Larsen, Thøger Uddrag fra Fire digtsamlinger 1904-1912

↩ Denne grundlæggende viden om altings forgængelighed indgår på lige fod med det værende i digtningens kredsløb, som følger døgnets og årstidernes bevægelse fra lys til mørke. Således er Thøger Larsens kunstnersind i udpræget grad rodfæstet i den kosmiske vekselvirkning, idet jegets fysiske og åndelige drift styrkes og svækkes i takt med solens gang over den nordlige halvkugles himmel. Erik A. Nielsen har sammenlignet Thøger Larsens sind med den heliotrope plante, der åbner og lukker sig efter sollysets forvandlinger, og det synes at være en præcis karakteristik af den næsten lovmæssige bevægelse, digtningens 'sjælelige' cyklus udgør (Året i Danmark, 1984, s. 27, jf. »Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 109-27). I Vintermorgen (s.31) hedder det: