Larsen, Thøger Spillemanden

Spillemanden

Ved Sommerfarvernes festlige Glans,
drukken af Evigheds dybblaa Bæger
spiller Pan til en Galningedans.

Ung ligger Jorden under Himlens Blaa,
alle Vange grønnes saa vide,
dejlige Piger danser derpaa.

    »Dans i jer dristige Sommerdragt,
    Solskin skal svimle jer ind i Øjne,
    Dansen skal gaa i knitrende Takt!

    Dans, saa det suser omkring jert Sind,
    suser, som hist, hvor Solskyen sejler,
    dans, som I fo'r for en Hvirvelvind!

25

    Dans, saa Blomsterne brister i Blod,
    hvor jere fejende Fødder farer!
    Dans, saa I synker ned for min Fod!«

Fløjten tav. Deres Sjæle han skuer
skælve Farvel i leende Vaande
hen gennem Lemmernes bævende Buer.

Straks han en knivskarp Tone stryger
ud af en Fjol med en eneste Stræng,
og med et Hvin deres Sjæle fyger -

Fyger som Avner mod Himlens Sol,
fyger som Avner for evige Vinde
i Sommerdagen, der leves i Blinde.