Walther von der Vogelweide

✂ O Walther i de dødes Land!
Nu er du Muld, mens jeg er Mand.

✂ Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din Sang mit Hjerte glad.

✂ Jeg hører end dit Digt saa godt
som Kejser Friedrich paa sit Slot.

✂ Det lever lige grønt og rigt,
men du er smuldret fra dit Digt.

✂ Og siger jeg dig Takkens Ord,
saa taler jeg til sorten Jord.

✂ Det er, som nylig lød din Røst
om mine Dages Ve og Lyst.

✂ Som Linden end i Engen stod
med brudte Blomster ved sin Rod.

✂ Skønt over Glædens glemte Sted
syv Seklers Løv er visnet ned.

✂ Hvor griber mig den Sangens Flod,
som du i Dagen efterlod!

✂ Den er af Nuets Rigdom fuld,
dog kun et Pust fra gammel Muld.

✂ Den er et evigt Øjeblik,
som ej forgaar og dog forgik.

✂ Den lo mod mig i Livets Nu
og ler, naar jeg er Muld som du.

✂ Det falder mig som Jord paa Bryst,
at du er døv for al min Røst.

✂ At mer for dig er Nattens Regn
end Hjertets Tak og Glædens Tegn.

✂ Og med et Sind af Undren fuld
jeg føler for den stumme Muld.

✂ Som ejer Kilderne, der sprang
med alle Tiders gode Sang.

✂ Som evig nærer Nuets Glød
og ødsler gyldent med sin Død.

✂ O Walther i de dødes Land!
Nu er du Muld, mens jeg er Mand! -