Ved Vinduet

✂ Ved Vinduet sad jeg en Dag i Vaar
og saa paa min Moders falmede Haar.

✂ Solen skinned, og Gøgen gol.
Min Moder sig hvilte en Stund i sin Stol.

✂ Og Engen var grøn, og Himlen var blaa.
Kun svagt hendes Øjne Farverne saa.

✂ Og Træet sprang ud i den lysende Maj.
Men Moder var falmet og vaaredes ej.

✂ Da greb mig om Hjertet Følelser milde:
Nu var det for hende i Livet saa silde.

✂ Den Gang, hun var ung, da fødte hun mig.
Og siden hun falmed og vaaredes ej.

✂ Jeg stirred saa højt, som Himlen sig hvalv,
men stille i Hjertet mig Graaden skjalv.

✂ Jeg tænkte: »Du gode, du gamle Mo'r!
I Skjul har du virket som Myren i Jord.

✂ »Fra Kinden var glat og Haaret sort
har du nuslet og puslet Livet bort.

✂ »Du har nuslet og puslet saa mange Aar,
til dit Hoved fik mange hvide Haar.

✂ »Til Smuld og Smaating bandt du din Færden,
at lægge mig tryggeste Grundvold i Verden.

✂ »Saa hvil dig og glæd dig, gamle Mo'r,
før Nattesøvnen hos Moder Jord.

✂ »Saa slip nu af Hænde Dagværk dit,
og lev engang stille og stort og frit.« - -

✂ Men Moder hun drømte med Øjne milde,
hendes Vaardag var slukt, og nu var det silde.

✂ Hun havde med Smaatings-Nisserne stridt,
mens Aarene randt. Der var intet frit.

✂ Hun havde sin smuldrende Gerning gjort,
mens Aarene randt. Der var intet stort.

✂ Hun havde med Døgnkævlet brudt sit Snille,
mens Aarene randt. Der var intet stille.

✂ - -Nej, Vaaren var sejlet sin Solskinsvej,
min Moder var falmet og vaaredes ej.

✂ Hendes Tanker øste af Døgnlivets Kilde,
hun nusled og pusled, skønt nu var det silde.