Sagn
✂
Det Barn, der dør inden Daaben,
kan ikke faa Himmelen aaben.
✂
Det sidder nøgent i Nattens Vind'
og hulker for at komme derind.
✂
Gaar der en Mand ad samme Sti,
ved samme Nattens Tid forbi -
✂
da for hans Fod det bitte Barn
trimler af Sted som et Nøgle Garn.
✂
Det klager og jamrer: »Mand, Mand!
Ord, Ord! -Vand, Vand!«
✂
Det klager og jamrer i spæde Raab:
»Mand, Mand!-Daab, Daab!
✂
»Jeg lider Kuld', og jeg lider Meen.
Av, der slog jeg min Kind paa Sten,
av, der stak jeg min Ryg paa Tjørn!
✂
»Mand! Jeg har ikke Hjem og Sted,
vilde saa nødig i Helvede ned,
Djævelen er saa ond ved Børn«.
✂
Det trimler hen over Sten og Knold,
Vejen er vaad, og Vinden kold.
✂
Det trimler hen for hans tavse Fod,
omkring det klæber sig Smuds og Blod.
✂
Det klager sig atter: »Mand, o Mand!
Kan ikke du døbe i Ord og Vand,
21
»saa tag mig om min arme Krop
og bær mig paa Kirkegaarden op,
✂
»og grav mig ned, før Hanen kalder,
i Jord, hvor Kirkens Tagdryp falder.
✂
»Kunde hænde, naar Præsten da nævner Guds Navn
inde i Kirkens viede Favn,
✂
»at over den Jord, hvori du mig slap,
de hellige Tagbrynsdraaber drap -
✂
»da gælder dette for Daaben,
og Himmelen lades aaben«. -
✂
Er Manden ræd for det bitte Barn,
som trimler om i Skidt og Skarn,
✂
og tør han ej give det kristen Daab,
maa det atter i Jorden uden Haab.
✂
Sagtmodigt da klager det sidste Gang,
det lyder saa tungt som Vinden sin Sang:
✂
»Der er Bølger om alle Strande,
hvi nægtes mig Daabens Vande?
✂
»Kulden galer i Karme.
Hvor er min Moders Varme?«
✂
Det stanser og hælder sit Øre ned
og lytter til Jorden:
✂
»Tys! Nu galer Hanen den sorte.
Hvor er min hvide Skjorte?
✂
»Og nu galer den gule.
Hvor er min Gravsens Hule?«
✂
Paa Panden perler det Angstens Sved,
det lytter til Jorden:
✂
»Og nu galer Hanen den røde
for Ilden under de døde.
✂
»Ak - hist galer Hanen den blaa
blandt Himlens Stjerner smaa«.
✂
Nu skal det skynde sig ned i Graven.
Det stenter af Sted, forrevet, forgrædt,
med Stenkast-Hop fra Plet til Plet;
✂
thi snart galer Hanen den hvide
for Dagning i Østerlide.