En tungsindig Sommermidnat -

✂ En tungsindig Sommermidnat
stod jeg under Skovens Bryn.
Stormen gennem Løvet sled sig
frem i vild, fortvivlet Styrke,
saa at Skoven haabløs vred sig
om sit Indres tunge Mørke.
Alle Stjerner stirred sløvt,
som de ikke ænsed Jorden.

✂ Og igennem Markens Grønsvær
sived hen et Sorgens Sus,
evned ingen Dugg at græde,
isned Urt og Blomst til Roden, -
vilde jeg ad Vangen træde,
klamred Græsset sig om Foden,
klamred sig, som hvert et Straa
skjalv for Livet, angst og ensomt.

✂ Frem mod Himlens Dæmringsdrømme
stævnte stormblaa Skyers Tog
fjernt i Natten, dybt i Nord. -
Vejrets Veer efterhaanden
strøede ud mit Jeg om Jord, -
33 pinte sig igennem Aanden,
som de sled og sønderrev,
til den eet med Verden blev:

✂     - en tungsindig Sommermidnat.