Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

8. Tilblivelse og modtagelse

2-7-02 skriver Thøger Larsen i et brev til vennen Ebbe Kornerup: »Kære Ebbe! Ved den Tid, De kommer hjem igen, udkommer hos Bojesen en større Fortælling af mig, der skal hedde »Høg over Høg««. (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s.78). Romanen Høg over Høg blev sendt til Bojesens Forlag i februar 1903, og Thøger Larsen var optimistisk med hensyn til udfaldet. Men manuskriptet blev sendt retur, og digteren forsøgte sig i stedet hos Gyldendal. Optimismen var nu modereret, og inden afsendelsen henvendte Thøger Larsen sig til Jeppe Aakjær og bad ham bedømme manuskriptet, og - hvis han skulle finde det værdigt til udgivelse - videresende det til Gyldendal »med et Par smukke Ord?« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, 1,1942, s. 148). Det gjorde dog ikke indtryk på Gyldendal, der tilbagesendte bogen i sensommeren 1903 vedlagt et kritisk brev fra L. C. Nielsen. Skuffelsen og forbitrelsen lyser ud af følgende brev til Jeppe Aakjær (13-903): »Jeg skal ikke nægte mig Fornøjelsen at sende Dem dette morsomme Brev, at De kan se, med hvilken Myndighed Uformuenheden dømmer. Hahaha. Havde jeg vidst, at Bogen skulle falde i hans Hænder, da havde jeg aldrig sendt den; men jeg troede, at Deres Anbefaling var lige saa god som hans. Nu begynder jeg imidlertid at begribe, hvorledes den affekterte Vissenhed har baaret sig ad med at oversvampe den danske Litteratur. Jeg skal nok være skikkelig en 185 anden Gang og afholde mig fra Gyldendalske Boghandel saalænge Hr. Nielsens Regering varer.

Skammeligt for mig, at saadanne Mænd kan holde mig nede.

Kære Aakjær! Jeg veed saa inderlig godt min Bogs ikke uanselige Mangler, men dens Fortrin overtræffer dem, synes jeg, saa grundigt, at de ikke burde forhindre Bogens Fremkomst.« (Chr. N. Brodersen: Thøger Larsen. En Monografi, I, s. 148).

Herefter henvendte Thøger Larsen sig ikke til forlag i flere år, og prosaen trådte i baggrunden til fordel for lyrikken. Men bitterheden var svær at overvinde, og den er stadig fremherskende i følgende brev til Kornerup (11-12-04): »Jeg har paa Trods af L.C. Nielsen og alle hovne Forlæggere selv udgivet en Samling Digte - 25 -. Det er min Hensigt at fremture paa samme Maade herefterdags. (...) Selv at udgive sine Værker er det bedste, saa er man fri for Censur, saa kommer der ingen Vigtigper og forlanger, at dette eller hint skal omarbejdes for at blive dumt nok til Publikum og Kritiken, som i Danmark skrives af violette Drenge eller radikale Provinssværdere, mestendels da. Men hvad betyder deres blødkogte Malice?« (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s. 99).

I 1904 udgav Thøger Larsen Jord på eget forlag og i 1905 fulgte Dagene. Men trods digterens udtrykte skepsis over kritikkens manglende dømmekraft fik Jord en fin modtagelse. De toneangivende kritikere var meget begejstrede, bl.a. Harald Nielsen, der i Tilskueren (1905) skrev: »I det smukke og beskedne HUe Hefte, der er et Eksempel paa, hvorledes Digte burde udstyres, finder man en fuldt udpræget Personlighed, om end ikke en færdig Digter. (...) Hvad der gør ham saa forskellig, ikke blot fra den foregaaende, men i det hele giver ham en Særstilling i dansk Lyrik, er det haardere Stof, hvoraf hans Sind er bygget, og mod hvilket Indtrykkene toner med en barskere Klang. Der er selv i hans Mildhed en Biklang, der røber Metallet. Hans Leg og Spøg har noget af Troldens Vildskab.«

Den »blødkogte Malice« var begrænset til nogle fa provinsblade, og det var ganske pænt for en debutant fra eget forlag, hvad Thøger Larsen da også siden måtte indrømme (se »Nogle Ord om mit Forfatterskab«, Bogvennen, 1915, s.55). Anmelderne hæftede sig først og fremmest ved digterens natursans, men også ved sproget og indhol 186 dets dissonantiske karakter, og da Dagene udkom året efter, var Thøger Larsens status som særegen lyriker konfirmeret. I en udvidet anmeldelse i Det ny Aarhundrede (1906) skrev Chr. Rimestad: »Populær som Aakjær vil Larsen næppe nogensinde blive. (...) Han er bitrere og hans Vers' Udtryk er mere anspændt, han opsøger niere kræsent de overraskende og stærkt pittoreske Adjektiver. Han staar i Virkeligheden den store Prosaist Johannes V Jensen langt nærmere end Aakjær.«

Med Jord og Dagene havde Thøger Larsen markeret sig i den litterære verden, og medvinden - kombineret med en trængt økonomi - kan forklare digterens henvendelse til Gyldendal i 1906 med en forespørgsel til forlaget om at opkøbe restoplaget af de to samlinger. Det ønskede Gyldendal ikke, men antog i stedet Det Fjerne til udgivelse året efter, og fra da af var Thøger Larsen en etableret forfatter. Det Fjerne fik en overvejende god modtagelse, men flere anmeldere hæftede sig dog ved ændringerne i det kunstneriske univers. I Gads danske Magasin (marts 1908) skrev Harald Nielsen: »Thøger Larsens sidste Digtsamling »Det Fjerne«, rummer, lige som de foregaaende, ypperlige Ting, men den svarer mindre godt til sin Titel end de to andre vilde have gjort det. »Det Fjerne«, synes netop ved at forsvinde, Horisonten er blevet snævrere, Forestillingskresen mere massiv.« Modsat Georg Brandes, der i kronikken »De danske Maaneder i Sang« (Politiken, 18-2-11) skrev: »Efter de to srnaa Samlinger Jord og Dagene fulgte, smukt udstyret, den tredje, kaldet Det Fjerne, med en naturdrukken kosmisk Poesi, som Shelley's Naturpoesi var kosmisk. Thøger Larsen mangler undertiden Smag, men det betyder lidet, saa ejendommelig som hans Sprogbehandling er uden at ty til nogen Mundart. Han har mangestemmig Musik og brogetstærke Farver i sine Vers, og han er formstreng trods nogen. (...) Men han erpaa samme Tid en forfinet Kunstner. Et Digt som Tyngden og Floden er et metrisk Kunstværk, og Digtet Hvidenæs med sine i dansk Poesi næsten enestaaende, fortræffelige Trestavelsesrim et overordentligt Kunststykke paa samme Tid som et fuldttonende Kunstværk.«

Hermed var Thøger Larsens position i dansk digtning endeligt slået fast, og da Bakker og Bølger udkom i 1912, var der praktisk taget kun roser til digteren.