Larsen, Thøger Dagene

37

        

38

Dagene udkom i anden halvdel af november 1905, kostede 1 kr. og omfatter 64 sider. Stregerne på omslaget måler 65 mm. Omslagets 2.-4. side rummer anmeldelser af Jord i uddrag og oplyser, at forlagsboghandleren nu er Hans Riegel, Lemvig. 1 Dagene, Viser og Digte. I Kommission hos Hvidehus Boglade, Vejle. 1905. 2 blank. 3 titel (= omslag). 4 Trykt i Lemvig Bogtrykkeri. 5-59 digte. 60 blank. 61-62 Forklaring paa jydske Ord og Talemaader. 63 Indhold, derunder: Titelblad, Tegninger og et Træsnit af Forfatteren. 64 blank.

39

Strandvalmue

Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Du blusser paa skønne,
stridbart grønne
Planter, der modigt i Sandet staa,
fjedrende stinde
mod salte Vinde,
salte Vinde fra Bredning blaa.

Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue paa nøgen Strand!
Fra grønne Tander
dit Gule bander
paa Livets Ret imod Sø og Sand.
Fjernt fra de fagre,
fede Agre
staar Du som Kætter i Verdens Ban.

Blomst ved Bredning,
Plante-Hedning!
Over Dig flagrer den friske Dag.
Dit salte Væsen
med Søvinds Blæsen
mødes i indre stridt Behag.
Stundom vel svier
Roden, der dier
Strand, som slubrer i Bølgeslag.

40

Strandvalmue,
Blomsterlue,
Blomsterlue ved Bredning blaa!
Bondemands Datter
med hvippende Patter
ser du forsigtig i Badet gaa.
Flyndren glider,
Krabben bider,
Krabben bider i Pigens Taa.

Blomsterflamme!
Bølgens Kamme
hvassere tirres mod Efteraar.
Frø bliver modne.
Frugter skal raadne.
Mændene ud med Leerne gaar.
Stormene lange
omkring din Tange
slukker dit sidste Blus for i Aar.

1905

Vinternat

Den høje, bitre Vinternat
sig hvælver med sin Kulde
som en uhyre Paddehat
over de tykke Mulde.

Med stivnet Skin paa Vægterpost,
med Lys, den kun maa laane,
hænger deroppe i Himlens Frost
den haarde, døde Maane.

41

Og knortet Jord, hvis Kulde gik
dybt ned om Frø og Kerner,
møder saa mangt et pigget Blik
fra Rummets onde Stjerner.

En lang og langsom Nattevind
langs Vejens Ledningstraade
synger igennem Landet ind
en ny og navnløs Vaade.

Smaahuse hælder sig mod Skrænt,
forknyt, i kuldskær Krykken.
Gaardene ligger indadvendt
og vender Verden Ryggen.

De slukte Ruder, Egnen rundt,
er tykt med Is bestrøgne,
stirrer saa vist mod Horisont
som stakkels stærgraa Øjne.

Forhærdet Skin og Skygger staar,
en størknet Vemods-Dvale.
Jeg er vel ej en død, der gaar
i Underverdnens Dale?

Hej ... Jordens Runding drog et Suk,
der sprængte Søens Panser
med Lyd som et hastigt Gennemhug
bag Bakkers Ekko-Skanser.

Et Latterskred i Søvne lød
fra Dybets Trold-Alkover ...
Ligger i Muld og mørke Skød
et Sejersskrig og sover?

1905
42

Vesterhavet

Jeg stod en Vinterskumring i Bovbjerg Skrænt.
Et stormhidset Helvedhav laa under mine Fødder,
Ildsøernes kolde Ætling, det Lavlands-Element,
der knækker Skibes Staalskal, som vi knækker Nødder.

Krumryggede Bølge-Udyr fra Horisonten brød.
Med salte Fræs de stampede sig over de lange Revler.
Rygende og kogende, som Bunden laa i Glød,
stormede de Brændingen og sled hinanden i Trævler.

De raste om Vragenes Ribbens rustne Staal,
der stritter op af Sandet, som Arme i Nød sig løfter.
Bidder af Skræntens Lerskorp forsvandt i det vaade Baal.
Lange, lystne Tunger slikked i alle Kløfter.

En Sodomas Røg og Ross over Havstokken drev,
mens de Uhyrer brødes om Bovbjergs Knolde.
De stiveste Stenskrig i Øret stak og rev,
som boret ud af Halsen paa Tolvhestes Trolde.

De Skrig de vækker Minder i Menneskets Bryst
om en brændende Kamplarm i Tidernes Dagning,
mellem Kulde og Hede, i Rædsel og Lyst.
Jeg mærker som en svimlende Solmoder-Dragning.

Paa Solen raser Ild, som paa Jorden raser Hav,
der gaar Brandfogs Brænding mod forkullede Kyster.
Den hvirvler sig endnu om sit himmelske Nav
som et fraadende Stjernebaal, en Vaade af Lyster.

1905
43

Maj

Nu leger Lam og Børn med kaade Spræl,
Insekter snurre gennem Luften vide.
Vi køre lystigt til den lyse Side
paa Solsystemets store Karussel.

De grønne Farver op af Mulden skride,
en saftig Drømmefryd mod Solens Brand
her fra min Fod og til min Verdens Rand.
Og Livsens Grønt brød frem af Træer stride.

Der lokkes lystne Dryp fra Koens Tand
ved Græssets Lugt. Og vævre Katte klavre
i Hylden op mod Fugletriller favre.
Og Pigen rødmer for den unge Mand.

To gamle Ægtefolk om Huset stavre.
De sætte sig paa Sønnesønnens Harv
med Minders Efterlyst i magtløs Marv
og ser paa Bondens Sæd og Lokes Havre.

Den Stjerne-Lap, de tog og gav i Arv,
er Hjertet kær, skønt Legemet blev krummet,
forrejst paa Jordens Kurver gennem Rummet,
og har til Vækst og Fremtid ingen Tarv.

En Krøbling, knækket ved et Hestespark,
har lagt sig under Diget hos sin Krykke
og digter søde Vers, han lader trykke
og sælger rundt blandt Bønder Ark for Ark.

De unge Piger sig med Blomster smykke
og skære Hjerter ud i Træers Bark
og smile ved, at hver en Urt paa Mark
forsigtig aabner Kønnet for sin Lykke.

44

I Grøftekantens mest fordrukne Grøde
ligger et Udskud, evig Optimist,
som, overspændt af Foraarsfryd, tilsidst
paa Jordens Sundhed drikker sig til Døde.

Vellystig yppigt Æbletræet staar,
de blostertunge Grene døsigt dovne
og blive daglig mer og mer besovne -
o hvilket Svangerskab! o hvilken Vaar!

Igennem Engen blinker Aa og Strøm,
der gyldent Fjord og Søer sammenkoble.
Om alting hvælver, spændt af Sol og Drøm,
sig Himlen som en bristefærdig Boble.

1905

Stille Midnat

Op af Jorden
stirrer Fjorden
i stumt fordybet
hypnotisk Daanen
mod Midnatshimlen
med Stjernevrimlen
og Halvmaanen.

Hist paa et Vrag,
mod Grundene kæntret,
sidder Søfuglen
og tror sig Centret
i Himmelkuglen
og Evigheden.
Himmel foroven.
Himmel forneden.

45

Dybt i Skoven
fra Krat til Krone
ej Sus, ej Tone,
ej Vift, ej Trille ...
Dybt i Skoven
som Døden stille ...

Over Engen
saa sart en Duften
hviler sig tyst
i Natteluften.
Ej Straa, der bæve ...
Næppe et Ryst
i Spindelvæve ...
Ej Myg, der summer ...
Kun Slummer.

Fjernt og nært
saa tyst og sært,
saa dybt og sælsomt
halvmaane-skært ...
Over Dal og Banke
en spinkel Tanke
af Skin og Skygge.

Sindet føler
det dødsens-tavse
som flygtig Pavse
i Livets Væren ...

Sindet lytter,
som om det vented
fra Firmamentet,
hvor Verdner vandre

46

Bane om Bane,
et Bud saa lønligt,
saa ingen andre
maatte det ane.

1901

Ved Fjorden

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saa',
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Om Morgenen flunked en gylden,
skællet Solhud paa Fjorden der.
Og Killingen lumsked i Hylden,
men fik nok hverken Fugl eller Fjer.

Jeg saa paa Vandenes Slikken
om glatte Sten paa den lange Strand.
Jeg hørte den klingre Prikken
af Tordenregn i et stille Vand.

Jeg sejled, hvor Fiskene svømme
paa farefuld Færd blandt Fristerens Agn.
Jeg lytted til Bøndernes sære Sagn,
der minder om onde Drømme.

Jeg husker vor gamle Vaaning,
hvor vilden Malurt groed i Mur.
Taget var grønnende Skraaning.
Det Hus var et stenet Stykke Natur.

Om Sylden var der saa frodigt
af grønne, fligede Urter smaa.
47 De vokste nøjsomt og modigt
og lod sig med Taalmod træde paa.

Og Sommerregnen ved Gavlen
skralded i Tordenskræpperne rap,
mens Tudser med barnlig Kravlen
slæbte de kolde Maver i Sjap.

En susende Fuglesvæven
var der ved Stranden i Sommervejr.
Og Frøernes knabrede Dræven
om Aftenen lød over Eng og Kær.

Med Grøde i Sindenes Rødder
leged vi Børn ved det høje Korn.
Vi sprang paa hærdede Fødder
blandt Gærdernes Tidsler og Agertorn.

Jeg tænker paa Høstens Tider.
Fader førte de buede Hug
ind imod Agerens Sider.
Kornet faldt under tørre Suk.

De minded om Døden og Veen.
Moder samlede Skaaret i Neg.
Og Fader hvæssede Leen,
saa Eggen arrigt mod Strygen skreg.

Snart trak jeg af Sted med Kvæget
og fæsted hvert Høved ved sin » Hæl«.
Snart lød gennem Faarebræget
et helligt Krav til min Hyrdesjæl.

Jeg løb mellem Bakken og Fjorden
omkap i en overmodig Hast
med Skyernes Skygger paa Jorden,
Smaadyr under Foden som Bobler brast.

48

Jeg lytted i Aftensvale,
naar hele Naturen andægtig holdt Mund.
Kun fjernt i krogede Dale
vuffed en underjordisk Hund.

Min Sang er en Mindekæde.
Jeg gjorde den gerne altfor lang.
Hvert Vers er en gammel Glæde,
jeg værner om gennem Tidens Gang.

2/10 1905

Eftersommer

Nu er det sildig Eftersommer.
Farver bliver saa visdomsklare.
Sundhed ældes i Renheds Ro.
Kornets Stængler er stubbede Tommer,
stikker Poten paa flygtende Hare.
Græsset vil stedse for Guds Skyld gro.

Græsset om Jordens krumme Rygge
vækker grønnen Alvor i Sjæle.
Vinden klager i Sprække og Fals:
Natten lurer i Dagens Skygge,
Døden løber i Livets Hæle,
Lidelsen hænger om Lykkens Hals.

Skumle Byger med glanende gule
Uvejrshatte i Bule ved Bule
stamper af Sted paa tykke Hagel.
Anelser skjarer i Græsset paa Toften.
Bygerne bærer vel skjult under Koften
kolde Tordeners dumpe Slagel.

3/10 1905
49

Staden i Østerled

Der er en Stad i Østerled
med Taarn og gyldne Tage.
Der drypper Evigheden ned
i gode, gyldne Dage.
Jeg sværger dig ved Himlens Blaa:
did skal du aldrig, aldrig naa.

Der leges trindt om Murens Ring
i Lykkens Barnelatter.
Algodheds Høvder gaar omkring
med gavmildt aabne Patter.
Du smed vel glad i Havets Blaa
dit Gods og Guld for did at naa.

Der bærer alle Blomster Frugt,
og alle Rødder glædes.
Og Græsset med den svale Lugt
gror frem saa rask, det ædes.
Alt Folk og Fæ i alle Land
maa længes did med vaaden Tand.

Der vokser ingen Smertens Tjørn,
sker intet Skræmsels Jærtegn.
Og der faar alle Piger Børn,
og alle Mænd faar Kærtegn.
Og Troskab er et ukendt Ord,
hvor intet skinsygt Hjerte bor.

Hvad? Gik din Længsel i min Saks?
Da husk: om did du naaede,
du fik et Spark i Enden straks.
Men trøst dig, thi jeg spaaede,
jeg svor dig til ved Himlens Blaa:
did skal du aldrig, aldrig naa.

10/7 1905
50

I Cirkus

Naar Dag paa Dag forstandig gik
i Kampen for de høje Maal,
at skaffe Klæder, Mad og Drik,
at kaste Ved paa Selvets Baal,
saa vi kan holde længe ud
til allehaande Pligters Bud,
at øve Værk, som smuldrer hen,
saasnart vi vel er Jord igen -
  da er en Cirkus-Aften,
  en Flammedaab for Kraften,
  et Bad, hvor Sjælen syder
  i lønlige Processer,
  som Sejd i Heksegryder
  ved gamle Djævlemesser.

Musikken styrter ud af Horn
og alskens Instrumenter,
som Hagelbygers tunge Korn,
som Vrøvl af Klownens Hals.
Og Dyr og Daarer, samlet rundt
paa alle Kontinenter,
de skabe sig og piskes rundt
i Vanvids Reel og Vals.
  Hurra, Hurra, Hurra!

Jeg mærker i det vilde Styr
endnu i mig det vilde Dyr,
den Urskovs-Hylets Sfære,
hvor Poesiens Frø var lagt,
hvorfra dens Vækst blev langsomt bragt
ved onde Øjne, Tand og Kniv
til tæmmede Vokalers Pragt,
til sirlig Sang om Død og Liv
og kom saa højt i Ære. -

51

Nu farer fire Heste ind.
Musikken er en Hvirvelvind
i vildest Fald og Stigen,
en overdaadig Skrigen
af Luft, der pines gennem Rør,
af Tarmestreng, der slides mør,
af Nerver, som den Onde klør.

Nu knalder Pisken haardt.
Musikken et andet Tempo faar.
De fire standser kort.
De pludselig Nakken i Vejret slaar
og rundt i Manegen paa Bagben gaar
til Trommer og Horn og Trompeter.
De gaar som i mystisk Herredom,
i Overnatur, der minder mig om
de fire store Profeter. -

  Slaa Heste, Klowner, Djævle løs
  med Larm fra alle Sider!
  Hurra for hver en hastig Tøs,
  der rundt Manegen rider!
  Det er som vilde Kværne
  roterer om min Hjerne.
  Hvor er min lille Kerne?

1904

Reformatoren

Tys! Sæt dig hos os! Fra et Hul i et Skæg
flyver heftige Ord gennem Salen,
og Meninger laskes mod Dør og mod Væg,
og Livssynet løftes en Alen.

52

Kom! Skynd dig! Og hør, hvor det knalder i Luft
med Sandhed - i løse Patroner.
Her smaddres der Drømme med Brølfornuft.
Her skydes der Myg med Kanoner.

Han skælder forstenede Tusindaars-Mænd,
som staar paa de Tusindpunds Sokler
og vender det døveste Øre til Skænd,
forglemmende Knipler og Knokler.

Hvad! Knurrer I, Folk? Slog han Hul paa jer Gud?
Kom der Spyt paa jer lutherske Mening?
Tilgiv ham. Han vil, I skal hugge ham ud
i en overnaturlig Forstening.

10/7 1905

Nabostjerner

Her har man alt længe troet,
at Planeten Mars var beboet.
I Kikkert af større Kaliber
har den nemlig vist nogle Striber,
der saa' saa fornuftige ud,
at de næppe var skabte af Gud.

Paa Mars har man forhen troet,
at Jorden vist var beboet.
Det Skøn man dog maatte forlade
med den Motivering - ak ve:
at der paa dens Overflade
var intet fornuftigt at se.

16/8 1905
53

Jens Højby

Fuglene stige og svinde
ind under Skyernes Uld.
Ormene bore sig, blinde,
gennem den mørke Muld.

Langsomt Skæbnerne tvindes.
Øjeblikkene gaar.
Enkelte Stunder vi mindes,
spredt, i enkelte Aar.

Lys og Mørke har hersket
skiftevis i hvert Døgn.
Blev Sandhed i Langhalm tærsket,
jubled vi over en Løgn.

Jag af Luner og Briser.
Idelig Bølgegang ...
Efter de muntre Viser
gør vi en sørgelig Sang.

Dagen sin Rigdom naadig
mod levende Øjne vender.
Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender. -

Paa de velsignede Agre
trives de frodige Køer.
Ensom ligger den magre
Bonde Jens Højby og dør.

Mager det var han saalænge,
skønt han tærede kendeligt
paa Kvæg og Marker og Enge.
Hvo æder sig fra sit Endeligt?

54

Han dør just ikke af Alder,
er kun et Halvhundred Aar.
Des mere kedsomt det falder,
og trægt og langsomt det gaar.

Han ligger i kalket Kammer,
ser med dogrende Hjerne
ud gennem Rudernes Rammer
hen i det drivende fjerne.

Vender omsider Bagen
med et taalmodigt Besvær
til sin Kvadrat af Dagen,
mens han fordøjer et Skær.

Hvert et Skær over Himlen
vækker bestemte Minder.
Levede Timers Baggrundslys
inde i Hovedet skinner.

Han mindes den Ungdomshaaben,
der spøger i Midnatsdrøm -
en Seen Himmelen aaben
bagved en Kjolesøm.

Hun, som han højest ophøjede,
sejled for vildfar Vind.
Hun, som med ham sig nøjede,
blev en krasbørstig Kvind.

Lad Knægtene knubbes om Glæde,
der vindes i Tøseleg!
Han har opgivet at æde
og ligger paa Dydens Vej.

55

Han føler ej mange Piner.
Han følger i Ensomhed
Vinduets skiftende Miner
og Mindernes løse Skred.

Han husker ogsaa, hvorledes
hans Moder, da han var Dreng,
laa Aar igennem og sledes
af Sygdom i samme Seng.

Ja, ja. Det Liv, som man sanker
sig møjsomt sammen paa Jord,
falmer til blege Tanker,
som i Ens Hoved bor.

Edderkopperne kravle
rejsende op og ned
ad Væggens hvidtede Tavle.
En Mus ved Døren bed.

Fra Revnen, vidt forgrenet,
i Væggen, ved Hjørneknækket,
falder Klør-Attenbenet
ned paa Pudebetrækket.

Han husker, at da hans Mo'r laa svag
her i den samme Seng,
kaldte hun paa ham en Dag:
»Kom herhen lille Dreng!«

»Se, hvad er det, som pirker
»her paa min venstre Side.
»Det er ved at gøre mig ræd.
»Det vilde jeg gerne vide«.

56

Hastig til Sengestok
lille Jens Højby løb.
Det var en Tvestjært-Flok,
som paa hans Moder krøb.

Han fik ondt i sin Sjæl.
Dyrene løb paa hans Mo'r,
som naar man letter en Fjæl,
der længe har ligget mod Jord.

Naa jaja. Herre Gud.
Kravler det lidt under Uld,
værre det er med alskens Kravl
nede i Sengen af Muld.

I Gaarden stryges en Le med Klem.
De lange Staalstrøg hvæse.
Stift krummer sig Lyden frem,
som snydt fra en næb-lang Næse.

Riven skraber mod Gavl.
Kløvren er tjenlig til Slæt.
Andre skal fælde Jens Højbys Avl.
Selv er han altfor træt.

Karlen hujer paa Pigen.
Nu skal de følges af Sted
ned for at meje ved Sigen.
Kom det Jens Højby ved?

Fluerne om ham summer.
Lydens løsagtige Spind
hilder i Slør og Slummer
Jens Højbys flakkende Sind.

57

Han drømmer om Velmagtsdage,
og det i sit Ansigts Sved.
Det rokker i Leens Knage,
saaledes mejer han ned.

Men længe sover han ikke.
Han vaagner skuffet og træt.
Paa Panden Fluerne prikke.
Han blev ej færdig med Slæt.

Han ligger i Afmagts Hede
og drejer sig lidt omkring.
Solen er ikke nede.
Alt lader som ingenting.

Han giver sin vaade Pande
et Strøg af sin haarde Haand.
Han pirker ved Livets Tande
og strækker et Senebaand.

Han ønsker, mens andre jage
mod kommende Tiders Svøb,
at skrue Jorden tilbage
en tredive Solomløb.

Dog hvad ... Den vilde jo rende
igen som før af Sted.
Og naar de Aar var til Ende,
hvad var da vundet derved?

Saa kunde En atter ligge
her i den samme Seng
og rundt i Krogene kigge
og huske paa noget iflæng.

58

Langsomt fremad der vindes,
men naar En Dødslejet naar,
kan i et Nu man mindes
hele det Slæb af Aar .....

Alt, hvad der blev tilbage,
er kun en Eftersmag.
Den er lidt flov at smage.
Jens Højby gaber i Dag.

Andre gøde og grave
og vente paa Frugt og Frø.
Hele hans Livs-Opgave
er nu at ligge og dø.

- Med Skrue bag i Skuden
styrer et Spyfluejærn
hovedkulds imod Ruden.
Stop! Du slog nok din Stjern.

Bagved sit stille Garn
haaber Edderkoppen:
»Bare jeg havde det Skarn.
Den Satan har Sul paa Kroppen.« -

Vinduet falmer omsider.
Tusmørkekvidder høres.
Nu er det nok ved de Tider,
Sol over Havet føres. -

Konen kommer at spørge
til, hvorledes det gaar.
Hun bliver fed af at sørge.
Hun har lidt færre af Aar.

59

Jens Højby faar Mælk at drikke.
Hun sidder paa Sengestok.
Meget taler de ikke.
De har jo talt mer end nok.

»Aaja. Nu tænker jeg, Karen,
du snart skal blive mig kvit.
Du kan, naar du skynder dig lidt,
nok lokke en anden i Snaren.«

Igen dette Vrøvl. Jo Tak.
Hun tager sin Kande ved Tud.
I Tavshed vrikker hun ud.
Det svier ej mere, det Hak.

Saa angrer Jens Højby. Hun var
dog den af Menneskeskaren,
der flest af hans Byrder bar.
Han stønner: »Karen! - Aa Karen!«

Men hun er jo gaaet sin Vej.
Der er kun den tætte Dør.
Den hører og svarer ej.
Han skulde betænkt sig før.

Sommernatsmørket er blødt.
Følsomt forer det Rummet,
hvor han ensom, forstummet,
ligger og stirrer forknyt.

Det skjuler Smaadyr i Spræk
og dem, som kravler i Krogen.
Om Huset gaar Nattens Træk,
en evig Konkyliekogen.

60

Himlen mod Ruderne klemmer
sin duggede Drømmehinde.
Saa varsomt Alverden glemmer
Jens Højby i Mørket inde.

Det grønneste Træ staar for Truen
af Ormen og Øksen og Saven.
Jens Højby, som visner i Stuen,
faar Haab om lidt Hygge i Graven.

Om Englekaar i det høje
har han kun lidtvorn drømt.
Han lader sig gerne nøje
med ej at blive fordømt.

Lad bare et Hul i Grønningen
sluge det hele til Slut. - -
Uglen sidder paa Mønningen.
Hør! Den hujer: Herut! -

Jens Højby veed paa en Prik,
hvorledes han nu er faren.
Mod Døren søger hans Blik.
Han stønner: »Karen! - Aa Karen!«

Den røde Maane saa nabo-nær
nu ses for Vinduet stige,
den arrede Sten i sit stille Skær,
de dødes rejsende Rige.

Bag Laden stryges en rusten Le
med slappe, slæbende Skrab.
Det gør Jens Højby saa søvnig.
Hans Mund staar en Smule paa Gab.

61

Gud, som er ensom og naadig,
sin Fred til Jens Højby sender.
Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender.

Ormene de er hellige Dyr.
De stopper sig Hulningen fuld.
Ved deres hungrige Stræben
dannes den gode Muld.

1905

Jesper Plovmand

Paa sin Ager Jesper Plovmand
styred fast sin Plov i Mulde,
drømte om, hvorledes Kornet
snart paa Marken bølge skulde.

Saadan drømte Jesper Plovmand:
Korn paa Marken, Græs i Engen,
Frugtbarhed i Stald og Lade
og en frugtbar Brud i Sengen.

Alt var Haab for Jesper Plovmand,
mod sin Fremtid skar han Furen,
Fuglesang hans Øren fyldte,
fuld af Løfter laa Naturen. -

Dagen led for Jesper Plovmand,
Mulden klined om hans Fødder,
Ploven gned mod Grus og Stengrund,
Ploven skar i Tjørnerødder.

62

Sædemand blev Jesper Plovmand -
da kom Sommersol med Tørken:
Vandring gennem Jespers Kornmark
blev en Vandring gennem Ørken.

Trægt det gik for Jesper Plovmand,
gold blev Agren, tør blev Engen;
længe vared det, før Jesper
fik en Kvinde med i Sengen.
- - -
Aar gik hen for Jesper Plovmand,
Marken bar ham Tjørn og Tidsel,
og med Kvinden kun han avled
giftig Spot og Tænders Gnidsel.

Sent og tidligt Jesper Plovmand
sled i Marken og i Engen;
hjemme laa hans varme Kvinde
med hans Nabo lunt i Sengen.

Furer skares i hans Pande,
fler og fler, af Tidens Rovtand.
Baade Folk og Fæ og Fanden
lo i Smug af Jesper Plovmand.
- - -
Alt blev godt, da Jesper Plovmand
sent ved Sommer-Aftenrøde
slog et Hestetøjr om Halsen,
sukked »Herre Gud« - og døde.

1901
63

Vi bygger

(Ved Indvielsen af Teknisk Skole i Lemvig 29/9 1901)

Vi lægger Sten paa Sten
og bygger høje Mure
i Livet hver og een.
Vi stræber op fra Syld til Taarn,
at staa paa større Tinder
end nogen saa' tilforn.

Een bygger sig som bedst
et Slot af gyldne Drømme,
der vejres bort af Blæst.
Een bygger under bedre Kaar
et vældigt Storsyns-Tempel,
der staar i tusind Aar.

Een højner Muren stejl
af Jordens egne Stoffer,
af Døgnets Kalk og Tegl; -
han bygger Lykken lune Hjem;
han bygger Hus og Haller,
hvor Evner hjælpes frem.

I Lykkens lune Bo
der avles unge Evner,
som kræver Lov at gro.
Af frugtbargjorte Evners Sum
staar frem alt Livets Bygværk
i Verdens Tid og Rum.

Her Sten paa Sten er lagt,
til Hus, hvor Kundskab søger
at være Evners Vagt.

64

Det Hus er selv en liden Sten
i Folkevirkets Murværk.
Vi bygger hver og een.

Bryllupsviser

(Ved et Bryllup d. 10/5 1900)

I

Over Bjærge og Hav, over Ager og Skov
er der Love, der blæser ad Menneskers Lov.
Trods vort Frivilje-Pral er det evige Rum
dog et Hav, paa hvis Blaa vore Skæbner er Skum.

Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,
men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.
Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,
hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.

I en rindende Stund, hvorpaa ingen gav Agt,
det sig hændte, at Elskov i Hjerter blev vakt,
fløj som flammende Tarv gennem Tanker og Marv
og bar ud i det ny, som ta'r Verden i Arv.

II

Der er en evig Lov
for alt det Liv, der lever:
det Elskov har behov.
Og Elskov rummer Livets Frø -
den saar, hvad evigt lever,
i det, som bort skal dø.

65

Der er en evig Slægt,
hvor hver og een skal tynges
i Muld af Tidens Vægt.
Men Slægten synker aldrig did.
Genfødes og forynges
den skal til evig Tid.

Og hvert et Brudepar,
som nu er til, har været
saalænge Livet var.
Naar Hjerter ømt mod Hjerter slaa,
har Lykken de begæret
for evigt at bestaa.

III

      Vore Skæbner er Skum
      paa det værendes Vugg
mellem Mørket og Mørket, det yderste Rum.
      Dog med Øjet i Dugg
      og med Øjet i Glød
vil vi takke for Livet fra Dæmring til Død.

      Vi vil juble mod Sky
      for det Elskovens Værk,
at den evige Barndom i Tiderne bor,
      det udødeligt ny,
      hvori Troen er stærk
paa en Trolddom af Lykke for Hjerte og Jord.

      Og et Leve for hver
      som i Dagenes Færd
holder Elskovens Farver i Skjold og i Flag!
      Hil den Ungdommens Glød,
      som gaar fri for vor Død!
Gid den brænde til Jorderigs yderste Dag!

66

Under Lindene paa Engen

Efter Walther von der Vogelweide
(Walther levede ca. 1170-1230. Dette Digt, som han lægger sin Elskede i Munden,
er sandsynligvis skrevet før Aar 1200)

Under de Linde-
træer hist henne
i Engens Græs vi sammen laa.
Der kunne I finde,
hvor vi tvende
knækkede Blomster og grønne Straa.
Dybt i Skovens Dale klang
  - Tandaradei! -
Nattergalens søde Sang.

Hen bar min Fod mig
til vor Tue.
Der fandt jeg allerede ham.
Der tog han imod mig
- høje Frue! -
saa aldrig jeg sødere Lykke fornam.
Kyssed han mig? Ja, mangelund!
  -Tandaradei! -
Ser I ikke min røde Mund?

Der havde han redt
af Blomster smaa
et Hvilested for sig og mig,
saa hver maatte leet,
der siden det saa,
om nogen kom gaaende denne Vej.
Let paa Roserne man saa'
  - Tandaradei! -
Stedet, hvor mit Hoved laa.

67

Vidste en anden,
at han var blevet
hos mig - ak, hvor skammed jeg mig.
O, hvordan den
Stund blev fordrevet,
ingen maa ane, kun han og jeg
og den lille Fugl, vi saa',
  - Tandaradei! -
den sit Næb vel agter paa.

1905

Kræ-Tammesen

Digte i vestjydsk Bondemaal 1901

Kræ-Tammesen i Morgenstemning

Hur æ Maarer endda er skjønn om æ Sommer,
naar æ Soel kommer
aa gir Kulør
te Mark aa Moold aa Bakker aa Daahl!
Æ Kukmand maa kukk, aa æ Kok maa gaahl -
di ka mærk', te Worherr er i godt Humør.

Æ Daagg ligger blank øwwer Engg aa Awwer
aa all' Guds Gawwer.
Vipper aa Stjælk
rækker sæ høtter aa høtter op,
som om di trow, te æ Kjahr aa æ Top
sku aller faa Plads under Buunmands Bjælk!

68

A ska altid tidle op for aa taahl
te Piger aa Kaahl
aa sætt dem i Værk.
Æ Kaahl di gaaver aa puster aa rækker sæ,
saa hver en Seen' i djer Fjæs fortrækker sæ -
æ Piger skulter djer Maww me' djer Særk.

A gaar somtid udd i æ Kjørres aa stalker,
destaand di malker,
aa praater en Graan
me' æ Piger - saa gaar djer Arbejd saa rask,
for kommer di tidle op aa er dwask',
ka di 'jar sidd aa soww me' æ Patt i æ Haand.

Saa gaar a laangs me' Diger aa Groov
aa seer te' de', der er minn tehoov:
Æ Stro er laangg,
æ Vipper er taangg,
æ Fowwl di sjønger, som om di holdt a' mæ,
men Kjahr dem stæler di Fannen ta mæ.

Kræ-Tammesen og Bordbønnen

Den Daa, da Per Wollesens Øg bløw funden,
war hans Koen' herhenn aa faa hinner Unden.
Du kinder hind nok, æ tølv Lispunds Klæp,
saa helle som en Engel aa saa dum som en Hwilling -
føst saa aad hun en hal' Fad Villing,
aa saa aad hun en Pøls saa laang som mi Kjæp.
Naa wal bekom hind! A er laant fræ gjerre,
aa heller ett saa faale slem te' a ærre,
men de mangelt sgu blot, te æ forbannede Tøww
sku komm aa lær' mæ, huddn a ska løww.
Se æ-føst gik 'ed godt: hinner Sludder slæver
me' Vind aa Vejle en Gaang imell,
69 men ingenting, der te ku hæld',
saalæng' hun haaj travl me' aa stapp hinner Kjæver.
Men de' fæk da End', aa me' Nø' aa Næpp'
haaj hun tygged aa æ Mul' aa war færre me' aa ræpp',
far hun saah: »Ja - no er der kuns jen Ting, a fattes.«
»Er der de'?« swaard a saa. »Hwa' er de' da?« a spowr. -
»En Tak te' Worherr fræ æ Mand i æ Gaard.« -
Men a vil sgu hwerken snevves heller krattes.
A swaard i æ Gall: »A ska Sygren knas'mæ
nok takk Worherr te' den Ti', de ka pass' mæ,
aa du faar sgu howw, te du er i Bøj.
A veed nok, te du takker for hwer Gjøw, du faar,
a takker ett meer end en Gaang om æ Aar,
men du æder sgu osse manne Gaang saa møj.
Du ska ett sidd saa skjelle aa saa helle aa saa drøw -
de raager ett dæ, hwa' vi ander bestiller!
Du tykkes wal, du ligner Worherr hans Billed,
aa saa e' du sgu ett and't end Laar aa R ...« -

Hun re'st sæ aa ræpped aa slu' Kos aa sukked
aa skrusselt a' Ste', aa æ Dar bløw lukked.

Kræ-Tammesen fæster Pige

Kræ-Tammesen:
Hør Søwren! A vil stræv' aa faa mi Ærind'forretted:
Vi er lig' i æ Daww kommen av me' wor Piig -
hun haaj gon aa lusked for møj om æ Nætter
ve' Hans Peder Plystrups Kalgaard-Diig.
A vild' knusendes 'jar ha stej di Dætter.
Søwren:
Vi ka snakk om æ Sager, Kræ-Tammesen! Sæt dæ!
Naa saa er Kræ-Hansens Trine re'st fræ dæ -
ja, a vidst' no nok, te æ Tøs war tyk,
70 men a trow, hun haaj faa't 'ed derned' i æ Bakker
ve' ham den tovvele Skomagerplyk.
Kræ-Tammesen:
Nej gu haaj hun ett. Hun haar sjel bekjend',
te Hans Peder Plystrups Kaal haar rend'
aa fjanted me' hind, den rø'skjægge Rakker.
Æ-fø'st vild' hun ett vær' ve'ed, æ sølle Skidt,
men en Daa, lig' far vi sku te' aa ombygg
æ Staald, saah a te' hind, frank aa frit:
»Enten er du tyk, heller osse haar du Trommsygg!«
Hun bløw bleg om æ Nev, aa me' Wand i æ Yww
swaard hun: »Ja de' hjælper wal ett aa lyww!
De' er osse kywsom, te en ett ka læ vær'
aa flanni me' di forbannede Knæjtt,
for huddn en saa læ'r si Klæjmoler skjær',
saa ka di sgu find' hwer Stropp aa hwer Hæjtt!«
- Naa, væk er hun kommen den triddi September.
Ka a stee di Dætter te' den fø'st November?

Kræ-Tammesen i Vorherres Haand

En ka somtid gaa saa sær aa krasel,
men aller haar vi hat en Staahej te wos
som den syvend Gaang, mi Koen' gjord' Basel.
Ja sikken Molør! - Herre Jessu Kos! -
A tøt, en ku mist' æ Vid øwer de' hall.
Men sikker e' 'ed: En ka vær' lig' ve' aa drown
i Bekymring aa Skidt aa endda komm forown,
naar de' er Guds Villi, aa en holder sæ te' ham,
aa a haar altid, naar de' knev, holdt ve' ham.
Denn jenn a mi Øg hinner Tænd' war gall,
den ajn war krevvel aa skawwed o æ Bringg,
aa æ Jordmor sku hintes, menn di ku springg;
jen Ko war owsind, aa en ajn sku kall,
71 aa æ gammel So war begynd' aa faa Griis.
A war saaddn, te a hwerken ku drikk heller spiis.

Men æ Klokk-e-tre war mi Koen' forløst
aa laa me' en bitte Piig ve' æ Bryst,
aa æ Jordmor saah, te æ Ung' den liggnt mæ,
aa Kal' war der gjord i den Ko, der war tyrgal.

Aa æ Klokk-e-fir' haaj Worherr velsiggnt mæ
me' en Dætter aa ølle Griis aa en Tyrkal'.

    Forklaring til jydske Ord og Talemaader

  • side 46:Sylden = Underlaget for Husmuren.
  • side 47:Tordenskræppe = Burre. Knabret (knavvere) = nubret, ruflet. Dræven = ensformig Stemmelyd, slæbende Stemme. Agertorn = »Krageklo«. Stryge = Hvæssespaan. »Hæl« = Tøjrepæl.
  • side 48:Uvejrshatte (specielt Tordenhatte) = den øverste solbe skinnede Del af Klodeskyer. skjare = kaste Skær. Slagel (Slagvol) = Slagtræ (Plejlslagel).
  • side 54:dogrende = sløv, sløret (maaske af dugget). (Dogrehoved = Halvtosse, glemsom Person).
  • side 55:Klør-Attenben = Tusindben.
  • side 56:Tvestjært = Ørentvist.
  • side 57:Knage = Haandtag (paa Le).
  • side 67:Kræ-Tammesen= Kristen Thomsen.
  • side 68:skulter = gnider. stalker = stavrer omkring. Unden = Middagsmad. 72 Klæp = egentlig en stor, fed Aal. ærre = drille.
  • side 69:snevves = næses. i æ Gall = i Hidsighed. Sygren = Surrogat for Djævelens Navn i en Ed, vistnok stammende fra »den slemme Syge«. Gjøw = Givt (af give), Foder. drøw = lysten (om Hunkatte). stej = stedt, fæstet.
  • side 70:krasel = rode. krevvel = halt (af Krøbling). skawwed = gnedet af Seletøjet, saa Huden er slidt. menn di ku spring = alt, hvad de kunde løbe. owsind = brunstig (Ko).
  • side 71:ølle = elleve.