Heiberg, P. A. Vise for Oktober 1791

Vise for Oktober 1791

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Tov.

Henslængt i Krogen min Harpe staar,
jeg véd ej selv, hvad jeg tør besjunge;
paa Hykleri jeg mig ej forstaar,
og Sandhed flyder der fra min Tunge.
Selv Uselheden med Sang husvale
og højt for Armod til Brødre tale
jeg vover ej.

Om Ordner synger jeg ej saa let,
jeg sang en Gang, men fik Skam til Takke.
Og dog er Orden alene det,
hvorom man vil en Skribent maa snakke.
En Autor, som ej Eloger maler,
halvandet Hundrede blanke Daler
fortjener surt.

Jeg frygter ogsaa for Holmens Magt,
der hersker Orden i alle Kroge,
og den Skribent, som har andet sagt,
kan ikke regnes iblandt de kloge.

* 585

Men Verdens Klogskab jeg stolt foragter,
og ler ad Hyklerens dumme Fagter;
det er min Lov.

Og bange er jeg for Klammeri;
især paa Gaden det klæder ilde,
og ræsonnere med Politi,
er kun sin Tid og Raison at spilde.
Men Gud ske Lov, at Skribenter-Truppen
er fra Geniets Gehenna sluppen
paa Gammel-Torv.

Jeg takker ham, der har Orden skabt,
hvor før var Mangler par excellence,
at Publikum nu al Tvivl har tabt
om Skarns og Tyves Non-existence.
Men naar paa Gaden jeg Forbud læser
mod Gedebukke, som gjør Fadæser,
saa gyser jeg.

At synge højt Lafayettes Lov
jeg ej af Frygt for Olympen vover;
thi om end ogsaa Fru Juno sov,
saa véd jeg, Ternen dog aldrig sover.
At hun og Schirachs Papirs-Soldater
ej tugted Galliens Demokrater
er dog en Skam.

Med Tyskland maatte jeg slutte Fred,
den sig med Holland associerte;
*

586 og om jeg blev med min Fejde ved,
man mig da chymice destillerte.
At slaas med Præster og Bosniaker,
Matroser, Kællinger, Kakelakker
er ingen Spøg.

Selv Vin og Venskab og munter Sang,
og glade Cirkler og Venners Møde,
man næsten holder for contraband,
for farlig Friheds og Oprørs Fode.
Ve den, der altid om Fare drømmer!
Som jeg fornøjet han aldrig tømmer
sit fulde Glas.