Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

Efterskrift

1. Baggrund

Thøger Larsen (1875-1928) debuterede den 15. november 1891 i Kristeligt Børneblad med digtet Erindringsord til Poesibogen:

Naar Du i Verden vandrer ud
fra Fædrehjem og Stavn,
tænk altid paa den kære Gud
og gak i Jesu Navn.

Før Korsets Mærke i dit Skjold,
og drag saa trøstig frem!
Frygt ej for Mørkets Hæres Vold,
thi Korset skræmmer dem.

4 år senere udgav han digtsamlingen Vilde Roser med økonomisk hjælp fra Lemvig Realskoles lærere, der mente, at den unge Thøger Larsen Underbjerg havde talent. 1895 udkom bogen på Albert Bayers Forlag i Aarhus under navnet Thøger Underbjerg, men om noget selvstændigt værk var der dog ikke tale. Digtene vidnede om stor belæsthed, men frigjorde sig kun sjældent fra forlæggene, og litteraturen efter 1870 syntes ikke at have været debutanten bekendt.

Men efter 1895 og frem til 1904 spores en voldsom udvikling i Thøger Larsens digtning. Han finder i denne periode sin egen stemme i særegne digte, hvoraf mange siden indgår i den selvstændige og originale samling Jord - Thøger Larsens egentlige debut. Vilde Roser s romantiske og roman tistiske inspiration er forladt til fordel for det moderne gennembrud, og det er nu ikke længere barndommens tro, men Darwin, Brandes, Nietzsche ogJohs. V.Jensen, der tegner forfatterskabet.

166

Således er Thøger Larsen i mange henseender barn af sin tid - århundredeskiftet - med dets mistænkeliggørelse og negering af alle autoriteter, men også med dets pessimisme affødt af naturalismens og symbolismens splittelse og opløsning. En karakteristik af åndslivet på daværende tidspunkt giver Vilh. Andersen i det sidste bind af værket Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi (1900), hvor han bl.a. skriver: »Den store Regelmæssighed, der bærer Livet, og uden hvilken Livet ikke kunde bestaa, er intet andet end Glæden over at leve, Livsbekræftelsen. I alt menneskeligt Arbejde, der duer noget, er der Livsbekræftelse. Det er en Ulykke for den nærværende Tilstand i det aandelige Liv her i Landet, at medens der overalt er udviklet et overdaadigt Spil af Variationer og Negationer, er den egentlig afgørende Position, uden hvilken alt det andet rnaatte falde sammen, den elementære Livsbekræftelse, intetsteds fremsat med Myndighed.« (s. 279).

Denne livsbekræftelse skulle komme til at kendetegne en ny generation af forfattere, der bryder igennem omkring århundredeskiftet og tæller navne som Jakob Knudsen, Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl, Knud Hjortø, Martin Andersen Nexø,Johs. V Jensen og Thøger Larsen. Livsbekræftelse må forståes i ordets videste betydning som betegnelse for en drejning 'udad' mod virkeligheden, mod den stoflige realitet, og reaktionen var affødt af den splittelse, sennaturalismen og den sene symbolisme havde efterladt i tiden. Imod refleksionssygen og selvspejlingen, som naturalismen havde udviklet sig hen imod, og dekadencen og den pessimistiske resignation, som overhovedet prægede litteraturen på overgangen mellem det gamle og det ny århundrede, søgte nyrealisterne at forene det materielle og immaterielle, det kropslige og åndelige, i en (livs)be. kræftende accept af den hele, naturgivne virkelighed. Forfatterne, som alle var fra provinsen, fandt deres inspiration i almuetraditionen, den grundtvigske folkeoplysning og i den moderne naturvidenskab. Og hjemstavnsskildringer fik følge af psykologiske, religiøse, sociale, darwinistiske og kosmiske perspektiver.

Thøger Larsen blev født den 5. april 1875 i et fattigt husmandshjem i Tørring ved Lemvig. I 1892 tog han præHminæreksanien fra Lemvig Realskole og ville gerne have læst videre, hvad der dog ikke var økonomisk mulighed for p.g.a. faderens død samme år. I ste 167 det blev Thøger Larsen huslærer, og siden landinspektørassistent (1896-1911) og redaktør af Lemvig Dagblad (1903-1922). Han boede i Lemvig hele sit liv, og det er hjemstavnen man møder i digtningens barndomserindringer, i de fortællende og dialektprægede digte og i lejlighedsdigtningen, som ofte har relation til en begivenhed i og omkring hjembyen.

Ved siden af sit civile virke var Thøger Larsen tillige en ivrig amatørvidenskabsmand. Han studerede astronomi, religionshistorie, mytologi og sprog og oversatte litteratur og mytologi, bl.a. Walther von der Vogelweide, Omar Khayyam, Nietzsche, Sapho, Walt Whitman, Edgar Allan Poe og Nordens gudekvad. Og denne - perspektiverende'- del af Thøger Larsens tilværelse havde afgørende indflydelse på hans digtning.

Således ville det være forkert at betragte Thøger Larsen som hjemstavnsdigter; snarere må man sige, at det er, hvor han er fjernest fra det hverdagslige Lemvig, at han er størst som digter. For ham var universets sammenhænge mere fortrolige end hverdagens hjemstavn, og denne 'kosmiske dennesidighed' giver ham en særegen status i den samtidige litteratur. Konsekvent fastholder Thøger Larsen naturalismens darwinistiske betragtning af verden med dens naturvidenskabelige synsmåde, men opbløder samtidig den strenge materialisme under inspirationen fra symbolismens anerkendelse af 'den dybere virkelighed'. Zarathustras hymniske lovsang om at være jorden tro genlyder i forfatterskabet, men netop som en bekræftelse af det kosmiske naturrums forunderlige og foranderlige virkelighed, hvori mennesket og alt levende indgår.

2. Viden og væren

Thøger Larsen var lyriker, såvel kvalitativt som kvantitativt. Hans samlede værk består af ti digtsamlinger, tre novellesamlinger og en enkelt roman. Kunstnerisk set var han - så godt som - fuldt udviklet i debutsamlingen Jord, og hans forfatterskab vidner om en sjælden grad af tematisk sammenhæng værkerne imellem. Et centralt afsæt for forståelsen af hans digteriske univers er det tidlige digt Tilfældighed (s. 14), som er blevet betegnet som »det måske al 168 lervigtigste udgangspunkt for en undersøgelse af TLs lyrik« (Jens Aage Doctor: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, 1956, s. 21). Et jeg ser op mod månen, der - idet en sky passerer - synes at forvandle sig til et »Udyr«. »Som« angiver, at der er tale om en sammenligning, og at jeget er sig forvandlingen bevidst. Der udtrykkes en klar »viden« om forskellen mellem virkelighedens måne og sky og fantasiens »tilfældige« indfald. Men en viden, der anfægtes i det efterfølgende omkvæd, hvor det hedder:

Om lidt er vel Maanen en Maane,
om lidt er vel Skyen en Sky;
men de bliver det aldrig i denne Sang.

I og med ordet »vel« sættes der spørgsmålstegn ved den objektive virkelighedserkendelse, og det antydes, at realiteten måske er mere uforudsigelig, end den synes. I al fald i dette digt. Denne uforudsigelighed understreges med overgangen til anden strofe, hvor virkelighedens »viden« definitivt er ophævet af fantasiens magiske »væren«. Digtet har billedligt talt inkarneret jegets tilfældige indfald og forvandlet det til »Udyr«. Metaforangivelsen »Som« figurerer ikke mere, i stedet henvender jeget sig »umiddelbart« til månen og skyen, som nu »er« udyr. Eller »Trold«. For som det hedder i tredje og sidste strofe:

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,
og nu er den Trold.

Ved dette udsagn sættes teksten i relief, og digtets rolle som fastholder af tilfældigheden pointeres. Fordi jeget for et øjeblik fortrængte sin viden og overgav sig til sin fantasi, sit umiddelbare indfald, forvandledes verden og blev magisk, fortryllet, troldsk. Og denne magiske uudsigelighed fastholder digtet i sine ord. Det lyriske rum kommer herved til at repræsentere dobbeltheden af viden og væren. Eller som det hedder:

Jeg veed saa inderlig god Besked,
men føler som den, der intet veed.
169 Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr,
saa er Livet et Æventyr.

3. Virkeligheden

I Tilfældighed skildrer Thøger Larsen et jeg, der hverken kan eller vil fralægge sig sin viden om verdens beskaffenhed, men som samtidig ved, at den bevidste erkendelse må forenes med det værende og følende for at kunne nå ud over den tillærte opfattelse af virkeligheden. Om denne dybere virkeligheds tilgang skrev Thøger Larsen senere i det centrale essay »Kunst og Virkelighed« (Stjerner og Tid, 1914): »Som Motiv til at frembringe Kunst forstaar jeg bedst dette: at tilegne sig Virkeligheden. Dette kaldes Børnenes Motiv, naar de efterligner og leger. De Voksnes hyppige Goldhed skriver sig netop fra, at denne frugtbare Stræben er gaaet tabt i dem. »Kunsten« er for mig intet uden den er fyldt af Virkeligheden; den er kun et Middel til at gøre Virkeligheden ligesom mere synlig, gøre den skikket til at kommes nærmere.« (s. 118-119).

Med virkeligheden mener Thøger Larsen den naturskabte verden, der eksisterer omkring os: mennesket, dyret, naturen, universet og deres inderste lovmæssige og tidsbestemte sammenhænge. Vort syn på denne virkelighed er imidlertid begrænset, idet vi kun er i stand til at se en lille del af det, det faktisk eksisterer. Atomernes bevægelse i stenen eller den kosmiske udveksling mellem mennesket og stjernen lader sig ikke registrere af sanseapparatet, men hører alUgevel med i det samlede billede af vor omverden. Og det er denne altfavnende og ubegrænsede realitetsforståelse, som er målet for Thøger Larsens kunstneriske erkendelse.

Men denne virkelighedsopfattelse forudsætter samtidig, at det ikke er subjektet, men de af mennesket stadfæstede naturvidenskabelige love, der 'sætter' verden, og denne detronisering af individualiteten adskiller Thøger Larsens verdensbillede fra naturalismens og symbolismens individcentrerede digtning. Nu skulle man tro, at menneskets 'fald' fra højeste væsen på jord og til ligemand med dyr og natur ville afføde lignende udsigtsløse erfaringer, som den natu 170 ralistiske kunst rummer så mange eksempler på. Ved at lade Gud afgå ved døden, og ved at lade Darwin definere mennesket som et stykke natur, tabte individet illusionen om den universelle omsorg, og det afkastede i første omgang en oplevelse af tab, sorg og håbløshed. Men hos Thøger Larsen vendes menneskets sammenhæng med natur og rum imidlertid til en lovsang over alt eksisterendes lovmæssige bevægelser og indbyrdes påvirkninger. Mennesket placeres, hvor det 'hører til' inden for det darwinistiske verdensbillede. Men i stedet for oplevelsen af tab bringer den ny verdensorden individet i en anderledes - forunderlig - sammenhæng med altet: »Virkeligheden er endnu ikke erkendt. Den kalder paa alle, den skjuler sig, mens den røber. Mennesket er Stjernens Tjener, dens Redskab, ikke dens Herre. Mennesket er en Funktion i Planeternes Liv.« (»Religion og Ateisme«, Stjerner og Tid, 1914, s. 49-50).

Et centralt udtryk for denne kosmiske orden er digtet Pan (s.33), som Thøger Larsen siden betegnede som et koncentrat af sit livssyn (Otto Gelsted: »En Digter gaar i Kloster«, Ekstra Bladet, 14-9-25). Digtet skal imidlertid ikke læses som en trosbekendelse til Pan eller nogen anden gud (se noterne: titelændringen fra Gud til Pan), men snarere som en konfessionsløs besyngelse af den skabende og samlende kraft i kosmos, hvori alt eksisterende indgår, og hvori en sandhed om altet lader sig ane:

Jeg aner en Gud, et evigt Jeg,
der har Nerver i Klodernes Indre
og i Slægternes Marv,
og hvis Evner fra Solene tindre,
og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.

Men kraften bag virkeligheden lader sig ikke erkende af fornuften alene, idet dens tillærte forhold til verden afskærer den fra at ane de dybere lag i virkeligheden: de uafbrudte og umærkelige forvandlinger, der sker i alt levende. Derfor har virkeh'ghedsperceptionen først og fremmest relation til nuet, idet den kropslige sanselighed ucensureret er i stand til at gribe, hvad den videnskabelige og kunstneriske viden først siden formår at tolke og erkende. Som »Digter og Dyr« (Jorden, s.81) går Thøger Larsen nuet i møde.

171

4. Driftens nu

Tematiseringen af nuet har nær tilknytning til en kosmisk dialektik, der gennemløber og former det lyriske rum. Thøger Larsen var som nævnt en ivrig amatørastronom, der livet igennem studerede universet, konstruerede sin egen kikkert og producerede artikler om astronomiske forhold, som han bl.a. lod trykke i sit eget tidsskrift Atlantis (1923-25), så for ham var det kopernikanske verdensbillede lige så fortroligt som de nære forhold på jorden.

I lighed med solsystemet står solen i centrum i Thøger Larsens digteriske univers. Og da den er afgørende for livets beståen og for årstidernes vekslen indtager den følgelig en fremtrædende plads i digtningens symbolverden. Solen er synonym med livet og dermed med lyset, våren, sommeren, væksten og frugtbarheden. Og under denne livgivende stjerne, fra hvilken alt liv oprindeligt stammer, bevæger mennesket sig på lige fod med naturens øvrige skabninger og følger de love, der er nedlagt i kroppen:

Se Lysternes Farvefanfare i Eng.
Der lokkes og gantes og parres i Flæng
i Sommerens grønne og solhede Seng.

Forførelse driver med Dugg over Straa,
Forførelse slæber Insekterne paa,
og se om den Knægt lader Pigerne gaa.
(Jorden, s.81)

Naturens iboende drifter vækkes af solens varme og bekræfter den kosmiske sammenhængs altfavnende eros:

Til Side er nu strøgen
Skydækkets Gyldenkjol
og Jordens Krop lagt nøgen
for Dagens vilde Sol.
(Vaardagen, s.77)

172

Det særlige ved Thøger Larsens skildringer afdriftens nu er således den kosmiske ekstases urniddelbarhed. Det er ikke menneskets blufærdige seksualitet, der kommer til orde, men dyrets instinktive lyst, der spontant følger, hvad naturen angiver. Men denne umiddelbarhed kan imidlertid også forekomme uden for naturen, som i digtet I Cirkus (s.50), hvor jeget - næsten - taber sig selv i manegens dionysiske rus. Tom Kristensens ekspressionisme synes at foregribes her:

Slaa Heste, Klowner, Djævle løs
med Larm fra alle Sider!
Hurra for hver en hastig Tøs,
der rundt Manegen rider!
Det er som vilde Kværne
roterer om min Hjerne.
Hvor er min lille Kerne?

Men samtidig med den dionysiske depersonalisering understreger digtet kunstens dobbelthed af viden og væren:

Jeg mærker i det vilde Styr
endnu i mig det vilde Dyr,
den Urskovs-Hylets Sfære,
hvor Poesiens Frø var lagt,
hvorfra dens Vækst blev langsomt bragt
ved onde ÷jne, Tand og Kniv
til tæmmede Vokalers Pragt,
til sirlig Sang om Død og Liv
og kom saa højt i Ære. -

Således lader den ekstatiske og umiddelbare drift sig karakterisere af Tilfældighed^ udsagn: »føler som den, der intet veed«. Men en drift, der må skildres af den vidende kunstner for at kunne blive fastholdt i det digteriske ord. Kunsten far følgelig status som betydningsgiver af et - i sig selv - betydningsløst stof, og i denne dialektik - der lader sig sammenligne med Nietzsches dionysiske og apollinske princip - ligger Thøger Larsens poetik gemt.

173

5. Solhymner

Solhymner kunne en gruppe digte kaldes, hvor driftens vækst indgår som centralt tema (Solsangen, Det grønne Foraar, Højsang, Foraarsmorgen, Maj, Vaardagenjorden, Saa fik vi Sommer i Riget, En Dag). For oftest er der ikke blot tale om skildringer af den værende drift, der bryder igennem i takt med solens gang over himlen, men ligeledes om en hellig besyngelse af vækstens genopstandelse. Nu var Thøger Larsen ikke troende i konfessionel henseende; snarere religiøs som Ludvig Holstein, der i Spredte Blade (1942) bekender: »Ja, jeg er Troende,/ jeg tror paa det groende«. Men ud af de hellige besyngelser af det dennesidige kan man spore et behov for en åndelig modvægt til den driftsstyrede væren. Et behov, der lader sig tolke som Thøger Larsens poetiske anerkendelse af virkelighedens uudgrundelighed: »Videnskaben fornægter i vor Tid ofte sin religiøse Natur og betragter Verden som en mekanisk Funktion. Hvad Oldtidens Folk vilde kalde Aabenbaringer, kalder den Opdagelser og Opfindelser, men den er dog stadig ude af Stand til at oplyse noget om Kraftens eller Kræfternes inderste Væsen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).

Således kan Thøger Larsens solhymner læses som tegn på digterens ydmyghed over for virkelighedens dybder, men også som udtryk for hans søgende sind, der rummede et behov for tro - hvis den vel at mærke havde sin grund i et ikke-metafysisk princip. Troen fandt Thøger Larsen i den hedenske soldyrkelse, og at den ikke kolliderede med hans virkelighedsbetragtning hang sammen med de religionshistoriske og mytologiske studier, som åbnede hans øjne for, at religionernes tilblivelse kan forklares med menneskets higen efter at erkende de astronomiske lovmæssigheder (solens, månens og årstidernes cykler): »Selv vor Religion i Nutiden er fuld af Mindelser om den gamle hedenske Soldyrkelse. Det er intet Tilfælde, at saavel Kristi Fødselsdag som den gamle Solgud Mitras' er den 24. December, der ved vor Tidsregnings Begyndelse var Vintersolhvervsdagen, da denne for vor Verden saa betydningsfulde Gud vendte tilbage til den nordlige Halvkugle igen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).

Solhymnernes formmæssige inspiration kan findes i salmetradi 174 tionen, som Thøger Larsen var fortrolig med fra sin barndom, og som han siden bidrog til med sine »Panteistiske Salmer« (Det grønne Foraar og Pan, se noterne). De rummer en særegen blanding af kristent symbolsprog og en før-kristen naturdyrkelse, der på én gang understreger den åndelige betydning af vækstens genkomst og præciserer rummets jordiske karakter:

Lad mig love, lad mig prise
i ærbødige Rhytmer
dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
Højlovet - Halleluja! -
være Jorderiges Vaar!
(Højsang, s.28)

Men foreningen af kristen symbolik og hedensk soldyrkelse er dog ikke enestående for Thøger Larsen. Hos flere af samtidens forfattere spores den - bl.a. hos Ludvig Holstein, hvis Digte (1895) Thøger Larsen henviser til i »Virkeligheden« (II): »Og mon de gamle Solhymner er sprungne mere følte ud af Sjælen end Ludvig Holsteins Solbøn (...)«. I det sene digt »Til Ludvig Holstein« (Limjjordssange, 1925) betegnes digterkollegaen tillige som »Solens Præst«.

At solhymnerne har et litterært afsæt, som er blevet afklaret og konfirmeret af de astronomiske og religionshistoriske studier er der således ingen tvivl om, og denne dobbelthed af poesi og viden tegner Thøger Larsens forståelse af solen. Solen er på én gang en uudgrundelig magt, hvis inderste væsen kun lader sig ane og en kæmpe stjerne, hvorom kloden kredser. Skuer mennesket mod solen, blindes det, som var det det ikke givet at se Guds ansigt, men ved at vende sig mod jorden lader solens væsen sig gribe i mylderet af farver, som stråler øjet i møde. Mennesket må følgelig vende sig mod det jordiske nu for at fa indblik i evighedens væsen. Men nogen samlet sandhed om virkeligheden er det dog ikke i stand til at nå:

Og alle Ting jeg kommer nær,
har Dyb, jeg aldrig maaler.
175 Ej røber Solen, hvad de er,
men kun, hvordan de straaler.
(Virkeligheden, s.122)

Virkeligheden »skjuler sig, mens den røber«, og derfor må solen fremstå som en trolddomsmagt, idet det menneskelige sanseapparat er ude af stand til at opfatte de usynlige og foranderlige processer, som stjernens - magiske - lovmæssighed frembringer:

Den store Soltrold har brygget Vaar -
vi er i hans Æventyr-zone.
(Foraarsmorgen, s.35)

Når Thøger Larsen gør brug af troldemetaforen eller sætter solen i sammenhæng med drømmen og søvnen (jf. Solsangen og Solskin i en Stue), er det følgelig ikke for at antyde noget overnaturligt plan, men for at påpege dybderne i den faktuelle virkelighed. Dybder, som den vågne bevidsthed alene er ude af stand til at gribe, men som den vidende og værende bevidsthed tilsammen formår at tilegne sig og forvandle til kunst. Således er trolden ikke dæmon i Thøger Larsens univers, men det uforudsigelige element i et lovbestemt naturvidenskabeligt rum. Et dekonstruktivt symbol i et rationelt begrundet verdensbillede.

6. Nu og evighed

Dobbeltheden af nu og evighed angår dog ikke blot solhymnerne, men løber som et gennemgribende mønster i Thøger Larsens digtning. Nuet anskues til stadighed i lyset af dets ophør, og der fremtræder derved en nær forbindelse mellem tidløshed og tidsbevidsthed. Overhovedet sættes digtningen af tidens dimension, idet livet betragtes ud fra de tre store kredsløb: døgnet, årstiderne og slægternes gang. Herved kan et menneskes liv synes som et glimt i sammenligning med slægtens og universets tid, og derfor må Thøger Larsen da også opfatte nuet som meget skrøbeligt.

I lyset af tidens perspektiv lader Thøger Larsens digtning sig be 176 tragte som mytisk naturalisme. Betegnelsen er brugt om Johs. V. Jensen (Aage Schiøttz-Christensen: Om Sammenhængen {Johannes V. Jensens Forfatterskab, 1956, s. 287ff.) og dækker over forfatterskabets nære sammenhæng mellem et dennesidigt nu og en højere universel enhed, der finder sit formmæssige udtryk i myten. Nu var Johs. V. Jensens mytedefinitioner som bekendt mangfoldige, men én definition lader sig dog udlede: nuet og forgængeligheden betragtet under eet. Og denne dobbelthed går igen i Thøger Larsens digtning, men med den væsentlige forskel, at det ikke, som hos Johs. V. Jensen, er individualiteten, men mennesket og slægten, der står i centrum. Er Johs. V.Jensens - digteriske -jeg nemlig identisk med verden i og med den potenserede individualitet, der favner jorden og forvandler den til et udtryk for den subjektive stemning (jf. »Fusijama«, Myter og Jagter, 1907), er Thøger Larsens jeg en lille brik i en større kosmisk sammenhæng.Johs. V.Jensens verden går under med dødens indtræden, mens Thøger Larsens subjekt indgår som et element i naturens lovmæssige cyklus både før og efter livets ophør, hvorfor forgængeligheden synes lettere at bære:

Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.
(Solsangen, s. 13)

Et centralt udtryk for nuet og forgængeligheden betragtet under eet er det store fortællende digt Jens Højby (s.53), som Thøger Larsen selv betegnede som et af sine betydeligste arbejder (OSW: »En Samtale med Thøger Larsen«, Lemvig Dagblad, 3-4-25). Digtet tegner et gribende portræt af en døende bonde, der ligger i sit fattige kammer og venter på udfrielsen. Han er allerede så godt som glemt af den levende verden, og svævende i et tomrum mellem før og efter lader han livet passere revy. Han fik ikke den kvinde, han elskede, men måtte nøjes med »en krasbørstig Kvind« og et fattigt og trælsomt liv. Og nu ligger han som en midaldrende mand og dør i den seng, hans moder i sin tid udåndede i. Han er på vej tilbage til mulden, omgivet af insekter, der står parat til at overtage hans krop, og ganske illusionsløst og nøgternt ser han ~ og hans digter - døden i øjnene:

177

Andre gøde og grave
og vente paa Frugt og Frø.
Hele hans Livs-Opgave
er nu at ligge og dø.

Solen går ned, og månen står op, og med den overgår Jens Højby fra livet til døden. Således fletter væren og ophør sig ud og ind af digtet og sætter eksistensen i forhold til det eviges perspektiv. Det er myten om det døende menneske, Thøger Larsen fremskriver; livet og dødens dialektik skildret i digtets fortættede form. Optikken er det naturskabte vilkår, og i mindre grad den menneskeskabte hverdag, og dette universelle syn understreger digterens kosmiske perspektiv på tilværelsen. Derfor kan Jens Højby da heller ikke betegnes som hjemstavnsdigtning, idet digtets nøgne og hudløse realisme har det ontologiske vilkår for øje og ikke den sociale og samfundsmæssige kritik. Hvad Johs. V. Jensen skrev om Thøger Larsen i digtet Thøger Larsen (Politiken, 25-11-28), bekræfter Jern Højby: »det dybe Sind, som greb i Nuet/ Al-Evigheden, sammenskuet!«

7. Det kommer altsammen, snart har det været

Bevidstheden om ophøret, om kroppens forvandling til muld, knytter sig nært til nu-evighedsperspektivet og placerer sig som modpol til den værende tidløshed, l Jens Højby eksempHficeret ved billedet af de higende orme, som udgør forbindelsen mellem det instinktive nu og den hellige evighed. Ormene er nådesløse ved kun at have opfyldelsen for øje, men samtidig antager de en hellig betydning, idet deres stræben fører den gode muld med sig, som i sig bærer genopstandelsen; naturens hellige princip:

Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender.

Ormene de er hellige Dyr.
De stopper sig Hulningen fuld.

178

Ved deres hungrige Stræben
dannes den gode Muld.

Denne grundlæggende viden om altings forgængelighed indgår på lige fod med det værende i digtningens kredsløb, som følger døgnets og årstidernes bevægelse fra lys til mørke. Således er Thøger Larsens kunstnersind i udpræget grad rodfæstet i den kosmiske vekselvirkning, idet jegets fysiske og åndelige drift styrkes og svækkes i takt med solens gang over den nordlige halvkugles himmel. Erik A. Nielsen har sammenlignet Thøger Larsens sind med den heliotrope plante, der åbner og lukker sig efter sollysets forvandlinger, og det synes at være en præcis karakteristik af den næsten lovmæssige bevægelse, digtningens 'sjælelige' cyklus udgør (Året i Danmark, 1984, s. 27, jf. »Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 109-27). I Vintermorgen (s.31) hedder det:

Jeg føler mit Sind af Kulden tynges,
Rimen stænker med graat mit Haar,
hen over Sti som en Gubbe jeg gaar,
vil atter ved Sol forynges.

Jeget bogstaveligt ældes med efterårets og vinterens komme, og som symbol på den døende drift rejser månen sig i det digteriske rum. Tilsammen med mørket og kulden kontrasterer den solen og lysets livskraftige ekstase, idet den ved sin fremtræden som udbrændt klode minder mennesket om livets skrøbelighed. Vækkes naturens iboende drift af solen, vidner månen hver nat om dødens nærhed, og om vinteren synes den formelig at forvandle jorden til et dødsrige:

Med stivnet Skin paa Vægterpost,
med Lys, den kun maa laane,
hænger deroppe i Himlens Frost
den haarde, døde Maane.
(...)

179

Forhærdet Skin og Skygger staar,
en størknet Vemods-Dvale.
Jeg er vel ej en død, der gaar
i Underverdnens Dale?
(Vinternat, s.40-41)

Dobbeltheden af lys og mørke og liv og død er imidlertid så grundfæstet hos Thøger Larsen, at ikke blot månen, men også livgiveren selv - solen - rummer forgængelighedens perspektiv:

Ak, det er Sangen om Ildens
evig fortærende Naade,
Yppigheds-Kildens
og Afgrunds-Ildens
grumme og grønnende Gaade.
(Saa fik vi Sommer i Riget, s.83)

Således går den værende kropslighed hånd i hånd med sin viden om forgængeligheden, idet solen engang vil slukkes uden at efterlade sig spor om menneskehedens eksistens. Alt eksisterende rumrner sin egen modsætning - også nuet selv, der på én gang favner livet, som er, har været og vil komme:

O - lad mig gribe dig, du rige Nu,
du Sluse for al Evighedens Strømme!
Al Fortid og al Fremtid ejer du,
alt Jordeliv i Stof og Form og Drømme!
(Tidernes Sang s.101)

Kan man tale om en evighedsforestilling hos Thøger Larsen, må det følgelig blive troen på naturens evige genkomst. Men forestillingen rummer imidlertid en opfattelse af tiden som værende både cyklisk og lineær. Det digteriske univers er på én gang statisk og dynamisk, idet mennesket gentager naturens iboende love og har gjort det til alle tider samtidig med, at det til stadighed udvikler sig hen imod en større og dybere erkendelse af virkeligheden:

180

Hvad muldne Slægter i en Oldtid fjern
har drømt ved Fluesurr i Solens Klarhed,
det surrer nu som vilde Hjul af Jærn
og øger Evnens Frihed, Flugt og Snarhed.
(Tidernes Sang, s.101)

Nu skulle man tro, at det affødte et paradoks. Men hos Thøger Larsen synes der ikke at eksistere en modsætning mellem statik og dynamik, og forklaringen kan ligge i forfatterskabets udpræget dialektiske struktur. Som var digtningen en miniature af solsystemet selv. Kunsten favner modsætningerne i et kosmisk greb, men uden at ophæve kontrasterne til harmoni, og det er måske i sidste ende denne dialektik, der karakteriserer det moderne hos Thøger Larsen. Hvert element i det digteriske rum gives en egen selvstændig status - solen, fluen, mennesket og strået - alle størrelser betyder lige meget, og i denne revurdering af sammenhæng og betydning rummes forbindelsen til den senere modernisme. For det er ikke blot i det overordnede synspunkt, at Thøger Larsens digtning har et moderne præg, også sprogets utraditionelle og overraskende indfald giver indtryk af et verdensbillede, der har lagt konventionen bag sig og er i færd med at skabe noget nyt. Som i denne strofe fra Jorden (s. 80), hvor tilværelsens kontraster sættes grelt og uforsonligt op mod hinanden - og afsætter nye perspektiver:

Og medens jeg synger om Skove og Skyer,
om Kvæget, der græsser, om Livet, der gryer,
min Kone staar hjemme og myrder et Dyr.

Thøger Larsens astronomiske viden satte dog uomgængelige grænser for evighedens udstrækning, og denne erkendelse var højst sandsynlig med til at potensere nuets betydning. Sin viden om, at »det kommer altsammen, snart har det været« (Johs. V.Jensen: »Darwin og Fuglen«, Nye Myter, 1908), delte Thøger Larsen med vennen, som han lærte at kende i foråret 1902 (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s. 73). Men hvor Thøger Larsen kunne glemme, at man havde lovet ham evigheden - se ophøret i øjnene og skildre sjælens undergang og kroppens forvandling til 181 muld med sorgfuld nøgternhed - formelig rystede samme nøgternhed digterkollegaen. I kronikken »Thøger Larsens Minde« (Politiken, 31-8-32) skriver Johs. V Jensen om digtet Nutids Røst i Fremtids Kor (Slægternes Træ, 1914, indgår siden i novellen »Hemmeligheden«, Kværnen, 1915): »Her er Forgængeligheden naglet til Tiden. Ingen kan læse dette Digt uden den Kryb en i Huden der siger at man er en dødelig, rig saa længe man lever, og urig i alle andre Henseender.«

Digtet,Johs. V.Jensen omtaler, drejer sig om at skønne på livet, mens man har det, og påmindelsen kommer fra en afdød, der ved, hvad han taler om. Døden er intet andet end mørke og muld, og hvad det gælder om, er at gribe nuet, mens man ejer det:

her, hvor de evige Tider er sorte,
helt være borte.
Ikkun for ÷jne er Morgenen rød.

Således nærede Thøger Larsen ingen illusioner om et himmelsk evighedsrige, og han fastholdt forfatterskabet igennem mulden som modbillede til det levende nu. Inden for de fire samlinger, som foreligger her, sporer man imidlertid en potensering af det kosmiske perspektiv, der allerede lader sig udlede af tiderne. I stigende grad anskues tilværelsen i afskedens lys, idet den enkeltes eksistens næsten ophæves af den universelle synsvinkel. Dette kunne tolkes som udtryk for en tiltagende dødsbevidsthed. Men det kan også læses som Thøger Larsens stadigt mere intense forsøg på at adskille sit blik fra det tillærte - at frigøre sig fra hverdagens vane og forudsigelighed - for i stedet at skue nuet i et nyt og forvandlet perspektiv. Og i denne kunstneriske udvidelse af øjeblikket, af livsnerven, ligger jo - paradoksalt nok - evigheden gemt. Om Walther von der Vogelweides digtning kunne Thøger Larsen sige:

Den er af Nuets Rigdom fuld,
dog kun et Pust fra gammel Muld.

182

Den er et evigt ÷jeblik,
som ej forgaar og dog forgik.

Den lo mod mig i Livets Nu
og ler, naar jeg er Muld som du.

Om Thøger Larsens bedste digte kan man sige det samme. Kunsten er her blevet rum for en evighedsforestilling inden for en ny verdensorden, der har ophævet ideen om et hinsides. Det potenserer nuets betydning, og hos Thøger Larsen ser man, hvorledes digtningen ikke blot handler om at udtrykke et indre anliggende, men ligeledes om at placere sig selv i en ny - ydre - sammenhæng. Kun ordet er tilbage som en åndelig dimension, der overvinder den kropslige forgængelighed, og derfor gælder det om at gribe virkeligheden så inderligt som muligt. I intensiteten ligger evigheden gemt, og med denne erkendelse indskriver Thøger Larsen sig i det 20. århundredes modernistiske litteratur. Beslægtet med Sophus Claussen, som i det store digt Mennesket og Digteren (1907) viser, hvorledes den individuelle lidenskab må jordfestes for at kunne genopstå og gløde i den digteriske skabelsesproces. Et møde mellem kulde og ild, der lader sig sammenligne med Thøger Larsens dialektiske udveksling mellem viden og væren.

Men en afgørende forskel på de to digtere er den betydning, individualiteten tillægges. For hvor Sophus Claussen inddrager sin læser i en intimsfære - den ulykkelige kærlighedshistorie - og lader den danne baggrund for digtets tilblivelse, da har Thøger Larsen fra begyndelsen almengjort sit univers og derved nærmet sig en ophævelse af modsætningen mellem jeg og verden. For nok er individualiteten driften bag digtningen, også hos Thøger Larsen, men det intime og personlige er destilleret fra i skabelsen, og tilbage står de universelle perspektiver.

Ved denne konsekvente depersonalisering peger Thøger Larsens digtning frem mod en subjekt-afviklende modernisme, der fastholder tankens og formens nødvendighed og betydning, men som samtidig reviderer menneskets placering i verden og i digtningen. Den afgørende forskel mellem Thøger Larsen og beslægtede digtere som Otto Gelsted, Paul la Cour og Frank Jæger er imidlertid, at 183 Thøger Larsen formår at se naturens intethed i øjnene. For hvor man hos Gelsted og la Cour sporer forsøg på at fortrænge bevidstheden om den ikke-antropomorfe natur ved en søgning mod umiddelbarhedens næsten vegetative væren og hos Jæger ser en sjælelig afmagt og angst, der på lang sigt er ude afstand til at rumme tomhedens perspektiv, da er Thøger Larsens digtning karakteriseret ved en - næsten - from accept af den sorte muld.

I essayet »Intethed og form« (Begyndelsen, 1960) giver Thorkild Bjørnvig et signalement af den moderne kunstners indsigt i universets tomhed og intethed og henviser til, hvad Gottfried Benn kaldte for »Intethedens formkrævende Magt«. Ifølge Bjørnvig niå digteren gennemgå en hærdningsproces som konsekvens af at måtte gennemleve intetheden som et uafviseligt moderne grundvilkår (Klaus P. Mortensen: Himmelstormerne, 1993, s. 258). Og han skriver videre: »Af Eksempler paa Digte herhjemme, som har været igennem denne Hærdningsproces, kan jeg nævne, hvor besynderligt det maaske kan lyde i nogens ÷ren, Thøger Larsens Digt »Jens Højby«, og ellers Tom Kristensens »Henrettelsen«, men først og fremmest Sophus Claussens »Imperia« og Morten Nielsens »Vi sender Dansemusik om Natten««.

Når Bjørnvig omtaler det som besynderligt at nævne Jens Højby, kan det skyldes den almindelige opfattelse af digtet som hjemstavnslitteratur. Men det interessante er her Bjørnvigs syn på Thøger Larsens digtning som udtryk for denne hærdningsproces, for passagen giver en signifikant karakteristik af forskellen på de to digteres natursyn. Hvor Bjørnvig taler om intethed og hærdning, da ser man hos Thøger Larsen, at det ikke drejer sig om at hærde sig mod intetheden, men snarere om at forene liv og død. Således lader den smerteblandede glæde og den gådefulde livs- og dødscyklus sig ikke udskille af Thøger Larsens virkelighedssyn. Dialektikken er et latent grundvilkår, som ikke har at gøre med en viljesproces, og det synes at være dette skel mellem vilje og umiddelbar accept af de naturskabte livsprocesser, der tegner forskellen mellem de to digtere. Når nemlig Bjørnvig ender sit essay med at skrive: »Stadig lever Kunstneren stedt over for »Intethedens formkrævende Magt« men Universet har et Janus-Ansigt, det er ikke blot Medusas Syn, som stirrer imod os, det hedder ikke alene det store Intet, men også

184

Altet - og dér er ikke blot Tomhed, men ogsaa Fylde.« Ja, taler han om Thøger Larsens dialektiske virkelighedssyn og - kan det synes - om sin egen vilje til samme.

Nærmest Thøger Larsen er måske Jørgen Gustava Brandt, der i »Cupido ved havet« (Fragment aflmorgen, 1960) skriver: »Du lukkede øjnene, vidste det store: at stranden, den hvide,/ gule, kuperede verden, det vidtstrakte rum og havet,/ solens hav, var uendeligt legeme, var dit legeme/ i det uendelige (...)«.

I denne uendelighedens bevægelse, i den stadige udveksling mellem nær og fjern, nu og evighed, mødes digtning på tværs af tid og rum.

8. Tilblivelse og modtagelse

2-7-02 skriver Thøger Larsen i et brev til vennen Ebbe Kornerup: »Kære Ebbe! Ved den Tid, De kommer hjem igen, udkommer hos Bojesen en større Fortælling af mig, der skal hedde »Høg over Høg««. (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s.78). Romanen Høg over Høg blev sendt til Bojesens Forlag i februar 1903, og Thøger Larsen var optimistisk med hensyn til udfaldet. Men manuskriptet blev sendt retur, og digteren forsøgte sig i stedet hos Gyldendal. Optimismen var nu modereret, og inden afsendelsen henvendte Thøger Larsen sig til Jeppe Aakjær og bad ham bedømme manuskriptet, og - hvis han skulle finde det værdigt til udgivelse - videresende det til Gyldendal »med et Par smukke Ord?« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, 1,1942, s. 148). Det gjorde dog ikke indtryk på Gyldendal, der tilbagesendte bogen i sensommeren 1903 vedlagt et kritisk brev fra L. C. Nielsen. Skuffelsen og forbitrelsen lyser ud af følgende brev til Jeppe Aakjær (13-903): »Jeg skal ikke nægte mig Fornøjelsen at sende Dem dette morsomme Brev, at De kan se, med hvilken Myndighed Uformuenheden dømmer. Hahaha. Havde jeg vidst, at Bogen skulle falde i hans Hænder, da havde jeg aldrig sendt den; men jeg troede, at Deres Anbefaling var lige saa god som hans. Nu begynder jeg imidlertid at begribe, hvorledes den affekterte Vissenhed har baaret sig ad med at oversvampe den danske Litteratur. Jeg skal nok være skikkelig en 185 anden Gang og afholde mig fra Gyldendalske Boghandel saalænge Hr. Nielsens Regering varer.

Skammeligt for mig, at saadanne Mænd kan holde mig nede.

Kære Aakjær! Jeg veed saa inderlig godt min Bogs ikke uanselige Mangler, men dens Fortrin overtræffer dem, synes jeg, saa grundigt, at de ikke burde forhindre Bogens Fremkomst.« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, I, s. 148).

Herefter henvendte Thøger Larsen sig ikke til forlag i flere år, og prosaen trådte i baggrunden til fordel for lyrikken. Men bitterheden var svær at overvinde, og den er stadig fremherskende i følgende brev til Kornerup (11-12-04): »Jeg har paa Trods af L.C. Nielsen og alle hovne Forlæggere selv udgivet en Samling Digte - 25 -. Det er min Hensigt at fremture paa samme Maade herefterdags. (...) Selv at udgive sine Værker er det bedste, saa er man fri for Censur, saa kommer der ingen Vigtigper og forlanger, at dette eller hint skal omarbejdes for at blive dumt nok til Publikum og Kritiken, som i Danmark skrives af violette Drenge eller radikale Provinssværdere, mestendels da. Men hvad betyder deres blødkogte Malice?« (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s. 99).

I 1904 udgav Thøger Larsen Jord på eget forlag og i 1905 fulgte Dagene. Men trods digterens udtrykte skepsis over kritikkens manglende dømmekraft fik Jord en fin modtagelse. De toneangivende kritikere var meget begejstrede, bl.a. Harald Nielsen, der i Tilskueren (1905) skrev: »I det smukke og beskedne HUe Hefte, der er et Eksempel paa, hvorledes Digte burde udstyres, finder man en fuldt udpræget Personlighed, om end ikke en færdig Digter. (...) Hvad der gør ham saa forskellig, ikke blot fra den foregaaende, men i det hele giver ham en Særstilling i dansk Lyrik, er det haardere Stof, hvoraf hans Sind er bygget, og mod hvilket Indtrykkene toner med en barskere Klang. Der er selv i hans Mildhed en Biklang, der røber Metallet. Hans Leg og Spøg har noget af Troldens Vildskab.«

Den »blødkogte Malice« var begrænset til nogle fa provinsblade, og det var ganske pænt for en debutant fra eget forlag, hvad Thøger Larsen da også siden måtte indrømme (se »Nogle Ord om mit Forfatterskab«, Bogvennen, 1915, s.55). Anmelderne hæftede sig først og fremmest ved digterens natursans, men også ved sproget og indhol 186 dets dissonantiske karakter, og da Dagene udkom året efter, var Thøger Larsens status som særegen lyriker konfirmeret. I en udvidet anmeldelse i Det ny Aarhundrede (1906) skrev Chr. Rimestad: »Populær som Aakjær vil Larsen næppe nogensinde blive. (...) Han er bitrere og hans Vers' Udtryk er mere anspændt, han opsøger niere kræsent de overraskende og stærkt pittoreske Adjektiver. Han staar i Virkeligheden den store Prosaist Johannes V Jensen langt nærmere end Aakjær.«

Med Jord og Dagene havde Thøger Larsen markeret sig i den litterære verden, og medvinden - kombineret med en trængt økonomi - kan forklare digterens henvendelse til Gyldendal i 1906 med en forespørgsel til forlaget om at opkøbe restoplaget af de to samlinger. Det ønskede Gyldendal ikke, men antog i stedet Det Fjerne til udgivelse året efter, og fra da af var Thøger Larsen en etableret forfatter. Det Fjerne fik en overvejende god modtagelse, men flere anmeldere hæftede sig dog ved ændringerne i det kunstneriske univers. I Gads danske Magasin (marts 1908) skrev Harald Nielsen: »Thøger Larsens sidste Digtsamling »Det Fjerne«, rummer, lige som de foregaaende, ypperlige Ting, men den svarer mindre godt til sin Titel end de to andre vilde have gjort det. »Det Fjerne«, synes netop ved at forsvinde, Horisonten er blevet snævrere, Forestillingskresen mere massiv.« Modsat Georg Brandes, der i kronikken »De danske Maaneder i Sang« (Politiken, 18-2-11) skrev: »Efter de to srnaa Samlinger Jord og Dagene fulgte, smukt udstyret, den tredje, kaldet Det Fjerne, med en naturdrukken kosmisk Poesi, som Shelley's Naturpoesi var kosmisk. Thøger Larsen mangler undertiden Smag, men det betyder lidet, saa ejendommelig som hans Sprogbehandling er uden at ty til nogen Mundart. Han har mangestemmig Musik og brogetstærke Farver i sine Vers, og han er formstreng trods nogen. (...) Men han erpaa samme Tid en forfinet Kunstner. Et Digt som Tyngden og Floden er et metrisk Kunstværk, og Digtet Hvidenæs med sine i dansk Poesi næsten enestaaende, fortræffelige Trestavelsesrim et overordentligt Kunststykke paa samme Tid som et fuldttonende Kunstværk.«

Hermed var Thøger Larsens position i dansk digtning endeligt slået fast, og da Bakker og Bølger udkom i 1912, var der praktisk taget kun roser til digteren.

187

9. Receptionen

I 1942 udkom første bind af Chr. N. Brodersens værk Thøger Larsen. En Monografi, som blev afsluttet 1950 med andet og sidste bind. Bogen giver med sine 478 sider den første samlede fremstilling af Thøger Larsens liv og digtning og må betegnes som en hjørnesten i forskningen af forfatterskabet.

Værkets hovedsynspunkt er styret af det biografiske stof, som underbygges af et stort og veldokumenteret materiale: manuskripter, breve, digterens bogsamling, samtaler med venner, bekendte og familie samt et indgående kendskab til Lemvig og omegn. Bogen følger forfatterskabets kronologi fra ungdomsdigtningen og frem til Frejas Rok (1928) og inddrager oversættelserne og de mytologiske studier. Egentlige synteser drages imidlertid ikke, og værket må betragtes som et fond af oplysninger snarere end en samlet analyse af Thøger Larsens digtning.

I 1956 fulgte Jens Aage Doctors afhandling De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik. Værkets orienteringspunkt er, som titlen angiver, de centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, og hensigten at bestemme naturelementernes funktion i forfatterskabet for herigennem at tegne et billede af det livssyn, som ligger til grund for Thøger Larsens digtning.

Afhandlingen falder i to dele - »Livssymbolik« og »Dødssymbolik« - som henholdsvis analyserer solens og månens betydning i Thøger Larsens univers og herunder den gule, blå og grønne farves værdi og symbolik. Det er imidlertid afhandlingens pointe, at den skarpe adskillelse af livs- og dødssymbolik kun er gjort af praktiske hensyn, idet hvert af Thøger Larsens symboler rummer en positiv og negativ ladning, en dobbelthed af liv og død. Og denne grundlæggende opposition i hvert enkelt symbol ser Jens Aage Doctor som grundformlen for Thøger Larsens psyke.

De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik er et pionerværk i Thøger Larsen-forskningen, som Brodersens værk er det. Men til forskel fra monografien er Jens Aage Doctors værk en stringent tekstanalytisk afhandling med vægten lagt på syntesen.

I 1979 udkom Henry Bailurns bog Thøger Larsen. Liv og digtning. Bogen er en introduktion til digterens liv og værk, og i forordet 188 oplyser forfatteren, at formålet har været at skrive en lettilgængelig bog om digteren. Bailum kommer ind på de centrale aspekter ved Thøger Larsens liv og giver en kort karakteristik af forfatterskabet.

Året efter, i 1980, fulgte Felix Nørgaards bog Kvinden, solen og universet. Om Thøger Larsen som menneske og digter. Værkets hensigt er at tegne et portræt af mennesket og digteren Thøger Larsen, og bogen er en blanding af biografi og litteraturhistorie. Eller som Nørgaard selv betegner det: »et overblik«. Bogen lægger sig i forlængelse af Brodersens monografi ved sin forening af veldokumenteret biografi og læsninger i forfatterskabet uden noget grundlæggende hovedsynspunkt. Som monografien rummer Kvinden, solen og universet et fond af oplysninger, men lægger ikke noget egentligt nyt til forståelsen af Thøger Larsens værk.

1994 udkom Søren Baggesens bog Thøger Larsen. En kritisk monografi. Og allerede tiden angiver forholdet til Brodersens monografi. Men også afstanden til monografiens metode. Baggesen betragter Thøger Larsens værk ud fra forfatterskabets tre spor: myten, videnskaben og poesien og viser, hvorledes de tre linjer løber parallelt og indgår en supplerende forbindelse. Bogen anlægger en tekstanalytisk synsvinkel på forfatterskabet med hovedvægten lagt på lyrikken, men med perspektiver fra fortællingerne og en grundig gennemgang af Thøger Larsens essayistik. Herved far Baggesen gjort rede for Thøger Larsens kosmiske forestillings verden, der i sig indoptager det mindste og største og sammenholdes af den universelle drift - »en evigt adskillende og en evigt samlende Eros«. Bogen lægger nyt til forståelsen af Thøger Larsens essayistik og placerer sig i forlængelse af Jens Aage Doctors afhandling ved at læse' og analysere forfatterskabet. Men selve kompositionen synes værket at have lånt af monografien.

10. Klassikeren

Gør man en digters udbredelse op i de udvalg, der foreligger af værket, må man konstatere, at Thøger Larsen er en læst forfatter. Der er kommet ikke mindre end 9 større digtudvalg siden digterens død i 1928, og dertil kan føjes de tre bidrag i Højskolesang 189 bogen: »Nu hælder Europa mod Sol igen« (»Solsangen«, Jord, 1904), »Danmark, nu blunder den lyse Nat« (»Den danske Sommer«, Slægternes Træ, 1914) og »Du danske Sommer, jeg elsker dig« (»Sommervise«, Vejr og Vinger, 1923).

Da. Jord udkom i andenudgaven 1967 opstod der imidlertid en debat om Thøger Larsens berettigelse som klassiker. Det var Steffen Hejlskov Larsen, der stillede spørgsmålet i sin anmeldelse af samlingen, hvori han udtrykte en skarp kritik af digtningens formmæssige niveau. En kritik, som siden blev udvidet til en kronik, hvor følgende tre anklagepunkter fremførtes: »1. Thøger Larsen er en meget dårlig metriker. 2. Han benytter metaforer, der ikke hører sammen i teksterne. 3. Han kan ikke lade være at fortolke sine egne skildringer, således at læserne ikke far lov til selv at gøre arbejdet og høste udbyttet deraf.« (Berlingske Aftenavis, 8-5-67).

Kritikken vakte harme, og under overskriften »Litterært justitsmord« skrev Torben Brostrøm bl.a.: »Midt blandt tidens andre ulykker er en afdød digter, der regnes til klassikerne, med stilfærdig effektivitet blevet myrdet. (...) Anledningen var genudsendelsen af Thøger Larsens gennembrudsbogJørJ, og der var efter endt karakteristik ikke meget andet tilbage af forfatterens hele værk, end hvad denne dets titel nu sørgmodigt synes at tilstå.« Brostrøm vil godt indrømme, at ikke alt i Thøger Larsens digtning er Hge godt, og at man bestemt sporer mangler i det formmæssige udtryk. Men, skriver han videre: »Den pædagogiske nærlæsningsteknik, som Hejlskov har gjort til et brugeligt instrument også i dagspressen, blandt andet ved at gøre dens resultater læselige, har den kedelige bivirkning hos sine brugere, at den gør dem sært utilbøjelige til at løfte brillerne fra papiret og se teksten i større sammenhæng, f.eks. forfatterens. Derfor kan nærlæseren komme til at myrde digter for digt, og selv om det ikke er så slemt som at ekspedere smed for bager, så er det dog noget af et justitsmord.

Men det er før set i kritikens historie, at forsøget på at slå en død mand ihjel resulterer i hans genopvækkelse. Måske er det selve formlen for klassikernes omskiftelige efterliv.« (Information, 1-5-67).

Der er ingen tvivl om, at Thøger Larsens digte bør læses i deres sammenhæng. Som alle værker vel ideelt set bør. Særegenhed og originalitet profileres i helhedens struktur, og mindre vellykkede 190 digte kan sige betydningsfulde ting om værk og forfatter og være med til at befrugte forståelsen af det vellykkede digt. Nærværende samlinger rummer bestemt »momentane« udtryk for svigtende selvkritik, men selv et mislykket digt kan rumme prægnante passager - jf. ovenstående henvisning til Virkeligheden - som man nødig ville have været foruden.

Ud fra en kvalitativ betragtning må de fire foreliggende samlinger anses for at være de ypperste 'helheder', forfatteren skabte, og ønsker man eksempler på Thøger Larsens storhed som digter, er Jord, Dagene, Det Fjerne og Bakker og Bølger givende steder at begynde. Her møder man Thøger Larsens personlighed og originalitet, og her finder man begrundelserne for digterens status som klassiker. Hvis man med klassiker altså mener et værk, der samtidigt rummer almengyldighed, transhistorisk rækkevidde og kompleksitet (jf. Erik Skyum-Nielsens artikel i At læse klassikere, 1991). Også kaldet kunstnerisk kvalitet.

11. Litteratur

  • Harry Andersen: Afhandlinger om Thøger Larsen, 1986.
  • Søren Baggesen: »Om »metafor« og »metonymi««, Menneske og Natur. Arbejdspapir, årgang l, nr. 8,1992.
  • Søren Baggesen: Thøger Larsen. En kritisk monografi, 1994.
  • Henry Bailum: TTzøger Larsen. Liv og digtning, 1979.
  • Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, I-II, 1942-50.
  • Chr. N. Brodersen, (red.): Thøger Larsen (artikelsamling udgivet af Lemvig Museum i anledning af hundredeåret for Thøger Larsens fødsel 5. april 1875), 1975.
  • Torben Brostrøm: »Thøger Larsen«, Danske digtere i det 20. århundrede, bd. l, 1980.
  • Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark, 1931.
  • Jens Aage Doctor: Forord til Thøger Larsen: Kunst og Liv, 1955.
  • Jens Aage Doctor: De centrale symboler i Thøger Larsens lyrik, 1956.
  • Jens Aage Doctor: »Thøger Larsen«, Litteraturhåndbogen, 1985.
  • Otto Gelsted: Efterskrift til Thøger Larsen: Udvalgte Digte, 1945.
  • Otto Gelsted: »Thøger Larsen«, Danske digtere i det 20. århundrede, bd.l, 1951.
  • Søren Hallar: »Naturen hos Harald Bergstedt, Otto Gelsted og Thøger Larsen«, Danske Studier, 1938.
  • 191
  • FJ. Billeskov Jansen: »Thøger Larsen. Virkelighedstroskab og Evighedsdrøm«, Dansk Litteratur Historie, III, 1977.
  • Johs. V.Jensen: »Thøger Larsen (1875-1928)«, Mindets Tavle, 1941. (Forkortet udgave af kronikken »Thøger Larsens Minde«, Politiken, 31-8-32).
  • Ebbe Kornerup:77?ø£er Larsen og Breve fra ham, 1928.
  • Sven Møller Kristensen: Den store generation, 1974.
  • Knud Madsen: Tliøger Larsen - en bibliografi, 1891-1995. (Forventes udgivet 1995).
  • Klaus P. Mortensen: Himmelstormerne. En linje i dansk naturdigtning, 1993.
  • Erik A. Nielsen: »Thøger Larsen«, Ideologihistorie III. Modernismen i dansk lyrik 1870-1970,1976.
  • Erik A. Nielsen: Forord til Thøger Larsen: Året i Danmark, 1984.
  • Harald Nielsen: Af Tidens Træk. Litterære Afliandlinger, 1,1909.
  • Felix Nørgaard: Kvinden, solen og universet. Om Tliøger Larsen som menneske og digter, 1980.
  • Mogens Pahuus: Naturen og den menneskelige natur, 1988.
  • Vagn Riisager: »Thøger Larsen: Jens Højby. 1905«, Edda, 1930.
  • Chr. Rimestad: Fra Stuckenberg til Seedorf, II, 1923.

12. Manuskripterne og teksten

Manuskripterne til teksterne forefindes i Ny Kgl. Samling (2134,2°) og på Lemvig Museum. De fremstår - fortrinsvis - som renskrifter eller reviderede kladder og rummer ikke oplysninger, der forrykker den grundlæggende opfattelse af forfatterskabet og dets tilblivelse.

Teksterne er trykt efter førsteudgaverne 1904, 1905, 1907 og 1912.1916 forestod Thøger Larsen andenudgaven af/ørd og Dagene under fællestitlen Jord. Ændringer fra første- til andenudgaven er kun taget i betragtning i signifikante tilfælde (se noterne). Anden selvstændige udgave af Jord udkom 1967, her med hensyntagen til forfatterens senere ændringer. - Åbenlyse trykfejl er stiltiende rettet (ex. s. 30,9: diu Sjæl > din Sjæl). - Dårligt papir og mangelfuld trykning i Jord og Dagene har ført til enkelte rettelser (o > ø, i > t). - Stavemåden af standse varierer, men inkonsekvenserne er bibeholdt i teksten. - ÷vrige kommentarer til teksten: se noterne.