Heiberg, P. A. Vise 1792

Vise 1792.

Bort med Sus og med Dus,
bort med Fuldskab og Rus!
uordentlig Glæde forstyrrer vort Hus;
altid gladest jeg sad
i den buntede Rad
og saa' hver Pige glad.
Glas og Sang, Kling Klang!

Hvad er en Klub, som af Mandfolk bestaar?
hvad, uden Solen, er Sommer og Vaar?
vi, som samledes her,
have Damerne kjær,
for Kjønnet Ære bær'.
Glas og Sang, Kling Klang!

Ubehøvlede Knub!
hvor du burde faa Skrup,
du, som først opfandt denne Mandfolke-Klub!
Saadan tyrkisk en Vis
var ej i Paradis,
hvor Kjønnet var i Pris.
Glas og Sang, Kling Klang!

Naturen Kjønnet den Yndighed gav,
at deres Ansigt opliver hvert Lav,
590 og i Selskab med dem
smager Vin angenem,
og Sang har Fynd og Klem
Glas og Sang, Kling Klang!

Klubben tømmer vor Pung,
og om Konen er ung,
saa falder jo Tiden der hjemme saa tung;
hvad om hun gjør Forsøg
og alene for Spøg
ta'er eller gi'er Besøg?
Glas og Sang, Kling Klang!

Piger og Koner og store og smaa
bør være Klubben, om den skal bestaa.
Skaal for Fa'er og for Mo'er!
Skaal for Søster og Bro'er!
for Kjønnet ved vort Bord.
Glas og Sang, Kling Klang!