Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

6. Nu og evighed

Dobbeltheden af nu og evighed angår dog ikke blot solhymnerne, men løber som et gennemgribende mønster i Thøger Larsens digtning. Nuet anskues til stadighed i lyset af dets ophør, og der fremtræder derved en nær forbindelse mellem tidløshed og tidsbevidsthed. Overhovedet sættes digtningen af tidens dimension, idet livet betragtes ud fra de tre store kredsløb: døgnet, årstiderne og slægternes gang. Herved kan et menneskes liv synes som et glimt i sammenligning med slægtens og universets tid, og derfor må Thøger Larsen da også opfatte nuet som meget skrøbeligt.

I lyset af tidens perspektiv lader Thøger Larsens digtning sig be 176 tragte som mytisk naturalisme. Betegnelsen er brugt om Johs. V. Jensen (Aage Schiøttz-Christensen: Om Sammenhængen {Johannes V. Jensens Forfatterskab, 1956, s. 287ff.) og dækker over forfatterskabets nære sammenhæng mellem et dennesidigt nu og en højere universel enhed, der finder sit formmæssige udtryk i myten. Nu var Johs. V. Jensens mytedefinitioner som bekendt mangfoldige, men én definition lader sig dog udlede: nuet og forgængeligheden betragtet under eet. Og denne dobbelthed går igen i Thøger Larsens digtning, men med den væsentlige forskel, at det ikke, som hos Johs. V. Jensen, er individualiteten, men mennesket og slægten, der står i centrum. Er Johs. V.Jensens - digteriske -jeg nemlig identisk med verden i og med den potenserede individualitet, der favner jorden og forvandler den til et udtryk for den subjektive stemning (jf. »Fusijama«, Myter og Jagter, 1907), er Thøger Larsens jeg en lille brik i en større kosmisk sammenhæng.Johs. V.Jensens verden går under med dødens indtræden, mens Thøger Larsens subjekt indgår som et element i naturens lovmæssige cyklus både før og efter livets ophør, hvorfor forgængeligheden synes lettere at bære:

Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.
(Solsangen, s. 13)

Et centralt udtryk for nuet og forgængeligheden betragtet under eet er det store fortællende digt Jens Højby (s.53), som Thøger Larsen selv betegnede som et af sine betydeligste arbejder (OSW: »En Samtale med Thøger Larsen«, Lemvig Dagblad, 3-4-25). Digtet tegner et gribende portræt af en døende bonde, der ligger i sit fattige kammer og venter på udfrielsen. Han er allerede så godt som glemt af den levende verden, og svævende i et tomrum mellem før og efter lader han livet passere revy. Han fik ikke den kvinde, han elskede, men måtte nøjes med »en krasbørstig Kvind« og et fattigt og trælsomt liv. Og nu ligger han som en midaldrende mand og dør i den seng, hans moder i sin tid udåndede i. Han er på vej tilbage til mulden, omgivet af insekter, der står parat til at overtage hans krop, og ganske illusionsløst og nøgternt ser han ~ og hans digter - døden i øjnene:

177

Andre gøde og grave
og vente paa Frugt og Frø.
Hele hans Livs-Opgave
er nu at ligge og dø.

Solen går ned, og månen står op, og med den overgår Jens Højby fra livet til døden. Således fletter væren og ophør sig ud og ind af digtet og sætter eksistensen i forhold til det eviges perspektiv. Det er myten om det døende menneske, Thøger Larsen fremskriver; livet og dødens dialektik skildret i digtets fortættede form. Optikken er det naturskabte vilkår, og i mindre grad den menneskeskabte hverdag, og dette universelle syn understreger digterens kosmiske perspektiv på tilværelsen. Derfor kan Jens Højby da heller ikke betegnes som hjemstavnsdigtning, idet digtets nøgne og hudløse realisme har det ontologiske vilkår for øje og ikke den sociale og samfundsmæssige kritik. Hvad Johs. V. Jensen skrev om Thøger Larsen i digtet Thøger Larsen (Politiken, 25-11-28), bekræfter Jern Højby: »det dybe Sind, som greb i Nuet/ Al-Evigheden, sammenskuet!«