Ved Fjorden

✂ Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saa',
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

✂ Om Morgenen flunked en gylden,
skællet Solhud paa Fjorden der.
Og Killingen lumsked i Hylden,
men fik nok hverken Fugl eller Fjer.

✂ Jeg saa paa Vandenes Slikken
om glatte Sten paa den lange Strand.
Jeg hørte den klingre Prikken
af Tordenregn i et stille Vand.

✂ Jeg sejled, hvor Fiskene svømme
paa farefuld Færd blandt Fristerens Agn.
Jeg lytted til Bøndernes sære Sagn,
der minder om onde Drømme.

✂ Jeg husker vor gamle Vaaning,
hvor vilden Malurt groed i Mur.
Taget var grønnende Skraaning.
Det Hus var et stenet Stykke Natur.

✂ Om Sylden var der saa frodigt
af grønne, fligede Urter smaa.
47 De vokste nøjsomt og modigt
og lod sig med Taalmod træde paa.

✂ Og Sommerregnen ved Gavlen
skralded i Tordenskræpperne rap,
mens Tudser med barnlig Kravlen
slæbte de kolde Maver i Sjap.

✂ En susende Fuglesvæven
var der ved Stranden i Sommervejr.
Og Frøernes knabrede Dræven
om Aftenen lød over Eng og Kær.

✂ Med Grøde i Sindenes Rødder
leged vi Børn ved det høje Korn.
Vi sprang paa hærdede Fødder
blandt Gærdernes Tidsler og Agertorn.

✂ Jeg tænker paa Høstens Tider.
Fader førte de buede Hug
ind imod Agerens Sider.
Kornet faldt under tørre Suk.

✂ De minded om Døden og Veen.
Moder samlede Skaaret i Neg.
Og Fader hvæssede Leen,
saa Eggen arrigt mod Strygen skreg.

✂ Snart trak jeg af Sted med Kvæget
og fæsted hvert Høved ved sin » Hæl«.
Snart lød gennem Faarebræget
et helligt Krav til min Hyrdesjæl.

✂ Jeg løb mellem Bakken og Fjorden
omkap i en overmodig Hast
med Skyernes Skygger paa Jorden,
Smaadyr under Foden som Bobler brast.

✂ Jeg lytted i Aftensvale,
naar hele Naturen andægtig holdt Mund.
Kun fjernt i krogede Dale
vuffed en underjordisk Hund.

✂ Min Sang er en Mindekæde.
Jeg gjorde den gerne altfor lang.
Hvert Vers er en gammel Glæde,
jeg værner om gennem Tidens Gang.