Jorden

✂ Der snurrer en Klode saa tæt og saa tyk
med tunge urolige Have paa Ryg,
med ildstrammet Muld imod Tyngde og Tryk.

✂ Beboet af Væsner med Tand og med Torn,
med Næb og med Kløer, med Negle og Horn,
med Lyster paa Lur under Løv, under Korn.

✂ Beboet, saa Knoldene kryber om Land,
beboet i Luft og i Havenes Vand,
beboet, saa det stænker med Fisk over Strand.

✂ Jeg synger dig, Jorden, en Lovsang paany,
jeg galer, beruset af Grøde og Gry,
jeg kukker i Lunden og smægter mod Sky.

✂ Jeg elsker dig, Jorden, dybt ind i din Muld
og højt op i Skyernes fugtige Uld -
min Sjæl af Lyksaligheds Kvidder er fuld.

✂ Min Latter har Løvspring, naar kælent din Regn
af Skødet dig kildrer hvert Foraarets Tegn.
Jeg finder mig midt i hver spirende Egn.

✂ Nu grønnes de Græsser, som Tunger til Kiv,
hvert Blad som en hviskende tveægget Kniv.
Mildt æder dem Koen med Kalven i Liv.

✂ Mig føder du ogsaa, velsignede Jord,
jeg æder af Fylden, som lever og gror,
kun mættet jeg finder de kærlige Ord.

✂ I Tøndevis aad jeg dit muldmætte Korn,
ja frodige Okser, som leved tilforn,
fortæred jeg lige til Knokler og Horn.

✂ Og medens jeg synger om Skove og Skyer,
om Kvæget, der græsser, om Livet, der gryer,
min Kone staar hjemme og myrder et Dyr.

✂ Se, Solkuglen ruller nu Morgenen ind,
det lyser af Ruder, af Øjne og Sind,
om Skyggen end mørkner vor ene Kind.

✂ Det plasker med Solvand mod saftige Bred,
de evige Kilder er kommen paa Gled,
med Trivsel, med Mælk og med Moderlighed.

✂ Ja, Dyrene kredser i ensomme Par,
og Blomsterne blotter Hengivelsens Ar,
og Drifterne syder i Cellernes Kar.

✂ Se Lysternes Farvefanfare i Eng.
Der lokkes og gantes og parres i Flæng
i Sommerens grønne og solhede Seng.

✂ Forførelse driver med Dugg over Straa,
Forførelse slæber Insekterne paa,
og se om den Knægt lader Pigerne gaa.

✂ Al Ungdom staar saligen fyldt med sig selv,
med Evner paa Spring mod et Skød og et Skælv,
et Spring over Dødens fortærende Elv.

✂ Det lykkes i Natten, naar Vinden er sød,
det lykkes i Middagens søvntunge Glød,
og Fremtiden tynger de tusinde Skød.

✂ Den sover derinde, den tynger saa sødt,
i moderlig Kvinde nyt Blod bliver rødt,
og Grenene svaje med Æblerne blødt.

✂ Det Liv, som skal tage en dødelig Tørn,
det flygter mod Lykken i Unger og Børn -
kun Vraget skal bo under Gravenes Tjørn.

✂ Dets hellige Ild fra Oprindelsens Gry
skal have sit Sted mellem Mulde og Sky,
skal reddes og brænde i Barnet paany.

✂ Jeg hilser dig, Jord, under farvede Skyer,
jeg synger min Lykke som Digter og Dyr
imens dine Skabninger Livet fornyer.

✂ Jeg synger med Sjælen af Latter saa varm
til Vindenes Lullen og Havenes Larm,
og Pigerne lytter ved Vinduets Karm.