104
Bakker og Bølger udkom i tiden 4.-16.10. 1912, kostede 2,50 kr. og omfatter 112 sider. Det grå omslag er trykt med blåt og gulbrunt, rammen er 73 mm bred. På 4. side trykkeriangivelse. 1 Bakker og Bølger. 2 angivelse af de tre tidligere samlinger. 3 Thøger Larsen. Bakker og Bølger. Digte. Forlagsmærke. Kjøbenhavn og Kristiania. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. MDCCCCXIL 4 Kjøbenhavn - Forlagstrykkeriet. 5 Indhold (uden sidetal). 6 blank. 7101 digte. 102 blank. 103-106 Noter. 107-108 blank. 109-112 anmeldelser af de tre tidligere samlinger samt to af andre digtere og liste over forlagets Smaa Digtsamlinger.
En Dag
✂
Der pibler Vand og Sang, Frimodighed,
mens Sommersolen ødsler alt i Møde
sin Selvfortærings Straalefrodighed.
De levende har næsten glemt de døde.
✂
De gaar i gylden Søvn og Salighed,
som tror de, denne Dag har altid været.
Og Fjorden har en Drøm om Kølighed
fra Evighed, af Dybets Kilder næret.
✂
Jeg føler Lyst til god og gavmild Sang:
»Ak veed du vel, du stygge blinde Larve,
at du skal være Sommerfugl engang,
naar Farve staar og drømmer over Farve?«
✂
Hvor underfuldt, at denne Dag er vor
og ikke een af de utalte Dage,
da vi er Fremtidssyner eller Jord!
Min Sjæl - se ikke frem og ej tilbage!
✂
Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv
blev stærk af Søvnen i de svundne Tider.
Den lange Drøm i Natten før mit Liv
som Glimt og Glemsel under Evnen glider.
✂
Og hvad var Kraftens Lykke under Sol,
om ej den følte Væksten ud af Stunden -
blandt Slummergrøde: Stenbræk, Strandviol -
sprang ud som Fuglesangens Træ i Lunden?
✂
En solhvid Pige svømmer i min Fjord.
Hun salter i dens Blaa sit Legems Grøde.
Og Gys af Søen om den vide Jord
gaar gennem den, der fødtes for at føde.
✂
Hun bæres af et Afgrundsspejl af Dag -
er frigjort, sluppen løs fra alle Strande.
Det kviddrer ned fra hvide Skyers Drag,
fra Sjæl, der svirred over mange Lande.
Maaneskin
✂
En ensom Draabe falder
fra Løvet og forstummer
i Nattens ømme Stilhed
og Havens Maaneslummer.
✂
Se Græsset gror i Søvne,
den milde Dagregn dies,
før Muldens Moder-Evne
til andre Morg'ner vies.
✂
Et spinkelt Skin, et sparsomt
Søvnlys fra Maanen strømmer.
De spæde Straaler varsomt
berører alt, som drømmer.
✂
De melder lønligt Løvet
og Havens Blomsterstande,
at de har kysset Støvet
i Maanens stille Lande.
✂
De synes tavst at sige:
Véd I, som Natten skærmer,
om i de dødes Rige
Opstandelsen sig nærmer?
Tordenbygen
✂
Der bølger Varme over Bakkens Kamme
og Kornets trygge slummerdunkle Riger.
Som saligt-salte Blik er Søer og Damme,
beruset blaa af Sol og nøgne Piger.
✂
Der springer Klang fra Fuglenæb i Luften.
Og Skyer som en anden Klodes Bjerge
gaar stille frem, saa Lyset og saa Duften
sig lader blindt besove og besværge.
✂
Alt lever i en øm og yppig Spænding,
de skjulte Safter giver Mod til Glæde.
Og Disens Bølger vugger uden Brænding
mod sære Kyster, ingen kan betræde.
✂
Døgnfluen aner ved en blaa Violrand
det evige. Og over Marken varlig
gaar mættet Modningslugt af Korn og Solbrand.
Og Tordenskyens Latter lyder farlig.
✂
Se aabne Døres Mulm i alle Sogne, -
som gabte Graven ud af hver en Vaaning,
som vented alle døde nu at vaagne
til ærlig Dag paa Bakkens grønne Skraaning.
✂
Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.
✂
Af Badet løber Bondens hvide Datter -
de kære Vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine Bryster højt med Latter,
mens Tordenregnen straaler ned imod dem.
✂
Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.
Nordenvinden
✂
Se Nordenvindens Jagen
bevæger Sommerdagen.
Den bringer sløve Drømme
til Køerne, som tygger;
den svømmer gennem Rugen
som Aander, der har Skygger.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.
✂
Det flimrer under Øen
af Solen over Søen -
en blegnet Ild, som Dybet
snart blotter og snart dølger,
som døde Luers Genfærd
i Dans paa Jordens Bølger.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.
✂
Af Solen Marken brændes,
og Agerkaalen tændes.
De gule Blomster nejer
sig under Vindens Færden,
som de i Søvne mindes
en gammel, salig Verden.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.
August
✂
Dagbrisen gaar som en Aande af Korn
moderlig hen over Bakker og Bølger.
Høvderne vandrer med rokkende Horn
fra deres Lejer, som Dalene dølger.
Solen kom hjem nu til Ager og Eng,
manede Livet af Søvne og Seng
ud over Bakker og Bølger.
✂
Landet blev virkeligt, Solen blev varm,
Skorstenen ryger fra Dalen og Bjerget,
Sognene drømmer i Fjordenes Arm,
Natten i Kløfterne ligger besværget.
Dørene aabnes til Lade og Hus,
Modenhed slaar gennem Karme sit Sus,
svangert, i Glemsel besværget.
✂
Dagen, som ejer al Himmelens Hvælv,
synes dog mødig af evige Somre,
synes at grunde saa blindt paa sig selv;
Vognenes Hjul over Vejene domre,
Dønning af Glemslernes Rigdom tilforn -
Menneskeslægter og Køer og Korn
gennem de evige Somre.
✂
Højere stiger den tyngede Sol.
Rugmarkens Aks er en duvende Trængsel -
ak, mon de hørte, at Leerne gol?
Hvisker de sammen i Angst eller Længsel?
Leen og Riven langs Jordryggen gaar,
Ungdom og Latter slaar ud mellem Skaar,
blandet med Angst eller Længsel.
✂
Børnene bader ved Middagens Brand,
ligger i Sandet og varmer sig Bugen, -
se, mod det blinkende mulmblaa Vand
Legemer nøgne og lyse som Rugen!
Faderen mejed, og Moderen bandt,
Børnene fulgte langs Agerens Kant,
nappede Kerner af Rugen.
✂
Grønningens Lys er saa svimmelt og ømt,
fyldt af en stille Fortabelsens Styrke,
Dagen er halvt som et Solskin paa Skrømt,
som var dens inderste Væsen et Mørke.
Jernene skriger saa grumt gennem Luft.
Jorderig nærmer i Høstdagens Duft
sig med Fortabelsens Styrke.
Morgenbadet
✂ (En ung Mand til en ung Kvinde ved Søen)
✂
Paa skønne Ben du skrider mod Søen blaa,
hvor Ild fra Solen leger som unge Slanger!
Du Synderinde af Ungdom og uden Anger
skal Vandenes salte Søvn-Omfavnelser faa.
Og Morgenen vokser under den lyse Sky,
som levede vi under selve Tidernes Gry.
✂
Jeg ser dig for mig, kun i en solhvid Særk,
og Luften flytter varsomt med Lys og Skygger.
Din trygge Skønhed fortroligt paa Jorden bygger
og vidner, at Himlens Hvælving er strakt og stærk.
Du tøver - og tager mig i dine Øjnes Blaa,
der sejrer og siger saa svangert: Vi forgaa!
✂
Et Morgensmil i Kindernes Buer staar,
som Sejersminder efter en sluknet Rødme.
Et Skær af Solens Kraft og af Syndens Sødme
i Blikkets Søer under det unge Haar.
I Barmens vuggende Hvidhed en Gud har leet,
mens Stjernernes inderste Underværk er sket.
✂
Dit Væsens Troper straaler imod min Hu -
uendelig frodigt under din gode Pande.
Mit Hjerte løftes af Have og gyldne Vande.
Befriet - lutter Menneske blev du nu.
Et Baal af uudgrundelig Nøgenhed
slog gennem mit Sind, som Lyn slaar i Havet ned.
✂
Som dugget Sølv dine Øjne nu ser paa mig,
du vaagnede Pige, der sover for alle Tider.
Og Lykken ligger omkring os til alle Sider.
Og svale Vande ligger og venter dig.
I alle Former løb du af Stjernen fuld,
du gaadefulde Ætling af Mødre i Mud.
Hymne til Skibet
✂ (Juli 1911)
✂
Havde Oldtids Helt sig banet
Vej til Kystens Siv,
sprang imod ham Oceanet
som en krummet Kniv.
Flint og Staal i Bølger blaane,
skriger gennem Vejr:
»Hisset hersker Sol og Maane,
Kriger, kom ej der!«
✂
Længe holdt de Trusels-Vande
Verdens Racer skilt.
Drømme om Vidunderlande
red dog Sindet vildt.
Gennem Uvejrsskrig og Skræmsel
gik en Solblinks-Bro,
som et Flammespil af Glemsel,
der stak Ild i Tro.
✂
Drøm om Lykkens længst fortabte
evig grønne Ø!
Var det dig, der Skibet skabte,
drev det ud i Sø,
drev den stærke unge Kriger
ud for Stormes Fart,
ud til Rov af Gods og Piger
af en Fremmed Art?
✂
Drømmeskib fra Sagnets Morgen,
Skib fra Daadens Dag,
fulgt af Sejren og af Sorgen -
Hæder om dit Flag!
Bar end Noahs Ark paa Kernen,
hvoraf alting gror,
kom Columbus hjem med Stjernen,
med den salte Jord.
Aaret i Danmark
✂
Paa Danmarks Mulde
Sne og Vinterkulde
og lange Nætter længe skjuler Skatten.
Og onde Vinde vifter
ved Maaneskifter.
Og Hundestjernens Ild gaar gennem Natten.
✂
Hør Blæsten tuder:
»Der er ingen Guder!«
Men Himlen tynger Hytten, truer Borgen.
Og Barnet ser fra Puder
de frosne Ruder,
et Dødens Eden i den røde Morgen.
✂
Men Regnbu'skæret
staar en Dag i Vejret,
det alle Vaarens Farver vildt forjætter.
Og Sang fra Fugletunger -
og Fugleunger
og Korn velsigner Danmarks lyse Nætter.
✂
De klare Kilder
sig i Græs forvilder,
og Kvæget staar i Tøjr til alle Sider.
Mens Barnet gaar ved Grøfter
og grønne Kløfter
og plukker Blomsterne i Lykkens Tider.
✂
Fra svungne Leer
suser svage Veer,
men Slæt og Høst af Døden dufter sødligt.
Og hjem langs Hegn og Dige
gaar Karl og Pige,
mens alt i Solnedgangen smægter rødligt.
✂
Paa Danmarks Mulde
Somrene er fulde
af Solens og af Jordens Gudegaver.
Og Mand og Hustru hviler
en Stund og smiler,
hvor Æblet hænger tungt i Bondehaver.
✂
Mod Danmarks Rige
Bølgens Buer stige.
Det mumler ind fra Verdens frie Vande.
De styrket har saa mangen
med Vuggesangen
imellem Danmarks Land og alle Lande.
Tiden
✂
Tiden ejes af Kloderne
og gribes af Mands og Kvindes
solbesværgede Jordsjæl,
der savner og tror at mindes
den inter-astrale Lykke,
der vist maa i Verden findes.
Stjernenatten
✂
Nat om Alverden!
Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,
Stjerne-Systemer,
Dybets utallige Ild-Diademer,
alle de snurrende Gnister i Himlen.
✂
Ud i det høje
ser jeg som Trold med et Trealens Øje.
Ind i det sorte
vender jeg Blikket, og Nuet er borte.
Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.
✂
Frem sig at svinge
ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe.
Verdener vaage
ru i Orions forrygende Taage.
Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.
✂
Aldrig ved Randen -
evigt jeg møder kun Mørket og Branden.
Virkeligheden
blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,
nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.
✂
Vildsomt at vide,
mangen en Jord har nu Skyerne hvide.
Natten fordølger
talløse Reder med Bjerge og Bølger.
Dage i alle Fortærelsens Farver.
✂
Helveder tindre
midt i den sorte Fortabelses Indre,
ødsler med svimle
Drømme om salige Guder og Himle -
Virkeligheder i Vidder af Glemsel.
✂
Morgenens Rande
brænder sig frem over Have og Lande.
Og mens vi stænge
Døren for Mulmet paa Marker og Enge,
strømmer nu Asiens Piger af Senge.
Jørgen Brønlund
✂
Mer ene var aldrig
en Sjæl paa en Stjerne
end du foran Døden
i Isnattens Fjerne.
✂
Og aldrig var Røsten,
der Hjerterne rører,
mer inderlig ene
med det, der ej hører.
✂
Og aldrig gik træt Mand
mer hjemløs til Hvile
midtvejs i de maane-
forvildede Mile.
✂
Da Vennerne tav
i de isede Ørke,
laa Verdens Mund lukket
mod dig i dit Mørke.
✂
Du kæmped dig frem
imod Gravens Munding
som fattigste Stormand
paa Jordens Runding.
✂
Du gemte de hellige
Kort i dit Værge
med Isrigets fjerneste
Fjorde og Bjerge.
✂
Og bar dem i Dødsmulm
og vaandefuld Færden
et Skridt mod de levende
Hjerter i Verden.
✂
At Jorden ej raned
den Løndom tilbage,
som kostede eder
de kommende Dage.
✂
Du hjalp med at maale
det yderste Øde, -
du maalte det dybere,
medens du døde.
✂
En Gru fik du bragt os
fra Kvalen, der lides,
hvor Solen og Surtur
umælende strides.
✂
Saa smertelig nær
har du bragt os det fjerne,
hvor stanset du laa
mod din stenhaarde Stjerne.
Bjørnstjerne Bjørnson
✂
Fremtids-Disen drog hans Øje.
Mellem Fjælde, mellem Høje
sang han Lyst til Land at pløje.
✂
Land, hvor Sol mod Bølgen iler,
midt i Engen Lykken hviler,
Norges friske Datter smiler.
✂
Ud han sang, den store Seer,
Sætrens Liv og Høstens Leer,
Maanens Magt og Havets Veer.
✂
Sang ny Verdner op af Vande,
sang med Gryet paa sin Pande
om nyt Liv i gamle Lande.
✂
Hør, hvor Sangen alle Steder
fra de tusind Hjem sig breder,
som fra tusind Fuglereder.
Solskin i en Stue
✂
Et stille Solskin hviler
hen over Gulv og Bord -
en maalløs Drøm, der Stuen
og alle Ting besvor.
✂
Se Orchideens Blade
i Himmelrigers Blund.
Jeg føler mig som vaagen
paa Oceanets Bund.
✂
Der svajer Græs og Grene,
og Vinden høres hid.
Det er af alle Tider
en eller anden Tid.
✂
Hernede under Tyngden
og Luftens høje Sø
gaar Drømmen ind ad Ruden
for hos mit Sind at dø.
✂
Alvidenhed forseglet
en Løndom her mig gav -
den gæster venligt Nuet
i en møbleret Grav.
✂
Hist henne staar i Krogen
den gamle Lænestol.
Der sidder Isaac Newton,
vendt mod en Plet af Sol.
✂
Tæt ind mod dette Vindu
staar alle Tiders Blaa.
Jeg ser det gamle Solskin,
som Isaac Newton saa'.
✂
Og Lysets dybe Tavshed
forvirrer al min Ro.
Den døde Stue drømmer,
saa mine Planter gro.
✂
Selv dæmrer jeg som Kimen
i en Gudindes Skød.
Og Verden er som Syner,
der ses i salig Død.
✂
En Bogryg staar med falmet
tohundredaarigt Guld
og kalder med et Mæle
fra Munde under Muld.
✂
O dyrebare Solskin,
som ingen Sjæl forstaar!
Lad denne Time dvæle
hos mig i tusind Aar.
De fire Aarstider
✂ (Til Hr. Observator Torvald Køhl)
Foraar
Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje,det unge Foraar skrider over Høje.
Hun vinker Søndenvinden op at danse
og Barnet ud at binde Blomsterkranse.
Sommer
Staar Solen mellem os og Krebsens Stjerner,i salig Søvn sig nærer Frø og Kerner.
Det næste Livets Flor det faldne følger,
og Ungdom svaler sig i Svulm af Bølger.
Efteraar
Men atter daler Lyset for vort Øje,og Leen sabler Livet ned om Høje.
Sangfuglen rejser bort, og Græsset mørkner,
og Dyr faar travlt, før Agrene bli'r Ørkner.
Vinter
Stenbukkens Stjerner staar nu Sol bag Ryggen,Sneriget daler ned, og lang er Skyggen.
Ved Bord og Lampe Jordens Børn sig sætter
og lukker Døren for de sorte Nætter.
Virkeligheden
✂ Kantate ved Studentersamfundets Rusfest den 23. September 1911*
- ✂
- KVINDEKOR
- Solglimt fra de gamle Floder,
der i Sagnets Eden flød,
ejed Moder efter Moder
i sit Øjes Ungdomsglød.
Af den Drøm, vort Køn har arvet,
blev vort eget Øje farvet.
Smilets Glar og Graadens Vande
dølger de fortabte Lande.
- ✂
- MANDSKOR
- Muld og Hav vort Væsen drage
med en større Klodes Skær.
Jord, vi kalder: Kom os nær,
og vær vor i vore Dage!
Løndom, som i Græsset gror,
Løndom, som i Bølgen bor!
Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
Giv os Sjæl af dine Straaler!
- ✂
- RECITATIV (Mandsstemme)
- Ud af Elementerne strømmer Sjælenes Kræfter,
Sønner og Døtre følger Fader og Moder efter.
Øjne, som Skummets Øjne ved Havets Bred,
aabnes i Nuet og blændes af Evighed;
de stirrer mod Jorden i Tørst efter Tingenes Sandhed,
den slaar dem med Solskinsdagens syvfarvede Blindhed.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?
- ✂
- Ved blaa Søer gaar de blaaøjede Piger.
Lyshaarede Børn plukker Blomster paa Danmarks Diger.
Bakkerne spejler Agrenes Farver i Fjordene.
Duggede Brøl stiger i Dalen paa Hjordene.
Hvor det er fjernt og nær! En Dag af tusinde Aar -
en Dag, i hvis Frugtbarhed alt det forgangne staar.
Virkelighed! Finder vi aldrig dig?
- ✂
- Enge med dette Græs! Bølger ved disse Strande!
Eders Hemmelighed er de fortabte Lande.
Aarmillioners Lyst skinner i Kvindernes Sang,
naar de ved Barnets Søvn holder dets Vugge i Gang.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør.
Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før.
- ✂
- SOLO (Mandsstemme)
- Jeg staar i Dag paa Stjernens Hvælv.
I mig dens Kræfter strømmer.
Jeg føler Stjernen i mig selv,
hvor alle Farver drømmer.
- ✂
- De Drifter, som i Ungdoms Sang
mod Himlens Vidder tindre,
af dybe dulgte Kilder sprang
i Jordens eget Indre.
- ✂
- Af Muld og Hav sprang Livet frem
i fjernt forglemte Tider.
Til Muld og Hav gaar Livet hjem
hver Gang det Døden lider.
- ✂
- Og alle Ting, jeg kommer nær,
har Dyb, jeg aldrig maaler.
Ej røber Solen, hvad de er,
men kun, hvordan de straaler.
- ✂
- Dog nærmer Verden sig saa øm.
Og Maanen over Haven
er som fortabte Sjæles Drøm
om Solens Skin - i Graven.
- ✂
- Det er, som Sø i Sommervind
og Danmarks grønne Dale
staar spændt som Sluser mod mit Sind,
vil briste ud i Tale.
- ✂
- Det er, som Jordens Hav og Muld
med alle deres Døde
er med en Viden underfuld
mig gaaet stumt i Møde.
- ✂
- Det uudsigelige Land
som Genfærd søger Sjæle.
Og Stjerners Mulm og Stjerners Brand
i mig vil have Mæle.
- ✂
- RECITATIV (Mandsstemme)
- Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden synes nær - som ingen Sinde før.
Hver ny Ungdom sætter Virkeligheden Stævne.
Gav den aldrig sig helt, gav den dog Kraft og Evne.
Hver ny Ungdom maa vinde sit Jorderige.
Derved nye Muligheder af Mørket stige.
- ✂
- SOLO (Kvindestemme)
- Vejen hjem til Jorden bar
stundom om ad andre Kloder.
Da Copernicus blev va'r
Jordens Dans omkring dens Moder,
sprang af Sindet andre Floder.
- ✂
- RECITATIV (Mandsstemme)
- Den, der søger i Nuet efter den sande
Virkelighed, aner Fortids og Fremtids Lande.
Blodets Jernsang jubler mod bundløst Blaa
om Lykkens Nærhed. Eden vil genopstaa.
Æbletræet frister med Sommergaven.
Endnu gaar Eva stundom nøgen i Haven.
- ✂
- SOLO (Kvindestemme)
- Darwin øjned Livets Træ.
Stammen stod bag Dødens Trone.
Fra de tabte Landes Læ
lød en overskygget Tone.
Men i Nuet staar dets Krone.
- ✂
- RECITATIV (Mandsstemme)
- Virkelighed! Paa Vejen til dig vi naaede
rundt om Jord gennem Tvivl og Storme og Fraade.
Afstand lærte du os ved Damp og Hjul at besværge.
Vort Blik har dvælet i Skyggen af Maanens Bjerge.
I dit Navn letter Mennesket nu fra Muld,
og Luften vil mørkne og surre af de kommende Kuld.
Unge Mænd og Kvinder! Grib Nuet! Se og hør!
Virkeligheden giver Evner - som ingen Sinde før,
Virkeligheden, Gaaden, hvori vi lever og dør!
- ✂
- KOR
- Muld og Hav vort Væsen drage
med en større Klodes Skær.
Jord, vi kalder: Kom os nær,
og vær vor i vore Dage!
- ✂
- Løndom, som i Græsset gror,
Løndom, som i Bølgen bor!
Fyld med Liv vor Længsels Skaaler!
Giv os Sjæl af dine Straaler!
Stormnat
✂
Stormen langs Jorden fejer og strør
og tager af Natten Styrke.
Nu suger i hvert et Skorstensrør
Fortabelsens tørstige Mørke.
✂
Luerne hopper i Kakkelovn
og danser paa tirrede Gløder,
gad hylle hele det sorte Sogn
i Skyer og Morgenrøder.
✂
Stormen river en Dør paa Klem
og klager for bundløs Elende,
har alle Veers Vokaler i Gem
og jager mod Verdens Ende.
✂
I Luften duver der fulde Sejl.
Nu søger Fortabelsens Flaade
de arme Straaler fra Maanens Spejl,
den sidste fortyndede Naade.
✂
Men Maanen er borte, Natten mæt
af blindt henfarende Kulde.
Naar Bygen kommer, er Mørket tæt,
som om det var manet af Mulde.
✂
Afgrundens Snekker raser forbi
Vinduers enlige Gnister,
og stundom høres en Lem slaa i
som Laag over møre Kister.
✂
Luerne spiller paa Asken klart
og slikkende Tidsler forme,
gale af Lyst til en Himmelfart
med de usalige Storme.
Jylland
✂
O Jylland, mod dine Sande
den dunkle evige Mumlen gaar
af Jordens rejsende Vande,
af slørede Røster fra Tidens Vaar.
✂
Om Skibe, der kommer med Fangster,
gaar Skyggernes Jag under Havets Skyer,
som Tog af ilende Angster,
der flygter ind mellem Gaarde og Byer.
✂
Mit Land med solgrønne Marker,
hvor Ko efter Ko slog Mulen i Græs,
hvor Solen og Vejret barker
den Haand, der strør Korn fra Aas til Næs.
✂
Min Barndoms Fjordland, hvor Lærker
har kvidret sig ind i de saliges Blaa,
hvor Sejlenes solhvide Mærker
i Sværmerdrift mellem Kysterne gaa.
✂
Hvor Tyrene brøler mod Østen,
naar Gryet lufter fra Jordens Rand, -
hvor Rugen helder mod Høsten
og Blomsten mod Natten. Min Barndoms Land.
✂
Her gik mig de hellige Stjerner
forbi med hver sit evige Liv.
Da bøjed sig Aks og Kerner.
Da lagde sig Viddernes
Larm og Kiv.
En Moder
I
✂
Ellen gik harmfuld
ved Mørkgaardens Høje.
Ungdom og Taarer
stod blaa i hendes Øje.
✂
Tordenhatte stabled
sig himmelhøjt i Østen.
Gaarden sov til Middag,
træt og hed af Høsten.
✂
Men Ellen gik alene
sommerklædt i Varmen.
Hørlige var Hjertets
Hammerslag i Barmen.
✂
Se, Erik red af Gaarde,
rank paa Hesteryggen.
Hovene de haarde
slog ned i Hesteskyggen.
✂
Hen jog han over Ager
og Vejen ned mod Fjorden,
som Drivskyen jager
sin Skygge over Jorden.
✂
Den vilde Erik Mørk!
Han standsede dernede.
Ellens Ungdom svulmede
af Sødme og Vrede.
✂
Den smukke Erik Mørk!
Han svang sig af Hesten
ved Bredden, hvor Vandene
var blaa af Sommerblæsten.
✂
Hendes Bryster steg frem
til de fuldeste Buer.
Hun vred sig i Sorgernes
sødeste Luer.
✂
Han klædte sig af
og vandred ud i Fjorden,
der eet med Havet danner
et tungt Beslag om Jorden.
✂
Ellen sank ned
til Højens grønne Side,
bed sin Arm til Blods
og blotted sig af Kvide.
✂
Stirred mod hans hvide
Ryg i de blaa Strømme:
»Gud, tag din Pisk i Haand
og lær ham ret at svømme.«
✂
Ak Maj - ak Juni ....
det var ikke blot Minder.
Det drak af hendes Hjerte,
saa det saas paa hendes Kinder.
✂
Al Lykken var nu Løgn, -
men som Løgne kan tindre!
Og Sandheden, Sandheden
sov i hendes Indre.
✂
Med graadsalte Øjne
saa vrede, saa ømme
129
fulgte hun den hvide
Ryg i de blaa Strømme.
✂
Ak Maj .... ak Juni ....
hvor kort .... og hvor længe ....
da sammen de fulgtes
leende til Senge.
✂
De frodige Nætter
om Jorden derude
stod som brunstige Blik
imod Kammerets Rude.
✂
Sommervinden strøg
sin Sorgløshed mod Muren.
Selv Kamrets bløde Mørke
var svangert som Naturen.
✂
I Drømmeriets Vildnis
har Elskoven hjemme,
hvor Lykken aander rygende,
men ej har Vid og Stemme.
✂
Blikket lammes af
det uudgrundeligt nøgne.
To Sind strømmer sammen
under lukkede Øjne.
✂
Det dagklare Øje,
der dømmer og ser,
dummes af det Under,
at Skabelsen sker.
✂
Den frugtbare Lykkes
Livskilder glider
gennem Underverdnens Nat
fra Oprindelsens Tider.
✂
Aa disse lyse Nætter
med Glæden forborgen ...
Legemer, der stedse
blev hvidere af Morgen.
✂
Med drukne Øjne
hilste de Gryet -
ny Himmel, ny Jord,
Alverden fornyet.
✂
Haa, Livets Lovsang
laa løs i Kværken
paa Gærdesmutten
og Gøgen og Lærken. -
✂
Han var Arving til Gaarden,
skulde giftes med Penge.
Taabelige Bondetøs,
at gaa med ham til Senge! -
✂
Forbandet, forbi!
Hvad hjalp alle Taarer?
Men hvem der dog endnu engang
blev Kærligheds Daarer!
✂
Hun drømte og græd,
til Leerne blev hvæsset.
Skyggen af en Fugl
fôr hen over Græsset.
✂
Mellem lange Skyer
den solblaa Himmel
strakte sig hen
i Tange og Strimmel.
✂
Op at binde Neg
deromme bag Haven ...
131
Nej. Om de saa slæbte
hende lige i Graven.
✂
Hun løb over Marken
til et Krat i et Hjørne
og gemte sig i Skjul
af krogede Tjørne.
✂
Nu kunde de lede
og larme og bande.
De tirred hendes Vrede
til Bægerets Rande.
✂
Hun laa i en Skraaning
og saa' over Vidder
mod Verdner af Kornneg
og Himle af Kvidder.
✂
Der nikked en Smørblomst
imod hendes Pande,
en blind fra den straalende
Saligheds Lande.
✂
Den bragte hende Slummer
og Drømme saa søde
af tankeløs Sommer
og graadmild Grøde.
II
✂
Støt staar alt og viger.
Knapt Nuet er til Stede.
Den Sol, som nu er oppe,
vil snart være nede.
✂
Mens Dagene tændes
og Dagene slukne,
alt levende befarer
den Strøm, hvor det skal drukne.
✂
Den Dag, du længtes efter,
den kom og forlod dig.
Den Dag, som du frygter,
den flyver imod dig.
✂
Og det blev Oktober
med Aftenrødme
fra Solnedgange
af sygelig Sødme.
✂
Erik var rejst,
og Ellen gik ene
i dunkle Tanker
blandt døende Grene.
✂
Ellen var flygtet
fra Folkestuen.
Hun hævede Brystet
mod Himmelbuen.
✂
Inde sad Karlene
og gloed som Tyre.
Og Pigerne kunde ej
Latteren styre.
✂
Og selv i Søvnen
huggede Høgen.
Hun drømte, de saa' hende
tyk og nøgen.
✂
Solen stod rød
paa Bakkekammen.
133
Og ømme Skyer
blev spejlet i Dammen.
✂
Pinte det Jorden
at lægge det sidste
tynde Sommerens
Purpur i Kiste?
✂
Aa - hvem der var Barn ...
en Aften - hjemme ...
Da mærked hun Jordens
milde Stemme:
✂
»Mit Barn! Er du mødig
af Spot og Smerte -
da kan jeg dulme dig
hele dit Hjerte.
✂
Jeg er nem at finde
til Senge i.
Jeg har aabne Døre
ved Vej og Sti.
✂
Jeg har stærke Træer
i Mørkgaardshaven -
og mørke Kilder
i Mergelgraven -«
✂
Hun syntes, hun ned
i Jorden gled,
mens Kirken ringede
Solen ned.
✂
Men atter mærked
hun Muldens Stemme:
»Vil du hellere Barnet
hos mig gemme?
✂
Der skal det hverken
ha' Føde eller Klæder.
Og det bliver ikkun
een Gang det græder -«
✂
Hun søgte et Halmstraa
i Himmelbuen.
Men hun maatte flygte
til Folkestuen.
III
✂
Novemberdagen klædte sig
i rørende Straaler.
Da rysted hun Mørkgaardens
Muld af sine Saaler.
✂
Hun lejed sig en Hytte,
en arm og ensom Bolig.
Saa stænged hun Døren -
aa, Stuen var saa rolig.
✂
Hvor her var godt at sove
i Graad og vildsom Vaande -
at ligge som en Kornmark
og kun drage Aande.
✂
Hun sov i et Døgn,
som aldeles forsvunden.
Som i Muld eller Moders Liv
var Tiden henrunden.
✂
Hun sov, som Lyset slukkes,
naar Aftenen endes,
135
vaagned, som Ruden dugges,
naar Dagene tændes.
✂
Aa - ned igen i Dybet,
der føder Morgenrøden -
det moderlige Mulm
før Livet og bag Døden.
✂
Men Solen staar lavt
over Bakken i Ruden,
bestraaler hende Haaret
og Panden og Puden.
✂
Hun aabner sin Særk
og ser paa sine Bryster:
Kom, Verden, og kys -
eller spot, hvis dig lyster!
✂
Hun strækker sig og gror
af den himmelblaa Naade,
ligger nøgen og tror
paa den gavmilde Gaade.
✂
Hun er saa træt af Sorger,
saa Tankerne hvile,
saa hun faar Kraft at svulme,
at glemme og at smile.
✂
Og Hjertet, som pumper
sin Ungdoms blinde Floder,
veed knapt, om det lever
i Barn eller Moder.
✂
Og Drømmenes Bobler
gennem Tankerne stige,
bristende i Skæret
af Himlens blaa Rige.
✂
Hun synker i den Søvn,
hvor de skyldfri snorke.
Hun drømmer om Sommerskyer
og flyvende Storke.
✂
Om Solen, som den skinner
paa badende Kroppe,
naar Kornet staar og vugger
med tyngede Toppe.
✂
Naar Børnene løber
barbenede paa Agre,
og hvide Sommerfugle
mellem Børnene flagre.
IV
✂
Graa Dage, Regn og Taager -
lidt Sol i Middagsstunder.
Og Ellens Sind laa svimmelt
imellem Gru og Under.
✂
Snart sang det med Sødme
i alle hendes Aarer.
Snart sank hendes Hjerte
i Søer af Taarer.
✂
Det viste sig svært
at lukke Verden ude.
Stænged hun Døren,
saa keg man ved en Rude.
✂
Snart een, snart en anden
af dem, som hun kendte,
kom ind for at vejre,
hvor snart det var i Vente.
✂
Hun tav. Og taalte Øjne,
hvis Blink var som Knives.
Hun mødte dem, som den,
der har Lov til at trives.
✂
Hun nærmede sig ingen.
Saa turde hun vel mene,
at hun havde Lov
til at leve alene.
✂
Men nej. Alverden
Forklaring maatte kræve.
Hun banded gennem Taarer -
og lærte at væve.
✂
Og Søgning fik hun.
Nysgerrige Koner
mangled Mile af Tøj
og blev skattede Spioner.
✂
Og Ellen fornam
deres voksende Glæde,
jo sværere det blev hende
Væven at træde.
✂
Og Dristigheden steg,
som Bæltet sig strammed.
Men Ellen behændig
al Visheden lammed.
✂
Det var ikke fri,
at de ytrede Vrede.
De undte hende Søgning
og stod med alt tilrede -
✂
Dog naar de aabned Døren,
saa lukkede hun Sjælen.
138
Og ingen fik bragt
hendes Nakke under Hælen.
✂
Selv Tugten og Trøsten
aldeles brændte inde
for Præsten, som mødte
med en Menighedskvinde.
✂
Der var svangre Koner,
som til Tak for deres Møje
havde skimtet en Braad
af Haan i hendes Øje.
✂
Sladdren sled sig hæs
i Forargelsens Drage.
Men hun skulde bare vente:
Der var Faktum tilbage.
V
✂
Vinteren blev mild.
Og en blæsende Aften
begyndte Ellens Veer -
hvor fik hun nu Kraften?
✂
Og alt hendes Stivsind -
nu skulde det vel smuldre.
Hvem kunde bære
den Haan paa sine Skuldre?
✂
Før hævede hun Modet
med syv Pigers Styrke
og skubbed denne Stund
i det yderste Mørke.
✂
Men nu - nu var det Stunden.
Og Mørket laa om Hytten.
Al Kraft var brugt og svunden.
Hun laa i Angst og Lytten.
✂
Aa - kom der blot ingen
de allerførste Dage.
Hun tændte ikke Lyset
og voved knapt en Klage.
✂
For tiende Gang
gik hun hen for at mærke,
om Slaaen var for Døren,
om Øsknerne var stærke.
✂
Hun laa igen paa Lejet,
som under Jorden nede:
Saa kom, du lille Barn,
din Moder er rede!
✂
Da tog det i Døren.
Hun fôr i Angst fra Puden.
Nej. Her kom ingen ind.
Her var ingen buden.
✂
Hun spændte sine Tænder
haardt imod hinanden,
fordi hun mærked, Skriget
stod hendes Sjæl til Randen.
✂
Hun laa som Døden tavs,
det hug i Hjertets Sluse.
Hun øjned gennem Vindvet
Gnister i andres Huse.
✂
Det tog paany i Døren:
Aa - væk fra dette Helved.
140
Men hun laa strakt paa Lejet
og stirrede og skælved.
✂
Nu kaldtes hun ved Navn.
Men hun svarede intet.
Saa hørte hun en Ed,
savtakket og flintet.
✂
Blæsten tog paa
saa jammerlig at tude.
Aa - Stuen var jo mørkere
end Verden derude.
✂
Øverst i Vindvet
laa Himlens blinde Vaade -
Himmel uden Drømme,
Nat uden Naade.
✂
Veerne stinged,
og Stjerner stak som Syle
gennem hullede Skyer,
saa Mørket maatte hyle.
✂
Paa Pinslernes Mark
Helheste gik for Ploven.
Og Satan gik paa Vejen
og dumpede med Hoven.
✂
Hun lytted med et ulmende
Skrig i Aandedraget.
Det var vel kun et Træben
der slog med Jernbeslaget.
✂
Og Angster og Smerter
tog fat for fuldt Orkester.
Og der var Bal i Helvede,
og hun var blandt dets Gæster.
✂
Det Skrig, som havde ulmet
saa hedt i Aandedraget -
det hug nu Ildtungerne
i Loftet og Taget.
✂
Aa - nu blev det stille,
og hun løb fuld af Glæde.
Af Mathed og Salighed
maatte hun græde.
✂
Hun rakte hen til Bordet
for Lyset at tænde:
Lad kun Alverden komme,
lad Lyset kun brænde!
✂
Snart græd en lille Dreng
i Moderens Arme.
Hun selv var en grædende
Verden af Varme.
✂
Herregud! Hvi havde
hun været saa bange?
Det var jo ej saa svært.
Og det hændte saa mange.
VI
✂
Det fløj over Sognet
paa glitrende Vinger.
Ravnene fik Ret.
Og Sejrens Harpe klinger.
✂
Forhærdet, forskruet
og uden Hjælp og Varsel
havde Ellen i Nattens Mulm
og Ensomhed »gjort Barsel«.
✂
Hvad havde hun vel ment
med sin Dølgen og Forhærden?
Skulde Fødslen været Løgn
og Ungen ud af Verden?
✂
Det havde Gud forbudt. -
Hu hej og Hosianna! -
Hun havde vel fortrudt
og trængte nu til Manna.
✂
Befriet aanded op
hver ædel Mand og Kone.
Naturens Lov stod fast
endnu i Sladdrens Zone.
✂
Man hvæssed Klo og Næb,
skønt - ak - med Sorg og Smerte.
Man fejred hendes Fald
med Brystet fuldt af Hjerte. -
- -
Men Ellen lo i Dybet,
forklaret efter Kvalen,
og var for Barnets Læber
et Kildespring i Dalen.
- -
RUBÁIYÁT
af
OMAR KHAYYÁM
Oversættelse efter Edward Fitzgerald's engelske Gendigtning
144145
Indledning
I
OM OMAR
✂ Medens Omar Khayyám's Rubáiyát i Edward Fitzgerald's Gengivelse gaar sin Sejrsgang over hele den engelsktalende Verden, og i andres Oversættelser ogsaa er naaet ind paa adskillige andre Sprogomraader, er denne mærkelige Poet, Astronom og Matematiker kun lidt kendt i Norden.
✂ Abu-'l-fat'h' Omar var Søn af Ibrahim Khayyám (Khayyám betyder Teltmager) og fødtes i Naishápúr i den persiske Provins Khorassán; han døde sammesteds i Aaret 1123. Som Videnskabsmand har han bl.a. gjort sig bekendt af sin Medvirkning ved Kalenderforbedringen samt af sine astronomiske Tabeller. En Afhandling af ham paa Arabisk om Algebra er udgivet paa Fransk.
✂ Som Poet tog Omar Tilnavn efter sin Faders Haandværk. Om han selv en Tid har dyrket dette, vides ikke med Sikkerhed.
✂ Et Sagn fortæller, at Omar og to af hans Venner i deres Ungdom havde lovet hinanden at dele det Held, der maatte blive en eller flere af dem beskikket. En af dem blev Vezir hos Sultanen og indfriede sit Løfte. Omar bad om at maatte leve i en Krog under hans Lykkes Skygge for at udbrede Videnskaben. Hans Ønske blev opfyldt, og han fik aarlig 1200 Guld-Mithkál'er fra Naishápúr's Skatkammer.
II
OM FITZGERALD
✂ Edward Fitzgerald var af irsk Adelsslægt, født i Bredfield i Suffolk 31. Marts 1809. Han har indført adskillige Værker fra andre Sprog i Engelsk, men her skal kun omtales hans fortræffelige Gendigtning af Omar's Rubáiyát, det Værk, der, især efter hans Død, har bragt hans Navn - tilligemed Omars - Verden rundt. Første Udgave af Rubáiyát udkom 1859 og indeholdt 75 Strofer, tredje og fjerde 146 (1872 og 1879) indeholdt 101 og mange af disse betydeligt ændrede fra den oprindelige Udgave.
✂ Om Fitzgeralds Forhold til de originale Vers er der givet udførlige Oplysninger i Mr. Heron-Allen's Værk: »Edward Fitzgerald's Rubaiyat of Omar Khayyam with their original Persian sources, collated from his own MSS. and literally translated by Edward Heron-Allen« (1899).
✂ Af tredje Udgaves 101 Strofer har H.-A. fundet, at 49 er tro og skønne Gengivelser af tilsvarende Strofer hos Omar, 44 kan henføres til to eller flere af de originale, 2 er inspirerede af Omar-Oversættelser, som Fitzgerald har set, 2 er afledte fra Hafiz' Oder, 2 fra et persisk Digt, og 2 afspejler hele det originale Digts Aand. H.-A. kommer til følgende Hovedresultat: »En slet og ret Oversættelse er det ikke, men en Oversættelse i den mest kunstneriske Forstand er det tilvisse.«
✂ Prof. Ch. E. Norton siger: »Fitzgerald kan kun kaldes »Oversætter« i Mangel af et bedre Ord, et, som skulde udtrykke den poetiske Transfusion af en poetisk Aand fra et Sprog til et andet, og af Originalens Ideer og Billeder til en Form, ikke altid forskellig fra den oprindelige, men med Hensyn til Tid, Sted, Skik og Aandsstadium fuldstændig tilpasset til de nye Forhold, hvorunder de genfremtræder. Det er et Værk af en Poet, inspireret af en Poets Værk, ikke en Oversættelse, men Genfødelsen af en poetisk Inspiration.«
✂ Iøvrigt gives interessante Oplysninger om Omar og de originale Rubai i Arthur Christensens »Muhammedanske Digtere og Tænkere« (G. B. N. F. 1906).
✂ Edward Fitzgerald døde 1883.
III
OM RUBÁIYÁT
✂ Rubai eller den firelinjede Strofe med enten alle Linjer rimende eller oftest 1., 2. og 4. var en almindelig Digtform i Persien. En Rubáiyát (Rubaisamling) var ikke at betragte som et sammenhængende Digt, men mere som en Samling Enkeltvers af epigrammatisk Natur. Meget ofte benyttedes Rubaiformen til at udtrykke 147 »Strøtanker«. I Omar Khayyáms Rubáiyát forbindes dog her ved Ordningen af Stroferne og ved det Livssyn, de alle saa stærkt farves af, nogenlunde de enkelte Vers til et Hele. I nærværende Gengivelse har der af dette Hensyn fundet et Par Ombytninger Sted, men Fitzgerald har i sin Oversættelses første og sidste Udgave en ret forskellig Ordning af Versene. I Hovedsagen er Ordningen her foretaget efter »Fourth Edition«.
✂ Omar Khayyám er en Lovpriser af Nuet, af Idag, og han hylder Livsglæden i Vinens og Rosernes Skikkelse. For at bruge et dansk Ordspil: han holder sig til »den Fugl, han har i Haanden«. Men ikke desto mindre har han svært ved at faa Øjnene fra »de ti paa Tagene«. Og netop denne sidste Egenskab hos ham giver hans Digtning dens største Værdi. Hans »Nu« har dets store Rigdom i den vide Udsigt. Og hans Fortabelse i Nuet og Vinen føles nærmest som et Glip med Øjnene af og til, mens han stirrer energisk efter det tabte og det kommende.
✂ Allerede i Fitzgeralds Levetid udkom en fransk Oversættelse fra en persisk Tekst, indeholdende 464 Rubai. Oversætteren Monsieur Nicolas, fransk Konsul i Resht, opfattede Omar som en Súfi-Poet, en Mystiker, der brugte Vinen som det guddommeliges Sindbillede. Msr. Nicolas oversætter ogsaa overalt »Vin« ved »Gud«.
✂ Fitzgerald fører imidlertid i et Forord til Tredje Udgave et vægtigt Forsvar for sin Opfattelse af Omar som netop en Modstander af Sufismen, en muhammedansk Fritænker. Der findes jo ogsaa i Versene adskillig Spot mod Sekterne, mod de »lærde« og »hellige« Mænd.
✂ Indvirkning af den franske Oversættelse synes dog at kunne spores hos Fitzgerald. F. Eks. i 2. Rubai, hvor han i Første Udgave har følgende:
✂
»I heard a Voice within the Tavern cry:
»Awake, my little ones, and fill the Cup,
Before Life's Liquor in its Cup be dry.««
✂ De to sidste Linjer er i hans sidste Udgaver ændrede til:
✂
»When all the Temple is prepared within,
Why nods the drowsy Worshipper outside?«
✂ I flere Tilfælde forekommer Versene i den første Udgave mig bedre end i 3. og 4. Udgave.
✂ F. Eks. 1. Strofe i 1. Udg.:
✂
»Awake! For Morning in the Bowl of Night
Has flung the Stone that puts the Stars to Flight!
And lo! The Hunter of the East has caught
The Sultán's Turret in a Noose of Light.«
✂ I 4. Udg. lyder den:
✂
»Wake! For the Sun, who scatter'd into flight
The Stars before him from the Field of Night,
Drives Night along with them from Heav'n, and strikes
The Sultán's Turret with a Shaft of Light.«
✂ Jeg har derfor efter frit Skøn fulgt snart den ene, snart den anden af Fitzgeralds Varianter, hvorfor min Gengivelse undertiden for dem, der kun kender Optryk af »Fourth Edition«, maaske kan være lidt vanskelig at genkende. For imidlertid at lette Identifikationen af Stroferne har jeg over hver Rubai anført, hvilken Udgave jeg har benyttet ved Oversættelsen - for saa vidt der var væsentlige Uoverensstemmelser mellem Udgaverne -, idet A betegner »First Edition«, B »Fourth Edition«. Undertiden har jeg taget Hensyn til begge Varianter. De paagældende Strofers Numre i den engelske Tekst er vedføjet Bogstaverne.
✂ Den foreliggende Oversættelse er et Udvalg af de engelske Vers. En Del af disse syntes mig nærmest at gentage andre og enkelte forekom mig mindre væsentlige for Totalindtrykket. Afdelingen »in the Potters House« er helt udeladt.
✂ Øvrige Oplysninger vedrørende Forholdet mellem den engelske og nærværende danske Tekst maa søges i Noterne sidst i Bogen. Ligeledes Forklaringen paa forskellige persiske Navne og Udtryk. En Del af Noterne er baseret paa Fitzgeralds egne Noter, mens enkelte er nye. Nærmere Redegørelse herfor tror jeg ikke har Interesse.
Rubáiyát af Omar Khayyám
>I (A 1)
Vaagn op! En Morgen slyngede paanyden Sten, for hvilken alle Stjerner fly.
Og Jægeren fra Øst har fanget ind
Sultanens Taarn i røde Baand af Gry.
2 (A 2)
Jeg rørt af Dagnings venstre Haand har drømt,en Stemme kurrede i Kroen ømt:
»Op mine smaa, og kom med eders Skaal,
før Fadet for den bedste Vin er tømt.«
3
Ved første Hanegal en søvnig Tropbad udenfor: »Saa luk da Døren op!
Vor Tid er kort - er den een Gang forbi,
vi vaagner aldrig mer ved Morgen op.«
4
Nu vækker Nytaar gammel Drift af Blund -den tankefulde fandt en ensom Stund,
mens Moses' »hvide Haand« af Vaarens Gren
sprang ud - og Jesus aanded op af Grund.
5 (A 5, B 5)
Irám er med dens Roser sunken ned,og Jamshyds hellige Skaal, hvor ingen veed.
Men endnu svulmer Druen som tilforn,
og mangen Have gror ved Søens Bred.
150
6
Og David tier. Men med Kvidder finpaa Pehlevi om »Vin, Vin, Vin - rød Vin!«
styrker en Nattergal den stille Gløds
Inkarnation i Rosernes Karmin.
7
Nu er det Foraar! Fyld vor Skaal til Rand!Kast Angers Vinterdragt i Vaarens Brand!
Thi Tidens Fugl har kun saa kort en Vej -
og se! dens Skygge jager over Land.
8 (B 8)
Baade i Babylon og Naishapur -baade, naar Vin er sød, og Vin er sur -
vil Livets Drik bortsive Dryp for Dryp,
og Livets Løvfald venter al Natur.
9 (A 8)
Hver Dag vil vække Blomster, skabe Frø.Hver Dag vil Blomster henad Jorden strø.
Vor Sommermaaned, som gav Rosen Liv,
vil lade Kaikobad og Jamshyd dø.
10 (A 9, B 10)
Ja, lad dem dø. Og følg saa med mig, du!Lad fare Kaikobad og Kaikhosru!
Lad Zal og Rustum prale, som de vil!
Tænk ej paa Hatims Nadver mere nu!
11 (A 10)
Saa vandrer vi, hvor Græsset sparsomt staar,paa Grænsen mellem Ørk og Agres Vaar.
Hvor ingen ænser Sultan eller Træl,
ynker vi Sultan Mahmuds høje Kaar.
151
12 (A 11)
Her - kun et Brød - og under disse Træer,lidt Vin og nogle Vers - og dig især,
dig ved min Side syngende i Ørk,
og vi har Paradis i Ørknen her.
13 (A 12, B 13)
Hvor jordisk Magt er herlig, tænker somme.Og andre: Vilde Paradis dog komme!
Tag Pungen i din Haand, stryg alle Krav,
agt intet Bulder fra den fjerne Tromme!
14
Se Rosen, hvor den ler - lyt til dens Ord:»Latter skal fylde Verden, mens jeg gror.
Tilsidst jeg river Kvasten af min Pung
og strør dens Rigdom paa den grønne Jord.«
15 (A 16)
I dette store Karavanseraj,hvor Dag og Nat som Porte aabner sig,
sad Sultan efter Sultan i sin Pragt
sin Time eller to - og drog sin Vej.
16
Løven og Øglen ejer hvert Gemak,hvor Jamshyd fordum funklede og drak.
Uænset stamper nu Vildæslets Hov,
hvor Bahram Jæger Jorden om sig trak.
17
Mon nogen Sinde Rosen blev saa rødsom der, hvor Kongeblod i Mulden flød.
Jeg synes, hver en Havens Hyazint
har døde Pigers Taarer i sit Skød.
152
18
Og dette ømme Græs, som Vaaren nysgav Flodens Bred, hvor vi os hviler - tys -
o, hvil dig varligt, thi maaske det sprang
fra Læber, der engang fik ømme Kys.
19
Min Elskede! Fyld Skaalen, hvor Idager fri for Fremtids Frygt og Fortids Nag.
Imorgen? Da er jeg kanske Mig Selv
med syv Aartusinders Igaar lagt bag.
20
Se - nogle, til hvis Fane dyrt vi svor,de bedste, Tiden saa' ved Livets Bord,
har drukket Skaalen ud en Omgang før,
og een for een krøb stille under Jord.
21
Og vi, som morer os og larmer nui Stuen, de forlod - ja jeg og du
maa ogsaa bort. De næste nærmer sig.
Og Somrene vil blomstre da, som nu.
22
Lad os fuldende det, hvorfor vi stred,før ogsaa vi i Støv er sunket ned,
er Støv i Støv og under Støv - og glemt
al Vin, al Verden og al Evighed.
23
Til dem, der gør sig med Idag Besvær,og dem, der rastløst mod Imorgen ser,
raaber en Muezzín fra Mørkets Taarn:
»I Daarer! Ingen Løn I finder der.«
153
24
De hellige og vise Mænd, hvis Ordom de to Verdener saa vide fór,
var smaa Profeter. Talen blev til Spot,
og Taleren fik Munden fuld af Jord.
25
Jeg gik, da jeg var ung, med ivrigt Sindtil hellige og lærde, hvor et Spind
af Argumenter hang - men altid kom
jeg ud ad samme Dør, hvor jeg kom ind.
26
Jeg hjalp dem Visdoms Kerner ud at saaog ventede de nye, grønne Straa,
men denne Kundskab blev min hele Høst:
»Jeg kom som Vandet, skal som Vinden gaa.«
27
Hvorfor jeg kom hertil, jeg aldrig tyder.Og ej hvorfra: Jeg lever. Bækken flyder.
Jeg drager bort, som Vinden gennem Ørk -
hvorhen veed ikke jeg. Jeg dør. Jeg lyder.
28 (A 31)
Fra Dybets syvende Port jeg Slaaen skød,steg til Saturn, mens undervejs jeg brød
saa mangen Gaades Segl, men ej det Segl,
der lukker for vor Skæbne og vor Død.
29
Der var en Dør, min Evne aabned ej,en Taage, hvor omsonst jeg søgte Vej.
Jeg syntes, du og jeg blev nævnt en Stund.
Saa talte ingen mer om dig og mig.
154
30 (B 33)
Jorden var tavs, og Havet stønned mati Sørgekaabe, stumt og gudforladt.
Tavs drejed Himlen sig med sine Tegn
formummede i Slæb af Dag og Nat.
31 (B 34)
Da fra det DIG I MIG, som hyller indbag Slør sin Virken, bad jeg: »Giv mit Sind
en Lygte her i Mørket.« Og det lød
som fra derude: »JEG I DIG er blind.«
32 (A 34)
Da greb jeg denne Skaal af Jordens Ler,at smage Sandhed, skjult i hvad jeg ser.
Og Skaalen mumled: »Drik, mens du er til,
for - een Gang død - du ser mig aldrig mer.«
33 (A 35)
Jeg tænker, Skaalen, som med sløret Røstgav Svaret, drak engang af Livets Lyst.
Jeg kyssede dens kolde Læbe ømt:
»O kys mig ofte, Skaal, og skænk mig Trøst!«
34 (A 37)
Ja, fyld min Skaal! Hvi spilde mere Modpaa Tid, som skubber Verden fra vor Fod?
Ufødt Imorgen og et dødt Igaar -
hvi ænse dem, naar blot Idag er god?
35 (A 47)
Og ender Vin og Kyssets Salighedi dette Intet, hvori alt gaar ned -
lad dig kun blænde! Intet er du selv,
og mindre bli'r du ej i Evighed.
155
36 (B 43)
Naar Englen med det sorte Bægers Blinkda finder dig ved Flodens Sommerbrink -
kys kun den Skaal, som gør din Mund til Muld,
og tøm den uden Skælven paa hans Vink.
37 (B 44)
Thi kunde Sjælen Støvet af sig flaaog nøgen ride rundt i Himlens Blaa -
var det ej Skam, var det ej Skam for den
i Lerets Hylster længere at gaa?
38 (B 45)
Det er kun Teltet, hvor en Sultan boren Dag paa Vej til Riget under Jord.
Sultanen rejser, og en sort Ferrásh
bereder Teltet for en ny Beboer.
39 (B 46)
Og frygt kun ej, at Livet efter vortvil miste noget, naar vi rejser bort.
Den evige Sáki har af Bobler blæst
utallige lig os - og farer fort.
40 (B 47)
Naar du og jeg forlængst bag Sløret gled,o - lang lang Tid vil Verden vare ved,
mens den kun husker vort Goddag - Farvel,
som Havet husker Stenen, der sank ned.
41 (A 38, B 48)
En Ørkenfærd i bælgmørk Evighed,et stakket Hvil paa Livets grønne Bred -
Dødsskyggens Karavaner er i Drift
mod Intets Morgengry - af Sted, af Sted!
- -
156
42 (B 50)
Et Haar maaske adskiller Falsk og Sandt;maaske et enkelt Ciffer, ingen fandt,
var Nøglen til de skjulte Skatte - ja
kanhænde Mesteren gik midt iblandt.
43 (B 51)
Han Selv fordulgt i alles Aarer gaar;han gækker al den Søgen, vi formaar,
tager hver Ham - fra Máh til Máhi - se,
han skifter dem, de dør; men han bestaar.
44 (B 52)
Et Gaaders Nu - saa svinde som et Skælvi Mørket udenom hans Dramas Hvælv,
hans Drama, som til Evighedsfordriv
han digter, spiller og betragter selv.
45 (B 53)
Men om forgæves ned mod Jordens Lerog op mod Himlens lukte Dør du ser
i Dag, mens du er dig - hvorledes da
i Morgen, naar du aldrig bli'r dig mer?
46 (B 57)
- -Om mine Regnestykker Rygtet gaar,
at de har skabt et mer nøjagtigt Aar -
ak nej: jeg strøg kun af min Almanak
Ufødt og Dødt: Imorgen og Igaar.
47 (B 55)
Jeg holdt et Gilde nys med Svir og Sang,idet jeg gifted mig for anden Gang -
bar gammel gold Fornuft af Sengen ud
og gav til Rankens Datter Brudens Rang.
157
48 (B 59)
Thi Druen har Logik, som spøgefuldslaar alle hidsige Sekter helt omkuld -
den kaade Alkymist, som i et Nu
forvandler Livets graa Metal til Guld.
49 (B 64)
Hvor sælsomt, at de mange, som før migbefôr den Dal, som Solen kender ej,
blev alle borte. Jeg har aldrig hørt
fra nogen, der har vandret denne Vej.
50 (A 26, B 63)
Kom til Khayyám den vise hid og hør:Een Ting er vist, at Liv er Sus i Rør.
Een Ting er vist, og alt det andet Tant:
Den Blomst, som een Gang blomstred, evigt dør.
51 (A 45)
Lad Kævlet koge! Gaa af Taabens Vej,naar han med Universet gør Staahej!
Og lad os øve - i en Vrøvlets Krog -
den muntre Leg, som overdriver dig!
52 (A 46)
Thi mellem Himlens Hvælv og Jordens Ringet Intet staar forklædt i alle Ting.
Og i en Sal, hvis Lampe er en Sol,
gaar vi som Skyggebilleder omkring.
53
Drivkraftens Finger sine Skrifttegn snor.Om al din Kløgt og Fromhed den besvor,
den aldrig strøg en skreven Linje bort -
og al din Graad ej tvætter ud et Ord.
158
54
Det første Ler i Jordens første Landhar givet Stof til Jordens sidste Mand.
Og Verdens Skabelse skrev selv den Bog,
som Dommedagen truer med sin Brand.
55
Du, som af muddret Ler gav Manden Livog gav ham Eden, Slangen og - en Viv!
Naar han for dig af Synder sodet staar,
tilgiv hinanden, du og han - tilgiv!
56 (A 67)
Aa, ræk mig Vin i Livets Aftenrødt,tvæt mig deri, naar Legemet er dødt -
lad mig begraves, klædt i Rankens Løv,
og ved en Haveside hvile sødt.
57
Da slynger jeg en Snare af min Duftom dem, der gaar forbi i Dagens Luft,
saa mangen Troende skal svimle om
imellem Salighed og sund Fornuft.
58
Hver Afgud, jeg har dyrket mangen Gang,har gjort min Færd i Verdens Øjne vrang,
druknet min Ære i saa flad en Skaal
og solgt mit gode Rygte for en Sang.
59
Ja, - Bod og Bedring tit, mens Tiden fôr,jeg svor, men var jeg ædru, naar jeg svor?
Og stundom kom der Vaar - og Rosers Væld,
og alle Sorgens Pjalter sank til Jord.
159
60
Ak ve, at Vaaren skulde visne bort,at Ungdoms søde Digt var altfor kort!
Den Nattergal, som nys i Grenen sang -
hvor kom den fra, til hvad mon den fløj bort?
61
Aa kære! Fik vi Fatums Vingefang,greb vi i Farten Verdens usle Gang,
slog alt itu og skabte alt paany -
paany, men mere efter Hjertets Trang.
62 (A 74, B 100)
Se Himlens Maane over Havens Træ!Hvor ofte vil den skifte Ny og Næ?
Hvor ofte vil herefter Maanens Blik
forgæves søge mig i Havens Læ?
63 (B 101)
Og gaar lig Maanen du i det Palads,hvor Vaarens Gæster tog som Stjerner Plads
rundt mellem Græs - og, Sáki, staar du mild,
hvor jeg skød Blomst - vend ned det tømte Glas!
Tamám
Noter
✂ 2. Dagningens venstre Haand, senere ændret til »Den falske Dagning« - en Lysning over Horisonten før den sande Dagning, velkendt Fænomen i Østerlandene.
✂ 4. Nytaaret begynder i Persien ved Foraarsjævndøgn.
✂ Moses' hvide Haand (2 Mos. 4,6) betegner Blomstring. Perserne mente, Jesu helbredende Magt boede i hans Aande.
✂ 5. Irám, plantet af Kong Shaddád, og nu sunken et Steds i Arabiens Sandørkener.
✂ Jamshyd's hellige Skaal kaldes i den engelske Tekst »Jamshyd's Seven-ring'd Cup.« De syv Ringe var Symboler paa de 7 Himle, de 7 Planeter, de 7 Have osv. Den var en »Divining Cup« (Spaadomsskaal eller Tempelskaal).
✂ 6. I den engelske Tekst (B) staar:
✂
-»Wine! Wine! Wine!
Red Wine!« - the Nightingale cries to the Rose
That sallow Cheek of hers t'incarnadine.«
✂ Pehlevi: Persiens gamle heroiske Sanskrit.
✂ 10. Zál, Rustums Fader. Rustum, Persiens »Herkules«. Hátim Tai, en kendt østerlandsk Type paa Gavmildhed.
✂ 16. Jamshyd. Persepolis kaldes ogsaa Takht-i-Jamshyd dvs. Jamshyds Trone. Jamshyd, »Kong Herlig« (King Splendid), af det mytiske Peshdádiske Dynasti skal ifølge »Sháhnáma« have grundlagt og bygget Persepolis. Efter andre Sagn er Pyramidebyggeren, Sagnkongen Ján-Ibn-Ján, der levede »før Adam«, Byens Grundlægger. Dens virkelige Grundlægger er sandsynligvis Dareios I, som i hvert Fald udvidede den.
✂ Bahrám Gúr - den store Jæger (»Bahram af Vildæslet«), en sassanidisk Hersker, der forfølgende sin »Gúr« forsvandt i en Mose, som de persiske Bønder endnu paaviser tillige med tre Taarnruiner fra hans 7 Slotte, af hvilke hver havde huset en Elskerinde.
✂ Mr. Binning fandt - iflg. Fitzgerald - blandt forskellige Strofer af Hafiz og andre, indskrevne af en eller anden Omstrejfers Haand iblandt Persepolis' Ruiner, en Rubai, der kan gengives saaledes:
161✂
Jeg saa' de Søjler hæve sig endnu,
hvor Konger laa for Dør med tynget Hu.
Ringduen saa' jeg sidde ensom der,
og »Ku-ku-ku«, den sang, og »Ku-ku-ku.«
✂ Ringduens gamle Pehlevi »Ku-ku-ku« betegner paa Persisk: »Hvor? Hvor? Hvor?«
✂ 19. Syv Aartusinders Igaar, et Aartusinde for hver Planet.
✂ 23. Muezzin, en, der raaber til Bøn fra Moskeens Taarn.
✂ 28. Saturn: Herskeren i den syvende Himmel (Datidens »yderste Planet«).
✂ 31. DIG OG MIG: Alnaturen og Individet. Du og jeg i Strofe 29 har egentlig samme Betydning, men denne synes ikke der at udvide Følelsen. Snarere synes den simple Opfattelse af »Du og jeg« som Ord, henvendte fra det ene Menneske til det andet, at gribe stærkest.
✂ Strofe 31 kan efter Udgave A gengives saaledes:
✂
»Da raabte jeg mod Himlens Hvælving klar:
»O sig mig, hvilken Lygte Skæbnen har
for sine smaa, som snubler her i Mulm!«
»Min egen Blindhed« - lød det fjerne Svar.«
✂ (And: »A blind understanding«, Heav'n replied).
✂ 34. Denne Strofe og Strofe 46 er vistnok to Varianter af samme Rubai. I de to benyttede Udgaver findes i hver kun den ene af dem.
✂ 36. Englen er Azräel, som ifølge en østerlandsk Legende mildner sin Mission ved, idet han rækker Dødens Skaal, samtidig at holde et Æble fra Livets Træ for den døendes Næsebor.
✂ 38. Ferrásh dvs. Tæppebreder.
✂ 39. Sáki dvs. Vinskænker (her kvindelig).
✂ 42. Et enkelt Ciffer. I den engelske Tekst staar: »a single Alif«.
✂ 43. Fra Máh til Máhi dvs. fra Fisk til Maane.
✂ 46. Omar var en af de 8 lærde Mænd, der fik Hvervet at forbedre den gamle Kalender (Jamshyd's Kalender), hvorved en ny Tidsberegning indførtes, der endog overgik den julianske i Nøjagtighed.
✂ 49. Denne Strofe er i nærv. Oversættelse lempet en Smule efter E. Heron-Allen's Gengivelse i rytmisk Prosa af Omars originale Rubai.
✂ 51. Frit oversat. Udgaven A har de to første Linjer saaledes:
162✂
»But leave the Wise to wrangle, and with me
The Quarrel of the Universe let be.«
✂ 52. Den engelske Strofe hentyder her til en indisk Tryllelygte Fánúsi khiyál, der endnu bruges i Indien. En med Billeder bemalet cylindrisk Skærm drejes rundt om Lyset, der kaster Skyggebillederne ud. Fitzgerald har følgende Varianter af Strofen:
✂
A. »For in and out, above, about, below,
'Tis nothing but a Magic Shadow-show,
Play'd in a Box whose Candle is the Sun,
Round which we Phantom Figures come and go.«
✂
B. »We are no other than a moving row
Of Magic Shadow-shapes that come and go
Round with the Sun-illumin'd Lantern held
In Midnight by the Master of the Show.«
✂ 55. »En Viv« er tilføjet i den danske Oversættelse. Den engelske Tekst siger (A): »O du, som skabte Manden af daarlig Jord, og som med Eden testamenterede ham Slangen« - (eller »lod ham arve Slangen«) osv. Denne Strofe skal ikke findes hos Omar, men være digtet »i Omars Aand« af Fitzgerald selv.