Stormnat

✂ Stormen langs Jorden fejer og strør
og tager af Natten Styrke.
Nu suger i hvert et Skorstensrør
Fortabelsens tørstige Mørke.

✂ Luerne hopper i Kakkelovn
og danser paa tirrede Gløder,
gad hylle hele det sorte Sogn
i Skyer og Morgenrøder.

✂ Stormen river en Dør paa Klem
og klager for bundløs Elende,
har alle Veers Vokaler i Gem
og jager mod Verdens Ende.

✂ I Luften duver der fulde Sejl.
Nu søger Fortabelsens Flaade
de arme Straaler fra Maanens Spejl,
den sidste fortyndede Naade.

✂ Men Maanen er borte, Natten mæt
af blindt henfarende Kulde.
Naar Bygen kommer, er Mørket tæt,
som om det var manet af Mulde.

✂ Afgrundens Snekker raser forbi
Vinduers enlige Gnister,
og stundom høres en Lem slaa i
som Laag over møre Kister.

✂ Luerne spiller paa Asken klart
og slikkende Tidsler forme,
gale af Lyst til en Himmelfart
med de usalige Storme.