En Dag

✂ Der pibler Vand og Sang, Frimodighed,
mens Sommersolen ødsler alt i Møde
sin Selvfortærings Straalefrodighed.
De levende har næsten glemt de døde.

✂ De gaar i gylden Søvn og Salighed,
som tror de, denne Dag har altid været.
Og Fjorden har en Drøm om Kølighed
fra Evighed, af Dybets Kilder næret.

✂ Jeg føler Lyst til god og gavmild Sang:
»Ak veed du vel, du stygge blinde Larve,
at du skal være Sommerfugl engang,
naar Farve staar og drømmer over Farve?«

✂ Hvor underfuldt, at denne Dag er vor
og ikke een af de utalte Dage,
da vi er Fremtidssyner eller Jord!
Min Sjæl - se ikke frem og ej tilbage!

✂ Dog jo. Min Morgen mellem Jordens Siv
blev stærk af Søvnen i de svundne Tider.
Den lange Drøm i Natten før mit Liv
som Glimt og Glemsel under Evnen glider.

✂ Og hvad var Kraftens Lykke under Sol,
om ej den følte Væksten ud af Stunden -
blandt Slummergrøde: Stenbræk, Strandviol -
sprang ud som Fuglesangens Træ i Lunden?

✂ En solhvid Pige svømmer i min Fjord.
Hun salter i dens Blaa sit Legems Grøde.
Og Gys af Søen om den vide Jord
gaar gennem den, der fødtes for at føde.

✂ Hun bæres af et Afgrundsspejl af Dag -
er frigjort, sluppen løs fra alle Strande.
Det kviddrer ned fra hvide Skyers Drag,
fra Sjæl, der svirred over mange Lande.