Barnet

✂ Drager Sol i Blinde
Nuets fulde Læs?
Børn af Mand og Kvinde
gror som Korn og Græs.
Evigt gennem Gryet
Gøg og Hane gol,
idelig fornyet
ved en ødsel Sol.

✂ Tyst i Barnets Øjne
Dybet aabent staar -
gennem Lykkens Døgne
ned i tusind Aar.
Barnet staar i Grøde
af den ældste Kraft,
Liv, som aldrig døde,
Jordens Morgensaft.

✂ Gennem Barnet glider
dybt med Blodets Gang
Nynn fra alle Tider,
gammel gylden Sang.
Lidet Barnet ænser
Død og Nederlag,
ser foruden Grænser
Lykkens Sommerdag.

✂ Sjælen bliver moden
med et Foraars Træer,
svimmelt vandrer Foden,
Nuet rykker nær,
Livets Løvspringsklemsel
trykker Hjertet blidt,
ned i Søvn og Glemsel
dukker det sig tit.

✂ Hele Fortidsfylden
som en Sø mod Bred
stilner for en gylden
Himmels Herlighed.
Hvor en evig Alder
lutret har sin Stund,
evig Fremtid kalder
med en myndig Mund.