Larsen, Thøger RUBÁIYÁT

RUBÁIYÁT af OMAR KHAYYÁM

Oversættelse efter Edward Fitzgerald's engelske Gendigtning

144

        

145

Indledning

I OM OMAR

Medens Omar Khayyám's Rubáiyát i Edward Fitzgerald's Gengivelse gaar sin Sejrsgang over hele den engelsktalende Verden, og i andres Oversættelser ogsaa er naaet ind paa adskillige andre Sprogomraader, er denne mærkelige Poet, Astronom og Matematiker kun lidt kendt i Norden.

Abu-'l-fat'h' Omar var Søn af Ibrahim Khayyám (Khayyám betyder Teltmager) og fødtes i Naishápúr i den persiske Provins Khorassán; han døde sammesteds i Aaret 1123. Som Videnskabsmand har han bl.a. gjort sig bekendt af sin Medvirkning ved Kalenderforbedringen samt af sine astronomiske Tabeller. En Afhandling af ham paa Arabisk om Algebra er udgivet paa Fransk.

Som Poet tog Omar Tilnavn efter sin Faders Haandværk. Om han selv en Tid har dyrket dette, vides ikke med Sikkerhed.

   Et Sagn fortæller, at Omar og to af hans Venner i deres Ungdom havde lovet hinanden at dele det Held, der maatte blive en eller flere af dem beskikket. En af dem blev Vezir hos Sultanen og indfriede sit Løfte. Omar bad om at maatte leve i en Krog under hans Lykkes Skygge for at udbrede Videnskaben. Hans Ønske blev opfyldt, og han fik aarlig 1200 Guld-Mithkál'er fra Naishápúr's Skatkammer.

II OM FITZGERALD

Edward Fitzgerald var af irsk Adelsslægt, født i Bredfield i Suffolk 31. Marts 1809. Han har indført adskillige Værker fra andre Sprog i Engelsk, men her skal kun omtales hans fortræffelige Gendigtning af Omar's Rubáiyát, det Værk, der, især efter hans Død, har bragt hans Navn - tilligemed Omars - Verden rundt. Første Udgave af Rubáiyát udkom 1859 og indeholdt 75 Strofer, tredje og fjerde 146 (1872 og 1879) indeholdt 101 og mange af disse betydeligt ændrede fra den oprindelige Udgave.

   Om Fitzgeralds Forhold til de originale Vers er der givet udførlige Oplysninger i Mr. Heron-Allen's Værk: »Edward Fitzgerald's Rubaiyat of Omar Khayyam with their original Persian sources, collated from his own MSS. and literally translated by Edward Heron-Allen« (1899).

   Af tredje Udgaves 101 Strofer har H.-A. fundet, at 49 er tro og skønne Gengivelser af tilsvarende Strofer hos Omar, 44 kan henføres til to eller flere af de originale, 2 er inspirerede af Omar-Oversættelser, som Fitzgerald har set, 2 er afledte fra Hafiz' Oder, 2 fra et persisk Digt, og 2 afspejler hele det originale Digts Aand. H.-A. kommer til følgende Hovedresultat: »En slet og ret Oversættelse er det ikke, men en Oversættelse i den mest kunstneriske Forstand er det tilvisse.«

   Prof. Ch. E. Norton siger: »Fitzgerald kan kun kaldes »Oversætter« i Mangel af et bedre Ord, et, som skulde udtrykke den poetiske Transfusion af en poetisk Aand fra et Sprog til et andet, og af Originalens Ideer og Billeder til en Form, ikke altid forskellig fra den oprindelige, men med Hensyn til Tid, Sted, Skik og Aandsstadium fuldstændig tilpasset til de nye Forhold, hvorunder de genfremtræder. Det er et Værk af en Poet, inspireret af en Poets Værk, ikke en Oversættelse, men Genfødelsen af en poetisk Inspiration.«

   Iøvrigt gives interessante Oplysninger om Omar og de originale Rubai i Arthur Christensens »Muhammedanske Digtere og Tænkere« (G. B. N. F. 1906).

   Edward Fitzgerald døde 1883.

III OM RUBÁIYÁT

Rubai eller den firelinjede Strofe med enten alle Linjer rimende eller oftest 1., 2. og 4. var en almindelig Digtform i Persien. En Rubáiyát (Rubaisamling) var ikke at betragte som et sammenhængende Digt, men mere som en Samling Enkeltvers af epigrammatisk Natur. Meget ofte benyttedes Rubaiformen til at udtrykke 147 »Strøtanker«. I Omar Khayyáms Rubáiyát forbindes dog her ved Ordningen af Stroferne og ved det Livssyn, de alle saa stærkt farves af, nogenlunde de enkelte Vers til et Hele. I nærværende Gengivelse har der af dette Hensyn fundet et Par Ombytninger Sted, men Fitzgerald har i sin Oversættelses første og sidste Udgave en ret forskellig Ordning af Versene. I Hovedsagen er Ordningen her foretaget efter »Fourth Edition«.

   Omar Khayyám er en Lovpriser af Nuet, af Idag, og han hylder Livsglæden i Vinens og Rosernes Skikkelse. For at bruge et dansk Ordspil: han holder sig til »den Fugl, han har i Haanden«. Men ikke desto mindre har han svært ved at faa Øjnene fra »de ti paa Tagene«. Og netop denne sidste Egenskab hos ham giver hans Digtning dens største Værdi. Hans »Nu« har dets store Rigdom i den vide Udsigt. Og hans Fortabelse i Nuet og Vinen føles nærmest som et Glip med Øjnene af og til, mens han stirrer energisk efter det tabte og det kommende.

   Allerede i Fitzgeralds Levetid udkom en fransk Oversættelse fra en persisk Tekst, indeholdende 464 Rubai. Oversætteren Monsieur Nicolas, fransk Konsul i Resht, opfattede Omar som en Súfi-Poet, en Mystiker, der brugte Vinen som det guddommeliges Sindbillede. Msr. Nicolas oversætter ogsaa overalt »Vin« ved »Gud«.

   Fitzgerald fører imidlertid i et Forord til Tredje Udgave et vægtigt Forsvar for sin Opfattelse af Omar som netop en Modstander af Sufismen, en muhammedansk Fritænker. Der findes jo ogsaa i Versene adskillig Spot mod Sekterne, mod de »lærde« og »hellige« Mænd.

   Indvirkning af den franske Oversættelse synes dog at kunne spores hos Fitzgerald. F. Eks. i 2. Rubai, hvor han i Første Udgave har følgende:

»I heard a Voice within the Tavern cry:
»Awake, my little ones, and fill the Cup,
Before Life's Liquor in its Cup be dry.««

De to sidste Linjer er i hans sidste Udgaver ændrede til:

»When all the Temple is prepared within,
    Why nods the drowsy Worshipper outside?«

148

I flere Tilfælde forekommer Versene i den første Udgave mig bedre end i 3. og 4. Udgave.

   F. Eks. 1. Strofe i 1. Udg.:

»Awake! For Morning in the Bowl of Night
Has flung the Stone that puts the Stars to Flight!
And lo! The Hunter of the East has caught
The Sultán's Turret in a Noose of Light.«

I 4. Udg. lyder den:

»Wake! For the Sun, who scatter'd into flight
The Stars before him from the Field of Night,
Drives Night along with them from Heav'n, and strikes
The Sultán's Turret with a Shaft of Light.«

Jeg har derfor efter frit Skøn fulgt snart den ene, snart den anden af Fitzgeralds Varianter, hvorfor min Gengivelse undertiden for dem, der kun kender Optryk af »Fourth Edition«, maaske kan være lidt vanskelig at genkende. For imidlertid at lette Identifikationen af Stroferne har jeg over hver Rubai anført, hvilken Udgave jeg har benyttet ved Oversættelsen - for saa vidt der var væsentlige Uoverensstemmelser mellem Udgaverne -, idet A betegner »First Edition«, B »Fourth Edition«. Undertiden har jeg taget Hensyn til begge Varianter. De paagældende Strofers Numre i den engelske Tekst er vedføjet Bogstaverne.

   Den foreliggende Oversættelse er et Udvalg af de engelske Vers. En Del af disse syntes mig nærmest at gentage andre og enkelte forekom mig mindre væsentlige for Totalindtrykket. Afdelingen »in the Potters House« er helt udeladt.

   Øvrige Oplysninger vedrørende Forholdet mellem den engelske og nærværende danske Tekst maa søges i Noterne sidst i Bogen. Ligeledes Forklaringen paa forskellige persiske Navne og Udtryk. En Del af Noterne er baseret paa Fitzgeralds egne Noter, mens enkelte er nye. Nærmere Redegørelse herfor tror jeg ikke har Interesse.

Marts 1912 THØGER LARSEN
149

Rubáiyát af Omar Khayyám

>I (A 1)

Vaagn op! En Morgen slyngede paany
den Sten, for hvilken alle Stjerner fly.
Og Jægeren fra Øst har fanget ind
Sultanens Taarn i røde Baand af Gry.

2 (A 2)

Jeg rørt af Dagnings venstre Haand har drømt,
en Stemme kurrede i Kroen ømt:
»Op mine smaa, og kom med eders Skaal,
før Fadet for den bedste Vin er tømt.«

3

Ved første Hanegal en søvnig Trop
bad udenfor: »Saa luk da Døren op!
Vor Tid er kort - er den een Gang forbi,
vi vaagner aldrig mer ved Morgen op.«

4

Nu vækker Nytaar gammel Drift af Blund -
den tankefulde fandt en ensom Stund,
mens Moses' »hvide Haand« af Vaarens Gren
sprang ud - og Jesus aanded op af Grund.

5 (A 5, B 5)

Irám er med dens Roser sunken ned,
og Jamshyds hellige Skaal, hvor ingen veed.
Men endnu svulmer Druen som tilforn,
og mangen Have gror ved Søens Bred.

150

6

Og David tier. Men med Kvidder fin
paa Pehlevi om »Vin, Vin, Vin - rød Vin!«
styrker en Nattergal den stille Gløds
Inkarnation i Rosernes Karmin.

7

Nu er det Foraar! Fyld vor Skaal til Rand!
Kast Angers Vinterdragt i Vaarens Brand!
Thi Tidens Fugl har kun saa kort en Vej -
og se! dens Skygge jager over Land.

8 (B 8)

Baade i Babylon og Naishapur -
baade, naar Vin er sød, og Vin er sur -
vil Livets Drik bortsive Dryp for Dryp,
og Livets Løvfald venter al Natur.

9 (A 8)

Hver Dag vil vække Blomster, skabe Frø.
Hver Dag vil Blomster henad Jorden strø.
Vor Sommermaaned, som gav Rosen Liv,
vil lade Kaikobad og Jamshyd dø.

10 (A 9, B 10)

Ja, lad dem dø. Og følg saa med mig, du!
Lad fare Kaikobad og Kaikhosru!
Lad Zal og Rustum prale, som de vil!
Tænk ej paa Hatims Nadver mere nu!

11 (A 10)

Saa vandrer vi, hvor Græsset sparsomt staar,
paa Grænsen mellem Ørk og Agres Vaar.
Hvor ingen ænser Sultan eller Træl,
ynker vi Sultan Mahmuds høje Kaar.

151

12 (A 11)

Her - kun et Brød - og under disse Træer,
lidt Vin og nogle Vers - og dig især,
dig ved min Side syngende i Ørk,
og vi har Paradis i Ørknen her.

13 (A 12, B 13)

Hvor jordisk Magt er herlig, tænker somme.
Og andre: Vilde Paradis dog komme!
Tag Pungen i din Haand, stryg alle Krav,
agt intet Bulder fra den fjerne Tromme!

14

Se Rosen, hvor den ler - lyt til dens Ord:
»Latter skal fylde Verden, mens jeg gror.
Tilsidst jeg river Kvasten af min Pung
og strør dens Rigdom paa den grønne Jord.«

15 (A 16)

I dette store Karavanseraj,
hvor Dag og Nat som Porte aabner sig,
sad Sultan efter Sultan i sin Pragt
sin Time eller to - og drog sin Vej.

16

Løven og Øglen ejer hvert Gemak,
hvor Jamshyd fordum funklede og drak.
Uænset stamper nu Vildæslets Hov,
hvor Bahram Jæger Jorden om sig trak.

17

Mon nogen Sinde Rosen blev saa rød
som der, hvor Kongeblod i Mulden flød.
Jeg synes, hver en Havens Hyazint
har døde Pigers Taarer i sit Skød.

152

18

Og dette ømme Græs, som Vaaren nys
gav Flodens Bred, hvor vi os hviler - tys -
o, hvil dig varligt, thi maaske det sprang
fra Læber, der engang fik ømme Kys.

19

Min Elskede! Fyld Skaalen, hvor Idag
er fri for Fremtids Frygt og Fortids Nag.
Imorgen? Da er jeg kanske Mig Selv
med syv Aartusinders Igaar lagt bag.

20

Se - nogle, til hvis Fane dyrt vi svor,
de bedste, Tiden saa' ved Livets Bord,
har drukket Skaalen ud en Omgang før,
og een for een krøb stille under Jord.

21

Og vi, som morer os og larmer nu
i Stuen, de forlod - ja jeg og du
maa ogsaa bort. De næste nærmer sig.
Og Somrene vil blomstre da, som nu.

22

Lad os fuldende det, hvorfor vi stred,
før ogsaa vi i Støv er sunket ned,
er Støv i Støv og under Støv - og glemt
al Vin, al Verden og al Evighed.

23

Til dem, der gør sig med Idag Besvær,
og dem, der rastløst mod Imorgen ser,
raaber en Muezzín fra Mørkets Taarn:
»I Daarer! Ingen Løn I finder der.«

153

24

De hellige og vise Mænd, hvis Ord
om de to Verdener saa vide fór,
var smaa Profeter. Talen blev til Spot,
og Taleren fik Munden fuld af Jord.

25

Jeg gik, da jeg var ung, med ivrigt Sind
til hellige og lærde, hvor et Spind
af Argumenter hang - men altid kom
jeg ud ad samme Dør, hvor jeg kom ind.

26

Jeg hjalp dem Visdoms Kerner ud at saa
og ventede de nye, grønne Straa,
men denne Kundskab blev min hele Høst:
»Jeg kom som Vandet, skal som Vinden gaa.«

27

Hvorfor jeg kom hertil, jeg aldrig tyder.
Og ej hvorfra: Jeg lever. Bækken flyder.
Jeg drager bort, som Vinden gennem Ørk -
hvorhen veed ikke jeg. Jeg dør. Jeg lyder.

28 (A 31)

Fra Dybets syvende Port jeg Slaaen skød,
steg til Saturn, mens undervejs jeg brød
saa mangen Gaades Segl, men ej det Segl,
der lukker for vor Skæbne og vor Død.

29

Der var en Dør, min Evne aabned ej,
en Taage, hvor omsonst jeg søgte Vej.
Jeg syntes, du og jeg blev nævnt en Stund.
Saa talte ingen mer om dig og mig.

154

30 (B 33)

Jorden var tavs, og Havet stønned mat
i Sørgekaabe, stumt og gudforladt.
Tavs drejed Himlen sig med sine Tegn
formummede i Slæb af Dag og Nat.

31 (B 34)

Da fra det DIG I MIG, som hyller ind
bag Slør sin Virken, bad jeg: »Giv mit Sind
en Lygte her i Mørket.« Og det lød
som fra derude: »JEG I DIG er blind.«

32 (A 34)

Da greb jeg denne Skaal af Jordens Ler,
at smage Sandhed, skjult i hvad jeg ser.
Og Skaalen mumled: »Drik, mens du er til,
for - een Gang død - du ser mig aldrig mer.«

33 (A 35)

Jeg tænker, Skaalen, som med sløret Røst
gav Svaret, drak engang af Livets Lyst.
Jeg kyssede dens kolde Læbe ømt:
»O kys mig ofte, Skaal, og skænk mig Trøst!«

34 (A 37)

Ja, fyld min Skaal! Hvi spilde mere Mod
paa Tid, som skubber Verden fra vor Fod?
Ufødt Imorgen og et dødt Igaar -
hvi ænse dem, naar blot Idag er god?

35 (A 47)

Og ender Vin og Kyssets Salighed
i dette Intet, hvori alt gaar ned -
lad dig kun blænde! Intet er du selv,
og mindre bli'r du ej i Evighed.

155

36 (B 43)

Naar Englen med det sorte Bægers Blink
da finder dig ved Flodens Sommerbrink -
kys kun den Skaal, som gør din Mund til Muld,
og tøm den uden Skælven paa hans Vink.

37 (B 44)

Thi kunde Sjælen Støvet af sig flaa
og nøgen ride rundt i Himlens Blaa -
var det ej Skam, var det ej Skam for den
i Lerets Hylster længere at gaa?

38 (B 45)

Det er kun Teltet, hvor en Sultan bor
en Dag paa Vej til Riget under Jord.
Sultanen rejser, og en sort Ferrásh
bereder Teltet for en ny Beboer.

39 (B 46)

Og frygt kun ej, at Livet efter vort
vil miste noget, naar vi rejser bort.
Den evige Sáki har af Bobler blæst
utallige lig os - og farer fort.

40 (B 47)

Naar du og jeg forlængst bag Sløret gled,
o - lang lang Tid vil Verden vare ved,
mens den kun husker vort Goddag - Farvel,
som Havet husker Stenen, der sank ned.

41 (A 38, B 48)

En Ørkenfærd i bælgmørk Evighed,
et stakket Hvil paa Livets grønne Bred -
Dødsskyggens Karavaner er i Drift
mod Intets Morgengry - af Sted, af Sted!
- -

156

42 (B 50)

Et Haar maaske adskiller Falsk og Sandt;
maaske et enkelt Ciffer, ingen fandt,
var Nøglen til de skjulte Skatte - ja
kanhænde Mesteren gik midt iblandt.

43 (B 51)

Han Selv fordulgt i alles Aarer gaar;
han gækker al den Søgen, vi formaar,
tager hver Ham - fra Máh til Máhi - se,
han skifter dem, de dør; men han bestaar.

44 (B 52)

Et Gaaders Nu - saa svinde som et Skælv
i Mørket udenom hans Dramas Hvælv,
hans Drama, som til Evighedsfordriv
han digter, spiller og betragter selv.

45 (B 53)

Men om forgæves ned mod Jordens Ler
og op mod Himlens lukte Dør du ser
i Dag, mens du er dig - hvorledes da
i Morgen, naar du aldrig bli'r dig mer?

46 (B 57)

- -
Om mine Regnestykker Rygtet gaar,
at de har skabt et mer nøjagtigt Aar -
ak nej: jeg strøg kun af min Almanak
Ufødt og Dødt: Imorgen og Igaar.

47 (B 55)

Jeg holdt et Gilde nys med Svir og Sang,
idet jeg gifted mig for anden Gang -
bar gammel gold Fornuft af Sengen ud
og gav til Rankens Datter Brudens Rang.

157

48 (B 59)

Thi Druen har Logik, som spøgefuld
slaar alle hidsige Sekter helt omkuld -
den kaade Alkymist, som i et Nu
forvandler Livets graa Metal til Guld.

49 (B 64)

Hvor sælsomt, at de mange, som før mig
befôr den Dal, som Solen kender ej,
blev alle borte. Jeg har aldrig hørt
fra nogen, der har vandret denne Vej.

50 (A 26, B 63)

Kom til Khayyám den vise hid og hør:
Een Ting er vist, at Liv er Sus i Rør.
Een Ting er vist, og alt det andet Tant:
Den Blomst, som een Gang blomstred, evigt dør.

51 (A 45)

Lad Kævlet koge! Gaa af Taabens Vej,
naar han med Universet gør Staahej!
Og lad os øve - i en Vrøvlets Krog -
den muntre Leg, som overdriver dig!

52 (A 46)

Thi mellem Himlens Hvælv og Jordens Ring
et Intet staar forklædt i alle Ting.
Og i en Sal, hvis Lampe er en Sol,
gaar vi som Skyggebilleder omkring.

53

Drivkraftens Finger sine Skrifttegn snor.
Om al din Kløgt og Fromhed den besvor,
den aldrig strøg en skreven Linje bort -
og al din Graad ej tvætter ud et Ord.

158

54

Det første Ler i Jordens første Land
har givet Stof til Jordens sidste Mand.
Og Verdens Skabelse skrev selv den Bog,
som Dommedagen truer med sin Brand.

55

Du, som af muddret Ler gav Manden Liv
og gav ham Eden, Slangen og - en Viv!
Naar han for dig af Synder sodet staar,
tilgiv hinanden, du og han - tilgiv!

56 (A 67)

Aa, ræk mig Vin i Livets Aftenrødt,
tvæt mig deri, naar Legemet er dødt -
lad mig begraves, klædt i Rankens Løv,
og ved en Haveside hvile sødt.

57

Da slynger jeg en Snare af min Duft
om dem, der gaar forbi i Dagens Luft,
saa mangen Troende skal svimle om
imellem Salighed og sund Fornuft.

58

Hver Afgud, jeg har dyrket mangen Gang,
har gjort min Færd i Verdens Øjne vrang,
druknet min Ære i saa flad en Skaal
og solgt mit gode Rygte for en Sang.

59

Ja, - Bod og Bedring tit, mens Tiden fôr,
jeg svor, men var jeg ædru, naar jeg svor?
Og stundom kom der Vaar - og Rosers Væld,
og alle Sorgens Pjalter sank til Jord.

159

60

Ak ve, at Vaaren skulde visne bort,
at Ungdoms søde Digt var altfor kort!
Den Nattergal, som nys i Grenen sang -
hvor kom den fra, til hvad mon den fløj bort?

61

Aa kære! Fik vi Fatums Vingefang,
greb vi i Farten Verdens usle Gang,
slog alt itu og skabte alt paany -
paany, men mere efter Hjertets Trang.

62 (A 74, B 100)

Se Himlens Maane over Havens Træ!
Hvor ofte vil den skifte Ny og Næ?
Hvor ofte vil herefter Maanens Blik
forgæves søge mig i Havens Læ?

63 (B 101)

Og gaar lig Maanen du i det Palads,
hvor Vaarens Gæster tog som Stjerner Plads
rundt mellem Græs - og, Sáki, staar du mild,
hvor jeg skød Blomst - vend ned det tømte Glas!

Tamám
160

Noter

2. Dagningens venstre Haand, senere ændret til »Den falske Dagning« - en Lysning over Horisonten før den sande Dagning, velkendt Fænomen i Østerlandene.

4. Nytaaret begynder i Persien ved Foraarsjævndøgn.

Moses' hvide Haand (2 Mos. 4,6) betegner Blomstring. Perserne mente, Jesu helbredende Magt boede i hans Aande.

5. Irám, plantet af Kong Shaddád, og nu sunken et Steds i Arabiens Sandørkener.

Jamshyd's hellige Skaal kaldes i den engelske Tekst »Jamshyd's Seven-ring'd Cup.« De syv Ringe var Symboler paa de 7 Himle, de 7 Planeter, de 7 Have osv. Den var en »Divining Cup« (Spaadomsskaal eller Tempelskaal).

6. I den engelske Tekst (B) staar:

            -»Wine! Wine! Wine!
     Red Wine!« - the Nightingale cries to the Rose
     That sallow Cheek of hers t'incarnadine.«

  Pehlevi: Persiens gamle heroiske Sanskrit.

10. Zál, Rustums Fader. Rustum, Persiens »Herkules«. Hátim Tai, en kendt østerlandsk Type paa Gavmildhed.

16. Jamshyd. Persepolis kaldes ogsaa Takht-i-Jamshyd dvs. Jamshyds Trone. Jamshyd, »Kong Herlig« (King Splendid), af det mytiske Peshdádiske Dynasti skal ifølge »Sháhnáma« have grundlagt og bygget Persepolis. Efter andre Sagn er Pyramidebyggeren, Sagnkongen Ján-Ibn-Ján, der levede »før Adam«, Byens Grundlægger. Dens virkelige Grundlægger er sandsynligvis Dareios I, som i hvert Fald udvidede den.

Bahrám Gúr - den store Jæger (»Bahram af Vildæslet«), en sassanidisk Hersker, der forfølgende sin »Gúr« forsvandt i en Mose, som de persiske Bønder endnu paaviser tillige med tre Taarnruiner fra hans 7 Slotte, af hvilke hver havde huset en Elskerinde.

   Mr. Binning fandt - iflg. Fitzgerald - blandt forskellige Strofer af Hafiz og andre, indskrevne af en eller anden Omstrejfers Haand iblandt Persepolis' Ruiner, en Rubai, der kan gengives saaledes:

161

       Jeg saa' de Søjler hæve sig endnu,
       hvor Konger laa for Dør med tynget Hu.
       Ringduen saa' jeg sidde ensom der,
       og »Ku-ku-ku«, den sang, og »Ku-ku-ku.«

   Ringduens gamle Pehlevi »Ku-ku-ku« betegner paa Persisk: »Hvor? Hvor? Hvor?«

19. Syv Aartusinders Igaar, et Aartusinde for hver Planet.

23. Muezzin, en, der raaber til Bøn fra Moskeens Taarn.

28. Saturn: Herskeren i den syvende Himmel (Datidens »yderste Planet«).

31. DIG OG MIG: Alnaturen og Individet. Du og jeg i Strofe 29 har egentlig samme Betydning, men denne synes ikke der at udvide Følelsen. Snarere synes den simple Opfattelse af »Du og jeg« som Ord, henvendte fra det ene Menneske til det andet, at gribe stærkest.

Strofe 31 kan efter Udgave A gengives saaledes:

        »Da raabte jeg mod Himlens Hvælving klar:
        »O sig mig, hvilken Lygte Skæbnen har
        for sine smaa, som snubler her i Mulm!«
       »Min egen Blindhed« - lød det fjerne Svar.«

   (And: »A blind understanding«, Heav'n replied).

34. Denne Strofe og Strofe 46 er vistnok to Varianter af samme Rubai. I de to benyttede Udgaver findes i hver kun den ene af dem.

36. Englen er Azräel, som ifølge en østerlandsk Legende mildner sin Mission ved, idet han rækker Dødens Skaal, samtidig at holde et Æble fra Livets Træ for den døendes Næsebor.

38. Ferrásh dvs. Tæppebreder.

39. Sáki dvs. Vinskænker (her kvindelig).

42. Et enkelt Ciffer. I den engelske Tekst staar: »a single Alif«.

43. Fra Máh til Máhi dvs. fra Fisk til Maane.

46. Omar var en af de 8 lærde Mænd, der fik Hvervet at forbedre den gamle Kalender (Jamshyd's Kalender), hvorved en ny Tidsberegning indførtes, der endog overgik den julianske i Nøjagtighed.

49. Denne Strofe er i nærv. Oversættelse lempet en Smule efter E. Heron-Allen's Gengivelse i rytmisk Prosa af Omars originale Rubai.

51. Frit oversat. Udgaven A har de to første Linjer saaledes:

162

        »But leave the Wise to wrangle, and with me
        The Quarrel of the Universe let be.«

52. Den engelske Strofe hentyder her til en indisk Tryllelygte Fánúsi khiyál, der endnu bruges i Indien. En med Billeder bemalet cylindrisk Skærm drejes rundt om Lyset, der kaster Skyggebillederne ud. Fitzgerald har følgende Varianter af Strofen:

               A. »For in and out, above, about, below,
               'Tis nothing but a Magic Shadow-show,
               Play'd in a Box whose Candle is the Sun,
               Round which we Phantom Figures come and go.«

               B. »We are no other than a moving row
               Of Magic Shadow-shapes that come and go
               Round with the Sun-illumin'd Lantern held
               In Midnight by the Master of the Show.«

55. »En Viv« er tilføjet i den danske Oversættelse. Den engelske Tekst siger (A): »O du, som skabte Manden af daarlig Jord, og som med Eden testamenterede ham Slangen« - (eller »lod ham arve Slangen«) osv. Denne Strofe skal ikke findes hos Omar, men være digtet »i Omars Aand« af Fitzgerald selv.