Heiberg, P. A. Politisk Dispache

Politisk Dispache.

Something is rotten in the state of Denmark.

Marcellus i Shakspear's Hamlet.

Et gammelt Ordsprog siger: "Hvo som smører godt, han kjører godt". Imidlertid, da dette Ordsprog for det meste tages i en Mening, hvori jeg paa dette Sted ikke vil have det taget, saa sinder jeg det fornødent at forandre samme saaledes: "Hvo som betaler vel, bliver vel betjent". Vist nok er det, at dette Ordsprog, saaledes udtrykt, ikke alt for ofte holder Stik; men man kan dog vel sige med Sandhed, at det burde holde.

Hvor mange ere ikke de, der i deres smaa Husholdninger have Aarsag til at sige: De af dine Tjenestefolk, som du behandler bedst, behandle dig slettest! Jeg taler her ikke om dem, der tro at være saare gode imod deres Tjenere, naar de ikke begegne dem som Slaver; ikke om dem, der altid lønne slet og dog ville tjenes vel; ikke em dem, der tro at have gjort alt, hvad de skylde deres Tjenere, naar de i ordentlig Tid give dem deres Løn, og hvad mere de uden * 503 aabenbar Uretfærdighed ikke kunne nægte dem; men jeg taler blot om dem, der, i ethvert Forhold imod sine Tjenere, altid, før end de handle, spørge sig: Hvad vilde du fordre af din Herre, i Fald Skæbnen havde gjort dig til Tjener ?

Som det gaar i private Husholdninger, saaledes gaar det ikke sjælden i Stater. Fordi en Stat lønner vel, er det ikke sagt, at den bliver vel betjent; meget mere synes den almindelige Praxis at godigjøre, at Embedsmandens Duelighed, Arbejdsomhed og Redelighed ofte staa i omvendt Forhold til hans Lønning, saa at de af Statens Tjenere, der lønnes bedst, undertiden tjene slettest. Jeg haaber dog, at man vil lade mig vederfares den Ret at tro mig ikke at have glemt det gamle Axioma: Der er ingen Regel til, som jo har sine Undtagelser.

Sproget skal tjene til at bibringe Begreber eller til at gjøre mig forstaaelig for mine Medmennesker. Ord og Talemaader ere sanselige Tegn paa Begreber. Deraf flyder, at nymodens Ord og nymodens Talemaader ere sanselige Tegn paa nymodens Begreber. Nu er det en bekjendt Sag, at man, efter Modens Talebrug, siger: Manden A., B. eller C. tjener vel; og at man derved aldeles ikke forstaar, at Manden A., B. eller C. er en duelig og retskaffen Embedsmand, men at han har gode Indkomster. Hvo ser ikke heraf, at Indkomsterne af et Embede anses for Hovedsagen, og dets Bestyrelse for en Bisag? Skulde ikke blot denne Sproganmærkning være nok til at bevise Rigtigheden af, hvad jeg forhen har sagt: En Stat er ikke just vel betjent, fordi den lønner vel ?

For en stor Del rejser dette Uheld i Staterne sig af den næsten almindeligen antagne Grundsætning: Man maa søge Embeder til Personer, og ikke Personer til Embeder. Denne skadelige, men af Politiken, der gjærne nu om Stunder antager alt, hvad der med Tiden maa skade, naar det kuns synes at være nyttigt for Øjeblikket, alt for ofte 504 hævdede Grundsætning er et ikke ubetydeligt Led i den store Kjæde af Undertrykkelser, der i vore Dage har nødt saa mangen Nation til at sætte sig imod sine Regeutere og at afkaste et Aag, som ogsaa derved blev gjort mere byrdefuldt; og skulde Dannemark - hvilket jeg ingenlunde vover at benægte - endnu være én af de faa Stater, hvis Indbyggere have Grund til at elske sin Regering, da maa Nationen have andre Motiver for denne Kjærlighed, thi hvor ofte have ikke Klager været hørte om Udlændingers Foretrækkelse fremfor de indfødte til vigtige Embeder i Staten?*) Og hvor gammel er ikke denne Klage! Det er mere end en Digter-Floskel, naar Niels Ebbesen i Sanders skjønne Tragedie siger: Aar efter Guds Byrd 1340 var der saadan en dyr Tid paa gode og vise Mænd i Dannemark, at de frie odelsbaarne Danske maatte vælge en Udlænding til Konge. Historien lærer, at ingen Niels Ebbesen afværgede dette Tilfælde i senere Tider; men om eudog Regenterne selv efterhaanden have vænnet sig til at glemme deres fremmede Herkomst for at erindre, at de ere blevne og bor forblive Danske, saa er dette, des værre! ikke Tilfældet med en stor Del af de mange mægtige Familier, som ved den Anledning kom ind i Landet. Disse glemme kuns sjælden deres fremmede Oprindelse; de beholde deres Forfædres Sprog og Sæder. Heraf fødes den Foragt for Landets egne Børn, som ikke sjælden spores hos dem; og da Blodet, som et Ordsprog saa rigtig siger, aldrig er saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand , saa maa man ikke undres over, om de, i at anbefale en fremmed Mand hos Regenten, for at skaffe ham et fedt Embede, eller for at faa ham indbrændt paa én eller anden fed Græsgang, bruge lidt mere Varme, end naar det gjælder om at anbefale en af Landets egne Børn, hos * 505 hvem de sjælden formode mere end hverdags Kundskaber og Duelighed. Det er jo blot en Slags Nepotisme, og hvo gjør ikke mere for sin Slægt end for vildfremmede? Troede ikke selv den nys afdøde store Bernstorff, og viste han ikke i Gjerningen, at det var hans Tro, at man hos Danske og Norske ikke kunde eller maatte vente saa store Talenter, saa megen Kundskab og Duelighed, som hos hans Landsmænd Tyskerne, hvor det gjaldt om at forestaa et af Statens vigtige Embeder? Jeg vil ikke sige, at han altid mistroede danske Talenter; men næppe gjorde han sig synderlig Umage for at finde dem. Sine Landsmænd vidste han derimod at finde og blev desto værre alt for ofte narret af dem. Med alt dette er ingen mere redebon end jeg til at erkjende hans store Fortjenester af Landet, og hvo er vel den, der, idet han tror, at Naturen ingenlunde havde udtommet sine Skatte ved at frembringe denne Mand, ikke nu af Erfarenhed har lært, hvor meget Landet tabte ved hans Tød? Ogsaa mig har Erfarenheden i denne Henseende omvendt. Jeg tror at se nogle af hans Fejl, men skal aldrig aflade at ære hans glimrende gode Egenskaber.

Dog! jeg mærker, at jeg kommer for langt fra min Text; jeg vender altsaa tilbage.

Regenten, Statens første Embedsmand, lønnes af Nationen, alle Vegne rigeligen, men paa sine Steder mere, paa andre Steder mindre overflødigen. Rimeligvis vil man sige: Altsaa, jo bedre Regenten lønnes, jo bedre bør han regere. Jeg har intet at indvende imod dette bør; men fordi en Ting bør ske, derfor sker den just ikke. Dette siges uden Hensyn til Dannemark, hvis Bestyrelse jeg, paa dette Sted, lige saa lidet vil laste, som jeg agter at rose den. Saa vel Ros som Last vilde gjøre mig mistænkt, men paa forskjellige Steder og paa forskjellige Maader; jeg indlader mig altsaa ikke i nogen Undersøgelse desangaaende. Af Frygt? spørger man. O ja! men af Frygt for at gjøre noget, der 506 ikke kunde gavne, men vel skade. Je crains Dieu, cher Abner! et n'ai point d'autre crainte. Jeg skriver desuden for tænkende Mennesker og overlader til dem at uddrage, hvad Resultater de behage af de Data, som jeg agter at opstille.

Hvad jeg med denne Afhandling har foresat mig at vise, er, at den Nation ikke just er den bedst bestyrede, der betaler sin Regent eller sine Regenter bedst. Men, for at blive desto bedre forstaaet og for at undgaa Mistydninger saa meget som muligt er, finder jeg det fornødent at forudskikke nogle faa Sætninger, hvortil jeg i det følgende stedse vil henholde mig.

Ved Regenten forstaar jeg den lovgivende og den exekutive Magt, enten nu samme er forenet i én eller betroet til flere Personer.

Til Regentens Lønning eller Betaling for sin Møje med at regere henregner jeg i frie Stater ene og alene de Summer, som af Nationen bevilges den eller de regerende til hans eller deres Underholdning, Fornøjelse og aldeles private Brug, og for hvis specielle Anvendelse Nationen altsaa intet Regnskab har at fordre, naar samme blot ikke anvendes til Skade for Staten. Derimod i de souveraine Regeringer henfører jeg under denne Benævnelse alle de Summer, som Regenten til én eller anden Tid har bestemt til sit eget Brug, efter den Raadighed, som Konstitutionen giver ham over Statens Indkomster og deres Anvendelse.

Det følger altsaa af sig selv, at Domstolenes og de forskjellige Administrationers Lønninger ikke kunne komme under Betragtning paa dette Sted, hvor der ene og alene haves Henlyn til Regentens eller Regenternes personlige Fordele og den Del af Stats-Indkomsterne, der er bestemt til hans eller deres eget private Brug, og af hvilken Opofrelse Staten og dens Individuer ingen anden direkte Fordel har end den at se sin Regering lønnet paa en Maade, der kan og bør give * 507 samme Lyst til at styre Staten overensstemmende med den almindelige Vilje.

Letteligen vil det ogsaa indses, at en uindskrænket Regering, der, enten i virkelig gode Hensigter, eller og for at kaste Nationen Sand i Øjnene, bestemmer en vis Del af Statens Indkomster til sit eget private Brug, Hofholdning og saa videre, vil, i Tilfælde af et Deficit i denne Post, ikke tage i Betænkning at dække samme med Statens øvrige Indkomster, da Regenten tror sig heller ikke at skylde Nationen Regnskab for disses Anvendelse, og at altsaa enhver Beregning i saadanne Stater bliver usikker. Selv i Engelland, hvor Kongen ikke umiddelbar er Herre over Finantserne, lærer Erfarenheden, at han letteligen kan forskaffe sig betydelige Tilskud til sine bestandige og reglementerede Indkomster, uagtet ingen Konge i Evropa skal, efter Archenholtzes Paastand, have saa uhyre store Intrader som de, der ere reglementerede til ham ved den britiske Nations stolte Gavmildhed*).

Ikke saaledes gaar det til, eller kan det gaa til i en Republik, som i Frankrig, hvor Konstitutionen har bestemt Regerings-Personalets Lønninger, der ere uforanderlige, og hvis Forskjel fra ét Aar til et andet blot beror paa Kornprisernes Stigen og Falden. Jeg vil ikke paastaa, at ingen af de regerende i denne Stat kan slippe til at anvende de offentlige Midler til eget Brug; men dette er og bliver dog et Tyveri, som Konstitutionen i det mindste har gjort saare vanskeligt, og som især i Fredstider vil blive vanskeligt, og hvorfor den højeste Øvrighedsperson lige saa vel som den ringeste * 508 Borger kan blive straffet efter Lovene; hvilket aldrig er Tilfældet i Monarkier, hvor Regenterne paastaa, at de ikke staa andre end Gud til Regnskab.

Jeg har foresat mig at gjennemgaa nogle faa Stater i Evropa, undersøge, hvor meget enhver af disse Stater yde til Regenten eller Regenterne for hans eller deres eget personlige Brug, repartere samme over Folkemængden, og saaledes udfinde, hvad et Individ bidrager til sin Regents eller sine Regenters Vellevned. Jeg skal overalt citere mine Kilder, og haaber, at disse skulle anses for de reneste af alle bekjendte. At gjennemgaa enhver Nation paa denne Maade vilde blive alt for vidtløftigt, fordre mere Tid, end jeg kan anvende derpaa, flere Hjælpemidler, end jeg kan forskaffe mig, og manske kjede mine Læsere, Jeg holder mig altsaa blot til de Nationer, der mest kunne interessere vores Nysgjerrighed, og begynder med Dannemark.

I Forvejen maa jeg dog nødvendig anmærke, at alt, hvnd jeg, længere hen i denne Undersogelse, kommer til at sige angaaende Indskrænkninger i Udgifterne og en sparsommeligere Bestyrelse af Finantserne, grunder sig blot paa de faa Data, der ere mig bekjendte, indeholder altsaa blot mine Hypoteser, mine pia desideria, mine Ønsker, at Tingene kunde være saaledes, men ingenlunde nogen Paastand paa, at de bor være saaledes. Jeg er, som man véd, alt for meget blottet for praktiske Kundskaber i Finantsvæsenet, denne store Stats-Hemmelighed, til at være i Stand til at berede et Plaster, hvormed Statens Saar kan læges; men ville de lovligen avtoriserede Saarlæger værdige de Vink, jeg giver dem, nogen Opmærksomhed, ikke foragte dem, fordi de komme fra en Mand, som de manske ikke ynde, ikke lade haant om dem, fordi de maaske radere noget i deres egne Idéer, da turde maaske den Umage, dette Arbejde har kostet mig, ikke være aldeles spildt. Urigtige Slutninger kunne ogsaa stundum lede til rigtige Resultater; 509 kuns at man ikke forkaster nogen Ting uden Undersøgelse*).

I Henseende til Dannemark i Særdeleshed vil og bør jeg ikke benytte mig af andre Oplysninger end af dem, som jeg finder trykte for mig. Det skulde vistnok ikke have faldet mig saa saare vanskeligt at erholde nøjere Underretninger om et og ondet hid henhørende, saasom om Partikulær- og Skatol-Kassens Indkomster, Beløbet af Hofhusholdnings-Udgifterne og andet mere, hvori der maaske aarligen forefalde Forandringer. Men dels ere disse Forandringer ubetydelige**), dels, da man i disse Tider synes saa meget at frygte og hade Publiciteten, har jeg med Føje taget i Betænkning at skaffe mig de Oplysninger, jeg ellers kunde have faaet. Jeg vilde aldrig undlade at bebrejde mig, om nogen Mand skulde kunne blive mistænkt for at have rakt mig Haanden ved denne Undersøgelse og derved komme i Ulejlighed. Jeg vil heller vandre lidet mere i Mørke, men haaber dog at skabe Lys nok til at vise Læseren, at mit Resultat snarere er under end over Sandheden.

Efter Büschings Geografi var den kongelige danske Partikulær-Kasses Indkomster i Aaret 1770 følgende: * * 510 a) Af Øresunds Told.................... 450,890 Rd.
b) Af Staden Altona.................... 17,755 -
Tilsammen 468,645 Rd.

foruden andre Artikler. Dette stemmer aldeles overens med Büschings Magasin 14. Del S. 53, hvor de bemeldte andre Artikler findes specificerede og beløbe sig til henved to Tønder Guld, eller............. 194,195 -

Partikulær-Kassens Indkomster for Aaret 1770,

i alt.................................. 662,840 Rd.

Hertil maa lægges, hvad der samme Steds S. 56 og 68 anføres, og som Friderich Sneedorff i den 2. Del af hans efterladte Skrifter S. 186 efter ham haver antaget, sigende: at Büschings Efterretning er avthentisk og øst af de første Kilder*), nemlig:
a) Hof-Etatens Liste......... 209,056 Rd.
b) Kongelig Hofholdning..... 126,150 -
c) Deputater til de kongelige
Personer.............. 100,000 -
- - -435,206 -

Altsaa har Kongen og hans Familie i Aaret 1770

kostet Landet........................... 1,098,046 Rd.

Efter hvad Büsching har anført i sit Magasin 17. Bind S. 202, vil Summen endnu blive større; men jeg forbigaar samme, da jeg ikke har nogen Forsikring om den større Paalidelighed af de i dette Bind indførte Beregninger.

* 511

Rimeligheden af den ovenstaaende Beregning vil falde tydeligere i Øjnene ved at sammenligne den med Thaarups Opgave i Statistiken, hvor han S. 720 anfører Kongens private Indkomster saaledes:

1) Partikulær- og Skatol-Kassen, hvorfor Thaarup ingen Summa anfører; men da man af Büschings foranførte sikre og paalidelige Efterretning véd, at Øresunds Told indflyder i denne Kasse, saa antager jeg her sammes Beløb, saaledes som det, efter bemeldte Thaarups Avtoritet, var i Aaret 1786 (se S. 719) - og det med saa meget større Sikkerhed, som han S. 713 siger, at denne Told er betydeligen steget siden Aaret 1792 - med den af ham anførte Summa................ 547,830 Rd.

Hvortil maa lægges denne Kasses partikulære Indkomster af Staden Altoua, efter Büsching, som foranført*)............... 17,755 Rd.

I alt Partikulær- og Skatol-

Kassens Indkomster..... 565,585 Rd.

De øvrige af Büsching anførte Summer forbigaar jeg, da jeg ikke véd, hvori Kassens øvrige Indtægter i de senere Aar have bestaaet.

2) Det kongelige Huses Deputater, (NB. jeg véd ikke deres Beløb for ovenmeldte Aar 1786, men hos Thaarup anføres de for Aaret 1791)......................... 268,451 -

3) Hofhusholdnings-Udgifterne (saaledes som de vare i Aaret 1788, da jeg maa holde mig til de Efterretninger, som jeg finder * 512 Transp. 834,036 Rd.
trykte for mig), hvilke Udgifter, efter Thaarups Anmærkning, ere medgaaet til Køkken, Bageri, Vinkjælder, Konditori, Lysning, Brænde, Liberier, Vask, Kjørsel etc.............................. 137,718 -
Hertil burde vel endnu regnes noget for Hofholdnings-Betjenternes Lønninger; disse - siger Thaarup - ere anførte under andre Lønninger. Men da jeg ingen Oplysning har desnnganende, saa forbigaar jeg samme.

4) Til Stald-Etaten var i 1790 reglementeret:
a) Til Gager, Liberier, Hestedækkener etc.................25,510 Rd.
b) 7000 Tønder Havre leveret, beregnet til den moderate Pris a l Rd. pr. Td............. 7000 -
c) 2440 Læs Hø, ligeledes
à 2 Rd............. 4880 -
- - - - 37,390 -
I alt Kongens partikulære Indkomster af Statens Kasse 1,009,144 Rd.

Her er altsaa en Forskjel af 89,000 Rd. imellem Büschings og Thaarups Beregninger, der lader ganske rimelig, naar man betænker, hvad Thaarup siger, og hvad man saa ofte har hørt tale om, at der i de senere Tider ere gjorte betydelige Besparelser i Hoffets Udgifter; forudsat, at disse Besparelser ikke bestaa blot i at lappe Klæder*).

* 513

Jeg véd ikke, om det kongelige Huses Appanager ere beregnede i denne Summa, men jeg vil antage det. I ethvert Tilfælde henhører saadant dog til de Udgifter af Statens Kasse, der gjøres for Kongen, og maa regnes iblandt hans personlige Emolumeuter, da de ikke finde Sted uden i monarkiske Regeringer; og under denne Forudsætning vil jeg fra den ovenstaaende Summa endnu afdrage den afdøde Enkedronnings Indkomster, der skal have beløbet sig til 95,000 Rd., og endvidere den Summa 14,144 Rd., som jeg giver Slip paa for at faa et rundt Tal og for at bøde paa, hvad der endnu muligt hist og her ovenfor kan være for højt beregnet, uagtet jeg allerede har forbigaaet adskillige Poster, hvorom jeg ingen Oplysning har, og som dog burde beregnes. Og paa denne Maade beløber Statskassens Bidrag til Kongens og hans Families Underholdning sig til den Summa 900,000 Rd.

Büsching i sin Geografi anslaar Dannemarks Folkemængde til noget over 1,800,000 Mennesker, Norge, Holsten, Island og Færøerne iberegnede; derimod i den 8. Del af Magasinet beregner han den til noget over 2 Millioner, hvilket nok paa den Tid har været rigtigt og er hidindtil i Almindelighed bleven auset derfor. Schlegel i sin Statistik 2. Del 514 S. 7 anslaar den til omtrent 2,350,000, der dog nok er vel højt. Middelvejen imellem dem holder Thaarup i Statistiken S. 443 og Sneedorff i det anførte Skrift S. 98, der begge beregne Folketallet til 2,200,000 Mennesker. Antager jeg denne Opgave, der vel ogsaa ligger Sandheden nærmest, og reparterer de ovenfor beregnede 9 Tonder Guld over dette Folketal, saa kommer der paa hvert Individ en Kontribution af 2 Mk. 7 3/11 Sk., da derimod Büschings Beregning giver et Resultat af omtrent 3 Mk. 4 Sk. for hvert Individ, som vel ogsaa i sin Tid har været rigtigt.

Man vil maaske indvende mig, at Øresunds Told ikke betales af Nationen, men mest af Udlændingen; maaske ogsaa, at der ere mange Udgifter at afdrage, for end Pengene indløbe i Partikulær-Kassen, og at folgeligen den Netto Summa bliver meget mindre, end hvad jeg har anført. Til det første svarer jeg, at Tolden dog vel tilhører Nationen, og ikke blot Kongen; flød den ikke ind i Kongens private Kasse, saa kom den i Statens almindelige og anvendtes da til saadant Brug for Staten, at dens Borgere derved kunde erholde en forholdsmæssig Lindring i deres Skatter og Afgifter. I Henseende til den anden Punkt maa jeg anmærke, at det efter Büschings avthentiske Beregning, og saasom Tolden i de senere Tider har betydeligen tiltaget, lader aldeles sandsynligt, at Thaarup maa have anfort den Netto Summa, der indløber i Patikulær-Kassen. Hvorledes Toldkammerets Embedsmænd lønnes; om de alle, ligesom nogle af dem, have deres Indkomster ved særskilte Svortler af de gjennemsejlende Skibe eller af Statens almindelige Kasse, er mig ubekjendt; men lad dem endog lønnes af Told-Intraderne, saa kunne disse Lønninger dog vel ikke sluge over en halv Tønde Guld?

Jeg har vel ogsaa hort paastaa, at Øresunds Told ikke længere gaar til Skatol- og Partikulær-Kassen. Om det forholder sig saa, skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting er, saa existerer dog denne Kasse og maa vel altsaa have nogle 515 Indkomster. Jeg erindrer mig, at jeg hos én af mine Venner, der nu opholder sig i én af Provinserne langt fra Hovedstaden, har set en Liste, hvorefter de kongelige Personers Deputater og Hofbetjenternes Lønninger for Aaret 1796 beløbe sig til noget over fem Tønder Guld. Lægger man nu hertil Hofhusholdnings-Udgifterne med Mad og Drikke o. s. v., Partikulær- og Skatol-Kassens Indkomster, samt de Summer, som Hans Majestæt Kongen, efter sin allerhøjeste Magt og Myndighed, nu og da, under egen høje Haand, rekvirerer, og som i Ordrerne siges at være til et vist Brug, hvilke Summer undertiden kunne paa én Gang og efter én Anvisning beløbe sig til en Snes Tusende Rigsdaler og der over, og hvis Anvendelse saaledes, efter Sagens Natur, maa forblive en Hemmelighed, saa vil man let indse, at min Beregning ikke er overdreven.

Maaske kunde mon ogsaa finde, at min Beregning maa blive urigtig af en anden Aarsag, fordi man paastaar, at der, siden Thaarups Statistik udkom, endnu ere gjorte flere Besparelser vod Hofholdningen. Om det forholder sig saaledes, og hvori disse Besparelser bestaa, véd jeg ikke. Jeg vil ikke benægte denne Paastand, da jeg ikke er i Staud til at bevise den modsatte; men jeg maa blot bede anmærket:
1) At jeg i min Beregning langt fra ikke har anført alle de Indtægter, der tilflyde Partikulær-Kassen.
2) At der ere adskillige Hofbetjenteres Lønninger, der, som ovenmeldt, betnles ud af andre Kasser.
3) At jeg her ovenfor har udsat over 14,000 Rd. af min generale Summa for at bøde paa, hvad der maaske endnu paa et eller andet Sted kunde være for højt ansat; og
4) At jeg, naar det maatte tillades mig at gjennemgaa Statskassens Pensions-Liste, sikkert vilde her finde mangfoldige Pensioner til Folk, der ikke egentligen have tjent Staten, men blot Kongen, saasom afskedigede Kammerherrer, 516 Kammerjunkere Hofdamer og andre Hofbetjentere, hvis Pensioner egentligst henhøre til Kongens private Kasse*). Hertil kommer endnu Pensioner til Mænd, der i deres bedste Alder afskediges med Bibeholdelse af deres hele Løn, hvilket dog nok kuns sjælden træffer andre end dem, der ere Apartements-dygtige, skjønt man vel baade maa og bør tro, at saadant sker til Statens bedste og uden andet Hensyn. Ligeledes betydelige Siuekurer**), hvoraf Dannemark ogsaa har nogle, eller Lønninger, der hæves uden at forrette det Arbejde, som dermed er forbunden, hvormed det nok har samme Beskaffenhed som med de ovenmeldte Pensioner. Dog, om man endog behager endnu at rabattere en Tønde Guld eller to, saa bliver Kontributionen af ethvert Menneske endda stor nok.

I Henseende til Naboriget Sverrig har jeg kuns lidet at sige, da jeg mangler de fornødne Oplysninger. Büsching i sin Geografi angiver Statens Udgifter for Hoffet i Aaret 1773 til den Summa 2,104,735 Daler S. M., og Folkemængden til omtrent 2 ½ Millioner, som, efter Repartition, gjør ikke mere end l Mk. 4 Sk. Dansk for hvert Menneske. Man ser letteligen ved det første Øjekast, at denne Beregnig ikke kan være rigtig. Enhver, der kjender Gustaf den tredjes * * 517 Ødselhed og Hang til Pragt; enhver, der véd, at han undertiden opofrede en Tønde Guld paa én eneste Opera, bliver snart overbevist om, at han ikke kunde komme ud med den ovenmeldte Summa; og sikkert har Proportionen af ethvert Individs Bidrag til hans private Fornødenheder, eller, som Franskmændene fordum kaldte dem, menus plaisirs, været lige saa stor, som den er i Dannemark. Efter hans Død skal man, som der siges, have indskrænket adskillige Udgifter ved Hoffet; men med alt det forekommer det mig dog saare sandsynligt, at den svenske Nation ikke just har sin Konge for et Røverkjøb.

Mere Sikkerhed har jeg i Henseende til Storbritannien. Archenholtz, i sit Skrift kaldet England und Italien 3. Del S. 353, beregner den storbritanmske Konges private Indkomster saaledes:
Sivil-Listen.....................900,000 Pd. Sterl.
Af Irland...................... 90,000 -
- Wallis....................... 10,000 -
- Cornwall..................... 70,000 -
- Lancaster..................... 20,000 -
Renter af nogle gamle Gjældsbreve.. 150,000 -
Tilsammen 1,240,000 Pd. Sterl.
foruden Indkomsterne af Hannover. Dette stemmer nøjagtigen overens med Posselts Beregning i én af hans Europäsche Annalen, som jeg nu ikke har ved Haanden, men som findes oversat og indført i Politisk og fysisk Magasin for Februar 1797 S. 203, undtagen i Henseende til den sidste Punkt, hvori Posselt tillige indbefatter Indkomsterne af Hannover. Jeg vil antage Posselts Mening, siden han har skrevet senere end Archenholtz og altsaa har haft Lejlighed til at kunne berigtige denne.

Storbritanniens Folkemængde angives forskjellig. Büsching i sin Jordbeskrivelse anslaar den til henved 7 Millioner; Politisk og fysisk Magasin for Januar 1798, efter en * 518 vis St. Aubin, til 10 Millioner, og Posselt i det 11. Hefte af de Evropæiske Annaler for 1797 S. 172 til 12 Millioner Mennesker*). Ogsaa her vil jeg, for ej at beskyldes, for Overdrivelse, antage en høj Opgave og altsaa følge Posselt; men uagtet jeg tror, at Folkemængden i Kurfyrstendommet Hannover heri maa være iberegnet, vil jeg dog, for en Sikkerheds Skyld, tillægge samme, der, efter Büschings Geografi, kan i det højeste anslaas til 750,000 Mennesker, og bliver saaledes det hele Folketal 12 ¾ Millioner.

Herved maa jeg endnu anmærke, at den anden Tabel ved det bemeldte Hefte af Posselts Annaler angiver Storbritanniens Folkemængde til 12 ½ Millioner. Vel haver denne nærværende Krig borttaget en Mængde Mennesker; vel er der allerede i en Del af de sidste Aar en Hoben Familier emigrerede; men derimod immigrere der ogsaa aarligen en Mængde Mennesker, ikke aleneste fra Frankrig og Holland, og antages vel ogsaa endnu, naar det engelske Ministerium har sat deres Grundsætninger paa Prøvestenen, men, det, som er langt værre for os, endoysaa fra Dannemark og Norge. Disse Immigrationer ere, desto værre! de folkerigste og, for Engelland, de fordelagtigste, da de bestaa af Kjærnen af de danske og norske Søfolk, der formodentligen ville vedblive at udvandre fra deres Fødeland, saa længe indtil forbedrede Indretninger, i Steden for at afskrække dem, give dem Lyst til at tjene, paa hvad man her kalder Kongens Skibe**). Jeg formoder derfor, at * * 519 Posselts Opgave endnu, uden Overdrivelse, kan lægges til Grund for denne min Beregning.

Regne vi nu et Pund Sterling til fem Rigsdaler Dansk, saa udgjør den hele Summa i Dansk Kurant 6,200,000 Rd.*), og Resultatet af Repartitionen bliver omtrent 2 Mk. 15 1/3 Sk. paa ethvert Individ.

Maaske kunde nogen finde det urimeligt, at Kontributionen i det lykkelige Dannemark er kuns 8 Sk. ringere for hvert Menneske end i det af Skatter og Byrder undertrykkede Engelland; men man ville behage at lægge Mærke til de følgende tre Punkter:
1) At jeg ikke taler om Nationernes Skatter og Afgifter i Almindelighed, men blot om den Del deraf, som Regenterne have bevilget sig selv, eller som er blevet dem af Nationerne bevilget til egen fri Raadighed og Disposition.
2) At jeg ikke har bragt i Beregning enten de Summer, som de kongelige Børn i Engelland erholde aarlig af Nationens Goddædighed, eller de forskjellige Summer, som Parlamentet jævnligen bevilger for at dække ét eller andet Deficit i de kongelige Personers private Kasser.
3) At Kongen af Storbritamen har henved syv Gange saa store private Indkomster som Kongen af Dannemark; og da disse to Nationers Folkemængde forholder sig til hinanden omtrent som 9 til 51, efter som forhen er vist, saa har Kongen af Dannemark endogsaa forholdsmæssigen mindre private Indkomster end hans Svoger i Engelland. Derimod har han forholdsvis lidet mere end Kongen af Engelland, i Fald min første Beregning efter Büsching * 520 skulde være den rigtige, eller hans Indkomster noget betydeligt større, end jeg har beregnet dem efter Thaarup.

I Büschings Magasin 12. Del S. 175 findes en Beregning, hvorefter de bestemte Udgifter for den kongelige franske Hofstat i Aaret 1763 vare reglementerede til den Summa 29,600,000 Livres, hvorhos der siges: at de forhen havde beløbet sig til 40 Millioner. Regner man den første Summa à 22 Sk. for hver Livre til danske Penge, saa udkommer omtrent den Summa 6,783,330 Rd, (altsaa en halv Million Rigsdaler mere end den engelske Konges Indkomster); og naar samme reparteres over 25 Millioner Mennesker, hvortil Frankrigs Folketal før Revolutionen ansættes, saa giver det et Resultat af l Mk. 10 2/5 Sk. Dansk for hvert Individ.

Ogsaa her maa anmærkes, at denne store Summa langt fra ikke kunde forslaa til det ødsle franske Hof, men at Kongen og hans Raadgivere vel vidste at skaffe Udveje for de øvrige Fornødenheder. Overalt kan en Souverain, der ikke tror sig at skylde Folket Regnskab for Anvendelsen af dets Blod og Sved, altid efter Behag tage Penge, i hvad Kasse de end findes, og til hvad for et mere fornødent Brug de endog maatte være bestemte. Necker har ellers angivet de faste Udgifter for Hoffet i de sidste Aar til 36 Millioner Livres, eller 8,250,000 Rd. Dansk, der udgjør omtrent 2 Mk. for hvert Individ af Fraukrigs daværende Folkemængde; og selv denne uhyre Summa var aldeles ikke tilstrækkelig, men der maatte endnu skaffes flere Penge til Veje paa andre Maader. Man sporer desuden tydelig nok, at Kongens private Udgifter maa have været overordentligen store, af den betydelige Civil-Liste, der blev reglementeret til ham den 9. Juni 1790 af den konstituerende Nationalforsamling (hvis Hensigt det dog nok har været, saa meget som muligt at indskrænke Pengeødslingen), og som beløb sig til ikke mindre end 25 Millioner Livres, eller 5,729,166 Rd. 4 Mk. Dansk, der vilde have udgjort l Mk. 6 Sk. for ethvert Individ; hvorom der kan læses i Histoire 521 de la Revolution par deux amis de la Liberté (Duodez-Udgaven) Vol. 5 S. 100, og paa mange andre Steder.

Ils sont passés ces jours de fête, maa man vel nu udraabe eller og med Virgil:
- - - - - - - - fuit Ilium, et ingens

Gloria Teucrorum,
I Steden for én Konge, for Ludvig den ejegode, har dette ulykkelige Land nu ikke mindre end 755, siger og skriver syv Hundrede fem og halvtredsindstyve Konger, eller, om man saa behager, Tyranner, saafremt det ellers ikke er urigtigt, hvad jeg forhen har sagt, at Ihændehaverne af den lovgivende og den exekutive Magt ere de, der i sig forene den egentligen saakaldede Regering eller Kongemagten. Lader os nu se, hvad disse Tyranners Underholdning koster Nationen.

Først kan jeg ikke undlade at gjøre mine Læsere opmærksomme paa den nydelige Finhed, som den nye franske Konstitution bruger i Valget af enkelte Ord, Saaledes kalder den de Indkomster, der ere bestemte for det lovgivende Korps, Indemnité, eller Godtgjørelse for Medlemmernes Tids Anvendelse. Direktoriets og alle andre Embedsmænds Lønninger kaldes derimod ligefrem Traitement; hvorhos dog maa anmærkes, at Valgmændenes Salarium, med den samme Delikatesse, kaldes Indemnité i Loven af 22. Frimaire Aar 6. Ordet Traitement findes ogsaa saaledes brugt i Loven af 21. Fructidor Aar 3 dens 22. og følgende Artikler, samt i Loven af 10. Vendemiaire Aar 4 dens 16. Artikel; hvoraf tydelig ses, at Konstitutionen, som den burde, har vist allerstørst Agtelse for den lovgivende Magt, som den første Magt i enhver Stat, og for Valgmændene, af hvem samme, paa Nationens Vegne, efter given Fuldmagt beskikkes. At Ordene Indemnité og Traitement ikke ere saaledes * 522 brugte ved en Hændelse, erfarer man af Konstitutionens 370 Artikel, hvor begge Ordene bruges paa ét Sted.

Bemeldte franske Konstitution bestemmer i den 68. Artikel denne Godtgjorelse til Værdien af 3000 Myriagrammer Hvede aarligen for hvert Medlem af det lovgivende Korps; hvilken Kvantitet, i en vedfojet Parenthes, er beregnet til 613 Kvintaler og 32 Pund, der udgjør i alt for 750 Medlemmer, hvoraf begge Raadene bestaa, Værdien af..... 459,900 Kvint.

Den 173. Artikel i samme Konstitution bestemmer Direktoriets Løn eller Traitement til Værdien af 50,000 Myriagrammer eller, efter en ligeledes vedføjet Parenthes, 10,222 Kvmtaler Hvede (thi det er en Trykfejl, naar der i den Bulletin des Lois, som herefter skal citeres, staar 10,022 Kvintaler) for hvert af Medlemmerne aarligen, der udgjør for fem Medlemmer tilsammen................... 51,100 Kvint.
I alt 511,100 Kvint.

En Tonde Hvede skal veje 14 Lispund eller 224 Pund dansk Vægt - thi det er ikke værd at opholde sig ved Forskjellen imellem den danske og den franske Vægt, der kuns saare lidet vil forandre Udslaget - altsan bliver det i dansk Maal 2W,169 Tdr.

Priserne paa Kornvare ere, som man véd, meget forskjellige fra det ene Aar til det andet. For altsaa ikke at regne for lidet, vil jeg her ansætte Hvedens Pris til 6 Rd. 4 Mk. Tønden, som svarer temmelig nøje til Bulletinens Beregning for Aaret 6, hvilket da udgjør den Summa 1,521,126 Rd. 4 Mk. Og naar samme reparteres over 32 Millioner Mennesker, hvortil Posselt i det anforte 11. Hefte af Annalerne S. 166 med megen Rimelighed angiver Frankrigs nuværende Folkemængde, saa kommer der omtrent 4 ½ Sk. Dansk paa ethvert Individ.

Denne Beregning stemmer temmelig nøjagtigen overens 523 med den Ved Loven af 22. Frimaire Aar 6 sanktionerede Fortegnelse og Specifikation over alle Republikens Udgifter for det bemeldte Aar, der findes i den af Justitsministeren Lambrechts underskrevne Bulletin des Lois de la République Nr. 167, efter hvilken Lov og den deri gjorte Beregning Godtgjørelsen til begge Raadene og Direktoriets Løn, lige efter Konstitutionens Bogstav, uden at beregne deres øvrige lovlige Emolumenter, beløber sig til £ 6,700,000 eller l,535,416 Rd. 4Mk., der ved Repartition imellem 32 Millioner Mennesker gjør en saare ubetydelig Forskjel. Men da der i denne Specifikation findes adskillige særskilte Udgiftsposter beregnede, der med rette henhøre til Lovgivernes og Direktørernes personlige Fordele, saa vil jeg extrahere disse og gjøre min Beregning i Overensstemmelse med den bemeldte Lov, som det mest avthentiske Dokument i denne Materie, udeladende alle de Summer, der ikke med Føje kunne anses for Regeringens personlige Emolumenter.

A. De gamles Raad.
1) Godtgjørelsen for Medlemmerne er beregnet til
8040 Livres eller Francs for hver, der, for 250 Medlemmer, udgjør det hele Aar igjennem.... £ 2,010,000
2) Rejse-Omkostninger for de i Aar indkommende og udgaaende Medlemmer af dette Raad, hvori ogsaa er beregnet Rejsepenge for de deputerede fra Kolonierne............ 100,000
3) Vogne og Heste....................... 7,000
4) En Klædedragt (Kostume) til hvert af de 250
Medlemmer à £ 350................ 87,500
I alt for de gamles Raad den Summa £ 2,204,500

B. De fem Hundredes Raad.
1) Deres Godtgjørelse, beregnet som ovenfor, gjør i alt............ £ 4,020,000 524 Transp. £ 4,020,000 £ 2,204,500
2) Rejse-Omkostninger ligeledes... 200,000
3) Vogne og Heste............ 10,100
4) En Klædedragt (Kostume) til hvert af de 500 Medlemmer à £ 350................._.___175,000
I alt for de fem Hundredes Raad
den Summa............. 4,405,100
Tilsammen for det hele lovgivende Korps £ 6,609,600

C. Direktoriet.
1) Dets Løn, beregnet for hver af dem til £ 134,000, gjør for alle fem., £ 670,000
2) Tvende nye Direktør-Kostumer, som rimeligvis er til enhver af de fem Direktører............ 44,000
3) Vedligeholdelse af 25 Kostumer for Aaret 6 - (hvori dog en Del af Ministrenes Kostumer skulle være iberegnede, og som altsaa her burde fradrages)*)....... 27,000
4) Leverancer og Arbejder af alle Slags, til Brug for Direktoriet, (hvori dog er iberegnet deres Kontorer, samt Transport af de Sager, der bruges til de nationale Fester, og som altsaa ligeledes burde fradrages); Indkjøb og Vedligeholdelse af deres Møbler og andre Smaating.... 300,000
5) Den indvendige Lysning i deres * 525 Transp. £1,041,000 £ 6,609,600
Palads, med Vox- og Tælle-Lys, samt Olie til Lamper......... 25,000
6) Den udvendige Lysning....... 32,000
7) Brænde og Kul (hvori vel ogsaa er beregnet til Kontorerne, der altsaa burde fraregnes)....... 80,000
8) Lintøjs Vaskning............. 36,000
9) Indkjøb af Heste, samt deres Føde
og Røgt................... 80,000
10) Indkjøb samt Vedligeholdelse af
Vogne og Ekvipager......... 90,000
11) Løn til alle Direktoriets Betjentere, Staldfolk og Kuske, hvori ogsaa er iberegnet Lønninger til Regnskabs-Betjenterne ved Kontrollen over Direktoriets indvendige eller Hus-Administration....................... 144,000
12) Klæder til Direktoriets Dome-
stiker, Kuske og Staldfolk...... 20,000
I alt for Direktoriet den Summa 1,548,000
Altsaa koster den hele Regering i Aaret 6*)............ £ 8,157,600
som udgjør i danske Penge 1,869,450 Rd. Og naar denne Summa reparteres over 32 Millioner Mennesker, saa bliver ethvert Individs Kontribution omtrent 5 5/8 Skilling Dansk.

Maaske nogen kunde synes, at Valgmændenes Indemnitet eller Godtgjørelse ligeledes bør anføres * 526 under denne Summa. Jeg tror det ikke. Men dog, for ogsaa at tilfredsstille denne Fordring, vil jeg anmærke, at denne Godtgjorelse er reglementeret for hele Republiken til den Summa L 829,080 eller 189,997 Rd. 3 Mk., der beløber til omtrent en halv Skilling paa ethvert Individ af Frankrigs Folkemængde. Jeg har heller ikke beregnet noget for Direktoriets General-Sekretær, thi han er det samme som en Stats-Sekretær hos os og lonnes, ligesom Ministrene, for Statens, og ikke for Direktoriets Skyld.

Man vil vel ogsaa mene, at Lovgivernes Postrettighed her burde komme i Betragtning; men dels er samme, saa vidt som jeg véd, endnu ikke bestemt ved nogen Lov, dels vil denne Rettighed nok ubetydelig forhøje den hele Summa, da der vel vil blive sørget for, at vedkommende ikke komme til at drive en saadan Handel dermed, som Parlements-Lemmerne i Engelland.

Lægger man nu Mærke til, at det lovgivende Korps næsten aldrig er fuldstændigt, og at de manglende Medlemmers Indemniteter komme Statskassen til Fordel, som ses af den anførte Bulletin S. 7, saa bliver Proportionen endnu mindre, skjønt vel ikke betydeligt. Og vil man endog tage Hensyn til en mulig Hungersnød og den deraf følgende Forhøjelse af Hvedens Pris og følgeligen beregne samme endog til det dobbelte af, hvad jeg har ansat den for, saa kan dog i slige ulykkelige Tilfælde ethvert Individs Bidrag til Regerings-Personalets Underholdning næppe overstige ti Skilling Dansk. Man véd imidlertid med Vished, at Brødet har været bedre i Kvalitet og til bedre Pris i Frankrig end selv i Danmark, fra den Tid da det engelske Udhungrings-System ouhorte, ja endog for end det ophørte. Ogsaa igjentager jeg, hvad jeg forhen har sagt: At det franske Regenngs-Personale ikke letteligen kan komme til at anvende til eget Brug mere af Statens Formue, end hvad Konstitutionen har bevilget dem; og at de hverken ere odselt eller karrigt aflagte, det ses af en nøjere Repartition af den dem bevilgede totale Summa, 527 hvorefter ethvert Medlem af det lovgivende Korps haver aarligen i Penge-Indkomster heuved 1840 Rd, Dansk og, med de ovrige Emolumenter iberegnede, omtrent 1928, samt enhver af Direktørerne i rede Penge 30,708 Rd. 2 Mk., og med de øvrige Fordele 70,950 Rd.*).

Jeg har i denne Beregning indfort adskillige Poster, som egentligen henhøre til Administrations-Udgifter, eftersom jeg ikke har kunnet separere samme fra de Omkostninger, der er Formaalet for denne Afhandling. Derimod har jeg deri ikke indført Reparations-Omkostningerne for Direktoriets Bolig og Raadenes Forsamlings-Paladser, da saadant hører iblandt de Udgifter, der i monarkiske Stater bestrides af de til saadant Brug særskilt henlagte Bygnings-Fonds. Enhver Konge har fri Bolig i én eller flere offentlige Bygninger, der ere byggede eller kjøbte for Nationens Penge og altsaa tilhore Nationen. Direktoriets frie Bopæl kan altsaa ikke komme i Beregning. Men hvad der vel fra den anden Side kunde komme til Beregning under Monarkernes Emolumenter, er deres mange Lystslotte, hvis Vedligeholdelse koster Nationerne betydelige Summer aarligen til Bygninger, Haver, Drivhuse, nye Anlæg m. m. Blot de Frugter og Grønsager, der leveres til de kongelige Taffeler, koste uden Tvivl Statskassen mere, end om de kjøbtes for rede Penge; og naar Beløbet deraf blev lagt til Hofhusholdnings-Udgifterne, saa vilde samme blive ulige større, end de nu anføres for.

Direktoriets Livvagt kan heller ikke her komme i * 528 Betragtning. Hvad den koster, henhorer, ligesom i de monarkiske Stater, iblandt de til Krigsmagten reglementerede Summer.

Jeg venter mig den Anmærkning: at hvad der saaledes spares paa det talrige Korps, der forestiller Regenten, kan maaske medgaa til en mere bekostelig Administration. Denne Indvending er af en saadan Beskaffenhed, at et fuldkomment Bevis for det modsatte vilde lede til alt for stor Vidtløftighed; jeg skal imidlertid søge at bringe det til en temmelig høj Grad af Sandsynlighed, at Indvendingen er urigtig. Jeg vil blot i Forbigaaende nævne, at Friderich Sueedorff i et Brev, der findes i Minervo for Januar Maaned 1792 S. 105, har anført et overmaade mærkværdigt Exempel paa Skatternes Forringelse i Frankrig siden Revolutionen, og et andet lige saa mærkværdigt paa Forringelsen af Administrations-Omkostningerne, naar han paa det anførte Sted beretter: at Oppebørsels-Betjenterne, der før Revolutionen kostede Staten 113 Millioner Livres, da kuns kostede 33 Millioner. Jeg vil selv, til et Exempel, gjøre nogle Beregninger, som jeg haaber skulle tjene til at oplyse Ubetydeligheden af Administrations-Omkostningerne i Republiken, endogsaa i Sammenligning med det, som man paastaar, saa sparsommelige Dannemark. Meget villigen vil jeg, som uindviet i Finants-Hemmeligheder, tilstaa, at det, maaske, ikke kan gaa an at organisere Dannemarks Stats-Udgiftsplan efter Franske-Republikens Maalestok; men muligt kunde dog mine Anmærkninger og min Sammenligning give vedkommende Anledning til Betragtninger, der ikke vilde være uvigtige for Økonomien med de offentlige Midler, og vil man blot vise mig den Retfærdighed at se dette Bidrag fra denne Synspunkt, som er den eneste, hvorfra det bor betragtes, da tør jeg haabe, at det ikke vil blive uvelkomment paa en Tid, da man, som der paastaas, saa meget sysselsætter sig med Besparelse i Statens Udgifter.

Efter den 43de Artikel i Konstitutionen beskikker det exekutive Direktorium én Kommissær i ethvert af 529 Republikens Departementer, hvis Pligter indeholdes i den 191de Artikel, hvor det hedder: at han skal vaage over og rekvirere Lovenes Overholdelse. Jeg tror altsaa, at kunne med Føje anse ham for det samme som en dansk Stiftamtmand. At enhver Lignelse halter noget, behøver Jeg vel ikke at anmærke. Nu har Dannemark og Norge, paa et Folketal af 2 Millioner, 12 Stiftamtmænd. Forholdsmæssigen skulde altsaa Frankrig, paa sit Folketal 32 Millioner, have 192 Kommissærer. Dannemarks tyske Provinser have, som man véd, ingen Stiftamtmænd, saa at de franske Kommissærers Forhold endogsaa burde regnes højere. Efter Posselts forhen citerede Hefte S. 170 er Frankrig nu inddelt i 98 Departementer, hvilket altsaa kuns gjør 98 Kommissærer for den indvendige Bestyrelse; thi de udenrigs Kommissærer, der opholde sig ved Armeerne og i andre dertil hørende Ærender, kunne her ikke komme i Betragtning, da deres Embeder ophøre med Krigen, og deres Indkomster flyde fra Krigskassen og henhøre under denne Rubrik. Hine Kommissærers Løn er bestemt i Loven af 21. Fructioor Aar 3 dens 23de Artikel og beløber sig for dem, der ere bedst lønnede - thi deres Løn bestemmes efter Folkemængden i ethvert Departement - til Værdien af 400 Kvintaler Hvede aarligen, som, efter min ontagne Beregnings-Maade, gjør henved 1080 Rd. Dansk, eller, for dem alle sammen, omtrent 105,000 Rd. Regne vi nu de 12 danske, norske og islandske Stiftamtmænd overhoved hver til 1500 Rd. aarligen, som vel ikke er for meget, saa koste de aarligen 18,000 Rd.; og forholdsvis burde disse Embeders Bestyrede i Frankrig koste den Summa W8,000 Rd. Dansk, hvilket giver en Forskjel af 183,000 Rd. i Faveur af Republikens Administrations-Omkostninger blot for denne Post. Direktoriet har ogsaa Kommissærer ved de civile og kriminelle Domstole; men disse henhøre til Justitsvæsenet, og deres Lønninger ere i Reglementet anførte under de for denne Etat reglementerede Fonds. Maaske kunde jeg imod disse 530 Kommissærer sætte vores Amtmænd; men jeg forbigaar denne Sammenligning for ikke at blive alt for vidtløftig.

Dannemarks Land-Krigsmagt koster, efter Thaarups Statistik S. 738, aarligen 1,965,000 Rd. foruden de Byrder paa Landet, som Furageskatterne i Henseende til Dannemark og Furager ingen i Norge medfore samt de danske Landsoldaters Douceur- og MarschPenge, som paa Landet lignes, ligesom og Munderi ngskammer-Pengene , hvis Beløb er for vidtløftigt at beregne og altsaa her udelades. Efter den oven anførte Bulletin er der reglementeret for den franske Krigsmagt paa Fredsfod den Summa £ 95,054,000 eller 21,324,875 Rd.; i Steden for at samme, i Forhold med Udgifterne for den danske Krigsmagt, skulde koste i det mindste 30 Millioner Rigsdaler, hvilket gjør en Besparelse af 9 Millioner Rigsdnler for Frankrig; og naar Dannemark kunde bruge samme Maalestok, vilde Landet alene paa denne Post spare i det allermindste en halv Million om Aaret. Jeg véd ikke, hvorvidt den afdøde Schmettau, og adskillige andre foruden ham, have Ret, naar de paastaa, at Dannemarks Land-Krigsmagt er for stor og kunde taale en betydelig Reduktion. Jeg er ikke den, der med fuldkommen Vished kan fælde Dom i denne Sag; men de for denne Sætning anførte Grunde forekomme mig overmaade indlysende, og endnu har ingen igjendrevet dem uden med Magtsprog, tomme Deklamationer og Grovheder. Det kommer mig endogsaa for, som vores Krigsmagt er bleven forøget, siden Schmettau skrev. Om det forholder sig saaledes, skal jeg just ikke med Vished kunne sige; om Finantserne kunne taale en saadan Forøgelse af Udgifter, er jeg heller ikke i Stand til bestemt at afgjøre; men Landets fysiske Beskaffenhed viser, at Land-Krigsmagten aldrig kan blive de danske Staters sande Værn; og Erfarenhed samt sund Fornuft lærer, at den er en saare svag Støtte under Aristokratismens faldefærdige Luftkastel*).

* * 531

Sø-Etatens reglementerede Fond er, efter Thaarup S. 747, den Summa 880,000 Rd. Bulletinen beregner Ud. gifterne for den franske Marine i Fredstider til 52 ½ Millioner Livres eller 12,031,250 Rd. Paa denne Etat sparer altsaa Frankrig forholdsmæssigen imod Dannemark lidet over 11 Tønder Guld*). At Frankrig, naar Freden kommer tilbage, maaske endnu vil kunne gjøre flere Besparelser ved sine KrigsEtater, er ganske muligt. Men skulde dette ikke lade sig gjøre, saa vil den sikkert søge at indføre Orden; og næppe vil det hænde i Brests, Toulons eller Rocheforts Havne, at en Skibs-Konstruktør kan lade Daglønnere arbejde med at udsøge Planker til et vist enkelt Brug, saa længe indtil hver Planke kommer til at koste henved et Tusende Rigsdaler. Kanske ogsaa nogen * 532 vil sige, at Frankrig i Fredstider næppe vil kunne komme ud med den ovenmeldte for Sø-Etaten reglementerede Summa. Jeg svarer derpaa: at 12 Millioner Rigsdaler er en stor Summa, hvorfor der kan gjøres meget, og at man, naar der kuns ikke ødsles dermed, samt naar Tyve og Skjælmer holdes borte, nok vil komme ud med Pengene uden at behøve at skaffe sig saadanne Ressourcer, som ene høre til en Robespierres eller en Terrorist-Regering, nemlig at arve rige private Folk, naar man først har taget Livet af dem, under Paaskud, at de selv eller deres Slægtninge have bestjaalet Staten, enten som Oppebørselsbetjente eller som Leverandører.

Den mest frapperende Sammenligning imellem Franskerepublikens og Dannemarks reglementerede Udgifter er imidlertid ved Departementet for de udenrigs Sager, der i Dannemark, det ene Aar beregnet i det andet, (efter Thaarup S. 721) koster den Summa 302,960 Rd., derimod i Frankrig, efter Bulletinen, ikke mere end £ 3,501,688, eller 802,470 Rd. Skulde Frankrig, i Henseende til denne Post, tage Dannemarks Indretninger til sin Maalestok, saa maatte Republiken forholdsmæssigen hertil anvende mere end 4½ Millioner Rigsdaler aarligen*). Maaske kunde der endnu fra den til Frankrigs Diplomati bestemte Summa noget afdrages, dersom man af Bulletinen kunde se, hvor meget der er bestemt i Løn til saadanne udenlandske Ministre, der aldrig komme udenlands, og i Rejsepenge for dem, der forflyttes fra én Mission til en anden uden nogen Sinde at rejse. Det er imidlertid bekjendt nok, at de diplomatiske Agenter lønnes langt bedre af Frankrig end af Dannemark, og Revublikens Konsuler have alle fast Len, hvilket nok sjælden er Tilfældet med de danske, der, for det meste, have blot uvisse Indkomster, der betales af Notionens Skibe, hvorfor de ogsaa leve kristelig og nære sig af Vrag. Herfra undtager jeg dog, som rimeligt er, den danske * 533 General-Konsul i London, der vel ikke har fast Løn, eller lever blot af Vrag, men dog skal, efter en rimelig Beregning, fortjene mere om Aaret som dansk Konsul, end alle de danske Statsministres Lønninger kunne beløbe sig, og dog alligevel have, om det ellers er muligt, endnu mindre at bestille end nogen af de højbemeldte Statsministre. Jeg misunder ham ikke sine fede Indkomster; han beholde dem uklippede til sit sidste salige Endeligt! men jeg vil blot gjøre det Forslag, at det maatte paalægges hans Eftermand at lønne alle danske Konsuler (der da maatte være danske Mænd og ikke, som nu, for det meste Udlændinger), med mindre han ved hvert Aars Udgang uimodsigeligen godtgjorde, at han i det afvigte Aar, til Tak for sine store Indkomster, havde virkelig vist sig at være dansk sindet, og aldrig favoriseret Engelskmændene til Skade for sine goddædige Landsmænd. Dette Forslag beder jeg vores for Handelens og hele Landets Vel saa omhyggelige General-Land-Økonomi- og Kommerce-Kollegium at tage i naadigst Overvejelse.

Før end jeg slutter, vil jeg endnu, for de af mine Læseres Skyld, som saadant kan more, gjøre nogle faa Beregninger af samme Art og derefter indbefatte Resultatet af alle mine Undersøgelser i en Tabel, som skal findes ved Slutningen af denne Afhandling, for at man, saa at sige, med ét Øjekast kan overse det hele.

Dannemarks samtlige Stats-Indkomster i Aaret 1769 beløb sig, efter Büschings Magasin 17. Del S. 200, til den Summa 6,250,435 Rd. 82 Sk., hvilket Thaarup i sin Statistik S. 699 antager for rigtigt. Hertil har hvert Individ i Staten bidraget henved 3 Rd. 12 Sk., og Kongens private Indkomster udgjorde 1/6 af det hele. S. 719 i Statistiken beregner Thaarup de samtlige Indkomster i Aaret 1786 til 6,802,217 Rd. 82 Sk., hvortil enhvers Kontribution har været 3 Rd. 9 Sk. og Kongens Indkomster omtrent 3/22 af det hele. Sneedorff derimod i den anden Del af hans Skrifter S. 184 anslaar Stats-Indkomsterne til 7,019,600 Rd., hvortil 534 enhver bidrager 3 Rd. 10 Sk., og Kongen tager henved 3/23. Herved maa jeg ellers anmærke, at Stats-Indkomsterne i de sidste Aar have betydelig tiltaget*), hvortil ikke aleneste den nye Toldrulle har anseligen bidraget, men endogsaa Kjøbenhavns sidste store Ildebrand, som ses deraf, at Konsumtions-Indtægterne for denne Hovedstad skulle, som man med Vished vil paastaa, være aarligen halvfjerde Tønde Guld højere end forhen. Forholder dette sig saaledes, hvorom jeg dog ingen avthentisk Forvisning hav, saa lære vi deraf to Sandheder, først én politisk: nemlig at Ildebranden, naar enkeltes for dem selv vist nok følelige Tab fraregnes, har i mange Henseender været til Velsignelse og ikke til Ulykke for Landet; og én religiøs: at Gud gjengjælder rigeligen, hvad godt et Menneske gjør, da han vel mere end tidobbelt haver betalt Hans Majestæt Kongen de Summer, som han saa landsfaderligen opofrede til Understøttelse og Hjælp for de ulykkelige brandlidte**).

* * 535

Kongeriget Storbritanien havde i Aaret 1775 efter Büsching 12 Millioner Pund Sterling i Stats-Indkomster, hvoraf der kommer omtrent et Pund Sterling eller fem Rigsdaler Dansk, eller nøjere beregnet 4 Rd. 68 Sk" paa ethvert Menneske, og Kongeus private Indkomster udgjorde 1/10 af det hele. At Statens Indkomster eller, hvilket er det samme, Nationens Afgifter maa være betydeligen stegne under den amerikanske og denne nuværende Krig, indses letteligen. Posselt beregner dem paa den anden Tabel i det anførte Stykke af hans Annaler til 190 Millioner Gylden, hvilke jeg blot vil regne à 3 Mk. Dansk - endskjønt det rimeligvis skal være Kejsergylden -, og samme beløbe sig da til 95 Millioner Rigsdaler, som gjør omtrent 7 Rd. paa ethvert Individ, og hvoraf Kongens Indkomster udgjøre 1/13. Imidlertid viser Pitts sidste Budget, at Stats-Udgifterne for indeværende Aar ikke kunne dækkes med denne store Summa.

Før Revolutionen var Frankrigs samtlige Stats-Indkomster, efter Büschings Beregning, £ 265,400,000 eller 60,820,000 Rd., hvortil ethvert Individ betalte 2 Rd. 2 Mk. 10 Sk., og Kongens reglementerede Indkomster udgjorde 1/9 af det hele. Men har endog dette været sandt paa den Tid, da Büsching skrev, saa have dog Omstændighederne siden efter meget forandret sig. Necker, hvis Avtoritet man næppe vil forkaste i denne Post, beregner alle Nationens Paalæg til 585 Millioner, hvortil endnu kommer for Tiender, Jagt, Herskabs-Rettigheder o. s. v. 125 Millioner, saa at Nationen betalte i det mindste 710 Millioner Livres eller i donske Penge 536 162,708,333 Rd. 2 Mk., det er omtrent 6½ Rd. for hvert Menneske; og Kongen tog til eget Brug, efter de bekjendte Data, blot 1/20 af det hele, med mindre man vidste, hvor højt det kongelige allernaadigste Jux kan have beløbet sig, Generalitetet eller Guvernementet af Paris skal, under den forrige Regering, have betalt i Afgifter en Summa, der, naar den reparteres over Mandtallet, udgjorde omtrent £ 64 eller 14 Rd. 4 Mk. paa ethvert Individ. Jeg formoder, at det vel næppe skal behøve at anmærkes, at min Mening i disse Undersøgelser ikke er den, at ethvert Individ netop betalte denne eller hin Summa, men at der, ved en ordentlig Repartition, vilde komme saa meget paa enhver.

Efter Le Couteulx de Canteleu's Rapport af 14. Frimaire Aar 6, som ved Loven af 22. Frimaire er approberet, skulde alle Udgifterne for bemeldte Aar beløbe sig til........................................ 616 Mill.
der skulde tilvejebringes ved
a) Bataviske Reskriptioner, Skovene, Saltværkerne, de nationale Domæner o. s. v...... 105 Mill.
b) Resterende Kontributioner......... 87 -
--- 192 Mill.
c) Og Nationen skulde saaledes for indeværende Aar betale i ordinære og extraordinære Kontributioner 424 Mill. Livres, der udgjør i danske Penge 97,166,666 Rd. 4 Mk., hvortil ethvert Individ maa kontribuere omtrent 3 Rd. 4 Sk., og af de samtlige Stats-Indkomster anvendes ikke mere end 752 paa det saa talrige Regerings-Personales Underholdning. At Stotens Udgifter ville betydeligen formindskes ved Freden, begribes letteligen, hvoraf følger, at Skatter og Kontributioner ville blive mindre. Allerede er det ved en Rapport beregnet, at Republikens ordentlige Udgifter skulde i Fredstider bestrides med omtrent 330 Millioner Livres eller 75,625,000 Rd., der for ethvert Menneske vil give et Bidrag af 2 Rd. 2 Mk. 3 Sk. i det højeste. Af den totale for det bemeldte 6te Aar 537 reglementerede Summa er der bestemt i extraordinære Udgifter til Land-Krigsmagten 246 Millioner Livres eller 56,375,000 Rd. Dansk, til Sø-Etaten ligeledes 31 Millioner Livres, eller 7,104,166 Rd. 4 Mk. Dansk, formedelst at disse Etater staa paa Krigsfod. Ogsaa have flere af Republikeng Administrationer erholdet extraordinære Fonds reglementerede, hvor det, formedelst Krigen, er anset at være nødvendigt. Og efter at man nu har reglementeret alle Republikens Udgifts-Summer, bliver der, af den vestemte generale Summa, 616 Millioner, endnu tilovers en Kapital af £ 15,989,893 eller 3,664,346 Rd" der er henlagt for deraf at bestride uventede Udgifter, som man ikke har kunnet forudse, og efter den 4de Artikel i den citerede Lov kan intet deraf bruges til nogen Anvendelse, med mindre saadant avtoriseres ved en senere speciel Lov.

Jeg maa endnu anmærke, at det vel ved første Øjekast vil synes, at Dannemarks og Norges Indbyggere betale ikke engang Halvparten saa meget i Skatter og Paalæg, som en Engelskmand eller som en Franskmand før Revolutionen, ja selv kuns nogle Skillinger mere end en Franskmand efter Revolutionen, undtagen for saa vidt som Stats-Indkomsterne, efter hvad jeg forhen har anført, maatte i de senere Tider være blevne betydeligen forøgede; men jeg maa, i denne Anledning, bede om at lægge Mærke til de følgende Poster, dog uden at forglemme, at Indbyggernes gode Vilje hidindtil viser tydeligen, at Regeringen endnu ikke har paalagt dem større Byrder, end de baade ville og kunne bære:
1) Mange Skatter betales i Dannemark, som ikke kunne beregnes til Stats-Indtraderne, saasom de forhen anførte Ligninger paa Hartkornet til Land-Milicen, Tiender, der dog ere komne i Betragtning under Rubriken Frankrig før Revolutionen, Hoveri, hvor samme endnu existerer, eller i dets Sted Hoveripenge, Kongerejser o. s. v.
2) Engellands uhyre store National-Rigdom gjør, at Skatter og Paalæg maa slige langt højere der i Landet end hos os i det fattige Dannemark, før end deres Byrde bliver lige 538 trykkende paa begge Steder. Vel betaler den formuende Mand overalt større Skatter end den fattige, men Proportionen er dog meget imod den sidste, og en ligere Fordeling af Skatter og Afgifter har allerede længe heuhørt iblandt pia desideria.
3) Almuesmanden i Frankrig kan, uden at det skal overstige hans Kræfter, betale meget mere end dobbelt i Skatter og Afgifter end Almuesmanden i Dannemark og Norge. Hist i det milde Klima frembringer Naturen næsten frivilligen alt, hvad Mennesket behøver til sin Underholdning. Her maa kæmpes imod en gjenstridig Natur, der, ligesom uvillig, og altsaa sparsom, yder, hvad den synes gjærne at ville nægte. Mange Ting maa her nodvendigen anskaffes til Livets Nødtørft, som den franske Almuesmand enten aldeles ikke behøver eller dog kuns bruger i en langt ringere Kvalitet.
4) Naar Dannemark kunde reglementere sine Stats-Udgifter paa den samme økonomiske Fod, som Frankrig har reglementeret sine i Fredstider, hvortil Viljen formodentlig ikke mangler, saa behøvede Statskassen til de ordinære Udgifter ikke mere end 5,199,200 Rd., der vilde udgjøre kuns 2 Rd. 2 Mk. 3 Sk.*) for hvert Individ; Nationen vilde da komme til at betale i Skatter og Paalæg i det allermindste 16 Tønder Guld - maaske vel 2 Millioner, i Følge de forhen omtalte Forøgelser i Stats-Indkomsterne - mindre end hidtil, der vilde foraarsage en Lettelse af 4 Mk. 6 Sk. for ethvert Individ. Kongens private Indkomster og Underholdning blev nok en af de saare saa Poster, hvori Forholdet ikke saa lige kunde iagttages, uagtet han, selv efter dette Forhold, fik, foruden fri Bolig, den Summa 124,630 Rd. aarlig for sig og sin Familie, * 539 og altsaa lige saa meget som én Direktør og 28 Medlemmer af det lovgivende Korps i Frankrig tilsammen; og Departementet for de udenrigs Sager vilde rimeligvis ogsaa forholdsmæssigen koste lidet mere hos os end i Frankrig. At ville indskrænke en god Regering - og enhver Regent maa juridice og politice anses for god i en rolig Stat - i de Nydelser, samme er vant til, vilde være en forhadt Sag, med mindre Statens Vel uundgaaeligen fordrede det: derimod kan vel enhver god Borger have Lov og Ret til at gjøre Forslag til at skaffe sin Regent og hans Familie de samme Behageligheder for bedre Kjøb Og det, tror jeg, vilde kunne erholdes med 5 Tønder Guld aarligen (det er lige saa meget, som alle 5 Direktører og 75 Lovgivere samtligen koste den franske Republik), uden at enten Kongen eller nogen af hans Familie skulde finde mindste Afgang i deres Fornødenheder, Fornøjelser, Opvartning eller Repræsentations-Personalet*), naar man kuns ikke vil anse private Folks private Emolumenter for Stats-Fornødenheder. Kunde nu dette, som jeg næsten formoder, gaa an, saa tage man de forhen til den kongelige Familie proportionaliter bestemte 124,630 Rd., og lægge samme til de ligeledes proportionaliter for det udenrigs Departement * 540 beregnede 55,170 Rd., hvorved samme fik til sin Disposition aarligen den Summa 179,800 Rd., hvormed man vel kunde komme ud; saa sparede Nationen dog aarlig 11 Tønder Guld, der kunde anvendes til Gjælds Afbetaling, i Fald man ikke for det første kunde formindske Skatter og Paalæg. Da maatte man i det mindste vente at faa Tallotteriet, denne Landeplage, rent afskaffet*). At Regeringen arbejder derpaa, véd man, og det har man set Beviser for. Meget vilde dens menneskekjærlige Hensigter lettes, naar enkelte Mænd, der kunde gjøre det, vilde lade Patriotismen være stærkere hos dem end Egennytten. Jeg nævner her blot den for sine gode Hensigter med Lander almindelig bekjendte Konferentsraad Schou. Som rig Mand, og i andre Henseender vel lønnet af Staten, vil han vel næppe tage i Betænkning at opofre paa Fædrenelandets Alter den Løn, han nyder for sin ringe Umage ved Tallotteriet. Justitsraad Engelbreth, ogsaa en rig Mand, opfordres til samme Patriotisme. Levede hans Ven, den retskafne Amtmand Meldahl, skulde han med mig tilraabe ham et Bravo for en Handling saa værdig en god Borger. Og hvad for en Regering skulde vel disse Mænd hellere ville gjøre et saadant Offer, end netop den, som de med Vished vide vil gjøre en værdig og fornuftig Anvendelse deraf?

* 541

Saa meget maa være nok. Med flere Beregninger tør jeg ikke trætte mine Læsere. Jeg henviser dem nu til den ovenmeldte Tabel, hvori jeg har indført de vigtigste af mine Resultater. De ere ikke uimodsigelige - de soleklareste Sandheder modsiges jo dagligdags -, og jeg modtager med Glæde og Taknemmelighed enhver Berigtigelse, der er ledsaget af Bevis; men at jeg er kommen Sandheden saa nær, som det er muligt for den uindviede, tør jeg dog nok med Føje paastaa.

Det bliver min Pligt at forsvare Rigtigheden af mine Beregninger og anførte Citationer, naar og hvor det forlanges; men ikke at forsvare de Slutninger, som Ondskab eller Enfoldighed maatte finde for godt at uddrage deraf. Jeg vil og bør staa for mine egne, men ikke for andres Sætninger og Syllogismer.

Hvortil nytte nu disse Undersøgelser? vil maaske én eller anden spørge. - En Skrædder bragte en Dag en prægtig Klædning til en fornem Herre. Hvor meget koster den? spurgte Herren. - Deres Excellence! jeg har sagt det til Deres Kammertjener. - Men jeg ønskede nok selv at se Regningen. - Hvortil nytter det? spurgte Skrædderen. - Det nytter dertil, min gode Mester, at dersom Regningen er alt for overdreven, saa giver jeg Ham Klædningen tilbage. - Et Vink, ikke til Kongen, men til de Mænd, som han betror Bestyrelsen af Landets Formue.

Med stærke Skridt nærmer sig den Tid, da det skal komme for Lyset, som nu er skjult i Mørket. Hertil hører i Særdeleshed Forvaltningen af en Stats Finantser. Ogsaa synes den sunde Fornuft at tilsige, at en Nation har den fuldeste Ret til at vide, hvortil de Skatter anvendes, for hvis Tilvejebringelse den største og bedste Del af Nationen maa trælle surt nok. I mange Staters Finants-Kollegier existerer der ikke længere Protokoller med Laase for. Allerede kaster Oplysningens opgaaende Sol sine velgjorende Stranler ind paa Arkivernes støvede Papirer i deres mørkeste Gjemmer. O! 542 at dog Regenter vilde betænke, hvad de skylde Nationerne, der saa rigeligen lønne dem! O! at de dog vilde overveje, at Lyset ikke mere kan slukkes, Friheden ikke mere læukebindes! Maaske vel for en kort Tid; men snart vil Lys og Frihed hævne sig forfærdeligen paa sine Undertrykkere. Kunsten kan lægge Dæmning for den strideste Strøm og standse dens Lob; men den vil vedblive skjult at gnave paa Dæmningens Grund; og naar den faar gjennemboret en Aabning, gjentager den sin forrige Kraft, bryder ind, bortskyller Dæmningen og alle mødende Hindringer med en uimodstaaelig Styrke og anretter gyselige Ødelæggelser.

Desto værre! slige Ødelæggelser forberedes af de Fyrster og Magthavere, der hade Lyset og ville standse Frihedens vældige Strom. Desto værre! ikke engang en bitter Erfarenhed kan lære dem det, som de for længe r.den burde have lært af Fornuften. Jo mere Oplysuingen forøges, jo mere fremkunstler man Mørke; jo mere den unge Frihed, efter Naturens ordentlige Gang, tiltager i mandig Styrke, jo stærkere Lænker smedder man til den Saadan er ogsaa mange Nationers Lon for den Velvillighed, hvormed de ofre deres Blod og Sved paa Despoters, samt deres Muftiers og Vezirers Altere. Disse vise sig ved alle Lejligheder som Lysets og Frihedens erklærede Fjender og betænke ikke, at hver Dag skaffer deres Modstandere flere og kraftigere Venner. De foragte den uimodsigelige Sandhed, at ingen varig Fred kan sluttes imellem to stridende Parter, uden gjensidige Opofrelser. De ville beholde alt, endog de mest uretfærdigen erhvervede Fortrin, og just derved ville de snarligen komme til at uriste alt. Slige Magthavere, ere de endog saa lykkelige ikke at tage en Ende med Forskrækkede, kunne dog ikke undgaa at blive nævnede med Foragt og Skjændsel i Eftertidens Aarbøger.

Skulde Historien dog aldrig komme til at nævne en Regent, der, just ved at give efter for Tidernes Trang og Oplysningens Fordringer, gjorde sin Magt urokkelig og sit Minde helligt til evindelige Tider? Dette kunde selv den elendige Ludvig have 543 gjort; man tilbød ham ufortjent den Lykke, men han stødte den uerkjendtlig fra sig. Han var lastefuld; han behovede at begaa én Forbrydelse endnu; han begik den, og den kostede ham ikke alene Livet, men endog Æren. Hvor meget lettere vilde det da ikke blive for en Fyrste, der, fri for Ludvigs Fejl, besad nogle af de gode Egenskaber, som denne ikke havde! Dog! hvor og naar skal en saadan Fyrste findes? Upaatvivleligen træffer man den sande Storhed snarere i Vadmel end i Purpur, snarere i Hytten end i Paladset.

Jeg afbryder. Min Iver for Menneskeheld fører mig ofte ud af min Vej, skjønt, som jeg haaber, ikke paa Afveje. Jeg anser saadant som et Offer til Sandheden, den Guddom, paa hvis Alter jeg ogsaa nedlægger disse Blade. Vistnok er hun indhyllet i Skyer, og saare faa ere de dødeliges Øjne, der kunne rose sig af at have set hende; men stedse skal jeg gjøre mig Umage for at arbejde til vores Selskabs store Maal: ærligen at soge Sandheden, om vi end ikke skulde være saa lykkelige at finde hende.

Skrevet i Maj 1798.

*
544

Tillæg til den politiske Dispache.

Jeg har vist S. 536, at den franske Nation for Aaret 6 skulde betale i Skatter ialt 424 Millioner Livres eller 97,166,666 Rd. 2 Mk.; hvorefter Dannemark - selv om vores Stat stod paa Krigsfod - burde forholdsmæssigen ikke udrede mere til de samtlige Statsudgifter end 6,680,208 Rd. 2 Mk. Vil jeg endog tillægge de øvrige paa den samme Side anførte, og til de franske Statsudgifter endvidere bestemte Summer, uagtet man dertil havde fundet andre Udveje end at bebyrde Nationen med dem, og saaledes sammenligne den hele, formedelst Krigen, reglementerede franske Stats Udgifts Summa 616 Millioner Livres eller 141,166,666 Rd 4 Mk. med den danske Stats forholdsmæssige Trang, saa maatte Dannemark, selv paa Krigsfod, ikke behøve mere end 9,705,208 Rd. 2 Mk.; hvoraf følger, at vores Indretninger i den dybeste Fred koste forholdsvis i det mindste 13 Tønder Guld aarligen mere end den franske Republiks Indretninger og Fornødenheder i Krigstider. Heraf synes endnu en anden Sætning at kunne udledes, nemlig den, at Frankrig maa kunne holde det længere ud at føre Krig, end Dannemark at have Fred. Og heraf opstaar meget naturligen dette Spørgsmaal: Hvorledes

vilde det se ud, om Dannemark var saa ulhkkelig

at faa Krig? Dog! Aaret 1788 har allerede for en Del besvaret dette Spørgsmaal*)

* * 545

Jeg maa endnu anmærke, at jeg har beregnet en fransk Livre til 22 Skilling Dansk, da den dog ikke burde regne s højere end imellem 20 og 21 Skilling, hvorved Proportionen vilde udfalde endnu mere ufordelagtig for Dannemark. Man vil rimeligvis sige: Her er en Error in calculo. Jeg svarer: ikke in calculo, men maaske vel in datis; og denne Error er det mig ikke muligt at udfinde, da jeg ikke har, og rimeligvis heller ikke faar, Adgang til Statshemmelighederne, men har maattet betjene mig blot af min egen Eftertanke og af det lidet, der er offentligen bekjendt. Det er imidlertid ikke uvigtigt, og jeg, og sikkert en ikke ubetydelig Del af Nationen med mig, ønsker meget at blive avthentisk overbevist om de Urigtigheder, som min Mangel paa nøjagtige Kundskaber haver foraarsaget, hvilket saa let kan ske ved én af de Mænd, som Staten betaler saa godt for at være gode Regnemestere. Jeg igjentager, hvad jeg allerede forhen har sagt: at smaa Stater ikke i alle Dele kunne blive bestyrede med en Sparsomhed, der staar i rigtigt og mathemotisk Forhold til de store Stater; men det var dog nok at ønske, at Udgifterne i enhver Stat maatte blive organiserede, om ikke just med den strængeste, saa dog med den fornuftigste Økonomi, som muligt er; og vilde man blot, uden at foragte min Afhandling paa Grund af de Fejl, som den nødvendig maa have, benytte sig af de gode Vink og Anmærkninger, som jeg tør tro, at derudi hist og her findes, saa turde den maaske med Tiden gjøre mere Nytte for det almindelige, end alle Geburtsdags-Skuespil og Kantater.

*