Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

✂

Kristen Thomsen i morgenstemning

✂ Hvor er morgnerne dog dejlige om sommeren,
når solen kommer
og giver kulør
til mark og muld og bakker og dal!
Gøgen må kukke og hanen må gale -
de kan mærke, at Vorherre er i godt humør.

Duggen ligger blank over eng og ager
og alle Guds gaver.
Vipper og strå
strækker sig højere og højere op,
som om de troede, at kernen og toppen
aldrig ville få plads under bondemandens bjælke!

✂ Jeg skal altid tidligt op for at kalde
på piger og karle
og sætte dem i arbejde.
Karlene gaber og puster og strækker sig,
så hver en sene i deres fjæs fortrækker sig -
pigerne gnider maven med særken.

✂ Jeg går sommetider ud i kostalden og stavrer omkring
når de malker,
og småsludrer
med pigerne - så går deres arbejde så rask,
for kommer de tidligt op og er dvaske,
kan de gerne sidde og sove med patten i hånden.

✂ Så går jeg langs med diger og grøfter
og ser til alt det, der er mit:
stråene er lange,
vipperne er tunge,
201 fuglene synger, som om de holdt af mig,
men kerner dem stjæler de fanden tå mig.

✂ 68 skulter: TLs egen oversættelse. Der er snarere tale om, at der går en gysen el. ry sten gennem pigerne.

✂

Kristen Thomsen og bordbønnen

✂ Den dag, da Per Wollesens hoppe blev fundet,
var hans kone herhenne for at fa sin middagsmad.
Du kender hende nok, den tolv lispunds klæppert,
så hellig som en engel og så dum som en kuller -
først så åd hun et halvt fad vælling,
og så åd hun en pølse så lang som min kæp.
Nå velbekomme til hende! Jeg er langt fra nærig,
og heller ikke så farlig slem til at drille,
men det manglede sgu blot, at den forbandede tæve
skulle komme og lære mig, hvordan jeg skal leve.
Se i begyndelsen gik det godt: hendes sludder slæber
med vind og vejrlig en gang imellem,
men ingenting der til mig kunne hælde,
så længe hun havde travlt med at stoppe sin mund.
Men det fik da ende, og med nød og næppe
havde hun tygget af munden og var færdig med at ræbe,
før hun sagde: »Ja - nu er der kun én tingjeg mangler.«
»Er der det«? svarede jeg så. »Hvad er det da?« spurgte jeg. -
»En tak til Vorherre fra manden på gården.« -
Men jeg vil sgu hverken næses af eller kradses.
Jeg svarede i min vrede: Jeg skal Søren knase mig
nok takke Vorherre til den tid, det kan passe mig,
og du må sgu huske på, at du er i byen.
Jeg ved nok, at du takker for hver gang foder, du far,
jeg takker ikke mere end en gang om året,
men du æder sgu osse mange gange så meget.
Du skal ikke sidde så stille og så hellig og så lysten -
det rager ikke dig, hvad vi andre gør!

✂ Du synes vel, du ligner Vorherres billed,
og så er du sgu ikke andet end lår og r...« -

202

✂ Hun rejste sig og ræbede og slog kors og sukkede
; skrumlede afsted, og døren blev lukket.

✂ 68 hinner Sludder slæver/ me' Vind aa Vejle: meningen er sandsynligvis, at hun sludrer om vind og vejr; om alt muligt.

✂ 69 ingenting) der te mæ ku hæld': sandsynligvis udtryk for, at gæsten kommer ind på emner, der ikke interesserer Kræ-Tammesen. - snevves heller krattes: TL lægger sin egen betydning i krattes, men her er grundbetydningen bibeholdt. - æ Gall: gal er på jysk synonym med vred, så TLs note er lidt ved siden af.

✂

Kristen Thomsen fæster pige

✂

Kristen Thomsen:

Hør Søren! Jeg vil skynde mig at få mit ærinde forrettet:
Vi er lige i dag kommet af med vores pige -
hun havde gået og lusket for meget om natten
ved Hans Peder Plystrups havedige.
Jeg ville knusendes gerne have fæstet din datter.

✂

Søren:

Vi kan snakke om sagerne, Kristen Thomsen! Sæt dig!
Nå så er Kristen Hansens Trine rejst fra dig -
ja, jeg vidste nu nok, at tøsen var tyk,
men jeg troede, hun havde faet det dernede i bakkerne
ved ham den tåbelige skomagerpløk.

✂

Kristen Thomsen:

Nej gu havde hun ej. Hun har selv indrømmet,
at Hans Peder Plystrups karl har rendt
og fjantet med hende, den rødskæggede rakker.
I begyndelsen vilde hun ikke være ved det, det sølle skidt,
men en dag, lige før vi skulle til at ombygge
stalden, sagde jeg til hende, frank og frit:
»Enten er du tyk, eller ogsaa har du trommesyge!«
Hun blev bleg om næbet og med vand i øjet
svarede hun: Ja det hjælper vel ikke at lyve!
Det er også trist at man ikke kan lade være
at fjante rundt med de forbandede knægte,
for hvordan man end lader sine klæder skære,
så kan de sgu finde hver strop og hver hægte!»
203- Nå, væk er hun kommet den tredje september.
Kan jeg fæste din datter til den første november?

✂

Kristen Thomsen i Vorherres hånd

✂ Man kan sommetider gå så sært og rode,
men aldrig har vi haft en ståhej hos os
som den syvende gang, min kone gjorde barsel.
Ja sikken ballade! - Herre Jesu Kors! -
Jeg syntes, det halve var nok til at miste forstanden.
Men sikkert er det: Man kan være lige ved at drukne
i bekymring og skidt og alligevel komme ovenpå igen,
når det er Guds vilje, og man holder sig til ham,
og jeg har altid, når det kneb, holdt ved ham.
Den ene af mine hoppers tænder var dårlige,
den anden var halt og hudløs over bringen,
og jordemoderen skulle hentes, alt, hvad de kunne løbe;
en ko var brunstig og en anden skulle kælve,
og den gamle so var begyndt at fa grise.
Jeg var sådan, at jeg hverken kunne drikke eller spise.

✂ Men klokken tre var min kone forløst
og lå med en lille pige ved sit bryst,
og jordemoderen sagde, at ungen lignede mig,
og kalv var der gjort i den ko, der var tyregal.

✂ Og klokken fire havde Vorherre velsignet mig
med en datter og elleve grise og en tyrekalv.

✂ Oversættelse og kommentarer i samarbejde rned lektor Ove Rasmussen, Institut for Jysk Sprog-og Kulturforskning, Aarhus Universitet.