Bryllupsviser
✂ (Ved et Bryllup d. 10/5 1900)
I
✂
Over Bjærge og Hav, over Ager og Skov
er der Love, der blæser ad Menneskers Lov.
Trods vort Frivilje-Pral er det evige Rum
dog et Hav, paa hvis Blaa vore Skæbner er Skum.
✂
Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,
men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.
Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,
hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.
✂
I en rindende Stund, hvorpaa ingen gav Agt,
det sig hændte, at Elskov i Hjerter blev vakt,
fløj som flammende Tarv gennem Tanker og Marv
og bar ud i det ny, som ta'r Verden i Arv.
II
✂
Der er en evig Lov
for alt det Liv, der lever:
det Elskov har behov.
Og Elskov rummer Livets Frø -
den saar, hvad evigt lever,
i det, som bort skal dø.
✂
Der er en evig Slægt,
hvor hver og een skal tynges
i Muld af Tidens Vægt.
Men Slægten synker aldrig did.
Genfødes og forynges
den skal til evig Tid.
✂
Og hvert et Brudepar,
som nu er til, har været
saalænge Livet var.
Naar Hjerter ømt mod Hjerter slaa,
har Lykken de begæret
for evigt at bestaa.
III
✂
Vore Skæbner er Skum
paa det værendes Vugg
mellem Mørket og Mørket, det yderste Rum.
Dog med Øjet i Dugg
og med Øjet i Glød
vil vi takke for Livet fra Dæmring til Død.
✂
Vi vil juble mod Sky
for det Elskovens Værk,
at den evige Barndom i Tiderne bor,
det udødeligt ny,
hvori Troen er stærk
paa en Trolddom af Lykke for Hjerte og Jord.
✂
Og et Leve for hver
som i Dagenes Færd
holder Elskovens Farver i Skjold og i Flag!
Hil den Ungdommens Glød,
som gaar fri for vor Død!
Gid den brænde til Jorderigs yderste Dag!