Jørgen Brønlund

✂ Mer ene var aldrig
en Sjæl paa en Stjerne
end du foran Døden
i Isnattens Fjerne.

✂ Og aldrig var Røsten,
der Hjerterne rører,
mer inderlig ene
med det, der ej hører.

✂ Og aldrig gik træt Mand
mer hjemløs til Hvile
midtvejs i de maane-
forvildede Mile.

✂ Da Vennerne tav
i de isede Ørke,
laa Verdens Mund lukket
mod dig i dit Mørke.

✂ Du kæmped dig frem
imod Gravens Munding
som fattigste Stormand
paa Jordens Runding.

✂ Du gemte de hellige
Kort i dit Værge
med Isrigets fjerneste
Fjorde og Bjerge.

✂ Og bar dem i Dødsmulm
og vaandefuld Færden
et Skridt mod de levende
Hjerter i Verden.

✂ At Jorden ej raned
den Løndom tilbage,
som kostede eder
de kommende Dage.

✂ Du hjalp med at maale
det yderste Øde, -
du maalte det dybere,
medens du døde.

✂ En Gru fik du bragt os
fra Kvalen, der lides,
hvor Solen og Surtur
umælende strides.

✂ Saa smertelig nær
har du bragt os det fjerne,
hvor stanset du laa
mod din stenhaarde Stjerne.