende Baal,
og Blæst tog i Flammerne fat.

Gnisterne føg som en Ildsne om
i Luftens stormfulde Øde;
Luerne sneg sig om Veddet og glammed
spottende Mørket i Møde.

Slog sig som vilde Vinger ud,
til Flugt mod Himlen vendte,
svøbte sig opad den bølgende Blæst,
som om det var Blæsten, der brændte.

Men Veddet smuldred i Ildens Vold, -
og just som dets Kraft var tæret,
fløj Flammerne bort som Aandesyn -
jeg saa kun Mulmet og Vejret. -

Som Baalet flammer min ensomme Sjæl,
saa Skær og Skygger skælver
vide ud i den vældige Nat,
der over mit Syn sig hvælver. -

Og medens Veddet som Aske sank,
og Natten faldt til om Skæret,
stod jeg og stirred udover min Død,
men saa kun Mulmet og Vejret.

20

Sagn

Det Barn, der dør inden Daaben,
kan ikke faa Himmelen aaben.

Det sidder nøgent i Nattens Vind'
og hulker for at komme derind.

Gaar der en Mand ad samme Sti,
ved samme Nattens Tid forbi -

da for hans Fod det bitte Barn
trimler af Sted som et Nøgle Garn.

Det klager og jamrer: »Mand, Mand!
Ord, Ord! -Vand, Vand!«

Det klager og jamrer i spæde Raab:
»Mand, Mand!-Daab, Daab!

»Jeg lider Kuld', og jeg lider Meen.
Av, der slog jeg min Kind paa Sten,
av, der stak jeg min Ryg paa Tjørn!

»Mand! Jeg har ikke Hjem og Sted,
vilde saa nødig i Helvede ned,
Djævelen er saa ond ved Børn«.

Det trimler hen over Sten og Knold,
Vejen er vaad, og Vinden kold.

Det trimler hen for hans tavse Fod,
omkring det klæber sig Smuds og Blod.

Det klager sig atter: »Mand, o Mand!
Kan ikke du døbe i Ord og Vand,
21 »saa tag mig om min arme Krop
og bær mig paa Kirkegaarden op,

»og grav mig ned, før Hanen kalder,
i Jord, hvor Kirkens Tagdryp falder.

»Kunde hænde, naar Præsten da nævner Guds Navn
inde i Kirkens viede Favn,

»at over den Jord, hvori du mig slap,
de hellige Tagbrynsdraaber drap -

»da gælder dette for Daaben,
og Himmelen lades aaben«. -

Er Manden ræd for det bitte Barn,
som trimler om i Skidt og Skarn,

og tør han ej give det kristen Daab,
maa det atter i Jorden uden Haab.

Sagtmodigt da klager det sidste Gang,
det lyder saa tungt som Vinden sin Sang:

    »Der er Bølger om alle Strande,
    hvi nægtes mig Daabens Vande?

    »Kulden galer i Karme.
    Hvor er min Moders Varme?«

Det stanser og hælder sit Øre ned
og lytter til Jorden:

    »Tys! Nu galer Hanen den sorte.
    Hvor er min hvide Skjorte?

22

    »Og nu galer den gule.
    Hvor er min Gravsens Hule?«

Paa Panden perler det Angstens Sved,
det lytter til Jorden:

    »Og nu galer Hanen den røde
    for Ilden under de døde.

    »Ak - hist galer Hanen den blaa
    blandt Himlens Stjerner smaa«.

Nu skal det skynde sig ned i Graven.
Det stenter af Sted, forrevet, forgrædt,
med Stenkast-Hop fra Plet til Plet;

    thi snart galer Hanen den hvide
                for Dagning i Østerlide.

Det grønne Foraar

Det grønne Foraar
med Sol i Sinde
er kommet til os
for Søndenvinde.

Af Engen aander
en Vellugt vide
i Blomsterdrifternes
Ungdomstide.

Den Muld, som Vaaren
nu atter arver,
er skjult af glade,
kokette Farver.

23

Om fine Blomster
letsindigt svinger
sig Sommerfugle
paa fine Vinger.

Mit Hjerte hilser
det foraars-skære
med Ja og Amen
og »Lovet være!« - -

Paa grønne Agre
din Fod skal træde,
du friske, fagre,
min Hjertensglæde! - -

Jeg drømte

Jeg drømte, at jeg og min Hjertenskær
skulde fare til fjerne Lande,
hvor Solen var større, og Vaaren
bar rigere Løv om sin Pande.

Jeg drømte, at jeg og min Hjertenskær
skulde fare fra Hjemmets Stængsel,
og vi skulde Frihed finde
for al vor evige Længsel.

Saa sejlede jeg og min Hjertenskær
gennem Drømmens Nætter og Dage -
og vi skulde sammen bygge
og aldrig længes tilbage.

Vore gamle Guder som Klipper stod,
vilde stænge for Stavn og Færden -
24 vi lukte for dem vort Øje
og bad til den vide Verden.

Saa sejlede jeg og min Hjertenskær
vore fjendske Guder til Grunde -
og slog deres døde Tavler
med Ord fra levende Munde.

Saa sejlede jeg og min Hjertenskær
gennem Skum og skinnende Vove,
og trodsigt vendte vi Ryggen
til Guld og til grønne Skove.

I Landet, hvor vi vilde bygge og bo,
var der Ungdom og Vaar og Helse -
og Vækst i Klarhed og Skønhed
og Sjælenes frie Frelse.

Spillemanden

Ved Sommerfarvernes festlige Glans,
drukken af Evigheds dybblaa Bæger
spiller Pan til en Galningedans.

Ung ligger Jorden under Himlens Blaa,
alle Vange grønnes saa vide,
dejlige Piger danser derpaa.

    »Dans i jer dristige Sommerdragt,
    Solskin skal svimle jer ind i Øjne,
    Dansen skal gaa i knitrende Takt!

    Dans, saa det suser omkring jert Sind,
    suser, som hist, hvor Solskyen sejler,
    dans, som I fo'r for en Hvirvelvind!

25

    Dans, saa Blomsterne brister i Blod,
    hvor jere fejende Fødder farer!
    Dans, saa I synker ned for min Fod!«

Fløjten tav. Deres Sjæle han skuer
skælve Farvel i leende Vaande
hen gennem Lemmernes bævende Buer.

Straks han en knivskarp Tone stryger
ud af en Fjol med en eneste Stræng,
og med et Hvin deres Sjæle fyger -

Fyger som Avner mod Himlens Sol,
fyger som Avner for evige Vinde
i Sommerdagen, der leves i Blinde.

Nornerne

Den Sang gaar det aabne Blaa i Vold,
som Vindenes rige Slæben.
Jeg synger for Hjerte og Sten og Trold,
hvad Livet har lagt mig paa Læben.
Der snurrer den Sol, den Helvedes Brand,
i Rummets gabende Kulde -
og heder til Dis al klar Forstand
og ægger Kød og Mulde.

Om Morgenen stiger et Brandskær op,
som fra en Dommedags Vaade.
Der løfter sig Kvidder fra Tue og Top
til Lov for Guds Sol og Naade.
O - evige Afstand, du mildner alt,
du er som Alkærlighed selve!
Det Hul, hvor vor Stjerne falder og faldt,
det ser vi som faste Hvælve.

26

Om Aftenen daler et Brandskær i Vest
- vi staar som en Lykke os hændte -,
det ses, som i jagende Østenblæst
det ganske Amerika brændte.
Men Jorden løfter sin tunge Ryg
og drejer os dybt i Skygge,
og skænker os Natten med Søvnens Bryg
af Drømme, skønne og stygge.

Nornerne holder i Evighed
den store Rok i Drejen;
de svinger Mælkevejen,
saa Syv-Stjernen piber derved.
»Saalænge Jordetenen gaar«,
det synger de højt paa Stade,
»skal Sommer og Høst, Vinter og Vaar
i Evighed ej aflade«.

Saa spinder de Livets Skæbnetvind
i Lag om Jordens Sider.
Vi maaler en Stump af det dyre Spind
med tusindaarige Tider.
De spinder Liv af Mulde og Vejr -
de tvinder Søvnen saa trolig
sammen med Traaden i Stjerneskær,
i Midnat mørk og rolig.

- -

De spinder det frem mod den store Sum,
alt det, som af Kloden evnes.
Den lille Jord i det store Rum
skal stedse rundere jævnes.
Der styrter Tinder med Brist og Skrald,
og Muld med Floderne skylles.
Alle Bjærge de staar for Fald,
og alle Dale skal fyldes.

- -

27

Aften

Det damper af Eng, det skinner af Dugg,
og Vandene slumrer i vage Vugg.

Der daler Fred over Jorden ned
og over mit Hjertes Ensomhed.

Den glider saa sagtelig fra det blaa,
hvor evige Verdner lydløst gaa.

Min Sjæl er af dybe Drømme fuld,
den spejder og lytter over Mark og Muld.

Og Dæmringen drømmer i Vest og Nord,
og Smaaskyer sover højt over Jord.

Jeg renser mit Blik i Himlens Blaa
og gemmer i mit Sind alt fagert, jeg saa.

Højsang

Opstandelsen svulmer
gennem døde Skove,
brister frem til Liv
i Knop ved Knop.
Den hele Vinter Skovene stod
som Dødningefylker
af graa Skeletter
med vredne, knoklede Grene.
Da kom fra det høje
Opstandelsens Kraft
og fra Dybets Aarer
Opstandelsens Saft.

28

Der gik Skabelsens Dage over Jorden,
der gik Lysets Bliv:
»Bliv Grøde! Bliv Liv!
Bliv Skønhed, du friske,
alle stærke Drømmes Moder!«
    Lad mig love, lad mig prise
    i ærbødige Rhytmer
    dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
    dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
        Højlovet - Halleluja! -
        være Jorderiges Vaar!

    Skarer af udspændte Vinger
    ror i den lysende Luft.
    De sol-kære Fugle
    med Soltiden komme;
    de vil synge, de vil kviddre,
    de vil elske, de vil yngle
    under Løvsales Hvælvinger -
        hil deres Kærligheds Id!

Jeg hører Hannernes Højsang klinge:
»Kom, elskede Hun! Det er Vaar!
Du kan tro, der er Varme under min Vinge,
og mit Hjerte med Elskov slaar!«

        Hellige Vaar!
    Giv ogsaa mig, giv mig igen
    min fagre Kærlighed!
    Giv mig min vilde Lyst igen,
    og tag for den
    min lunkne Hjertefred! -

29

    Lad mig love, lad mig prise
    i ærbødige Rhytmer
    dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
    dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
    Højlovet - Halleluja! -
    være Jorderiges Vaar!

Der gaar Skabelsens Dage over mit Hjerte -
der er Kys i mine Tanker,
der er Kys for tusind Læber,
for tusind Blomsters Blade,
for tusind skønne Kvinder!

O - hvilken Bølge for en eneste een,
om hun dukker sig deri,
inden Vaaren er forbi!
    Skøn Jomfru! Tør du færdes,
    hvor jeg baner Vej?

Al Jorderigs Ungdoms Attraa sig slynger
omkring mine Tanker som Elvertaage,
saa Sind og Solskin og Himmel gynger,
mens drukne Sanser kogler og synger:

        Hvad skal Lin om fagre Former
        al den lyse Nat i Vaaren?
        Hvad skal Tvang, hvor Længsel stormer,
        ungdomsbaaren, høvdingkaaren?
        Se til Fuglen under Himlen!
        Se paa Vang til Blomstervrimlen!
        Himlens Fugl og Markens Lilje
        følge deres Ungdoms Vilje
        hele Vaaren! -

30

    Skøn Jomfru! Din Færden
    følge min Vej!
    Mit Væsens Hvælv
    er et flammende Skælv -
        jeg er mer end en Verden -
        med min Vinge over dig!

Vi vil sorgløst trampe Slangen under Hæl
mellem brunstige Blomster i Enge!
Jeg elsker baade dit Legem og din Sjæl,
men veed ej, hvor sandt og hvor længe. - -

    Lad mig love, lad mig prise
    i ærbødige Rhytmer
    dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
    dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
        Højlovet - Halleluja! -
        være Jorderiges Vaar!

Atter vil den sagte komme,
Tiden, da min Sol er omme,
da min Tungsind holder Vagt
over Jord i Dødens Magt - -
naar Fuglene er fløjne -
naar Violerne ligge
med brustne Øjne - -
naar Stormen hvæsser Skumkam
paa Vandenes Flade -
naar Stormen dømmer Dødsfald
over Rosernes Blade - -
naar Løvet gulner
og Døden dæmrer
over Skov og Vænge,
over Agre og Enge.

31

    Men nu vil jeg love
    i ærbødige Rhytmer
    dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
    dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
        Højlovet - Halleluja! -
        være Jorderiges Vaar!

Vintermorgen

Klinterne blaaner i Taage -
og Vintersolen, der stiger fjern,
ligner en Plade af glødet Jern ....
frossen Sne under Skoene knirker,
og alle nære Skrænter ser ud
som Ruiner af kalkede Kirker.

Isen ruger paa Vande trindt,
som var Bølgefladen stivnet til Flint
i en mørk, forbitret Stund.
Jeg føler mit Sind af Kulden tynges,
Rimen stænker med graat mit Haar,
hen over Sti som en Gubbe jeg gaar,
vil atter ved Sol forynges.

Hen over Sti som en Gubbe jeg gaar
mod Byen, bag hvilken Bakkerne slaar
en Bue, aaben mod Fjorden.
Og Byen er dybt under Taagen sænkt
som Sodom under det døde Hav;
den røber sit Liv alene
ved Vognes Rullen og Hestes Trav
paa Gadernes haarde Stene.

32

Da aabnes Bakkernes Taagevizir,
og Stadens Rygning sig rejser,
hvor Menneskestolthed knejser
i ranke Tinder og Spir.

Solen brister i tindrende Brand -
det blaa over Jorden spændes.
    Jeg strækker min Aand over Luft og Land,
    til Tankerne flimre og blændes. -

En tungsindig Sommermidnat -

En tungsindig Sommermidnat
stod jeg under Skovens Bryn.
Stormen gennem Løvet sled sig
frem i vild, fortvivlet Styrke,
saa at Skoven haabløs vred sig
om sit Indres tunge Mørke.
Alle Stjerner stirred sløvt,
som de ikke ænsed Jorden.

Og igennem Markens Grønsvær
sived hen et Sorgens Sus,
evned ingen Dugg at græde,
isned Urt og Blomst til Roden, -
vilde jeg ad Vangen træde,
klamred Græsset sig om Foden,
klamred sig, som hvert et Straa
skjalv for Livet, angst og ensomt.

Frem mod Himlens Dæmringsdrømme
stævnte stormblaa Skyers Tog
fjernt i Natten, dybt i Nord. -
Vejrets Veer efterhaanden
strøede ud mit Jeg om Jord, -
33 pinte sig igennem Aanden,
som de sled og sønderrev,
til den eet med Verden blev:

    - en tungsindig Sommermidnat.

Pan

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa - -

i Jordens Luft, hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter - -

i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordlivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld - -

    jeg aner en Gud, et evigt Jeg,
    der har Nerver i Klodernes Indre
    og i Slægternes Marv,
    og hvis Evner fra Solene tindre,
    og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.

Han vakte Fædrenes »hellige Ord«
i Tanker, der spurgte Himmel og Jord;
han vakte Tvivlen i Sønnernes Sind
og aanded Fornyelsens Østenvind
over hæmmede Evners Ranker - -

34

og Higen mod denne al-rige Gud
strømmer som en Sankt-Elmsild ud
fra Tinderne af alle Folkeslags Tanker.

O Livets Mester!

O Livets Mester! Sænk mit Syn
i Alnaturen dybt!
Der flammer evig Klarheds Lyn
i skjulte Kræfters Krypt.

Med Øret vendt fra Døgnets Skraal
jeg stundom tror at fange
et anet Aandens Modersmaal
i fjerne, dunkle Klange.

Mit hele Væsen klynger sig
til Himlen og til Jorden
og føler, alt forynger sig
i evig Verdens-Vorden.

Mit Væsen higer grønnende
mod Verdens Hjertekamre,
hvor dine evig-dønnende,
vulkanske Pulsslag hamre.

O Livets Mester! Sænk mit Syn
i Alnaturen dybt!
Der flammer evig Klarheds Lyn
i skjulte Kræfters Krypt.

35

Foraarsmorgen

Storken og jeg gaar Morgentur
og veksler et Blik iblandt,
mens Solen tøvende staar paa Lur
paa Jordens yderste Kant.
Over Græs og Muld, af Væde mæt,
ligger Skinnet spinkelt og let,
men slebent blankt over Kærene.
En vældig Orm fik Storken ædt
med Næbet i Muld til Fjerene.

Storken og jeg gaar hver sin Vej,
men mødes nu og da.
Den ene spørger den anden ej,
hvor Fremmedkarlen er fra.
Solen vover sig ud i det blaa,
Mulden lugter saa frisk og raa
af indre, graadig Grøde.
I Dag vil Folk af Senge opstaa,
som om de stod op af Døde.

Storken gaar med sin Skygge paa Slæb,
skræver over en Knold,
stanser og snyder sit muldne Næb
og flyver Dagen i Vold.
Ræven lusker med Smil fra Gaard,
som havde han smagt baade Vinge og Laar,
mens Bonden sov hos sin Kone.
Den store Soltrold har brygget Vaar -
vi er i hans Æventyr-Zone.

36

Middag

Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa
staar Middagssolen hed i strittende Straalen.
Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa,
Insekter summer over Agerkaalen.

Den stille Dag sig strækker vidt og højt.
Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer.
Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt.
I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.
- -
I Søens blanke, afmagtstunge Vand
staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale.
Nu slog den Snuden mod den bratte Strand
og nøs og dasked hen i Dybets Dale.

Der ligger den paa Bund i Søen klar,
og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble:
den stirrer op mod Overfladens Glar,
hvor Solen gynger som en ildgul Gople.
- -
En Bondepige sidder i en Grøft -
med korte Særkeærmer, nøgne Arme.
Man ser det øverste af Barmens Kløft -
der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme. - -

Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand.
Det er en Sommerdag i Danmarks Land.