Heiberg, P. A. Peter Andreas Heibergs Udvalgte Skrifter

b
c

d
e

Peter Andreas Heibergs

Udvalgte Skrifter.

Udgivne
af
Otto Borchsenius og Fr. Winkel Horn.

Kjøbenhavn.
Otto B. Wroblewskys Forlag.
1884.

f

Kjøbenhavn J. Cohens Bogtrykkeri

g

Forord.

Peter Andreas Heiberg indtager en saa fremragende Plads i det forrige Aarhundredes danske Literatur, at hans Skrifter have og ville beholde en stor literærhistorisk og kulturhistorisk Betydning. Men ikke blot fra dette Synspunkt fortjene de den Dag i Dag Opmærksomhed; de ere prægede af et saa bidende Lune, ere Udslag af en saa ejendommelig Forening af politisk-socialt Syn og digterisk Begavelse, at de ogsaa i rent æsthetisk Henseende frembyde megen Interesse. Det er en for vort aandelige Liv betydningsfuld Brydningstid, der afspejler sig i disse Skrifter, og netop nu, da Etatsraadinde J. L. Heibergs Bog om P. A. Heiberg og dennes Hustru saa vel som de senere fremkomne Levnedsskildringer og Brevsamlinger i særlig Grad har samlet Almenhedens Interesse om den mærkelige Mand, der baade som Skribent og Menneske indtog en saa markeret Plads i sin Samtid, og som levede længe nok til at se de Ideer, han i sin Ungdom og Manddom kæmpede for, en Menneskealder senere paa ny vaagne til Live her hjemme - netop nu tør man maaske haabe, at Læseverdenen vil gribe Lejligheden til ogsaa at lære selve hans Arbejder at kjende. Fra anden Haand forberedes der paa samme Forlag en udførlig literærhistorisk Karakteristik af P. A. Heiberg, til hvilken dette Udvalg af hans Skrifter vil afgive den stoflige Forudsætning.

Udgiverne have valgt at repræsentere Digteren med hans satiriske Roman "Rigsdalers-Sedlens Hændelser" med det deri h indbefattede Skuespil "Virtuosen", med Komedien "De Vonner og Vanner", med de to Stridsskrifter "Politisk Dispache" og "Sproggranskning", samt med et Udvalg af bans Viser. - Saa vidt muligt have vi bestræbt os for at ledsage Texten med oplysende Noter, saa vel i literærhistorisk Henseende som med Hensyn til Oversættelse af de efter Tidens Skik hyppig forekommende Citater fra fremmede Sprog. Det har været vort Maal at gjøre dette Udvalg saa let tilgængeligt som muligt for enhver Læser, hvorfor vi heller ikke have taget i Betænkning at gjengive de optagne Arbejder i den nu brugelige Retskrivning, uden at dog paa noget Sted Forfatterens Sprogform er ændret.

Vi have endelig at bringe vor bedste Tak til dem, der paa, forskjellig Vis have staaet os bi under Udgivelsen. Fru Etatsraadinde J. L. Heiberg har givet os sit Samtykke til dette Udvalg. Hr. Boghandler E. L. Thaarup har stillet sin sjældne og omfattende Samling af P. A. Heibergs Skrifter, særlig de med saa stor Omhu samlede Viser til vor Raadighed. Hr. Justitsraad F. L. Bang har overladt os en Samling Heibergiana, som dog ikke indeholder meget, som vi have haft Brug for til vort særlige Formaal, men som vil være af Betydning for den, der skal skrive Heibergs Biografi. Sndvidere maa vi takke Hr. Bibliothekar Vahl paa det store kgl. Bibliotek for den Utrættelighed, hvormed han har hjulpet os til de Oplysninger, vi søgte der, samt de mange andre, der paa forskjellig Maade beredvillig have staaet os bi ved det ikke lette Arbejde at forsone Udvalget med oplysende Noter.

i

Indhold.

  • Rigsdalers-Sedlens Hændelser........................ 1
    (Heri Komedien "Virtuosen".......................... 289)
  • De Vonner og Vanner, Komedie i fem Akter............... 409
  • Politisk Dispache....................................... 502
  • Sprog-Granskning..................................... 546
    • Viser og Vers:

    • Den pæne Mand..................................... 575
    • Impromptu....................................... 576
    • Almindelig Folkesang for hele Kjøbenhavn i Anledning af
      Kronprinsesse Maria Sophia Fredericas højtidelige Indtog. 576
    • Selskabs-Sang (Indtogsvisen)........................... 577
    • Sang indsendt fra Jagten............................... 579
    • Til Hr. Riegels paa hans Bryllupsdag................... 580
    • Vise ("Verden af Krig og af Fejde er fuld)................ 582
    • Vise ( "Henslængt i Krogen min Harpe staar").............. 584
    • Vise i Anledning af Kongens Fødselsdag.................. 586
    • Pyrenæer-Marsch (Fri Oversættelse)....................... 587
    • Vise ("Bort med Sus og med Dus")..................... 589
    • Vise i Anledning af Kronprinsens Fødselsdag.............. 590
    • Vise i Anledning af Kongens Fødselsdag ("Fred med Kongerne
      paa Jorden")........................................ 592
    • Vise paa den bedste Faders Fødselsdag.................... 593
    • Vise bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat.... 595
    • Drikkevise (Notabenerne)................................. 596
    • Marseillanernes Marsch (Fri Oversættelse)................ 597
    • Vise ("De, der lege, danse, drikke")....................... 600
    • Vise ("Vor Klub er dog en herlig Sag").................. 601
    • Vise ("De Franske er en vanartet Slægt")................. 603
    • Min politiske Omvendelse ("Jeg skrev saa tit med vanhellig Pen") 605
    • Vise ( "Her Vinen skjænket staar paa Bord")................ 607
    • Frihed, Lighed og Venskab.............................. 609
    • j
    • Laterna Magica......................... 610
    • Barnedaabs-Vise............................... 615
    • Epigram..................................... 616
    • I en Venindes Stambog....................616
    • Vise, efter Kellgren ("Mener du, at den har Lykken fat")... 617
    • Vise ("Lovens sjette Bog har lagt")........ 618
    • Es kann nicht so bleiben........................ 621
    • Vise ("Tit til Harmoniens Pris").................... 623
    • I John Ryghs Stambog.......................625
    • Epigram....................... 626
    • Epigram................................. 626
    • Under Skuespiller Fr. Schwarz' Portræt......... 626
k

Rettelser og Tillæg.

Til S 1. Rigsdalers-Sedlens Hændelser udkom i Aarene 1787-03; Nr. l udkom den 1ste Marts 1787, Nr 2-4 ligeledes i 1787, Nr. 5-13 i 1789, Nr. 14 og 15 i 1790 og Nr. 16 i December 1793.

- S 3. Haarskærer Schwindt er et Psevdonym. Forfatteren hed Lorentz Bynch

- S. 136, Noten L. l Nequie, læs: Neque.

- S. 288, Noten L l cervice læs: service.

- S. 556, Noten L 1. res nullius burde have været gjengivet ved "herreløst Gods", cedit occupanti ved "det tilfalder den, der tager det"

- S 558, Noten. Judicium, Omdømme *dolgoeO* Dømmekraft

l

Rigsdalers-Sedlens Hændelser*).
Nr. 1.

Inspicere, tanquam in speculum, in mores omnium jubeo.

Ter.

Første Kapitel.
Indledning.

At skrive sin egen Levnedsbeskrivelse er et af de mest betænkelige Foretagender, som noget dødeligt Menneske kan falde paa. Udføres det ikke med den yderste Redelighed, saa er det netop det samme som at løbe Spidsrod for Publikum.

* * 2

Faa, ja meget faa ere de, der kunne taale at være alle, lige til de mindste, af deres Handlinger bekjendt, tillige med de i deres egne Tanker skjulte Drivefjedre, der ved adskillige Lejligheder har bestemt dem til at vandre lidet uden for den strænge Redeligheds Grænser. Savnes et eller andet heraf, angives en eller anden Aarsag urigtigen, strax hvisker en hev, en anden der: "Det er et sminket Theateransigt, man viser os, og ikke Mandens eget. Saaledes ser han ikke ud; Manden maskerer sig: nu fortjener han at vises med sit blotte Ansigt;" og strax ere der ti for én, der med Safran i Munden aander paa os saa længe, til vores sminkede Ansigt bliver gult, eller og klipper Ørebaandet itu paa Masken, saa den falder ned over vores Ansigt; og ve den, paa hvis Hud der da findes det mindste Kopar! Strax hør man tusende Aarsager til at underrette Verden om de Ting, som Biografen troede ikke at være andre bekjendt end netop sig selv, eller dog i det mindste formodede at være glemte. Snart er man fornærmet og vil hævne sig; snart mangler man Materie og kan ikke leve uden at skrive; snart er det Had, snart Misundelse, snart den pure Ondskab, der frembringer dokumenterede og yderligere dokumenterede Beviser imod Forfatteren. Denne maa forsvare sig, og naar man da ingen ren Fod har at staa paa, saa endes Legen gemenlig med, at begge Parter prostituere sig; og da hedder det: si tacuisses &c. - Den Mand, hvis Hændelser skal more og tillige undervise Publikum, maa desuden uundgaaelig have udmærket sig fra en god Side; da kan endogsaa hans Svagheder blive lærerige; men ikke enhver Dosmer og Slyngel maa være saa tosset eller fræk at bebyrde Publikum med sin enten intet betydende eller endog ofte skandaløse Levneds-Historie. Naar man smiler, eller, kanske ædlere, sukker over en Reisers * 3 Daarlighed, saa dømmer man Sigvard Lyche uden Skaansel med Haarskærer Schwindt*) til en evindelig Strambux for sin Frækhed.

Min**) Levnedsbeskrivelse er ikke af den Beskaffenhed; min Hensigt er at gjøre Læserne opmærksomme paa sine egne og andres Handlinger, og ikke paa mine; lære dem at drage Nytte og Advarsler af de fremstillede Exempler; underrette dem om, hvorledes mange Ting hænder under Solen, hvortil man enten ikke øjner Aarsagen eller og ser den fra en urigtig Side; more dem og tillige undervise den Del af dem, som kan behøve mine Undervisninger, og at vise dem, hvorledes alting i Verden er Forfængelighed, og gid det oftest ikke var mere!

Jeg har selv intet ondt gjort, men jeg har set meget ondt ske i Verden, ogsaa en Del godt, men, det smerter mig at sige det, Forholdet imellem det gode og onde er meget ufordelagtigt for det første; jeg er bleven brugt til meget ondt, imod min Vilje; men det er lige saa lidet min Skyld, som Øxens, at den dræber undertiden. Og var det ikke en Ugudelighed at beskylde Skaberen for det onde, som hans Velgjerninger selv ofte anrette i herden?

Andet Kapitel.
Min Fødsel og Befordring.

Jeg er da kommen til Verden i en Papirsmølle i Sjælland. Aaret og Dagen kan være Verden lige meget. Hvad * * * 4 Dag selv en Karl den tolvte blev født eller skudt, var en i sig selv ligegyldig Sag, med mindre Evropa for sin Roligheds Skyld skulde have fundet sig beføjet til at ønske ham ud af Verden en halv Snes Aar før end den 11te December 1718. Min foregivne Fader var en god, ærlig Papirsmøller, en ringe, men for en god Kristen som han meget beroligende Post. Thi da Forsynet efter hans Tanker havde bestemt ham til at være Møller, og Manden var begavet med en meget øm Samvittighed, hvori jeg dog ikke vil nægte, at der ofte blandede sig lidt farisæisk, saa takkede dan idelig Gud, fordi han ikke var kommet til at male Mel, da han ikke troede, at hans Kjød var stærkt nok til at imodstaa de Fristelser, som plejer at falde i denne Profession. For Resten levede Manden i en Tidsalder, da enhver skammede sig ved at være sin Profession bekjendt, og da en Mand af honnet Ambition altid maatte søge at faa Navn og Titel af det, han ikke var og ikke forstod. Paa en Tid, da man af yderste Kræfter arbejder paa Fabrikkers Ophjælpning, syntes han, at den Titel Fabrikør tilkom ham med lige saa god Grund som nogen Væver eller Garver, hvorfor han ogsaa antog den, saa meget heller, som den ikke koster Penge at faa eller at beholde, hvorved han altsaa fandt Lejlighed til at berolige sin medfødte baade Ærgjerrighed og Pengegjerrighed.

Strax efter min Fødsel befandt man i mit Ansigt og Legeme en Del Træk og Lineamenter, som gave til Kjende, at jeg var bestemt til noget betydeligt i Verden, og at jeg ikke stammede, eller i det mindste ikke maatte tros at stamme fra en gemen og nedrig Materie. Man mumlede vel om, at jeg var skabt af sammenskrabede Pjalter og Klude, hvoraf en Del maaske vare opsamlede i en Mødding, og at mine fornemme Lineamenter intet vilde betyde, da det mulig kunde have samme Beskaffenhed med mig som med Menneskene, iblandt hvilke det ikke sjælden hænder sig, at en Grevindes og en Gaardhkarls Søn paa en meget naturlig Maade faar de semme Lineamenter. Min Fader ansaa dog disse Træk for virkelig profetiske 5 og udmærkede mig derfor fra mine øvrige Søskende som den, der en Gang vilde komme til at spille en glimrende Rolle i Verden. Det varede ikke længe, før end min Fader sendte mig til Kjøbenhavn uden nogen anden Rekommandation end den, mit Udvortes fremviste, hvilken jeg ogsaa befandt at være iblandt Menneskene den allersikreste; thi hvem har vel ikke set med mig, at de Døre, der ere tilnaglede for en pukkelrygget og luvslidt Aristoteles, springe op af sig selv for den nydelige, velskabte, forgyldte og pudrede Dosmer?

Man anviste mig Værelser i en stor og kostbar grundmuret Gaard, kaldet Børsen, med Undskyldning, at man endnu ingen bedre Lejlighed havde for mig, men at man dagligdags arbejdede paa at skaffe mig anstændigere Husrum.

Jeg forefandt her en utrolig Hoben af mine jævnlige, alle med de samme legemlige Fordele som jeg, hvoraf jeg lærte at det ikke kostede den Mand, der havde skabt mig, megen Umage at danne flere lige saa smukke og velskabte Væsener som jeg, en Lærdom, som jeg meget vil have rekommanderet en stor Hob Mennesker af begge Kjøn at eftertænke, naar de grundmure sig selv for et Spejl. Man havde den Godhed for mig at pynte mig paa det prægtigste med Løvværk og andre udsøgte Sirater. Man satte Stempler paa mig, gav mig en Bestalling med adskillige Underskrifter, hvis Indhold var, at jeg herefter skulde agtes og holdes for det, jeg ikke var, nemlig for sex og halvfemsindstyve gode, fuldvægtige danske Skillinger. Jeg var nykommen i Verden, kunde altsaa ikke begribe, hvorledes man kunde agtes for mere, end man virkelig er; men man sagde mig, at det var en antagen Regel iblandt Menneskene, at Karakterer og Bestallinger, Adelsbreve, Nøgler, Baand og Stjærner, men ingenlunde den indvortes Værdi, var det, der afgjorde, paa hvad Hylde et Menneske skulde staa i Verden.

Dette og meget mere gjorde mig nysgjerrig efter at kjende Verden lidt nøjere, hvortil ogsaa gaves Lejlighed, da man 6 overgav mig til en af de Arbejdsfolk, som arbejdede paa de nye Værelser, man havde lovet mig.

Tredje Kapitel.
Min første Udvandring, som falder lidt Bremenfeldtsk.

Der var saa lidet menneskeligt hos mig, at jeg aldeles ikke havde misundet adskillige af mine Medbrødre, som jeg saa', uden større Fortjenester end dem, jeg havde, med ét at stige fem, ti, halvtredsindstyve, ja hundrede Grader højere i Rangforordningen i min ny Bolig, hvilket jeg ikke anfører for at rose mig selv, men kuns for, om muligt, at lære Hr. Justitsraaden, at han ikke bør misunde Gehejmeraaden sit Baand, sin Stjærne og sine toppede Heste; ja jeg havde ikke engang saa megen Følelse af det, Menneskene kalde honnet Ambition, at jeg skulde ærgre mig over at blive overgivet som en Slave til en ussel Murmester. Min Herre førte mig strax hen i et Værtshus. Jeg har siden efter ofte haft Lejlighed til at gjøre den Anmærkning, at det er meget lettere paa saadant et Sted, og i den lavere Stand, at lære kjende Mennesker end i den højere og finere Verden, hvor det næsten er umuligt. Jeg bruger udtrykkelig det Ord Værtshus, fordi man iblandt Almuen endnu ikke den Gang var kommen saa vidt, at man havde antaget de af den slebne Verden opfundne anstændigere Benævnelser paa et Drikke- og Svirelag. Sagen bliver den samme, om end Navnet forandres; thi hvad Forskjel er der vel, egentlig at tale, paa at drikke sig fuld i rød Vin og Champagne, eller i Finkel og godt Øl? i en Klub*) eller paa en * * 7 Kro? undtagen at det sidste er ikke saa hæderligt, fordi det ikke koster saa meget. Men i Henseende til Lejligheden at kjende Mennesker (hvilket ogsaa til en Del kan ske ved Ølkruset og Punschebollen) er Forskjellen himmelhøj. Klubberne, eller hvad andet Navn de fornemme Selskaber kunne have, have allerede antaget alt for meget af den fine Levemaade, som Beaumarchais nu anser for uadskillelig fra Politiken. Saa uigjennemtrængelig, som denne i de senere Tider er blevet, saa ugranskelig er ogsaa den fine Del af Verden nu om Stunder. At lære dèr at kjende Mennesker, udfordrer intet mindre end alle Argi hundrede Øjne, og dersom man alene til ét as dem behøver Glas, saa bliver Opdagelserne urigtige, siden al Verdens Glasslibere ikke kan frembringe ét uden Fejl. At drive Høfligheden endog uden for Anstændighedens Grænser; at sige ét og mene et andet; at se en Vens Fejl og lade, som man ikke bliver dem va'r, og om man endog derved skulde give ham til Pris for Spottere; at gjøre sig Umage for at se de Ting, man ikke burde, ja vel endog undertiden at benytte sig af slige Opdagelser for at bygge sin egen Ære paa andres Beskæmmelse; at se sine Undermænd over Hovedet og misunde og se skjævt til sine Overmænd; disse og utallige i den polerede Verden hævdede Vedtægter gjøre Menneskene saa undgranskelige, deres Sjæle saa skeløjede, og det til saa utallige forskjellige * 8 Sider, at ikke Argus og Euler med forenede Kræfter skulde være i Stand til at bestemme deres Objekter.

Min Herre kom ind i Værtshuset, hvor han forefandt det sædvanlige Aftenselskab, som under Præsidium af Værten ved Bordenden gjorde Udkast til Forordninger om Statens bedre Administration. Efter en venskabelig god Aften og Tak for sidst, fordrede min Herre en Sopken og et Krus Øl, hvorpaa han stoppede sin Pibe og satte sig paa sin Plads ved den nederste Bordende.

Samtalen faldt strax fra den forrige Materie, der, efter Værtens Forslag, var om Præmiers Udsætning for det overflødige danske Korns Opbrænding til Brændevin, hvorimod var vældigen bleven debatteret af Oppositionspartiet, som bestod af et Par stakkels Haandværkssvende, som af pure Patriotisme havde giftet sig og af samme Patriotisme maatte sulte med Kone og Børn paa en Tid, da der intet Arbejde var at faa for dem. Disse forsikrede, at de i mange Aar havde set og mærket saare lidet til denne foregivne Overflødighed. Sagen var endnu ikke saa vidt afgjort, at man kunde skride til Votering, om Kornet skulde opsvies til Finkel, eller efter et andet Projekt føres til Ostindien; man opsatte dens nærmere Afgjørelse til en onden Aften, af Frygt, som jeg siden mærkede, for min Herre, hvilken man just ikke havde den bedste Tro til; og da Sagen, ihvordan endog den endelige Beslutning maatte blive, nødvendig ved Præmiers Udsættelse vilde blive den kongelige Kasse til Byrde, saa fandt man ikke raadeligt at delagtiggjøre ham i en Sag, hvorimod han formodedes af al Magt at ville kabalere formedelst den Indflydelse, han havde paa Statens Finanser og deres Administration, især da det var bekjendt, at han virkelig besad den hos Mænd i deslige Embeder saa aldeles usædvanlige og rosværdige Dyd, at han var mere øm over Kongens og Landets Kasse end over sin egen.

* 9

En Mand, som sad ved Siden af Værten, og i hvis Ansigt en Lavater, naar han ikke var i en fri Republik, vilde anden Gang have vovet paa at finde Skomager-Lineamenter, afbrød denne Samtale og med en satirisk Smil henvendte sig til min Herre med dette Spørgsmaal: "Hvorledes gaar det med den nye Bank?" - "Ret vel." svarede min Herre med en vigtig Mine, "om et Aars Tid haaber vi, at den skulde blive færdig." - "Der bliver vel", spurgte Skomageren videre, "store brandfrie Kjældere, for at bevare de mange skjønne Banko-Sedler fra en paakommende ulykkelig Ildsvaade? Penge maa man ikke spøge med, siger det gamle Ordsprog; man maa være varsom med dem, og med ingen Slags Penge mere end med Bankosedler. Det kan ikke saa let ske, at man i røørke tænder sin Pibe ved en Krone eller Rigsort, som ved en Rigsdalerseddel; og naar vi ingen Sedler havde haft, saa havde den stakkels Bonde, der uvidende aad en Hundrededalerseddel op i en Pandekage, nu været en Kapitalist."

"Det er endda kun den mindste Fare, man er underkastet med disse Papirspenge," sagde Værten; "ingen staar større Fare end jeg og mine Lige for at miste vores Velfærd af Mangel paa smaa Mønt. Enhver brav Mand ufortalt, som søger mit Hus, saa véd jeg bedst selv, hvor stor Skade jeg lider ved dem. Naar en Mand en Aften har fortæret en ti til tolv Skilling hos mig, og jeg ikke strax kan vexle en Seddel, saa maa jeg skrive det paa Bjælken; derved glemmes meget, og jeg er ikke af den Tænkemaade, at jeg kan tage min Oprejsning en anden Gang; jeg er alt for ærlig imod mine Gjæster, saa det svier endog til min egen Pung, og om det, imod min Vilje, en eller anden Gang kunde hænde sig, at jeg skrev en Slreg for meget, da er det sandelig ikke min Skyld, naar det sker ved Folk, som kan betale strax. At jeg derimod iblandt skriver en Streg mere paa en fattig, det tror jeg er meget billigt og tilladeligt, thi først ere de fattige saa nøjeleende * 10 med mig, at de vil have rigtigt Maal, naar derimod honnette Folk ikke ser mig saa nøje paa Fingrene, og derved lider jeg stor Skade; for det andet vover jeg jo meget ved at betro dem; og for det tredje kan jeg af mange brave Folk faa fire Skilling for at bytte en Seddel, og det har jeg aldrig kunnet bære over mit Hjærte at tage af en fattig. Se, saaledes gaar det mig formedelst Mangel paa Mønt, og jeg tvivler ikke, at jo enhver i sin Haandtering faar en Rem af Huden med, skjønt det vel næppe gaar saa galt i nogen anden som i vores Næringsvej. - Men kan vi da aldrig vente os bedre Tider, og igjen at faa noget Guld og Sølv at se, som nu er gaaet rent ud af Landet?"

"Det er ikke gaaet ud af Landet," svarede min Herre, "i det mindste ikke Sølvet, det véd jeg. Jeg har det fra en sikker Haand, jeg nævner ingen, men saa meget er vist, at det kun er Statskneb at holde Sølvmønten inde, og det blot for at tvinge Bankosedler i Kredit hos de udenlandske; thi hvad skal Udlændingen faa for sine Varer, naar de ingen Sølveller Guldmønt kan faa? - Saa nødes de jo til at tage Sedler i Betaling, og være glade til, at de blive af med deres Vare. Naar siden disse Sedler ere komne i Cirkulation over hele Evropa, ja endogsaa til sidst i Kina, saa faar vi nok andre Tider; bi kun saa længe, saa skal I se, at Sølvmønten vel kommer for en Dag igjen. Hvad Guldet derimod angaar, da er det en auden Sag. Det holder man et saa ugudeligt Hus med, at det nødvendig maa rent forsvinde. Man smører det ikke alene paa Kirketaarne, Prædikestole og Bøger, det kunde endda være, hvad det var; men, Himlen bevare os! paa Kareter, Seletøjer, Paaskeæg og Fastelavnsris, og siden Sicilien eller Chilien, hvad det hedder, hvor vi før fik Guldet fra, er gaaet under ved Jordskjælv, saa er der ingen Maade at faa mere af det herefter, med mindre vi lode blive at kjøbe Ost og Gryn af Hollænderne; thi saa nodtes de nok til at føre deres gode hollandske Dukater her ind, for at holde deres Skibe i Gang." "Ej Snak!" sagde en Toldbetjent, som længe havde ønsket 11 at faa et Ord indført; "det er paa min Sjæl! ingen Sag at faa Guld nok, naar man bare er lidt listig. Vestindien det er Landet, hvor man maa faa det fra Ser I ikke, at alle kloge Folk rejser til Vestindien og kommer efter nogle Aars Forløb tilbage igjen saa rige som Jøder. Sagen er denne, men som Indbyggerne vil holde hemmelig: naar man bare graver en Alen dybt i Jorden, saa bestaar Landet af purt Guld. Der var for nogle Aar siden en Angiver - der er vel ingen Slags Folk, jeg mindre kan lide end dem, men denne handlede dog som en brav Mand - denne Angiver skrev her over, at Landet bestod af bare Guld; men Indbyggerne vare snedige og vidste at sno Sagen saaledes, at man ansaa Angiveren for en Nar, der ikke kunde kjende Guld og Okkerjord fra hinanden. Det vestindiske Kompagni og en Del Kjøbmænd lugtede dog Lunten og sendte en Fandens Hoben Skibe over for at hente Guld; men Pokkeren komme efter Vestindianerne, om de ikke vare lige saa poliske og narrede dem saa længe, saa at nu næsten alle de, der har handlet paa Vestindien, maa spille Bankerot."

Under disse og flere saadanne lærerige Samtaler hengled uformærket Tiden, og med den et anseligt Antal Sopkener, uden at forglemme Øllet, hvoraf et Krus efter det andet blev hentet fra Kjælderen. Værten paamindede, skjønt imod sin Vilje, sine Gjæster om at gaa bort, for at han ikke skulde lægge sig i Uvenskab med Politiet, hvorfor han ellers ikke var bange, siden der hørte et Par Politibetjente med til Lavet, men disse vare i Aften, Gud véd af hvad Aarsag, udeblevne. Enhver betalte derpaa sin Fortæring og ravede efterhaanden ud af Døren, men Toldbetjenten, som drak frit, var den sidste. Min Herre tog mig frem og vilde her have skilt sig ved mig, men Værten, som ingen smaa Penge havde og vidste, at min * 12 Herre var en redelig Betaler, tællede over paa Fingrene og greb til Kridtet, hvorpaa jeg vandrede ned i Lommen igjen, og min Herie til Døren. De politiske Diskurser, Brændevinen, Øllet og Luften havde gjort saadan en Virkning paa min Herres Hoved, at det rent havde taget Overbalancen fra Fødderne. Han hældede, som Taarnet i Pisa, men stod ikke nær saa fast. Han slingrede til alle Sider i Gaderne, og hvem, som havde modt ham, og ikke vidst, at en Murmesters Pande var lige saa brækkelig som nogen anden Mands, maatte sikkert have troet, at han til sin og sine Lavsbrødres Fordel førte Krig med alle forekommende Huse. Omsider naaede han dog sit Hjem og kom ind uden videre Skade end den at have mistet en gammel Hat i Rendestenen.

Fjerde Kapitel.
Kollektøren.

Buldrende tumlede han ind i Stuen til sin Kone. Socratis Xantippe har været en Engel imod denne, hvis Slægtregister efter paalidelige Udregninger nedstiger i lige Linie fra Helvedes tre stormægtige Furier. Hendes sædvanlige Mande at modtage ham paa, naar han undertiden kom hjem med en liden Overhaling, var forst at lade Fortropperne rykke ud imod ham, hvilke bestode i de udsggteste Ærestitler, som hendes fattige Modersmaal var i Stand til at afstedlomme, og hvorom man vil raade Udgiverne af det danske Lexicon at konsulere det smukke Kjøn ved gammel Strand. Naar denne Salve var forbi, fulgte hendes kvindelige grove Armatur, paa hvis forsvarlige Kaliber fem ofte opkradsede og lige saa ofte tillægte Skrammer i hver af Mandens Kinder bare det ubedrageligste * 13 Kjendemærke. Denne Bataille endtes gjærne saaledes, at Manden, efter at have banket sin Kone og ladet sig banke igjen, gik til Sengs lige saa ædru, som om han havde hentet sit Brændevin i Peblingesøen, og lige saa kjærlig som et halvt Aar før deres Bryllupsdag.

Beskrivelsen paa et saadant Feltslag formoder man sig nu ventelig, men forgjæves! Den Ære ved Musernes Hjælp at besynge deres Heltebedrifter maa ikke være mig bestemt; thi imod Sædvane modtog hun Manden med al mulig Venlighed og med et Smil, der ikke vilde have klædet en Gratie ilde, naar man kun havde været i Stand til at skille derfra de uudslettelige Rudera, der ufejlbarligen vilde blive antagne for et fuldkommen Bevis, om hun af en Hændelse, paa Mistanke om at have myrdet sin Mand i Arrighed, skulde stilles for en fysiognomisk Inkvisitions-Kommission. Hemmelig underrettet om hendes Mands Rigdom, sørgede hun for ham, det bedste hun kunde, klædte ham af og hjalp ham i Sengen uden at lade sig mærke med den ringeste Misfornøjelse og vaagede over ham ved Siden af Sengen, indtil Søvnen, til Trods for det muntrende Brændevin, neddyssede ham i en lethæisk Rolighed.

Aldrig saa snart hørte hun, at han snorkede, før end hun gav sig til at undersøge hans Lommer, hvori hun til sin inderligste Glæde fandt mig tillige med tre Skilling i smaa Penge, hvoraf jeg blev konfiskeret og dømt til en lovlig Prise; de tre Skilling derimod var hun saa ædelmodig at lade blive tilbage; en Ædelmodighed, som hun havde arvet af sin Fader, der var en indfødt engelsk Matros, og som var deserteret fra sit Fødeland, af Frygt for at blive hængt som en Highwayman. Mig gjemte hun med al Omhyggelighed i en Sprække i Sengen, hvor hun kunde trodse ikke alene hendes Mands Eftersøgen, men endogsaa Tyves og Røveres, ja selv Toldbetjenteres * 14 inkvisitoriske Øjne. "Vær velkommen," sagde hun, "du har rigtig betalt mig min Selvfornægtelse i Aften. For de fem Mark kjøber jeg mig en Seddel til Wandsbeck, og den sjette er til Kaffe i en hel Uge." Med disse Ord slukkede hun Praasen og lagde sig til Sengs med den glade Selvbevidsthed at have gjort en god Gjerning, samt efterkommet en Kristens og en god Kones Pligt i at overbære med sin Mnnds Skrøbelighed.

Morgenen kom, og med den vaagnede Manden. Han klædte sig paa, men savnede mig.,Moer!" sagde han, "jeg savner en Rigsdalers-Seddel, som jeg havde i Aftes." - "Hvad min Ven! det er ikke muligt. Erindrer du, i hvad Tilstand du kom hjem i Aftes? Du maa sandelig have givet den ud paa Kløen, hvis ikke, har du sikkert tabt den tillige med din Hat." - "Min Hat," sagde Manden. "Hm! kan vel være muligt." Og derpaa, efter at han havde søgt overalt i Stuen, gik han sin Vej til sit Arbejde.

Næppe var han ude af Døren, for end min ny Ejere ligeledes klædte sig, og derpan maatte jeg folge hende til Kollektøren.

Glæden over hendes gjorte Erobring og Betragtninger over den store Lykke, som forestod hende, naar hun vandt i Lotteriet, havde saaledes løbet rundt i hendes Hoved, at hun ikke havde haft Rolighed den hele Nat for bare behagelige Drømme om de tre Skilling, som hun lod blive tilbage i Mandens Buxelomme, de sexten, hvorfor hun skulde drikke Kaffe, og de firsindstyve, som skulde anvendes paa Lotteriet.

Sun havde en Veninde, som var gift med en stakkels fattig Musikantersvend hende troede hun at skylde Deltogelse i sin store forestanende Lykke. Hastig som Pilen flyver hun paa Vejen ind til dem, raabende: "Tre, sexten, firsindstyve til Wandsbeck, Soster!" Dette Udraab, mere behageligt end al hendes Mnnds Musik, fo'r ligesom et elektrisk Stod i * 15 samme Øjeblik igjennem alle Musikanterkonens Lemmer; ilende snapper hun ved Sengen, hvor Manden endnu laa, hans Buxer, hvis Lommer hun sikkerlig i Forvejen havde gjennemsøgt uden at finde noget deri, og uden at bryde sig om, at Manden i Sengen skreg af fuld Hals: "Kone! hvor skal jeg hen, naar jeg ingen Buxer har?" løb hun ud af Døren og raabte, idet hun gik: "Lad Fiolen sørge, og knap Rokkeloren tæt til om dig, naar du gaar ud, at du ikke skal forkøle dig, min lille Mand!" og saa af Sted til Kollektøren.

Kollektøren var en Mand, som Naturen syntes at have bestemt til Foged eller Sorenskriver i Norge. Skæbnen havde ikke været ham gunstig, og derfor maatte han tage til Takke med at udhøkre Madame Fortuna i Kjøbenhavn i Steden for Jomfru Justitia i Norge. Min Principalinde blev snart færdig med sit Kjøbmandskab, thi for rede Penge kunde den laveste med den højeste byde og befale over ham, og ved denne Lejlighed kom jeg i Kollektørens Hænder, hvorimod min forrige Ejere fik sexten Skilling til Kaffe og den forønskede Lap Papir med de tre ufejlbare Numre, der dog, som jeg siden erfarede, bleve Murmester-Madamen utro.

Ikke saa hastig gik Sagerne for Musikantersvendens Kone. Kollektørens Menneskekærlighed og hendes Trang kom her i stærk Kollision sammen. Efter at have vendt Buxerne paa alle Kanter og bekiget dem overalt, forsikrede han hende, at han ingenlunde kunde laane hende mere, end hvad hun selv vidste Sædvanen havde indført at laane paa et Par brugte Manchesters Buxer, nemlig tre Mark, og for dem maatte hun tage en Lotteriseddel. Buxerne maatte indløses Dagen efter Postens Ankomst i det seneste, imod en billig Rente, thi han maatte selv laane Penge og betale Renter derfor, naar Kollektionen var sluttet, saa at hvad han gjorde, var blot for at tjene hende. I Mangel af, at de ikke bleve indløste, maatte han nødes til at sælge dem og for det manglende forbeholde sig Regres til hendes Person; thi Musikanterkonen var ret taalelig smuk. Konditionerne bleve antagne, hun fik sin Venindes tre 16 lykkelige Numre og gik glad bort. Af det foregaaende vil man let kunne se, at Skæbnen var hende lige saa ugunstig som Murmesterens Kone. Buxerne ble ve ikke indløste, og da det er en bekjendt Sag, at Lotteri- og Spillesygen er næsten ulægelig, saa kan man let slutte, at hun vil sørge for, at Manden bestandig bliver buxeløs, i det mindste saa længe Rokkeloren vil holde.

Efter hende traadte en Pige ind i Stuen med en Bylt under Armen. "Hr. Kollektør!" sagde hun, "jeg skulde have en Seddel, som sædvanlig, men Penge har jeg ikke, De maa tage imod Pant, saa længe til Trækningen er forbi." - "Hvad har I da?" spurgte Kollektøren. - "Se her to dejlige Damaskes-Servietter og en Manchetskjorte." - "Men mit Barn! her staar jo Jeres Herskabs Navn paa, jeg kjender det; tror I, at jeg vil være Jer behjælpelig i at bestjæle Jeres Husbonde?" - "Bevare os Gud!" sagde Pigen, "jeg er alt for ærlig dertil, og De alt for brav en Mand til at være Hæler. Jeg stjæler jo ikke Tojet fra Herskabet, fordi jeg sætter det i Pant her i nogle faa Dage! Jeg laaner det jo kun! Naar Lotteriet er trukket, saa løser jeg det ind igjen, og i den korte Tid kan det ikke savnes." - "Men hvor vil I saa Penge fra til at løse det ind igjen? Det er jo ikke sagt, at I vinder?" - "Jo, ser De, Hr. Kollektør, De véd nu selv, at jeg saa længe har spillet paa fire Tal, at det er umuligt andet, end at de nu maa komme ud; i det mindste maa det første og sidste komme, og saa har jeg jo en Ambe. At jeg faar den, derpaa er jeg ganske vis, og naar det sker, saa er jo Sagen forbi, og De kan være vis paa en god Dusør." - "Vel, min Pige! Naar saa er, saa kan jeg med god Samvittighed lade Jer faa en Seddel og toge mod Pantet for de fire Mark, thi mere er det sandelig ikke heller værd, naar Renterne komme til, men husk paa at løse det Dagen efter Postens Ankomst, ellers - forstaar I mig?" - "Det skal ingen Nød have," svarede Pigen; "at jeg vinder, det er jeg vis paa, men om endogsaa alting skulde glivpe, saa kan en rask Pige, som jeg, i det menneskekjærlige 17 Kjøbenhavn aldrig være forlegen for at faa en Rigsdalers Penge, naar hun behøver dem." Nu var Lotterisedlen færdig, og hun hoppede glad ud af Døren.

Det var Løverdag Morgen, altsaa en fordelagtig Dag for min ny Herre. Arbejdsmanden bragte ham den største Del af den Uges Fortjeneste, Krøblingen sin Almisse og Andel af fattiges Penge, og Studenten sin Klosterdaler. I disse sidste smaa Tutter havde min Herre af Erfarenhed lært, at der gemenlig manglede sex Skilling, som Underkassereren behændig udpillede, og var hans Solarium for lidet mere end prompte Betaling; en Handlemaade, der meget stemmede overens med Billighed, især naar man betænker, at det aldrig kostede mere end sex Skilling, enten saa Studenten tog sin Daler fjorten Dage eller to Timer før den ugentlige Termin.

Min ny Herre var netop det modsatte as, hvad Folk nu om Stnnder plejer at være, det er at sige: han var sit Embede voxen. Han vidste, at det var hans Pligt at benytte sig af Folkets Lettroenhed, om han endog derved skulde gjøre den halve Verden ulykkelig, og denne Pligt udøvede han mesterlig, men, vel at mærke, til sin egen Fordel. Snart indbildte han de spillende, at det aldrig kunde fejle, at han jo selv maatte trække de samme Numre ud af sin lille Maskine, som der paa Trækningsdagen kom ud af den store. Snart drømte han ufejlbare Tal; og snart gjorde han Kalkulationer og Beregninger over de Tal, der i længst Tid ikke vare udkomne, hvilke altsaa upaatvivleligen maatte gjøre hans Kunder lykkelige. Han havde ogsaa været saa heldig en og anden Gang herved at skaffe nogle enkelte Mennesker en liden ubetydelig Terne. Jeg siger: han havde været saa heldig; thi det var just ham, der drog Fordelen deraf. Spillelysten steg hos de vindende, saa at de snart forspillede deres hele Gevinst og meget mere, alt til Fordel for ham; og hans Kollektion kom i saadant et * 18 Udraab, at den blev anset som Oraklet i Delfi, hvorhen den halve Verden søgte for at blive lykkelig.

Nu bragte man ham ikke aleneste sine Penge, men endog sine Klæder, Møbler, Pretiosa, Guld og Sølv, hvorved han, som en klog Mand, fandt langt bedre sin Regning end ved de rede Penge. Alle Slags Vare bleve her oinvexlede til Lotterisedler, og hans Hus blev et sandt Assistenshus. Her kunde Filosofen finde den sande Lighed imellem alle Stænder; her vilde han finde Stoltheden, nedsteget fra den højeste Rang, broderligen at forliges med den laveste Pøbel. Ikke sjælden kunde man her se Ministerens Ordenskjæde rolig at hænge over Vryggerknægtens Søndagskjortel; og Hendes Naades lange Hermelins-Pels tog ikke ilde op, at man anviste den Plads paa den venstre Side af hendes Kokkepiges Filtes-Underskjørt. Kort: her var en Garderobe, som den parisiske Politimester Mr. de Sartine næppe turde ligne ved sin Politi-Garderobe; og jeg har underhaanden hort, at vores danske Theater gjarne vilde have bortbyttet sine femten Mands- og Fruentimmerdragter, som altid bruges, og sine tusende Karakterdragter, som aldrig bruges, for at besidde denne Samling.

19

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 2.

Pest Orienten fik, og vi
(Partisk er Skæbnen ej) vi fik Tallotteri.

Fasting

Femte Kapitel.
Landeplagen.

Der bedes i de aarlige Kirkebønner om Befrielse fra Pest, Krig, o. s. v. Landeplager, hvis ødelæggende Følger man af Erfarenhed har lært at kjende og at frygte for, og hvis gyselige Virkninger kanske, paa den Tid, da Bønnerne bleve forfattede, vare i alt for frisk Minde, til at Forfatteren skulde have udeladt nogen af dem. Uagtet de nu kunde synes mindre befrygtelige, især da vi véd, at Guds Godhed er alt for stor, til at han skulde kunne straffe med mere end én Landeplage paa én Gang, saa er det dog ingenlunde min Mening, at de burde udslettes af Kirkebønnerne, eller at man med større Lunkenhed nu end tilforn skulde bede om Befrielse derfra, men alene at man burde tilføje den tredje nu grasserende Plage, nemlig: Tallotteri-Sygen, der ufejlbarligen er den Inkognito, hvorunder Djævelen, Døden og alle Ulykker for nærværende Tid rejser omkring i Danmark. Den er en smitsom Syge, langt mere anstikkende end Pesten, og langt farligere, fordi dens Angreb ere for en Del behagelige; fordi den har giftet sig med Haabet, Himlens bedste Datter, hvormed alle andre * 20 Ulykker ikkun ere besvogrede; fordi dens Sødheder forandres inden kort Tid til den bitterste Galde; og fordi den dræber langsomt og pinligt, naar Pesten derimod angriber Menneskene saa pludselig, at de bortrykkes, før end de endog faa Tid til at mærke det. Ingen Krig kan være saa ødelæggende for et Land, som denne Sygdom. Hin udmatter Hovedkilden til Statens Liv, uden at kunne tilstoppe de utallige smaa Aarer, hvorfra Vandet snart igjen tilflyder, og denne Virkning véd man i Forvejen; denne derimod udpumper de smaa Bække for paa én Gang at forøge Hovedkilden, og alt for sildig ses de ulyksalige Følger heraf, naar Hovedkilden er udtømmet, alle Aarer tilstoppede og intet Tilløb mere at vente. Den fortærer Statens Marv under Skin af at styrke den og smigrer for ethvert enkelt Ledemod for des sikrere og hastigere at kunne ødelægge det hele. Der er netop samme Forhold imellem Lotterisygen og en anden Landeplage, som imellem Hykleren og den aabenbare ugudelige. Denne er kjendt af ethvert Menneske, alle frygte for ham og sky ham; hin søger man, fordi han tros at være god; denne har erklæret aabenbare Krig med det hele menneskelige Kjøn: hin er alles Ven; og naar denne gaar omkring med det dragne Sværd i Haanden, ligesom med et Skilt, hvoraf man kan kjende hans Profession og hans indvortes Ondskab, saa kommer hin med Fredspalmer i Hænderne og Helligheds Maske, men skjuler under Venskabs Kaabe en forgiftet Dolk, hvormed han dræber, idet han omfavner.

Dristig tør jeg sige, at der gives ingen Last, hvortil Lotterisygen ikke har drevet et Menneske; ingen Udsvævelse, hvori den ikke har starlet den svage. Selvmord, Drab, Horeri, Tyveri, Bedrageri, Mened og utallige ondre Laster ere alle Virkninger af denne djævelske Opfindelse, Laster, der vel, des værre! har været bekjendte tilforn, men aldrig havde blevet udøvede i saa afskyelig en Overflødighed, naar de havde manglet denne Drivefjeder *) Sjælden vilde et Barn have undermineret * 21 sin Faders Hus saa hemmeligen, at ingen skulde mærke det før end Faldet knuste den hele Familie. Sjælden vilde en Mand og endnu sjældnere en Kone have udsat det kjæreste, de ejer, for den yderste Elendighed. Sjældnere vilde unge Mennesker af begge Kjøn blive styrtet i allehaande Laster og Udsvævelser, hvis usalige Følger ere Efterslægtens Arvedel. Sjældnere vilde man have haft nødig med Lovens strængeste Straf at belægge Forbrydelser, hvis første Oprindelse skriver sig fra Lovene selv. Sjældnere vilde Statens Marv have bleven udsuget af dens egne Læger; og meget ringere vilde det Antal af ulykkelige Kolonister have været, hvormed Danmark saa tit, til ubodelig Skade, har befolket sine Naboriger.

Man gjennemgaa de sidste sexten Aars Kriminal-Protokoller; man beregne, hvor mange ulykkelige Slagtofre Retfærdigheden i den Tid har faaet; man undersøge den første Oprindelse til deres Forbrydelser; man efterse Selvmord slisten med samme * 22 granskende øje; og jeg vædder ti imod én, at meget mere end Halvparten af disse elendige kan beregne deres Ulykkes Periode fra den Tid af, da de forsøgte paa at gjøre deres Tilstand taaleligere ved Midler, som Lovene selv havde givet dem i Hænderne.

Fra den Tid af, da Guldet er bleven den almindelige Maalestok, hvorefter et Menneskes hele Værdi bestemmes: fra den Tid af, da det Spørgsmaal: "Hvor meget ejer Gregorius?" er bleven nødvendigt for at afgjøre, om Gregorius har Ret eller ikke; fra den Tid af, da Lærdom, Dyd og Redelighed blev en Fjeder i Verdens Vægtskaal imod det alting opvejende Guld; netop fra den Tid er det, at Rigdom er bleven alle Menneskers Hovedbestræbelse; at enhver har arbejdet paa at erhverve sig Guld for at forskaffe sig Hæder; at Menneskenes sindrige Opfindelses-Gejst har martret sig og pønset ene til dette Øjemed, skjønt deres uheldige Opdagelser har netop haft modsatte Virkninger. Da begyndte man at opfinde de saa vel for Sundheden som Formuen saa ødelæggende Spil, disse saakaldede Fornøjelser, der dræbe den kostbare Tid og Sjælens allerbedste Evner; da indskød Djævelen en genuesisk Menneskehader at udstudere det ulykkelige Lotto di Genova. Gid Opfinderen havde anvendt sin Tid paa at lære at kjende nogen ny dræbende Gift; at opdage noget Pulver, mere skadende end Krudtet; at udfinde noget Dødsinstrument, mere ødelæggende end Engelændernes gloende Kugler og Bomber; og jeg skulde have æret ham som en Katholik sin Helgen!

Sjette Kapitel.
Nogle Æventyrer, ikke saa aldeles Æventrer.

I den, Himlen ske Tak! meget korte Tid, jeg opholdt mig hos Kollektoren, havde jeg Anledning til at gjøre ovenstaaende 23 og mange flere sørgelige Betragtninger. Jeg tror at skylde det almindelige bedste dem, og, uagtet jeg er vis paa, at mange Mennesker kan have tænkt meget grundigere, saa tør jeg dog sige: ingen har tænkt rigtigere end jeg i denne Sag. Jeg kunde male for mine Læsere utallige Optrin, men jeg tror, at nogle faa skulle være tilstrækkelige nok til min Hensigt, før end jeg drager Dækket for denne gyselige Scene.

Laura var et ungt Fruentimmer af en naturlig god Karakter og et ædelt Hjærte, som Opdrageren ikke heller havde forsømt at forbedre. Hendes Fader, der var Enkemand og lidet over den borgerlige Stand, samt besad en tilstrækkelig Formue, elskede denne sin Datter med den heftigste foderlige Kjærlighed. Den største Fejl, han i hendes Barndom havde mærket hos hende, var lidet større Sparsommelighed, end han, som en af Naturen og Vanen godgjørende Mand, ønskede at finde hos sin Datter. For at opmuntre hende til Godgjørenhed forsømte han ingen Anledning til at holde Lovtale over denne Dyd, ingen Lejlighed til at give hende smaa Foræringer, saa at hun altid havde en liden Kasse imellem Hænderne, ligesom hun heller ikke manglede nogen af de for et Fruentimmer af hendes Alder altid behagelige Smaating og Prydelser. Som en gavmild, godgjørende og tillige formuende Mand kan man let indse, at han var en Hader af Lotterier, især af Tallotteriet, og derfor ikke heller havde forsømt at indprente sin Datter den samme Afsky. Hun turde altsaa ikke lade sin Fader mærke, at hendes Begjærlighed efter en Gevinst havde forfort hende til at forsøge sin Lykke i Tallotteriet med en ubetydelig Summa. Tabet heraf smertede hende, det maatte oprettes, og for at faa Sedler hentet maatte hun vælge en fortrolig. Balget faldt ulykkeligvis paa Tjeneren. Fortrolighed med sine Forældres Tjenestefolk er altid et Barn skadeligt, og her blev det dobbelt Spillet blev fortsat, og siden den fortroliges Sportler vare bestemte til en Del af Gevinsten, saa forstaar det sig selv, at han bestandig for ethvert Tab raadede til at fordoble Indsatsen, for at hun i det mindste, som han sagde, kunde komme skadesløs 24
derfra. Hertil kunde hendes egen Kasse og hendes Faders Gavmildhed selv ikke forslaa. Kassen var aldeles sprænget, og denne Tanke var hende utaalelig. For at indhente sit Tab vovede hun forste Gang, efter hendes fortroliges Indskydelse, at pantsætte en af de Kostbarheder, som hendes Fader havde foræret hende. Imod al hendes Formodning tabte hun, og et nyt Smykke maatte vandre ud for at blive mere lykkeligt og redde det forrige. Hvert Tab forøgede hendes Bekymring og indgav hende ny Lyst til Gevinst. Saaledes gik paa en kort Tid Ure, Ringe, Ørenringe, Daaser og alle hendes Faders Foræringer. Nu havde hun intet tilbage uden sin Fortvivlelse og Frygt for sin Faders Vrede. Hendes dødelige Angst for at fornedre sig i en elsket Faders Øjne havde dog ikke hindret hende i at kaste sig for hans Fødder og tilstaa sin Forseelse, dersom ikke den afskyelige Tjeners Veltalenhed havde afholdt hende derfra. Han beklagede hendes fordærvelige Lyst, som han dog selv havde bidraget mest til at opvække, og som han fandt sin Regning i at vedligeholde; han forestillede hende, at Sagerne let kunde forandre sig, Lykken blive gunstigere og Tabet oprettes, uden at det skulde gjøre mindste Opsigt; at hun siden maatte fatte Afsky for denne Lyst; men at hendes Fader maatte ingenlunde vide, hvor dybt hun var falden; at en saadan Opdagelse vilde berøve hende al hendes Faders Kjærlighed og Agtelse, ja kanske dræbe ham før Tiden; at det sikreste Middel til at komme ud af Omstændighederne paa var at laane en liden Summa af hendes Faders Chatol, hvortil han præsenterede hende en falsk Nøgle. Det første Trin til nedrige handlinger koster altid meget, men naar de understøttes af falske Skingrunde, hvor let kan da ikke en Svaghed, som vi skamme os ved at have begaaet, trække Forbrydelser efter sig? Laura vovede dette ulyksalige Skridt, for første og sidste Gang, som hun sagde: men dette øjeblik var det alene, som Tjeneren havde ventet efter. Nu forandrede han sin hele Opførsel. Hans Ærbødighed forsvandt. Han troede ikke at skylde sin Herres Datter den mere, siden han var Medvidere i 25 hendes Forbrydelse. Hun mærkede det ikke ret i Begyndelsen, uagtet hun vel syntes, at han tiltog sig Friheder, som hun i den forbigangne Tid aldrig vilde have tilstedet ham. Siden, efterhaanden som hendes Forseelser ved Hjælp af hans Overtalelser formeredes, voxede ogsaa hans Uforskammenhed, saa at han endog til sidst aftruede hende de største Beviser paa Fortrolighed. Nu gik alting op og ned efter Tjenerens Godtbefindende. Sølvskabet tømmedes; Pengene i Khatolskuffen formindskedes; og da omsider hendes Forbrydelser bleve alt for synlige, saa blev hun til sidst nødt til at gjøre sin Fader paa én Gang to Tilstaaelser, som lagde ham i Graven, hvorpaa Laura, for at undgaa én Beskæmmede, maatte finde sig i en anden, nemlig at ægte Tjeneren, der blev hendes Tyran, og hvis uforskammede Medhandling tillige med hendes egen sildige Fortrydelse forkortede hendes Dage.

Cornelius og Theodor boede begge i én By og vare kongelige Oppebørsels-Betjentere, kun med den Forskjel, at Cornelins styrede en Kasse af nogle Tønder Guld; Theodor derimod havde aldrig set mere end et Par Tusende Rigsdaler i sin. Cornelius havde et Ansvar af saa stor Betydenhed, at han ingen Kavtion kunde præstere, eller kanske rettere sagt: Cornelius var en stor Mand, der ingen Kavtion behøvede. Theodor derimod havde ikke kunnet faa sin Bestalling udløst, før end han maatte stille Borgen for sin redelige Forvaltning; denne fik han ogsaa paa to Tusende Rigsdaler hos en Fætter, som var Kjøbmand og hutlede sig igjennem Verden, saa godt som han kunde, ved Hjælp af den Kredit, som hans ærlige Navn og Rygte forskaffede ham. Cornelius kjørte med Topper paa Hestene, gjorde Traktementer, spillede høje Spil, holdt Maitresser, kort: levede saaledes, som hans Stand og anselige Embede befalede ham at leve. Theodor levede saaledes, som hans ringe Løn vilde tillade ham. Han havde fra sin Barndom af lidt ondt, slidt sig frem ved sin Flid, og mangen en Gang med en hungrig Mave sat sig til at arbejde paa det, som nu havde bragt ham i den Vej, hvori han ikke uden den 26 yderste Sparsommelighed kunde ernære sig. Theodor giftede sig med en fattig Pige, som han inderlig elskede, og som han ønskede at skaffe alle de Fornojelser og Bekvemmeligheder, som det var ham muligt. Mange Børn forøgede hans Udgifter og Fornødenheder, og Mangel paa det sidste foraarsagede ham mangen søvnlos Nat og utallige Bekymringer. Cornelius giftede sig i en Familie, hvorved han blev besvogret med de mægtigste Mænd i Landet. Han fik en Rang efter den anden, en Karakter efter den anden, og ved hver ny Rang og Titel maatte ny Pragt an skaffes. Nu kom et Tordenslag. En Ordre blev givet til at efterse begges Kasse-Beholdning. Der fandtes Mangel hos dem begge. Theodor blev to Tusende Rigsdaler skyldig og Cornelius to Tønder Guld. Man befandt, at de begge havde spillet i Tallotteriet. Theodor havde været uforsigtig nok at gribe lidt efter lidt til Landets Kasse, i Haab at skaffe sig med sine lidt taaleligere Vilkaar. Gornelius havde store Kapitaler under Hænder, hvormed han troede at kunne forcere Lykken. Men han beviste med tydelige Argumenter, at Landet intet havde tabt ved hans Forvovenhed, siden Lotteriets Kasse var Landets Kasse, og at altsaa hele Fejlen bestod deri, at Pengene vare forflyttede fra det Rum i Landets Kasse, hvori de burde være, til et andet, hvori de ikke skulde ligge. Hans mægtige Venner understøttede hans filosofiske Grunde, og dette virkede saa meget, at han blev forflyttet til et mageligere Embede og højere Værdighed, som ikke var forbundet med Penge-Ansvar. Theodor, som ikke synderlig havde lagt sig efter Filosofien, blev anvist Plads i Skubkarren, hans Fætter og Kavtionist udplyndret, og to Familier saaledes bragte til Bettelstaven. Cornelius blev lykkelig ved sin Filosofi, og tror selv ved sit Exempel at have bevist, at Tallotteri er en Lykke for en Stat.

Antonius havde det Uheld i sit syttende Aar at miste sine Forældre, uden at de efterlode ham andet Arvegods end en god * 27
Opdragelse eller anden Tilflugt end sin egen Konduite og en rig Slægtnings Naade og Barmhjærtighed. Denne, enten det saa rejste sig af Stolthed, eller fordi han virkelig troede at skylde sine afdøde Slægtninger noget, erklærede sig ogsaa strax for den unge Antonii Fader og Velgjører, antog ham som sin egen Søn i sit Hus, for at holde et vaagent Øje over hans Handlinger, nu da han ikke længere var et Barn, men skulde overlades nogenlunde til sin egen Styrelse paa Verdens slibrige Bane. Her nød nu Antonius alt, hvad han behøvede, og manglede intet uden alene Fornøjelse. Født med en ædel Stolthed, blev det ham snart utaaleligt at modtage Velgjerninger af en Mands Haand, der ikke vidste anderledes at bevise Velgjerninger, end ved at lade den modtagende føle hele Vægten deraf. Det Udtryk, som han ofte hørte: "Naar kuns saadant et ungt Menneske vilde skjønne paa, at man gjor vel imod ham, og at han ellers var ulykkelig;" var ham aldeles uudstaaeligt af en Mands Mund, som han foragtede, jo nøjere han lærte at kjende hans Tænkemaade; især da Antonius troede ved sin Flid, Stræbsomhed og erhvervede Indsigter meget vel at kunne undvære disse ubehagelige Velgjerninger. Ofte havde Antonius tænkt at rive sig løs derfra, men man havde vist ham hans nærværende Forfatning i et saa glimrende Lys, at han troede, den hele Verden vilde dømme enhver fattig Karl i hans Forfatning rasende, naar han modvillig vilde støde en saa anselig Lykke fra sig. Det er altsaa meget rimeligt, at det Ønske ofte opkom i Antonii Hjærte: "Gid jeg dog en Gang kunde være saa lykkelig at blive min egen Herre! at min Armod ikke længere kunde blive et Paaskud for en foragtet Velgjører til at læsse Forbindtligheder paa mig, der nedtrykker min Sjæls Fyrighed til Jorden!" Ungdom og Uerfarenhed indbildte ham snart, at Tallotteriet var den Vej, som Himmelen selv havde aabnet for ham til at naa dette saa inderlig attraaede Maal. Han spillede, men var uheldig. Hver Trækningsdag formindskede hans Finanser, hver Post tilintetgjorde hans Haab. Hans Indkomster og 28
Lommepenge vare aldeles ubetydelige og strækkede ikke længe til, men han havde god Kredit. Hans Beskytteres Navn gav ham Anseelse nok til at finde tjenstfærdige Venner, der gjærne vilde fortjene hundrede pCt. for af Kristen-Kjærlighed at hjælpe et ungt Menneske, som de troede ikke at vove noget ved. Tiden gik, og Pengene med den. Uheldet var lige stort, og Lykken lige ubøjelig. Nye Subsidie-Penge maatte tilvejebringes, og da de gamle Kreditorer indfandt sig, saa maatte Antonius, som Hofraad Reinhard siger, gjøre to Huller for at stoppe ét med; to nye Klædninger maatte borges for at indløse én, og alt dette samlede sig som en Tordensky over den unge Antonius og brød til sidst løs over hans Hoved. Hans Velgjører, hvis Stolthed og Ærgjerrighed allerede var tilfredsstillet, og hvis Ædelmodighed altsaa for længe siden havde udopereret, ventede kun paa dette Øjeblik for paa en god Maade at kunne skille sig ved en Person, der, som han foregav, var befængt med alle Laster, der ikke kunde finde sig i at nyde det gode, og altsaa maatte sejle sin egen Sø. Han blev overladt til sine Kreditorers Diskretion, og disse, som fandt deres Haab til Patronen skuffet, lode den arme Antonius uden Medynk slæbe i Slutteriet. Her sad han længe i en elendig Forfatning, thi saasom han ikke engang havde Penge til at bestikke Arrestforvareren med, saa er det let at indse, at han manglede endogsaa det nødvendige. Omsider førte Sorg, Græmmelse og Mangel ham en Sygdom paa Halsen, og da først var det, at han kom paa fri Fod. Hans Fattigdom var Skyld i, at ingen Doktor dræbte ham, og hans Ungdom hjalp ham efter nogen Tid til sin Sundhed igjen. Men hvad skulde han nu foretage sig? Sjælden indfaldt en ubetydelig Fortjeneste, og Lotteri-Lysten havde nu saa meget formeret sig hos ham, at han heller sultede end lod nogen Lejlighed gaa forbi til at overrrygle Lykken: og da han mærkede, at ikke tyve Aars exemplariske Levned var i Stand til at udslette Mistanken om de mange Laster, som hans forrige Velgjører havde paadigtet ham, saa blev han inden kort Tid netop det, som han 29 altid saa omhyggelig havde vogtet sig for at være, bestyrkede saaledes selv den om ham fattede Mistanke, og i et uheldigt Øjeblik drev Mangel og en kvalt Ambition ham til at forgribe sig paa en Maade, hvorfor han sin øvrige Levetid maatte gjøre Pønitense i Rasphuset. -

I sit fire og tyvende Aar blev Victoria Enke med sex smaa Børn, Hendes Mand havde siddet i et ganske fordelagtigt Embede, men hans gavmilde og gjæstfrie Karakter og Godtroenhed havde tildraget ham saa mange Venner, at man let kan formode, hvorledes Tilstanden maatte være for hans efterladte Enke og Børn. Han havde været daarlig nok som en ung Mand til at stole alt for meget paa et skrøbeligt Liv, hvorfor Døden pludselig overraskede ham, uden at han havde sørget i ringeste Maade for sine efterlevende. Dog alligevel kunde Victoria gjærne efter andre Enkers Exempel have forbeholdt sig saa meget, at hym kunde gjøre sin Tilstand noget taaleligere, men hun elskede sin afdøde Mands Minde alt for højt, til at hun skulde kunne taale, at han laa som en Bedrager i sin Grav. Alting blev gjort i Penge, og Kreditorerne til Punkt og Prikke betalte, saa at hun til sidst ikke beholdt det ringeste tilbage. Alt for stolt til at bebyrde nogen med Beklagelser og Anmodninger, og alt for fattig, efter Verdens Dom, til at kunne betros noget Arbejde, ernærede hun sig og sine sex Børn kummerlig og i Usselhed. Ikke en eneste af hendes Mands Venner havde hun set siden hans Død; de havde kun været Venner med hans Bord, hans Kjælder og hans Pung. Aldrig saa snart ophørte derfor Aarsagen, før end Virkningen ogsaa med ét maatte forsvinde. I denne Forfatning indgav en ond Skæbne hende den Tanke, at Tallotteriet var det Middel, som Himmelen pegede paa, for at gjøre hendes Tilstand taaleligere; hun ansaa det med Føje som en Kiste, hvori Enkens fra den daglige Fornødenhed sammensparede Skjærv er lige saa velkommen, som Kapitalistens tilsende Rigsdaler; men hun var tillige daarlig nok til at tro, at det var en for Menneskeslægten saa velgjørende Opfindelse, at Himmelens 30 Velsignelse nødvendig maatte hvile derover. Hun spiller, men uheldig. Det første Tab trækker det andet, dette det tredje og flere efter sig ligesom i en sammenhængende Kjæde. Haabet om at kunne skaffe hendes elskede Børn nogen bedre Pleje formaar det over hende, som aldrig hendes egen Mangel skulde kunne drive hende til. Hun laaner, hun borger, hun udsætter det allernødvendigste, og endelig, da Kreditens Standsning og hendes yderlige Nød næsten havde bragt hende til Fortvivlelse, trækkes Lotteriet. Næppe tør hun tro sine egne Øjne; hun gjennemløber sin Seødel, sammenligner den med de udtrukne Nummere og finder, at hun har vundet en Kvaterne. Med en usædvanlig Glæde malet i hendes blege Kinder iler hun hjem. "Dyrebare smaa!" sagde hun, "ikke længere skal I lide Mangel. Eders Fader i Himmelen har velsignet mig for eders Skyld. Snart skal eders Pjalter ombyttes med varme Klæder, og eders mulne Brod med en sundere Fode. Ikke længere skal min Graad flyde for eder. himmelen har aftørret den, og jeg skal herefter uden Kummer kunne yde den min varmeste Taksigelse, ved at danne eders spæde Hjærter til Dyden." Derpan gik hun for at hente sine Penge, men man berettede hende, at Kollektøren havde taget Flugten, uden at man vidste hvorhen eller af hvad Aarsag. Hun forføjer sig til Hovedkontoret og foreviser sin Seddel; men man svarer hende, at den slet ikke findes anført paa Kollektørens Liste, at Kollektøren var en Skjælm, der for egen Regning havde benyttet sig af Folkets Lettroenhed, hvorpaa Lotteriet har Monopolium, og at hun aldeles ingen Godtgjørelse kunde vente sig. Med en forstilt undortes Rolighed gaar Victoria hjem, omfavner stiltiende sine smaa, bader dem med sine moderlige Tnarer, anbefaler dem i sit Hjærte til Himmelens besynderlige Beskjærmelse; og Dagen derefter findes liendes dode Legeme i Peblingesøen. -

I vældige! I, som staa for Monarkens Trone! I, hvis Pligt det er, ikke alene at vaage over Kongens Person, 31 men ogsaa over Landenes Vel! at vejlede ham igjennem alle de utallige Labyrinter, hvori han alt for ofte maa vandre alene uden Vejviser! at skabe Lys i det Mørke, der omgiver ham, til Trods for den skinnende Glorie, som Uvidenhed maler om hans Hoved! O! kjender I et eneste af disse oven anførte Optrin, eller have I hort noget lignende af de utallige andre, som dagligdags tildrage sig, da ve eder, om I tie! ve ederr om I udi Overflødighedens Skjød lader haant om at redde en eneste fattig Broder, end sige eders hele Fædreneland fra Fordærvelsens Afgrund! Ve eder; om I ikke bære Landets Skrig ind for Monarkens Øren! om I ikke bortrydder alle de Hindringer, som en grundfalsk Politik har lagt i Vejen for denne Landeplages Afskaffelse! Landet er sygt, dødelig sygt, men endnu maa det ikke overgives. Værer dets Læger, og opretter eder derved Ærestotter i eders taknemmelige Medborgeres Hjærter, som Fædrenelandets Befriere! Men anser I eders Brødres Nød for Leg og Spil; glæder I eder ved, som skrevet staar, at kunne tugte os med Skorpioner; finder I eders Fordel ved Landets Forarmelse; da gid hvert et Bogstav, jeg skriver, maa blive en gloende Dolk i eders Hjærter, der kan pine eder kun med den tusende Del af eders Brødres Marter! da hvile Himmelens Forbandelse over eder og eders hele Slægt: Amen*)!

Min Herre var netop den Kollektør, som ved Tallotteriets Trækning blev nødt til at flygte fra den Straf, som han vidste * 32 havde forestaaet ham, om han havde tøvet længere. Han solgte derfor i en Hast sit hele Aesistens-Hus til en Jode, og gjorde i Penge alt, hvad han kunde. Jeg var saa lykkelig, at han, idet han gik ud af sit Hus, trak mig uvidende op af sin Lomme og til min usigelige Glæde tabte mig paa Gaden, hvor jeg blev funden af en Betler.

33

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 3.

Die ganze Einrichtung unserer Gesellschaft ist unnatürlich und ist den Neigungen und Forderangen unserer Natur eben so wenig angemessen, als eine Schnübrust dem Ban eines flinken Mädchens, das zur Fröhlichkeit und zum Kindergebähren bestimmt ist

Saltzmann.

Syvende Kapitel.
Det qvasi-oktrojerede Kompagni.

Med den fattige vil alle Mand dele, siger Peder Syv, og det fik mit nye Herskab at føle.

Aldrig saa snart havde Betleren bukket sin Ryg og faaet mig imellem sine Fingre, før end den misundelige Skæbne førte to andre Betlere til Stedet, som paastode hver sin Andel i mig, hvilket min Herre ansaa for meget ubilligt og derfor ingenlunde vilde villige i. Klogt havde han imidlertid handlet om han i Mindelighed havde fundet sig deri, men endnu havde ikke Erfarenhed givet ham den Kundskab i Verden, at den, der ikke med det gode vil lade sig aftvinge sin Ret, men skrider til Proces, er altid lykkelig, naar han til Slutning kan slippe Prokuratorer, Assessører, Dommere, Skrivere, Vidner, Rettens Bud og Fyrbøderne med de tre Fjerdedele af den retfærdigste * 34 Sag. Saaledes, medens disse tre Betlere trættedes, kom en Stodderkonge til dem, som lod sig underrette om Aarsagen til Uenigheden og derpaa, som deres Ovrighed, paatog sig at dele Ret imellem Parterne, hvilket han ogsaa, som et Monster for alle Skifteforvaltere, udførte uden at forbeholde sig mere for sin Umage end netop Halvparten. Dersom alle Delinger i Verden havde gaaet saa redelig for sig som denne, saa skulde Polen næppe have været en Tiendedel saa stor, som den dog endnu er, saa skulde en ny Æsopus faaet Anledning til at skrive en ny Fabel om Loven, som var paa Jagt med de andre Dyr.

Jeg troede, i den Cirkel, hvor jeg nu var kommen, at finde Usselheden paa det højeste; men nej! jeg fandt her et Vellevned, som jeg mindst havde ventet, en Industri, der bør tjene til et Exempel for andre Stænder. Orden, Enighed, Stræbsomhed, nye Næringsvejes Opdagelse og de nyttigste Opfindelser vare alle Frugter af en vel indrettet Tigger Stat. Med Sikkerhed kan man altsaa formode, at denne Stats Varighed vil trodse Tidens fortærende Tand og overleve alle nuværende Lav, Selskaber, Handelskompagnter og øvrige Indretninger. Til Lærdom og Undervisning for dem, der for Eftertiden kunde projektere nye Indretninger, vil jeg altsaa korteligen meddele mine Jagttagelser over denne Materie.

Det synes at være en afgjort Sag, som Erfarenhed for længe siden paa en sørgelig Maade har bevist, og endnu daglig beviser, at, jo storre og vidtløftigere Direktionen for et Kompagni er, jo bedre denne salareres, jo mindre kan Kompagniet bestaa. Den, som en Gang har haft den Lykke at være Direktør for et Kompagni, maatte kanske kunne oplyse Verden om de for mig skjulte og hemmelige Aarsager dertil. Saa meget synes jeg dog at øjne, at det alene maa finde Sted i et Kompagni, hvis Fonds ere store og betydelige, thi i Betler-Kompagniet derimod, hvor Indkomsterne strax deles og fortæres i Tigger * 35 klubberne, og hvor alting saa at sige gaar lige fra Haanden i Munden, her ser man, at den vidtløftige Direktion endog hjælper til at bestyrke Kompagniets Varighed, og ved den prompte Uddeling af Gevinsten vindes igjen den ikke ubetydelige Fordel, at Kompagniets Aktiehavere aldrig sættes i Fare for at lide Tab ved Bankerotter, Kassa-Mangel eller deslige; man har derfor heller aldrig hørt, at dette Kompagni har ladet trykke Oplysninger eller andet saadant, som ingen Mennesker læser, og som aldrig kan retfærdiggjøre Bedrageren.

Jeg har ovenfor sagt, at Betler-Kompagniets vidtløftige Direktion endogsaa bestyrkede Kompagniets Varighed, og dette skylder jeg Læserne at bevise. Kompagniet, hvis Handel er udbredt over hele Byen, kunde umuligen holdes i Orden af en eller to Direktører, som da maatte holde Underbetjentere under sig. Disse vilde da, efter lovlig indført Skik og Vedtægt, sørge alene for sig selv og bedrage saa vel Direktionen som Aktiehaverne; men hvor alle Betjenterne ere fuldkommen lige, saa vel i Ære som i Fordel, der kan det ikke saa let lade sig gjøre, især hvor Direktionen er saaledes fordelt, at enhver Direktør blot drager Fordel af den ham alene betroede Andel, og hins Ordenens Vedligeholdelse vedkommer det hele Korpus.

Det fortjener ikke heller en ringe Opmærksomhed at se, hvorledes denne Direktion har i lang Tid vidst at skaffe Kompagniets lovstridige Handlinger en fuldkommen Frihed. Man véd, hvor strængt Lovene forbyde Betleri, og hvor lidet Regeringens Forordninger ynde de gadestrejfende Tiggere; man véd, at de i et Arbejdshus skal tilholdes at fortjene deres Føde, at Overopsigten herover er anfortroet Politiet, og at Stodderkongerne staa under det. Ikke desto mindre ser man, at Stodderkongerne have vidst at svinge sig op til lovlige Direktører for et ulovligt Kompagni; paa hvad Maade de véd at forenes derom med Oberinspektionen, er noget, som er mig aldeles ubekjendt; saa meget synes imidlertid at være en afgjort Sag, at Oberinspektionen i lang Tid, i Steden for at standse Betleriet, har forvandlet sin Opsigt til et ordentlig Garanti.

36

Vel ser man undertiden Betlere at slæbes bort til Børnehuset af en Flok Stodderkonger; man glæder sig ved, at Love og Forordninger saa vel blive efterlevede, men, naar man kommer nærmere og med Gysen ser den Grusomhed, hvormed disse elendige paa Vejen behandles, de utallige græsselige Stod og Slag, som nedregner over de ulyksaliges Hoveder og af Pjalter ilde skjulte Lemmer, de buglede, blodige og sønderslagne Pander og Næser, som ikke sjælden ere Følger af denne grusomme Bortførelse; naar man hører Stodderkongernes gruelige Eder og Forbandelser, læser i deres Øjne deres indvortes kogende Had og Misfornøjelse over deres Vaabens slette Tilstand, samt inderlige Attraa efter at føre samme Slags mordiske Vaaben, hvormed Vægterne paa den lovformeligste Mande skiller Folk ved Liv og Lemmer; saa indser man lettelig, at noget ganske andet end Iver og Nidkjærhed for Lovenes Efterlevelse er det, der besjæler dem; hvad dette noget andet kan være, derom vil det efterfølgende oplyse.

Den Kunst at bestikke, som Rabener, for at udbrede almindelig Oplysning, systematisk har afhondlet, har allerede længe været - Theologerne maa sige, hvad de ville - mere nødvendig end Pontoppidans Forklaring selv for et Menneske, der træder ind paa Verdens Bane, af hvad Stand og Vilkaar han ogsaa er. Mennesket skal leve; det er Naturens store Bud; men Statens Love, der ere stærkere end Naturens og Ærens Love, fordi de understøttes af Tvangsmidler, sige: du maa ikke fortjene dit Brød paa en lovlig Mande, med mindre du har Penge at tilkjøbe dig denne Rettighed med. Saa længe som Forordninger, Forbud, Lavsartikler og andet mere forbyder mig at fortjene mit Brod paa en lovlig Maade med det Haandværk, som jeg har lært, og saa længe jeg mangler de fornødne Penge for at tilkjøbe mig min Tilladelse, saa længe maa jeg enten sulte eller og ernære mig med ulovlige Midler.

* 37

Heri kan man heller ikke nyde den fornødne Sikkerhed, med mindre den kjøbes; men, naar der udfordres en anselig større Summa for at skaffe mig en lovlig end en ulovlig Tilladelse, hvem fortænker mig da, om jeg vælger den sidste? Her er det, foruden ved utallige andre Lejligheder, at man behøver den Kunst at bestikke, og Tak ske den almindelige Oplysning, der saa fuldkommen er udbredt, at alk, en Fugl Fønix undtagen, lige fra det hellige romerske Riges øverste Minister, indtil den kjøbenhavnske Stodderkonge, har lært at kjende Penges vigtige Kraft til i et og andet Tilfælde at slaa en Krølle paa Lovene.

Jeg er ved en Lejlighed kommet over et Manuskript, som indeholder Tiggerkompagniets Love, hvilket jeg herved vil lade aftrykke, og tror upaatvivlelig derved at fortjene mig mine Læseres Taknemmelighed, uagtet jeg meget maa beklage, at Manuskriptet var defekt, og følgelig ikke fuldkommen har tilfredsstillet min egen Nysgjerrighed. Her er Manuskriptet.

1.

Stodderkongerne, som ere Direktører for Kompagniet, paatage sig ogsaa at være Assurandører og at forskaffe enhver af Interessenterne Sikkerhed og Beskyttelse i at drive deres Næring og forsikre dem imod Vold og Overfald af Politiet samt andre ulykkelige Hændelser, som kunne lægge Baand paa deres Næringsvej.

2.

Men da intet Menneske gjør noget for intet, saa maa Direktørerne herfore salareres, og da disse igjen have Folk over sig, der tænker paa samme Maade, saa ser Direktionen sig ikke i Stand til at opfylde sine Forbindelser og selv at leve anstændig, med mindre Interessenterne forbinde sig til at aflevere de to Tredjedele af deres Fordele til Direktionen, hvoraf den ene Tredjedel skal bruges som Præmie for at bestride Assuranceomkostninger, og den anden Tredjedel er for Direktørerne selv. Denne Deling er aldeles ikke ubillig, i 38 Betragtning af de store Fordele, som Kompagniet igjen forvisses om, og eftersom det er en ren Konvention imellem Direktionen og Interessenterne, dn derimod i adskillige andre Kompagnier ofte de to Tredjedele bortsmelte, uden at Interessenterne véd, hvor de blive af.

3.

Skulde nogen af Interessenterne svigagtigen angive sin Fortjeneste for at bedrage Direktionen, da skal hans hele Fortjeneste deles imellem Angiveren og den vedkommende Direktør, og han selv uden Skaansel føres i Børnehuset under vældige Prygl og Slag, men da det ikke bliver nogen Straf for ham at sidde i Børnehuset, hvorfra man om et Par Dage, enten af Mangel paa Rum eller paa Arbejde, udlader ham, saa skal det siden ikke blive ham tilladt at drive sin Næringsvej, uden under den strængeste Opsigt af Direktøren eller en betroet Mand af Interessenterne.

4.

Alle de, som ville drive Handel med Folks Barmhjærtighed, skulle melde sig til en af Direktørerne, der anviser ham, efter at have indgaaet de oven anførte Forbindelser, det Distrikt, hvori han maa drive sin Næring. Alle, som uden Direktionens Forevidende negotierer, anses som Smughandlere og konfiskeres til Direktionens og Angiverens bedste.

5.

Handelens Grundstøtte er Folkets Medlidenhed, derfor bør Interessenterne stræbe at udfinde de tjenligste Midler til at vedligeholde den. Men at ingen skal frygte for, at denne Grundstøtte er for svag og let kunde forsvinde, siden Verden, efter Præsternes Mening, bliver immer værre og værre, og at Kompagniet paa den Maade maatte blive bankerot, saa bekjendtgjør Direktionen herved Selskabets anden Grundstøtte, der aldrig vil kunne knldkastes, som er Menneskenes Stolthed, 39 og den tredje, som er Mangel paa Næringsveje, der ser ud til ikke saa snart at skulle kunne afhjælpes.

6.

For at bestyrke den første Grundstøtte vil Direktionen altid have et Magasin og tilstrækkeligt Oplag af alle Slags Krykker, Plastere, Omslag, Pjalter og Klude, alt sammen til Brug for de sunde og friske Tiggere, som. uden Betaling udleveres dem af Magasinet. De vanføre og Krøblingerne anses som Folk, der uomgængelig behøver samme, og følgelig overladet til dem selv at forskaffe sig deres Fornødenheder.

7.

Det tillades, ligeledes paa oven anførte Grund, dem, som med Flod eller Kræft i Ansigtet ere ilde tilredte, samt dem, som med nogen anden udvortes Skade paa Benene eller andre Lemmer ere behæftede, at vise sig paa offentlige Gader, Stræder og Veje og der at blotte deres Skade for alle Folks Øjne, uagtet de ere andre Folk, og især frugtsommelige Koner, til Rædsel og Vederstyggelighed, og uagtet det strider aabenbare imod Forordningen af 24de Septbr. 1708, 1ste Post 12te Art.

8.

Hvor Uenighed opkommer imellem Interessenterne angaaende Rang, Fortrin, Stemmerettighed eller andet, der maa Ancienniteten paa det strængeste iagttages; dog bemærkes, at et Fruentimmer har altid Fortrinet for en Mand, paa Grund af, at dette Kjøn bedre kan græde og følgelig bedre opvække Medlidenhed, Iblandt Fruentimmerne iagttages ogsaa Kangen saaledes, at den, som har flest Børn omkring sig, har altid Fortrinet. Til den Ende paaligger det saa vel Direktionen som Interessenterne at tilvejebringe saa mange Børn som muligt, og da man af Soldater, Matroser og andre, som formedelst deres Kvalitet ere personligen udelukkede fra Kompagniet, meget let for en billig Pris kan faa Børn til Leje, saa anmodes 40 enhver om at stræbe, at denne ny Næringsvej ikke bliver udyrket.

9.

Da den Kunst, paa en behændig Mande at tilvende sig andres Ejendom, nu er steget til en høj Spidse, og den virkelig synes at henhøre til de skjønne Videnskaber, saa har Direktionen, for ogsaa at vise, hvor højt den ærer det skjønne, sluttet en ordentlig Kommercetraktat med en stor Del af den jødiske Nation, der imodtager, imod en billig Fordel, de Vare, som Kompagniet paa denne Maade titforhandler sig. Det bliver altsaa enhver af Interessenternes Pligt heri at undervise den tilvoxende Ungdom og at lære dem de Kneb, hvormed de kan undgaa farlige Folks Opmærksomhed. Dette vil med Tiden blive Kompagniets fjerde Grundstøtte; thi skulde end Politiet en eller anden Gang faa i Sinde at modsætte sig denne Næringsvejs Opkomst, saa véd dog Direktionen......
cætera desunt.

Det smerter mig uendeligen, at Manuskriptet var saaledes afbrudt paa et af de vigtigste Steder, og at jeg ikke har været i Stand til at indhente videre Oplysning. Maaske Tiden, der opklarer alle Ting, vil give mig større Underretning om et Kompagni, som synes at være det eneste, hvis Varighed Kjøbenhavn skal kunne komme til at bryste sig af.

Nu skulde man skride til Delingen, men da ingen af de fire Konkurrentere vare i Stand til at paatage sig at udløse de andres Aktier, saa anmodede man en ikke langt der fra staaende høj Mand af et skummelt og fælt Udseende at ombytte mig med Mønt, hviket han ogsaa imod en liden Fordel paatog sig, og saaledes kom jeg i hans Eje.

Hvem denne høje, skumle, sorte Mand var, kunde jeg gjærne sige mine Læsere strax, i Fald jeg var stolt nok til at tro, at de vare nysgjerrige efter at vide det. Men da jeg tror, at de har ganske god Taalmodighed til at bie noget, saa udbeder jeg mig paa det ærbodigste og ydmygste, at de vil * 41 vise deres Taalmodighed endnu mere, ved at læse følgende Dedikation og Fortale.

Ottende Kapitel.
Dedikation til min Ven Hr. S...
i Højbrostrædet.

Dic mihi, Musa! virum...

Horat.

Højstærede Hr. Ven!

Dem, min Herre! som jeg har den Lykke at kjende saa nøje, hvis Ven, fortrolige og undergivne jeg saa ofte har været; Dem, som har følet Vægten af den kameralske Inkvisition, Dem tror jeg at skylde Tilegnelsen af dette betydelige Skrift, som er en Frugt af den literariske Inkvisitions Ophævelse.

Forundre Dem ikke over, at jeg dedicerer Dem dette Skrift. Jeg vil behandle Dem redeligere, end de fleste andre Dedikationsmagere behandle deres Mæcenater. Jeg vil tilstaa Dem rent ud, at Egennytte er Aarsag dertil. Jeg ærer Dem, og det bør jeg, da jeg aldrig i Verden har hørt andet om Dem, end at De var en brav Mand (:c'est ma vérité la plus vraie, siger Figaro), og dette tror jeg, til jeg bliver anderledes overbevist, om end al Verdens Visitører og Kontrollører vidnede det modsatte. Men med alt dette har jeg dog aldrig hørt, at De var en Elsker og Befordrer af de skjønne Videnskaber, hvori jeg igjen kanske er af ulige Mening med Toldboden, som holder Dem for en maître des arts. Jeg har tvært imod troet og tror endnu, at en Halvhundrede-Dalers Seddel i en Kjøberes Haand var Dem kjærere end fem * 42 Hundrede Dedikationer af forsultne Skribentere. De kan altsaa let begribe, at det er min egen Fordel, som driver mig til dette Skridt. Rent ud talt: jeg har en Ven, som trænger til noget Klæde, noget Lærred, nogle Par Strømper og andre smaa Ting. Hjælp ham, min Herre! gjør det imod ham, som enhver anden Mæcenat maa gjøre imod en Autor, der tilegner ham sit Foster. Lad ham faa det, han trænger til, om det endog ikke skulde kunne ske paa andre Vilkaar end paa en evig Kredit. Vær forvisset paa, at naar De heri føjer mig, da skal jeg atter igjen behandle Dem paa selv samme røaade, som andre Skribentere deres Patroner: jeg skal ikke bryde mig mere om Dem, for end jeg paa ny trænger til Dem. Ja, endnu mere: skulde det hænde Dem (som Gud i Naade afvende), at De under dette Skrifts Trykning skulde gaa fallit eller ved nogen anden ulykkelig Hændelse blive sat ud af Stand til at hjælpe mig, da skal jeg følge det Spoor, som Rejerus Gjellebøl i sin Beskrivelse over Hoelands Præstegjæld har efterladt mig*), og skære denne Dedikation rent bort fra mit Skrift.

Min Redelighed i det mindste fortjener, at De føjer mig i denne min ubetydelige Begjæring, og paa dette Vilkaar, men ellers aldrig, har jeg den Ære at undertegne mig, som

Højstærede Hr. Vens
underdanigste tro Forbeder hos Gud,
Papirius.

Niende Kapitel
Fortalen Nr. l,
(thi det kan let stikke mig, at der kommer flere med Tiden).

Tanker ere toldfri, er et gammelt Ordsprog; men det er kuns i de allerseneste Tider, at dette er bleven en Sandhed i * 43 Dannemark. Der var en Tid, for ikke meget længe siden, da de bleve behandlede netop som kontrabande Vare, vare toldfri, saa længe, som ingen vidste, at de vare til, men aldrig saa snart fik de theologiske og politiske Støvere opsporet dem, før end de bleve trækket frem og konfiskerede, og Tænkeren behandlet som en Smughandler. Da vare Religionens og Theologiens hellige Skranker fornedrede til at være et aandeligt Rasphus; Pinebænke vare sammensatte af store og smaa Forklaringer, Dogmatiker, theologiske Kompendier og Systemer for den ugudelige Synder, hvis Geni var dumdristig nok til at vove og lykkelig nok til at udføre et stort Foretagende, at vandre i Frankeriges store la Fontaines og Kjætteren Voltaires Fodspor.

En Pige med et ømt Hjærte, som føler, at hun af Skaberen er sat her i Verden i en langt anden Bestemmelse end for at henleve sin Tid i en bestandig Lethargi; naar politiske og økonomiske Omstændigheder, med en stærkere Stemme end Naturens egen, forbyder hende at folge sit Kald, naar

hun i et svagt øjeblik overraskes med sin Elskere, af

Nat og Seng og Enlighed,
tre slemme Ting at drages med:

og hun da paa en politisk ulovlig Maade mætter sin Hunger; hvor fornøjer ikke denne Drøm hende, saa længe som den er begravet i Tavshed! men aldrig saa snart begynder hendes sladderagtige Legems Bygning at røbe denne Smughandel, før end tusende Ulykker opvaagne over den Stakkel. Spot, * 44 Foragt, gejstlig og verdslig Forfølgelse lejre sig omkring hende, men den menneskelige Grusomhed er dog endnu ikke gaaet saa vidt, at man berøver hende sin eneste Trøst, sit Foster; naar derimod en Skribent, der for det meste har haft en dobbelt Hunger at kæmpe imod, før end han skrev, udstaaet ofte lige saa mange Smerter for at føde, behandledes paa en ulige grusommere Maade.

Dog! lige saa lidet, som man bor være
- - - - laudator temporis acti
se puero - - - -,

lige saa lidet bør man ogsaa dadle de fremfarne Tider uden efte Billighed. Fordi vi l;ave større Frihed nu, vare vi derfor Slaver tilforn? Langt fra! Vi havde dog i det mindste lige saa stor Frihed her, som Figaro i Madrid: Pourvu que je ne parle en mes écrits, ni de l'autorité, ni du culte, ni de la politique, ni de la morale, ni des gens en place, ni des corps en crédit*), ni de l'Opéra, ni des autres spectacles, ni de personne qui tienne à, quelque chose**), je puis tout imprimer librement, sous l'inspection de deux ou trois censeurs; og disse faa Undtagelser kunde dog vel en Skribent sagte finde sig i, da der vare saa mange herlige Materier tilovers for ham, som han kunde udarbejde. Han kunde skrive Bønnebøger, Salmer og Prædikener, Ildebrands-, Spøgelse- og Sygehistorier, * * * 45 skrive Afhandlinger om Nellikeroden og at plante Potatos, ja det, som endnu var mere, skrive Recensioner eller Paskviller over enhver Autor, aar ndenne kuns ikke, som ovenfor er sagt, hørte til gens en place. Sandt er det, at jeg for min Del vilde hellere aldrig røre Pennen, naar jeg ikke maatte paa Guds grønne Jord vælge mig, hvad Materie jeg vilde til at skrive om; og saaledes tænkte mange, som virkelig af Naturen havde Kald til at skrive; men utallige fandtes der ogsaa, om hvilke man kunde sige med Friherre von Salis:

Des frechen Schmierers Feder hält
kein Drohen, keine Furcht im Zügel.
Muth ist es nicht. Statt Hungers sterben, wählt
er lieber sich den Prügel.

Tænkefriheden har ellers her i Dannemark været lige saa periodisk, som det østersøiske Korns Indførsel i Norge. Snart have begge Dele været aldeles forbudne og kontrabande. Ve den! som da vovede paa henere at stjæle sit Korn ind end at sulte ihjel! Ve den! som da vovede skriftlig at tænke: den og den politiske Ulykke kunde saaledes ved disse eller andre tjenlige Midler afvendes; den og den Mand staar ved Monarkens Side og hvisker ham skadelige Anslag i Øret ligesom Djævelen hos Milton, der i Skikkelse af en Frø laa ved Øret af den sovende Eva i Paradis. Vovede man aleneste langt fra at pege paa saadan en Mand, eller udledede bare hans onde Samvittighed rivgle satiriske Træk af vores Skrifter, som vare passelige paa ham, strax var Faderen for et saa skadeligt Anlæg forfalden under den literariske Toldbods Inkvisition, over hvis Portal var med gyldne Bogstaver skrevet disse Ord: qu'ils rampent, ou qu'ils meurent!

Sandheden lader sig ikke længe undertrykke. Den er * 46 ligesom Ilden. Man maa indelukke den med den yderste Omhyggelighed, naar kuns den allermindste Trækvind kan komme til at oppuste den, saa bryder den snart ud, til Trods for al vores Forsigtighed, i den klareste Lue og oplyser Lognens og Falskhedens skumleste og sorteste Nat. Den var fængslet her i Dannemark for en Tid; men Tak ske den unge tænkende og sandhedselskende Mand, der brod de Lænker, som Selvbevidsthed om onde Anslag og nedrige hensigter havde paalistet Sandheden i saa lang Tid! Tak ske ham, som afskaffede den literariske Toldbod og skjænkede os igjen vores Rettighed som frie Væsener, vores Tænke-, Trykke- og Skrivefrihed!

Tiende Kapitel.
Endnu er min Fortale ikke til Ende.

Ved filosofisk at afhandle det Ord Kontrabande, som er Objektet for Sinnghandelen, falder strax en Distinktion i Øjnene, nemlig imellem det literariske og kameralske Kontrabande. Det første bestaar blot i Skrifter og trykte Tanker, som paa en eller anden Maade ere ubehagelige for visse Personer, og herom er korteligen talt i det forrige Kapitel; den anden Art leder min Dedikation mig til at tale lidet om paa dette Sted.

Kongens Interesse, Hans Majestæts hoje Fordel ere Talemaader, som nu om Stunder ere blevne Embedsmænds almindelige Feltskrig, naar de drage til Felts imod deres Medundersaatter. Kongens eller, kanske rettere sagt, Statens Interesse er et af de store Maal for den redelige Embedsmands * 47 Bestreebelser, men ogsaa tillige den Maske, hvorunder den nedrige skjuler sig, naar han med Despotismens Ris tugter sine Brødre, som Monarken selv ene og alene vil styre med Naadens og Mildhedens Septer.

Frihed og Ejendom er derimod det, som Undersaatterne paaberaabe sig, naar enten Lovene gjøre dem Indgreb i deres indbildte Rettigheder, eller Embedsmænds Despotisme i de virkelige. Hvor disse to Talemaader blive noget mere end blotte Talemaader og komme i Kollision sammen, der er Afgjørelsen sandelig vanskelig; jeg for min Del vover ikke at gjøre nogen Bestemmelse heri, men ønsker, at en heldigere Pen og et indsigtsfuld Geni vilde paatage sig at fastsætte deres Grænser og stikke et tilforladeligt Landkort over dem. Nogle korte og uordentlige Tanker kan jeg vel fremsætte, og det er alt, hvad Læseren maa fordre af mig.

Ingen Steder kan Statens Interesse, efter mine Tanker, saa let komme i Kollision med Borgerens Frihed som i Toldbodsager. Jeg tror, og det ikke uden Grund, at mine Penge ere min Ejendom, og at jeg med dem har Lov til at handle efter eget Godtbefindende; men Lovene have ogsaa gyldige Aorsager, som sige: Denne Handelsgren maa du ikke benytte dig af; disse Vare maa du ikke kjøbe, ikke sælge, ikke handle med. Her er en Kollision, men her saa vel som ved mange flere Lejligheder maa politiske Omstændigheder gjøre et Indgreb i mine naturlige Rettigheder. Naar Forordninger forbyde den norske handlende at indføre fremmede Kornvare og befale ham at bringe sine paa en lovlig Maade i Vestindien tilforhandlede Vare til Kjøbenhavn, saa skriger han over sin Friheds Forlis og over trykkende Lænker; om han har Ret dertil eller ikke, det er her ikke Sted til at afgjøre, derfor tier jeg; thi om jeg sagde, at han havde Ret til at klage, saa blev jeg dog Læseren Bevis skyldig for min Paastand, og dette Bevis vilde lede mig alt for langt fra min Vej.

At Lovgiveren har Rettighed til at byde, at visse Vare skal anses for Kontrabande, derom kan vel ingen tvivle. At 48 han, ved at paalægge en enorme Afgift paa visse Overdaadigheds-Vare, virkelig gjør dem til Kontrabande, naar han finder Aarsager, hvorfore de ikke rent bør forbydes, det viser daglig Erfarenhed at ske, og derimod kan Fornuft og Billighed heller ikke indvende noget. Men naar den samme Erfarenhed viser, at det er umuligt at hæmme Yppigheden, naar ikke den yderste Armod gjør det, og at de Overdaadigheds-Vare, som nu næsten ere blevne til en uundgaaelig Nødvendighed, ikke kan forskaffes her i Landet, da er det, at Patrioten maa ønske den største Varsomhed i at træffe Middelvejen imellem Statens Interesse og Borgerens Frihed og Ejendom.

Enten Gjerrighed, denne Handelens store Drivefjeder, eller Frygt for at sulte ihjel - en Frygt, som Kjøbmanden nu alt for ofte har til fælles med Poeten - nøder ham til at drive Smughandel; det kan i sig selv dog ikke være Regeringen ligegyldigt, men den kan heller ikke ved de utallige forefaldende Lejligheder undersøge Drivefjederen dertil, allerhelst da Smughandelen er Kjøbmandstandens Arvesynd; og naar Lovgiveren sinder det fornødent i denne Henseende at indskrænke den handlendes Frihed, saa har han uimodsigeligen Rettighed dertil, og at han ogsaa benytter sig deraf, det vise de utallige for det meste vel lønnede Toldbetjente, store og smaa, høje og lave, til Lands og Vands, hvoraf Landet alle Vegne vrimler. Skulde det ikke være en Bebrejdelse for dem, og et Bevis paa, hvor slet den største Hob af dem opfylder deres Pligter, at Regenten undertiden - sikkert ogsaa af gyldige og vise Aarsager - maa nødes til at gjøre et Indgreb i den største af en Undersaats Rettigheder, hans Husfred, en Nettighed, der bør være og i alle andre Tilfælde virkelig holdes lige saa hellig som Tronen selv.

Naar den handlende efter megen udstanden Bekymring, mange vangne Nætter, umaadelig Bekostning paa alle Kanter, endelig har faaet noget ulovligt Gods, uden hvilket han ofte ikke kan ernære sig, bragt i Sikkerhed i sit Hus, midt imellem tusende Arguhser, hvoraf nogle bedrages, andre endnu oftere 49 lader sine Øjne tilklistre med Bankosedler*), skal han da ikke være sikker paa denne dyrt kjøbte Ejendom? Skal han da endnu svæve i en idelig Frygt for ethvert Skarn, der er Medvider i denne Hemmelighed, og som enten af Had eller Gjerrighed eller andre Aarsager tager ikke i Betænkning at gjøre hele Familier ulykkelig, naar han véd, han kan skjule sig bag ved et lovformeligt Inkognito? Skal han da hvert Øjeblik være i Fare for et Indbrud i hans Hus af priviligerede Røvere, som snuse om alle Begne, endogsaa paa de Steder, som Anstændigheden og fine Næser altid maa holde i en vedbørlig Afstand fra sig, at Kufferter, Skrine, Skabe, Dragkister, Senge, Bugger og andre Møbler paa det nøjagtigste undersøges, alting vendes op og ned, og det kanske ofte blot, som Mercier siger: pour satisfaire l'immense curiosité de Nicolas Salzard? Jeg tror, at Regeringen behøver kuns at vide, at saadant sker, for at bære Afsky derfor og at straffe de Betjentere, der ikke oppasse deres Poster, men henregne det, som paa en behændig Maade, uden Toldbetjenternes Forseelse, indpraktiseres, som Gevinst for den menneskelige Vittighed.

Det er sørgeligt for Menneskeligheden, at den nærværende Toldforfatning virkeligen udrydder den sidste Gnist af Redelighed og Fortrolighed, som andre Udyder have ladet blive tilovers blandt Menneskene. Ingen Broder kan tro den anden mere, ingen Fader sin Søn. Jeg er i Stand til at forraade min Ven, ruinere min Broder, ødelægge min Velgjører, bringe min Fader til Fortvivlelse, ja endog myrde ham paa den lovligste Maade i Verden og siden, uden at være kjendt, gjøre mig til gode med den Belønning, som Staten giver mig for et * * 50 virkeligt Forræderi. Skulde man ikke i denne nærværende Forfatning kunne sige med større Grund end Ovidius:

Ultima coelestum terras Astræa reliquit?

Da Kongens Interesse, som jeg ovenfor har sagt, nu er det store Ord, der i det mindste faar Skylden for alle de nye Planer og Projekter, som vores Dage i Overflødighed frembringe, og det virkelig er enhver redelig tænkendes Pligt aldrig at sætte denne til Side, uden hvor den kommer i Kollision med vigtigere Pligter, saa skal ikke engang det forhadte Navn af Projektmager afholde mig fra at aabenbare en Plan til Kongens Interesses anselige Forøgelse, hvortil jeg aleneste vil gjøre et lidet Udkast. Mangel af Indsigter forbyder mig at udføre den til Fuldkommenhed, men inventis facile est addere, og det slaar ikke fejl, at den jo vil blive taget under Behandling af erfarne og kyndige Mænd for at bringes til den yderste Fuldkommenhed.

Da Erfarenhed har lært, at Smugleriet ikke kan udryddes, og at de handlendes ivrigste Ønsker ere, at ingen Toldbod var til i Verden, saa kunde, efter mine ringe Tanker, Hans Majestæt gjærne ophæve og afskaffe Toldboden, kassere alle de Betjente, som i nogen Maade henhøre til Toldvæsenet, enten de ere hoje eller lave, og saaledes give Handelen og Varenes Ind- og Udførsel aldeles fri. Jeg vil endnu ikke tale om de mange Betjenteres aarlige Løn, som sikkert stiger til en ganske enorme Summa, og er en ren Besparelse for Kongens Kasse.

Herimod maatte den handlende for evig renoncere paa sit Huses Frihed og Hellighed. Det vil vel synes ved første Øjekast at være et ubehageligt Offer, men de af de handlende, som allerede have lidt Indgreb i denne Rettighed, ville let begribe, at det ikke kunde anses som nogen ny Tyngde eller noget nyt Paalæg, og naar de andre handlende af disses * 51 Exempel have lært at indse Satsens Rigtighed, saa vil ingen med synderlig Grund kunne modsætte sig eller gjøre Indvendinger derimod; især naar man vil tage det almindelige Axioma til Hjælp, at dèr, hvor en stor Fordel paa en andens Bekostning vindes, dèr bør ogsaa til den andens Fordel gjøres et stort Offer.

Da Spioner og skjulte Angivere blandt alle forhadte Væsener ere de mest forhadte og, som jeg ovenfor har sagt, virkeligen gjøre Menneskeligheden ubodelig Skade, saa burde disse rent afskaffes; men i deres Sted andre offentligen indsættes i dette Embede, hvis Pligt det altsaa skulde være at blande sig i alle dem uvedkommende Sager, snige sig ind i alle Huse og opdage de hemmelige Gjemmer, hvor kontrabande Vare pleje at forvares. Til at besætte disse Embeder maatte man følge en ganske modsat Regel end den ved Embeders Besætning sædvanligen brugelige, det er: man maatte se paa Ansøgerens Duelighed. Subjekterne maatte ikke vælges uden efter følgende Rangforordning: 1. Kjøbmænd, som ved Smugleri ere blevne bankerot. 2. Forulykkede Skriverkarle og Kontorbetjente. 3. Afsatte Skippere. 4. Andre Tjenestefolk, som have tjent hos de handlende.

Disse Mennesker maatte nyde den fuldkomneste Sikkerhed i Staten, deres Personer være hellige, og Forgribere paa dem straffes som Grimen læsæ majestatis, uden at Alder, Drukkenskab eller Raseri maatte fritage nogen fra Straf for denne Forbrydere. Til den Ende maatte det strængelig forbydes visse unge, balstyrige Herrer at gaa med Kaarde ved Siden paa Goderne, naar de have drukket sig en Rus, paa det deres højadelige Familier ikke skulde have den Sorg og Skam at faa en Misdæder paa sin Stammetavle *).

* * 52

Antallet paa disse priviligerede Spioner synes mig bedst kunde bestemmes til elleve, én nemlig for hvert Borgerkompagni, og en Oberspion, som kunde staa ved Brandkompagniet. Deres Uniform maatte være udmærket, omtrent ligesom Profossernes ved de andre Regimenter, og i samme Orden maatte de følge eller gaa foran Kompagnierne ved alle offentlige Mønstringer og Parader, som de militære Profosser. Disse Folk kunde bedst vælges iblandt de mange Tyskere, hvoraf Landet nu øverfvømmes; thi da de formodentligen i deres eget Land ikke kunne fortjene deres Underholdning ved anstændigt Arbejde og gavnlig Flid, hvortil slige Landløbere sjælden eller aldrig ere oplagte, saa er det rimeligt, at de i et fremmed Land gribe efter den bedste og fordelagtigste Maade at ernære sig paa; thi om det end skulde ske paa deres Agtelses Bekostning, da siger det intet, siden den dog for det meste er forlist i deres Fødeland; og hvem vil misunde dem et Levebrød, som ingen ærekjær dansk kan modtage?

Det er meget rimeligt, at de kontrabande Vare ved Handelens Frigivelse ville stige til mere end dobbelt, imod hvad hidindtil er bleven med Møje indpraktiseret, og at følgelig Konfiskationerne vil blive saa meget anseligere. Man kan ikke gjøre nogen fuldkommen Beregning over Fordelen for Kongens Kasse ved denne Indretning, men da jeg tror, at det er enhvers Pligt, som udkaster en Plan, at levere en rimelig Kalkul over Fordelen derved, saa vil jeg ogsaa gjøre et lidet Udkast, som ingen, der har sund Fornuft, skal finde overdreven.

Uden at regne Embedsmænd og andre, som ikke henhøre til Kiøbmandsstanden, men som dog ved Smugleri ikke sjælden vinde en ganske anselig Tilvæxt i deres narlige Indkomster, vil næppe nogen nægte mig, at her jo findes to Hundrede Smughandlere i Kjøbenhavn. Af disse handle nogle med store og andre med smaa Summer. For at gjøre dem alle lige * 53 vil jeg ansætte Beløbet til halvtredsindstyve betydelige Smughandlere. Hos disse kunde man gjærne, uden at træde Sandheden for nær, paastaa, at der gaves Lejlighed til hver anden Maaned at gjøre en betydelig Konfiskation, i Betragtning af de mange Skibe, som idelig hjemkomme, og som næsten alle have en besynderlig stærk Lugt af Smugleri; men da man i Udkast og Planer hellere maa gjøre Fordelen for liden end for stor, saa vil jeg kuns to Gange om Aaret anstille Husinkvisition hos dem, og er vis paa hver Gang at finde Kontrabande for i det allermindste 10,000 Rigsdaler, hvilket for et helt Aar nøje beregnet beløber sig til en Million ren Gevinst for Kongens Kasse.

En Mand, som ved foranstaltet Husinkvisition befindes at have handlet med Kontrabande, bør ikke straffes uden med at miste Godset. Det vilde være en stor Statsfejl at skille en saadan Mand ved sin borgerlige Frihed eller ved Livet, da det var at berøve Statens Kasse sine Resourcer.

De priviligerede Spioner og Angivere bør aflægges med en god Løn. Man kan ikke for vel betale den Mand, der, for at tjene Staten, skiller sig ved al Agtelse hos sine Medborgere. Jeg tror, at ti pro Cento er ikke for meget, altsaa bliver kuns ni Tønder Guld aarlig tilbage for Statens Skatkammer, og naar den tiende deles imellem de 12 Spioner, saa bør de ogsaa kunne leve honnet deraf, især da jeg er vis paa, at enhver, der eftertænker Sagen og Planen nøjere, vil let befinde, at der er meget stor Rimelighed til, at Summen aarlig kan stige til mere end det dobbelte, da jeg end ikke har tænkt paa de asiatiske Vare under hele Planens Udarbejdede før end nu, og disse upaatvivlelig ville anseligen forhøje Summen.

Den, som vi lønner vel, bør ogsaa vise os Troskab i den Sag, som han lønnes for, i alt andet maa han gjærne for os være et Skarn. Der bør altsaa ubrødeligen holdes over, at ingen af Spionerne selv ere Kontrabandittere; og naar det imod Formodning skulde indtræffe, da kan der ikke statueres for stort Exempel paa Forbryderen. Jeg holder for, at han 54 med sin hele Familie bor uden Naade straffes paa Livet, og det stiax uden Ophold, naar han gribes, paa det han ikke, som andre grove Forbrydere, skulde under en lang Arrest finde Lejlighed til at undløbe. Alle de Personer, som paa nogen Maade enten middelbar eller umiddelbar have været behjælpelige heri eller og fortiet Forbrydelsen, naar de vidste den, bor være lige Straf undergivne, ligesom Skipperen paa det Skib, der har bragt disse Vare hjem, og hver levende Sjæl fra Oberstyrmanden til Skibshunden; ja for end mere at gjøre en saadan Forbrydelse umulig, var det ikke af Vejen, at der med udenlandske Magter blev sluttet Traktater, hvorefter endogsaa Afsenderen burde forfalde i samme Straf.

Naar en af disse Spioner paa Embeds Vegne vilde gjøre Inkvisition i et Hus, da maatte ham gives militære Assistance, og maatte da ikke nægtes ham at undersøge, hvor han selv behagede, opbryde Gulve og Lofter, Skabe, Kammere o. s. v., dog maatte han ikke paa en blot Mistanke nedbryde eller gjøre Huller i Murene, med mindre han stiller forsvarlig Kavtion for sammes Istandsættelse paa egen Bekostning, i Fald intet ulovligt dèr forefandtes.

Endnu vilde vindes den Fordel ved denne Plan, at de mange Toldbetjente, som i Følge samme bleve brodløse, maatte nødes til selv at blive Smughandlere, og folgelig vilde denne Post alene anseligen forøge Konfiskationssummens Beløb. Naar Planen, som af mig alene er beregnet for Kjøbenhavn, blev extenderet over hele Dannemark og Norge, hvor uhørlig en Tilvæxt vilde da ikke Statens Intrader aarligen vinde? Og skulde man da ikke aarlig kunne henlægge en Summa for at fuldføre Friderichs Kirkes Bygning eller, i Mangel deraf, for at nedbryde den?

*
55

Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 4.

La richesse permet une juste tierté,
mais il faut être souple avec la pauvreté.

Boileau.

Ellevte Kapitel.
Prænumerationsplan paa det fjerde Oplag af dette Skrift.

Før end jeg gaar videre i at fortælle mine Hændelser, finder jeg mig forbunden til at aflægge en dobbelt Taksigelse, en til mine Kjøbere og en til mine Læsere.

Ved de første forstaar jeg dem, der aleneste kjøbe disse og andre Blade uden at læse dem, og som enten forevige mig i en Samling af alle Slags Skrifter, lige fra Schyttes Stats-Bidenskab indtil Gunders mærkværdige Rejser, eller og prunke med mig iblandt andre Dagens Blade i sin behørige Orden paa et Bord, saa længe, til nyere Blade, ved Tidens Cirkelgang, støde mig ned fra mit Sted for at lade mig forsendes til min og alle andre slige Skrifters endelige Bestemmelse, Urteboden, Køkkenet eller endnu værre Steder. Hvor smertelig end slig en Tanke maa være for en Autor, saa skylder han dog sine Kjøbere Taksigelse for denne korte Ære, i Fald det ellers er rigtigt, at en kort Ære er bedre end slet ingen, og at det dog er fornøjeligere for en Skribent at se sine Skrifter vandre denne Bane end at raadne paa sin Forlæggeres eller Bogtrykkerens Loft. End mere, hvor ofte kan det ikke have hændet sig, at en eller anden Skjønhed har værdiget mit Blad den Ære at give hendes kastaniebrune eller begsorte Lokker det indtagende kunstige Sving ned over hendes svanehvide * 56 Hals, som den stedmoderlige Natur havde nægtet dem, og mon ikke alene denne Lykke vel være en nymodens Autorevighed værd?

Mine Læsere derimod skylder jeg Taksigelse af mere end én Aarsag: nogle, fordi de slet intet sige om mine Blade, hvormed kanske ogsaa min Autorkjærlighed bedst er tjent, da jeg i saa Fald har Lov til at fortolke deres Tavshed til min Fordel; andre derimod skylder jeg Tak, fordi de give dem en forskjellig Rang og Klassifikation. Somme sammenligner dem med Aftenposten; andre kalde dem et politisk Rivejærn, hvilket er en større Ære, end jeg nogen Sinde havde formodet mig, da jeg med al min Autorstolthed aldrig har vovet at anse dem for mere, end for en politisk Støvekost. Man behage med mig lidt nøjere at eftertænke Sagen og se da, om jeg ikke har Ret. Den politiske Støv, Rust og Urenlighed ligger saa dybt indgravet i Statens Legeme, at en Rasp eller et Rivejærn nu er det allermildeste Middel til at skruppe det af: men hvem tør vel bruge disse Instrumenter, naar de, hvis Pligt det er at bruge dem, selv finder Fordel ved at lade Gravrusten faa Overhaand. Staten ligner et sygt Menneske, der ikke kan kureres, med mindre der kommer lidet Forgift i hans Medikamenter, hvilket Apothekeren ikke maa udlevere uden Doktorens Attest, men naar nu Doktoren tillige er Præst og, efter anstillet Beregning, befinder, at han vil fortjene meget mere ved Ligprædiken over den syge end ved at helbrede ham, saa faar sandelig Patienten do i Herrens Fred. Jeg tør altsaa med temmelig Sikkerhed sværge paa, at hverken jeg eller nogen anden, meget faa undtagne, har udretter eller vil nogen Sinde blive i Stand til at udrette andet med vores politiske Støvekoste, for at beholde det samme Ord, end at vi kanske en og anden Gang har opholdt en eller anden Edderkop i ti Minutter fra at spinde videre paa sin Væv.

For nu at komme til min Materie igjen, saa var den høje, skumle, sorte Mand, i hvis Hænder jeg faldt, ingen anden end en Angiver, som levede ret godt af sine Medmenneskers 57 Ulykke, og som havde fraskrevet sig al Agtelse i Staten, saa snart som han kom uden for Toldbodens Skranker, for derimod at kunne drikke sig fuld hver Aften paa en Vinkjælder og hver Søndag spise sex Retter Mad, samt forøge deres Antal i Proportion af de Mennesker, som han ved sin Iver for Statens Vel og Nidkjærhed i at opfylde sine Pligter bragte til at leve ved bare Vand og Brød.

Denne Mand vandrede nu omkring i sit Kald, men meget bekymret over, at Naturen ikke havde skjænket ham mere end ét Ansigt, hvilket til hans Skade nu var bleven saa almindelig bekjendt, at der i hele Kjøbenhavn ikke var en eneste Kjøbmand, paa hvis Kontor man ikke kunde finde hans Silhouette, hvorover han ogsaa havde begyndt at tabe sin Agtelse paa det eneste Sted, hvor han hidindtil havde vedligeholdt den.

Den Gave, som jeg altid har besiddet, at kjende mine Herskabers Forfatning, Tænkemaade og hemmeligste Anliggenheder, har sat mig i Stand til at levere mine Læsere denne Mands Levnedsbeskrivelse, hvilket jeg haaber ikke vil være dem ubehageligt. Frygt for Afsætning paa disse Blade er den eneste Aarsag, hvorfore Mandens Silhoueite ikke medfølger; jeg har derfore besluttet at bie dermed til et andet Oplag; med det tredje forøgede og forbedrede Oplag skal hans Brystbillede og flere berømte Personers Portrætter, som i disse Blade blive nævnede, leveres stukne af den samme duelige Mand, som stikker kjøbenhavns Skilderi og ulykkelige Hændelser; dersom jeg er saa lykkelig at opleve det fjerde Oplag, da skal deres hele Korpus illumineret medfølge. Men da jeg ved dette Oplag har i Sinde at sørge for, at alting kan blive saa nitid som muligt, og det er bleven mig sagt af Ewalds Skrifters Udgivere, samt Besørgerne af Lommebogen for Skuespilyndere for Aar 1786, at man her i Dannemark ingen gode Kobbere * 58 kan faa stukket, saa har jeg besluttet at lade dem stikke af den første den bedste Fusker i Tyskland for rent at binde Munden paa al Kritik. Og for at bestride alle disse Omkostninger har jeg set mig nødsaget at begjære Prænumeration af 5 Rigsdaler for hvert Exemplar, som paa alle Byens Boglader imodtages, og ombedes Liebhaverne jo før jo hellere at lade deres Navne tegne og betale Prænumerationen, da imidlertid det andet og tredje Oplag snart skal komme for Lyset. Jo før altsaa disse tre første Oplager blive udsolgte, jo før skal Dannemarks Literatur blive beriget med et Værk, der i Henseende til sin typografiske Skjønhed skal overgaa alt, hvad Evropa hidtil har fremvist.

Tolvte Kapitel.
Levnedsbeskrivelsen.

Hr. A. (thi naar jeg vil kalde ham saaledes, saa kommer det ingen ved, enten han havde dette Bogstav i sit Navn, eller ikke) var født af skikkelige og ærlige Forældre, det er at sige: ingen af hans Forældre vare døde i Børnehuset, Rasphuset, Slaveriet eller under Skarpretterens Haand; de vare begge lovmæssigen henrettede af en promoveret Dr. med., begravede med Sangklokkerne og havde givet hvide Handsker til Studenterne paa Regensen. Faderen var af det Slags Embedsmænd, hvis Indkomster ere saa ubetydelige, at de ikke ere i Stand til at 59 give deres Børn en god Opdragelse, med mindre Faderen selv vil indskrænke sig til ingen Maitresse at holde, og Moderen vil afstaa sine Prætensioner paa en abonneret Loge om Vinteren og en ny Silkekjortel, samt en halv Snes Dyrehavs-Rejser hver Sommer. Den lille A.s Fader havde ingen Afholdenheds-Gaver, og hans Moder var bange for at fortørne Gudinden Kirsten Pil, og følgelig maatte Drengen se til, hvad han kunde lære iblandt et Hundrede andre Drenge i en offentlig Skole. Hans medfødte gode Geni udrettede dog saa meget hos ham, at han i sit femtende Aar, da han stod til Konfirmation, ganske godt kunde oplæse paa én Fod Pontoppidans hele Forklaring, med samt de indstregede Stykker, ikke at tale om Luthers lille Katekismus, der var et Smørrebrød for ham. Han skrev ogsaa ganske godt efter linieret Papir og regnede hele Kramers Regnebog igjennem; af Søren Mathiesens derimod kunde han ikke regne et eneste Stykke, hvilket heller ikke var at forlange, da han aldrig i sin Skolegang havde set den.

Den gamle A. havde ikke Evne til længere at holde sin Søn hiemme, han maatte altsaa ud at fortjene sit Brød. Hans gode Fremgang gjorde, at man bestemte ham til Handelen. Han blev sat til en Kjøbmand, som lovede at staa ham i Faders Sted og befordre hans Velfærd, naar han kuns vilde vise blind Lydighed, være tro, flittig, tavs og beskeden. Den unge A. besad virkeligen af Naturen et godt Hjærte og havde, Gud ved hvorledes, faaet meget gode Grundsætninger; han gjorde villig altsaa dette Løfte og gik i Tjeneste.

Strax forelagde hans Principal ham en Kjøbmands Katekismus, med Befaling; at han skulde lære den udenad og nøjagtigen i alle Punkter og Klavsuler efterleve den, hvis han ikke vilde underkaste sig en derpaa følgende vilkaarlig Straf af Principalen. Den unge A. lovede og holdt det. Det syntes ham vel, at den næsten i alle Punkter var aldeles stridende imod den, som han tilforn havde lært, men uden at gruble meget derover, satte han større Tro til en levende Principals end til en død Morten Luthers Infallibilitet. Da denne 60 Katekismus kan være i mange Punkter tjenlig for andre end netop Kjøbmandsstanden, saa skal jeg til Slutning lade den aftrykke, alle dem til Lærdom og Undervisning, som samme kunne behøve.

Det forste, man med al Magt søgte at indprente ham, var den store Lærdom, at Toldsvig er en af de intet betydende Forbrydelser, samt at han virkelig begik en god Gjerning, naar han i deslige Begivenheder reddede sin Principal eller andre fra ubehagelige Følger ved falsk Ed. Man lærte ham de utallige Forbeholdenheder, Reservationer og Udflugter, som man ved slige Lejligheder altid maatte have paa rede Hænder, for at gjøre en i sig selv falsk Ed lovlig og saa vidt muligt overensstemmende med en ikke alt for øm Samvittighed.

Et Par af disse Kneb kan jeg dog ikke undlade at underrette mine Læsere om, da de ere alt for morsomme til, at man skulde lade dem ligge evig begravne i Tavshed, og af den Beskaffenhed, at de kan give Læseren et Begreb om de andre.

A. tillige med to af hans Kammerater bleve en Nat grebne af Toldbetjenterne, just da de vare i Færd med at indsmugle nogle Pakker Fløjler og Silketøjer. De saa' ingen Redning uden at flygte og lade Godset blive i Stikken. Mørket havde just ikke gjort dem ganske ukjendelige, men da Toldbetjenterne ikke vare i Stand til at overbevise dem, saa blev dem paalagt Ed, hvilken de frimodigen aflagde: at ikke en eneste af dem havde været Medhjælper dertil eller Medvidere deri. Deres Samvittighed var let beroliget med den lille Forbeholdenhed: at ikke en eneste af dem, men vel alle tre tilsammen vare Gjerningsmændene.

I Krigens Tid var hans Principal bleven mistænkt for, at han imod Love og Traktater under sit Navn udrustede, tilladede og afsendte Skibe, som hel og holdne med Ladning og alt tilhørte de krigende Magters Undersaattere. Saaledes blev et af hans Skibe, som gik under dansk Flag og med danske Dokumenter, af en engelsk Kaper optaget som et Skib, der tilhørte Hollænderne tillige med Ladningen. Kjøbmanden 61 saa vel som alle hans Folk bleve paalagte Ed, og de so'r paa, at Skibet ikke tilhørte nogen Hollænder, med den Reservation i deres Tanker, at det tilhørte en tysk Kjøbmand, som var bosiddende i Amsterdam.

Saaledes tjente den unge A. sin Principal tro og redelig i nogle Aar, da Kjøbmanden paa sin Side ogsaa vilde være betænkt paa at holde sit Løfte. Han overtalte den unge A. til at gifte sig med hans Stupige, som han, for at spare sin Kone en ubehagelig Opdagelse, var tjent med at skille sia, ved, og lovede ham et Tusende Rigsdaler, hvormed han for egen Regning kunde begynde en liden Handel.

Med Glæde modtog A. dette Tilbud. Han blev Mand, Fader, Borger og Kjøbmand næsten paa én Gang og begyndte nu at drive sin Handel. Han havde ved Erfarenhed set, at der udfordres større Summa end et Tusende Rigsdaler for at drive Smughandel med Eftertryk, naar man ikke vil udsætte sig for paa én Gang at blive ruineret; han besluttede derfor at lade denne Handelsgren være urørt og overlade den til andre, der havde de hertil fornødne Egenskaber.

Men snart mærkede han, at han ved at handle med indenlandske Vare hastig maatte gaa bag af Dansen. Han kunde ikke begribe Aarsagen dertil. Han forespurgte sig, og man svarede ham, at Fabrikkerne have lige saa vel som Kjøbmanden Tilladene til at sælge sine Vare i store og smaa Kvantiteter, at man paa en Fabrik, lige saa vel som i en Krambod, kunde kjøbe en halv Alen Klæde, en Alen Baand o. s. v., at følgelig Fabrikken altid kunde sælge for lettere Pris end Kjøbmanden, og altsaa let tage al Næring fra den handlende. Han sukkede derover og tav, thi der var en Lov, som tillod det, hvilken han ikke kunde rykke.

"Saa maa da", sagde A., "Fabrikkerne være uendeligen rige, især da en Del af dem ere anlagte uden for Byen, hvorved de spare Konsumtions-Afgift af deres behøvende Vare og mange andre Byrder, der trykke Kjøbstedmanden?" - "Langt fra," svarede hans Ven. "Nogle enkelte, som drives for en 62 privat Mands Regning, kan nok bestaa, i Fald de ere af den Beskaffenhed, at Kongen behover deres Vare, thi da kan Fabrikanten nok forliges med vedkommende om slette Vare og høj Pris; men drives de derimod for Kongens eller et vidtløftigt Interessentskabs Regning, da kan de umuligen bestaa. Kostbare Bygninger maa da opbygges, Direktører, Sekretærer, Bogholdere, Kasserere og flere saadanne Rovfugle lønnes, Haver, Alleer og andre Spaseregange anlægges, Lysthuse bygges, ja kanske vel endog Bordeller oprettes til Brug og Fornojelse for Direktionen, og alt paa Fabrikkens Bekostning, saa at inden man kan komme til at røre en Haand ved det væsentlige af Indretningen, saa er som oftest de tre Fjerdeparter af den dertil bestemte Kapital, ja undertiden mere, bortsmeltet, og det til Ting, der ere lige saa lidet nødvendige til Indretningen, som Mahogni Kommoder til en Hestestald."

"Nu begriber jeg da," sagde A., "hvorledes det kan gaa til, at vores Fabrikker, foruden at ruinere Kjøbmnnden, ogsaa ødelægger sig selv; men det gjælder dog, Gud ske Lov, ikke om alle. Man har, for Gxempel givet Privilegier til Kattuntrykkerier i det Slesvigske, og med den storste Glæde maa enhver Patriot se Virkningen deraf. De dèr forarbejdede Vares Pris og Bonitet ere sandanne, at man skulde sværge paa, at det vare engelske og tyske Kattuner." - "Man skulde sværge paa," afbrød hans Ven ham; "nej, sværg ikke derpaa, thi der staar jo danske Stempler paa, og endnu har ingen paataget sig at bevise, at de engelske eller tyske Stempler ere afklippede." - Og dermed forlod han A. i dybe Tanker om, hvad Vej han skulde tage med sin Handel.

A. mærkede nu, at han ikke paa nogen Maade kunde begaa sig, med mindre han ligesom hans Herrer Kolleger drev Smughandel. Nogle Aars Tjeneste hos en af Byens storste Kontrabandittere havde givet ham al den fornodne Indsigt i denne Næringsvej; han begyndte den, drev den med Forsigtighed og var lykkelig. En kort Tid gjorde ham fra en Prakker til en Mand, som man paa Borsen tog Hatten af for. Til 63 sidst lod han sig forblinde af Gjerrigheden, denne Rod til alt ondt. Han var ikke fornøjet med at være formuende, han vilde være rig. Han vovede alt, hvad han selv ejede, og al den Kredit, han kunde faa, og i et uheldigt Øjeblik bleve hans Vare optagne paa Vejen. Man fattede Mistanke, at det var hans Vare. men han so'r sig fri.

Imidlertid vare hans Sager ved dette Tab blevne satte paa saa slet en Fod, at han saa' sig nødt til at opgive alting til sine Kreditorer. Hans forrige Principal, som dog ikke var den fornemmeste iblandt dem, havde ikke længere Aarsag til at hjælpe ham, især siden A.s Kone i Smaakopperne var blevet en ganske anden Person end før; han lod altsaa A. slæbe i Slutteriet, hvor han i et Par Aar maatte sidde, imedens at hans Kone og Børn gik om paa Gaderne at tigge.

Endelig slap han ud, da hans forrige Principal ikke længere vilde holde ham paa sin Bekostning indsluttet, og nu var det, at Hævn og Forlbitrelse indgav A. den Beslutning at blive Spion, for at bygge en tilkommende Lykke paa sin forrige Principals og, om muligt, paa det hele menneskelige Kjøns Ulykker og Ruin. -

Trettende Kapitel.
Kjøbmands-Katekismussen *).

Sp. Af hvor mange Parter bestaar Kjøbmændenes Katekismus?

Sv. Af tre Parter, som ere: deres ti Bud; deres tre Tros-Artikle og deres syv Bønner.

* 64

Sp. Hvor mange Guder har en Kjøbmand?

Sv. Ikkun en eneste Gud, som er Penge eller Rigdom, som Sjælen i alle hans Handlinger og Maalet for alle hans Tilbedelser.

Den første Part.
De ti Bud.

Det første Bud.

Du skal ikke have fremmede Guder.

Det er: Du skal frygte og elske Penge og ikke bryde dig om andre end rige Folk alene.

Sp. Dyrker Kjøbmændene ingen Afguder?

Sv. Jo des værre, de ere alle Syndere, og dyrke Karakterer, Vellyst, Pragt, Overdaadighed og andre falske og forføriske Guder.

Det andet Bud.

Du skal ikke bruge din Kjøbmands-Gud forfængeligen, men vel i fornødne Tilfælde det højeste Væsen, som du dog, enten 65 du er en Kristen, Jøde, Tyrk eller Hedning, maa nødeS til at tro.

Det er: Du skal frygte og elske dine Penge, og ikke bruge dem til at gjøre noget godt med, uden du selv har Fordel deraf. Derimod skal du ikke være bange for at Sværge en falsk Ed, i Fald den kan gavne dig noget eller redde dig ud af en Fortræd.

Sp. Er det tilladt at lyve, skuffe og bedrage ved Kjøbmandsguden?

Sv. Ja visselig; alle Ting, Som tjener til at befordre vores egen Fordel, ere ikke aleneste tilladte, men endogsaa vores Pligt at udøve.

Det tredje Bud.

Kom i Hu, at du helliger Børstimen og Postdagen.

Det er: Du skal frygte og elske Penge, ikke foragte eller forsømme nogen Lejlighed til at forøge dem, men holde dem højt og i Ære og heller lade din NæSte Sulte eller fryse ihjel end forsømme Børstimen eller Postdagen for at hjælpe ham.

Det fjerde Bud.

Hædre dine Pengeposer og Skrine, paa det det maa gaa dig vel, og du skal ikke Sulte paa Jorden.

Det er: Du Skal frygte og elske Penge, Samt List, Bedrageri, Rænker og alle andre Maader, hvorved de erhverves, gjærne lære de fornødne Snit af andre, men holde dem saa hemmelige for andre, som det er muligt.

Det femte Bud.

Du skal ikke slaa ihjel.

Det er: Du Skal frygte og elske Penge, ikke dræbe nogen voldsomt for at bemægtige dig dem, men vel langsomt, i Fald ske kan, og lade dine Debitorer Sulte ihjel i Slutteriet, om de ikke betale dig til den sidste Skjærv, og ingen Mennesker hjælpe uden imod Sikkerhed og for tredive Procento.

66

Det sjette Bud.

Du skal ikke bedrive Hor.

Det er: Du skal frygte og elske Penge, ikke gifte dig selv eller dine Børn eller nogen af din Slægt med fattige Folk, thi det kaldes at bedrive Utugt og Skjørlevned, men altid veje dine Forbindelser paa Guldvægten.

Det syvende Bud.

Du skal ikke stjæle.

Det er: Du skal frygte og elske Penge, ikke brække andres Kufferter og Skrine eller Kirkeblokkene for at tage Penge deraf, thi da bliver du hængt: men kan du paa en behændig Maade bedrage din Næste al sin Velfærd fra, da er du en stor Mand; forhold Arbejderen sin Løn for at tvinge ham til at være din Slave, og før Proces med den fattige Haandværksmand, saa længe han formaar, om han ikke vil lade sine Regninger afkorte efter dit Behag!

Det ottende Bud.

Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste.

Det er: Du skal frygte og elske Penge, ikke føre Proces med din Næste for et ubetydeligt Kanailleri og ikke udgive dig for hans aabenbare Fjende: men kan du underhaanden skille ham ved sin Kredit, sætte hans Vare i et slet Udraab og berøve ham sin Næring, da befordrer du jo dit eget Vel, og enhver er sig selv nærmest.

Sp. Hvem er min Næste?

Sv. Alle Mennesker, som ere rige og har Penge, og jo rigere min Næste er, jo flere Kjærligheds-Bevisninger skylder jeg ham.

Det niende Bud.

Du skal ikke begjære din Næstes Hus.

Det er: Du skal frygte og elske Penge, og naar din fattige Nabo ejer et Hus, som du har Lyst til, da skal du ikke 67 ligefrem begjære det, men gjøre ham godtroende og laane ham Penge uden Renter, indtil han bliver nødt til at lade dig faa Huset i god Betaling, endskjønt det er fem Gange saa meget værd som det, han skylder dig.

Det tiende Bud.

Du skal ikke begjære din fattige Næstes Hustru, ej Pige, ej Datter, ej Svend, ej Oxe, ej Asen, ej heller noget af alle de Ting, som hannem monne tilhøre.

Det er: Du skal frygte og elske Penge; ikke begjære din fattige Nabos Ejendom, men tage saa frit til den, som om den var din egen, thi hvad vil han vel gjøre dig? Saa længe du har Penge, beholder du altid Retten paa din Side, og han bliver nødt til at tie stille.
Om alle disse Bud siger Handelsguden saa:

Jeg er din eneste Gud, og i Tingenes nærværende Forfatning en ganske almægtig Gud, som straffer din Forsømmelse paa dine Børn i tredje og fjerde Led, om du foragter mig og ikke holder disse Bud. Derimod viser jeg Naade og Barmhjærtighed imod alle dem, som dyrker mig, og som holder mine Befalinger.

Den anden Part.
Om Kjøbmandens tre Tros-Artikle.

Den første Artikel.
Om hans Skabelse.

Jeg tror paa Penge, min og alle Kjøbmænds almægtige Skabere.

Det er: Jeg tror, at jeg ikke selv har skabt mig til det, jeg er, men at det er Penge og Guldet alene; at det har givet mig Magt, Ære, Rang og Anseelse, ja Fornuft og disse Sanser, da jeg ellers kanske vilde være en stor Dosmer. Jeg tror ogsaa, at Guldet forskaffer mig alt, hvad som til dette Liv 68 at opholde gjøres behov, saasom: Lystgaarde, Palæer, Heste, Kareter, Tilbedere, Slaver, Abekatter, Poeter, Gratulantere og mere saadant. Fremdeles tror jeg, at det bevarer mig fra al Fare og Skade, at det afværger og forhindrer fra mig alt ondt; at jeg kan gjøre og foretage mig alt, hvad jeg behager, enten det er ret eller uret, og at jeg med mine Penge kan rede mig ud af de Forlegenheder, hvori en fattig Mand maa blive hængende. Derfor er jeg ogsaa skyldig at ære og tilbede det, samt dyrke det alene. Det er alt sammen baade vist og sandt i alle Maader.

Den anden Artikel.
Om hans Arvesynd.

Og paa Toldsvig, Skumleri og mere saadant, som er født af Gjerrighed og Politiken, hadet af Toldbetjentere og onde Mennesker, men som næppe nogen Sinde udryddes og er Kjøbmandsstandens Arvesynd.

Det er: Jeg tror, at Toldsvig er uadskillelig fra min og alle handlendes Natur, og at de to Ting ere lige saa nøje forenede, som Sjæl og Legeme hos et Menneske. Jeg tror ogsaa, at den er ganske tilladelig, i det mindste har jeg aldrig følet, at min Samvittighed har bebrejdet mig noget desangaaende, da det første store Bud i Naturens Lov er dette: befordre din Fuldkommenhed! og Naturens Lov unægteligen er ældre end Kongernes. Videre tror jeg, at en falsk Ed, naar den befordrer mit Vel, er paa samme Grund tilladelig, om den endog skader min Næste, eftersom jeg ikke gjør falsk Ed i den Hen sigt, men alene for at redde mig selv og min hele Ejendom, og den mindste Del af min Ejendom altid mon være mig, som Kjøbmand, dyrebarere end en andens hele timelige Velfærd. Hvorfore jeg og er skyldig at ære og elske Toldsvig, dyrke og bringe Kunsten til den yderste Fuldkommenhed, paa det jeg maa kunne leve, regere og udbrede mit Herredømme ved Hjælp af den. Det er alt sammen bande vist og sandt i alle Maader.

69

Den tredje Artikel.
Om Kjøbmandens Hjælpemidler.

Jeg tror ogsaa paa Bedrageri, Skjælmstykker, Rænker og Underfundighed, List og mere saadant, som er uadskilleligt fra den, der vil bringe sin Formue til nogen høj Grad.

Det er: Jeg tror, at jeg ikke ved min egen Styrke eller Fornuft har kunnet bringe det saa vidt i Verden, at jeg er bleven en hovedrig Mand, men at det er en Smule Skjælmstykker, der har oplyst mig, lidet Bedrageri, der har hjulpet mig, lidet Underfundighed, der har staaet mig bi, lidet List, der har drevet Værket, og lidet Rænker, der har banet mig Vej, ved Hjælp af en Portion Lykke, til at blive det, jeg er; ligesom det samme ogsaa herefter skal oplyse mig, hjælpe mig, staa mig bi, drive Værket og bane mig Vejen udi alle mine Handlinger. Videre tror jeg, at jeg bør bruge alle mine Sjæls og Legems Kræfter til at dyrke disse ædle Kunster og Videnskaber saa meget, som det staar i min Magt, da jeg og andre mine Lige, uden dem, til evig Tid maa være og forblive Prakkere. Det er alt sammen baade vist og sandt i alle Maader.

Den tredje Port.
Om Kjøbmandens syv Bønner.

Den første Bøn.

Helligt være mit Navn.

Det er: Mit Navn er vel i sit selv temmeligt vanhelligt, men jeg beder her, at det iblandt de fattige her paa Jorden maa blive anset for helligt og frygtet. Hvilket da sker, naar de vænnes til at anse Rigdom som en Ting, der er uadskillelig fra et skikkeligt Menneske, og naar der gives Lejligheder for den rige til at lade den fattige føle sin uendelige Overvægt. Hvilket at maa ske, jeg inderligen af Hjærtet ønsker og haaber.

70

Den anden Bøn.

Mit Rige udbrede sig!

Det er: Hidindtil har mit Rige kommet af sig selv, uden at jeg har behøvet at bede derom; men jeg beder her, at aldrig den fordømmelige Tanke maa indsnige sig i Verden, at Dyd eller Forstand kan give Rettighed til at befale over en rig Dosmer, thi da vilde jeg og mine Lige alt for ofte komme til at børste min Portners Sko og strigle Heste for min Kusk. Hvilket ikke at skulle ske, det forbyde Guldet i Naade!

Den tredje Bøn!

Ske min Vilje overalt paa Jorden!

Det er: Min gode Vilje sker vel altid inden mine egne Døre af mine Tjenere, Slaver og dem, som jeg formedelst deres Fattigdoms Skyld kan sparke ud af min Port, naar jeg lyster; men jeg beder her, at den ogsaa i Stats-Sager maa følges, om den endog skulde være tusende Mennesker og hele Landet til ubodelig Skkade; og at Regentens inderste Kabinet maa blive lydig og føjelig imod mine og mine Ligemænds urimeligste Vink og Indfald. Hvilket at kunne ske, vi have set af Erfarenhed, at Guldets almægtige Kraft kan udrette.

Den fjerde Bøn.

Giv os i Dag vort daglige Brød.

Det er: Gud giver vel aller endog de umælende Bønder, det daglige Brød, men vi bede her, at det maa tillades os at tage det ud af Munden paa dem, som Kreature, der intet godt gjøre, med mindre Darmene striger i dem af Sult, og at vi maa have Forstand nok til at bruge vores Ejendom til andres Skade og vores eget Gavn.

Fremdeles ved det, at der nævnes dagligt Brod, forstaas alle de Ting, som til dette Liv at opholde gjøres behov, saasom ere: gallonerede Klæder, engelske Kareter, Heste, Lystgaarde, Maitresser, forfængelige og indbildske Koner, dumme og hoffærdige Børn, Tjenere, som villig lade sig sparke og 71 give Ørefigen, Bønder, som taalmodig lade sig sue til Marven, fattige Haandværksfolk, som vi kan behandle som Slaver, milde og føjelige Regentere, en Øvrighed, som vi kan stikke i vores Lomme, naar vi behager, Krig eller Fred, alt eftersom det er os tjenligst, Rang og Karakterer, faa Venner, fattige Naboer og flere saadanne Ting

Den femte Bøn.

Og forlad os ikke vor Skyld, saaledes som vi forlade vore Skyldnere.

Det er: Vi bede her i denne Bøn, at det ingenlunde maa gaa os efter vores Fortjeneste, og at Slutteriet maa anses som et Fængsel alene for smaa Bedragere, men ikke for os, som store Mænd i alle Henseender. Naar vi ikke kan blive rige med alle mulige anvendte Skjælmstykker og al vores Flid, saa bede vi, at den sidste Vej endnu maa staa os aaben, nemlig en fornuftig og vel anlagt Bankerot, hvorved vi haabe, i Følge vores tredje Tros--Artikel, at tilsnyde os en anselig Rigdom paa ind- og udenlandske Kreditorers Bekostning, der ere alt for skikkelige Folk og kjende Verdens Løb alt for godt, til at de skulde fortryde derpaa, naar vi kuns ikke snyder enhver af dem for en ringere Summa end nogle Tusende Rigsdaler. Men skulde nu alle vores Kneb slaa fejl, saa bede vi fremdeles, at Kongens Kasse maa blive vores sidste Tilflugtssted, og at denne altid maa være lukket for den Tosse, der kuns behøver og ærlig vil betale nogle faa Tusende Rigsdaler, men derimod altid staa aaben for den, hvis vittige, glimrende og kunstigen anlagte Planer gjøre Fordring paa hele Tønder Guld, som han aldrig agter at betale.

Den sjette Bøn.

Og led os ikke udi Fristelse.

Det er: Penge frister vel alle Tider, men vi bede her, at vi naadigen maa befries fra alle saadanne stærke Fristelser, hvor vi ikke se nogen Rimelighed til ved Halvparten af Rovet at kunne redde vores Hals fra at blive hængende i en Strikke.

72

Fra alle andre Fristelser udbede vi os ikke befriede, siden intet andet kan være Fristelse for dem, der med al mulig Flid bestræbe sig for at skille sig ved den sidste Gnist af Samvittighed. Derimod bede vi, naar vi en eller anden Gang blive anklagede for smaa Skjælmstykker, hvilket kan hændes den bedste, at vi da maa kunne dreje Retten som en Vejrmølle efter vores Godtbefindende, paa det vi, som de, der blive Overmænd, maa Sejer beholde.

Den syvende Bøn.

Men frels os fra det onde.

Det er: Her bede vi, som i en Sum, at vores Rigdom og deraf følgende Anseelse maa kunne befri os fra alt det, som vi kalde og anse for ondt, som for Exempel: fra Toldbodens alt for strænge Opsigt; fra Skatter og Byrder, der trykke den fattige, endskjønt han er skabt til at bære dem; samt alle de Baand, som den dumme Retfærdighed kunde faa i Sinde at paalægge vores Handlinger; paa det at vi, naar vi have mættet os til fulde med Handelens Fedme, maatte optages i den salige Adelsstand, til en Belønning for vores Bestræbelser, og siden i Rolighed henvandre paa en Herregaard for at fortære Marven af et Par Hundrede ulyksalige Bønder.

Amen.

Dette Ord er derfor lagt hertil, paa det vi skulle visseligen tro, at alle disse Ting skulle skjænkes os, naar vi kuns besidde Listighed og Behændighed til at forskaffe os Rigdomme. Vi have saaledes ingen Ting i denne Verden at frygte for, undtagen ildebrand og Tyvehaand; vi kan bemægtige os alt, hvad vores Øje ser og vores Hjærte attraar, uden at ængstes over det, som sætter en fattig Bedrager i en dødelig Urolighed; vi kan vandre vores Bane frimodigen frem og ende hver Dags Bestræbelser med dette opbyggelige Aften-Suk:

Tak skal Jomfru Justitia faa,
som sparer de store og hænger de smaa!!!

73

Fjortende Kapitel.
Bevis paa Sandheden af det store Ordsprog:
Sic vos non vobis fertis aratra boves.

Nu havde da min ny Herre saa længe øvet sit Haandværk som Angiver her i Byen, at han var bleven saa kjendelig, at ingen af de fem Sanser, hvormed en Kontrabandit, saa vel som andre Mennesker, er begavet, kunde tage fejl af ham paa en lang Distance. Han saa' sig altsaa i Fare for paa ny igjen at geraade i Armod og frygtede for at maatte nødes til snart at afkorte alt for stor Portion af de sex Retter Mad, hvormed hans Bord saa ofte var besat.

Her i Byen, tænkte han, vil din Fortjeneste herefter blive meget ubetydelig. Uagtet det strænge Inkognito, hvorunder du hidindtil paa Toldbodens Vegne har krydset, har du dog været saa ulykkelig at blive bekjendt; man fragter for dig, man holder Spioner imod dig, og om Morgenen véd allerede enhver Mand i Byen, som det er angelegent, hvor du vil indfinde dig, og hvad Gade du vil gjæste om Eftermiddagen; her maa søges andre Udveje, om du ikke vil sulte ihjel.

Han vidste, at det ikke var de kjøbenhavnske handlende alene, der drev kontrabande Handel, men at man ogsaa i de meget smaa Kjøbstæder undertiden finder meget store Mænd i denne Videnskab; han besluttede at hjemsøge dem, lejede sig derfor en Bondevogn og kjørte ud af Byen.

Det var allerede Nat, da de forlode Byen (thi Spioner hører til den Pestilense, som kryber i Mørket), og de havde kjørt omtrent en Mils Vej, da de bleve nødte til at standse ved en Bom, som var slaaet tvært over Vejen og var lukket i Laas. Min ny Herre vidste ikke, hvad dette skulde betyde, et Bevis paa, at hans Udvandringer uden for Kjøbenhavn aldrig, i det mindste ikke i de senere Aar, havde været betydelige.

* 74

Men Bonden forklarede ham snart, at her skulde betales Penge for de ny Veje, og at man saaledes maatte punge ud med Skillingen hver eneste Mil, og det endogsaa paa de Steder, hvor de ny Veje endnu ikke vare færdige.

Bonden steg af og gik ind i det ved Siden af Bommen opbygte Hus for at betale sin Skat, men kom ikke ud igjen, hvorover Tiden til sidst faldt min Herre saa lang, at han steg af Vognen og gik ind for at hente ham.

Han fandt ham siddendes ved et Bord med en Tobakspibe i Munden, et Krus Øl og et Glas Brændevin for sig. Efter nogle igjentagne Anmodninger fik han ham endelig til at fortære det, tænde Ild paa en ny Pibe Tobak og forlade et saa kjært Sted. De gik ud, betalte deres Bompenge, satte sig paa Vognen, og hyp, nu rullede de videre fort.

Efter en kort Tavshed begyndte Bonden, som ved Øllet og Brændevinet var bleven lidet opmuntret, at faa Munden paa Gang. "Saaledes", sagde han, "er det, at man piner og udsuer os arme Bønder paa alle mulige Maader. Fordi vi taalmodigen bærer tyve trykkende Skatter og Byrder paa én Gang, saa tror man, at vi skal bære den en og tyvende med, og saaledes forøger de vores Byrder med en om Gangen, indtil vi til sidst rent synker under vores Tynger. Saaledes har vi nu selv maattet kjøre hver en Sten til Vejen, som er bleven brugt, og det gjorde vi med Glæde, i Haab om at vi med Tiden skulde spare det paa vores Kjøretøj, naar vi fik gode Veje; men, des værre! det gaar sjælden efter den fattiges Tanker, naar han tænker noget godt. Nu maa vi betale Skat vores eget Arbejde. Man siger vel, at Bonden kan forøge Prisen paa sine Vare i Forhold efter disse og andre Afgifter; men den, der siger dette, han véd ikke selv, hvad han snakker; han tror formodentlig, at det er Bonden, der bestemmer Torvekjøbet, da det dog uimodsigeligen er Kjøbstedmanden. Desuden kommer jo de fleste Vare til Skibs til Kjøbenhavn, og naar Bonden hidindtil allerede har haft vanskeligt nok for at holde Pris med Skipperen, hvorledes skal han da kunne gjøre 75 det nu om Stunder, da han maa svare saa mange Bompenge, baade for Ud- og Hjemrejsen, som Skipperen er aldeles fri for? Det hedder, at det er nødvendigt for Kongens Interesses Skyld, og det kan gjærne være, thi det er noget, som jeg, som en stakkels Bonde, ikke forstaar mig paa at disputere om; men det synes mig dog underligt, at det skulde være Kongens Interesse at faa et Land fuldt af forarmede Bønder, hvilket vil blive den sande Følge af dette og flere saadanne byrdefulde Paalæg; thi naar en Bonde, der har ti til tolv Mile at kjøre med sit Torvelæs, hvorpaa han ofte ikke fortjener mere end tre til fire Mark, skal betale Bompenge for Ud- og Hjemrejsen paa fire og tyve forskjellige Steder, og siden Konsumtion, Accise og flere Afgifter, samt Natteherberge, Stalderum med mere, saa kan den største Dosmer let udregne hans Fordel."

"Det forekommer mig, som du har Ret, min gode Mand!" sagde min Herre, "uagtet jeg ikke synderlig forstaar mig paa Statssager*), men saa meget kan jeg se, at du har endnu glemt en væsentlig Ulykke ved disse Bomme, den nemlig, at de vænner jer til at drikke op paa Vejen den lille Fortjeneste, som I en eller anden Gang ved et godt Marked kan have tilovers fra Bompengene og andre Afgifter. Jeg ser, at Bommændene handle med Øl og Brændevin; enten de har Tilladelse dertil, eller det er Smughandel, det véd jeg ikke; og hvem, som kjender den undertrykte Bondes Tænkemaade i Henseende til sin Økonomi, vil ikke undre sig over, at lian er glad over enhver Anledning, der gives ham til at drikke op, hvad han har."

Under disse og andre Samtaler kom min Herre til sit Bestemmelsessted. Det forstaar sig, adskillige Bomme bleve oplukkede for dem paa Vejen imod vedbørlige kontant Betaling, adskillige Sopkener fortærede og adskillige Piber Tobak røgede, * 76 saa at Bonden, der, som han selv sagde, kuns havde gjort et slet Marked, ufejlbarligen, naar han kom hjem og beregnede sin Beholdning, maa have anset den Nødvendighed at bringe sine Vare til Kjøbenhavn som en anden ikke lidet trykkende Skat og Paalæg*).

Nu snusede min Herre alle Vegne hemmeligen omkring for at opdage en Fangst; det lykkedes ham ogsaa at opdage, at en Jøde i denne lille Kjøbstad havde, Aftenen før end min Herres Ankomst, faaet en anselig Del Kontrabande ind i sit Hus. Strax begav min Herre sig tilbage, angav det og kom snart igjen med en Kammerordre til Husinkvisition hos Jøden. Han undersøgte, ved Assistance af Toldbetjenterne der paa Stedet, alle mulige Steder, om de endog ikke vare større, end at de næppe kunde rumme en Kardus Tobak, men fandt aldeles intet.

Da Inkvisitionen var forbi, aabnede Jøden sit Chatol, tog min Herres Silhouette frem og viste ham med dette Spørgsmaal: om han troede at være ubekjendt der i Byen, og at man ikke skulde have vidst, at han havde været paa Stedet, før end man saa' ham som Inkvisitor?

"Rejs hiem min Herre!" sagde Jøden til ham, "og vær glad, at De slipper helskindet her fra. I Fortrolighed vil jeg sige Dem, at jeg rigtig nok havde kontrabande Vare i mit Hus, men da jeg fik Deres Ankomst at vide, flyttede jeg dem ind til min Nabo, i hvis Hus de nu ere; der tør De ikke inkvirere, før end De faar en ny Kammerordre, og, inden De kommer tilbage med den, skal Varene igjen være enten her eller anden Steds. Desuden maa De vide, at jeg og min Familie i Kjøbenhavn, formedelst Pengelaan og andre slige Kjøbmands-Maximer, staar i saadan Forbindelse enten med * 77 nogle af de høje Herrer selv, eller med deres Koner, eller med deres Børn, eller med deres Maitresser, at ingen saadan Ordre er nogen Sinde udgivet eller kan udgives, uden at jeg og mine Medbrødre bliver først underrettede derom for at kunne tage vores fornødne Præcautioner. - Farvel! min Herre! en lykkelig Rejse, og formeld min underdanigste Kompliment til de høje Herrer, der sendte Dem!"

Forvirret, skamfuld og tavs gik min Herre til Fods tilbage til Kjøbenhavn, i Steden for at kjøre i Karet, som han havde foresat sig, naar hans Tog var faldet lykkeligt ud.

78

Rigsdalers-Sedlens Hænndelser.
Nr. 5.

Der maa visselig være en Hob geskjæftige vadsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynde at fermentere, saa snart han ser et Stykke Papir; eller han i Steden for Blod maa have Blæk, som løber om i Aarerne.

Pernille i Comoed. den Stundesløse.

Femtende Kapitel.
Fortalen Nr. 2.

Fra Poetens Horatii Tid, der levede i Visdommens eller, maaske rettere, det latinske Sprogs Guldalder, ja vel længere tilbage i Tiden, muligt endog førend Cadmi Dage, og altsaa før end endnu den græske A B C-Bog var i sin komplette Stand, har det været en almindelig Klage, at der snarere blev skrevet for meget end for lidt i Verden. Horatius er vred derover, naar han siger:

- - - - - - Tenet insanabile multos scribendi

cacoëthes - - - - - -

og de kjøbenhavnske Recensentere klage over, at det er umuligt, endog for den højeste iblandt dem, at titte ud over den Stabel uanmeldte Skrifter, som omringer dem, med mindre de træder paa adskillige Forfattere. Denne Skrivesyge har, saa længe Skrivekunsten har existeret, været en Gjenstand for * 79 manges Klagemaal. Man har skrevet Bøger om alle de Ting, som ere til, ja endnu om meget mere. Der kan ikke findes saa ubetydelig en Ting, at den jo har sin Bog; en Del have skrevet om noget, nogle om intet i en bogstavelig Mening, men utallige ere de, der have skrevet om intet i en virkelig Forstand; ja, det synes endogsaa, som man kunde have den billigste Grund til at frygte for, at vores Efterkommere aldeles maatte mangle al Materie til at skrive om. I gamle Dage kaldte man enhver Skribent en lærd Mand, og nu om Stunder giver man ogsaa i Almindelighed Skribenterne denne Benævnelse; nu vrimler der i vore Dage af Skribentere; altsaa, maa man slutte, vrimler ogsaa Verden af lærde Mænd. Der gives de, som ikke vil tilstaa Rigtigheden af denne Slutning, men disse maa vistnok selv ikke have lært Skribent-Professionen og altsaa misunde andre et Prædikat, som de dog selv inderlig attraa.

I forrige Tider var Lærdommen og Skribent-Professionen, ligesom alle andre Haandværker, indskrænket til et Lav, og Mesterne i samme levede, ligesom alle andre Mestere, meget godt af deres Hænders Gjerninger; men i de senere Tider har Lavet vidst at forskaffe sig Løn for at være lærde; og da det er en upaatvivlelig Sandhed, at man altid virkeligen er det, som man har Løn for at være, saa behøver Lavsmesterne nu om Stunder ikke at skrive Bøger for at overbevise Verden om, at de ere lærde Mænd. De befinde desuden, at Skribent-Professionen fordrer Arbejde, hvilket de ikke behøver at plage sig med, da de kan anse sig selv som Embedsmænd, der ere gaaet af paa Pension, eller og som Proprietærer, der leve af deres Jordegodser. Følgelig har de fundet deres Regning ved at uddele deres Skribent-Frihed i smaa Portioner, paa samme Maade, som man deler en Bondegaard paa sexten Tønder Hartkorn i fire eller flere mindre Gaarde. Disse smaa Portioner udhøkre de nu til en stor Hoben Frimestere, der som oftest maa gribe til denne Profession af Sult; thi Erfarenheden lærer, at det gaar dem, som Frimesterne i 80 Skomagerlavet, der maa sælge ethvert Par Sko og Pampusser, lige iaa snart som de faa dem færdige, for saa ringe Pris som muligt, blot for at fortjene Livets Ophold; da derimod de formuende Lavsmestere kan gjøre nogle Hundrede Par færdige, hvormed de rejse til Marked, og derved fortjene dobbelt paa ethvert Par, imod hvnd den stakkels Frimester kan fortjene, uden at tale om den Ære og Agtelse, som de erhverve sig i Verden ved deres store Oplag. Ligeledes ere Skribent-Frimesterne nodte til at sælge deres Arbejde i smaa Partier for den Naadegave, som en velbyrdig Boghandlers Barmhjærtighed vil unde dem, i Fald han ikke, ved at veje Pjecen i sine Hænder og ved at beregne Skribentens Anseelse, finder for godt at erklære den aldeles uduelig. Heraf kommer det, at man overmaade sjælden finder en Bog, som koster mere end en Rigsort; og dersom ikke en enkelt Lavsmester, eller en og anden formuende Frimester drev Professionen af Kjærlighed til den, eller nogle sloge sig sammen for at lave Plukfisk af Tusende forskjellige Slags Madvare, saa vilde en Bog i Folio eller Kvart Format eller et Skrift i mere end én Tome være et Særsyn i Danmark.

Men, vil man sige:

"Spørg ej, hvor meget en Forfatter skrev,
men spørg, hvor godt og skjønt det blev".

Det kommer ikke an paa at skrive Bøger i Folio og Kvart Format, eller i mere end én Tome, men Sagen er at skrive godt det lidet, som mon skriver. - Ganske rigtig, Skrifter kan og maa ikke vejes af Stadsvejeren, og jeg ved meget vel, at der findes store Skrifter, hvori man skal have Møje ved at finde en halv Side, som en tænkende Læser kan udholde at gjennemlæse, ligesom der ogsaa findes smaa Pjecer, hvor man ønskede at kunne læse Bindet med; men der gives Materier, som ikke kan afhandles uden enten i store Formater eller i vidtløftige Værker, og dem er det, at vores Lavsmestere enten ikke kan eller ikke vil give os, saa at vi nødes til at liente saadant fra fremmede Lande, hvor denne 81 Mangel ikke findes. Derimod vil ingen kunne nægte mig, at man iblandt de utallige smaa Skrifter, hvis Existens Aviserne og Visekærlingerne bevidne, skal have Møje for at finde noget godt. Aarsagerne hertil ligge tydelig for Dagen: Skribent-Lavet har ikke nær saa herlige Privilegier som andre Lav. Naar en Skrædder eller anden Borgermand enten er kjed af eller ikke kan leve ved sin Haandtering, saa bliver han Skribent, og ingen kan formene ham det; men lad en Skribent, som ikke kan leve ved sin Profession, sy Klæder for Folk eller holde Avktioner paa Børsen, da vil vedkommende snart sætte en Pind for dette Indgreb i deres Privilegier; og heraf kommer de mange Fuskere og Bønhaser, som findes i dette Lav, frem for i andre.

Skribenten er saaledes den Haandværksmand, som Hænderne ere allermest bundne paa, og hvor var det ikke at ønske, at vedkommendes Menneskekærlighed vilde forskaffe ham den samme Rettighed til at gjøre Indgreb i andre Lavs Privilegier, som disse have til at gribe ind i hans. Ingen vil vel nægte, at det jo var uendeligen bedre, om en forulykket Skribent fik Lov til at ernære sig med Saxen eller Sylen, om han kunde, end at han skulde sulte ihjel. Det synes overmaade rimeligt, at det aldrig har været Skaberens Vilje, at enkelte af hans Skabninger, som han har udrustet med sunde Lemmer og stærke Arme, skal omkomme af Mangel, blot førdi de ikke have Penge til at kjøbe sig Tilladelse til at bruge disse Arme til det, hvorved de dagligdags se tusende af deres Medmennesker at fortjene Livets Ophold. Naar enhver havde fuldkommen Frihed til at bruge sine Hænder, til hvad han kunde, da først vilde vores Haandarbejder med stærke Skridt nærme sig til Fuldkommenhed; vi skulde ikke se nær saa mange Fusker-Arbejder som nu; thi at Skrivefriheden frembringer saa mange usle og elendige Arbejder, dertil ligger Grunden ikke i denne Friheds egen velgjørende Natur, men i den overvejende Lyst, som utallige Mennesker have, til hellere at kjøbe og læse de slette end de gode Skrifter, naar man derimod ser alle andre 82 Haandværksfolk meget nøje paa Fingrene i Henseende til deres Arbejders Godhed og Nethed. Endnu én velgjørende Følge vilde Lavenes Ophævelse og en fuldkommen Næringsfrihed bringe med sig. Ikke nær saa mange Mennesker, som nu, vilde af Trang drives til at gribe til ulovlige Midler at ernære sig ved. Det var en Fornærmelse imod vedkommendes Forstand, om man tvivlede paa, at de ikke længe havde indset Rigtigheden af denne Sætning; da de altsaa kjende Mangelen uden at raade Bod paa samme, saa maa man tro, at de drage Fordel af andres Forbrydelser, og at de have hemmelige Aarsager til at lede deres Medmennesker ind i Fordærvelsens Afgrund, ligesom nogle Husværter maa have deres hemmelige Aarsager, hvorfor de i indfaldende Snevejr kaste det Bræt, som Ligger over deres Rendesten, op paa Fortovet, paa det at den ene af de igjennem Sneen opstaaende Jærnhager kan gribe fat om de forbigaaendes Fødder og kaste dem over Ende, da det bliver den anden Jærnhages Sag at lemlæste eller, efter Omstændighederne, at dræbe dem.*)

Sextende Kapitel.
Forklaring over, hvad denne Fortale vil sige.

Det er en afgjort Sag, og som Dagens Historie - for at bruge Dagens Sprog - tydeligen beviser, at enhver, som kan føre en Pen, skriver, og at alle de, som ikke kan forrette andet eller nære sig paa anden Maade, agere Skribentere. Saa utallige, som disse Skribentere ere; saa forskjellige, som * 83 de Materier ere, hvormed de øve sig; saa forskjellige maa ogsaa deres Hensigter være, og de Bevæggrunde, som drive dem til at øve dette Haandværk.

Avisskriveren maler sine Blade fulde for at kunne more Verden med hjemmegjorte Løgne, og uagtet han forud véd, at han i næste Blad maa igjenkalde samme, saa finder han dog alligevel en virkelig Spekulation derved, siden han ellers maatte mangle Materie til at fylde samme med. Det er ham en sand Glæde at kunne fortælle Verden sit eget Lands løgnagtige, ja endog ofte skandaløse Historie. Hver Sottise, som hans Nation begaar, er ham kjærkommen, thi den fylder hans Blade. Hans Hjærte fryder sig over at kunne berette den hele Jordklode, hvorledes Publikum - jeg siger dristig, med hans Tilladene: Pøbelen - har i en Olædesrus begaaet den Dumhed, at trække en ledig Vogn hen til Remissen; en Handling, som aldrig nogen kunde falde paa at udbasune undtagen en Avisskriver, som selv har været én af Stanghestene. Nej, Sagen forholder sig saaledes: Publikum trak Vognen, saa længe der var noget i den, som de troede at fortjene denne udmærkede Agtelse, og siden overlod Publikum den ledige Vogn til Pøbelen.

Historieskrivernes - vel at mærke, de nymodens Historieskriveres - Hensigt med deres Arbejde, er at blive læst i Ammestuer og at kunne more Kærlinger med sine Æventyrer, Aftenpostens at skaffe Tjenestepigerne noget at tale om ved deres Torvespand og siden at forsyne Urteboderne med Makulatur. Samlerne udgive deres adskillige Samlinger, fordi de, ligesom Vandbierne, finde det mageligst at leve af andres Arbejde; og Tilskueren maa skrive selv, rimeligvis fordi han ikke kan finde nogen habil Tømmermester, der vil paatage sig * 84 at tilhugge de Materialiei, som han bringer til Hus. Om ham kan man for det meste sige, hvad Erasmus Montanus siger om sin Broders Jakobs Vers: skjønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Udførelsen, som er det fornemmeste, fattes.

Recensenten - og dertil horer nu om Stnnder Folk af alle Professioner, lige fra den lærde af og indtil Hosekræmmeren - skriver, fordi et fatum inevitabile, eller en uundgaaelig Skæbne, har skrevet i Stjærnerne, at han skal berige Verden med sine lærde Arbejder: og da han véd, at den, der enten ikke kan eller ikke gider udarbejde noget nyt, dog altid er i Stand til og slipper lettest fra at opsøge andres Fejl, saa holder han sig ved dette Arbejde som det mogeligste. Disse Folk kan man med megen Rigtighed ligne ved en Flok Børn, som man paa Landet sætter omkring et Bord for at rense gule Ærter; de pille alle de sorte og ormstukne bort, og naar de kan komme til dermed, og ingen ser efter dem, saa luske de sig ofte til at tage nogle af de gode Ærter med, eftersom de véd, at alt det udpillede tilhører dem og er deres Legetøj. Ikke sjælden hænder det sig dog siden efter, at de blive uenige i Legen og slænge hinanden Ærterne i Øjnene, hvorved Forældrene kommer efter deres Bedrageri. Besynderligt er det ellers, at disse Folk aldrig kjedes ved deres Profession, skjønt den ikke indrenter dem andet end Had og Forfølgelse. Naar de en Gang ophøre med dette Arbejde, kan de næsten altid sige med Bødkerdrengen, der, i den Tid han gik til Konfirmation, bragte Præsten en Ballie; Præsten spurgte ham: "Hvad har din Fader fortjent med denne Ballie?" hvorpaa Drengen andægtig foldede sine Hænder og svarede: "Guds Vrede og Unaade, timelig Død og evig Fordømmelse."

En Satyrikus skriver for at høvle den hele Verden lige, uagtet han maa se paa, at der under hans Hovl springer én Knast ud efter den anden. Paskillanten for at hævne sig, ja ofte endogsaa uden at have Grund dertil, men blot fordi han hader alle Mennesker, og ønsker sig igjen at blive hadet af 85 alle for siden at kunne anse sig som Sandhedens Martyr. Komedieskriveren, for enten at blive applauderet eller og udpebet, hvilket meget ofte kommer ham ud paa ét; thi han kjender ogsaa Sandheden af det gyldne Ord:

- - - quaerenda pecunia primum est.

Poeterne - denne utallige Flok - skrive, fordi de maa skrive. Det er alle Mennesker bekjendt, at disse Folk i alle Verdens Aldere og i alle Klasser, baade gode og slette, ypperlige og maadelige, lige fra en Baggesen og Fritimernes Forfatter af, og saa dybt, som Tanken kan nedstige til en Fohlmann og Werning, alle have haft og endnu have Trang at kæmpes med. Kuns Frankrig har haft en Madame Tencin, * 86 hvis ædle Hjærte paatog sig at skjule hendes Tids Poeters Nøgenhed med Fløjels Buxer, en Prydelse, som næppe nogen dansk Poet, af Mangel paa slig en Beskytterinde, endnu har været i Stand til at bære. Disse Folk ere altsaa nødte til at skrive; kuns med den Forskjel, at baade Æren og Maven driver den første Klasse af dem til at arbejde, men den sidste Klasse begejstres alene af Tarmene; disse staa i Forbund med Døden og Doktorerne, og naar det hænder sig, at deres Bundsforvandte blive dem utro, saa maa de ofte sige, som Graveren til sin Kone: "Hvad skal vi nu faa at spise, da vi ingen Lig har?"

Kort sagt: alle Mennesker skrive; hver har sin Bevæggrund, og naar man hos en eller anden ikke kan angive nogen anden Grund, saa ligger den upaatvivleligen i Pernilles Ord, som jeg har valgt til Opskrift paa dette Nummer. De Folk, som ligge i en evig Fejde med hinanden, have ogsaa meget ofte ingen anden Grund for deres Kjeglerier end den, som Pernille angiver, skjønt man dog undertiden meget tydeligen kan skimte en anden Bevæggrund, i Folge hvilken de gjærne kunde sige med Advokaten: Splid er vor Fode.

Dog, om end al Verdens Skribenteres Interesse og Bevæggrunde vare nok saa forskjellige, saa stemme de dog overens i én Ting, nemlig deri, at de vil fortjene Penge ved deres Arbejde, hvori de ligne alle andre Haandværksfolk, der ikke vil arbejde omsonst. Man tage mig det ikke ilde op, at jeg kalder Skribentere Haandværksfolk; det er ingen fornedrende Titel for dem, thi da Erfarenheden lærer, at Skribenternes Hænder have haft langt mere at bestille med de nyeste Skrifter end deres Hoveder, saa man man ikke fortænke mig, om jeg lader Hænderne vederfares Ret, og ikke opløfter Hovedet paa deres Bekostning.

Er nu Skrivesygen bleven saa epidemisk og saa almindeligen udbredet, hvem kan da undres over den utrolige Mængde Titler, som vores Liter atur beriges med? Men naar den 87 store Holberg allerede i sin Tid, da Sygdommen endnu ikke var synderligen udbredet, ytrer Frygt for, at Verden en Gang maatte forgaa af bare Viser, hvilken usigelig Frygt burde da ikke vi i vores Tider svæve i? og hvor mange Gange burde ikke denne Frygt fordobles, naar vi til disse Millioner Skrifter vil lægge det uhyre Antal, som aarligen publiceres fra Banko-Kontoret! - Men dette fører mig i Erindring, at jeg er en Banko-Seddel, der skal fortælle mine Hændelser og ikke skrive Fortaler; Læseren faar altsaa skjænke mig den i Kapitelets Overskrift lovede Forklaring, eller og gjøre sig en selv.

Syttende Kapitel.
Fortsættelse af Levnedsbeskrivelsen.

Paa Vejen til Byen vandrede min Herre i dybe Betragtninger over sit saa højlig mislingede Tog og den mørke Udsigt til Fremtiden, som han havde for sig. Han havde, som forhen er sagt, i Begynderen af sin Næringsvej haft store og anselige Indkomster, som dog dagligdags vare formindskede, efterhaanden som han blev mere og mere bekjendt. Nu, da han mærkede, at han var kjendt af alle Mennesker, endogsaa uden for sin Cirkel og uden for Kjøbenhavn, hvor han boede; nu da han saa', at der var sat et Mærke paa ham, ligesom paa den anden Kain, nu angrede han for sildig, at han ikke havde levet lidet mere sparsomt, da han meget gjærne kunde have haft saa meget tilovers, at han kunde le ad hele Verden, i Steden for at al Verden nu vilde le ad ham og lade ham sulte. Det fejlede ikke, at der jo ogsaa nu og da opkom noget inden i ham, som han selv var saa redelig at kalde Samvittigheds Mindelser, der sagde ham, at en Formue, som var erhvervet 88 paa en uredelig Maade og ved andre Menneskers Ulykke, kunde ikke være langvarig. Han fandt vel denne Sætning bestyrket ved sit eget Exempel, men kunde dog ikke overtale sig til at antage den som en almindelig og uryggelig Sats, siden han kjendte adskillige, der havde erhvervet sig hele Tønder Guld paa en uredelig Maade og ved at ildsne Næsten, og dog havde disse Folk, ja Børnene efter dem, nydt Frugterne af denne Flid. Men en anden Sats troede han nu af egen Erfarenhed tillige med den Kundskab, han havde om Verden, at kunne anse som et Axioma, den nemlig: at det er kuns fattige Folk eller ulykkelige, der kan have Samvittigheds Mindelser; thi i hine Velstands Dage havde han aldrig følet nogen indvortes Bebrejdelser over sine Handlinger, som derimod nu i hans Ulykke begyndte at forurolige ham saa heftig, at han endog fristedes til at ville forkorte sine Dage. Men han betænkte, at han endnu havde to Rigsdaler i Lommen, og da alle Mennesker vare hans Fjender, saa kunde han umuligen overtale sig til at efterlade sine Fjender det ringeste Arvegods.

Vin glæder Hjærterne; det vidste min Herre, og for at igjentage denne Kur, som han saa ofte havde brugt, gik han ind i en Kro og begjærede en Flaske Vin, som strax blev ham bragt. Han trak Rynker paa Næsen ved det forste Glas, han smagte, og spurgte Kromanden, om han havde i Sinde at dræbe ham med sin forgiftige Vin? Kromanden paastod, at Vinen var upaaklagelig, at der kom fornemmere Folk i hans Hus, end min Herre var, og at de aldrig havde vraget hans Vin; at han nylig havde faaet den fra Kjøbenhavn; at hans Vintapper var lige saa ærlig og brav en Mand som han selv; og at det overalt stod Hr. A. frit for at levne saa meget i Flasken, som han behagede, hvilket alle honette Folk plejede at gjøre i hans Hus.

Hr. A., der ofte havde haft den Lykke at konfiskere Vine, vidste meget vel, hvorledes den ægte Bordeaux Vin falder paa Tungen; han forsikrede derfor, at han var en Mand, der 89 ikke saa let kunde bedrages med saadant opsmurt Tøj; at han tydelig kunde se Rottekrudt eller andet Djævelskab paa Bunden af Glasset, og at saadan Vin var den farligste Gift, fordi den dræbte langsomt. Kromanden vilde ikke indlade sig i vidtløftig Disput i denne Materie, men sagde, at han aldrig tvang nogen til at drikke i hans Hus, hvilket hans Samvittighed ikke tillod ham, men at man maatte betale alt, hvad man forlangte, enten man saa behagede at fortære det eller ej. Jeg har siden befundet, at Kromanden virkelig ikke havde opblandet sin Vin med andet end med noget uskyldig rent Vand, som han meget velmenende satte til, for at hans Gjæster, i Fald de skulde komme til en eller auden Ulykke, efter at de havde forladt hans Hus, ikke skulde have antagelige Grunde til at beskylde enten ham eller hans Vin for en saadan ulykkelig Hændelse.

Min Herre, hvis Samvittighed ikke tillod ham at skjænke Kromanden noget, besluttede nu at tømme sin Flaske; og da han havde besluttet at dø, og han med rette ansaa Vinen for en Gift, saa troede han, at han tillige opfyldte sine Pligter imod sig selv, naar han valgte den behageligste Dødsmaade.

Det smertede mig inderlig saaledes at erfare, hvorledes enkelte Mennesker af Gjerrighed eller andre Bevæggrunde lade sig forlede til at forgifte deres Medmenneskers Liv og lade dem drikke Døden, under det de tænke at opmuntre sig. Jeg er ikke bevandret i Stats-Regerings Systemet, og véd altsaa ikke, om der i Staten findes nogen Mand, hvis Pligt det er at have Opsigt hermed. Saa meget véd jeg, at der burde være en saadan Mand, og at denne Mand maatte være redelig, uegennyttig, menneskekjærlig og ikke magelig; det er at sige: han maatte ikke lade Vintapperne bringe Vinen hjem i hans Hus for der at prøve den. Foruden disse Sjæls-Egenskaber maatte han endnu have en og anden legemlig Egenskab, for Exempel: han maatte ingenlunde mangle Brugen af den i hans Embede saa uundværlige Sans, Smagen. Man vil vel undres over, om jeg endog foreslog, at en Mand, der ansøgte dette Embede, burde tydeligen bevise, at han havde denne 90
Sans i sin fulde Kraft. Jeg tør overhovedet paastaa, at det var meget fortræffeligt, om man ved alle Embeders Besætning lidet vilde tage Sollicitanternes Legems-Konstitution i Betragtning, da vilde Embeds-Pligterne bedre blive iagttagne. Embedet giver Forstand, siger Rabener, men et dueligt Legeme kan det ikke give. Det kan ikke give en stokblind Revisor sit Syn, og en Mand, som vejer ti Centner, kan det ikke gjøre til en duelig Kurér. Der gives Betjente i Staten, hvis Pligter medføre, at de i det mindste maa have fire Sanser i sin fulde Kraft. Naar jeg nu kan bevife, at disse Folk, om end ikke totaliter, saa dog for en meget stor Del, mangle Synet, Hørelsen, Folelsen og Lugten, saa vil man let kunne slutte sig til, hvor højligen de ere at undskylde, om de befindes at forsømme sine Pligter. De nødvendige Sjæls-Egenskaber besidde disse Folk, det er sandt, og deres Menneskekærlighed er saa stor, at den endog udarter i en overdreven Kjærlighed til Næsten Er en Mand barbarisk nok til at sætte en Hund i Fare for at forkøle sig paa Gaden, da kan han være vie paa, at de nidkjære Betjentere sorger for, at han kommer til at lide sin fortjente Straf for sin Grusomhed. Hvor var det ikke at ønske, at disse saa ædeltænkende Folk havde deres fuldkomne Syn, at de kunde se de elendige nøgne Børn, som Forældrene ere grusomme nok til at jage ud i den haardeste Frost for at sidde plat ned i Sneen paa Gader og Torve, og der, ved noget, som de kalde Sang, tilbetle sig Folks Barmhjærtighed! hvor var det ikke at ønske, at disse Betjentere havde Hørelsens Brug, paa det at de kunde høre de ynkelige Skrig, som de Børn, der bæres omkring af mere menneskelige Mødre, udstøde i den stærke Kulde! Hvor var det ikke at ønske, at de havde Folelsens Brug, paa det at de, endog i deres Frakker og Pelse, kunde fole, hvorledes disse umyndiges spæde Legemer maa svide! da vilde de vist sørge for, at Gaderne i det mindste ikke bleve oversvømmede af andre Tiggere end dem, der have Kræfter til at imodstaa Kulden. End videre maatte man af Kjærlighed til sig selv og sine Medmennesker ønske, at disse 91 Folk ikke manglede Næserne, eller i det mindste deres Brug, da vilde man være aldeles vis paa, at Natvognene ikke fik Lov at forgifte Atmosfæren for alle dem, der ikke ere forbundne til at gaa til Sengs efter Tappenstregen, og at det ikke tillodes dem at efterlade sig saadanne Spor, der især om Sommeren befænger Luften den hele følgende Dag.

Alt det oven anførte kan virkelig give Anledning til megen Eftertanke, naar man vil betænke, hvor stor Indflydelse saadanne Omstændigheder, som kuns den letsindige og den nederdrægtige holder for at være ubetydelige, virkeligen have, ikke alene paa de nu levende Menneskers Liv og Helbred, men endog paa de kommende Slægter. Maa man ikke gyse ved at tænke paa, at de Vare, som alle, men især de fattige, nødvendigen maa have til Livets Ophold, ere saaledes fordærvede og forfalskede, at de blive til en virkelig Gift? - Thi det er ikke Vinen alene, som nu om Stunder forplumres, men den menneskelige Vittighed har opfundet den Kunst at fordærve og forfalske alle mulige Ting. Maa man ikke skrækkes ved at tænke paa, at det ene Menneske kan og vil, paa en næsten lovlig Maade, dræbe og omkomme det andet med to Skillings Værdi, og at man derimod ikke kan helbredes uden for enorme Summer? at man kan faa en dræbende Gift næsten for intet, og at mangen en Doktor næppe vil skrive en Recept paa en Lægedom for en Dukat? at man kan arbejde paa Folkeformerelsen og lade Børn fryse ihjel paa Gaderne? at Folk, som Monarken tiltror Menneskekærlighed, og i hvis Hænder han betror en Del af sine Undersaatters dyrebare Liv, kan være Aarsag i, at der snart ingen Plads mere er tilovers i Hospitaler, Sygehuse og paa Kirkegaardene?

Her er atter en Udsvævelse, som vel ikke alle mine Læsere ere fornøjede med. "Det er en forhærdet, afskyelig Vane," hører jeg nogle strænge Dommere sige, "saaledes at søge idelige Anledninger til at forlade sin Materie for at sladre om Ting, som slet ikke høre der hen. Slige Skribentere ligne de sjællandske Bønder, naar de kjøre fra Torve; de krybe af Sted 92 som Sneglene, men maa nodvendig ind i hver Kro, som de forefinde, for at vrævle en halv Time bort og at fortære for et Par Skilling." Nu vel, svarer jeg, lad saa være; at ligne den sjællandske Bonde er dog ikke saa stor en Sknm, som mine Hr. Dommere indbilde sig; og jeg undser mig saa lidet derved, at jeg endog aabenhjærtet vil tilstaa ham, at jeg endnu i én Ting ligner Bonden, nemlig deri, at jeg lunter min Tur fort uden at bekymre mig om, hvnd han siger, da jeg véd, at han hverken er min Forvalter eller Ladefoged.

Da Vinen var uddrukket, skulde min Herre betale den. Det faldt i min Lod at forlade ham, hvorved jeg kom i Kromandens Vold. Hr. A. fik nogle Smanpenge tilbage, hvorpaa han gik sin Vej og spaserede videre fort til Kjøbenhavn.

Jeg har siden haft Lejlighed til at blive underrettet om denne Mands Hændelser lige til hans Død, og da jeg formoder, at det ikke vil være mine Læsere ubehageligt, at vide noget mere om ham, saa vil jeg her give et kort Udtog af hans øvrige Levneds-Historie, hvilket synes mig bedst at kunne ske i et nyt Kapitel.

Attende Kapitel.
Hvori jeg hølder mig til Historien, uden sunderlig
at skeje ud.

Han kom lykkelig og vel til Byen, hvor han strax begyndte at forsøge paa, om han ikke kunde drive sin forrige Profession, men han befandt snart, at det var ham umuligt selv at leve længere ved denne Haandtering, hvori han var bleven saa almindelig bekjendt, end sige dermed at føde Kone og Børn. Han havde intet Haandværk lært, var alt for magelig og stolt til at save Brænde eller agere Strandkadet, og altsaa hverken * 93 kunde, maatte eller vilde han arbejde sig paa en ærlig Maade igjennem Verden. Men han var, som Læserne allerede for længe siden vil have mærket, en sand Genimand, der let udfandt, at Skribent-Professionen var en af de frie Kunster, som alle og enhver kunde drive uden at være bunden ved Lavsartikler eller andre trykkende Baand. Han havde vel aldrig skrevet andet i sine Dage end en Del Breve og nogle Vexler, medens han var Kjøbmand; men han vidste, at der vare mange Skribentere, der ikke vare i Stand til at strive et Brev, ja ikke engang at bogstavere deres Modergmaal ret, og følgelig kunde han gjærne, uden for megen Stolthed, tiltro sig at blive et Lys i den lærde Verden.

De skjønne Videnskaber bleve den Mark, som han besluttede at pløje; thi andre Ting turde han ikke give sig i Færd med. Han vidste, at dette var det Overdrev, hvori alle Literaturens Svin rode; at Gjærderne og Indhegningerne der omkring ere saa lave, at den største Klods kan springe derover; at ethvert Kreatur græsser der i en fuldkommen Frihed uden at frygte for at blive tøjret eller at faa en Ring i Næsen, hvorfore han ogsaa besluttede at søge sin Fode paa denne Fælled. Saa klog var han dog, at han ikke, efter andres Exempel, strax vovede sig til at gaa ind i en saa vidtløftig og vildsom Mark, men besluttede først at skaffe sig nogen Kundskab om dens Topografi og Beskaffenhed. Lykken var ham saa gunstig, at han snart fandt et Middel til at opnaa denne Hensigt uden megen Møje, og paa en Maade, hvorved han tillige kunde underholde sig. Han blev antaget som Bud for at bringe nogle Ugeblade omkring i Byen til Subskribenterne. Disse læste og studerede han, og det varede ikke længe, inden han kom efter, at den hele Kunst at skrive et Ugeblad bestaar deri, at man omhyggelig samler alle de Æventyrer og Anekdoter, som man kan faa fat paa, digter selv i Mangel af virkelige, koger gamle Sager op i en ny Sance, plyndrer gamle Bøger, indbyder andre til at hjælpe sig, og besynderlig deri, at man dygtig skjælder og smælder paa de Folk, som enten ere et Hoved 94 højere end vi, eller som vi af andre Aarsager ikke kan lide. Og naar man heri blander noget Kryderi og Smiger for de store eller dem, som vi ere bange for kunde gjøre os Skade, og naar man lader sin Pen være et Ekko af, hvad der siges i de fornemme Cirkler, saa har Ugebladet alle de Fuldkommenheder, som det efter Tidernes Tænkemaade bør have. Er man endnu dristig nok til at fylde Bladet med et godt Kvantum Egenros; anfører Forfatteren selv alt, hvad andre Folk, af en Hændelse, kunde have sagt til Berømmelse for ham; og véd man i Særdeleshed at skjule sin Nøgenhed med laante Fjere, o! da er Bladet mageløst og guddommeligt i det mindste for en Tid; thi om det endog siden vandrer til Urteboden, det skader ikke. Forfatteren har dog opnaaet sine jævnliges Udødelighed.

Til ubodelig Skade for Literaturen fik Hr. A. ikkuns Tid til at studere de forste Grunde i denne Videnskab, uden at kunne komme ind i det fine af Kunsten; han blev afsat fra sin Tjeneste, fordi man erfarede, at han benyttede sig af den Lejlighed, han havde at komme i mangfoldige Huse, til at agere Spion, og drive sin forrige Næringsvej. Et andet Bud maatte anskaffes, i Fald Forfatterne af Ugebladene ikke vilde vente, at Subskriptionerne bleve dem opsagte.

Nu satte han sig selv ned, aabnede et Værksted og udgav et Ugeblad. I Begyndelsen havde han meget lidet Astræk derpaa; thi dels havde han givet Bladet en alt for simpel Titel, dels var det alt for tørt og lidet morende, dels vidste han heller ikke det Kneb, at forandre Titelen paa Bladet hver ottende Dag, hvilket Kneb altid giver en Forfatter Anseelse af det største Geni i Verden. Han var altsaa nødt til at skrive Viser, hvormed han meget kummerligen nærede sig for en Tid; thi den ringe Betaling, Bogtrykkeren gav for en Vise, var ofte ikke tilstrækkelig til et Maaltid for ham og hans Familie. Efter nogen Tids Forløb fandt han paa at blande Paskiller i sine Ugeblade, og aldrig saa snart blev dette bekjendt, før end der 95 strømmede Subskribentere ind til ham fra alle Kanter. Saa længe hans Modstandere fandt for godt at svare ham, levede han i Overflødighed ved denne Skrivemaade; men det varede ikke længe, før end alle Mennesker foragtede hans Skrifter, og ingen værdigede ham et Svar. Nu var han altsaa nødt til at holde op med sine Paskiller, ligesom Hunden holder op at bjæffe, naar man ikke bryder sig om ham; men dermed faldt ogsaa hans Ugeblades Kredit; Subskribenterne forlode ham, og han var nødt til at standse midt i sit Løb.

Aldrig saa snart var Ugebladet ophørt, før end der maatte tænkes paa en anden Næringsvej, og Hr. A. fandt endnu en Udflugt: han blev Recensent. Man erfarede strax, da han satte sig paa sit Dommersæde, at han havde alle dertil hørende Egenskaber. Ligesom de Ostrogothiske Journalister, der toge et Pund Majmaanedssmør og en Snes Æg, for at rose Marki Rustigraphes Afhandling om at fede Kalkuner og at kjærne Smør, saaledes roste ogsaa Hr. A. alle de Forfattere, der betalte ham. Alle andre Forfattere derimod lastede han i Flæng, uden Hensigt til andet end til private Omstændigheder, der ikke mere stode i Sammenhæng med deres Skrifter, end han selv stod i Forbindelse med Kaptajn Pascha. Ofte hændte det sig, at han, efter en Maaneds Forløb, roste det, som han før havde lastet, og saaledes tvært imod. Det traf sig for Exempel én Gang, at en uforskammet Skomager havde stævnet ham for et Par Støvler, som han blev dømt til at betale; nu havde den arme Skomager just i samme Tid skrevet en liden enfoldig theologisk Afhandling, hvilken Hr. A. ikke glemte i sit næste Blad paa det ynkeligste at hudflette. Nogen Tid efter, da vores Recensent begyndte at træde Elementerne alt for nær, forærede den samme Skomager ham et Par nye Saaler, og til Belønning derfor havde Skomageren den Glæde, at han i det næste kritiske Blad læste en Recension over en Afhandling * 96 om Kometer, hvori han fandt sit theologiske Skrift nævnet med udmærket Berommelse og sig selv sat i Klasse med Dannemarks lærdeste Mænd. Hans Recenseremaade var ellers ret compendieux og magelig. Med Bedømmelsen af en Roman, en Komedie, en Visebog, en Samling Vers og en Prædiken kunde han underholde sine Læsere i tre, fire ja flere Nummere, hvad enten han saa roste eller lastede samme. Naar derimod en betydelig Bog, eller et vidtloftigt Værk skulde anmeldes, da fulgte han viseligen det kloge Raad, som Kærlingen gav Erobreren Tamerlan: ikke at gribe for dybt i Suppeskaalen, for ikke at brænde sig. Han lod sig nøje med at anmelde dette Skrift og efter Omstændighederne at rose eller laste det, uden at anføre Grunde for nogen af Delene, og dernæst gav en Fortegnelse paa Kapitlernes Indhold eller paa Trykfejlene, saafremt Forfatteren selv havde givet det første. Nyheden gav ham god Fortjeneste ved dette Arbejde, saa længe til kloge og skarpsindige Folk indsaa Usselheden i hans Kritik Disse lastede vel ikke Bladene offentlig, thi det holdt de ikke for at være dem værdigt, men derimod bleve de desto eftertrykkeligere kagstrøgne af den Sværm Dosmere, der, ligesom Planeterne omkring Solen, bevæge sig om en klog Mand og laane Lys fra ham. Hermed var hans kritiske Rige røget i Lyset, og hans Dommer-Embede havde en Ende.

Nu fandt A., at der var intet andet tilbage for ham end at blive Projektmager. Denne Vej havde han set saa mange Mennesker gaa, og af deres Exempel befundet, at den ikke aleneste plejede at føre til den simple Underholdning, men endog ofte til Ære, Velstand og Embeder Han lagde sig derfor efter at udarbejde Planer til adskillige Forslag, angaaende Fabrikkers Ophjælpning, National-Gjældens Formindskelse, Silke-Væveriers Anlægning i Finmarken og en Land-Milities Oprettelse i Grønland. Men det af hans Forslag, som han selv ansaa for sit Mesterstykke, det, hvorpaa han havde anvendt en utrolig Flid og Arbejde, var just det, der foraarsagede hans Ulykke. Han havde forsattet en Beregning over 97 Fordelene af at flytte Islænderne ned til Danmark om Vinteren, samt at gjøre Futteraler til deres Huse, som maatte blive staaende tilbage, ligesom ogsaa over Gevinsten ved en Banks Oprettelse i Island og paa flere Steder. Da Forslaget var færdigt, foreviste han det for en af sine Patroner, hvis første Spørgsmaal til ham blev: "Hvad Landsmand er De, min Ven?" - "Jeg er født i Danmark," svarede A. - "Det gjør mig sandelig ondt," sagde Patronen, "thi det bliver altsaa en Umulighed, at deres Plan kan antages. Der er allerede indleveret Forslag herom af adskillige Tyskere, og at disse bør have Fortrinet, det vil De dog vel ikke nægte, saa meget mindre, fom deres Planer ere i adskillige Dele fuldkomnere, eftersom én af dem endogsaa har forøget sin indgivne Plan med det ypperlige Forslag, at sætte Kiler i Island og kløve Landet til Sorenskriverier." Herpaa gik Patronen sin Vej og lod A. blive tilbage i den dybeste Bedrøvelse over at se sig selv nødt til at sulte ihjel paa den Landevej i hans Fødeland, hvor Udlændingerne fandt dækkede Vorde overalt.

Stop lidet, kjære Læsere! her nødes jeg til at opvarte dig med nogle korte Betragtninger og en Anekdote, som egentligen efter Ordenen først burde fortælles i en senere Periode af mine Hændelser. Gider du ikke læst denne Anekdote og disse Betragtninger, saa spring det næste Kapitel over indtil Slutningen, hvor du vil forefinde Enden af vores Vens A's Levnedsbeskrivelse.

Nittende Kapitel.
Hvori alt det fortælles, som staar i den sidste Mening
i det forrige Kapitel.

Den danske Nation har altid været bekjendt for sin Artighed og Føjelighed imod fremmede Nationer. Naar en Dansk kommer udenlands, antager han strax den Nations Skikke og 98 Levemaade, som han er iblandt; han lærer Folkets Sprog og danner sig saaledes efter det Land, hvori han opholder sig, at det ofte hænder sig, at man holder ham for en indfødt. Nu kommer han hjem igjen, og da gjælder det, om han har rejst som en fornuftig Mand eller som en Nar. Nu bliver han da enten Dansk igjen, eller og bliver han en Udlænding i sit eget Fødeland. Lige saa artig, som han har vist sig imod den hele fremmede Nation, i Følge en Pligt, som intet i Verden kan fritage ham for, lige saa hoflig og tjenstfærdig bliver han imod ethvert fremmed Individnum, som han siden finder i sit eget Land; knns Skade, at dette virkelig gode Karaktertræk hos den danske Nation for det meste udarter i det overdrevne. Nu spørges: Viser Udlændingen samme Artighed og Høflighed imod den danske Nation her i Landet? At besvare dette Spørgsmaal med et deciderende og almindeligt Nej vilde være at fornærme nogle enkelte iblandt os boende fremmede, der unægteligen iagttage denne deres Skyldighed imod et Land, der begegner dem meget ofte endog med en Distinktion, som kan siges at fornærme Landets egne Børn. Men sætter mnn disse faa Undtagelser til Side, da kan Spørgsmaalet uden Modsigelse besvares med et Nej. Enten den Ringeagtelse, som Udlændingen næsten altid viser os, endogsaa i vores eget Land, rejser sig af vores egen Fejl eller af andre Aarsager, det vil jeg ikke her undersøge; men saa meget kan man dog nok med Vished sige, at vores egen Kjærlighed til alt, hvad fremmed er, den Tillid, som vi have berøvet vores egne Landsmænd for at ikiænke Udlændingen samme, den Understøttelse, som fremmede næsten altid have nydt her i Landet frem for Indbyggerne, vores alt for meget indbildte Trang til at se ved andres Lys og vores Lettroenhed til at tro alle de schone Raritäten, som en Landstryger lover os, har gjort meget til at sætte Landet vidaabent for alle de omløbende Bedragere, som Sult eller andre Omstændigheder jage ud af deres Fædreneland.

Ved at bestemme Udlændingers Pligter imod os her i vores eget Land maa man lægge Mærke til tre forskjellige 99 Klasser af Udlændinger, som alle have ganske forskjellige Pligter imod os at iagttage, og af hvilke vi altsaa have ganske forskjellige Rettigheder at fordre. Nogle ere af den Beskaffenhed, at de slet ikke behøve at gjøre Regnskab for nogen her i Landet for deres Handlinger. Saadanne ere fremmede Ministre eller deslige akrediterede Personer, hvilke dog gemenligen ere saadanne Folk, der indse, at deres egen Ære og Agtelse beror paa at udøve, imod enhver især og det hele i Almindelighed, de Menneskeligheds og Anstændigheds Pligter, som man, i Betragtning af deres Kvalitet, ikke har fuldkommen Ret til at kræve af dem. De have dog deres Overhoveder hjemme i deres egne Lande, som ikke tillade dem ustraffet at begaa Forbrydelser iblandt fremmede, hvorfore man maa lukke Øjnene for smaa Fornærmelser, naar de iblandt kunne indløbe; og skulde saadanne Personer endog undertiden være ublu nok til at foragte den Nation, hvoriblandt de opholde sig, saa kan man troste sig dermed, at den Klasse af Mennesker, hvoraf disse Personer i Almindelighed tages, er i alle Lande anset for ikke at have saa mange Kundskaber, saa dybe Indsigter og saa stor universel Redelighed, at de nogen Sinde kunde eller vilde lade nogen enkelt Person, end sige en hel Nation, vederfares Ret.

Til den anden Klasse høre de Folk, som komme her ind for at opholde sig en kort Tid i Hensigt at lære at kjende Landet, eller at se sig om, eller blot for at depensere Penge, uden at de behøve at fortjene sit Ophold her*). Disse ere vel ikke saa uindskrænkede som de af den forrige Klasse; de * 100 have flere Pligter at iagttage imod det Land, hvortil de komme, og ikke saa mange Rettigheder at fordre. Uartigheder og Fornærmelser bør man vel ikke taale af dem, men der gives dog smaa og ubetydelige Friheder, som man ikke vilde tillade en Landsmand, og som man dog kan se igjennem Fingre med hos dem, i Betragtning af deres Hensigt med Rejsen og den Nytte, de virkelig gjøre Landet ved at bringe nogle Penge her ind for lidet at kontrabalancere de enorme Summer, Som vi aarligen i den samme Hensigt udbringe, samt den Ære, det er for ethvert Land, at fremmede dog finder noget deri, som kan trække deres Opmærksomhed til sig.

Men til den tredje Klasse hører den utallige Skare, der, ligesom Græshopperne i Ægypten, fores over Havet her ind for at æde Landets Grøde fra Landets Børn, for at finde det iblandt os, som de ikke kunne finde hjemme, nemlig deres Underholdning*). Enhver Uforskammenhed af dem er utaalelig; ethvert dristigt Udtryk bør revses føleligen. De bør lære at være taknemmelige, fordi man taaler dem; de bør være glade over, at man ikke engang nedsætter deres Kaar langt under Indbyggernes; de bør tugtes, naar de ikke ville lære Landets Sprog og danne sig efter Landets Sæder; med ét Ord: de bør lære at glæde sig over den Lykke, de nyde i et Land, der upaatvivleligen bærer mere end stedmoderlig Omsorg for dem, som dog var det højeste, de kunde gjøre Fordring paa. Enhver Bedrager, der paa en lumsk og underfundig Maade stjæler Brødet fra Indbyggerne; enhver Vindmagere, som lover med prægtige Ord de Ting, som han forud véd, at han ikke kan holde, bør demaskeres, og hans Nogenhed blottes. Det er enhver ærlig dansk Borgeres Pligt at gaa paa Jagt efter slige Rovdyr, ja at lade dem sulte ihjel, naar de ikke vil bekvemme sig til at nære sig redelig og at vise deres * 101 Taknemmelighed, fordi det tillades dem at spise af det Fad, hvorved et af Landets egne hungrige Børn gjærne ønskede at staa.

Disse Betragtninger have ofte svævet mig i Tankerne, men bleve bragte tilbage ved at høre tale om det, som Ugebladet Samleren har anført om et Plagiat, hvormed en Udlænding, en vis Magister Friderich Joseph Pallini, alias Palliafini eller Mortzini, har villet bedrage det danske Publikum, der nu i nogle Aar har været saa ædelmodig at taale ham iblandt sig. Jeg erindrer, at jeg en Gang ved en Art af Almisse kom i denne Mands Hænder, men forblev der kuns en eneste Dag, hvorudover jeg ikke fik Lejlighed til at lære at kjende denne Mand saa nøje, som jeg nu kunde ønske. En Anekdote maa jeg berette, som kan tjene til Oplysning, om han er i Stand til at bedrage Folk med Plagiater eller ikke*).

* * 102

Strax efter, at han var ankommen til Kjøbenhavn, lod han offentlig bekjendtgjøre, at han vilde give Undervisning i mangfoldige Videnskaber og Sprog, hvoriblandt ogsaa det russiske befandtes, som han foregav sig at forstaa af Grunden, siden han i tolv Aar havde opholdt sig i Rusland. En Mand, som ønskede at lære dette Sprog, indfinder sig hos ham, begjærer hans Undervisning og tilstaar ham i Salarium alt, hvad han selv forlangede. Undervienings-Tiden kom, men Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini indfandt sig ikke. Manden begav sig til en her i Staden boende agtværdig Mand, som havde været ædelmodig nok til at forunde Hr. Magisteren megen Understøttelse i sine betrængte Omstændigheder. Denne lovede at erindre Magisteren om sin belovede Information, men forgjæves! han indfandt sig ikke. Omtrent halvandet Aar derefter fik Manden Indfald at forsøge Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini i Henseende til hans Styrke i Sproget, som han nu havde nogen Tvivl om. Han gaar til Magisteren med nogle Papirer i det russiske Sprog og beder ham forklare samme. Magisteren undskyldte sig med sine Studeringer, sigende, at han vel vilde oversætte dem, naar de maatte blive hos ham et Par Dage. Dette sker, og et Par Dage derefter fik Manden en 103 tysk Oversættelse deraf, hvori han maatte betale hvert eneste Bogstav*). Kort derefter talte Manden med en anden Person, til hvilken Hr. Magister Friderich Joseph Pallini alias Palliafini eller Mortzini havde været nødt til at tage sin Tilflugt for at faa det oversat, som han ikke selv forstod, uagtet han havde været dumdristig nok til at lade de offentlige Trompeter udbasune sin Duelighed deri**).

Men denne Anekdote maa ikke lede mig videre bort fra min Plan. Jeg kommer altsaa tilbage til min forrige Helt, for at slutte hans Levnede Beskrivelse.

Alting havde nu slaaet fejl for Hr. A., intet vilde lykkes ham mere, og det syntes, som hele Verden vendte ham Ryggen. Hvad var her nu at gribe til for Manden? Sandelig intet uden Geniernes almindelige sidste Tilflugt: Melankoli og Brændevin. Disse to Ting greb han ogsaa fat paa med begge Hænder for derved at holde sig, uden at betænke, at de kuns hæve et Menneske lidet og for en meget kort Tid, for siden desto eftertrykkeligere at kunne nedtrykke ham. Mandens naturlige Komplexion var dog saa grundstærk, at disse hans tvende Fjender snart indsaa, at de umuligen alene kunde faa Bugt med ham, hvorfore de nødtes til at tage sin Tilflugt til Lovene.

* * 104

De indgik derfor en Triple-Alliance med Tallotteriet, og nu blev Magten ham saa aldeles overlegen, at det ikke varede længe, før end man fandt ham hængende død i sin sidste Halsklud.

En meget bedrøvelig Hændelse! hvoraf jeg gjærne kunde overlade mine Læsere selv at uddrage nyttige Lærdomme, saafremt jeg ikke frygtede for, at man skulde forfejle Hoved-Moralen, der kortelig er denne: at vedkommende mægtige, der saa ivrigen beskytte og forfægte Tallotteriet, herefter omhyggeligen maa sørge for, at ingen faar Lov til at tage Livet af sig selv, saa længe som han endnu ikke har spillet sin sidste Halsklud bort.

105

Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 6.

Ces gens, qui, par une âme à l'intérât soumise,
Font de dévotion métier et marchandise,
Et veulent acheter crédit et dignités,
A prix de faux clins d'yeux, et d'élans affectés,
Ces gens, dis je, qu'on voit, d'une ardeur non coramune,
Par le chemin du Ciel, courir a leur fortune,
Qui, brulans et prians, demandent chaque jour
Et prêchent la retraite au milieu de la cour.
Qui sçavent ajuster leur zèle avec leurs vices,
Sont prompts, vindicatifs, sans foi, pleins d'artifices.

Molière. Tartuffe.

Tyvende Kapitel.
En opbyggelig Samtale.

Saa snart Hr. A. var gaaet ud af Døren, bragte Kromanden, min ny Herre, mig hen til sit Chatol, hvor han lagde mig iblandt en Hoben andre Bankosedler, og stoppede dem alle sammen i sin Lomme, hvorefter han gik ud i Gaarden for at beordre sin Karl at sadle en Hest, eftersom han strax vilde ride til Herregaarden og betale Forvalteren nogle Penge for en Tiende.

En Alarm med en Vogn, som kom kjørendes og holdt uden for Kroen, lokkede min Herre ind i Stuen igjen, og aldrig saa snart havde han set ud af Vinduet, hvem de fremmede vare, før end jeg hørte min Herre udstøde disse Ord: "Har vi ikke der den fordømte Karl igjen!"

* 106

Døren aabnedes, og en Mand traadte ind i Stuen, klædt i en brun Frakke med sorte Knapper i samt en sort Fløjels Kabuse paa Hovedet; og bag efter ham kom et ungt Menneske af omtrent tyve Aars Alder.

Ved at betragte Mandens ærværdige Udseende og hans Klædedragt, skulde man strax falde paa den Tanke, at han havde været en Provst, eller i det mindste en Præst, og dog var han ingen af Delene, ja han hørte ikke engang i mindste Maade til Gejstligheden, men var en der i Egnen boende Fabrikør, hvilket jeg erfarede af den efterfølgende Samtale, der forekom mig aldeles besynderlig og lærerig, hvorfore den ogsaa indprentede sig saaledes i min Hukommelse, at jeg er i Stand til at levere Læserne den saa fuldstændig, at de ikke skal tabe en Tøddel deraf.

Kromanden.

Se, god Dag, min kjære Broder! velkommen tilbage fra Kjøbenhavn.

Den brune Mand.

Gud velsigne dig og dit Hus! men Himlen bevare mig fra at faa endnu en saadon Forskrækkelse som den, jeg har haft i Dag! den vilde lægge mig i Graven.

Kromanden.

Har du væltet? eller har Hestene løbet løbsk med dig?

Den brune Mand.

Nej, det var ikke saa vel. Det kunde have været, hvad det var - vist nok farligt, men ved Forsynets Naade kunde man dog have sluppet vel af en saadan Fare.

Kromanden.

Du gjør mig ganske forskrækket. Hvad er det da? for alting sig mig det snart.

Den brune Mand.

Hør nu da: en halv Mil her fra ved et Led traf vi en Mand af et fælt og skummelt Udseende.

Kromanden.

Dog vel ikke en Røvere? Vi plejer ellers at være fri for saadanne Personer.

Den brune Mand.

Nej, meget værre; det var en Tigger, som lukkede Ledet op for os og bad os om en Almisse.

Kromanden.

Naa, og saa videre.

Den brune Mand.

Jeg, der sad indpakket i mine Rejseklæder, saa at jeg ikke uden megen Besværlighed kunde 107 komme til Penge, ynkedes over ham og gav ham i Guds Navn - min Velsignelse.

Den unge
(afsides).

Den feder forbandet lidt i disse Tider.

Kromanden.

Naa! var han fornøjet dermed?

Den brune Mand.

Nej, tænk en Gang, min kjære Broder! hvor ugudelig og syndig Verden er, han svarede mig, at han hellere vilde have en Skilling end min Velsignelse.

Kromanden.

Det vilde jeg, paa min Sjæl! ogsaa.

Den brune Mand.

For Himlens Skyld, min kjære Broder! tal ikke saa bespotteligt, ellers maa jeg forlade dit Hus. At foragte Guds Velsignelse - kan man tænke sig noget afskyeligere?

Kromanden.

Nej, min Broder! du tager fejl, det var ikke Guds Velsignelse, han foragtede, men det var din; den Velsignelse, du kunde give ham med Munden, kunde slet ikke hjælpe Manden, men med din Skilling kunde du hjælpe ham. Dog, det er altid Gnierens Udflugt: at Velsignelse er bedre end Almisse, thi den første koster ham kuns et Par Ord, som han mener lige saa lidt med, som han har i Sinde at give noget bort, fordi han tager sin Pung op af Lommen. Men, lad os tale om noget andet! Skal du ikke have noget at leve af, medens dine Heste puster?

Den brune Mand.

Nej, du skal have Tak, Broder, jeg har nylig spist.

Kromanden.

Det kan vel være, men jeg kan se paa din Søn, at han behøver noget Er det ikke sandt?

Den unge.

Jo, jeg kan ikke nægte, at jeg jo har Appetit.

Den brune Mand.

Det er forskrækkeligt; æde og drikke, det er det eneste, som unge Mennesker nu kan gjøre.

Kromanden.

Ti du kun stille, thi bande du og jeg har selv været unge, og haft Appetit. Desuden er han jo intet Barn, lad ham kuns i saadanne Ting raade sig selv. Vi skal nok faa noget at leve af, uden at det skal koste dig noget, thi det er dog nok Hovedknuden.

Nu gik Kromanden ud, og skaffede Mad og en Bouteille 108 Vin ind. De satte sig til Bords, og den brune Mand spiste, saa at Taarene stode ham i Øjnene. Samtalen blev derpaa fortsat saaledes, som følger:

Kromanden.

Har du ellers udrettet noget godt i Kjøbenhavn?

Den brune Mand.

Mit ene Ærende blev, Gud ske Tak! vel udrettet; men det andet, - o! jeg er et syndigt Menneske og har rigtignok fortjent megen Tugtelse; men dette er dog for haardt - hvem Gud vil straffe føleligt, den giver han ulydige Børn.

Den unge
(bliver ganske rød).

Min bedste Fader! hvormed har jeg dog fortjent saa ubarmhjærtig en Medfart?

Den brune Mand.

Ti stille, ugudelige!

Kromanden.

Men hvad har han da gjort? Det er vel lige saa slemt som med Tiggeren? Drik en Gang.

Den brune Mand
(drikker).

Jeg har anvendt alt for at gjøre ham til et skikkeligt og gudfrygtigt Menneske; jeg har villet lade ham lære Theologien, som skulde lede ham til Salighedens Vej, og haabede en Gang før min Død at se ham i den gejstlige Stand som en ærværdig Gnds Ords Lærere. Men -

(drikker).
Kromanden.

Knøsen vilde vel ikke som du? Det var en stor Ulykke!

Den brune Mand.

Ja! maa du ikke nok sige det. Ja, det er en Bekymring, som ingen kan røle uden den, der har ulydige Børn. Nei! Knøsen vil med Djævels Magt - Gud forlade mig - være Jurist.

Kromanden.

Hvad kan det skade? der ere jo brave Folk iblandt dem, ligesom iblandt andre Stænder.

Den brune Mand.

For Guds Skyld! sig ikke det; nej! de ere alle Satans Børn, og ingen Jurist kan være virkelig igjenfødt. Men det, som er det værste - Moderen holder med Knægten.

Kromanden.

Det gjør hun, Fanden tage mig! ret i.

Den brune Mand.

Tal dog uden at bande. - Jeg har formanet ham, bedet ham, pryglet ham og sluttet ham 109 inde; men han vil sejle sin egen Sø, og Moderen - ja, hun tænker ikke paa, hvor smerteligt det maa være at se sit eget Barn løbe Helvede lige i Struben.

Kromanden.

Spørgsmaal, hvem der er Helvede nærmest, enten Sønnen eller Faderen?

Den brune Mand.

Ja, vi ere alle syndige Mennesker og fortjente intet bedre (drikker). Nu da, siden jeg ikke kan faa Bugt med ham, saa maa jeg da resolvere til at lade ham faa sin Vilje. Jeg lader ham da lære alt det ugudelige Tøj, som udfordres til hans Examen, og nu, da jeg kommer til Byen med ham, for at lade ham eyaminere, saa siger mon mig, at Sxamen er udsat i tre Maaneder*).

* * 110
Kromanden.

Ja! det var nok en stor Ulykke.

Den brune Mand.

Er ikke en Fader ulykkelig, der har saadanne Børn?

Kromanden.

Jeg havde, paa min Sjæl, nær sagt: Er ikke det Barn ulykkeligt, der har en saadan Fader? Men lad os ikke tale om det ubehagelige. Lad mig en Gang høre det gode, som du harudrettet i Byen.

Den brune Mand.

Ja! jeg maa dog tilstaa, at jeg har lært at se af min egen Erfaring, at det naadige Forsyn næsten aldrig skjænker nogen Bitterhed i vores Bæger, uden tillige at give os noget til at forsøde den beske Drik med. Jeg bøjer ogsaa mit Hjærtes Knæ for Forsynet og takker, fordi jeg nyder Velsignelse langt over mine Fortjenester.

Kromanden.

Ja, jeg kjender dig, du er en Satans Karl. Du takker Forsynet for hvert et syndigt Menneske, som du kan snyde. Nu har du nok faaet nogen i dine Garn igjen.

Den brune Mand.

Nej! jeg gaar den lige Vej, derfore lægger ogsaa Himmelen sin Velsignelse i, hvod jeg har.

Kromanden.

Hør, véd du hvad? Jeg tror paa min Sjæl ikke engang, at man kan sige det om dig, som der blev sagt om en Ærkebisp i de katolske Lande. Paven vilde have ham kanoniseret, men en af Kardinalierne sagde, at det ikke kunde gaa an, fordi man vidste om den salige Mand, at han havde været meget for at gjøre Falskeri i Kortenspil. Ja, hvad vil det sige, Deres Højvelbaarenhed! svarede Paven; Manden spillede for de fattiges Regning og vandt anseligt til dem. - Ser du nu, naar du sælger slette Vare af din Fabrik og gier dem ud for gode, og jeg blander Vand i min Vin, saa er der ingen anden Forskjel paa vores Handlemaade, end at du takker Himmelen for, hvad du fortjener, og bilder Folk ind, at det er bare Guds Velsignelse, som du bliver fed af; naar derimod jeg tier stille, og tænker ved mig selv, at saadanne smaa Kneb ere tilladelige i enhver Næringsvej og hører til det, som alle Mennesker, lige til Lommetyven, kalder Modesti*).

* 111
Den brune Mand.

Nej, min kjære Broder! min Samvittighed frikjender mig for, at jeg ikke bruger slige Kneb.

Kromanden.

Gaa, du gamle Ræv! med din Samvittighed. Du siger aldrig et, uden du har et andet bag Øret; og det gaar med dig, ligesom med Amagerkonerne, der gjøre deres Ed paa, at de ikke blande Vand i Mælken, men har den Forbeholdenhed, at de blande Mælk i Vandet. Men vi ere færdige at glemme det, du skulde fortælle mig.

Den brune Mand.

Ja! jeg skal sige dig det korteligen: jeg har været saa lykkelig at sælge min Fabrik.

Kromanden.

Fanden heller! og hvem har kjøbt den?

Den brune Mand.

Det har Kongen.

Kromanden.

Kongen?... hvad den slemme Syge skal han gjøre med den? han kan jo dog ikke være Fabrikør?

Den brune Mand.

Jo, naar der bliver sat en Direktion og Betjentere til at drive den, saa vil vist vor Herre lægge sin Velsignelse deri, og det kan blive en fortræffelig og nyttig Indretning for Landet.

Kromanden.

Ja, gid Fanden have den Velsiguelse, som Direktionen og Betjenterne æde op! der hænger altid noget mere ved end den blotte Velsignelse. Naa! hvad fik du for din Fabrik?

Den brune Mand.

Kuns tredive Tusende Rigsdaler.

Kromanden.

Ikke mere? Ih det er jo kuns en Gang saa meget, som jeg tror den er værd. Hor, véd Du hvad? Kongen er, min Snlighed! den bedste Mand i Landet, og om man aldrig vidste det af andet, saa kan man se det deraf, at han er den, der bliver allermest snydt. Det skær mig i mit Hjærte, naar jeg tænker derpaa; ja min Sjæl! gjør det saa. Han kan umulig selv se alle Ting; han maa lide paa andre, og naar nu disse enten ikke forstaa det, de burde, eller ogsaa ere Skjælmer, hvorledes maa det saa gaa?

Den brune Mand.

Men det er jo ikke Tilfældet her; Fabrikken er ærlig sine Penge værd.

Kromanden.

Har været, vil du sige, og jeg tror ikke 112 engang det. Du aad Floden i de gode Aar, og nu, da der ikke er saa meget at fortjene som for, saa sælger du Mælken, og giver den ud for Flode. Men i hvor stor en Strik du end er, saa er du dog ikke sno klog, som du tænker. Endnu kan jeg lære di.i, hvorledes du burde have baaret dig ad for at fortjene dobbelt saa meget derved.

Den brune Mand.

Naa! hvad skulde jeg da have gjort?

Kromanden.

Det skal jeg sige dig. Naar du har saa store Patroner, at du kan udvirke det, du har faaet, saa kunde du ogsaa have udvirket mere. Ser du, du skulde have inddelt din Fabrik i Aktier og faaet Kongen til at tage nogle Aktier og indgaa Interessentskab med dig. Men for en Sikkerheds Skyld skulde du lade, som om du overdrog Fabrikken til din Søn, og trak dig selv ud af alle Ting. Hvad hedder en Gang din Søn?

Den brune Mand.

Han hedder Melchior.

Kromanden.

Godt. Han skulde forestaa Fabrikken, eller dog have Ord derfor. Paa Kongens Vegne kunde for Ex. Birkedommer Brushahn - ja det er en god Mand - gaa ind i Kompagniet, som da maatte skrive sig: Melchior, Brushahn & Kompagni.

Den brune Mand.

Naa, og saa skulde de do drive Fabrikken? Men hvorfor kunde den ikke drives under mit eget Navn?

Kromanden.

Nej, deri ligger just Knuden. Saa skulde Kompagniet, under Foregivende af at indskrænke sig, sælge bort Huse og Bygninger og en stor Del Materialier og Værktøj.

Den brune Mand.

Det var jo dumt. Hvem skulde vel kjøbe det?

Kromanden.

Der har vi det; naar du lader, som du slet intel har med Interessentskabet at bestille, saa kan du for en Skampris kjøbe alt for din egen Solo-Regning; og saaledes vil du inden kort Tid have faaet den hele Fabrik tilbage næsten for slet intet. Imidlertid skal du laane Interessentskabet Penge, saa at du bliver en Hoved-Kreditor. Derpaa, 113 naar Kompagniet ikke længer kan bestaa, saa man det gaa fallit. Men naar Kongen er Interessent, saa kan du let begribe, at en Fallit ikke kan faa Sted, saa at Slutningen maa blive, at Kongen er nødt til enten at tilkjøbe sig, den hele Fabrik eller at udbetale den Andel af Gjælden, som hæfter paa hans Aktier; og i begge Tilfælde har du upaatvivlelig vundet. Hvad din Søn angaar, ham trækker du sagte ud af Fortrædeligheden, siden du er hans eneste Kreditor; og maa du da ingenlunde glemme at udbasune, hvad du taber ved ham, men undskylde ham med hans Ungdom og Uerfarenhed til at bestyre et saa vidtløftigt Værk. Det forstaar sig, at du af Erkjendtlighed maa lade dine Patroner tage hver sin Aktie, og at du redelig maa dele Fordelen med dem.

Den brune Mand.

Det er sandt nok, du siger, men - men - - men - ser det ikke ligt ud til et Skjælmstykke?

Kromanden.

Du ærlige Mand! ligesom dette var et mindre Skjælmstykke end dine andre Kneb. Véd du ikke nok, at naar man har Penge, saa kan man le ad alt, hvad Verden snakker? En rig Mand kan aldrig gjøre Kanaillerier. Det, som hos fattige Folk hedder Filoustreger, hedder hos ham bare Modesti*). Desuden, hvem siger, at saadant noget bliver bekjendt? og naar man knus har et ærligt Navn, saa kan det være lige godt, enten man er ærlig eller ikke.

Den brune Mand.

Det er vel saa, men Samvittigheden - -

Kromanden.

Kom du mig ikke liere med din Samvittighed. - Du kunde endelig ogsaa have betjent dig af et ondet Kneb.

Den brune Mand.

Naa da; du er en Tusendkunstner.

Kromanden.

Ja, nok saa snu som du. Ser du: jeg kjendte for nogle Aar siden en Fabrikør i Frankrig, der behovede fem Tusende Rigsdaler til Laans for at sætte sin Fabrik i Flor, men kunde ingen Steds faa dem. Han beslutter

* 114

da at give en Ansogning ind til Kongen om dette Laan, men det blev afslaaet. Bekymret vilde han forlade Paris, men ved Lejlighed fik han en fornemme Herre i Tale, hvilken han underrettede om, hvad der havde tildraget sig "Hvod vil I give mig," sagde denne Mand - for i frankerig siger alle store Herrer I til Folk - "hvad vil I give mig, om jeg kan forsyne Eder med et godt Raad?" - "Min Erkendtlighed ligger i denne Obligation," svarede han, "som jeg herved giver Dem." - "Godt," sagde Herren, "I er en Nor, at I har begjært kuns fem Tusende Rigsdaler; hvad kan I udrette dermed, naar Douceurerne fraregnes? Nej! gjør Beregningen om, vis, at I behøver tyve Tusende Rigsdaler til at sætte Fabrikken i behørig Gang med, og da skal I se, det ikke afslaas, thi da kan vedkommende gjøre sig Facit paa, at I er i Stand til at give gode Douceurer." Fabrikøren fulgte Raadet, og hans Ansøgning blev strax bevilget, hvorpaa han indløste sin Obligation og rejste hjem. Nogle Aar efter gjorde han en klog Bankerot, hvorved Kongen tabte den hele Summa.

Den brune Mand.

Ja, det var i Frankerige, men vi leve jo i Dannemark?

Kromanden.

Rigtig uok, men da alle franske Modeller indføres her i Landet, hvorfore skulde da ikke denne ogsaa blive indbragt, i Fald vi ikke allerede har den?

Den brune Mand.

Jeg ser, min Vogn holder for Døren. Tak for god Undervisning. Jeg mærker nok, at jeg ikke faar Lov til at betale. Gud velsigne dig! og Lykken hvile over dit Hus! (afsides, idet han gaar.) Det var en Ulykke, at jeg ikke raadførte mig med ham, før end jeg rejste til Byen.

Derpaa steg han med sin Søn paa Vognen og rullede af Sted til sit Hjem, uden Tvivl mere misfornøjet med sin Handel, end han tilforn havde været. Meget havde jeg ønsket at lære nøjere at kjende denne foregivne Helgen, men det har ikke lykkedes mig. Saa meget kunde jeg dog af denne foregaaende Samtale slutte mig til, at Manden hørte til den Klasse af Mennesker, der paatage sig en Helligheds-Maske for 115 derunder at kunne begaa alle mulige Laster; der ere i Stand til at dræbe en Broder, idet de velsigne ham; der vil indbilde Verden, at de ere gode og dydige Mennesker, men hvis gode Gjerninger høre op, saa snart som deres egen Fordel ophører, saa at deres Ædelmodighed altsaa ikke varer længere end de Næser, hvorom Butler siger i sin Hudibras:

So learned Taliacotius, from
The brawny part of porter's bum,
Cut supplemental noses. which
Would last as long as parent breech;
But when the date of Nock was out,
Off dropt the sympathetic snout.

En og tyvende Kapitel.
Jeg faar en ny Herre.

Min Herre satte sig strax til Hest, og red til Herregaarden, hvor Forvalteren uden megen Vanskelighed imodtog hans Penge. Jeg blev altsaa overleveret til Forvalteren og fik saaledes et nyt Herskab.

Hvad Kromandens Karakter angaar, da hører han til de Folk, om hvilke der ikke er meget at sige; som ere moralske Amfibier og have enten ingen fast Karakter eller og en, som er sammenblandet af adskillige. Man vil af det foregaaende se, at han for en Mand af hans Stand tænkte ganske sundt; at han just ikke gjorde synderlig enten ondt eller godt; at han vidste at passe paa sin Næringsvej og holdt for, at * 116 visse smaa Kueb deri ikke var utilladelige; men at han for øvrigt, naar han skulde vælge imellem at være en aabenbare Skjælm eller en skinhellig, aldrig vilde tage i Betænkning at vælge det første. Forvalteren bragte strax alle Pengene ind til sin Kone og leverede hende dem, hvorpaa han igien gik ud til sine Forretninger.

Denne Kone var, efter mine Tanker, et Fruentimmer, som snarere var over end under sine halvtredsindstyve Aar; for Resten, som jeg siden fik Lejlighed til at erfare, et Fruentimmer af det ædleste Hjærte og de fortræffeligste Egenskaber. Hun havde tre Døtre, som alle vare gifte der i Egnen og passerede for de bedste Folk der omkring, og hvis herlige Opdragelse var Moderens eget Mesterstykke.

I Stuen hos heude traf jeg en ganske ung Præstemand, som sad i en uden Tvivl meget interessant Samtale med hende, hvoraf jeg, til min Ærgrelse, kuns fik høre Slutningen. "Ja!" sagde Forvalterens Kone, da hendes Mand var gaaet ud af Stuen, "vi se da nu Opfyldelsen af Bulls Spaadom, naar han siger i sit Digt om Frihed og Ejendom:

Alt vil, paa Mildheds Vink, den haanlig Lænke briste,
som Vælde gothisk Æt fik Adgang at paaliste.
En føje Tid - og end en Slægt af Frihed stor,
en anden Heltesæd, paa hine Sletter bor."

"Med Tiden", svarede Præsten, "vil vi haabe, at Opfyldelsen heraf skal ses, thi saa pludselig er det ikke muligt, at Følgerne af Kongens milde Forsyn for Bonden kan spores. Imidlertid er det virkelig beklageligt, at Slaveriet ikke rent udryddes. Det Aag, som blev taget af den danske Bonde, burde enten * 117 rent have været brudt i Stykker eller ogsaa ophængt inden dobbelte Laase, paa det at Efterkommerne kunde se deres Forfædres Skæbne; men i den Sted tager man Aaget af Bonden og hænger det paa Studenten. Jeg kan bedst tale derom, da det ikke er mere end fjorten Dage siden, at jeg ombyttede Aaget med denne Dragt." -

Samtalen blev her afbrudt ved en Alarm, som hertes i Gaarden. Forvalterens Kone saa' ud af Vindnet og udbrød i disse Ord: "Herre Gud! nu igjen Spektakler!" hvorpaa hun hastig løb ud af Stuen. Præsten var ogsaa gaaet til Vinduet, og saa' der, at Forvalteren var i Færd med at prygle en Bonde, som havde begaaet en i sig selv ubetydelig Forseelse, Munden og Ridepisken vare de to Vaaben, som han brugte til denne Forretning; den første udstødte de groveste Skjældsord og Eder, som han kunde udfinde, og det fejlede aldrig, at jo den sidste efterlod sig Spor paa Bondens Ryg; thi ved lang Øvelse havde Forvalteren erhvervet sig et fortræffelig Handelag til at føre en Stok eller en Pisk.

Konen kom til og stillede Alarmen, samt reddede den arme Bonde, hvilket hun meget ofte havde gjort; thi til Ære for - jeg véd ikke, enten jeg skal sige Manden eller Konen - havde hun saa megen Magt over hendes Mand, at hun altid kunde styre hans hidsige Sind. Rimeligvis bar han saa stor Ærbødighed for hendes fortræffelige Egenskaber, som han ved et langvarigt Ægteskab nødvendig maatte have lært at kjende, at han skammede sig ved ikke at følge hendes Overtalelser; og hendes utrætteligen anvendte Flid for at udstudere hendes Mands Sindelag og Tænkemaade havde ogsaa lært hende, hvad Vaaben hun maatte bruge for at bøje ham efter sin Vilje, hvilket hun ogsaa mesterligen udførte, uden at man dog kunde sige, at hun benyttede sig af sine sejerrige Vnaben til andet, end til at afholde hendes Mand fra de Fejltrin, * 118 hvortil hans heftige Temperament og ikke ædle Tænkemaade ofte forledede ham.

Nu kom Konen ind igjen. "Det glæder mig inderlig," sagde Præsten, "at se Dem ved Siden af en Mand, der saa højlig trænger til en saa god Raadgiverske." - "O!" svarede Konen, "det er jo Ægtefolks Pligt, at stræbe at afholde hinanden fra de Fejl, som deres Temperament eller andre Omstændigheder forlede dem til Saaledes afholder han mig ofte fra de Fejl, som min utidige Medlidenhed ellers vilde drive mig til; og paa den Maade kvittere vi med hinanden. Jeg maa ellers sige, at et saa fortrædeligt Embede som det, min Mand saa længe har haft, meget let kan gjøre et Menneske haardhjærtet, om han end ikke er det af Naturen; og man haver med saa mange lumpne og nedrig tænkende Folk at gjøre, at Mildhed og Eftergivenhed oftere gjør Skade end Haardhed."

"De er en fortræffelig Prokurator for deres Mand," vedblev Præsten, "og jeg vilde ikke for al Verden fornærme Dem med at tro, at Haardhed er et af Hr. Forvalterens Karaktertræk." - "Nej," svarede Konen, "jeg vil ikke dølge for Dem, at jeg selv er virkelig overbevist om, at Deres Mening er rigtig. Jeg har Højagtelse for Dem, uagtet Deres Ungdom, thi jeg tror at kjende Deres gode Hjærte, og jeg formoder, at De vil arbejde med mig saa meget, som vi kan, for at formilde hans haardhjærtede Natur. Meget er han forbedret, og fornuftige Folks Omgang kan endnu gjøre ham meget Gavn, uagtet han er gammel. Vi har her paa Landet næsten ingen anden at omgnas med end med Præsten, og det er utroligt, hvor meget han kan forbedre sin Menigheds Tænkemaade, naar han kuns er, som han bør. Deres Formand i Embedet bekymrede sig slet intet om andet, end om sine Indkomster, og naar han prækede om Søndagen, saa var det saadant Guds jammerligt Tøj, at et tænkende Menneske maatte forarges derover. Havde vi haft en duelig Præst her i Kaldet for ti Aar siden eller en anden fornuftig og god Mand at omgaas med, saa vædder jeg, at min Mand skulde have været langt bedre, end han er.

119

Thi hvad den daglige Omgængelse med brave Folk kan slibe og polere et Menneske, det er langt mere, end man skulde tro. Ser De nu: Min Mand har én Fejl, som jeg ikke vil dølge for Dem, at den smerter mig meget: han er haard, ja næsten ubarmhjærtig imod Kreaturene. Naar han rider, saa farer han saaledes af Sted, at Haarene maa rejse sig paa Hovedet. Betænk! en Mand paa henved tresindstyve Aor, og hvad Angest jeg idelig maa svæve i, for at han skal brække Halsen en Gang, og hvor ubehageligt det maa være for mig at høre hans Heste enten styrte eller komme til Skade under ham. Dernæst er han alt for stor en Elsker af Jagten, og denne barbariske Fornøjelse bidrager ogsaa meget til at gjøre ham haard. Jeg tror, at De, som er en fornuftig Mand, gjærne kunde bibringe ham mildere Følelser for Dyrene."

"Men", sagde Præsten, "Menneskene ere os dog nærmere og fortjene mere vor Opmærksomhed end Dyrene. Jeg hader virkelig al haard Omgang med Dyrene, men jeg tror dog, at man i Almindelighed omgaas haardere med Menneskene, og at disse lide mere ondt end de ufornuftige Skabninger. Naar Medlidenhed skal indprentes et Menneske, saa er det vistnok bedst, at man begynder med at drive paa Ærbødighed for Religionen, og dernæst Kjærlighed til Næsten; i Kristendommens Lærdomme gaar altid Kjærlighed til Næsten først, og derefter følger Befalingerne om Medlidenhed og Skaansel mod Dyrene. Vænner man sig først til ikke at handle anderledes imod Mennesker, end vi ville behandles af dem, saa blive vi snart ømme over alle Skabninger - -"

"Tillad mig, at jeg falder Dem i Talen," sagde Madamen; "Deres Maade, som De tror, man bør gaa frem paa, har jeg intet imod, det er desuden noget, som jeg ikke drister mig til at bedømme; men De maa tilgive mig, om jeg umuligen kan finde mig overbevist om Rigtigheden af den Sætning, som De nyligen anførte, at Dyrene ikke lide saa meget som Menneskene; jeg tror, at der er ingen Ubarmhjærtighed, som jo udøves mod de stakkels uskyldige, ufornuftige Skabninger, og at 120 Menneskenes Lidelser, i det hele betragtede, ingenlunde kan veje op imod Dyrenes."

"Det er en Mening," svarede Præsten, "som gjør Deres ædle og følsomme Hjærte megen Ære, thi De mangler kuns at blive overbevist om det modsatte, saa er jeg vis paa, at De vil antage den rigtige Mening, uden derfor at tabe det ringeste af den Medlidenhed med alle ulykkelige Skabninger, enten de saa ere fornuftige eller ufornuftige, som klæder Dem saa fortræffelig. Det fornøjer mig ellers, at dette giver mig Anledning til at vise Dem en liden Afhandling, som jeg har skrevet over denne Materie; vil De læse den for Deres Mand, da tror jeg, at den kanske dog vil gjøre nogen Virkning."

Herpaa tog han en skreven Afhandling frem af sin Tegnebog og leverede hende. Men nu kom Forvalteren ind; og Præsten, som skulde et andet Sted hen, tog Afsked, med Løfte at komme igjen Dagen derpaa.

Da Præsten var borte, spurgte Forvalterens Kone hendes Mand, om han ikke havde Lyst til at høre noget, som Præsten havde laant hende til Gjennemlæsning. "Som du vil, mit Barn," svarede Forvalteren, hvorpaa han stoppede sig en Pibe Tobak og satte sig ned for at høre paa sin Kones Læsning.

To og tyvende Kapitel.
Hvad Forvalterens Kone læste *)

Da Forvalteren havde tændt Ild paa Piben, begyndte Konen saaledes: "En moralsk Afhandling om den Sætning: -"

* 121

"Hu!" sagde Forvalteren, "den Moral er tør som Fanden; jeg troede, det var nogle Vers, for den unge Springfyr ser mig mere lig til at være Versemager, end Moralist."

"Det er ikke sagt," svarede Konen, "at al Moral er tør, eller at en Afhandling er kjedsommelig, fordi den er paa solut Stil; der ere en utrolig Hoben Vers, som kjeder, og megen Prosa, som morer; derfor hør kuns paa den: En moralsk Afhandling om den Sætning, om Dyrenes Skæbne er bedre eller værre end Menneskenes. Det er Titelen: men her kommer noget Engelsk, som jeg ikke forstaar, det vil jeg da springe over*).

* * 122

"Er Dyrenes Skæbne bedre eller værre end Menneskenes? - Dette er et dobbelt Spørgsmaal, som maa betragtes fra to Sider og besvares med et dobbelt Svar. Der gives utallige, som misunde Dyrene deres Skæbne; der enten ved at se adskillige umælende Dyrs Vellevned og Lyksalighed - om jeg her man bruge dette Ord - eller og ved at betragte deres egen eller deres Medmenneskers Elendighed ofte fristes til at ønske sig selv eller andre Mennesker i Klasse med Dyrene. Der gives ogsaa mange, - og jeg vil ikke nægte, at jeg tror, at denne Tanke umuligen kan opkomme uden i de ædleste og bedste Hjærter -, der formene, at Dyrene i alle Betragtninger have Aarsag til at misunde Menneskene deres Fortrin for dem; at Dyrene i Almindelighed ere udsatte for langt værre Behandling og meget tungere Lidelser end Menneskene, og at disse altsaa ere meget lykkeligere end hine.

"Begge fejle uden Tvivl. Naar det skal være almindelige Sætninger, saa har næppe nogen af disse forskjellige Meningers Forfægtere betragtet Tingen fra den rette Synspunkt; saa have de sikkerligen sammenlignet ulige Omstændigheder med hinanden, og paa den Maade kan det ikke være andet, end at Resultatet af deres Betragtninger maa blive urigtigt. Det ene Parti har saaledes, for Exempel, sammenlignet den trivelige Skjødehund med Betlerens nøgne Barn; og det andet Parti betragter Lænkehunden i Parallel med Pfaltzgreven. Nej, Sagen maa betragtes i lige Forhold fra begge Sider, da først staar Vægten *

Atoms or systems into ruin hurl'd,
And now a bubbie burst, and now a worid.
Pope Essay on Man.

Udg. Anm

123 i sin rette Balance; lige Omstændigheder maa lægges i Skaalerne, og da først kan man blive overbevist om at have vejet rigtig. Jeg vil her gjøre et lidet Forsøg med at afhandle denne Materie efter min ringe Evne, og følgeligen vil jeg gjøre ved den, ligesom jeg plejer at gjøre ved mine Prækener, det er at sige: jeg vil dele den i to Hoveddele og saaledes betragte:

1. Om den lykkelige Del af Menneskene i Almindelighed er lykkeligere end Dyrene under lige Omstændigheder; og

2. Om den ulykkelige Del af Menneskene overhovedet er mere ulykkelig end Dyrene i lige Forhold.

I. Det er unægteligt, at Skaberen har bestemt alle sine Skabninger til Lyksalighed, og ingen af dem til Lidelser; følgelig ere de ufornuftige - eller maaske rettere, skjønt dristigere, sagt: de mindre fornuftige - Skabninger lige saa lidet undtagne fra denne Algodhedens kjærlige Bestemmelse som Menneskene eller de fornuftigere Skabninger. Men lige saa upaatvivleligt er det ogsaa paa den anden Side, at den samme vise og gode Skabere, som har udrustet Mennesken med højere Evner og Kræfter end de saa kaldede ufornuftige Dyr, ogsaa har bestemt hine til at modtage en højere Grad af Lyksalighed end disse. Ligesom nu Skaberen har bestemt alle sine Skabninger til Lyksalighed, saa har han ogsaa givet dem Evner til at kjende dette Maal og nedlagt hos dem en Attraa efter at søge det. Nu spørger man: hvori bestaar denne Lyksalighed? Hvad Dyrene angaar, er dette Spørgsmaal let besvoret: Den bestaar da i Sansernes og Begjærlighedernes Tilfredsstillelse: og da disse altid af Naturen ere maadelige og ikkun meget sjælden udskeje en liden Grad over Maalet hos Dyrene, saa er Lyksaligheden for dem ikke saa meget vanskelig at opnaa. Betragter man Menneskene, hvori deres Lyksalighed burde bestaa, da er den dobbelt: en sanselig og en fornuftig. Den første have de til fælles med Dyrene, og den sidste skulde adskille dem fra de ufornuftige Skabninger. Denne er det, der hæver 124 Menneskene over Dyrene, som sætter dem i Rang med himmelske og overjordiske Væsener og bringer dem mange Grader nærmere til deres og alle skabte Væseners Kilde og Udspring: den vise, gode og højstlyksalige Skabere. Vilde vi betragte Dyrenes Lyksalighed i Sammenligning med Menneskenes fra denne Side, da maatte jeg strax lægge Pennen og erklære, at Dyrenes Lyksalighed aldrig maa eller kan sammenlignes med Menneskenes Den himmelske Glæde, som en fornuftig Skabning føler ved at have gjort godt i Verden, virket Gavn i den Cirkel, hvori Forsynet har sat ham, den Glæde er ikke blevet Dyrenes Lod. De mangle den høje Evne i Sjælen, at drage Slutninger af deres egne og andres Handlinger; thi, uagtet jeg ikke vil nægte den trofaste Hund at føle en inderlig Glæde over at have reddet sin elskede Herre fra en eller anden Ulykke, saa kan han dog ikke, som Mennesket, lægge Planer til tusende af sine Medskabningers Lyksalighed: han kan ikke handle efter Regler for at opnaa dette Maal; og naar det er opnaaet, kan han ikke indse de velgjørende Følger, som hans Bestræbelser skal have, endogsaa paa kommende Slægter.

"Det var altsaa at lægge ulige Omstændigheder i Vægtskaalen, om jeg vilde veje Dyrenes Lyksalighed imod Menneskenes paa denne Mande; men da Ersarenheden lærer, at det er kuns en overmaade liden Del af Menneskene, der foretrække deres fornuftige Lyksalighed for den sanselige; at derimod den største Del sætte deres hele Lyksalighed i Sansernes Tilfredsstillelse, saa er det fra denne Side, vi bør betragte vores Sætning, i Fald vi vil vente at komme til nogen Vished derom.

"Til at opnaa og nyde den sanselige Lyksalighed have Dyrene utallige Fortrin for os. De gaa den behageligste og bekvemmeste Vej til dette Maal, naar Menneskenes Vej meget ofte falder igjennem forudsete Smerter og Lidelser. Ofte ser Hesten paa den anden Side af en Aa en sedere Græsgang end den, hvori han gaar: han svømmer der over, uagtet den ubehagelige Fornemmelse, som han véd, at det kolde Vand foraarsager ham; men denne er ogsaa den højeste Ubehagelighed, 125 som han vilde udsætte sig for; og aldrig kan noget fornuftigt Dyr bestemme sig selv til at pine sig med Medikamenter for at skaffe Rum i en fordærvet Mave til de fire og tyve Retter, som den følgende Dags Gjæstebnd lover. Det er kuns Menneskene, og aldrig Dyrene, der kan lade sine Begjærligheder lede sig mere end én Gang ind i samme Fare. Aldrig skal man se, at det Dyr, der én Gang lykkelig udviklede sig af den Snare, som Bonden opstillede for sin Kaalhave, anden Gang vover sig den samme Vej, naar derimod Menneskene ofte endnu ikke have forvundet de Lidelser, som ét eneste Øjebliks Vellyst bragte over dem, før end de ile paa ny igjen for at styrte sig i den Fordærvelse, hvorfra de, blot ved at bruge Dyrenes Forstand, let kan indse, at de ikke kan redde sig. Naar Dyrene have tilfredsstillet deres Lyster, ere de rolige, indtil Naturen igjen minder dem; men naar bleve Menneskenes Lyster tilfredsstillede? Mættelse bringer større Hunger over Mennesket; han rager og skraber sammen alt, hvad han kan faa, og sjælden tillader han, end ikke naar hans Hunger er stillet, at hans Medmenneske mætter sig ved Levningerne i hans Fod, hvilket dog Dyrene tillade; og om man undertiden ser en Hund at nedgrave et Ben, da er det en klog Tanke om Eftertiden, der driver ham dertil; men dristig tør jeg nok sige, at denne Forsynlighed aldrig skal drive ham til at røve et Ben fra en anden Hund, naar han selv er mæt; nej, denne Handling er alt for menneskelig, til at noget ufornuftigt Dyr kunde begaa den.

"Maadelighed i Nydelsen af det gode er endvidere det, som udmærker Dyrene fra Menneskene og bidrager ikke lidet til, at de ufornuftige Skabninger ere lykkeligere eud de fornuftige. Naar saa' man Dyrene at blande tusende forskjellige Ting imellem hinanden? Sæt en Hund til et menneskeligt Maaltid, da skal man se ham gaa omkring og snuse og lugte til alle de mangfoldige fremsatte Retter og deraf at udvælge sig den, som han finder bedst overensstemmende med sin Natur eller siu Appetit, de øvrige lader han upaatvivleligen staa; men naar 126 handler Mennesket saaledes? Naar biede Mennesket med at spise, til Hungeren mindede ham? Naar lod han være at drikke, til Tørsten indfandt sig? Aldrig; thi en enkelt ordentlig Dag i et Menneskes Levetid gjør ham ikke til nogen Undtagelse. De ufornuftige Skabninger derimod følge Naturens Drift i alle deres Nydelser; de spise, naar Maven byder, drikke, naar de føle Tørst, og elske, naar Naturen tilsiger; da derimod Mennesket - ja, derom vil jeg lade Beaumarchais' Antonio tale: Boire sans soif, siger han, et faire Pamour en tout temps, il n'y a que ça qui nous distingue des autres bêtes. Der hersker en saadan Ufornøjelighed hos Menneskene frem for hos Dyrene, der strækker sig til alle Ting, endogsaa til de simpleste Forlystelser, der hos Dyrene ere uskyldige, men hos Menneskene næsten altid skadende eller ødelæggende, enten for andre eller for dem selv. Naar den muntre Kat kan more sig paa det fortræffeligste ved at spøge med en levende eller død Mus, saa maa man betænke, at de to Slags Dyr ere Fjender af Naturen og af en ganske forskjellig Art, og at Mennesket meget ofte leger lige saa grusomt med et svagere Medmenneske; men naar den samme Kat kan paa en mere uskyldig Maade lege med det første det bedste Baand, han kan faa fat paa, maa man da ikke le og ynkes over det Menneske, der, ofte ved det nedrigste Kryberi, eller paa sin Samvittigheds og Formues Bekostning, kjøber sig det eneste Baand, hvormed han synes, at det er værd at lege?

"Man maa ingenlunde i dette hele nogen Sinde sætte ud af Sigte, at jeg ene og alene taler om den utrolig store Hob Mennesker, der sætte deres eneste Lyksalighed i de sanselige Lysters Opfyldelse; jeg har én Gang for alle undtaget fra denne min Sammenligning de usigelig faa Mennesker, der have ædlere Maal for deres Attraa og ædlere Lyster at søge opfyldte.

* 127

Lader os nu en Gang betragte Menneskene og Dyrene i den højeste Grad af sanselig Lyksalighed Lader os se den stolte og trivelige Hest ved sin Krybbe, hvori Havren altid venter paa hans Appetit. Lader os se Skjødehunden, sovende paa den bløde Pude, eller i det magelige Skjød, saa længe, til Luften af den sukkerblandede Kaffe eller det fintskaarne Kjød vækker ham til en ny Tilfredsstillelse af en næsten umærkelig Hunger eller Tørst, hvorfra han strax igjen overgaar til Søvnens Behageligheder. Lader os derimod veje det Menneskes forlystelsesfulde Liv, der vaager for at nyde den idelige Afvexling af Vellyster, som den korte Tid imellem hans Søvn kan tillade; som hans egen sindrige Opfindelses Kraft, forenet med andres, kan optænke, og som hans Rigdom og Overflødighed kan tilvejebringe. Sig Sandheden, vellystige Menneske! føler du aldrig nogen kjedsommelig Tomhed i dette dit Liv? føler du aldrig nogen pinende Misundelse over andres Lykker som Mennesket altid er villig til at se igjennem et Forstørrelsesglas, i Sammenligning med sin egen? føler du aldrig nogen Attraa efter et eller andet, som du ikke kan opnaa, og som du dog synes at mangle i din Lyksalighed? Og vil du ikke sige Saudhed, saa lad din Doktor træde frem og sige, om du aldrig plages af en svær Fordøjelse? af Gigt eller podagriske Anstød? af Svækkelser enten i et eller andet Ledemod, som ere martrende enten for dit Legeme eller for din Sjæl? Jo! upaatvivleligen maa et eller andet heraf, ja ofte adskillige Omstændigheder paa én Gang, forbitre dig dit Liv, blande dine Vellysters Nydelse med Galde og forvolde dig Ubehageligheder, som du ønskede at undgaa. Lad Hesten staa ved Krybben og æde sig en Krop til*), det er *

Udg Anm.

* 128 slip ham løs fra Stalden, og snart skal du se ham spille omkring i Maiken og fordrive den Sygdom, som din Kjælenskab bragte ham paa Halsen. Du derimod er fri, ikke bunden med nogen Grime, og dog vil du heller, midt iblandt dine Puder, midt i dine Forlystelser, se den villige Podagra nærme sig, end forjage den ved mindre Vellyst, mindre svækkende Forlystelser og mere gavnligt Arbejde, hvorved du kan opnaa den sande og fornuftige Lyksalighed. Men hvem er nu lykkeligst, enten du eller din Hund og din Hest? - - O! snart skal Smorterne pine Tilstaaelsen ud af dig og fornedre dig i dine egne Øjne, naar du med Skamfnldhed maa erkjende: Mennesket er skabt til større Lyksalighed end Dyrene, men det er selv Skyld i, at det ikke nyder saa stor Lyksalighed som de.

"II. Vi have nu saaledes betragtet den første Del af vores Afhandling, hvorfore vi vil gaa over til den anden Del, hvori vi skal undersøge: Om den ulykkelige Del af Menneskene overhovedet ere mere ulykkelige end Dyrene i lige Forhold? Her møder os nu strax den forgen omtalte og uomstødelige Sætning: at ingen Skabning, den være sig mere eller mindre fornuftig, er bestemt til Lidelser eller til at være ulykkelig. Ikke des mindre se vi utallige Skabninger af alle Arter at sukke under Lidelsers og Ulykkers tunge Byrde. Hvorfra ere nu disse Ulykker komne, og hvad er deres Oprindelse? Vores Religion siger os, at Menneskene selv bragte Ulykken ind i Verden over sig selv; og i hvor meget end Fornuften vrier sig, saa kan den dog ikke nægte, at jo Menneskene ogsaa ere de, der have bragt Lidelsernes Aag over deres uskyldige og mindre fornuftige Medskabninger. Mange ville vel strax sige: desto ulykkeligere ere Dyrene, fordi de af andre ere styrtede i de Lidelser, som de nu uden egen Brøde maa bære; men hertil kan mnn igjen svare: saa meget desto 129 ulykkeligere ere Menneskene, fordi de vide, at saa mange uskyldige Skabninger maa lide for deres Skyld. At undersøge hvem der har Ret heri, hører ikke til min Hensigt, og lønnede ikke engang Umagen, om endog Undersøgelsen hørte hid, da jeg er meget tilbøjelig til at ause en saadan Undersøgelse som en af de aldeles unødvendige Finesser i Materiens Behandling.

"Der gives uden Tvivl dem, der ville slutte paa følgende Maade: Er Frihed et Gode, saa er Slaveri et Onde; nu ere Dyrene skabte til Slaveri; altsaa ere Dyrene, fra denne Side betragtede, ulykkelige. Syllogismen lader ved første Øjekast at være meget rigtig; dog vil den formodentlig tabe meget, naar man lidt nøje vil eftertænke de følgende Sætninger: det gode og onde, Lykke og Ulykke i Verden, beror ikke saa meget paa Tingenes egen Beskaffenhed som paa andre Omstændigheder. Mangfoldige fysiske, ja endog moralske gode Ting blive under visse Omstændigheder skadelige, og tvært imod. Mad og Drikke ere unægteligen gode Ting, og dog vil man vel ikke nægte, at der gives de Sygdomme, hvori en eller anden Slags Mad og Drikke vilde befordre Døden. Straf er et Onde, saa vel fysisk som moralsk, men naar dette Onde anvendes paa sit fornødne Sted, saa bliver det upaatvivleligen et moralsk Gode. Skjænk Slaven sin Frihed, da vil han kunne ernære sig ved sit Arbejde; men lad Fuglen flyve ud af sit Bur, og upaatvivleligen vil han snart enten blive et Offer for Hungeren eller for den første, den bedste Rovfugl. Ligeledes kan vi ikke kalde det et Onde, hvis modsatte vi slet ikke kjende til. En Fugl, der er opfødt i et Bur, kan ikke sørge for Frihed, det er en Ting, som han ikke kjender, og ignoti nulla est cupido. Men lad os endogsaa tilstaa Slutningen i sin fulde Omfang, saa vil jeg spørge igjen: hvor mange Mennesker gives der, som ikke ere Slaver? Næppe et eneste. Dyrenes og Menneskenes Slaveri er ikkuns deri forskjelligt, at Menneskene have, som oftest, mangfoldige Herrer over sig, * 130 naar Dyrene derimod sjælden have mere end én. Saa meget bedre, som det nu er at være manges, end at være éns Slave, saa meget ere Menneskene i denne Henseende lykkeligere end Dyrene.

"Jeg gaar videre. En og samme Ulykke foles ikke lige stærk af to forskjellige Væsener. Den, der enten aldeles ikke, eller dog ikke saa levende, føler sin Ulykke, som en anden, maa upaatvivieligen være lykkeligere. Aldrig kan Slaven glemme at fole sin Friheds Forlis, aldrig skal det falde ham ind at være stolt af sin Tilstand, naar man derimod ofte ser den modige Hest ligesom at foragte alle andre Skabninger og bryste sig af den Ære, at den trækker sin Herres Vogn eller og nyder den Lykke at bære sin sporede Tyran paa sin Ryg. Ser vi fra denne stolte Herskabs-Hest ned til Vognmandens Lastdragere, hvor Elendigheden ligesom er paa sin højeste Spidse, da maa jeg rent ud tilstaa, at jeg ingen anden Forskjel kjender paa Kuskens og Proprietærens Pisk end den, at den sidste er saa meget mere utaalelig og smertelig, som den bruges af Ligemænd imod Ligemænd: thi det høje Herskab maa naadigst tilgive mig, om jeg vover offentlig at sige det, som jeg tænker, nemlig: at Bonden er vores Ligemand. Naar del nu hænder sig, som des værre ikke er son usædvanligt, at Vognmandens Hest styrter under det Læs, der synes at være for stort til dobbelte Kræfter, saa beklager man det stakkels Dyr, og hvem, uden et Uhyre, kan vel undslaa sig for at fole Medynk ved dette ulykkelige Dyrs Skæbne? Men saa er dog denne Hændelse uden Folger; naar derimod mangfoldige Mennester, der ligesom Arbejdshesten, maa styrte under de Byrder, som de ikke kan bære, dør bort med den sibste Tanke, at det er først nu, at Ulykken i sin hele Omfang begynder for en halv Snes eller flere forladte Mennesker, hvis eneste Støtter de vare.

"Gaa vi fra de tamme og husvante Dyr ud paa Marken, og i Skovene til de vilde Dyr, som dèr opholde sig, saa finde vi disses Tilstand for det meste at være bedre end hines, og 131 næppe vil vi finde nogen Elendigheds Scene hos dem, hvorimod vi ikke kan opvise en gyseligere hos Menneskene. Maa end de vilde Dyr ofte i strænge Vintere lide Hungers Nød, saa have de dog deres Frihed og kan søge Føde, hvor den findes. Hvert Græsstraa, hvert vissent Blad, som de træffe, er deres Ejendom og tjener til at formindske deres Hunger; hvor ofte derimod maa ikke Menneskene med hungrige Maver se Overflødigheden rundt omkring sig uden at kunne naa den, fordi de ere bundne, ikke med Lænker og Grimer, men med Lovene og Frygt for Straf; Haren i Busken og Fuglen paa Kvisten, uagtet deres naturlige Frygtagtighed, vente dog ikke Døden, før end den svæver dem over Hovedet; ja ikke sjælden hænder det sig, at de fældes af Jægerens Bly, førend de fik Tid til at frygte. Men hvor ofte maa ikke Soldaten i hele Maaneder og Aar gaa i en idelig Døds-Angest, fordi Nødvendigheden, eller, som ikke sjælden hænder sig, List og Underfundighed, tvang ham til at sælge sit Liv og at opofre det for Aarsager, som han aldeles er uvidende om?

"Ofte skaaner Blyet de vilde Dyr for at sætte dem i en Tilstand, der er værre end Døden. Ofte berøves de deres Frihed for at skaffe Lediggængere og Mennesker, der ere Jordens unyttige Byrde, deres Underholdning. Ofte maa de bære et for dem byrdefuldt og smerteligt Liv, indtil endelig Døden skiller dem ved de Lænker, som deres Natur vægrer sig ved at lade dem bære. Hvem kan vel nægte slige ulykkelige Skabninger sin Medynk? Hvem maa ikke deltage i deres haarde Skæbne? Men ere Buskmændene i Afrika*) lykkeligere, naar de af deres Naboer Hottentotterne fanges, berøves deres Frihed og gjøres til andre Menneskers Slaver? Ere Negerne *

Udg Anm.

* 132 paa den guineiske Kyst lykkeligere, naar de af Evropæerne, af kristne Mennesker, løves fra deres Fødeland og bortføres uden at have mere end to græsselige Udsigter: at dø ved den forgiftige Luft i Skibet, eller og at spares for at se sine Venner styrte ved Siden af sig og siden selv at overleveres i et fremmed Land til den allermest umenneskelige Behandling af Skabninger, der ingen andre Egenskaber besidde forud for dem, end at de ere hvide, mere stærke, listige og lumske og eje den forbandede Dyd, som Verden kalder Kultur. Dog, denne Scene er alt for gyselig, til at jeg længe kunde udholde at blive staaende ved den. Jeg drager Dækket for og ønsker kuns, at visse Folk vilde kige derigjennem for at blive selv overbeviste om det, som de nu maa være usikre paa, nemlig om de have menneskeligt Hjærte og menneskelige Følelser, eller ikke*).

"Umuligen kan de snævre Grænser, som jeg har sat for min Afhandling, tillade, at jeg udbreder mig over al den menneskelige Elendighed. Saltzmann har ikke kunnet blive færdig dermed i sex Bind, og uagtet jeg ikke kan nægte, at han jo, efter mine Tanker, regner meget hen til den menneskelige Elendighed, som ikke saa egentlig horer dertil, saa tror jeg dog, al Kundskab om Verden vel er i Stand til at levere Bidrag nok til et sex Gange saa stort Værk. Men dette hører ikke til min Hensigt, hvilken jog holder for, at jeg med det foransørte allerede har opnaaet. Skulde der desuagtet findes dem, der endnu ikke vare overbeviste om den Sandhed, at den menneskelige Elendighed er storre end Dyrenes, da ville de behage endnu at lægge Mærke til følgende fem Hovedomstæn-

digheder, som gjøre Dyrenes Forfatning taaleligere i Ulykker end Menneskenes.

* * 133

"1) Fornuften, denne høje og ædle Egenskab, som opløfter Menneskene saa højt over de fornuftige Skabninger, gjør Mennesket kuns en meget slet Tjeneste i at vise ham den sorte Side af hans Tilstand. Fornuften gjør, at et lidende Menneske betragter sin egen Forfatning i Sammenligning med andres lykkeligere Tilstand. Det bidrager ikke lidet til vores Ulykke, at vi se andre af vores Ligemænd, ofte meget uværdige, at svømme i det Overflødigheds Hav, hvoraf vi kun ønskede os en Draabe til at læske os ved, uden at vi dog ere i Stand til at naa den. Fornuften lærer os af vores nærværende elendige Tilstand at udlede de sorteste Følger for Eftertiden, dér ikke lidet tjener til at forbitre vores galdefulde Liv. Dyrene derimod kan ikke danne sig abstrakte Begreber, ikke gjøre Slutninger. De føle deres egne Smerter, uden at have Kundskab om andres Lykke; de lide under de nærværende Byrder, uden at gjøre sig Begreber om det tilkommende, og altsaa uden at vente eller frygte for værre Lidelser. End videre: Dyrene føle deres Smerter uden at reflektere over Kilden og Oprindelsen dertil. Hesten føler ingen Forskjel i sine Lidelser, hvad enten den mishandles af sin Herre eller af hans Kusk. Mennesket derimod maa ofte taale at mishandles af en Medtjener, uagtet han véd, at det sker imod deres fælles Herres Vilje. Hvor ofte behandles ikke Soldaten som et Fæ af en Korporal, en Lieutenant eller en saadan ubetydelig Mand og maa tie stille dertil, endskjønt han véd, at deres fælles Overmand, og Regenten selv, har befalet det langt anderledes? Hvor ofte maa ikke den døende Sømaud se paa, at Folk, der i Grunden ere intet andet end lidet mere ophøjede Slaver, fraadser og svælger det bort, som den menneskekjærlige Monark har bestemt ham til Husvalelse*)? At deslige Betragtninger, som kuns fornuftige Skabninger kan anstille, maa anseligen forøge Smerterne, derom kan vel ingen tvivle, uden *

Udg. Anm.

134 den, som ikke kan tænke sig ind i en Forfatning, hvori hvan ikke selv har været.

"2) Den iblandt Menneskene indbragte fordærvelige Dverdaadighed, som de ufornuftige Skabninger ikke kjende til. Dyrene, det være sig de tamme eller de vilde, have deres bestemte Føde; hin finde den dèr, hvor deres Herrer have bestemt den for dem, og disse opsøge og finde den selv. De for Sundheden saa dræbende Afvexlinger af Mad og Drikke kjende de ikke. Deres Mad er ens alle Dage, Vand er deres Drikke*). Menneskene derimod vænne sig til utallige forskjellige, ikke sjælden unaturlige Sorter Føde, der ikke kan andet end fordærve deres Helbred og Konstitution. Hvad Skade og Ulykke Kaffe, Brændevin og Tobak har indbragt i Verden, behøver jeg vel ikke her vidtløftigen at vise, da Tingen er sno soleklar; men mon der ingen Exempler skulde gives paa, at Mennesker, der have været vante til varm og saakaldet god Spise, ere blevne et Rov for Døden eller de smerteligste Sygdomme, naar de, formedelst en eller anden Aarsag, have været nødte til at fode sig med Brod og Vand? Denne Sats tror jeg, at Mediei let kunne bevise. Her var meget god Lejlighed til at udbrede sig vidtløftigere over Overdaadighedens store og gyselige Indflydelse paa den menneskelige Elendighed; men her er ikke Stedet dertil, og mit Øjemed er kuns: summa sequi fastigia rerum.

"3) Sygdomme, hvorfor Menneskene ere usigeligen mere udsatte end Dyrene. Den største Del heraf rejser sig af den menneskelige Oveidaadighed og ere altsaa blot menneskelige Svagheder, som Dyrene ere saa lykkelige ikke at kjende til. Egentlig at tale, have Dyrene og Menneskene kuns to Slags * * 135 Sygdomme til fælles, nemlig: de, som tildrages ved ulykkelige Hændelser og ved Alderdom. Hvad de første angaar, da har den vise og gode Skaber indgivet Dyrene selv Kundskaber om de fornødne Lægedomme. Hunden slikker sit Saar; andre Dyr have naturlige botaniske Kundskaber, saa at de strax kan finde Lægedom for den Gift, som de vare saa uheldige at æde iblandt deres Foder, naar de kuns ere fri og kan søge den. Menneskene derimod ere raadvilde, kan ikke hjælpe sig selv og dræbes ofte af en Doktor, som de har Fortrolighed til; ja er et Menneske meget usselt, saa sker det ikke sjælden, at han maa dø, fordi han ikke kan betale den Lægedom, der kunde hjælpe, eller den Doktor, der ikke gaar et Skridt uden Betaling. Ja, det kan vel endog hænde sig, at en Patient maa dø, fordi han bor i saa smal en Gade, at Lægens Vogn ikke kan komme der. Hvad Alderdoms Besværligheder angaa, da føles de aldrig hos Dyrene i den Grad som hos Menneskene, thi naar de end vise sig paa det lieftigste, saa er der altid en velgjørende Kugle i Beredskab, eller en Sæk med en Sten ved, som med ét gjør Ende paa det ufornuftige Dyrs Lidelser; naar derimod Mennesket maa udstaa de Pinsler, der ere haardere end Døden, og dog ikke kan opnaa Maalet for sine Ønsker, der ikke er andet end Enden paa et pinligt og byrdefuldt Liv*).

* 136 * 137

"4) Laster og Forbrydelser, samt de deraf følgende Straffe. Man vil maaske herved indvende mig, at Laster og Farbrydelser ere Handlinger, som ere Menneskene uværdige, at Straffe ere nødvendige Følger heraf, og at fortjente Ulykker ikke bør komme i Betragtning. Denne Indvending er meget let besvaret: Her tales om den menneskelige Elendighed i Forhold til Dyrenes, uden Hensigt til, om den er fortjent eller ikke. Er Straf et Onde, saa maa den upaatvivleligen høre med til den menneskelige Elendighed; og naar Virkningen hører derhen, saa maa man jo nødvendig ogsaa regne Aarsagen dertil. Vare ingen andre ulykkelige end de, der lide uden Fortjeneste, saa gaves der ingen ulykkelige Mennesker, thi der vil næppe nogen findes, der jo paa en eller anden Maade, enten middelbar eller umiddelbar, er Aarsag i sin egen Ulykke. Faber suæ est quisque fortunæ, siger et temmelig sandt Ordsprog. I det mindste vilde de ulykkelige Menneskers Antal blive overmaade lidet. Jeg véd ikke, om jeg distinguerer aldeles rigtig, naar jeg gjør den Forskjel imellem Laster og Forbrydelser, at Laster ere slige uregelmæssige Handlinger, som ikke egentligen kan siges at henhøre under Lovene, da derimod Forbrydelser straffes af de borgerlige Love. Laster have dog nok deres Straf; i Almindelighed følger der en naturlig Straf, sildig eller tidlig, efter Lastens Udøvelse, og jeg tror ikke, at jeg fejler, om jeg endog vover at paastaa, at Laster og de derpaa naturligvis følgende Straffe bidrage meget mere til den menneskelige Elendighed end alle Forbrydelser og de Straffe, som Lovene ere nødte til at diktere derfor. Dyrene begaa ingen Forbrydelser, altsaa have vi heller ingen kriminelle Love for dem*); de udøve ingen *

Udg. Anm.

138 Laster, følgelig kan de heller ikke føle til deres naturlige Følger, der alene ere for de ædlere Skabninger, Menneskene**). Dyrene handle efter Naturens Drifter, som aldrig tilskynde til at gjøre ondt, før end disse Drifter ere fordærvede, hvilket ikke finder Sted hos dem. Man tillægger vel Dyrene adskillige Fejl, men de kan ikke kaldes enten Laster eller Forbrydelser, thi intet kan fortjene disse Navne, undtagen hvad man med fri Vilje og Forsæt gjør, tvært imod den Overbevisning, som man har, at det modsatte af vores Handling er godt. Adskillige Dyr kan vel bringes til Kundskab om, at en eller anden Handling er ond; men Overbevisning kan de uformiftige Dyr ikke imodtage, som dog er uomgængelig fornøden for at kunne give en Handling Navn af Dyd eller Last. Frygt for Straf er det, som determinerer Dyrene, og de Mennesker, hvis Handlinger bestemmes heraf, kunne aldrig være dydige. Hvorvidt

den fri Vilje bør komme i Betragtning i Henseende til at bestemme Handlingers Moralitet, er ikke min Sag her at tale om; det vilde kanske være at indvikle mig i en Strid med Filosoferne, da jeg efter min Overbevisning ikke synes, at jeg *

Udg Anm.

* * 139 kunde frakjende Dyrene denne Egenskab. Nok, at det oven anførte viser, at Laster og Forbrydelser, samt de deraf følgende Straffe, bidrage ikke lidet til at gjøre Menneskenes Elendighed større end Dyrenes.

"5) For det femte og sidste regner jeg hertil Sinds-Svagheder, som Dyrene ikke kjende til*). Man kunde maaske sige, at disse burde regnes iblandt andre Svagheder. Men da de udgjøre et Hoved-Argument for min Sætning, saa har jeg gjemt dem til sidst. Lad endog dem, der ville forfægte Dyrenes Ulyksolighed frem for Menneskenes, være i Stand til at kuldkaste alle mine forrige Argumenter, saa skal de dog nødes til at tilstaa mig Rigtigheden af dette. At et Dyr kan føle Sorg ved en eller anden Lejlighed, vil jeg aldrig nægte. Hvem har ikke set en Hund sørge ved en kjær Herres Død eller Bortrejse**)? Har man ikke ofte set Heste eller andre Dyr vantrives og blive magre, blot fordi de have mistet en kjær Oppassere? Men aldrig skal man kunne opvise mig et Exempel, at Sorg, Modgang eller andre Ulykker have kunnet styrte nogen ufornuftig Skabning i Fortvivlelse, drevet den til det yderste Skridt, som Fortvivlelsen kan drive nogen til, til den ulyksalige Beslutning, frivilligen at ende sine Dage. Døden kan aldrig forekomme nogen ufornuftig Skabning saa ønskelig, at den selv skulde gribe derefter. Den anser Livet, uagtet alle Smerter, for et Gode; og den besidder ikke de - her paa dette Sted umisundelsesværdige - Evner, at forestille sig en grueligere Skæbne i Fremtiden end den, hvori den befinder *

Udg. Anm.

* 140 sig; og turde jeg vove en dristig Tanke, saa vilde jeg endog vove at paastaa, at Haabet, denne Himmelens bedste Datter, ofte, ak alt for ofte! forlader den fornuftige Skabning, naar det derimod aldrig viger fra de ufornuftige, men stedse forsøder deres Smerter. Saa meget tør jeg i det mindste sige, at Taalmodigheden altid viser sig i en herligere Glans hos den ufornuftige end den fornuftige lidende; hine lide med Taalmodighed, disse blive alt for ofte utaalmodige og stræbe at skille sig selv ved et byidefuldt Liv. Naar endog Raseri og Galenskab nedsætter den fornuftige Skabning langt under Bæsterne, og disse igjen saa dybt, som tænkes knn, sno ere dog de ufornuftige Dyrs Forfatning tnaleligere. Aldrig driver Dyrenes Raseri dem saa vidt, at de myrde eller prøve paa at myrde sig selv; og snart skilles de da ved et Liv, der er smerteligt for dem selv og farligt for andre, naar derimod Menneskene, de ulykkelige Mennesker, omhyggeligen bevares i lang Tid, undertiden i en liden Evighed eller halve Sekler igjennem, for at nyde et Liv, hvis gyselige Forfatning grænser saa nær til Helvedes Pinsler, at Fornuften maa standse og betænke sig, før end den er i Stand til at udfinde en Tilstand, der er mere forfærdelig for den, der ikke er vant til at anse sine Medmenneskers Lidelser med en kold Ligegyldighed *).

"Læsere! jeg har fremsat nogle løse og uordentlige Tanker, ikke som om jeg holdt dem for aldeles ufejlbare; ikke fordi jeg *

Udg. Anm.

* 141 med Magt vilde tvinge enten dig eller nogen anden til at antage min Mening; men fordi jeg - jeg holder dem for rigtige og tror, at de ikke vanære mig. Ja, skulde det vel være for dristigt, om jeg endogsaa vovede at smigre mig med den Tanke, at ikke saa aldeles faa Mennesker ere af samme Mening som jeg i denne Materie? Har jeg fejlet, saa kuldkast mine Grunde med stærkere Argumenter, og strax skal jeg forlade min Vildfarelse; overbevis mig, og jeg skal antage din Mening. Men Grunde, Overbevisning skal der til, ja, stærke Grunde, stærk Overbevisning, før end jeg kan bringes til at skille mig ved en Yndlings-Idé.

"Og I saa ømtfølende Sjæle! - det er for det meste det smukke Kjøn, som jeg her taler til - I! hvis ædle Hjærter lide saa meget ved de ufornuftige Dyrs Lidelser; I! som deltage saa højlig i deres Skæbne! dømmer mig ikke for overilende! tror ikke, at jeg ved denne min Afhandling har villet berøve nogen lidende Skobning en eneste af de Taare, som I fælde ved deres Smerter, et eneste af de Medlidenheds Sukke, som I og ethvert tænkende og følende Menneske bør skjænke dem. Nej! havde dette været min Hensigt, da burde I afsky mig! kunde denne blive Virtningen af mit Arbejde, da vilde jeg forbande det ulykkelige Øjeblik, der indgav mig Tanken om at opsætte mine Meninger i denne Sag. Tværtimod! jeg vil ikke berøve eder denne ædle Følsomhed, der klæder eders Kjøn saa vel; jeg vil kuns vise eder, hvorledes I bør anvende den. Lader eders Medlidenhed med Kreaturene ikke blive den herskende hos eder; den er i Stand til at udrydde alle audre, endog værdigere Følelser; den kan blive, som den store Menneskekender Pope siger i hans Essay on Man:

- - - one Master-Passion in the breast,
Like Aaron's Serpent, swallows up the rest.

Naar I se et lidende Dyr, saa ynkes over det, hjælper det, * 142 om I kan; men lader aldug den Tanke forlade eder: hvor mange af mine Medmennesker ere vel ikke lige saa ulykkelige, ja endnu mere, end dette Dyr? Lader aldrig eders Medlidenhed drive eder saa vidt, at I antage det ror Lidelser, som dog er Bestemmelse: vejer Byrderne efter de bærendes Kræfter, og lader det aldrig komme dertil, at I yntes over Hestene, der drage eders Vogn, imedens I med Ligegyldighed se Savskærerens Sved, der saver det Brænde, hvormed I skal varme eder om Vinteren. Laber aldrig Medlidenheden med det Lam eller den Høne, der skal slagtes til eders Føde, gaa saa vidt, at I derover glemme Soldaten, der uden Nytte maa lade sit Liv for en stolt Fyrstes Ærgerrigheds Skyld, eller Misdæderen, der man afsone den Misgjerning, hvortil han ikke sjælden har været tvungen, med sit Blod. Kort sagt: Lader aldrig eders Medlidenhed med de Smerter og Byrder, der trykke den saakaldede ufornuftige Del af Skabningen, lede eder paa saa farlig en Afvej, at I derved glemme den Deltagelse, den Medynk og den varme Medlidenhed, som I skylde den ædlere Del, eller eders Medmennesker!

"Men I, mine lidende Medskabninger! I, hvis Sjæle nedtrykkes til Jorden af de Smerter og Bekymringei, som I ikke tro eder stærke nok til at udholde! Eder skylder jeg endnu nogle faa Ord, for end jeg forlader denne Materie. Ingenlunde maa I tro, at jeg vil betage eder Mod og Kraft til at bære eders Lidelser, idet jeg nedsætter eders Kaar langt under Dyrenes. Nej! jeg vil snarere styrke eder og gyde Lægedom i eders Saar. Naar I endogsaa lide mere, end I tro, at eders Kræfter kan taale; naar endogsaa Haabet synes rent at forlade eder, o! saa fortvivler ikke! Den samme gode og vise Skabere, der har fundet det tjenligt at prove eder ved Lidelser og Smerter i Verden, har ogsaa givet eder en paalidelig og tilforladelig Trøst, ikke et Ror, som let kan brækkes, men en Stav som den, Vandringsmanden udsøger, der er dygtig til at udholde alle Rejsens Vanskeligheder med ham. Det er Religionen, den guddommelige Religion, der skal give eder 143 Trøst, der skal lindre eders Smerter, der skal hjælpe eder at staa der, hvor I ellers maatte falde. Den er stærk nok dertil; og den Trøst, som det svage Menneske ved den kan bekomme, overvejer al den Trøst, som alle jordiske Ting kan give. Bruger I den retteligen; siger eders Samvittighed eder, at I ikke ved egne Laster have paadraget eder eders Lidelser; vide I, at I aldrig have handlet saaledes imod andre Mennesker eller Dyr, at I derved kunne have fortjent eders Plager; forestille I eder stedse med en fast Overbevisning, at der er et Liv efter dette Liv, der sfal holde eder skadeslose for alt, hvad I have lidt her i Verden; ere I overbeviste om, at den højeste Grad af Lyksalighed, som dèr kan opnaas, umuligen kan blive andre Skabninger til Del end dem, der have haft Evner til at være dydige, gode og retskafne*); o! da kunne I aldrig fortvivle, da ville I vist med Taalmodighed bære eders Lidelser; da kunne I midt i eders Smerter være stolte af den Lykke, I nyde frem for de ufornuftige Skabninger, at I ere Mennesker."

*
144

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 7.

Hvad gjøv Vildtysken ej for Penge?
Saa raabte tvende taabelige Drenge,
Da de fik se for første Gang
En Abekat.

Wessel

Tre og tyvende Kapitel.
Forvalterens Historie.

Konen mærkede ikke, at hendes Mand sov, før end hiui var kommen et godt Stykke ind i Afhandlingen, da hun hørte ham snorke af alle Kræfter, hvorfore hun maatte finde sig i at læse Resten sagte for sig selv. Da han vnagnede, fandt hun ikke for godt at tilbyde ham paa ny at høre en Afhandling over en Materie, der var alt for tør for en Mand, som ikke interesserede sig for andet end for sine Regnskaber.

Præsten kom igjen Daden efter Madamen leverede ham sin Afhandling tilbage med megen Taksigelse; hun forsikrede, at hun havde læst den med Fornojelse og fundet adskilligt godt deri, men sagde tillige oprigtig, at hun endnu ikke var fuldkommen overbevist om Rigtigheden af Hans Velærværdigheds Sætninger, hvorimod hun fandt adskillige Ting at indvende

Jeg havde vel i Sinde at levere mine Læsere den hele 145 Samtale, som nu passerede imellem Forvalterens Kone og Præsten; alle de Indvendinger og Argumenter, som hun frembragte imod ham, og Maaden, hvormed han igjendrev samme, er mig i saa frisk et Minde, at det kostede mig kuns Umagen at udskrive alt dette af min Hukommelses-Protokol; men da jeg har erfaret, at den største Del af mine Læsere ligner Forvalteren og falder i Søvn ved alvorlige Materier, saa maa jeg lade dette mit Forsæt fare, især naar jeg betænker, at en Skribent, som Fielding siger i Tom Jones, er kuns en Spisevært, der maa indrette sin Spiseseddel efter den Smag, som Mængden af hans Gjæster har, i Fald han vil vente Aftræk paa sin Mad. Denne Regel mærker jeg ogsaa, at de fleste af vores nymodens Skribentere saa nøjagtigen følge, at de endogsaa deri efterligne Spiseværten, at de overmaade ofte fremsætte for deres Gjæster noget varmt Vand med et Stykke ristet Brød i, hvilket Gjæsterne med den største Appetit fortære, siden det paa Spisesedlen findes anført med det prægtige Navn: Bouillon.

Jeg kan ikke nægte, at jo Iver for at forfægte en yndet Mening undertiden drev Forvalter-Konen til at finde Sætninger i Præstens Afhandling, som andre ikke vilde kunne finde deri; enkelte Ords Bemærkelse fordrejede hun en Gang imellem, og havde paa sine Steder læst et Bogstav i Steden for et andet*), men, med alt dette, var hendes Forstand ikke uvillig * * 146
til at lade sig overbevise; og i enhver anden Strid skulde hendes Hjærte gjærne have fulgt med Forstanden, kuns ikke i 147 denne, hvori hun stred for en Idé, der saa højligen interesserede hendes ømme og medlidende Følelser.

Jeg vil nu lade enhver beholde sin Mening og kun gjøre en liden Extrakt af den hele Samtale, hvilken Extrakt ikke skal indeholde andet end slige Ting, der kan more Forvaltere og andre saadanne søvnige Væsener. Skulde andre Mennesker slumpe til at læse dette Kapitel, da vil den eneste Nytte, som de deraf kan høste, blive denne, at de kan blive nøjere bekjendt med Forvalteren eller, rettere sagt, med hans Levneds Historie, som Madamen nu fortalte Præsten, og hvoraf jeg vil her gjøre et lidet Udtog.

"Min Mand", sagde Madamen, "er født i en Kjøbstæd i Jylland, af skikkelige Borgerfolk. Hans Moder døde i Barselseng med ham, og et Aars Tid derefter skjænkede hans Fader ham en Stedmoder. Et Par Aar forgik, og da døde hans Fader, efterladende sig tre Børn og en Kone, der nu, som Stedmoder, havde fuldkommen Raadighed over et Barn, som hun syntes var hende slet ikke vedkommende, og som hun troede at opfylde alle sine Pligter imod, naar hun kuns ikke pryglede eller sultede det ihjel. Hun giftede sig snart igjen og bragte saaledes tre Kuld Børn sammen, til liden Fordel for min Mand, thi foruden det stedmoderlige Had, hvorunder han maatte lide, kan man let se, at der kuns kunde falde en saare liden Del af den faderlige Kjærlighed paa ham, naar den skulde paa sædvanlig Maade deles imellem dem alle.

"Indtil sit tolvte Aar maatte han slide Tiden i dette Hus, hvor hans naturlige Munterhed blev kvalt ved idelige Prygl, Utak og Skjældsord, samt den kjendelige Foragt, som hans saakaldede Forældre viste imod ham, hvilket altid er det allerkraftigste Middel til at kvæle alle Spirer til det gode hos unge Mennesker. Uagtet han var den ældste, maatte han altid bie til sidst, med hvad han fik, og dette maatte han endda antage som en Naadegave. Blev ham undertiden paa fremmede Steder præsenteret Æbler eller andet saadant, saa maatte han altid tage det sletteste, for at hans yngre Søskende kunde faa det 148 bedste, saafremt han ikke vilde vente, at hans Ryg skulde betale Laget, naar han kom hjem. I Steden for man i andre Huse lader de yngre Søskende tage imod de Klæder, som de ældre voxe fra, saa gik det her tvært imod; han maatte altid tage Klæder op efter sine yngre Søskende, og disse Klæder bleve saaledes lappede sammen, at han, naar han fik dem paa, saa' ud, som om han var vanskabt; saaledes sad for Ex. Knæskallen, efter hans Buxers Figur, gemenligen et halvt Kvarter højere oppe paa ham end paa andre; Albuerne dannede en Pose tæt oppe ved Skulderen, og Lommehullerne nærmede sig saa meget til Armhullerne, at den højre Haand altid maatte tage frem, hvad der laa i den venstre Lomme, og den venstre Haand, hvad der laa i den højre. Havde hans Barndom indfaldet i disse Tider, da Moden byder, at Lommernes Situation skal være saadan, da vilde han have passeret for en usædvanlig net pyntet Dreng; nu derimod maatte han finde sig i, at han iblandt sine Søskende og Legekammerater passerede for et Spektakel, og at man ideligen i en spøgende Tone bebrejdede ham, at han stak Armene for langt igjennem Kjolen, og Benene for langt igjennem Buxerne; og Forældrene vidste altid at undskylde hans underlige Klædedragt dermed, at han voxede fra alle sine Klæder, saa at ingen kunde udholde at give ham nyt, saa til som han behøvede.

"Med hans Lærdom gik det ikke meget bedre. Han lærte Pontoppidans Forklaring udenad og kunde skrive en taalelig Sammenskrut, da han var tolv Aar gammel. Hvor stærk han for Resten maatte være i sin Kristendom, kan man let slutte deras, at hans Forældre holdt en Jøde til at informere ham deri, blot fordi Jøden forrettede dette Embede for Halvdelen af, hvad man maatte betale Byens almindelige Skolemester, og fordi de mente, at hans yngre Søskende endnu vare for smaa til at begynde med den tunge Læsning, uagtet den ældste af dem dog var ti Aar gammel.

"Nu beiluttede hans Forældre at sætte ham i latinsk Skole for paa en god Maade at skille sig ved ham. Han blev da 149 sendt til en anden Kjøbstæd, hvor der var en latinsk Skole, og indsat deri. Det var endnu paa de Tider, da man ikke vidste andet Middel til at bibringe Ungdommen det latinske Sprog med end Riset, da Lærerne i Skolerne vare næsten ikke at anse anderledes end Bøddeler, og enhver Skole lønnede en saakaldet Kustos, hvis fornemmeste Pligt var at forsyne alle Lærerne to Gange om Ugen eller oftere, i Fald det behøvedes, med nye Ris.

"Da han nu var kommen ud af sine Forældres Hus, kan man let indse, at han havde mere Frihed end forhen; og at han ogsaa til Gavns søgte at benytte sig af samme, det vil næppe nogen tvivle paa, som véd, hvorledes Ungdommen er, naar den kommer løs af sine Baand. Mængden af til Dels ryggesløse Skolekammerater gjorde ogsaa, at adskillige Pudser bleve spillede, som en enkelt ikke kunde have udført, om han end havde opfundet det, men Udfaldet blev ogsaa dette, at deres Ryg og Hænder maatte ideligen svie for den korte Fornøjelse, som et saadant vel udført Skjælmstykke foraarsagede dem. En meget naturlig Følge af denne Pryglen var, at Skoledisciplerne bleve saa vante til Hug, at de slet ikke mere estimerede dem".

Iblandt de mangfoldige Pudser og Skjælmstykker, som Madamen her fortalte om hendes Mand, vil jeg kuns anføre et Par, fordi jeg tror, at de virkelig røbe en Del Vittighed, og fordi jeg holder for, at en fornuftig Skolelærer meget mere lemfældig bør behandle slige Skjælmstykker end dem, der røbe blot Ondskab, hvilken Forskjel Forvalterens Lærere ikke forstode at gjøre, men behandlede alle Pudser lige haardt, enten Planen var mere eller mindre ond

Bønderne i den Egn havde, iblandt megen anden Overtro, ogsaa denne, at de paa den første Inledag, naar de red fra Kirke, kappedes med hinanden, om hvem der kunde komme først hjem; thi den iblandt dem, som blev den første, troede de, at der forestod en besynderlig Lykke i det næste Aar. Nu hændte det sig, at det en første Juledag frøs meget haardt; Bønderne 150 havde bundet nlle deres Heste efter Sædvane i en lang Rad uden for Kirkegaarden, og imedens Bønderne vare i Kirken, havde Skoledisciplerne ost Vand paa Knuderne af Grimeskafterne, hvormed Hestene vare fastbundne. Da nu Bønderne kom fra Kirken og ilede for at begynde deres Væddeløb, saa fandt de store Istapper hængende ved Grimeskaftet, saa det var dem umuligt at opløse Knuderne. De maatte altsaa resolvere til at skære Grimeskafterne af, og denne lange Rad af afskaarne Tovstumper glædede Skoledisciplerne inderligen, uagtet de vidste, at deres Ryg og Hænder Tagen efter maatte betale Legen.

I Fasten holdtes et ugentlig Hestemarked i Byen. Naar det begyndte at blive mørkt, og Markedet ophørte, forsamlede Bønderne sig i de nærmeste Kroer for at drikke det saakaldede Ligkjøb, uden hvilket ingen Handel holdes for at være ret gyldig. Af denne Tid benyttede Skoledisciplerne sig; et Par af dem sneg sig ind imellem Hestene, forsynede med en Krukke med hvid Farve, samt en dito med sort Farve, og et Par Pensler. Hvor de nu saa' en Hest med en hvid Stjærne i Panden eller med hvide Fødder, dèr oversmurte de det hvide med den sorte Farve, og derimod forsynede de dem med hvide Mærker, som ikke af Naturen havde samme. Dette foraarsagede siden løjerlige Optrin imellem Bonderne, naar de, ofte meget beiusede, kom ud fra Kroen og ikke kjendte deres egne Heste igjen; det kunde vel endog undertiden hænde sig, at nogle af Bønderne rede bort med andres Heste, hvilke de, efter Mærkerne at regne, holdte for at være deres egne. Men hvorledes endogsaa Udfaldet blev af et saadant Spøg, saa var dog den visse Følge deraf denne, at Skoledisciplerne Dagen efter fik en igjentagen Salve af Lærernes Rie, hvilket dog var saa langt fra at afholde dem fra slige smaa Pudser, at det snarere forhærdede dem i deres Lyst, saa meget mere, som deres Ryg og Hænder ofte havde maattet undgjælde fort, som andre paa deres Regning havde begaaet.

Flere saadanne Historier skulde jeg ikke opregne, saafremt 151 der iblandt dem endnu ikke var en, hvis Udfald havde en saa betydelig Indflydelse paa Forvalterens øvrige Levetid, at den ikke ret vel kan forbigaas. Han havde nu været fem Aar i Skolen og kunde haabe om et Aars Tid at hove blevet Student, om ikke hans muntre og overgivne Humør havde drevet ham til det følgende Puds., Der gik en Gedebuk paa Gaden, som disse unge Drenge dreve adskillige Løjer med. Den fandt sin Regning ved at holde sig Ven med dem, eftersom de aldrig saa' den uden at give den noget Brød, Tobak eller andre Ting, som ere Delikatesser for Gedebukke. En Aften ved Juletider tager B. - saaledes hed Forvalteren - en af sine Kammerater, som han stolede paa, med sig og fører Gedebukken ind i Kirken, just da Klokkerens Karl var i Færd med at ringe ni. De vidste, at Karlen derefter skulde trække Urværket op, og imedens dette skete, binder de Gedebukken i et Klokkereb og gaar bort. Karlen gaar ogsaa og lukker Kirken efter sig, men et Par Timers Tid derefter fandt Gedebukken sig ikke fornøjet med at blive der; den forsøgte paa at slide sig løs, men derved kommer Klokken i Gang; Vægterne, som troede, det var Signal for en Ildebrand, istemmede med deres Piber, og hele Byen kom i Oprør, Da man ingen Ild kunde finde, saa spørger man Klokkeren; han forsikrede, at han ikke kunde begribe, hvem det var, der ringede, men at hans klokkerlige Mening var, at det maatte være den lede Aand, der saaledes forlystede sig, siden det er en bekjendt Sag, at den altid har meget at bestille i Kirkerne om Natten. Indtagne af denne Tanke, turde hverken Klokkeren eller nogen anden enkelt Person vove sig ind i Kirken, hvorfore Stadens velvise Magistrat fandt sig nødt til at anmode Garnisonen om at vise sin Mandhaftighed. Dette skete; en Kommando Soldater, med Bajonetten paa Geværet, blev befalet at gaa der ind, thi Magistraten sagde meget viselig, som Kerasmin i Holger Danske:

Imod Satan er jeg fejg.

* 152

Soldaterne gaa, komme ud igjen og bringe med sig som Krigsfange - en Gedebuk. Dagen efter forsamledes Raadet; alting, lige til Gedebukken, blev forhørt, men Gedebukken, som den eneste Medvidere, var tro, og intet blev opdaget. Rektor blev da anmodet om at holde Forhør, siden den almindelige Mistanke faldt paa Mulernes Sønner. Da en almindelig Exekution over hele Skolen intet vilde udrette, saa blev en Præmie af to Rigsdaler udsat for dem, som vilde angive Gjerningsmændene, og Frihed for Straf, i Fald Angiveren selv var delagtig i Skjælmstykket. Jeg vil ikke kommentere over den Læreres Moralitet, der kunde ved Præmier forføre et ungt Menneske til at blive en Forræder; kuns dette maa jeg til Skam for vedkommende anmelde, at B.s Kammerat blev forført og blev hans Angivere. Nu sendte Rektor Bud efter B., men denne lugtede Lunten og kom ikke, Det andet Bud blev sendt til ham, med Løfte om Straffens Eftergivelse, om han godvillig vilde indfinde sig. Nu fandt han det raadeligst at gaa; han kommer, og man viser ham op ad Trappen i anden Etage. Det første, han fik Øje paa, da han kom ind, var den rasende Rektor, to haandfaste Arbejdskarle, som sloge Dørene i efter ham, og en umanerlig Tamp. B., som troede at se Døden for sig, løb alt hvad han kunde ind i en anden Stue, aabnede et Vindue og sprang ned fra anden Etage i Haven. Til Lykke for B. var der just faldet en meget dyb Sne, som befriede ham fra at brække Halsen, han rejser sig hastig op, løber igjennem Haven, springer over et Stengjærde og ud paa den vilde Mark. Ikke turde han løbe tilbage til Byen, men ilede til næste Bondeby, hvor hen han næppe var

ankommet, før end han af Faldet, Angsten og Mathed besvimede.

En medlidende Bondekone tog l;am ind til sig og plejede ham i nogle Dage; men B., som havde en dødelig Angst for at falde i Rektors Hænder, besluttede aldrig mere at se dam. Sine Forældre turde han ikke vende tilbage til, da han vidste, at der ingen Trøst var for ham at hente. Han tænkte derfore 153 at ville forsøge sin Lykke i Verden og kom, efter et Par Dages Rejse til Fods, til et Sted, hvor fra man satte ham over til Sjælland.

Fire og tyvende Kapitel.
Søm ikke er stort bedre end det forrige.

Da han var ankommen til Sjælland, skrev han sine Forældre til og bad dem om Forladene for, hvad han havde gjort, men han fik intet Svar, hvilket han maatte have kunnet formode sig, om end ikke Rektor var kommet ham i Forvejen og havde fortalt Sagens Sammenhæng paa sin Maade. Han besluttede derfor at søge sig en Tjeneste, hvilket ogsaa efter megen Umage lykkedes ham, da han blev antaget som Skriverdreng hos en Forvalter paa et fornemme Herskabs Gods, hvortil den Færdighed i at skrive og regne, som han i Skolen havde erhvervet sig, var hans eneste Rekommendation.

Det faldt ham vel lidt underligt, at han maatte arbejde som Skriverdreng, og desuden børste Støvler, varte op ved Bordet, staa bag paa hans Husbonds Chaise og forrette andre saadanne Ting, som han ikke troede vare ham anstændige. Det, som endnu var det værste, var, at hans Husbond havde en Pisk, at han brugte den, og at han havde vel saa godt et Haandelag til at slaa med som hans forrige Lærere. Hertil kom endnu, at den Mad, som der vankede i Huset, var enten saa knap, at han, der havde en herlig Appetit, ikke kunde finde sig fornøjet med Kvantiteten, eller og havde en Fejl i Kvaliteten, naar Kvantiteten en eller anden Gang var upaaklagelig. Dog, som et ganske forladt ungt Menneske, indsaa han snart, at han maatte holde ud. Hang eneste Glæde var, naar hans Husbond tog ham med sig paa Jagt for at bære Geværet eller Vildtet, hvilket ikke sjælden skete. Uagtet al den Haardhed, hvormed han blev begegnet, udholdt han dog i denne Tjeneste i ti Aar, indtil hans Husbond dode. Nu blev Forvalter-Tjenesten 154 betroet ham, fordi Proprietæren, der var en meget rig og karrig Mand og boede i Kjøbenhavn, troede, at han var duelig dertil, og fordi han mærkede, at han kunde afspise B. med Halvparten af den usle Lon, som hans Formand havde haft.

"Her", sagde Forvalter-Konen, "blev jeg bekjendt med min Mand; vi giftede os sammen, og jeg var ikke saa lykkelig, at jeg kunde tilbringe ham andet end min blotte Person*). Det varede ikke længe, inden vores Familie forøgedes, og min Mand indsaa snart, at han ikke kunde underholde os med den usle Løn, som hans Principal gav ham. Fire eller fem Aar udholdt vi dette, men endeligen tilskrev min Mand Herskabet og bad, at han dog vilde foroge hans Lou lidet, i Betragtning af, at alle Omstændigheder syntes at vise Billigheden af et saadant Forlangende. Proprietæren havde en Ven, der var hans Konsulent og som Inspektor over hans Landgodser, en Mand, der havde beklædet og endnu beklædede kongelige Embeder, hvori han havde vist sig som en haard, uretfærdig og ubarmhjærtig Mand. Denne, som kjendte Proprietærens Hovedlidenskab at være Gjerrighed, fandt sin Regning ved at smigre denne Passion ved alle Lejligheder. Han skriver da min Mand til, uden at melde et Ord om hans Begjæring, at han til næste Termin skulde holde sine Regnskaber færdige og aflevere Godserne til en ny Forvalter. Min Mand, som troede, at den karrige Principal var blevet vred, fordi han havde forlangt Tillæg i sin Løn, skrev da et meget ydmygt Brev, saa vel til Proprietæren, som til Konsulenten, hvori han frafaldt sin Begjæring, men havde det Haab, at han derimod maatte vedblive Tjenesten. Herpaa fik han intet Svar før end en Maaned før Terminen, da han faar et Brev fra Konsulenten, hvori meldes * * 155 ham, at han maatte holde sig den forrige Ordre efterretlig, siden hans Tjeneste var givet bort til en anden.

"Dette var et Tordenslag. Men et Par Dage derefter bliver der min Mand en Forvalter-Tjeneste tilbuden i Jylland paa fordelagtige Vilkaar; han modtager den, melder Proprietæren sin Lykke og fragter et Skib, som skal bringe hans Gods over til Jylland. Nu begyndte han paa sit Regnskab, men mærker, at han kom fem Hundrede Rigsdaler til kort. Han melder Proprietæren dette og beder paa det bevægeligste, at han vilde modtage Sikkerhed for Summen hos en Præst der i Egnen, som havde tilbudt sig at være min Mands Kavtion. Proprietæren tier, og vi indpakker vores Gods; men den selv samme Dag, da vi skal begynde at indskibe det, kommer Konsulenten med Rettens Betjentere og gjør Arrest paa Godset og paa min Mands Person. Nu sad han da i Arrest et helt Aar, indtil der lykkeligvis tilfaldt ham en Arv, hvoraf Proprietæren og Konsulenten opslugede den største Del for Gjælden, Renter og Omkostninger. Dette var ikke nok, men da han kom paa fri Fod, var Forvalter-Tjenesten i Jylland for længe siden bortgivet, og det lidet, som Proprietæren og Konsulenten havde ladet ham beholde, blev opsluget ved en Proces, som Skipperen anlagde imod ham for Betaling af den akkorderede Fragt, Ophold og andre Omkostninger *).

"Nu sad vi der med ganske tomme Hænder igjen. Min Mand kunde ikke begribe, hvad Aarsagen kunde være til en saa overmaade ubarmhjærtig Behandling, da han ikke vidste at have fornærmet enten Proprietæren eller hans Konsulent saa højlig, at en slig Omgangsmaade kunde være undskyldelig. Saa meget begreb han dog, at det ikke var )aa meget Proprietærens Gjerrigheds Skyld, som meget mere Konsulentens, da denne Mand var overalt bekjendt for en nedrig og ondskabsfuld * 156 Mand. Ved noget at betænke sig erindrede han, at han havde gjort sig skyldig i to Forbrydelser imod Konsulenten, som var Amtsforvalter der i Egnen, imedens min Mand tjente hos sin Formand, og disse Forbrydelser havde uden Tvivl gjort Konsulenten til min Mands uforsonligste Fjende. Den første bestod deri, at min Mand, da han en Gang vartede op ved sin Husbonds Bord, hvor Konsulenten, den Gang Amtsforvalteren, var til Gjæst, havde været saa uheldig at vælte en Sauceskaal ned over hans Klæder; og den anden var, at han havde advaret bemeldte Amtsforvalter fra at sætte et Nul paa et urigtigt Sted." *)

Frygt for, at jeg allerede har faldet mine Læsere kjedsommelig med denne Fortælling, gjør, at jeg forbigaar det øvrige af Forvalterens Historie, hvoraf jeg kuns vil berette, at han efter mange Omtumlinger og idelige Uheld havde for en halv Snes Aar siden faaet den Tjeneste, som han nu havde, hvori han levede ret godt paa sin gammel Alder. Ligeledes forbigaar jeg alle de Anmærkninger, som Madamen gjorde for Præsten for at vise ham, hvorledes de mangfoldige Ulykker og nedrige Behandlingsmaader, som han lige fra Fødselen af havde udstaaet, havde forenet sig tilsammen for at gjøre en Mard haardhjærtet og næsten umenneskelig, hvis Karakter af * * 157 Naturen ikke var ond, og som under en bedre Skæbne kanske vilde have blevet et Mønster paa Menneskekjærlighed.

Jeg kommer altsaa tilbage til min egen Historie. Det varede ikke meget længe, før end Forvalteren skulde indsende en Del Penge til sit Herskab, der var en ung Hof-Kavaler, som ved sin Faders Død var for et halvt Aar siden bleven Ejer af anselige Godser og store Midler.

Jeg blev da pakket i et Brev tillige med en stor Del andre af mine Ligemænd, og saaledes sendt til Kjøbenhavn, hvor jeg kom i et nyt Herskabs Hænder.

Min nye Herre kaldte sig Junker Laps. Jeg har ikke kunnet opdage, om det var hans Døbenavn, hans Tilnavn, eller om der i Dannemark gives nogen vis adelig Familie af det Navn Laps. Dersom san er, da maa den Lapsiske Familie upaatvivleligen være den allerstørste i hele Dannemark og Norge, thi man skal ikke just komme i ret mange adelige Selskaber, uden man jo finder nogle Lapser deriblandt. Skulde det ellers være en eller anden af mine Læsere meget angelegen at faa nogen Oplysning herom, da kan jeg ikke give dem bedre Raad, end at de henvende sig til det kongelige danske genealogiske og heraldiske Selskab, hvor jeg formoder, at de enten hos Forstanderen eller Kassereren vil erholde den allertilforladeligste Underretning.

Jeg véd just ikke, om de adelige Lapser af Bededags-Aftens Selskabet eller noget andet Selskab ville være fornøjede med, at jeg saaledes indtrænger mig selv og indleder andre i deres genealogiske Hemmeligheder, men det faar være lige meget; man kan ikke skrive alle Mennesker til Pas, og jeg siger som Sterne: in writing what I have set about, I shall confine * 158 myself neither to their rules, nor to any man's rules that ever lived. Dersom en af Lapserne selv vilde paa Forlangende give den nødvendige Underretning, saa behøvede jeg ikke at henvise nogen til det genealogiske Selskab; men man véd, at de sætte deres Rang og Herkomst uden for sig, hvilket skal forestille en Cherubim med et gloende Sværd, for at afholde Profanum vulgus fra at indtrænge sig til dem. Ikke des mindre, da jeg kjender denne Glans ikke at være ondet end Lygtemandens Lys, gaar jeg min Bane ligefrem, enten den saa falder forbi deres Næser, eller nogen anden Næse i Verden, og siger som Eteokles hos Æskylos:

Κόσμον μὲν ἀνδρὸς οὔτιν ἂν τρέσαιμ' ἐγὼ,
Οὐδ' έλϰοποιὰ γίγνεται τὰ σήματα
Λόφοι δὲ ϰώδων τ' ὀυ δάϰνουσ' ἄvευ δορός.

hvilket jeg oversætter paa Dansk, siden al Verdens Lapser ellers ikke vilde forstaa det, saaledes paa min Vis: Jeg frygter aldrig for nogen Mands Rang og Karakter; Skjolde og adelige Vaalmer rive ikke Hul paa Skindet, og Hjælme og Bjælder og alskens Kling Klang, det bider ikke, med mindre der kommer et Stykke skarpt Jærn til.

Nu til min nye Herre, Junker Laps, igjen. Ved sin Faders Død var han, som sagt, bleven Herre over anselige Midler. Han havde lært alt, hvad en Adelsmand behøver at vide, det er at sige: han forstod Fransk, en halv Snes Ord Latin, han kunde danse, ride, fægte, spille Kort, pynte sig ved Hjælp af et Par Tjenere, samt bedømme Moder og Skuespil. Disse herlige Egenskaber skulde han nu til at udvide og gjøre mere glimrende ved udenldske Rejser.

Jeg véd ikke, hvad for en god Aand der havde sagt ham, at en Mand, der vilde rejse med Nytte, burde først kjende sit eget Fædreneland. Saa meget er vist, at den, der havde givet * 159 ham denne Lærdom, kunde ikke være hans Fjende. Blev denne Regel almindeligen iagttaget, saa vilde de fleste af vore Landsmænd, naar de komme udenlands, ikke være nødte til enten at gabe eller at lyve, naar man taler med dem om deres eget Fædreneland.

Hvordan det nu hænger sammen eller ikke, saa er det vist, at Junker Laps besluttede at se sig lidt om i sit Fødeland. Det var Skade, at han paa denne Rejse ikke kom længere end til Odense, thi han opholdt sig temmelig længe paa ethvert Sted for at lære at kjende alting ret nøje; og da han eftersaa sin Almanak, erfarede han, at September Maaned nærmede sig, til hvilken Tid han uforbigængeligen maatte være i Kjøbenhavn, siden han i hele Parkettet holdtes for den allerpaalideligste Kunstdommer til at bedømme Danserindernes Fødder.

Jeg havde den Lykke hos denne min Herre, som jeg næppe vilde have haft hos nogen anden Laps i Verden, nemlig at jeg fulgte med ham paa hans hele Rejse, og at jeg, da han kom til Kjøbenhavn igjen, endnu befandt mig i hans Ejendom, hvilket noksom beviser, at han ikke, som saa mange andre rejsende, kom i Pengetrang paa Turen.

Min Herre vilde rejse med Nytte. Han vilde vise Verden, at han havde rejst med Opmærksomhed, han holdt altsaa en Dagbog, hvori han antegnede alt, hvad han saa', og alt, hvad han holdt for mærkværdigt. Men da han umulig selv kunde være alle Vegne, og meget kunde undgaa hans Agtpaagivenhed, og siden han vidste, at fire Øjne se bedre end to, saa havde han givet sin Tjener Ordre til ligeledes at optegne alle Mærkværdigheder og hver Aften at give ham en Liste paa samme: en Forsigtighed, der var ligesaa rosværdig som den, en Dramaturg brugte, der, selv overvældet af utallige Forretninger, lod * 160 sin Søn, et ungt, haabefuldt Menneske paa 10 Aar, hver Aften gaa paa Komedie med Bogen i Haanden for at samle kritiske Subsidier.

Da min Herre var kommet hjem igjen, anvendte han en Del Tid paa at bringe sine Anmærkninger i Orden, eftersom han besluttede at udgive dem til Nytte for Publikum. Som en Prøve derpaa, skal det næste Kapitel indeholde hans Rejse fra Kjøbenhavn til Roskilde, hvoraf Læserne skulle blive i Stand til at dømme om Vigtigheden af de øvrige. Skulde siden nogen Boghandler ville paatage sig Forlaget af det hele Værk, da kan han adressere sig til Forfatteren selv, som vil være meget billig i Henseende til sit Honorarium. Han vil ogsaa gjærne overlade hele Manuskriptet til Selskabet for de skjønne Videuskabers Forfremmelse, men i dette Tilfælde forbeholder han sig at omarbejde det og gjøre det paa Vers, som ikke koster ham synderlig Umage, og hvorved han da fortjener dobbelt Betaling. Kuns ønsker han at vide én Ting: da der kanske vil forekomme en Del Noter deri, saa tror han, at Selskabet ikke nægter at forhøje hans Honorarium, naar han ogsaa sætter dem paa Vers, og som en Erkendtlighed derfore lover han gratis at ville udgive Subskribent-Listen paa Poesi og i rimede Vers. Kunde Udgaven endnu blive ziret med nogle smukke Kobbere, da var det saa meget des bedre, kuns ønsker han, at de maatte blive mere passende til de Steder i Bogen, hvor de skal staa, end Kobberne i den ny Udgave af Niels Klim*).

* *
161

Fem og tyvende Kapitel.
Prøver paa Junker Lapses Udenlandsreise.
(Junkeren hedder Jeg i dette Kapitel.)

Den første Juni Styli novi Aar 1788 rejste jeg fra Kjøbenhavn Klokken 6 om Morgenen, i en Karét med Jochum Larsens fire graa Heste for. Elskere af Naturhistorien maa vide, at disse Heste ere af det Slags Dyr, som Linnæus i sit Systema Naturæ regner iblandt Belluas, under Navn af Equus Caballus. De naturkyndige ville paastaa, at den hele blonde Natur er den tendreste og svageste. De blonde Fruentimmer ere svagere end de brunette, som kan ses af Hagedorn, naar han siger:

Die Brunetten soll'n für allen
mir gefallen;
sie sind dauerhaft zur Lust*).

Liljerne og alle hvide Blomster falme snarest, og overhovedet skal enhver Ting i Verden saa meget desto snarere være udsat for Svækkelse og Fordærvelse, som dens Farve nærmer sig mere og mere til det hvide. Jeg vil ikke lægge mig i Strid med den lærde Verden derom; kuns dette maa jeg sige, at jeg i de anførte fire graa Heste kunde finde et stærkt Bevis for den modsatte Sætning, eftersom der næsten ikke var Sved at se paa dem den hele Vej igjennem, uagtet vi dog kjørte ganske frisk.

* * 162

Strax uden for Porten*) - det var Vester Port, vi kjørte ud af, thi der igjennem gaar Vejen nærmest til Roskilde - mødte vi en usigelig Hoben Bøndervogne, alle vel bepakket med alle Slags Proviant, hvormed de skulde ind til Torvet**). Naar man med et filosofisk Øje betragter den utrolige Mængde Fødevare, som bringes daglig til Kjøbenhavn, saa vil man befinde, at det er en upaatvivlelig Sandhed, at - - - der fortæres meget i Hovedstaden.

Det første mærkværdige Sted, som jeg passerede forbi, var Skydebanen, et Sted, hvor en Kavaler overmaade behageligen kunde sortære sine Penge, saafremt det ikke var alt for meget frekventeret af Borgere og gemene Folk. Flere Anmærkninger over dette Sted gjemmer jeg til det første Bilag til denne min Rejsebeskrivelse, som indeholder en Afhandling om Fugleskydningens Alder og Skæbne, saa vel før som efter Syndfloden.

Frederiksberg ligger en halv Mil, knap Maal, fra Staden, og er et vel bekjendt kongeligt Lystslot. Critici ville, at Stedet skulde hedde Frederiksbjærg, fordi det er bygget paa et Bjærg eller en Bakke, og de Herrer Critici have heller ikke saa meget Uret. Ved Slottet er en stor Have, og et herligt nyt Anlæg i Søndermarken, hvilket sidste Sted haver denne Herlighed frem for ethvert andet Sted, at det er bleven tillukket for Pøbelen, og Adgang ikke tilladt andre end Adelen. Aarsagen hertil skal være, at der er sket Skade paa Blomster og andet. Vel mumlede man en Tid om, at en fornemme Mand skulde * *

Bogtr Anm

163 have der gjort sine botaniske og mineralogiske Exkursioner, og at den samme Haand skal her have fundet Konkylier, der bedre passede i hans Samling end i Grotten og det kinesiske Lysthus; men det blev ved en uomstødelig Syllogismus bevist, at det var en dobbelt pøbelagtig Streg at røbe Adelsmænds pøbelagtige Handlinger, og derfore blev Indgangen spærret for enhver, som ikke hører til de ni Klasser.

Et lidet Stykke fra Frederiksberg staar en Milepæl, der med meget større Rimelighed kunde zires med en Haand, end den Milepæl, der findes afbildet ved det niende Kapitel i den nye Udgave af Niels Klim; thi i Dannemark er det dog endnu Moden at bruge Hænder, men man har ingen paalidelige Efterretninger om, at de nu om Stunder ere i Brug i Planeten Nazar, hvor Indbyggerne i gamle Dage vare Træer og maatte benytte sig af Grene i Steden for Hænder*). Ved at se en Milepæl kan jeg dog ikke andet end tænke paa en Lighed, som jeg finder imellem den og de stakkels Fuldmægtiger og Kopister i de kongelige Kollegier. Saa vel disse som Milepælene ere satte paa deres Sted for at vise Folk Vejen, men selv maa de til evig Tid blive staaende.

En halv Mil derfra kommer man til Dainhnset, hvor jeg maatte betale Bompenge. Jeg vægrede mig derved, sigende, *

Korrekt Anm

* 164 at Bommene ikke vare oprettede for andre end for Bønder, og at Folk af fornemme Extraktion ikke kunde betale slige Afgifter. Men Bommanden var en Stud og sngde, at han ingen Forskjel gjorde paa en Adelsmand og en Bonde, og at jeg slet ikke slap igjennem, før end jeg betalte. Min Kusk sagde, at han ingen Penge havde, hvorfore jeg selv maatte betale, siden jeg ikke skjøttede om at give mig i Klammeri med en saa grov Karl, som denne var. Jeg skrev dog et NB. i min Dagbog for at erindre at indgive en Klage over denne Uorden, da jeg aldrig kan formode, at Hensigten med denne Indretning er at plage fornemme Folk, som kan le ad en saadan Bagatelle Omkostning, men kuns at skille Bonden ved sin overflodige Formue.

I den store Sø, hvorved Damhuset ligger, saa' jeg en Del Svaner. Dette Dyr er Linnæi Anas Cygnus, og de, som jeg saa', vare uden Tvivl af den samme Art som de, man ser i Gravene omkring Kjøbenhavn.

Nu faldt jeg i Søvn, indtil jeg igjen blev vaagnet ved en Bom, hvor jeg paa ny maatte betale Penge, og strax derpaa holdt min Kusk uden for den saakaldede Roskilde Kro.

Min Tjener berettede mig, at vi havde kjørt igjennem en By, kaldet Glostrup, hvori var en Kirke, og at han rimeligvis formodede, at der maatte være en Præst til samme Kirke, men da han ikke kunde komme til sikker Kundskab herom, saa fremsatte han det kun som en Gisning, der dog havde megen Sandsynlighed.

Videre fortalte han, at vi havde rejst forbi en Kro, kaldet Vejrmølle Kroen, som formodentlig havde sit Navn deraf, at der tæt ved samme stod en Vejrmølle, som var tækket med Langhalm. Hvad det første angik, tilstod jeg min Tjener, at det gjærne kunde være muligt, at han havde Ret, men at Møllen var tækket med Langhalm, det, paastaar jeg, var urigtigt, og derfore har jeg en ganske god Grund at anføre, nemlig at jeg 165 ikke kan begribe, hvorledes det var muligt at tække en Mølle med Langhalm*).

I Roskilde Kro spiste jeg lidet Frokost, medens Hestene pustede. Jeg kjøbte her nogle Rariteter. Først en af Kofod Anchers Skrifter i tre Dele, som uden Tvivl er en Raritet, da jeg ikke ejer del i min Samling, hvor jeg ellers har alle hans Skrifter komplette. Skriftets Titel var: Librorum og er, som sagt, i tre Dele**). Videre kjøbte jeg for overmaade godt Kjøb en Nyresten, som Aar 1740 er skaaret ud af Livet paa en Bonde i Høje Tosterup By. Dens Størrelse var som et Hønseæg

Tilfældige Hændelser ere ofte Anledning til de største og vigtigste Opdagelser. Saaledes hændte det mig med denne Nyresten kort efter; thi da jeg, som man vil se i det efter; følgende syvende Kapitel, en Nat laa i Krebshuset ved Sorø, og mit Lys ved Tjenerens Uforsigtighed gik ud, befalede jeg ham at tænde Lys igjen. Da han nu i en Hast ingen Flintesten kan finde, saa prøver han at slaa Ild med denne Nyresten, hvilket til min store Forundring lykkedes ham. Denne Opdagelse, som jeg ikke tror, at nogen for mig har gjort, er, synes mig, meget vigtig og kan tjene Læger og Anatomister til megen Eftertanke.

Jeg traf ellers her en Student, som jeg blev indviklet i en Dispute med, der ikke gjør ham megen Ære; men jeg forbigaar den, for ikke at prostituere ham, da han er et ungt Menneske, hvis Lykke maaske derved kunde forspildes***)

* * * 166

Jeg kjørte derpaa videre. Et lidet Stykke fra Roskilde Kro løb en bred Vej af paa venstre Haand. Jeg rækkede mig ud af Vognen for at spørge min Kusk, hvad det var for en Vej, hvortil han svarede: Kjøge-Vejen. Jeg sluttede mig altsaa med megen Rimelighed til, at det maatte være den Vej, der fører til en Kjøbsted i Sjælland, som hedder Kjøge, hvilken By i forrige Tider laa kuns fire Mile fra Kjøbenhavn; men da man i de senere Tider, for Finansernes Skyld, fandt det for godt, at Sjælland skulde være nogle Mile større, end det virkelig er, saa fandt man paa en statistiko-kirurgisk Maade at udspile det arme Lund med paa adskillige Steder, ved hvilken Operation Distancen imellem Kjøbenhavn og Kjøge ogsaa blev en Mil længere, end den ellers var.

Da jeg rækkede mig ud af Vognen, havde jeg den Malheur, at min ene Manschet tog fat i et Søm paa Vognen og blev revet i Stykker, hvorfore jeg nødtes til at beordre Kusken, at han skulde holde ved den første Kro, som vi kom til, paa det at jeg kunde tage en anden Manschetskjorte paa og saaledes standsmæssig komme til Roskilde.

Kusken holdt ogsaa efter min Ordre uden for en Kro, som kaldes Hedehusene. Her pudsede jeg mig og gjorde mig i Stand, saaledes som jeg vilde og burde være, eftersom jeg nu saa', at jeg nærmede mig til Roskilde.

Imellem Antiquarii er der en stor Strid om Oprindelsen til det Navn Hedehusene. Der ere desangaaende tre Hypotheser, hvoraf enhver har et betydeligt Antal Forfægtere. Saaledes paastaa nogle, at Navnet kommer deraf, at Kroen er bygget paa en stor Hede eller Slette; denne Hypotese kan næppe være den rigtige, thi den store Slette, hvorpaa Kroen staar, var begroet med alle Slags Korn, og ikke med Lyng eller andet Ukrudt, som ufejlbarlig fordres til at give Sletten Navn af en Hede. Den anden Hypothese statuerer, at Kroen maa have faaet Navn deraf, at den er bygget i Hundedagene, da det var meget stærk Hede. Jeg nægter ikke, at denne Mening har det største Antal Forfægtere, eftersom den synes meget 167 rimelig. Jeg har selv hældet til den, men jeg var saa lykkelig i den Stue, hvor jeg opholdt mig, at finde en Regning paa en Del Tømmermands-Arbejde, som var dateret den 24de Maj. Aarstallet og Navnet var afreven, men Regningen beviser noksom Meningens Urigtighed. Den tredje Hypothese, som jeg nu holder for at være den rigtige, er følgende. Da Kroen var opbygget, var Ejeren uvis med sig selv, hvad Navn den skulde have; han beslutrede derom at raadføre sig med sin Kone. "Moder!" sagde han, "nu ere vi da færdige; men hvad skal Husene hedde?" Konen, som var tunghør, igjentog de sidste af Mandens Ord bagvendt: "Hedehusene?" - "Vel," sagde Manden, "lad os da kalde dem Hedehusene."

Læseren ser heraf, at jeg paa denne min Rejse ikke har forglemt at have Antikviteterne for Øjne, som ndgjøre en meget vigtig Beskjæftigelse for enhver, der vil rejse med Nytte. Dog skulde de i min Rejsebeskrivelse kuns være en Biting, thi jeg vil paa ingen Maade, at Læseren skal have Føje til at bebrejde mig, at jeg har fulgt de fleste nyere unge rejsendes Exempel, der, for at prale af Lærdom, rode efter Oldsager alle Vegne, endogsaa i de Kyllinger, som de fortære paa Vejen, hvor udover de aldeles glemme at se, hvad der ligger lige for deres Fødder.

Jeg ankom til Roskilde og steg af i Prinsen, som skal være et meget godt Værtshus. Det gjorde mig ondt at erfare, at alle de fornemme Folk vare rejste paa Landet, hvorfore jeg ikke fandt det værd at opholde mig længere end den Dag og Nat, og opsatte derfor at bese Domkirken, Begravelserne og andre Mærkværdigheder, indtil jeg kom tilbage. Læseren vil altsaa her paa dette Sted kuns finde nogle enkelte Anmærkninger; den omstændeligere og nøjagtigere Beskrivelse forbeholder jeg mig til det hundrede og syv og halvfjerdsindstyvende Kapitel. Overalt vilde man behage én Gang for alle at anmærke, at mangfoldige vigtige Anmærkninger ikke forbigaas, fordi de ikke anføres ved min Udrejse. De gjemmes kuns til 168 min Tilbagerejse for at gjøre Historien om den mere interensant og morende.

Religionen i Roskilde er luthersk, dog taales Jøderne. Alligevel frygter jeg for, at den lutherske Religion ikke staar paa saa aldeles faste Fødder her i Byen, som man burde haabe og ønske. Jeg har en hemmelig Mistanke om, at min Vært er en Krypto-Kalvinist; thi da jeg om Middagen fik en stegt Høne paa Bordet, og jeg spurgte ham, om slige Dyr i Roskilde betydede Kyllinger, svarede han mig med et bestemt Ja. Dog maa det ikke sætte Maudens Hus i Disrenomé, thi til Ære for ham maa jeg tilstaa, at hans Mad var vel lavet, og Betalingen billig.

Byen har fem Kirker, som man kan se af Antallet paa Kirketaarnene*). Deres Beskrivelse opsætter jeg til et særskilt Kapitel, eftersom jeg ovenfor har lovet. Ligeledes skal jeg i et Kapitel give Læserne et nogenledes fuldstændig Begreb om Regeringsformen, samt hvor mange Kreaturer Byen kan græsse; saa meget vil jeg alene her i Korthed melde, at det er et ulige større Antal, end Markerne ved Kjøbsteden Skjelskør kan føde, i Følge Kammerherre Hennings mærkværdige Rejsebeskrivelse, som findes indrykket i Maanedsskriftet Minerva.

Byen har intet offentligt Theater. Adelen har dog et lidet privat Theater for sig selv, hvilket jeg siden skal beskrive. Et offentligt Skuespilhus vilde Byen næppe kunne bekoste, og *

Sætterens Anm

* 169 et privat vilde blive vanskeligt at oprette imellem Borgerstanden, formedelst at her er ikke saa stor Overflødighed paa Lediggangere, som dertil udfordres. Dog med megen Umage kunde Tingen blive praktikabel og saa mange Personer skrabes sammen, som vare nødvendige; men dette Selskab maatte for det første indskrænke sig til blot at give de originale danske Stykker, som altid vare gode nok til Læreklude. Tyskernes Mesterværker maatte de for det første afholde sig fra at forfuske. Til Dramaturg kunde man vælge Stads-Vrageren.

En vigtig og for Kunsthistorien særdeles interessant Opdagelse gjorde jeg her i Byen. Jeg saa', om Aftenen i mit Logis nogle Personer spille L'hombre, hvilket Spil i alle Henseende blev spillet ligesom i Kjøbenhavn, kuns med en eneste Forskjel, at man brugte en saakaldet Flyve-Kulør, i Steden for at man paa andre Steder bruger fast Kulør. Denne Flyve-Kulør forandres i hvert Spil og bestemmes af det Kort, som kommer til at ligge øverst i det Spil, der ikke bruges.

Min Tjener, der affekterer at være en skjøn Aand, har gjort nogle Anmærkninger her, som, ihvor enfoldige de end synes at være, dog kan give Anledning til en eller anden god og nyttig Tanke, hvorfore jeg heller ikke tager i Betænkning at meddele mine Læsere dem*).

De skjønne Kunster og Videnskaber ere kuns i slet Tilstand her. Der gives meget faa Poeter, og disse skrive sjælden andet end nogle faa Viser og Lejligheds-Vers, hvorfor de ikke sjælden faa Navn af store Poeter. I at gjøre Prætensioner * * 170 ere de ellers virkelig store*). Thi de raabe ideligen paa, at dem fattes Opmuntring og Understøttelse, men de ville ikke udarbejde noget, hvorved de kunde erhverve sig Rettighed til Understøttelse. Saaledes gaar det ogsaa med Kunstnere. Der ere desuden mangfoldige Maader til at fordærve disse godt Folk paa, hvilket er saa meget mere beklageligt, som de ikke behøver Hyklere eller Anledninger til at faa store Indbildninger om sig selv. Saaledes fandtes der for et Par Aar siden en Maler, som var bekjendt af, at han kunde male ganske smukke Blomster til et Dørstykke. De syv vise Mestere**), som troede, at denne Mand var en almægtig Maler, bestillede da hos ham et Portræt til en vis Festin. Tiden kom, men de fik intet Portræt. De vare altsaa nødte til at tage et Prokurator-Ansigt, som slet ikke passede sig til Højtideligheden eller til det, som det skulde betyde. Dog vilde de endelig have Portrætet færdigt, og nogen Tid efter fik de et Fysiognomi, der * * * 171 lignede de Billeder, som Bønderpigerne kline paa deres Kistelaage. Nu saa' de syv vise Mestere for sildig, at de med al deres Visdom vare syv Dosmere, der burde begribe, at en Mand gjærne kunde være en stor Mand i en Gren af sin Kunst, fordi han var en Fusker i en anden Gren deraf.

Findes der en Gang en enkelt god Poet, saa fordærver Adelen og de fornemme ham. Fra den Tid, da de store ophørte at holde Hofnarre, toge de Poeter i deres Sted, thi noget maatte de have at more sig med. Den idelige Omgang med fornemme Folk fordærver Talentet i Bund og Grund. Det sande Geni tør og kan ikke udvikle sig, Hykleri kommer i Steden for en ædel Frihed, og Selvtillid i Steden for den Mistro til sine egne Kræfter, der, naar den ikke er overdreven, bidrager saa meget til at frembringe Mesterværker. Jeg for min Del - det er min Tjener, som her taler - holder for, at et vittig Hoveds glimrende Periode er aldeles til Ende, saa snart det bliver uundværligt i de fornemme Sirkler. Maatte dog de store og mægtige en Gang finde paa at forandre denne Art af Protektion, der er saa skadelig og fornedrende for det sande Geni, til en ærefuld og nyttig Understøttelse for dem, der fortjene samme; men ikke for dem, der gjøre store Prætensioner. Kuns faa Genier have den Sjæls Styrke, som Claudius, da en stor Mand opkastede sig til at være hans Patron og sagde: "Kjære Slaudius! giv mig et Projekt, hvorledes Deres Lykke kan befæstes for Fremtiden." "Maatte jeg", svarede Claudius, "udbede mig, at min Patron selv vilde gjøre dette Projekt, thi al Verden véd, at De gjør bedre Projekter end jeg."

Den anden Juni, om Morgenen Klokken otte, forlod jeg Roskilde igjen og kjørte videre.

*
172

Sex og tyvende Kapitel.
Hvori jeg hedder jeg igjen, saa længe søm Sammenhængen
vil tillade det.

Min Herre beretter i det forrige Kapitel, at han i Roskilde Kro blev indviklet i en Dispute med en ung Student. Han vil ikke fortælle Indholden af samme, for at han derved ikke skulde forsvilde det unge Menneskes Lykke. En sandan Tænkemaade gjør min Herre megen Ære, uagtet jeg just ikke tror, at den hele Tvistighed saa meget vanærer Studenten; desuden naar man ikke nævner hans Navn, saa kan han jo ikke prostitueres, og denne er den Grund, som jeg har for mig, naar jeg fordrister mig til at underrette Læseren om denne Strid, hvorom de dog ikke bør være ganske uvidende, siden den dog en Gang er nævnet, da der ellers kunde hvile en Mistanke lige saa vel paa min Herre som paa den anden, og denne Mistanke, for saa vidt den kunde gravere min Herre, holder jeg det for min Pligt at afvaske.

Min Herre traf en ung Student uden for Kroen, som sad og læste i en Bog. "De er en stor Elsker af Læsning, som det synes," sagde Junker Laps. - Dog, jeg tror, det er bedst at jeg dialogiserer denne Samtale; derved slipper i det mindste saa vel Læseren som jeg for de mange: svarede han. svarede jeg, o. s. v.

Studenten.

Ja, jeg kan ikke nægte, at en god Bog fordriver mig mangen ellers ubehagelig Time paa det allerbehageligste.

Laps.

Det er vel en tysk Bog?

Studenten.

O nej! det er netop en dansk Bog. Uagtet jeg ikke er ukyndig i det tyske eller andre fremmede Sprog, saa læser jeg dog helst en god Bog i mit eget Modersmaal.

Laps.

Ja, men den er vanskelig at finde.

Studenten.

Maa jeg spørge, om De er Dansk, min Herre?

173
Laps.

Ja jeg er; men hvad vil det Spørgsmaal betyde?

Studenten.

Det vil betyde, at jeg ikke formodede at høre en slig Tanke af en dansk Mand. Jeg ærer enhver god Skribent, uden Hensigt til hans Nation; men jeg er Dansk, og dobbelt kjær er en god Bog mig, naar den er skrevet i mit Fødeland. At dette kan ske, tror ikke andre Nationer; især ere Tyskerne usigeligen ubillige imod os. Alt, hvad der er dansk, er i deres Tanker under al Kritik. Naar Zimmermann beklager sig over, at andre Nationer anse de tyske Universiteter: als Ställe, wo Minerva ihre Maulthiere füttere, saa ere de Tyske endog meget værre imod os*). Denne Bog, tror jeg nok, ellers kan være et Bevis paa, at der gives

* * 174

virkelige Genier lige saa vel i Dannemark som i Tyskland, uagtet det er kuns et theatralsk Stykke.

Laps.

Et theatralsk Stykke! altsaa i mit Fad*). Maa jeg spørge, hvad det er for et Stykke?

Studenten.

Det er Baggesens Holger Danske, hvilket jeg dog maa sige, at jeg langt fra ikke holder for hans bedste Arbejde.

Laps.

Ja, det er ret skjønt, det Stykke, men naar De læser Professor Eramers tyske Oversættelse deraf, saa glemmer De, at den danske er til. Har De set den? Jeg har den her i min Lomme**)

* * * 175
Studenten.

Ja, vist har jeg set den, og kjender deri et af lyskernes sædvanlige Kneb for at gjøre den danske Literatur foragtet udenlands; thi næppe tror jeg, at nogen kan læse den og udholde den til Enden.

Laps.

Gud bevare mig! hvor De taler.

Studenten.

Det kan ikke hjælpe, om min Tale skurrer noget i Deres Øren; men det er Sandhed. Tag De Deres tyske Dversættelse frem, jeg læser Originalen. Vælg, hvor De selv vil.

Laps.

Velan; men De taber. For Exempel, hvor nydeligt klinger ikke dette?

Wohl tantzte der Spuck euch zu Mitternacht
um Urian.
Wohl Schwefelflammlein flirrten blau
um Urian.
Doch hui! war's weg, und alles rings
kohlrabenschwarz!
Und jämmerlich Gewinsel scholl
im Fichtenwald.

Studenten.

Nok, nok; har De nogen Sinde hørt afskyeligere Oversættelse af de nydeligste Vers, saa beklager jeg Dem. Hør nu de danske Ord:

De Spøgelser dansed ved Midjenat
om Urian,
og Bjærg og Dal og Sump og Krat
stod lyst i Brand.
De Tordner rulled i Natten hen
om Urian,

* * 176

og alting blev saa sort igjen
som slukte Brand.

Dog dette er ikke det lykkeligste i Originalen. Men nu vil jeg vælge igjen.

Solen ej saa skjøn fremiler,
som vor skjønne Rezia.
Du, som blid om Tronen smiler,
sildig ile du herfra! Straal os længe Lys og Varme
salig i din Brudgoms Arme
vellystmilde Rezia!

Læs nu en Gang det tyske, og sig os saa, om det kunde behandles værre?

Laps

(læser).

Rezia. nicht Morgensonne,
Mondglanz nicht. erquickt, wie du!
Wo du wandelst, grünt die Wiese,
blüht der Pommeranzenwald!
Strahl noch lang' uns Licht und Wärme,
durch den Gatten selber selig,
wollustmilde Rezia!

Jeg paastaar endnu, at dette klinger smukkere end Originalen.

Studenten.

Kan gjærne være. Det kommer, fordi De har hverken tysk eller dansk Øre, thi i begge Tilfælde vilde De finde Oversættelsen afskyelig. Det klinger vel ogsaa nydeligt, naar Professor Cramers Oversættelse siger:

Wir kmeen hin auf Lilien
in deiner Spur, o Rezia!
Ein Gulistan
Entspriesset unter deinem Tritt.

Det kan man kalde Bessermachen. Hos Baggesen hedder det ganske simpelt og smukt:

Vi styrte ned
pua Lilier i dine Fjed,
o Rezia hvor du fremgaar,
rundt om et Paradis opstaar.

177

Læs endnu videre alle Dronning Almansaris Arier i den tredje Akt, og sig mig siden, om det er muligt at tro, at denne Oversættelse er blevet til for at vise Tyskerne, at den danske Baggesen er et Geni? Og hvad mener De, at Wieland vil tænke om vores danske Literatur, naar man byder ham slige Prøver derpaa? Og h vad vil han tænke om Oversætterens Fortale? Dog - han vil tænke det samme, som jeg tænker, at den er ironisk hel igjennem. Ingen Mand, som var Baggesens Ven, kunde falde paa at sætte ham endnu ved Siden af en Wieland. Ingen af hans Venner kunde, uden at fornærme ham, som en Mand, der foragter ufortjent Ros, især paa en større Mands Bekostning, sige: dasz er für seine komische Erzählungen einen Beifall fand, wie Sie (Wieland) kaum fur den Agathon im weiten Deutschland. Dette kan umulig være andet end Ironi, især da det kommer fra en Mand, som man desuden af Fejden med Professor Hwiid erfarede, ikke at være de Danske synderlig gunstig. Ingen tør vel endnu vove at sige, at Baggesen i sine komiske Fortællinger har naaet, end sige overgaaet, vores afdøde Wessel; han kommer ham overmaade nær, det vil man ikke kunne nægte: og ingen uden Professor Cramer tør vel endnu foretrække ham for en Ewald i den alvorlige Poesi, uagtet hans Emma og flere nydelige Stykker vidner om, at han allerede er større, end han selv tør vove at formode*).

* * 178

Ingen, uden en Mand, der talte ironisk, kunde falde paa at kalde de tvende Linier:

Du taller mig, udødelige Ven!
i salig Tillids Vellyst -

melodiske enten i Originalen eller i Oversættelsen, med mindre dette Ord skal have anden Bemærkelse, end man i Almindelighed forbinder dermed; og dog ere disse Linier nogle af de, som Oversætteren har været heldigst med, men de har ogsaa kostet ham mest Umage. Og overalt besidder Hr. Baggesen alt for mange Fortjenester til, at han skulde tro, at hans Holger Danske kunde i Skjønheder og Ynde sammenlignes med Wielands Oberon.

Laps.

De er meget uretfærdig imod Professor Cramer, der vist mener Baggesen det ærligt. Ser De ikke, hvor han roser Baggesens fine Smag, fordi han ikke lader Holger hugge Rovedet af Langulaffer og brække Tænderne ud af Sultans Mund?

Studenten.

Ja, det er en herlig Ros; netop, ligesom om jeg vilde rose Professor Cramers fine Smag, fordi han ikke gjor Drengestreger. Den, der ikke kunde se, at det anførte vilde være uudstaaeligt paa et Theater, uden at Professoren skulde sige ham det, den var et Svøbelsebarn i Dramaturgien, og at Dannemark i denne Kunst har vel saa fuldvoxne Mennesker, som Hr. Profeesoren er, det kan ingen imodsige. Kort sagt: ingen redelig Mand kan nægte Baggesen den fortjente Ros for at have frembragt et Værk, der endnu i Dannemark er det eneste; men ingen, som er hans virkelige Ven, kan nægte, at det jo skader hans Arbejde uendeligen, at der existerer et Digt, som kaldes Oberon, og at Forfatteren til samme er Wieland. Og enhver, der elsker Dannemark, maa - jeg tør sige det: unægteligen - tilstaa, at Oversættelsen og

* 179

Fortalen er vanærende for det danske Geni og kan ikke tjene til andet end at bestyrke Tyskerne i den Foragt, som de have for den danske Literatur, i Fald Oversættelsen ikke, ved et for Dannemark lykkeligt Sving, giver dem Afsmag og Væmmelse for deres eget Sprog. Det hjælper ikke, at De bliver vred, min Herre! men jeg er Dansk, og som en Mand, der elsker mit Fødeland, er det min Pligt at tale paa ethvert Sted, hvor jeg ser dets Ære sat paa Spil af Udlændingen*), hvis Angreb og Insulter det alt for ofte har lidt under imod Fortjeneste; og den Udlænding, der ved en saadan Oversættelse, som Holger Danskes, eller ved slige ironiske Fortaler anden Gang forgriber sig paa et af Dannemarks enten Mesterværker eller skjønne Arbejder, den vover jeg offentlig at erklære for en Forræder imod mit Fødelands Ære, den danske Literatur, den sande og gode Smag, samt ethvert enkelt Individuum, som han saaledes formaster sig at lægge Haand paa. Og derpaa lægger jeg den tyske Holger Danske hen til Recensionerne over Tullins Majdag og Hwiids Dagbog.

Laps.

Farvel, min Herre! De kunde blive ulykkelig, om jeg vilde gjøre denne Samtale bekjendt.

Studenten.

Ha! ha! ha! ha!

Derpaa kjørte min Herre; og jeg, som aldrig har kunnet * * 180 begribe et Ord af denne Samtale for end nu, forundrede mig over deres Snak og kan endelig nu indse, at saa vel Junker Laps som Studenten maa have været begavede med en profetisk Aand, der gjorde, at de talede øm Ting, som vare tilkommende, og som først om nogen Tid skulde existere, hvortil jeg skulde formene, at de havde lige saa megen Adkomst som Professor Kramer, der ogsaa giver sig af med at spaa om tilkommende Ting*), men dog af Ydmyghed kalder sig selv kuns: wie bekannt, ein Saul unter den Profeten, "dessen Lob nicht süsze thut", hvilket her er en tilforlodelig Sandhed, ligesom det oglaa er upaatvivleligt, at hans Profeti er unodvendig, siden Baggesens og Kuntzens Arbejder formodentlig ville holde sig ved deres eget Værd.

Endnu kan jeg ikke forlade denne Materie, uden at jeg maa tilføje mine egne Anmærkninger over, hvad Professor Cramer siger i sin Fortale Pag. 10: Vielleicht giebt es in dem weiten Reiche der dramatischen Geschichte - det skal vel hedde Feeiey - kein zweytes Sujet, das einen so günstigen Stoff für die lyrische Schanbühne darböte. Die Welt der Feerey, des Zaubers, der Chevalerie, in der die Begebenheiten * * 181 des Gedichts vorgehen; die mannigfaltigen Scenen so moncherley Leidenschnft, an denen es reich ist; die Gelegenheiten, die es für Gesang, für einen Tanz, den hier die Handlung selbst, nicht blosz die Konvention des Theaters hervorbringt; das Augenspektakel aller Gattung, das es enthält, müszte für einen so plastischen Kopf, wie Herrn Baggesens, äuszcserst willkommen seyn und, bei seinen poetischen Talenten, ihn zn einem Werke begeistern, wie dasjenige, welches er seiner Nation, einzig bis jetzt in seiner Art, geliefert hat.

Du arme Sandhed og Natur! hvad bliver der af dig, i Fald alt dette skal være sandt? Nej, Hr. Professor! slige urimelige Fe-Historier fordærve Smagen; dennes Fordærvede ødelægger Moraliteten, og naar den er ødelagt, min Herre! saa misunder jeg Dem ikke den Verden, som De siden har at oversætte for. Jeg er vis paa, at Baggesens næste Arbejde vil vise, at man ikke behøver at tage sin Tilflugt til Urimeligheder for at more et dansk Publikum. Han vil vist i den danske Historie finde et Sujet, som er hans Gejst værdigt, og det vil han sikkert bearbejde med den Varsomhed, som man skylder den sande Historie; det er at sige: han vil blive Sandheden tro, og ikke lade Fiktionen tilsætte andet end smaa nødvendige Bizirater; thi Operaen Holger Danske er ren Fabel, Forfatteren og Oversætteren maa sige, hvad de ville. Baggesens Fortale viser, at han selv har indset Rigtigheden af denne Sætning, og hans Smag er os Borgen for, at han for Eftertiden lader det unaturlige være uden for sine dramatiske Arbejder. Kanske han derved vil tabe den Lykke at blive oversat af Professor Cramer; men for en dansk Digter er det aldrig noget Tab, ikke at blive oversat af en Mand, om hvem man, naar han endog skal bedømmes allermildest, i det mindste maa sige, at han ikke forstaar Dansk.

182

Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 8.

Si la finance n'était pas Tantipode de la raison et de l'humanité, l'impôt serait assis sur les arts et le luxe, tels que les équipages, les hôtels, les laquais, les jardins enclos dans la ville; et l'on ne demanderait de l'argent, qu'à. ceux qui ont de l'argent.

Merc. Tabl de Paris.

Syv og tyvende Kapitel.
Hvori der skjændes paa Boghandlm.

Theater-Digteren Gozzi havde en Gang mundtlig kritiseret nogle af den bekjendte Goldonis teatralske Arbejder og vist, at de havde en stor Hob Fejl. Goldoni, hvis Autor Kjærlighed var blevet saaret paa det ømmeste Sted, forsvarede sig som en fornærmet Forfatter og grundede sit sidste og vigtigste Bevis for sine Arbejders Fortræffeligheder derpaa, at * 183 sammes Opførelse altid trak en Mængde Folk til Skuepladsen. Pure tutto il mondo corre per vederie, sagde han. "Dette", svarede Gozzi, "kan jeg aldrig antage som et Bevis, thi for at faa hele Byen til at løbe efter en Komedie, behøves der ikke, at Komedien skal være besynderlig god, kuns at den er vel opfyldt med Urimeligheder, Usandsynligheder, Ammestue-Fortællinger og Fe-Historier." - "Det er at fornærme et helt respektabelt Publikum," svarede Goldoni, "at tiltro det en saa elendig Smag." - "Kan Sandhed fornærme, saa tilstaar jeg, De har Ret," sagde Gozzi. - "Men det er Usandhed." - "Top!" igjentog Gozzi, "jeg paatager mig at bevise Rigtigheden af min Paastand." Og nu skrev han Komedien om de tre Pommerantser, der er fuld af de urimeligste Ting, som den menneskelige Fantasi kan opfinde; og hele Venedig løb, som det var gal, for at se dette Stykke*).

Denne Historie har Junker Laps hørt fortælle, og beklager, at hans egen Erfaring har lært ham, at det gaar saaledes til, ikke aleneste i Venedig, men endogsaa i Kjøbenhavn; og Junker Lapses egen Erfaring er heller ikke saa aldeles urigtig, som jeg strax skal overbevise Læseren om.

Uagtet den højtidelige Indbydelse, som i forrige Numer skete til alle Byens Boghandlere om at paatage sig Forlaget af hans, for alle skjønne og nyttige Videnskaber saa vigtige, ja næsten uundværlige Rejsebeskrivelse, har dog endnu ingen indfundet sig eller gjort det ringeste Tilbud. Han staar dog * * 184 i den Formening, at, saa snart en Adelsmand nedlader sig til at blive Autor, alle Boghandlere burde kappes om den Lykke og Ære at blive Forlæggere. Og om ikke Æren eller den Tanke at udrette noget gavnligt kunde være Drivefjedre nok - thi for disse Bagatellers Skyld har endnu ingen Boghandlerleveret et eneste Sedez-Blad -, saa burde dog deres egen Fordel have opmuntret dem, da Værket i det ringeste vilde have blevet i tre Foliobind, og Forfatteren allerede har formaaet et Par af sine Venner til at begynde paa en tysk og fransk Oversættelse deraf, hvilken Omstændighed ene og alene burde være et Bevis paa Værkets Ypperlighed, om end Autor ikke havde nedladt sig til at levere en Prøve deraf, og om det end ikke var en afgjort Sag, at alt, hvad som skrives af Standspersoner eller udklækkes i deres Cirkler, maa, ved en absolut Nødvendighed, være Mesterstykker.

Junkeren kan ingenlunde fornedre sig til selv at tale med nogen Boghandler herom. Han kjender Boghandler-Uforskammenheden paa det nøjeste. Som Menneske, som Adelsmand og som Forfatter vilde det være ham tredobbelt smerteligt at erfare, hvorledes en Boghandler turde vove at anse ham ligesom andre Forfattere som Væsener, der ere ham subordinerede, da han dog er overbevist om, at Tingen forholder sig netop tvært imod. Han kunde ikke taale, at en Boghandler, der, som oftest, ikke engang forstaar alle Titlerne paa de Bøger, som findes i hans Boghandling, turde vove paa at bedømme hans Skrift. Det vilde være ham uudstaaeligt, at en Mand, der ikke besidder andet end nogen Krambod-Erfarenhed og den Evne at kunne skrive maadelige Tal, turde understaa sig at anse sig som Geniers Understøttere, da han dog kuns er en Person, der lever af at lægge Skat paa alle Hoveder, lige fra Rother og Bastholmer indtil Lycher og * 185 Werninger. Og med alle disse Prætensioner er Junkeren dog ikke saa ubillig, at han vilde paastaa, at en Boghandler strax skulde finde sig i, at forlægge alt, hvad al Verdens Skriftsmørere kunde faa i Sinde at byde ham, men forlanger kuns, at Bog; handleren skal undskylde sig paa en Maade, som ikke fornærmer endog den usleste Forfatter, der dog altid er Boghandlerens Overmand, og for alle Ting ikke lade sig mærke med den allerringeste Kritik og Bedømmere, der let kunde tilvejebringe ham en fortjent Dask, som, for Ex.
"Tør dit Trold og med Aviser skjæmte?"

Junker Laps er ikke nær saa undselig som den hellige Aloysius, der i en Juleleg hellere vilde lade sit Pant være uindløst end kysse et Fruentimmer, hvortil han blev dømt, uagtet Dommen endog blev formildet dertil, at han kuns skulde kysse hendes Skygge. Han vilde altsaa ikke undse sig ved i en alenlang Subskriptions-Plan at prale af sit eget Arbejds Fuldkommenheder, og derved trække Kjøbere til sig. Men da han har et vidtløftigt Bekjendtskab, saa tror han, at det vilde blive anset som et honnet Tiggeri, hvilket han ikke kan fornedre sig til, saa meget mindre, som han selv altid har haft denne adelige Fordom imod Subskriptions-Planer.

Endnu var der kanske et Middel til at faa Værket trykt, men da Godgjørenhed kuns er et sjældent Karaktertræk hos Lapserne, saa vil dette Middel formodentligen blive ubenyttet. Det er at skjænke Manuskriptet til et offentligt Brug. Hvor meget godt der ved saadant et tilladeligt Kunstgreb kunde udrettes, det har Erfarenhed ved andre Lejligheder lært.

At benytte sig af Menneskenes Svagheder og Daarligheder for dermed at virke noget stort og godt er sandeligen overmaade rosværdigt og røber Menneskekenderen. Fejghed og Hang til Fornøjelser og Nyheder er, des værre! det, som udmærker vores Tids Mennesker, og beklageligt er det, at man maa benytte en af disse Omstændigheder, naar man i disse 186 Tider vil have udrettet noget godt. Dette har Hellig-Gejstes Menigheds Pleje-Kommission og Forfatteren af Kjøbenhavns Skilderi indset, og, dem til Ære, paa det lykkeligste anvendt til sine Medmenneskers bedste. Den første har vidst at lægge en Skat paa sine Medborgere, der ikke, som andre Paalæg, er trykkende, fordi den smigrer deres Lyster og Lidenskaber; dette fortjener alle gode Menneskers Taknemmelighed; men Omsorg for den rigtige Anvendelse af denne saa heldigen indsamlede Skat, paa det at det største mulige Gavn derved kan virkes, er dog egentligen det, der skal i Eftertiden bestemme, hvad Tak Pleje-Kommissionen har fortjent for deres lykkelige Opfindelse. Skilderiets Forfatter har lige saa heldig vidst at betjene sig af den anden Side af Menneskenes Svaghed, nemlig deres Fejghed, for at forbedre en i enhver Stat saa nødvendig Indretning som Pesthuset. Han har kjendt den bedrøvelige Sandhed, at mere end de tre Fjerdedele af denne Tids * 187 Mennesker ere modløse Slaver, og denne Kundskab har han anvendt saa vel, at han har truet hele Selskaber til Godgjørenheds-Handlinger, som de ellers ikke vilde have udøvet, og derved givet os et uomstødeligt Bevis paa den Sandhed, at vores Klubber og store Selskaber, for det meste ikke engang besidde Skyggen af den britiske Tænke- og Handlefrihed, som de ere dristige nok til at prale af. Jeg misunder ham denne Lykke, ihvor meget det end smerter mig at tænke paa, at de nuværende Menneskers Tænkemaade er saa slavisk og saa dybt fornedret, at den største Del ikke drives til at gjøre godt af Lyst dertil, men maa enten trues dertil eller og lokkes ved Legetøj som Børnene.

Skulde Junker Laps, imod Formodning, falde paa at bruge sit Arbejde til en eller anden saadan nyttig Handling, saa vilde jeg dog raade ham til først at eftertænke og redeligen overveje, om Midlet, som han vil anvende til at opnaa en saadan Hensigt, virkelig er sandant, som det bør være, og da skal han have min Velsignelse. Men da han ikke er en Person, der kan true sig noget til i Verden, og siden det ikke synderligen smigrer Menneskenes Ærgjerrighed at give en halv Snes Rigsdaler ud for at se sit Navn paa en Subskribent-Liste, saa vilde det uden Tvivl blive nødvendigt, at han selv bekostede Trykningen, og det gjør Junker Laps ikke, om jeg ellers kjender ham ret; og næppe gives der nogen Mand, der vilde være saa ræsonnabel at være Borgen for et tilstrækkeligt Antal Kjøbere. Jeg frygter oltsaa for, at det først vil blive et af de kommende Aarhundredes Arbejder at rive Junkerens Navn ud af den Forglemmelse, hvori det inden kort Tid vil nedsynke.

For dog at redde saa meget, som muligt, fra Tidens og Bogormens Tand, maa jeg i næste Kapitel opvarte Læseren med Oversættelsen af et russisk Manuskript, som Junkeren fandt omkring en Flæskekage i Nyborg*). Det var bestemt til * 188 at indrykkes i Rejsebeskrivelsen, som det tre Hundrede og femtende Bilag dertil og er oversat, dog ikke af Junkeren selv, hvilket jeg finder fornødent, for visse Aarsagers Skyld, at erklære, med dette Tillæg, at Junkeren ikke har sin største Styrke i Sprogene, da han næppe engang vilde være i Stand til at oversætte os Kjøbmager-Gade paa Latin, og følgeligen i Sprogkundskab staar overordentlig langt efter den mægtige Hr. Georgius Johannes Thomsenius Sacro-Sancti Ministerii Candidatus, in platea mercatoria parva habitans, der i et overordentlig sprænglærd Avertissement, udi Adresse-Avisen Nr. 74 for dette Aar, lover os lin manuductionem accuratissimam doctissimamque udi alskens Tungemaal, i en saadan opblæst Tone, at den allertoleranteste Læser nødvendig maa fristes til at tro, enten at Hr. Georgius Johannes Thomsenius har været med iblandt Apostlerne pan første Pinsedag, eller og at han er en Tysker.

Skulde imidlertid den sidste Formodning, der er den rimeligste, ogsaa være den rigtige, da har man Aarsag til at gratulere Hr. Georgius Johannes Thomsenius som en Mand, hvis Lykke er gjort. I Fald han kuns er af tysk Extraction, * 189 kan det aldrig slaa fejl, at han jo, med den Lærdom, som han gjor Vind afr maa være overmaade meget berettiget til et Professorat ved det kjøbenhavnske Akademi, hvor man med saadan Iver arbejder paa, at faa blot tyske Professorer. Jeg vil endogsaa vise ham den nærmeste og bedste Vej hertil. Rygtet siger, at der arbejdes stærkt paa, at germanisere hele Universitetet, og derfore at skille det ved den eneste danske Mand, som endnu er tilbage i det theologiske Fakultet, hvortil man tror sig saa meget mere forpligtet, som denne Mand skal have gjort sig skyldig i tvende utilgivelige Forbrydelser, først, at han har ladet sig føde af danske Forældre, og for det ondet, at han har fundet det billigt, at en Professor burde aflægge Regnskab for sin Forvaltning over den ham anbetroede Del af Statens Midler, hvorimod alle hans andre Kolleger højtideligen skal have protesteret. Skulde dette Rygte være sandt, og, som man videre siger, at han allerede utvunget har aflagt dette Regnskab*), da skal dette Blad, saa længe det er til, opfordre enhver ærlig dansk Mand til at vise højagtelse for Hr. Professor Horneman, fordi han, i det mindste i denne Post, har som en ærlig Mand godvilligen opfyldt en Pligt, som hans Kolleger dog nok uden Tvivl, sig selv til Spot og Banære, ville blive tvungne til; og hans Samvittighed vil trøste ham for den Skæbne, at han kanske vil blive nødt til at give Plads for en eller anden listig Tysker, der aldrig kan forvildes saa meget udi Livets Irregange, at han jo finder Vej til et eller andet fedt dansk Embede. Her er altsaa Plads for Dem, kjære Hr. Georgius Johannes Thomsenius!

* 190

Men lad ikke disse Betragtninger lede mig for langt bort fra mit russiske Manuskript! Altsaa, stop for denne Gang!*).

Otte og tyvende Kapitel.
Det russiske Manuskript.

Udi Wolotschok, en By i det russiske Rige, omtrent to Hundrede Werster fra Moskov, boede imod Slutningen af det tolvte Aarhundrede en Greve, ved Navn Cosma Bestschasnoi, som var Herre over et ikke ubetydeligt Grevskab, der bestod af trende anselige Sædegaarde, og som i nogle Hundrede Aar bestandig havde gaaet i Arv fra Fader til Søn, indtil det endelig var kommen i Cosmas Hænder. Hans Farfaders Fader havde haft en kostbar og til Dels ulykkelig Proces med en Nabo-Herremand; Ildebranden havde ødelagt en stor Del af hans Ejendomme; andre Ulykker havde forfulgt ham, og dog efterlod han Grevskabet i god Stand, da han døde, til sin Søn, uden at det var bebyrdet med nogen Gjæld, ja han havde endogsaa desuden mere end tredive Tusende Rubler i rede Penge og Obligationer udi sit Chatol.

Den nye Herre, Cosmas Farfader, imodtog nu Grevskabet; han giftede sig med en stolt Frøken, der syntes, at det var hende uanstændigt at bo i den gammeldags Bygning, som hendes Mands Forfædre havde saa længe beboet; hun overtalte Greven, hendes Mand, til at bygge dem et andet Hus, hvilket ogsaa skete, og inden faa Aar prunkede Wolotschok med et greveligt Hotel, hvis Mage man ikke tilforn havde set. og * * 191 over Porten havde Greven ladet sætte den prægtige Inskription, at Gaarden var opbygget paa hans egen Bekostning, uden at nogen af hans Bønder eller andre underhavende havde, enten ved Hoveri eller paa anden Maade, bidraget noget til Gaardens Bygning.

Dette var vel i sig selv sandt, men imidlertid vare dog de tredive Tusende Rubler ganske bortsmeltede, og ikke nok dermed, men Grevskabet var ogsaa fordybet i Gjæld, og en Del af samme pantsat til fremmede Kreditorer. I hans Tid var Gejstligheden i og omkring Wolotschok i saa stor Anseelse, som den aldrig enten før eller siden har været, thi som Greven selv enten var, eller vilde passere for at være en meget gudfrygtig Mand, saa kunde Præsterne udrette alle Ting hos ham, og at dette ikke lider bidrog til at forarme Grevskabet, det kan enhver let forestille sig, som kjender Gejstligheden.

Han døde, og hans Søn, en Herre af det ædleste Hjærte og de fortræffeligste Egenskaber, arvede nu Grevskabet. Hans ordentlige Husholdning og eget Tilsyn alle Vegne gjorde, at han aarlig sparede en god Summa, uden at han dog kunde siges at være karrig. Disse Besparelser anvendte han til at betale Grevskabets Gjæld med, og inden de tre første Aar vare forbi, var den hele Gjæld næsten betalt. Grevens Forvaltere og Betjentere indsaa, at det var mere fordelagtigt for dem, om de kunde afholde Greven fra selv at bestyre sit Grevskab; de forsøgte derfor paa alle Maader at forføre ham, og det lykkedes dem; thi de ædleste Mennesker ere allerlettest forførte, især naar de falde i listige Gavtyves Hænder, der véd at tilvende sig deres Fortrolighed.

Nu forfaldt Greven til slige Udsvævelser, som gjorde ham uduelig til selv at have Opsigt med sine Ting, og alting gik hulter til bulter. Ober-Inspectøren over Godset skrabede sammen til sig selv alt, hvad han kunde, og sendte én Summa Penge ud af Grevskabet efter den anden for at sætte den i Sikkerhed paa fremmede Steder, hvorimod han laante Penge paa alle sine Ejendele og pantsatte dem, for at han kunde 192 passere for at være fattig. Forvalteren og de andre Betjentere fulgte hans Exempel, hvorved Grevskabets Indkomster fortærcdes, og Gjælden blev bundløs. Ingen Grænser sattes for Ødselhedcn og Overdaadighedcn, og dn Greven ikke kunde komme ud med den sædvanlige Landgilde og Tiende, som hans Bønder ydede, saa maatte han paalægge dem overordentlige Afgifter. Ved deslige Lejligheder magede de rige og formuende Bønder det altid saaledes hos Ober-Inspektøren og Forvalteren, at Afgiften ikke skulde bhve trykkende for dem. Saaledes blev iblandt andet paalagt, at ethvert Menneske paa Grevskabet, uden Hensigt til Alder eller Kjøn eller Formue, skulde hver Maaned levere otte Æg til Grevens Køkken, for at Ober-Inspektøren og de andre Betjentere skulde have noget at styrke sig paa. De Folk, som holdt mange Høns, var dette ikke til Byrde, men for Tjenestefolk og den fattige var Paalægget overordentlig trykkende, saa meget mere, som det under Straf af hundrede Knut, hvilket er Livsstraf, var forbudet at gjøre Æggene selv*).

Det Gods, der hørte til den Sædegaard, som laa længst borte paa Grænserne af Grevskabet, begyndte efter nogen Tid at murre derover. Tingen blev alvorlig, og Almuen gjorde en ordentlig Opstand. Man fandt det nødvendigt at eftergive dette Gods Afgiften og lade det beholde sine Æg; men til Straf for denne Opsætsighed blev det fastsat, at Godset ingen Skole maatte faa, hvorom det længe havde søgt, og at aldrig nogen Mand, som var født paa dette Gods, maatte blive *

Overs. Anm

* 193 Ladefoged, Røgtere eller faa nogen anden Betjening paa Hovedgaarden. Hvad de vigtigste Betjeninger angik, da havde det allerede i en Tid været Skik og Brug, at de skulde besættes med fremmede, og især vare Tyskerne de Folk, der havde Adgang til de fedeste Tjenester, ligesom ogsaa Kortpengene bestandig bleve delte imellem de tyske Tjenere. Ræveskindene og Hareskindene tilfaldt ogsaa den tyske Jæger, og de russiske maatte se derpaa og end videre desaarsag taale, at de tyske Betjentere foragtede dem i deres eget Land, saa at de ikke engang vilde lære at tale det russiske Sprog, uagtet man upaatvivleligen i ethvert andet Land vilde have anset den Mand for en Landsforræder, der vovede at foragte det Lands Sprog, som fødede ham.

Efter hans Død tilfaldt Grevskabet vores Cosma. Han var en meget ung Herre af ypperlige Naturgaver. Af hans Hofmester var han i sin Faders levende Live bleven behandlet meget strængt og barbarisk; al Frihed, endogsaa den uskyldigste, var bleven ham betaget; man kunde derfor med Grund have ventet, at han nu, da han ikke aleneste slap løs fra sine Baand, men endog fik et helt Grevskab at raade over, vilde til Gavns have benyttet sig af sin Frihed. De listige Skjælmer, som han var omgivet med, vilde ogsaa gjærne have forført ham til alle Slags Udsvævelser, paa det at de derved kunde sætte ham ud af Stand til selv at have Opsigt med Grevskabets Bestyrelse. Det første lykkedes dem just ikke, men under Redeligheds Maske vidste de saaledes at insinuere sig hos Greven, at han saa meget hellere overlod Grevskabets Bestyrelse til sine Betjentere, som han holdt sig forvisset om, at det vilde være til Godsets Vel. Betjenterne, som nu vare sikre, styrede da ogsaa saaledes, at Ødselheden forøgedes, og Gjælden tiltog. Kassen og hele Godset blev kuns administreret til Fordel for Inspektoren og Betjenterne, og til sidst standsede endog Krediten, saa at intet mere kunde faas til Laans uden for Grevskabet, hvorved endog de nødvendige Fødevare til Grevens 194 egen Husholdning bleve vanskelige at bekomme, og en stor Hungersnød befrygtedes.

Her maatte tænkes paa Udveje; og da man af Æggeskatten havde lært at se, hvor farligt et almindeligt Paalæg kunde blive, saa fandt man paa en djævelsk Opfindelse, hvis Lige i Ugudelighed næppe nogen har hørt, og hvorimod det ugudelige Paalæg med Æggene var en Retfærdighed. Man ophængte paa en stor Plads paa Hovedgaarden en Gnavpose, hvori vare ni og halvfemsindstyve Gnavbrikker, besatte med Narrefigurer, og én, hvorpaa stod en Gjøg. Derpaa lod man udraabe overalt paa Grevskabet, at det tillodes enhver at bringe til Gaarden Smør, Flæskeskinker, Kornvare, Staldoxer, Lam, Kyllinger og alle Slags Fødevare, hvorom de kunde spille med Greven paa denne Maade: Greven lod sin Forvalter trække én Brikke ud af Gnavposen, og dersom det befandtes, at det var den Brikke, som var bemalet med en Gjøg, da betalte Greven Bønderne deres Indsats hundrededobbelt, men hvis den udtrukne Brikke var en af Narrefigurerne, da tog Greven Bøndernes Indsats, og disse gik bort som Narre. Paa det at Tjenestefolk og Betlerne selv ikke skulde være udelukkede fra denne djævelske Indretning, saa tillodes det dem at sætte deres Frokost, Middagsmad eller Klæder, og hvad de vilde, paa Spil imod samme Gevinst, naar de vare lykkelige. Lyst til at forbedre sine Vilkaar er overmaade naturlig hos Menneskene, og den enfoldige enten kan ikke eller giver sig ikke Tid til at eftertænke, hvorledes de Midler ere, som han anvender til at opnaa denne Hensigt. Alle Mennesker strømmede nu til Hovedgaarden, og der blev Overflødighed paa Fødevare, thi enhver fornuftig kan let forestille sig, at de ni og halvfemsindstyve Narre hoppede meget lettere ud af Posen end den ene Gjøg. Historien forsikrer, at Gjøgen aldrig Lod sig se, men Forvalteren var dog i paakommende Tilfælde belavet paa et Krigspuds: Han havde ladet male paa en stor * 195 Hoben Papirer enten Smørfjerdinger eller Flæskeskinker eller Oxer eller overhovedet alt, hvad han vidste, at der blev spillet om, og dermed vilde han afspise Bønderne, i Tilfælde af at de skulde vinde. Nu blev da Hungersnøden almindelig paa det hele Grevskab, thi næsten enhver Mand og Kone, Karl og Pige, bragte sin Forraad, sine Klæder og al Provianten til Herregaarden. Naar nu de fattigste iblandt dem til sidst havde spillet bort endogsaa den sidste Mundfuld Mad, saa bleve de ofte fundne at ligge døde af Sult i Grøfterne og paa Marken, og der gik næppe nogen Dag forbi, uden at der blev trukket ét eller flere døde Mennesker op af Grevens Fiskepark, undtagen om Vinteren, naar Parken var tilfrossen *).

Havde Greven selv vidst alt dette, saa er der ingen Tvivl om, at jo Gnavposen havde blevet opbrændt, thi hans menneskekjærlige Hjærte vilde vist ikke, at hans Bønder skulde blive ulykkelige. Men de lumske Betjentere vidste paa det behændigste at skjule alle slige Ting for Greven; ja, de havde endog ved en djævelsk Listighed udvirket en Ordre fra Greven, at ingen maatte understaa sig til at klage over Gnavposen eller gjøre Forslag om at opbrænde samme.

Greven havde gjort den priselige Indretning, at ingen uden Grevskabets egne Folk maatte faa nogen Betjening ved Godset, med mindre der formedelst overordentlige Fortjenesters Skyld kunde gjøres Undtagelse med en eller anden. Det kunde ikke andet end smerte alle de fremmede, som vare paa Godset, saaledes at se deres Landsmænd berøvede et af de herligste Privilegier; men det varede ikke længe, før end man fandt paa, at der ikke burde udfordres andet til at erhverve sig lige Rettigheder med Grevskabets egne Folk end blot at kunne staa paa Hovedet eller vende Mølle, og nu havde Tyskerne Spillet vunden.

* * 196

Da Ødselheden tog til iblandt alle Betjenterne, saa befandt disse snart, at de burde have mere at leve af, end de havde. De bragte det derfor saa vidt, at to eller tre Betjeninger bleve slumpede sammen og bestyrede af én Person, som derfor trak Lønnen for alle Tjenesterne. Derimod mantte mangfoldige Mennesker gaa ledige og sulte, fordi de ikke kunde komme til nogen Betjening. Saaledes var Grevens Kammertjener tillige Røgter, Vinkyperen Birkedommer, og Portneren var tillige Taarnvægter, hvoraf man kan se, hvor godt slige forskjellige Forretninger passede sig, naar de vare forenede i én og samme Person. Mange erhvervede sig ogsaa Titel af en anden Betjening end den, han selv forestod; saaledes blev Kusken kaldet Hr. Kammertjener, og Staldkarlene fik Tilladelse at bære en Skobørste paa Brystet for at indbilde Folk, at de vare Lakejer. En stor Del dovne Betjentere vidste ogsaa at faa Greven til at betale dem for, at de intet skulde bestille, hvilket, endskjønt det højligen skadede Grevens Kasse, var dog en Velgjerning imod andre, som fik de Pladser, der ved deres Dovenskab vare blevne ledige.

For at skaffe nogle af de Folk, som gik ledige uden at hove nogen Bestilling, noget at leve af, fandt man paa at gjøre nye Indretninger paa Grevskabet, hvorved de kunde faa Betjeninger. Saaledes indbildte man Greven, at det vilde være mere fordelagtigt for ham, om han, i Steden for at saa Korn i sine Hovmarker, lod dem beplante med Morbærtræer, for at drive Silkeavlen. Det skete, Hovmarkerne bleve forvand; lede til en Skov, store Huse bleve opbyggede til at bevare Silkeormene i, og betydelige Omkostninger gjorie for at faa alle Ting i Stand, og da Anlægget var fuldkommen færdigt, befandt man, at Silkeormene ikke vilde leve i dette Klima, og Træerne ikke voxe. Nu skulde da alle Ting sættes i sin forrige Stand igjen, og til den Ende forordnede Greven en Kommission, og enhver vil let begribe, at han umulig kunde * 197 leve at se Enden paa samme, især da Folk ikke lever længere i Rusland end i andre Lande.

Adskillige af Grevens Betjentere havde selv smaa Ejendomsgaarde, hvorpaa de gjorde mange fortræffelige Anlæg. Iblandt andet vare der herlige Skove ved nogle af disfe Gaarde. Her anlagde Ejerne Savmøller og ødelagde Skovene for med ét at berige sig ved det solgte Tømmer og Bræder. Naar da endelig Skoven var rent ødelagt, vidste Ejerne saa herlig at anprise Nytten af disse Savmøller, at de fik Greven overtalt til at kjøbe dem, hvilket ikke var vanskeligt, da Greven, der selv ikke kunde se alle Ting, forlod sig paa sine uredelige Betjentere, der altid fandt deres Regning ved, at Greven blev bedraget. Naar nu Kjøbet var sluttet, saa havde Greven rigtignok herlige Savmøller, men det værste var, at han havde slet intet at bruge dem til. De rige Bønder vidste ogsaa herlig at opbryde store Stykker gammel, udhvilet Jord paa et stort Overdrev, hvilket i de første Aar rigeligen betalte dem deres Umage, men naar Jorden var udpisket, fik de Greven til at kjøbe den, hvilket ikke var dem meget vanskeligt, eftersom de havde Formue nok til at holde Venskab med Forvalteren og Inspektøren. Fattige Bønder, som manglede denne Evne, bleve derfor ogsaa bestandig fattige, imod at nogle ganske faa Bønder paa Grevskabet og Betjenterne bleve hovedrige Folk og opslugede alle de andre.

Det store Anlæg med Morbærplantagen og adskillige andre lige saa urimelige Indretninger foraarsagede saa meget, at Grevskabet inden kort Tid kom i stor og yderlig Hungersnød. Nabogodserne benyttede sig Paa bedste Maade af Grevskabets ravgale Bestyrelse til at udsne det og gjøre Nøden større. Især grænsede der en liden Selvejergaard tæt til Grevskabet, som havde indrettet sin Husholdning saa viseligen, at den prositerede utrolig ved Grevskabet. Naar Greven behøvede en Tønde Korn, maatte han betale den med fem eller sex af de største Træer, som han havde i sin Skov; og et Par Kyllinger kostede gjærne tre Gange saa meget, som de ellers vare værd.

198

Saaledes stod Forfatningen i lang Tid, indtil endelig Grevens Søn, en ung og rask Herre, var voxet op og kommet til nogenledes mandig Alder. Man havde hidindtil omhyggeligen skjult Grevskabets Bestyrelse og alle Uordener for hans Øjne, da man ikke uden Grund havde Aarsag til at frygte for, at Betjenterne en Gang vilde blive kaldede til Regnskab for deres Bestyrelse. Med ét river den unge Greve sig løs fra det Baand, hvormed han hidindtil havde været bundet, og tilintetgjorde tillige det Formynderskab, som man havde været dristig nok til at sætte over hans ejegode og alt for taalmodige Fader. En Del af de forlige Betjentere afskedigedes, hvor; iblandt vel ogsaa en og anden blev indbefattet, hvis slette Husholdning just ikke rejste sig af Lyst til at ødelægge Greven eller at berige sig, men snarere af Ukyndighed i Husholdnings-Sager. Andre Betjentere bleve antagne, hvoriblandt virkelig nogle faa redelige Folk; men da Skjælmernes Antal altid er større end de godes, saa kan man let indse, at der iblandt de nye ogsaa maatte findes en Hoben Skjælmer, hvilke bleve saa meget mere farlige, som de havde tilvendt sig en ung, uerfaren Herres Fortrolighed, af hvilken man vilde fordre Mirakler, i Fald man paastod, at han skulde kunde indse alle mulige Rænker og listige Anlæg.

Den unge Greves første Opmærksomhed vendte sig til Jagtvæsenet, som under den forrige Bestyrelse var bleven meget forsømt, uagtet Grevskabets Vel for en stor Del beroede paa at holde samme i Orden, da Nabogodsernes Skove husede en stor Mængde Rovdyr, der let kunde anrette store Ødelæggelser i Grevskabet, naar Jagtvæsenet forsømtes. Med en forundringsværdig Iver arbejdede han paa at forbedre det, og inden kort Tid lykkedes det ham.

Da Tarvelighed var en Hoveddyd, som karakteriserede denne unge Herre, saa kan man let forestille sig, at han ikke * 199 kunde blive ligegyldig ved Trangen til Forbedringer i Grevskabets Husholdning. Men dels var Jagtindretningen for det første hans Hovedbeskjæftigelse, dels tiltroede han sig ikke selv Kundskaber nok til at overse alt, hvad der udfordres til at befordre Økonomien. Han maatte derfor overlade disse Forbedringer til sine Betjentere, hvilke heller ikke manglede at gjøre Projekter og at afmale dem med slige Farver, at en ung, uerfaren Greves Øjne let kunde forblindes ved de herligste Udsigter, man malede for ham, af hans Godses tilkommende Lyksalighed, som var det eneste, han attraaede. Alt for sildig fik han endelig at erfare, at det kuns var en Dunst, man havde malet for hans Øjne, der forsvandt, saa snart som Solen kom til at virke og viste ham hans Gods i en endnu slettere Forfatning, end det tilforn havde været.

Det skammelige Slaveri, hvormed Tjenestefolkene hidtil vare belagte paa Grevskabet, afskaffede han, og gjorde Tjeneren lige saa fri som Husbonden; ligeledes standsede han det forhen indførte Misbrug, at faa Titel af det, man ikke var. Ingen Kusk fik for Eftertiden Lov til at lade sig kalde Hr. Kammertjener, og ingen Staldkarl fik Tilladelse at bære en Skobørste paa Brystet for at indbilde Folk, at han var Lakej. Ingen, som kunde forrette noget, fik Betaling for at forrette intet, Kuns Skade, at han ikke rent udryddede den for hans Grevskab saa fornærmelige forudfattede Mening, at al fremmed Glans var Guld; thi endnu i denne Tid, siger Historien, at fremmede, især Tyskerne, havde Adgang til Ære og Værdighed og Betjeninger ved Grevskabet, ofte endog fremfor mere fortjente Mænd af Grevskabets egne Børn.

Den gamle Greve, som saa', at alting bestyredes saa vel under hans Søns Hænder, glædede sig, og fandt, at han ikke behøvede at rive sig ud af den Rolighed, hvortil han nu i nogen Tid var bleven vant. Den unge Greve foretog sig ikke noget uden sin Faders Tilladelse, men denne gav villig sit * 200 Minde til alle Ting, da han havde Aarsag til at være fuldkommen overbevist om, at alt, hvad hans Søn foretog sig, sigtede blot til hans og Godsets bedste. Men nu kommer en mærkværdig Epoke, da Greverne, i en for Godset virkelig trykkende Nød, fandt sig tvungne til at gjøre et Skridt, som vistnok maatte gjøres, men dog sikkerligen var bleven gjort paa en anden Maade, naar ikke mægtige og interesserede Betjentere og Forvaltere havde sat den almindelige Billighed rent til Side for kuns at sørge for sig selv, og naar disse ikke havde sørget for sig selv paa en Maade, som viste, at de aldeles ikke brød sig om Retfærdighed, Billighed og Moralitet.

Tæt til Grevskabet grænsede en stor adelig Sædegaard, hvis store Skove vare, som forhen er meldt, fulde af Rovdyr. Paa den anden Side af denne Sædegaards Ejendomme laa et overmaade stort Baroni, hvis Hovmarker ogsaa stode i Fare for Oversvømmelser af disse Rovdyr. Baronessen, som ejede dette Baroni, havde indgaaet en Akkord med Greven, at de begge skulde hjælpe hinanden med deres Bønder for at holde Klappejagt, saa snart som en af Parterne mærkede Spor til noget Overfald. Nu traf det sig, at Rovdyrene en Gang begyndte at strejfe ind paa Baroniets Hovmarker, hvorfore Greven efter sin Forbindelse skulde hjælpe Baronessen med en Del Bønder til Klappejagten. Den unge Greve, der, ligesom hans Fader, var meget øm over sine Bønder, gik selv med dem paa Jagten, ikke just fordi han selv fandt nogen Fornøjelse deri, men for at se til, at hans Bønder ikke skulde lide noget ondt, især da Baronessen havde Ord for, ikke at være meget

god imod sine underhavende.

Bønderne vare borte i fjorten Dage, og i den Tid skulde de have Underholdning, thi det havde været ubilligt at fordre, * 201 at de skulde føde sig selv, naar de gjorde Hoveri*). Der var næsten Hungersnød paa Grevskabet, og intet Proviant i Forraad i Grevens Pakhuse; alting var, som ovenmeldt, mere end dobbelt dyrt, og den eneste Aarsag hertil var Betjenternes uredelige Husholdning og de idelige ødelæggende Forslag, hvorved de havde melet deres egen Kage og paa den skammeligste Maade ført Greven bag Lyset. Man vil maaske undre sig over, at den unge Greve, der var saa opmærksom, ikke indsaa dette. Jeg maa hertil svare: han indsaa det virkelig og var meget bekymret derover, men han begreb ikke Aarsagerne dertil; thi da han selv var god, og da han dog havde den Lykke, at der iblandt hans Betjentere, ja selv endog iblandt Tyskerne, vare nogle faa ærlige Folk, om hvis Redelighed han var overbevist, saa kunde han ikke overtale sig til at tro ondt om nogen uden Grund, hvorfore han meget mere ansaa Grevskabets ulykkelige Forfatning som en uheldig Skæbne; og de redelige Betientere passede alene deres egne Ting med den Omhyggelighed, som forhindrede dem fra at holde Bog over de andres Husholdning eller at være Kontrollører imod dem, hvortil de heller ikke vare beskikkede.

Den unge Greve beklagede sig for nogle af sine Betjentere, at han ikke vidste, hvorfra han skulde tage Føde til sine Folk; og Betjenterne, der gjærne vilde gribe en Lejlighed, hvorved de kunde anses at være uegennyttige, raadede ham strax, at han skulde paabyde et almindeligt Paalæg. "Gud véd, hvor nødig jeg griber hertil," sagde Greven, inderlig bedrøvet, "men jeg ser ingen andre Udveje." Virkelig var ogsaa, efter Tingenes da værende Forfatning, et saadant Paalæg nødvendigt; dog havde det ikke skadet, om man havde gjort Begyndelsen med at aabne de Betjenteres Pakhuse, der havde haft med Grevskabets Administration at bestille, saa vel i *

Overs. Anm.

202 denne, som i den forrige Greves Tid, og man deraf havde ladet udtage den utrolige Mængde Proviant, som man, ved at efterse deres Regnskaber, kunde befinde at være praktiseret ud af Grevens Pakhuse, samt lade dem erstatte det, som de paa den uforsvarligste Maade havde ødslet bort til deres Tilhængere og Venner. Der er Grund til at tro, at Greven ved en saadan Operation, der ingen Uretfærdighed indeholdt, vilde have faaet i det ringeste saa stor en Mængde Proviant, at det almindelige Paalæg siden vilde have blevet meget taaleligere*).

At bestemme Maaden, hvorpaa dette Paalæg skulde hæves, maatte Greven overlade til sine indsigtsfulde Betjenteres Redelighed, og disse vidste ogsaa at give Planen en saadan Vending, at de selv, ved første Øjekast, og for dem, der ikke vare skarpsindige nok, havde Anseelse af at være aldeles uegennyttige. Greven skrev da, i Følge denne Plan, et Brev til alle Mennesker paa Grevskabet, hvori han bestemmer Paalæggets Størrelse for enhver og beklager sig over, at han nødes til én Gang for alle at gribe til dette Middel. De Ord: én Gang for alle, vil man sige, at en af Betjenterne skal paa en behændig Maade have udstrøget af Brevet, paa det at Paalægget kunde faa desto større Varighed, hvilket ikke kunde skade ham, da han vidste Midler nok til at befri sig selv fra denne Byrde**).

* * 203

I Følge dette Brev skulde alle Grevens Betjentere afgive til det store Proviant-Magasin en vis Del af deres Frokost, Middagsmad og Aftensmad. Det var virkelig meget billigt, at disse Betjentere, som Greven fødede, saa vel som ogsaa alle de, der ved Grevens Godhed vare satte i Stand til at underholde sig paa Godset, skulde bidrage til denne Proviantering; ikke heller hørte man nogen fornuftige Folk at knurre derover; kuns Proportionen var det, som man fandt at være trykkende for en Del. Naar for Exempel Staldkarlen eller Hønsedrengen, der kuns fik et Stykke Smørrebrød hver til Frokost, hvormed de næppe kunde mættes til yderste Nødtørftighed, maatte se paa, at der blev afskaaret et stort Stykke, saa saa' de forud, at de nødvendig maatte sulte, og dette smertede dem. Derimod kunde Ober-Inspektoren, der fik et Hundrede Stykker Smørrebrød til Frokost, hvilke han umulig selv kunde fortære, meget gjærne have mistet ti Stykker deraf, i Steden for et eneste, som man askortede i hans Ration, uden at han skulde. kunne fole dertil, hvorved Staldkarlen og Hønsedrengen havde blevet fri. Nu derimod blev Følgen, at disse stjal, hvor de kunde se Lejlighed, thi Livet skulde de dog opholde, og saaledes var denne uproportionerte Afgift Aarsag til, at Moraliteten paa Grevskabet blev meget fordærvet. Og naar den Mand, hvis Pligt det var at kjøre Gødningen ud, blev krævet for sin Afgift af et Stykke Smørrebrød, som var hans Ration, saa ærgrede han sig og afbrød i Ærgrelsen med sine urene Fingre et Stykke, hvorved altid nødvendigen maatte følge en Lugt, som var besværlig for fine Næser.

Det var ikke alene Grevens egne Betjentere, der maatte bidrage til denne Proviantering; Paalægget strakte sig endogsaa til alle Tjenestefolk, som tjente hos Bønderne paa Godset. Disse syntes, at det var ubilligt, at de skulde yde noget, da de aldrig havde nydt anden Velgjerning af Greven end den, at han tillod dem at opholde sig paa hans Gods, hvor de vare fødte, hvilket dog vel var hans Pligt; hvorimod de igjen ved deres Arbejde bidroge til hans Bønders Nytte og 204 Fordel, hvilket de ansaa for at være Grevens Nytte og Fordel, og hvormed de troede, at de fuldkommen betalte ham for hans Velgjerning. Dog vare end ikke disse uvillige til at bidrage en Del med, men at de skulde betale lige saa meget i Proportion som de, der havde deres Underholdning umiddelbar af Grevens Haand, hvorved de vare satte i Sikkerhed for at sulte ihjel, det fortrød dem, især da Bøndernes Tjenestefolk i Sygdoms og Alderdoms Tilfælde saa' sig i Fare for at sulte ihjel eller at blive til Betlere, dersom de ikke i deres sunde og unge Dage kunde spare noget tilsammen, siden de ikke kunde have HaaO om i slige Tilsælde at nyde Underholdning af Grevens Haand*).

Det var en Ynk at se, hvorledes de umyndige græd og jamrede sig, uaar man rev deres Smørrebrød af Haanden paa dem og brød et Stykke deraf. Enken sukkede og skjulte sine Taare, og Krøblingen paa sit Leje anraabte Himmelen om at give ham mindre Hunger, siden man formindskede hans Fode. Den rige glædede sig midt i sin Overflødighed over, at han var sluppet saa let, og stoppede sine Øren for sine hungrige Medmenneskers jammerlige Skrig.

Daglønnere, Haandværksfolk og andre, som af Greven havde faaet Tilladelse til at bo paa Godset og der at ernære sig med deres Hænders Arbejde, uden at nyde deres Underholdning umiddelbar af Grevens Haand, fandt det meget billigt, at de burde bidrage deres Andel til Provianteringen: men det fandt de ubilligt, at de skulde betale ikke alene, hvad de selv *

Overs. Anm

* 205 havde spist, men endogsaa af alt det, som deres Svende, Drenge og Tjenestefolk spiste. "Vi vil meget gjærne", sagde de, "afgive en Del af vores eget, i samme Proportion som andre, men vi betale ulige mere end andre, dersom vi skal yde af alle vores Fødevare, før end vores Svende, Drenge, Haandlangere og Tjenestefolk have spist sig mætte, thi før kan vi ikke sige, at vi nyde en eneste Mundfuld Mad, som tilhører os selv."

Endnu en Ubehagelighed var der for denne Klasse af Folk: da de ikke, som Grevens egne Betjentere, havde deres visse Ration daglig, men deres Fødevare indkom uvist efter deres Fortjeneste og Afsætningen paa deres Arbejde, saa vare de befalede, paa deres Ære og Samvittighed, at angive, hvad og hvor meget de havde spist i de sidste fjorten Dage, og derefter skulde deres Afgift bestemmes. Nu kunde det hænde sig, at de i de forrige fjorten Dage havde haft god Fortjeneste, og altsaa kunnet spise Steg og Kage, men at de i de næste fjorten Dage maatte nøjes med Grød og Ærter; naar de nu opgav Spiseseddelen efter Ære og Samvittighed, saa nødtes de ofte til at sulte for at tilvejebringe den Portion Steg og Kage, som de i Følge deres Angivelse havde at erlægge. Mange vare der ogsaa, som ikke gjemte sine Køkkensedler og altsaa ikke kunde sige, hvad eller hvor meget de havde spist; de nødtes derfor til at gjøre deres Angivelse paa en Slump, thi de fandt, at det var bedre at lade Æren og Samvittigheden ryge i Lyset end at overlade det til Grevens Betjentere at bestemme deres Afgift, da de, ikke uden Grund, frygtede for, at de paa denne Maade vilde komme til at betale Afgift af det, som de aldrig havde spist. Enhver vil let begribe, at disse Angivelser snarere bleve til Fordel end til Skade for Angiveren, og saa meget er upaatvivleligt, at Moraliteten paa Grevskabet led anselig derunder.

Det var en unægtelig Billighed, at alle de Bønder og andre Folk paa Grevskabet, der havde Fæavling eller noget Forraad af Provisioner, burde deraf betale noget til en Anstalt, som sigtede til at beskytte deres Ejendomme fra Rovdyrenes 206 Indfald. Man fandt det uretfærdigt at opbryde deres Lofter og Forraadskamre, men overlod det til dem selv at tælle, veje og maale Forraaden og da at gjøre deres Angivelse og betale, hvad dem kunde tilkomme. Der blev bestemt, hvor stor Afgiften skulde være af en Tønde Smør, af et Husbagerbrød, af en Otting Gryn, af en Side Flæsk og af alle andre Proviant-Sorter, og man fordrede Angivelsen af dem, saaledes som de med deres Ed vilde bekræfte dens Rigtighed. At Gjerrighed eller andre Aarsager forledede en overmaade stor Del af Bønderne til at gjøre falske Angivelser, kan man let forestille sig.

Afgifterne bleve betalte uden Modstand, skjønt utallige Mennesker sukkede. En utrolig Mængde falske Eder bleve aflagte, hvilket var saa meget mere skadeligt for Moraliteten og de gode Sæder, som der allerede tilforn vare adskillige andre Indretninger paa Grevskabet, hvis bedrøvelige Følger var Mened og en Ringeagtelse for Religion og Edens Højtidelighed*). Nogle Hundrede Mennesker bleve ved denne Afgift saa meget des snarere ruinerede, ja det kostede endogsaa nogle Mennesker Livet. Langt om længe trængte Almuens Klager ind for Grevens Øren; Godsets Forfald, og Bøndernes slette Forfatning, Dydens og Moralitetens fuldkomne Landflygtighed, hvortil dette ogsaa havde bidraget ikke saa lidet, kort sagt, alt dette og tusende andre Ulykker maledes saa levende for Grevens Øjne, at han nu indsaa, hvor skammelig han var bleven ført bag Lyset af de Folk, paa hvis Redelighed han havde stolet. Kjærlighed til sit Grevskab og det Folk, som han saa inderlig elskede, gjorde, at han alvorlig stræbte efter at oprette alle de Fornærmelser, som det i saa lang Tid, aldeles imod hane Vilje, havde lidt. Men før end dette med *

Overs. Anm.

207 Iver kunde begyndes, maatte han bede sin Fader om at afskedige alle de uredelige Betjentere, som havde været Aarsag i Ulykkerne. Det skete, og disse Folk bleve med Spot og Skjændsel forjagede, til en evig Advarsel for alle ligesindede utro Husfogder. Gid det saaledes maa gaa over hele Verden!!!*).

P. S.
Sætteren formelder sin Kompliment til Læseren; han er bleven overbevist om, at i det mindste den tyske Oversættelse af Holger Danske har existeret den første Juni 1788, eftersom der paa det blaa Omslag af samme staar: Januar 1788. Herom er han bleven underrettet i et Brev fra sin Fætter, som studerer ved Universitetet i Kiel, der tillige melder, at den Frygt, som adskillige have ytret for, at den østerlandske Literatur skulde forfalde der ved Universitetet, formedelst Hr. Professor Cramers lange Fraværelse derfra, er aldeles ugrundet; og at man endog har det Haab, at disse Sprog ville vinde anseligt derved, da man tror, at Hr. Professoren, for ar kunne oversætte Holger Danske des bedre, har fundet det fornødent at lægge sig efter det babyloniske og tunesiske samt Silfesproget, og at altsaa hans lange Fraværelse fra Universitetet vil geraade det til sand Nytte og Fordel.

* *
208

Subskriptiøns-Plan.

Dersom nogen ønsker at faa de herefter udkommende Nummere af Rigsdalers-Sedlens Hændelser, hvoraf det første Bind er sluttet, tilbragte, da vilde de behage at lade deres Navne og Bopæl tegne hos Bogtrykker Holm, i store Fiolstrædet Nr. 218, hvor endnu nogle Exempiarer af det første Bind ere at bekomme for l Rdlr. Enkelte Nummere overlades ogsaa. Dog skulle Subskribenterne ikke være forbundne til at tage ethvert Nummer, thi da det let kunde hænde sig, at et enkelt Nummer kunde indeholde Sandheder, som vare ubehagelige for en eller anden, saa vilde det være ubilligt at tvinge nogen, til at kjøbe Fortrædeligheder. Det skal altsaa staa ehhver frit for, at afvise Budet, saa ofte som han bringer dem et saadant ubehageligt Nummer; men naar Budet tre Gange paa et Sted er bleven afvist, da maa vedkommende finde sig i, at det ikke kommer oftere, og at man anser dem for Folk, om hvilke det hedder: difficile est satyram non scribere. Prisen bliver, som hidtil, 4 Sk for Arket, og enhver, som holder mere af sine 4 Sk., end af Forfatterens Arbejde, behøver ikke at genere sig For Resten maa Forfatteren, i Henseende til et Rygte, der har taget sig den Frihed at fortælle, at den første Note i Nr 7, skulde være tilsat af en anden Haand, herved igjen tage sig den Frihed at fortælle saadanne Rygtesmedde, at Forfatteren aldrig endnu hav ladet eller vil lade, sine Hænder bruge til at rage andres Kastanier ud af Ilden med, og at han hverken kan eller vil forbyde andre at skrive Noter til hans Text, naar han kuns selv maa forskaanes for at udgive dem, ligesom han hidindtil ikke har udgivet en eneste Linie for sit eget, som ikke ogsaa var hans eget, saa at han slet ingen Frygt bærer for, at nogen Fugl i herden skal plukke en eneste laant Fjer af ham Til Slutning finder Forfatteren fornødent at melde, at han lige saa lidet selv vil generes, som han vil genere nogen anden, og at han altsaa ikke forbinder sig enten til nogen vis Størrelse for ethvert Nummer, eller til nogen vis Tid, naar han skal levere samme, hvilket alt sammen skal bestemmes efter Omstændighederne og Forfatterens Kapricer - thi han har ogsaa Kapricer; hvoraf læres, at disse ogiaa kan findes hos Folk, der aldeles ikke ere Virtuoser.

*
209

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 9.

E si folta la ciurmaglia, e spessa
Per tutto il mondo dei ministri indegni,
Ch' angol profano, o pur religioso
Non v'ha, dove qualcun non siane ascoso.

Vincenzo Rota.

Ri og tyvende Kapitel.
Indledning til det andet Bind.

Naar et Menneske første Gang stikker Pennen bag Øret for at gjøre sin Indtrædelse i den lærde Verden som Forfatter, gaar det ham næsten ligesom Herkules, om hvilken Xenofon*) fortæller efter Prodikus, at han en Gang, efter at han var kommen til Skjels Alder, satte sig ved en Korsvej, tvivlraadig om, hvad Vej han skulde gaa, og at tvende Fruentimmer hver raadede ham til at gaa sin sorskjellige Vej. Den Forskjel er der dog, at en Skribent finder vel hundrede Veje * * 210 for sig, og vel hundrede Muser, som hver for sig indbyde ham til at betræde disse Veje.

Dersom denne unge Skribent kjender sig selv og er upartisk nok til at undersøge sine Kundskaber og sin Bekvemhed, da vil det ikke falde ham vanskeligt at bestemme, hvad Vej han bør følge, og Tvivlraadighed vil ikke let finde Sted. Ved saaledes at følge sit Genis Kald og ingenlunde at vove sig uden for de Skranker, som Naturen eller Opdragelsen har sat for hans Evner, vil det næppe kunne fejle, at jo Skribenten maa, i det mindste noget, overskride Middelmaadigheds Grænser. Har derimod en ung Forsatter samme stolte Tanker og Indbildning om sig selv, som Verden i Almindelighed liar om Prinser, Fyrster og store Mænd, at de nemlig besidde Duelighed til alle de Ting i Verden, som et dødeligt Menneske kan give sig af med, saa vil denne daarlige Stolthed lede ham til saa mange Foretagender, der alle overgaa hans Kræfter, at han til sidst endog maa tjene til Latter for Pøbelen. En saadan Person vil, naar han blot besidder Evner til i det højeste at jaske Recensioner ud i Hast, med disse Indbildninger om sig selv upaatvivleligen i Morgen med en tysk Fripostighed*)

* * 211

give Undervisning i det hele Omfang af Stats-Videnskaberne, og næste Uge forklarer han Mathematik og Mekanik i sin * 212 Skole; hvorved det vil gaa ham, lige som det gik hin Prins, der i Dag kommanderer en Flaade, og i Morgen en Landarmé: han vil udføre begge Dele usigelig slet. Intet er mere skadeligt for en ung Forfatter end en stærk Tillid til sine Talenters uindskrænkede Omfang, thi, som Holberg siger: Man bliver aldrig stærk i nogen Ting, naar man vil være stærk i alt; og man har fuldkommen Grund til, lige saa vel her paa Jorden som i Potu, at anse Polyhistori som Bevis paa et flygtigt og ustadigt Hoved. Og aldrig kan man nok indprente vores Tids Skribentere Rigtigheden af de to gyldne Regler: Nosce te ipsum. og Ne Sutor ultra crepidas!

Jagttager en Forfatter disse Regler; tager han sig i Agt for at bove sig uden for de Skranker, som ere satte for hans Evner; besidder han først de almindelige Kundskaber, som enhver Skribent maa besidde, og dernæst de særdeles, som udfordres i det Fag, hvori han indtræder; bestræber han sig alt mere * 213 og mere at befri sig fra Fordomme, at tænke selv uden at sværge in verba magistri og at udvide og berige sin Sjæls Evner med de nødvendige og nyttige Kundskaber, og kan han frem for alle Ting beholde Sjæls Styrke nok til at foragte alle de Hyklere, der alt for ofte i Bund og Grund ødelægge det mest blomstrende Geni, da vil han lettelig arbejde sig frem over Middelmaadigheds Grænser, da vil hans Arbejder ikke læses og bortkastes, men læses og gjemmes og læses igjen, saa længe som de ere til; thi endogsaa da, naar Tidernes og Smagens totale Forandring vender op og ned i Biblioteker og i Literaturens Rige, vil man befinde, at det virkeligen sande og skjønne er ens til alle Tider og ikke Tidens Despotisme underkastet.

Men iblandt alle Arter af Skribentere er ingen mere uheldig end den satyriske, ingen kan lettere tildrage sig Uvenskab, ingen er mere udsat for vrange Udtydninger og urigtige Fortolkninger end han. Hans Pen, siger man, er dyppet i Galde; hvert Træk af den anser man for et gloende Sting; og hans alleralmindeligste og naturligste Anmærkninger blive næsten altid fordrejede, forvendte og hentydede til enkelte Personer, Individuer og Omstændigheder, som Forfatteren meget ofte ikke engang har været i Stand til at kjende. Det er vanskeligt, siger et gammelt Ordsprog, at undgaa at skrive Satire; man maa anføre saa almindelige Sætninger, som man vil, saa gives der altid nogen, som har syndet imod dem og finder sig truffen; og hvor findes vel det Menneske i Verden, der ikke fra en eller anden Side kan være Maal for Satiren? Use every man after his desert, and who shall 'scape whipping? siger Hamlet. Det er altsaa meget naturligt, at disse, som finde sig trufne, maa, om just ikke skrige, saa dog føle Smerte efter Satyrens Ris, og alt for ofte bliver Følgen den, at en * 214 Satyrikus hades af dem, som han aldrig engang har tænkt paa at fornærme.

De, som føle ved sig selv, at de ogsaa kunne have fortjent et Snært, eller, som Baden siger, quibus intactis quoque cura est super conditione coinmuni, og som tænke med Poeten:

Tune tua res agitur, paries cum proximus ardet,

de ere ogsaa ofte ubillige nok til at hade den alleruskyldigste Satyrikus; ja deres Ubillighed gaar endogsaa saa vidt, at de blande ham med Paskillanten, og maale begge med én og samme Maalestok. Hvor ubilligt dette er, vil man dog ved første Øjekast indse, saafremt man kuns kan betragte Sagen med upartiske Øjne. En Satyrikus angriber almindelige Fejl og Uordener, fordi han ivrig ønsker, at deres alt for skadelige Følger maa blive afvendte; og naar han en og anden Gang nødes til at straffe enkelte Personer, da sker det ikke for at skade noget enkelt Individuum, men fordi han ser, at denne enkelte Persons Fejl medfører Følger, der ere skadelige enten for den hele Stat, eller dog for en stor Sirkel af samme. Paskillanten derimod er altid sa a dum, at han ikke kan se almindelige Fejl; men hvor han øjner en Plet paa et Menneske, der slaar han strax til Lyd for at gjøre alle andre opmærksomme derpaa; og hvor han ingen Pletter kan finde, der digter han og lyver med Tillid til den menneskelige Lettroenhed, der kuns viser sig i at tro det onde. En Satyrikus straffer for at forbedre, Paskillanten derimod kuns for at saare. Hin anmærker het gode og glæder sig derover; denne opholder sig blot ved at laste: man sætte ham i en Verden, hvor Menneskene ere lige saa tilbøjelige til at tro det gode, som de her ere villige til at tro det onde, og han vil sulte ihjel. En * 215 Satyrikus opdager ofte en Ræv i sin Hule og forjager ham derfra, om han kan, ikke af Had til Dyret, men af Kjærlighed og Frygt for de mange uskyldige smaa Kreature, som han ser, at Ræven lurer paa. Paskillantens Handlinger derimod ligne den Mands, der tændte Ild i en hel By, fordi han inkommoderedes af Væggelus i det Værtshus, hvori han logerede. En Satyrikus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden efter Overbevisning, ikke rose af Frygt og aldrig laste af Had; og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig til at erkjende sine Fejl, som han er haard til at forekaste andre deres. Men Paskillanten siger aldrig Sandhed, og om han end en eller anden Gang slumper til at sige noget rigtigt eller godt, da tros han ikke; hans Ord agtes ikke; hans Navn er brændemærket med Skjændsel; hans Person er en Vederstyggelighed for al Verden; og hans Flik tighed vil mangle en ærlig Flittigheds Velsignelse, den vil bringe ham til Bettelstaven.

Man tillægger en Satyrikus et ondt Hjærte, men meget ubilligt. Jeg turde næsten paastaa, at det er en Umulighed, naar han besidder alle de Sgenskaber, som jeg her foran har fordret hos ham, og adskillige andre, som jeg ikke her behøver at opregne, da jeg dog ikke finder fornødent at gjøre højere Paastand end denne, at det er meget muligt, at en skarp Satyrikus kan have et ædelt og godt Hjærte, hvilket man vel ikke vil nægte mig, naar jeg igjen indrømmer, at en ond Mand ogsaa gjærne kan være en god Satyrikus, saafremt han kuns har Forstand nok til at skjule Hjærtets Ondskab. Men lad os endog sætte, at en satyrisk Forfatter, naar han kuns vogter sig for Paskiller, er en ond Mand, saa tør jeg nok spørge: mon han dog ikke udretter mere godt end Hykleren og Lovtaleren, der strør Roser i den lastefuldes Fjed og ofrer Virak paa den mægtige Dosmers og Tyrannens Alter? Sandelig! det kan man vel næppe kalde i Tvivl. Hvem vover vel at opstaa og offentligen at undersøge, om Hyklerens Lovtaler ere 216 sandfærdige eller ikke*)? Derimod gives der tusende for én, der holde den satyriske Forfatter Kniven paa Struben, hindre ham fra at skrive andet end den rene Sandhed og straffe ham paa det føleligste, om han vover sig et Haarbred der uden for. Tjener ikke Hykleren til at skjule Skalken hos den nedrige, give hans sorte Handlinger et glinsende Anstrøg og forhærde ham til at drive sin Ondskab videre, naar derimod Sandheden med Satirens Ris tugter Forbryderen, tager Masken af Bedrageren, og advarer andre ved den straffedes Exempel? Denne viser os vores Mangler og fremstiller os Menneskene saaledes, som de ere, naar hin derimod sætter Sminke paa alle Fejl, gjør det afskyeligste Menneske indtagende og frembringer ofte det samme Bedrageri, som Kunsten skal have frembragt paa en ung Brud i Amerika, der, som Archenholtz fortæller, var det dejligste Fruentimmer af Verden, da hun stod for Brudeskammelen, men blev siden af den besnærede Brudgom befundet at være den allergrimmeste Trold, som man kunde tænke, skjæv, krum, halt, enøjet, og hvis udvortes Skjønhed var fabrikeret af Puder, Krølhaar, Kork, alle Slags Udstopninger, Sminke og et Glasøje, som hun hver Aften maatte aflægge, for at den længselfulde Brudgom ubehindret kunde komme til at nyde hendes fortryllende Yndigheder.

* * 217

At gjennemhegle Uordener i Staten; at skrive imod dens Tjeneres Fejl; at vise, hvorledes Embedsmænds Nedrighed, Lunkenhed eller og Umuligheden for en enkelt Mand at overse en Plan, der er alt for vidtløftig for hans Synskreds, tilvejebringer skadelige Føløer af de allerbedste Indretninger og forvandler Lægedommen til Gift i Statens Aarer, dette fører endnu en anden Ubehagelighed med sig for Forfatteren, om han end er i Stand til at foragte og sætte sig over det Uvenskab, det Had, som denne Skrivemaade ofte tilvejebringer ham. Denne Ubehagelighed er, at de, som kunde afhjælpe Manglerne, ikke agte paa, hvad han skriver; at man ofte stiltiende erkjender Rigtigheden af de opdagede Mangler, Brøstfældigheder og Uordener, uden dog at tænke det allerringeste paa at afhjælpe, forbedre og rette dem. Det hænder meget ofte, ja som oftest, at de, der helst vilde gjøre gavnlige Forandringer, have ikke Styrke eller Myndighed dertil, og de, som kunde, og hvis Pligt det var at gjøre eller foreslaa samme, ere enten alt for magelige dertil eller alt for meget indtagne af den gamle Slendrian eller og, hvilket endnu er det allerværste og heller ikke det allersjældneste, drage Fordel af de offentlige Mangler og berige sig ved Landets Brøstfældighed og totale Undergang, ligesom Anholts Ejere og Beboere ved de søfarendes Ulykker. En saadan Forfatter maa da prædike for døve Øren og se, at alle hans velmente Raad og Advarsler blæses bort i Vinden, ja vel endog undertiden høre den Anmærkning: Hvad kommer det Forfatteren ved, og hvem berettiger ham til at tale om offentlige Mangler? Spørgsmaale, som dog letteligen kunde besvares saaledes: den selv samme Attraa efter at redde sig selv i en almindelig Undergang eller Fare, som berettiger en Passagerer, naar han øjner en Orkansky, til at advare Skipperen eller Styrmanden derom og at bede dem stryge deres Sejl, Stænger og Ræer. Saa længe som Forfatteren er Undersaat i en Stat, hvori Fejl og Uordener herske, saa længe kan Raden lige saa let forestaa ham som nogen anden, til at lide ved disse Uordener; og bør 218 ikke den Mand raabe Brand! som ser Naboens Hus i lys Lue?

Undertiden har dog en Forfatter den Glæde at se en eller anden af sine Advarsler benyttede, at mærke, hvorledes denne eller hin redelige og værdige Mand iblandt Statens Tjenere glæde sig over Opdageren af de Mangler og Uordener, som ere inden for hans Cirkel; hvorledes disse Mænd følge den Overbevisning, som de kunne erhverve sig, og ivrigen stræbe at afhjælpe de Fejl, som de saaledes ere blevne gjorte opmærksomme paa, og som ellers kanske vilde evig have blevne skjulte for dem*); og mon ikke denne sande Glæde fuldkommen kan holde Forfatteren skadesløs for det ufortjente Had og Uvenskab, som han tildrager sig hos den nederdrægtige, lastefulde og utro Tjenere? Naar han hertil lægger den Agtelse, han upaatvivleligen for sin Frimodighed og Sandheds-Kjærlighed maa erhverve sig hos alle sine redelige, frit og ædelt tænkende Medborgere, samt den beroligende Overbevisning, at han med sin Pen har virket, eller dog stræbt at virke alt det gode, som stod i hans Magt; at han aldrig har brugt den til at nedtrykke den uskyldige Dyd eller til at sætte Sminke paa Laster; men * 219 at han bestandig har talet Sandhedens Sag, blot af Lyst til at gavne, uden ringeste Hensigt til at skade andre end dem, hvis lumske og alting ødelæggende Træskhed gjør dem til Rovdyr og Statens Fjender, som med Ild og Sværd bør forfølges og udryddes; saa tør jeg nok spørge: Hvad for en Art af Skribentere gives der vel, der har saa synderlig større Belønning og Fyldesigjørelse for deres Flid end just denne saa meget miskjendte og frygtede satiriske Forfatter?

Tredivte Kapitel.
De fire Species i hele og brudne Tal.

Den første, som indfandt sig hos Junker Laps, efter at han var kommen til Byen igjen, var en ung Forfatter, som bragte ham et nyt Skrift. hvorpaa han sagde, at Junkeren havde subskriberet.

"Jeg har den Ære," sagde Forfatteren, "herved underdanigst at bringe Deres Velbaarenhed et Skrift, der er det vigtigste og for Menneskeligheden mest interesserende, som Verden i nogle Aarhundrede har frembragt."

"Ja", svarede Junkeren, "siden min Rejsebeskrivelse endnu ikke er kommen for Lyset, saa vil jeg ikke imodsige Dem. Hvorom handler det?"

"Jeg har", svarede Forfatteren, "paa det nøjeste gjennemgaaet alle de ældre øg nyere Filosofers Meninger, og med Resultatet deraf, samt Aarhundredes Erfaringer, understøttede med splinterny Grunde, tagne af Trigonometrien, Arithmetiken, Geografien, Hydrofobien*), Anatomien, Optiken og Musiken, beviser jeg uomstødeligen, at Mennesket er skabt til at tænke."

* 220
Laps.

Har De da nogen Sinde tvivler derpaa?

Forfatteren.

Nej, men det er en Lærdom, som aldrig kan grundes paa alt for faste Beviser; thi nedriver man denne Grundlærdom, hvad bliver da Mennesket?

Laps.

Et Fæ, det forstaar sig, og mange Mennesker vilde vist befinde, at det er ingen Degradation for dem. Har De da selv tænkt noget ved Udarbejdelsen af dette Skrift, om jeg maa spørge?

Forfatt.

Upaatvivleligen. Et saadant Skrift kan ikke udarbejdes uden største Anspændelse af Tankerne. Jeg har desuden tænkt ved dette Skrift at eihverve mig en her i Byen vakant værende Kantor-Tjeneste paa Grund af mine Kundskaber i næsten alle Videnskaber, men især i Musiken, som hele Skriftet skal vidne om, paa det jeg derved kunde blive i Stand til at konkurrere med en vis tysk Professor, der, som man siger, skal ansættes ved det theologiske Fakultet som Professor i Kirkemusiken. Dette har jeg ogsaa paa en apokryfisk Maade tilkjendegivet i Dedikationen.

"Dedikationen!" raabte Junkeren og snappede Bogen meget hastig af Forfatterens Haand, aabnede den, men lukkede den lige saa snart til igjen, da han, i Stedet for sit eget lille Navn, som han dèr havde formodet at finde, fandt et helt Kollegium. Hvad dette var for et Kollegium, skal jeg ikke kunne sige med Vished, da hverken Junkeren eller Forfatteren nævnede det, og at bedrage mine Læsere med Gisninger, dertil kan jeg ikke overtale mig, thi hvor Meningen af en Ting er uvis, er der altid lige saa megen Rimelighed til, at man kan gætte fejl som træffe rigtig.

221

"Hvorfore", spurgte Junkeren, "har De just dediceret Skriftet til et Kollegium, om hvilket man har den Tro, at det aldrig tænker?"

"Det har jeg netop gjort", svarede Forfatteren, "for at bevise det modsatte og at redde dette Kollegii Ære. I disse sidste Tider er der opstaaet en Art af Sværmere, eller arithmetiske Kættere, som af dette Kollegii Handlemaade eller Mangel paa Handlemaade vil paastaa, at der gives Tilfælde, hvori Produkten af noget, multipliceret med noget, bliver intet. De ræsonnere saaledes: Kollegiet bestaar af omtrent atten Medlemmer; tager man herfra i det højeste den ene Tredjedel eller sex, hvis Forstand og Tænke-Evne maaske er ækval med Nul, saa bliver der dog tolv Medlemmer tilovers, hvis Forstand hver for sig er noget; og naar al deres Forstand blev multipliceret med hinanden, hvilket dog vel er Hensigten med store Kollegiers Indretning, saa burde Produkten blive meget, i Steden for at Erfarenheden, til Trods for alle arithmetiske Regler, beviser, at Produkten bliver intet. Ligeledes vise de, ved Exemplet af et andet Kollegium, at det er muligt, at ideligen adderede Summer kan give intet til Facit. Men i begge Tilfælde betjene disse Kættere sig af et aabenbare Sofisma; thi hvad det første Kollegium angaar, da bliver Produkten af alles tilsammen multiplicerede Forstand et Kaos af Uordener og uafhjulpne Mangler; og i Henseende til det sidste, da bliver Facit af de adskillige adderede Summer rigtignok intet, men, vel at mærke: i Kongens, men ikke i Betjenternes Kasse. Hvorledes disse Kætteres Mening, i Henseende til Subtraktions- og Divisions-Exemplerne, forholder sig, har jeg end videre vist i Bogen selv, hvor man tillige vil finde en theoretisk Afhandling om de brudne Tals Nytte i Praxis; og Anvendelsen af alt dette tjener blot, eller dog fornemmeligen, til at vise, hvorledes dette Kollegium ikke mere er berøvet For stand og Tænke-Evne end noget andet Kollegium i Verden, men at man i det højeste man sige, at det hermed forholder sig som med Lyset under Skjæppen."

222

"Det er herligt," svarede Junker Laps, "men med alt dette maa jeg tilstaa Dem, at jeg ikke begriber andet af alt, hvad De har behaget at fortælle mig om Deres Bog, end dette, at De formoder at fortjene Dem et Kantor-Embede ved denne Bog, eller, rettere sagt, ved Dedikationen; og jeg ønsker Dem til Lykke. Endnu en Ting begriber jeg, nemlig at jeg intet vil begribe af Deres Bog, i Fald jeg skulde faa i Sinde at læse den, hvilket dog vel næppe vil ske saa snart. Og en Ting, maa jeg fortælle Dem, at jeg med al min Forstand - og jeg tør dog nok sige: et me dixere poetam - ikke kan begribe, det er: hvorledes jeg er kommen til den Lykke at staa paa Deres Subskriptions-Liste?"

"Det er gaaet meget naturligt til," svarede Forfatteren, "thi -"

"Ja," faldt Junkeren ham ind i Talen, "med overnaturlige Midler kan jeg nok tænke, at det ikke er tilgaaet, uagtet jeg véd vist, at jeg ikke selv har tegnet mit Navn."

Forfatteren blev rød og greb i Lommen, hvoraf han trak en Hoben Subskriptions-Lister frem. Efter at han noget havde bladet iblandt dem, trak han endeligen én ud, hvorpaa han, med Glæden tindrende i Øjnene, berettede Junkeren, at han vilde have den Fornøjelse at finde sit adelige Navn.

Da Junkeren noget havde besigtiget denne Liste, sagde han: "Rigtignok finder jeg mit Navn paa denne Liste, men hvem der har skrevet det, skal jeg ikke sige; kuns forekommer det mig noget mistænkeligt, at alle de tredive Navne, som findes paa denne Liste, se ud, som om de vare skrevne med samme Blæk, samme Pen, ja med summe Haand. Jeg vil ikke undersøge, hvorledes dette kan være tilgaaet; ikke heller vil jeg paastan, at De har fulgt andre Forfatteres Fodspor, der, naar de frygte for, at deres Navn eller Skrift maatte mangle noget af den fornødne Bærd til at skaffe dem Subskribentere, bruge det meget uskyldige Kunstgreb at antegne en stor Hob bekjendte * 223 formuende eller godhjertede Mænds Navne, i den faste Tillid, som ogsaa sjælden slaar dem fejl, at disse Mænd ikke ville vægre sig, ved at betale deres Exemplar, ihvor uventet end Forfatteren maatte være bleven deres Kreditor. Dette er vel ogsaa en Aarsag, hvorfore man i disse Tider ikke bryder sig saa meget om Prænumeration, som Subskription; thi dels ere Folk ikke saa lette at lokke til det første, dels kan ikke heller lettelig nogen komme til at staa paa en Prænumerations-Liste, uden de, der ved at give Penge ud for Vare, som de endnu ikke have set, vise, at det er dem om at gjøre at eje det lovede Værk."

"Jeg kan forsikre Deres Velbaarenhed," svarede Forfatteren, "at Deres Navn ikke vanæres ved det Selskab, det staar iblandt, paa hvad Maade det endogsaa maatte være kommen paa Subskriptions-Listen; hvad for Resten Deres sidste Anmærkning angaar, da vil jeg gjærne tilstaa, at den kan være rigtig; jeg vil endogsaa tro, at det er dette Kunstgreb, der har vinket ad og smilet til Professor Kramer, og indgivet ham den lykkelige og hidindtil, saa vidt som jeg tror, uhørte Opfindelse, at lade Stridsskrifter udgaa paa Subskription, hvorved han har fundet et Middel til at erhverve sig et saadant Antal Subskribentere, som han formodentlig ellers mistvivlede om at opnaa."

"Hr. Forfatter!" sagde Junker Laps, "De taler fornærmelig om en Mand, som jeg ærer; hvis Lys Dannemark vel kan forbyde at brænde hos sig, men dog sent eller tidlig vil komme til at savne. De fortjente, at jeg skulde hævne min Ven; men jeg foragter Hævn, naar den ikke kan ske med Kaarden i Haanden og imod en Ligemand. Der er Penge for Deres Bog, som jeg ganske imod mit Vidende og Vilje er bleven tegnet for, men jeg udbeder mig, at De herefter vil udslette mit Navn, om De af en Hændelse nogen Sinde skulde finde det paa Deres Subskriptions Lister."

* 224

Vred vendte ml Junkeren Ryggen, gik ud i et andet Værelse, slog Døren i efter sig, og efterlod Forfatteren i Forgemakket, hvorfra han, glad over sit ikke mislingede Kapertog, styrede Kurs hjemad med det erobrede Bytte.

Et og tredivte Kapitel.
Hvad er Oplysning?

Det var mig, som maatte betale Skriftet og vandre ned i Forfatterens Lomme, hvor jeg i min Enlighed, omgiven af bare Fnug, fandt mig lige saa vel fornøjet som iblandt mine Kammerater i Junkerens broderede Brevtaske. Min Lyst til at lære at kjende Verden og Menneskenes forskjellige Tænkemaade har altid givet mig Længsel efter ny Herskaber og gjort mig begjærlig efter ny Optrin, saa at jeg lige saa glad har forladt de Conincks og Reiersens Blikdaase som Bondens Skindpung, og at jeg, for min egen Del, ikke har været gladere i en Suhms og Rothes Hænder end i en Cramers og Pallinis.

Min ny Herre, som kaldte sig Magister, gik hiem med mig og satte sig til at udarbejde en Subskriptions-Plan, som endnu samme Dag skulde vandre til Bogtrykkeren for at blive til et nyt og kraftigt Argument for ham til at nyde den Tjeneste, som han søgte. Han anbiagte nogle saa heldige Træk i denne Plan, at han af bare Sjæle-Glæde nær var bleven rasende. Han læste den saa ofte igiennem, at han kunde erindre hver Tøddel deraf, og fødede sin Gejst med denne lækre Ret saaledes, at han vilde have fundet sig aldeles fornøjet med sin daværende Tilstand, havde ikke Tarmenes Knurren paamindet ham om, at han havde et Legeme, der ikke lod sig tilfredsstille med en saa let og ulegemlig Fode * 225 Han gik altsaa først til Bogtrykkeren, og rekommanderede sit Arbejde til den hastigste Expedition; og derpaa maatte jeg følge ham paa et Spisekvarter.

Min nye Herre trandte ind i Spisestuen, som han forefandt fuld af Gjæster; med nogen Vanskelighed fandt han en Stol, hvorpaa han satte sig, rækkede efter Spiseseddelen og ordinerede den Mad, som han troede mest vilde kildre hans Gane.

En ung, nysselig Herre med Støvler og Sporer paa samt stift friseret Haar sad ved den ene Side af ham og havde givet sine Tænder et saa strængt Arbejde med en Portion Oxesteg, at Virkningen af deres anstrængede Kræfter tydeligen sporedes i alle Aarerne i hans Hoved, der vare opsvulmede til en saadan Grad, at den Barberer, der skulde have aareladt ham i Panden for Galenskab, ikkuns vilde have fortjent halv Salarium.

"Det er beklageligt," udbrød denne unge Herre, "at se, hvorledes den tykkeste Uvidenhed er udbredet over alle Fag, at næsten intet Menneske besidder de Kundskaber, som ere fornødne for ham til vel at bestyre sig selv og de Ting, som ere ham anbetroede."

"De har upaatvivleligen Ret," svarede min Herre, "thi ingen Ting i disse Tider staar paa saa svage Fødder som Oplysningen."

"Desto værre!" sagde en Mand med rund Paryk og sorte Knapper i Kjolen, som jeg formodede og siden kom efter var en ung gejstlig Mand; "det forholder sig rigtig nok, som De siger Men for ret at bestemme Oplysningens Beskaffenhed hos os bliver det nødvendigt at forudsætte et rigtigt Begreb om, hvad man kalder Oplysning. Jeg definerer den med Saxtorf og Pontoppidan - jeg skulde sige Pontoppidan og Saxtorf - saaledes, at Oplysningen er en levende Kundskab og kraftig Overbevisning om de guddommelige Sandheder og * 226 skilles fra den menneskelige Kundskab derved, at denne erlanges ved menneskelig Flid af Guds Ord og er en blot historisk Kundskab, ved hvilken Mennesket bliver i sin Ondskab; den guddommelige Oplysning derimod virkes af den Hellig Aand ved Ordet, hvis Kraft erfares i Hjærtet, og begynder at borttage Viljens Gjenstridighed. Og at Oplysningen i denne Forstand virkelig staar paa slette Fødder, det har jeg sandelig alt for tidlig faaet at erfare i min ny Menighed."

"Deres ny Menighed", afbrød den sporede Mand, "maa da formodentligen ligge enten paa venstre Haand strax naar mon kommer over Stenbroen paa Christianshavn, eller og paa Farimagsvejen imellem Vester og Nørre Port?"

"Om saa var", svarede den gejstlige, "saa forudser jeg, at det ikke vilde vare længe, før end jeg vilde blive nødt til at arbejde paa Deres Oplysning."

Alle saa' paa den sporede Mand, men han, som vidste, at det stred aldeles imod Velanstændighed og Moden at blive rød, i hvad for en Forfatning man end mantte sættes, tog Ordet ganske rolig: "Naar jeg skal sige mine Tanker om Oplysningen, saa tror jeg, at den er saa god, som man kan ønske sig den, undtagen i Køkkenet. Men ved mange Lejligheder maatte mon ønske, at der kunde tilvejebringes lidet mere Mørke. Ser det for Exempel ikke afskyeligt ud i Komedien Ringen, hvor Preisler og Gjelstrup maa lade, som de ikke kan se hinnnden, uagtet ethvert Menneske paa Parterret kan se dem begge to? Ligeledes gaar det i Figaros Gistermaal; men aldrig skal man nævne mig nogen Komedie, hvor jo Theatret har været lyst nok; derimod mørkt nok, det er Sagen."

Her tav han, og saa sig om, men ingen vilde le.

Min Herre vendte sig nu til den gejstlige med disse Ord: "De maa forlade mig, det var ikke i den Forstand, jeg tog Ordet Oplysning, da jeg for kort siden nævnede det. Jeg * 227 forstod derved ikke den theologiske, men den almindelige videnskabelige Oplysning, som udbredes ved lærde og dybsindige Skrifter. Hvor lidet denne Tids Mennesker bekymre sig om at udvide sine Kundskaber ved slige Skrifters Læsning, derpaa har jeg de tydeligste Prøver i mine egne Skrifter, der, til min og Oplysningens ubodelige Skade, maa raadne paa mit Loft, siden man nu om Stunder foretrækker Dukketøj for det solide og grundige og Morskabslæsning for den sunde og dybsindige Filosofi, hvis Fakkel dog nok upaatvivlelig er det, der skal udbrede Lys over Menneskeligheden."

Her blev min Herre afbrudt af en Mand med uvasket Ansigt og ukæmmet Haar, et fjorten Dages langt Skjæg og skident Lintøj paa, som sad ved Siden af den gejstlige. Fnysende fo'r han op, og som en Torden rullede de følgende Ord ud af hans Mund: "De gode Filosofer indbilde sig altid, at hele Verdens Oplysning ligger i deres Hjærneskal, og dog ere der ingen Mennesker, der mere end de ligne det Slags Folk, om hvilke Fædrus siger:

Est ardelionum quaedam Romae natio,
Trepide concursans, occupata in otio,
Gratis anhelans, multa agendo nihil agens,
Sibi molesta, et aliis odiosissima.

Nej, naar Oplysning skal udbredes udi Verden, da maa det ske ved os Poeter. Jeg maatte vel spørge, hvem har bidraget mest til Oplysningen, Homerr.s eller Plato? Hvem har haft de bedste Overtalelses-Gaver, Anakreon eller Demosthenes? Ved Hjælp af Poesien kan man altid faa de tørreste Sandheder til at glide ned, naar de derimod, indklædte i Filosofi, ere væmmelige."

"De er da altsaa Poet?" spurgte min Herre.

* 228

"Jeg troede," svarede Poeten, "at min Person var lige saa bekjendt, som mit Navn; dersom De ellers ikke har en rent forbandet Smag, saa maa De dog have læst en Del af mine Arbejder med Fornøjelse. Dog, hvad jeg hidtil har skrevet, er kuns Bagateller imod de to Arbejder, som jeg nu har under Hænderne. Det første er et Heltedigt om Kvægsygens Inokulation".....

"Et Heltedigt om Kvægsygens Inokulation!" raabte den sporede Mand.

"Ja vist, min Fa'r!" svarede Poeten, "og dersom De vil lade Dem inokulere, saa skal jeg indføre Dem deri i en ganske brillant Ewsode. Ved et saadant Løfte maa jeg dog vel lige saa let kunne lokke Dem, som man med en Gehejmeraadindes Titel en Gang lokkede en Dame til at lade sig operere for Kræft? Hvad Heltedigtet for Resten angaar, saa er Materiens Valg mig Borgen for, at jeg vinder de tusende Rigsdaler, som er udsat til Præmie for et episk Digt. Jeg har lige saa stor Overflødighed baade paa firbenede og tobenede Helte og Heltinder, som Homerus havde paa Guder og Gudinder. Det andet Arbejde, som jeg har under Hænder, og som ikke vil indbringe mig mindre Ære og Fordel, er en Opera om Kartoffelavlen, hvori jeg bringer Trylleriet, Fevæsenet og Trolddoms-Kunsterne til en langt højere Spidse, end nogen af mine Forgængere, jn end ogsaa Baggesen selv, har bragt det. Tænk en Gang, hvor vidt det gaar; jeg lader et Kor synges af bare Kartofler, og Skuepladsen forvandles tre Gange i hver Scene. Tror De, mine Herrer! at noget Stykke har vundet mere Applaus, end dette vil vinde? Sagen er kuns at faa sat en god Musik hertil. Jeg har vel tænkt paa Kapelmester Schultz, men hans Musik er alt for simpel og naturlig; den ajør ingen Stoj, og derfor kan jeg ikke bruge den. Det allermest douce Nummer i den hele Opera bliver en Adagio, * 229 som dog maa akkompagneres med Pavker og Trompeter. Dog, jeg finder vel en anden, som sætter mig en Musik, der i Støj og Larm ikke har haft Mage. Naar saa denne Opera er færdig, saa vil jeg applicere mig til et mere alvorligt Arbejde og begynde paa en bibelsk Tragedie, som kommer til at hedde: Jonas i Hvalfiskens Bug."

"Disse Arbejder", sagde min Herre, "ville sikkert bidrage meget til at forjage Mørket fra vores kjære Fædreneland".

"Upaatvivlelig," svarede Poeten: "og hvad vil ikke Udlændingen sige, naar de faa slige Værker oversatte udi deres Landes Sprog? Og vil de ikke glæde sig over at erfare, at et Land, som de troede var saa dybt nedsjunket i Barbari og Mørke, har bragt det saa overmaade vidt i Oplysning?"

"Det kan være meget godt, alt, hvad I gode Herrer der snakker om Oplysning," sagde en Borgermand, som rejste sig, tog sin Hat og lavede sig til at gaa; "men den sande og bedste Oplysning er, minSjæl! dog den, at Gaderne holdes lyse om Aftenen, enten saa Maanen skinner eller ikke, for at Folk ikke i Mørket skal rende paa noget af alt det forbandede Kram, som man lader ligge paa Fortovene, og saaledes brække Arme og Ben. De fordømte Vægtere, de stjæle Trannen af Lygterne, som vi Borgerfolk maa betale, og saa lade de Folk gaa i Mørket, saa godt som de kan. Vi har desuden her i Dannemark den priselige Vane at være ødsle med det store og sparsom med det smaa. Man holder Regning med Maanen, og naar Almanakken lover os, at den skal lyse, saa lader man være at tænde Lygterne, uagtet Maanen mange Gange gjør Almanakken til Løgner. Burde derimod ikke Lygterne brænde bestandig om Aftenen og Natten, enten saa Maanen skinner eller ikke? Brandkassen betaler, min salighed! nok til Lygterne om Aaret; men jeg kan tænke, vedkommende har sagte ingen Ro, før end de kan faa den stakkels Kasse til at gaa samme Vej som alle de andre. Derimod skulde De se, hvor lyst der er paa Gaderne i Engelland, enten saa Maanen skinner eller ikke."

230

"Har De været i Engelland, min Herre?" raabte en Skibskaptejn, som sod ved Enden af Bordet. Men Borgeren var allerede ude af Stuen, uden at han havde hørt Kaptejnens Spørgsmaal. Denne vendte sig altsaa til de øvrige af Selskabet og fortællede dem alt det, som han havde i Sinde ar opvarte Borgeren med, hvilket han udforte omtrent med følgende Ord: -

Dog før end jeg anfører Kaptejnens Tale, maa jeg bede mine Læsere om Taalmodighed, og at de enten vil forbigaa det næste Kapitel, eller, i Fald de endelig vil læse det, da tilgive mig, at jeg deri indrykker et Brev, som i dette Øjeblik er indløbet mig*), og som jeg for denne Gang ikke har villet nægte Sted i disse Blade, uagtet sommes Forfatter, og enhver anden, vilde undskylde mig, om jeg for Estertiden frabeder mig slige Kommissioner, eftersom jeg nødig vilde se mit Skrift forvandlet til en Avis.

To og tredivte Kapitel.
Korrepsondancen.

P. M. Den gode Herre, som bestyrer Adresse-Kontorets Efterretninger, har nægtet at indrykke i bemeldte Blade det hosfølgende Avertissement, uagtet det kuns indeholdt en Prænumerations-Plan paa et Skrift, som jeg havde i Sinde at udgive, og uagtet det ikke vil være vanskeligt at bevise, at den gode Mand ofte har averteret Skrifter, der ere intet mere * 231 end tydelige Paskiller, hvortil han dog vel ikke vil understaa sig at henregne et Skrift, som han endnu ikke har set en Tøddel af. Hvad Aarsag han hertil kan have, er jeg ikke i Stand til med Sikkerhed at bestemme. Saa meget tror jeg dog med Rimelighed at kunne formode, at han, da han selv er en Tysker, har besluttet med sine ringe Kræfter at tage sin ædle Landsmand Cramers og den, desto værre!!! germaniserede Baggesens og Kompagnis Parti, og derfore, af egen Myndighed, ansat sig selv som Strandrider i Literaturens Rige for at forhindre Indførselen af alle de Vare, som han og hans Tilhængere anse for Kontrabande, hvilket jeg saa meget mere fristes til at tro, som Frygt for at tildrage sig Ubehageligheder fra Cramers og Komplots Side ikke kan have bestemmet ham til denne Vægring, da for det første Bekjendtgjørelsen intet indeholdt, som kunde forvolde ham Ubehageligheder, og Bogtrykkeren for det andet tilbød sig at indestaa for alle Følger af det averteredes Indrykkelse i Aviserne.

Det vilde være for vidtløftigt her at bevise, hvorledes man vel kunde tvinge den gode Mand til for Betaling at indrykke alle de Bekjendtgjørelser, der ikke indeholde Kalumnier og Nedrigheder, i et Blad, der sandelig ikke er kongelig allernaadigst priviligeret for hans Fordel eller Kapricer, men for det hele Publikums Bekvemmelighed. Man kunde endvidere i al Ydmyghed tage sig den Frihed at nedrive ham fra den kritiske Trone, hvortil han, som en literarisk Pisistratus, har vovet at opsnige sig; man kunde undervise ham om en eller enden Mine og Ansigtstræk, der vilde klæde ham usigelig bedre end den, hvormed han sædvanligvis affærdiger Folk, og som synes at give til Kjende, hvorledes han glemmer, at han, uagtet sin lille Karakter, dog, saa længe som han opholder sig i Kontoret, er den allerringeste Tjenestepiges Tjener. Dog, dette kan ikke vel ske i et Brev. I Kjøbenhavns Skilderi * 232 skulde man vel ønske at se noget derom, thi dette Skrifts Forfatter, som en habil Regnemester, vilde upaatvivleligen med det samme meddele os en Beregning over, hvad Adresse-Kontors Efterretningerne aarlig kunne indbringe, hvilken Beregning ikke er vanskelig at gjøre; oy med det samme vilde han formodentligen vise, at Betalingen for Bekjendtgjørelser med Billighed burde nedsættes til Halvparten, da Hensigten med Bladets Avtorisation upaatvivleligen, som forhen er meldt, er Publikums Bekvemmelighed, men ikke at berige enkelte Personer; ligeledes vilde han erindre vedkommende Øvrighed om at standse det utilgivelige Snyderi, at bedrage en hel stor By med Blade, hvis Indhold den allermest øvede Læsere ofte ikke er i Stand til at udpunktere, da de ere trykkede med det allerlumpneste Udskud af Skrifter og Papir, som man kan forestille sig, uagtet Kontorets store Indkomster, saa længe som Prisen bliver, som den nu er, kunde berettige det kjøbenhavnske Publikum til det allereleganteste Blad, som noget Sted i Verden kunde fremvise.

Da nu De, min Herre! er den, der her har begyndt med at blotte den Cramerske Nøgenhed, og jeg altsaa er impliceret i en og samme Sag med Dem, saa skal jeg udbede mig, at De vilde unde dette Brev og hosfølgende Avertissement et Sted i Deres næste Nummer; og da Cramer, strax efter at hans Manifest udkom, er rejst her fra Byen, hvorved han - uden at fornærme ham med Lignelsen - har efterabet de smaa Hunde, der efter at have bidt en Mand i Kjolen, løbe bort saa hastig, som de kunne, inden Manden faar Tid at vende sig om; og da jeg er vis paa, at Deres Skrift kommer ham for Øjnene, saa vilde De forbinde mig med at lade disse Linier forsikre ham, at han forgjæves flyr mig, og at min Suært, i Fald han ved sine belovede Hefter og Kontinuationen af hans underligen opkaldte Skrift: Baggesen, skulde blive berettiget til et Rap deraf, er lang nok til at ramme ham, om han endogsaa vilde * 233 skjule sig midt i Hjærtet af det tyske Rige. Kjøbenhavn den 22de Maj 1789. Forfatteren af Holger Tyske*).

Til

Forfatteren af Rigsdalers-Sedlens Hændelser * * * 234 Avertissementet lyder Ord til andet saaledes: Saa snart som Professor Cramer er bleven færdig med sin Kaviar*), Ruskomsnusk, Plukkefisk, Fragmenter og Baggesen**) eller og før, i Fald et tilstrækkeligt Antal Subskribentere skulde tillade ham at opfylde sin græsselige Trusel, at straffe Dannemark med megen Overflødighed deraf, agter Forfatteren af Holger Tyske at udgive Æventyrer om d. t.. p........... t.. D.......

men Prikkerne forbeholder han sig at udfylde paa Pjeceus Titel. I dette Skrift vil han slumpe alle sine Antagonister sammen og korteligen besvare, hvad der fortjener at besvares, dog skal han meget nøje vogte sig for den Grovhed at byde * *

Bogtr. Anm

* 235 sine Venner til Gjæst paa Exkrementer, som Cramer har gjort ved Gerstenberg. Skriftet behøver ikke at blive mere end omtrent et Ark stort for hvert Hefte paa otte Ark, som Manden fra Kiel skriver; og da han har opfundet den ny Mode at tage Subskription paa Stridsskrifter, saa vil Forfatteren af dette Værk søge at overgaa ham i Opfindelser, hvorfore dette Skrift skal udgives paa Prænumeration, som modtages med 4 sz. imod trykt Bevis af Bogtrykker Holm i store Fiolstræde Nr. 218. For ret at tvinge sig Prænumerantere til, agter Forfatteren at lade trykke alle deres Navne, som ikke prænumerere, ligesom ogsaa alle andre Kjøbere uden Skaansel ville komme til at betale dobbelt imod Prænumeranterne.

Tre og tredivte Kapitel.
Astronomiske Observationer.

Jeg kommer nu tilbage til min Skibskoptejn, som jeg rolig har ladet sidde og spise sin Frikasé, imedens jeg skrev det forrige Kapitel. Hans Tale lyder saaledes, som følger:

"Jeg rejste fra Kjøbenhavn først i Aaret 1788, men havde den Ulykke, at jeg i en svær Storm forliste mit Skib under Engelland, saa at jeg med Nød fik bjærget mit og mine Skibsfolks Liv. Den Tid, som jeg maatte opholde mig i Engelland for at bjærge saa meget af Vraget som muligt, anvendte jeg, foruden at have Opsigt med Bjærgningen, til at gjøre mig bekjendt med Engelland, samt dets indvortes Forfatning. Jeg saa' her et Folk, som pralede af Frihed uden at besidde mere end Skyggen deraf; men erfarede tillige, at netop denne Skygge af Frihed og denne Indbildning, var det, der opmuntrede Folket til al den Vindskibelighed, den Industri og de stolte Handlinger, som man dagligdags kan finde utallige Exempler paa iblandt Folk af alle Stænder i denne Nation. Jeg kan erindre, at jeg iblandt andet ogsaa lagde Mærke til det, som 236 den gode Mand sagde, der nu nys gik ud af Stuen. Men dette er dog ikke det vigtigste, som jeg har at fortælle. En tilfældig Omstændighed var især Aarsag til en af de fornøjeligste Hændelser, som traf mig der i Landet.

"Jeg havde iblandt andre Ting faat bjærget min egen gode Kahyt-Kikkert, men et Glas var slaaet i Stykker. Det var mig meget om at gjøre at faa den istandsat. Jeg erkyndigede mig derfor om, hvem der var den bedste Optikus i Engelland, og man nævnede mig en Doktor Herschel. Jeg, som troede, at denne Mand forfærdigede og reparerede Kikkerter og optiske Instrumenter for Betaling, gik hen til ham i dette Ærende. Uagtet jeg heri tog fejl, saa viste dog Manden sig saa lidet fortrydelig over min Fejltagelse, at han meget mere og med en besynderlig, og hos Engelskmænd usædvanlig, forekommende Artighed spurgte mig, om jeg havde Lyst til at se det af ham selv forfærdigede umaadelige store Reflexions-Teleskop eller, som det sædvanligere kaldes, hane ny Kæmpe-Kikkert.

"Dette var mig overmaade behageligt, og enhver kan let indse, at jeg ikke afslog dette Tilbud. Han førte mig da paa sit Observatorium, hvor jeg saa' et Instrument, som med rette kan kaldes en Kæmpe-Kikkert. Den er ikke mindre end fyrretyve Alen lang, og den store Aabning er fem Alen i Diameter*).

"Det var til al Lykke Aften, altsaa den bedste Tid til Observationer; Herschel stillede Kikkerten op til Maanen for at vise mig, hvor vidt dette Instrument havde bragt og endnu vilde bringe den menneskelige Kundskab.

"Jeg saa' her en utrolig Mængde ganske besynderlige Ting, som jeg ikke kan saa nøje erindre at opregne, men alting * * 237 forestilledes saa tydeligt for mit Syn, som om jeg havde staaet lige ved Siden deraf. Iblandt andet saa' jeg ganske tydeligen det meget store Apothek, hvori den bekjendte betydelige Kvantitet jordisk Forstand gjemmes i særskilte Flasker, med Opskrift, hvem Forstanden tilhører. Man vil ikke undre sig over, at jeg strax stillede Kikkerten hen til den Væg, hvor jeg saa' Overskriften Dannemark med store forgyldte Bogstaver. Min Gud! hvilken utrolig Hoben Flasker stode her ikke paa de utallige Hylder! Uagtet Navnet og Titelen paa de Mænd, hvis Forstand indeholdtes i Flaskerne, ikkun var skrevet med store Initial-Bogstaver, saa kunde jeg dog let, ved Hjælp af det Latin, som jeg forstaar, udpunktere en utrolig Mængde store og lærde Mænd, om hvilke man endnu tror, at de have deres Forstand i Behold. Dog saa' jeg en meget stor tom Flaske med Indskrift: C. U. D. E. j. u. et s. c. i. A. H. P., hvis Betydning jeg paa ingen Maade var i Stand til at udgrunde. Den blev mig mærkværdig derved, at Apothekeren befalede sin Dreng at udslette Navnet; thi, sagde han, jeg er kommet efter, at denne Mand, til hvem jeg troede at behøve en øvermaade stor Flaske, aldrig har haft den allermindste Gnist af Forstand i sin Pande, hvorfore jeg heller ingen Flaske behøver dertil; derimod, sagde han videre til Drengen, skal du skaffe mig nogle Flasker til de Mænds Forstand, der have bragt ham ind i den Post, han beklæder, og som soutenere ham deri, uagtet al hans Uværdighed.

"Hvorledes det gik til, at jeg kunde høre, hvad der blev talt, er en ny Opfiudelse, som Doktor Herschel forbeholder sig ved Lejlighed selv at forklare. Hvormeget denne Opfindelse uden Tvivl vil hjælpe Alkymisterne paa Spor efter de vises Sten, kan man let indse, uden at regne den øvrige saare * 238 vigtige Indflydelse, den vil have paa de menneskelige Kundskaber.

"Herschel fortalte mig derpaa, at han ved dette Teleskops Hjælp havde opdaget, at dei midt i Maanen er en stor So, hvis Vand haver samme Egenskaber som Spejlet og Vandet her paa Jorden, nemlig at det reflekterer Objekterne, dog med den Forskjel, at Objekter, der ikke ere storre end Maddiker, og i Millioner Miles Frastand, kunne reflekteres lige saa tydelig i denne Sø, som man her paa Jorden er i Stand til at se dem med Dollonds eller Nairnes Mikroskoper.

"Denne Sø. berettede han videre, tiener Indbyggerne i Maanen i Steden for Aviser, hvilke de heller ikke kjende til, undtagen for saa vidt, at de have set Jordens Indbyggere bruge dem. Thi blot ved at se i Søens Vand ere Indbyggerne i Stand til at opdage alt, hvad der tildrager sig, ikke alene paa deres egen Klode, men endog paa vores Jord og paa de andre Planeter.

"Han viste mig her Tildrogeiser paa vores Jordklode, som jeg ellers ikke kunde komme til at kjende. Jeg saa' Europas Regentere at regeres igjen, hver paa sin Maade. En styredes af en Maitresse; en anden af Munke; den tredje af Adelen; atter en af jesuitiske gejstlige: hisset en af Hyklere; der en af daarlige Lyster; her en af Overdnadighed; og der en af Kapricer; og paa et andet Sted saa' man en Regent styres i en Tømme af Djævelen; men ingen Steds saa' jeg Kongen at regere sig og sit Land selv. Jeg saa' Krige at begyndes af Herskelyst og fortsættes af Daarlighed og Kujoneri, Skatte at paaiægges for at udsue den fattige og at give Daarlighed og Ødselhed Næring; den rige og mægtige at udvikle sig af de Spindelvæve, som Statistiken kuns spinder for at fange den fattige og svage; Forstand og Redelighed at sparkes og trampes i Støvet; Embeder og Værdigheder at bortgives til Dosmeren, øjenskalken og Vindmageren; Lovene at drives efter Vinden, som Vejrmøllerne; og Dyden og Redeligheden at vandre forladte og enlige i de tykkeste Skove.

239

"Jeg saa' Præster drevne af Hensigter, der ikke vare alt for hædrende for deres Stand, forlade de aandelige Sorger for at afgive sig med de mere lønnende verdslige, og at skaffe sig saa stor Indflydelse i deres Lands Regering, at vigtige Stats-Sager og Embeders Bortgivelse endog ofte styredes efter deres Kapricer*), saa at man med rette kunde sige om dem, som Ketzer-Almanakken har sagt om en vis Mand: Er hat die Welt so ziemlich zu nutzen gewuszt.

"Jeg saa' den unge Digter, paa en Snes Aar eller lidet mere, udgive sine samlede Digte, ret som han gjorde Verden en stor Tjeneste med at flette en Lavrbærkrans til sig selv; jeg saa' det, og frygter, at den samme Digter, naar han bliver én Gang saa gammel, at han faar Forstand, vil undse sig ved at have sat sit Navn for en Samling af Ungdoms;Arbejder, som den modnere Alder ganske vilde ønske at kunne fralægge sig**).

"Jeg saa' - og nu mærkede jeg, at jeg var i Dannemark - jeg saa' Mænd indsættes til Embeder, hvortil de have lige saa stor Duelighed, som Skriveren ved Schoutens Ret paa * * * 240 Amager har til sit Embede, da man om ham kuns véd den eneste Anekdote, - at han ikke kan skrive.

"Jeg fik Tilladelse til at benytte mig af Doktor Herschels Observatorium saa ofte, som jeg vilde, hvorfore jeg ogsaa, saa længe som jeg opholdt mig der, benyttede mig af denne mig givne Tilladelse, saa at hvad jeg nu fortæller, er Anmærkninger, som ere gjorte paa adskillige Tider.

"Jeg saa' Betlere oversvømme Landet og Byernes Gader, ja endog de offentlige Promenader, og jeg mærkede, at alle de Anstalter, som gjordes for at standse deres Forøgelse, og alle de Dæmninger, som opkastedes for at hindre deres Oversvømmelse, maatte have betydelige Fejl og Mangler, siden man ikke kunde bringe dem til at svare til Øjemedet*).

"Jeg fandt, i mit Fødeland, adskillige værdige fremmede, som dèr nød Ære og Underholdning, men en utrolig Hoben uværdige, som nød det samme, ja vel endog undertiden i en højere Grad, end den. hvortil den største Redelighed, den anstændigste Opførsel og de udstrakteste Kundskaber kunde berettige * 241 dem. Mit Øje fæstede sig især paa en Dreng, der lige fra Skolen havde sneget sig igjennem en Skriftestol op paa et Katheder, hvor han skulde undervise en stor Mængde af mine Landsmænd om de Ting, hvorom han i det højeste kuns havde opjaget nogle løse Ideer. Jeg mærkede altsaa, at han, for at skjule sin Mangel paa Kundskaber, maatte udfylde alle sine Afhandlinger med aldeles uvedkommende Ting. Jeg saa' ham saaledes undervise i Kameral-Videnskaberne, og ved den Anledning forklare, hvad alle Instrumenterne paa det runde astronomiske Taarn havde kostet, og hvor de vare forfærdigede."

*
242

Tillæg
til
Rirsdalers-Sedlens Hændeler Nr. 9.

Vexel-Kurs.

Den 8de Juni 1789
Paris. 2 Maan. Dato - - - pr. Livr. Tourn.
Amsterdam i Banko. 2 M. Dato - - - pr. Cent.
14 Dag Sigt - - - pr. Cent.
Dito i Court. 2 Maan. Dato - - - pr. Cent.
14 Dag. Sigt - - - pr. Cent.
Hamborg og Altona 2 M. Dato - - - pr. Cent.
14 Dag Sigt. - - - pr. Cent.
London 11 Rdlr. 44 β. a 46 β pr. Livr. Sterl

Uddraget af Dramatiske Tillæg til Hertha og Kritik og Anti kritik Nr. 26 og 27. Hvoraf vedkommende kan tnge til Eftertanke, hvor umanerlig Kursen stiger, og hvorledes Landet efterhaanden i Bund og Grund ruineres.

Bekjendtgjørelse.

Af Bogtrykker Holm i store Fiolstræde, hvor disse Blade faas til Kjøbs, forlanges 100 Exemplarer af den i Kritik og Antikritik Nr. 25 anmeldte Bog: Til det virkelige Publikum i Anledning af Hr. Rahbeks Epigrammer i Aftenposten, som er trykt hos Schultz 1789, 238 Sider i 8vo.

*
243

Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 10.

----- Who dares, who dares,
In purity of manhood stand upright,
And say: this man 's a flatterer? If one be
So are they all; for every greeze of fortune
Is smooth'd by that below. The learned pate
Ducks to the golden fbol: all is oblique;
There is nothing level in our cursed natures,
But direct villany.

Shakespeare.

Fire og tredivte Kapitel.
Fortsættelse. Aagerkarlen.

Jeg maatte afbryde det forrige Nummer midt i Kaptejnens Fortælling om den unge tyske Dreng, der havde fundet for godt at agere Lærer i Dannemark. For altsaa ikke længe at opholde Læsernes Nysgjerrighed fortsætter jeg Historien og de astronomiske Observationer, saa meget, som muligt er, med Kaptejnens Ord, saaledes, som følger.

"Jeg saa' denne Herre at befatte sig med de Ting, som han aldeles ikke forstod; da jeg saa', at man betroede ham de Forretninger af Vigtighed, hvorom man burde vide, at han. umuligt kunde besidde nogen Kundskaber. Jeg hørte ham forklare Ruslands Statistik uden at kjende Büschings Magasin og uden at vide, at Hør var en af Ruslands vigtigste Produkter. Jeg saa' ham skrive statistiske og fysikalske Beskrivelser * 244 over Lande, hvis rigtige Beliggenhed paa Jordkloden han næppe kjendte. Jeg saa' ham dristig nok til at pantage sig at skrive Instruxer for Økonomien paa Orlogsskibe uden at have anden Kundskab om Orlogsskibe end i det højeste den, som han kunde have faaet ved Omgang med den chur-phalziske Storadmiral. Kort sagt: jeg saa' ham indtrænge sig og indtrængen i Forretninger, hvis første Fordring er lokale Kundskaber, som man formodentlig tror, at vandrende Riddere bedst kan erhverve sig. Jeg saa' ham examinere ved offentlige Gyamina i Videnskaber, som han var aldeles ukyndig i, endogsaa uden at forstaa de Sprog, hvori han skulde examinere*). Jeg saa ham gjøre de højtideligste Handlinger til Komedier og Skuespil, de alvorligste Forretninger til Spøg og Drengeleg, og desuagtet dog at understøttes af halv usynlige Hænder, der sikkert vil bruge hans Uvidenhed til et Paaskud for at hæve ham til højere Æresposter, * * 245 saa snart som det bliver umuligt, at de længere kan lukke Øjnene for hans totale Uværdighed*).

"Jeg saa' en Hoben ulykkelige Mennesker**) af Mangel paa Industri og Næring at drukne sig uden for de Pakhuse og Bygninger, som man havde narret Kongen til at lade opbygge for at vidne om Landets store Industri og Næringsvejenes Betydelighed, saa at man til sidst, for ikke at lade disse Bygninger staa rent ledige, maatte bruge dem til Oplagssteder for de døde Legemer, hvis Liv de efter deres Bestemmelse ikke kunde underholde. Paris haver sit La Morne, hvor slige døde Mennesker henlægges, hvorfore skal da Kjøbenhavn ikke have samme Indretning?

"Jeg saa' Forfattere rose sig selv og deres egne Skrifter til Trods for Publikum, der ikke vilde rose samme. Jeg saa' nogle anføre deres Alderdom, og andre deres Ungdom, som Bevis paa Rigtigheden af deres Meninger. Jeg saa' dem rives og kives pro lana saepe caprina eller om Ting, der ere ikke Pen og Blæk værd, og Bevæggrundene til deres Klammeri at være Had hos mange, Autor-Stolthed hos nogle og Sandheds-Kjærlighed hos saa. Jeg saa' dem hellere at ville antage en * * * 246 aabenbaie falsk Mening af deres egen Opfindelse end en rigtig og antagelig Mening, som var avlet i en forhadt Hjærne. Jeg saa', hvorledes de mest krybende og fejge Skribentere kunde fna Frimodighed, naar Hævngjerriglied indgav dem samme; thi jeg saa' den selv samme Forfatter til det Blad, der lærer Kærlinger at skjændes, Aftenposten, der for 3 Aar siden ikke turde indrykke en alt for moderat satyrisk Afhandling om Operaen Orfeus iblandt sit andet Krimskrams, den samme Forfatter saa' jeg nu med inderste Sjæleglæde at forhntle uogle, ellers ikke saa slette, Epigrammer, som sigtede til at persiflere en ogsaa slet, skjønt dog formaliter meget bedre Opera, hvis Autor var ham forhadt.

"Jeg var Vidne til en Tildragelse, der satte mig i den største Forundring, og hvis hele Sammenhæng var vel saa værdig til at studeres af en Engel som nogen Danserindes Ben i Verden*), men jeg frygter for, at mon ikke vil tro mig, * * 247 om jeg fortæller den; dog, jeg vil hellere, at min Troværdighed skal lide, end at min Samvittighed skal bebrejde mig, at jeg har fortiet en saa ædel Handling: Et Hus skulde sælges, fordi Ejeren ikke kunde fyldestgjøre sine Kreditorer. Det blev solgt for mindre, end første Prioritet beløb sig. Jeg saa' den anden Prioritetshavere være glad, uagtet han mistede sin hele Formue, blot fordi Ejerne - der dog ikke ved Slægtskabs eller noget andet Baand vare forbundne med ham - fik Tilladelse til imod visse Vilkaar at bebo Huset og drive den dermed forbundne Næringsvej. "Giver Gud dem noget," sagde han "er jeg vis paa, at de ikke lade mig mangle*)."

* 248

"Man siger: contraria juxta se posita magis illucescunt eller, at Modsætninger oplyse; og saaledes gaar det her. En Enke blev efter sin Mands Død nødt til at sælge en anselig Gaard. Hun befandt, at hun kunde gjøre sine Omstændigheder nogenlunde taalelige, naar hun for en maadelig Avktions-Pris kunde selv blive Ejere af Gaarden. Adskillige Libhavere, som hun aabenbarede dette sit ønske for, fandt, at en uformuende skikkelig Enke altid er en værdig Gjenstand for en ædel Handling, og frafaldt derfor deres Spekulation. En af Libhaverne var endog saa ædelmodig, at han, for at gjøre Sagen saa meget mere umistænkelig, tilbød sig at være hendes Kommissionær og kjøbe Gaarden for hende. Intet Bud skete altsaa, uden af denne Mand, og med den inderligste Glæde ser Enken, at Gaarden tilslaas heudes Kommissionær for en overmaade ringe Pris; men denne hejsede svensk Flag og beholdt Gaarden selv*).

"Siden jeg taler om Jøder - thi Enken var just en * * 249 Jøde-Enke - saa saa' jeg, hvorledes denne Nation ofte udsuer den kristne Synder, som er saa ulykkelig at falde i deres Kløer, ved Aager og Bedragerier, skjønt jeg ogsaa har set en Del ret skikkelige Folk iblandt dem, og skjønt jeg ikke kan nægte, at jo mangen en Kristen er saa stort et Afskum, at han endog overgaar Jøder i den Kunst at aagre og be - -"

"Jeg vil gjøre min Saligheds Ed paa," sagde her en Skuespiller, der hidindtil havde siddet som en ganske tavs og opmærksom Tilhører, "at Kaptejnen har netop her set en vis Person, som hedder Bräutigam, og vi i Almindelighed kalder Theatrets Regimentskvartermester, thi om Jøderne skal finde deres Overmand i nogen, saa bliver det nok ham."

"Jeg har set adskillige af denne Art," svarede Kaptejnen, "thi denne Mand er vist ikke den eneste kristne Aagerkarl og Blodigle, som ligger for Anker inden Kjøbenhavns Volde. Jeg har set Folk af høj Rang og Stand med Port-Epé i Kaarden at drive denne Negotie, og derved at vanære den Stand, hvis Hæder det skal være at se Fjendens og ikke Landsmænds Blod. Men, kan De give mig nogle Kjendetegn paa denne Mand og hans Sejlads?"

"Ja, saa min Sjæl! kan jeg det," svarede Skuespilleren, "thi jeg har selv den Lykke, at han hæver min Gage, og naar man en Gang er kommen i hans Kløer, saa er det en Umulighed, at man kan slippe der ud af igjen. Ser De, jeg véd ikke, * 250 om De nogen Sinde har hørt det, som al Verden ellers véd, at vi Theater-Folk just ikke plejer at være af de allermest økonomiske Genier, som Verden ejer. Det hænder sig undertiden, at vores Gage ikke strækker til, saa tager vi paa Puf, ligesom Baggesen hos Wieland, saa længe som vi kan faa noget; men naar nu Kræmmere, Skræddere, Hyrekuske og andre skikkelige Filistere kommer over os med deres Regninger, saa er Fanden løs; saa render vi fra Herodes til Pilatus og kan ingen Penge faa, ihvor store Renter vi endog vil give, fordi vi ingen Kavtion kan skaffe, thi det er almindeligt bekjendt i Praxis, at den maatte være en stor Stymper, der ikke kan faa Varer nok paa Kredit, men naar man vil have rede Penge, saa er det først, at det kniber, og det saa meget mere for os end for andre, siden vores Kreditorer ingen Værelser kan faa til os i Slutteriet i paakommende Tilfælde. Ved saadanne Lejligheder er det, at Theater-Direktionen har fundet det at være nyttigt og tjenligt, om vi havde en Judas med Pungen til vores Tjeneste, som vi kunde klage vores Nød for, og under hvis Vingers Skygge vi kunde finde Lise. Hertil er da denne Monsieur Bräutigam bleven udsøgt; han er saaledes formælet med Theatret, at vist intet uden Døden kan skille ham fra denne sin Brud. Han har, uden at eje uogen synderlig Formue, i en kort Tid bragt det saa vidt, at han kan meget vel leve af denne Nærings-Vej, og at man kan sige, at Kongen betaler ham for at faa Komedier spillet om Vinteren."

"Tager han saa ubillige Renter?" spurgte en af de tilstedeværende.

"Nej, det var Synd at veskylde Manden," svarede Skuespilleren, "han tager kuns ordentlig Vexelrente, fem pro Cento, men Saucen koster mere end hele Frikasseen. Jeg skal en Gang fortælle Dem, hvorledes det gaar til, naar man vil negotiere Penge hos ham. Først er det vel at mærke, at Personen * 251 ikke vover en eneste Skilling, thi han har Theater-Kassens eller Kongens Kavtion for hver en Skilling, som han udlaaner. Dernæst, saa snart som han udlaaner en Summa, saa afdrager han strax i det ringeste fem pro Sento af Kapitalen, hvilke han stikker i sin egen Lomme som en Dusør for hans Umage med at tilvejebringe Pengene. Er man meget forlegen, og Kapitalen er stor - thi den overstiger ikke sjælden hele tusende Rigsdaler -, da véd han vel endog at gjøre sig saa kostbar, at man med Glæde giver ham endnu lidet mere; men dette er dog kuns ved enkelte Omstændigheder; i Almindelighed lader han sig nøje med de fem pro Cento. Derefter maa man, som jeg forhen har sagt, betale ham fem pro Cento Vexel-Rente endogsaa af den Summa, som han dekorterer; man maa forbinde sig til en vis Afbetaling hvert Kvartal, som han selv er til Stede og hæver af Theater-Kassen; man maa betale fulde Renter af ethvert Hundrede Rigsdaler, saa længe som der endnu er kuns ti Rigsdaler af et Hundrede ubetalte. Foruden det stemplede Papir, som bruges til Vexel-Obligationens Udstedelse og Fornyelse, maa man endvidere, hver Gang samme skal fornyes, give ham for denne hans Umage en Erkjendtlighed*), som retter sig efter Kapitalens Størrelse; ja, han tillader ikke engang, at man selv skriver Obligationen for at spare denne Afgift. Synes De ikke, mine Herrer! at vi saaledes ere vel farne i denne Mands Hænder? og dog fører Personen stedse dette Sprog paa Læberne, at han laaner Theatrets Folk Penge, blot for at tjene dem."

* 252

"Det kan jeg kalde", sagde Kaptejnen, "at falde iblandt Kapere. Den Mand anser jo de Penge, som han laaner Skuespillere, som om han laante dem paa Bodmen, hvoraf han kan tage saa høj Præmie, som han kan forenes med vedkommende om; og dog ser jeg, at han har sit paa det tørre og staar ingen Bodmeri-Risiko, for om det end skulde hænde sig, at et af jeres Skibe skulde forlise i en svær Storm, saa er jo Kongen eller Theater-Kassen Assurandør og maa rykke ud med den hele Summa og siden holde sig til Vraget. Nej, Fanden maatte lade sig fragte med saadant et Kerteparti. Og hvad for en ærlig Sømand kan giore vigtigt Bestik efter saa forbandede Søkort? Ih! paa den Maade kunde man jo sejle agter om Kap Farvel, naar man troede, at man pejlede Godthaab. Og dog synes mig, at I har Fyrtaarne nok, der burde varsko jer i Farvandet. Brænder de kanske ikke? Ved TheaterDirektionen af denne Omgangsmaade?"*)

"Det kan jeg ikke tro," svarede Skuespilleren, "ja man bør ikke engang tro, at en Direktion, der bestaar af saa mange Hædersmænd, hvoriblandt Kongen endogsaa meget viselig har ansat en Jurist, skulde kunne være vidende om, at et saadant Misbrug foregaar under deres Departement, uden at hæve det og afskaffe samme. Det kommer næppe an paa andet, end at Direktionen oplyses om det, som den er uvidende om, og da er jeg vis paa, at den vil afsige en Tamverrets-Kjendelse, der kan skille den stakkels Brud fra en saa byrdefuld Brudgom."

"Hvorfore", spurgte en af de tilstedeværende, "oplyser I gode Herrer da ikke Direktionen? Det lynes, )om en saadan Oplysning var jer selv magtpaaliggende."

* 253

"Rigtig," svarede Skuespilleren, "men vi kan ikke blive enige, og ingen af os vil være den slemme. Desuden vilde der møde nogle Vanskeligheder: hvor skulde vi siden faa Penge til Laans, naar vi behøvede dem? og naar Bräutigam ikke kunde laane sine Skillinger ud uden for simpie pro Cento, saa vilde han opsige alle vores Kapitaler, og hvem skulde da betale disse Summer ud?"

"Det skulde Fanden selv," svarede Manden; "Bräutigam skulde have tusende Ulykker og ikke sine Penge. Direktionen skulde i Følge Forordningen af 14de Maji 1754 anlægge Sag imod ham ved Politiretten som Aagerkarl; Dommen vilde nok blive, at disse Summer, hvormed han paa en saa lovstridig Maade har aagret, skulde konfiskeres; og da er jeg vis paa, at Kongen vilde skjænke Skuespillerne samme*), saafremt han fandt, at de fortjente denne Naade. Et Udyr havde vi da mindre i Staten, og det var vel en saadan Operation værd. Hvad den første Judretning angaar, da kunde jo Theaterkassen selv laane jer, hvad Penge I behøvede, imod billige Renter: thi det kommer jo ud paa ét, enten den laaner jer Pengene eller er Kavtionist; og man har de allerrimeligste Grunde til at tro, at Theatrets Kasse, der har saa meget betydelige aarlige Indkomster baade af Kongen og Publikum og er saa sparsommelig, at Theatret endog mangler de nødvendige daglige Dekorationer og Dragter, maa sikkert være rig nok til at udholde slige Forskudder, eller dog i det mindste have Kredit nok til at tilvejebringe Penge for lovlige Renter, blot ved Rygtet om dens Kavtion."

"Det kan gjærne være," sagde Skuespilleren, "at Theater-Kassen kunde være i Stand til dette, som De siger; jeg har * 254
ikke holdt Regning med den, og kan ikke heller; men hvordan det end er eller ikke, saa tror man, at den finder bedre sin Regning ved at sætte siue Penge i visse Fabrikker end i saadanne Laan og Obligationer; og, gid jeg faa en Ulykke, om jeg ikke af denne Aarsag tror, at vi inden kort Tid faar Kalk i vores Haar i Steden for Pudder. Hvad vores Regimentskvartermester nngaar, saa har jeg endnu et Par Anekdoter om ham, som ere løjerlige nok: Først at han har vovet at søge om en aarlio, Løn af Theater-Kassen for sin store Umage med Pengelaan; denne Ansøgning blev dog afslaaet, thi en af Direktørerne svarede ham meget rigtig med Corfitzes Ord i Barselstuen: Ser jeg ret paa Monsieur Eisenfresser, saa skjænker han sig nok selv, om han kommer i Kjælderen. Den anden Anekdote er, at han dog har vidst at tilvejebringe sig fri Entré i Parterret, og at adskillige Folk ere nødte til at taale en sandan Person iblandt sig paa et Sted, hvor andre maa betale, og han gaar frit; uden at tale om, hvad Ydmygelse det maa være for en Forfatter eller anden Mand, som gjør Theatret Tjeneste, at han ofte maa antage det som en Naade og Barmhjærtighed, som man ødsler med til en Bräutigam og utallige andre lige saa uvedkommende Personer. Og, siden jeg nu en Gang er kommen paa den Materie, hvorom der kunde tales overmaade meget uden at udtømme den, saa maa jeg spørge, om det ikke kan ærgre en Skuespiller, at han maa betale for sin Kone, naar han vil have hende paa Komedie en Gang, da derimod Theatrets Daglønnere og de, der have Opvartning ved Dørene, have fri Entré for deres Koner og Børn i den fornemmeste Pladsloge, al man nægtel adskillige af de Personer, der have narlig Gage af Theatret, Indgangen i Parterret, og at man derimod aabner samme for den Dreng, som lober omkring med Plakaterne, hvis daglige Tilstedeværelse paa Parterret viser, hvad Agtelse man har for det Publikum, som man smigrer sig med at lokke der hen. Dog, jeg ser. at Klokken allerede er saa mange, at jeg maa bort. Farvel, mine Herrer!" Da han var ude af Døren, sagde Kaptejnen: "Det fortryder 255 mig ikke, at han tog Vinden fra mig og standsede min Kurs, for han lærte mig dog adskillige Landkjendinger, som ikke stode paa mit Kort. Var jeg paa det samme med i den Koffardi-Flaade, jeg skulde, min Salighed, enten lade Notarius gjøre saadan en Protest imod den Kapergast, saa at Følgerne skulde svie til hans hele Rederi: eller og skulde jeg lodse ham ind i saadant et Farvand, at han aldrig skulde komme til at hente Proviant af min Kjælder mere. Imidlertid har Vinden vendt sig, medens jeg drejede bi for ham; jeg maa nu styre en anden Kurs, men skulde jeg nogen Tid praje nogen af jer, gode Herrer, saa skal jeg gjærne pumpe Resten af min Historie ud." Med disse Ord forlod han Selskabet.

Fem og tredivte Kapitel.
Nye Herskaber. En besynderlig Maade at arve paa.

Saa snart som Kaptejnen var gaaet, rykkede ogsaa det øvrige Selskab op en efter den anden, betalte deres Fortæring og gik deres Vej. Min Herre havde ogsaa spist sig mæt, hvorudover han leverede mig til Opvarteren, som igjen gav ham nogle Sølvpenge, hvormed deres Mellemværende saaledes blev afgjort. Den gode Mand gik derpaa bort, ventelig for at gjøre sin Opvartning paa de Steder, hvor han troede at kunne rekommendere sin Ansøgning, endskjønt disse Opvartninger, som jeg siden har erfaret, slet ikke nyttede ham, da den Kantor-Tjeneste, som han søgte om, blev bortgivet til en anden Mand, der søgte og fik den forenet med en anden Tjeneste, som indbragte ham nogle Hundrede Rigsdaler i vis Løn om Aaret, hvorved hans Vilkaar bleve overmaade meget forbedrede, endskjønt det skete paa begge Tjenesternes Bekostning, da deres Beskaffenhed medførte Pligter, som undertiden frembragte en Kollision indbyrdes, hvorved en af Tjenesterne, 256 og undertiden begge, ikke sjælden maatte lide. Hertil kom endnu den Omstændighed, som siden opklaredes, at Menigheden befandt sig misfornøjet med sin ny Kantor og troede enten, at vedkommende, i at vælge ham, ikke havde set paa Duelighed, men paa Rekommendationer eller andre Omstændigheder, der dog aldrig bor komme i Betragtning i Embeders Besættelse, eller og at Supplikanten ved et lidet Kunstgreb havde vidst at forblinde Øjnene paa vedkommende, der altsaa havde overbevist Verden om, at de enten ikke var duelige nok, eller ikke redelige nok til at bedømme de kappendes Fortjenester, siden de kunde eller vilde lade sig forblinde ved Kunstgreb*).

Ved denne Anledning falder mig nogle Anmærkninger ind, som jeg ved adskillige Lejligheder har gjort. Man ivrer meget imod den Maade, at betro en Mand flere forskjellige Embeder, dels. siger man, fordi nogle Jærn gjærne brændes, hvor der ere mange i Ilden paa én Gang, dels ogsaa, fordi man tror, det er en Ublillighed imod de af vores Medmennesker, der for disse Aarsagers Skyld maa gaa uforsørgede. Skal denne Kloge være en almindelig Sætning uden Undtagelse, da er den falsk; thi dels gives der Mænd, der meget vel kan passe mere end ét Jærn; dels vilde denne Regel i adskillige Tilfælde lede til aabenbare Uretfærdighed. Sandt nok! naar en Mand sidder i et saadant Embede, som indbringer ham aarlige visse Indkomster, hvorved han endog i Sygdoms-Tilfælde er betrygget imod Mangel, da er Forflyttelse til et bedre Embede, den Vej, hvorigjennem han hør søge at faa sine Vilkaar forbedrede, men næppe bør flere med visse Indkomster forbundne Tjenester overdrages ham, med mindre de ere af den Beskaffenhed, al * 257 ingen uden han kan forestaa dem til Regentens Fornøjelse og Statens Betryggelse. Saaledes var det oven anførte Exempel en aabenbare Uretfærdighed; thi naar en Mand er med nogle Hundrede Rigsdalers vis aarlig Løn sat i Sikkerhed for Mangel i Sygdoms-Tilfælde, da er det ubilligt at berige ham med Indkomsterne af nok en Tjeneste, hvorved en anden uforsørget Mand kan og bør sættes i samme Sikkerhed; og det saa meget mere, naar det siden befindes, at Valget ikke just er faldet paa den mest fortjente.

Beklæder derimod en Mand et saadant Embede, hvori hans nærværende og tilkommende Lykke eller Ulykke beror paa et skrøbeligt Legems og Konstitutions tilfældige Forandring, hvori han ser Hungeren indfinde sig hos hans Familie, saa snart som Sygdom forbyder ham at arbejde, da befaler Fornuft og Billighed ham at sætte sig og sine i Sikkerhed, da kan ingen laste den Regering, der forhjælper en værdig Mand til denne Sikkerhed. Hvem kan misunde en saadan Mand, om han har flere Kilder at øse af, naar han kuns ikke gjør dem urene? Hvem kan være ham Borgen for, at ikke den Tid kan komme, da han vilde forsmægte af Mangel, i Fald han ikke i de gode Dage havde været i Stand til at sammenspare noget af den Overflødighed, som nu stikker Avindsygen saa meget i Øjnene?*) Naar en Læge erhverver sig Inspektionen over et Hospital eller en anden saadan Stiftelse; naar en Advokat bliver Borgemester eller Raadmand i Raadstuen, bør da Regeringen eller de lastes, fordi begge, saa vel Lægen som Advokaten, kunne ernære sig uden saadant Embede, blot ved deres Praxis? Langt fra: Lad Sygdom hæfte dem til Sengen i et Aars Tid, hvorved deres Praxis forsvinder; lad dem ved et eller andet udvortes * 258 Tilfælde blive gjort uduelige til disse Forretninger; bør de do være i Fare for at sulte ihjel? - Ingenlunde. De vide, at Staten ingen Belønning giver dem for en Praxis, hvis første Øjemed er deres egen Underholdning, og det andet Statens Vel; men naar de i et Embede, hvori Statens Vel er Hovedhensigten, og Embedsmandens Underholdning kuns en Bihensigt, have vist deres Iver, Troskab og Redelighed saa længe, som de kunde, da have de og saa Rettighed til at paastaa, at Staten skal sætte dem i Sikkerhed for Mangel, naar uafværgelige Hændelser gjøre dem uduelige til længere Tjeneste.

Dog, for at man ikke skal beskylde mig for, at jeg lader slige Betragtninger lede mig alt for langt fra min historie, vil jeg afbryde dem og overlade, til hvem der behager, at udfore dem vidtløftigere. Det skal være mig nok at have leveret nogle Tanker til nøjere Eftertanke; hvad bryder jeg mig om, at de, hvis Pligt det er at tænke over slige Ting, le af mine Anmærkninger? De le af flere end af disse; men da forst smerter deres Latter mig, naar den udbrister ved slige Anmærkninger, som sigte til at afværge virkelige Ulykker for Staten eller en eller anden Klasse af Undersaatterne.

Saa snart som alle Gjæsterne vare borte, skulde Opvarteien gjøre Regnskab for, hvad han havde imodtaget. Spiseværten laa meget syg, men imodtog ikke des mindre Regnskabet og gjorde sine Antegnelser deri, som viste, at en langvarig Øvelse havde givet ham saa stor en Færdighed, at denne, for en uøvet Mand ganske betydelige, Anstrengelse af Tænkekraften ikke kunde gjøre nogen Forandring i hans ellers overmande kritiske Sygdoms Historie. Da Regnskabet var opgjort, afleverede Opvarteren Pengene, hvoriblandt jeg ogsaa befandt mig, hvorpaa jeg blev, tillige med de øvuge Penge, indslnttet i et Shatol, som stod tæt ved min ny Herres Seng.

Næppe var dette sket, for end en Slagter trandte ind i Stuen og nærmede sig min Herres Seng. "Jeg har", sagde Slagteren, "ikkuns daglig Ulykke med de forbandede Folk, jeg har at trækkes med. I Dag, jeg kommer ud for at se til mine 259 Slagtekreature, saa ligger min bedste og største Kalv der og

er stokstendød, og da jeg examinerer Tingen, saa har mine Folk allerede i et Par Dage kunnet se paa den, at den var syg, og ikke har de skullet sige mig et Ord derom, saa kunde jeg dog have jaget den en Kniv i Halsen, imedens det endnu var Tid."

"Ja, jeg véd saamænd nok," svarede min Herre, "hvad det er at have saadanne Tjenestefolk. Det er ikke længere end siden i Gaar, da blev der levnet en stor Gryde Suppe, som blev slaaet i en Fjerding for at bruges til Middag. I Nat lader Tjenestepigerne Køkkendøren staa aaben; min store Myndehund, som formodentligen har været sulten, kommer der ind, og i Morges staar han paa Hovedet i Fjerdingen og er død. Formodentlig har ham fóret saa glubsk i Suppen, at han er faldet ned i Fjerdingen paa Hovedet uden at kunne hjælpe sig op igjen. Til Lykke var der ingen andre end min Kone, der saa' det, thi ellers havde vi dog nok blevet nødte til at spilde den gode Suppe. Men hvad godt, min Ven? er der noget, jeg kan tjene ham i?"

"Jeg vilde forhøre," svarede Slagteren, "om De ikke vilde skille mig ved den Kalv? Jeg skal lade den for Halvparten af, hvad den koster mig, men det var alt for tungt, om jeg skulde tabe alt. Jeg har haft den hængende hele Dagen i Slagterboden, men ingen vil kjøbe den, thi de siger, at de kan se, det ikke hænger rigtig sammen med den. Nu, paa et Spisekvarter er man ikke saa nøjeregnende, og naar der kommer en nogenlunde Sauce paa, saa glider Kjødet nok ned hos Gjæsterne."

Min Herre begyndte at smage dette Forslag, han erkyndigede sig om Kalvene Vægt og andre fornødne Præmisser, for end han kunde begynde at akkordere om Prisen. Derpaa fulgte en lang Prutten imellem ham og Slagteren, hvori den sidste ideligen raabte paa det store Tab, han, som en fattig Mand, maatte lide, og den første paa den store Ubillig hed og Uredehghed, det vilde være at bedrage sine Gjæster med 260 saadanne Retter. Enden paa denne Dispute blev, at Slagteren overlod Kalven for en Tredjedel af, hvad den ellers vilde have været værd, og i de følgende Tage var Spiseseddelen opfyldt med Kalvekjød tillavet efter alle Kogekunstens forskjellige Regler, og Gjæsterne lode disse letter smage sig overmaade vel, uden at fatte mindste Mistanke om Sammenhængen.

Saa ofte, som Sygdommen i disse Dage vilde tillade det, var min Herre bestandig beskjæftiget med at beregne Fordelen af denne Handel, hvilken han, til sin Fornøjelse, befandt at være saa anselig, at han ikke kunde andet end ønske sig daglig Leilighed til at negotiere paa en saa fordelagtig Maade. Imidlertid forværredes dog hans Tilstand daglig; Samvittigheden vaagnede og mindede ham om, hvor uredeligt han havde handlet i at bedrage Folk paa den anførte og maaske endnu paa mange andre Maader, hvilket heller ikke lidet bidrog til at gjøre hans Tilstand kritisk. Man sendte Bud efter hans Husdoktor, en af de fornemmeste Læger i Kjøbenhavn, men han kom ikke, eftersom hans Heste vare hos Smedden for at skos; Dagen efter sendte man atter Bud efter ham, men han skulde paa Slottet for at se til en fornemme Dame, som havde en bolden Finger. Efter igjentagne skriftlige og mundtlige Anmodninger indfandt han sig endelig den tredje Dag, men blev meget vred over, at man havde umaget ham for saa ubetydelig en Aarsags Skyld og derved spildt en Del af hans kostbare Tid, der kunde været anvendt til at besøge Patienter, som vare angrebne af mere farlige Sygdomme end min Herre, hvis hele Sygdom, som lian højtideligen forsikrede, var blot

Kjælenkub. Doktoren gik derpaa, men standsede i Spisestuen,

hvor lian paa den behageligste Maade fordrev en halv Time med at tale med en Officer, som han just forefandt, og var en af hans gode Venner.

To Timer efter, at Doktoren var bortgaaet, eller rettere sagt kjørt, døde min Herre, rimeligvis af Kjælenskab, thi enhver, der er ukyndig i Lægekunsten, maa nødvendig tro en beromt Læge paa sit Ord. Imidlertid kan denne 261 Omstændighed tjene til at vise en Mangel i Adresse-Avisen, iblandt mange andre; thi den Sygdom, hvoraf min Herre døde, fandtes ikke anført iblandt alle de andre Sygdomme, hvoraf de Mennesker, som i den Uge døde, vare bortrykkede*).

Saa snart som Manden var død, begyndte Konen og Tjenestefolkene at plyndre i Huset, ret som om det var en fjendtlig Stad, de havde erobret med stormende Haand. Konen saa' igjennem Fingre med Folkenes smaa Tyveri, paa det at disse igjen skulde lade, som de ikke saa' hendes mere betydelige Plyndringer, hvorved hun havde i Sinde at samle sig en liden Skat paa hendes Stifbørns Bekostning. Det varede dog ikke meget længe, for end denne Plyndring blev standset formedelst nogle af Børnenes Ankomst, der bragte Folk med sig, som skulde forsegle den afdødes Efterladenskab.

Jeg véd ikke, hvorledes det gik til; men aldrig saa snart san' jeg Dagens Lys igjennem det Ghatol, hvori jeg laa, da man aabnede det, før end jeg igjen ganske hovedkulds blev forflyttet til Mørket og befandt mig tillige med en Del af mine Kammerater i en umanerlig stor og rummelig Lomme, hvori Selskabet efterhaanden blev forøget med en Sølvske, et Par Guldknapper, en Pennekniv, to Par Silkestrømper, en Stang Lak og en Sølv Blyantspen. I den lange Tid af nogle Timer, som jeg laa her, hørte jeg intet andet end Beklagelser fra Enken og Børnene, som hver for sig bejamrede det Tab, de havde lidt, disse, idet de havde mistet en god Fader, og * * 262 hin, fordi hun nu havde en god Mund mindre. Disse Beklagelser bleve dog undertiden afbrudte ved et lidet Mundhuggeri imellem begge Paiter angaaende en universel Forleglings Nødvendighed, for hvilken Mening Børnene strede med alle de Argumenter, som de kunde opfinde til at igjendrive Enkens Grunde, der fægtede for den modsatte Mening.

Det var alleiede moik Nat, inden Forseglingen var til Ende, og alle vedkommende fik vederkvæget sig med fornøden Mad og Drikke, hvorpaa enhver gik hjem til sit Min Herre bragte mig op paa et mørkt Kaminer, hvor han atter foretog en Forflyttelse med mig, hvis Bestaffenhed jeg ikke kunde ret begribe for end om Morgenen, do jeg ved Dagens Frembrydelse befandt mig selv tillige med mit øvrige Selskab liggende paa en Skifte-Protokol.

Sex og tredivte Kapitel.
Et nyt Lotteri.

Klokken var omtrent otte, da min Herre blev vækket af sin Haarskærer. "Jeg kan lade Dem vide," sagde denne, "at jeg ikke længere vil vaite Dem op, med mindre jeg faar mine Penge, som jeg har til gode. Jeg er en fattig Mand, der maa leve af mine Hænders Gjermngei alene, og jeg kan umulig underholde min Familie, naai jeg ikke kan faa min Betaling for mit Arbejde "

"Saa sagte, saa sagte!" svarede min Herre, og saa' hen til Protokollen, "der kan dog vel blive Raad i det mindste til noget af, hvad jeg skylder Ham: Han skal ikke tage saa grumt af Sted. Lad os være gode Venner!"

Haiuskæren saa' ogsaa lien til Protokollen og smilede. "Det er godt," sagde han; "jeg tror meget gjærne, at De er en ærlig Mand og en god Betalere, men for Folk som jeg og i 263 min Forfatning gjælder det om at kunne faa Penge strax, saa snart som man har fortjent dem, i Fald man ellers ikke finder Smag i at sulte. En anden Sag er det, naar man har mere end én Profession."

"Hvorfore har Han da ikke mere end én Profession? Hvor ofte har jeg ikke bebrejdet Ham denne Ligegyldighed?"

"Jeg véd nok, hvad De vil sige," svarede Haarskæreren; "De mener, at jeg skulde, efter saa mangfoldige andre Haar; skæreres Exempel, drive min Profession og lade min Kone drive en anden. Men det er hverken min eller min Kones Sag, og dersom De ikke tror det, saa kan De kuns sætte en Prøve paa at besøge hende en Gang, og jeg forsikrer Dem om, at De vil faa en saadan Modtagelse, at Lysten skal forgaa Dem til at komme oftere. Arbejde med vores Hænder, det kan baade min Kone og jeg; men at tjene Dem og andre slige Herrer til Fornøjelse, det har vi endnu aldrig behøvet at tænke pan."

"Det er heller ikke min Mening, jeg har jo ikke nævnet HansKone, hvorfor tager Han da saaledes af Sted? En Haarskærer kan jo tjene sine Kunder, uden at han behøver at vikle sin Kone ind i Spillet med."

"O min Herre!" svarede Haarskæreren, "den ene Næringsvej er mig lige saa afskyelig som den anden, og jeg misunder ikke den af mine Lavsbrødre, der vil paatage sig at opvarte Dem paa det Vilkaar at jage efter Gade-Nymfer til Dem. Jeg har altid haft den Tanke, at det kan saa være, hvad det er, at være en Slyngel selv og for egen Regning, skjønt det dog altid er bedre at være en brav Mand; men at være Slyngel for en anden Slyngel, og at lade sig bruge af et Skarn til at gjøre Skarnsstreger for hans Regning, dertil hører et saadant Hjærte, som jeg ikke har, og saa stor Ringeagtelse for mig selv, som jeg vil bede Himlen bevare mig fro, om jeg endog skulde være saa ulykkelig at blive til en Skjælm i mine Tage. De maa ikke tage mig det ilde op, at jeg rent ud erklærer, at jeg strax frasiger mig Deres Opvartning, saa 264 snart som De endnu en Gong vover at gjøre mig slige foruærmende Propositioner. For i Dag man jeg alene udbede mig nogen Penge."

Haarskæreren blev vred, som man ser, og hvad for en brav Mand vilde ikke blive vred ved slige Forslag, som der horer større Tonlmodighed til at fordøje, end Guderne selv kan have? og at disse ogsaa kan blive vrede, det véd man om dem lige fra Per Thotts Tid, der formodentlig var Stamfader til de danske Thotter*). Jeg og to andre af mine Kammerater maatte nu vandre over til Haarskæreren for at likvidere noget af Gjælden. og ieg maa, for min egen Del. tilstaa, at jeg havde faaet saa meget af Samtalen, at jeg ikke kunde fortryde paa at bytte Herskab paa denne Mande.

Hele Formiddagen maatte jeg nu følge med min ny Herre, Haarskæreren, rundt omkring i Byen, hvor jeg saa' adskillige Ting og hørte adskillige Samtaler, som ikkuns lidet kan interessere, hvorfore jeg ogsaa forbigaar dem, for at komme til de Optrin, der mere kan more.

Da min Herre, der foruden Haarskæreriet ogsaa drev Parykmager-Professionen, kom hjem, fandt han i sin Stue en hollandsk Skipper siddende, der i en svær Storm havde mistet den eneste Paryk, som han ejede. Skipperen sagde, at det var bleven ham fortalt, at han her kunde faa en Paryk for en *

Per varios casus, Per Tot discrimina rerum,

og at Guderne i hans Tid kunde blive vrede, det ser man af følgende Vers samme Steds:

... Tantaene animis cælestibus irae?

* 265 Rigsort ved en Art af Lotteri, hvortil han stod med Indsatsen i Haanden.

Min Herre sagde, at det var rigtigt, og forklarede ham Indretningen af dette Lotteri. Til den Ende viste han ham et stort Lykke-Hjul, hvori blev lagt omtrent et Hundrede af alle Slags Parykker, som bleve blandede vel omkring iblandt hinanden ved at dreje Hjulet mange Gange omkring, hvorefter et Barn paa tre Aar skulde udtrække den Paryk, som den spillende skulde vinde for sin Indsats, og denne Gevinst-Paryk blev derpaa opsat, akkomoderet og pudret paa det sirligste uden allermindste Betaling.

Konditionerne bleve antagne, Indsatsen betalt, Lykkehjulet omdrejet, og Skipperen var saa lykkelig, at Barnet traf til ham den største Gevinst, som Lotteriet indeholdt, nemlig en spansk Allonge-Paryk af Menneskehaar, netop den selv samme, som min Herre havde maattet forfærdige til Mesterstykke, og var fremvist for høj- og velædle Magistraten den Dag, han fik sit Borgerskab.

Da Skipperen mærkede sin Lykke, blev han saa glad, at han gav Barnet en Toskilling for dette lykkelige Træk, hvorpaa han fik Parykken lidet akkomoderet, satte den paa Hovedet og gik fornøjet bort.

266

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 11-13.

Ηρὴσσε δε μηδεν τὼνμὴ ἐπιστασαι, αλλα διδάσϰευ
Ὅσσα χρεών. ϰαι τερπνότατον βιον ὡδε δαίξεις.

Pythagoras.

Syv og tredivte Kapitel.
Om Trekort og Medlidenhed.

I den korte Tid, jeg var i min Herres Eje, blev Lotteriet adskillige Gange trukket og en Del Gevinster uddragne. Saaiedes fik en Postrytter en Gang en Pungparyk; en Kateket, hvis Indkomster ikke strækkede til at anskaffe sig alle Ting af nyt, vandt en Piskeparyk, som havde tilhørt en Major; en Sluproer fik en Præsteparyk; og en stor hvid Paryk af salig Doktor Holms Fason maatte uryde en Hyrekuskes Hoved. Jeg undrede mig i Begyndelsen over, hvorledes min Herre kunde finde sin Regning herved, men det varede ikke længe, før end jeg mærkede at han vassede pan i alle Stervboer og pan alle Avktioner, hvor han fik alle gamle og undertiden ganske nye Parykker, enten for aldeles intet, eller og for en ganske ubetydelig Betaling. Jeg kan ikke nægte, at jeg glæder mig over Mandens Sindrighed til at opfinde en ny Næringsvej, og * 267 tilstaar, at dette er det eneste Lotteri, jeg kjender, som jeg vil ønske maa lykkes i Dannemark.

Et Par Dage forløb, og det blev Søndag. Det var et dejligt Vejr, og min Herre, som gjærne vilde skaffe sin Kone nogen Fornøjelse, spaserede om Eftermiddagen med hende til Frideriksberg. Han var af Naturen et medlidende og godgjørende Gemyt, og, iblandt andre Leveregler, som han havde forbundet sig selv til, og røbe hans fortræffelige Tænkemaade, var dennne ogsaa én, at han aldrig fornøjede sig selv, med mindre han paa samme Tid vai i Stand til at anvende en vis liden Summa til at uddele iblandt de fattige. Denne Summa tog han nu med sig i Halveskillinger, for at den desto bedre kunde strække til. Men han var ikke engang kommet forbi Skydebanen, før end den utrolige Hob Betlere, som belejre Vesterbro, allerede havde opshiget den hele Kapital, hvorfore han maatte nodes til at gjøre sig haard og nægte alle de øvrige Almisse, for dog at beholde den lille Summa tilbage, hvormed han havde besluttet at gjøre sig og sin Kone lidet til gode.

Han morede sig nu det bedste, han kunde, og paa en anstændig og tarvelig Maade, uden at det nogen Sinde faldt ham ind at bruge den iblandt denne Tids Mennesker saa sædvanlige Ødselhed, der foraarsager, at én Dags Fornøjelse for det meste ledsages af otte Dages Sult og hele Maaneders Mangel. Imod Aften, da han spaserede omkring for at nyde den vederkvægende Aftenluft, opkom meget pludseligen et Tordenvejr, der nødte ham til at gaa ind i et Hus i Nærheden for ikke at udsætte sig og sin Kone for at blive ganske vaade af Regnen.

Saa snart som han traadte ind ad Døren, mærkede han, at han var kommen paa en Kro; men hvor forundret blev han ikke ved der at finde de selv samme Betlere, som han havde givet Almisse paa Vejen, forsamlede og siddende om et Bord at spille Trekort. Han ansaa det i Begyndelsen med Fornøjelse, fordi han troede, at de brugte dette Middel til at 268 fordrive den Tungsindighed med, som han mente, at deres kummerlige Tilstand og Dagens ubehagelige Arbejde ellers maatte fordybe dem alt for meget i. Men da hon saa', at de anvendte deres samnenbetlede Skillinger hertil, da han mærkede, at disse Folk vare i Stand til at vove sig i slige Spil, hvori en Rigsort var den ringeste Gevinst og Tab for hvert Spil, da han saa' én Flaske Vin tommes efter den anden og horte de liderligsie og ryggesløseste Viser og Talemaader af de Folk, der dele Dagen igjennem fortjene de Penge, som de snaledes om Aftenen ødelægge, ved at bære de helligste Navne ideligen paa Tungen, saa forsærdedes han og skyndede sig bort, da han hellere vilde, at han selv tillige med hans Kone skulde blive gjennemvaade af vor Herres Regn, end kjøbe sig tørre Klæder paa saa stor Bekostning for hans Øjne og Øren. "Herre Gud!" sagde han til sin Kone, da han kom ud, "næppe kan jeg af en hel Uges Stræbsomhed henlægge en Rigsort for at fornøje og opmuntre dig og mig med om Søndagen, og disse Gavtyve kan misbruge Folks Barmhjærtighed til at erhverve sig saa mange Rigsorter, at de kan lege med dem, som med Ting af ingen Betydenhed Nej, Mo'er! aldxia, skal jeg oftere give en Betlere noget, han maa se saa ussel ud, som han vil; derimod skal jeg give de Penge, som jeg hidtil har anvendt herpaa, til at vederkvæge fattige Familier med, som jeg véd ikke vil misbruge mine og andres Gaver."

Paa Hjemvejen kom Haarskæreren i Selsknb med Lavets Oldermand, til hvem han fortalte, hvad han havde set og hørt.

"Det er sandt," sagde Oldermanden, "vi beklage os over den Mængde fattige, som overløbe os, og hvad er Aarsag i, at vi have saa mange Betlere? - Er det ikke vores egen utidige Medlidenhed? - Og imod hvem vises denne Medlidenhed? - Mod Udskuddet af det menneskelige Kjøn; thi naar et Menneske først har tabt Ambitionen i saa huj en Grad, at han kan fornedre sig til at betle paa Gader og Stræder, saa er hon i Stand til alle Ting. Da Betleriet koster saa stoi 269 "Overflødighed af sig, saa vælge alle dovne og liderlige Mennesker denne Næringsvej som den allermageligste, ja kanske og fordelagtigste; og disse Gavtyve véd meget vel at benytte sig af denne Tids Menneskers Svagheder for at forøge deres Indtægter. De sætte en stor Pris paa at skabe sig sorte, urene, vanskabte, pjaltede, stygge og fæle, thi de vide, at et saadant Udseende, der hos et kjækt og rigtigtænkende Folk kuns burde opvække Afsky og Foragt, derimod hos denne Tids følsomme Sjæle frembringer Medlidenhed. Ja, de vide endogsaa mesterligen at betjene sig af den Forfængelighed, som findes hos mangfoldige Mennesker, der gjærne ville i Verdens Øjne passere for medlidende og godgjørende. Jeg holder for, at det allerkraftigste Middel til at standse Betleriet, var at alle Mennesker bleve enige om eller paa en eller anden Maade forbundne til aldrig at give nogen Betler noget, enten paa Gaden eller ved Dørene*)."

"Men", svarede min Herre, "vilde ikke dette være alt for haardt? betænk aleueste i den haarde Vinter, hvorledes vilde det da gaa saa mange Betlere, der intet have at spise, mindre at varme sig ved? Maatte de da ikke fryse ihjel?"

"Det er sandt," sagde Oldermanden, "jeg tror sandeligen ikke, at jeg selv var i Stand til at følge min egen Regel om Vinteren; om Sommeren skulde jeg derimod nok efterkomme den. Det er vel ellers upaatvivleligt, at det er Statens Pligt, endog at opsøge de Folk, der dels formedelst Alder og Skrøbelighed ere berettigede til offentlig Underholdning, og dels paa Grund af Vanskabning eller vederstyggeligt Udseende bør skjules for Borgerens Øjne; men det gjør Staten ikke. Der fordres Patroner - og hvor Djævelen fordres ikke de? - for at kunne komme ind i Fattighuse; og disse Patroner fylde Husene * 270 med slige Folk. som endnu kunde gjøre Gavn, og derimod maa. de Folk blive udenfor, der ikke have andre end legemlige Rekommendationer, som dog nok ere de eneste, hvorpaa der i deslige Tilfælde burde ses. Dernæst holder jeg for, at der med alle Betlere burde en Gong foretaget et Experiment, omtrent paa følgende Mnnde: Enhver Betler burde bringes i et Bod: Pjalterne maatte rives af dem; Krykkerne fratages dem; Urenligheden afgnides og afborstes; Skjægget af Mændene afskrabes, og Haaret kæmes ordentligen om Rovedet; dernæst maatte gives dem rene Klæder, hvori de burde forestilles for en Kommission*). som da skulde besigtige dem og undersøge deres legemlige Trang til offentlig Understøttelse. Den sande Elendighed skjules ikke under Klæder, den skinner vist igjennem Fløjel og Hermelin; og de Folk, som vare offentlig Underholdning værdige, dem burde da anvises Plads i Fattighusene, de andre derimod i Tugthuse, Rasphuse og andie saadanne offentlige Steder, alt efter som de mere eller mindre havde vanskabt sig selv for at opvække Medlidenhed. Tror De ikke, at vi ved en saadan Operation vilde blive fri for Betlerne og deres Overhæng paa Gaderne?"

"Vist nok tror jeg det, men derfore vilde vi ikke blive hi for fattige og trængende; men det er ogsaa sandt, at vi da vilde have meget mere tilovers til at meddele saadanne Folk, som undse sig ved at være deres Armod bekjendt, og som gjærne arbejde, indtil Fingrene bløde, blot for at kunne skjule deres Mangel."

Under denne Samtale vare de nu komne til Byen, hvor de forlode hinanden og gik hver sin Vej hjem.

Jeg har ofte tænkt over disse to saa forgndede Dyder: Medlidenhed og Barmhjærtighed, men har befundet, at de meget ofte stifte mere Skade end Gavn, saa smut som de enten udarte til den Modens Folsom hed, eller der blander sig * 271 Interesse eller andre Lidenskaber med i Spillet. I Særdeleshed anretter Medlidenhed med Forbrydere megen Skade. Jeg mener ikke herved enhver enkelt Persons individuelle Medlidenhed, thi naar den i Almindelighed blev udryddet, saa maatte Nationen blive vild og barbarisk; men jeg mener den almindelige og hele Staters Medlidenhed med en Forbryder. Naar Lovenes Torden-Røst ikkun er en blot Lyd, og en utidig Medlidenhed kan aflede den Lynildstraale, som burde knuse Forbryderens Isse, hvor meget maa da ikke Forbrydere opmuntres, og hvad maa da Staten blive til?

Saa menneskekjærlig, som den Sætning synes at være: Det er bedre, at ti skyldige spares, end at én uskyldig lider, soo skadelig er den, naar man lidt nøjere vil undersøge Folgerne af begge. At en uskyldig straffes, det er vel haardt for ham selv, og kanske for nogle faa andre: men naar Dommerne have dømt uden Had og Avind, efter den tilsyneladende Vished, hvortil de ere bragte, saa kan man ikke bebrejde dem, at de mangle Alvidenhed, skjønt den ædle og følende Mand altid maa føle Smerter ved en alt for sildig Oplysning, der siger ham, at han, imod sin Vilje, har været uretfærdig; men for Staten har dette ingen skadelige Følger, naar kuns en saadan Fejl ikke indløber ofte, thi i dette Fald kan Staten og dens Tjenere ikke undskyldes. Naar derimod ti skyldige løslades af Rettens Haand og saaledes undgaa fortjente Straffe, saa spotte de med Lovene, i Steden for at lade deres Dommeres Mildhed forbedre sig. Disse ti Forbrydere danne hundrede andre, der alle, med samme Tillid til den menneskelige Medlidenhed, synde og begaa Forbrydelser, og disse Forbrydelser ere i Stand til at gribe saaledes om sig, at ingen Love mere kan sætte Dæmning eller Bolværk for deres Oversvømmelser.

Dobbelt skadeligt er det, naar denne Mildhed anser Personer; naar den mægtige kan gjøre Regning paa en Overbærelse, som den ringere ikke tør haabe; naar vældige Hænder afværge den straffende Retfærdigheds Sværd fra den adelige Forbryderes Isse, for at lade det falde desto tungere paa 272 dem, der, uden Venner og Patroner, ere overladte til sig selv. De Forbrydelser, som en Mand af den ringe Stand eller Middelstanden kan begaa, ere sjælden skadelige uden i en lille Cirkel, naar derimod Ministerens Uredelighed, Skjødesløshed, Forsømmelse eller Egennytte ofte lægge Grund til hele Staters Undergang. Og hvor ofte ser ikke denne med Koldsindighed paa, at hin afstraffes for en Forbrydelse, som denne har be~ gaaet tusende Gange væire? Hvor ofte finder man ikke Aarsag til at sande Wessels Ord:

De store synde vel, i Grunden, som de smaa,
men Maaden, som enhver udøver Synden paa,
den ene gjør til Helt, den anden til en Stodder.

Det synes mig at være et Træk, som virkelig henhører til den sande Storhed, ikke at taale nogen at kaldes stor, som er i Stand til at forbryde sig imod Ærens, Redelighedens og Menneskelighedens Love. Da først viste Adelen sig som den sande Adel, naar den selv forsvarede sin Renhed, naar den af al Iver stræbte efter at faa den Mands Navn udslettet af sin Stamtavle, hvis Handlinger viste, at han vanslægtede fra Fædrenes Dyd. Skylder vel ikke de mægtige i et Land sig selv og sin Adel saa meget, at de endog burde søge at afholde Monarkens Naade, naar han en eller anden Gang kunde af Medlidenhed lade sig bevæge til at udrække Mildhedens Septer imod en vældig, men uværdig Forbrydere*)? Nej, naar Straf nogen Sinde skal virke til Exempel, da maa den ikke anse Personer; og saa meget mere bør en Forbryder straffes, som har haft tiere Motiver til at afholde sig fra Forbrydelsen. Og * * 273 hvem har vel flere Motiver, end den Stand og de Mænd, som Monarken byder os at ære?

En Hovedaarsag, hvorfore Dannemark for hærværende Tid anses for en liden, foragtet Stat, er i mine Tanker, fordi man kuns straffer de ringes Forseelser og derimod benaader de mægtige, eller dog ikke lader Straffen være proportioneret imod Forbrydelserne. Det var haardt, skjønt ikke uretfærdigt, naar det russiske Ministerium straffede de tvende Skibschefer, som ikke iagttoge deres Pligter i Slaget mod Svensken, med at tjene bestandig som Matroser paa de Skibe, som de en Gang havde kommanderet; men hvor meget maa ikke dette Exempel virke paa den hele russiske Sømagt? Mon den Tanke, at blive sine Pligter utro, saa let kan indfalde nogen russisk Officer, uden at den tillige maa gelejdes af Forestillingen om en saa smertelig Straf? Naar man derimod straffer den adelige, den mægtige Forbryder imod Ærens og Menneskelighedens Love med et Par Maaneders Arrest, der holdes hemmelig, og hvori Arrestanten nyder alle Livets Bekvemmeligheder og alle Overdaadigheder, saa maatte man nok spørge, om nogen derved kan afskrækkes fra at blive Forbryder? Hvem véd, om det ikke en Gang vil blive anset for en Lykke at kunne blive en Misdæder? Og hvad vil man bryde sig om en saadan Dom, naar man véd, at man dog til sidst bliver benaadet?

San længe som de store kunne synde ustraffet, saa længe kan Frihedens Aand ikke gribe om sig, i hvor meget man end foregiver, at man umager sig med at udbrede den. Den danske Nation vil da altid blive et slavisk Folk og krybe for Foden af den mægtige*). Den vil nok turde vove at hædre en erkjendt stor Mand, en Gerner, paa en udmærket Maade, efter sin Død: men aldrig vil den blive kjæk nok til at slæbe den Mands Lig med Haan omkring Gaderne, hvis daarlige Planer, Egensindighed i at forsvare dem og Gjenstridighed til at tage imod Overbevisning har lagt Grunden til et helt Lands * 274 ulykkelige Forfatning, som nogle Sekler næppe kan oprette; Nationens saakaldte Tænkere ville derimod opfylde Ugeblade og Skrifter med Lovtaler over slige Mænd; ja de ville blive fejge nok til at indbilde Regenten med Digterinden:

"At han har Ret til Folkets Blod."

Otte og tredivte Kapitel.
Akademiske Førelæsninger.

Min Herre beholdt mig i meget kort Tid, og da det ikke var hans Lejlighed længere at holde paa mig, blev jeg udgivet i en Urtebod.

Dersom jeg nu vilde foretage mig at fortælle Læseren alt, hvad jeg i en lang Tid bemærkede i de mangfoldige Hænder, som jeg passerede igjennem, da vilde jeg nødes til at opfylde en Hoben Blade med hverdags Anmærkninger, der ikke kunde more eller oplyse, og følgelig ikke fortjene at fortælles. Det er vel sandt, at jeg i denne Tid vandrede igjennem et Par af Landets ypperlige Mænds Hænder; men da deres Handlinger og Tænkemaade ere Nationen fuldkommen bekjendte, saa vilde det være aldeles unyttigt, om jeg indlod mig i at bestemme disse Mænds Karakteristik. Jeg var vel ogsaa i samme Tid i nogle Skurkes Hænder; men da til Dels Publikum ogsaa kjender dem, og til Dels deres Skurkagtighed kuns er af den almindelige Art, saa fortjene de heller ikke at berøres; og at røre ved den Mængde Dosmere, igjennem hvis Hænder jeg passerede, lønner heller ikke Umagen. Jeg begiver mig altsaa til de Optrin, som jeg er dristig nok til forud at forsikre mig om, Læseren vil værdige nogen Opmærksomhed.

Jeg blev udleveret til en ung Student, som skulde fortsætte de Studeringer, som han her ved Universitetet havde 275 bestemt sig til og begyndt paa. Jeg havde længe hørt Tale om Professorernes Kollegier og Forelæsninger, men havde endnu ikke haft Lejlighed til at faa noget tydeligt Begreb om, hvori de bestode. Det glædede mig altsaa saa meget mere, at jeg var faldet i denne unge Mands Hænder, som jeg herved fik Lejlighed til at faa min Lyst styret.

Jeg fulgte da endnu samme Dag med min Herre paa et Kollegium. Her fandt vi en Del Borde og Bænke, som vare bestemte for Tilhørerne, Min Herre søgte om et Sted, men fandt paa Bordene smaa Papirslapper klistrede, hvorpaa vare tegnede en Del fornemme Navne, saasom: Baron A., Grev B., Kammerherre C., Kammerjunker D., Hofjunker E., Justitsraad F., Prokurator G., Sekretær H. og utallige andre; men da min Herre frygtede for, at disse Kavalerer skulde komme og jage ham fra sin Plads, i Fald han indtog nogen ved Bordene, saa valgte han heller en liden Taburet ved Døren, hvor han intet Navn fandt, og hvor han altsaa troede sig sikker, skjønt han siden erfarede, at hans Frygt par ugrundet, siden ingen af de høje Herrer in persona indfandt sig.

Døren aabnes, og en ung Mand træder pustende ind i Salen og indtager det højeste Sæde, med en Mine, som viste, at han virkelig troede sig skabt til at overse alle andre Mennesker.

Forelæsningerne begyndte i et Sprog, som skulde være Dansk, men som jeg i Begyndelsen havde ondt ved at forstaa. Saa vel for Sprogets som for Materiens Skyld vil jeg meddele Læseren et Par Prover af et Par Forelæsninger, saaledes som jeg bogstaveligen er i Stand at erindre dem.

"Vi ville in Dag, mine Herrer!" - sagde Manden - "afhandle det Spersmaal de emigratione cifium*). Denne * * 276 Frihet at gaa ut af Landet have Undersaatterue in en Stat, wann Regenten icke holder den Lof, som han har utgifet*). Jeg vil oplise Dem Dingen med et Exempel: Vi have nu her i Dannemark den forvynskede Drikkefrihet**), som vi nu saa længe have glædet os over. Gesetz nu, at Rejenten en Gang fandt for got at ophæve denne Drikkefrihet; se! saa kunte vi alle gaa ut af Landet. - Dog nej! mine Herrer! jeg fortalte mig; jeg sagde: vi - jeg kunte ikke gaa ut af Landet***), thi jeg er denn vinculo arctiori +) forbunden met Staten; und wann jeg vilde gaa ut af Landet, saa vilde vel Kongen sige, dat jeg skulle blife ++). Men, se, De, mine Herrer! de kunte alle rejse ut af Landet +++)."

* * * * * * * 277

Jeg kan ikke afholde mig fra at lade mine Læsere faa en Mundsmag af en anden Ret og vil derfore meddele dem et Stykke af en anden Forelæsning i samme Stil og samme Smag som det forrige.

"Mine Herrer!" sagde han, "vi hafe nu at handle de bacto*) unionis & defensionis. Det er bekjendt, at man in statu cifili har de do bacta, bactum unionis og bactum defensionis. De dænker nu vel, mine Herrer! at jeg herover skulde give Dem en Definition; men, nej! - jeg definerer aldrig, for Definitioner giere gun Sagen merkere, end den var dilforn. Altsaa i dets Sted Exemplum: De forestille Dem, mine Herrer! at en Del europæiske guldiverte Mennesker gommer vet Skibbrud eller en anden Maade paa en Ei**), hvor de vil sette dem net og boe. Paa denne Ei ere nu i Forvejen en Del vilde Mennesker, som have hjemme der. De guldiverte Mennesker beginde nu at bigge dem Huse og Værelser, og saa leve de tilsammen; se! det er bactum unionis. Derpaa gommer de vilde Mennesker, som ikke have set saadant før paa Eien, og vil kige ind til de guldiverede europæiske Mennesker. Saa jager de guldiverede Mennesker de vilde Mennesker bort, und wann de denn gommer anden Gang, saa slaar de guldiverte Mennesker dem ihjel. Se! det er bactum defensionis ***)."

* * * 278

Se! her har da Læserne en Prøve paa denne lærde Mands Foredrag, hvoraf man kan slutte sig til, hvor stor Nytte han er i Stand til at stifte i vores Fædreneland, hvor det synes at være bleven en politisk Grundsætning at forskrive tyske Harlekinader her ind for at fordrive de faa Levninger af god, gammel, sund og dansk Sans, som endnu maatte være tilbage: just ligesom man, til Trods for al Vexelkurs og alle Bankosedler, bringer tysk Klæde ind i Landet til Armeen, uagtet vores egne Fabrikker upaatvivleligen ere i Stand til at levere disse Vare til lettere Priser*).

Min Herre, som vidste, at man bor hente Vand fra Aaen. og ikke gaa over Aaen for at hente det, besluttede, saa snart som Kollegiet var til Ende, at gaa til denne Professor, som han, ikke uden Grund, tiltroede en Art politisk Almagt, for at rekommendere sig, da han tragtede efter at komme ind i et af Kollegierne som Kopist: og en vigtig Aarsag havde min Herre, hvorfore han ikke turde opsætte dette Besøg til en anden Gang, nemlig at der nu just vare et Par saadanne Poster ledige; og hvorfore kunde han ikke have samme Haab som en anden, naar han kuns smeddede, imedens Jærnet var varmt?

Professoren modtog min Herre meget gravitetisk. "De vil denn snakke met mig," sagde han, "jeg vil also bede Dem, at De vil fatte sig kort, denn ich er saa occuperet met Forretninger, at jeg har gun gnav Tit at dale med Supplikandere. Jeg skal deun sige Dem, da jeg gom her dil Dannemark, vare alle Ding i Staten i den iderste Konfution; Embedsmændene und alle Kollegie-Herrerne vidste icke self, hvorledes de vare vendte i Dingene, und jeg maatte denn hjælpe paa de forfalme * 279 Sager. Man kjendte mig von Ditschland als en lærd Mand, man kaldte mig alle Vegne: den gelehrten, und so en Maim manquerte de her in Dannemark for at bringe alleding i Orden. Ministeriet hæftede denn strax Egenen paa mig. De ansaa mig als en Engel von Himmelen. De vare in Forlegenhet; de havde selbst bragt sig in Vilterete und kunte ikke vikle sig ut deraf. Jeg var denn Manden, der kunte dem hjælpe. De satte Deres Tillit i mig, und dat met Grunt, thi hvorhen de vendte Egenen i Faterlandet, saa saa' de intet andet end Mangel paa Guldivation und Oplisning. Der blef da sat etwa femten Gommissioner paa én Gang, und jeg blef Metlem af dem alle. Zwar burte jeg have været Præses in dem alle sammen, wann man havde set paa solite Kundskaber und Lærdom, aber man vet, at de store altid vil have Ehren, und den kan man jo sagtens late dem beholte, naar man denn guns self beholder Magten. Alle disse Gommissioner ere denn af de allervigtigste for Landet. Der ere Gommissioner om Hantelen, om Akademiet, om Agerdirkningen, om Seevæsenet, om Mintvæsenet, om Bankosedlernes Reduciering, und for at vise dem, hvor nedvendige mine Indsigter ere i alle Fag, saa kan jeg fordelle Dem, at jeg nok bliver ansat som Præses i den nie Gommission, som skal forbedre die Nachtvægter Versene. De ser altsaa, mine Herrer! at jeg er saa okkuperet met vigtige Forretninger, at jeg har guns liten Tit til at dale met Dem."

"Det gjør mig ondt," svarede min Herre - der var yderlig forbavset over denne flydende Tunge og Tale à la Oldfux -, "at jeg har berøvet Dem et Øjeblik af Deres kostbare Tid, især da det kanske kan have Indflydelse paa mit kjære Fædrenelands Vel; mit hele Ærende kunde have været udrettet i den Tid, Hr. Professoren talede. Jeg havde kuns dette at bede om, at Hr. Professoren vilde have den Godhed for mig, at rekommendere mig til en af de ledige Kopist-Pladser."

"Min Ven," svarede Professoren, "De maa forlate mig, 280 denne Jank*) kan det ikke ske. Det ene Post har jeg allerede givet bort, so at sige af; thi De vet vel, at det er Kongen, der giver saadanne Tjenester bort, aber det er dog sket vet min Regommendation. Und dil det andet har jeg et Subjekt, som ikke kan forbigaas, denn det er et superieur Geni; han er min Landsmand, und De kan self denke, hvat Opsigt han maa have gjort her, naar jeg fordeller Dem, at han har gjort en Projekt til at bigge armerede Krigsskibe, der kan forsvare sig self uten Besætning, und denk en Jank! hvor stor Fordel maatte ikke dette være for et Lant, der har saa liden Folkemængde. Det er sandt, Planen lader sig vel næppe iværksætte, aber den viser dog en dristig, en erhaben Genie, und sodanne Folk maa hjælpes frem in Verden. Den anden, som jeg nu nis dalte om, han er ogsaa inventienx; han har opfunden en Salfe at smere Bønder med, saa at de bære Uld und kan klippes et Par Jank om Aaret. Ser De, at jeg altsaa ikke for nærværende Tit er i Stond til at hjælpe Dem."

"Hr. Professor!" svarede min Herre, "kommer det an paa at gjøre Projekter, saa er jeg ogsaa i Stand dertil. Ser De! jeg har et Projekt i mit Hoved, hvorledes et Regiment af etTusende Mand kan udrustes til et Felttog uden at behøve mere end fem Hundrede Par Sko".

"Ih," sagde Professoren, "det er jo ligefrem. Denn mon kan ja lade Halfparten gaa barbenede."

"Nej," sagde min Herre, "det gaar ikke vel an at lade Infanterister gaa barbenede. Men en Mand med Sko paa skal bære en anden Mand uden Sko; og naar man lod Rytteriet vær ganske barbenet, som gjærne kan gaa aa, saa spaues baade Støvler og Strømper."

"Det er ret vel," sagde Professoren, "aber jeg kan ikke hjælpe Dem: jeg har so mange Landsmænd, som jeg er ferst forbunden at serge for."

* 281

Derpaa gik Professoren, og min Herre, som saa' sit Haab fejlslagen, maatte ogsaa gaa sin Vej.

Ni og tredivte Kapitel.
L'Académie des Inscriptions.

Uden meget at sørge over dette fejlslogne Haab gik min Herre lige hen til Kassereren ved Komediehuset og kjøbte sig en Parterre-Billet til den Komedie, som skulde opføres om Aftenen.

"Det er besynderligt," sagde min Herre, saa snart som han havde set Billetten, "at Folk kan være saa lumpne at bemale disse Billetter bag paa med de allerliderligste og skammeligste Indfald, ikke at tale om, at Inskriptionerne ofte indeholde Paskiller og de aabenbareste Usaudfærdigheder om saa mange Mennesker. Jeg maatte nok spørge, mon det aldrig haver hændet sig, at en eller anden af Theatrets Fruentimmer temmelig uskyldig er kommen i et slet Udraab, fordi denne eller hin Rasphus-Kandidat eller en slet optugtet Lømmel af en Dreng har været uforskammet nok til ved en Inskription paa en Komedie-Billet at prale af Dusører, som han aldrig har nydt og aldrig kunde komme til at nyde? Og dette er saa meget værre, som en saadan Person aldrig er dristig nok til at sætte sit Navn under sin Inskription, thi da var han let at igjendrive, men alene sætter et Bogstav, for at give Byens Dagdrivere Anledning til at gætte, da han véd, at der aldrig mangle Fortolkere, som vide paa det kunstigste at udlægge hans Hieroglyfer; og, hvem som véd, hvor villige Folk ere til at tro det, som kan fornærme Næsten, vil aldrig undre sig over, om det alleruskyldigste Menneske paa den Maade kan komme i et slet Rygte."

"Det er ganske sandt," svarede Kassereren; "jeg har ikke sjælden fundet Beskyldninger tegnede paa disse Billetter imod 282 Mennesker, om hvis Uskyldighed i de Ting, hvorfore de sigtedes, jeg er fuldkommen overbevist. Jeg vil ikke tale om, at jeg har fundet Paskiller over mig selv; men endogsaa Direktionen og enkelte Mænd af Direktionen har maattet holde for; og det er dog virkelig haardt at tænke paa, at et Menneskes Ære og Rygte ikke bedre er beskyttet, end at enhver Slyngel kan lade aabenbare løgnagtige Beskyldninger cirkulere, om hvem han behager, paa en Maade, som han véd, at lian aldrig kan kaldes til Regnskab for. Det var at onske, at der kunde udfindes neget Middel herimod, og at nogle af disse nedrige Inskriptionsmngere kunde blive tugtede paa en Maade, som var lidet følelig, og som de kunde erindre, naar de en anden Smig fik Lyst til at bringe deres nedrige Sottiser i Cirkulation."

"Ingen Ting", svarede min Herre, "er mere simpelt end at udfinde et Middel herimod, hvorved slige Personer, om de just ikke bleve afstraffede for deres Uforskammenhed, dog alligevel skulde tabe Lysten til at skrive enten Paskiller eller Lovtaler paa Komediebilletter - thi jeg man herved ikke forglemme at sige, at jeg undertiden har paa Billetterne fundet Lovtaler over enkelte Personer, der vilde have været mere ubehagelige for mig, om jeg havde været den paagjældende Person, end selv en god Paskil. - Der behøves kuns, at Direktionen gav Ordre til dem, som imodtage Billetterne ved Døren, at konfiskere de Billetter, hvorpaa der fandtes noget uvedkommende, om det saa ogsaa var en Blækklak. De, Hr. Kasserer! kunde gjærne have nogle Blanketter i Beredskab, hvorpaa de konfiskerede Nummere igjen kunde tegnes; og Lysten til at skrive Sottiser vilde snart forgaa de overgivne unge Herrer, naar de mærkede, at enhver kostede dem fra to Mark til en Rigsdaler. Den, der kjøbte en Billet, havde jo Rettighed til at panse, at han fik en, som var umakuleret; og at Billetterne skulde komme lige saa umakulerede tilbage, derover burde holdes saa strængt, at Betjenterne ved Dorene skulde være ansvarlige for og betale de Billetter, hvorpaa noget, det være sig, hvad det være vilde, var tegnet, skrevet eller malet."

283

"De har Ret," sagde Kassereren, "det er en meget simpel Maade at standse en saadan Uforskammenhed paa, og man maatte ønske, at man havde lige saa simple Midler til at hindre Udbredelsen af andre Paskiller med, uden at gjøre Indgreb i Trykkefriheden. Dog, jeg tror sandeligen, at de Paskiller, som trykkes og bringes i Cirkulation fra Bogtrykkerierne, ikke gjøre nær saa stor Effekt som de, der mundtlig ombæres; i det mindste har jeg erfaret og set Prøver paa, at naar et af de kjøbenhavnske Søndags-Selskaber eller Sladder-Kollegier har foresat sig at pille en Mands eller Families Rygte den ene Uge, og de saa samles den anden Søndag igjen, saa finder de den hele Familie lige saa ilde tilredt, som en Snog, naar den har lagt i en Myretue; thi den mundtlige Bagvaskene den flyver omkring, som Basile siger, som Svalen i ondt Vejr; hver Mund, som den passerer igjennem, forbedrer den og lægger noget til; den foroges, idet den ruller frem ad, ligesom Snebolden, naar derimod en Sigvard Lyche med alle hans Kolleger maa tilstaa sig at være nogle Fuskere, siden en trykt Paskil ikke saa let under Cirkulationen kan forandres efter Omstændighederne."

"Jeg er fuldkommen enig med Dem i denne Henseende," sagde min Herre, "og kunde sandelig ikke overtale mig til at ønske Trykkefriheden afskaffet, om jeg endog selv skulde være Maalet for den allermest kaadmundede Paskillants Ondskab, thi imod en saadan Person har man dog altid Rettighed til at bruge Lovenes Hjælp, og han knn oldrig skjule sig saa vel, at jo disse maa finde ham; men for at komme igjen til de omtalte Inskriptioner, da bør enhver ønske, at slige skadelige Misbrug maatte standses; man har ogsaa Aarsag til at tro, at Skuespil-Direktionen vil auveude kraftige Midler derimod, saa snart som den bliver vidende om, at saadant * 284 existerer*); den Maade, som jeg har fortalt Dem, at jeg vilde bruge for at hæve samme, tror jeg kunde være ganske anvendelig, men det er kuns et flygtigt Indfald, og det kan meget let hænde sig, at Direktionen selv vil finde paa et bedre og kraftigere Middel derimod. Overalt, enten nu den af mig foreslngne Metode bruges, eller en anden lige saa god, saa er dette Misbrug ikke vanskeligt at hæve; men vi have andre af selv samme Art, hvis Udrydelse vil være forbunden med større Vanskeligheder."

Kassereren.

Jeg tror, at jeg omtrent kan gætte, hvad De her sigter til. Skulde det ikke væve do Inskrivtioner. som man forefinder rundt omkring paa Bænkene, Statuerne og Lysthusene i Rosenborg Have?

Studenten.

Ganske rigtig, og endnu især paa et Sted, foruden paa flere, nemlig i Løngangen ved Slottet. Det er sandelig sorgeligt at se, hvorledes disse hvide Vægge bemales med det allerlumpneste og liderligste Tøj, som nogen kan forestille sig, hvoriblandt Paskiller og Skandskrifter over nævnte Folk i Almindelighed er iblandt det mindst uanstændige, som man der forefinder; og saaledes tør man vove at besmitte de Steder, som man véd, at endog Personer af den kongelige Familie passerer igjennem.

Kassereren.

Ja, hvorfor ikke? Jeg har set slige smukke Ting paa Slottet selv, ja endogsaa i Kirkerne, thi for

* 285

de Personer, der ere saa langt tilbage i Moraliteten, at de kan nedlade sig til slige Handlinger, for dem er intet Sted helligt. Det smerter mig sandelig, naar jeg tænker paa, at man efter sigende skal have i Sinde at sætte det Monument, der skal oprettes for Tordenskjold, paa et Sted i Rosenborg Have. Hvad er det andet end at gjøre Tordenskjold til Paskinus, og hans Monument til en Stambog for Lycher og Werninger*)?

Studenten.

Eller og at skaffe os et Académie des Inscriptions, for at Dannemark ikke skulde mangle dette mere eud andre Lande. Imidlertid er det dog græsseligt at tænke paa, at slige for Moraliteten saa skadelige Uordner kan finde Sted i en stor Stad, hvor man ikke nok kan vaage over gode Sæder, og at saadanne Nedrigheder kan begaas af Mennesker, hvis Klædedragt siger, at de ikke ere Gadedrenge uden i Henseende til deres Opførsel, men at de ellers burde henregnes til skikkelige Folk. Og dog tror jeg, at heller ikke disse Misbrug vilde være vanskelige at hæve. Et Par Vægtere kan sørge for Kirkernes Renhed; et Par Skildvagter mere i Løngangen vil udrette saa meget, at dens Vægge herefter ikke

* * 286

skulde nær saa tit trænge til at hvidtes som nu. I Slottets Gange kunde idelige Patrouiller forekomme denne og flere Uordener.

Kassereren.

Ret vel! men saa var det ogsaa nødvendigt, at de maatte patrouillere paa Hosesokkerne, thi ellers lode de sig alt for godt høre i en lang Frastand, og saa vare de til ingen Nytte.

Studenten.

De raillerer med mit Projektmageri, Hr. Kasserer! Nu, til Dels kan De have Ret, men saa meget er vist, at vedkommende nok kan hæve saadanne Uordener, naar det er dem derom at gjøre.

Kassereren.

Vi har nu Rosenborg Have tilbage. Hvem vilde De der ansætte til at have Opsyn? Den vilde De vel overlade til Politiet?

Studenten.

Nej, jeg vilde ikke. Det vilde være forhadt at se Politiet eller militær Vagt paa et saadant Sted: ja, under visse Omstændigheder vilde det kanske endogsaa drage farlige Folger efter sig. Jeg tror, det er bedst at overlade til vedkommende selv at udfinde Midler til at forhindre Blyantspennes og Rødkridts Indforsel i denne Hove. Det slaar dog næppe fejl, at der jo maatte kunne udfindes Midler til at gjøre Ende paa Lysten til Inskriptionsmageriet, uden at Politiet skulde blande sig i Sagen

Kassereren.

Hvorfore vil De da ikke overlade Politiet Omsorgen for Afskaffelsen af denne ligesom af saa mange andre Uordener?

Studenten.

Det skal jeg sige Dem. Politiet har sandelig saa meget at iagttage, ar det er Synd at paalægge dets Betjentere ny Pligter. Især gives der nok ingen større Slave i Hans Majestæts Riger og Lande end en Politimester i Kjøbenhavn, der vil passe paa alt, hvad han bør. Hvad mig angaar, da vilde jeg meget tage i Betænkning at modtage denne Tjeneste, om jeg endog besad Duelighed til at foresstaa den, og den blev mig tilbudet. Det er en sørgelig ildsigt at se sig nodt til at blive graa i et Slaveri og at trælle sine Dage 287 bort uden Haab om Rolighed, før end man ikke mere er i Stand til at nyde den Slaveri er altid Slaveri; og den Slave, der bærer røde Ærmer i en graa Vadmels Kjortel, er lige saa lykkelig som den Slave, der kun klæde sig i Fløjet. En Politimester burde, efter mine Tanker, aldrig blive længere i dette. Embede end i fire Aar eller saa omtrent, og naar den Tid var forbi, burde han aflægges med et mageligere Embede.

Kassereren.

Det er at sige, han skulde netop være Politimester saa længe, som han behøvede til at lære, hvad der hører til at være en god Politimester; og naar han da netop var bleven sit Embede voxen, saa skulde han tages bort, og en anden i hans Sted igjen begynde at lære

Studenten.

Jeg har forudset denne Indvending, og vilde kuns give Dem Lejlighed til at anbringe samme. Hvad siger De da, om Staten lønnede, foruden Politimesteren, to subalterne Betjentere under ham, for Exempel en Vice-Politimester og en Adjutant, paa den Maade at disse ringere Betjentere altid vare forsikrede om at ascendere i deres Orden? Naar saaledes en Politimester efter fire Aars Tjeneste overgik til et mageligere Embede, saa vidste man, at hans Eftermand havde i otte Aar haft Lejlighed til at gjøre sig Sagerne bekjendte, nemlig i de fire Aar som Adjutant, og i fire Aar som Vice-Politimester; og hvem vilde vel ikke med Glæde gaa denne Tur igjennem, naur han vidste, at han efter tolv Aars Tjeneste blev anstændigen aflagt? Men han maatte ogsaa være forsikret om, at ingen anden, under hvad Paaskud det være maatte, skulde blive ham foretrukket, og at det ikke skulde gaa, som det saa ofte gaar i vores andre Departements, og som Jago siger i Shakespeares Othello:

... 'tis the curse of service:
Preterment goes by letter and affection,
Not (as of old) gradation, where each second
Stood heir to the first*).

* 288
Kassereren.

Uagtet jeg ikke kan misbillige Deres Tanker, kan jeg dog ikke andet end le af Deres Styrke i Projektmageri. Har De en Smule Uforskammenhed, min Herre! saa kan De være vis paa at gjøre Deres Lykke. Det er virkelig derved, at de fleste Folk i denne Tid kommer frem i Verden. Men én Ting maa jeg dog lære Dem, som jeg tror, at De trænger til. I alle Deres Projekter maa De have Hensigt til Fordel for Kongens Kasse; i det mindste maa De give Deres Forslag et Anstrøg deraf; og naar det kuns ser ud, som om De vilde økonomisere, saa skader det ikke, om man, efter nogle Aars Forløb, naar Deres Planer ere iværksatte, opdager, at De har ruineret Kongens Kasse i Steden for at spare paa den. Saa hedder det: Gjort Gjerning er ikke god at ændre; det er en Ulykke, som man lige saa lidet kunde formode, som man kunde indse, at en Blegdam, der for Kongens Penge blev anlagt ved Siden af en Smedje, hvor Stenkuls-Støven uden Ophør nedfalder, skulde producere sorte Lærreder. Og i saadanne Tilfælde, hvor det ikke gjælder om andet end om Kongens Kasse, der har man saa stor Afsky for at bruge de tre Ord: Det er Løgn, at intet Kollegium i Verden engang turde applicere dem paa Ejeren af en saadan Blegdam, om han endog foreviste de hvideste Lærreder, som han foregav at være blegede der.

Nu var Stuen fuld af Kjøbere til Komedie-Billetter, hvorfore Kassereren maatte ophøre med denne Samtale. Min Herre leverede mig til Kassereren, hvorimod han fik en * 289 Parterrebillet og fire Mark i Smaapenge, hvormed han begav sig bort.

Før end jeg gaar videre i at fortælle mine Hændelser, maa jeg indrykke i det næstfølgende Kapitel en Komedie, som er bleven mig tilsendt, hvilken jeg ikke har kunnet nægte Sted i disse Blade, da den er bleven mig tilsendt fra Forfatteren, som er en af mine gamle Venner, uagtet jeg endnu ikke har talt noget om ham.

Fyrretyvende Kapitel.
Virtuosen,
Komedie i én Akt*).

.... Thou cold Sciatica!
Cripple our Senators, that their limbs may halt
As lamely as their manners.

Shakesp. Timon.

* * 290

Personerne:

  • Hr von Borgen, en Herremand. Hr. Ahrends
  • Fru von Borgen, hans Kone. Mad. Knudsen.
  • Juliane, deres Datter. Jfr Morthorst.
  • Erdman, Løjtnant. Hr. Saabye.
  • Spatzier, Hr. v Borgens Inspektør. Preisler
  • Tøraf, hans Forvalter. Knudsen.

Skuepladsen er paa et Værelse i von Borgens Gaard i Kjøbenhavn, med en Døv i Baggrunden.

Første Scene.

Hr. von Borgen. Spatzier (sidde ved et Bord med en Flaske Vin og Glas for sig, og rage i nogle Protokoller og Dokumenter)

Hr. v. Borgen.
(taler meget langsomt).

Ja, mein lieber Hr. Spatzier! ich habe op viele Städte gewesen vor zu suchen mid) ein Inspektør über meinen - meinen - meinen Herrenhof, und ich schatziere mich glüklich, dasz ich habe gefunden Sie. Ihre Schaale.

(Han drikker.)
Spatzier.
(taler meget hastig).

Ergivenste Tjenere! Ja, uten mig at rømme, saa vilde De gewisz ingen saa let fundet have, der sig bedre end jeg paa Agerdirkningen und Bestierelsen af en Adelgaard forstahr, und ich er en redelig Mand. Det er ingen saa let Sag, man maa untrulig sture Kentnisse have, wenn man det ret forestaa skal. Hier in Dannemark, hier forstaar de det ikke. Man kan det paa Deres Naboer se. Det skinner vel, som vare deres Godser i got Stand, aber wenn man dem nærmere saa', da skulde De gewisz den største Elend

* 291

forspore. Jeg vil vette, at Sin Gods unter min Bestierelse skal binnen tre Aar det herligste und fordelhaftigste in hele Dannemark være. Deres Gesunthed!

(drikker).
Hr. v. Borgen.

Tausend Dank! ja ich glaube es noch: aber wo soll man Geld nehmen von vor das erste? Wir behanpten viel Geld zu unsern Einrichtungen, denn seine Remedien sind viel gerøaltsam.

Spatzier.

Lat mig kun for Penge sørge. Desivegen er jeg even til Staden kommen; denn De vet jo, at Sin Nabo, den rige Proprietær Erdmann, han vil Dem gjærne Penger laane, denn han ser vel, at vi dem in korte Tid igjen betale kan. Und hvat mine Remedien betræffer, saa maa De gevaltsom være, wenn deraf noget godt komme skal. Tror De ikke, at det af mig klogt handlet var, at jeg lod alle Deres Heste dødslaa und brændte Stalden af, als den lille brune Føl blef krank? havde jeg ikke det gjort, De havde wahrhaftig aldrig in Verden kuntet have en sund Hest paa Deres Stald mere. Nej, ich er en klog und redelig Mand.

Hr. v. Borgen.

Ja, ich glaube das gjærne. Aber es kostet uns doch grosz Geld.

Spatzier.

Rigtig, aber det skal vi nok indhole igjen. Saaledes maa man bisweilen - maa man - maa man - hvat kalder man bisweilen paa Dansk?

Hr. v. Borgen.

Ej, sprechen Sie kun Deutsch. Ich vorstehe Sie recht woll.

Spatzier.

Nej, Gud behüte mig! det tør jeg ikke. Det wager jeg ikke for Sine Frue; denn hun har mig sagt, at hun mig aldrig lide skulde, saa mange Tjenester jeg og Dem und Deres Gods listede, wenn jeg ikke vilde Dansk tale. Jeg maa mig vel efter hendes Luner richte, sonsten gaar det ikke got. Wenn det ikke var, so dalte jeg min Modersprog, denn jeg kan den danske Sprog ikke lide; den er en garstig Sprog, ret en garstig, abscheulich Sprog.

Hr. v. Borgen.

Ja derin haben sie Recht. Sprechten sie nicht Dänisch, so wollte meine Weib Sie niemals zulassen 292 zu kriegen seine Tochter. Sie hat so daraussen etwas gegen Sie.

Spatzier.

Det har jeg - wahrgenommen - observert. Denk enjank, hun slog mig nylig for at ægte mig med Deres Husholderinn. Aber jeg betakkede mig for en saadan Fratzen-Ansigt. Hun ser ja ut som - wahrhaftig, som en Hæv-Amme.

Hr. v. Borgen.

Hæv-Amme - Hæv-Amme - was soll das sagen?

Spatzier.

Ih - en Hæv-Amme - forstaar De det ikke? - det er en Fruentimmer, som - som - som hjælper Fruerne ved deres Wochenseng.

Hr. v. Borgen.

Ha! ha! ha! Nun verstehe ich Sie. Eine Erdenmutter wolte Sie sagen. Eine Erdenmutter. Ha! ha! ha! Reden Deutsch. Das gehet besser. Ha! ha! ha! Ja, sie seht in Wahrheit aus als ein Erdenmutter. Nein, Hr. Spatzier! Sie soll sein mein Schwiegersohn; Sie soll hoben meine Juliane; das habe ich gelobt, und ich will halten Wort. Ich soll mein Weib nothzüchtigen zu konsentieren.

Spatzier.

Ich dokker Hr. Sd)wiegervatter! Saa meget større Tillit kan De sætte i mig, at jeg Deres Gods godt forvalter. Und ich er gewisz en redelig Mand. Aber De vil af disse Protokoller und Dokumenter se, at vi bruger store Forændringer at gjøre, før end vi de Sager i nogen Orden kan bringe. Det er fornødigt, at vi endnu nogle gewaltsamme Mitteler bruger; und siden vi nu snakker derover, saa maa jeg Dem sige...

Nuden Scene.

De forrige Tøraf.

Hr. v. Borgen*).

Hvad er det? - der har vi jo Forvalteren, hvad vil Han her i Byen, min gode Tøraf? Han skulde blive hjemme, naar Insvektøren er her.

* 293
Spatzier.

Ich har ham det ogsaa forbuden.

Tøraf.

Ja, det har Han, Hr. Spektør, rigtignok. Men gid jeg faa en Ulykke, om jeg kunde blive hjemme længer, om der saa havde været ti Galger oprejste for at holde mig hjemme. Det skrammererer mig i mit Hjærte, ja, gjør det saa, naar jeg ser, at min gode Herre saaledes skal blive rungeneret af en Skarletan og en Prosektmagere. Det er slet ingen Garnison det.

Hr. v. Borgen.

Hvad er der paa Færde? Hvad fattes?

Spatzier. Hvat skatter ham, Hr. Verwalter? Han pfleger at være mere fornuftig? - Se her! drink enjonk.

(Han skjænker i sit Glas og byder Tøraf)
Tøraf
(tager det ikke).

For en Ulykke! Mossjø! jeg véd, hvad Respit jeg skylder min Herre. Jeg er for ringe til at gasterere eller drikke i Lav med ham, uden han selv byder mig et Glas. Og til at drikke med Jer, dertil er jeg for god; dertil har jeg for megen Ammunition. Ja, har jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Hvad er det, han siger?...

Spatzier.

Ej, Han er saa hidsig, Mossjø Tøraf! Han er gewisz ikke so ond, som Han skinner.

Hr. v. Borgen.

Tag sig i Agt, hvad Han taler. Han maa vide, at Inspektøren er min Ven.

Tøraf.

Da er Spektøren, min Sjæl! ikke Herrens Ven. Nej, er han ikke. - Lader De ham endnu dominere i en Maaned saaledes, som han har begyndt, saa gid jeg faa en Ulykke! om han ikke saaledes altererer Godset, saa at det aldrig staar mere til at rebellere. Og kommer saa inte min gode Herre til at gaa med Bettelstaven tillige med Fruen og Frøkenen, saa vil jeg poussere for en Skjælm i mine bedste Klæder. Ja, vil jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Lieber Hr. Spatzier! es thut mir bøs, dasz er unartig ist. - (Til Tøraf) Men, betænker Han, hvad Han siger?

Spatzier.

Ich er en redelig Mand.

Tøraf.

O! jeg taler rent ud af Posen og kalder 294 enhver Ting ved sit rette Navn. Ja, gjør jeg saa. Komplementer og Karosser det bryder jeg mig ikke mere om end som saa; og naar jeg har noget, der ligger mig paa Hjærtet, saa maa det herud, om det saa skulde ud igjennem Sidebenene, ja, maa det saa. Jeg siger, som jeg sagde før: Denne Hr. Spektør han rungenerer min gode Herre i Bund og Grund. De kan tro mig. Jeg taler ræsonligt. Ja, gjør jeg saa. Vil han være en Skjælm, det faar saa være. Det kan han kanske have sine apartige Rationer for. Men jeg vil, min Sjæl! ingen Skjælm være. Jeg vil være en ærlig Mand. Det er dog det principaleste i alle Ting. Ja, er det saa.

Spatzier.

Ha! ha! ha! Jeg begriber, hvorfra hans Eifer entstaar. Den er wahrhaftig at rose. Den er af blotte Elskov for sin Principal. Und jeg kan denn let undskilde, at han grob imod mig er; denn han har ikke de fornødige Kentnisse om at bedømme mine handlinger. Hon ikke vét, at jeg er en klog og redelig Mand.

Hr. v. Borgen.

Naa naa, min gode Forvalter! Han skal have Tak for sin Nidkjærhed, men Han behøver ikke at være bange for, hvad Inspektøren foretager sig; det er en redelig og indsigtsfuld Mand.

Tøraf.

Han maa være den slemme Syge, ja, maa han saa. Er det ræsonligt at slaa alt Gaardens Kvæg ned og ødelægge hele Hollænderiet, bare for det, den brogede Tyr styrtede paa Stalden?

Hr. v. Borgen.

Hvad siger Han? (Til Spatzier.) Was ist das?

Spatzier.

Ja, nu kommer vi even til det, som jeg vilde Dem fortælle, da Forvalteren kam. Ser De! Hornfæ-Sygen begindte at grassere paa Gaarden; det observerte jeg, und..

Tøras.

De maa have absolveret Fanden, Hr. Spektør! ja, maa De saa. Kan de boglærde ikke bedre absolvere Komedie-Stjærner pan det runde fysenomiske Taarn, end Spektøren absolverer Kvægsygen, saa maa de være nogen Dosmere. Ja, maa de saa.

295
Hr. v. Borgen.

Ti stille. Lad Manden tale.

Spatzier.

Jeg forsikrer Dem saa wahr, som De mig her ser, at det var Hornfæ-Sygen, hvorfra den Tir dede.

Tøraf.

Sladder, Hr. Spektør! Den kraperede af det, den havde faaet noget Ondskab i sig. Ja, gjorde den saa. Han skal ikke være saa strix i sin Mening, Hr. Spektør!

Hr. v. Borgen.

Vil Han dog lade Manden tale ud først?

Spatzier.

Ich kunte det se fra alle Sigdommens Simptomer. Ich har den nehmliche Sigdom observert in Paris, wahrhaftig in Paris, und paa Regentsen i Kopenhagen. Nu var mig bange.... und enhver, som denne grueliche Sigdom kjender, kunte vel have Aarsag at frygte sig, at den skulde sig over hele Godset udbrede. Als man nu intet Mittel vet om at stille den, saa maatte jeg denn resolvere til denne gewaltige Mittel om at forhindre, at den sig ikke videre skulde udbrede. Der har De denn Sagen.

Hr. v. Borgen.

Har De da ladet alt Kvæget slaa ned? Ist das auch wahrhaftio,?

Spatzier. Ja; hvat skulde jeg giere? Ich er en redelig Mand. Her var ingen anden Utvej. De kan vel denke, at jeg, als Deres künftige Schwiegersohn, ikke kunte handle anderledes for Dem, denn jeg vilde have handlet for mig selv. Det gjorde mig ve; aber...

Hr. v. Borgen.

Aber, mein Gotte! das ist doch ein grosz Kapital, grosz Verlust....

Spatzier.

De har Ret, aber det skal snart indholet blive. Binnen et Aar.

Tøraf.

Ja, inden et Aar ser De Herskabets fatale Urin. Ja, gjør De saa. Hvor tager vi det Smør fra, som vi lod os tilslaa ved den sidste Avktion eller Lisenation, hvad det hedder, og som vi skal lavere til den Eskadron, der skal sejle bort til Høst? Vores Rytterheste lod De slaa ihjel forleden Dag, ja, gjorde De saa, og om nu Prinsen vil have et kompliment i det samme, saa staar vi der smukt og har ingen Heste.

296
Spatzier.

O, en Par Heste er en Bagatelle at faa; und hvat det andet betreffer, so skal jeg Dem sige, at jeg er gesinnt at lade plante Potatos in alle Markerne, und af dem kan man giere den beste Smør, som man vil se. Det forstaar vi in Tyskland sær got.

Hr. v. Borgen.

Das ist wahr. Das habe ich auch for lang Zeit gehort. Aber vorstehet Sie den Methode? Da ist nicht viele, die den Methode vorstehen.

Spatzier.

O, ja! ich har jo Præmier derfor vundet in Berlin. Det er min Erfindelse. Ich er en Virtuos.

Hr. v. Borgen.

Ja wahrhaftig ist Sie ein Virtuos.- Sie sind so - so - so besoffen von Inventionen. Aber will der Butter auch gut bleiben?

Spatzier.

Ovenud got. So herligt, som De sig dænke kan.

Tøraf.

Ja, vist vil det blive noget herligt Smør det, ja, vil det saa. Spektøren er kuriøsk og har Hovedet fuldt af nye Konventioner. Men, gid jeg faa en Ulykke! om jeg ikke tror, at I Tyskere bedre kan gjøre Vind end Smør, ja, kan I saa. Det skal være mig kjært, om Herren kan taale de Smæk, han har faaet, men det gjør mig ondt, at han ikke kan se, at Spektøren er en Bedrager, en ren Kontusse; ja, gjør det saa.

Hr. v. Borgen.

Min kjære Tøraf! Han har Lov at sige sin Mening med det gode, men jeg vil raade Ham, at Han ikke bruger saadanne Talemaader om en Mand, som er min Ven.

Tøraf.

Herrens Ven!... Naa, siden da Herven piufos vil bedrages, saa kan jeg ikke forhindre det; men det siger jeg, at skal denne Spektør længere inkommodere over Godset, saa vil jeg, min Sjæl! have min Afsked. Ja, vil jeg saa.

(Gaar )

Tredje Scene.

Hr. v. Borgen. Spatzier.

Spatzier.

Ha, ha, ha! den Verwalter, han kan denn kuns se Dingene von én Side. Han kommer mig wahrhastig 297 for, als wie den Mand, der den store Ulikke beklagede, at en Tief, som skulle ophænges, var bleven slaaet maustodt derfra, at Galgen faldt net paa ham. Han kan denn ikke begribe, at denne Operation er bedre, end at Fæet skulle styrte af Hornfæ-Sigen.

Hr. v. Borgen.

Aber das ist doch grosse Unglücke. Baar ich hatte Geld.

Spatzier.

Sørge De ikke for Penger! Ich skal Dem vel saa meget Peuger, som De har fornødig, forskaffe, og kere De Dem kuns ikke efter, hvad den Forvalter han siger. Ich er en redelig Mann.

Hr. v. Borgen.

Nein, das mache ich auch nicht, denn man kann op alle Dinge høren, dasz er Seine Unfreund ist. Er will haben sein Abschied, wenn ich will behalten Sie.

Spatzier.

Lad ham denn sin Afsked faa, jeg skal Dem en mange god Forwalter igjen skaffe. En toutafaiten Mand. Jeg har en Broder, der sig saa god som den bedste Proprietarius paa Landvæsenerne forstaar. Han er nærværende Barber-Gesell i Rostock.

Hr. v. Borgen.

Ej, das siud mich lieb. Die Barbier-Gesellen ist allzeit geboren vor zu machen grosz Glücke. Schreib geschwind, lasz ihm kommen, so geben ich der alte Verwalter seine Abschied; und ich soll machen mit ihm, wie ich habe gemacht mit Sie: ich soll ihm das Einfusz-Recht schaffen; er soll bleiben naturalisiert.

Spatzier.

Ja, jeg skal lige skrive, und i fjorten Dage skal han her være. Alsdenn skal vi med foreinigte Kræfter arbejde, und wenn De enjank er todt, saa skal Verden sige: Hr. Spatzier har for sin Svigerfarer saaledes arbejdet, at han nu den skjønste Adelhof in hele Dannemark besidder. Ich er en redelig und klug Mand.

Fjerde Scene.

De forrige. Fru v. Borgen

Fru v. Borgen.

Min bedste Mand! du ser mig her overmaade bedrøvet.

298
Hr. v. Borgen.

Hvad fattes dig, min bedste? Er der nogen Ulykke paa Færde?

Spatzier.

Om Guds Vilje! hvad skatter Dem?

Fru v. Borgen.

Du véd, min lille Mand! at jeg kuns bekymrer mig lidt om Fornøjelserne uden for mit Hus, og at jeg bare for at føje dig har forladt mine Smaa-Kreature hjemme og er rejst her til Byen.

Hr. v. Borgen.

Min bedste Kone! hold nu bare ud i otte Dage til, saa ere mine Forretninger til Ende her i Byen, og saa rejser vi ud igjen.

Fru v. Borgen.

Ja, Gud véd! at det vilde være mig tungt at miste min eneste Datter, Juliane; men det vilde næsten gaa mig lige saa nær, om der hændtes mine Høns, mine Duer, og mine Fugle nogen Ulykke.

Hr. v. Borgen.

Ih nu, de ere i god Stand; de fattes slet intet.... (sagte til Spatzier). Wir mussen nicht um den kleinen Kaiben sprechen.

Spatzier.

Forstaar sig, ikke en Ord.

Hr. v. Borgen.

Er det intet andet, der fattes dig end Længsel efter dine smaa Dyr? Den skal snart blive tilfredsstillet. Jeg tænkte ellers, at der var en stor Ulykke paa Færde.

Fru v. Borgen.

Det er heller ikke det, jeg er bedrøvet for: men mine smaa Selskabs-Fugle, som bleve mig forærede forleden Dag, de begynder at hænge med Vingerne, og jeg er bange for, at de vil dø.

Spatzier.

O, ingen anden. Dem skal jeg vel hele.

Fru v. Borgen
(glad)

Forstaar De Dem paa det?

Spatzier.

O, ich er en Virtuos.

Hr. v. Borgen.

Sie bist ein grosser Mann - verstehen sich op alle Dinge.

Fru v. Borgen.

O, tal dog Dansk, min bedste.

Hr. v. Borgen.

Lad mig tale, som jeg vil. Jeg er jo intet Barn.

Spatzier.

Sin Hr. Gemahl taler mange godt Tysk; kuns 299 en lidt langsom. Aber om igjen til de Geselskabs-Fugle at komme, so skal jeg dem vel for deres Sigdom hele. Ser De: ich har observert, at de ere alle otte i en Käsig,... hvat hedder det nu paa Dansk.

Hr. v. Borgen.

Ich vorstehe Sie. Sie bist alle acht in ein Bauer.. i et Bur.

Spatzier.

Naa da. De ere alle otte in et Bur, und det maa de ingen være. De skal hver sin... sin...

Hr. v. Borgen.

Bur...

Spatzier.

Rigtig. De skal hver sin Bur have, sonsten maa de dø. Det skal jeg lige besørge. Vær De kun ruhig Frue!

Fru v. Borgen.

Gud velsigne Dem! om De kan holde mig Liv i de Fugle!

Spatzier.

Ich forsikrer Dem paa min Honnør. Jeg vil mig derom ogsaa ikke længere opholde.

Hr. v. Borgen.

Aber Sie mussen nicht gehen weg in Tag, denn ich bitte fremde zu in der Aben, und Sie soll haben Jawort mit mein Tochter.

Spatzier.

Ich dakker megen jank, aber derover skal vi siden snakke. (Gaar).

Femte Scene

Hr. og Fru v. Borgen.

Fru v. Borgen.

Hvad var det, du sagde til ham, min bedste Mand?

Hr. v. Borgen.

Hør, min Hjærte! Denne Hr. Spatzier det er en lærd og duelig Mand, en Mand, som jeg tror, at Himlen selv har skikket os for at bringe vores Gods i god Stand, da det var saa forfaldet. Jeg holder meget af ham, endskjønt jeg vel véd, at du ikke just har de bedste Tanker om ham.

Fru v. Borgen.

Jeg? ja, jeg vil ikke nægte, at jeg i Begyndelsen troede om ham, at han var en Vindmagere, fordi 300 han pralede saa meget og roste sig selv. Men jeg begynder virkelig nu at forandre mine Tanker om ham.

Hr. v. Borgen.

Se! se! saa har dog de Paafugle, som han forærede dig forleden, gjort en temmelig god Virkning.

Fru v. Borgen.

O, det er saamænd ikke....

Hr. v. Borgen.

Det kan ogsaa være ligegyldigt. Nok er det, at det fornøjer mig, at du nu lader ham vederfares Ret, endskjønt du forhen har miskjendt ham.

Fru v. Borgen.

Ja, det gjor jeg, men....

Hr. v. Borgen.

Hør nu, min bedste! vi har kuns den ene Datter, vores Juliane, og hende burde vi tænke paa at forsorge. Jeg tror, at hun vil blive allermest lykkelig med denne Mand. Han har begjæret hende, og mig synes, at vi skylder ham saa meget for hans Tjeneste, at vi ikke kan give ham Afslag. Hvad siger du om det, min bedste? - har du noget imod det Parti?

Fru v. Borgen.

Jeg for win Del har just intet derimod, naar Partiet er anstændigt i dine Øjne; men jeg frygter for, at vi vil finde Modstand fra en anden Side. Vores Juliane vil næppe være synderlig fornøjet dermed.

Hr. v. Borgen.

Hvorfor ikke? Hvad kan hun have derimod?

Fru v. Borgen.

Kuns bare den Bagatelle, at hun kanske hellere tog en anden. Du véd jo selv, at den unge Løjtnant Erdman har Godhed for hende, og at hun holder af ham.

Hr. v. Borgen.

Det kan vel være, men mit Samtykke faar hyn aldrig dertil. Hans Farbroder kan ikke lide ham, fordi han gav sig til Militær-Etaten. Havde han føjet sin Farbroder og studeret sin Jura, saa havde han blevet Arving til alle hans Herregaarde, og saa havde det været et Parti for vores Juliane. Men nu siges der for vist, at den gamle vil gjøre Testamente, og saa faar Hr. Løjtnant ikke en Skilling; og du vil dog vel ikke, at jeg skal give min Datter til en, 301 der intet andet ejer i Verden end en stakkels Kvast i sin Kaarde?

Fru v. Borgen.

Det er godt nok; men, naar vi vil betragte Tingen fra den Side, saa vil jeg nok spørge, hvor stor Formue Hr. Spatzier ejer? Den Stok, som han kom spaserendes her til Landet med, og det er alt.

Hr. v. Borgen.

Ejer han ikke Midler, saa ejer han Indsigter og Duelighed. Desuden tror jeg, saa vidt som jeg har mærket af ham, at han kan vente sig anselige Arvemidler i sit Fædreneland. Men, om han endog aldrig havde noget saadant Haab, saa skal han dog have min Datter frem for den anden.

Fru v. Borgen.

Ja, jeg skal sandelig ikke have noget derimod, jeg er fornøjet med, hvad du vil. Men den unge Erdman kommer her hid i Dag i dette Ærende.

Hr. v. Borgen.

Ja, træffer jeg ham, saa skal jeg nok sige ham, at der intet bliver af; og det samme maa du gjøre, i Fald du taler med ham. Men med Juliane maa jeg tale, for hun skal have Jaord i Aften. Jeg vil kalde paa hende for at berede hende derpaa.

Fru v. Borgen.

Nej, bi kuns; jeg maa dog ind at se til mine smaa Fugle, saa skal jeg vise hende ind til dig. Men, min bedste Mand! tal hende ikke haardt til, i Fald hun skulde gjøre Indvendinger.

(Gaar).

Sjette Scene.

Hr. v. Borgen.
(Alene).

Tale hende haardt til?... Det plejer jeg just aldrig at gjøre, uden naar de ikke vil lyde mig. Og i denne Post vil jeg lydes. Hr. Spatzier er en duelig, en klog Mand, en sand Virtuos. En Mand, der kan gjøre min Datter, mig og mit hele Gods lykkelig. Vare jeg kan overvinde de første Bekostninger, saa gaar alting godt siden.

302

Syvende Scene.

Hr. v. Borgen. Juliane.

Juliane.

Min Moder sagde mig, at min Fader vilde tale med mig.

Hr. v. Borgen.

Ja, min Pige! det vil jeg ogsna. Hvad siger du om det, at jeg ønskede, at du skulde holde Jaord i Aften?

Juliane.

Jeg? min Fader!... I Aften?

Hr. v. Borgen.

Ja, ret du, mit Barn! i denne Aften. Derfor er det, at jeg har bedet de fremmede hid.

Juliane.

Men, min gode Fader! det kommer mig saa hovedkulds over, at jeg ikke kan fatte mig. Jeg har jo ikke vidst et Ord af det; og jeg tror dog, at jeg burde vide...

Hr. v. Borgen.

Med hvem det er?... ikke sandt? saa var det, du vilde sige.

Juliane.

Ja, ganske rigtig, min Fader!

Hr. v. Borgen.

Naa, naa! du skal da faa det at vide. Ser du! Hr. Spatzier er en fortræffelig Mand, og med ham vil du vist blive lykkelig.

Juliane.

Hr. Spatzier? min Fader!... med den Nar?... De vil dog vel ikke...

Hr. v. Borgen.
(Hidsig).

At du skal gjøre Indvendinger. Som jeg har sagt, skal det være, uden Dispute. Kom ikke og kald mig ham en Nar tiere.

Juliane.

Min gode Fader! jeg kan umulig bekvemme mig efter Deres Vilje i denne eneste Post.

Hr. v. Borgen.

O, det skal jeg vel lære Frøkenen. Jeg véd nok, at denne Hr. Løjtnant Erdman han gaar og snuser her efter dig. Du sagde vel ikke nej, om det var ham, jeg vilde byde dig?... hvad?

Juliane.

Der er ogsaa stor Forskjel paa de to Personer.

Hr. v. Borgen.

Ja, saa stor Forskjel, at du skal have Spatzier, om du saa blev gal. Kom ikke og gjor mig nogen Ophævelser. Du kjender mig Juliane. Herren med Kvasten 303 i Kaarden skal faa sit Løbepas i Dag; og vover han siden at sætte Foden inden for mine Døre, før end du er bleven gift med Hr. Spatzier, saa skal jeg lade slaa Arme og Ben itu paa ham.

Juliane.

O, min bedste Fader!...

Hr. v. Borgen.

Ikke et Ord mere, Mamselle! Du véd nu, hvordan jeg vil have det. Lav dig til at holde Jaord i Aften med Hr. Spatzier; om otte Dage skal du have Bryllup; og Gud naade dig! i Fald du vover at gjøre mindste Indvending. Du véd, hvordan jeg er, naar jeg bliver vred.

(Gaar).

Ottende Scene.

Juliane.
(Alene).

Gud! hvad skal jeg gjøre?... Selv at blive en Martyr for en Faders Vilje - det er haardt!... dog kunde det gaa an... men at opofre den gode, den kjære Erdman tillige, ham, der vil tage sin Død over at miste sin elskede Juliane... nej, den Tanke er for græsselig... (hun sætter siø ved Bordet og læner Hovedet paa Albuen, saa at hun vender Ryggen til Sidedøren). O! Erdman!... Erdman!

Niende Scene.

Juliane. Erdman.

Erdman
(kommer ind ad Sidedøren og hører Julianes Ord).

Her er jeg, min dyrebare Juliane!

Juliane.

Erdman! gaa! - skynd dig! - forlad mig! -

Erdman.

Hvorfore forlade dig? - Juliane! - forlade dig! - dig, Engel?

Juliane.

I en ulykkelig Tid, Erdman! kom du her hid for at høre den Dom, der for evig skal adskille os.

Erdman.

Er det min Juliane, der afsiger denne Dom?

Juliane.

Jeg? - Erdman! jeg skulde kunne afsige denne Dom? - Nej, min Fader er det, min grusomme Fader. Han 304 opofrer dig, Erdman! dig opofrer han for... jeg tør ikke sige for hvem.

Erdman.

O! naar det er kuns din Foder, der afsiger en saadan Dom; naar du, elskeligste Juliane! er fast i din Beslutning, hvorfore skulde jeg da frygte? Men sig mig da: hvem er denne saa frygtelige Rival?

Juliane.

Hr. Spatzier!

Erdman.

Hr. Spatzier! Ha! ha! ha! ha! o! jeg maa le; ha! ha! ha! ha! Hr. Spatzier!

Juliane.

Min bedste Karl! kan dette Budskab være dig saa glædeligt, at du kan le deraf?

Erdman.

Ja, tilforladelig kan det saa; naar min Rival er ingen farligere Person end denne Monsjør Spatzier, saa er jeg lykkelig. Inden fjorten Dage skal al Verden vide, hvad han er for en Karl.

Juliane.

Om fjorten Dage! - Ulykkelige Juliane! - - Erdman! det maa ske i Dag, eller aldrig. Hør, hvorledes min Faders grusomme Dom lyder: I Aften Jaord, og om otte Dage Bryllup med ham.

Erdman.

Hvad hører jeg? Gud! er det muligt?

Juliane.

I Dag maa du være betænkt paa at rive mig af min Røveres Arme, eller og for evig opgive alt Haab derom.

Erdman.

I Dag eller aldrig!... græsselige Dom! Men, elskværdigste Juliane! hvad siger din Moder derom?

Juliane.

O min Moder er god, ejegod; hun elsker mig inderlig; men fra hendes Side har jeg lidet eller intet Haab. Hun er svag, alt for føjelig imod mm Fader; tør slet ikke imodsige ham.

Erdman.

Skulde der intet Middel være til at bevæge din Fader, til i det mindste at udvirke en liden Opsættelse?

Juliane.

Umuligt. Du kjender ikke min Fader, hvor urokkelig han er i sine Beslutninger. Han er haard som Klippen.

Erdman.

O! men han skal blive blod; jeg skal bønfalde 305 ham, tigge ham, og han skal ikke kunne imodstaa mine Bønner. - Dog nej! han foragter mig, han véd, jeg er fattig, at min Farbroder har slaaet Haanden af mig, fordi jeg ikke kunde føje mig efter hans Kapricer, fordi jeg ikke vilde begrave mig i Systemer, fordi jeg ikke vilde sælge mit hele Livs Lyksalighed til en foragtelig Skjønhed, som han bestemte mig til, og fordi jeg ikke kunde være nedrig. Dette véd din Fader, og lader haant om mig.

Juliane.

Gaa, Erdman! gaa! og lad ham ikke se dig. Han udlod sig med Trusler...

Erdman.

Trusler?... imod mig?... Jeg mærker af alle Ting, at han ikke kjender mig ret.

Tiende Scene.

De forrige, Fru von Borgen.

Juliane.

Kjæreste Moder!

Erdman.

Naadige Frue!

Fru v. Borgen.

Deres Besøg vilde have været mig meget behageligt, naar jeg ikke vidste Anledningen dertil: Men nu, da det angaar min Datter, og min Mand har gjort en anden Bestemmelse med hende, saa maa De tilgive mig, at Deres Person ikke er mig saa angenem som ellers.

Erdman.

Hvormed kan jeg have forset mig imod Dem, naadige Frue? De hor dog altid tilforn beæret mig med Deres Bevaagenhed. Hvad har De nu imod mig?

Fru v. Borgen.

Aldeles intet, Hr. Løjtnant! End mere, stod det i min Magt, da skulde jeg aldrig tage i Betænkning at give Dem min Datter; men jeg har en Mand, som bør raade, og hvis Vilje jeg i dette, som i alt andet, maa underkaste mig.

Juliane.

Kjæreste Moder! lad mig dog ikke blive et Offer -

Fru v. Borgen.

Gaa ind, Juliane, og lyd din Faders Befalinger. Han elsker dig, han vil dit Vel; og alt, hvad han 306 gjør, er for dit eget bedste. Gaa, mit Barn! og lad ham ikke træffe dig her.

Juliane
(idet hun gaar).

Karl! Far vel for sidste Gang!

(Gaar.)

Ellevte Scene

Fru v Borgen, Erdman.

Erdman.

Ikke for sidste Gang. Nej, jeg har endnu Haab. Er jeg da saa foragtelig en Person i Deres Monds Øjne, naadige Frue! at han kan foretrække en Landløbere for mig?

Fru v. Borgen.

Landløbere!... Hr. Løjtnant, jeg ventede lidet mere Agtelse af Dem.

Erdman.

Tilgiv mig, naadige Frue! om jeg gav Manden sit rette Navn. Er det billigt, at fremmede sanledes skal røve det bort, som tilhører Landets Børn?

Fru v. Borgen.

Han er Dansk - lige saa god Dansk som De.

Erdman.

Men bleven det ved Kunst, for at præjudicere dem, der ere Danske af Fødsel. Det skar mig i mit Hjærte, den Gang da jeg paa Skydebanen saa', at der blev skudt til Indfødsrettens Skive. Hver Kugle, der traf, hvert Skud, som gik igjennem, var mig en sørgelig Forvarsel for, hvad som vilde ske. Det var fremmed Bly, der saarede det danske Træ; og hvert Skrald af Riflerne forekom mig som et Minutskud ved danske Fortjenesters Begravelse. Den, der indgav mig denne bedrøvelige Spaadom, var Dannemarks bange Skytsgud, der nu er overvældet af Sorg og tier.

Fru v. Borgen.

Jeg mærker, Hr. Løjtnant! at De ogsaa er smittet af den Modens Sygdom, at deklamere imod alt, hvad som er fremmed.

Erdman.

Langt fra, naadige Frue! enhver Mand af Redelighed og Talenter er min Landsmand, ihvor han endogsaa er født paa Jordkloden; men De maa forlade mig, Frue, 307 at jeg ingenlunde kan anse Hr. Spatzier for en Mand, der besidder nogen af Delene.

Fru v. Borgen.

Og hvorfor ikke. om jeg maa spørge?

Erdman.

Kom han her ind, fordi Dannemark trængte til ham, eller fordi han trængte til Dannemark? Det sidste er vel unægteligt. Og hvorfor trængte han da til et fremmed Land? - Fordi han ikke kunde underholde sig i sit Fødeland. Men tro mig: der er intet Land under Solen, der jo kan føde de Børn, som del frembringer, naar de kuns ere duelige til at gjøre Gavn i Landet. Desuden maa den Mand nødvendig være en Vindmager, der altid berømmer sig selv og idelig fører sin egen Ros paa Tungen.

Fru v. Borgen.

O, Hr. Spatzier er en lærd Mand, en Virtuos; det er jo just netop Brugen iblandt de lærde og iblandt Virtuoserne at rose sig selv.

Erdman.

De maa forlade mig. Lærd er han vel næppe, men Virtuos kan han gjærne være, thi derved forbinder man i Almindelighed i disse Tider et forhadt Begreb. Den sande lærde roser sig aldrig selv, men vel den, der enten altid har været en Fusker, eller og som Naturens Svaghed minder om at holde op at gjøre Paastand paa at være Mester; og de Folk, der kan vove paa at være Ekko af deres egne Berømmelser, de ligue sandelig meget nøje Papegøjerne, der kuns have Forstand til at sige om sig selv: gode, rare Poppedreng*).

Fru v. Borgen.

De maa forlade mig; jeg kan ikke bedømme Mandens Indsigter; men jeg tror, hvad jeg hører af de Folk, som jeg har nogen Agtelse for, og som jeg véd ere i

* * 308

Stand til at dømme om ham, og iblandt dem maa jeg sige Dem, at min Mand holder sig for at være fuldkommen overbevist baade om Hr. Spatziers Indsigter og om hans Redelighed.

Erdman.

Det gjør mig sandelig ondt, at han ingen Venner har, der kan og vil overbevise ham om det modsatte. Jeg frygter for, at han først vil lære at indse det, naar det er for sildigt, naar han er ruineret. Hans Indretninger ved Godset sigte alle sammen dertil; man maatte være blind, naar man ikke kunde se det. Kan De dog ikke selv indse det, min naadige Frue!

Fru v. Borgen.

Jo! jeg vil ikke længere dølge for Dem, at jeg selv begynder at bære nogen Tvivl om hans store Kundskaber, skjønt jeg ikke finder nogen Aarsag, hvoxfore jeg skulde have Mistvivl til hans Redelighed. Jeg blev overmaade vred paa ham nu i Øjeblikket.

Erdman.

Saa? og hvorfor? om De tillader.

Fru v. Borgen.

Ser De, jeg har i alle mine Dage været en stor Elsker af smaa Kreature, Høns, Fugle og andre Dyr. En Veninde forærede mig i Gaar otte Stykker smaa indianske Fugle. I Dag kom det mig for, som om de vare syge; jeg beklagede mig derover, og han lovede at kurere dem. Saa snart han saa' dem, sagde han, at de vare for mange i ét Bur, og at de hver skulde have sit; vi faar Burene, men med hans Ubehændighed i at flytte dem, dræber han mig tre af de smaa nysselige Fugle. Jeg forsikrer, jeg var i Sandhed grædefærdig; og det, som var det værste, saa kommer min Stuepige, der var klogere end han og siger. at Fuglene for alle Tina ikke maatte skilles ad, thi ellers døde de.

Erdman.

Det var da ventelig Selskabsfugle?

Fru v. Borgen.

Ja netop.

Erdman.

Og det er den Mand, der forstaar alle Ting! Jeg kan slutte mig til, at dette Tab maa have gaaet Dem nær til Hjærte; jeg vilde meget ønske, at det var den eneste Fortræd og Ulykke, han havde gjort eller maatte komme til at gjøre her 309 i Huset; men hvor frygter jeg ikke for, at han ikke holder op, før end han faar gjort dem alle uden Redning ulykkelige. Naadige Frue! jeg besvær Dem for Deres egen, Deres Mands og Deres Datters Skyld...

Fru v. Borgen.

Jeg kan ikke hjælpe Dem...

Erdman.

Tillad mig at tale rent ud. Jeg forlanger ikke, at De skal overtale Deres Mand til at bryde dette Parti eller at give mig sin Datter; men, jeg har hørt, hun skal have Jaord i Aften og Bryllup om otte Dage. Juliane er for bestandig ulykkelig, om det sker. Bedste Moder! for Deres Datters Skyld, for Guds Skyld! se til, at De kan faa det opsat en fjorten Dages Tid længere. Kan jeg ikke inden den Tid opdage og tydeligen bevise, at denne Hr. Spatzier er en Skjælm og en Bedrager, saa vil jeg græmme mig ihjel og tie.

Fru v. Borgen.

Det fornøjer mig, at jeg saa let kan bevise Dem en saadan Tjeneste. Jeg haaber at overtale min Mand dertil, saa meget mere, som Spatzier selv har bedet mig om at udvirke denne Opsættelse.

Erdman.

Han selv!... er det muligt?

Fru v. Borgen.

Ja rigtig. Det synes at være ham meget angelegent. Aarsagen dertil vilde han ikke sige mig.

Erdman.

Der maa stikke Skjælmstykker bag ved. Juliane! Juliane! Nu tror jeg, at du skal blive lykkelig. Forlad mig! De har sagt, at De gjærne gav mig Deres Datter, naar ikke Deres Mand havde bestemt hende for en anden. Jeg holder mig til Deres Ord, og om Deres Mands Samtykke tvivler jeg ikke, naar jeg kan redde ham og hans Familie af Bedragerens Kløer. Tillad mig, naadige Frue! jeg maa gaa. Underdanige Tjenere! (idet han gaar). Juliane! Juliane! Ved Gud! du skal blive lykkelig.

Tolvte Scene.

Fru v. Borgen.
(Alene).

Ja, virkelig er jeg pan Vej til at tro, at denne Monsieur Spatzier ikke er den, som min Mand holder ham for at være.

310

Hans indbildte klogskab havde nær kostet mig alle mine stakkels smaa Fugle. At han er en Skjælm, en Bedrager, det vilde jeg dog nødig tro. Det bør jeg ikke tro uden gyldig Aarsag. Men overbevises jeg om, at han er det, saa skal min Mand... ja han vil næppe tro det efter de haandgribeligste Beviser... O, men saa skal jeg stride som en Løvinde for at redde min Datter af hans Kløer.

Trettende Scene.

Fru v. Borgen Tøraf.

Fru v. Borgen.

Se, god Dag, min gode Forvalter! velkommen til Byen!

Tøraf.

Tres humle Servitør! Deres Naade.

Fru v. Borgen.

Naar kom Han her til Byen? Har Han været her længe?

Tøraf.

Næppe en halv Time; og dog har jeg skjændtes og despereret en god Dyst med den naadige Herre. Ja, har jeg saa.

Fru v. Borgen.

Skjændtes med min Mand?... Det havde jeg ikke ventet af Ham.

Tøraf.

Ja, ser De, naadige Frue! Jeg var kuns en fattig Bondekarl, da den naadige Herre gjorde mig til Ladefoged. Siden absenterede han mig til Forvalter Ja, gjorde han saa. Og dersom jeg saa inte var Herren tro og inflammerede ham om alt, hvad der kan gavne og skade ham, saa var jeg en Skjælm. Ja, var jeg saa. Og nu har jeg despereret med Herren, fordi jeg ikke kan taale at se paa, at han lader saadan en Tværdriver som denne tyske Spektør, vi har faaet, rungenere hans Gods i Bund og Grund. Han gjør al den Molest, han kan; og, gid jeg faa en Ulykke! om han ikke er lige saa ond som Satan, jeg har læst om i Adam og Evald. Ja, er han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad gjor han da, som er saa forskrækkeligt?

* 311
Tøraf.

Først har han jo slaaet alle Bæsterne ihjel og brændt Stalden af. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Ja, det véd jeg. Men det var jo nødvendigt, for Hestene havde Snive.

Tøraf.

De havde, min Sjæl! ikke mere Snive, end jeg har Snive. Vi skulde have brændt Spektøren, for han har nok saadant noget Ondskab, tror jeg. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Hvordan det nu er eller ikke, saa faar vi den Skade godigjort, for det var assureret.

Tøraf.

Nej, saa min Sjæl! gjør De ej, Deres Naade! har jeg ikke selv læst i Oranse-Trøyen*), at De ikke faar en Søsling? Ja, har jeg saa. Alt, hvad man gjør med Deliration og Overlæg, siger den, betaler Syransen, gid jeg faa en Ulykke! ikke en Døjt for. Det var Sangkom-Person, som om min Kone hun vilde tage alle sine Særker og lægge dem paa Huggeblokken og hugge dem i Pjalter, for at jeg skulde give hende nye igjen. Nej, saa min Sjæl! gjorde jeg ikke; saa skulde Mardamen smukt faa Lov at gaa forudeiu En anden Affeire var det, om det gik saadan, som ved Holmen, hvor min Broder er Tømmermand; for han siger, at de der hugger gode Flag og Sejl i Stykker, naarsomenstid de vil have dem indkasserede, for at de kan faa nye igjen. Ja, gjør de saa.

Fru v. Borgen.

Nej, nu gaar Han for langt fra Materien, min gode Forvalter! kommer Han først til Skibs, saa er jeg bange for, at Han aldrig kommer tilbage igjen.

Tøraf.

Jo, saa min Sjæl! gjør jeg saa, Deres Naade. Men saa vil jeg da, med Fruens Promission, komme tilbage til Spektøren og al hans Material igjen. Saa har han, for

* * 312

det andet, bare for det den brogede Tyr stod og kreperte paa Stolden, ladet hele Hollænderiet slaa ned for Fode ret som Fæ. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad horer jeg? Er det sandt?

Tøraf.

Ja, er det saa, ja, hvert Ord.

Fru v. Borgen.

End de smaa nydelige Kalve, ere de ogsaa slaaet ihjel?

Tøraf.

Hver Kjæft. Og den blakkede Kvie med, som jeg havde kaldt op efter Deres Naade. Den er ogsaa maskareret. Ja, er den saa, Naar jeg expederer Porthunden, Pandur, et Par Katte, nogen Rotter og Mus, og saa Stolene paa Gaarden, saa er der, min Sjæl! ikke et firbenet Bæst tilovers, uden med mindre Spektøren selv vil komme ud og gaa paa alle fire.

Fru v. Borgen.

Min Gud! men hvad siger min Mand til alt dette?

Tøraf.

O, han siger, det er ret, alt, hvad Spektøren gjør. Jeg tror, gid jeg faa en Ulykke! at han sagde det var resonligt, om saa Spektøren laa hos den naadige Frue, med Respekt at sige, ja, tror jeg saa. Han bildte den naadige Herre ind, at Kvægsygen grassatede paa Gaarden, og at det var deraf, den brogede Tyr døde. Jeg sagde, det var Løgn. Ja, gjorde jeg saa. Notabena: jeg sagde ikke, at Tyren var kraperet af Løgn, men at det var Løgn, at Bæstet havde haft Kvægsygen; men den naadige Herre troede ham bedre end mig, Ja, gjorde han saa.

Fru v. Borgen.

Det er forskrækkeligt. Men jeg kan dog ikke tro, at han gior alle disse Anstalter af Ondskab og for at ødelægge os. Han taler dog idelig om sin Redelighed.

Tøraf.

Ja, vist taler han om sin egen Redelighed. Ja, gjør han saa. Og det kommer just deraf, at ingen andre enten kan eller vil tale derom. De siger jo, han er en lærd og stoderet Person, og saa maa han jo have denne Sygdom ligesom alle andre lærde. Jeg har set, for jeg læser dog saa lidt iblandt, 313 ja, gjør jeg saa, at der iblandt de nymodens Bogskrivere ere nogen lærde Vragere, som slaar, min Sjæl! Krøller paa Næsen af den allerbedste Bog, naar inte de selv eller en af deres Venner har gjort den, og siger, at den er Snavs og duer ikke; og naar de saa har sagt alt det onde, som ikke Fanden selv kan hitte paa at sige, baade om Bogen og Aktoren, saa kommer de bag efter med et lille Proskriptum, hvori de fortæller vidt og bredt, hvor redelige, hvor ærlige de er, ret som om de vare de helligste Jesuiter i Verden. Ja, gjør de saa. Nej, naar jeg hører nogen parlementere over sin egen Ærlighed, saa tænker jeg, min Sjæl! det samme, som naar jeg hører Kirsebærkærlingerne her i Byen raabe: Saa rigtig Vægt for fire Skilling; saa tror jeg, gid jeg faa en Ulykke! altid, at de farer med falsk Vægt. Og det tror jeg ogsaa om Spektøren. Ja, gjør jeg saa.

Fru v. Borgen.

Ja, Han kan dog gjøre ham Uret, min gode Forvalter! Men lad nu det være! gjort Gjerning er ikke til at ændre, og det maa min Mand undersøge, om han har gjort Ret heri eller ikke. Men, hvordan gaar det med mine smaa Kreature? mine Perlehøns? mine Duer?

Tøraf.

O, tal ikke derom, naadige Frue! de er en stort Skagerin at tænke derpaa. Der er ingen Ting, som jo den forbandede Spektør har maltereret. Det skær mig i mit Hjærte, hver Gang jeg tænker derpaa. Ja, gjør det saa. Der gav han os noget Frø forleden, som han sagde skulde være mere kommodisk at føde Høns med. Vi bruger det, og et Par Dage derefter saa laa alle Hønsene døde. Ja, gjorde de saa.

Fru v. Borgen.

Er det sandt? Bedrag mig ikke, min gode. Forvalter! Er Hønsene og Kyllingerne døde?

Tøraf.

Hver en, og Perlehønsene med. Ja, er de saa. Og saa forleden, saa kommer vores Nabo, den gamle gode Propetarius Erdman, der, imellem os sagt, er, min Sjæl! en Halunk, med et helt Slæng hen til ham at besøge ham; og véd saa Fruen, hvad han gjør?

Fru v. Borgen.

Naa, hvad gjør han da?

314
Tøraf.

Han havde enventeret dem til sig, og saa tager han, min Sjæl! fire af Fruens Kropperter, to af de bedste Tumlinger, og de to Knokkelskader, som Fruen var saa skrammeret i, og slagter dem for at give det Rakkerpak en Kollision. Ja, gjør han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad hører jeg! mine Duer? - Gud! mine Duer og mine Høns! - den nederdrægtige! St Skarn maa han være, og ingen redelig eller klog Mand; og han skulde have min Datter! - - Gud! mine Duer! - Han skulde have min Juliane!

Tøraf.

Hvad? Spektøren skulde have Frøken Juliane! Det skal, min Sjæl! blive Løgn. Før skal jeg slaa hans Pande i Stykker. Ja, skal jeg saa. Han skulde have Frøken Juliane? Har jeg i mine Dage hørt et galere Indfald? Han er jo ikke engang et kristen Menneske; i det mindste kan han ikke snakke noget kristen Sprog. Gud naade os med vores gode Sprog! Holder det saadanne ved i ti Aar med alle de pluddervolske Folk, som her kommer ind i Landet, saa bliver her ikke én tilbage, som kan tale Dansk mere, saa maa vi tale Hessisk eller Berlinsk, hvad det hedder, alle sammen. Ja, maa vi saa.

Fru v. Borgen

, Mine Høns! - mine Duer! - Hvor er min Juliane? Hvor finder jeg min Mand? Jeg maa opdage ham, hvad for en Slange vi nærer i vores Barm; hvorledes han enten ved Nederdrægtighed eller ved Dumhed - o! sikkert ved begge Delene, vil ødelægge os. O, mine Høns! mine Duer!

(vil gaa).

Fjortende Scene.

De forrige. Juliane

Juliane
(som møder Fru v. Borgen i Døren i Baggrunden, idet hun vil gaa ind).

Mm Moder! hvad er paa Færde? hvad fattes?

Fru v. Borgen.

Juliane! du er ikke min Datter, i Fald du bekvemmer dig til at ægte det Skarn. - O, mine Høns! mine Duer!

(Gaar).
315

Femtende Scene.

Juliane. Tøraf.

Juliane.

Min gode Forvalter, hvad var det, min Moder sagde? hvem mente hun med det Skarn, som hun nævnede? O! véd De det, saa forklar mig Sammenhængen.

Tøraf.

Jeg skal nok forklare Frøkenen det. Ja, skal jeg saa. (Afsides) Jeg maa narre hende lidt. (Højt). Det er denne hersens Løgtenanten, Frøken, som den naadige Frue slet ikke kan lide, fordi hun har saa stor Affektation for Spektøren, Mossiø Spazier. Ja, er det saa.

Juliane.

Men hvorfore er dog den stakkels Erdman nu blevet hende saa meget forhadt? Tilforn syntes hun dog ganske godt om ham.

Tøraf.

Det skal jeg sige Frøkenen, ja, skal jeg saa, ja. Disse Officerer, de bilde sig saa meget ind, fordi de har en Porkope i Kaarden, saa tror de, at alle andre Mennesker er Karnalier imod dem. Ja, gjør de saa. Møder man dem paa Gaden, saa gaar de ligefrem som Svinene og skal aldrig rekterere til Siden, ikke engang for et honnet Fruentimmer; de lader dem heller gaa i Skidt op til Ørene. Ja, gjør de saa. Dersom man inte først gjør sineKomper og Karosser for dem, saa letter de, min Sjæl! aldrig paa Hatten; for saa stor Emanation har de om sig selv, at alle skal hilse dem først. Kommer man i Komponie med dem, saa skal alting gaa efter deres Kommandør; ja, skal det saa. Saa praler de af alle de Battallioner, de har vundet; saa taler de om rechs og links og Skvadrioner og Plutoner og Diffusioner og alt saadant forbandet Kram, som de ikke engang selv forstaar; og ingen Mennesker maa faa et Ord indført for dem; og vil man saa ikke synes, at denne Snak er lige saa smuk at høre paa, som naar Musekanterne spiller den smukkeste Sympathie, ja, saa skal vi bare høre en Støj; saa skjælder de Folk ud for Kolør de Lux, og for saa meget andet. Og saa vil de kuskenere alle Mennesker. Ja, vil de saa.

Juliane.

Men hvad kommer alt dette Sagen ved? Det 316 véd jeg vist, at Erdman ikke er af det Slags Folk. Og hvad har dette at gjøre med min Moders Høns og Duer?

Toraf.

Ja, se nu kommer jeg til vores aperpo. Ja, gjør jeg saa. Deres Mama vil profos ikke, at De maa faa Løgtenanten, for jeg skal sige Dem, Frøken!...

Sextende Scene

De forrige. Hr. v Borgen. Spatzier.

Toraf
(idet han ser dem komme).

Nej, jeg haslererer kun lidt; det er...

Hr. v. Borgen.

Juliane! her bringer jeg dig din Brudgom. Om otte Dage skal han være din Mand.

Juliane.

For Guds Skyld! min bedste Fader!...

Hr. v. Borgen.

For Guds Skyld, Juliane!... ti stille og lyd din Fader. Gjør, hvad jeg befaler, med det gode, for ellers skal jeg nok tvinge Mamsellen dertil.

Tøraf.

Jeg kontrollerer Dem, Frøken ja, gjør jeg saa. Det gjør mig ondt, men inden otte Dage kunde der kanske komme et Kampemang i Sagerne.

Hr. v. Borgen
(til Spatzier).

Mein liebes zukommendes Schwiegersohn, ich gebe sie mein Tochter, so wie ich habe gelobt; in Abend sollen Sie haben Jawort; in Morgen nehmen wir aus und machen Visiten; und um acht Tage sollen Sie halten Heirath.

Spatzier.

Ich takker Dem, Hr. Svigervater! - und Sie, min schene Freken Prut! ich gratulerer Dem, thi det tør ich sige, De har godt gewählt; uden mig selv at rømme, saa heirather De en ehrlig Mand, en Virtuos. Aber, men dyre Hr. Svigervater! hvorom saa ilfærdig? Kunde vi ikke Højtiden en Wile opsætte? Kuns et Par Monater. Ikke længere.

Hr. v. Borgen.

Nein, sie mussen nicht länger bien. Sie sind jo allerede ein Pfeffergesell. Das geht nicht an.

Juliane.

Min bedste Fader! o ja! jeg beder ogsaa derom; kuns et Par Maaneder, san bekvemmer jeg mig ganske efter Deres Vilje uden mindste Modsigelse.

317
Hr. v. Borgen.

Vil du dog det? - Ih, du er skikkelig. Nej, Børn! jeg er ikke rolig, før end jeg ser jer vel gift. Ich sind nicht ruhig, vor als ich sehen Sie wohl vergiftet. Und es ist besser in Tag, als in Morgen. Sie machen mich zu einen glücklichen Vater und einem kopfreichen Mann.

Syttende Scene.

De forrige. Fru v. Borgen.

Fru v. Borgen.

Han skal ikke have min Juliane! hun er for god til ham.

Juliane.

Min Moder!

Tøraf.

Det er ræsonligt. Ja, er det saa.

Hr. v. Borgen.

Hvad fattes dig, Kone? er du fra din Forstand?

Spatzier.

Nadige Fru Schwiegermama!...

Fru v. Borgen.

Jeg vil ikke have den til Svigersøn, der betager mig den største Glæde, jeg har i Livet, der dræber mine Høns og gjør Traktement med mine Duer.

Spatzier.

Fru Schwigermoma! det ferste var en Probe, en Experiment, und...

Tøraf.

Du skulde faa en Ulykke for dine Pergamenter. Ja, skulde du saa.

Hr. v. Borgen.

Das haben sie von Wasserware gemacht.... Men, Kone! er det dog at tage af Sted for nogen lumpne Høns og Duer?...

Fru v. Borgen.

Lumpne, siger du? O, mine Høns og mine gode Duer. Nok er det, han skal ikke have min Datter.

Hr. v. Borgen.

Hør, Kone! Er du Moder, saa er jeg Fader, og mig tilkommer det vel at raade. Jeg siger jer én Gang for alle: han skal, min Sjæl! have min Datter.

Attende Scene.

De forrige. Erdman.

Erdman.

Han skal ikke have Deres Datter, siger jeg. Tøraf. Det siger jeg med. Ja, gjør jeg saa.

318
Juliane.

Erdman! red din Juliane, om du kan. Hr. v. Borgen. Min Hr. Løjtnant! Deres Nærværelse her vilde jeg gjærne frabede mig.

Spatzier.

Hr. Officer! den lakker bedst, som lakker sidst, og da ser De et firekket Hul.

Erdman.

Slyngel! Vis du ingen Døren. Du bliver den første, som kommer ud af deiu Hr. v. Borgen! lad mig bare tale ud, og vil De siden have denne Herre til Deres Svigersøn, saa vil jeg ikke gjøre den mindste Indvending. (Han tager et Brev af Lommen og leverer von Borgen ) Behag at læse dette Brev, som jeg i dette Øjeblik har faaet fra Forvalteren paa min Farbroders Godser tillige med det, som ligger inden i.

Hr. v. Borgen
(aabner Brevet og læser).

"Højstærede Promemoria!" - hvad er det?

Erdman.

Ja, bryd Dem ikke om hans Stil; hvad den mangler i Interesse, det vil Indholden rigelig erstatte, Hr. v. Borgen. Nu vel da! (Læser.)

"Hojstærede Promemoria! Jeg kan herved have den Ære at melde Deres Velbaarenhed, at Hans Velbaarenhed, Deres velbaarne Hr. Farbroder meget pludselig er død af et Slagflod og har ikke efterladt sig noget Testamente, saa at Deres Velbaarenhed ganske uventet bliver Hans Velbaarenheds eneste Arving, og det imod Hans velbaarne Vilje." Jeg gratulerer Dem!

Spatzier.

Was? - Erdman gestorben! zum Henker!

Erdman.

Kuns videre, om jeg maa bede. Hr. v. Borgen (læser)

"Indsluttede Brev, som jeg har fundet i Hans salige Velbaarenheds Lomme, sender jeg Deres Velbaarenhed for at oplyse den gode Hr. v. Borgen om, hvad for en Karl han er kommen i Maskapi med. Videre medfølger til Deres Velbaarenhed en Pakke med flere saadanne Breve til Hans Velbnarenhed."

319
Hr. v. Borgen.

Jeg tager sandelig overmaade stor Del i denne for Dem saa uventede Lykke.

Tøraf.

Saa er da den salige Kjæltring død? Det er mig kjært, for han var, min Sjæl! paa hans Død at sige, ret en Halunk. Ja, var han saa.

Erdman.

Jeg beder Dem, at De vil behage at læse det indlagte Brev.

Spatzier.

Ei was? Hvad gaar os sine Breve an?

(Han vil snappe det af Haanden paa Hr. v. Borgen, men forhindres af Erdman).

Erdman.

Karl! understnar du dig... (til v Borgen).

Behag at læse, min Herre! dette Brev er til min Farbroder. Hr. v. Borgen (læser).

"Ich haaber, at den Plan, der imellem os er aftalt, har saa lykkelig været sin Bifald at finde. Hr. v. Borgen er en gammel Nar" - Hvad er det? jeg en Nar! det er meget.

Erdman.

Vær kuns saa god at læse videre.

Hr. v. Borgen
(læser)

"En gammel Nar, som man let kan ved Næsen drage. Ich har nu hans Heste dødslaget, und han tror, at det fornødigt var. I nogle Dage skal Hollænderiet den samme Vej vandre; saa maa De os Penger lehne, und in korte Tid skal jeg det saa vidt bringe, at Hr. v. Borgen sin Adelgaard forkjøbe maa; da kan De den for en Bagatelle kjøbe, und so har har De jo sin Baroni komplet und sine Ønsker befridiget. Hr. v. Borgen denker, at jeg hans Freken Datter heirahte vill, og derom er det mig lettere ham at betrige. Aber ich vill en saadan Betlerinn ikke have, sondern, wenn ich har opfildt min Versprechen, saa haaber jeg og at saa de mig forsagte ti Tusende Rigsdaler, og at De mig til den gamle, rige Enke rekommenderer. Ich har den Ære at være sin unterdanige Tjener
Spatzier."

Er det muligt? - Det er hans egen Haand.

320
Erdman.

Hvad siger De nu? Er det ikke en værdig Svigersøn?

Spatzier.

Det er ikke min Haandskrift. Det er en fingeret Bref.

Tøraf
(ser paa det).

Det er Fanden ikke fingereret; jeg har bragt det og mange andre hen til den salige Kjæltring, nu kjender jeg det; ja, gjør jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Er det ikke Deres egen Haand? Tør De nægte det, som vi alle kan se?

Erdman.

O, jeg har en hel Pakke af hans Breve i samme Materie. Han skal ikke kunne fragaa det.

Spatzier.

De maa ikke tro, gnadiger Hr. Schwigervater! at jeg...

Hr. v. Borgen.

Gid Fanden være din Svigerfader! i Rasphuset skal du finde din Svigerfader! du, som paa saa nedrig en Maade har villet bedrage mig.

Spatzier.

Fru Svigermama!

Fru v. Borgen.

Bort, Afskum! Du skal ikke ødelægge flere Høns eller Duer for mig.

Spatzier.

Liebe Freken Prut!...

Juliane.

Deres Tjenerinde, Hr. Spatzier! det bliver jeg nok ikke denne Gang; mine Forældre tillader det ikke; men De er jo rekommenderet til den rige Enke!

Tøraf.

Ja, er han ikke det, saa er han, min Sjæl! inkommoderet til mit Piskeskaft. Ja, er Han saa, Hr. Spektør.

Spatzier.

Hier habe ich nichts mehr zu thun, wie ich sehe. Adieu.

Hr. v. Borgen.
(Tager ham i Kraven.)

Nej bi, Karl! du skal ikke slippe saa let; Lov og Ret skal først sorbyde dig at bedrage flere godtroende Narre.

Erdman.

O nej, lad ham gaa, at Sagen kan blive skjult, saa meget som muligt er.

Fru v. Borgen.

O ja, min bedste Mand! lad ham løbe sin Vej.

Juliane.

Han bliver vel nødt til at spasere et andet 321 Sted hen i Verden, og, tidlig eller sildig, bliver han nok straffet.

Hr. v. Borgen
(slipper ham).

Saa gaa da, Spidsbub! og tak Sud, du slap saa godt.

Spatzier.

Ha! ha! ha! die dumme Dänen! Wohlan! ich spatziere weiter in der Welt. Ich werde doch mein Glück machen, denn einen Mann, wie ich bin, braucht man überall. Ich bin ein Virtuos. Ha! ha! ha! die dumme Dänen!

(Gaar.)

Nittende Scene.

Hr. og Fru v Borgen, Juliane, Erdman, Tøraf.

Erdman.

Min Herre! Naadige Frue! De ser nu, at jeg er ikke saa aldeles fattig; holder De mig nu værdig til at være Deres Svigersøn?

Hr. v. Borgen.

Den fordømte Inspektør!

Tøraf.

Naa! havde jeg ikke Ret? Jo jeg saa' nok hans Apartigheder. Ja, gjorde jeg saa.

Fru v. Borgen.

Mit Samtykke har De, men det beror paa min Mand. Bedste Mand! gjør os nu alle glade og fornøjede.

Hr. v. Borgen.

Juliane!

Juliane
(nærmer sig frygtsom).

Hvad befaler min Fader?

Hr. v. Borgen.

Erdman! Deres Haand! (Erdman giver ham Haanden). Der er hun, tog hende med Hud og Haar og Krop! Gud velsigne jer!

Erdman.

Juliane! Du er min!

Juliane.

Gode, dyrebare Fader! mit hele Liv skal være opofret til at skaffe Dem den Glæde paa Deres Alderdom, som De fortjener for Deres Kjærlighed imod mig.

Erdman.

Jeg skal kappes med dig, min Juliane!

Fru v. Borgen.

Lever lykkelige, mine Børn! men hør, Erdman! og du, Juliane! mine smaa Kreature maa I lade mig have i Fred; for Resten maa I raade over alt.

Hr. v. Borgen.

Du med dine smaa Kreature! Ja, hør 322 nu! Jeg har inviteret fremmede her hid til i Aften til Julianes Jaord. Vi har kuns en anden Brudgom; for Resten bliver Tingen den samme.

Toraf.

Jeg gratulerer Dem begge. Ja, gjør jeg saa. Men det skulde, min Sjæl! dog gjøre mig ondt, om denne Spektør skulde gaa saa ganske uslikket herfra. Nnadige Herre! maa jeg ikke komponere hans Ryg lidt med denne Pisk? Han var dog saa betænkt paa en Kompolation, men med en anden Brud, Ja, var han saa! Ich soll ham mit Prügelfleisch trakteren.

Hr. v. Borgen.

Naav han kuns ikke slaar ham fordærvet, min gode Forvalter, saa maa han gjærne smøre hans Ryg lidt, saa at han kan huske det, til han igjen vil agere Virtuos.

(Forvalteren gaar, og Dækket falder).

*

Fortale til denne anden Udgave.

Da dette Stykke første Gang blev trykket, maa Fru Critica have haft meget at bestille, siden hun overdrog sammes Bedømmelse til sin Veninde Jomfru Justitia Saasom nu denne gode Jomfru har én Egenskab til fælles med næsten alle gamle Piger, nemlig at hun gjærne dømmer det værste om Næsten, saa blev Resultatet ar bendes Dom denne: "at Bogtrykker Holm skulde betale til det almindelige Hospital to Hundrede Rigsdaler i Straf, fordi han havde trykket denne Komedie"; 323 hvorhos det blev ham overladt, i Fald han ikke selv var Forfatteren, at afgjøre Sagen med Autor, paa hvad Maade han bedst kunde og vilde.

Nu er det paa den ene Side vist, at Bogtrykker Holm aldrig har givet sig af med at være Forfatter; hans Metier og hans svage Helbred giver ham meget andet at tænke paa, og han besidder for meget af den gammeldags Ærlighed til at gjøre Vind eller give sig ud for det, som han ikke forstaar; hans økonomiske Forfatning har heller ikke villet tillade ham at gjøre Rejser til Sicilien eller Parforcejagt efter Varianter, thi i disse Tilfælde kunde han lige saa vel have været Professor som saa mange andre, og at han ikke forstaar Latin, burde ikke være ham til Hinder, med mindre det skuide befindes, at Dispensations-Vejen kuns staar aaben for enkelte Yndlinger; paa den anden Side beder jeg, at det maa være lige saa upaatvivleligt, at jeg, og ingen anden, er Forfatter af denne saa ilde behandlede Komedie, hvoraf følger den Sandhed, at jeg, enten paa én eller anden Maade, maa have godigjort bemeldte Bogtrykker Holm sin Skade, hvilket bliver saa meget mere troværdigt, som det aldrig har været hørt, at han har kæmpet med mig derom, enten ved Lov og Ret eller med Næver.

De af mine Læsere, der ikke kjende Historien, ville uden Tvivl med Forundring spørge, hvad denne Komedie kan have indeholdet, der i saa høj en Grad kunde forarge Jomfru Justitia, og hertil svarer jeg: Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus. Et eneste Bogstav var Aarsag i alle disse Ophævelser Jeg havde været saa uheldig ved en Trykfejl at lade Forvalter Tøraf sige disse Ord i den trettende Scene: "En anden Affaire var det, om det gik saadun som ved Holmen, hvor min Broder er Tømmermand; for han siger, at de der hugger gode Flag og Sejl i Stykker, naarsomenstid de vil have dem indkasserede, for at de kan faa nye igjen. Ja, gjør de saa "

Det er vist, at man af disse Ord, saaledes som de her staa, meget let kan udlede en Beskyldning om bedragersk og tyvagtig Behandling af Statens Midler hos enkelte eller flere Embedsmænd ved Holmen, samt om en strafværdig Efterladenhed hos Admiralitets Kollegiet med at se dem paa Fingrene, ja vel endog om en skammelig Kollusion med hine Forbrydere. Men mon dette kan have været min Hensigt? Ingenlunde. Det vilde have været meget enfoldigt af mig just at angribe dette Departement fra en af sine stærkeste Sider, da det maa være Gud og alle Leveraudører bedst bekjendt, hvad Omhyggelighed Kollegiet anvender for at faa Flag- og Sejlduger af den fordelagtigste Bonitet og * 324 til de interessanteste Priser; og de deraf forfærdigede Flag og Sejl skulde dette samme Kollegium lade kassere, medens de endnu ere gode? Det var afskyeligt at tænke paa og gyseligt at skrive om. forfærdeligt at kunne forestille sig en saadan Handlemaade af blotte Borgere, der kuns eje deres simple Ære, end sige om dem, der, foruden den borgerlige, ogsaa besidde den kvalificerede Agtelse Det vilde endogsaa, efter mine ringe Indsigter, være højligen fornærmende at tro, at denne Sønderhugnin anvendes paa de efter Ret og Billighed kasserede Sager; thi da disse ved Avktion skal bortsælges, saa var det at forringe, om ikke tilintetgjøre, deres Værdi, til stor Skade og Tab for Statens Kasse. Denne Fremgangsmaade vilde ogsaa uimodsigeligen involvere, enten at de kasserede Sager vare bedre, end at de burde kasseres, eller og at de, formedelst vedkommendes Skjødesløshed eller Utroskab, muligvis kunde indsmuigies igjen ved en Leverance under Naun af nye - en Sætning, der paa en besynderlig Mande vilde kontrastere med dette Kollegii bekjendte Aarvaagenhed, som den danske Tilskuer har været dristig nok til at satyrisere over*)

Vel har man i de senere Tider erfaret, at adskillige Uordener have fundet Sted ved dette Departement; men dels have de ikke været af den Betydenhed som oven meldte, i Fald samme existerede: dels har Kollegiet selv ladet anstille Undersøgelser desangaaende og faaet de strafskyldige afstraffede; dels ere Uordener næsten uadskillelige fra alle store og vidtløftige Indretninger; og dels ere vi fuldkommen betryggede for, at Uordenerne ville blive herefter saa faa som muligt, derved, at Hans Majestæt har behaget allernaadigst at beskikke sin Søn, vores opmærksomme kronprins, til at være Præses i Admiralitets-Kollegiet; en Handling, hvorfor hele Landet velsigner dem begge, med dette tilføjede ivrige Ønske, at det snart maatte behage kongen i samme andsfaderlige Naade at se til General-Land-Økonomi og Kommerce-Kollegiet

Trykfejlen, som jeg paa vedkommende Steo offentligen havde anmeldt, før end Sagen blev gjort anhængig ved Hof- og Stads-Retten, bestaar deri, at der er bleven sat Holmen i Steden for Holmien, hvor jeg ved troværdige mundtlige Fortællinger er underrettet om, at det omtalte Skjælmsstykke virkelig praktiseres, ligesom det ogsaa desto * * 325 værre! er en gammel Praxis til Søs i ondt Vejr at kappe gamle, men brugbare Sejl bort for at bedrage Assurandørerne og faa nye igjen paa deres Bekostning. Udeladelsen af det Bogstav i har jeg altsaa maattet betale med to Hundrede Rigsdaler. Sondelig en god Betaling for et eneste Bogstav! Det være langt fra mig at censurere Hof- og Stads-Rettens Dom; jeg er vis paa, at Retten har ene ladet sig lede af en inderlig Bedrøvede over den uforskyldte Mistanke, som denne Trykfejl kunde have opvækket imod Admiralitets-Kollegiet, om hvis retskafne og aabne Handlemaade den var fuldkommen overbevist; og da Straffen var taalelig, har jeg af Agtelse saa vel for bemeldte Ret som for Kollegiet ikke villet lade Højeste Ret censurere Dommen*). Saa meget er vist, at dersom en Trykfejl er nok til at fælde en Mand, saa vil jeg paatage mig af et Katalog at bevise, at en ellers meget skikkelig Mand her i Byen har fortjent at radbrækkes og lægges paa Stejle, da han ved en Avktion har ladet bortsælge en Kane med Tiggerskinds Dækkener, hvoraf det synes naturligvis at følge, at denne Mand maa have flaaet Tiggere, som dog næppe er den Maade, hvorpaa Staten og Politiet ønsker Indbyggerne befriede fra disse ubehagelige og overhængende Gjæster**)

Jeg har aldeles ikke skrevet dette ror at retfærdiggjøre AdmiralitetsKollegiet, da jeg meget gjævne tilstaar, at alt, hvad jeg i denne Anledning kunde skrive, vilde være utilstrækkeligt, men blot for at retfærdiggjøre mig selv; og tryg i den Bevidsthed, aldrig at have sagt eller skrevet noget om dette høje Kollegium, som ikke var overensstemmende med den strængeste Sandhed, holder jeg mig forsikret om, at Kollegiet, langt fra at fortryde paa mig, snarere skal vide mig Tak, fordi jeg, ved min uheldige Pen og paa min egen Bekostning, har bidraget til at lægge sammes Handlemaade for Dagen, til Beroligelse for dets Samvittigheder baade i Tiden og i Evigheden.

Naar jeg saaledes haver retfærdiggjort mig for den oven meldte, imod min Vilje indløbne kostbare Trykfejl, saa tror jeg ikke, at jeg i Henseende til denne Komedie behøver at gjøre Undskyldning ror noget Menneske i Herden, uden det skulde være for de Vindmagere, der i Flokkevis løbe her ind til os, især fra Tyskland, for at tænde deres Praas i det ægyptiske Mørke, som de vente at finde her i Landet, eller og for de godtroende Narre, der holde for, at Duelighed altid er * * 326 gelejdet af en geskjæftig Omsnusen, at Visdom bor inden ror en fræk Vande, og at Lærdom og Sandhed stedse flyder fra en løbende Tunge; thi de Folk, der drage en nedrig Vinding af at understøtte saadanne uduelige og uforskammede Emigranter paa Bekostning af og til Forurettelse for Landets Børn, de have i dette Skuespil ingen Revselse faaet; deres Andel forbeholdes dem til en anden Lejlighed, dersom ikke Hr. Professor Lars Smith eller en anden lige saa fortjeut Mand, skulde komme mig i Forvejen.

Da jeg ved adskillige Lejligheder har ytret min egen og - jeg tør frit sige det, thi det er Sandhed - Nationens Misfornøjelse over de krogede Veje, hvorpaa en Hoben fremmede, og især Tyskere, have vidst, endogsaa til Trods for Indfødsretten, at indsnige sig i fordelagtige og fede Embeder her i Landet, hvortil ingen større Duelighed udkræves end den, som man kan finde hos tusende af Landets egne Børn, saa tror jeg det ikke upasseligt her at aflægge min Tros-Bekjendelse desangaende. Naar jeg altsaa nævner tyske Vindmagere, saa forstaar jeg derved ingen andre end netop Vindmagere, men ingenlunde saadanne Folk, hvis Kundskabei og Duelighed gjøre ikke alene dem selv, men endogsaa de Mænds Skjønsomhed Ære, der have ven et Midler til ved deres Evner og Indsigter at skaffe Fædrenelandets Kundskabs-Massa en betydelig Tilvæxt; jeg kan altsaa ingenlunde der under forstaa en Basedom, en Meursins, en Resewitz, iblandt dem, der have beklædet Embeder i Dannemark, eller en Kratzenstein, en Niebuhr, en Tode*), en Schultz, en Oeder og flere iblandt de værdige Tyskere, som Fædrenelandet endnu ejer i sit Skjød; men jeg forstaar derved en Hr A, Hr B, Hr C, og saaledes hele Afabetet igjennem: og enhver fremmed, der ikke ejer udmærkede Kundskaber og fortrinlig Bekvemhed til det Fag, hvori han er sat; enhver fremmed, der er enten for stolt eller for ligegyldig til at gjøre sig bekjendt med * * 327 vores Sprog*) og Sæder; enhver fremmed, der vover at foragte og forhaane den Nation, der saa moderlig har optaget ham iblandt sine Børn; enhver fremmed, der praler af de Kundskaber, som han ikke besidder, er netop én af dem, som jeg har sigtet til med den oven anførte Benævnelse

Læseren indier letteligen, at her kuns tales om de Tyskere eller fremmede, der besoldes eller pensioneres af Staten og have deres Underholdning paa Landets Bekostning, men ingenlunde om dem, der paa kortere eller længere Tid opholde sig her i Landet paa deres egen Pung som rejsende. Det vilde saaledes være utaaleligt, om for Exempel en Klopstock vilde forhaane den danske Nation i sine Skrifter, eller en Friederich Münter anse det som en større Ære for sia. at være født i Gotha end at være dansk Borger og Embedsmand. Derimod kan jeg paa ingen Maade tage en Ramdohr det ilde op, at han i sit Skrift har gjort nogle enkelte Anmærkninger, som en stor Del af mine Landsmænd ikke ere fornøjede med**). Jeg for min Del fortryder * * * 328 mindre paa ham end paa den rejsende Franskmand, der i et franskt Brev, hvoraf Morgenposten fra forrige Aar gav os en Over.

* 329

sættelse, har ødslet en Hoben ublu Lovtaler over os, der lugte af de Maaltider, hvormed man i og omkring Kjøbenhavn havde beværtet ham.

Efter at have afgivet denne Trosbekjendelse, som jeg ved adskillige Lejligheder tilforn har afgivet, og hvis Rigtighed næppe nogen vil nægte mig, maa jeg rent ud tilstaa, at jeg ikke forstaar, hvad Hr. Professor Baggesen vil sige med sine Deklamationer imod Nationalhad og nationale Giftblandere , som sindes i Labyrinthen 1. Del Pag 373-383 Jeg har for min Del indtil denne Dag været saa heldig ikke at se eller kjende noget tænkende Menneske, der kunde fornedre sig til at hade eller forhaane nogen Mand, blot fordi han er af en anden Nation, eller at bruge nogen Nations Navn som et Skjældsord. Jeg beklager sandelig Hr. Professor Baggesen, i Fald han, som hans heftige Tone synes at give tilKjende, har været ulykkelig nok til at opdage saadanne Folk i Dannemark; jeg beslager ham dobbelt, i Fald hans Menneskekærlighed, som han selv kalder det, gaar saa vidt, at den dræber Patriotismen, saa at han uden Fortrydelse kan se den vindige Landstryger, af hvad Ration han ogsaa maatte være, at opsluge det Brød, som hans mere fortjente Landsmand burde og ønskede at mætte sig med; og jeg bellager ham tredobbelt, i Fald han med al sin Jagttagelses-Aaud ikke har lagt Mærke til, at dette ikke sjælden har været Tilfældet her i Dannemark*) Og Hr. Professor Baggesen tør vove at stemple dem med Navnet National-Giftblandere, der have Mod nok til at udsætte sig for Had og Forfølgelser ved at paatale denne Nationalrets Forkrænkelse? der have Følelse nok til at græmme sig over saadanne Indbrud i Folkets Rettigheder? Sandelig, dersom han holder disse Følelser for at være falske, da er det saadanne falske Følelser, hvormed jeg skal ønske at dø, i Fald der skulde gives vedvarende Anledning dertil, som jeg dog ikke maa formode. Indfødsretten bør betrygge os derimod, skjønt jeg derhos ogsaa tilstaar, at Begrebet om Indfødsret er, efter mine Tanker, saa nøje forbundet med Begrebet om Ration - ligesom Begrebet om Skrivefrihed med Begrebet om Tænkefrihed -, at jeg ikke indser, hvorledes det er muligt, at nogen ar disse Rettigheder og Friheder enten kan tages eller gives. Jeg véd ikke, hvem Hr Baggesen sigter * 330 til med disse Deklamationer, men dette véd jeg, at der ere adskillige Sknbeutere, som i deres Skwter tydeligen have fremsat de samme Grundsætninger som jeg og endnu vedblive samme; altsaa maa han tillade mig at tro, at han enten hav fægtet imod dem og mig, eller ogsaa imod en Skygge, som han selv har skabt sig Jeg skriver dette ikke for at yppe Fejde med Hr Professor Baggesen, men fordi jeg skyldei mig selv at gjennemgaa alt, hvad der kunde synes at staa i nogen Forbindelse med eller at være stilet imod mine Arbejder Jeg er ikke, og har aldrig været hans Uven; jeg agter ham for hans Talenter - thi andet hav jeg ikke haft Lejlighed til at kjende-, endskjønt jeg kuns beundrer dem i hans første, og ikke i hans senere Værker; hvorhos jeg dog oprigtig maa tilstaa, at jeg nylig har lært at kjende utrykte Arbejder af hans Muse, hvis Fortræffelighed ene var i Stand til at forsone mig med ham, om vi endog vare dødelige Fjender

Hvad jeg her har været nodt til at sige om Tyskerne og Tyskheden, er sket én Gang for alle, og, som jeg haaber, for sidste Gang, saasom jeg for Eftertiden, naar det skulde behøves at røre ved denne Stræng. blot agter at henvise til dette Sted, men da jeg af Erfarenhed har lært, at jeg ikke kan væve forsigtig nok med muie Udladelser, og at der gives Folk, der gjøre sig megen Umage for at misforstaa mig og urigtig at fortolke mine Udtryk, saa maa jeg endnu gjøre denne, ellers aldeles ufornødne, Anmærkning, at jeg ingenlunde miskjender de store og uhyre Fordele, som Videnskabernes Rige i Almindelighed og vores Literatur og Oplysning i Særdeleshed har hostet af tysk Flid, tysk Arbejdsomhed og tyske Talenter; at jeg erkiender dette med den vedbøilige Taknemmelighed, og at jeg ingenlunde er saa uretfærdig og uskjønsom at skrive de Bedragerier, som enkelte Tyskere have begaaet og endnu søge at begaa her i mit Fødeland, paa denne ædle og oplyste Gations Regning

Endnu én Ting maa jeg hev omtale, som man har behaget at beskylde mig for nemlig: at jeg skærer Holstenere og Tyskere over én Kam For det forste maa jeg svare, at en Vindmager er og bliver en Vindmager, enten han saa er fodt i Tyskland, Holsten eller Dannemark For det andet er det en bekjendt og uimodsigelig Sandhed, at den holstenske Adel er noget nær af al Adel den stolteste: og hvormeget denne Stolthed maa smitte paa de med Adelen lige priviligerede og næsten den hele Middelstand, kan ingen være ukyndig om uden den, der ikke kjender Mennesket; og for det tredje har man ved saa mange Lejligheder erfaret, at en Hoben Holstenere nodig ville tilstaa, at de ere Danske, men sætte en forfængelig Ære i at være 331 Tyske En stor Del af dem foragte det danske Sprog; det vil ikke være vanskeligt at bevise, at der gives Holstenere, der have siddet i betydelige Embeder og boet inden Kjøbenhavns Volde i en Snes Aar og flere, og dog ikke kunne tale et dansk Ord, og som gjøre det til et Vilkaar hos deres Tjenestefolk, at de maa kunne tale Tysk. Holstenerne omgaas i Almindelighed ikke gjærne med andre end med Holstenere og Tyskere, og til deres venskabelige Cirkler faar sjælden nogen dansk Mand Adgang. Ja, jeg véd endogsaa meo uimodsigelig Vished, at der i Aaret 1792 er i en fornemme holstensk Embedsmands Hus holdet en Samtale om Dannemark og dets Indbyggere, hvoraf den, der var ganske fremmed, maatte have faaet Anledning til at tro, at Landet var et Nova Zembla og Folkene Hottentotter "Sehen Sie" - sagde iblandt andet en ung Mand, der dog ellers griber enhver Lejlighed for offentlig at rose og forsvare Nationen, ug insinuere sig hos den - "Sehen Sie hier dies Gemüse, das ist em dentsches Gericht. Gemlüse kennen die Dänen überhanpt nicht; sie haben nicht einmal ein gleichgeltendes Wort dafür. O, die elende dänische Sprache! Ich rühme mich, mein Vater war ein Deutscher " - "Liebster Freund! - svarede en anden ham - "sprechen sie nicht so lant, sonsten kriegen Sie das ganze dänische Herr über sich!" - Tildragelsen er bogstavelig sandfærdig og kunde i Nødsfald bevises; og nu tager jeg enhver retskaffen Mand - han være saa Dansk, Tysk eller Holstener - til Dommer, om saadanne Folk kunne gjøre deres Landsmænd agtede i et Land, hvor de burde være elskede, endskjønt de ere fødte til at tale et andet Sprog? Jeg spørger videre, em det ikke er et virkelig talende Bevis paa de Danskes Godhed og Overbærelse, at Holstenerne dog alligevel nyde saa megen Agtelse hos Folk af Middelstanden, som de virkelig nyde? thi jeg taler ikke om de højere Cirkler, hvorfra man aldeles har forjaget det danste Sprog og danske Sæder; her véd man, at en Holstener er for det meste mere velkommen end den Danske.

Sæt, at en dansk Mand, der blot ovholder sig som Sjæst i Tyskland - jeg vil ikke engang tale om én, der havde gjort sin Lykke der i Landet - kunde i Aaret 1792 have været uforskammet nok til i et Selskab at gjøre følgende eller nogle lignende Reflexioner: "Hvor maa dog ikke den tyske Nation være uomgængelig! En Tysker omgaas aldrig med sine Gjenboer; han har ikke engang Gjenboer; han véd ikke, hvad det Ord Gjenbo betyder; ja, hans Sprog ejer ikke engang et Ord, der kan udtrykke det danske Ord Gjenbo. O, det elendige tyske Sprog! Jeg takker min Gud, at min Fader var Dansk, at jeg er * 332 født i det selskabelige Dannemark For"den at en saadau Person ræsonnerede som en Nar, maa jeg spørge, hvad han fortjente for saadan uforskammet Snak? - Næsestyvere, kjære Læser! - Fiat applicatio.

Man kalde længe nok disse fri Sandheder, disse mit Hjærtes Udbrud, for Gift og Ondskab! man hvæsse sine Penne imod mig og dyppe dem i Edder og Galde! man oppuste andre til at overvælde mig med Grovheder! Alt dette skal ikke anfægte mig; jeg er vant til at taale sligt og til ikke at lade mig derved afskrække fra at sige mit Hjærtes Mening Dog paa det, at man ikke atter skal tro, at jeg her har skaaret alle Holstenere over én Kam *), beder jeg mine Læsere at være opmærksomme paa disse for en stor Del bekjendte Sandheder: at mine kjæreste Forbindelser ere netop med Holstenere; at min KonversationsCirkel er naslen aldeles indskrænket imellem Holstenere, at jeg i disse Holsteneres Selskab fordriver de behageligste af mine Fritimer: at jeg i disse Holsteneres Selskab har af Erfarenhed lært, hvad Fornuften forhen havde underrettet mig om: at en Regel ofte har mangfoldige Undtagelser, og at jeg ingenlunde vilde skrive noget, der kunde gjøre mig uværdig til disse Holsteneres Genskab, hvilket jeg, som Skribent, ikke tror at kunne forspilde uden ved at besudle mine Skrifter med Bagvaskeiser, krybende Hykleri og fornærmende Usandheder.

For nu at komme til mm Komedie igjen, maa jeg rent ud tilstaa, at jeg gjør mig en Ære af den Hensigt, hvori den blev skrevet; jeg anser det virkelig som et aldeles værdigt Foretagende, ja endog som en Komedieskrivers Pligt, at gjøre alt, hvad der staar i hans Magt for at helbrede sit Fødeland for en Sygdom, hvoraf Dannemark næsten til alle Tider har laboreret, og hvovfor den dog virkelig saa let kunde helbredes, da de hertil udfordrede Medikamenter voxe i den fornødne Mængde i Landet selv Ved disse Medikamenter forstaar jeg danske Fortjenester, hvortil Landets Børn blot skulde fæste lidet mere Tillid, og ikke handle i denne Henseende som vores Fruentimmer, der gjærne finde deres Pynt fortræffelig, saa længe indtil de vide, at den bestaar af Landets egne Fabrikater, da de strax finde den at være afskyelig At ridiculiseve de fremmede Vindmagere, der ville indbilde os, at de forstaa alle Ting, da de dog forstaa meget lidet, der ville omdanne alle vores Indretninger efter deres Fodelands Mønster, uden endog at vide ret, hvor ledes det ser ud hjemme hos dem selv, det turde maaske være et Ord * * 333 talt i rette Tid; og at satyrisere herover, har næsten altid været den rette Tid her i Dannemark. Min store Forgænger Holberg har i sin Komedie den stundesløse i Oldfures Karakter med Mesterhaand skildret saadan en landstrygende Professor i alle Ting, skjønt maaske med noget for stærke Farver, hvilket var nødvendigt i hans Tid, da Folk i Almindelighed ikke forstode de Sandheder, der bleve fremsatte under en finere Indklædning Jeg har vovet at træde i hans Fodspor, skiønt jeg ikke har turdet gaa saa langt som han. Min Spatzier skal være en Oldfux, men mere poleret og mindre overdreven, hvilket vel efter disse Tiders Smag er en Nødvendighed; han vilde maaske endnu være alt for overdreven, saaledes som han er skildret, dersom jeg ikke havde gjort Hr von Borgen til en saa godtroende Fjante, som han viser sig at være, og dersom denne ikke i saa høj en Grad var smittet med den taabelige Forestilling om Fortræffeligheden af alt, hvad der er fremmed, som han i sin hele Adfærd og Ræsonnement giver til Kjende.

At jeg ikke, som jeg i den første Fortale siger, har tilbudet den forrige Theater-Direktion denne Komedie, det er ikke Planens Skyld, da jeg tror, at denne Sort Satire hører just hjemme paa Theatret, og jeg uden Tvivl ikke fejler, naar jeg indbilder mig, at denne lille Piece vilde have været set med Fornøjelse paa Skuepladsen af alle dem, der ikke alene ere Danske, men endog tænke Dansk, og denne Klasse udgjør dog et ikke lidet Antal af Tilskuerne Aarsagen hertil er en ganske anden, som jeg nu skal forklare for Læseren.

Det er bekjendt, at vi her i Landet ere ikke alene i Besiddelse men endogsaa i Nydelse af en fornustig Skrivefrihed, det er at sige: en Forfatter har Ret til at skrive alt, hvad han for Lov og Ret kan forsvare, og denne Lov og Ret beror lige saa lidet nu paa enkelt Mands Kaprice, som den kan bestemmes efter et Hofbrev eller Lettre de cachet. Saa stor bør Friheden netop være, hverken større eller mindre. Bliver den større, da er det Frækhed; mindre, da er det Slaveri Dog alligevel er det en unægtelig Sandhed, at den Forfatter, der omhyggeligen søger at unogaa Lovens straffende Haand, ikke derfor er en ypperlig og retskaffen Mand, at han meget mere ofte kan være den foragteligste Skabning i Literaturens Rige En Forfatter har endnu tvende Domstole, af hvilke det maa være ham ulige vigtigere at frikjendes end af Lovene, det er: Samvittighedens og Velanstændighedens Domstole. Man kan skrive om Ting, hvortil Lovene maa tie, men som Samvittigheden og et oplyst uforudfattet Publikum, der er Dommer i Velanstændigheds-Retten, fordømmer; derimod kunne ogsaa Lovene undertiden straffe en Forfatter for saadanne Udladelser, som af hine Dommere bifaldes. De Sager, der plæderes for hine Dommere, dømmes i en Billigheds-Ret, langt bedre indrettet end Engellændernes saa meget 334 roste Court of equity*): naar derimod Lands Lov og Ret maa lade en forsømt eller urigtig anvendt Formalitet nyde Fortrinet for den stærkeste Sandsynlighed**)

At der i denne Komedie, saaledes som den tilforn har været trykket, skulde findes noget, som enten min egen Samvittighed eller Velanstændigheden bør fordømme - thi Trykfejl sortere ikke under disse Jurisdiktioner -, det tør jeg med den sandeste Frimodighed benægte, ligesom man ikke heller nogen Sinde har forekastet eller bebrejdet mig dette Men da en Tinas Velanstændighed meget beror paa Maaden, hvorpaa den gives og produceres, og da det er unægteligt, at der findes Sandheder, hvorom man bør tale og skrive, men som ikke maa høres fra Skuepladsen, med mindre de fremføres med en vis Finhed og Delikatesse, saa vil man, ved at gjeimemlæse den første Udgave af denne Komedie, lettelig overbevise sig om Aarsagen, hvorfore jeg ikke har tilbudet Theater-Direktionen samme til Opførelse, da jeg desuden nødig vilde udsætte mig for et Afslag, der vilde have været mig saa meget mere smerteligt, som jeg hidindtil ikke har prøvet det

Dette Stykke har været spillet i et privat Selskab uden for Kjøbenbavn, og, som man har forsikret mig, med Bifald Heraf kan ingen lunde - efter mine foregaaende Anmærkninger - opvækkes nogen ufordelagtig Tom om dette Selskabs Delikatesse, da det maa betragtes, at der er himmelhøj Forskjel paa, hvad der siges og forhandles i et * * * 335 Vennelag, og, saa at sige, inden lukteDøre, og paa det, der fremsættes for et helt og ubekjendt Publikum.

Saa stor Frygt, som jeg endog alle Tider har haft for Omarbejdelser, saa har jeg dog ikke kunnet modstaa den Fristelse at borttage de for Skuepladsen upasselige Perioder, hist og her at forbedre Stykket, og endeligen at tilbyde Theatrets nuværende Bestyrer Greve Ahlefeldt det til Opførelse Jeg har anset det for min Pligt ikke at føre ham bag Lyset med at fortie ham Stykkets Skæbne hidindtil, og jeg besluttede i alt at rette mig efter hans Anmærkninger, hvilket jeg saa meget lettere kunde gjøre, som jeg siden befandt, at de ingenlunde kunde skade Stykkets Værd, og som jeg selv i Forvejen havde bortryddet alt det, hoorpaa jeg troede, at Theater-Censuren med Føje kunde hæfte sig. Han har antaget det, saa at vi med det første kan vente det opført, og jeg skylder Grev Ahlefeldt forud den Erklæring, dersom Stykket skulde mishage, at dette Uheld da ingenlunde er foraarsaget ved de Rettelser, som jeg, efter hans Begjæring, har gjort, men at det saaledes bliver Stykkets og Forfatterens egen Skyld. Jeg nægter ikke, at jeg smigrer mig med det Haab, at Stykket skal behage; skulde Tiden overbevise mig om det modsatte, saa vil jeg erindre mig, at Mænd, hvis Talenter jeg aldrig kan maale mig med, have haft samme Skæbne, og saa meget lettere finde mig deri Da jeg for Resten ved denne, for Theatvet indrettede, nye Udgave ingenlunde tilbagekalder eller gjør Undtagelser imod det første Oplag, saa vil det være mig ganske smigrende, i Fald mine Læseres Bifald skulde dele sig, saa at nogle ynde mere den første, og andre den sidste Udgave Hver af dem har til visse sine Mangler, maaske ogsaa sine særegne Fortrin.

Skulde man finde, at jeg i mine Fortaler undertiden er noget stræng, saa vilde man dog endelig bevise mig den Retfærdighed at se, at jeg ivrer imod Ting, og ikke egentlig imod Personer, uden hvor disse højligen kunne behøve det*). For min egen Del er jeg mig * * 336 bevidst, at mine Hensigter eve vene, og bekymrer mig altsaa meget lidet om vrange Fortolkninger. Jeg hav alt lange tænkt med Churchill:

The man whose hardy spirit shall engage
To lash the vices of a guilty age,
At his first setting forward ought to know
That every rogue he meets must de bis toe.
That the rude breath of Satire will provoke
Many who feel and more who fear the stroke.
But shall the partial rage of selfish men
From stubborn Justice wrench the righteous pen?
Or shall I not my settled course pursue,
Because my foes are foes to virtue too?*)
Kjøbenhavn den 12. Januar 1793

* *
337

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 14.

Ihr von Despoten besoldeten Schriftsteller! übet, ich erlaube es euch, übet an mir eure Talente und eure Feder! saget der ganzen Welt, dasz ich ein aufrührischer Mann bin. Wenn der Muth, der die Vertheidigung der Rechte der Menschheit auf sich zu nehmen geneigt ist, den Namen des Aufruhrs verdient, so willich euch keiner Lüge strafen; ich werde stets zu den Nationen sagen: "rettet euch aus der Sklaverei!"

Trenck.

Et og fyrretyvende Kapitel.
Begynder med Fysiognomien, og ender med Stratenrøvere.

I en Times Tid saa' jeg nu i min nye Herres Stue flere Mennesker, der med mildere Miner udgave deres Penge, end noget Skatte-Kontor i Verden kanske har set i et helt Aar. Undersøger man Aarsagerne til de forskjellige Miner, hvormed Penge udgives i Verden, da vil man befinde, at de ere mange Slags. Fornøjelser kjøbes med samme glade Lineamenter, som Vare paa Avktioner. Naar Vilkaarene for begge Dele er kontant Betaling, betales de med Glæde; har man derimod Kredit, maa man belave sig paa sure Miner, naar * 338 Terminen kommer. En Pernetty eller Lavater, der med Opmærksomhed ser Folk i Øjnene, naar de udgive deres Penge, vil let kunne skjønne, til hvad Brug disse Penge udgives. Han vil finde Glædes-Tegn, naar en tilkommende eller nylig opnaaet Fornøjelse betales, Ligegyldighed, naar Livets Fornodenheder kjøbes, og Misfornøjelse, naar Skatter og Paalæg udredes.

Dog - jeg maa standse lidet her. Jeg ser allerede en Sværm af vores saakaldede Patrioter at hæve sig paa Tæerne og nedtordne de samme politiske Forbandelser over den dumdristige, der tør vove at huse, end sige ytre, mindste Mishag over Erlæggelsen af den Skjærv han maa yde til Statens bedste, som de ere vante til at nedtordne over de frække, der have Forvovenhed nok til at opdage den allermindste Fejl i den Stat, der bestyres af Mænd, som de - om ikke tiltro - saa dog have egne særdeles Grunde til at stræbe at tilvende Infallibilitet. "Staten" - raabe de højt - "kan ikke bestaa, uden at Borgeren maa erlægge sine Skatter, og den Mand er en Oprører" - her blive de endnu mere højrøstede - "der viser mindste Mishag over en Udgift, som han skylder Staten og er til hans eget bedste; et saadant Uhyre bør brændemærkes, o. s. v." - Her følger nu alt, hvad de gode Patrioter kan have tiltænkt deres Næste, i Fald han vover at tro det, som han ser for sine Øjne, at Skatternes Antal staar i lige Forhold med Antallet paa Projekter og Pensioner.

O, hvor ønskede jeg ikke at kunne kige disse Psevdopatrioter ind i Hjærtet i det øjeblik, da de aabne deres Pung for at yde deres Andel til det almindelige bedste! hvor skulde man ikke der finde Føieiser, der modsige de Udtryk, sum Ansigtet, Munden og Pennen fremhykle! aldrig er det Mishag, der viser sig saabenbare, saa rasende som det, der lurer bag Hyklerens glade Ansigt, saa længe som han endnu ikke har mere end Haabetom, at han under denne Maske kan tilvende sig hundredefold Erstatning for den Opofrelse, han tvinger sig til at gjøre.

* 339

Sagen er nok uden Tvivl denne: Mennesket har en af Naturen indprentet Attraa efter Frihed og Uafhængighed, og alt, hvad der kaldes Tvang eller har Udseende deraf, er ham modbydeligt. Deraf rejser det sig, at den Styver, man maa give i Bompenge ved Portene, falder mere tung at skille sig ved end den Daler, som man frivillig skjænker til en nødlidende Familie; deraf kommer det, at man i det første Øjeblik, et nyt Paalæg nævnes, bliver misfornøjet. Men den sande Patriots Misfornøjelse over sit Bidrag til det almindeliges Vel kan heller ikke vare længe; kuns det første Indtryk, et nyt Paalæg gjør paa ham, er ubehageligt; det forsvinder og giver Plads for behagelige Følelser, saa snart han kan faa Overbevisning om, at de Summer. som han og hans Medborgere maa afkorte fra deres egne Fornødenheder, virkelig anvendes til Statens Vel og til nyttige Hensigter, som uden dette Skridt ikke kan opnaas, om han endog ikke saa strax var i Stand til at føle, at han selv havde Gavn deraf.

Sæt derimod - og sligt kan dog overmaade let hænde sig*) -, at en Projektmager gjorde en ny Skat nødvendig, fordi han havde fundet Lejlighed til at bevise, at en Armé med Husarhuer paa var taprere end en Armé med Hatte Sæt videre, at en anden Projektmager, stolende paa sin Stand sine Forbindelser eller andre Omstændigheder, med eller uden Ordre, anvendte de af Nationens Midler indsamlede Summer til at udvide Rigets Grænser med en Ø i Sydhavet eller en anden lige saa fordelagtig Plet paa Jordkloden - og at sligt kan indtræffe, er heller ingen Umulighed, siden det, som Ordsproget lyder, ingen Steds gaar galere til end i Verden. Sæt end mere, at Undersaatterne i et Land maatte se deres sure Sved anvendt til at føde og fede Dosmere, der er Jordens unyttige Byrde, og som intet Gavn gjøre -, vilde man, naar snadanne Ting existerede, vel forlange, at den gode og stræbsomme Borger skulde uden Misfornøjelse se pan, at Frugterne * 340 af hans nyttige Arbejde paa en saadan Maade bleve anvendte? vilde man vel kalde ham en Oprører, fordi han i en fri Stat vovede at tilkjendegive sit Mishag over slige Urigtigheder? vilde man vel forfølge den Forfatter som en Morder, eller Mordbrænder, der, benyttende sig af den almindelige Tænke-Frihed, pegede paa disse eller andre Uordener? jo, i Dannemark vilde man gjøre det! der vilde Aristokraters Haandlangere, naar de ikke ere i Stand til at overbevise med Grunde, brændemærke de Skribentere, der tale Sandhedens Sprog*), dersom ikke Skrivefrihedens Skytsgud, Friderik, holdt Bødlernes Haand og gloende Jærn tilbage! Dèr tillader man sig at prøve paa, om man ikke med Deklamationer og Grovheder kan igjendrive klippefaste Sandheder. Dèr plejer en Modstander, naar han vil overbevise den anden om grov Skrivemaade, at bruge hundredefold Plumphed og Uforskammenhed. Dèr gjennemhegler man hos andre Fejl i Strygmaal, som man selv begaar i Topmaal**). Dèr maa den Mand, hvis Pen ikke kan besmitte sig med at hykle for Øjentjenere og Øjentjeneres Øjentjenere, tidlig eller sildig nødes til at sige med den * * * 341 ubekjendte i Komedien Menschenhasz und Reue: "O! wem seine Ruhe lieb ist, der wage sie nicht an der Thorheit der Menschen! ich wurde verfolgt, geneckt für einen gefährlichen Menschen ausgeschrien. "Witz hat er," so sprach man überall, "aber ein böses Herz." Das ärgerte mich. Ich schwieg, tadelte nichts mehr, buhlte um das Zutrauen der Menschen - vergebens; sie konnten mir's nie vergessen, dag ich einst hätte klüger sein wollen, als sie." Dog, med alt dette er jo det gamle Dannemark et herligt Land. Er ikke England et uforligneligt Land, uagtet man paa Landevejene undertiden plyndres af Stratenrøvere?

*
342

To og fyrretyvende Kapitel.
En græsselig Ulykke.

Fra disse Betragtninger kommer jeg igjen tilbage til mine egne Hændelser, for mulig om et Øjeblik, igjen at anstille nye Betragtninger. Enhver anden Forfatter vilde bede sine Læsere om Forladelse, eller opvarte dem med en Benevolentz-Captation, naar han saaledes afviger fra sin Hoved-Materie; jeg vilde maaske selv gjøre det samme, naar jeg skrev et andet Skrift; her derimod finder jeg det ikke fornødent, thi dersom mine Digressioner ikke kunne underholde Læserne, saa indser jeg ikke, hvorledes mine blotte Hændelser, der i sig selv ikke kunne andet end være mavre, skulde være i Stnnd dertil.

Dog, dersom mine egne Hændelser nogen Sinde skulde kunne interessere den Art Læsere, der ere vante til at deltage i de Optrin, der umiddelbar angaa Hovedpersonerne eller Heltene i de Skrifter, som de værdige deres Gjennemlæsning, da maatte det netop være her, hvor jeg kommer til at fortælle den grusomste Scene i mit ganske Liv, der meget nær havde gjort en Ende paa min hele Tilværelse. Men, da jeg iblandt mine Læsere ogsaa forestiller mig at finde en Del af det smukke og mest følsomme Kjøn, og jeg allerede synes at se Taarerne tindre i deres Øjne, færdige til at trille ned over de skjønne og af Ømhed blussende Kinder; da jeg horer dem her, ligesom ved et sørgeligt Sted i en munter Komedie, at spørge: bliver det dog ikke godt til sidst? saa kan jeg ikke føre det over mit Hjærte at lade dem længere svæve i en græsselig Uvished om min Skæbne, men maa strax berette dem, at de frit kan lade deres hvide Tørklæder afviske de Perler eller Medlidenheds-Taarer, om hvilke en of Dannemarks store Digtere - 343 jeg erindrer ikke hvem - har ladet sin Pegasus fortælle os, at de besmittede de skyønnes Kinder. Og derpaa til Historien.

Dog nej, endnu ikke. Her falder mig just nogle Anmærkninger ind, som jeg kanske siden ikke finder Lejlighed til at anbringe: og da jeg nu har sørget for at forebygge alle Ubehageligheder for mine Læserinder, saa ser jeg ingen Grund, hvorfore jeg ikke lige saa vel her kan meddele godt Folk disse Tanker som ellers lade dem dø hos mig.

Naar Holberg fortæller os, at det er Splid alene, der har ødelagt de fire store Monarkier i Verden, saa drister jeg mig vel ikke til ligefrem at imodsige denne store Mands Avtoritet; ikke heller vil jeg, efter de stores og lærdes Exempel, gjøre hemmelige Omveje for at svække det, som jeg ikke aabenbare drister mig til at nedrive; tvært imod, jeg taaler meget gjærne, at den hele Verden tror Holberg paa sine Ord, naar man kuns igjen vil taale, at jeg beholder min egen Mening.

Uden derfor at nedbryde, eller forsøge paa at nedbryde, min mægtige Forgængeres Hypothese, fremsarter jeg her min egen, nemlig, at det er Barnagtighed, og kuns lidet andet end Barnagtighed, der har forvoldet de anførte og næsten alle betydelige Ulykker i Verden. Sardanapals Lyst til Overdaadighedens og Vellystens Legetøj; Darii Fejghed og Frygtagtighed; Alexanders efterladte Generalers rasende Begjærlighed efter det Spilleværk, som ellers kaldes Krone og Septer; Tarquinii Stolthed*); at alt dette var Barnagtigheder, som ødelagde fire mægtige Riger, det ville vel mange Mennesker tilstaa mig. Hvad ruinerede Frankerig under Ludvig den * * 344 fjortende*)? Sverrig under siue Karler og Gustaver? Østerrig under Josef den anden? hvad andet end en barnagtig Herskelyst? hvad ødelægger Dannemark i Fredstider? Lyst til skinnende Projekter og Planer, der, ligesom Lyset i det spæde Barns Haand, glimre, indtage og brænde, men tilvejebringe Statenmere ulægelige Saar, end Lyset giver Barnets Fingre! hvod er det, der styrter utallige Familier i Fordærvelse og forarmer hele Kjøbenhavn, ja hele Landet? hvad andet end den daarlige Lyst, som den mindre formuende har til at efterabe den rige? hvad er det, der skal sprænge Brandkassen, ligesom alle øvrige Kasser? den barnagtige Attraa efter at rive det i Stykker, som længe har nyttet og fornøjet os**). Ja hvad var det, der spolerede Enkekassen og... en***)? sandelig intet andet end Parterrets barnagtige Lyst til at pibe. Kort sagt: alle Ulykker i Verden rejse sig af Barnagtighed; dog, notabene! efter min Hypotese.

Det, som end mere bestyrker min Hypothese, er, at den Ulykke, som virkelig traf mig selv, og den, som jeg nær ikke havde kunnet undgaa, foranledigedes netop af samme Aarsag. Min Herre havde et lidet Barn, der gik omkring paa Gulvet og i største Uskyldighed morede sig med sit Legetøj, og hvad det ellers kunde forefinde. Barnet var netop saa stort, at det kunde række op til Kanten af Bordet, og min ulykkelige * * *

Sætterens Anm

* 345 Skæbne vilde just have det saaledes, at et lidet Hjørne af mig laa uden for Bordet og faldt Barnet i Øjnene. Dette, som var vant til at lege med Papir, naar det intet andet Dukketøj kunde finde, ansaa mig for noget, der kunde tjene det til uskyldig Fornøjelse, og i et Øjeblik var jeg ikke aleneste i Barnets Haand, men endogsaa revet i tvende Stykker, og da der just var Ild i Kakkelovnen, saa vilde Glutten nyde den grusomme Fornøjelse at se mig brænde. Hvad havde jeg da blevet til? og hvad var der blevet af disse mine Hændelser og af alle de Invektiver og Grovheder, som man har behaget at overvælde disse Blade med, dersom ikke min Herre i det samme havde mærket Gluttens Hensigt og med sin bydende Stemme forhindret det gyselige Anlæg? Sandelig, jeg havde omkommet før Tiden; mine Hændelser havde aldrig set Dagens Lys, og det øvrige havde ikke blevet til og havde følgelig undgaaet den sørgelige Skæbne, som dels har rammet og dels inden kort Tid vil ramme det, nemlig at blive til intet.

Hvad Aarsagen var, hvorfore Barnet ikke blev straffet for dette morderske og mordbrænderske Anslag, er en Hoben lettere at bestemme, end at opgive Aarsagen, hvorfor en Benzelstierna med hans Komplot, der vilde ødelægge Kjøbenhavn tillige med den russiske Flaade, kan gjøre sig Haab om en Benaading, som en dansk Mand næppe vilde finde i Sverrig. Glutten var uvidende om, hvorledes det Papir, som ikke maatte brændes, skulde se ud; men - dog! kanske Benzelstierna laborerede under den samme lykkelige Uvidenhed. Overalt gives der, lige saa vel i Politiken som i enhver enkelt Mands Hus, slige Hemmeligheder, som hverken Landets Børn eller Husets Folk kan, bør eller tør lægge sig efter at opdage.

Fra Ilden var jeg da altsaa lykkeligen bleven reddet, men Saaret blev erkjendt for ulægeligt; dog trøstede jeg mig noget, da jeg hørte, at min Herre erklærede, at jeg nok kunde blive lige saa brugbar som tilforn, uagtet jeg vist nok maatte blive * 346 en Krøbling min hele Levetid. Min Herre kaldte paa sin Kone, der besad gode kirurgiske Indsigter; og et Plaster, som hun smurte paa et Stykke hvidt Papir, samlede snart de tvende adskilte Dele, der inden kort Tid voxede nogenlunde sammen; men det dybe Ar, som denne Hændelse tildrog mig, beholder jeg, og er uudsletteligt.

Ikke uden Grund, som jeg siden erfarede, frygtede jeg for, at denne Skavank, som jeg havde faaet, vilde gjøre mig mindre kjær for mine tilkommende Herrer. Jeg havde allerede for længe siden erfaret, at man, til Herskabs-Betjentere, Lakejer, Portnere, Svejtzere og alle saadanne vigtige Embeder, stedse udsøger de raskeste og smukkeste unge Folk, der sikkert kunde gjøre Staten større og vigtigere Tjenester end børste Sko, melde og invitere fremmede, løbe i Byen med Kjærligheds-Breve og staa bag paa Kareter, hvortil en Krøbling eller et Menneske, der har nogen legemlig Fejl, kan være bekvem nok. Jeg formodede altsaa, at man idelig vilde søge at skille sig ved mig, og det viste sig strax, at jeg ikke fejlede, da jeg tillige med tre andre lige saa vanskabte og en Parket-Billet blev udleveret imod en fem Rigsdalers Seddel.

Tre og fyrretnyvende Kapitel.
Om revne Ansigter, Komedier og Vattersot.

Det var til en saadan rask og und Dagdriver, jeg blev udleveret, som af sin Herre var sendt for at hente en Parket-Billet til det Stykke, som om Aftenen skulde opføres.

Paa Hjemvejen havde denne Tjener det Vanheld, at han, da han paa Fortovet vilde gaa af Vejen for et Par Dragere, der med en Del Gods paa en Bærebør kom ham i Møde, stødte Ansigtet imod Ryggen paa en Matros. Man vil maaske falde i Forundring øver, at jeg kalder dette et Vanheld, da 347 man vel næppe kan formode, at en Matroses eller anden Mands Ryg kunde skamfere Tjenerens smukke Ansigt. Imidlertid blev det dog virkeligen skamferet og saa ilde tilredt, at Tjenerens kjære Mama vilde have haft ondt for at kjende sin egen Søns Lineamenter igjen, om hun havde set ham strax derefter; og Liberiet var saa blodigt og plettet, at det vilde næppe have overbevist Herren om, at det var hans egen Tjener, der fremstillede sig for ham med dette fremmede Ansigt, dersom ikke de fire Rigsdaler og Parket-Billetten, som han imodtog, havde hiulpet hans Indbildningskraft lidet til rette.

Sagen var korteligen denne, at Matrosens Ryg var ikke saadan som enhver anden Mands Ryg, men havde nogen Lighed med Pindsvinets og var bevæbnet med endel Spaaner og spidse Træstykker, saa at ingen Bandit eller Morder skulde have vovet paa at angribe ham bag fra. Tjeneren, der vilde undvige det Skjær, som han saa' forud, havde til al Ulykke ingen Øjne i Ryggen, hvormed han kunde have set Faren agter ud; han blev altsaa uformodet sat i et Dilemma, hvis Opløsning havde saa ubehagelige Følger for hans Yndigheder

Der gives en Forordning eller Plakat, som siger, at intet maa nedsættes paa Trottoirerne eller Fortovene; hvorledes den efterkommes, derom skal Amagerkonerues Kurve og meget andet, samt, om Sommeren, de Stilladser, hvorpaa Sengeklæder soles, vidne. Det er et Spørgsmaal, om ikke Meningen af denne Plakat er, at heller intet maa bæres paa Fortovene, allermindst saadant, hvorved gaaende Folk, for hvem Fortovene synes at være indrettede, og i Særdeleshed Børn, kan komme til Skade. Naar ikke denne skal være Lovens Mening, da kunde Heste og Vogne lige saa vel tillades fri Passage paa Fortovene, som Folk, der bære svære Byrder. Overalt synes Sikkerheden at udkræve, at gaaende Folk maa finde et Sted paa Goden, hvor de ikke sættes i Fare for at lemlæstes af de kjørendes Vogne eller de bærendes Byrder, og man har 348 ingen Tvivl om, at jo vedkommende ville bære Omsorg for at hæve denne saa farlige Uorden*).

Min nye Herre var en ung Mand af en fornemme og rig Familie, samt, som man tilforn haver hørt, en af dem, der besøge Parkettet, og altsaa en af de fine Dommere over Skuespil. Han var for fornemme til at besøge Parterret, og altsaa for fornemme til at pibe, naar noget mishagede ham. Derimod stillede han sig altid saaledes i Parkettet, at han kunde se op i Hoved-Logen**), og det slog aldrig fejl, at han jo med sine allerunderdanigste Næver akkompagnerede den ringeste Bevægelse paa det ommeldte Sted, som gemenligen indtraf ved Dansen og Madame Berthelsens Arier. Ved lang Øvelse og megen Erfarenhed paa dette Sted havde han erhvervet sig det, som man hos de umælende Bæster kalder expectatio casuum similium, i saa høi en Grad, at han, allerede før end en Dans eller Arie begyndtes, vidste, om den skulde applauderes, eller ikke.

Det var Mandag, og altsaa den Dag, da der, efter den fine Verdens Dom, spilles for Pøbelen, endskjønt den grovere Verden vil paastaa, at Skuespilhuset aldrig er mere tomt for Pøbel, end just om Mandagen. Man havde til denne Dag, saa vel i Aviserne, som ved Plakater, imod lovlig Sædvane, annonceret et af de Stykker, som yndes, eller dog i det mindste beskyttes, i de højere Cirkler, og en Dans, som var * *

Sætterens Anm

* 349 et non plus ultra af alle Danse. Disse tvende tillokkende Omstændigheder var det, som formaaede min Herre til at tage sin galonnerede Klædning paa, for om Aftenen at prunke imellem de Roturiers, som han unægtelig maatte forefinde i Skuespilhuset. Imidlertid traf det sig dog uheldigvis, at der om Eftermiddagen, formedelst indløbne Omstændigheder, blev, efter lovlig Sædvane, ved Kontraplakater annonceret et andet Stykke og en luvslidt Ballet. Stykket var just en af Holbergs Komedier; og da min Herre vidste, at det var et ubedrageligt Kjendemærke paa den fine Levemaade, at man ikke kunde lide Holbergs dramatiske Arbejder, saa besluttede han at blive borte fra Komedien, for at han ikke skulde prostituere sig, naar han imod sin Vilje blev tvungen til at bifalde og glæde sig over de Vittigheder, som de saakaldede Folk af Smag have fordømt til at hede Fadæser.

Efter at altsaa min Herre havde faaet sine Penge igjen for sin Billet, gik han hen i en Klub, hvor han forefandt et talrigt Selskab af smukke Folk af alle Stænder, der morede sig, hver paa sin forskjellige Maade.

Der var intet Spillebord ledigt, og ikke endnu Mandskab nok til et nyt, hvorfore min Herre, i Forventning om, at han dog endnu skulde komme til at vise sine Talenter og sin glimrende Forstand, satte sig hen i en Krog; men Haabet bedrog ham saa længe, at han til sidst af Kjedsommelighed faldt i Søvn.

Ikke langt fra min Herre sad en Doktor og en Præst i en dyb Samtale, der morede mig saa meget, at jeg har besluttet at levere mine Læsere saa meget deraf, som jeg kan erindre.

Præsten.

Vist nok er vores Videnskab, som Videnskab betragtet, for nærværende Tid en af de tørreste og utaknemmeligste, som jeg kjender. Theologien er saa aldeles udtømmet, at deri ingen flere nye Opdagelser kan gjøres, eller i det mindste ere de Opdagelser og Forbedringer, som den endnu kan imodtage, af meget liden Betydning.

Doktoren.

Denne Tilstaaelse i et Selskab af nogle 350 visse af Deres Ordensbrødre vilde skade Dem. Man vilde angribe Deres Orthodoxi.

Præsten.

O, der behøvedes sandelig ikke nær saa meget dertil. Imidlertid er det Sandhed. Deres Videnskab derimod er endnu saa langt fra at være udtømmet, at hvert Aar giver os nye Opdagelser, og saaledes vil det gaa, om herden saa stod i hisende Aar endnu.

Doktoren.

De har Ret; og dette gjør ogsaa vores Videnskab noget behagelig, naar man først har naaet en vis Højde deri, skjønt man paa den anden Side ogsaa maa tilstaa, at vores Embede og Pligter ere meget welankolske, dersom det ellers kan befordre Melankoli, at være nødt til daglig at se Optrin af Sygdomme, Smerter og Elendigheder og at have med Folk at gjøre, der til Trods for os dræbe sig selv ved ikke at følge vores Raad og lade Bebrejdelsen for deres Død hvile paa den uskyldige Læge. Hertil kommer endnu dette, at vi finde saa mange Sygdomme, som vi saare lidet eller intet kjende til, og som vi, om vi endog kjende dem, dog ikke endnu kjende nøje nok til at kunne helbrede dem. Hvor lidet, for Exempel, kjende vi til Kræften for at kunne forebygge eller kurere denne gruelige og arvelige Sygdom? hvor lidet kjende vi Gigt, Vattersot og - - -

Præsten.
(falder ham i Talen).

De nævner Vattersot, min Herre, og derved bringes jeg i Erindring om, at her i Kjøbenhavn skal opholde sig en fattig Kone, der af Grunden kan kurere Vattersot, "uden at Patienten skal tappes, og som altsaa kan gjøre det, ingen Doktor i Dannemark er i Stand til. Har De hørt tale om denne Kone?

Doktoren.

Ja, og jeg véd, at det forholder sig rigtig.

Præsten.

Hvad? De véd, at det forholder sig rigtig, og har dog ikke gjort det offentlig bekjendt?

Doktoren.

Deres Velærværdighed! jeg skriver intet medicinsk Skrift, hvori jeg kunde anbringe saadant. Lad Skribenterne iblandt os gjøre det.

Præsten.

Vel er det sandt, at man først burde vente 351 saadanne Bekjendigjørelser fra dem, og at de vare vel saa værdige at staa i et medicinsk Skrift, som Komedier og Deklamationer imod grøn Langkaal; men det er jo muligt, at Udgiveren af slige Skrifter ikke véd af Konen eller hendes Kur at sige, og burde da ikke De - - -

Doktoren.

Nej, det er upaatvivleligt, at en eller anden af Skribenterne i vores Fakultet kjender Konen, véd, at hun kurerer de Patienter, som vi Medici have rent overgivet til Tapning, og har undersøgt hendes Medikamenter, uden dog at kunne komme efter, hvoraf de bestaa. Sundhedsbogen tier, og dog véd jeg, at den i denne Materie bedst kunde og burde tale.

Præsten.

Naar det kuns var en eller anden, der ved hendes Hjælp var bleven kureret, da kunde man endnu med Billighed anse det for et Lykketræf; nu derimod, da man med Sikkerhed kan opgive mangfoldige Mennesker ved Navn og Bopæl, der ved hendes Hjælp ere blevne kurerede, uagtet de berømteste Læger havde overgivet dem; da Sygdommen efter adskillige Aars Forløb ikke indfinder sig igjen, hvilket dog plejer at være Tilfældet, naar Lægerne en eller anden Gang ere saa lykkelige at fordrive denne Sygdom; og da Kurmethoden er saa særdeles simpel og udfordrer saa overmaade liden Diæt, saa fortjente den dog visselig at gjøres noget almindeligere bekjendt.

Doktoren.

Jeg tilstaar, det er sandt, og det saa meget mere, som det almindelige er meget tilbøjelig til at tillægge vores Stand en nedrig, interesseret Tænkemaade, som vi, i det mindste ikke alle, fortjene. Jeg er vis paa, at der gives de, der ville sige, at vi ikke ønske, at saadant et Lægemiddel bliver opdaget og almindelig bekjendt, af Frygt for, at vi skulle tabe en god Gren af vores Næringsvej. Jeg véd ikke, om der gives Læger, der tænke saaledes, men saa meget er vist, at de,

* 352

om de findes, maa henhøre til Pøbelen af Læger. Ligeledes gives der vel ogsaa de, der ville spotte over, at en Kærling kan gjøre de Kurer, som de berømteste Læger i Kjøbenhavn ikke ere i Stand til.

Præsten.

Saadanne Domme ere kuns at le ad. Men det bliver imidlertid en upaatvivlelig Sandhed, at saa mange Mennesker have, imod deres egen og de bedste Lægers Forventning, faaet deres Helbred igjen ved dette Kærlinge-Raad, om man saa behager at kalde det, at det nok fortjener Opmærksomhed og noget nøjere at undersøges; og jeg tror, at Collegium Medicum med Billighed vil kunne beskyldes for at forsømme en vigtig Pligt, om det ikke forhindrer Hemmeligheden at uddø, hvilket saa meget lettere kan tildrage sig, som Lægemidlet skal bestaa af saadanne Ting, der ikke ved Kemien kan opdages. I Engelland vilde man snart paa en anstændig Maade afkjøbe Ihændehaveren et saadan Arkanum, i hvad det endog skulde koste, og hvorfore kan man ikke i Dannemark handle lige saa menneskekærligt som paa andre Steder? sæt endog, at Regeringen anvendte nogle Tusende Rigsdaler og en aarlig Pension paa at kjøbe denne Hemmelighed; og sæt, at det efter nogen Tid skulde befindes, at Nytten deraf ikke var saa almindelig, som man forventede, saa kan man dog sige, at der vare saa mange Beviser for Haanden, hvorpaa Midlet havde vist sin velgjørende Kraft, at man var berettiget til at vove noget paa dets Undersøgelse; og desuden stode de Par Tusende Rigsdaler, der anvendtes til denne saa gode Hensigt, ikke større Fare for at befindes med Tiden at være spildte, end den halve Tønde Guld, der anvendes paa en Damp-Maskine, hvis Sammensætning er saa indviklet, at det let kan hænde sig, at den bliver for evig ubrugelig ved den første Uorden, som indløber, efter at Bygmesteren er død eller borte. Dersom Aktie-Handelen var i sin Flor, som for nogle Aar siden, saa maatte Summen paa denne Maade kunne tilvejebringes. Jeg for min Part vilde ikke bortbytte en Aktie udi denne Entreprise for ti Aktier i Skibet "Damerne". Men i et 353 Land, hvor Projekter ikke gjærne begyndes med mindre end Millioner, er denne Post saa ubetydelig, at man ikke kan forlange, at vedkommende skal værdige den sin Opmærksomhed.

Doktoren.

Ret vel! men De véd selv, hvor farligt det er at være Projektmager, og -

Præsten.

Jeg véd, hvad De vil sige: at jeg ikke er Medikus, og følgelig ikke kan dømme i saadaune Ting. Jeg tilstaar Dem det; men De vil dog vel ikke sige, at jeg er den allermest uerfarne og ukyndige Dommere om Projekter i Verden, naar jeg fortæller Dem følgende Historie: en Mand var bleven Medlem i en Kommission eller et Kollegium, hvor man, blandt meget andet, skulde bedømme Projektet til Inventarium for et Skib, som skulde udrustes. Iblandt de mange Poster, som fandtes paa Listen, var ogsaa et Bratspil. Manden, som vilde økonomisere og ikke just var det danske Sprog synderlig mægtig, geraadede over denne Artikel i en heftig Harme og udbrød i disse Ord: "Ei was! die Herren Officiers - können sich recht wohl ohne Braten behelfen ."

Fire og fyrretyvende Kapitel.
Et Postskriptum, som ikke hører til mine Hændelser.

Kjøbenhavn har i disse Dage set et nyt Bevis paa den Uforskammenhed, hvormed Landets Børn behandles af fremmede. Skjønt Sngen i og for sig selv kan synes at være ubetydelig, saa bliver den det dog ikke, naar man lægger den til de utallige andre mere betydelige Fornærmelser, som de indfødte saa ofte maa lide af Udlændingen, og naar man betænker, at den forøger Antallet af de Beviser, som vi * 354 allerede have paa den Sætning: at vores Fødeland er udenlands anset for at være beboet af flegmatiske og dumme Mennesker, der koldsindige og rolige taale alle de Uartigheder, hvormed fremmede og Landløbere behage at overvælde enten hele Nationen i Almindelighed eller enkelte Personer i Særdeleshed.

Hr. Hummel, Musikus fra Wien, ankommer hertil med sin ti Aars gamle Søn, der holdes for, og virkelig ogsaa skal være, en Virtuos paa Klavesin. Strax ved sin Ankomst nyder han den Lykke at fremstilles for vores kongelige herskaber, der ere saa naadige at høre og beundre Sønnens Færdighed, og belønnede den med den samme overordentlige Godhed og Gavmildhed imod fremmede, der altid har udmærket vores Hof, og som idelig har lokket Udlændingen her ind. Foruden denne Naade bevilges ham endogsaa at lade sin Søn give en offentlig Koncert for Betaling paa Skuespilhuset.

Dagen kommer, og de kongelige Musici, Theatrets Sangere og Sangerinder vise sig, som sædvanligt, beredvillige til at tjene Hr. Hummel og hans Son med en Hjælp, som de behøvede. Theatrets Betjentere bleve satte ved Indgangene for at imodtage de af Hummel selv skrevne og forseglede Indgangs-Billetter og for at paase, at ingen uden Billetter skulde tillades at komme ind. Men Hummel, der formodentlig ikke selv maa være meget redelig, siden han kunde vove at mistænke de Personers Redelighed, som han ikke kjendte, og som han vidste stode i Theatrets Tjeneste, stillede sin Søn ved Indgangen til Parterret for at have Opsigt med de der henstillede Berjemere, og selv patronillerede han rundt omkring for at se, om ikke de lumpne og dumme danske Folk vilde bedrage ham.

Det er langt fra mig at ville forsvare Theatrets Kontrollørers Redelighed; jeg skulde snarere fristes til at opkaste Problemer, hvis Oplosning kanske vilde være forbnnden med nogen Vanskelighed: men saa meget kan og bør jeg sige, at disse Folk endnu ikke ere overbeviste om Uredelighed, og, saa 355 længe som de af deres foresatte ere betroede i den Post, hvori de staa, er det den yderste Uforskammenhed af en Udlænding, naar han vover paa saa tydelig en Maade at vise Mistanke om deres Redelighed. Altsaa have Kjøbenhavns Indvaanere ingen anden Tak for deres Godgjørenhed imod disse omvankende Riddere end den at se nogle af sine Medborgere forhaanede ved en saa ublu Mistanke. Det er dog vel en upaatvivlelig Sandhed, at den allerringeste af Dannemarks Indbyggere er for god til at forhaanes af Landstrygere, der komme her ind for at betle om Nationens Gavmildhed og vove at mistænke de af Landets Børn, om hvis Ærlighed de ikke kunne have den ringeste grundede Tvivl.

Skulde ikke en Mand, der forstaar det tyske Sprog, være at formaa til at oversætte dette korte Kapitel, paa det at Hr. Hummel og hans Søn, jo før jo hellere, inden deres Afrejse, kunde faa en Lektion om, hvorledes de bør opføre sig imod en Nation, hvis Gavmildhed de i nogen Tid agte at leve af.

Fem øg fyrretyvende Kapitel.

Nogle Trykfejl i forrige Nummer, som vel fortjene et eget Kapitel.

Pag. 311 Lin. 16 Holmen, læs: Holmien

- 319. - 1. Hr von Borgen, læs: Fru von Borgen.

356

Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 15.

Jeg raader dig, min Læser kjær!
At om du vil ustraffet synde,
Kom ej med smaa Forseelser,
For al den Del i herden er,
Thi det gaar aldrig godt; men du maa frisk begynde
Med grove, kraftige Spidsbuberier,
Saa studser Themis strax - og tier.

Storm.*)

Sex og fyrretyvende Kapitel.
Brev fra Jesper Bogtrykker-Dreng.

Hr. Rigsdalersseddel!

Dersom De holder de Berlinske Efterretninger om de lærdes Sager , eller dersom De læser dem, eller * * 357 dersom De i det mindste gider kommet til Kundskab om disfe Blades Indhold, da vil De af Nr. 16 for indeværende Aar have set den sprænglærde Efterretning, at min Husbond er dømt til at bøde to Hundrede rene Rigsdaler for en af de i Deres sidste Nummer anmeldte Trykfejl. Jeg undredes derover og troede i Begyndelsen, at det hele Selskab havde besluttet Indrykkelsen af denne Anmeldelse; men jeg har siden forandret denne Tanke og tror, at kuns en enkelt Person har Del deri; thi, da jeg for fem Aar siden tjente hos Schultz, indtraf der omtrent en ligedanne Hændelse, hvis Udfald dog var mindre ærefuld for vedkommende end denne, ved hvilken min Husbond blot har mistet nogle Skillinger; og om den Affaire har jeg forgjæves søgt Efterretning i de forrige Aargange af de Berlinske Tidender, da jeg dog tror, at den lige saa vel vilde findes deri som denne, i Fald det hele Selskab havde Del i slige smaa Anmeldelser. En af mine Venner, der er Dreng ved det Berlinske Trykkeri og løber med deres Korrekturer, har sagt mig, at det bemeldte Selskab holder en Mand, som de kalde Recantatøren, hvis Embede det er at samle Anekdoter. Ham er det, jeg vilde, at min Hr. Rigsdalersseddel skulde anmode om at fortælle Publikum Udfaldet af den Schultziske Affaire, der, om jeg mindes ret, indtraf i Aaret 1785, da det dog er lige saa vigtigt for Efterverdenen at vide Udfaldet af den ene som af den anden. Han kunde maaske og fortælle os, hvem af Selskabet det er, der har besørget Anmeldelsen af den omtalte literære Nyhed.

Videre ønskede jeg ogsaa at høre Deres Tanker, om min Husbond bør applaudere sin Sag til højeste Ret eller ikke? Efter mine ringe Tanker bør han ikke gjøre det, thi det var jo det samme, som om han vilde sige til Hof- og Stads-Retten: I have dømt hen i Taaget! og det var en uforskammet Mands Zale. Hof- og Stads-Retten er desuden en Mand der, som man kan se af hans Titel, staar vel anskrevet ved Hoffet og er bekjendt for at besidde grundige kundskaber i Lov og Ret, da derimod min Husbond ingen Karrikatur har 358 og næppe ejer en eneste hæretisk Bog Jeg har ogsaa, siden Dommen blev fældet, bestandig troet, at min Husbond havde Uret; thi en Skjælm skal sige mig paa, at jeg holder med ham, fordi han giver mig Mad og Drikke. Jeg véd ogsaa, hvad Despekt jeg skylder fornemme Folk; men naar en Mand, der ikke er bedre end han, vil have ham til bedste, da kan jeg ikke andet end sige til ham, som en tysk Skribent før har sagt om en af de Berlingske Præsidenter*): "Vor Ihro Kaiserlichen Majestät hab' ich, wie immer, schuldigen Resvect; er aber, sag's ihm, er kann mieh -" De maa selv søge Resten i Bogen, thi jeg undser mig ved at sætte det paa Papiret.

Da jeg nu holder overmaade meget af min Husbond, og jeg altsaa gjærne vilde se ham befriet fra alle Fortrædeligheder, men da jeg tillige véd, hvor let en Trykfejl kan indsnige sig, samt at min Husbonds Forfatning ikke er af den Beskaffenhed, at hnn kan udholde at betale mange af de Trykfejl, der maaske herefter kunne opdages, saa dyrt, som han har betalt den sidste, saa har jeg tænkt, om jeg ikke kunde skaffe ham en Korrektør, der vilde være ham ansvarlig for Rigtigheden af, hvad han trykker. Men da en Korrektør sjælden har noget timeligt Gods at sætte til Sikkerhed for sig, og da Æren er af de Slags Vare, som man i disse Tider ikke betros noget paa, saa har jeg villet forsøge, om det ikke var muligt at finde en Korrektør, der vil sætte sit Liv i Pant paa, at Korrekturen blev nøjagtig. Men min Umage var uden Nytte. Jeg talte med adskillige derom, men ingen vilde paatage sig Ansvaret. Forgjæves forestillede jeg dem, at de vovede næsten intet derved, siden den Betaling, som en Korrektør faar for sit Arbejde, er saa ringe og ubetydelig, at han næppe kan underholde Livet * * 359 derved; alle vare de enige om at undslaa sig for et Vovespil, hvorved der var endnu mere Rimelighed, at de maatte tabe, end ved at spille i Tallotteriet.

En af mine Venner gav mig Anvisning paa en Mand, der, stolt af sit skarpe Syn, for en Del Aar siden havde tilbudet sig at reparere*) Regnskaberne for Brolægnings-Skatten i Kjøbenhavn, hvilket man ogsaa med en uhørt Godhed havde tilladt ham. Men han fortalte mig, at han var bleven ganske stokblind i de første Dage, efter at han havde begyndt Arbejdet. Dette satte mig i Forundring, og jeg troede enten, at Regnskaberne vare skrevne med en overmaade ulæselig Haand, eller at der i Protokollen fandtes et Slags forgiftigt Støv, der havde angrebet hans Øjne. Men han rystede med Hovedet og sagde, at det var en Guds Straf over ham, og at den Aand, som vaager**) over Statens Midler, havde slaget ham med Blindhed, fordi han havde vovet at gribe den almægtige ind i et af sine Embeder, der, efter en af vore nyere Skribenters Udtryk, bestaar i at reparere offentlige Regnskaber. Jeg mærkede nu, at Manden var overtroisk, hvorfore jeg ikke vilde have mere med ham at bestille, om han end havde haft sit fulde Syn.

Nu tænkte jeg at ville henvende mig til en af de lærde Residentere, hvilke jeg troede maatte være de bekvemmeste til dette Arbejde, siden deres Forretning bestaar i at finde Fejl i Bøger. Men jeg befandt snart, at disse Folk vare de sidste, som jeg maatte betro min Husbonds Sikkerhed til, da det virkelig strider imod deres egen Interesse, at Bøger ere fejlfri. Thi sæt, at en Bog var fejlfri, saa havde de jo intet at laste, og saa var Bogen dem til ingen Nytte; da maatte de rose * * * 360 den, og det gjør en Resident aldrig, med mindre han er en Ven af Forfatteren og Bogtrykkeren, eller og en meget redelig Mand. Nu er jeg ikke saa lykkelig at vide, om min Husbond har nogen Ven iblandt dem, hvilket jeg snarere har Aarsag til at tvivle paa end at tro; og en redelig Mand er saare vanskelig at finde, især siden det ikke har sig med Mennesker, som med Rødder, at de have Pletter udenvaa, naar de ere ormstukne inden i.

Kjære Hr. Rigsdalersseddel! De maa være mig behjælpelig med at betrygge min Husbond for, at der ikke oftere skal komme saa kostbare Trykfejl fra hans Presse. Denne Forsigtighed er saa meget mere nødvendig i denne Tid, som jeg frygter for, at han snart vil blive indviklet i en ny fortrædelig og kostbar Proces, hvis Anledning jeg maa fortælle Dem, for at De tillige med mig kan være betænkt paa Midler til at rede ham skikkelig ud af Faren. Sagen er denne. Min Husbond, der er et Menneske, og hvis Mund altsaa ikke er mere fri for Snakkefejl end trykte Bøger for Trykfejl, har nylig i et Selskab fortalt, at næsten hele Byen siger, at en vis Mand, som han navngav, skal være Deres Kopist eller den. som afskriver Deres Bog. Nu burde vel min Husbond af Erfarenhed vide, at det, som næsten hele Byen siger, gemenlig altid befindes at være Løgn; imidlertid har han sagt dette uden at tænke paa Følgerne; og man fortæller, at den navngivne Mand skal have taget ham denne Fritalenhed saa ilde op, at han har besluttet at anlægge Sag imod ham. Bedste Hr. Rigsdalersseddel! lad mig vide, om De véd, hvem denne Person er, og om De da ikke kan overtale ham til at tade Sagen falde. Tjen mig endelig i at meddele mig Deres Tanker om alt det foranstaaende, og vær forvisset om, at jeg til Erkjendtlighed altid skal være Deres underdanigste Tjener.

Jesper Bogtrykker-Dreng.
E. Sk Klavs har rettet nogel hist og her i mit Brev, siden han er lærdere end jeg, og især en Hexemester til at føre en Ting i god Stil.
361

Syv og fyrretyvende Kapitel.
Svar.

Hr. Bogtrykker-Dreng!

Deres Iver for Deres Husbonds Vel er meget rosværdig, og jeg kan ikke undlade at tilkendegive Dem min Fornøjelse derover, uagtet jeg just ikke er fuldkommen enig med Dem i alle Deres Sætninger.

Rigtignok har jeg læst Anmeldelsen i de Berlingske Tidender, men tror ikke, at den bør anses fra den Side, hvorfra De har betragtet den. Jeg holder for, at den indeholder en vigtig literær Nyhed, der ikke bør savnes i et literære Blad. At den for fem Aar siden indtrufne lignende Onv stændighed ikke findes anmeldt i disse Blade, vidner kuns om, at Bladene paa den Tid manglede mere i deres Fuldkommenhed end nu. Paa denne Grund anser jeg hele Selskabet for at have efter fælles Overlæg besørget Anmelderen, og, naar det forholder sig saaledes, da kan den ikke siges at være fornærmelig. Skulde derimod en enkelt Person paa egen Haand have foretaget sig at gjøre denne Anmeldelse, da skal jeg være meget tilbøjelig til at tro, at der stikker nogen Ondskab under, der vilde være saa meget mere utaalelig, i Fald det netop skulde hænde sig, at Anmelderen var en Person, der af egne meget værre Gjenvordigheder burde have lært, at bære over med andres. Dog, dette kan og bør jeg ikke tro, siden det er en uomstødelig juridisk Regel, at den mildeste og billigste Fortolkningsmaade altid bør antages, hvor en dobbelt er mulig, og hvor den værste ikke er bevislig eller bevist . En Regel, hvis Rigtighed vore Domstole dagligdags til Overflødighed bestyrke.

Det er mig ubekjendt, om det Berlingske Selskab holder en Mand, som de kalde Recantatør. Om saa er, da maa hans Embede ventelig være af samme Beskaffenhed som Talerens i et vist Samkvem, hvis første Embeds-Pligt er: aldrig at tale 362 et Ord. Jeg har endnu ikke set, at det hele Selskab har recanteret eller tilbagekaldt nogen af deres Handlinger, og det synes urimeligt, at det skulde have beskikket nogen til dette Brug for enkelte Medlemmer, ihvor meget disse end undertiden kunde behøve det. At de have en Redaktør, véd jeg vel, men De maa forskanne mig for at være Deres Spion og selv adressere Dem til Manden, i Fald det skulde være Dem angelegent at faa de forlangte Underretninger. Til Trøst for Dem maa jeg tilføje dette: at Anmeldelsen dog ikke kan være Deres Husbond saa ubehagelig, som den vilde have været, i Fald Anmelderen havde fundet sig berettiget til at give den et saadant Sving: "N. N. har erklæret, at han er udsat for at tabe sin timelige Velfærd og saaledes formedelst et Overilelses-Fejlskridt, som en modnere Alder vilde have undgaaet, gauske at tilintetgjøre Frugterne af sine øvrige Bestræbelser; at han, næst med inderlig Fortrydelse at erkjende den af ham begangne Forseelse, underdanigst anraaber om Tilgivelse, og at Naade maa gaa for Retten. Vel bør han, i Betragtning af de af ham imod N. N. ytrede Fornærmelser, ikke vente nogen Nandesbevisning, men, overbevist om N. N. milde og lemfældige Tænkemaade og i Betragtning af, at hans Handlinger ikke grunde sig i nogen ond Hensigt, men alene i Ungdoms Uforsigtighed, haaber han, at N. N. vil vise den Naade imod ham, at nedlægge Deres Forbøn for ham, og saaledes redde ham fra en ulvkkelig Undergang ." En saadan Erklæring, om den just ikke strikte kan siges at vanære den, der afgiver samme, vilde dog for evig berøve ham Rettigheden til at bebrejde en anden et Uheld, der blot rører hans Pung og hans Finanser.

Jeg er enig med Dem den, at Deres Husbond ikke bør appellere sin Sng til højeste Ret. De Skrup, han har faaet, har han virkelig fortjent Han har ikke besørget sin Korrektur 363 nøjagtig nok og derved kanske været Aarsag i, at der er faldet en Skygge af Mistanke paa Folk, hvis mindste handlinger hidindtil og altid have kunnet taale det klareste Lys og de skarpeste Undersøgelser. Men han har erkjendt sin Fejl*), han har bødet for den**), og altsaa bør ingen, og allermindst uvedkommende, mere bebrejde ham samme. Han er et Menneske, og at fejle er ingen ny, men en ældgammel Kunst; den har fra Arilds Tid staaet lige saa tydelig skrevet i den menneskelige Natur, som den nylig opfundne og med megen Bekostning udenlands fra anskaffede Dampmaskine har siden 1764, paa smaa Forandringer nær, staaet skrevet i Krafts danske Mekanik.

Det er smukt, at De har villet skaffe Deres Husbond en Korrektør, som han kan lide paa; men, kjære Hr. Bogtrykker-Dreng! De behøver ikke at ængste Dem saa meget. Behag at læse igjeunem alt, hvad der er trykket i Deres Husbonds Bogtrykkeri, og da skal De se, hvor utallige Trykfejl der ere, og rimeligvis til evig Tid ville blive, upaaankede. Lige saa lidet behøver De at frygte for den ny Proces, hvormed Deres Husbond, efter Deres Formening, trues. Om jeg kjender den Mand, De frygter for, eller ikke, og hvem der er min Kopist, kan være Dem og Byen ligegyldigt. Saa meget tør jeg sige, at Deres Husbond næppe behøver at være bange for Proces med ham for den gjorte Beskyldning. Thi skulde den være usandfærdig, da vil han vist tie stille til den, enten han saa tror, at den fornærmer ham eller ikke, da han véd, at Tiden er den bedste Læremester og den, som allerkraftigst udrydder Mistanker, Skulde Beskyldningen derimod ikke være rigtig, da vil det komme an paa, enten han anser den for at være vanærende, eller ikke. I sidste Fald anlægger han vist * * * 364 ingen Proees; men i det første Tilfælde, som jeg dog næppe tror finder Sted i denne Sag, vil jeg raade Deres Husbond til at forsyne sig med Beviser, thi dersom disse mangle, da kan det let hænde sig, at Udfaldet bliver føleligt for ham; og naar da den navngivne Mand ved Retten er bleven frikjendt fra Beskyldningen, saa vil jeg se paa den, der længere tør mistænke ham for at være min Kopist, ihvor meget end Byen, som De siger, nu snakker og tror sig overbevist derom. Jeg er, Hr. Bogtrykker-Dreng! Deres Ven og Tjener.

Rigsdalerssedlen Nr....
E. Sk. Hils Klavs fra mig, og sig ham, at siden han er lærd, saa bør han dog vide, at Hof- og Stads-Retten ikke er nogen Mand. Det skadede heller ikke, om han brugte mindre fremmede Ord i sit Sprog.

Otte og fyrretyvende Kapitel.
Hvori Læseren vil finde et Par af line gamle Venner.

Den Samtale, hvormed jeg sluttede mit tre og fyrretyvende Kapitel, blev afbrudt ved en høj Latter bag ved de talende Personer. Disse vendte sig om for at erfare, om det var deres Samtale, der havde givet Anledning til saa stor en Fornøjelse. Men de befandt snart, at det ikke forholdt sig saaledes, og at den leende Person var en Mand, der meget andægtig læste i en Bog og formodentlig havde hørt mere af Samtalen end min Herre, der sad i den sødeste Søvn

Man blev strax nysgjerrig for at vide, hvad det var for en Bog, der havde ouvakt en saa gottende Latter, og Manden var ikke uvillig til at vise Selskabet, at det var Ewalds for; træffelige Harlekin Patriot , der saa meget havde moret ham. Enhver inemmede nu sin Lovtale over dette Digt; én havde læst det femten, en anden tredive Gange; én læste det hvert Kvartal; og de, som aldrig havde set Bogen, undsaa sig ved at tilstaa deres Uvidenhed og vare enige med de andre, 365 at man aldrig kunde læse eller høre den for tit. Siden man, formedelst nogles Ukyndighed, andres Ulyst og flere sammenstødende Aarsager, ikke var blevet enig om noget fornuftigere Morskab, saa blev Manden anmodet om at forelæse Stykket, hvortil han ogsaa fandtes ganske villig.

Naar man undtager nogle Standsninger, som Latteren nu og da forvoldte, blev Stykket uafbrudt oplæst indtil langt hen i den anden Akt, til disse Ord:

- - - - Tysk er en Gift for Landet -

Al vor Fortræd er tysk!

hvilke Ord Manden deklamerede med saadant Eftertryk, at min Herre pludselig vaagnede af sin Søvn og sprang op paa Gulvet.

"Hvad?" sagde han, "er det ikke nok, at man i oprørske Skrifter maa taale at se de groveste Invektiver imod en Nation, som kuns paa et Par Aar er bleven saa slet begegnet her i Landet og ellers til alle Tider har nydt en udmærket og fortjent Agtelse; men Samtalen i Selskaber skal endogsaa gaa ud paa denne forslidte Materie?"

"Forlad mig," svarede Fortæseren, "det var ingen Samtale, der vækkede Dem; og naar De kuns vil behage at se paa Titelbladet af denne Bog, hvori de saa anstødelige Ord findes, da skal De erfare, at det ikke er for et Par Aar siden, at man har begyndt med disse Udfald imod en hel Nation, men at man endogsaa i Aaret 1772 har tænkt om denne Materie ligesom nu. Man behager at kalde disse Deklamationer en Mode-Sygdom hos de nu levende Forfattere, og dog er det meget let at bevise, at denne Sygdom har grasseret fra de allerældste Tider. Holberg, i sin Dannemarks Riges Historie , giver tydeligt Bevis paa, at Tyskerne i Friderik den tredjes Tid vare forhadte*); og skulde dette Bevis ikke synes Dem at være gammelt nok, da kan jeg tjene Dem med fire Vers af de Danske Kongers Rimkrønike, som er * 366 trykt i Malmø Aar 1534, hvor Digteren lader Kong Harald Hyldetand tale saaledes:

Der siges, ath jeg da tabede den Kri,
För jeg hafde der mange Tyske vdi
Oe andre flere blødagtige Mend,
Som ikke tho kunde gøre fuld for en.

Det kan vel ikke nægtes, at vi jo nu og da have faaet én eller anden brav og indsigtsfuld Tysker her ind; men den største Del kan takke deres Adresse til Ministrene, og ikke deres Kundskaber, for den Lykke, de have gjort her i Landet; thi intet er rigtigere end den Anmærkning, Rousseau gjør i sin Emile, naar han siger: comptez, qu'il importe plus d'être charlatan qu'habile; et si vous ne savez parvenir aux ministres, et aux chefs des bureaux, jamais vous ne serez qu'un ignorant. De har ellers fuldkommen Ret i, at denne Materie er meget forslidt, men den bør, efter mine Tanker, endnu ikke være udslidt, og De kan være vis paa, at vores Skribentere sikkert vil lade den fare, saa snart som de se noget Haab til, at den for Landets Børn saa utaalelige Tyskheds Periode nærmer sig til sit Endeligt, hvilken Tid, vi haabe, skulde dog ikke være saa meget langt borte."

Min Herre, der vel kunde opregne sine femten Aner af adelige danske Forfædre, men som dog var tysk i Hjærtet, siden han ventede at gjøre sin Lykke ved alting formaaende Tyskeres Forbøn hos alting formaaende Ministre, blev vred og gik bort, hvorved jeg blev berøvet den Fornøjelse at høre Slutningen af Komedien, der havde moret mig saa meget.

Da dette Digt var skrevet paa Vers, saa havde jeg iblandt meget andet lagt Mærke til én af dets Egenskaber, som meget havde behaget mig, nemlig: at det ikke, som de fleste af Ewalds andre Digte, var skrevet paa rimfri Vers. Jeg tror, at vores Sprog har lige saa stor Rigdom paa Rim som det franske, * 367 og altsaa vil den sande Digter næppe desformedelst blive i Forlegenhed med sine Tanker. Italienerne mangle de maskuline Rim, og altsaa meget mere end vi*), og dog finder man overalt tredobbelte Rim næsten hos alle deres gode Digtere. Engellænderne have bare maskuline Rim, og disse, om jeg ikke tager Fejl, i meget liden Overflødighed; derfore ere ogsaa de rimfrie Vers hos deres gode Digtere meget almindelige, ja næsten en Nødvendighed; thi endogsaa hos den store Digter Pope vil man finde utallige Rim, der ikke ere saa nøjagtige, som vores og det franske Sprogs Geni udfordrer dem. De Tyske, der ere meget rigere paa Rim end de Engelske, skjønt uden Tvivl fattigere derpaa end vi, have formodentligen villet efterligne Engelskmændene, og derfore indført de mange rimfri Vers i deres Sprog, uagtet det haarde i Udtalen, som disse tvende Sprog have til fælles med hinanden, ogsaa er Aarsag i, at de ikke kan lægge alt det bløde og al den Velklang i deres Rim, som disse saa nødvendig kræve. At man i vores Sprog kan skrive fortræffelige Skuespil paa rimede Vers, det har en Nordahl Brun, en Wessel og Ewald bevist, men endnu har jeg aldrig kunnet finde den Harmoni og den Velklang i noget af vores danske rimfri Digte, som i de rimede. Skal disse, som det des værre tegner til, forjages af hine, da trues vores skjønne Literatur med Barbari, da aabnes der en Dæmning for alle usle Smørere, der vel endnu, til Trods for Rimets Baand, hjemsøge os med en gruelig Mængde Flovheder, men da, naar denne Vanskelighed blev ryddet af Vejen for dem, vilde oversvømme og drukne os med Vand. De gode Digtere - de maa sige, hvad de ville - komme alt for mageligt til deres Arbejder, naar de forjage Rim af Versene; thi jeg tør dristig anvende det paa vores danske Sprog, som Voltaire siger om det franske i Fortalen til hans Oversættelse af Shakspeares * 368 Julius Cæsar*): Les vers blancs ne côutent que la peine de les dicter. Cela n'est pas plus difficile à faire qu' une lettre. Si on s' avise de faire des tragédies eu vers blancs, et de les jouer sur notre théatre, la tragédie est perdue. Dès que vous ôtez la difficulté, vous ôtez le mérite.

Dette gjælder om alle Slags rimfri Vers, men med dobbelt Styrke om Hexametre og Pentametre, som vores Sprog, efter mine Tanker, aldrig kan imodtage. Man vise mig blot fire efter hinanden følgende danske Vers af disse Arter, man udsøge dem hos hvem af vores Digtere, man vil, og man sammenligne dem med hvad for fire, man behager, hos Ovidius, og jeg vover min Kopists Hals**) paa, at de danske ikke skal komme de latinske nær i Velklang. Vi have alt for mange Konsonanter oven paa hinanden, og blot Flexionen af vores Genitivus burde sige os, at Latinernes Versemaal ikke ere for os. Og naar vil vores Sprog faa Stavelsernes Kvantitet saa nøje bestemt som det latinske?

Jeg véd meget vel, at jeg i denne Post ikke vil faa Medhold af en stor Del af vores Digtere; jeg forlanger det heller ikke, thi jeg har kuns givet mine ensidige Tanker til Kjende, og ingen dansk Digter har endnu overbevist mig om, at et rimfrit Digt, ihvor skjønt det endog er, ikke mangler Rimets Velklang. Dette maa jeg endnu tillægge, at ingen af dem, som jeg kalder Nationens bedste Digtere, have, saa vidt jeg véd, skrevet rimfri Vers, Stenersen og Ewald undtagne***).

* * * * 369

Da min Herre kom hjem, blev hans Vrede noget formildet formedelst en Pakke og et Brev fra en af hans bedste Venner, som han forefandt. Dette Brev vil jeg meddele Læseren, uagtet jeg véd, at jeg derved vil tildrage mig Kritiker, siden dette Nummer allerede forhen indeholder to Breve. Min Trøst er, at jeg kan forsvare mig dermed, at jeg kjender et af vores gode danske Skuespil, hvori der kommer og gaar henved en Snes Breve:

Her er Indholden:
"Cher ami!
Jeg har lovet at meddele dig Underretninger om, hvad Mærkværdigheder jeg forefinder paa min udenlandske Rejse. Min sidste Pakke indeholdt blandede Anmærkninger fra Vibenshus til Helsingborg, hvormed fulgte et stykke svensk Brød, som du maa konservere til min Raritet-Samling. Hermed følger nu Beskrivelsen over min Rejse til Karlskrona*) samt en Tegning, hvoraf man kan se, hvorledes Bønderhusene i Skaane ser ud. Dette skal ellers bringe dig en uskatterlig Sjældenhed; dog maa jeg først melde dig, hvorledes den er kommen i mine Hænder, og bede dig, at du med mig ofrer nogle Taarer til vores fortjente Vens Minde. Han er død den gode, den fortræffelige Spatzier, han er død en græsselig Død, til ubodelig Skade for Verden og Sorg for hans *

Udg Anm.

* 370 vidt adspredte Familie. Fra den Tid, den ærkedumme Hr. von Borgen paa saa haanlig en Maade forjog ham, spaserede han tryg ved sine Kundskaber og Fortjenester*) vidt omkring i Verden, fandt alle Vegne Misundere og Hadere, som er Geniets Lod, indtil Skæbnen endelig, træt af at forfølge ham, bragte ham i Bekjendtskab med en engelsk Adelsmand, der havde gjort et Væddemaal om at ville gaa til Fods til Jerusalem**). Denne Mands Ven blev han, og fulgte ham paa hans møjsommelige Rejse, gjennemspaserede hele Palæstina og fandt i Ruinerne ved Jerusalem en Sten, hvori et Landkort over det forjættede Land var indhugget, hvilket han afkopierede og agtede at udgive til almindelig Nytte og Oplysning tillige med sine Anmærkninger og Iagttagelser paa denne Rejse og Berigtigelser i den gamle Geografi. Paa Hjemrejsen gik han med en Karavane til Rusland og derfra igjennem Sverrig tilbage. Jeg traf ham i Karlskronn, hvor han havde ladet Landkortet stikke i Kobber, saaledes som det her sendes. Men ak! han er død! den ulykkelige Ildebrand, som nylig overgik denne store Stad, lagde ham ogsaa i Aske. Jeg formoder, at den meget flygtige og brændbare Materie, som hans Geni indeholdt, har foraarsaget, at Ilden saa hastig greb ham an. Jeg lob til for at redde ham, men det var umuligt. Det eneste jeg fik bjærget, var denne Pakke med Aftryk af Landkortet.

* * * 371

Hans Manuskripter bleve et Rov for Luen og vare ham tro i Døden som i Livet. Da jeg har adskillige Gange gjennemlæst Beskrivelsen over det forjættede Land, saa sender jeg hermed nogle Fragmenter, som jeg har optegnet, for at faa dem i det mindste reddede fra Forglemmelse. Hans Navn skal da leve i disse faa Fragmenter, ligesom hans Hensigt var at leve i Mindet om den gruelige Hævn, han havde besluttet at tage over Hr. von Borgens uforskammede Forvalter , ved hvilken Hævn han vilde have gjort sig visse Folk saa højlig forbundne, at han, om denne Ulykke ikke var indtruffet, sikkert vilde have død i et af den danske Stats vigtigste Embeder.

"Formeld min Kompliment til det Berlingske Kontor og sig dem, at den Efterretning, som jeg med forrige Post meddelede dem, at vedkommende havde ladet uddele Ankerstokke, til Fode for de ulykkelige Mennesker, som havde mistet Hus og Hjem ved Ildebranden, er ikke saaledes at forstaa, at Hungersnøden i Karlskrona var saa stor, at de stakkels Indbyggere maatte æde Tømmer, men at de Ankerstokke, som bleve uddelte, vare intet andet end godt almindeligt Rugbrød, hvis udvortes Fagon har nogen Lighed med Ankerstokke. Ligeledes har en sprogkyndig Mand her forsikret mig, at han i de Berlingske Tidender for nogen Tid siden havde fundet en lige saa besynderlig Fejl, nemlig at Kongen af begge Sicilierne havde vægret sig ved at betale Paven den sædvanlige Tribut, som bestod i et Telt, i Steden for det burde hedde en Paradehest, til hvilken Fejltagelse Ligheden af de tvende tyske Ord Zelt og Zelter formodentlig har givet Anledning, da Nyheden, ligesom de fleste andre Nyheder, endog de, der angaa Dannemark selv, rimeligvis er taget af en tysk Avis.

"Kan du faa disse Fragmenter indrykkede i et af eders periodiske Skrifter, da vær saa god at oversætte dem, thi du erindrer, at vores afdøde Ven var tysk af Fodsel. Jeg vilde helst, at du indrykkede dem i Minerva, thi den er, som du véd, 372 tysk hel igjennem, og aristokratisk oven i Kjøbet*). Lev nu vel, min bedste Ven! hils min hele vidtløftige Familie, og vær selv hilset af din oprigtige
Junker Laps."

Her har nu Læseren Brevet, og strax skal jeg opvarte ham med de omtalte Fragmenter. Hvorfor de ikke er indrykkede i Minerva, og hvorledes jeg har faaet fat paa dem, er noget, som skal blive en Hemmelighed, saa længe som Verden staar, med mindre en eller anden af Stadens Klubber skulde paa en venskabelig Maade og ved en offentlig Embedsmand lade min Bogtrykker anmode om Opdagelsen. Fragmenterne selv synes mig at fortjene et særskilt Kapitel.

* *
373

Ni og fyrretyvende Kapitel.
Fragmenter angaaende det forjættede Land,
hvormed følger et Landkort.

Det forjættede Land eller Palæstina laa, som man véd, fordum*) i Asien. Dets Figur var, som det hosføjede *

Udg Anm.

374 Landkort udviser, langt anderledes, end de senere Geografer forestille det, hvilket ikke er at undres over, da man véd af Erfarenhed, hvad Revolutioner og Forandringer Jordskjælve, Oversvømmelser og andre Natur-Tildragelser kan forvolde i et Lands udvortes Udseende og Beliggenhed.

Det grænsede imod Sønden til det lykkelige Arabien, som var landfast med Ægypten. Det røde Hav derimod skilte den Del af Ægyten, som kaldtes Gosen, og hvor Israeliterne boede, fra det lykkelige Arabien, hvilket Land havde faaet det Tilnavn lykkelig, fordi den største og ufornuftige Hob af Indbyggerne ansaa sig selv for at være en bedre Art af Mennesker end Indbyggerne i det forjættede Land og skyede, saa meget muligt, al Omgang med dem, hvorimod de holdt et fortroligt Venskab med Israeliterne, hvorved disses Udvandring fra Ægypten meget lettedes.

Gosen, hvor Israeliterne boede - skjønt der ogsaa fandtes mangfoldige af denne Nation i de andre Dele af Ægypten -, var et Land, som flod med Mælk og Honning, et sandt Slaraffenland:

Der, huor de stegte Svin, med Kniv i Ryggen svømme
I Gadekar af Mjød og store Fløde-Strømme,
Og dumme Fraadsere fortære dem i Fred.

Man maa altsaa med Billighed undres over, at de kunde forlade et saa herligt Land; man véd, hvor ofte de knurrede imod Moses, fordi han havde ført dem ud af dette Land; hvor ofte de med Bedrøvelse tænkte tilbage paa de ægyptiske Kjødgryder: men denne Bedrøvelse varede ikke længere, end til de havde begyndt at undertvinge det forjættede Land og at blive Herre over det, hvoraf man, med en ganske maadelig Kundskab om det menneskelige Hjærte, kan drage den Slutning: at Herskelyst var én af de Bevæggrunde, som drev dem til deres Udvandring, og at de hellere vilde være Herrer i et mindre rigt Land, end være Slaver i det fede Ægypten. Der gives dog de, som sætte det meget i Tvivl, om Ægypten og Gosen var et federe Land end Palæstina.

375

Videre havde de i Ægypten de stolte Pyramider, som vare herlige at se til, og de prægtige Stæder Memfis og Kairo, samt mange andre skjønne Sager, som de mesterligen vidste at rose, og hvorimod ingen Ting kunde opveje i det Land, som de havde undertvunget.

Man beskylder Jsraeliterne for, at de berøvede Ægypterne deres Guld- og Sølv-Kar og toge dem med sig, da de udvandrede; men dersom jeg tør vove en dristig Gisning, saa tror jeg, at dette er figurligt ment. Det er bekjendt, at man ligner Lærdom og Kundskaber ved kostelige Guld- og Sølv-Kar, og følgelig bliver Meningen denne, at Israeliterne stjal Kunster og Videnskaber fra Ægypterne; skjønt man vil sige, at de bragte meget lidet deraf ind i det forjættede Land, hvor disse vare temmelig bekjendte før end deres Ankomst, at de formodentlig tabte dem paa Vejen, og at den liden Rest, som de havde i Behold, var saa opblandet med Vindmageri, at den var mere skadelig end gavnlig. Dog skal nogle faa af dem med Omhyggelighed have passet paa, hvad de bragte med sig, og dermed gjort Landet Nytte, hvorfore de oglaa af alle forstandige bleve ærede og agtede.

Strax, naar man kommer over det røde Hav ind i det lykkelige Arabien, ser man en stor Port, hvorigjennem Israeliterne maatte passere, siden det var meget vanskeligt at lande paa andre Steder. Man vil paastaa - skjønt jeg ikke kan indestaa for Rigtigheden -, at Israeliterne, efter at de vare komne ind i det forjættede Land, sendte den største Del af Landets Rigdomme ud igjennem denne Port til deres efterladte Venner i Ægypten Skulde denne Tradition være rigtig, da synes den temmelig at bestyrke min*) oven anførte Hypotese, at man med Ubillighed beskylder Israeliterne for at have stjaalet Ægypternes Guld- og Sølv-Kar.

* 376

Nogle Mile fra den store Port kommer man til Søen Marah, hvis Vand fortælles at have været bittert. Der ere nogle, som tro, at det har været Pyrmonter-Vand, men om saa er, da maa det i Tidens Længde have tabt sine mineralske Bestanddele; thi jeg har chemice undersøgt det, men ikke fundet noget, hvoraf jeg kunde slutte mig til, at Vandet var mineralsk; desuden har det saa god en Smag, som noget andet fersk Vand i hele Landet. Turde jeg paa ny vove en Gisning, saa blev det denne: at Israeliterne, der i Begyndelsen lode, som om de vare misfornøjede med det Land, hvori man havde bragt dem, fandt alting, lige indtil Vandet, at være bittert, hvoraf denne Sø da har faaet Navnet Marah. Siden, da Israeliterne bleve mere rodfæstede i Landet, forgik denne bitre Smag, endskjønt de vel undertiden anstillede sig, som om de vare misfornøjede med Landets Produkter.

Det fortjener at anmærkes som noget besynderligt, hvorledes de fornemmeste og anseligste Familier i det lykkelige Arabien endnu sætte deres Stolthed i, at de nedstamme fra Ægyptens gamle Beboere. Den største Hob af disse Familier ere ubeskrivelig stolte og værdige ingen anden deres Omgang end dem, der med lige Vished kan beregne deres Herkomst, ligesom de ogsaa sætte deres største Glæde i alle de udvortes Distinktions-Tegn, der kan udmærke dem fra den almindelige Pøbel*).

* 377

Noget fra Marah findes endnu Elim, som efter 2 Mos. Bog 15, 27. var fordum bekjendt af sine tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer , hvoraf nu ingen Spor findes. Palmetræerne ere rimeligvis borthuggede med den øvrige Skov, og Vandkilderne har man uden Tvivl benyttet sig af, da man fandt paa at grave den Grøft, som nu overskærer Landet ved Elim, og som blev bevist med tydelige Argumenter at skulle befordre Landets Velstand, skjønt Erfarenhed siden viste, at den blev en medhjælpende Aarsag til Landets Ulykke.

En Tradition fortæller, at Loths Hustru, som blev forvandlet til en Saltstøtte, skal have staaet et Sted i Distriktet imellem det røde Hav og Elim. Der berettes, at den Mand, som ejede det Land, hvor Støtten stod, kunde aarlig sælge noget Salt, foruden hvad han selv brugte. Men Manden, som vilde være rig med ét, gjorde en prægtig Beskrivelse over de usigelige Fordele, Støtten kunde indbringe en Kouge frem for en privat Mand, hvormed han vilde overtale Kongen af Jerusalem til at kjøbe den. Om det lykkedes ham, véd man ikke, dog er det troligt, siden der ikke er det ringeste Spor af den tilbage; derimod skal der endnu existere Fragmenter af Beskrivelsen, og man har forsikret mig, at de skal være trykte i et tysk Maanedsskrift.

Paa Sinai Bjærg blev Loven givet. Om nogen skulde ville spørge, hvad dette var for en Lov, svarer jeg, at det er et underligt Spørgsmaal om en bekjendt Sag, og tier stille. Skulde man derimod ville indvende, at Stæderne ikke staa paa dette Landkort i den Orden, hvori de ere tegnede paa andre Landkorter over Palæstina, da svarer jeg, at dette, som er kopieret efter et gammelt og i Landet selv funden Monument, dog vel maa være mere authentique end de andre, man har 378 haft, og overalt bør man, saa vel i denne Sag, som i saa mange andre, tage Fornuften fangen under Troens Lydighed.

Nørden for det lykkelige Arabien ligger Pheresiternes og Canaaniternes Land. Af disse Folk beskyldtes de, som bo ved det salte Hav, for at leve af Røveri, og i Særdeleshed at have plyndret søfarende Folk. Hvor vidt dette er sandt, kan man, efter saa mange Seklers Forløb, ikke med Vished bestemme: det samme gjælder ogsaa om den Tradition, at Kongen i Gezer, et Kongerige, der ligger paa en liden Ø i det døde Hav, skal have spist de Mennesker, der vare saa ulykkelige at blive drevne til hans Kyster. Man har dog Aarsager til at tro, at det ikke var den Horam, Konge i Gezer, hvorom der tales Josvæ 10, 33.

Som noget, der karakteriserer Pheresiterues og Canaaniternes Tænkemaade paa de Tider, kan jeg ikke forbigna en Anekdote, som endnu her i Landet er i alle Folks Munde: det hændte sig, at en Konge, man véd ikke hvem, giftede sig; et Hundrede af Canaaniternes og Pheresiternes smaa Fyrster sendte da Sesandtere for at lykønske deres Lensherre, men lode dem tillige bede, at Kongen, til Belønning for deres gode Ønsker, vilde ophæve det nylig gjorte Forbud, som fritog den almindelige Mand fra at være Fyrsternes Trældyr og Slover. Dog forekommer denne Anekdote mig at ligne meget en Satire; det vilde være at tænke sig alt for stort et Barbari, om der skulde have været hundrede Fyrster i et saa lidet Land, alle saa onde og dumme som disse. Derimod fortælles en anden, mindre urimelig Tildragelse i Anledning af samme Giftermaal: da den almindelige Mand, ja endog den fattigste og ringeste Del at Undersaatterne, ved usædvanlige Højtideligheder, hver efter sin Evne, lagde deres Glæde over Foreningen for Dagen, saa toge * 379 nogle af de mægtige Fyrster i Jerusalem ingen Del i denne almindelige Glæde, i det mindste viste de ingen udvortes Tegn derpaa, fordi Kongen var fraværende og ikke kunde se det. Da Kongen derimod kort derefter passerede deres Huse forbi, sparede de hverken Umage eller Bekostninger for at falde ham i Øjnene og fordunkle de fattiges Højtideligheder, da disse efter Rimelighed ikke kunde anrette dem saa glimrende som de rige Fyrster.

(Fortsættelse i næste Nummer).
380

Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 16.

There was a time, indeed, l fretted myself about the mistakes of government. like other people; but finding myself every day grow more angry, and the government growing no better, I left it to mend itself.

Mistakes of a night

Halvtredsindstyvendee Kapitel.
Hvori ingen Fortsættelse følger.

Fortsættelse i næste Nummer . Med disse Ord tog jeg Afsked fra mine Læsere for en temmelig lang Tid siden, og forgjæves har man ventet paa Opfyldelsen af mit givne Løfte. Til denne Udeblivelse - hvorfor jeg herved med en saare dyb Reverens for det ærede Publikum aflægger min skyldigste Undskyldning - har man behaget per conjecturam at angive adskillige Aarsager. Nogle have troet, at jeg dertil havde en eller anden politisk Grund, og disse have igjen delt sig i saa mangfoldige forskjellige Meninger, at jeg blot med Opregnelsen deraf skulde være i Stand til at udfylde en Hoben Sider, * 381 hvilket jeg dog af gode Grunde afholder mig fra, og anmærker aleneste, at man med disse Gisninger kuns har villet sætte en lille Plet paa min Tænkemuade og saa lumsk tilkjendegive, at denne Tavshed var et Symptom af en Hyklerifeber, der maatte staa i Udbrud hos mig. Andre derimod, der have haft til Hensigt at nedtrykke mine ringe Evner, beskylde mig enten for Uformuenhed til at fuldende, hvad jeg en Gang har begyndt, eller og anse de mig for en imitator servum pecus og tro, at jeg herudi har villet sætte min Bog i nogen Lighed med Sundhedsbogen - si parva magnis componere fas est; thi denne er i en kongelig Kvart, og min Bog i en ydmyg og lille Oktav -, der ophørte med Nr. 8 den 15. Oktbr. 1790, efter at have lovet Læserne i Nr. 6 nogle Fastelavnsboller til det Brændevin, som Forfatteren havde iskjænket for dem. Nogle have troet, at Ladhed var Aarsagen dertil, og - hvo har vel Taalmodighed til at anhøre alle de anførte Aarsager?

Ja, havde jeg end tusend Munde,
Og tilsend Tunger i hver Mund,
Jeg dem dog ej opregne kunde,

endskjønt der dog kunde siges en artig Hoben med saa mange Taleredskaber.

At skrive Bøger - vel at mærke, naar det ikke er en Forfatter ligegyldigt, hvad og hvordan han skriver - er sandelig et møjsommeligt Arbejde og lønnes sjælden med andet end med Mistydninger og Ubehageligheder. Det er ikke for intet, at den taalmodige Job, naar han, næsten synkefærdig under sine Pinslers Byrde, taler med en ædel Selvbevidsthed om sin Gudsfrygt, Retfærdighed og Kyskhed, om sin Billighed imod sine Tjenestefolk, om sin Barmhjærtighed imod fattige og faderløse; naar han ønsker Straf over sig, i Fald han nogen Sinde havde bedrevet Afguderi, glædet sig over sin Fjendes * 382 Ulykke, bandet ham, skjult sine egne Fejl, misbrugt sin Magt imod nogen, og saa videre, og han desuagtet ser, at han haver Fjender, der uforskyldt forsolge ham, at han da i en ædel Vrede ønsker saadan en Ulykke over dem, som vel ingen Indflydelse kan have paa deres timelige eller evige Velfærd, men som dog forekommer Job at være en meget haard og tilstrækkelig Straf for deres Fornærmelser imod ham. Se, siger han, min Begjæringer, at den almægtige vil spare mig, og at den, der trætter med mig, skrev en Bog ; som er at læse i Jobs Bogs 31, 35.

Træder frem, I Herrer Recensentere! og ser her, hvor ældgammel eders Hævd er til at pine og plage de stakkels Forfattere; thi den Rettighed til at belære og undervise dem er den største Hob af eder, formedelst Uformuenhed, ikke i Stand til at udøve. Ser heraf, hvor farligt det er for eders, sandelig i sig selv ganske agtværdige Embedes Ære, naar I ikke vogte eder for at betro Kritikens Svobe i umyndiges eller uredeliges Hænder. Vogter eder for, at ikke disses Udaad skal gjøre eders Navn saa forhadt, som nu om Stunder Navnet Emigrant er blevet, paa det at ikke en anden Job en Gang i en billig Fortrydelse skal forevige eder i en hin lignende Forbandelse: gid min Fjende maa falde i Kritikens Kløer ! en Forbandelse, hvis græsselige Indhold maaske en Gang i Tiden kan overgaa alt, hvad der indbefattes i den salige Biskop Ernulphi bekjendte Forbandelse, hvorom meget opbyggeligt kan læses i Tristram Shandy.

Jeg har ved adskillige Lejligheder i dette Skrift taget mig den Frihed, at give ikke eder, I agtværdige Herrer Critici! men de kaade Drenge, der misbruge eders Svøbe - nogle velfortjente, og - om jeg selv maa sige det - ganske nyttige og brugbare Advarsler, som jeg ikke finder fornødent her at igjentage, men vil alene dertil henvise den lille kritiske Diktator, der i de Kjøbenhavnske lærde Efterretninger Nr. 8 * 383 for Aaret 1791, Pag. 120, har, ved at recensere de i den jyske Proprietærfejde udkomne Skrifter, gjort et Sidespring til disse Blade og kaldet det Kapitel, der slutter Nr. 15, en meget ussel Allegori. Havde det behaget ham i sin Strænghed at sige: Allegorien er ikke heldig, ikke god eller saadant noget, da vilde jeg have tiet og troet: maaske bedrager din Autor-Kjærlighed dig, og Recensenten har nok Ret . Nu derimod, da han sau frisk hen, og uden nogen Dokumentering, nedsætter mit Arbejde paa saa foragtelig en Maade, da jeg dog, efter gode Grunde, tør tro, at jeg aldrig har skrevet noget, der kan fortjene dette Prædikat, endskjønt jeg vel kan have skrevet noget, der ikke er godt, ja endog slet, saa maa han tillade mig, til Trods for hans Kritikaster-Værdighed, at erklære dette plumpe Udfald for en Drenge-Streg, som jeg hidindtil har let ad og endnu ler ad; og dette vover jeg at paastaa imod Recensenten, und wenn er auch der weltberühmte Herr Professor von Eggers in höchsteigener Person wäre *).

* * 384

Selv de Recensentere, quos de meliori luto finxit natura, fejle undertiden ved at forglemme en Regel, som de dog uophørligen bør have for Øjnene; det er: de forglemme at have Hensyn til den Tings Bestemmelse, som de bedømme. Dette være dog sagt uden den allermindste Anvendelse paa min, saakaldede, usle Allegori eller sammes usle Recensent. En Vise, et Lejligheds-Vers, en liden Tale eller andet saadant, der er skrevet for en eller anden mere eller mindre snæver Kreds, har altid opnaaet sin Hensigt, naar den har fornøjet i den Kreds, hvorfor den var bestemt. Saadan en Bagatel bør nu vel en Forfatter, der har nogen Agtelse for sig selv, ikke frembære for det store Publikum; dog kunde der gives de Omstændigheder, der nøde en Forfatter til at afvige fra denne ellers saa gyldne Regel. Bedømmer nu Kritiken denne Bagatel uden Hensyn til alle Omstændigheder, da kan det let hænde sig, at den vil blive udraabt for lige saa flov og smaglos, som den efter sin Bestemmelse virkelig var vittig, siden de Allusioner, der udgjøre Pjecens Værdi, bortfalde, da de ere ubekjendte uden for den lille Kreds. Enhver Ting i Verden har sin Bestemmelse eller Cirkel, stor eller liden; ombytter man denne, og sætter det, der er skabt for den lille Kreds, ind i en større, eller det, der er bestemt for den større Kreds, ind i en mindre, * 385 da blive dirkningerne i begge Tilfælde meget ofte skadelige, eller latterlige, og sjælden gavnlige.

Exempler skulle oplyse Sagen. Flyt, om du kan, kjære Læser, Solen ved Juletider ind i din Dagligstue, og se saa til, om ikke dens Hede vil falde dig meget ubelejlig. Derimod vil endogsaa den allereleganteste af de svenske Kakkelovne være et meget flovt og unyttigt Møbel paa Himmelen. Eller for at bruge mere begribelige Exempler, i Fald der skulde findes nogen af mine Læsere, der ikke kunne forstaa de foregaaende højtravende Lignelser, saa lad os en Gang blive ved Jorden, eller i det mindste dog ikke gaa for højt op i Luften. Altsaa: en Byfoged i Store heddinge, eller Slangerup - denne Lignelse har ellers en god Ven laant mig; hvem denne Ven er, maa Læserne selv undersøge og ære mig for min Oprigtighed - kan maaske i sin Værkens eller uldne Damaskes Kasseking og Nathue paa Hovedet, røgende paa en Pibe Tobak, vandre fra den ene Ende til den anden af hans lille Stats Grænser, og denne Dragt vil ikke opvække den ringeste komiske Idé hos nogen af hans Undersaatter; meget mere ville de maaske finde en Værdighed deri og saadant et Symbol paa hans Højhed og Magt, som fortryller dem. Lad derimod den samme Mand i samme Dragt forsøge paa at spasere fra Vesterport ud til Toldboden i Kjøbenhavn, mon da ikke ethvert Menneske vil finde denne Mand latterlig? mon han ikke vil blive forfulgt af fornemme og gemene Gadedrenge, med Hujen og Piben, Kritiker og Sarkasmer, alt efter enhvers Evne? et stort Bevis paa, at det, der i en liden Ckrkel er højt og fortræffeligt, ofte bliver flovt og usselt, naar det kommer i en større Cirkel.

Lad os gaa videre. Forestil eder en Oldenborre - denne er min egen Lignelse -, der snurrende flyver omkring i den fri Luft; hvor ubeskrivelig megen Fornøjelse forskaffer den ikke saa mange smaa Drenge, ja endogsaa mange af eder selv, kjære Læsere! - jeg haaber dog ikke, at alle mine Læsere ere Smaadrenge. - Lad nu denne Oldenborre forlade sin 386 store Cirkel og saa lumsk snige sig ind i, eller forflyttes til, en mere snæver Kreds, for Exempel i eders Buxer - reverenter talt -, hvor ville I da ikke finde denne Person, der forhen morede jer, at være yderlig kjedende og ubehagelig? formodentlig kan jeg spare mig for at gjøre Applikation, da den ligger tydelig for øjnene: og man vil vel ikke nægte mig det at være en uomstødelig Sandhed, at ikke nær saa meget vilde blive karakteriseret for at være usselt og elendigt Vaas, dersom Kritiken saa lidet mere hen til Tingens Hensigt og Bestemmelse.

Heller ikke kan jeg godt taale at høre en Recensent sige, at han vil straffe de usle Skribentere. Rette og vejlede skal han, i Fald han kan: men hvormed beviser han sin Adkomst til at straffe? Lad Skribenten være nok saa ussel en Smører, og lad den straffende Kritik endog være fornoden, saa bliver "Recensenten dog i det hojeste kuns Kritikens Tjener eller Guillotine-Mester, og det tilkommer dog vel intet Menneske i herden at straffe? Kritiken i det literære og Lovene i det bovgerlige ere de straffende, Recensentere og de saakaldede Øvrigheder eie kuns Haandlangere. Dog! har ikke Aviser fortalt os til nok om den og den Regent, der har foresat sig, die Verbrechen des Nationalcon vents zu rügen . Og der gives jo Voldsmænd og Tyranner lige saa vel i det literære som i det civile.

Alt dette Snak om Recensenter og Recensent-Væsenet vil da formodentlig sige saa meget, som at Recensenten i de lærde Tidender er Aarsag i, at Fortsættelsen saa længe har udeblevet? - aldeles ikke; saa bange kunde jeg ikke blive for en saadan Kritikus. Hvad er da Aarsagen? - ja, det skal du faa at vide, kjære Læser! men til den Ende maa du tillade mig at begynde et nyt Kapitel.

*
387

Sidste Kapitel.
Epilog.

Far vel, kjære Læser! rimeligvis ser du mig nu for sidste Gang. Ikke ophører jeg med dette Skrift, fordi jeg tror, at jeg ikke længere kan more dig. At du har været saa temmelig fornøjet med mig, det har du dog en og anden Gang haft den Godhed at lade mig vide, og det har glædet mig. Til Gjengjæld burde jeg more dig længere, især siden de interessanteste Scener, som min Rigsdalers-Seddel har været Vidne til, endnu ikke ere komne dig for Øjnene, og disse ere saa saare mange, at jeg tør tro mig at have saa megen Materie tilovers, som var tilstrækkelig til et halvt Snes Bind endnu, naar jeg blot vil holde mig i den fortællende Tone, og tænk nu selv, hvor vidtløftigt ikke Værket kunde blive, naar jeg fulgte min lovlige antagne Methode, at anbringe ved enhver Bagatel saa mange Digressioner og Reflexioner som muligt.

Saaledes kunde jeg i et helt tykt Bind fortælle dig Økonomi- og Kommerce-Kollegiets Historie; og at samme, naar den blev sat i sit sande Lys, maatte være lærerig og underholdende, det vil nok hele Landet tilstaa mig. Jeg kunde give dig nogen Underretning om Maaden, hvorpaa de Indbrud og Tyverier, der nu og da begaas i de publique Bygninger, allersikrest kunne iværksættes; lamt om de Mærker, du bør søge at erhverve dig, naar du vil tænke at stjæle ustraffet. Jeg kunde give dig en Ledetraad, hvorefter du kunde fmde nogle uadelige Gronskollingers Gjenvej - de adeliges Gjenveje ere bekjendte - til at erhverve sig, Dagen efter deres Konfirmationsdag, saa megen Forstand og Øvelse i Forretninger, at dem kunde betros Embeder, hvortil man ikke vover at ansætte Mænd, der ere blevne næsten graa i de Arbejder, som Drengene med disses Hjælp skulle forestaa. Jeg kunde meddele Dig en Tarif paa Vægten af den Forstand, der udkræves til alle Statens og Hoffets Embeder, hine beregnede i Centner og 388 Pundevis, og disse fra Lod til Cextendels-Kvintin. Jeg kunde give dig Underretning om de Folks Følelser, der faa de længe forventede Karakterer og Brystplader, og om deres Følelser, hvis Haab slaar fejl. Jeg kunde give dig Forklaring om, hvad Nytte en dum Præses i et Kollegium kan gjøre; om Aarsagerne, hvorfor Prædikatet Os elskelig aldrig bruges til nogen Mand, ihvor elskværdig han endog kan være, med mindre han haver en liden Karakter, da dog dette Prædikat saa saare ofte anvendes paa dem, hvis Tænke- og Handlemaade er notorisk uelskværdig; om de Grundsætninger, hvorefter Mænd, der ere Spillere og bekjendte Forødere, kunne betros offentlige Kassers Forvaltning: om vigtige Aarsager, hvorfore det stemplede Papir ikke gaar højere end til et Hundrede Rigsdaler i Dannemark, da man dog har det til tre Hundrede i Vestindien; og om hundrede Tusende andre Ting, der vilde pirre din Nysgjerrighed alt for meget, til at jeg kan føre det over mit Hjærte at opregne dem for dig, siden jeg har gyldige Grunde til ikke at tilfredsstille din Nysgjerrighed*).

Skulde vi ellers, kjære Læser! om en halv Snes Aar - thi før sker det næppe - se hinanden igjen, da vær *

- - experto credite, quantus
In clypeum surgat, quo turbine torqueat hastam.

* 389 forvisset paa, at jeg kaster Anonymitetens Maske og træder frem med mit eget Ansigt. Vel har Masken hidindtil ikke sluttet saa tæt om Ansigtet, at du jo af og til er bleven det va'r, ligesom jeg heller ikke har gjort mig nogen synderlig Umage for at skjule mig. Det er overalt saa smukt, naar en Forfatter har Mod nok til at erklære sig som Forfatter, af hvad han har haft Mod nok til at skrive. Jeg gjør dig ogsaa herved det højtidelige Løfte, aldrig for Eftertiden at skrive noget uden at sætte mit Navn derunder, med mindre det hændelsesvis kunde være i et Ugeblad, hvor det ikke altid er paveligt at bruge sit eget Firma. Dette Løfte kan jeg saa meget lettere holde, som jeg, af meget gode Grunde, haver foresat mig næsten aldeles at nedlægge min Skribent-Profession, hvilken jeg hidindtil har drevet, ikke som en Næringsvej, men som et Liebhaberi; med hvad Held, det maa mine Læsere dømme. Naar jeg ellers her ovenfor siger: at vi ikke før end om en halv Snes Aar skulle ses igjen , da angaar det aleneste denne Bog, men ikke mit hele Forfatter-Ansigt, som jeg vel ikke har i Sinde aldeles at skjule, skjønt du kuns sjælden vil faa det at se, hvilket da og kan være dig ligegyldigt, siden Ansigtet just ikke er saa overvættes skjønt, at du skulde føle nogen synderlig Bedrøvelse over at tabe det af Sigte. Kunde jeg derimod i den Tid omarbejde min Bog, saa at den kunde blive din Yndest mere værdig, da skulde det fornøje mig. Thi uagtet jeg ikke skammer mig ved nogen eneste Linje deri, og uagtet jeg hidindtil i alle mine Skrifter er mig bevidst redeligen at have søgt Sandheden, saa ser jeg dog, imellem os sagt, kjære Læsere! at meget af, hvad du finder i disse to smaa Bøger, allerede haver tabt det meste af sin Værdi, som for en stor Del har beroet paa Scener, der i sin Tid tildroge sig Publikums Opmærksomhed, men nu ere forglemte; og her ser du en Hovedaarsag, hvorfore Fortsættelsen saa længe er udeblevet, da jeg kuns har haft liden Lyst til at fortsætte et Arbejde, hvis Begyndere, i Følge dets Beskaffenhed og Tidernes Lejlighed, nødvendigvis maa have tabt saa saare 390 meget af sit oprindelige Værd Vil du have nok en Aarsag, saa behag at tage til Takke med Mottoet over dette Nummer, der ogsan kon give dig en ganske god og antagelig Aarsag*). Endnu et Par Ord: jeg har ved dette Skrift, saa vel som ved mine øvrige Skriverier, erhvervet mig nogles Had og andres Venskab. De første vil jeg give følgende Raad: vogter eder for enhver Rigsdalers-Seddel, som kommer eder til Hænde! vogter eder for den, ikke som for en Hævnere, men som for en Sandsigere! den er til endnu, denne alvidende Seddel, og I kunne ikke vide, hvad Øjeblik den lister sig ind hos eder, og ve eder da, om I ikke have de rette Bryllupsklæder paa! ve eder, i Fald den, som meget let kan ske, falder i en dueligere og heldigere Skribents Hænder, end Forfatteren af disse Blade tor tro sig at være! - men til dem, der have beæret min Pen med deres Yndest - og disse ere, Himlen væve lovet! ikke saa faa -, siger jeg, inden jeg slutter:

Vos valete et plaudite!

Ende paa det andet og sidste Bind.

* *
391

Recensenten paa sit Vækstad

Vil du undgaa Ondskabs Klaffer,
Da vær stum, som Languloffer.

Thessen

Forerindring.

Der var en Gang en Præst - dog nej; mine Læsere, i Fald der ellers findes nogen, som læser Fortaler, vilde maaske tro, at jeg begyndte paa at fortælle dem et Æventyr; jeg faar altsaa begynde anderledes.

En Præst blev en Gang anklaget af sin Menighed, fordi han i tolv Aar hver Søndag og Helligdag havde prædiket den selv samme Prædiken for sine Tilhørere; Biskoppen meldte Præsten denne Klage, som Menighedeu havde indgivet imod ham, og bad ham forsvare sig, hvilket Præsten ogsaa gjorde paa følgende Maade: "Deres Højærværdighed! det er sandt, at jeg i tolv Aar bestandig har prædiket én og den samme Prædiken for min Menighed, men desuagtet har jeg endnu * 392 ikke set den ringeste Frugt af de Lærdomme, som jeg deri har givet Tilhørerne; hvad kan det altsaa nytte at give dem nye Lærdomme, saa længe som de endnu ikke have lært at efterleve de gamle?"

Denne Historie faldt mig i Tankerne, da jeg sluttede dette første Bind af mit Arbejde, og jeg skulde til at tænke mig om, hvem jeg burde tilegne samme. Jeg bør, tænkte jeg, tilegne det til et eller andet Kollegium, eller til Tallotteri-Direktionen, eller til Politi-Væsenet*), eller til en af de Herrer A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, U, V, X, Y, Z, Æ, Ø, for derved igjen at minde dem om, hvad jeg i Bogen hist og her har skrevet dem angaaende. Men jeg betænkte igjen, at dette Kollegium, denne Direktion, dette Væsen, eller disse opregnede Herrer, aldrig vilde falde paa at tro, at min Tilegnelse indeholdt en Paamindelse til dem; de vilde snarere indbilde sig, enten at jeg havde i Sinde at begaa et Skjælmstykke, hvortil jeg behøvede deres Protektion, eller at jeg søgte om en Pension eller et mageligt Embede, eller at jeg - - - dog! hvor kan jeg vide, hvad store Herrer tænke, naar de læse Tilegnelser til dem - i Fald de ellers læse dem - jeg, som endnu aldrig har nydt den Lykke, at nogen Bog, end ikke en ABC Bog eller en Drikke-Vise, er bleven mig tilegnet?

Endnu én Betragtning afholdt mig derfra, og døm nu, kjære Læsere! om Autor-Redelighed nogen Sinde kan gaa videre! jeg holdt det for uanstændigt at byde slige høje Herrer et Værk, hvis Evighed jeg ikke formoder vil blive saa lang som mit eget Lin - thi jeg befinder mig, Gud ske Lov! ret vel og er ikke, saa vidt jeg kan mærke, behæstet med nogen * 393 dødelig Morbus chronicus, som kunde give min tidligere Død at befrygte, hvilken Erklæring jeg - par Parenthese - udbeder mig maatte antages som en forordningsmæssig Attest, naar jeg en Gang skulde faa i Sinde at sætte i Enke-Kassen for min tilkommende Kone, - thi endnu er jeg ugift. Jeg ansaa det for skammeligt at byde saadanne Herrer en Bog, som to Rotter og en halv Snes Møl kan ødelægge i otte Dage. Havde mit Skrift været i Folio Format eller i det mindste i en Kvart som Trojels og Fogtmanns Register, da skulde jeg ikke have betænkt mig et Øjeblik paa at sætte en af disse høje Kollegiers eller Direktioners eller Væseners eller Herrers Navne foran; men min Evne er for svag til at skrive slige Skrifter, dertil udfordres Genier in Folio eller Kvarto, og mit Geni er, desværre! kuns en ydmyg Duodeze. Læseren ser altsaa, at jeg endog har vovet mig videre, end jeg burde. Selv fortryder jeg meget, at jeg har givet mit Skrift en saa stor Format. Havde jeg smukt holdt mig ved Duodeze-Formaten, saa kunde jeg dog have haft Haab om at faa tre eller fire Tomer færdige om en Snes Aar eller lidet mindre.

Men, gjort Gjerning er ikke at ændre; derfor har jeg ogsaa fattet den Beslutning at indknibe Bindenes Tykkelse og gjøre dem saa lidet korpulente som muligt, thi ingen vil vel nægte, at det jo har langt mere Anseelse, naar en Bog i et Katalogus findes anført i saa og saa mange Tomer, end naar den kuns er i én eneste Tome; en Sandhed, som jeg føler saa levende, at jeg upaatvivlelig vilde have inddelt dette lille Bind i fire eller flere Tomer, dersom ikke min oven anførte gode Helbred og Konstitution gav mig Haab endnu at leve i halvhundrede Aar eller mere, og i den Tid kan dog skrives nogle Bind endnu!

Skal da nu dette lille Bind gaa ud i Verden uden Tilegnelse? Nej. Men da jeg ikke, som andre Forfattere, har i * 394 Sinde med en Tilegnelse enten at søge Beskyttelse imod Lovene eller at forskaffe mig et mageligt Embede eller en Pension eller en Naadegave; og da jeg slet ikke tigger for mig selv, men vel for andre, hvoriblandt mit hele Fædreland er det fornemste, saa skal ogsaa Læserne se, at jeg, i det mindste i Dedikations-Væsenet, er uden Tvivl ganske original, og derfore tilegner jeg dette lille Skrift

I. Til Djævelen.

Deres Excellence!

Da jeg véd, at det er Deres Excellence en inderlig Fornøjelse at spille de syndige Mennesker i Verden et eller andet Puds og gjøre dem en Brøk i deres Regning; og da der siges, at Deres Excellence skal anvende megen Flid og Umage for at udstudere Midler til at opnaa denne Hensigt med, saa kan jeg ikke andet end undre mig over Deres Excellences Dumhed, der ved saa lang Erfaring ikke har kunnet indse, at Statens Finanser vilde komme i en hæslig Knibe, om Tallotteriet en Gang blev sprænget. Dette er kuns et Vink, som jeg herved fordrister mig at give Deres Excellence; at tale videre om, hvorledes dette Foretagende burde udføres, var at fornærme Deres Excellences bekjendte dybe og grundige Indsigter. Skulde Deres Excellence, med alle sine Kunster og Anlæg, ikke være i Stand til at udføre dette Foretagende eller at tilintetgjøre Tallotteriet, hvilket meget let kan hænde sig, da der gives saa mange Mennesker, der endog ere værre end Deres Excellence, og som finde deres Regning ved utallige Medmenneskers baade timelige og evige Ulykke, da dog Deres Excellence lader sig meget vel noje med den evige, saa vil jeg inderligen beklage Deres Excellerces spildte Umage og alene opmuntre Dem til Hævn, og naar da slige Personer, der med den ligegyldigste og inderligste Kulde kan fortære deres Medbrødres Blod, en Gang, som vist sker, falde i deres Excellences Kløer, da vil jeg gjøre mig en sand Glæde af at kunne offerere Deres 395 Excellence de Exemplarer af dette Skrift, som blive usolgte, for dermed at opvarme slige forfrosne Sjæle. Jeg er den, som ellers i dybeste Underdanighed

korser sig fra Deres Excellence.
Forfatteren.

II. Til Recensenterne.

Mine Herrer!

Ligesom der gives to Slags Engle, baade gode og onde, saaledes gives der ogsaa to Slags Recensentere, nemlig gode og onde, og disse sidste er det, jeg i denne Tilegnelse henvender mig til. De gode kalder jeg gode, ikke just fordi jeg drister mig til at bestemme, om de virkeligen fortjene denne Benævnelse eller ikke, men fordi man dog i det mindste kan taale dem, og sige om dem, som Archenholz: At best it can only de said of thera, as of prostitutes, that they are necessary evils. De onde - holdt! siger en af mine Herrer til mig, hvoraf beviser De, at der gives onde Recensentere? - Deres Existense, min Herre! er noget, som jeg just ikke gjærne paatager mig at bevise, med mindre jeg moraliter tvinges dertil, og da bliver mit Bevis at anse som et moderaraen inculpatæ tutelæ; men Muligheden af, at der kan existere onde Recensentere, beviser jegsaaledes: Saa længe, som der gives Hundesjæle iblandt Regentere og kronede Hoveder, der kan forsøge paa at tænde Ild i deres Undersaatteres eller andres civile og politiske Velfærd, saa længe kan der ogsaa gives Hundesjæle iblandt Pøbelen; nu høre Recensenterne til den literære - Stop! nej, dette gaar ikke an, jeg maa gjøre min Syllogismus om igjen: Saa længe, siger jeg, som der gives Hundesjæle * 396 iblandt de virkelige Regentere og kronede Hoveder, der kan forsøge paa at tænde Ild i deres Undersaatteres eller andres civile og politiske Velfærd, saa længe kan der ogsaa gives Hundesjæle blandt Literaturens Despoter og Enevolds-Regentere, der saa lumsk kan tænde Ild i deres Medmenneskers literære Velfærd. Quod erat probandum. Dog med den Forskjel, at, som Antallet paa de virkelige Regentere og kronede Hoveder er meget lidet, saa er og Antallet paa Hundesjælene iblandt dem overmande ringe imod dem, som findes iblandt Literaturens Tyranner. - Nu er min Parenthesis til Ende, og jeg kommer tilbage til min Materie igjen. - De onde Recensentere, siger jeg, høre derimod til Rovdyrene, som enhver bør gaa paa Jagt efter, og jeg indser ikke rettere, end at her i Dannemark burde gjøres samme Indretning imod dem, som der er gjort imod andre Rovdyr i Norge, at der nemlig blev udbetalt en vis Præmie til enhver, som kunde fremvise Skindet eller Kløerne af en saadan Recensent. Men da nu en saadan Forordning her ikke er givet, saa maa man lade sig nøje med at ødelægge dem, saa vidt som man kan, for sin egen Sikkerheds Skyld. Det er Dem, mine Herrer! jeg for det andet tilegner dette mit Skrift, for at lade Dem vide, at jeg, saa gjærne, som jeg endog imodtager Anmærkninger af en god Recensent, ikke engang kan finde mig i at faa en fortjent Irettesættelse eller en god Regel fra Deres Haand, ihvor uventet den end vilde være. Men skulde De finde for godt at snurre omkring min Næse med Deres imod andre sædvanlige Melodi, da maa De vide, at der er ikke nær saa megen Medynk hos mig, som der var hos den gamle Onkel Toby, og at jeg aldrig kunde overtale mig til at behandle dem saa ømt, som han behandlede Bremsen og de Monthly Reviewers: Go, says he - dog, det er for smukt til, at det ikke skulde siges paa Dansk - Gaa, sagde han en Dag efter Middag til en stor Brems, som hele Middagstiden havde snurret omkring hans Næse og pinet ham * 397 gruligen, og som han til sidst, efter megen anvendt Umage, fik fat paa, da den fløj ham forbi; jeg vil ikke beskadige dig, sagde Onkel Toby, i det han rejste sig fra sin Stol og gik tværs over Værelset med Bremsen i Haanden; jeg vil ikke skade et Haar paa dit Hoved: Gaa, sagde han, da han lukkede Vinduet op, og aabnede Haanden, idet han talte, for at lade Bremsen flyve: Gaa, stakkels Djævel! pak dig bort; hvorfor skulde jeg gjøre dig Skade? denne Verden er i Sandhed stor nok til at rumme baade dig og mig. - Saa om kunde jeg i Sandhed ikke være imod nogen af mine Herrer; det maa jeg, end ogsaa til min egen Skam, tilstaa.

Men for at forekomme al Mistydning, at ikke en af de gode Recensentere skulde tro, at denne Tilegnelse var ham tiltænkt, saa maa jeg lidt nøjere bestemme Kjendemærkerne paa de Recensentere, som jeg her taler til. Ligesom Træets Godhed kjendes af dets Frugter, saaledes kjeudes ogsaa Recensenteres Godhed af deres Frugter, det er: af deres Recensioner. Gjøres altsaa vitterligt for alle og enhver, at ingen Recensent i Verden maa tro, at han haver nogen Andel i Tilegnelsen, med mindre han selv føler, at hans Person og Handlinger har nogen Lighed med den Person, som jeg har ladet sætte paa Titelbladet af dette første Bind, og med hans Handlinger. Jeg er, mine Herrer!

Deres ivrige Forfølgere
indtil Døden.
Forfatteren.
398

Politiquen

- - - pour former un oeuvre partait
Il taudrait se donner au Diable
Et c'est ce que je n'ai pas fait

Bech

Dedikation i Steden for Fortale.
Til Politiken.

Naadigste Fyrstinde!

For et Par Aar siden tog jeg mig den allerunderdanigste Frihed at tilegne Deres Hr. Fader Djævelen det første Bind af denne Bog. Jeg befandt, at han behandlede dette mit Skrift, og især Dedikationen, ligesom alle store Herrer behandle Hige Ubetydeligheder - dog, in parenthesi lagt, gives der * 399 store Herrer, der behandle Bagateller som vigtige Ting, og vigtige Ting som Bagateller - det er, enten værdigedes han ikke at læse min Dedikation, eller og fandt han, at min derudi allerunderdanigst anbragte Begjæring ikke kunde opfyldes. Jeg erindrer - men slige smaa Ting burde ikke bevæge store Herrer til at afvige fra Retfærdigheden og Billigheden, - dog store Herrer ere jo altid Mennesker, og ikke sjælden Djævle -, at jeg begik en Fejl i Titulaturen, der rimeligvis har fornærmet ham. Jeg kaldte ham Deres Excellence, uagtet jeg dog burde vide, at han, som Mørkhedens Konge, har Rettighed til at gjøre Fordring paa Prædikat af Deres allergrusomste Majestæt. Som en liden Følge deraf blev min allerunderdanigste Ansøgning allernaadigst afvist; men - det, som endnu er værre - saa har det behaget en Lysens Engel, - venteligen for at chikanere Deres allergrusomste Hr. Fader, - at gjøre Mine til at ville oinylde mit allerunderdanigste Ønske. Dog maa det være en Trøst for hans satoniske Majestæt, at Engelen har foresat sig at gjøre det paa en Djævelen aldeles uværdig Maade; og en endnu større Trøst bliver det, at han ejer en Datter, som De, naadigste Fyrstinde! der, i Fald ellers Deres kostbare Tid vil tillade Dem at afgive sig med slige smaa Bagateller, sikkert vil vide at lægge dette Engelens formastelige Foretagende uovervindelige Hindringer i Vejen.

Jeg nægter ikke, at jo Folelsen af denne min Forseelse har i lang Tid afholdt mig fra at fuldføre dette mit Skrift; da imidlertid Tanken om, at det var min Pligt at fuldføre et begyndt Arbejde, nu omsider er bleven saa levende hos mig, at jeg ikke længere er i Stand til at modstaa Overbevisningen, hvem skulde jeg da hellere vove at tilegne dette andet og sidste Bind, end Dem, naadigste Fyrstinde! som en kjødelig Datter af min højstbemeldte allergrusomste Patron - Ven kalder jeg, altid den, der gjør mig godt, men den, der intet ondt gjør mig, hvor gjærne han end vilde, ham kalder jeg Patron, Mæcenat og Velynder - og som en Dame, der, uagtet alle hendes bekjendte og uimodsigelige Fortjenester, hidindtil er, 400 saa vidt jeg véd, paa den skammeligste Maade forbigaaet af alle mine dedicerende Lavsbrødre fra Verdens Begyndelse af.

Naadigste Fyrstinde! jeg vover med saa meget større Dristighed at tilegne Dem denne lille Bog, som jeg tør smigre mig med den Tanke, ikke at være Deres Højhed saa aldeles ubekjendt, at jeg skulde behøve nogen Anbefaling fra Deres Yndling, den alt for bekjeudte norske Officer, og hans alt for lidet bekjendte Anhang, der paa saa kjæk og ædel en Maade behandlede deres Fjende, Grev Schmettau i Pløn. De erindrer vel for et Par Aar siden, da jeg havde den Ære at møde Dem paa Gammel Torv? - De gav mig - en Kindhest; og jeg - tillad mig her at gjøre min underdanigste og skyldigste Afbigt - slog igjen, saa godt som jeg kunde, hvilket altid har været min Maade, da jeg ikke gjærne tager Hug uden at slaa igjen. De ville vel bebrejde mig, at jeg tilsidesatte den Respekt, som man altid skylder Deres Kjøn! Det er sandt, naadigste Fyrstinde! men behag at anmærke, at De den Gang bar Mands-Dragt, og at det var denne Dragt, der foraarsagede, at jeg forglemte Deres Kjøn og gav Dem en underdanig Dask, som jeg vil haabe ikke kunde svide - men som De dog nok behager at erindre.

De véd, naadigste Fyrstinde! at en Autor aldrig tilegner sit Foster til nogen stor eller liden Mæcenat uden igjen at vente af denne til Belønning en stor eller liden Velgjerning. Tillad mig altsaa at følge denne mine Lavsbrødres gode gamle Vedtægt; men da jeg, i min allerunderdanigste Tilskrift til Deres allergrusomste Hr. Fader, haver sagt, at jeg nødig tigger for mig selv, men vel for andre, saa ville De behage ikke at anse det med naadigst Mishag, om jeg bliver denne Sætning tro, idet jeg i dyb Underdanighed anmoder Deres * 401 Højhed om at formaa Deres tro Tilbedere, Hr. Porcus Epicuri til at tilbagekalde det af Dem dikterede og af ham udstedede truende -hvad jeg skal kalde det, Manifest? Brev? eller Stævning? imod min ærlige, men ulykkelige Ven Simplex, hvilket jeg i underdanigst Bilag sub Litr. A. vover herved at lade aftrykke, hvorved De vil gjøre Deres Navn lige saa velsignet af ham, som det er æret i Petersborg, Loudon, Wien, Berlin og Coblentz, og flere i disse Tider mærkværdige Stæder.

Vel véd jeg ikke, om jeg kan vente mig den Lykke at blive læst af Dem, naadigste Fyrstinde! Jeg kjender alt for vel de utallige for Menneskeslægten saare vigtige Bestræbelser, der nu om Stunder beskjæftige Deres Opmærksomhed og optage Deres hele kostbare Tid. Jeg véd, med hvilken ædel Iver De arbejder paa at bringe et forvildet Folk tilbage under det Slaveri, hvoraf det var uforskammet nok til at løsrive sig. Jeg véd, hvor overvættes Umage De anvender for ved alle Midler - og alle Midler ere lovlige, naar de bruges af dem, som Magten er betroet til - at tilvejebringe bevæbnede Stridsmænd imod den saa farlige Frihed. Jeg véd, at De tillige agter at udrydde Oplysningen, med hendes saa skadefro Moder Trykkefriheden; skjønt - tilgiv mig, naadigste Fyrstinde! - jeg glæder mig virkelig over, at De anser den danske Trykkefriheds Adelspatent saa haanligt, at De næppe vil værdiges at umage Dem for at faa det ofret paa de Altere, som Samtiden har oprettet for Dem til Erkjendtlighed for Deres mange Velgjerninger. Jeg véd - tillad mig. naadigste Fyrstinde! at opregne saare lidet af alt det meget, som jeg véd -, at De, i de allerædleste Hensigter, har afsendt Deres tre elskværdige Søstre: Uenighed, Mistillid og Bestikkelse, til de franske Arméer, ja selv ind i denne Nations Lovgiveres Forsamling, for at opvække disse, og med dem hele Nationen, til en nødvendig Grusomhed, hvortil den, uden Deres ædle Bestræbelser næppe vilde have forfaldet, men som dog er saa fornøden, naar ellers det Maal skal opnaas, 402 som De, ædle Fyrstinde! og Deres lige saa ædle Bundsforvandte have foresat sig at opnaa til Menneskeslægtens Held og Lykke.

Alt dette véd jeg, og véd følgelig ikke, om denne min underdanige Tilegnelse nogen Sinde kommer Deres Højhed for Øjnene; og det saa meget mindre, som Deres Forretninger her i Landet ikke ere saa saare mange eller af den Betydenhed, at De jo kunde saa dem til Foinøjelse udrettede ved Vikarier. Dog vilde Deres Højhed naadigst tillade mig at suge Lejlighed til underdanigst at insinuere Dem denne min Dedikation, naar De en Gang værdiges at besoge Skuepladsen eller et eller andet af de Departements, der endnu synes at staa under Deres umiddelbare Opsigt.

For end jeg slutter, tillader De mig endnu, nandigste Fyrstinde! at bevidne Dem min underdanige Glæde over den Sejer, som De endelig haver været saa lykkelig at vinde over Deres Navne, den anden Politik, en Datter af Sandhed, og Søster til Retfærdighed, der, ved Hjælp af deres høje allierede, de Herrer Pitt, Osterman, Kannitz, Aranda og flere, sikkert vilde have blevet aldeles udryddet af Jorden, dersom hun ikke havde været snu nok til at kaste sig i Bernstorffs aabne Arme.

Jeg er i dybeste Underdanighed
naadigste Fyrstinde!
Deres underdanige Tjener
Forfatteren.
403

Bilager.

Litr. A.

Jeg Porcus Epicuri sender herved dig, Monsieur Simplex, din Hustru, dine Børn, dine Forældre og Tjenestetydende, samt alle og enhver, der bebo og opholde sig i den anden Etage af det dig tilhørende Hus, min behagelige Vilje, og lader dig herved det følgende vide:

Det er almindelig bekjendt, at du og din Familie aldrig har ophørt at give dine Naboer, og i Særdeleshed mig, idelige Anledninger til Misfornøjelse. Ikke aleneste have dine Tjenestefolk, tvært imod alle et godt Naboskabs Regler, ofte kastet sit Vand i min Port; dine Drenge gjort Nar af mine Børn, uden at du har villet give disse den billige Erstatning for denne skammelige Behandling; men du har endogsaa, med den idelige Støj, Musik og Dans i dit Hus, foraarsaget dine Naboer mange søvnløse Nætter, do du dog véd, at det er en af vores vigtigste Forretninger om Natten at kunne vel fordøje det, som vi om Dagen have ladet os smage. Dette er saa bekjendt at ingen Mand i den hele Gade kan være uvidende derom; men hvnd der i Særdeleshed maa opvække dine Naboers alvorlige Bekymringer, er den i dit Hus mere og mere fremstræbende afskyelige Grundsætning, at behandle dine Tjenestetyende med en Mildhed, som du synes at ville fremstille til et afskyeligt Exempel for os, og som sigter til intet mindre end at opløse de Baand, som vi hidindtil have haft paa vores 404 underhavende, og dog til sidst maa styrte dig i en uafseelig Elendighed.

Da nu saadanne odelæggende Grundsætninger i et Hus immer maa være forbundne med Tabet af dets Indvaaneres Ro og Lyksalighed, saa ere dog disse skadelige Følger i Særdeleshed at befrygte i et Hus som dit, der altid har udmærket sig ved Urolighed, og som derhos er folkerigt nok til ved disse Uroligheder selv at blive farligt for sine Naboer.

Nu vilde det vel stride saa vel imod den sunde Politiks forste Regler, som imod de Pligter, der paaligge mig til Konservation af Roligheden i mit eget Hus, naar jeg, under denne Sagemes Forfatning i et stort Nabohus, blev en ørkesløs Tilskuer og rolig afventede den Tidspunkt, da du fandt big ftærk nok til at byde mig Spidsen; thi paa denne Maade vilde mit Hus og Hjem formedelst Følgerne af Anarkiet i din Bolig blive udsat for mangfoldige Farer, især da det er bekjendt for alle Mennesker, at der mangen en Aften brænder flere Lys i dit Hus end hos nogen af dine Naboer i en hel Maaned.

Jeg har altsaa, efter Overlæg med din Nabo paa den anden Side, og med Samtykke af dem, der bebo dine Værelser i underste og tredje Etage, udfundet, at vores Huses Sikkerhed fordrer at sætte dig saadanne Skranker, der ere mere passende paa din Stand og Forfatning, og saaledes lette dig Midlerne til, uden mindste Præjudice for din Frihed og Ejendoms-Ret , at skaffe dig en vel ordnet, god og fast Forfatning i dit Hus, hvis Nydelse du bestandig og uforstyrret kan blive i Besiddelse af, og hvorved de Uordener forebygges, der saa ofte have forstyrret din egen Rolighed og sat dine Nabøers Sikkerhed i Fare.

For at opnaa dette Øjemed og for at bevare dit Hus fra de frygtelige Følger, som sammes indvortes Uoiden man føre med sig; men i Særdeleshed for at unddrage dine Tjenestetyende og undergivne fra Afskyelighederne af den ødelæggende Lære, som du har udsaaet imellem dem, og som de ere alt for tilbojelige til letsindigen at folge, gives der, efter min 405 indvortes Overbevisning, hvilken ogsaa den anden Nabo, i den fuldkomneste Overensstemmelse med mine Hensigter og Grundsætninger, tiltræder, intet andet Middel, end at slaa Hul paa Skillerums-Murene imellem vores Huse og dit Hus og at okkupere de tilgrænsende Værelser, saa at du dog beholder til eget Brug Trappegangen samt de to smaa Værelser, der støde til samme, hvilke vi til evig Tid ville forsikre dig Besiddelsen af, naar du kuns bestandig vil opføre dig fornuftig, og i ét og alt lyde vores Vink og Befalinger, hvorved da de Ulykker i Tide blive afhjulpne, som ellers nødvendig maatte opkomme af de nærværende Uordener.

Jeg har altsaa besluttet at forene din store Sal og det dertil horende Kabinet med mit eget Hus. Jeg tilkjendegiver dig hermed offentligen denne min faste og urokkelige Beslutning, og venter af dig, at du strax indfinder dig hos mig, for paa det venskabeligste at afgjøre, hvad der i denne Henseende maatte være fornødent at afgjøre, hvorved den ædle Hensigt opnaas, at skaffe dig en uforstyrret Rolighed og at bevare din Familie fra Anarkiets rædsomme Følger. Tillige formaner jeg dine Børn og Husfolk, ikke at modsætte sig forommeldte min Okkupation, men hellere villigen at underkaste sig min Vilje, da jeg lover at behandle Værelserne saaledes, at ingen med Føje skal kunne sige, at de have tabt noget ved at bytte Ejere.

Da jeg saaledes har frataget dig din store Sal, saa tror jeg det ufornødent at befale dig Afholdenhed fra den for Sundhed og Sæder saa skadelige Dans; derimod byder jeg dig at omgaas mere sparsom med Lyset, da du kan tro mig, at der behøves saare lidet Lys til at oplyse en hel Verden - end sige en liden Stue - saa meget, som den bør oplyses; og end videre formaner jeg dig til at afholde dine Drenge fra at tude mig Ørerne fulde med de nymodens Viser, der ere mig saa forhadte.

Jeg tvivler ikke paa, at jo enhver, som dette angaar, vil skyldigst rette sig derefter; men skulde der, imod Formodning, 406 findes en eller anden, der foimaster sig til at vise sig gjenstridig imod min Befaling, da kan en saadan Oprører vente sig undebliveligen at blive straffet paa den i slige Tilfælde brugelige Maade; thi vide man du, at jeg har Justitien i min Lomme, og Magten ligger i min og mine allieredes Arme,

Til Bekræftelse haver jeg egenhændig underskrevet og forseglet dette Dokument og befalet min Skriverdreng i Altona offentlig ved Trykken at bekjendigjore samme. Givet i min Bolig. Datum ut supra.

Porcus Epicuri.
(L. S.)

Litr. B.
Anmærkning af Forfatteren.

Til evig Ære for Hendeø Højhed Politiken være det sagt, at det foregaaende Bilag er dikteret enten af hende selv, eller i det mindste fuldkommen efter hendee Grundsætninger. For at give de af mine Læsere, der elske Statsklogskaben - skjønt Verdens Klogskab er en Daarlighed for Gud -, Lejlighed til i et kort Udtog at overse de vigtigste af hendes Maximer i Henseende til Statsbestyrelsen vil jeg her levere en tro Oversættelse af en liden Periode, der findes i en Bog om Savoyen, kaldet Etat moral physique & politiqve de la maison de Savoye, der er trykt i Paris 1791, og altsaa længe før, end der var tænkt paa, at Savoyen skulde blive en Del af den franske Republik. Saaledes hedder det: "Et politisk Kobiuet i Turin er bestandig i Værk med at udfinde, hvorledes man bedst kan ødelægge Savoyen, hvorledes man der kan kvæle al Æmulation, og endelig, hvorledes man der kan komme til at hæve en ny Skat. Det kommer mig for, som jeg ser disse politiske 407
Kommissærer med Værdighed og Anstand at sige til Kongen: Deres Majestæt! tro ikke den største Del af disse Bøger, som man udgiver, angaaende Statens Bestyrelse. For at kunne ræsounere rigtig over den Kunst at regere, maa man selv have været Konge, og det er upaatvivieligt, at de Herrer, der skrive, aldrig have øvet denne Profession. Kunsten at regere bestaar i at være Herre, ligesom Undersaatternes Forfatning bør bestaa i at være Slaver. Men, Deres Majestæt! det maa anmærkes, at Deres Slaver deles i to Klasser, og dette er det, der bestyrker Deres Trone. Den ene Klasse er de undertrykkende Slavers, og den anden de undertryktes. Til den første af disse Klasser skylder De at afstaa en Del af Deres Magt for at holde den skadesløs for sin Umage med at plage den anden. Tro for alle Ting ikke disse usle Suplikker, som Folket tilstiller Dem! Naar man lønner et Statsraad, Deres Majestæt! saa er det ikke for at faa Irettesættelser af den første den bedste. Lad Dem ikke friste af Sparsomheds-Forslag; det er Pragt, der underholder Tronens Majestæt; tro os! uden Guldet, der bedækker Kongen, vilde Kongen være saare liden; og det er urigtigt, i Fald man siger Dem, at man ved at øse af en Kilde maa frygte for at tømme den. Denne Sætning har aldrig nogen Kriger eller nogen Statsmand opfundet; thi med Arméer paalægger man jo saa mange Skatter, som man vil, og med Skatter underholder man jo saa store Arméer, som man behager. Ingen Ting er saa smukt, som en Nation, hvoraf de tre Fjerdedele ere Soldater; Agerdyrkningen taber intet derved, som nogle Forfattere ville sige; vi vide bestemt, at et Stykke Land, der længe har hvilet, bliver derved mere frugtbart; og dersom Folket havde Kilder til Velstand, saa vilde det snart tro, at det var lige saa meget som vi. - Ihvor latterlige end disse Raad synes at være - siger Forfatteren videre -, saa er det dog rimeligt, at mon giver Kongen dem, thi det er alt for sandt, at man følger dem Ord for Ord." Hist og her kunde 408 vel en liden Applikation gjøres paa andre Stater, men det er saa kjønt, naar en Forfatter overlader til sine Læsere selv at gjøre Applikationer.

Vi have nu set Politiken baade uden Huset og hjemme baade i Pynt og i Negligé; og skulde nu mine Læsere efter denne Dag ikke kjende hende, saa vasker Forfatteren sine Hænder og siger: Det er ikke min Skyld.

De Vonner og Vanner.

Komedie i
fem Akter.
Første Gong opført paa den kongelige danske Skueplads den 5te
Januar 1792.

Thus much I 've said, I trust, without offence,
Let no Court Sycophant pervert my Sense;
Nor sly Informer watch these words to draw
Within the reach of Treason or the Law.

Satires of Donne versif. by A. Pope.

*
410

Persønerne.

  • Hr von Plageman.
  • Fru von Plageman
  • Sofie, deres Datter.
  • Frøken von Sommer.
  • Kaptejn von Aberwitz.
  • Løjtnant Jespersen, Sø-Officer
  • van der Haan, Ostindianer.
  • David, en Mulat
  • Snydenstrup, Kommissionær.
  • Jonas, hans Søn.
  • Lars, von Plagemans Tjener
  • Pinham, en Prokurator.

Handlingen sker i Kjøbenhavn Den begynder den ene Eftermiddag og endes den anden Dags Formiddag.

411

Første Akt.

Første Scene.

(Skuepladsen forestiller en Stue i von Plagemans Hus).

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Ja, dyrebareste Sofie! evig, evig skal jeg elske dig! (kysser hendes Haand).

Anden Scene.

De forrige. Frøken von Sommer.

Frøkenen
(ler).

Ha, ha, ha! Hr. Løjtnant! Hr. Løjtnant! husk paa, hvad Evigheden er for en forfærdelig lang Tid.

Sofie
(meget bestyrtset).

Min bedste Veninde!...

Frøkenen.

Stille, mit Barn! De tænker vel, at jeg først nu har overrasket Dem og stjaalet Hemmeligheden fra Dem? O! da maatte jeg være den største Fusker af en Tyv, da De begge i saa lang Tid har givet mig Lejlighed til at bestjæle Dem. Tror De, Hr. Løjtnant! at jeg ikke forstaar, hvad Deres Skelen og Skotten og Sukken og Pusten betyder? og De, mit Barn! mon det er blot af en Hændelse, at De aldrig staar i Vinduet, uden hver Fredag Aften, naar De véd, at Hr. Løjtnanten gjør os den Ære at besøge os?

Jespersen.

Naadige Frøken...

Frøkenen.

Jeg er ikke naadig, Hr. Løjtnant! Min Fader var ikke Adelsmand og kuns Major; saa kan De let regne ud, at jeg behøver meget mere Naade, end jeg har at give bort.

Jespersen.

Om Forladelse, min smukke Frøken - -

Frøkenen. Ja, ja - har været en Gang saa taalelig, men Forgyldningen begynder - Dog nok herom! De vilde have sagt noget.

412
Jespersen.

Jeg vilde have spurgt Dem, om denne Hemmeligheds Opdagelse hav gjort mig mindre agtet af Dem end forhen?

Sofie.

Og jeg, om De holder mindre af mig nu end før?

Frøkenen.

Jeg kunde ret have Lyst til at blive vred paa jer, Børn! Skulde jeg nu være saa misundelig, at jeg ikke kunde taale at se to unge Mennesker elske hinanden? - Og De kunde tro om mig, at jeg skulde være som alle andre gamle Piger?

Sofie.

Gamle Piger? - Er De en gammel Pige?

Jespersen.

Jeg vilde ikke raade nogen i min Nærværelse at kalde Dem med dette Navn.

Frøkenen.

Saa? - De faar saamænd ingen Tak af mig for denne Nidkjærhed. - Er det da vanærende at være en gammel Pige? - Maaske det er en Titel, som den fine Verden beærer os med, fordi vi ikke selv har villet erhverve os en hæderligere Titel af Kokette ved at fri selv?

Jespersen.

De misforstaar mig, Frøken - -

Sofie.

Det var vist ikke hans Mening.

Frøkenen.

Naa, saa forsvar ham da, lille Jomfru Prokuratorske!

Sofie.

Han mente kuns, at man endnu ikke kunde kalde Dem en gammel Jomfru

Frøkenen.

Og naar han ikke troede, at det var en Skam at være en gammel Pige, saa havde han ikke behøvet at tage sig det saa heftig. - Dog! er jeg ikke tredive Aar? og en Pige paa den Alder har sandelig ikke længere Ret til at gjøre Paastand paa at være ung.

Jespersen.

Men andre har heller ikke Ret til at kalde hende gammel.

Frøkenen.

Ja, naar man just sagde mig det i Øjnene, saa blev jeg vred, ret som en ung Officer, naar man sagde ham, at han var en Fusentast.

413
Jespersen.

Jeg forstaar Dem, Frøken! De anser det for et Fusentasteri af mig, at jeg i min Alder tør forelske mig.

Frøkenen.

Det er ikke Deres Alder, jeg mente: De er saa vist gammel nok dertil; men det er Deres Stand...

Sofie.

Kjære Frøken! Er ikke hans Stand aldeles upaaklagelig?

Frøkenen.

Lad mig dog tale ud, mit Barn! Deres Kjæreste, lille Sofie! er Sekond-Løjtnant; det er ret godt; han er ogsaa kuns ung endnu og kunde ikke være stort mere; Men hvad har en Løjtnant at leve af, naar han selv ingen Midler har?

Jespersen.

Og jeg har, desto værre! intet uden min Gage.

Frøkenen.

Nu, dermed kan De dog ikke føde Kone og Børn, og De véd selv, hvor længe det varer, før end en Mand i Deres Stand kan komme saa vidt.

Jespersen.

Det er sandt, Froken! men naar min Sofie har Taalmodighed at bie saa længe...

Sofie.

O ja, med Glæde!

Frøkenen.

Det er kuns Snak, mit Barn! Den Glæde er ikke en Pibe Tobak værd. De kan sagte sige det nu, men naar De kommer paa min Alder og bliver en gammel Pige - -

Jespersen.

Nu den gamle Pige igjen! De maa forlade mig, at jeg tror, det dog ikke maa være saa ubehageligt at blive, som De siger, en gammel Pige, thi ellers maatte et Fruentimmer med Deres Forstand, Hjærte og Formue...

Frøkenen.

Formue? - Hvem har sagt Dem, at jeg er formuende? Min Fader var Major, det har jeg sagt Dem før, saa kan De let begribe, at min Rigdom ikke kan være stor. Jeg takker Gud, at jeg har saa meget, saa at jeg med Tarvelighed kan slaa mig igjennem, men saa bliver der heller intet til overs.

Sofie.

Undtagen til at gjøre godt med.

414
Frøkenen

Ser man holder hun ikke Bog med hver Skilling, jeg giver ud. Menei hun da ikke, at dette ogsaa horer til Livets Fornødenheder?

Jespersen.

Jo, i Sandhed gjor det san,.og hvem der vil give, finder altid noget at give af. En Betler fandt en Gang en fattig Kone liggende paa Marken, hvor hun havde forvredet en Fod, saa hun ikke kunde gaa derpaa. Hun var udmattet af Sult og bad Betleren om et Stykke Brød Gud véd, svarede Betleren, jeg er selv hungrig og ejer intet Brød, men jeg vil give dig, hvad jeg kan. Du har ingen Krikker, og jeg har to. Jeg deler dem med dia, og dermed hjælper vi os, saa godt som vi kan, til næste By. Hvor faa godnjorende Mennesker kan ligne sig ved denne Betler? - Men Frøkenen tillader mig at gjentage, hvad jeg for sagde: Jeg undrer mig over, at De, med alle Deres Fortrin, ikke har følt Kjærlighed.

Frokenen.

Hvoraf véd De det, min Herre? - (efter nogen Tavshed) Jo, lille Sofie! jeg har følt den - og var endda nogle Aar yngre end De. Min Friderik var netop det samme som Hr. Løjtnanten; han døde i sit Kald - paa Soen

(hun vender sig om for at tørre Taarerne af).
Sofie.

Stakkels Pige!

Frøkenen
(vender sig om igjen med en paatagen munter Mine)

Dog, lad os ikke tale mere derom. Fandt jeg en, der lignede min Fritz og ikke var alt for ung, saa - véd jeg ikke selv, hvad jeg kunde faa i Sinde. - Nu, lille Sofie! jeg vil ikke lægge hindringer i Vejen for Deres Kjærlighed, jeg vil onske Dem at blive lykkelir, og kuns erindre Dem om, at De hav Forældre.

Sofie.

O. jeg har Dem til Læremesterinde!

Frøkenen

Ja, men De har ogsaa en Læremester der!

(pegende paa Jespersen)
Jespersen.

Som aldrig skal lære hende, hvad der strider imod hendes Pligter.

Frokenen.

Godt, Hr. Løjtnant! jeg tror det sandelig 415 ogsaa. Uagtet jeg selv hører til den røde Kjole, saa maa jeg dog tilstaa, at jeg har megen Tillid til den blaa.

Jespersen.

Det er smigrende for mig, søm bærer denne Dragt.

Frøkenen.

Ja, men de blaa har ogsaa en Portion Lykke, som ikke enhver anden har; for hvoraf kan det vel komme sig, at den blaa Kjole altid temmelig let faar Adgang i en brav Mands Hus, uden at den just behøver Slægtskab og Familie-Forbindelser for at hjælpe sig der ind?

Jespersen.

Det kan jeg sandelig ikke vide. Det maa være en Lykke; og jeg vil kuns ønske, at ingen, som bærer denne Kulør, maa ved slet Opførsel skille Standen ved denne Lykke.

Frøkenen.

Men hvad er det, De har paa Deres Finger? Et Portræt.

Sofie.

O det er mit, jeg gav ham det nu nylig.

Frøkenen.

Jeg vil ikke raade Dem, Hr. Løjtnant! at. bære det; i det mindste ikke endnu. Giv hende det tilbage.

Jespersen.

Aldrig, Frøken! tillad mig at være Dem ulydig i denne ene Post. Jeg skal endnu i Aften erstatte hende Ringens Værdi efter Juvelererens Priskurant, men mit Hjærte sætter en saadan Taxt derpaa, at jeg maatte være gal, om jeg troede at kunne betale den.

Frøkenen.

Naa, I Mandfolk! I Mandfolk! faar I kuns fat i et Haar paa et Fruentimmer, saa holder I paa det, som om det var et Ankertov.

Jespersen.

Men hvor let kan ikke Haaret springe?

Frøkenen.

Det er just Ulykken, jeg tror, at Haaret bliver saa stærkt som et Ankertov.

Trejde Scene.

De forrige. Lars.

Lars
(taler meget langsomt).

Jomfru Sofie! - Deres naadige Mama - Fru von Plageman -

(gaber).
Sofie.

Hvad hun?

416
Lars.

Ja, det véd jeg ikke

(gaber).
Jespersen.

Véd du det ikke?

Lars.

Nej, hvor skulde jeg vide det?

Frøkenen.

Véd du da ikke, hvad dit Ærende er?

Lars.

Jo, det véd jeg nok

(gaber).
Sofie.

Naa, hvad er da dit Ærende?

Lars.

Ja, det skal jeg nok sige: Deres naadige Mama...

(gaber).
Frøkenen.

Men er du forrykt, Karl! eller er du fuld?

Jespersen.

Jeg tror, du sover.

Lars.

Ja, jeg gjør (gaber). For jeg har tjent hos tre Mænd, der skulde vaage over Staten, men som altid sov, og der fik jeg Hug, fordi jeg var mere aarvaagen end de, og saa svor jeg paa, at jeg altid skulde sove herefter

(gaber)
Jespersen.

Men hvad véd du da?

Lars.

At jeg intet véd; det er de vises Hovedregel. - Men jeg hørte, at den naadige Frue skraalte, som hun var besat, og saa vaagnede jeg (gaber) , og saa tog jeg fejl af den naadige Frues Dør og denne Dør

(gaber).
Sofie.

Jeg faar løbe ind at se, hvad det er. Der kan ingen blive klog paa det Dummerhoved (til Jespersen). De bliver her jo dog?

Jespersen.

Jeg maa bort lidt, men Klokken sex ser De mig sikkert igjen.

Frøkenen.

Det svarer saamænd jeg for.

Sofie.

Farvel saa længe! Altsaa Klokken sex præcise?

(hun gaar).
Lars.

Ja, gid jeg da kunde ligge i min Seng

(han gaar gabende bort).

Fjerde Scene.

Frøkenen Jespersen.

Frøkenen.

Vi ere nu alene og kan tale lidt sammen i Fortrolighed. Hvad der er sket, er sket; De véd, jeg elsker Sofie og interesserer mig meget for hendes Vel, og at denne 417 Pige er den eneste Aarsag, hvorfor jeg saa længe har kunnet holde ud her i Huset.

Jespersen.

Jeg véd det og skal evig være Dem taknemmelig derfor.

Frøkenen.

Nu den Evighed igjen. - Kort sagt: jeg tror, at Sofie kan blive lykkelig med Dem, og jeg under Dem denne Pige; men jeg vil dog advare Dem at vogte sig for en farlig Medbejler.

Jespersen.

I Sofies Hjærte er ingen Plads for nogen Medbejler.

Frøkenen.

Det er sandt nok. Jeg kjender Sofie bedre end De; hun har et Hjærte, som sandelig er sjældent; men De kjender dog nok Husets Forfatning lidet, saa at De véd, at hendes Moder har halvandet Hjærte, vel maalt; og naar man hertil lægger et halvt, som er alt, hvad Faderen har, saa ser De nok, at den, der vinder Moderen, har megen Overvægt over Dem, og dette er netop Tilfældet her.

Jespersen.

Bedste Frøken! De gjør mig ganske forskrækket. Hvem kan vel denne farlige Medbejler være?

Frøkenen.

Hør og skjælv!... Hr. Kaptejn von Aberwitz.

Jespersen.

Ih! men det er jo en Nar. Frøkenen. Godt nok! Men har De da aldrig hørt, at en Nar har spillet en stor Rolle i Verden? - Det kommer kuns an paa, at han skydes ind paa et Sted. hvor man enten ikke kan, eller ikke tør se, at han er en Nar. Desuden spaar jeg Dem, at Deres Navn vil klinge alt for gement i den naadige Frues Øren.

Jespersen.

Mit Navn, Frøken! det har jeg af min Fader, og han bar det med mere Ære end mangen en, der har en Hjælm eller Skjold i Enden af sit.

Frøkenen.

Det véd jeg: imidlertid vilde et lille bitte von foran gjøre en herlig Effekt i den gode Kones Gehør, og jeg skulde saamænd gjærne sælge Dem mit, om De vilde have det; ja, det som mere er, jeg vilde give Penge til for at 418 blive af med det. Det hørte overalt ikke min Fader til, før end han kom ind i Krigsstanden, og da fik han det i Steden for Haandpenge.

Jespersen.

Jeg takker Dem for Deres Godhed. Jeg stræber kuns at fortjene at bære det Navn, som jeg har, og skulde jeg nogen Tid fortjene mig et Tillæg dertil, da skal jeg meget ønske, at det maa blive saadant et, som jeg ikke er nødt til at forplante paa Børn, der maaske vil gjøre det Skam.

Frøkenen.

Tyst! Hr. Lojtnant! - Ørene stive! der har De saamænd Deres Rival.

Femte Scene.

De forrige. Kaptein von Aberwitz.

Kaptejnen
(kommer baglængs ind i Stuen og bukker meget dybt).

Unterthänigster Diener, Ihro Excellence! (vender sig om) Ich bitte um Verzeihung, min nadige Freken! Det var sin Excellence Herr Graf von Degen; jeg har ham in lang Tid ikke set. Jeg har den Ære at være hans infame Ven.

Frøkenen.

Det tvivler jeg ikke paa.

Kaptejnen.

Han var so gütig und sendte mig von sin Landgods en Hase,... en af de kleine firbenede Dier, mit lange Eren, som leber, nær man dem jager.... en, saadan en, som stahr her in min adliche Wapen

(han viser sin Ring).
Frøkenen.

Naa, en Hare! -

Kaptejnen. Richtig! Sie haben Genie, gnddiges Fraulein! Und dermet fulgte en très compliment Brief met Utschrift: An Ihro Hochwohlgeborenheit 6err Glaes Magnus von Aberwitz, hiemit ein Hase, gemerkt wie Ihro Hochwohlgeborenheit.

Jespersen.

Det var overmaade naadigt, ha ha ha!

Kaptejnen.

Serviteur, mein Herr!... Mit Erlaubnisz! skulde det ikke Dem være - nej, ich bitte um Verzeihung; det var eu Fejltagelse, som kom af Uniformen. Jeg 419 begegnete, skal jeg Dem fortælle, nogle Lapser af See-Officierer - -

Jespersen.

Hvad, min Herre! - Lapser? - -

Kaptejnen.

Naa naa, ikke so hitsig!.. det er jo ikke Dem, ich taler om.

Jespersen.

Nej, men det er Folk af min Etat, og jeg taaler ingen Fornærmelser imod Standen. Dog, Fornærmelser af en Mund, som Deres, Hr. Kaptejn! kan vel næppe kaldes Fornærmelser.

Kaptejnen
(flaar paa sin Kaarde).

Junger Herr! kennen Sie diesen?

Frøkenen.

Mine Herrer! jeg formoder dog, at De erindrer, at jeg er til Stede.

Jespersen.

Frygt ikke for mig, Frøken! jeg skal ikke glemme det. Jeg trækker aldrig fra Læder, Hr. Kaptejn! uden jeg bliver overfaldet, og dertil anser jeg Dem ikke at have Mod nok. Skulde De imidlertid vove derpaa, da vær vis paa, De skal ikke finde nogen Laps for sig.

Kaptejnen.

Lauter Worte, und keine wahre Courage!

Frøkenen.

Gaa, kjære Hr. Løjtnant! gaa.

Jespersen.

Og jeg skulde lade Dem blive hos denne Karl alene?

Frøkenen.

Vær kuns ikke bekymret for mig. Kaptejnen fornærmer ikke et Fruentimmer, dertil har han for megen Levemaade (til Jesversen, idet hun følger ham til Døren). Bryd Dem aldeles ikke om mig, jeg har intet at befrygte af ham. - Klokken sex ses vi igjen. Farvel!

(Jespersen gaar).

Sjette Scene.

Frøkenen. Kaptejnen.

Frøkenen.

Naa, Hr. Kaptejn! var dette Besøg mig tiltænkt, eller - -

Kaptejnen.

Ferst Dem, min nadige Freken! und derefter Mamsell von Plageman.

Frøkenen.

Jeg er Dem forbunden; men hvad godt nyt?

420
Kaptejnen.

O, ikke stort - Unter uns, kan jeg Dem sige, at jeg tænker at gaa in Tjenesten her in Dänemark,

Frokenen.

Jeg gratulerer Dem, Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

O, min nadige! gratulér lieber Deres Vaterland. Jeg kan, parmi! komme an, in hvat for en Land jeg vil pege paa. Aber ich liebe Dänemark vorzüglich, und i Særdeleshed sprækker jeg den danske Sprog usigelig gjærne.

Frøkenen.

Det er i Sandhed en Ære for vores Land, at en Mand som De nedlader sig til at tale vores Sprog.

Kaptejnen.

O, sandt at sige, so har man jo doch ingen Skam af, at man feyer sich efter de Folk, som man man leve iblandt - Und so vil jeg Dem mere sige: Wenn jeg so er in Tjenesten kommen - som Major haaber jeg - denn ringere kan jeg ikke imottage - so agter jeg at gjere en dansk Pige Ukkelig.

Frokenen.

Jeg gratulerer den Pige, som Deres Valg falder paa.

Kaptejnen.

Jeg takker - aber De frapperer mig vidt mer, end jeg det fortjener. De kan denn, i Fald det er Dem agriabelt, Dem selv gratulere.

Frøkenen.

Jeg, Hr. Kaptejn! - De behagerat skjertse.

Kaptejnen.

Point à tout! Freken! hvor den Undseelse klæder Dem herlig! - Det er min Ernst, und derved bliver da to urgamle adliche Familier neyere forbundne.

Frøkenen.

De tager fejl, Hr. Kaptejn! jeg er ikke af adelig Familie.

Kaptejnen.

Mein Gott! ikke adelig? (betænker sig lidet). Doch! die Bürger-Leute sind ja auch Menschen. So bliver De denn adelich, wenn De gifter Dem met mich.

Frøkenen.

O, Hr. Kaptejn! For en Mand af Deres Alder er jeg for gammel.

Kaptejnen.

For gammel! - De speger, Freken! - Der sidder en evig Sommer paa Deres Bern.

Frokenen.

Mine Børn? Hr. Kaptejn! - -

421
Kaptejnen.

Ja, hedder det ikke saa paa Dansk? - Deres Kinder - - Deres - her imellem Næsen og Ørene?

Frøkenen.

Skal det være et Ordspil med mit Navn, eller en Kompliment, eller Spot, Hr. Kaptein?

Kaptejnen.

Spot! hvorledes? det forstaar jeg, parmi! ikke.

Frøkenen.

Som om De vilde sige, at Høstens Farve burde sidde der.

Kaptejnen.

O, Hesten kommer ikke, fer end vi er gift. - Aber De maa, parmi! tillade mig at sende min Maler hid, for Dem at lade afkontrofeye.

Frøkenen.

Jeg beder Dem, lad ikke Deres Maler forulejlige sig.

Kaptejnen.

Jo vist, jo vist. - Jeg skal Dem her vise min Portræt i en Dose

(han leverer hende Daasen).
Frokenen.

Det er formodentlig malet af den store Maler Hogarth!

Kaptejnen.

Affectivement!

Frøkenen.

Ja, han er en stor Mand i Karikatur.

Kaptejnen.

Tilforladelig. Aber sines denn Frekenen, at der er megen Karikatur in den Ansigt?

Frøkenen.

I Sandhed gjør jeg det. Dog, maa jeg tilstaa, ikke nær saa meget i Kopien som i Originalen.

Kaptejnen.

O! De behager at frappere.

Frøkenen
(vil levere ham Daasen).

De behager...

Kaptejnen.

Ich bitte! Den er paa en al for got Haand. De maa, parmi! den beholde til en liden Soutenir.

Frøkenen.

Nej, Hr. Kaptejn! jeg bruger ikke Snustobak, og altsaa behøver jeg den ikke; det eneste, jeg kan bruge Daaser til, er at gjemme Pudder og Pomade i, og dertil er denne for lille.

Kaptejnen.

Derin har De recht. (Han tager Daasen). Jeg forstaar Dem: i en Time skal De en anden have til Deres Pudder und Pomade.

Frøkenen.

Stik Dem ikke i Bekostning, Hr. Kaptejn! 422 thi jeg modtager den vist ikke: og, om De tillader det, saa er jeg Deres Tjenerinde.

(Hun gaar).

Syvende Scene

Kaptejnen
(alene)

Hun er fast - hun er fast. Hvor fint hun mig ikke fik sagt, at hun vilde en Pudderdose have! Jeg maa denn skoffe hende en; hun skal den, parmi! selv betale. Denn hvat skulle jeg gjere med det Dier, wenn hun ikke havde nogle Tusende Reichsthnler.

(Gaar).

Ottende Scene.

(En Stue i Snydenstrups Hus, hvori staar et Chatol) Snydenstrup (med en stor sort Muffe). Jonas (holder sin Fader ved Haanden).

Snydenstrup.

Hør, min Søn Jonas! Du er et haabefuldt ungt Barn, som nu træder ind i Verden, og gjaerne ønskede jeg at danne et dueligt Menneske af dig.

Jonas.

Papa skal have saa mnnge Tak.

Snydenstrup.

Ser du, min Son! naar du er duelig, saa bliver du altid lykkelig. Og hvortil kan Duelighed anvendes bedre end til at erhverve os det, hvorved vi kan blive lykkelige? - og det er Penge og Rigdom. Der er noget til, som hedder Lovene, der forbyder paa en vis Maade Duelighed, og disse Love maa man vogte sig for, saa længe man ikke er rig, men naar man forst er rig, saa gjør Lovene os ikke gjærne Fortræd.

Jonas.

Det er saamænd kjønt gjort af Lovene.

Snydenstrup.

Ja, det maa du nok uge. Dernæst er der noget i Verden, som man kalder Synd og Bedrageri, men det er ikke saa ondt, som Folk vil bilde os ind, og som man raaber det ud for. Har ikke nu Verden staaet i saa lang Tid og saamænd staaet ret godt; og dog har der altid været Synd og Bedrageri til. et stort Bevis, at det skal og maa være til. Og naar det nu skal være til, saa er jo, i sig selv, de Folk ikke at laste, som underholder det.

423
Jonas.

Rigtig, Papa! for ellers maatte det jo rent forgaa.

Snydenstrup.

Derfor maa det altid være din Symbolum: Siden da saadant noget endelig skal ske, saa er det lige saa godt, at vi gjør det, som en anden. Lad nu se, du husker smukt paa det! Du skal just ikke sige det, saa at enhver hører paa det; jeg skal nok ved Lejlighed lære dig, hvordan du skal hjælpe dig frem med dette Symbolum. Og naar jeg saa ser, at du tager efter mine Lærdomme og Formaninger, saa lægger jeg mig rolig i min Grav, naar Tiden kommer.

Jonas
(græder).

Papa maa ikke dø.

Snydenstrup.

Det vil jeg ikke heller, saa længe jeg kan hytte mig. Men det skal dog en Gang ske, og saa vil jeg ingen Bebrejdelser tage med mig i Graven, for at jeg har forsømt noget paa din Opdragelse. - Naa, kys mig nu, min Dreng! og vær ikke bedrøvet (han kysser ham, og Jonas tørrer sig med Armen om Mundene) Nu skal jeg vise dig, mit Barn! hvad jeg har udrettet i Dag, og deraf kan du lære meget.

(Han flytter et Bord frem paa Theatret, lægger Muffen derpaa og slaar Klappen ned paa Chatollet).
Jonas
(som bestandig følger sin Fader lige i Hælene).

O, jeg lærer saa gjærne af Papa; han har langt bedre Gaver end Skolemester.

Snydenstrup
(pakker ud af Muffen).

Her er tolv massive Sølv-Spiseskeer. Derpaa har jeg laant to og tredive Rigsdaler. Det havde Assistents-Huset ikke laant; men ser du, min Søn! naar man har haandfaaet Pant for Kapitalen og tredive Procento Renter, og man saa kuns lader Pantet staa i et halvt Aar eller tre Fjerdingaar, saa er man i Behold; og naar Tiden er udløbet, uden at Pantet løses, saa hører det os til. Saa sælger vi det, og alt det, som du ser jeg har at handle med, det er saadanne uindløste Panter, som jeg kan sælge for godt Kjøb. Disse Skeer - ser du - de tilhører Justitsraaden her henne i Gaden. Han skal have Traktement i Morgen Aften, og til et Aftens-Traktement behøves ikke 424 Spiseskeer, og havde jeg ikke laant ham, saa havde han gaaet til en Jøde, og saa havde dog Joden laant ham Pengene.

(Han lægger Skeerne i Chatollet).
Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som Joden?

Snydenstrup.

Rigtig, min Søn! - Se, her er en Sølv Kaffekande, hvorpaa jeg har laaut fyrretyve Rigsdaler. Den har Prokurator Ehrlichs Kone stjaalet ud af hendes Mands Gjemme for at sætte Pengene i Tallotteriet. Og da Tallotteriet er en offentlig Indretning, saa er det vores Pligt at understøtte det, og hvorledes kunde det ske, med miudre vi laante Folk Penge, som spilte i Tallotteriet?

(Han lægger den i Chatollet.)
Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som andre?

Snydenstrup.

Bravo, min Søn! - Se, her er fire Sølv Lysestager, hvorpaa jeg har laant Jøden Salomon halvtredsindstyve Rigsdaler.

Jonas.

Kuns halvtredsindstyve Rigsdaler, Papa!

Snydenstrup.

Ja, min Son! naar man laaner en Jøde Penge, saa maa man altid tage en Snes Procento mere end ellers. Han snyder jo de Kristne, naar han kan; og er det da ikke vores Pligt at hævne vores Regilions-Forvandte, naar vi kan? Gud bevare os! ellers havde vi jo ingen Regilion. Derfore tager jeg ogsaa halvtredsindstyve Procent af ham. Og dersom jeg ikke tog det, saa var der en anden, der tog mere.

(Han lægger dem i Chatollet).

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfore kunde da ikke vi lige saa godt gjøre det, som andre?

Snydenstrup.

Her er et Guldur og et Par Braseletter, som hører en vis Frøken til, der har pantsat det hos mig for fem og tredive Rigsdaler for dermed at betale en Skræder-Regniug for Hovmesteren, der holder en Klat af hende. Hendes Fader er en stor Mand, og vidste han, at jeg staar i 425 Handel med Datteren, saa fik jeg en Ulykke, ihvad saa Datteren fik.

(Han lægger det i Chatollet.)
Jonas.

Og naar det da skal ske, hvorfore skulde vi da ikke lige saa vel faa den, som Datteren?

Snydenstrup.

Er du gal? Dreng! skulde vi faa en Ulykke?

Jonas.

Om Forladelse, Papa! det var Datteren, jeg mente.

Snydenstrup.

Ja, saa er det godt! I alle Ting, min Søn! skal vi først tænke paa os selv. Vi skal nok elske vores Næste, men ikke tabe en eneste Skilling derved, for hvem giver os vel igjen, hvad vi taber?

Niende Scene.

De forrige. Kaptejn Aberwitz
Kaptejnen kommer ind og bliver staaende uden at ses
af de andre.

Snydenstrup

bliver ved. Verden er fuld af Bedragere, det véd du, det har jeg før sagt dig; og naar vi ikke bedrager dem, saa bedrager de os. Derfor maa vi altid se at komme dem i Forvejen, og hellere snyde end blive snydt.

Kaptejnen.

Herrliche Moralien, Hr. Snidenstruv! Er det Deres Sohn, De moraliserer for?

Snydenstrup.

Ja, det er min Jonas.

Kaptejnen.

Han maa, parmi! blive en profekt Mand, siden han har en so herrlich Lehrmeister.

Jonas.

Papa sparer ingen Ting paa mig

Kaptejnen.

Aber, synes Dem, at disse Moralier ere saa rigtige?

Snydenstrup.

Hr. Kaptejn! Jeg blev vred paa Dem, om jeg ikke vidste, at De talte imod bedre Overbevisning. Naar Deres, eller andres højadelige Forældre lærer deres højadelige Børn, at en simpel Borgermand eller en Bonde ere Kreature, der ere skabte til at blive foragtede, spyttet i Øjnene, gjort Nar af, trampet paa og bedraget af højadelige 426 Dosmere, synes Dem da, at disse Morolier ere saa rigtige? og det sker dog undertiden. Mig synes, Tingen er den samme.

Kaptejnen.

Godt! godt! men - -

Snydenstrup.

Hvad har Kaptejnen ellers at befale? nogen Prætiosa?

Kaptejnen.

Jeg skulde nogen Penge have. - Jeg har Prioser in Ueberflusz.

Snydenstrup.

Ja, det er godt, men Kaptejnen erindrer, at han skylder mig en Del tilforn. Det er jo kuns kort siden. De fik 600 Rigsdaler.

Kaptejnen.

Richtig! jeg fik 300 und gav Bevis for 600 Richsthaler, aber dem kjerte jeg in den gamle Plagemau, oder rettere gesagt hans Frue! doch, jeg skal nok Valuta for den Summa kriegen, sonsten havde jeg det ikke gjort. Ich habe schon meine Spekulationen.

Snydenstrup.

Godt nok men det er ingen Sikkerhed for mig.

Tiende Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Er det Dem, der handler med Prætiosa?

Snydenstrup.

Ja, min Herre! til Tjeneste.

Kaptejnen.

Serviteur, min Herre!

Jespersen.

Deres Tjenere! - - (Til Snydenstrup) En god Ven har sagt mig det, og at man kunde faa en Skillings Kjøb her.

Snydenstrup.

Det skal De saa vist ogsaa faa.

Kaptejnen.

Er De eben so frisch nu som før?,

Jespersen.

Saa frisk, at dersom De fornærmer mig som før, saa kaster jeg Dem paa Døren.

Kaptejnen.

Er ist ein gefährlicher junger Mann. De har vermuthlich noget at tale met Hr. Snidenstrup, und so vil jeg gaa ind in den anden Stue.

(Gaar).
427
Jespersen.

For mig kan De blive og gaa, som De behager.

Snydenstrup
(til Jonas).

Gaa ind med Kaptejnen.

Jonas.

Jeg véd nok, hvad det vil sige; jegskal saamænd passe paa som en Smed.

(Gaar).

Ellevte Scene.

Jespersen. Snydenstrup.

Snydenstrup.

Hvad har Herren da at befale? - Hvad Slags Prætiosa skal det være?

Jespersen.

Nogle Prætensioner, Ringe eller saadant noget.

Snydenstrup.

Strax. min Herre! (Han gaar hen og tager en Skuffe ud af Chatollet og viser ham). Der har Herren en Mængde at vælge i.

Jespersen
(beser dem nøje).

Her ere saa mange, at det er vanskeligt for mig at vælge. Vil De betro mig sex eller otte Stykker paa en Times Tid for at raadføre mig med en god Ven?

Snydenstrup.

Hjærtelig gjærne, men jeg har ikke den Ære at kjende Herren.

Jespersen.

O, jeg forlanger det saamænd heller ikke uden Pant.

Snydenstrup.

Jeg er Deres ydmyge Tjenere. Jeg vilde gjærne gjøre det uden Pant, men Verden er...

Jespersen.

Det er ikke min Sag, hvordan Verden er, jeg bryder mig mere om, hvordan jeg selv er. Se her, disse sex Stykker, hvad koster de?

Snydenstrup.

Lad se! disse tre koster otte, og disse tolv Rigsdaler Stykket.

Jespersen.

Godt! der er et Guld Repeter-Ur, det, véd jeg, er tre Gange saa meget værd. Om en Time er jeg her igjen.

Snydenstrup.

Underdanige Tjenere.

Jespersen.

Farvel!

(Gaar)
428

Tolvte Scene.

Snydenstrup
(alene).

O, hvad det er et herligt Guldur! ja, det er vist fem Gange saa meget værd, som det, han fik, helst siden de Bagateller knap koster mig Halvparten af, hvad jeg kan sælge dem for. O! gid jeg kunde blive Ejer af det. - Men jeg maa ind til Kaptejnen.

(Gaar).

Anden Akt.

Første Scene.

(Samme Stue i von Plagemans Hus som i første Akt).
Hr. og Fru. v. Plageman.

Hr. v. Plageman.

Min bedste Kone! føj mig denne eneste Gang! jeg har nu føjet dig min hele Levetid igjennem.

Fru. v. Plageman.

Meget gjærne, naar ikke din Begjæring var saa urimelig.

Hr. v. Plageman.

Urimelig, siger du? er det urimeligt at ikke ville ruinere sig selv?

Fru. v. Plageman.

Kan min Levemaade ruinere nogen Mand? Alle de Fornøjelser, jeg har den hele Vinter igjennem, er en Loge paa Komedien to Gange om Ugen, én Gong om Ugen paa Koncert, og én Gang i Assemblé i Klubben, hver fjortende Dag i det dramatiske Selskab, og hver Maaned paa Balparé, og ikke én Gang i Kane denne hele Vinter. Derimod tier Herren stille med, at han gaar selv hver Dag i Klubben én om ikke to Gange.

Hr. v. Plageman.

Ja men, min bedste! jeg agter ogsaa at høre op dermed, for vi kan ikke holde det ud. Vores Formue er nu aldeles fortærer, og vi er i Gjæld til.

Fru. v. Plageman.

Formuen hørte mig til; skal altsaa nogen beklage sig, saa er det mig. Mig synes ellers, at ti 429 Tusende Rigsdaler, som jeg arvede efter min Fader, vel kunde have varet lidt længere.

Hr. v. Plageman.

Og jeg undrer mig over, at de har varet saa længe, paa den Maade som vi har levet. Betænk nu, at det er tredive Aar siden, vi flyttede fra Mandal; at vi laa her nogle Aar og suede paa Lappen, før end jeg fik dette Embede, som jeg har, der næppe giver mig fem Hundrede Rigsdaler om Aaret. Havde ikke min Søn Jakob druknet, da han var syv Aar gammel, fordi jeg var. saa gal at give ham Lov til at tage ud i den aabne Sø for at fiske, saa havde jeg blevet Enkemand min Levetid, og aldrig taget dig, ihvorvel jeg just ikke fortryder det; saa havde jeg blevet ved mit Værksted, boet i Mandal endnu og været en god, ærlig Urmager, og saa havde jeg ikke byttet mit Navn bort for at føje din Forfængelighed, som dog er og bliver en Skamflik for mig.

Fru. v. Plageman.

Ja, saa havde du heddet Mester Petersen. Du husker dog vel ellers, at det ikke var mig men min Fader, der forlangte det, og at du ikke maatte faa mig, med mindre du vilde antage hans Navn?

Hr. v. Plageman.

Ja, jeg husker det nok, at Hr. Regimentsfeltskæren troede, han var en stor Mand, fordi han hed von Plageman. Men du har nok glemt, hvem det var, der satte sig imod, at jeg ikke maatte kalde mig Petersen igjen, da din Fader døde kort efter vores Bryllup, hvorfor jeg ogsaa blev gjort Nar af i hele Byen; og jeg nægter ikke, at dette jo var en stor Aarsag, hvorfore jeg saa snart gav efter for dine Overtalelser og flyttede til Kjøbenhavn.

Fru. v. Plageman.

Men sig mig da, hvorledes skulde vores Sofie have faaet den Opdragelse, som hun har, i Fald vi havde blevet der oppe! Er denne Grund da af ingen Betydenhed?

Hr. v. Plageman.

Ja, den er. Vores Sofie blev jo født ti Aar efter, at vi kom til Kjøbenhavn. Desuden, den Opdragelse, hun har faaet, kan hun saamænd ikke takke enten dine Klubber eller Assembleer for, jeg havde nær sagt, dig selv 430 med, Gud velsigne den gode Frøken v. Sommer! hun er den, der har opdraget Sofie. Hun betaler for sig her i Huset som en fremmed og gjør os Gavn som en Tjenestepige eller Hovmesterinde; og det véd du meget godt selv, at naar vi ikke havde haft hende i Kost og Logis her, saa havde vi for længe siden været i de Omstændigheder, hvori vi nu er.

Fru. v. Plageman.

O, det havde vel ingen Nod haft. Du sørger saamænd ogsaa meget vel for at gjøre vores Hus til et Gjæstgiverhus. Det er nok af samme Aarsag, at du har lejet vores Sal bort til de Herrer fra Ostindien, som vi venter hver Dag?

Hr. v. Plageman.

Ja, det er: vi ere nødte til at knibe Økonomien, saa meget som vi kan, og naar du vilde hjælpe mig, o! saa skulde vi endnu kunne leve godt paa vor gamle Alder.

Fru. v. Plageman.

Jeg skal nok passe at knibe, hvor jeg finder fornødent, men du maa ikke tro, at jeg vil spærre mig inde for dine Grillers Skyld; og jeg véd bedre end du, at vi ikke ere saa fattige, som det skal hedde, Gud véd, af hvad Aarsag.

Hr. v. Plageman

Men Kone! har du da glemt, at vi ingen Hjælp kunde faa til at betale vores Rentepenge med til Brandkassen, og at jeg maatte gribe til det forfærdelige Nødværge at laane Penge af den Vindbeutel, Kaptejn v. Aberwitz?

Fru. v. Plageman.

Men Mand! det forstaar du ikke. Det er netop det samme som at laane Penge af den ene Lomme ug lægge i den anden. Kaptejnen er ingen Vindbeutel, og han skal være vor Svigerson.

Hr. v. Plageman.

Han vor Svigersøn?

Fru. v. Plageman.

Ja, ret han. Det er besluttet, og det skal ske. Det er en rig Mand, det véd jeg.

Hr. v. Plageman.

Men, Kone - -

Fru. v. Plageman.

Men, Mand! det skal saa være, der hjælver ingen Snak for; Kaptejnen har ikke saa utydelig 431 ytret sig dermed, og jeg har ogsaa paa en forblommet Maade givet ham til Kjende, at det nok kunde lade sig gjøre.

Hr. v. Plageman.

Ja, ja, Kone! saa faar det vel være, men det gjør mig ondt for Pigen, for jeg tror ikke, hun bliver lykkelig. Jeg havde hellere undet hende vores lille Løjtnant, naar noget skulde være, for ham tror jeg, him dog holder noget af

Fru. v. Plageman.

Det vilde jeg ikke haabe, at min Datter skulde saaledes kaste sig bort. En fattig stakkels Løjtnant, der ikke kan hjælpe sig selv, og mindre os, og som oven i Kjøbet hedder Jespersen.

Hr. v. Plageman.

Ja, hvad havde vel Sofie heddet, dersom jeg ikke havde været en Nar?

Fru. v. Plageman.

Saa havde hun ikke været til. For jeg havde ingen Mand taget, der hed simpelt Petersen, ihvor meget jeg end virkelig holdt af dig, og min Datter skal ingen Mand have, der hedder slet og ret Jespersen. Det er nok sagt.

Hr. v. Plageman.

Ja, ja, Moder! det er din Datter lige saa vel som min, og jeg har ikke mere over hende at sige end du.

Anden Scene.

De forrige. Lars.

Lars.

Frue! jeg - -

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Hvad er det, du vil?

Lars.

Jeg véd ikke selv; - jo, nu husker jeg det.

Fru. v. Plageman.

Hvad er det da, Dosmer?

Lars.

Ja, bi nu lidt. Fruen gjør mig ganske konfus i Hovedet.

(Gaber).
Hr. v. Plageman.

Jeg tror, Fanden staar i den Karl. Kan du komme ud med det!

Lars.

Jo, jeg kan - se nu...

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Vil du gjøre Nar af os?

Lars.

Ja! jeg - bi lidt! - de fremmede...

432
Hr. v. Plageman.

Hvad de?

Lars.

Er kommet.

(Gaber).
Hr. v. Plageman.

Hvor er de?

Lars.

Hvor de er fra? Ja, hvor véd jeg det?

Fru. v. Plageman.

Hvor er de fremmede? Hvad tager de sig for?

Lars.

Bi lidt, Frue. (Gaber) De bærer deres Kufferter op paa Salen.

Hr. v. Plageman.

De fremmede selv? Hvad er det for fremmede?

Lars.

To Soldater -

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Han gjør os forrykt. Lille Mand! gaa du ud og se, hvordan det hænger sammen.

(Hr. v. Plageman gaar).

Tredje Scene.

Fru. v. Plageman. Lars.

Lars.

Fruen gjør mig forrykt med sin Hastighed. Jeg maa ikke faa Tid at betænke mig, naar jeg skal fortælle Dem noget.

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Skal du da altid blive et Fæ og saadan en evindelig Nøler?

Lars.

Fruen maa give mange Penge til, fordi jeg er, som jeg er. Der er nu Kokkepigen, hun er hurtig nok (gaber) , men saa faar ogsaa Fruens Glas og Tallerkener og Syltekrukker en evig Ulykke.

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Saa gaa og læg dig og sov.

Lars.

Det skal jeg saamænd ogsaa. (Gaber). Gud velsigne Fruen for det!

(Gaar).

Fjerde Scene.

Fru. v. Plageman. Hr. v. Plageman, van der Haan.

Hr. v. Plageman.

Vær saa artig! her ind, min Herre! der ser De min Kone!

van der Haan.

Ydmyge Tjenere, Frue! De har haft 433 den Godhed at tillade mig at spise og logere her i Deres Hus.

Fru. v. Plageman.

De behager at tage til Takke med Husets Lejlighed.

van der Haan.

Jeg skal sige Dem, Frue! jeg gaar ikke gjærne ud om Formiddagen, og paa et Værtshus spiser jeg nødig, for man træffer der saa ofte Folk, som man ikke kau lide, og at spise alene paa min Stue, det kan jeg, paa min Sjæl! ikke komme ud af, saa glider Maden slet ikke, derfor har jeg altid søgt at komme i Logis hos skikkelige Folk, hvor jeg kunde faa det lige saa godt som de, og slet ikke bedre. Ser De, Frue! det er rent ud mine Tanker, og De skal ikke være bange for, at vi jo nok skal komme overens om Betalingen.

Fru. v. Plageman.

O! det har jeg aldrig haft Tvivl om. Vi vil kun ønske, at De maa blive fornøjet.

van der Haan.

Ja, saa min Sjæl! skal jeg det, Frue! naar vi kuns kan snakke lidt over Bordet, om hvad det saa ogsaa er, for jeg kan for min Død ikke Ude at sætte sig til Bords og jage Maden i sig og saa staa op igjen uden at have lukket Munden op undtagen for at tygge.

Hr. v. Plageman.

Det skal ingen Nød have; for min Kone og jeg vi snakker gjærne, skjændes ogsaa lidt iblandt skjønt det betyder intet - det er saamænd ikke for Alvor. Og saa er der ved vores Bord vores Datter Sofie, som er i sit tyvende Aar, og en Frøken v. Sommer, som har logeret i vores Hus i ti Aar og er et meget fornuftigt Fruentimmer og har, saa at sige, opdraget vores Datter.

van der Haan.

Bravo! det er jo alt, hvad jeg behøver. For naar saa De, min Fader, en Gang imellem ikke gider pratet med mig om Tippo Saib og General Cornwallis, Ih saa snakker jeg med Fruentimmerne om broderie Nettelduger og Musseliner, og det gider de, paa min Sjæl! nok hørt tale om.

Fru. v. Plageman.

De skal saamænd finde os meget snaksomme, naar De kommer i den Materie.

434
Hr. v. Plageman.

Jo, jo, jeg vædder, De vil til Gavus insinuere Dem hos mine Fruentimmer. - Men, maa jeg ikke spørge Dem, hvad det er for en Person, som er med Dem foruden den sorte Tjener?

van der Haan.

Det er nok ham, der er saa gul i Ansigtet, De mener? ja, det har saa sine Aarsager, at han er gul. Ser De, jeg har tjent hos en god, ærlig Mand i Ostindien henved en Snes Aar, og da han døde, saa testamenterede han mig alt, hvad han ejede. Manden var, saa at sige, en gammel Ungkarl, for gift havde han aldrig været, men havde dog saa udenom haft en Søn med en Negerinde, og det er denne Karl, der er saa gul i Ansigtet. Nu burde jo den salige Mand have betænkt denne Fyr lidt i sit Testamente; men, Gud forlade ham den Synd, se, om han gjorde det! og hvis Pligt blev det saa at tage sig af Stakkelen? saa min Sjæl! ingens uden min, da jeg arvede alt, hvad han dog ellers burde haft.

Hr. v. Plageman.

Det gjør Dem Ære, i Sandhed gjør det saa.

van der Haan.

Saa? mener De det? - De taber et Guld-Ur, jeg finder det, og véd, at det er Deres - jeg giver Dem det igjen - gjør det mig nogen Ære? - ja, i Fald det kan gjøre mig Ære, at jeg ikke vil være en Slyngel, saa har De, paa min Sjæl! Ret. - Men, for at komme til denne Fyr igjen, da jeg rejste fra Indien, saa lod jeg ham væe, enten han vilde blive der, saa vilde jeg sætte ham i Stand paa en eller auden Maade, eller han vilde følge med mig; han valgte det sidste. Nu er han her, og jeg omgaas ham som en af min Familie; dum er han, og siden den gamle aldrig, brugte ham til andet end Tjener, saa stikker Arten i ham, og han er aldrig gladere, end naar han kan luske sig til at gjøre lidt Tjener-Arbejde. - Men, vi skal sladre saa meget sammen, naar jeg først kommer lidt i Rolighed. Vilde De nu have den Godhed at vise mig mine Værelser?

435
Hr. v. Plageman.

Meget gjærne, behag at følge med.

(v. Plageman og van der Haan gaar).

Femte Scene.

Fru. v. Plageman
(alene).

Det er en herlig Mand! Mon han ikke skulde være Adelsmand? - han hedder dog van der Haan! - Det var Skade, om han ikke skulde være det; for Folk maa sige, hvad de vil, om Adelskabet, saa giver det dog et Menneske Unseelse; og er man nu just ikke Adel, saa er det dog en Lykke, naar man kan have et vou foran sit Navn.

Sjette Scene.

Fru. v. Plageman. Kaptejn v. Aberwitz

Kaptejnen.

Gantz gehorsamer Diener! gnädige Frau!

Fru. v. Plageman.

Tjenerinde Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

Jeg gjør nu mine Nachmittags Visitten hos mine Venner, und De mich tillader at tælle Dem blandt mine Venners Anzahl.

Fru. v. Plageman.

Jeg takker Dem og forsikrer Dem, at De er altid velkommen i mit Hus.

Kaptejnen.

Jeg kan Dem sige, gnädige Fran, ich kommer nu in alle de adliche Cirkler hier in der Stadt, aber so er det mig bisweilen recht en agriabel Delaissement, at konservere simple Folk. Jeg vil just dermet ikke have sagt, at jeg Dem met simple Folk mener, denn ich vet, at De er af en fornem Obstruktion, ob De just ikke er adlich.

Fru. v. Plageman.

Ja, Hr. Kaptejn! min Extraktion er meget god, og dersom min Fader ikke havde haft den Ulykke, at det havde brændt for ham en Gang, saa skulde han let have bevist, at han nedstammede fra gammel tysk Adel. Sandt er det, at han just aldrig vilde tilstaa det offentlig, og det kom deraf, at en af hans Forfædre havde været saa uheldig, at hans Navn var bleven slaget paa Galgen.

Kaptejnen.

O! det siger intet, det kan jo hænde den bedste.

436
Fru. v. Plageman.

Ja, den bedste Familie kan have den Malheur, og derved bør dog Efterkommerne ikke lide. Naar nu den Ulykke ikke havde rammet Familien, saa havde dog min stakkels Datter kunnet gjort Regning paa at gjøre et godt Parti med en Adelsmand.

Kaptejnen.

Ach! hvorom kan hun det ikke endnu tænke? Jeg kjender den Edelmann, der sætter sich weit hin over sodanige Bagateller, und der met Giede vil en Parti met Deres Jungfrau Tochter slutte.

Fru. v. Plageman.

Jeg frygter for, at De smigrer mig, Hr. Kavtejn!

Kaptejnen.

Det er, parmi! min Ernst, gnädige Frau! und in mich, den nehmlichen Kaptejn von Aberwitz, der her for Deres Eyen staar, ser De den Edelmami, der, wenn die Præposition Dem agriabel er, vil en Parti met Deres Tochter slutte.

Fru. v. Plageman.

Det er en Lykke for min Datter, som jeg med begge Hænder imodtager. O! hvor lykkelig vil jeg ikke blive paa mine gamle Dage.

Kaptejnen.

Aber gnädige Mama! Vi Edelleute, wi kan ikke gaa so gerade frem wie die Bürgerleute. Der ere einige Vermaledeieten, oder was es ist, so die Juristen kalder det...

Fru. v. Plageman.

Formaliteter - -

Kaptejnen.

Ja, ja! Formaliteten, und en Kontrakt, der maa ferst in Stand bringes, und darüber maa vi enige være.

Fru. v. Plageman.

Rigtig, Hr. Kaptejn! det véd jeg, og finder det meget billigt. Men, derom har jeg nu ikke Tid at tale. Vil De gjøre mig den Ære at besøge mig Klokken syv i Aften, saa skal vi tale med hinanden derom og opsætte Kontrakten.

Kaptejnen.

Ich skal den Ære have mig at indfinde.

Fru. v. Plageman.

Men, det var dog vel ikke af Vejen, om De talte en Gang med min Datter, hun er dog en 437 Hovedperson i denne Sag; om De tillader det, saa vil jeg lade hende komme ind, og da kan De bedst under fire Øjne andrage Deres Ærende.

Kaptejnen.

Wie sie befehlen.

Fru. v. Plageman.

Adieu, saa længe! - O minSofie! nu er da den Sten lettet fra mit Hjærte.

(Gaar).

Syvende Scene.

Kaptejnen
(alene).

Das ist freilich gut- Aber skulde doch ikke Djævelen ride den Mama, at hun tror, jeg hendes Datter vil heirathe? So var jo die Sache splittergal! - Nein, Mutter! das geht nicht an. - Min Mama vil mig iugen flere Penge sende, und so er jeg en fattig Lus, und sie eben so arm, das würde verteufelt schledit ablaufen. - Forkjøbe hende til Baronen - dabei ist was zu verdienen, und derom maa jeg mig hos die Mutter in Gunst halten. - Und die Fräulein von Sommer.. ja, das ist eine andere Sache, Hr. Kaptein! hun har Geld, und das ist alles, was ich brauche.

Ottende Scene.

Kaptejnen. Frøken von Sommer.

Kaptejnen.

Ah! mein gnadiges Fraulein!...

Frøkenen.

Jeg kommer, Hr. Kaptejn! for at undskylde Jomfru Sofie, hun er lidt upasselig, saa at hun ikke kan have den Ære at tale med Dem.

Kaptejnen.

Jeg anser denne Zufall for en Lykke, siden den har verschaffet mich denne agriable Entrevit.

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! lidet mere Ærlighed og lidet mindre Komplimenter, det er mit Symbolum.

Kaptejnen.

Ret godt gewählt, gnädiges Fräulein! - aber jeg maa bede Dem om Vezeihung, den Pudderdose, som jeg Dem har lovet, er ikke at have so schøu, som jeg Dem vilde den unde, aber in einige Dagen er den mich versprochen, und da skal jeg den Ehre have Dem dermed at opvarte.

438
Frøkenen.

Jeg beder Dem, Hr. Kaptejn! atter igjen, ikke at sætte Dem i Bekostning, thi jeg imodtager den vist ikke. Jeg har saa mine egne Grundsætninger i denne saa vel som i flere Materier. Der vil altid noget for noget, tænker jeg, og naar man tager Presents,, saa maa man give Presents igjen, og det strækker min Formue ikke til.

Kaptejnen.

Erlauben Sie, den Hypotese er grundfalsch, om jeg det maa sige. Det, som uden Schande kan tilbides, kan uden Schande imottages. Den er min Simbolum.

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! jeg handler efter mine Grundsætninger, De efter Deres. Og De maa tillade mig rent ud at erklære Dem, jeg modtager aldeles ingen Presents af Dem.

Kaptejnen.

Das war viel. Aber wenn jeg Dem min hele Person til en Present ofrirte?

Frøkenen.

Deres hele Person! - Maa jeg sporge: sætter De højere eller ringere Pris paa den, end paa Deres Pudderæske?

Kaptejnen.

Eiue alberue Frage, liebes Fräulein! Jeg er jo en Edelmann.

Frøkenen.

Og jeg er en uadelig Pige.

Kaptejnen.

Det har De mich forhen sagt. Aber nichts desto weniger will jeg Dem til eine hochwohlgebohrne Frau von Aberwitz machen.

Frøkenen.

Jeg hedder Frøken Sommer, og det Navn vil jeg beholde, saa længe som det behager mig.

Kaptejnen.

Er min Person und Stand Dem ikke agriabel?

Frøkenen.

Maaske jeg ikke kunde besvare dette Spørgsmaal uden at fornærme Dem; De maa altsaa tillade mig at lade det være ubesvaret. Jeg troede ellers, at Deres Hensigter vare stilede paa en ganske anden Person, for Exempel, paa Jomfru Sofie.

Kaptejnen.

Jungfrau Sofie! - Jungfrau Sofie! det er en hertzens gutes Kind; ich liebe sie in Wahrheit, aber so, som man en Barn lieben kan, und ihr Wohlfart skal mig 439 altid om Hjærtet ligge. Aber Sie, gnädiges Fräulein! De er den einzige Person, for hvem jeg det har følt, som man wahre Liebe kalder.

Frøkenen.

Og jeg har altid følt den største Ligegyldighed for Dem, Hr. Kaptejn! thi jeg undser mig virkelig ved at bruge et ubehageligere Ord i Deres Nærværelse.

Kaptejnen.

Aber denne Ligegildighed, kunde den sig ikke til lidet mere Wärme forandre?

Frøkenen.

Jeg tvivler højligen derpaa, Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

Endnu en Gang, und vors letzte Mal tilbyder jeg Dem at dele Namen, Rang und Vermögen met mig.

Frøkenen.

Og jeg forsikrer Dem om, at De, saa vidt som det staar i min Magt, altid skal beholde det udelt.

Kaptejnen.

De giver mig also en Korb?

Frøkenen.

Ja, og det saa vel konditioneret, som nogen Mand i Verden kan frabede sig eller ønske sin Fjende den.

Kaptejnen.

Det er, parmi! wunderlich. Det havde jeg ikke gedacht. Ich er en Edelmann, reich und Officier, und jeg troede, at en Hagestoltze, en gammel Pige...

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! Deres Grovheder frabeder jeg mig. Lær da af mig, at ikke enhver gammel Pige er saa giftesyg, at hun skulde være til fals for den første den bedste Nar, der byder paa hende.

(Gaar).

Niende Scene.

Kaptejnen
(alene).

Das war mir ein Qverstrich in der Rechnung. Aber det siger intet. Ich har schon en halb Dutzend rige Bürgermädchens in min Kikkert. Pulveret maa doch wohl einmal fænge.

(Gaar).

Tiende Scene.

Snvdenstrups Værelse. Det er mørkt.
Snydenstrup (med et Lys i Haanden) Jonas.

Snydenstrup.

Hør nu, min Søn! jeg maa en Gang 440 fortælle dig, hvad der er ved disse to Officerer at gjøre, som du har set hos mig i Dag.

Jonas.

Papa skal have mange Tak.

Snydenstrup.

Kaptejnen er en Gavtyv, som jeg harhjulpen i mange saakaldte Spidsbuberier, og som jeg trænger til, og som trænger til mig igjen. Han er ellers af en fornem Familie og har, tror jeg nok, en Del Penge i Tyskland. Han gjør mig megen Nytte imellem Aar og Dag, og derfor knn jeg nok - vel at mærke - med den vedborlige Forsigtighed betro ham nogle Penge uden Pant. Ser du, saa maa han ogsaa betale bedre, end de, der giver Pant; for der er dog en Del usikkert derved. Naar jeg laaner ham tre Hundrede Rigsdaler, saa maa han give sin Obligation for sex Hundrede. Og dersom jeg ikke laante ham, saa gik han til en anden, hvor han kanske maatte give Obligotion for otte Hundrede.

Jonas.

Men Papa! siden det dog skal ske, hvorfore kunde da ikke vi lige saa vel tage de otte Hundrede Rigsdaler, som en anden?

Snydenstrup.

Nej, min Søn! man maa ikke flaa Folk, det er syndigt; men mere end Skindet behøver man dog ikke hellere at lade dem beholde. Og naar saadan en Person er et Ødeland, saa er det godt, at en brav Mand som jeg eller mine Lige vil tage sig det paa at være hans Kasserer og faa hans Midler trukket til sig, for saa er de dog nogenledes paa et vist Sted, og naar saa Mossiø Person er kommen aldeles paa Knæene, o! saa er det saadan en Glæde for et følsomt Hjærte, at man en Gang imellem kan række ham Haan den og for gammel Kjendskabs Skyld give ham et Par Styver, naar han ellers kanske maatte sulte ihjel. Og saa maa man endelig bære sig saaledes ad, at man til sidst har Penge til gode hos ham, som han ikke kan betale, for at man kan fortælle overalt, hvormeget man taber ved ham.

Jonas.

Men, Papa! skal man saa ikke sætte ham i Slutteriet?

Snydeustrup.

Ja, min Søn! dette er saa en egen 441 Sag. Ser du, dersom han har rig Familie eller formuende Venner, der tager sig af ham, saa kan man nok vove de Skillinger paa ham, som det koster at føde ham der, for saa plejer de dog gjærne at løse ham ud, og i det mindste betale noget af hans Gjæld. Men ellers er det kuns unyttig Pengespilde, og saa er det bedst at lade ham gaa for Lud og koldt Vand. Forstaar du det ikke nok, Jonas?

Jonas.

Jo, jeg gjør saamænd, Papa.

Snydenstrup.

Løjtnanten er nu igjen af en anden Art. Han har ikke noget, og ham er der ikke synderlig at vinde ved. Dog, lidt kunde der sagte være at pille af. Jeg har saa tit villet forstrække ham Penge paa hans Gage, der tjenes dog en skikkelig Dusør ved. Men han har aldrig villet bide paa. Han satte mig dette Guld-Repeter-Ur i Pant for nogle Snurrepiberier. Dette Ur bliver vist ikke gammelt i hans Værge; han er jo kuns fire og tyve Aar gammel. Jeg kjender de unge Officerer ret godt, de fejer ud, hvad de har, naar de er i Trang, og det gjor vist denne med en Gang, sent eller tidlig, og hvem véd, om han saa gaar til mig? saa kryber kanske Uret i en anden.

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan det da ikke lige saa vel krybe i os, som i en anden?

Snydenstrup.

Rigtig, min Søn! Jeg har derfore her et gammelt Messing-Repeter-Ur, der i Mørke sagte kan passere for hans; nu hænger jeg hans Kjæde deri, og saa beholder vi hans Ur; det skal gaa herligt.

(Han løser Kjæden af og bytter Urene).
Jonas.

Men, Papa! naar han saa siden ser paa Uret, og spørger Papa om Sammenhængen, hvad vil saa Papa sige?

Snydenstrup.

Ih, saa siger jeg, at det er Løgn, og at han skal bevise, og at jeg véd nok, paa hvad for et liderligt Sted han har fejet Uret ud; og for end han vil have den Mistanke pan sig, at han søger liderlige Huse, før tier han stille med sin Skade.

442
Jonas.

Men hvoraf véd Papa saa vist, at han vil tie stille?

Snydenstrup.

Jo, for han gaar sikkert paa Frieri, det tror jeg, siden han vil kjøbe Prætensioner; og mener du da, at han ikke hellere gav tre Guld-Ure bort, end at hans Kjæreste skulde faa denne Mistanke? - Men tyst! der kommer nogen paa Trappen. (Han puster Lyset ud og leder Jonas hen bag en Stol i Baggrunden). Staa du der, Jonas! og rør dig ikke af Stedet! - (Han gaar til Døren, aabner den ograaber). Er der nogen?

Ellevte Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Her er jo et Hunde Mørke.

Snydenstrup.

Er det Dem, Hr. Løjtnant?

Jespersen.

Ja det er: jeg har Deres Prætiosa tilbage. Kan vi ikke faa Lys?

Snydenstrup.

Der er ikke et Menneske hjemme uden jeg, og jeg kan intet Lys finde. Men, vi kan gjærne afgjøre det i Mørke; De er jo en honnet Mand, der ikke vil bedrage mig?

Jespersen.

Ja ja da, saa føl nu! her er fem Stykker, og her det sjette, som jeg vil beholde. Det er et af dem til tolv Rigsdaler, men vil De have ti derfor, saa er her en Tidalers-Seddel.

Snydenstrup.

Nu, Hr. Løjtnant! for en anden Gangs Skyld faar det saa være.

Jespersen.

Sedlen er rigtig, det svorer jeg for.

Snydenstrup.

Ih, bevare os Gudl Jeg véd jo, De er ingen Skjælm. Her er Deres Ur igjen.

(Leverer ham Messing-Uret).
Jespersen.

(Trykker paa Uret, saa det repeterer). Det er godt! Far vel!

Snydenstrup.

Far vel, Hi\ Løjtnant! naar De ellers behøver noget, saa vær saa god at tale mig til. Adieu! Tag Dem i Agt for Trappen!

(Jespersen gaar)
443

Tolvte Scene.

Snydenstrup. Jonas

Snydenstrup.

Tag mig Lyset, Jonas!

(Snydenstrup tager et Fartøj frem af Chatollet og tænder Lys).
Jonas
(kommer med Lyset).

Men hvorfor solgte Papa Perætensionen for ti Rigsdaler?

Snydenstrup.

Ih, min Dreng! jeg havde solgt ham den for fem, og kunde ogsaa have solgt den derfor, om han havde pruttet meget med mig. Jeg var glad, at jeg blev af med ham, uden at han mærkede Fejlen ved Uret. Nu slipper han da for at feje det Ur ud til en anden.

Jonas.

Ja, og siden det dog skulde ske, hvorfor kunde det da ikke lige saa vel fejes ud til os, som til andre. Men Papa sagde jo før, at Løjtnanten var fattig, er det da inte Synd at skille ham ved sit Ur?

Snydenstrup.

Nej, min Søn! just derfor skal han af med det. For, ser du, saadanne har det alle Tider gaaet i Verden, Jeg skal ved Lejlighed fortælle dig hundrede Exempler, hvoraf du skal se, at det er politisk rigtigt at udsuge den fattige og skaane den rige. Du kan tro mig, min Dreng! det er noget, som baade bør og maa ske.

Jonas.

Og naar det da skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som andre.

(Dækket falder).

Tredje Akt.

(Stuen i von Plagemans Hus. i Baggrunden staar to Borde med
Lys paa).

Første Scene.

David
(alene).(Bringer Stole ind og sætter i Orden).

David - bringe Stole ind - kan saamænd gjærne gjøre det - har intet andet at bestille - gaar Tiden saa godt for David 444 har intet ondt af at rore sig lidt - og saa ser de Piger saa mildt til David.

Anden Scene.

David. Sofie.

Sofie.

Hvad er det? gaar De og bærer Stolene ind?

David.

Har saamænd ingen Skade af det - David kan inte være ledig.

Sofie.

Ja, men det er en Opvartning, som ikke tilkommer Dem.

David.

David gjærne varter op - maa tro, Jomfru! er inte første Gang, David gjort det. -

Sofie.

Det er godt nok, men vi har en Tjener, og han har faaet Ordre til at gjøre det. (Raaber) Lars!

David
(vil holde hende for Munden).

Tyst - Jomfru! - Stakkels Lars! - -

Sofie.

Hvad fattes Lars?

David.

Vil saa gjærne sove - er sovnig. - David inte sovnig, og vil nok hjælpe stakkels Lars.

Sofie.

Nej! det gaar for vidt, om den Karl understaar sig til at lade Dem gjøre hans Arbejde.

David.

Inte vred paa stakkels Lars - godt Karl - men saa søvnig. - Lad sove - bliver nok vaagen.

Sofie.

De forsvarer ham godt.

David.

O ja, Jomfru! - David forsvare hele Verden

- godt som han kan.

Sofie.

De holder da af alle Mennesker?

David.

O ja, holder af alle Mennesker - gjor David

- Fruentimmer mest.

Sofie.

Se, se! holder Han da ogsaa af dem, som Han ikke kjender?

David.

Bevare os Jomfru! - Mange Mennesker David inte kjender. - Skulde inte holde af dem, fordi inte kjendte dem? - Kan jo være skikkelige Mennesker, fordi David inte kjender dem.

445
Sofie.

Altsaa holder Han ogsaa af mig?

David.

O, meget! meget! Jomfru! - men David er fattig Karl - skulde ellers faa god Mand i David; - vil inte have David? - hvad?

Sofie.

Nej, min gode Ven! det lader sig ikke gjøre.

David.

Ja ja, da! - David finde sig i det - holder dog af Jomfruen alligevel - gjør David.

Sofie.

Det skal De ret have Tak for.

David.

Inte takke David for det. - Det skal David gjøre. - Men, har andet at bestille end at snakke. - Far vel Jomfru! David gaar.

Sofie.

Farvel!

(Han gaar).

Tredie Scene.

Sofie
(alene).

Stakkels Karl! havde han Forstand, som han har Hjærte, saa skulde man kanske lede længe, før end man fandt hans Mage. - Men Klokken er allerede sex, og derover, og endnu er han her ikke. O, min Ven! min Ven! tællede du Minutterne som jeg, du lod mig vist ikke vente saa længe paa dig!

Fjerde Scene.

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Bedste Sofie! tag nu denne ubetydelige Gave af min Haand, til et Pant paa den evige Kjærlighed, jeg i Dag har svoret dig! (Han flyr hende en Prætension). Du véd, jeg kan ingen store Gaver give.

Sofie.

Og du véd, at jeg ser meget mindre paa Gaven selv, end paa Haanden, hvorfra den kommer, og Hjærtet, hvormed den gives. Vær forvisset om, at hver Gang jeg ser paa Gaven, skal Giverens Person være mig i et kjært Minde.

Jespersen.

Tak, min Pige! men jeg vil dog ikke haabe, at du skal behøve at se paa denne usle Bagatel for at tænke paa mig.

Sofie.

Nej, langt oftere skal Tanken om dig bringe 446 mig til at se uaa denne usle Bagatel, som du behager at kalde den.

Jespersen.

Du véd selv, at jeg nu for nærværende Tid ikke tør vove formeligen at anholde om dig hos dine Forældre; thi en simpel Løjtnant, der ikke har andet at leve af end sin Gage, kan ikke gjøre sig meget stærkt Haab om at overtale sin Piges Forældre; men du véd dog, at jeg har nogen mere Udsigt end mit blotte Avancement, og at jeg kan vente mig nogle Skillinger efter en Mormoder, der vel er gammel, men som dog muligen kan leve endnu en Snes Aar.

Sofie.

O. min bedste! jeg skal med Fornøjelse oppebie den Tid, da Skæbnen vil føje dine Ønsker.

Jespersen.

Ja, tal ikke for meget om den Fornøjelse, det vil give dig! Husk paa, hvad Frøken Sommer sagde før!

Sofie.

Godt nok, men jeg vil ogsaa give dig noget at tænke paa. Véd du vel, at du har en Medbejler?

Jespersen.

Ja, vist véd jeg, men hvem kan være bange for en saadan Karl?

Sofie.

Saa véd du det da? det er underligt. - Men om jeg nu siger dig, at jeg holder af ham? hvad da?

Jespersen.

Jeg vilde le. For det kan aldrig være dit Alvor.

Sofie.

Jo, tilforladelig er det mit Alvor.

Jespersen.

O, spøg dog ikke i denne Materie! du vil prøve mig, om jeg skulde være jaloux.

Sofie.

Ingenlunde, det er slet ikke Spøg. Og jeg siger dig nok en Gang, at jeg holder meget, ret meget af ham.

Jespersen.

Sofie! Sofie! - det gaar for vidt - Den gemene Karl!

Sofie.

Herre Gud! kan han gjøre for det, at han er en simpel eller gemen Karl, som du kalder ham? Og kan man ikke gjærne holde af ham for det?

Jespersen.

Men han er en Skurk! en nederdrægtig!

Sofie.

Han er en brav Karl, siger jeg.

Jespersen.

Han er en Slyngel, siger jeg.

447
Sofie.

Stakkels David!

Jespersen
(højt).

Ja jeg skal, paa min Ære! vise ham, hvor David kjøbte Øllet.

Femte Scene.

De forrige. David.

David.

Har intet Øl kjøbt - har ikke David - Skal David kjøbe?

Jespersen.

Hvad er det for en Figur?

Sofie.

Det er netop ham; der ser du din Rival. Vær nu jaloux.

Jespersen
(ler højt).
David.

Le ad David lige i Øjnene - er inte smukt - Gjør David aldrig ved uogen.

Jespersen
(til David).

Forlad mig! det var vist ikke Ham, jeg lo ad.

Sofie.

Nej, det forsikrer jeg paa. Tro kuns mig!

David.

Tror Dem gjærne, Jomfru! - David inte gjærne vil tro ondt om Folk. - Men - talte om Øl - David henter, om befaler.

Jespersen.

Nej Tak! det var ikke Meningen, af hvad vi sagde.

David.

David gaar.

(Gaar).

Sjette Scene.

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Forklar mig Sammenhængen i dette, som jeg slet ikke forstaar.

Sofie.

Det er en Mulat, som er kommet med Ostindianeren, der logerer her; et godt stakkels Menneske. Han siger til alle, at han holder af dem, og det sagde han ogsaa til mig før.

Jespersen.

Skjælmske Tøs! og der skulde du nu strax sætte mig i Harnisk!

448
Sofie.

Men hvem tænkte du paa, siden du saa lige skjældte ham for en Skurk?

Jespersen.

Ih! hvem andre end den fordømte Kaptejn von Aberwitz?

Sofie.

Kaptejn von Aberwitz! hvor kan du falde paa ham?

Jespersen.

Véd du intet om ham? - ja saa véd jeg ikke heller...

Sofie.

Noget maa du vist vide - hvad er det?

Jespersen.

Hør, Sofie! Om din Moder, som vel kunde hænde sig, skulde falde paa at ville paatviuge dig ham, saa maa du fatte Mod og ingenlunde føje hende; thi du bliver ulykkelig.

Sofie.

Gud! hvad hører jeg?

Jespersen.

Himlen skal være mit Vidne, at jeg selv skulde overtale dig til at blive lykkelig paa min Bekostning, liaar den Mand, som din Moder vilde byde dig, var dig værdig, for med mig har det dog maaske lang Udseende. - Men der kommer nogen. - Vær rolig, min Pige!

Syvende Scene.

De forrige. Frøken von Sommer.

Frøkenen.

Naa, Hr. Løjtnant! De er saamæud en ordholden Mand, og har endog en Kjæreste at komme til. Det var Klokken sex.

Jespersen.

Men jeg har ogsaa været her længe.

Frøkenen.

O, jeg saa' nok, da De kom! Og hvad er nu Klokken?

Jespersen.

Klokken er... (Tager Uret ov af Lommen). Hvad Fanden er det? Naa du Erts-Spidsbub!

(Han tager Hatten og vil gaa)
Sofie.

Hvor hen? Hvad vil det betyde?

Jespersen.

Kuns et Øjeblik, saa er jeg her igjen.

(Han river sig løs fra dem og gaar).
449

Ottende Scene.

Sofie. Frøken von Sommer.

Sofie.

Bedste Frøken! Hvad kan dog dette være?

Frøkenen.

O, bryd Dem ikke om del. Formodentlig er det en Forretning, han har glemt. De Herrer Officerer de maa staa paa Pinde paa Minutten. - Men, jeg synes, at jeg hører Deres Moder komme. Skynd Dem at gaa ud af den Dør, for jeg har noget at tale med hende om, som De ikke maa høre.

(Sofie gaar).

Niende Scene.

Frøken von Sommer (alene). Det var vel, jeg fik hende bort, hun faar sin Ulykke tids nok at vide. Imidlertid maa jeg dog se, om jeg ikke kan faa Moderen paa andre Tanker.

Tiende Scene.

Frøken von Sommer. Fru von Plageman.

Fru v. Plageman.

Kjære Frøken! det fornøjer mig ret, at jeg træffer Dem alene.

Frøkenen.

Hvad har De da at befale, om jeg maa spørge?

Fru v. Plageman.

Ikke at befale. Men jeg véd, hvor megen Fortrolighed min Datter har til Dem, og derfor vil jeg anmode Dem om, at forebringe hende noget, som er os meget magtpaaliggende.

Frokenen.

Og det er...

Fru v. Plageman.

At Hr. Kaptejn von Aberwitz har begjært heude til Kone, og at baade hendes Fader og jeg anser dette Tilbud for en betydelig Lykke for hende saa vel som for os.

Frøkenen.

Min Frue! De véd, at jeg har befattet mig med Deres Datters Opdragelse, ikke af Pligt, men fordi det har moret mig at kunne bibringe hende de faa Kundskaber, som jeg besidder; og jeg er Dem og Deres gode Kjæreste meget forbunden for den Fortrolighed, som De har vist mig i 450 at overlade hende til min Vejledning. De véd ogsaa, at Lydighed imod heudes Forældre er en af de første Grundsætninger, som jeg har indprentet hende: men De maa tillade mig at forsikre, at om jeg nogen Sinde skulde lære hende Ulydighed imod Forældres Befalinger, da skulde det just være ved denne Lejlighed.

Fru v. Plageman.

Bevare os, Frøken! hvad kan De dog have imod dette Parti?

Frøkenen.

Kuns disse smaa Ting. Deres Datterstimelige Lyksalighed vil De forspilde og lægge hende, Dem selv og Deres Mand for Tiden i Graven. - Tillad mig aleneste... (Man hører Kaptejnens Stemme udenfor). Ha! hvor ubelejligt kommer han ikke der! - Jeg man forlade Dem til en bekvemmere Lejlighed.

Fru v. Plageman.

Saa har De dog i det mindste den Godhed at lade min Datter komme hid?

Frøkenen.

Det skal jeg; men jeg beder Dem, min Frue! for alt, hvad De har kjært: vogt Dem, og vær ikke for hastig. Det er usigelig meget, hvad De vover, og for end De beslutter noget, saa lad mig dog tale nøjere med Dem.

(Gaar).

Ellevte Scene.

Fru v. Plageman
(alene).

Hm! ret som en Moder ikke vel saa godt kunde se, hvad der er til hendes Barns Vel, som nogen fremmed!

Tolvte Scene.

Fru v. Plageman. Kaptejnen.

Kaptejnen.

Hier har De mich denn, gnädige Mama! efter min Versprechen.

Fru v. Plageman.

De er mig meget velkommen, Hr. Kaptejn! men min Mand er en betydelig Person i denne Sag; ham faar vi vel ogsaa have her ind?

Kaptejnen.

Ei freilich! lasz ihm herein kommen, den gode Hr. Papa.

451
Fru v. Plageman.
(Gaar til Døren og raaber).

Lars!

Trettende Scene.

De forrige. David.

David.

Fruen befale David noget?

Fru v. Plageman.

Ikke Dem, min Ven! - Det er min Tjener, jeg søger.

David.

Stakkels Lars sover. - Men David gaar gjærne Larses Ærender.

Fru v. Plageman.

Nej, jeg takker. - De er ikke her i Huset for at være Tjener.

David.

O, Bagatel! - Befal kuns David frit, Frue!

Fru v. Plageman.

Naa, vil De da ikke have den Godhed at kalde paa min Mand?

David.

Skal strax ske. - David gaar.

(Gaar)

Fjortende Scene.

Fru v. Plageman. Kaptejnen.

Fru v. Plageman.
(Tager et Par Stole frem).

Behag at sidde, Hr. Kaptejn! nu kommer min Mand strax.

Kaptejnen.

Ich takker, gnädige Fru Mama! - det er en vichtig Affaire, vi har at delabrere über.

Fru v. Plageman.

Tilforladelig, overmaade vigtig.

Femtende Scene.

De forrige. Hr v. Plageman.

Kaptejnen.

Gehorsamster Diener!

Hr. v. Plageman.

Deres Tjenere, Hr. Kaptejn!

Fru v. Plageman.

Behag at sidde ned. (De sætte sig alle sammen). Jeg har sagt dig, lille Mand, at Kaptejnen har gjort os den Ære, at fatte Godhed for vores Datter.

Hr. v. Plageman.

Ja, jeg har hørt det.

(Han sukker).
Fru v. Plageman.

Dette er vist ingen Flyve-Grille; thi Kaptejnen har, som du selv véd, i nogen Tid af og til 452 frekventeret vores Hus, og derved faaet Lejlighed til at kjende Pigen.

Kaptejnen.

Und hun mig eben so. Wi schall recht godt harmonieien.

Sextende Scene

De forrige. Sofie.

Fru v. Plageman.

Der er hun. - Hor, min Sofie! Der ser du din tilkommende Mand.

Sofie.

Kjære Moder! bedste Fader! for Guds Skyld gjor mig dog ikke ulykkelig!

Fru v. Plageman.

Hold Munden, Sofie! lad os tale først, siden maa du snakke. - Sæt dig ned.

(Sofie sætter sig paa en Stol i Baggrunden, meget bedrøvet)
Kaptejnen.

Vær ruhig, Jungfer! ich skal Dem som en Kabalier behandeln. (Til de gamle). Aber! De vet denn, at der en formelig Kontrakt maa aufrichtes.

Fru v. Plageman.

Det véd vi. De behager nu at gjøre Propositionerne.

Kaptejnen.

Mehie Præpositionen sind diese: Erstlich, ubergiver De mich Deres Tochter, uden at T)e ferner har nogen Anspruch paa hende.

Fru v. Plageman.

Det forstaar sig.

Hr. v. Plageman.

Det er en underlig Formalitet den.

Kaptejnen.

Ja, den maa so uære. - Darnach giver jeg hende freie und anständige Wohuung.

Fru v. Plageman.

Det er jo en Ting, der falder af sig selv.

Kaptejnen.

Ja wohl! und for det dritte fiinf hundert Rigsdaler om Aaret.

Fru v. Plageman.
(Glad)

Og det til Knappenaals-Penge?

Kaptejnen.

Ja, De maa det Knappenaals-Penge kalde, oder was Sie sonst vil. Aber damit maa hun sin eigene Haushaltung besørge.

453
Fru v. Plageman.

Det gaar ikke an, Hr. Kaptejn! De maa jo dog leve efter Deres Stand, og det kan vi ikke engang komme ud med.

Kaptejnen.

Gut, aber en enkelt Fruentimmer vet jeg doch...

Hr. v. Plageman.

Men hun er jo ikke et enkelt Fruentimmer, naar hun er gift?

Kaptejnen.

Gift, wer hat davon gesprochen? - mit wem er him denn gift?

Fru v. Plageman.

De sidder i Tanker, Hr. Kaptejn! - er det ikke en Ægteskabs-Kontrakt vi skal slutte?

Kaptejnen.

Ægteskabs-Kontrakt? davon weisz ich gar nichts.

Fru v. Plageman.

Hvad? har De ikke sagt, at De vilde slutte en Ægteskabs-Kontrakt med min Datter?

Kaptejnen.

Jeg har sagt, at jeg en Kontrakt med Deres Tochter vilde slutte, aber ingen Ehekontrakt. - Es sind ja auch andere Kontrakten.

Hr. v. Plageman.
(Rejser sig heftig).

Hvad Djævelen tænker De paa, Herre?

Fru v. Plageman.

Mener De, at vores Datter er en Skjøge?

Kaptejnen.

Hun er en armes Bürger-Mädchen, und jeg en rig Edelmann; unter so ungleiche Personen kan ingen Ægtenschaft Statt finden.

Hr. v. Plageman.

Da skal du faa en Ulykke, din Slyngel! (Han gaar til Døren og raaber). Hej! er der nogen, der kan kaste denne Karl paa Døren?

Syttende Scene.

De forrige. David.

David.

David gjærne kaste paa Døren. - Lars, Stakkel! sover. -

Kaptejnen
(idet han gaar).

Det schal Dem en diere Komedie bliefe; denk man paa de tre hundert Rigsdaler.

454
David.
(Springer til og tager ham i Nakken).

Kaptejn holde Mund! - ellers slaar David Kaptejn paa Snuden. - David gaar.

(Han gaar med Kaptejnen).

Attende Scene

Hr og Fru v Plageman Sofie

Hr. v. Plageman.

Hu! det nederdrægtige Skarn! -

Og det var dit fortræffelige Parti for vores gode Sofie!

Fru v. Plageman.

Vær ikke vred, lille Mand! Denne

Ubehagelighed kan du takke mig for, det tilstaar jeg! - Og

du, min Sofie!

Sofie.

O! jeg er lykkelig, naar De kun eisker mig.

Nittende Scene.

De forrige van der Haan

van der Haan.

Med Tilladelse at komme ind: jeg hørte, her var Alarm, dog vel ingen betydelige Fortrædeligheder?

Hr. v. Plageman.

O, min Herre! Det var en Bedrager, der har sneget sig ind i vores Hus, og som vovede lige i vores Øjne at begjære vores Datter, min Sofie, som der staar, til sin Maitresse og foreslaar en ordentlig Kontrakt derom.

van der Haan.

Dem, Jomfru! - Da maa han, paa min Sjæl! ogsaa være et komplet nederdrægtigt Skarn. De er i Sandhed alt for smuk og ser alt for undselig ud til at være et saadant Kreatur.

Tyvende Scene

De forrige Frøken v. Sommer.

Frokenen.

Hvad er det for en Alarm, her var?

Sofie.

Følg med mig, Frøken! saa skal jeg fortælle Dem, hvor lykkelig jeg er

(De gaar)
455

En og tyvende Scene.

Hr. og Fru v. Plageman. van der Haan

van der Haan.

Men, tilgiv mig min Nysgjerrighed! - Karlen, der blev sparket ud, talte om tre Hundrede Rigsdaler, det hørte jeg; hvad skulde det sige?

Fru v. Plageman.

O! jeg har været saa ulykkelig at formaa min Mand til at laane tre Hundrede Rigsdaler af denne Karl.

Hr. v. Plageman.

Til en meget nødvendig Udgift, da jeg intet andet Raad vidste. Nu vil han sikkert komme os paa Halsen med denne Fordring.

van der Haan.

Vær kuns rolig for det. Jeg skal sende Dem de tre Hundrede Rigsdaler ned siden.

Fru v. Plageman.

Gud velsigne Dem for det!

Hr. v. Plageman.

O! det lettede mit Sind meget.

van der Haan.

Vi kan jo altid aflikvidere den Bagatel i Regningen. Men, véd De hvad? Det er paa min Sjæl! aldrig kommen over mig før, som nu i dette Øjeblik. - Hør! jeg har set Deres Datter - og, omendskjønt jeg just ikke er saa ung, at jeg med ét kunde blive dødelig forlibt, saa har hun dog gjort et Indtryk paa mig, som betyder noget. Jeg tror, jeg kunde blive lykkelig med hende, og ønsker at gjøre hende lykkelig.

Fru v. Plageman.

Min Herre! der er ingen Tvivl om.

Hr. v. Plageman.

Deres Tilbud er os overmaade behageligt.

van der Haan.

Det er godt; men jeg maa paa min Sjæl! ogsaa vide, om Pigen kan lide mig.

Fru v. Plageman.

O! det kan aldrig slaa fejl.

van der Haan.

Ja, det er dog, paa min Sjæl! vel ikke saa afgjort. De Piger har gjærne deres Sind for dem selv, og dersom hun kjender en anden, som hun holder mere af, eller dersom hun ikke synes om mig, som gjærne kan hænde sig - for jeg har just ikke mange af de Egenskaber, der skal gjøre Mandfolk behagelige hos det andet Kjøn, - saa vil 456 jeg, saa min Sjæl! ikke eje hende, endskjønt jeg derfor ikke skal lade være at holde af hende.

Fru v. Plageman.

Vist vil hun synes om Dem. Jeg svarer for min Datter.

van der Haan.

Det er saamænd mere, end en Moder ellers plejer at kunne i denne Materie.

Hr. v. Plageman.

Jeg tror dog i det mindste, at hun vilde foje os i alt, hvad vi med Billighed kan forlange.

van der Haan.

Hun maa, saa min Sjæl! ikke gjøre det for at føje Dem; jeg var i Stand til at lade mig skille ved hende blot af den Aarsag, om vi alt var gift. Hør nu, jeg har aldrig gjort saadan en Kontrakt før, men bliver der noget af, saa tror jeg nok, at det er rettest at lade Præsten gjøre den. Men én Ting er der endnu, som staar mig for Hovedet: jeg har aldrig friet, og jeg tror, paa min Sjæl! ikke, at jeg kunde sige et Ord til hende i den Materie, skjønt Kjæften ellers nok plejer at staa mig bi. Vil De ikke paatage Dem Umagen for mig?

Fru v. Plageman.

Med storste Fornøjelse.

Hr. v. Plageman.

De kunde aldrig give os behageligere Kommission.

van der Haan.

Men, med Forord: hverken Tvang eller Overtalelser. - Saa faar jeg da vel et Ord at vide derom en Gang i Morgen, og de tre Hundrede Rigsdaler ligger færdige til Tjeneste. Farvel! (Idet han gaar). Naa! den Kjærlighed kom paa mig, som Jule-Aften paa Kærlingen.

(Gaar).

To og tyvende Scene

Hr. og Frn v Plageman.

Hr. v. Plageman.

Nu, min Kone! endnu bliver vi lykkelige paa vores gamle Alder.

Fru v. Plageman.

Ja, maa du ikke sige det, Mand! kom og lad os gaa ind og overlægge, hvordan vi skal fange Sagen an.

457
Hr. v. Plangeman.

Hillemænd! det er i Sandhed den første Gang, du har villet overlægge noget med mig.

(De gaar)

Fjerde Akt.

(Det er Morgen).

Første Scene.

(Kaptejnens Værelse).

Kaptejnen.
(Alene i en Uniform-Frakke).

Die verdammte Historie von gestern Abend! - Mig soledes paa Døren hinausjagen. - Da ligger de tusende Reichsthaler, som mig Baronen havde versprochen. Aber Hr. Kaptejn! wo war auch deine Kurage? - Ha! warte man ein wenig! - Sie wird kommen. - Und jeg skal mig auf die grausamste Art rächen. - (Det banker). Hvem kan det nu wohl være? - Wiederum bange! - Es braucht unr klopfen, und weg ist meine Kurage. (Det banker igjen). Ich mug es doch wagen.

(Han gaar til Døren og aabner den).

Anden Scene.

Kaptejnen. Pinham.

Pinham.

Ydmyge Tjenere, Hr. Kaptejn! her er jeg til Tjeneste efter Forlangende.

Kaptejnen.

Er De der Advokat?

Pinham.

Ja, jeg har den Ære at være det.

Kaptejnen.

Vil De mig en Kerl i Slutteriet sætte. som mig Penge skilder?

Pinham.

Det gjør jeg med Fornojelse. Det er just mit Levebrød, uagtet mine Lavsbrødre hader mig derfor og siger, at jeg lever af at gjøre Ulykker.

Kaptejnen.

Er sine Lavsbrüder toll?

Pinham.

De maa nok sige det, Hr. Kaptejn! Er det 458 at gjøre Ulykke, at skaffe en Mand, hvad der er hans Ejendom? og den anden, som bliver sat i Slutteriet, han har jo sit Levebrod der, og ham sker altsaa meget ofte en Tjeneste dermed. Mine Kammerater derimod, de forer Processer, som ruinerer saa mangen en Mand, og hvor tit skjælder de ikke brave Folk ud for Slyngler og Bedragere i deres Indlæg og stifter Uenighed imellem Borgere? og det befatter jeg mig aldrig med; jeg vil ikke have det at bebrejde mig, at jeg har været Aarsag i borgerlige Uroligheder, som er den største Ulykke, der kan ramme en Staat.

Kaptejnen.

Det kan man en brav Mand kalde.

Pinham.

Naar derimod en Skrædder, en Skomager, en Jøde eller andre brave Folk har en Snes Rigsdaler til gode hos en eller anden, saa erhverver jeg Dom for dem over Debitor og gjor Exekution, og naar ikke jeg og et Par andre gode Mænd var, saa blev, saamænd! den trykte Hof- og Stads-Rets Fortegnelse, som kommer ud hver Maaned, ikke nær saa begjærlig læst, som den gjor. - Men jeg beder Dem, at jeg maa se Obligationen.

Kaptejnen.
(Tager den frem af sin Tegnebog).

Se da, min Herr! da er den! havde ikke en Umstand været, skulde den mig so gut blevet, som en tusende Reichsthaler.

Pinham.

Aabner dem. Hvad ser jeg! Hr. Kaptejn! tre Hundrede Rigsdaler! Jeg har endnu aldrig haft den Lykke at kunne gjøre Arrest for saa stor en Summa.

Kaptejnen.

Havde jeg det vidst, so havde jeg ikke efter Dem skikket. Sin Capsité maa den ikke være stor.

Pinham.

Det kommer sandelig ikke deraf, Hr. Kaptejn i Spørg kun vores fælles Ven, den gode Hr. Snydenstrup, derom; han har i Sinde at forlade sin Prokurator og antage mig i Steden, men det kommer sig deraf, at der ere saa mange Prokuratorer, som intet har at fortjene: altsaa, naar der en Gang kommer en fed Steg, saa er der hundrede Hænder om den, og saa løber den af med Fordelen, som bedst kan holde sig frem, og det kan jeg ikke.

459
Kaptejnen.

Naa! kurz und gut, De maa den Exkussion gjøre, und faa mid) den Kerl in Slutteriet.

Pinham.

Ja, jeg ser, at Løbe-Maaneden er næsten til Ende, Men Obligationen maa først præsenteres Debitor, for om han kunde betale den.

Kaptejnen.

Bei Leibe nicht! kanske den Kerl betalte, und so kom han jo doch ikke i Slutteriet. Der maa gleich Exkussion gjeres. Verstehn sie mich?

Pinham.

Ja, jeg forstaar det nok; men det gaar slet ikke an.

Kaptejnen.

Was? gaar det ikke an? - Es soll, hol mich der Teufel! angehen. Will han det bedre vide denn jeg?

Pinham.

Jeg gjorde det saamænd usigelig gjærne. Men Lovene tillade det ikke.

Kaptejnen.

Ey! wat kommer mich Lovene ved. Jeg er en Auslænder, und Lovene er ikke for die Auslænder. Er ist mir ein Scheisz-Prokurator. Geh er nur! Ich skal wohl en anden finde.

Pinham.

Naa, naa, jeg skal da gjøre, hvad jeg kan. - Jeg lader ikke gjærne noget gaa fra mig, naar jeg kan beholde det. - (Afsides). Man kan jo sagte narre ham lidt.

Tredje Scene.

De forrige, van der Haan.

van der Haan.

Deres Tjener! med Tilladelse at spørge, hvem af de gode Herrer er det, der hedder Kaptejn von Aberwitz?

Kaptejnen.

Det er mich. Was befehlen Sie?

van der Haan. De maa ikke tage mig mit Spørgsmaal ilde op; thi jeg blev ganske forvildet i de gode Herrers Fysiognomier, da jeg kom ind, og det kom mig for, som de begge kunde bære dette Navn med lige Ret.

Pinham.
(Bukker).

Jeg takker for Komplimenten.

van der Haan.

O! tak mig ikke! Komplimenten var 460 langt mindre af Betydenhed, end jeg mærker, at De kan begribe.

Kaptejnen.

Maa jeg mig Deres Navn udbede.

van der Haan.

Mit Navn? det giver jeg, saa min Sjæl! aldrig fra mig, uden det behager mig; og det hører i det mindste ikke Dem til. Mit Ærende derimod horer Dem til, og det skal De saamænd faa strax, for at jeg kan komme ud af Deres Gjæld. - Ser De! Hr. von Plageman skylder Dem jo tre Hundrede Rigsdaler paa en Vexel-Obligation?

Kaptejnen.

Ja, und jeg har eben denne Obligation til Hl. Prokuratoren, som der staaer, leveret, for Exkussion at gjere.

van der Haan.

Ih! har De det? (Til Pinham). Det er mig, saa min Sjæl! kjært, at jeg ikke tog fejl af Dem ved første Øjekast, men det gjor mig ondt for Deres Staud, der ellers er saa agtværdig, at De hører til den.

Pinham.

De har en besynderlig Maade at komplimentere Folk paa, som De ikke kjender. Maa jeg da spørge Dem, hvad Prokuratorer ere til for, undtagen for at skaffe hver Mand sin Ejendom?

van der Haan.

Ganske rigtig! men om det gjælder om den Klasse, hvortil De horer, det er noget, som jeg tvivler paa. Jeg tror, at vedkommendes Ejendom bliver nok for det meste hængendes imellem Deres Fingre. Tænk De Dem kuns om i Deres Stand, og jeg svær Dem paa min Sjæl! at De, iblandt de agtværdige Mænd, ikke vil finde en eneste, der agerer fattig Mands Bøddel.

Pinham.

Men den Slags Prokuratorer maa jo dog ogsaa være til?

van der Haan.

Upaatvivlelig. Fluer og Bremser maa ogsaa være til, men derfor slaar man dem dog alligevel ihjel, hvor man træffer dem. Skarprettere og Natmænd ere vist ogsaa nødvendige Folk i en Stat, men derfor vilde De dog vel ikke være det? - Nu, for at tale om mit Ærende - Hr. Kaptejn, min Ven von Plageman har givet mig i 461 Kommission at betale Obligationen og Renterne, og derfor kommer jeg til Dem; jeg er da Deres Debitor, og siden det er Debitors Pligt at komme til Kreditor, saa ser De mig i Dag paa Deres Værelse, hvor jeg, min Sjæl! ellers aldrig havde sat min Fod. Her er Pengene.

Kaptejnen.

Jeg har met Dem intet at gjøre. - Jeg vil Exkussion have, und der von Plageman skal mich, ohne Raisonnement, in Slutteriet.

van der Haan.

Saa! og det uagtet han vil betale Pengene?

Pinham.

Det gaar ikke an, Hr. Kaptejn! jeg har sagt Dem det tilforn. Tag Pengene!

van der Haan.

De kan gjøre, hvad De vil; for mig gjærne. Men De maa vide, at jeg ogsaa har en Vilje, og at Lov og Ret har en Vilje, der er stærkere, end baade Deres og min.

Pinham.

Tag De Pengene, Hr. Kaptejn! for De mister Dem ellers rent - (afsides) og saa mister jeg mit Salarium.

van der Haan.

Jeg skal udbede mig et endeligt Svar. Det er sidste Gang, jeg byder Dem Pengene paa denne Maade. Og det svær jeg Dem til, at dersom Pengene bliver buden Dem endnu en Gang, som skal ske notarialiter, og De da nægter at tage dem, kan De skyde en hvid Pind efter dem; og hvordan det end gaar, saa faar De, min Sjæl! dog ikke von Plageman i Slutteriet, det skal jeg være Deai Mand for.

Kaptejnen.

Gieb man die Obligation hier! (Han river den ud af Haanden paa Pinham). Jeg har Mitleid mit den stakkels Plageman, sonsten hätte ich mich nicht bewegen lassen.

van der Haan.

Himlen ske Tak, at De har et saa medlidende Hjærte. - Se, her er Kapitalen, og Renterne med! nu hører Obligationen mig til. (Han stopper den i Lommen). Farvel, Wessieurs! og mine Øjne skulde, paa min Sjeel! meget slaa mig fejl, om jeg ikke kjendte Dem, naar jeg ser Dem igjen, om det saa ogsaa var i den højeste Galge.

(Gaar).
462

Fjerde Scene.

Kaptejnen Pinham.

Pinham.

Jeg gratulerer Dem sandelig, Hr. Kaptejn! Det var virkelig det allerklogeste, Xe kunde gjøre.

Kaptejnen.

Han vil mig om Klogskab tale? So ein Dummkopf!

Pinham.

De maa forlade mig, Hr. Kaptejn! havde De ikke fulgt mit Raad, forsikrer jeg Dem, De havde aldrig faaet én Skilling. - Men - dersom Kaptejnen ikke vilde tage det ilde op, saa skulde jeg udbede mig mit Salarium

Kaptejnen.

Solarium! - han Solarium! - und kan mich ikke engang en Kerl in Slutteriet sætte! Wart man! - han skal sin Solarium kriegen!

(Kaptejnen tager ham i Nakken og sparker ham ud)

Femte Scene.

De forrige. Snydenstrup. Jonas.

Snydenstrup
(som kommer ind i det samme).

Hr. Kaptejn! hvad er det, De gjor ved min gode Ven, Prokurator Pinham?

Pinham
(som stikker Hovedet ind ad Døren)

O, min gode Snydenstrup! se, saadan Konfekt faar man, naar man handler med Kavalerer.

(Gaar).

Sjette Scene.

Kaptejnen. Snydenstruv. Jonas.

Kaptejnen.

Der elementsche Kerl! - will mich Solarium haben, und kan mig ikke en Debitor in Slutteriet sætte

Snydenstrup.

O! det er en Dosmer, Hr. Kaptejn! ret en Ærke-Dosmer.

Kaptejnen.

Aber, min gode Snidenstrup! han er en klog Mand. Das weisz ich. Det har jeg af sin Katkisierung gehørt.

Snydenstrup.

Jo, den Katekisering nodes man til at bruge. Og der er saamænd ikke en Kræmmer eller en 463 Kjøbmand i hele Verden, eller nogen Skrædder og Skomager, der jo lærer sine Børn, hvad Jux der hører til Professionen; at lige, naar Børnene skal blive ved den. Det er noget, som maa ske.

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor skulde da ikke Papa lige saa vel gjøre det, som andre?

Kaptejnen.

Gut! aber hvad skal jeg ved den von Plageman giere? han har mig der i Aftes prostibulert und af sin Huus jagen lassen, blos fordi jeg hans Tochter ville engagere.

Snydenstrup.

Den uforskammede Karl! - hør! han skylder Dem jo Penge? de maa lægge Sag an imod ham.

Kaptejnen. Aber har mig ikke den Kerl sin Obligation bezahlt! Hvat skal jeg nu ved den verfluchte Kerl gjere?

Snydenstrup.

Det er mig kjært, at han har betalt. Saa kan jeg vel faa nogen Penge paa Afdrag?

Kaptejnen.

Ein nndermal! - Es hat keine Eile - jeg har hvad andet at tænke paa. De man mig hjælpe über den Plageman Ravange zu kriegen.

Snydenstrup.

Det er ikke saa let en Sng, for jeg kjender ingen, der har Haand i Hanke med ham. Naar man kunde faa nogen af hans Obligationer opkjøbte, men hvor er de? og desuden saa resikerer man for mange Penge derved, og det er ikke værd. - Men - Jonas! hør vel efter, min Søn! -

Jonas.

Det gjør jeg saamænd ogsaa, Papa!

Snydenstrup.

Ser De, Hr. Kaptejn! naar man vidste, hvordan von Plageman skrev sit Navn, saa kunde man let faa det skrevet efter, for jeg har Bekjendtskab til en Del. habile Folk, der kan skrive hvad Haand efter, det skal være, og som kan forvende deres Bogstaver, naar man en Gang behøver forskjellige Hænder paa ét Dokument. Ser du, Jonas! saadanne Kneb er bedst at bruge i Stervboer, hvor Manden er død og ikke kan nægte sit Navn. Man kan ogsaa prøve at give Regninger ind, som forhen ere betalte, for gemenlig kastes 464 dog Kvitteringer bort; og saa kan man lære unge Mennesker at skrive deres Forældres Navne efter. Paa disse Maader har jeg saamænd arvet meget i mine Dage.

Jonas.

Og siden der dog skulde arves, hvorfor kunde da ikke Papa lige saa vel arve, som andre?

Kaptejnen.

Bravo! Den Junge bliver en komplet Spitzbub in sine Dage.

Snydenstrup.

Kaptejnen behager at smigre. Vi to vi kjender hinanden saa vel, Hr. Kaptejn! at jeg ikke holder nogen af mine Professions-Hemmeligheder skjulte for Dem. - Sagen er nu her lidt vanskeligere, siden Manden lever: men med Overlæg lader det sig dog nok praktisere. Det kommer kuns an paa, at man havde et Dokument eller et Brev, hvorpaa man kunde se, hvordan han skriver sit Navn.

Kaptejnen
(slaar sig for Panden).

Skulde jeg bare ikke have været so ein Dummkopf! (Tager sin Tegnebog op af Lommen og leder blandt nogle Papirer). Wart man! - hier habe ich's, hol mich der Teufel! (Han leverer Snydenstrup Papiret). Sin egenhændige Namens Unterschrift.

Snydenstrup
(aabner Papiret).

Hr. Kaptejn! - o! jeg maa kysse Dem for det; det er et Mesterstykke. - (Han kysser Kaptejnen). Hans Navn midt paa et Stykke rent Papir! - hvor har De faaet det?

Kavtejnen.

Ich er en stor Taschenspieler - das wissen Sie. Und so giorde jeg for en paar Wochen siden einige Taschenspieler-Künste hos dem. Jeg wickelte denn et Stykke Papiir so sammen, at den blev gantz klein, so bat jeg den von Plageman sin Namen derpaa at skrive. Han gjorde det, - vips, habe ich den Namen weggeblasen, und er hatte ein reines Stück Papir. Verstehen Sie, ich chargierte behændig, und so beholdt jeg den Stück med sin Namen auf.

Snydenskrup.

Fortræffelig. Nu har jeg alt, hvad jeg behøver, Herpaa skriver vi en Vexel - ikke for lav - paa nogle Tusende Rigsdaler; - og over hans eget Nnvn skriver vi: accepteret. San skal vi se, hvnd Karlen vil gjøre; 465 og om han da kan undgaa Slutteriet. - Men, hvor meget faar jeg for min Umage?

Kaptejnen.

O! vi skal som Brüder dele. - Und Jonas skal ogsaa en smuk Præsent have.

Jonas.

Jeg takker Hr. Kaptejnen. Maa jeg faa den i kontante Penge, for saa fortjener jeg lidt med at laane mine kammerater.

Syvende Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Om Forladelse, min Herre! at jeg kommer saa dristig. Jeg skulde vist ikke have sat min Fod ind paa Deres Stue, naar det ikke var for at søge min Tyv, som jeg i Aftes ikke kunde faa fat paa, og som er her.

Kaptejnen.

Da maa jeg mig udbede, at De sin Tyf paa en anden Sted vil søge.

Jespersen.

Forlad mig! jeg søger min Tyv, hvor jeg véd, at han er, om han saa ogsaa var i Deres Klæder.

Jonas
(trækker saa Fader i Kjolen).

O! lad os gaa.

Snydenstrup.

Kom og lad os gaa, min Dreng! - Farvel, Hr. Kaptejn!

Jespersen.

Et Øjeblik endnu, om jeg maa bede! - (Tager ham i Kraven). Hid med mit Ur, Gavtyv!

Snydenstrup.

Saa sagte, Hr. Løjtnant! - Véd De, hvad det kan koste Dem at skjælde en brav, ærlig Borgermand for en Tyv, uden at kunne bevise det?

Jespersen
(slipper ham og bliver bestyrtset).
Snydenstrup.

O! det er kuns to Bagateller, det vil koste Dem - ikke mere end tre Mark, og saa Deres Portepé. - Der staar Kaptejnen, det er ét Vidne, og her staar et smukt ungt Menneske, som har været til Konfirmation og slet ikke er af min Familie, det er to Vidner; mere kræver Loven ikke. Bevis nu De med to Vidner, at jeg har stjaalet et Ur fra Dem, saa har De vundet Spillet; men dersom De ikke kan det, saa kommer jeg med mine to Vidner og beviser, at De 466 har skjældt mig for en Tyv, og )aa faar vi at se, hvem der vinder mest ved den Leg.

Jespersen.

Min Gud! hvad er det for Folk, der er i Verden!

Snydenstrup.

Ja, det maa De nok sige, naar De tænker paa Dem selv. Og tror De, at der vil falde nogen Mistauke paa mig? - Nej! jeg er alt for vel bekjeudt for en gammel ærlig og redelig Borgermand. Om Dem vil mon derimod sige, at De har fejet Deres Ur ud i Ulkegaden eller saadant et Sted, for man véd nok, hvorledes disse unge Mennesker er. Gjør nu, hvad De behager. - Her staar jeg, og der staar mine Vidner. -

Jespersen.
(Idet han gaar).

Nan, lad nu nogen komme og forsikre mig om, at han er en ærlig Mand, paa Grund af at man ikke kan bevise med Vidner, at han er en Skjælm!

(Gaar).

Ottende Scene.

De forrige, undtagen Jespersen.

Kaptejnen.

Naa, er ist mir ein kapitaler Kerl. - Aus der Scene war was fur Jonas zu lernen.

Jonas.

Ja, jeg har vist ogsaa passet saa godt paa, som jeg kunde, men jeg var bange.

Snydenstrup.

O, du er et Barn; er det at være bange for?

Jonas.

Men hvor kunde Papa sige, at jeg har staaet til Konfirmation, og at jeg ikke var af hans Familie?

Snydenstrup.

O, din Nar! maa man ikke hjælpe sig med Løgn, hvor man ikke kan bruge Sandhed? - hvad nytter Løgnen til, naar den ikke Oruges?

Kaptejnen.

Aber nu maa den vores Plan in Værk sættes. - Lasz sehen, dasz er es gut ausrichten kann.

Snydenstrup.

Der skal saamænd ikke en Formalitet blive glemt.

* 467
Kaptejnen.

Daran tvivler jeg ikke; er ist en allzu habiler Mann dertil.

Jonas.

Adieu saa længe. Snydenstrup. Farvel, Hr. Kaptejn! Kaptejnen. à recevoir.

(Snydenstrup og Jonas gaar ud af en Dør, og Kaptejnen gaar ind i en anden Stue).

Niende Scene.

(Stuen i v. Plagemans Hus). Hr. og Fru v. Plageman.

Hr. v. Plageman.

Naa, lille Kone! jeg er da i Dag blevet saa lykkelig paa min gammel Alder, at vi to én Gang har været enige i vores Meninger.

Fru v. Plageman.

Ih, min bedste Mand! vi har jo alle Tider været enige.

Hr. v. Plageman.

Nej, Moder! - men vi er blevet enige; - og det kommer deraf, at jeg altid har givet efter.

Fru v. Plageman.

Jeg kan ikke nægte dig den Berømmelse; det er rigtignok smukt af dig; men du maa dog ogsaa tilstaa, at du altid har haft Uret.

Hr. v, Plageman. Ikke just altid. - Kan vel være en Gang imellem,

Fru v. Plageman.

Jo, lille Mand! altid, naar vi har disputeret. - Nævn mig bare en eneste Gang, at du har haft Ret.

Hr. v. Plageman.

Jeg vil ikke tale om den evige Disput, om Forskjellen imellem at hedde Mester Petersen og Hr. v, Plageman, for nu har vi været gift i mere end tredive Aar, og hvert Aar har tre Hundrede fem og tresindstyve Dage; nu kan du selv regne ud, hvor til vi har trættedes om den Materie, for vi har i det mindste disputeret én Gang hver Dag derom.

Fru v. Plageman.

Skal jeg da regne Skud-Aarene for en Dag mere?

Hr. v. Plageman.

Naa, naa! bliv ikke vred! lille Kone!

Fru v. Plageman.

Det er ogsaa det eneste, han altid 468 har at gjøre Ophævelser over. For i alt andet har han altid faaet Ret.

Hr. v. Plageman.

Saa? - End, da du faldt paa at befale dine Tjenestefolk at kalde dig Frue, var jeg ogsaa enig med dig i det?

Fru v. Plageman.

Men der var du atter urimelig, Fa'er! Hedder ikke enhver skikkelig Kone i Byen Frue?

Hr. v. Plageman.

Tag imod Titlen længe nok, naar den gives dig, og du ikke kan afværge det; men sine Tjenestefolk kan man dog sagte forbyde at give os Titler, som ikke tilkommer os. Og mon du ikke kan være lige saa agtværdig en Kone, naar du hedder Madame, som naar du lader dig kalde Frue?

Fru v. Plageman.

Naa, har du endnu mere?

Hr. v. Plageman.

Ja, naar vi saa en Gang skal ud i Skoven om Sommeren at fornøje os, saa kan det ikke smage dig at komme i Sharlottenlunds Skov eller Dyrehaven; men jeg maa kjøre som en Nar og flakke omkring paa de store Herskabers Gaarde for at bese deres Herligheder og gaa i deres Haver og -

Fru v. Plageman.

Ja, hvad ondt er der vel i det?

Hr. v. Plageman.

Ih, jeg misunder sandelig ikke disse Folk deres Herligheder, men jeg kan ikke lide, at de skal tro, at alle simple Folk ere saa inderlig forlegne for at bese og beundre deres Lykke. En anden Sag er, hvor Lyststedet er kongeligt, der kan jeg endda til Nød finde mig i det. Men hos en privat Mand har jeg aldrig kunnet lide det; for i Fald vi ere saa lykkelige at mode det naadige Herskab paa deres Grænser, saa ser de paa os netop med den samme Mine, som du ser paa dine Tjenestefolk, Mo'er! naar vi har Bal en Gang, og du giver dem Lov til at staa i Forstuen og gabe paa det. Og lige saa lidet kan jeg udstaa den Tanke, at man kunde faa i Sinde at regne mig iblandt den Pøbel, der ruinerer af Kaadhed, hvad Herskaberne har anvendt Penge paa.

Fru v. Plageman.

Har du endnu mere at sige, saa 469 kom med det i en Hast, for jeg synes, du har ret saadan en Lyst til at moralisere for mig i Dag.

Hr. v. Plageman.

Ja, og det kommer saamænd af, at jeg er saa glad over det gode Parti, vores Datter skal gjøre.

Fru v. Plageman.

Vil du altid være saadan, naar du er ret glad, saa skal jeg just ikke rose mig af den Fornøjelse, jeg har deraf

Hr. v. Plageman.

Om Forladelse, lille Kone! - du skal da se, at jeg skal stræbe efter aldrig at blive ret glad herefter. - Men hvor kan dog Sofie blive af?

Fru v. Plageman.

Jeg sagde til hende, at hun skulde komme her ind. - Jeg faar at hente hende. - -

(Gaar).

Tiende Scene.

Hr. v. Plageman.
(Alene).

Det er, Gud ske Lov! saa god en Kone, som nogen vil ønske sig, naar hun bare maa raade. - Det er nu hendes svage Side. - Og jeg har saamænd ogsaa min svage Side, - for jeg havde faaet den fortræffeligste Kone af hende, naar jeg ikke havde giftet mig med hende, før end hendes Fader var død, og saa inte havde været saadan en Mæhæ fra Begynderen, som jeg er.

Ellevte Scene.

Hr. v. Plageman, Fru v. Plageman. Sofie.

Fru v. Plageman.

Kom ind, mit Barn! her er ingen, uden din Fader. Du véd, at jeg i Aftes ikke kunde komme til at tale med dig, for vi vare saa glade ved Bordet, saa vi kom kuns sent derfra. Nu har vi Lejlighed til at tale lidt med dig, og jeg maa da først gratulere os lige saa meget, som dig selv, fordi vi kom efter, hvad Kaptejnen var for en Karl.

Hr. v. Plageman.

Ja, ham havde jeg altid været imod. Det var dit Arbejde.

Fru v. Plageman.

Skal du endelig lade mig høre 470 naar jeg en Gang fejler? Vilde jeg bære mig saadan ad med dig, saa maatte jeg gaa og brumme fra Morgen til Aften.

Sofie.

Jeg er vis paa, at baade min Fader og min Moder elsker mig saa meget, at de altid sigter til mit Vel, endogsaa med de Handlinger, hvorved de siden finder, at de har fejlet.

Hr. v. Plageman.

Ja, i Sandhed gjør vi det, min Pige T

Fru v. Plageman.

Kaptejnen var et Skarn, det véd vi, og jeg undrer mig selv over, at vi aldrig har kunnet mærke det før. At han var noget vindig, det har jeg vel set, men jeg troede, det kom af, at han var ung. - Nu tilbyder der sig et andet Parti for dig, min Datter! og det er en ganske anden Mand. - Ingen ung Spredere og ingen gammel Pedant, en fortræffelig og en retskaffen Mand. -

Hr. v. Plageman.

Som er meget rig. -

Sofie.

Og som hedder? -

Fru v. Plageman.

Ja! hans Navn er sandelig ikke af liden Betydenhed. - Hr. van der Haan.

Sofie.

Ostindianeren?

Hr. v. Plageman.

Just han.

Sofie.

Kjære Forældre! - jeg tror, han er en retskaffen Mand. - Agte ham - ære ham - det kan jeg. - Men elske ham - det kan jeg ikke.

Hr. v. Plageman.

Betænk, mit Barn! at du kan gjøre os - dine Forældre - lykkelige paa vores gammel Alder. - Han er rig. -

Fru v. Plageman.

Og hedder van der Haan.

Sofie. Jeg vil opofre alting - min egen Lyksalighed selv -, naar jeg ser, at det er nødvendigt for Deres Roligheds Skyld; - men at det her er nødvendigt, indser jeg ikke.

Fru v. Plageman.

Du er ogsaa kuns et Barn! - men vi indser det.

471
Hr. v. Plageman.

Du vil lægge Aar til vores Alder, ved at føje os.

Sofie.

Jeg vilde sælge ti Aar af min Alder, for at tilkjøbe mine Forældre ét, - Men De vil selv blive ulykkelige ved at se mig være det.

Fru v. Plageman.

Vi bliver alle lykkelige, naar du føjer os heri.

Sofie.

Men bliver De ulykkelige, om jeg vover at være Dem ulydig?

Fru v. Plageman.

Ja! - vi vil svinde hen af Græmmelse - og dø, og det er da dig -

Sofie.

Kjære Moder! - ti dog! - jeg kan ikke udholde det længere.

Hr. v. Plageman.

For end mere at overbevise dig om, at det staar i din Magt at gjøre os enten lykkelige eller ulykkelige, saa maa du vide, at vi ere i Armod og dyb Gjæld, og at vores eneste Haab beror paa dig, og at du gjør et godt Parti.

Sofie.

Er det vist?

Fru v. Plageman. Saa vist, som jeg er din Moder, er der ikke et Ord usandt deri.

Sofie.

Vil De forunde mig nogen Tid til at betænke mig i?

Fru v. Plageman.

Til Middag, mit Barn! - vi kan ikke længere opholde Manden.

Hr. v. Plageman.

Vi vil forlade dig og blot bede dig overveje, at det staar i din Magt at forlænge eller forkorte vores Dage.

(Han kysser hende).
Fru v. Plageman.

Far vel saa længe, mit Barn!

(Hun kysser hende. De gaa).

Tolvte Scene.

Sofie.
(Alene).

(Hun sætter sig Paa en Stol;. Saa er jeg da bestemt til et Offer, et ulyksaligt Slagtoffer. - O, min Ven! hvad vil du sige, naar du hører dette? - hvad 472 skal jeg gjøre? - Dog! har jeg ikke en Læremesterinde - en Veninde -, som jeg kan raadføre mig med? (Hun rejfer sig og vil gaa, men møder Frøken v. Sommer i Døren).

Trettende Scene.

Sofie. Frøken v. Sommer

Frøkenen.

Hvad fattes Dem? - Hvorledes ser De ud?

Sofie.

Bedste Veninde! - giv mig et Raad! - Jeg skal ægte van der Haan - eller og styrte mine Forældre i Armod og Elendighed - ja til sidst i Graven.

Frøkenen.

Hvem har sagt Dem, at det vilde blive en nødvendig Følge, naar De afslog dette Tilbud?

Sofie.

Mine Forældre selv! - Just nu forlod de mig. - Hvad skal jeg gjøre? - giv mig et Raad.

Frøkenen.

Sandelig, lille Sofie! det er én af de vanskeligste Poster, hvori De kunde forlange mit Raad. - Og jeg maa nøje overveje Tingen, før end jeg kan tjene Dem dermed. Der ere Opofrelser, som Forældre ere pligtige at gjøre for deres Børn; men der gives visselig ogsaa mange Tilfælde, hvor Forældrene kan kræve Opofrelser af Børnene. Dersom Deres Forældres Forfatning kau hjælpes uden dette desperate Middel, da skal vi vel finde paa Udveje til at bøje deres Haardhed. - Men staar Deres Forældres Lykke eller Ulykke virkelig i Deres Haand - da - da fordres der Heltemod, lille Sofie! - og dette er det, som jeg først maa undersøge, før end jeg kan raade Dem. - Kom ind, og lad os se til, hvorledes vi skal komme efter Sagernes Sammenhæng.

(De gaa).

Femte Akt.

(Samme Værelse).

Første Scene

Lars.
(Alene, med en Fejekoft i Haanden).

Jeg synes, her kunde være rent nok. (Gaber). Den naadige Frue kan nu aldrig 473 faa det pænt nok. - Hun véd heller ikke, hvad det koster paa Kræfterne - (gaber) at gaa med Fejekosten. - Man kan sagte tale om det, som man inte kjender! - (Gaber). Og saa synes mig ogsaa, at det er Stuepigens Arbejde og ikke Tjenerens.

(Sætter sig paa en Stol og gaber).

Anden Scene.

Lars. David.

David.

Stakkels Lars! - feje Gulvet!

Lars.

Ja! Han maa nok sige det. - Saadant Arbejde maa jeg gjøre.

(Gaber).
David.

David hjælpe Lars. - David gjærne feje Gulv. -

Lars.

Det skal Han, saamænd have Tak for -

(Han flyr David Kosten).
David.

David nok gjøre det godt. - Er ikke saa dum - er ikke David. -

(Han begynder at feje).

Lars.

Der ligger ogsaa noget henne - Mossiø David!

(Gaber).
David.

Ser det nok - lille Lars! - David skal inte glemme.

Lars. Og saa visker Han Støvet af Stolene. (Gaber) , Se, her har Han et Klæde!

(Tager et Klæde op af Lommen og lægger paa sit Knæ).
David.

Skal nok gjøre det - lille Lars!

Lars.

Vil Han altid saadanne hjælpe mig - Mossiø David?

(Gaber).
David.

O ja! - David altid hjælpe Lars!

Lars.

Ja, saa kan jeg endda - (gaber) finde mig i at være Tjener.

David.

Skal inte ondt have - skal ikke Lars, - saa længe David er her.

Lars.

Mange Tak skal Han have; - (gaber) Han skal ikke feje uden der - hvor der var spildt.

(Gaber).
David.

David gjærne feje hele Gulvet!

474
Lars.

Nej, nej! - Gid Fanden gjøre mere (gaber) , end hvad de befaler én!

David.

Ja, ja, da! - I Morgen David feje hele Gulvet.

Tredje Scene.

De forrige. Frøken v. Sommer.

Frøkenen.

Men, Gud bevare os! - hvad er det, jeg ser?

David.

David hjælpe lille Lars - inte andet, Frøken!

Frøkenen.

Og det kan Han sidde saaledes og tage imod?

Lars.

Ja - jeg kan. (Gaber). Hvorfore skulde jeg ikke tage det saa mageligt, som jeg kan faa det?

(Gaber).
Frøkenen.

Jeg tror, Han er saa doven, at Han ikke gider vasket sig en Gang selv.

David.

Stakkels Lars! - David gjærne vaske Lars!

Frøkenen.

Da burde det være med en Kjeep.

David.

Bevare os - inte vaske med Kjæp - gjør inte David.

Lars.

Jeg vilde saamænd gjærne betale én for det - ligesom de store Herrer. (Gaber). - Men min Løn strækker ikke til.

Frøkenen.

Godt, Mossiø Lars! - men vil Han ikke være saa god at bede sin Herre umage sig et Øjeblik ind til mig?

David. David gjøre det - sid kuns, lille Lars! - David gaar.

(Gaar).

Fjerde Scene.

Frøkenen. Lars

Frøkenen.

Skal jeg lade Ham bære ud af Stuen? Lars!

Lars.

Jeg var tilfreds. at Frøkenen - (gaber) vilde gjøre det, for det tager saa meget - (gaber) - paa Præfterne at gan.

(Gaar gabende ud)
475

Femte Scene

Frøkenen
(alene).

Det er et vanskeligt Arbejde, jeg har paataget mig; og Gud véd, hvorledes jeg kommer fra det! - Faderen maa jeg udspionere, om deres Forfatning virkelig er saa slet, som de siger - og Moderen maa man fe at bevæge; for, ihvor forhippet han endogsaa er paa Giftermaalet, saa maa han dog give efter, naar hun vil.

Sjette Scene.

Frøkenen. Hr. von Plageman.

Hr. v. Plageman.

De har forlangt at tale med mig, Frøken!

Frøkenen.

Ja! - De pardonnerer mig min Dristighed. - Jeg kommer her som Talsmand for Deres Jomfru Datter, først hos Dem, og siden hos hendes Fru Moder.

Hr. v. Plageman.

Min Datter kunde ikke letrelig vælge sig nogen Talsmand, hvis Ord kan og bør have saa megen Vægt hos os, som Deres, Frøken!

Frøkenen.

Jeg er Dem forbunden for Deres Kompliment. Udfaldet af mit Ærende vil da vise mig, om det er en blot Kompliment eller ikke.

Hr. v. Plageman.

Maa jeg altsaa udbede mig, at vi maa komme til Tingen.

Frøkenen.

De har besluttet at gifte Deres Datter med en, saa vidt som jeg tror, meget brav og værdig Mand.

Hr. v. Plageman.

Ja, vi har, Frøken! Det er et Tilbud, som vi aldrig havde kunnet drømme om, og saadan en Lykke tilbydes sjælden nogen Pige mere end én Gang i hendes hele Levetid, hvorfore man med begge Hænder maa holde paa den.

Frøkenen.

Jeg vil give Dem Ret deri, at dette Tilbud er en Lykke for Dem. Men De har levet saa længe, at De umulig kan andet end have lagt Mærke til, at det, der for tusende Mennesker er en Lykke, ikke sjælden er en Ulykke for et enkelt. Lykken er ligesom en meget god Medicin i Verden.

476

Doktoren, der ordinerer den, maa meget nøje passe paa, om den Mave, som Medikamentet tillaves for, er saaledes disponeret, at den kan imodtage det, thi ellers kan det dræbe i Steden for at helbrede. Det kommer mi an paa, om De er overbevist om, at denne saakaldede Lykke ikke bliver en Ulykke for Deres Datter.

Hr. v. Plageman.

Ja, det er jeg overbevist om, jeg kjender min Datter, og véd, at hun vil sætte sin Lyksalighed i det, der kan befordre vores.

Frøkenen.

Det véd jeg ogsaa. Men, uden at gjøre Dem nogen Kompliment, maa jeg vende denne Sætning om, og saa hedder den. jeg er vis paa, at De og Deres Frue, som Forældre, vil sætte Deres Lyksalighed i det, der kan befordre hendes.

Hr. v. Plageman.

Det véd Gud, vi vil.

Frøkenen.

Men, om nu dette Giftermaal, i Steden for at befordre hendes Lyksalighed, gjør hende ulykkelig?

Hr. v. Plageman.

Det er hun alt for ung til at kunne bedømme.

Frøkenen.

Forlad mig! - Det er De, min Herre! alt for gammel til at kunne bedømme. Tænk Dem fyrretyve Aar tilbage i Deres Alder, da der løb en Hoben varmere Blod i Deres Aarer, end der nu kan løbe! og husk Paa, hvad De saa til har fortalt, hvorledes Deres Forældre vilde tvinge Dem til at tage Urmager-Enken, for at De kunde faa Værkstedet og Skillingerne, og De derimod vilde have Deres første Kone, som var en fattig Pige; hvad tænkte De da om Deres Forældre?

Hr. v. Plageman.

Jeg tænkte - jeg tænkte... Men hvad kan vel min Datter have imod dette Parti? - Maaske en anden Kjærlighed?

Frøkenen.

Maaske - maaske ogsaa blot, at hun ikke synes om Personen.

Hr. v. Plageman.

Ikke synes om ham? - hvad kan hun vel have at udsætte paa ham?

477
Frøkenen.

O! det vanærer Manden vist ikke, at hun ikke synes saa meget om ham, som De. Der er overmaade mange Mennesker, som en Pige kan agte og ære, men overmaade faa, som hun kan gifte sig med. Og jeg vil overalt ikke tro, at De vil fordre større Lydighed af Deres Datter, end De selv var i Stand til at vise Deres Forældre.

Hr. v. Plageman.

Men det er en anden Saa, med hende end med mig. Tilfældet her er ganske forskjelligt.

Frøkenen.

Tilfældet her er netop det samme. De tillader mig - -

Hr. v. Plageman.

Nej, Frøken! Det er sandelig ikke. - Mine Forældre bleve ikke ulykkelige, fordi jeg af slog Urmager-Enken.

Frøkenen.

Bliver da De ulykkelige, naar hun afslaar van der Haan?

Hr. v. Plageman.

Ja, vi gjør, Frøken! Min økonomiske Forfatning, maa jeg rent ud sige Dem, er yderlig slet.

Frøkenen.

Jeg har ikke set Deres Kontrabøger; men saa meget maa jeg dog sige Dem, at der, efter mine Tanker, skal en overmaade stor og overhængende Ulykke til, før end man maa anvende saa desperate Midler, og...

Hr. v. Plageman.

Jeg kan ikke sige Dem mere, Frøken! end at jeg ikke anser dette Middel for at være desperat. Gjærne føjede jeg min Datter; men om nu jeg vil, saa gjør vist min Kone det ikke; om en halv Time er det Middag, og til den Tid har vi lovet at sige Manden Svar. "

Syvende Scene.

De forrige. Snydenstrup. Jonas.

Snydenstrup.

Med Tilladelse!.. er Hr. von Plageman hjemme?

Hr. v. Plageman.

Her er jeg! hvad godt, min Herre!

Snydenstrup
(tager en Tegnebog ov afLommen)

Jeg har en liden Vexel at enpresentere Dem til Betaling. Den lyder fra Dato.

478
Hr. v. Plageman.

Mig en Vexel!.. hvor kan den komme fra?

Snydenstrup.

De erindrer det nok, naar De ser den. - (Han leverer ham Vexlen). Se, her er den!

Hr. v. Plageman.

Hvad! en Vexel paa to Tusende Rigsdaler?...

Snydenstrup.

Ja, og som De selv har accepteret - se, der staar jo Deres Navn! - Og det er i Dag den sidste Løbe-Dag.

Hr. v. Plageman.

Hvorledes kan det hænge sammen?... Det er min egen Haand, og jeg har aldrig i mine Dage accepteret nogen Vexel.

Snydenstrup.

Ja, det véd jeg ikke. Den er, som De selv ser, endosseret til mig af en brav Mand, som nu, desto værre! er død. Hans Skifte er under Behandling, og jeg kan ikke have med nogen anden end Dem at bestille.

Jonas.

Nej, saamænd kan Papa ikke.

Hr. v Plageman. Jeg betaler den ikke.

Snydenstrup.

Ja, saa maa De ikke tage det ilde op, at jeg om en halv Time gjor Arrest hos Dem efter Vexel-Retten.

Frøkenen.

De vil dog vel ikke....

Snydenstrup.

Forlad mig!... jeg hav intet med Fruen at bestille... Det er Deres gode Mand...

Hr. v. Plageman.

Vexlen er falsk, det paastaar jeg...

Snydenstrup.

Min Herre! min Herre! tag Dem i Agt! De har selv sagt, at det var Deres egen Haand, og vel er Endossenten død; men han bvede her i Byen, og der er ikke én Mand paa hele Borsen, der jo kjender hans Firma og Haandskrift. Vil De betale den?

Hr. v. Plageman.

Nej! jeg hverken vil eller kan.

Snydenstrup.

Ja ja, min Herre! saa ses vi igjen om en halv Time paa en anden Maade. Jeg kan saamænd ikke skjænke Dem min lovlige Ejendom.

Jonas.

Papa kan ikke taale at tabe.

479
Hr. v. Plageman.

Hvad skal jeg gjøre? jeg ulykkelige Menneske? alting stormer til imod mig, for at gjøre mig ulykkelig. - Naa, Frøken! er nu ikke en rig Svigersøn fornøden?

Frøkenen.

Endnu ikke, min Herre!

Hr. v. Plageman.

Jo upaatvivleligen. - O, jeg elendige Mand! - Jeg maa nødes til at gribe til dette Middel, og dersom Sofie ikke vil hjælpe mig, saa er jeg uden Redning forloren, - -

(Han gaar).

Ottende Scene.

Frøkenen. Snydenstrup. Jonas.

Jonas.

Saa faar vi vel gan, Papa?

Snydenstrup.

Ja, lad os det, min Søn! Adieu!

Frøkenen.

O nej, vær saa god at bie lidt! - Behag at sidde ned! (De sætte sig i Baggrunden af Theatret, Fæenen gaar frem paa Theatret) Skulde vel denne fremmede ville læsse flere Forpligtelser paa Sofie? - Ja, elsker han hende meget, saa gjør han det vist, og der voves i det mindste meget. - Nej! det skal ikke ske. Jeg skal gjøre Sofies Lyksalighed et Offer. - Fire Tusende Rigsdaler er min hele Formue, og dette Offer koster mig altsaa kuns Halvparten, Jeg skal dog ikke lide nogen Nød. - Ja, det maa ske. - (Til Snydenstrup). Min Herre! Er Vexlen ikke paa to Tusende Rigsdaler?

Snydenstrup
(kommer frem, og Jonas holder ham ved Haanden).

Jo netop! behag at se her!

Frøkenen.

Jeg betaler Dem Vexlen.

Snydenstrup.

Meget godt, naadige Frue! Deres Mand vil da...

Frøkenen.

Han er ikke min Mand!

Snydenstrup.

Jeg beder Fruen om Forladelse. Jeg burde have begrebet det, siden De vil betale en saadan Summa for ham. Men vil Deres Hr. Gemal..,

Frøkenen.

Er det Dumhed eller Ondskab, min Herre!.... Jeg er ikke gift.

480
Snydenstrup.

Jeg beder om Forladene, det mente jeg saa vist ikke heller. - Det er dog underligt.

Jonas.

Det synes jeg ikke, Papa!

Frøkenen.

Kom til mig i Eftermiddag, saa skal jeg enten levere Dem Pengene eller stille Dem saa antagelig Sikkerhed, at De ikke...

Niende Scene.

De forrige. Jespersen

Jespersen.

Deres ydmyge Tjenere!

Jonas.

Skal vi ikke nu gaa?...

(Trækker Snydenstrup i Kjolen).
Snydenstrup.

Jo nok, min Dreng!... Adieu!

Jespersen.

Se se! min ærlige Mand!.. O! behag at bie et Øjeblik.

Snydenstrup.

Jeg har saa sandelig ikke Tid.

Jespersen.

O! jeg tager det paa mig. - Et Øjeblik, om jeg maa bede Dem! - Og De, Frøken! handler oglaa med denne Mand?

Frøkenen.

Om nu saa var, saa er det en Sag imellem ham og mig.

Snydenstrup.

Det skulde jeg ogsaa formode.

Jespersen.

Frøken! Deres Affærer kommer mig slet ikke ved. Men naar De handler med denne Mand, saa vil, saa maa jeg vide, hvad Deres Handel bestaar i. Og jeg svær Dem til, at hverken han eller jeg kommer ud af Stuen, før end De forræller mig...

Snydenstrup.

Men jeg gaar alligevel!

Jespersen.

Saa! det vil vi se paa. - Jeg har min Karl derude. Hejda, Ole! (en Matros kommer ind). O! løb mig strax efter Politiet! - (Ole vil gaa). Nej! bi lidt! - det duer ikke. - Hold mig fast paa denne Karl!

(Jonas løber, og Karlen tager fat paa Snydenstrup)
481

Tiende Scene.

De forrige, undtagen Jonas. David.

David.

David gjærne holde paa Karl.

(Han holder paa Snydenstrup).
Snydenstrup.

O! hvor blev min Jonas af?

David.

Jonas løb som var pisket. - Jonas er Faders Søn? - ikke?

Jespersen.

Nu, Frøken! jeg maa vide Sammenhængen. Det er sandelig for Deres eget bedste.

Snydenstrup.

Hr Løjtnant! det er anden Gang i Dag, De har antastet en ærlig Borgermand. Det skal blive Dem en dyr Affære. Jeg kom hid i et lovligt Ærende med en Vexel paa Hr. von Plageman, som han ikke kunde betale, og som Frøkenen har lovet mig at afgjøre.

Jespersen.

De, Frøken? - altsaa et nyt Træk i Deres Karakter!...

Frøkenen.

Som jeg vil frabede mig Dem til at skildre.

Jespersen.

Men De maa dog tillade mig at se Vexlen, min ærlige Borgermand!

Snydenstrup.

O, ret gjærne! - Se der!

(Han viser ham den).
Jespersen
(efter at have beset Vexlen nøje).

Nej, min ærlige Mand! denne Vexel har du været for hastig til at skrive. Saa du handler da ogsaa med falske Vexler?

Snydenstrup.

Falske Vexler! - Det skal De bevise!

Jespersen.

Ja! dette skal jeg bevise. - Den Affære med Uret vil vi for det første tie med. - Men - kjender du Endossenten?

Snydenstrup.

I, bevare os Gud! ja vist gjor jeg saa. - Det var en brav Mand, men han er nu død!

Jespersen.

Det var, til Ulykke for dig, min Morbroder! - Den Gang har du baaret dig dumt ad. For jeg skal bevise, at han var død fjorten Dage før, end Vexlen er dateret. Du maa ikke tage ilde op, at han var død en Maaneds Tid før, end det blev anmeldt i Adresse-Aviserne.

482
Snydenstrup.

Hr. Løjtnant! der har De Deres Ur!

(Han tager Uret af Lommen og giver ham;. Men nu slipper jeg vel)
Jespersen
(tager Uret)

Skurk! - Nej, Rosphuset skal blive dig vis nok. - Bring ham udenfor, til jeg kommer.

Snydenstrup.

O. Hr. Lojtnant!

Jespersen.

Gaa, siger jeg. Du er moden! - hold mig fast paa ham!

David.

David nok holde Skurk!

(De trækker af med ham).

Ellevte Scene.

Frøkenen. Jespersen.

Frøkenen.

Hvorledes hænger alt dette sammen? Med Uret - og Vexlen? jeg begriber det ikke.

Jespersen.

Jeg skal forklare Dem det siden. - Nu kuns to Ting, og det i al Hast. Først hilse Dem fra vores Kaptejn; han er avanceret til Musketer.

Frøkenen.

Kaptejn von Aberwitz?

Jespersen.

Ret han! - Man er kommen efter hans hele Historie og en Hoben Gavtyvestreger, hvori den Karl med Vexlen er impliceret. Han er af en meget fornem og adelig Familie i Tyskland. Moderen forkjælede ham, og han lærte intet i sin Ungdom uden Skarnsstykker, Man kjøbte en Officers-Plads til ham, men for nedrige Streger blev han kasseret; derpaa rømte han bort. Moderen har idelig sendt ham Penge og understøttet ham. Men det kunde ikke forslaa, og han supplerede ved Kanaillerier, hvad der manglede ham; nu valgte han Musketten for at slippe for Skubkarren.

Frøkenen.

Et græsseligt Exempel for Forældre, der forkjæle deres Børn!

Jespersen.

Dette var nu hans Historie. - Dernæst maa jeg bede Dem om at skaffe mig en Samtale med Sofie i Enrum.

* 483
Frøkenen.

O! vidste De, hvor højt den Pige elsker Dem. Jespersen. Jeg véd det, men jeg véd ogsaa mine Pligter imod hende. Kuns snart, Frøken! Thi Tiden er knap. Frøkenen. Strax.

(Hun gaar).

Tolvte Scene.

Jespersen
(alene).

Min Sofie skal giftes i Dag! - med en værdig Mand, siger hele Byen! - O ja, det skal hun - det maa hun! - Gid hun maa blive lykkelig! - Mit sidste Haab er dog alligevel til Ende.

Trettende Scene.

Jespersen. Sofie.

Sofie.

Bedste Ven! jeg er ulykkelig! - jeg skal forlade dig og ægte en anden - eller ogsaa gjøre mine Forældre ulykkelige.

Jespersen.

Dine Forældre ulykkelige?

Sofie.

Ja! lægge dem i Graven af Sorg; det var deres Ord. Hvad skal jeg gjøre?

Jespersen.

Gjore dine Forældre lykkelige! Jeg kan hverken gjøre dem eller dig lykkelig. Mit sidste Glimt af dette Haab er forsmmden.

Sofie.

Hvorledes det, bedste Ven?

Jespersen.

Jeg faar et Brev, at min Mormoder er død, og jeg arver ikke én Skilling.

Sofie.

Min Gud! hvem arver da?

Jespersen.

Tallotteriet har arvet. Lyst til at blive hovedrig førte Konen paa den fordømmelige Tanke at spille. Hun ruinerede sig og døde. - Dog! hun var mig intet skyldig. Jeg har altsaa intet at fordre. Men dig, min Sofie! dig maa jeg miste. Det er min Pligt at give dig dit Løfte tilbage, thi jeg har ingen Udsigter til at blive Ejere af dig før end om en halv Snes Aars Forløb, thi før kan jeg umulig avancere saa vidt.

Sofie.

Jeg vil oppebie den Tid.

Jespersen.

Nej, min Pige! Vi ere alle Mennesker og 484 menneskelige Fejl underkastede. Jeg kan svare for min Tænkemaade, om jeg ægter dig nu, men ikke, i Fald vi skal bie saa længe. Det er min Pligt at være redelig imod dig, endog paa min egen Bekostning; og det er din Pligt at redde dine Forældre fra Undergang.

Sofie.

Min Gud! hvor er det dog ikke haardt, naar vore Pligters Opfyldelse skal koste saa meget!

Jespersen.

Men hvor let er det ikke ogsaa at opfylde sine Pligter, naar Opfyldelsen ikke koster os noget! Her fordres rigtignok ferm Beslutning og Mod til at gjøre det første ubehagelige Trin; men den Haand, der finder det tienligt for os at strø Torne paa vores Vej, kan ogsaa give os Styrke til at holde ud paa Vejen.

Fjortende Scene.

De forrige. Frøkenen.

Frøkenen.

De kommer! - De kommer! - Frisk Mod! mine Venner! jeg har endnu én Mine at sprænge.

(Sofie sætter sig paa en Stol i Baggrunden)

Femtende Scene

De forrige. Hr. og Fru von Plageman, van der Haan.

van der Haan. Det er en Bagatel, der, paa min Sjæl! ikke skal sætte Dem graa Haar i Hovedet.

Hr. v. Plageman. Hvor er Manden med Vexlen? Jespersen. Udenfor. Han venter kuns paa Befordring til Stokhuset. Vexlen var falsk. Det er opdaget. Fru v. Plageman. Men kan det bevises?

Frøkenen. Hr. Lojtnanten har bevist det.

Hr. v. Plageman. Gud velsigne Dem for det, Hr. Løjtnant! - (Til van der Haan; Jeg takker Dem for Deres Godhed, men nu behøver jeg ikke Penge.

van der Haan.

O! min Kasse er Deres, siden De smigrer mig ined det Haab, at Deres Datter -

485
Fru v. Plageman.

Ja, vist vil hun det. - Kom hid, min Sofie! antager du ikke Hr. van der Haans Tilbud?

Sofie
(rejser sig hastig op).

Kjære Forældre! Se her, hvad Offer en Datter gjør af sin egen Lyksalighed. (Til van der Haan). Min Herre! der er min Haand!

(Hun segner ned i Frøken von Sommers Arme).

Hr. og Fru v. Plageman. Min Datter!

Jespersen.

Sofie!

(De samle sig om hende)
van der Haan.

Hvad fattes den stakkels Pige!

Frøkenen.

Hun agter Dem højt, men elsker Dem ikke. - Hun opofrer en anden Kjærlighed for at gjøre sine Forældre lykkelige.

van der Haan.

Hvad hører jeg! (Til Hr. og Fru v. Plageman). Min Herre! Madam! Det var ikke efter Aftale.- Jeg ægter heude, paa min Sjæl! ikke.

Sofie
(staar op).

Hold Deres Ord, min Herre! og gjør ikke mine Forældre ulykkelige!

van der Haan.

Ingen af Delene vil jeg gjøre. Hvem er Deres Kjæreste, Jomfru?

Frøkenen

En brav og retskaffen, men fattig Løjtnant.

Sofie.

Som afslaar min Haand, fordi han ingen anden Udsigt har end at ægte mig om en halv Snes Aar.

Frøkenen.

Der ser De ham!

(Viser ham Jesversen).
van der Haan.

Det er kuns Penge, der mangler Dem, Hr. Løjtnant?

Jespersen.

Synes De, at det er en Bagatel?

van der Haan.

Ja! naar man har dem, ellers, paa min Sjæl! ikke. Jeg paatager mig at udstyre Deres Brud og sætte Dem i Stand. (Til Hr. og Fru von Plageman). De har bedraget mig, mine Venner! og til Erstatning derfore fordrer jeg Deres Samtykke.

Hr. v. Plageman.

Nu vil jeg en Gang raade. (Til Jespersen). Tag hende.

Fru v. Plageman.

Og jeg samtykker.

Jespersen
(meget glad).

Sofie!

(Han kysser hende).
486
Sofie
(til van der Haan)

Ædelmodige Mand!

Fru v. Plageman.

Men, lille Jespersen! En Ting maa De føje mig i: De man kalde sig von Jespersen.

Jespersen.

Det kan jeg umulig: det er...

Hr. v. Plageman.

Kone, er du endnu forrykt? Nej, hør, Børn! Tro en Mand, der kan tale af Erfarenhed: behold det Navn, I har, og byt det aldrig om, i hvor glimrende endogsaa det er, som I kan faa igjen, for det er og bliver dog en Utaknemlighed imod sine Forældre.

van der Haan.

Hvad siger De? - O! saa er jeg en utaknemlig.

Fru v. Plagem an

Har De ogsaa byttet Navn?

van der Haan.

Ja! mit rette Navn er Petersen.

Hr. v. Plagem an

, Petersen, hvad Landsmand er De?..

van der Haan.

Nordmand.

Hr. v. Plageman.

Og Deres Fader var?..

van der Haan.

Urmager i Mandal.

Hr. v. Plageman
(falder ham om Halsen).

O, min Sen Jakob! hvem skulde tro andet, end at du var druknet for to og tredive Aar siden?

van der Haan.

Gud! det er aldeles rigtig. Det er, paa min Sjæl! min Fader.

Alle paa én Gang.

Hans Fader!

Hr. v. Plageman.

Hvorledes blev du reddet fra Soen? fortæl mig det.

van der Haan.

O! jeg kan næppe komme til mig selv igjen. Jeg blev opfisket at en hollandsk Skipper, som sejlede forbi; han bragte mig til Holland, solgte mig til en Seelenverkoper. Jeg blev ført til Indien, og efter en Hoben Tildragelser, som jeg ved Lejlighed skal fortælle, kom jeg i Tjeneste hos den Mand, som jeg i Gaar sagde havde testamenteret mig alle Ting. Jeg tog hans Navn an af Erkendtlighed: thi den gamle havde, saa min Sjæl! ikke forlangt det, gik fra Indien, kom til Norge, og rejste Landet igjennem efter to og tredive Aars Forløb, men kunde der lige saa lidet faa noget opdaget 487 om min Fader, som i Indien, hvor jeg dog idelig omgikkes med danske Folk.

Hr. v. Plageman.

Ser du, Kone! det havde været din Skyld, om jeg aldrig havde faaet at vide, at min Jakob var til. Jeg skal fortælle dig, min Søn!..

Fru v. Plageman.

O! gjem det til en anden Gang, naar jeg ikke hører paa det...

van der Haan.

Jeg finder da her en Fader, en Moder, en Søster, og snart en Svoger. O, vi skal være alle lykkelige og én Familie. Hvad, om vi strax lod Præsten hente og holdt Bryllup!...

Sextende Scene.

De forrige. David.

David.

David gjærne hente Præsten, men véd inte, hvor Præst bor. (Til Frøken von Sommer). Frøken giftes med ham, dér staar? (Peger paa van der Haan). Ikke?

Frøkenen.

Min Ven!...

van der Haan.

Saa min Sjæl! Frøken! han har ikke saa meget Uret; og dersom De kunde overtale Dem...

David. Sig ja, Frøken! - Er saa god Mand, som kan være - og David bliver hos Frøken!...

Sofie.

O, min bedste Veninde! De vilde glæde mig usigelig.

Hr. v. Plageman.

Bliv min Datter!

Fru v. Plageman.

O ja, og min med! endskjønt jeg er kuns hans Stifmoder.

van der Haan.

Jeg vil give Dem saa lang Tid at betænke sig i, som De behager!

Jespersen.

Jeg vilde ønske, at jeg virkelig kunde regne Dem til vores Familie.

David.

Frøken sige ja, og David raabe Hurra!

van der Haan.

Men betænk Dem ikke for længe, for jeg er, paa min Sjæl! ni og tredive Aar gammel.... og hedder herefter slet og ret Petersen.

488
Hr. v. Plageman.

Ja, gid jeg kunde gjøre det samme!

Frøkenen.

Min Herre! foruden Deres herlige Karakter har De en Lighed med en vis Person, som meget rekommanderer Dem. - Der er min Haand, uden længere Betænkning. En Pige paa tredive Aar har heller ikke lang Tid at betænke sig i.

(van der Haan kysser hendes Haand).
David.

Hurra! David er glad.

"De Vonner og Vanner" blev første Gang trykt i 2det Bind af "Skuespil af P. A Heiberg" 1793 og ledsagedes da af følgende
Fortale.

Efter at jeg i mine tvende foregaaende Komedier, Forvandlingerne og Heckingborn, havde været saa lykkelig at more Publikum og behage, folte jeg dog alt for vel - og man havde sandelig ogsaa paa adskillige dels anstændige, dels uædle Maader sørget for at lade mig føle det -, at disse Arbejder, med alt det, at de vare skrevne af en dansk Mand og paa dansk Grund, dog alligevel ikke kunde være berettigede til at kaldes Originaler i Ordets strængeste Forstand. I det første Stykke tilhørte den ganske Plan, næsten hele Intrigen og de fleste Karakterer Cervantes: det var altsaa kuns at anse som spanske Blomster omplantede i dansk Jord, og min Fortjeneste af dette Stykke som Forsatter kunde ikke være synderlig større end Urtegaardsmandens, der, efter sin Evne, sørger for at opdrage fremmede Planter til at blive saa skjønne, som det er muligt i en for dem uvant Hnmmelegn. I det sidste Stykke var vel hele Planen og Intrigen saa vel som næsten alle Karaktererne min uimodsigelige Ejendom; men Ideen til et saadant Stykke havde jeg dog hentet hos den tyske Digter Stephanik Saderne vare desuden, som de naturligvis maatte være, fremmede og opblandede med danske Sæder; de vare ikke, som Hr Professor Tode et Sted meget rigtig udtrykker sig: Liv af vores Liv og Sæder af vores Sæder. Man kunde, især hvad Forvandlingerne angaar, lige saa vel sætte Scenen i Frankrig, Tyskland eller Spanien som i Dannemark, og Stykket skulde ved denne Forlægning af Scenen hverken vinde eller tabe betydeligt.

Nu foresatte jeg mig da én Gang at forsøge paa at male danske Sæder og revse nationale Daarligheder Mine Venner søgte at 489 opmuntre mig dertil, mine Uvenner at afskrække mig derfra; begge Dele vare mig Bevæggrunde nok til at fuldføre mit Forsæt, der dog ikke kom til Modenhed før end 1791 om Sommeren, da jeg skrev dette Stykke.

Jeg kaldte det De Vonner og Vanner, dels fordi jeg virkelig ikke var i Stand til at finde noget passeligere Navn, eller som i alle Henseende saa fuldkommen svarede til Stykkets Indhold; dels ogsaa, fordi jeg med Vished troede, at Navnet var fatteligt for alle Mennesker, da jeg med Grund kunde formode, at man endnu erindrede sig disse tvende Linjer:

"Ene de Vonner og Vanner og De'er
holder Fortuna og Plutus i Agt,"

der findes i en af mine Viser, som dog nok nu vilde have været glemt, dersom ikke vedkommende selv havde sørget for efter Evne at rorevige den ved at lade mig dømme i en Mulkt paa halvandet Hundrede Rigsdaler*) efter en Politi-Kjendelse, der tillige med hele Forhøret ligger trykt for Samtidens og Efterverdenes Øjne, og saaledes givet den en Rigtighed, som den ikke selv kunde kvalificere sig til; en Fremgangsmaade, som - man tillade mig at sige det - var aldeles upolitisk, skjønt den vel har været juridisk rigtig; hvorom jeg saa meget mindre tør tvivle, siden Herr Assessor Bærens i denne Sag har opkastet sig til Oberdommer og konfirmeret Politimesterens Kjendelse i en Afhandling, som findes i Statistisk, Juridisk og Literarisk Bibliothek 3dje Hefte 1792. pag 294.

Næppe var Stykkets Titel bleven bekjendt i Publikum, før end det tusendmundede Rygte,

Fama, malum, quo non aliud velocius ullum,

strax var til rede med at fortælle, at dette Stykke var den mest bidende Satire over Adelen, som man kunde forestille sig. Rygtet fandt Bifald, og forplantede sig følgeligen mere og mere, fordi man troede og vidste, at jeg ingen Elskere eller Tilbedere er af Adelen Det er sandt, jeg hader arvelig Adel, fordi jeg tror, at Opfinderen heraf har gjort større Ulykke i Verden end Opfinderen af Krudt og Tallotteri, skjønt Følgerne af disse sidste Opfindelser lade sig lettere og med mere Vished beregne; jeg bukker mig ikke for Adelsmanden, kuns for Manden, han være saa Adel, Borger eller Bonde; men jeg ærer den Adelsmand i mit * * 490 inderste Hjærte, der ikke viser mig sine ormstukne Pergamentsbreve, før end han har fremstillet sig for Verden som den dydige, nyttige og retskafne Borger At hade en individuel Person, blot fordi han er adelig, er Afsindighed; han er lige saa uskyldig i, at han er født Adelsmand, som jeg er uskyldig i, at jeg er født af borgerlige Forældre. Kuns da, naar Adelsmanden tror sig, som Adelsmand, berettiget til at se mig over Hovedet; naar han, uden Fortjenester, tror, at hans blotte Fødsel giver ham Fortrinsret til Statens vigtige*) Embeder, da foragter jeg ham; da kan jeg umuligen bare mig for igjen at lade ham føle min Stolthed; at vise ham, hvorledes han, blottet fra alle andre end de indbildte medfødte Fortjenester, er saa langt fra at kunne komme i Sammenligning med den sande store Mand, at han ikke engang kan maale sig med de faa Fortjenester, som endogsaa jeg, denne i hans Øjne saa ringe og ubetydelige Person, har stræbt at erhverve mig.

Alt det Railleri, der gaar ud over en enkelt Stand, blot som denne Stand betragtet, er uanstændigt; derimod er det Skribenten og især den dramatiske Digter tilladt, ja det er endogsaa hans Pligt, at vise det latterlige i en eller anden Stands særegne Fordomme og at revse de i denne Stand mere eller mindre almindelige Daarligheder, Laster og Uordener. Dersom en Skribent, der véd, hvor uædelt Adelsmænd ofte tillade sig at tænke og handle, og som kjender de Ulykker, den gejstlige Stand har anrettet i Verden, vovede at derivere Ordet Adel af ædel, quasi lucus a non lucendo, og Ordet sacerdos eller Præst quasi sacra dos, eller en forbandet Gave, da fornærmede han de retskafne Mænd af denne Stand paa den alleruanstændigste Maade; skildrer han os derimod den dumme og hoffærdige Adelsmand, den hykkelske, ralske og uforsonlige Præstemand, viser han, hvorledes utallige Ulykker i en Stat rejse sig deraf, at den første tror sig, formedelst sin Fødsel, berettiget til at gjøre alt, hvad han vil, imud de andie Stænder, og hvorledes den sidste ofte har brugt og bruger Guds Ære som en Maske, hvorunder han kan udføre private og lumpne Bihensigter, da kan ingen retskaffen Mand finde sig fornærmet; og en hel Stand kan umulig vanæres, fordi man viser, at der iblandt dens Medlemmer findes enkelte Individua, der tænke og handle slet.

* * 491

Det er ikke min Sag, her at vise det daarlige og urimelige i Adelens Stolthed og Fordomme Mænd, der vare udrustede med flere Kundskaber og større Talenter end jeg, have for længe siden temmelig nøje drøftet denne Materie Kuns maatte det tillades mig at gjøre en Anmærkning, som jeg ikke erindrer mig at have fundet hos nogen anden Forfatter: Det er bekjendt, at der imellem Adelen selv gjøres Distinktioner Man gjør Forskjel paa gammel og ny Adel. Hin holdes for at være fornemmere end denne Jo flere Aner en Adelsmand har, det er: jo flere adelige Forfædre i lige opstigende Linje han kan opregne, jo fornemmere og højere af Adel tror han sig at være Derimod anses den nylig adlede, enten det nu er Penge eller Fortjenester, der haver adlet ham, for meget lidet bedre end en Roturier eller uadelig. Heraf følger, at enhver Mand af den saakaldede høje Adel maa anse sig for højere Adel end sin Fader, denne er atter fornemmere end hans Fader, og saaledes videre op ad, indtil primus acquirens eller Stamfaderen, der er den ringeste af dem alle I Sandhed! næppe kan noget mere urimeligt tænkes, eno at den Mand, hvis Fortjenester have givet en Familie lin Glans, skulde være mindre æret end de, der intet andet have gjort end at lade sig føde af denne Stamfader; og man skulde sandelig lede længe om noget større Bevis paa Utaknemmelighed imod sine Forfædre Man tillade mig at tro, at den sunde Fornuft dikterer netop det modsatte; at Adelens Højhed burde bestemmes efter den ringeste Afstand fra Stamfaderen; at primus acquirens burde agtes for den mest adelige, som den, der havde erhvervet sin Familie og sine Efterkommere denne Glans: og at Adelen maatte blive saa meget flettere, jo længere den var borte fro sin første Ovrindelse; med mindre nogen af Efterkommerne havde forøget Familiens Ære ved egne uimodsigelige Fortjenester.

Jeg har udbredet mig saa vidtløftig over denne Materie, fordi man i Almindelighed har den Tanke om mig, at jeg hader Adelen, og gjærne ønskede at se den udryddet Man maa altsaa tillade mig endnu et Par Ord herom. Jeg hader Adelen, det er: Navnet, Tingen og de dermed forbundne arvelige Rettigheder, som et Indgreb i andre Stænders Rettigheder; men jeg elsker og ærer mange Personer af denne Stand; Mænd, der ved de alvorligste Bestræbelser for Statens og det almindeliges Vel og ved de allerelskværdigste Egenskaber have gjort sig, for deres egne Personer*), berettigede til denne udmærkede Ære Jeg tror, at Udryddelsen af den arvelige Adel vilde være en usigelig Velgjerning imod urødte Slægter; men jeg er langt fra at * 492 ønske den ndryddet paa anden Maade, end at Adelen selv skulde adle sig ved den store Handling, fnvilligen at afstaa fra de Rettigheder, som deres Forfædre, muligen paa den allerretfærdigste Maade, have erhvervet sig, men som derfor ikke deres Efterkommere paa den retfærdigste Maade beholde Frankrigs Exempel viser os, hvor haardnakket Adelen er i at forsvare sine formentlige Rettigheder, og at den hellere lader Millioner Mennesker slagtes*), Byer og Stæder opbrændes og Landet i Bund og Grund ødelægges, end den, ved endog den allerringeste Opofrelse fra sin Side, skulde søge at forekomme disse og utallige andre Ulykker

Himlen bevare mine Øjne fra nogen Tid at se slige voldsomme Stats Omvæltninger i mit kjære Fødeland! Nej! gro i Fred for mig, sacra ilex! gamle gothiske Træ, plantet af Barbariet og fredet af Despotisme og Herskesyge! Staa i Fred, med samt dine Frugter, Skjolde, Vaabner, Pergamentsbveve og Undertrykkelser, indtil du raadner paa din Rod og omstyrter! Det være lige saa langt fra mig at udrække min Haand efter dine Frugter som efter Øxen, der kunde fælde dig, om endog mine Arme kunde svinge den! men tillad mig ogsaa at holde mig saa langt som muligt fra den giftige Taage, som du udsender! Tillad mig at fovsøge paa at opvække saa megen Selvfølelse hos mine Medborgere af Middelstanden, at de ikke tro sig trængende til at søge Ly under din falske og farlige Skygge; at den sande Ære findes hos dem i lige saa høj Grad som hos Adelen; og at den Ære og Adel, der arves, er intet i Sammenligning med den, der erhverves og fortjenes. Længere skulle mine Angreb imod Adelen aldrig gaa; og ingenlunde tror jeg, at det kan anses ror nogen Forbrydelse, om jeg fægter for min Stands Ære med samme Iver, hvormed Adelen fægter for sine formentlige Rettigheder; denne har netop været en af mine Hoved-Hensigter med at skrive dette Stykke; og hver Følelse af eget Værd hos den Stand, som jeg hører til, hver Overbevisning om, at man ikke behøver laant Glimmer til at prunke med, som jeg kan * 493 være heldig nok til at opvække der, hvor den forhen ikke fandtes, vil jeg anse med samme Øjne, hvormed en General anser en erobret Fæstning*)

Jeg kommer nu igjen til min Materie Rygtet havde allerede gjort meget for dette Stykke til at opvække Publikums Nysgjerrighed. Det gjorde endnu mere. Det udbasunede en haandgribelig Usandhed, nemlig: at Stykket var forbuden at opføres. Man ser heraf Bekræftelsen paa den gamle Sandhed: at ingen Ting er saa urimelig, som man jo kan faa næsten en hel By til at tro og til at løbe med At dette Rygte maatte forøge Publikums Nysgjerrighed og Længsel efter at se Stykket, kan man let begribe; man kunde derfore knap tro sine egne Øjne, da man i Aviserne og paa Plakaterne saa' det anmeldt til Opførelse, og man stormede til Huset for selv at erfare, hvori disse forventede, og af mange sikkert ønskede, Udfald imod Adelen egentligen kunde bestaa I Sandhed! en kritisk Stilling for en Forfatter, at se sig nødt til at bedrage Publikums Forventning, og som let kunde have haft ubehagelige Følger for hans Arbejde Imidlertid spilledes Stykket, og det bedragne Publikum maa have fundet andre Ting deri, som kunde holde det skadesløs for sin fejlslagne Forventning, thi det blev modtaget med et meget usædvanligt Bifald, og Tilskuernes Antal, der dog ved første Forestilling syntes at være saa stort, som Huset kunde rumme, havde endog forøget sig ved anden og endnu mere ved tredje og sidste Forestilling.

Som Professor Wandall siger i sin Fortale til det første Bind af originale Skuespil Pag 8:,.Stykker, som opføres med Bifald, mangle aldrig Dadel, som er saa meget større, jo almindeligere hint er," saaledes gik det ogsaa dette Skuespil Man mishandlede Stykket og Forfatteren, tilskrev ham Planer og Hensigter, som han aldrig havde haft og aldrig kunde have, og dadlede de alleruskyldigste Udtryk hos ham, men lod forsigtigvis denne Dadel krybe omkring i Mørket uden endnu at ytre den offentlig eller paa Prent. Dog herom vil jeg lade Hr Professor Rahbek tale, naar han i det dramatiske og literariske Tillæg til Morgenposten Nr. 3 for 20de Januar siger: "At det vilde gaa, som Hamlet siger, at de, der havde Skab, ville rive sig; at nos Seigneurs & nos Dames de Plageman, vore Aberwitzer, die Dänemark gantz vorzüglich lieben , og der ved saa mange Lejligheder vise, de tro, Lovene ere ej flir die Auslander, især da de, til Trods for Indfødsretten, der lukte den rette Dør for dem, snige sig ind ad Bag- og Side-Døre; at vore nu om * 494 Stunder saa glimrende, saa talrige og saa agtede filles entretenues, som her maatte høre sig kaldte ved deres rette Navn - Skjøger; at deres ædle Elskere, der vel ej sjælden tillige have været deres Forførere, og der her maatte lade sig bebrejde denne Nederdrægtighed; at Afskummet af Nationen, disse, der ikke have andet adeligt end den vanslægtede Adels Lurus og Laster, og som ej des mindre - maaske i den lønlige og grundede Overtydmng, at de ere højst uværdige Borgere - paa en eller anden Maade tilprakke sig et de, von eller et Adelsnavn og nu se lige saa dybt ned paa os, som vi, om vi vare kloge, skulde se ned paa dem, og som alle de af den fødte Adel, der ej behøve at laane eller snylte hos hine, virkelig gjøre; at alle disse smukke Folk, Kjærnen af Nationen, som man ser, vilde skrige og finde sig insulterede og injurierede og - hvad véd jeg alt -, dette var rimeligt, thi Digteren har sandelig ramt dem eftertrykkelig nok til det Men at de skulde have besiddet den Finhed, saa ganske at forandre Batteri, at de, i Steden for at vaande sig selv, skulde have søgt at opægge en hel, højst agtværdig og af Digteren uberørt Stand, Fædrenelandets Forsvarere, som om disse vare personlig og uanstændig angrebne dert, da der ej staar en eneste fornærmende Tøddel om disse; da tvært imod Skildringen af en uværdig Landstryger, der, forvist af sit Fædreneland og for slette Streger udjaget af dets Tjeneste, ved Vindighed stræber, til de indfødtes Forurettelse, at bortbytte den fremmede Uniform, han uberettiget bærer, mod den danske, unægteligen maa være enhver retskaffen og dansk Officer højst velkommen; at de skulde have haft Uforskammenhed nok til at gjøre deres Sag til den sande Adels, da tvært imod intet Lystspil kan være den sande Adel mere smigrende end et, der med saa stærke Træk skildrer vore adelige Borgeres Daarligheder; ja, at de kunde drive denne Uforskammenhed saa vidt, at stikke sig bag ærværdige, almindelig elskede og ærede Navne, som om disse gjorde fælles Sag med dem; ja endog at udsprede, at dette Stykke, der med saa yderlig Enthusiasme er mootaget af Publikum; der har været og fremdeles lover at blive en sand Guldregn for Theatrets tørstende og af Tørke bristende Kasse; og der - for at sige alt med ét Ord - er beæret med Kongens Nærværelse og Bifald, hvilket Lanoers Fuder ej havde givet til et Stykke, der fornærmede en agtværdig Klasse af hans Børn; at dette Stykke, efter en Befaling, der er lige saa stridende mod Regeringens Aand, som den vilde være upolitisk, skulde henlægges for stedse; dette - og især denne sidste Opdigtelse - er mere - det tilstaar Anmelderen rent ud -, end han kunde formode sig af dem, saa store Formodninger om deres Tænkeog Handle-Maade de end ved mange Lejligheder have beføjet ham til").

* 495

Som sagt, man udspredede, at Landofficer-Standen havde fundet sig højligen fornærmet ved denne Komedie Jeg tog da Stykket for mig for at efterse, hvori min Brøde kunde bestaa, og min Opmærksomhed henvendtes strax til Kaptejn von Abermitz som den eneste Land-Officer i Stykket, skjønt han kuns meget uretteligen udgiver sig for at høre til denne Stand, hvorfra han, for nedrige Stregers Skyld, er bleven udjaget Efter moden Overvejelse fandt jeg, ligesom Hr Professor Rahbek, og jeg finder det sandeligen endnu, at denne Karakter langt fra ikke kunde mishage denne agtværdige Stand, men at det meget mere maatte være dem kjært at se, hvorledes den vindige Landstryger, der dog en og anden Gang har indsneget sig til Æresposter i denne Stand, til Fornærmelse for fortjente Mænd iblandt Landets egne Børn, var bleven demaskeret og fremstillet i sin Nøgenhed. Jeg har ogsaa siden efter, til Bevis paa denne Sandhed, modtaget de mest smigrende Taksigelser af mere end én værdig Officer, der havde følt det sande og gode i min Hensigt Jeg havde selv adskillige Gange set Officerer at more sig over en von Tyboe, en Lord Bragen i Komedien Hververne og flere, der, ligesom min Aberwitz, ikke ere, men kuns udgive sig for Officerer Ja det, som endnu mere er, de havde endogsaa uden Fortrydelse set en virkelig Officer, en Fændrik von Saalstein i Juliane von Lindorak, fremstilles i den allerlumpneste Figur. Ingen Prins havde nogen Sinde fundet sig fornærmet ved, at en Spidsbub udgiver sig for Prins Casimir og spiller en meget gemen Rolle i Stevhanies Komoedie Den nysgjerrige. Jeg havde aldrig set nogen stor Mand trække Rynker paa Næsen ved disse Hofraad Reinhards Ord i De sex Retter: "Saa gjærne som de store ogsaa vil gjøre ondt, saa gjærne ville de ogsaa undgaa SFinnet deraf"; ingen Hofmand at blegne ved de Ord af Grevinde Orsina i Emilia Galotti: "Det er forbandet med det Hofpak, saa mange Ord saa mange usandheder;" ingen Kammerherre at rødme ved Marinellis afskyelige Karakter; ingen Løjtnant at trække paa Pibebaandet*), naar Fru von Schmerling, i De sex Retter * 496 siger: Tænker De, at De har Deres Løjtnanter for sig, som De, for et Maaltid Mad, kan hegle igjennem saa meget, som De vil?"

Herudi kunde altsaa min Brøde ikke ligge; den maatte søges paa et andet Sted; og nu faldt jeg da paa Frøken von Sommers Replik i første Akts anden Seene, hvor hun siger: "den blaa Kjole har en Portion Lykke, som ikke enhver anden har, thi hvoraf kan det vel komme sig, at den blaa Kjole altid temmelig let faar Adgang i en brav Mands Hus, uden at den just behøver Slægtskab og FamilieForbindelser for at hjælpe sig derind?" Her er vel ikke den røde Kjole nævnet som en Modsætning imod den blaa; men - jeg nægter det ikke - jeg har tænkt mig den saaledes ved at skrive denne Replik, som grunder sig paa en uimodsigelig Sandhed, der vel kan være ubehagelig for den Mand, der hører til denne Stand, men paa ingen Maade fornærme ham Sagen er fornemmelig her at undersøge, om Sætniugen indeholder Sandhed; og her opfordrer jeg enhver Maud af Middelstanden - Adelens Cirkler kjender jeg kuns af Navnet, og ønsker ikke at kjende dem nærmere -, men især dem, der have voxne eller tilvoxende Pigebørn, at sige, enten de hellere vil se den blaa eller den røde Kjole i deres Huse? Svavet vil ufejlbarligen udfalde til Fordel for den første Meningen heraf er ikke, at Forførelses-Aanden skulde bo i højere Grad hos den ene end hos den anden; langt fra! men en Søofficer kan snarere se sig i Stand til, paa en anstændig Maade at foriørge en Kone og Børn end Landofficeren. Antallet paa de første er langt mindre end paa disse sidste, og følgeligen Proportionen ar de slet tænkende og nedrige Peiloner i begge Etater - hvoraf der gives nogle i enhver Stand - aabenbare til Fordel for Sø-Etaten Letheden til at blive Officer er større i hin end i denne Stand. Hos Sø-Ofsicererne kræves uimodsigelige og beviste Kundskaber, naar man derimod kuns sjælden har spurgt derom hos den subalterne LandOfficer; og at Kundskaber forfine Sæderne, er unægteligt:

... didicisse fideliter artes
Emollit mores, nec sinit esse feros*).

Ingen kan blive Sø Officer, med mindre han fra Barns-Ben har været opdraget til Standen: for at blive Land-Officer derimod, spørges sjælden: hvad har du været? men: hvorledes ser du ud? Hin har større Gage, flere Bekvemmeligheder og altsaa bedre Lejlighed til at * * 497 vise sig fra en sordelagtig Side i Verden end denne; og - det, son: er ikke af liden Vagt - hins Forbrydelser straffes i Almindelighed med større Strænghed og mindre Overbærelse end dennes Hvor meget denne Strænghed bidrager til at befæste en Stands Agtelse i Staten, ligger tydelig nok for Øjnene

Unægteligt er det, at den Land-Officer, der forener Kundskaber med Retskaffenhed og en ustraffelig Handel, hav samme Rettighed til sine Medborgeres Højagtelse som den bedste Sø-Officer; men han har ogsaa flere Hindringer at rydde af Vejen, flere Fordomme at kæmpe imod, før end han kan erobre denne Agtelse Det er tungt for den ærekjære Mand at tanke paa, men bliver ikke des mindre dog en Sandhed

Hvorledes skulde jeg nu kunne tro, at nogen værdig Officer havde taget mig denne Sandhed ilde op? At jeg skulde være den eneste, som man ikke vilde taale at høre de Sandheder af, som man uden Fortrydelse hører af andre? Hav man ikke, en Maaned efter Opførelsen af denne Komedie, da "Stregen i Regningen" af Jünger spilledes, uden mindste Fortrydelse hørt Carl sige: "Jeg er Kavalér og Officer"; og Henriette at svare: "Desto værre! jeg har altid hørt, at man ikke maa tro disse Herrer alt for godt" Og videre, naar Carl siger: "Kongen er meget nandig imod mig", at da Evald svarer: "Naa, kalder De det Naade, saa gad jeg, min Sjæl! nok vide, hvad det er, naar en Grønskolling bliver Officer med fuld Gage, fordi han maaske har en Gudfader ved Hove" Har man nogen Tid ytret Fortrydelse over Digteren Haste, naai han i sin, i mine Tanker usigelig nydelige, Ballade Lida, som findes i Poulsens Nytaarsgave for Aaret 1792*) Pag 55, siger:

Ak, Piger! at ømt I paa Stridsmænd se,
Huis Kamp kun er Elskovens Lege!
O frygter! o frygter! I stakket le,
Og Glæden forvandles i Nag og Spe:
Saa mangen en dejlig de svege**)

Jeg kunde anfore hundrede Beviser paa, hvorledes endogsaa Monarker, af huiv Mund der dog saa ofte udfare dræbende Magtsprog, ikke alene have taalt, men endogsaa med Fornøjelse hørt Sandheder fremsagte paa Skuepladsen, hvis Anvendelse paa dem selv de have * * 498 troet at vare hensigtet Jeg indskrænker mig blot til en Unekdote, om hvis Rigtighed jeg er fuldkommen sorvisset: I et af Aarene 1789 til 90 opførtes vaa det kongelige Theater i Stockholm Tragedien Odin af Leopold, en Linje deri lyder saaledes:

Man måsie wara Kung att sa förradisk handla,
og denne Sentents opvækkede altid det mest lydelige Bifald og stojende Applaus af Tilskuerne Men hvad gjorde Gustav den tredje, der selv var Tilskuer? Vrededes han derover? Langt fra Enten følte han, at denne Strofe umulig kude anvendes paa ham, eller og var han for stor til at lade ug mærke med, at han følte Anvendelsen Han applauderede selv og komplunenteite Digteven for sit skjønne Arbejde

Den almindelige Uvilje, som man sagde, at Omcer-Standen havde fattet imod mig formedelst denne Komedie, blev i lang Tid ikke bevist med andet end med et Rygte eller Bysnak; men endeligen fremtræder en dansk Subaltern-Officer - formodentlig en saadan, hvis Opførsel ikke havde kunnet gjøre ham berettiget til nogen uwdedig Agtelse - og i et Postskriptum efter et Brev til en Ven om Ancienniteten tager sig for at behandle mig paa en gevorben Fod; og synes at ville lade mig føle, hvor meget farligere det er at have med en opirret Dreng end med en sindig Mand at bestille Piecens Indhold er saa latterligt og barnagtigt, men tillige saa plumpt og ubeskedent, at jeg end ikke vilde indlade mig i at besvare den, om Indvendingerne endog kunde fortjene det; og jeg kan saa meget mere fritage mig fra dette Arbejde, som den kort derefter blev mere end tilstrækkeligen gjendrevet af en anden Subaltern, der med en sjælden Redelighed og med de fleste af mine oven anførte Grunde godigjor Rigtigheden af den for ham sandeligen ikke behagelige Sandhed, at Officerstanden ikke har, eller efter Omstændighederne kan have, al den Agtelse i Staten, som den burde besidde Han siger til Slutning

- jeg maa anføre hans egne Ord, der dog vel ere af nogen Betydenhed, uden han er Officer og taler imod egen Interesse - "at jeg har skrevet de Vonner og Vanner, men ikke til mindste Fornærmelse for Etaten; at jeg har fremstillet Hr von Aberwitz, ikke som dansk Officer, men som en alle Vegne forjaget Vildtysker I Sandhed, om man endog ingen andre Beviser havde, saa var denne lille Piece nok til at godigjore, at enhver enkelt Mand i denne Etat ikke kan mangle

Agtelse, naar han kuns ved og foler, at det er hane egen Tænke- og Handlemaade fornemmeligen, men ikke just Uniformen, der skal forskaffe ham den *)

* 499

Denne Komedie er bedømt af Hr. Professor Tode i Iris for Januar Maaned 1792, og Hr. Profesior Rahbek i det ovenmeldte Dramatiske og litterariske Tillæg. Egentlig at tale, kan jeg lige saa lidet fuldkommen indrømme dem, som fuldkommen modsige, deres imod Stykket gjorte Anmærkninger Kuns naar Hr. Professor Tode siger, "at det er en væsentlig Mangel i Stykket, at jeg ikke ved Siden af den foragtelige Aberwitz har fremftillet en agt- og elskværdig dansk Officer," og Hr. Professor Rahbek ligeledes ønsker, at jeg havde skildret en ædel Adelsmand, kan jeg ikke tilstaa dem dette at være rigtigt. Først vilde disse Personer, i Følge min én Gang antagne Plan, have blevet overflødige og unyttige; de vilde have staaet der som indskruede uden Fornødenhed. For det andet var det jo aldeles ufornødent at indføre saadanne Personer for at vise, at der ogsaa findes skikkelige og retskafne Mænd i disse Stænder. Ingen uden det afsindigste Menneske kunde jo tvivle herom Jeg maatte efter samme Regel have indført en agtværdig Prokurator og en retskaffen Mand, der lever af sine Rentepenge uden at aagre med Kapitalerne. Hvorfor just her, hvor det ingen Nytte kunde gjøre i min Plan, skildre saadanne Karakterer, om hvis Existens ingen tvivler, og saaledes overlæsse Stykket med flere Personer end fornødent?

Jeg skulde ror Resten ikke have undladt at benytte mig af begge de ovenmeldte Herrer Recensentens Anmærkninger til at forbedre denne Komedie, dersom jeg ikke troede, at den ualmindelig stærke Sensation, som den opvækkede, gjorde mig det til en Pligt at levere Publikum Stykket aldeles uforandret og saaledes, som det blev spillet, paa det at mine Læsere selv kunde blive i Stand til at bedømme, hvorvidt det kan have fortjent enten det udmærkede Bifald og den Ros, som man har beæret det med, eller og den Forfølgelse, som man har villet opvække imod Forfatteren Det fremlægges altsaa herved for Publikums Domstol uden allermindste Forandring og i den fulde Overbevisning, at jeg ikke har skrevet en Tøddel deri, som man med Føje skal kunne bebrejde mig, eller som jeg nogen Sinde skulde ønske at være uskrevet At jeg ingen Forandringer har gjort, kan jeg ikke paa bedre Maade bevise end ved at opfordre Skuespillerne, i hvis Hænder Rollerne ere, den forrige Theater-Direktion, der maa kjende det, og * 500 den nuværende Direktør, i hvis Værge Manuskriptet, saaledes som det blev spillet, maa findes, til at overbevise mig om det modsatte. Det sorstaar sig, at jeg siger, som Advokat Oldfux i den Stundeslose: Non orthographiam, sed phrases intelligo

Jeg kan endnu ikke kaste Pennen uden at tale et Par Ord om en Anmærkning, som jeg sikkert tror at ville blive gjort imod mig, hvorfore jeg hellere vælger mi at forsvare mig, end siden at blive nodt til af denne Aarsag at gribe til Pennen igjen Det er, naar jeg i fjerde Akts anden Scene, igjennem Prokurator Pinhams Mund, gjor et Udfald imod Herr Assesior Schifters maanedlige Extrakter af Hof- og Stadsrettens Pantebøger Jeg har en Gang tilforn, nemlig i Fortalen til mit i Trykken udgivne Politi-Forhør, korteligen sagt mine Tanker derom; andre have udbredet sig vidtloftigere i denne Materie, men endnu har det ikke behaget Herv Asses; soren, om hvis gode og retskafne Karakter ingen Mand i Byen tvivler, at tilkjendegive Publikum de overvejende og uomstødelige Grunde, hvorester han i denne Sag handler Saa længe indtil dette sker, ville han tillade mig, og flere med mig, at tro, at han med denne Publicitet af Folks private Handlinger gjør næsten lige saa stor Skade som den Kollektør, der, ved at avertere, at der i hans Kollektion er vundet en Kvaterne, lokker Folk, hvis Spillelyst maaske er forsvundet, til at forsøge sin Lykke paa ny i det forbandede Tallotteri Han maa tillade mig at tro, at det ikke er ædelt at gjøre fattige og retskafne Folks økonomiske Forfatning til en Fabel over Byen, til en Bold for enhver Dagdriver og til et Motto paa enhver Slongels Tunge. Det er Spøg for Katten, siger Ordsproget, naar Musen græder. Imidlertid opfordrer jeg Hr. Assessoren til offentlig at godigjøre Nødvendigheden af Pantebøgernes Publikation og den Skade, der vilde flyde af, at de ikke bleve publicerede Det kan sandelig ikke være et scabies litteraria eller Skribent-Forfængelighed, som har forført ham dertil, thi den Autor-Ære, der vindes ved at udskrive andre Bøger, er virkelig kuns fin. Ikke heller kan det være Vindelyst, thi Rygtet siger, at Indkomsterne af dette Skrift ere skjæukede til Understøttelse for en fattig Familie Det er i Sandhed ædelt at gjøre godt; men mon det ogsaa er ædelt, naar min Godgjørenhed imod én fattig Familie koster hundrede andre Familiers Taarer? Dog, nok herom! jeg overlader til Publikum at bedømme, om jeg eller Hr. Assessoren fejler i denne Matene

Denne Komedie er kuns opført tre Gange, nemlig den 5te, 12te

og 16de Januar 1792, hvorestev den bien henlagt til Hmle; om det

var evig Hvile, det maa Tiden lære.

Kjøbenhavn den 28de September 1792.

* 501

I en Efterskrift "Til Læseren" i 4de Del af P. A. Heibergs samlede Skuespil, udgivne ved K. L. Rahbek, 1819, bemærker Heiberg om "De Vonner og Vanner":

"Jeg har gjort nogle faa, ikke Forandringer, men Rettelser. Især har jeg troet at burde rette den rygtbare Replik i første Akt*), der, efter Pigende, skal have været Aarsag til, at Stykkets Ovførelse blev forbudet. Jeg erindrer meget vel, at den daværende administrerende Theater-Direktør forsikrede mig om, at Forbudet vilde blive hævet, naar jeg blot vilde samtykke i at forandre den stødende Replik. Jeg svarede, at mit Sknespil havde gjennemgaaet Censuren, og at følgeligen, i Fald det indeholdt noget strafværdigt, det var Censorerne og ikke mig, der burde straffes; at desuden en Retraktation indeholdt Tilstaaelse af at have angivet et urigtigt Faktum eller at have fældet en falsk Dom, men at jeg, saa redebon jeg end altid vilde være til at erkjende enhver Fejl, jeg maatte have begaaet, aldrig og under ingen Omstændigheder vilde bekvemme mig til at tilbagekalde en Dom, hvis Rigtighed var grundet i min og det hele Publikums Overbevisning. Syv og tyve Aar ere nu forløbne, og mange Ting ere siden den Tid forandrede i Dannemark Man P,ar forsikret mig, at den røde Uniform har i denne Mellemtid vundet et Omdømme, som den forhen ikke kunde gløre Fordring paa. Det er min Pligt at tro denne Forsikring, saa meget mere, som jeg under de danske Troppers Ophold her i Frankrig har lært at kjende en stor Del højst agtvævdige Mænd af den militære Stand, hvis Forhold og Indsigter byde mig at forandre min Dom til Fordel for Mængden af deres Medbrødre, som jeg ikke har Anledning til at kjende af egen Erfaring Jeg kan altsaa nu, i Aaret 1819, med Fovnøjelse frivilligen give den nuværende Land-Krigsmagt en Æres-Erklæring, som jeg i Aaret 1792 ikke kunde have givet den uden at vanære mig og, hvad som endnu er værre, uden at fornærme Sandheden."

*

Politisk Dispache.

Something is rotten in the state of Denmark.

Marcellus i Shakspear's Hamlet.

Et gammelt Ordsprog siger: "Hvo som smører godt, han kjører godt". Imidlertid, da dette Ordsprog for det meste tages i en Mening, hvori jeg paa dette Sted ikke vil have det taget, saa sinder jeg det fornødent at forandre samme saaledes: "Hvo som betaler vel, bliver vel betjent". Vist nok er det, at dette Ordsprog, saaledes udtrykt, ikke alt for ofte holder Stik; men man kan dog vel sige med Sandhed, at det burde holde.

Hvor mange ere ikke de, der i deres smaa Husholdninger have Aarsag til at sige: De af dine Tjenestefolk, som du behandler bedst, behandle dig slettest! Jeg taler her ikke om dem, der tro at være saare gode imod deres Tjenere, naar de ikke begegne dem som Slaver; ikke om dem, der altid lønne slet og dog ville tjenes vel; ikke em dem, der tro at have gjort alt, hvad de skylde deres Tjenere, naar de i ordentlig Tid give dem deres Løn, og hvad mere de uden * 503 aabenbar Uretfærdighed ikke kunne nægte dem; men jeg taler blot om dem, der, i ethvert Forhold imod sine Tjenere, altid, før end de handle, spørge sig: Hvad vilde du fordre af din Herre, i Fald Skæbnen havde gjort dig til Tjener ?

Som det gaar i private Husholdninger, saaledes gaar det ikke sjælden i Stater. Fordi en Stat lønner vel, er det ikke sagt, at den bliver vel betjent; meget mere synes den almindelige Praxis at godigjøre, at Embedsmandens Duelighed, Arbejdsomhed og Redelighed ofte staa i omvendt Forhold til hans Lønning, saa at de af Statens Tjenere, der lønnes bedst, undertiden tjene slettest. Jeg haaber dog, at man vil lade mig vederfares den Ret at tro mig ikke at have glemt det gamle Axioma: Der er ingen Regel til, som jo har sine Undtagelser.

Sproget skal tjene til at bibringe Begreber eller til at gjøre mig forstaaelig for mine Medmennesker. Ord og Talemaader ere sanselige Tegn paa Begreber. Deraf flyder, at nymodens Ord og nymodens Talemaader ere sanselige Tegn paa nymodens Begreber. Nu er det en bekjendt Sag, at man, efter Modens Talebrug, siger: Manden A., B. eller C. tjener vel; og at man derved aldeles ikke forstaar, at Manden A., B. eller C. er en duelig og retskaffen Embedsmand, men at han har gode Indkomster. Hvo ser ikke heraf, at Indkomsterne af et Embede anses for Hovedsagen, og dets Bestyrelse for en Bisag? Skulde ikke blot denne Sproganmærkning være nok til at bevise Rigtigheden af, hvad jeg forhen har sagt: En Stat er ikke just vel betjent, fordi den lønner vel ?

For en stor Del rejser dette Uheld i Staterne sig af den næsten almindeligen antagne Grundsætning: Man maa søge Embeder til Personer, og ikke Personer til Embeder. Denne skadelige, men af Politiken, der gjærne nu om Stunder antager alt, hvad der med Tiden maa skade, naar det kuns synes at være nyttigt for Øjeblikket, alt for ofte 504 hævdede Grundsætning er et ikke ubetydeligt Led i den store Kjæde af Undertrykkelser, der i vore Dage har nødt saa mangen Nation til at sætte sig imod sine Regeutere og at afkaste et Aag, som ogsaa derved blev gjort mere byrdefuldt; og skulde Dannemark - hvilket jeg ingenlunde vover at benægte - endnu være én af de faa Stater, hvis Indbyggere have Grund til at elske sin Regering, da maa Nationen have andre Motiver for denne Kjærlighed, thi hvor ofte have ikke Klager været hørte om Udlændingers Foretrækkelse fremfor de indfødte til vigtige Embeder i Staten?*) Og hvor gammel er ikke denne Klage! Det er mere end en Digter-Floskel, naar Niels Ebbesen i Sanders skjønne Tragedie siger: Aar efter Guds Byrd 1340 var der saadan en dyr Tid paa gode og vise Mænd i Dannemark, at de frie odelsbaarne Danske maatte vælge en Udlænding til Konge. Historien lærer, at ingen Niels Ebbesen afværgede dette Tilfælde i senere Tider; men om eudog Regenterne selv efterhaanden have vænnet sig til at glemme deres fremmede Herkomst for at erindre, at de ere blevne og bor forblive Danske, saa er dette, des værre! ikke Tilfældet med en stor Del af de mange mægtige Familier, som ved den Anledning kom ind i Landet. Disse glemme kuns sjælden deres fremmede Oprindelse; de beholde deres Forfædres Sprog og Sæder. Heraf fødes den Foragt for Landets egne Børn, som ikke sjælden spores hos dem; og da Blodet, som et Ordsprog saa rigtig siger, aldrig er saa tyndt, at det jo er tykkere end Vand , saa maa man ikke undres over, om de, i at anbefale en fremmed Mand hos Regenten, for at skaffe ham et fedt Embede, eller for at faa ham indbrændt paa én eller anden fed Græsgang, bruge lidt mere Varme, end naar det gjælder om at anbefale en af Landets egne Børn, hos * 505 hvem de sjælden formode mere end hverdags Kundskaber og Duelighed. Det er jo blot en Slags Nepotisme, og hvo gjør ikke mere for sin Slægt end for vildfremmede? Troede ikke selv den nys afdøde store Bernstorff, og viste han ikke i Gjerningen, at det var hans Tro, at man hos Danske og Norske ikke kunde eller maatte vente saa store Talenter, saa megen Kundskab og Duelighed, som hos hans Landsmænd Tyskerne, hvor det gjaldt om at forestaa et af Statens vigtige Embeder? Jeg vil ikke sige, at han altid mistroede danske Talenter; men næppe gjorde han sig synderlig Umage for at finde dem. Sine Landsmænd vidste han derimod at finde og blev desto værre alt for ofte narret af dem. Med alt dette er ingen mere redebon end jeg til at erkjende hans store Fortjenester af Landet, og hvo er vel den, der, idet han tror, at Naturen ingenlunde havde udtommet sine Skatte ved at frembringe denne Mand, ikke nu af Erfarenhed har lært, hvor meget Landet tabte ved hans Tød? Ogsaa mig har Erfarenheden i denne Henseende omvendt. Jeg tror at se nogle af hans Fejl, men skal aldrig aflade at ære hans glimrende gode Egenskaber.

Dog! jeg mærker, at jeg kommer for langt fra min Text; jeg vender altsaa tilbage.

Regenten, Statens første Embedsmand, lønnes af Nationen, alle Vegne rigeligen, men paa sine Steder mere, paa andre Steder mindre overflødigen. Rimeligvis vil man sige: Altsaa, jo bedre Regenten lønnes, jo bedre bør han regere. Jeg har intet at indvende imod dette bør; men fordi en Ting bør ske, derfor sker den just ikke. Dette siges uden Hensyn til Dannemark, hvis Bestyrelse jeg, paa dette Sted, lige saa lidet vil laste, som jeg agter at rose den. Saa vel Ros som Last vilde gjøre mig mistænkt, men paa forskjellige Steder og paa forskjellige Maader; jeg indlader mig altsaa ikke i nogen Undersøgelse desangaaende. Af Frygt? spørger man. O ja! men af Frygt for at gjøre noget, der 506 ikke kunde gavne, men vel skade. Je crains Dieu, cher Abner! et n'ai point d'autre crainte. Jeg skriver desuden for tænkende Mennesker og overlader til dem at uddrage, hvad Resultater de behage af de Data, som jeg agter at opstille.

Hvad jeg med denne Afhandling har foresat mig at vise, er, at den Nation ikke just er den bedst bestyrede, der betaler sin Regent eller sine Regenter bedst. Men, for at blive desto bedre forstaaet og for at undgaa Mistydninger saa meget som muligt er, finder jeg det fornødent at forudskikke nogle faa Sætninger, hvortil jeg i det følgende stedse vil henholde mig.

Ved Regenten forstaar jeg den lovgivende og den exekutive Magt, enten nu samme er forenet i én eller betroet til flere Personer.

Til Regentens Lønning eller Betaling for sin Møje med at regere henregner jeg i frie Stater ene og alene de Summer, som af Nationen bevilges den eller de regerende til hans eller deres Underholdning, Fornøjelse og aldeles private Brug, og for hvis specielle Anvendelse Nationen altsaa intet Regnskab har at fordre, naar samme blot ikke anvendes til Skade for Staten. Derimod i de souveraine Regeringer henfører jeg under denne Benævnelse alle de Summer, som Regenten til én eller anden Tid har bestemt til sit eget Brug, efter den Raadighed, som Konstitutionen giver ham over Statens Indkomster og deres Anvendelse.

Det følger altsaa af sig selv, at Domstolenes og de forskjellige Administrationers Lønninger ikke kunne komme under Betragtning paa dette Sted, hvor der ene og alene haves Henlyn til Regentens eller Regenternes personlige Fordele og den Del af Stats-Indkomsterne, der er bestemt til hans eller deres eget private Brug, og af hvilken Opofrelse Staten og dens Individuer ingen anden direkte Fordel har end den at se sin Regering lønnet paa en Maade, der kan og bør give * 507 samme Lyst til at styre Staten overensstemmende med den almindelige Vilje.

Letteligen vil det ogsaa indses, at en uindskrænket Regering, der, enten i virkelig gode Hensigter, eller og for at kaste Nationen Sand i Øjnene, bestemmer en vis Del af Statens Indkomster til sit eget private Brug, Hofholdning og saa videre, vil, i Tilfælde af et Deficit i denne Post, ikke tage i Betænkning at dække samme med Statens øvrige Indkomster, da Regenten tror sig heller ikke at skylde Nationen Regnskab for disses Anvendelse, og at altsaa enhver Beregning i saadanne Stater bliver usikker. Selv i Engelland, hvor Kongen ikke umiddelbar er Herre over Finantserne, lærer Erfarenheden, at han letteligen kan forskaffe sig betydelige Tilskud til sine bestandige og reglementerede Indkomster, uagtet ingen Konge i Evropa skal, efter Archenholtzes Paastand, have saa uhyre store Intrader som de, der ere reglementerede til ham ved den britiske Nations stolte Gavmildhed*).

Ikke saaledes gaar det til, eller kan det gaa til i en Republik, som i Frankrig, hvor Konstitutionen har bestemt Regerings-Personalets Lønninger, der ere uforanderlige, og hvis Forskjel fra ét Aar til et andet blot beror paa Kornprisernes Stigen og Falden. Jeg vil ikke paastaa, at ingen af de regerende i denne Stat kan slippe til at anvende de offentlige Midler til eget Brug; men dette er og bliver dog et Tyveri, som Konstitutionen i det mindste har gjort saare vanskeligt, og som især i Fredstider vil blive vanskeligt, og hvorfor den højeste Øvrighedsperson lige saa vel som den ringeste * 508 Borger kan blive straffet efter Lovene; hvilket aldrig er Tilfældet i Monarkier, hvor Regenterne paastaa, at de ikke staa andre end Gud til Regnskab.

Jeg har foresat mig at gjennemgaa nogle faa Stater i Evropa, undersøge, hvor meget enhver af disse Stater yde til Regenten eller Regenterne for hans eller deres eget personlige Brug, repartere samme over Folkemængden, og saaledes udfinde, hvad et Individ bidrager til sin Regents eller sine Regenters Vellevned. Jeg skal overalt citere mine Kilder, og haaber, at disse skulle anses for de reneste af alle bekjendte. At gjennemgaa enhver Nation paa denne Maade vilde blive alt for vidtløftigt, fordre mere Tid, end jeg kan anvende derpaa, flere Hjælpemidler, end jeg kan forskaffe mig, og manske kjede mine Læsere, Jeg holder mig altsaa blot til de Nationer, der mest kunne interessere vores Nysgjerrighed, og begynder med Dannemark.

I Forvejen maa jeg dog nødvendig anmærke, at alt, hvnd jeg, længere hen i denne Undersogelse, kommer til at sige angaaende Indskrænkninger i Udgifterne og en sparsommeligere Bestyrelse af Finantserne, grunder sig blot paa de faa Data, der ere mig bekjendte, indeholder altsaa blot mine Hypoteser, mine pia desideria, mine Ønsker, at Tingene kunde være saaledes, men ingenlunde nogen Paastand paa, at de bor være saaledes. Jeg er, som man véd, alt for meget blottet for praktiske Kundskaber i Finantsvæsenet, denne store Stats-Hemmelighed, til at være i Stand til at berede et Plaster, hvormed Statens Saar kan læges; men ville de lovligen avtoriserede Saarlæger værdige de Vink, jeg giver dem, nogen Opmærksomhed, ikke foragte dem, fordi de komme fra en Mand, som de manske ikke ynde, ikke lade haant om dem, fordi de maaske radere noget i deres egne Idéer, da turde maaske den Umage, dette Arbejde har kostet mig, ikke være aldeles spildt. Urigtige Slutninger kunne ogsaa stundum lede til rigtige Resultater; 509 kuns at man ikke forkaster nogen Ting uden Undersøgelse*).

I Henseende til Dannemark i Særdeleshed vil og bør jeg ikke benytte mig af andre Oplysninger end af dem, som jeg finder trykte for mig. Det skulde vistnok ikke have faldet mig saa saare vanskeligt at erholde nøjere Underretninger om et og ondet hid henhørende, saasom om Partikulær- og Skatol-Kassens Indkomster, Beløbet af Hofhusholdnings-Udgifterne og andet mere, hvori der maaske aarligen forefalde Forandringer. Men dels ere disse Forandringer ubetydelige**), dels, da man i disse Tider synes saa meget at frygte og hade Publiciteten, har jeg med Føje taget i Betænkning at skaffe mig de Oplysninger, jeg ellers kunde have faaet. Jeg vilde aldrig undlade at bebrejde mig, om nogen Mand skulde kunne blive mistænkt for at have rakt mig Haanden ved denne Undersøgelse og derved komme i Ulejlighed. Jeg vil heller vandre lidet mere i Mørke, men haaber dog at skabe Lys nok til at vise Læseren, at mit Resultat snarere er under end over Sandheden.

Efter Büschings Geografi var den kongelige danske Partikulær-Kasses Indkomster i Aaret 1770 følgende: * * 510 a) Af Øresunds Told.................... 450,890 Rd.
b) Af Staden Altona.................... 17,755 -
Tilsammen 468,645 Rd.

foruden andre Artikler. Dette stemmer aldeles overens med Büschings Magasin 14. Del S. 53, hvor de bemeldte andre Artikler findes specificerede og beløbe sig til henved to Tønder Guld, eller............. 194,195 -

Partikulær-Kassens Indkomster for Aaret 1770,

i alt.................................. 662,840 Rd.

Hertil maa lægges, hvad der samme Steds S. 56 og 68 anføres, og som Friderich Sneedorff i den 2. Del af hans efterladte Skrifter S. 186 efter ham haver antaget, sigende: at Büschings Efterretning er avthentisk og øst af de første Kilder*), nemlig:
a) Hof-Etatens Liste......... 209,056 Rd.
b) Kongelig Hofholdning..... 126,150 -
c) Deputater til de kongelige
Personer.............. 100,000 -
- - -435,206 -

Altsaa har Kongen og hans Familie i Aaret 1770

kostet Landet........................... 1,098,046 Rd.

Efter hvad Büsching har anført i sit Magasin 17. Bind S. 202, vil Summen endnu blive større; men jeg forbigaar samme, da jeg ikke har nogen Forsikring om den større Paalidelighed af de i dette Bind indførte Beregninger.

* 511

Rimeligheden af den ovenstaaende Beregning vil falde tydeligere i Øjnene ved at sammenligne den med Thaarups Opgave i Statistiken, hvor han S. 720 anfører Kongens private Indkomster saaledes:

1) Partikulær- og Skatol-Kassen, hvorfor Thaarup ingen Summa anfører; men da man af Büschings foranførte sikre og paalidelige Efterretning véd, at Øresunds Told indflyder i denne Kasse, saa antager jeg her sammes Beløb, saaledes som det, efter bemeldte Thaarups Avtoritet, var i Aaret 1786 (se S. 719) - og det med saa meget større Sikkerhed, som han S. 713 siger, at denne Told er betydeligen steget siden Aaret 1792 - med den af ham anførte Summa................ 547,830 Rd.

Hvortil maa lægges denne Kasses partikulære Indkomster af Staden Altoua, efter Büsching, som foranført*)............... 17,755 Rd.

I alt Partikulær- og Skatol-

Kassens Indkomster..... 565,585 Rd.

De øvrige af Büsching anførte Summer forbigaar jeg, da jeg ikke véd, hvori Kassens øvrige Indtægter i de senere Aar have bestaaet.

2) Det kongelige Huses Deputater, (NB. jeg véd ikke deres Beløb for ovenmeldte Aar 1786, men hos Thaarup anføres de for Aaret 1791)......................... 268,451 -

3) Hofhusholdnings-Udgifterne (saaledes som de vare i Aaret 1788, da jeg maa holde mig til de Efterretninger, som jeg finder * 512 Transp. 834,036 Rd.
trykte for mig), hvilke Udgifter, efter Thaarups Anmærkning, ere medgaaet til Køkken, Bageri, Vinkjælder, Konditori, Lysning, Brænde, Liberier, Vask, Kjørsel etc.............................. 137,718 -
Hertil burde vel endnu regnes noget for Hofholdnings-Betjenternes Lønninger; disse - siger Thaarup - ere anførte under andre Lønninger. Men da jeg ingen Oplysning har desnnganende, saa forbigaar jeg samme.

4) Til Stald-Etaten var i 1790 reglementeret:
a) Til Gager, Liberier, Hestedækkener etc.................25,510 Rd.
b) 7000 Tønder Havre leveret, beregnet til den moderate Pris a l Rd. pr. Td............. 7000 -
c) 2440 Læs Hø, ligeledes
à 2 Rd............. 4880 -
- - - - 37,390 -
I alt Kongens partikulære Indkomster af Statens Kasse 1,009,144 Rd.

Her er altsaa en Forskjel af 89,000 Rd. imellem Büschings og Thaarups Beregninger, der lader ganske rimelig, naar man betænker, hvad Thaarup siger, og hvad man saa ofte har hørt tale om, at der i de senere Tider ere gjorte betydelige Besparelser i Hoffets Udgifter; forudsat, at disse Besparelser ikke bestaa blot i at lappe Klæder*).

* 513

Jeg véd ikke, om det kongelige Huses Appanager ere beregnede i denne Summa, men jeg vil antage det. I ethvert Tilfælde henhører saadant dog til de Udgifter af Statens Kasse, der gjøres for Kongen, og maa regnes iblandt hans personlige Emolumeuter, da de ikke finde Sted uden i monarkiske Regeringer; og under denne Forudsætning vil jeg fra den ovenstaaende Summa endnu afdrage den afdøde Enkedronnings Indkomster, der skal have beløbet sig til 95,000 Rd., og endvidere den Summa 14,144 Rd., som jeg giver Slip paa for at faa et rundt Tal og for at bøde paa, hvad der endnu muligt hist og her ovenfor kan være for højt beregnet, uagtet jeg allerede har forbigaaet adskillige Poster, hvorom jeg ingen Oplysning har, og som dog burde beregnes. Og paa denne Maade beløber Statskassens Bidrag til Kongens og hans Families Underholdning sig til den Summa 900,000 Rd.

Büsching i sin Geografi anslaar Dannemarks Folkemængde til noget over 1,800,000 Mennesker, Norge, Holsten, Island og Færøerne iberegnede; derimod i den 8. Del af Magasinet beregner han den til noget over 2 Millioner, hvilket nok paa den Tid har været rigtigt og er hidindtil i Almindelighed bleven auset derfor. Schlegel i sin Statistik 2. Del 514 S. 7 anslaar den til omtrent 2,350,000, der dog nok er vel højt. Middelvejen imellem dem holder Thaarup i Statistiken S. 443 og Sneedorff i det anførte Skrift S. 98, der begge beregne Folketallet til 2,200,000 Mennesker. Antager jeg denne Opgave, der vel ogsaa ligger Sandheden nærmest, og reparterer de ovenfor beregnede 9 Tonder Guld over dette Folketal, saa kommer der paa hvert Individ en Kontribution af 2 Mk. 7 3/11 Sk., da derimod Büschings Beregning giver et Resultat af omtrent 3 Mk. 4 Sk. for hvert Individ, som vel ogsaa i sin Tid har været rigtigt.

Man vil maaske indvende mig, at Øresunds Told ikke betales af Nationen, men mest af Udlændingen; maaske ogsaa, at der ere mange Udgifter at afdrage, for end Pengene indløbe i Partikulær-Kassen, og at folgeligen den Netto Summa bliver meget mindre, end hvad jeg har anført. Til det første svarer jeg, at Tolden dog vel tilhører Nationen, og ikke blot Kongen; flød den ikke ind i Kongens private Kasse, saa kom den i Statens almindelige og anvendtes da til saadant Brug for Staten, at dens Borgere derved kunde erholde en forholdsmæssig Lindring i deres Skatter og Afgifter. I Henseende til den anden Punkt maa jeg anmærke, at det efter Büschings avthentiske Beregning, og saasom Tolden i de senere Tider har betydeligen tiltaget, lader aldeles sandsynligt, at Thaarup maa have anfort den Netto Summa, der indløber i Patikulær-Kassen. Hvorledes Toldkammerets Embedsmænd lønnes; om de alle, ligesom nogle af dem, have deres Indkomster ved særskilte Svortler af de gjennemsejlende Skibe eller af Statens almindelige Kasse, er mig ubekjendt; men lad dem endog lønnes af Told-Intraderne, saa kunne disse Lønninger dog vel ikke sluge over en halv Tønde Guld?

Jeg har vel ogsaa hort paastaa, at Øresunds Told ikke længere gaar til Skatol- og Partikulær-Kassen. Om det forholder sig saa, skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting er, saa existerer dog denne Kasse og maa vel altsaa have nogle 515 Indkomster. Jeg erindrer mig, at jeg hos én af mine Venner, der nu opholder sig i én af Provinserne langt fra Hovedstaden, har set en Liste, hvorefter de kongelige Personers Deputater og Hofbetjenternes Lønninger for Aaret 1796 beløbe sig til noget over fem Tønder Guld. Lægger man nu hertil Hofhusholdnings-Udgifterne med Mad og Drikke o. s. v., Partikulær- og Skatol-Kassens Indkomster, samt de Summer, som Hans Majestæt Kongen, efter sin allerhøjeste Magt og Myndighed, nu og da, under egen høje Haand, rekvirerer, og som i Ordrerne siges at være til et vist Brug, hvilke Summer undertiden kunne paa én Gang og efter én Anvisning beløbe sig til en Snes Tusende Rigsdaler og der over, og hvis Anvendelse saaledes, efter Sagens Natur, maa forblive en Hemmelighed, saa vil man let indse, at min Beregning ikke er overdreven.

Maaske kunde mon ogsaa finde, at min Beregning maa blive urigtig af en anden Aarsag, fordi man paastaar, at der, siden Thaarups Statistik udkom, endnu ere gjorte flere Besparelser vod Hofholdningen. Om det forholder sig saaledes, og hvori disse Besparelser bestaa, véd jeg ikke. Jeg vil ikke benægte denne Paastand, da jeg ikke er i Staud til at bevise den modsatte; men jeg maa blot bede anmærket:
1) At jeg i min Beregning langt fra ikke har anført alle de Indtægter, der tilflyde Partikulær-Kassen.
2) At der ere adskillige Hofbetjenteres Lønninger, der, som ovenmeldt, betnles ud af andre Kasser.
3) At jeg her ovenfor har udsat over 14,000 Rd. af min generale Summa for at bøde paa, hvad der maaske endnu paa et eller andet Sted kunde være for højt ansat; og
4) At jeg, naar det maatte tillades mig at gjennemgaa Statskassens Pensions-Liste, sikkert vilde her finde mangfoldige Pensioner til Folk, der ikke egentligen have tjent Staten, men blot Kongen, saasom afskedigede Kammerherrer, 516 Kammerjunkere Hofdamer og andre Hofbetjentere, hvis Pensioner egentligst henhøre til Kongens private Kasse*). Hertil kommer endnu Pensioner til Mænd, der i deres bedste Alder afskediges med Bibeholdelse af deres hele Løn, hvilket dog nok kuns sjælden træffer andre end dem, der ere Apartements-dygtige, skjønt man vel baade maa og bør tro, at saadant sker til Statens bedste og uden andet Hensyn. Ligeledes betydelige Siuekurer**), hvoraf Dannemark ogsaa har nogle, eller Lønninger, der hæves uden at forrette det Arbejde, som dermed er forbunden, hvormed det nok har samme Beskaffenhed som med de ovenmeldte Pensioner. Dog, om man endog behager endnu at rabattere en Tønde Guld eller to, saa bliver Kontributionen af ethvert Menneske endda stor nok.

I Henseende til Naboriget Sverrig har jeg kuns lidet at sige, da jeg mangler de fornødne Oplysninger. Büsching i sin Geografi angiver Statens Udgifter for Hoffet i Aaret 1773 til den Summa 2,104,735 Daler S. M., og Folkemængden til omtrent 2 ½ Millioner, som, efter Repartition, gjør ikke mere end l Mk. 4 Sk. Dansk for hvert Menneske. Man ser letteligen ved det første Øjekast, at denne Beregnig ikke kan være rigtig. Enhver, der kjender Gustaf den tredjes * * 517 Ødselhed og Hang til Pragt; enhver, der véd, at han undertiden opofrede en Tønde Guld paa én eneste Opera, bliver snart overbevist om, at han ikke kunde komme ud med den ovenmeldte Summa; og sikkert har Proportionen af ethvert Individs Bidrag til hans private Fornødenheder, eller, som Franskmændene fordum kaldte dem, menus plaisirs, været lige saa stor, som den er i Dannemark. Efter hans Død skal man, som der siges, have indskrænket adskillige Udgifter ved Hoffet; men med alt det forekommer det mig dog saare sandsynligt, at den svenske Nation ikke just har sin Konge for et Røverkjøb.

Mere Sikkerhed har jeg i Henseende til Storbritannien. Archenholtz, i sit Skrift kaldet England und Italien 3. Del S. 353, beregner den storbritanmske Konges private Indkomster saaledes:
Sivil-Listen.....................900,000 Pd. Sterl.
Af Irland...................... 90,000 -
- Wallis....................... 10,000 -
- Cornwall..................... 70,000 -
- Lancaster..................... 20,000 -
Renter af nogle gamle Gjældsbreve.. 150,000 -
Tilsammen 1,240,000 Pd. Sterl.
foruden Indkomsterne af Hannover. Dette stemmer nøjagtigen overens med Posselts Beregning i én af hans Europäsche Annalen, som jeg nu ikke har ved Haanden, men som findes oversat og indført i Politisk og fysisk Magasin for Februar 1797 S. 203, undtagen i Henseende til den sidste Punkt, hvori Posselt tillige indbefatter Indkomsterne af Hannover. Jeg vil antage Posselts Mening, siden han har skrevet senere end Archenholtz og altsaa har haft Lejlighed til at kunne berigtige denne.

Storbritanniens Folkemængde angives forskjellig. Büsching i sin Jordbeskrivelse anslaar den til henved 7 Millioner; Politisk og fysisk Magasin for Januar 1798, efter en * 518 vis St. Aubin, til 10 Millioner, og Posselt i det 11. Hefte af de Evropæiske Annaler for 1797 S. 172 til 12 Millioner Mennesker*). Ogsaa her vil jeg, for ej at beskyldes, for Overdrivelse, antage en høj Opgave og altsaa følge Posselt; men uagtet jeg tror, at Folkemængden i Kurfyrstendommet Hannover heri maa være iberegnet, vil jeg dog, for en Sikkerheds Skyld, tillægge samme, der, efter Büschings Geografi, kan i det højeste anslaas til 750,000 Mennesker, og bliver saaledes det hele Folketal 12 ¾ Millioner.

Herved maa jeg endnu anmærke, at den anden Tabel ved det bemeldte Hefte af Posselts Annaler angiver Storbritanniens Folkemængde til 12 ½ Millioner. Vel haver denne nærværende Krig borttaget en Mængde Mennesker; vel er der allerede i en Del af de sidste Aar en Hoben Familier emigrerede; men derimod immigrere der ogsaa aarligen en Mængde Mennesker, ikke aleneste fra Frankrig og Holland, og antages vel ogsaa endnu, naar det engelske Ministerium har sat deres Grundsætninger paa Prøvestenen, men, det, som er langt værre for os, endoysaa fra Dannemark og Norge. Disse Immigrationer ere, desto værre! de folkerigste og, for Engelland, de fordelagtigste, da de bestaa af Kjærnen af de danske og norske Søfolk, der formodentligen ville vedblive at udvandre fra deres Fødeland, saa længe indtil forbedrede Indretninger, i Steden for at afskrække dem, give dem Lyst til at tjene, paa hvad man her kalder Kongens Skibe**). Jeg formoder derfor, at * * 519 Posselts Opgave endnu, uden Overdrivelse, kan lægges til Grund for denne min Beregning.

Regne vi nu et Pund Sterling til fem Rigsdaler Dansk, saa udgjør den hele Summa i Dansk Kurant 6,200,000 Rd.*), og Resultatet af Repartitionen bliver omtrent 2 Mk. 15 1/3 Sk. paa ethvert Individ.

Maaske kunde nogen finde det urimeligt, at Kontributionen i det lykkelige Dannemark er kuns 8 Sk. ringere for hvert Menneske end i det af Skatter og Byrder undertrykkede Engelland; men man ville behage at lægge Mærke til de følgende tre Punkter:
1) At jeg ikke taler om Nationernes Skatter og Afgifter i Almindelighed, men blot om den Del deraf, som Regenterne have bevilget sig selv, eller som er blevet dem af Nationerne bevilget til egen fri Raadighed og Disposition.
2) At jeg ikke har bragt i Beregning enten de Summer, som de kongelige Børn i Engelland erholde aarlig af Nationens Goddædighed, eller de forskjellige Summer, som Parlamentet jævnligen bevilger for at dække ét eller andet Deficit i de kongelige Personers private Kasser.
3) At Kongen af Storbritamen har henved syv Gange saa store private Indkomster som Kongen af Dannemark; og da disse to Nationers Folkemængde forholder sig til hinanden omtrent som 9 til 51, efter som forhen er vist, saa har Kongen af Dannemark endogsaa forholdsmæssigen mindre private Indkomster end hans Svoger i Engelland. Derimod har han forholdsvis lidet mere end Kongen af Engelland, i Fald min første Beregning efter Büsching * 520 skulde være den rigtige, eller hans Indkomster noget betydeligt større, end jeg har beregnet dem efter Thaarup.

I Büschings Magasin 12. Del S. 175 findes en Beregning, hvorefter de bestemte Udgifter for den kongelige franske Hofstat i Aaret 1763 vare reglementerede til den Summa 29,600,000 Livres, hvorhos der siges: at de forhen havde beløbet sig til 40 Millioner. Regner man den første Summa à 22 Sk. for hver Livre til danske Penge, saa udkommer omtrent den Summa 6,783,330 Rd, (altsaa en halv Million Rigsdaler mere end den engelske Konges Indkomster); og naar samme reparteres over 25 Millioner Mennesker, hvortil Frankrigs Folketal før Revolutionen ansættes, saa giver det et Resultat af l Mk. 10 2/5 Sk. Dansk for hvert Individ.

Ogsaa her maa anmærkes, at denne store Summa langt fra ikke kunde forslaa til det ødsle franske Hof, men at Kongen og hans Raadgivere vel vidste at skaffe Udveje for de øvrige Fornødenheder. Overalt kan en Souverain, der ikke tror sig at skylde Folket Regnskab for Anvendelsen af dets Blod og Sved, altid efter Behag tage Penge, i hvad Kasse de end findes, og til hvad for et mere fornødent Brug de endog maatte være bestemte. Necker har ellers angivet de faste Udgifter for Hoffet i de sidste Aar til 36 Millioner Livres, eller 8,250,000 Rd. Dansk, der udgjør omtrent 2 Mk. for hvert Individ af Fraukrigs daværende Folkemængde; og selv denne uhyre Summa var aldeles ikke tilstrækkelig, men der maatte endnu skaffes flere Penge til Veje paa andre Maader. Man sporer desuden tydelig nok, at Kongens private Udgifter maa have været overordentligen store, af den betydelige Civil-Liste, der blev reglementeret til ham den 9. Juni 1790 af den konstituerende Nationalforsamling (hvis Hensigt det dog nok har været, saa meget som muligt at indskrænke Pengeødslingen), og som beløb sig til ikke mindre end 25 Millioner Livres, eller 5,729,166 Rd. 4 Mk. Dansk, der vilde have udgjort l Mk. 6 Sk. for ethvert Individ; hvorom der kan læses i Histoire 521 de la Revolution par deux amis de la Liberté (Duodez-Udgaven) Vol. 5 S. 100, og paa mange andre Steder.

Ils sont passés ces jours de fête, maa man vel nu udraabe eller og med Virgil:
- - - - - - - - fuit Ilium, et ingens

Gloria Teucrorum,
I Steden for én Konge, for Ludvig den ejegode, har dette ulykkelige Land nu ikke mindre end 755, siger og skriver syv Hundrede fem og halvtredsindstyve Konger, eller, om man saa behager, Tyranner, saafremt det ellers ikke er urigtigt, hvad jeg forhen har sagt, at Ihændehaverne af den lovgivende og den exekutive Magt ere de, der i sig forene den egentligen saakaldede Regering eller Kongemagten. Lader os nu se, hvad disse Tyranners Underholdning koster Nationen.

Først kan jeg ikke undlade at gjøre mine Læsere opmærksomme paa den nydelige Finhed, som den nye franske Konstitution bruger i Valget af enkelte Ord, Saaledes kalder den de Indkomster, der ere bestemte for det lovgivende Korps, Indemnité, eller Godtgjørelse for Medlemmernes Tids Anvendelse. Direktoriets og alle andre Embedsmænds Lønninger kaldes derimod ligefrem Traitement; hvorhos dog maa anmærkes, at Valgmændenes Salarium, med den samme Delikatesse, kaldes Indemnité i Loven af 22. Frimaire Aar 6. Ordet Traitement findes ogsaa saaledes brugt i Loven af 21. Fructidor Aar 3 dens 22. og følgende Artikler, samt i Loven af 10. Vendemiaire Aar 4 dens 16. Artikel; hvoraf tydelig ses, at Konstitutionen, som den burde, har vist allerstørst Agtelse for den lovgivende Magt, som den første Magt i enhver Stat, og for Valgmændene, af hvem samme, paa Nationens Vegne, efter given Fuldmagt beskikkes. At Ordene Indemnité og Traitement ikke ere saaledes * 522 brugte ved en Hændelse, erfarer man af Konstitutionens 370 Artikel, hvor begge Ordene bruges paa ét Sted.

Bemeldte franske Konstitution bestemmer i den 68. Artikel denne Godtgjorelse til Værdien af 3000 Myriagrammer Hvede aarligen for hvert Medlem af det lovgivende Korps; hvilken Kvantitet, i en vedfojet Parenthes, er beregnet til 613 Kvintaler og 32 Pund, der udgjør i alt for 750 Medlemmer, hvoraf begge Raadene bestaa, Værdien af..... 459,900 Kvint.

Den 173. Artikel i samme Konstitution bestemmer Direktoriets Løn eller Traitement til Værdien af 50,000 Myriagrammer eller, efter en ligeledes vedføjet Parenthes, 10,222 Kvmtaler Hvede (thi det er en Trykfejl, naar der i den Bulletin des Lois, som herefter skal citeres, staar 10,022 Kvintaler) for hvert af Medlemmerne aarligen, der udgjør for fem Medlemmer tilsammen................... 51,100 Kvint.
I alt 511,100 Kvint.

En Tonde Hvede skal veje 14 Lispund eller 224 Pund dansk Vægt - thi det er ikke værd at opholde sig ved Forskjellen imellem den danske og den franske Vægt, der kuns saare lidet vil forandre Udslaget - altsan bliver det i dansk Maal 2W,169 Tdr.

Priserne paa Kornvare ere, som man véd, meget forskjellige fra det ene Aar til det andet. For altsaa ikke at regne for lidet, vil jeg her ansætte Hvedens Pris til 6 Rd. 4 Mk. Tønden, som svarer temmelig nøje til Bulletinens Beregning for Aaret 6, hvilket da udgjør den Summa 1,521,126 Rd. 4 Mk. Og naar samme reparteres over 32 Millioner Mennesker, hvortil Posselt i det anforte 11. Hefte af Annalerne S. 166 med megen Rimelighed angiver Frankrigs nuværende Folkemængde, saa kommer der omtrent 4 ½ Sk. Dansk paa ethvert Individ.

Denne Beregning stemmer temmelig nøjagtigen overens 523 med den Ved Loven af 22. Frimaire Aar 6 sanktionerede Fortegnelse og Specifikation over alle Republikens Udgifter for det bemeldte Aar, der findes i den af Justitsministeren Lambrechts underskrevne Bulletin des Lois de la République Nr. 167, efter hvilken Lov og den deri gjorte Beregning Godtgjørelsen til begge Raadene og Direktoriets Løn, lige efter Konstitutionens Bogstav, uden at beregne deres øvrige lovlige Emolumenter, beløber sig til £ 6,700,000 eller l,535,416 Rd. 4Mk., der ved Repartition imellem 32 Millioner Mennesker gjør en saare ubetydelig Forskjel. Men da der i denne Specifikation findes adskillige særskilte Udgiftsposter beregnede, der med rette henhøre til Lovgivernes og Direktørernes personlige Fordele, saa vil jeg extrahere disse og gjøre min Beregning i Overensstemmelse med den bemeldte Lov, som det mest avthentiske Dokument i denne Materie, udeladende alle de Summer, der ikke med Føje kunne anses for Regeringens personlige Emolumenter.

A. De gamles Raad.
1) Godtgjørelsen for Medlemmerne er beregnet til
8040 Livres eller Francs for hver, der, for 250 Medlemmer, udgjør det hele Aar igjennem.... £ 2,010,000
2) Rejse-Omkostninger for de i Aar indkommende og udgaaende Medlemmer af dette Raad, hvori ogsaa er beregnet Rejsepenge for de deputerede fra Kolonierne............ 100,000
3) Vogne og Heste....................... 7,000
4) En Klædedragt (Kostume) til hvert af de 250
Medlemmer à £ 350................ 87,500
I alt for de gamles Raad den Summa £ 2,204,500

B. De fem Hundredes Raad.
1) Deres Godtgjørelse, beregnet som ovenfor, gjør i alt............ £ 4,020,000 524 Transp. £ 4,020,000 £ 2,204,500
2) Rejse-Omkostninger ligeledes... 200,000
3) Vogne og Heste............ 10,100
4) En Klædedragt (Kostume) til hvert af de 500 Medlemmer à £ 350................._.___175,000
I alt for de fem Hundredes Raad
den Summa............. 4,405,100
Tilsammen for det hele lovgivende Korps £ 6,609,600

C. Direktoriet.
1) Dets Løn, beregnet for hver af dem til £ 134,000, gjør for alle fem., £ 670,000
2) Tvende nye Direktør-Kostumer, som rimeligvis er til enhver af de fem Direktører............ 44,000
3) Vedligeholdelse af 25 Kostumer for Aaret 6 - (hvori dog en Del af Ministrenes Kostumer skulle være iberegnede, og som altsaa her burde fradrages)*)....... 27,000
4) Leverancer og Arbejder af alle Slags, til Brug for Direktoriet, (hvori dog er iberegnet deres Kontorer, samt Transport af de Sager, der bruges til de nationale Fester, og som altsaa ligeledes burde fradrages); Indkjøb og Vedligeholdelse af deres Møbler og andre Smaating.... 300,000
5) Den indvendige Lysning i deres * 525 Transp. £1,041,000 £ 6,609,600
Palads, med Vox- og Tælle-Lys, samt Olie til Lamper......... 25,000
6) Den udvendige Lysning....... 32,000
7) Brænde og Kul (hvori vel ogsaa er beregnet til Kontorerne, der altsaa burde fraregnes)....... 80,000
8) Lintøjs Vaskning............. 36,000
9) Indkjøb af Heste, samt deres Føde
og Røgt................... 80,000
10) Indkjøb samt Vedligeholdelse af
Vogne og Ekvipager......... 90,000
11) Løn til alle Direktoriets Betjentere, Staldfolk og Kuske, hvori ogsaa er iberegnet Lønninger til Regnskabs-Betjenterne ved Kontrollen over Direktoriets indvendige eller Hus-Administration....................... 144,000
12) Klæder til Direktoriets Dome-
stiker, Kuske og Staldfolk...... 20,000
I alt for Direktoriet den Summa 1,548,000
Altsaa koster den hele Regering i Aaret 6*)............ £ 8,157,600
som udgjør i danske Penge 1,869,450 Rd. Og naar denne Summa reparteres over 32 Millioner Mennesker, saa bliver ethvert Individs Kontribution omtrent 5 5/8 Skilling Dansk.

Maaske nogen kunde synes, at Valgmændenes Indemnitet eller Godtgjørelse ligeledes bør anføres * 526 under denne Summa. Jeg tror det ikke. Men dog, for ogsaa at tilfredsstille denne Fordring, vil jeg anmærke, at denne Godtgjorelse er reglementeret for hele Republiken til den Summa L 829,080 eller 189,997 Rd. 3 Mk., der beløber til omtrent en halv Skilling paa ethvert Individ af Frankrigs Folkemængde. Jeg har heller ikke beregnet noget for Direktoriets General-Sekretær, thi han er det samme som en Stats-Sekretær hos os og lonnes, ligesom Ministrene, for Statens, og ikke for Direktoriets Skyld.

Man vil vel ogsaa mene, at Lovgivernes Postrettighed her burde komme i Betragtning; men dels er samme, saa vidt som jeg véd, endnu ikke bestemt ved nogen Lov, dels vil denne Rettighed nok ubetydelig forhøje den hele Summa, da der vel vil blive sørget for, at vedkommende ikke komme til at drive en saadan Handel dermed, som Parlements-Lemmerne i Engelland.

Lægger man nu Mærke til, at det lovgivende Korps næsten aldrig er fuldstændigt, og at de manglende Medlemmers Indemniteter komme Statskassen til Fordel, som ses af den anførte Bulletin S. 7, saa bliver Proportionen endnu mindre, skjønt vel ikke betydeligt. Og vil man endog tage Hensyn til en mulig Hungersnød og den deraf følgende Forhøjelse af Hvedens Pris og følgeligen beregne samme endog til det dobbelte af, hvad jeg har ansat den for, saa kan dog i slige ulykkelige Tilfælde ethvert Individs Bidrag til Regerings-Personalets Underholdning næppe overstige ti Skilling Dansk. Man véd imidlertid med Vished, at Brødet har været bedre i Kvalitet og til bedre Pris i Frankrig end selv i Danmark, fra den Tid da det engelske Udhungrings-System ouhorte, ja endog for end det ophørte. Ogsaa igjentager jeg, hvad jeg forhen har sagt: At det franske Regenngs-Personale ikke letteligen kan komme til at anvende til eget Brug mere af Statens Formue, end hvad Konstitutionen har bevilget dem; og at de hverken ere odselt eller karrigt aflagte, det ses af en nøjere Repartition af den dem bevilgede totale Summa, 527 hvorefter ethvert Medlem af det lovgivende Korps haver aarligen i Penge-Indkomster heuved 1840 Rd, Dansk og, med de ovrige Emolumenter iberegnede, omtrent 1928, samt enhver af Direktørerne i rede Penge 30,708 Rd. 2 Mk., og med de øvrige Fordele 70,950 Rd.*).

Jeg har i denne Beregning indfort adskillige Poster, som egentligen henhøre til Administrations-Udgifter, eftersom jeg ikke har kunnet separere samme fra de Omkostninger, der er Formaalet for denne Afhandling. Derimod har jeg deri ikke indført Reparations-Omkostningerne for Direktoriets Bolig og Raadenes Forsamlings-Paladser, da saadant hører iblandt de Udgifter, der i monarkiske Stater bestrides af de til saadant Brug særskilt henlagte Bygnings-Fonds. Enhver Konge har fri Bolig i én eller flere offentlige Bygninger, der ere byggede eller kjøbte for Nationens Penge og altsaa tilhore Nationen. Direktoriets frie Bopæl kan altsaa ikke komme i Beregning. Men hvad der vel fra den anden Side kunde komme til Beregning under Monarkernes Emolumenter, er deres mange Lystslotte, hvis Vedligeholdelse koster Nationerne betydelige Summer aarligen til Bygninger, Haver, Drivhuse, nye Anlæg m. m. Blot de Frugter og Grønsager, der leveres til de kongelige Taffeler, koste uden Tvivl Statskassen mere, end om de kjøbtes for rede Penge; og naar Beløbet deraf blev lagt til Hofhusholdnings-Udgifterne, saa vilde samme blive ulige større, end de nu anføres for.

Direktoriets Livvagt kan heller ikke her komme i * 528 Betragtning. Hvad den koster, henhorer, ligesom i de monarkiske Stater, iblandt de til Krigsmagten reglementerede Summer.

Jeg venter mig den Anmærkning: at hvad der saaledes spares paa det talrige Korps, der forestiller Regenten, kan maaske medgaa til en mere bekostelig Administration. Denne Indvending er af en saadan Beskaffenhed, at et fuldkomment Bevis for det modsatte vilde lede til alt for stor Vidtløftighed; jeg skal imidlertid søge at bringe det til en temmelig høj Grad af Sandsynlighed, at Indvendingen er urigtig. Jeg vil blot i Forbigaaende nævne, at Friderich Sueedorff i et Brev, der findes i Minervo for Januar Maaned 1792 S. 105, har anført et overmaade mærkværdigt Exempel paa Skatternes Forringelse i Frankrig siden Revolutionen, og et andet lige saa mærkværdigt paa Forringelsen af Administrations-Omkostningerne, naar han paa det anførte Sted beretter: at Oppebørsels-Betjenterne, der før Revolutionen kostede Staten 113 Millioner Livres, da kuns kostede 33 Millioner. Jeg vil selv, til et Exempel, gjøre nogle Beregninger, som jeg haaber skulle tjene til at oplyse Ubetydeligheden af Administrations-Omkostningerne i Republiken, endogsaa i Sammenligning med det, som man paastaar, saa sparsommelige Dannemark. Meget villigen vil jeg, som uindviet i Finants-Hemmeligheder, tilstaa, at det, maaske, ikke kan gaa an at organisere Dannemarks Stats-Udgiftsplan efter Franske-Republikens Maalestok; men muligt kunde dog mine Anmærkninger og min Sammenligning give vedkommende Anledning til Betragtninger, der ikke vilde være uvigtige for Økonomien med de offentlige Midler, og vil man blot vise mig den Retfærdighed at se dette Bidrag fra denne Synspunkt, som er den eneste, hvorfra det bor betragtes, da tør jeg haabe, at det ikke vil blive uvelkomment paa en Tid, da man, som der paastaas, saa meget sysselsætter sig med Besparelse i Statens Udgifter.

Efter den 43de Artikel i Konstitutionen beskikker det exekutive Direktorium én Kommissær i ethvert af 529 Republikens Departementer, hvis Pligter indeholdes i den 191de Artikel, hvor det hedder: at han skal vaage over og rekvirere Lovenes Overholdelse. Jeg tror altsaa, at kunne med Føje anse ham for det samme som en dansk Stiftamtmand. At enhver Lignelse halter noget, behøver Jeg vel ikke at anmærke. Nu har Dannemark og Norge, paa et Folketal af 2 Millioner, 12 Stiftamtmænd. Forholdsmæssigen skulde altsaa Frankrig, paa sit Folketal 32 Millioner, have 192 Kommissærer. Dannemarks tyske Provinser have, som man véd, ingen Stiftamtmænd, saa at de franske Kommissærers Forhold endogsaa burde regnes højere. Efter Posselts forhen citerede Hefte S. 170 er Frankrig nu inddelt i 98 Departementer, hvilket altsaa kuns gjør 98 Kommissærer for den indvendige Bestyrelse; thi de udenrigs Kommissærer, der opholde sig ved Armeerne og i andre dertil hørende Ærender, kunne her ikke komme i Betragtning, da deres Embeder ophøre med Krigen, og deres Indkomster flyde fra Krigskassen og henhøre under denne Rubrik. Hine Kommissærers Løn er bestemt i Loven af 21. Fructioor Aar 3 dens 23de Artikel og beløber sig for dem, der ere bedst lønnede - thi deres Løn bestemmes efter Folkemængden i ethvert Departement - til Værdien af 400 Kvintaler Hvede aarligen, som, efter min ontagne Beregnings-Maade, gjør henved 1080 Rd. Dansk, eller, for dem alle sammen, omtrent 105,000 Rd. Regne vi nu de 12 danske, norske og islandske Stiftamtmænd overhoved hver til 1500 Rd. aarligen, som vel ikke er for meget, saa koste de aarligen 18,000 Rd.; og forholdsvis burde disse Embeders Bestyrede i Frankrig koste den Summa W8,000 Rd. Dansk, hvilket giver en Forskjel af 183,000 Rd. i Faveur af Republikens Administrations-Omkostninger blot for denne Post. Direktoriet har ogsaa Kommissærer ved de civile og kriminelle Domstole; men disse henhøre til Justitsvæsenet, og deres Lønninger ere i Reglementet anførte under de for denne Etat reglementerede Fonds. Maaske kunde jeg imod disse 530 Kommissærer sætte vores Amtmænd; men jeg forbigaar denne Sammenligning for ikke at blive alt for vidtløftig.

Dannemarks Land-Krigsmagt koster, efter Thaarups Statistik S. 738, aarligen 1,965,000 Rd. foruden de Byrder paa Landet, som Furageskatterne i Henseende til Dannemark og Furager ingen i Norge medfore samt de danske Landsoldaters Douceur- og MarschPenge, som paa Landet lignes, ligesom og Munderi ngskammer-Pengene , hvis Beløb er for vidtløftigt at beregne og altsaa her udelades. Efter den oven anførte Bulletin er der reglementeret for den franske Krigsmagt paa Fredsfod den Summa £ 95,054,000 eller 21,324,875 Rd.; i Steden for at samme, i Forhold med Udgifterne for den danske Krigsmagt, skulde koste i det mindste 30 Millioner Rigsdaler, hvilket gjør en Besparelse af 9 Millioner Rigsdnler for Frankrig; og naar Dannemark kunde bruge samme Maalestok, vilde Landet alene paa denne Post spare i det allermindste en halv Million om Aaret. Jeg véd ikke, hvorvidt den afdøde Schmettau, og adskillige andre foruden ham, have Ret, naar de paastaa, at Dannemarks Land-Krigsmagt er for stor og kunde taale en betydelig Reduktion. Jeg er ikke den, der med fuldkommen Vished kan fælde Dom i denne Sag; men de for denne Sætning anførte Grunde forekomme mig overmaade indlysende, og endnu har ingen igjendrevet dem uden med Magtsprog, tomme Deklamationer og Grovheder. Det kommer mig endogsaa for, som vores Krigsmagt er bleven forøget, siden Schmettau skrev. Om det forholder sig saaledes, skal jeg just ikke med Vished kunne sige; om Finantserne kunne taale en saadan Forøgelse af Udgifter, er jeg heller ikke i Stand til bestemt at afgjøre; men Landets fysiske Beskaffenhed viser, at Land-Krigsmagten aldrig kan blive de danske Staters sande Værn; og Erfarenhed samt sund Fornuft lærer, at den er en saare svag Støtte under Aristokratismens faldefærdige Luftkastel*).

* * 531

Sø-Etatens reglementerede Fond er, efter Thaarup S. 747, den Summa 880,000 Rd. Bulletinen beregner Ud. gifterne for den franske Marine i Fredstider til 52 ½ Millioner Livres eller 12,031,250 Rd. Paa denne Etat sparer altsaa Frankrig forholdsmæssigen imod Dannemark lidet over 11 Tønder Guld*). At Frankrig, naar Freden kommer tilbage, maaske endnu vil kunne gjøre flere Besparelser ved sine KrigsEtater, er ganske muligt. Men skulde dette ikke lade sig gjøre, saa vil den sikkert søge at indføre Orden; og næppe vil det hænde i Brests, Toulons eller Rocheforts Havne, at en Skibs-Konstruktør kan lade Daglønnere arbejde med at udsøge Planker til et vist enkelt Brug, saa længe indtil hver Planke kommer til at koste henved et Tusende Rigsdaler. Kanske ogsaa nogen * 532 vil sige, at Frankrig i Fredstider næppe vil kunne komme ud med den ovenmeldte for Sø-Etaten reglementerede Summa. Jeg svarer derpaa: at 12 Millioner Rigsdaler er en stor Summa, hvorfor der kan gjøres meget, og at man, naar der kuns ikke ødsles dermed, samt naar Tyve og Skjælmer holdes borte, nok vil komme ud med Pengene uden at behøve at skaffe sig saadanne Ressourcer, som ene høre til en Robespierres eller en Terrorist-Regering, nemlig at arve rige private Folk, naar man først har taget Livet af dem, under Paaskud, at de selv eller deres Slægtninge have bestjaalet Staten, enten som Oppebørselsbetjente eller som Leverandører.

Den mest frapperende Sammenligning imellem Franskerepublikens og Dannemarks reglementerede Udgifter er imidlertid ved Departementet for de udenrigs Sager, der i Dannemark, det ene Aar beregnet i det andet, (efter Thaarup S. 721) koster den Summa 302,960 Rd., derimod i Frankrig, efter Bulletinen, ikke mere end £ 3,501,688, eller 802,470 Rd. Skulde Frankrig, i Henseende til denne Post, tage Dannemarks Indretninger til sin Maalestok, saa maatte Republiken forholdsmæssigen hertil anvende mere end 4½ Millioner Rigsdaler aarligen*). Maaske kunde der endnu fra den til Frankrigs Diplomati bestemte Summa noget afdrages, dersom man af Bulletinen kunde se, hvor meget der er bestemt i Løn til saadanne udenlandske Ministre, der aldrig komme udenlands, og i Rejsepenge for dem, der forflyttes fra én Mission til en anden uden nogen Sinde at rejse. Det er imidlertid bekjendt nok, at de diplomatiske Agenter lønnes langt bedre af Frankrig end af Dannemark, og Revublikens Konsuler have alle fast Len, hvilket nok sjælden er Tilfældet med de danske, der, for det meste, have blot uvisse Indkomster, der betales af Notionens Skibe, hvorfor de ogsaa leve kristelig og nære sig af Vrag. Herfra undtager jeg dog, som rimeligt er, den danske * 533 General-Konsul i London, der vel ikke har fast Løn, eller lever blot af Vrag, men dog skal, efter en rimelig Beregning, fortjene mere om Aaret som dansk Konsul, end alle de danske Statsministres Lønninger kunne beløbe sig, og dog alligevel have, om det ellers er muligt, endnu mindre at bestille end nogen af de højbemeldte Statsministre. Jeg misunder ham ikke sine fede Indkomster; han beholde dem uklippede til sit sidste salige Endeligt! men jeg vil blot gjøre det Forslag, at det maatte paalægges hans Eftermand at lønne alle danske Konsuler (der da maatte være danske Mænd og ikke, som nu, for det meste Udlændinger), med mindre han ved hvert Aars Udgang uimodsigeligen godtgjorde, at han i det afvigte Aar, til Tak for sine store Indkomster, havde virkelig vist sig at være dansk sindet, og aldrig favoriseret Engelskmændene til Skade for sine goddædige Landsmænd. Dette Forslag beder jeg vores for Handelens og hele Landets Vel saa omhyggelige General-Land-Økonomi- og Kommerce-Kollegium at tage i naadigst Overvejelse.

Før end jeg slutter, vil jeg endnu, for de af mine Læseres Skyld, som saadant kan more, gjøre nogle faa Beregninger af samme Art og derefter indbefatte Resultatet af alle mine Undersøgelser i en Tabel, som skal findes ved Slutningen af denne Afhandling, for at man, saa at sige, med ét Øjekast kan overse det hele.

Dannemarks samtlige Stats-Indkomster i Aaret 1769 beløb sig, efter Büschings Magasin 17. Del S. 200, til den Summa 6,250,435 Rd. 82 Sk., hvilket Thaarup i sin Statistik S. 699 antager for rigtigt. Hertil har hvert Individ i Staten bidraget henved 3 Rd. 12 Sk., og Kongens private Indkomster udgjorde 1/6 af det hele. S. 719 i Statistiken beregner Thaarup de samtlige Indkomster i Aaret 1786 til 6,802,217 Rd. 82 Sk., hvortil enhvers Kontribution har været 3 Rd. 9 Sk. og Kongens Indkomster omtrent 3/22 af det hele. Sneedorff derimod i den anden Del af hans Skrifter S. 184 anslaar Stats-Indkomsterne til 7,019,600 Rd., hvortil 534 enhver bidrager 3 Rd. 10 Sk., og Kongen tager henved 3/23. Herved maa jeg ellers anmærke, at Stats-Indkomsterne i de sidste Aar have betydelig tiltaget*), hvortil ikke aleneste den nye Toldrulle har anseligen bidraget, men endogsaa Kjøbenhavns sidste store Ildebrand, som ses deraf, at Konsumtions-Indtægterne for denne Hovedstad skulle, som man med Vished vil paastaa, være aarligen halvfjerde Tønde Guld højere end forhen. Forholder dette sig saaledes, hvorom jeg dog ingen avthentisk Forvisning hav, saa lære vi deraf to Sandheder, først én politisk: nemlig at Ildebranden, naar enkeltes for dem selv vist nok følelige Tab fraregnes, har i mange Henseender været til Velsignelse og ikke til Ulykke for Landet; og én religiøs: at Gud gjengjælder rigeligen, hvad godt et Menneske gjør, da han vel mere end tidobbelt haver betalt Hans Majestæt Kongen de Summer, som han saa landsfaderligen opofrede til Understøttelse og Hjælp for de ulykkelige brandlidte**).

* * 535

Kongeriget Storbritanien havde i Aaret 1775 efter Büsching 12 Millioner Pund Sterling i Stats-Indkomster, hvoraf der kommer omtrent et Pund Sterling eller fem Rigsdaler Dansk, eller nøjere beregnet 4 Rd. 68 Sk" paa ethvert Menneske, og Kongeus private Indkomster udgjorde 1/10 af det hele. At Statens Indkomster eller, hvilket er det samme, Nationens Afgifter maa være betydeligen stegne under den amerikanske og denne nuværende Krig, indses letteligen. Posselt beregner dem paa den anden Tabel i det anførte Stykke af hans Annaler til 190 Millioner Gylden, hvilke jeg blot vil regne à 3 Mk. Dansk - endskjønt det rimeligvis skal være Kejsergylden -, og samme beløbe sig da til 95 Millioner Rigsdaler, som gjør omtrent 7 Rd. paa ethvert Individ, og hvoraf Kongens Indkomster udgjøre 1/13. Imidlertid viser Pitts sidste Budget, at Stats-Udgifterne for indeværende Aar ikke kunne dækkes med denne store Summa.

Før Revolutionen var Frankrigs samtlige Stats-Indkomster, efter Büschings Beregning, £ 265,400,000 eller 60,820,000 Rd., hvortil ethvert Individ betalte 2 Rd. 2 Mk. 10 Sk., og Kongens reglementerede Indkomster udgjorde 1/9 af det hele. Men har endog dette været sandt paa den Tid, da Büsching skrev, saa have dog Omstændighederne siden efter meget forandret sig. Necker, hvis Avtoritet man næppe vil forkaste i denne Post, beregner alle Nationens Paalæg til 585 Millioner, hvortil endnu kommer for Tiender, Jagt, Herskabs-Rettigheder o. s. v. 125 Millioner, saa at Nationen betalte i det mindste 710 Millioner Livres eller i donske Penge 536 162,708,333 Rd. 2 Mk., det er omtrent 6½ Rd. for hvert Menneske; og Kongen tog til eget Brug, efter de bekjendte Data, blot 1/20 af det hele, med mindre man vidste, hvor højt det kongelige allernaadigste Jux kan have beløbet sig, Generalitetet eller Guvernementet af Paris skal, under den forrige Regering, have betalt i Afgifter en Summa, der, naar den reparteres over Mandtallet, udgjorde omtrent £ 64 eller 14 Rd. 4 Mk. paa ethvert Individ. Jeg formoder, at det vel næppe skal behøve at anmærkes, at min Mening i disse Undersøgelser ikke er den, at ethvert Individ netop betalte denne eller hin Summa, men at der, ved en ordentlig Repartition, vilde komme saa meget paa enhver.

Efter Le Couteulx de Canteleu's Rapport af 14. Frimaire Aar 6, som ved Loven af 22. Frimaire er approberet, skulde alle Udgifterne for bemeldte Aar beløbe sig til........................................ 616 Mill.
der skulde tilvejebringes ved
a) Bataviske Reskriptioner, Skovene, Saltværkerne, de nationale Domæner o. s. v...... 105 Mill.
b) Resterende Kontributioner......... 87 -
--- 192 Mill.
c) Og Nationen skulde saaledes for indeværende Aar betale i ordinære og extraordinære Kontributioner 424 Mill. Livres, der udgjør i danske Penge 97,166,666 Rd. 4 Mk., hvortil ethvert Individ maa kontribuere omtrent 3 Rd. 4 Sk., og af de samtlige Stats-Indkomster anvendes ikke mere end 752 paa det saa talrige Regerings-Personales Underholdning. At Stotens Udgifter ville betydeligen formindskes ved Freden, begribes letteligen, hvoraf følger, at Skatter og Kontributioner ville blive mindre. Allerede er det ved en Rapport beregnet, at Republikens ordentlige Udgifter skulde i Fredstider bestrides med omtrent 330 Millioner Livres eller 75,625,000 Rd., der for ethvert Menneske vil give et Bidrag af 2 Rd. 2 Mk. 3 Sk. i det højeste. Af den totale for det bemeldte 6te Aar 537 reglementerede Summa er der bestemt i extraordinære Udgifter til Land-Krigsmagten 246 Millioner Livres eller 56,375,000 Rd. Dansk, til Sø-Etaten ligeledes 31 Millioner Livres, eller 7,104,166 Rd. 4 Mk. Dansk, formedelst at disse Etater staa paa Krigsfod. Ogsaa have flere af Republikeng Administrationer erholdet extraordinære Fonds reglementerede, hvor det, formedelst Krigen, er anset at være nødvendigt. Og efter at man nu har reglementeret alle Republikens Udgifts-Summer, bliver der, af den vestemte generale Summa, 616 Millioner, endnu tilovers en Kapital af £ 15,989,893 eller 3,664,346 Rd" der er henlagt for deraf at bestride uventede Udgifter, som man ikke har kunnet forudse, og efter den 4de Artikel i den citerede Lov kan intet deraf bruges til nogen Anvendelse, med mindre saadant avtoriseres ved en senere speciel Lov.

Jeg maa endnu anmærke, at det vel ved første Øjekast vil synes, at Dannemarks og Norges Indbyggere betale ikke engang Halvparten saa meget i Skatter og Paalæg, som en Engelskmand eller som en Franskmand før Revolutionen, ja selv kuns nogle Skillinger mere end en Franskmand efter Revolutionen, undtagen for saa vidt som Stats-Indkomsterne, efter hvad jeg forhen har anført, maatte i de senere Tider være blevne betydeligen forøgede; men jeg maa, i denne Anledning, bede om at lægge Mærke til de følgende Poster, dog uden at forglemme, at Indbyggernes gode Vilje hidindtil viser tydeligen, at Regeringen endnu ikke har paalagt dem større Byrder, end de baade ville og kunne bære:
1) Mange Skatter betales i Dannemark, som ikke kunne beregnes til Stats-Indtraderne, saasom de forhen anførte Ligninger paa Hartkornet til Land-Milicen, Tiender, der dog ere komne i Betragtning under Rubriken Frankrig før Revolutionen, Hoveri, hvor samme endnu existerer, eller i dets Sted Hoveripenge, Kongerejser o. s. v.
2) Engellands uhyre store National-Rigdom gjør, at Skatter og Paalæg maa slige langt højere der i Landet end hos os i det fattige Dannemark, før end deres Byrde bliver lige 538 trykkende paa begge Steder. Vel betaler den formuende Mand overalt større Skatter end den fattige, men Proportionen er dog meget imod den sidste, og en ligere Fordeling af Skatter og Afgifter har allerede længe heuhørt iblandt pia desideria.
3) Almuesmanden i Frankrig kan, uden at det skal overstige hans Kræfter, betale meget mere end dobbelt i Skatter og Afgifter end Almuesmanden i Dannemark og Norge. Hist i det milde Klima frembringer Naturen næsten frivilligen alt, hvad Mennesket behøver til sin Underholdning. Her maa kæmpes imod en gjenstridig Natur, der, ligesom uvillig, og altsaa sparsom, yder, hvad den synes gjærne at ville nægte. Mange Ting maa her nodvendigen anskaffes til Livets Nødtørft, som den franske Almuesmand enten aldeles ikke behøver eller dog kuns bruger i en langt ringere Kvalitet.
4) Naar Dannemark kunde reglementere sine Stats-Udgifter paa den samme økonomiske Fod, som Frankrig har reglementeret sine i Fredstider, hvortil Viljen formodentlig ikke mangler, saa behøvede Statskassen til de ordinære Udgifter ikke mere end 5,199,200 Rd., der vilde udgjøre kuns 2 Rd. 2 Mk. 3 Sk.*) for hvert Individ; Nationen vilde da komme til at betale i Skatter og Paalæg i det allermindste 16 Tønder Guld - maaske vel 2 Millioner, i Følge de forhen omtalte Forøgelser i Stats-Indkomsterne - mindre end hidtil, der vilde foraarsage en Lettelse af 4 Mk. 6 Sk. for ethvert Individ. Kongens private Indkomster og Underholdning blev nok en af de saare saa Poster, hvori Forholdet ikke saa lige kunde iagttages, uagtet han, selv efter dette Forhold, fik, foruden fri Bolig, den Summa 124,630 Rd. aarlig for sig og sin Familie, * 539 og altsaa lige saa meget som én Direktør og 28 Medlemmer af det lovgivende Korps i Frankrig tilsammen; og Departementet for de udenrigs Sager vilde rimeligvis ogsaa forholdsmæssigen koste lidet mere hos os end i Frankrig. At ville indskrænke en god Regering - og enhver Regent maa juridice og politice anses for god i en rolig Stat - i de Nydelser, samme er vant til, vilde være en forhadt Sag, med mindre Statens Vel uundgaaeligen fordrede det: derimod kan vel enhver god Borger have Lov og Ret til at gjøre Forslag til at skaffe sin Regent og hans Familie de samme Behageligheder for bedre Kjøb Og det, tror jeg, vilde kunne erholdes med 5 Tønder Guld aarligen (det er lige saa meget, som alle 5 Direktører og 75 Lovgivere samtligen koste den franske Republik), uden at enten Kongen eller nogen af hans Familie skulde finde mindste Afgang i deres Fornødenheder, Fornøjelser, Opvartning eller Repræsentations-Personalet*), naar man kuns ikke vil anse private Folks private Emolumenter for Stats-Fornødenheder. Kunde nu dette, som jeg næsten formoder, gaa an, saa tage man de forhen til den kongelige Familie proportionaliter bestemte 124,630 Rd., og lægge samme til de ligeledes proportionaliter for det udenrigs Departement * 540 beregnede 55,170 Rd., hvorved samme fik til sin Disposition aarligen den Summa 179,800 Rd., hvormed man vel kunde komme ud; saa sparede Nationen dog aarlig 11 Tønder Guld, der kunde anvendes til Gjælds Afbetaling, i Fald man ikke for det første kunde formindske Skatter og Paalæg. Da maatte man i det mindste vente at faa Tallotteriet, denne Landeplage, rent afskaffet*). At Regeringen arbejder derpaa, véd man, og det har man set Beviser for. Meget vilde dens menneskekjærlige Hensigter lettes, naar enkelte Mænd, der kunde gjøre det, vilde lade Patriotismen være stærkere hos dem end Egennytten. Jeg nævner her blot den for sine gode Hensigter med Lander almindelig bekjendte Konferentsraad Schou. Som rig Mand, og i andre Henseender vel lønnet af Staten, vil han vel næppe tage i Betænkning at opofre paa Fædrenelandets Alter den Løn, han nyder for sin ringe Umage ved Tallotteriet. Justitsraad Engelbreth, ogsaa en rig Mand, opfordres til samme Patriotisme. Levede hans Ven, den retskafne Amtmand Meldahl, skulde han med mig tilraabe ham et Bravo for en Handling saa værdig en god Borger. Og hvad for en Regering skulde vel disse Mænd hellere ville gjøre et saadant Offer, end netop den, som de med Vished vide vil gjøre en værdig og fornuftig Anvendelse deraf?

* 541

Saa meget maa være nok. Med flere Beregninger tør jeg ikke trætte mine Læsere. Jeg henviser dem nu til den ovenmeldte Tabel, hvori jeg har indført de vigtigste af mine Resultater. De ere ikke uimodsigelige - de soleklareste Sandheder modsiges jo dagligdags -, og jeg modtager med Glæde og Taknemmelighed enhver Berigtigelse, der er ledsaget af Bevis; men at jeg er kommen Sandheden saa nær, som det er muligt for den uindviede, tør jeg dog nok med Føje paastaa.

Det bliver min Pligt at forsvare Rigtigheden af mine Beregninger og anførte Citationer, naar og hvor det forlanges; men ikke at forsvare de Slutninger, som Ondskab eller Enfoldighed maatte finde for godt at uddrage deraf. Jeg vil og bør staa for mine egne, men ikke for andres Sætninger og Syllogismer.

Hvortil nytte nu disse Undersøgelser? vil maaske én eller anden spørge. - En Skrædder bragte en Dag en prægtig Klædning til en fornem Herre. Hvor meget koster den? spurgte Herren. - Deres Excellence! jeg har sagt det til Deres Kammertjener. - Men jeg ønskede nok selv at se Regningen. - Hvortil nytter det? spurgte Skrædderen. - Det nytter dertil, min gode Mester, at dersom Regningen er alt for overdreven, saa giver jeg Ham Klædningen tilbage. - Et Vink, ikke til Kongen, men til de Mænd, som han betror Bestyrelsen af Landets Formue.

Med stærke Skridt nærmer sig den Tid, da det skal komme for Lyset, som nu er skjult i Mørket. Hertil hører i Særdeleshed Forvaltningen af en Stats Finantser. Ogsaa synes den sunde Fornuft at tilsige, at en Nation har den fuldeste Ret til at vide, hvortil de Skatter anvendes, for hvis Tilvejebringelse den største og bedste Del af Nationen maa trælle surt nok. I mange Staters Finants-Kollegier existerer der ikke længere Protokoller med Laase for. Allerede kaster Oplysningens opgaaende Sol sine velgjorende Stranler ind paa Arkivernes støvede Papirer i deres mørkeste Gjemmer. O! 542 at dog Regenter vilde betænke, hvad de skylde Nationerne, der saa rigeligen lønne dem! O! at de dog vilde overveje, at Lyset ikke mere kan slukkes, Friheden ikke mere læukebindes! Maaske vel for en kort Tid; men snart vil Lys og Frihed hævne sig forfærdeligen paa sine Undertrykkere. Kunsten kan lægge Dæmning for den strideste Strøm og standse dens Lob; men den vil vedblive skjult at gnave paa Dæmningens Grund; og naar den faar gjennemboret en Aabning, gjentager den sin forrige Kraft, bryder ind, bortskyller Dæmningen og alle mødende Hindringer med en uimodstaaelig Styrke og anretter gyselige Ødelæggelser.

Desto værre! slige Ødelæggelser forberedes af de Fyrster og Magthavere, der hade Lyset og ville standse Frihedens vældige Strom. Desto værre! ikke engang en bitter Erfarenhed kan lære dem det, som de for længe r.den burde have lært af Fornuften. Jo mere Oplysuingen forøges, jo mere fremkunstler man Mørke; jo mere den unge Frihed, efter Naturens ordentlige Gang, tiltager i mandig Styrke, jo stærkere Lænker smedder man til den Saadan er ogsaa mange Nationers Lon for den Velvillighed, hvormed de ofre deres Blod og Sved paa Despoters, samt deres Muftiers og Vezirers Altere. Disse vise sig ved alle Lejligheder som Lysets og Frihedens erklærede Fjender og betænke ikke, at hver Dag skaffer deres Modstandere flere og kraftigere Venner. De foragte den uimodsigelige Sandhed, at ingen varig Fred kan sluttes imellem to stridende Parter, uden gjensidige Opofrelser. De ville beholde alt, endog de mest uretfærdigen erhvervede Fortrin, og just derved ville de snarligen komme til at uriste alt. Slige Magthavere, ere de endog saa lykkelige ikke at tage en Ende med Forskrækkede, kunne dog ikke undgaa at blive nævnede med Foragt og Skjændsel i Eftertidens Aarbøger.

Skulde Historien dog aldrig komme til at nævne en Regent, der, just ved at give efter for Tidernes Trang og Oplysningens Fordringer, gjorde sin Magt urokkelig og sit Minde helligt til evindelige Tider? Dette kunde selv den elendige Ludvig have 543 gjort; man tilbød ham ufortjent den Lykke, men han stødte den uerkjendtlig fra sig. Han var lastefuld; han behovede at begaa én Forbrydelse endnu; han begik den, og den kostede ham ikke alene Livet, men endog Æren. Hvor meget lettere vilde det da ikke blive for en Fyrste, der, fri for Ludvigs Fejl, besad nogle af de gode Egenskaber, som denne ikke havde! Dog! hvor og naar skal en saadan Fyrste findes? Upaatvivleligen træffer man den sande Storhed snarere i Vadmel end i Purpur, snarere i Hytten end i Paladset.

Jeg afbryder. Min Iver for Menneskeheld fører mig ofte ud af min Vej, skjønt, som jeg haaber, ikke paa Afveje. Jeg anser saadant som et Offer til Sandheden, den Guddom, paa hvis Alter jeg ogsaa nedlægger disse Blade. Vistnok er hun indhyllet i Skyer, og saare faa ere de dødeliges Øjne, der kunne rose sig af at have set hende; men stedse skal jeg gjøre mig Umage for at arbejde til vores Selskabs store Maal: ærligen at soge Sandheden, om vi end ikke skulde være saa lykkelige at finde hende.

Skrevet i Maj 1798.

*
544

Tillæg til den politiske Dispache.

Jeg har vist S. 536, at den franske Nation for Aaret 6 skulde betale i Skatter ialt 424 Millioner Livres eller 97,166,666 Rd. 2 Mk.; hvorefter Dannemark - selv om vores Stat stod paa Krigsfod - burde forholdsmæssigen ikke udrede mere til de samtlige Statsudgifter end 6,680,208 Rd. 2 Mk. Vil jeg endog tillægge de øvrige paa den samme Side anførte, og til de franske Statsudgifter endvidere bestemte Summer, uagtet man dertil havde fundet andre Udveje end at bebyrde Nationen med dem, og saaledes sammenligne den hele, formedelst Krigen, reglementerede franske Stats Udgifts Summa 616 Millioner Livres eller 141,166,666 Rd 4 Mk. med den danske Stats forholdsmæssige Trang, saa maatte Dannemark, selv paa Krigsfod, ikke behøve mere end 9,705,208 Rd. 2 Mk.; hvoraf følger, at vores Indretninger i den dybeste Fred koste forholdsvis i det mindste 13 Tønder Guld aarligen mere end den franske Republiks Indretninger og Fornødenheder i Krigstider. Heraf synes endnu en anden Sætning at kunne udledes, nemlig den, at Frankrig maa kunne holde det længere ud at føre Krig, end Dannemark at have Fred. Og heraf opstaar meget naturligen dette Spørgsmaal: Hvorledes

vilde det se ud, om Dannemark var saa ulhkkelig

at faa Krig? Dog! Aaret 1788 har allerede for en Del besvaret dette Spørgsmaal*)

* * 545

Jeg maa endnu anmærke, at jeg har beregnet en fransk Livre til 22 Skilling Dansk, da den dog ikke burde regne s højere end imellem 20 og 21 Skilling, hvorved Proportionen vilde udfalde endnu mere ufordelagtig for Dannemark. Man vil rimeligvis sige: Her er en Error in calculo. Jeg svarer: ikke in calculo, men maaske vel in datis; og denne Error er det mig ikke muligt at udfinde, da jeg ikke har, og rimeligvis heller ikke faar, Adgang til Statshemmelighederne, men har maattet betjene mig blot af min egen Eftertanke og af det lidet, der er offentligen bekjendt. Det er imidlertid ikke uvigtigt, og jeg, og sikkert en ikke ubetydelig Del af Nationen med mig, ønsker meget at blive avthentisk overbevist om de Urigtigheder, som min Mangel paa nøjagtige Kundskaber haver foraarsaget, hvilket saa let kan ske ved én af de Mænd, som Staten betaler saa godt for at være gode Regnemestere. Jeg igjentager, hvad jeg allerede forhen har sagt: at smaa Stater ikke i alle Dele kunne blive bestyrede med en Sparsomhed, der staar i rigtigt og mathemotisk Forhold til de store Stater; men det var dog nok at ønske, at Udgifterne i enhver Stat maatte blive organiserede, om ikke just med den strængeste, saa dog med den fornuftigste Økonomi, som muligt er; og vilde man blot, uden at foragte min Afhandling paa Grund af de Fejl, som den nødvendig maa have, benytte sig af de gode Vink og Anmærkninger, som jeg tør tro, at derudi hist og her findes, saa turde den maaske med Tiden gjøre mere Nytte for det almindelige, end alle Geburtsdags-Skuespil og Kantater.

*

Sprog-Granskning.

Multa renascentur quæ jam cecidere, cadentque
Quæ nunc sunt in honore vocabula, si volet usus,
Quem penes arbitrium est, et jus, et norma loquendi.

Horatius.

Fader Rabener , hvis Ros vil vare saa længe, som Sandhed beholder nogen Agtelse - og denne Agtelse for Sandhed vil, Himlen være lovet! vedblive saa længe, som Verden staar, uagtet alle Despoters og Morkhedens Venners Bestræbelser for at kvæle den - Fader Rabener, siger jeg, har i sine Skrifter sogt at vise, hvorledes en Del Ord i det tvske Sprog i hans Tid enten bleve misforstaaede eller havde tabt deres oprindelige Bemærkelse.

Den danske Tilskuer - over hvem jeg paa dette Sted ingen Lovtale bør holde - har i et Par af sine Blade fulgt denne Forgængers Spor. Ikke des mindre er det saa langt fra, at denne Materie er udtømmet, at den meget mere endnu tilbyder en betydelig og rig Høst for den, der vil umage sig med at meje. Horats paastaar, i det oven anførte Motto, at mange gode gamle Ord havde i hans Tid tabt deres gode gamle * 547 Bemærkelse. Lige saa hos os, sagde og beviste Chilian i Ulysses von Ithaca; og Forfatteren heraf, der lever i Slutningen af det Aarhundrede, i hvis første Halvpart den store Mand, det anførte Skuespils Forfatter, florerede, har Aarsag til at istemme Chilians Lige saa hos os. Mange Ord have endog i min Tid tabt deres oprindelige Bemærkelse, og virkelig frygter jeg, at det horer iblandt pia deeideria, at de nogen finde ville erholde samme tilbage. Mange Ord forstaas ikke engang nu om Stunder.

At forstaa sit Modersmaal er imidlertid én af de Ting, der ere mest nødvendige i dette Liv. Det er én af de Ting, som Franskmændene kalde de la première nécessité, og som følgelig ved sine Lejligheder kunne sættes i Rekvisition. Besynderligt nok, at Dr. Morten Luther i sin Forklaring over det daglige Brød ikke har anført dette saa vigtige Rekvisit; endnu besynderligere, at Monrad i sin berømte Katekismus, der gaar endnu et Skridt videre end Luther, ogsaa har forbigaaet denne Post. Uden at være sat i Rekvisition vil jeg altsaa søge at give mit Bidrag til denne saa vigtige Livets Nødvendighed og dels forklare nogle Ord, som man aldeles ikke forstaar, dels vise, hvad Forandring der er foregaaet med nogle Ords oprindelige Bemærkelse.

Verba valent usu ut nummi, siger et gammelt Ordsprog. Usus eller, som jeg oversætter Ordet: Moden, er en uindskrænket Regentinde - thi man ser af det gamle romerske og det nye danske Ord, at Regeringen er kommet fra Sværdsiden til Spindesiden. Hun er maaske endog den mest uindskrænkede af alle Regentinder. Hun forandrer den Konstitution, hvorefter hun regerer, naar hun behager, og saaledes * 548 som hun behager. Saaledes gjøre vel flere Despoter; men disse kunne dog immer vente en Regnskabs Dag, som Dronning Mode ikke behøver at frygte for. Hun er et Fruentimmer, og den ugalante franske Revolution har dog ikke aldeles udryddet det gamle franske Galanteri mod Domerne, der endog gik saa vidt, at de gjorde Dyden til et Femininum, og Lasten til et Masculinum. Man maa følge Modens Love; saaledes byder Pligt imod Souverainer. Man maa altsaa tale og handle saaledes, som Moden befaler. Men for at vide, hvorefter man har sig at rette, og for Skade at tage vare, maa man kjende Modens Bydende og forstaa hendes Sprog. Til dette Maal agter jeg i disse faa Blade at bidrage; men, uagtet jeg fra Begyndelsen af havde i Sinde at indskrænke mig til de fremmede Ord, der ere adopterede i vores Sprog, finder jeg dog, at son mange gode danske Ord have forandret deres gode danske Bemærkelse, at jeg ikke kan undlade at give en Del af dem Plads i denne Samling, som en Prove af det store Værk in Folio, som jeg havde i Sinde at udarbejde i denne Materie, indtil jeg, ved nojere Eftertanke, fandt, at det vilde være en Daarlighed in Folio, saasom mangfoldige Ord forandre deres Bemærkelse hvert Aar, ja endog hver Maaned.

Abandonnere er at gjøre én saa ulykkelig, som jeg kan. Før betydede det at lade én gaa for Lud og koldt Vand; men naar den gamle Grev A. nu om Stunder siger: Jeg har abandonneret min Datter, saa betyder det: jeg skal ikke høre op at forfølge hende for at gjøre hende ulykkelig, fordi hun giftede sig med en ung Student, da jeg havde bestemt hende for den gamle Baron B. Naar en fattig Adelsmand gifter sig med en rig Borgerdatter, da overlader Adelsmandens Fader den Pligt at abandonnere hende til hendes Mand.

A B C er alt, hvad en Adelsmand behøver at vide for at * 549 blive Medlem i et Kollegium og for siden at springe forbi alle sine graahærdede borgerlige Kolleger Han kan mere end sit ABC, siger man om en fornem Mand, der véd at sætte et Nul til eller at radere et Nul bort, efter Omstændigs hederne. En saadan Mand gaar heller ikke af fra sit Embede, uden med en god Pension. Naar jeg forstaar at bryde ind i det Kontor, som er mig betroet, og stjæle bort de Penge, som dér gjemmes, saa kan jeg ogsaa mere end mit ABC.

Abominabelt er Opdagelse af høje Embedsmænds Forbrydelser.

Abonnere en Journal eller et Ugeblad er, i fornemme Folks Mund, det samme som, hvad Johnson i den sorte Mand kalder at bespise en sulten Muse. Abonnere en Loge er det samme som at leje en Krambod til Galanterivare.

Abord.

En fransk Søterminus. Bruges kun sjælden. Naar en Adelsmand har den Naade at sige om en borgerlig Kone eller Pige: elle est d'un abord difficile, da er det hans Mening, at Sentensen bør oversættes saaledes i Søsproget: hun er ikke let at entre.

Absolut.

Saaledes hedder den største Juvél i den danske Konges Krone. NB. Det er ikke den, som Struensee beskyldtes for at have solgt; thi den Juvél, hvorom her tales, skal være betroet til ét eller flere af de kongelige Kollegier; og at den ikke er udfejet, men virkelig findes, derom tvivler ingen.

Absurd.

Saa kaldes den, der, for at faa et Embede, ikke vil kysse en Præsident paa Haanden, eller hans Kammertjener paa Munden.

Academi.

Et Jordegods, hvor man hverken pløjer eller saar, og hvis Proprietærer ere af alle mest villige til at tage Penge i Steden for Hoveri.

* 550
Acceptere:

en Rigdoms Kilde, der ved et Jordskjælv blev stoppet i November Maaned 1797.

Accordere:

en anden Kilde, der kom frem ved det samme Jordskjælv.

Acqvisition:

de Klæder, man faar paa Kredit hos en Skrædder. I det politiske betyder Ordet de Lande, som man røver under Skin af at forsvare dem.

Acteur:

en Person, der ikke maa tro sig for god til at gjøre Løjer for en Bouteille Vin.

Activitet:

Bekvemhed til at være Spion for de mægtige. Han er en activ Mand, siger man om den, der, for at smigre sine foresattes Lyster, og for at gavne sig selv, gjærne slaar en Streg over det ottende Bud og et Par af de foregaaende med, naar behøves.

Administration er en fed Græsgang. Det Kvæg, som indbrændes derpaa, kaldes Administratorer: jo bedre disse trives, jo mere bør en Regering skjønne derpaa ved Karakterer og andre Naadesbevisninger.

Admirabelt er ethvert Skrift af en fornem Mand, hvori der er kun sman Fejl imod sund Menneskeforstand. Handlinger og offentlige Indretninger kunne paa samme Maade være admirable. De nye Brand-Indretninger ere admirable. Det er admirabelt at tvinge Folk til at assurere deres Huse; thi det er en Vej til at forøge Ildebronde. Jo flere Ildebrande, der opkomme, jo større Lejlighed er der for Brand-Anstalterne at vise, hvor admirable de ere indrettede.

Almagt.

Et Attribut til en Guddom, enten samme er himmelsk eller jordisk. Naar en Regent siger til en Sladderhank: Bliv Gehejmeraad! til en Poltron: Bliv Krigsraad! til en Bankerottør: Bliv Kommerceraad! saa blive de det, ligesom russiske Soldater efter en Kaptejns eller Oberstes Luner blive Skomagere, Skræddere, Sadelmagere o. s. v.; kuns med den Forskjel, at disse sidste blive det virkeligen, og ved Hjælp af Stokken. En af de mange Raader kan 551 ogsaa blive virkelig, men, Himlen være lovet! uden Stok. Ogsaa kan der siges til en Jagt: bliv Fregat! og den bliver det; men dertil udfordres et kronet Hoveds Almagt.

Amusere sig;

at gjøre Coupfins i Kort og forføre sin Vens Kone.

Antitheser.

1. Drrekte. For Exempel: Aulicus. Borgerfrihed er en forbandet Ting. Plebejus. Borgerfrihed er en velsignet Ting. 2. Indirekte. Disse bruges mest i de fornemme Cirkler. F. Ex. En mægtig Mand har forført en uskyldig Pige. Da nu Moder og Barn koste saa meget, at hans Excellences menus plaisirs lide der under, saa kan han, ved sin Magtes Fylde og med Rettens Bistand, undertiden faa Moderen emploieret i et eller andet Tugthus, og Barnet overlader han bona fide til ham, uden hvis Vilje ikke en Spurv falder til Jorden. Synes Han ikke, at det var det klogeste, jeg kunde gjøre i deOmstændigheder, min kjære N. N.? - Aulicus: Det var et Mesterstykke af Finesse, naadigste Herre! - Plebejus: Det var en Slyngelstreg.

Apartement:

en af de største Stuer til Hove, men i borgerlige Huse en af de mindste.

Aristokrater:

den bedste Sort Jagthunde, der pudses paa Demokrater, og faar Steg for at bide dem.

Arrogance:

den Fejl at holde sig nøje til Sandhed og sund Fornuft.

Assuranee bruges ofte i Steden for det gamle danske Ord Uforskammenhed og betyder da en sikker Vej til at gjøre Lykke. I Finants-Faget er Assurance en sikker Vej, iblandt saa mange andre, til at spille Borgerens Formue i Regeringens Hænder. Den Sygdom at tro sin Formue sikrere i Regeringens end i andre Hænder er det samme i nogle Lande i Evropa som den gule Feber i Amerika. Om den lige saa sikkert dræber, det vil Tiden vise.

* 552
Aviser:

Adelen iblandt trykte Sager, i det mindste i Dannemark, som bevises deraf, at man sjælden kan læse dem, og at Smaafolk maa krybe sig frem for at faa en Plads deri, som aldrig nægtes dem, der ere i Vælten. Aviser ere ogsaa forpligtede til at se meget paa Titler.

Balparé.

En Forsamling af lutter smukke Folk, der have Lov til at gjøre, hvad Lovene forbyde. Se Lotteri.

Bankerot.

Et Middel til at konservere sin Formue efter Kunstens Regler.

Baron.

Paa Dansk en Friherre, det er: en stor Herre, der bør være fri for stor Straf, naar han kuns gjor store Skjælmsstykker Hvoraf det kommer sig, at Italienernes Barone betyder en Spidsbub, skal Forfatteren ikke kunne sige.

Befordring.

En Vexel, der ikke gjærne retournerer med Protest, naar den bekomne Valuta er religiøst eller politisk Hykleri. Duelighed er intet fornødent Rekvisit til Befordring.

Bibellæsning.

Et aandeligt Balparé. Man paastaar, at Guds Børn begaa de samme Uterligheder i Bibellæsningen, som Verdens Børn paa Balparé.

Bizar, kaldes den Mand, der ikke lader sig bestikke.

Blindhed.

Umuligheden at se en gammel Ven, naar han er i Nød.

Bondefrihed.

Saa megen Frihed, som en Bonde kan taale. Den er saare liden, som enhver véd, der kjender det gamle Ordsprog: Var Bonden ikke bunden, saa blev han værre end Hunden. Bonde: det samme som Fæ.

Borger.

Før den franske Revolution et enkelt, men efter Revolutionen et dobbelt Skjældsord. Borgerfrihed; et Ord, der klinger smukt, dog kuns i Forordninger og Geburtsdags-Taler. Alt for ofte bruges det blot som Fyldekalk.

* 553
Capellan:

den, der hjælper en Kone til at skaffe sin Mand en Plads iblandt den gamle Adel. NB. Han kan baade være gejstlig og verdslig; men jo mindre Aand han har, jo bedre er det; thi Kjødets Sans er Fjendskab imod Gud.

Carakter.

Kramvare, hvormed man handler i Gemakker og paa Universitetet; dog med den Forskjel, at hist gives Karakterer til Slanger, her gives Slanger til Karakterer. NB. Undertiden.

Compliment:

det modsatte af, hvad man tænker.

Konduite er enten god eller slet. Til den gode hører at være krybende mod sine Overmænd, give sig en vigtig Mine imellem sine Ligemænd og være uforskammet grov mod sine Undermænd. Den slette Konduite bestaar i ikke at smigre sine Overmænds Fejl, være beskeden i Celskab med Ligemænd og høflig mod Undermænd.

Konsekvent.

Jeg vil ikke definere, for ej at kjede, men heller give Exempler. Det er consekvent, at Stormændene og Hierarcherne hænge saa fast sammen. Disse sige: Troen alene gjør salig, ikke de gode Gjerninger. Hiue: Alting, selv dit Aandedræt, er af Hans Majestæts høje Naade. Det er consekvent handlet, naar den Regering, der i Aaret 1794 uanmodet anlagde Sag imod en Forfatter, der havde spøget lidet med en Undersaat i en monarkisk Stat, lige saa uanmodet i Aaret 1798 anlægger Sag imod den Forfatter, der i en Avis har gjort æreløse Beskyldninger imod den højeste Øvrighed i en republikansk Stat. Se den Berlingske Avis Nr. 83 for Aar 1798. Skulde dette ikke være rigtigt, forstaar jeg ikke, hvad Ordet consekvent betyder;

* 554

thi hvo tvivler vel paa, at den danske Regering handler consekvent?

Convoi.

En Handling, som jeg foretager mig for at erholde en Fordel, som jeg meget attraar. Kommer af det franske Ord convoiter, at begjære noget heftigen. En sørgelig Erfaring lærer, at man ofte prostituerer sig ved at begjære noget heftigen. Bedst derfor at sætte Grænser for sin Begjærlighed.

Criticus:

enhver, der kan stave og lægge sammen.

Daarlighed:

den Tanke at ville gjøre Verden bedre, end den er.

Dame:

ethvert Fruentimmer der i Køkkenet er saa stor en Gaas, at hun ikke med Vished véd, om Gaasesteg er Kjød af en stegt Gaas.

Dansk:

en Plet paa et vel opdraget Menneske, og som gjør ham uduelig til et vigtigt Embede i Dannemark. Kan vel nogenlunde afvaskes, men kuns i udenlandsk Vand, og efterlader sig altid en Skjold.

Debauche.

Fortjeneste og fin Levemaade.

Demagog.

En Mand, der elsker sin Næste for meget til at lade ham sidde i Mørke.

Demokrat.

Et Slags Dyr, som man lægger Selvskud og Fodangler for uden at lyse dem til Tinge.

Djævel.

En af de flere i disse Tider detroniserede Konger. Præsterne holder paa ham, som paa de andre; røen det hjælper ikke.

Diffamere siges jeg, naar jeg taler Sandhed om nogen, der er mere mægtig og mindre redelig end jeg.

Direkte.

Et Ord, som i Skattevæsenet er gaaet af Brug. Man har fundet, at Folket ikke gjærne lader sig paalægge direkte Skatter, og altsaa tager man sin Tilflugt til indirekte Paalæg. Denne er én af de allervigtigste Finants-Hemmeligheder, thi den har avlet Consumption, Tallotterier,

* 555
Toldruller

og flere trivelige Børn. Ogsaa vil samme vedvare saa længe, indtil Folk blive oplyste nok til at indse, at indirekte Skatter ere i sig selv langt mere trykkende end de direkte. Naar jeg maa vælge imellem to onde Ting, ønsker jeg mig en Dolk heller direkte end indirekte i Livet.

Dilkkelag.

En Prøvesten paa ærligt Venskab.

Dydig.

Saa kaldes den, der er hoflig nok til at lade, som han ikke ser andres Laster, og snild nok til at skjule sine egne.

Eder.

Noget, der ret godt lader sig bruge i Steden for Beviser. Bryde sin Ed for at undertrykke hele Nationer er en Hædersgjerning; men for at redde Nationer fra Undertrykkelse, er den sorteste af alle Forbrydelser.

Emploi eller Embede.

En Fordel, der erhverves ligesom Saligheden: af Naade, og ikke ved gode Gjerninger. Er Embedet godt, det er at sige: er det forbunden med fede Indkomster, da udfordres undertiden intet andet dertil end den Kunst at hæve og kvittere for Indkomsterne.

Exekrabelt.

Indholden af Birckners Bog om Skrivefriheden og flere saadanne Bøger.

Falkonérmester.

En Mand, der er mere vigtig end hundrede Lærere; bør altsaa have større Løn end hindrede Lærere. Et Forslag: Burde ikke Professoreme ved Sorø Akademi rangere med Falkonérmesteren? Den sidste har ingen Falke, og de første ingen studerende at undervise.

Farlig.

En Mand, der ikke knæler for Dumhed og Niddingsværk. Det er en farlig Mand, siger man om den, der vover at fortælle, at én eller anden Excellence stræber efter at gjøre sig selv til Souverain.

Fattigdom.

En vederstyggelig Sygdom. De, der ere befængte med denne Sygdom, kaldes Fattig-Folk og skys

* 556

paa det omhyggeligste af de rige, det er dem, der befinde sig vel; med mindre man forstaar den Kunst at skjule Sygdommen. Denne Sygdom læges ikke letteligen uden ved et Par Arkana, som Doktorerne Lykke og Coquin udsælge. En fattig er res nullius, hvorom Juristerne sige: cedit occupanti.

Fiskal.

En Musekat. NB. Han bider ikke Mus; man Muser.

Forbedringshus.

Et Hus, hvor det er umuligt at forbedres.

Frihed.

En Fabrikvare, som man i de senere Aar har lagt sig stærkt efter at fabrikere i Frankrig; men er aldeles kontrabande i Dannemark, skjønt den nye Toldrulle ikke taler derom. Den indsmugles hist og her, og vil ikke saa let blive farlig, naar Regeringen kuns ikke lader sine Støvere snuse efter den for at konfiskere den.

Gemén kaldes enhver, der ikke har Penge eller en Plads i Rangforordningen. Ved Hoffet hedder det: En, der er ingen Ting.

Genimand.

Et Ord, hvormed man ikke altid tror at hædre den, som det anvendes paa. Det er urigtigt, naar det udelukkende anvendes paa Digtere og Skribentere, Versemagere og Papirsmørere. En Mand, der i mange Aar hæderligen forestaar et Embede, som han ikke forstaar; en Mand, der begaar Forbrydelser i sit Embede, og véd dog Midler til at lade sig forflytte til et bedre; en Mand, der notorisk bestjæler Staten, og kan dog mage det saaledes, at han til Belønning faar en højere Karakter eller en Orden - mon ikke disse have større Ret til at kaldes Genimænd end den, der kan rime Dør med Smør? I enhver Profession kan man være Genimand. Vi have endog Garvere, der ere sande Genimænd.

Godt.

Alt, hvad en Mand selv siger og gjør. Saare

* 557

godt kaldes alt, hvad de magthavende lade gjøre ved Guderne paa Jorden; efter l Moseb. l, 31.

Grammatica er, efter Holberg, en stridbar Dame; og han har Ret. Fordum var hun blot et Middel til at lære Sprogene. Nu bruges hun som en Dea ex machina til at straffe de Forfattere, som man paa anden Maade ikke kan faa Haand i Hanke med.

Guddommelig.

En Arie, der synges slet af et smukt eller fornemt Fruentimmer.

Habil Mand.

Den, der forstaar Kunsten at krybe paa Knæerne for de store og staa paa Skuldrene af de smaa.

Honnet Mand.

Den, der stjæler sig rig og faar en Karakter til Belønning derfor.

Hanrejskab.

Et Nobilitations-Brev, som en Kone kan give sin Mand. Den, der udfærdiger Patentet, kaldes en Mand af Levemaade.

Heterodoxi.

En aandelig Svaghed paa Forstanden, som kommer af at bruge den meget. Orthodoxi er en aandelig Sundheds-Tilstand, der erhverves og vedligeholdes ved at spare paa Forstanden og oleje Legemet godt. Megen og rolig Søvn skader ikke.

Hof.

Et Akademi for alle de Kunster, der ere forbudne i Luthers Katekismus. Hofmænd kaldes Professorerne ved Akademiet.

Højeste Ret.

Paa Latin: summum jus.. Man maa vel tage sig i Agt for at tilføje: summa injuria.

Hustru.

Et Appendix til en Medgift.

Inconsekvenser begaas ikke uden af Smaafolk. Naar en Regering eller Stormanden gjør noget, der ser ud som Inconsekvens, da er den ikke virkelig, men kuns tilsyneladende. * 558 Selv i Bibelen er der ingen andre end tilsyneladende Inconsekvenser. Naar en privat Mand tager 7 pro Cento Rente, straffes han som Aagerkarl. Assistenshuset har Ret til at tage 18 3/4 pro Cento Hazardspil ere forbudne. Basset spilles i Kongens Sal og lige for hans Øjne. En karakteriseret Bankerottor er noget, og en ærlig Skomager, der befrier hin for at gaa barbenet, er intet. Adelen arver Forfædrenes Ære for hæderlig Daad, men ikke deres Skjændsel for vanærende lldaad. Ejendomsretten er hellig i alle vel indrettede Stater, det er: i Monarkier; og i Tyskland - siger Knigge - indbyder en lille Fyrste af landsfaderlig Naade sit lille Land in corpore til Fadder, lader de tro Undersaatter tegne sig til frivillig Faddergave og siden, i Mangel af Tilvejebringelse, allernaadigst udpante. Intet af alt dette er virkelig Inconsekvens. Men det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, der hore Guderne til, thi de ere ham en Daarlighed og maa dømmes aandeligen.

Indigenat-Ret.

En Maskine til at forøge Folkemængden med.

Judicium.

Overensstemmelse med vores egne Meninger. Den Mand har et godt Judicium er det samme som: Den Mand er af samme Mening som jeg.

Klogskab.

Den Egenskab at kunne vise sig hvid udvortes, naar man er sort inden i.

Komediehus.

Et af de mange Drivhuse, hvor udenlandske Planter opelskes, og de indenlandske udryddes. Her kan Negeringen lade holde Lovtaler over sig selv, naar og saa ofte som den befaler og betaler. Skade, at disse Lovtaler ere Komedie!

Konge.

En Mand, der er san skikkelig at tage sig Skylden paa, for hvad hans Ministre gjøre. Det er ikke Ministrenes Skyld, naar det hænder sig, at en Konge ikke vil lade sig bruge af dem, saaledes som Tjenestefolk bruge en Kat i et Hus. Det har den forbandede Kat gjort, siger

* 559

Tjenestepigen, naar en Tallerken er slaaet i Stykker, eller et Stykke Steg blevet borte. Det er Hans Majestæts allernaadigste Vilje , siger Ministeren, naar han har udøvet sin Hævn imod den, han hader. Kongen og Katten ere som oftest lige uskyldige.

Kongens Brænde.

Et Slags Træ, hvoraf der behøves mere til at varme sig ved end af andet Brænde.

Kongens Tjeneste.

Er af en modsat Egenskab imod Kongens Brænde. I Kongens Tjeneste behøver man ikke at arbejde saa meget som i egen eller andres Tjeneste. Hvo, som ret forstaar at røgte Kongens Tjeneste, bærer sig saaledes ad: Om Morgenen staar han sildig op, rider eller kjører derpaa ud og kommer hjem til Middag; spiser, sover sin MiddagsSøvn, gaar paa Komedie eller i Selskab, kommer hjem og lægger sig. Hvert Kvartal modtager han sin Løn og kvitterer derfor. Kuns to Gange om Ugen indfinder han sig en Times Tid paa Kontoret; og til Løn for denne sin Iver i Kongens og Landets Tjeneste lader han sig hvert fjerde eller femte Aar give Forhøjelse i sin Rang eller i sin Gage. Ogsaa kan man lettere komme til Skade i Kongens end i anden Tjeneste. For Exempel: En Solospiller kan, som bekjendt, let fordærve sin Arm ved at anføre det kongelige Musik-Kor og bør paa denne Grund følgelig fritages derfor. Han kan derimod ikke fordærve sin Arm ved at føre an i et Par Klubber, imod god Betaling; altsaa bør det ogsaa være ham tilladt.

Kundskaber.

Egenskaber, hvormed man er udsat for at sulte ihjel, naar man ikke har Midler eller mægtige Beskyttere.

Lanterna magica.

Et vel bekjendt Legetøj, hvoraf der gives to Slags: private og publike. Med de første morer man Børn, med de sidste hele Nationer. De første kunne bruges af enhver; de sidste kuns af Ministre, diplomatiske Agenter og omflakkende Tyskere.

Lotteri.

Det mest ærefulde Spil for Stodderen; thi naar han spiller Lotteri, spiller han med Kongen. Dets 560 Grundpiller ere Frihed og Lighed; thi saa længe Stodderen spiller, er han den mægtigstes Lige; og naar han har spillet, bruger han sin Frihed at henge sig. Basset er et Slags Lotteri, der ikke maa spilles uden i Selskab med Kongen.

Lærdom.

Noget Skrimmel-Skrammel, der er til Byrde og til ingen Nytte.

Majestæt.

Et Skjærmbræt, bag hvilket Skjælmere drive deres Spil ustraffet.

Medynk.

Foragt.

Mennesker.

Regnepenge i Kongers eller Ministres Spillepartier.

Menneskekjærlighed.

En latterlig Svaghed; med mindre den er som Suwarows i Polen.

Ministre

, kaldtes i gamle Dage paa Latin amici regis. Hvor meget er ikke denne Bemærkelse forandret i de senere Tider! Hvor ofte ere de ikke Kongernes uforsonligste Fjender!

Misundelse.

Den Kunst at opdage Stormænds Fejl, og gjøre dem offentlig bekjendte.

Moderat.

Saaledes kaldes den, der altid forandrer Mening, saa at han stedse holder med det stærkeste Parti.

Motto.

Et lærd Krambod-Skilt, der averteres i Aviserne for at skaffe Flovheder Aftræk. Naar et Motto slet ikke passer sig paa et Skrifte Indhold, hvilket i det mindste indtræffer én Gang hver Maaned i Kjøbenhavn, da kaldes det rigtigere Matto.

Nar.

Enhver, der har en anden Mening end jeg.

Najade.

Var fordum en Ferskvands-Dame; nu er hun ophøjet til en Saltvands-Gudinde, uagtet alle de romerske Poeters Protester derimod; thi hvad betyder vel Protest af Poeter? At hun fører sig lige saa vel op i det salte, som i det ferske Vand, det paastaas af nogle, modsiges af andre. Non nostrum est tantas componere lites.

* 561
Nevtralitet.

Den Dyd at holde med begge Parter. Nevtral kalder man den, der paa én Gang vilde subskribere paaMedaille til Biskop Balle, og paa en ditto til Decanus Horrebow.

Nobelt:

paa Dansk adeligt; det er: alt, hvad en uadelig undser sig ved at gjøre, og som dog maa gjøres.

Officer.

En Embedsmand, der maa kunne bande og prygle. Kan han noget mere, skader det ikke. Dette Embede forbrydes sjælden ved at begaa smaa Uartigheder, men altid ved at faa fortjente Hug derfor.

Oekonomi.

Den Kunst at spare paa Skillingen og lade Daleren løbe. Oversættes ofte rettest ved Ødelæggelse. Om Oekonomi-Kollegium bør oversættes efter denne Regel, skal jeg ikke kunne sige. Det eller det Departement oekonomiserer godt , siger man, naar det lader sine Indretninger forfalde og udlaaner sit Overskud imod god Sikkerhed og lovlige Renter i Steden for at levere det tilbage til Statens almindelige Kasse eller at bruge det til sin Bestemmelse.

Opera.

En Ting, der er til Spilde, efter Ordsproget: Oleum et operam perdere. NB. Olien spilder man ikke, naar man bruger Tran; og da det er befundet, at Tranlqmper give et behageligt Mørke, og at Skuespil spilles bedst i Mørke, saa vinder baade Kunst og Kasse paa én Gang. Ved Lys af Tranlamper kan man vel vove at give en udenvelts Skuespillerinde nyt hvidt Atlask til Forstykker og skident Taft til Bagstykker i hendes Kjole. Se Oekonomi.

Oplysning.

De Lys, der brænder i Kirkerne ved Froprædiken. Hører med til den Hellig Aands Naadevirkninger. Al anden Oplysning er Mørkhedens Gjerning.

Ordenstegn.

Et politisk Varsko. Gaa af Vejen!

* 562

hedder det, naar man ser en Mand med Stjærne paa Brystet; thi saaledes skal man gjøre ved den Mand, som Kongen ærer. Gaa af Vejen ! hedder det, men sikkert af en langt anden Aarsag, naar man ser en Tyr med et Bræt for Panden; thi ellers vilde de Ord: han har faaet en Orden, ikke kunne oversættes paa Latin uden med det bekjendte: foenum habet in cornu.

Patrioter.

Kandidater til Munkholmen. Patriotisme: en Egenskab, der ikke leder til Lykke i disse Tider. Jo mindre patriotisk man er, jo mere er man velkommen ved Kur. Han er en Patriot, betyder paa Dansk: den Karl maa man kaste Rævekager for.

Patron.

Aristokratismens vældige Værn, enten samme nu findes i et Avdiensgemak eller i et Soldatergevær. Er ellers, ligesom Ordet Baron, kommet i uforskyldt Vanrygte: thi naar man siger: det er en smuk Patron, betyder Talemaaden omtrent det samme, som om man sagde: det er en Slyngel. Det paastaas, at man undertiden har erhvervet mægtige Patroner ved at begaa vægtige Skjælmsstykker.

Pension.

En Løn, som Staten giver Folk for at gjøre ingen Ting. Det indtræffer ikke saa sjældent, at Staten er lykkeligere ved den Løn, der gives Folk for at gjøre intet, end ved den, der gives for at gjøre noget. Deraf kommer det, at man holder for, at Pensionerne i en vel indrettet Stat altid bør langt overstige Lønningerne; og at Dannemark er en vel indrettet Stat, derom tvivler i det mindste Forfatteren aldeles ikke. Adelens fortrinlige Adkomst til Pensioner er uimodsigelig. Om et Dusin borgerlige Enker, der havde levet vel med deres Mænd, søgte hver om en Pension af 50 Rigsdaler, og en Adelsdame søgte om en Pension, paa Grund at hun ikke kunde forliges med sin Mand, men er skilt fra ham, saa er der, efter min Mening, ingen Tvivl om, at jo Adelsdamen bør have de

* 563

fulde 600 Rigsdaler, og de 12 borgerlige Enker et allernaadigst Afslag. Dog gives der ogsaa Tilfælde, hvor Borgeren kan blive lige med Adelen priviligeret. Om General Dumouriez søgte om en Pension i en monarkisk Stat, kunde vel hans Fortjenester berettige ham dertil, om han end er borgerlig af Fødsel, thi hans Handlinger have adlet ham. Er han af adelig Fødsel, bliver hans Rettighed dobbelt.

Periodisk.

Betyder i Almindelighed noget, der kommer igjen i en vis Tid og Orden; saasom: periodiske Sygdomme, periodiske Skrifter, periodiske Galskaber o. s. v. Men hvad der forstaas ved periodiske Medailler, som saa ofte anmeldes i Aviserne, véd Forfatteren ikke; hans Gisning er, at det er saadanne, der frembringes af et vist periodisk Raseri. At Medaillen til Biskop Balle maa være en periodisk Medaille, derom tvivler Forfatteren aldeles ikke. Man véd, at Betaling af Subsidiepenge er blot periodisk; og det er nok upaatvivleligt, at ovenmeldte Medaille ikke kan anses for ondet end for Subsidier, der ere betalte til Jesu Religions Stridsmand imod samme Religions svorne Fjender Jesus og Fornuften.

Poeter.

Gale Folk og Tiggere. Herfra undtages dog Hofpoeter og saadanne, som faa deres Vers betalte med Daaser og Ure; thi vare disse Folk ikke kloge, begik Fyrsterne Sottiser, ved at give dem Daaser og Ure; som skrevet staar:

- - - - - - Kan den vel kaldes vis,
der giver gale Folk og Børn sit Ur til Pris?

Point de Vue betyder hos en Jean de France de samme som Coup d'oeil hos en virkelig Franskmand. Bruges * 564 mest paa Titelblade. Paa samme Grund oversættes undertiden det hollandske Ord kuiper ved det franske gourmet, i Steden for tonnelier.

Politi.

Et fremmed Ord, der i det danske Sprog betyder slet intet I Spanien hedder en politimester Alealde. Heraf er dannet det spanske Ord Alcaldada, der i Sejournants Dictionnaire oversættes ved Ufolnuft, dumme Streger, eftersom saadant ideligen begaas af Alcalderne. Vi kunde behøve et saadant Ord i vores Sprog.

Præsident.

En Mand, som Kongen holder saa meget af, at han ikke kan føre det over sit Hjærte at nægte ham noget.

Privilegier.

Et Ord, der er sammensat af de to latinske Ord privantia legibus. Man finder allerede Spor hertil i det gamle Testamente. Naboth havde et Privilegium paa at holde Kro i Samaria. Achab fik Lyst til dette Privilegium og den skammelige Maade, hvorpaa han, som en mægtig Mand, erhvervede sig det, kan læses i første Kongernes Bogs 21de Kapitel. Af denne Historie er der, efter Sigende, skrevet en Tragedie, der skal være spillet paa et privat Theater nær ved Kjøbenhavn.

Professor.

En Lilje paa Marken, der spinder ikke, og dog klæder hans himmelske Fader ham. Hvad en Professor egentlig bør profitere, er det, at ingen maa profitere af ham, men han profitere af alle.

Præstekald.

En Sax til at klippe Faar med. Ligesom Ludvig den fjortende forærede sine Maitresser paa deres Fødselsdage en Del Ordenstegn til at uddele, saaledes skal ogsaa

* 565

de magthavende i visse Lande endnu kunne give sine Koner paa deres Fødselsdage et Antal Præstekald til at disponere over. Si credere fas est, non fas esset.

Publicitet.

Den mest fordømmelige Ting i Verden, da den hindrer den onde fra at gjøre alt det onde, han vilde gjøre. Ogsaa søger man at faa den generaliter prokureret bort.

Qvalitet.

En Plads i Rangforordningen. En Mand af Qvalitet kalder man den, hvis Rang forbyder ham at betale sin Skrædder.

Raad.

En Mand, der, som Kiels Fabritius siger, ikke kan raade sig selv. Men at en saadan Mand kan give Kongen og Staten gode Raad, derom tvivler ingen. Gode Raad ere ellers i Almindelighed Ting, som ingen skjøtter om, med mindre det er Kage.

Rang.

Et ufejlbarligt Kjendetegn paa Dyd og Fortjeneste.

Regering er alt det, som Collet ikke vil have henregnet dertil. Se Minerva for Oktober 1798.

Revolution. En Forbrydelse, som bestear deri, at en Nation gjør sig vred, naar Regentens Haandlangere efter at have flaaet Skjorterne af Folket begynder med at flænge paa Huderne. Regenten har Lov til at gjøre Revolution imod sit Folk, men Folket ikke imod Regenten.

Ridebanen.

Den Plads, hvor Adelen tager sin første Embeds-Examen.

Rigdom.

Den eneste Tilstand, hvori et Menneske er ret frisk. Se Fattigdom.

Roture kommer af det franske rôtir og betyder Folk, * 566 der bør steges og brændes for at skaffe Adelen et behageligt Tidsfordriv. I Cachlogallinien gik de ringere Fugle selv hen til de adeliges Kokke for at lade sig underdanigst sætte paa Spid og siden frembæres paa Deres Excellencers Taffeler.

Salig er blot den, der har gjort Testament til Kirker og Præster. Højsalig hedder ingen anden end den, der har hjulpet til at beskytte den augsburgske Konfession.

Sandhed.

Et meget forhadt og farligt Brug af sit Talent.

Satire betyder Vittighed, naar den gaar løs paa andre, men Ondskab, naar den træffer os selv.

Skjønhed.

Et Fruentimmer med manne Penge. Himmelsk Skjønhed er det samme som en underjordisk Skjønhed, eftersom Buggesen har dekreteret: at Himlen er ej mere over Jorden.

Skrøbelighed.

Vores egne eller de fornemmes Forbrydelser. Naar en mægtig Mand elsker lidt imod Lovenes Bydende, da begaar han en Skrøbelighed; naar en simpel Mand gjør det samme, da skal hans Hoved afhugges og sættes paa en Stage, saa at det kan skinne for alle Mennesker, medens den mægtiges Hoved sættes under en Skjæppe.

Skurker.

Fattig-Folk eller de, som vi have Klammeri med.

Solen.

En Ild, der sidder saa højt paa Himmelen, at jeg maa bruge Kunster for at brænde mine Fingre derved. Dette Himmellegeme er meget vigtigt for det kjøbenhavnske Brandvæsen. En Mand, der forstaar alle Ting, har opdaget, at Solen er Ild, og Ildebrand ligeledes Ild, at den sorte Farve mere absorberer Solens Straaler end den hvide, og at altsaa Brandfolkene ere bedre klædte i hvide end i sorte Klæder. Samme lærde Mand har, ved at se paa Solen igjennem et farvet Glas, ligeledes udfundet, at Brandfolkene bør have farvede Briller paa Næsen. Af disse Opdagelser ville meget berige Assurance-Kassen, derom kan ingen tvivle.

Souverain.

En, der maa danse efter andre Souverainers Pibe.

567
Spekulation:

deriveres ikke sjælden af det latinske in speculis esse, paa Dansk: at gjøre Skjælmsstykker. Naar jeg har Lov til paa én Gang at spekulere for mig selv og for Staten, saa er det en naturlig Følge, at de fordelagtige Spekulationer blive for min egen, og de ufordelagtige for Statens Regning, og saa god er Staten, at den ikke tager mig det ilde op, men endogsaa giver mig mere Ære derfor, end min Handling fortjener. At man imidlertid maa tage sig i Agt med Spekulationer, derom har allerede Claudianus advaret i sit Digt De bello Getico, hvor han siger:

Credite nunc omnes, quas dira Britannia gentes,
Quas Ister, quas Rhenus alit, pendere paratas
In speculis - - - - -

med mindre disse Vers skulde være en Spaadom om Frankrigs nuværende politiske Stilling.

Splendid. Se Ødeland.

Splendida miseria burde være Indskriften paa den danske Sølvmynt og vores Aktiebreve.

Sprøjter.

Maskiner, der følge bag efter Ilden i Steden for, at de burde gaa foran.

Staa op.

For Exempel: De er endnu ikke staaet op, betyder hos de fornemme: Man sidder endnu til Bords. Ellers maatte de høje Herrer hver Dag ligge indtil langt ud paa Aftenen.

Superb.

Hverdags-Gods, i Følge hvad en Tysker en Gang sagde: Sie wissen, dass was man in Deutschland mittelmässig nennt, das nennt man in Dänemark superb.

Synd kaldes det at være borte fra nogen Forlystelse, * 568 hvor ingen andre end Folk af Qvalitet kunne komme. Se Ovalitet.

Sørgeklæder.

En behagelig Dragt for Arvinger og unge Enker.

Titler.

Indbrændings-Mærker til god Græsgang.

Toldrullen.

Det mest antiroyalistiske Produkt, som de danske Presser endnu har frembragt; thi hverken har man deri ladet Kongen befale allernaadigst, eller fordre allerunderdanigst Lydighed.

Tragedie.

Betyder nu i en ordret Oversættelse af det Græske: sørgelige Bukkespring paa Theatret. Skuespilhuset eller Theatret betyder Geniets Ridebane.

Trone.

Et Møbel, som paa den danske Skueplads altid sættes i en Krog. Om Maskinmesteren er Profet eller Jakobiner, derom siger jeg kuns: non liquet.

Trykkeret er to Slags:

den ene kan bestaa med god Orden i Staten, den anden ikke. Den sidste er den, som Birckner og flere have skrevet om. Den første derimod er den mægtiges ustridige Ret til at trykke den svagere, som de nymodens Filosofer ville bortrane.

Tryllerinder.

Fruentimmer, der drive Handel med deres Yndigheder. NB. De maa ikke gaa med Kapper og Korsklæder paa.

Udfordring.

En galant Indbydelse til at faa enKaarde igjennem Livet eller til at ridse sig med en Knappenaal.

Uimodsigeligt Bevis.

En Ed, enten den saa er sand eller ikke. Kommer bare min Sag til Ed, saa har jeg vundet , siger Ordsproget.

Ulykke.

Naar man spilder Suppe paa en ny Kjole. Ubehagelighed kaldes det derimod, naar man mister et Barn, en Mand. eller en Kone. Dette kaldes ogsaa: hvad Verden giver. Jeg har prøvet, hvad Verden giver, sagde en Gang en Enke: Først mistede jeg min Mand, og fjorten

* 569

Dage derefter faldt der en Stabel Lægter om og slog mig tre fede Svin ihjel.

Tro Undersaat er enhver, der roser Regeringen, hvorledes den endog handler. Saa længe, som en Regering ikke despotiserer imod mit Individ, er jeg en tro Undersaat og elsker Regeringen. En tro Undersaat ser gjærne sin Konge og alt, hvad der hører til hans Familie, var det endog paa et Castrum doloris. En tro Undersaat abonnerer ikke gjærne Loge om Mandagen. En tro Undersaat bliver vred, naar man kalder ham Borger. En tro Undersaat slaar Vinduerne ind hos dem, der ikke illuminerer, hver Gang der fødes en Prins eller en Prinsesse, foruden tusende andre Kjendetegn paa tro Undersaatter. Foruden det, at Forfatteren heraf véd med sig selv, at han er en tro Undersaat, har han en vigtig Grund til at overbevise sig om, at han ogsaa paa vedkommende Steder anses derfor, thi han har mærket, at næsten alle de Personer, som han i de senere Tider har paataget sig at rekommandere, enten paa én eller anden ærefuld Maade ere blevne forfremmede. Forfatteren er Egoist nok til at glæde sig derover og egennyttig nok til at tro, at hans Klienter ville tænke paa ham, nu da de ere i deres Herlighed.

Ungdom.

Mandfolks Alder til femten og Fruentimmers til halvtredsindstyve Aar.

Velgjører.

Den Mand, som jeg især bør fornærme og foragte.

Visdom.

Den Kunst, at gjøre Daarlighed dertil.

Vittighed.

Den Kunst, at gjøre hvidt til sort og sort til hvidt.

Volubilitet.

Skjønheden i et Fruentimmers Tale.

Værdig.

Det samme som vægtig. En værdig Mand er den, der vejer meget, enten formedelst sin Dumhed og dertil hørende svære Krop eller formedelst sine Penge, sin Rang eller sin Indflydelse hos de vældige paa Jorden. Værdig er altid subordineret under vældig.

* 570

Ydmyg kaldes den Mand, der ligger paa Knæ, imedens han bliver flaaet.

Zelot er den, der ikke attraar anden Ære end den, at vende Steg for Guds Æres Skyld.

Zions Vægtere ere deri forskjellige fra Stadens Vægtere, at disse maa ikke tage Penge for at lade Syndere slippe fri for Straf, hvilket derimod er et af hines skjønneste Privilegier. Lovene favorisere ikke de sidste saa meget som de første.

Ære 1) hos Kavalerer, bestaar i at betale, hvad man bliver skyldig i Spil, forfore sin Vens Kone, Datter, eller Søster og derefter give, ja vel endog fordre, Satisfaktion. 2) Hos Damer er det en saadan Følelse, der tillader dem at tage deres Kuske i Sengen, men forbyder dem at tage deres Kammerpige til Bordet. En Mand af Ære kaldes undertiden den, der har netop saa megen Ære, at han ikke er aldeles æreløs. En vis norsk Officer kaldtes én Gang en Mand af Ære.

Æreport.

En Bygning, der bygges af Undersaatterne til Ære for deres Regent, paa det at han igjen skal tænke paa Entreprenørerne med lidt Ære. Undertiden lader Regenten selv den bygge til Ære for sig selv og til Skade for Statens Kasse. Jeg véd ikke, om det var i det gamle Frankrig, hvor et vist Kollegium, der med Ære havde hjulpet til at dilavidere Statens Finantser, en Gang i Anledning af en vis Højtidelighed lod bygge en Æreport til Ære for Kongen, der saa længe havde taalt deres Røverier. Man satte, eller burde dog have sat, derpaa denne sande Indskrift: Quid Domini facient audent cum talia fures?

Æsthetisk skjøn kaldes en Forordning, hvis Indledning handler om Frihed, og Texten om Lænker. Skjøn som * 571 Kunstværk kaldes en Medaille med en Vugge eller en stor Paryk paa. Ligeledes en Kolonnade-Bygning i en smal Gade.

Ødeland kaldes den, der laaner en arbejdsom Mand Penge uden Pant. Den derimod, der paa en sin Maade lader en fornem Herre eller Dame vinde store Summer fra sig i Spil, kaldes splendid.

Viser og Vers.
574
575

Den pæne Mand.

Omsider kom han, den pæne Mand,
fra Kjøbenhavn med en Hob Attester,
med nye Moder, broderte Vester,
med Komplimenter og lidt Forstand.

Han læste Loven, den pæne Mand,
og tog Examen, det kan jeg svære,
saa Professorerne maatte ære
hans Faders Penge, ej hans Forstand.

Han sagde tit, denne pæne Mand,
til Morren: "Schaff Geld, Madame,
hvis ikke, Fanden skal Jer annamme,"
saa rent fløjten var hans Forstand.

Til Holland rejser den pæne Mand,
at Ærlighed paa Hollandsk lære
og gjøre saa sin Fader Ære,
i Fald han der faar lidt mer Forstand.

* 576

Men, om det sker, at den pæne Mand
ej mere Vid kan faa i Panden,
da vil jeg sværge paa, at Fanden
har rent rejst af med al hans Forstand,

Nu lykkelig Rejse, du pæne Mand!
og dør du, jeg din Gravskrift skriver,
hvis Indhold korteligen bliver:
"Han døde ej af for stor Forstand" .

Impromptu.

Filosofiens Skaal! God Taar!
Hver sit Glas maa tømme.
Værten tomme Flasker faar;
deraf kan han dømme,
om ej, trods den vise, vi
Vacuum har funden.
Hurra! vor Filosofi
laa paa Flaskebunden.

Almindelig Folkesang
for hele Kjøbeuhavn i Anledning af
Kronprinsesse Maria Sophie Fridericas
højtidelige Indtog.

Rundt om os høres Jubellyd,
rundt om os Glædens Ild skal brænde,
vi dele Kongehusets Fryd

* * 577

og Bøn for det til Himlen sende.
O glade Dag! os evig kjær,
vi hilse dig: Velkommen her.

Prins, da du kom fra vundet Slag,
da ligned Folkets Fryd en Torden;
men Glæden, som du ser i Dag,
blid spredes over hele Norden.
Nu dobbelt stor og dobbelt kjær,
vi hilse dig: Velkommen her.

Maria, se, vi stimle til,
dit Ansigts blide Træk at skue;
vi dèr vor Skæbne læse vil;
læs din i vore Hjærters Lue!
Som Friderik du er os kjær,
vi hilse dig: Velkommen her!

Selkrabs-Sang.
Den 25de September 1790.

Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
om Transparenter og Danserens Gang.
Dekorationer og Porte man maler,
synger, hvad elleve Muser besang.

578

Alle begloede,
faa kun forstode
Digterens Fingal og Frode.

Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne.

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;
og, som en Skomager nylig har sagt,
ene de van'er og von'er og de'er
holder Fortuna og Plutus i Agt.
Har vi ej meget,
er det vor eget,
som ej fra Staten er sveget.

Her man despotiske Satser ej lærer;
Lighed blandt Mennesker drive vi paa;
og ej, som Jydernes Proprietærer,
ønske os Slaver og Bønder at flaa.
Selv vi os føde;
Agerens Grøde
vi ej som Dosmere øde.

Stormanden svirer og glemmer den arme,
kan ham med kold Ligegyldighed se.

579

Vi ere Smaafolk og føle med Varme,
midt under Sviren, Elendigheds Ve.
Hungriges Mave
fordrer en Gave;
giver! og Tak skal I have.
Selskabets Skaal!

Sang indsendt fra Jagten
til
Gammel Kjøgegaard d. 22 Oktober 1790.

Mel.: Før Noahs Tid var Adams Børn kun Tosser.

Der var en Mand i Verdens unge Dage,
nu er han længe siden død,
han skal paa Jagt ej have haft sin Mage,
han Svalerne i Flugten skød.
At være tro i Ord og Drik
var ogsaa salig Nimrods Skik.

Men det, som er langt mer end Svaler træffe,
han Piger selv i Flugten traf.
De hørte glad Hr. Nimrods Hunde bjæffe;
og naar hans Bøsse sagde Paf!
skjønt Piger ere vilde Dyr,
dog traf han dem, den raske Fyr.

Vi Nimrods Bom vor Faders Skik vil følge,
vil jage, elske, drikke, le.
Lad rase Storm og Havets sorte Bølge!
vi trodse Hagl og Sne,
thi smukke Piger, Krud og Vin
er alle Sorgers Medicin.

580

En Jæger har Respekt blandt smukke Piger;
spørg kun vor Brud, den lille Glut!
hun nægter ej; thi véd I, hvad man siger?
at selv hun blev paa Jagten skudt.
Saa, Nimrods Børn! saa skjænker i:
en Skaal for Bruden drikke vi.

Vor Brudgom er, vi véd, en vældig Jæger,
og at han elsker, se vi her;
er tro i Ord og trofast ved sit Bæger;
faa duer kun ved det Gevær.
Det, Brødre! koster en Pokal!
vor Brudgoms Skaal vi drikke skal.

Til Hr. Kiegels paa hans Bryllupsdag.
(1790).

At den, som altid Sandhed siger,
som er for stolt til Løgn og Smiger,
ej gjør den halve Verden vred;
at Slyngler - Himlen dem forlade! -
til Gravens Bred ham ikke hade -
og hævne ej paa femte Led
hver Synd mod deres Hellighed -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

At man ej der faar Visdom høre,
hvor man har kuns et Trin at gjøre
fra Faldehat til Doktorhat;
at man, naar vældige Patroner
og Vind og Kielske Promotioner

* 581

paa en defekt har Hoved sat,
tør sige Kis til Mandens Kat -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

At de, som Stotene Fejl oplede,
ej Psevdopatrioter hedde,
der kan behøve Nysekrud;
at den, hvis Frækhed vover sige:
en Adelsmand er Bondens Lige,
ej synder mod det andet Bud
og for Oprører skjældes ud -
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

Om Gustafs Flaade sig vil øve,
og danske Sømænds Kjækhed prøve,
den meget slet fra Legen kom;
thi der, hvor Fanden daglig galer,
staar en og tyve Admiraler,
som lystig den vil tumle om;
og om den slet fra Legen kom,
var det da Underværker?
saa fejler alle Julemærker.

Naar man i Danerkongens Riger
sig hæs paa Regnskab, Regnskab skriger,
man skriger sig kuns hæsere;
thi da den Sag saa sammenvæves,
som om det af Monarken kræves,
og ej af Statens Tjenere,
man ej en Tøddel faar at se.
Er dette Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

582

Naar man - dog Sangen bør faa Ende,
og sig til dig, Hr. Brudgom! vende
med ærligt Ønske for dit Vel.
Du ved, jo mer man Geden hader,
jo mindre Fedmen den forlader*),
lad Ondskab harme sig ihjel!
Den gode glædes ved dit Held.
Og er det Underværker,
saa fejler alle Julemærker.

Vise.
(1791.)

Verden af Krig og af Fejde er fuld;
man slaas med Sværd, med Pen og med Næver;
gjærne man render sin Næste omkuld;
paa hans Ruin man gjærne sig hæver.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Rusland paa Tyrkerne hamrer saa kjæk,
vil af Evropa rent dem forjage;
jog man end Mahomets Dyrkere væk,
blev der dog nok af Tyrker tilbage.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

* * 583

Aristokraterne bander og svær:
de skal i Frankrig snart vinde Sejer;
male med Pennen en gyselig Hær,
Schirach i Altona Tropper dem lejer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Midt udi Briternes Hovedstad er
Akademi for Slagsmaal med Næver;
mangen en herlig Professor er der;
Kunsten ej Hoved synderlig kræver.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Briten har endnu en egen Maner -
(immer med Vid han andre fournerer)
naar han en truende Nabomagt ser,
sparer han Krud og slaas med Kurerer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers,

Slagsbrødre sender os Tysken her ind,
nu til Soldater, nu Professorer;
stundum han ærgrer os hæslig med Vind,
stundum han og med Dumheder morer.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

Ogsaa i Danemark kives man tæt;
Kiv man, som Mad, kan sjælden undvære.
Og denne Sætning fordøjes ej let:
Bønder ej Fæ, men Mennesker ere.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
løjerligt er det, som Lüttichaus Vers.

584

Her ved vort Bord gaar det fredeligt til;
Ufred hos Vinen skikker sig ikke;
for at den Djævel ej skal faa sit Spil,
Damernes Skaal vi klinke og drikke.
Enten man ta'er det paa langs eller tværs,
klogere er det, end Lüttichaus Vers.

Vise for Oktober 1791

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Tov.

Henslængt i Krogen min Harpe staar,
jeg véd ej selv, hvad jeg tør besjunge;
paa Hykleri jeg mig ej forstaar,
og Sandhed flyder der fra min Tunge.
Selv Uselheden med Sang husvale
og højt for Armod til Brødre tale
jeg vover ej.

Om Ordner synger jeg ej saa let,
jeg sang en Gang, men fik Skam til Takke.
Og dog er Orden alene det,
hvorom man vil en Skribent maa snakke.
En Autor, som ej Eloger maler,
halvandet Hundrede blanke Daler
fortjener surt.

Jeg frygter ogsaa for Holmens Magt,
der hersker Orden i alle Kroge,
og den Skribent, som har andet sagt,
kan ikke regnes iblandt de kloge.

* 585

Men Verdens Klogskab jeg stolt foragter,
og ler ad Hyklerens dumme Fagter;
det er min Lov.

Og bange er jeg for Klammeri;
især paa Gaden det klæder ilde,
og ræsonnere med Politi,
er kun sin Tid og Raison at spilde.
Men Gud ske Lov, at Skribenter-Truppen
er fra Geniets Gehenna sluppen
paa Gammel-Torv.

Jeg takker ham, der har Orden skabt,
hvor før var Mangler par excellence,
at Publikum nu al Tvivl har tabt
om Skarns og Tyves Non-existence.
Men naar paa Gaden jeg Forbud læser
mod Gedebukke, som gjør Fadæser,
saa gyser jeg.

At synge højt Lafayettes Lov
jeg ej af Frygt for Olympen vover;
thi om end ogsaa Fru Juno sov,
saa véd jeg, Ternen dog aldrig sover.
At hun og Schirachs Papirs-Soldater
ej tugted Galliens Demokrater
er dog en Skam.

Med Tyskland maatte jeg slutte Fred,
den sig med Holland associerte;
* 586 og om jeg blev med min Fejde ved,
man mig da chymice destillerte.
At slaas med Præster og Bosniaker,
Matroser, Kællinger, Kakelakker
er ingen Spøg.

Selv Vin og Venskab og munter Sang,
og glade Cirkler og Venners Møde,
man næsten holder for contraband,
for farlig Friheds og Oprørs Fode.
Ve den, der altid om Fare drømmer!
Som jeg fornøjet han aldrig tømmer
sit fulde Glas.

Vise den 31. Januar 1792.
(I Anledning af Kongens Fødselsdag d. 29. Januar).

Mel.: En Time før Middag Madammen opstaar

Hvor glide ved Søvnen de Dage saa let,
de Nætter ved Svir og ved Gilde!
man danser og spiller og vaager sig træt,
man drikker og spiser sig mere end mæt
og siden befinder sig ilde.
Og naar vi faar Sygdommen jaget paa Dør,
vi leve som før.

Saa mangen i Galadragt lader sig se,
som hjemme har intet at spise.
Man søger Koncerter og stivt Assemblé,
Komedier, Opera, stor Balparé,
thi alle Steds maa man sig vise.
Hvad siger det, har man ej Dug paa sit Bord,
naar kuns man er stor?

587

Og tusendes Fryd er i Stormandens Gunst,
en Fryd, som til endes med Taarer;
at krybe og smigre er al deres Kunst;
de gjør sig til Narre, og oftest omsonst,
og Legio hedde de Daarer.
Hvad hjælper slig ydmyg Kredensen dig vel?
du bliver en Træl.

O, ser dog, I store! vor buntede Rad,
hvor glade vi le til jer Naade!
vi søbe ej gjærne af vældiges Fad
og bruge ej Piller bag efter vor Mad,
og svire vi, sker det med Maade.
Men ærligt og hjærtement er vores Skraal:
Kong Christians Skaal.

Pyrenæer-Marsch.
(Fri Oversættelse.)

Hvi sove Frankrigs Helte hen?
Vil de ej flere Lavrbær plukke?
Saa ere vi ej længer Mænd?
Saa vandt vi os kun Baand igjen,
kun Herrer og den Ret at sukke?
Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Skal denne Horde da saa fræk,
de fejge Slaver af Barbarer,
os fra vor Hæder drive væk,
indgyde Friheds Helte Skræk
og jage Løverne som Harer?
588 Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Forsamles alle som en Mand!
vi sværge højt at Sejer vinde!
at rense vores frie Land
fra Despotismens Mord og Brand
og os ej mer at lade binde!
Før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Hør Helten hisset sejerrig,
hvis sidste Blod for Frihed flyder:
O kjære Land! græd ej for mig!
jeg svoret har at hævne dig!
og før den dyre Ed jeg bryder,
før skal jeg dø! langt hellere dø!
o Død! jeg dig paakalder!
o min Lod er saa skjøn! for mit Fødeland jeg falder.

Og højt opflamme du vort Mod,
du ædle Frihed! Frankrigs Ære!
dig ofre vi hver Draabe Blod!
og før vi ved en Trones Fod
paa ny skal Slavelænken bære,
før skal vi dø! langt hellere dø!
o Død! vi dig paakalde!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at falde!

Jeg ser den skjønne Dag imod,
da, Lighed, du skal triumfere!
da den er ædel, som er god,
da Ende blier paa Mord og Blod,
og Despotismen er ej mere!
589 da skal vor Fryd til Skyerne naa!
da blier det Lyst at leve!
o den Lod er saa skjøn for sit Fødeland at leve!

Vise
1792.

Bort med Sus og med Dus,
bort med Fuldskab og Rus!
uordentlig Glæde forstyrrer vort Hus;
altid gladest jeg sad
i den buntede Rad
og saa' hver Pige glad.
Glas og Sang, Kling Klang!

Hvad er en Klub, som af Mandfolk bestaar?
hvad, uden Solen, er Sommer og Vaar?
vi, som samledes her,
have Damerne kjær,
for Kjønnet Ære bær'.
Glas og Sang, Kling Klang!

Ubehøvlede Knub!
hvor du burde faa Skrup,
du, som først opfandt denne Mandfolke-Klub!
Saadan tyrkisk en Vis
var ej i Paradis,
hvor Kjønnet var i Pris.
Glas og Sang, Kling Klang!

Naturen Kjønnet den Yndighed gav,
at deres Ansigt opliver hvert Lav,
590 og i Selskab med dem
smager Vin angenem,
og Sang har Fynd og Klem
Glas og Sang, Kling Klang!

Klubben tømmer vor Pung,
og om Konen er ung,
saa falder jo Tiden der hjemme saa tung;
hvad om hun gjør Forsøg
og alene for Spøg
ta'er eller gi'er Besøg?
Glas og Sang, Kling Klang!

Piger og Koner og store og smaa
bør være Klubben, om den skal bestaa.
Skaal for Fa'er og for Mo'er!
Skaal for Søster og Bro'er!
for Kjønnet ved vort Bord.
Glas og Sang, Kling Klang!

Vise i Anledning af den W. Januar 1793.
(Kronprinsens Fødselsdag).

Mel: En Time før Middag.

Kom, Nabo! se, her staar jo Vin paa vort Bord,
thi vil vi ej glemme at drikke;
saa mangen en Skaal paa den syndige Jord
maa tommes, som smager os ikke,
Hvi skal vi da sidde og glo paa vor Vin
som paa Medicin?

Hvo véd vel, hvor længe vi Druesaft har?
den voxer jo ikke her hjemme;
591 den Franskmand er sikkert ej saadan en Nar,
at Vinen til Fjenderne gjemme,
thi naar de Soldater faar aabnet et Spuns,
de drikke til Bunds.

Nu nylig Spanjolerne truede nok
til Gallien Vejen at tage
og gjæste Bordeaux og dèr drikke Medoc,
indtil der blev intet tilbage.
Og Tyskerne pralte at tære saa kjæk
Champagneren væk.

Vi fik vel af Truslerne lidet at se
os selv og de Franske til Baade;
men hvad der herefter mod Vaaren kan ske,
er endnu saa mørkt som en Gaade,
helst naar de den tørstige Engelskmand faar
at sige: God Taar!

O ve! om de samtlige komme der hen
og Sejeren plat skulle vinde!
da drikke de Franskmænd, saa intet igjen
der bliver til Ven eller Fjende.
Og bød vi saa reneste Guld eller Sølv,
saa faa vi kuns Øl.

Men tænker uu ej paa, hvor bittert det er,
om Gallien kommer i Klemme!
og drikker, imens vi har Druesaft her,
en Skaal, som vi ikke bør glemme.
Thi skjænker, I Venner! det fuldeste Maal
til Frideriks Skaal.

592

Vise i Anledning af den 29 Januar 1793.

Mel.: Held og Ære, Magt og Sejer.

Fred med Kongerne paa Jorden,
naar de gaa med Visdom frem!
Hade de først Lys og Orden,
ingen Ting kan redde dem.
Daaren efter Højhed tørste!
Held den Mand, der ej er Fyrste!
Held den Mand, som Borger er!

Ludvig inden Temples Mure
føler nu, hvad andre led,
naar han fordum Fangebure
skabte for Uskyldighed.
Ak! hans Kone, Brødre, Tanter,
Adel, Præster, Sykofanter,
falske Venner styrted ham.

Britens Konge Lyset frygter,
ynder Mørkhed i sit Land;
tror, at Politikens Lygter
Sandheds Sol fordunkle kan.
Ak, hvor Pitts og Burk's Maximer
med Fornuften ilde rimer!
tro dem ej! de styrte dig.

Frantz og Fridrich Wilhelm tænke,
den er svag, som kuns er fri;
Adels-Despotismens Lænke
vil de smedde Frankrig i.
Ser jer om! paa alle Kanter
Jordens Afskum, Emigranter
lægge Snarer for jer Fod.

Ædle Stanislaus sukker
ubønhørt til Lysets Gud,

* 593

medens væbnet Venskab slukker
hver en Gnist af Lyset ud.
Konge er du uden Lige;
selv naar man har delt dit Rige,
stor du er som Menneske!

Hist, hvor Solen sparsomt troner,
højt hen op mod mørke Nord,
hersker over Millioner
hun, som Verden kalder stor.
O! selv den, som Feltskag taber,
naar han Lys i Mørket skaber,
ærer Jorden som en Gud.

Du, som Gustafs Trone pryder,
lede skal et oplyst Folk!
stræb at øve Konge-Dyder!
elsk hver Sandheds kjække Tolk!
lad dig af Exempler lære:
Friheds Hegn gjør Fyrstens Ære,
Despotismen Fyrstens Grav.

Danerkongen ædelt tænker,
han Fornuftens Stemme lød:
Tankens, Bondens, Negrens Lænker
han med ædel Kjækhed brød.
Dette Tvillingrigets Sønner
med Erkjendtlighed paaskjønner.
Længe leve Christian!

Vise paa den bedste Faders Fødseldag,
den 29. August 1793.

Hvad er skjønt som Faders Navn,
der med Faders Aand forenes?

* 594

Ofte ved at virke Gavn
dette Hædersnavn fortjenes.
Alt som Skæbnen det tillader,
én er Fader for sin Ven,
én for Riger, én igjen
Enkers, faderløses Fader.

Tit af skjændigt Hykleri
man det ædle Navn misbruger
til den Mand, hvis Tyranni
Staters Blod og Fedme suger,
som sit Folk paa Halsen træder,
tærer Marven af sit Land;
mon man Fader kalde kan
den, der sine Børn opæder?

Rosen paa den godes Grav
af erkjendtlig Taare vandes,
medens Frygt den onde gav
tit et Marmor, som forbandes.
O, hvor fælt er Gravens Gjemme,
naar man Dyden Fjendskab so'r!
Men den gode Fader bor
i sin Grav, som var han hjemme.

Fader! du vort Selskabs Fryd!
evig dine Børn dig signe;
du har ledet os til Dyd,
gid vi dig i Dyder ligne!
Naar du en Gang os forlader,
dit Exempel savne vi;
derfor, Søstre! stemmer i:
Leve vores gode Fader!

595

Vise,
bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat.

Det var i hine fordums Dage
saa let at bære Kongenavn;
man lod sig Verden herlig smage
og tænkte ej paa Folkets Gavn.
Saa snart en kronet Røver bød,
strax Slaveblod i Strømme flød.

Et Lys er tændt, som Verden lærer,
at Folket er ej Slagtefaar;
at den, som over det regerer,
ej ene Gud til Ansvar staar.
I Konger! I, som føle det,
o, siger: Er en Krone let?

Blandt Kongers Tal mit Navn staar skrevet;
held mig! jeg bar kuns Navn og Baand;
Gud véd, hvordan jeg havde blevet
med Kongemagten i min Haand.
Held den, hvis Konge-Værdighed
ej grundet er paa Blod og Sved!

Gid danske Konger saa regere
og sørge saa for Folkets Gavn,
at Kongenavn kan stedse være
et stort og et ærværdigt Navn!
Da Tronen skal urokket staa,
og vores Selskab ej forgaa.

596

Drikkevise.

Har jeg kuns en lumpen Daler,
Notabene, som er min,
nogle Flasker og Pokaler,
Notabene, fyldt med Vin,
er jeg hjærteglad og blid,
Notabene, for en Tid.

Har min Daler faaet i Lommen,
Notabene, faaet sin Rest;
er fra Barfreds Flasken kommen,
Notabene, med Protest;
den, som da fornøjer sig,
Notabene, er ej mig.

Kysser jeg en andens Pige,
Notabene, som er smuk;
vil min Skrædder fra mig vige,
Notabene, for et Buk,
er jeg hjærteglad og blid,
Notabene, for en Tid.

Er min Donna rig som Fanden,
Notabene, rig paa Aar,
hører jeg min Skrædders Banden,
Notabene, indenfor,
den, som da fornøjer sig.
Notabene, er ej mig.

Glæden bor hos Vin og Piger,
Notabene, meget tit,
uden Penge Verden siger,
Notabene, saare lidt.
Disse tre min Glæde gjør,
Notabene, til jeg dør.

597

Marseillanernes Marsch.
(Fri Oversættelse.)

Op! I brave Marseillaner!
op at kæmpe, hver Galliens Mand!
Tyranniets det blodige Banner
:,: vajer over vort Fædreneland:,:
Hører I Knaldet af Fjendens Kanoner?
Hører I ej, hvor hon brøler Harm?
Snart myrder han i eders Barm
eders Børn, eders Fædre og Koner.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted, af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Hvad vil disse Horder af Slaver,
disse Bander af kronede Mænd?
Sig, for hvem man vel Lænken tillaver,
:,: til hvis Hænder man smeddede den?:,:
Franske! højmodige Franske! for eder;
atter I skal udi Aaget gaa,
os Franske tør man tænke paa
at paaliste de forrige Kjæder.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

598

Skal da disse fremmede Harer
skrive Love i Løvernes Hjem?
Skulle vel hine lejede Skarer
:,: gaa med Sejer i Gallien frem?:,:
Skulle vi bære paa taalige Nakke
Lænker paalagte af Slavehaand,
og for de haarde, tunge Baand
tvinges hine Despoter at takke?
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Skjælver! I, jert Fødelands Fjender!
Skjælve, frygte hver fremmed Tyran!
Vores Mod I dog ej overvinder,
:,: snart skal strande jer Helvedes Plan:,:
Alt er Soldat, naar det Friheden gjælder;
falder endog vore unge Mænd,
af Jorden vox e nye igjen,
som med Kjækhed Tyrannerne fælder.
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Saa til Felts mod Aristokrater!
franske Helte! nu gjælder det paa,
599 skaaner dog hine usle Soldater,
:,: som man prygler til mod jer at staa:,:
Men hine blodige, grumme Neroner -
men de Uhyrer, som en Bouillé,
der kold sit Fødeland kan se tændt i Brand af Despoters Kanoner! -
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

Fødelandets Kjærlighed lære
vore Krigere Kjækhed i Krig!
Frihed! elskede Frihed! du være
:,: deres Hjælper, som fægte for dig:,:
Frihed, din mandige Stemme fremkalde
Sejerens Sværd over Fjenderne!
o, gid de rasende maa se
din Triumf og vor Ære og falde!
Til Vaaben, i Gevær!
til Vaaben en og hver!
Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
maa strømme for jer Fod.

Kor:

Af Sted! af Sted! de Voldsmænds Blod
skal strømme for vor Fod.

600

Vise.
(1794.)

Mel.: Fred med Kongerne paa Jorden.

De, der lege, danse, drikke,
bør jo nyde Rolighed;
disse Folk forstyrrer ikke
Kongers eller Staters Fred!
Selv hvad Vending Legen tager,
man med rette altid jager
de ubudne Gjæster bort.

Ofte gives der Patroner,
som af ingen Love véd,
som med Titler og Kanoner
trodse Velanstændighed.
Hvo i fremmed Leg sig blander,
hvad om de fik braadne Pander?
var det ikke vel fortjent?

Frankrig med den brudte Lænke
legte stundum gyseligt;
strax Evropas Fyrster tænke:
"Lege med er vores Pligt."
Store Riger vil de vinde,
men for sildig skal de finde,
at det var kuns Tab, de vandt.

Wiens og Berlins Monarker
sagde: Vi maa lege med;
Krigens gamle Patriarker
jage de nu flux af Sted.
Men de fandt ej Rosbachs Harer;
Wurmsers Flugt og Brunsvigs Farer
lærte dem en anden Leg.

601

Briten, som vil ene raade
over Havets vaade Skjød,
ruster ud en Kjøbmands-Flaade,
som med Guld Toulon beskød.
Ak, at han ej Guldet sparte!
Slet han vandt og slet forsvarte;
leve de, der tog Toulon!

Frankrig! Jordens Læremester!
vis dig i din Prøve kjæk!
Jag kuns de ubudne Gjæster
fra din Leg for Frihed væk!
Søg saa Enighed og Orden!
lev i Fred med hele Jorden!
og dit Navn bli'er evigt stort.

Leve hver, som ædelt tænker!
Leve Velanstændighed!
Leve hver, som hader Lænker!
Leve hver, som elsker Fred!
Leve Kongerne paa Jorden,
naar de ynde Lys og Orden!
Leve Christian og hans Søn!

Vise den 2. Juni 1794.

Mel.: Nu bort med alskens Politik.

Vor Klub er dog en herlig Sag,
her sidder man i Vennelag
og rundt omkring det brede Bord
kan tale frie Ord.
Men er her en Spion iblandt,
der med sin Sladder, Løgn og sandt,
befører nogen ærlig Mand,
forbandet være han!

602

Naar vi er Dagens Arbejd kvit,
vi samles her og tale frit,
dog altid udi Sandheds Spejl
vi skue Statens Fejl.
Vor Ros er ren, vor Daddel fri,
og aldrig, aldrig synge vi,
naar Excellencen stjal og sov,
til Excellencens Lov.

Den sande Lighed hersker her,
og alle er vi lige nær
til fedest Kjød og finest Brød,
men ingen dertil fød.
Foragt med den, der tænker sig
at være mere adelig,
om han saa stammer fra Per Thott,
end nogen Sansculot!

Uskyldig er vor Politik;
vi glæde os, naar vel det gik,
og ønske, at den gode Sag
ej fare maa i Mag.
Men om vi stundum bande Pitt
og rose Robespierre lidt,
staar Statens Ro dog ej paa Spil,
nej, der skal mere til.

King George han skiller høje Spil;
en Satan fik ham nylig til
at rive Folkets Klubber ned,
sig selv til stor Fortræd.
Han tror ej, Briten mukke tør,
hvor gal han endog Sagen gjør;
tror I, godt Folk! slig Politik
kan længe holde Stik?

* 603

I Fyrster paa den hele Jord!
o! tror ej slig en Niddings Ord,
som dèr, hvor Folk forsamler sig,
ser Spor til Borgerkrig!
Om Krig at drømme midt i Fred,
det røber ond Samvittighed;
og frygter I for Mytteri,
er snart jer Magt forbi.

Dog bort med slige Billeder!
de kuns forstyrre Glæden her;
ved Vin at lokke Griller frem,
fy! den Idé var slem!
Saa bort med alskens Politik!
og lad os passe vores Drik!
det har vor fælles Ven jo sagt;
Skaal! Klubben staa ved Magt!

Vise den 14. Juni 1794.

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Top.

De Franske er en vanartet Slægt,
de rent har glemt deres Levemaade;
Gud tage os i sin Varetægt,
at deres Moder ej her skal raade!

* 604

Naar fordums Hæder,
de gode Sæder,
man under Fødder forvevent træder,
saa gaar det galt.

Retfærdighed, der bør være blind
mod smukke Damer og store Herrer,
gaar der med Øjne foruden Bind,
i Flæng hun store og smaa fortærer;
hun Guld ej vejer,
for ingen nejer,
om end han lovligste Adkomst ejer
til syndig Daad.

De Baand og Titler, hvorved man før
Forstand og Dyder erhverve kunde,
dem jog den gale Nation paa Dør,
med dem gik Dyd og Forstand til Grunde.
Alt godt aflives,
alt klogt fordrives,
og Idioter alene trives,
foruden Rang.

Om Rettigheder og andet sligt
sau megen Løgn de os vil indbilde;
vi véd, at Mennesket har en Pligt,
hvorfra han aldrig sig maa forvilde:
den er at bukke
og aldrig mukke,
men derimod at i Løndom sukke,
det er hans Ret.

Saa kommer, Venner! enhver, som vil,
afsværger Frankrigs fordømte Lære!
Sligt Offer maa i det mindste til,
om Vælden eder skal naadig være.
605 Jeg sikkert tænker,
det ingen krænker,
om Sandhed han og Fornuft bortskjænker
for Guders Smil.

Dog foreslaar jeg, godt Folk! en Skaal
at drikke baade af Demokrater,
og selv af dem, der sig sno som Aal,
det er at sige Aristokrater:
For dig, min Pige!
skal Ønsket stige
til Himlen højt, naar vi ærligt sige:
bliv lykkelig!

Min politiske Omvendelse.
Hymne til "Folkevennen".

Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Tov.

Jeg skrev saa tit med vanhellig Pen,
min ringe Gejst var i Satans Eje;
Tak ske dig, ærede Folkeven,
der mig omvendte fra Syndens Veje!
At jeg begynder
at angre Synder,
det til din Ære jeg højt forkynder.
Held vorde dig!

At den er skyldig i Mytteri,
som denne Sandhed i Tvivl tør drage,
at Folk er Kongers Hollænderi,
hvis Ost og Smør de har Lov at tage,
og som desuden
maa ligne Studen,
naar en Forpagter faar Lyst til Huden,
det véd jeg nu.

* 606

At Frihed er et forbandet Ord,
som Herren skabte udi sin Vrede,
blot for at straffe den gale Jord
og Verdens Undergang at berede,
at Skraal mod Lænker
den Ret forkrænker,
som Gud paa Vuggen Monarken skjænker,
er soleklart.

At den er altid med Visdom fød,
der sexten Aner og flere tæller;
for ham er det kuns et Smørrebrød,
hvorved den støvede lærde træller;
at Dyd og Ære
vil ene være
hos dem, der Skjolde og Hjælme bære,
er nu min Tro.

At den Nation, jeg ej nævne tør,
skjønt den behandler os, som den lyster,
har al den Frihed, man have bør,
saa den med rette sig deraf bryster;
at, skjønt vi sukke,
vi ej tør mukke,
men dybt for den os i Støvet bukke,
er sandt og vist.

Du har bevist, imodtag min Tak,
at Frankrig er kuns en Øglerede;
at det fordømte rebelske Pak
bør føle Kongernes grumme Vrede;
at Blod i Strømme
bør oversvømme
det Land, som vovede frækt at dømme
sin Suveræn.

607

Du lærte mig, at i Krigens Tid
kun Landets Børn bør for Landet stride;
og at naar Kongen har endt sin Strid,
han ej paa Borgeren mer maa lide;
for ham at ave
bør Kongen have
en skjønne Flok af de kjække brave
daraussen fra.

Af disse Sandheder før jeg lo;
den Latter blev mig til Skam og Skade;
thi sværger jeg til en bedre Tro,
om demokrater mig end vil hade.
Det Had jeg venter
betalt med Renter
ved nogle lette Emolumenter.
Forstaar I mig?

Vise den 29. August 1794.

Mel.: At høre Fjanters tomme Ros.

Her Vinen skjænket staar paa Bord,
de Gjæster vente kuns et Ord,
som dem skal sige, hvem til Ære
den Skaat skal være.

Den ej for nogen Konge er;
den ædle Tid den er ej mer,
da Folket bad og kanonerte,
naar han laxerte.

608

Og ej for Jordens største Mand;
hvor er, hvor bor, hvor findes han?
Maaske han, naar vi paa ham titte,
er lille bitte.

Ej selv for ham, der er saa stor,
om man tør tro de Briters Ord;
vi véd jo, at han burde hænge
for polske Penge.

Ej er den Skaal for Adlens Fald;
for os den gjærne leve skal,
naar ikkuns Fanden naadigst henter
dens Pergamenter.

Ej er det Dværgen Schirachs Skaal;
naar drak man Sundhed for en Aal?
han længe nok foragtet leve
og blive Greve!

Der er ej heller Coborg ment;
han lærer nok, endskjønt for sent,
at fra de laadne Friheds-Trolde
sin Næse holde.

Ej Republikens Skaal det er;
vi se saa mange Skjælmer der.
Den stedse dog - om der er flere -
guillotinere!

Nej, du, vor gode Fader, skal
lykønskes med en fuld Pokal;
for dig vi vores Glas udstikke,
din Skaal vi drikke!

*
609

Frihed, Lighed og Venskab.
Vise for det venskabelige Selskab 1794.

Mel.: Veillons au salut de l'empire.

For ret os ved Jorden at fryde
vi skabtes til Frihed af Gud;
fornuftige Love vi lyde,
men ingens vilkaarlige Bud.
Held os! held os,
naar dig, ædle Frihed, vi have!
Lyd højt vor Sang,
hvert Baand og hver Lænke til Trods:
Himmelske Frihed! Skaberens Gave!
kom! o kom! byg din Trone blandt os!

Naturen os dannede lige,
og Adel er ikkuns en Lyd;
ja, ene bør Mennesket vige
for højere Kundskab og Dyd.
Held os! held os,
naar Fødsel ej mer os skal trykke!
Lyd højt vor Sang,
al Stolthed og Dumhed til Trods:
Hellige Lighed! Menneskets Smykke!
kom! og oprejs din Trone blandt os!

For Sorgn og Kummer at lindre
steg Venskab af Himmelen ned;
vi følte Bekymnnger mindre,
saa tit som en Ven med os led.
Held os! held os!
her Venskab var altid til Stede!
Lyd højt vor Sang,
hver avindsyg Nidding til Trods:Salige Venskab! Jorderigs Glæde!
bliv og grundfæst din Trone blandt os!

610

Laterna Magica.

Gives herved under Trompeters og Pavkers Lyd til Kjende, at man her ser en meget prægtig, kostbar og skjøn Perspektivkasse, hvori præsentere sig 80 perspektiviske illuminerede Stykker, der kunne tjene til stor Lyst og Lærdom
(1794.)

Kommer, hvo, som komme kan!
kommer Mand og Kvinde!
Skjønne Rariteter man
her hos mig skal finde.
Min Laterna Magica
ser I her, etcetera,
faar I for en Styver.

For den Styver skal I se,
hvad I aldrig venter,
Himmel, Jord og Helvede,
sexten Elementer,
Aander hugue ud af Sten,
Mennesker paa fire Ben,
Køer og Faar paa tvende.

Her staar Eva med Korset
midt i Edens Have,
Adam paa en fransk Rainet
sulten ses at gnave.
Kommer saa en Bosniak,
gi'er dem hver en ussel Frak
og af Hnven driver.

Noahs Ark for Storm og Vind
som et Vrag hist flyder,
for i Havn at komme ind
efter Lods har skyder,
611 men sit Rederi til Sorg
strander paa Amalienborg
mellem to Palæer.

Se, hvor Rachel Josef kan
trække ud af Kjolen,
her staar Josva, hendes Mand,
som kan kuske Solen.
Her gaar Ruth og sanker Korn,
Moses med to store Horn,
Potjfar med større.

Ser I her Kong Salomon,
som en Løve dræber,
siden i sit Strømpeuaand
Dalila ham slæber,
saa med Kjæften af et Faar
han i Polen tappert slaar
tusend Insurgenter.

Lille Goliath saa rask
Kæmpen David kræver,
slaar ham i hans Pandebrask
med to knytte Næver;
siden med sin Tollekniv
ta'er han Resten af hans Liv
fra den lange Rækel.

Absalon sig ved sit Haar
hænger og afliver;
Underfogden hos ham staar,
skær ham ned og skriver:
"Salig Herren var et Fjog,
"han begraves maa, men dog
"ikke af Studenter."

* 612

Se Kong Saul saa nydelig
klædt i rødt Manchester!
Han vil separere sig
fra sin Dronning Ester.
Tamperretten bukker sig,
dømmer: Konge! gift kuns dig
med din Marskalks Kone.

Urias som røde Guld
elskte sin Kusine,
skjældte Kongen Huden fuld
med sin Bispemine.
Saul til Korset krybe maa
og i Frue Kirke staa
aabenbare Skrifte.

Saul bag Øret skrev den Tort,
lod ej Hævn formode,
spilte saa med Bispen Kort
og fik brav til gode,
Sagen til Proces nu kom,
Hof- og Stadsret fældte Dom:
Urias bør hænge.

"Tak, Hr. Dommer, Tak, min Ven!"
hørtes Saul at tale,
"kan jeg tjene Ham igjen,
har Han at befale."
Urias blev hængt, som sagt,
og i Galgebakken lagt
af en Hoben Slaver.

Her staar Holofernes og
Batseba, hans Kone,
der ved Hjælp af mangt et Drog
skaffer ham en Krone.
613 Som en "Folkeven" saa brav
hun hans Hoved hugger af,
medens Helten sover.

Her er Jericho, hvis Mur
Don Quixotter byde
blæses ned med Horn og Lur,
men som ej vil lyde.
Hel betuttet udenfor
Emigrant-Armeen staar
og den Mur forbander.

Her er Sodoma, se her,
tæt ved Donaus Bredder;
Jonas paa en Kro især,
som Hvalfisken hedder.
Her han sig tre Dage holdt,
drak og spillede Styrvolt,
og i trende Nætter.

Ser I her en Jordens Gud
(Konge vil jeg sige);
han var eller blev en Stud
og kom fra sit Rige;
o! gid ingen Konge maa
mer paa alle fire gaa
eller Kløver æde.

Her er den forlorne Søn,
som fra Frankrig kommer,
der vel sin fortjente Løn
faar til næste Sommer;
gid han en Ulykke faa,
tror han ej, vor Jord kan staa,
om der ej var Konger!

* 614

Her med Pungen Judas staar,
han var kuns en Stander,
før han til Pilotus gaar
og hans Ven forraader;
Kongen trykker glad hansHaand,
skjænker ham det hvide Baand
og Pension i Naade.

Dette Plankeværk, her staar,
maa I lære kjende,
kommer I der udenfor,
ser I Verdens Ende.
Gamle Sole ligge der
og forslidte Maaners Hær,
hvoraf Stjærner klippes.

Ser I Verdens sidste Dag!
hør Reveillen lyder!
Torden, Lynild, Slag i Slag,
Grave gjennembryder.
Døde slige op igjen:
nogle gaa til Himmelen,
mange gaa til Fanden.

Men skal Verden længe staa,
jeg til Mad kan trænge,
og hvor skal jeg den vel faa,
naar jeg ej har Penge?
Kaster derfor i min Hat,
før jeg siger jer god Nat,
hver en lumpen Styver!

615

Barnedaabs-Vise.
(1795.)

Mel: En Time før Middag.

Du lille Krabat, der saa nylig er fød!
vi dig med Pokaler modtage!
Din Fader saa gjærne dig tog paa sit Skjød
og lærte dig smage, hvor Vinen er sød,
men Nerverne ere saa svage.
Du var vel og mere velkommen, min Knøs!
om du var en Tøs.

Men sig kuns din Fader og Moder, du véd,
at Verden har Mangel paa Drenge;
at Krigen i Tusendtal mejer dem ned;
at nye bør fødes og trives i Fred;
Gud unade de Piger saa længe!
og at du vil voxe Forældre til Lyst,
de Piger til Trøst.

Og naar du en Gang da med Tiden bli'er stor,
gjør Pigerne sømmelig glade!
vær Ven af den hele vidtløftige Jord,
og elsk hver Nation, som vor Klode bebor!
selv Engelland maa du ej hade!
thi inden den Tid den vist Mores har lært,
det ellers var sært.

Tal aldrig om Verdens politiske Gang!
de store det ilde optage;
tænk heller paa Flasker og Piger og Sang;
vær flittig, og hjælp paa din Broder i Trang;
lad Stater kuns knage og brage!
men kryb dog ej heller, i Fald du er klog,
for stjærnede Drog!

616

Bliv ædel og dydig! søg Visdom at naa!
den findes saa sjælden hos Greven;
og naar du kan Borgeres Agtelse faa,
skal Fader og Moder ej angre derpaa,
at du ej en Pige er bleven.
Saa fylde vi Glasset med fuldeste Maal
og drikke din Skaal!

Epigram.

I Spidsen af Batailloner,
fulgt af halvhundrede Kanoner,
at skrække Køer og gamle Koner,
ih! det er stort.

I en Venindes Stambog.
(1796 eller 1797.)

Den Mand, hvis Haand har dette skrevet,
fortjente, siger man, at blive brændt;
saa mangt et Vinkelbaal var tændt,
at straffe ham, for hvad han har bedrevet.
Er han da ubrændt? spørges vel;
nej! - Ynde, Vid en ædel Sjæl
tit Luer i hans Hjærte tænder:
spørg nu, om han for Dem ej brænder.

*
617

Vise.
Efter Kellgren. (1797.)

Mener du, at den har Lykken fat,
som i sin Haand holder Snese Rigers Tømmer?
hviler han i rolig Søvn hver Nat?
og mon han aldrig Død og Oprør drømmer?
Nej, I Potentater
udi alle Stater!
al jer Magt og Ære
staar ej mod min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal!
og Notabene, har Evne den at tømme;
Vinens Dunster jage Livets Kval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Spørg, min Ven, hiu sejerkronte Helt;
han svarer dig med Naturens stærke Stemme:
Er jeg lykkelig, naar her i Felt
jeg Mennesket maa for Soldaten glemme?
Alle Hannibaler
ere Kanibaler.
Hvilken grusom Ære!
bedre er min Lære:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

Guldet, tror du, er al Lykkens Maal?
men véd du vel, i de lydiske Annaler
staar der, at Kong Krøsus steg paa Baal
og opbrændte sig med sine Kapitaler?
Sorg og Plage vige
sjælden fra den rige,
lad ham Guldet prise!
jeg bli'er ved min Vise:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

618

Se, paa Sandheds Vink staar Skjalden op
og med sin Sang fryder lejede Spioner,
bli'er forfulgt og syg paa Sjæl og Krop
og dør med Armod, Had og Lavrbærkroner
Skal det Summen være
af al Held og Ære,
jeg min Fjende skjænker
villig den og tænker:
Held den Mand, der har en fuld Pokal etc.

Ej skal Magtens Solskin varme mig,
jeg fri vil gjøre mig Livets Timer glade.
Om min Isse Ranken flette sig;
saa ler jeg ad de tørre Lavrbærblade!
Kun saa mange Penge,
at jeg ej skal trænge
til lidt Vin at drikke;
mer jeg ønsker ikke!
thi lyksalig den, der sin Pokal
kan uden Sorger og uden Frygt udtømme.
Vinens Dunster jage Livets Kval,
og i dens Draaber Livets Glæder svømme.

Vise den 5. Januar 1797.

Lovens sjette Bog har lagt
paa os arme mange Byrder;
den blandt andet os har sagt:
"Do enhver, der andre myrder!"
Dog min Sang skal Verden lære
(om den Sandhed lære vil),
at der er en Morder til,
som fortjener Agt og Ære.

619

Kor.

Ja, der er en Morder til,
som fortjener Agt og Ære.

Verden mange Torne har,
skjænker ofte bitter Galde;
tit mod den der Aarsag var
Ukvemsord at lade falde.
Ven! kan du ej Sorgen bære,
skyl den ned i en Pokal.
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har en Stormand lovet dig,
hvad du véd han ej vil holde;
skjønt det hændes idelig,
kan det bitter Sorg forvolde.
Ven! saa følg min gyldne Lære:
skaf dig flux en Perial;
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har din Donna brudt sin Ed,
saadant og des værre! hænder.
Tror du, umanerlig vred,
at dig Verden Ryggen vender,
lad ej Sorg dig rent fortære;
søg din Trøst i en Pokal!
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

620

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Har du, som kan ogsaa ske,
Bryderi med Kreditorer;
trommer man paa Dørene
med Musik, som sjælden morer,
prøv en Gang og følg min Lære:
drik, min Ven! en Perial;
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Blev det, Ven! din Skæbnes Værk,
at du længe skal ved Siden
af et gammelt Orgelværk
jammerligt henslide Tiden:
Pinen du taalmodig bære!
stundum drik en Perial!
Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Fik du end et skuddet Maal
af al Jordens Sorg og Plage;
bød end Skæbnen dig sin Skaal,
fuld af Malurt, til at smage,
hor og syng til Jordens Ære:
det, som myrder Livets Kval,
gror i denne Jammerdal;
Druens Saft velsignet være!

621

Kor.

Du, som myrder Livets Kval,
Druesaft, velsignet være!

Klinker for vor Vennekreds!
her bo varig Fryd og Glæde!
stedse fro og vel tilfreds
tage hver af os sit Sæde!
Men om nogens Lod skal være
Sorg, naar Skæbnen gjør sig gal;
Vinen myrde da hans Kval!
Morderen velsignet være!

Kor.

Vinen myrder Livets Kval,
Morderen velsignet være!

Es kann nicht so bleiben.
Vise tilegnet Seeren i Altona.
(1797.)

Mel.: Kommer hvo som komme kan.

Kom, min Ven! og klink og drik!
Schirach vegetere!
han, som Aand af Skæbnen fik
til at profetere!
Hvo er den, som nu ej tror
Mandens tit gjentagne Ord:
"Es kann nicht so bleiben."

Mantua som Klippen stod,
der er svær at vælte,
trodsed Buonapartes Mod
og hans Broderhelte,

* 622

faldt til sidst dog i hans Magt,
thi vor Schirach havde sagt:
"Es kann nicht so bleiben."

Buonaparte! bliv kun ved
Sejr paa Sejr at vinde!
Snart skal Ørnen betle Fred,
Krig og Mord forsvinde!
Har ej Altonas Profet
ofte sagt og længe set:
"Es kann nicht so bleiben."

Du, som fordum Diomed,
Tysklands Mars har saaret,*)
saaret i sit Bæltested
tæt ved selve Laaret;
og som Mars, saa skraalte Frands,
gaa kun fort i samme Dans!
"Es kann nicht so bleiben!"

Kejserinden, Venus lig,
fik et Saar, der svier,
da du fræk tilegned dig
hendes Broderier.**)
Venus græd, Marie med,
dog det bliver ej derved -
"Es kann nicht so bleiben."

Hug nu af Hans Hellighed
glat det højre Øre!

* * 623

det er Gjengjæld, som du véd;
Malchi Aand dig røre!
og trods Vatikanens List,
vis det skjønne Rom til sidst:
"Es kann nicht so bleiben."

Klinker, Venner! denne Skaal
Buonapartes være!
Morderbly og Morderstaal
ej hans Traad afskære!
Gid han snart erobre Fred!
Jorden juble skal derved:
"Es kann nicht so bleiben."

Vise.

Non bene junctarum discordia semina rerum

Ovid

Harmoni
føle vi.

Mel. Dersom du vil fri og let.

Tit til Harmoniens Ros
Vers og Prosa lyder;
men man siger ej derhos,
hvad det Ord betyder.
Præsten selv, der høre maa
Himlens Harmonier,
med Beskrivelsen derpaa
viseligen tier.

Naar man ser for Staters Kaar
stjærnet Dosmer raade,
Visdom betle udenfor
ydmygt om hans Naade:

* 624

naar ej Dyd beskytte kan,
men vel Mæcenaten:
dette, Brødre! kalder man
Harmoni i Staten.

Bryde snildt en sluttet Fred,
skabt at evig vare,
uaar man Fordel ser derved
og ej øjner Fare;
rane, hvad man eje gad,
andres Land regere,
saa bær Kongerne sig ad,
naar de harmonere.

Lade Slanger i vor Barm
Gift og Ondskab sanke
og, for os at volde Harm,
spejde selv vor Tanke;
for sin Vens Forræderi
aldrig være sikker,
deri Venners Harmoni
nu om Stunder stikker.

Naar i hellig Ægtestand
Harmonien troner,
Konen har en dito Mand,
Manden Snese Koner.
Glade leve de i Ro,
ej til Kiv man horer;
thi kun sjældent Apropos
dem tilsammen fører.

Bære vores Harmoni
Navnet ej alene!
Ej blot Kunstens Trylleri,
Venskab det forene!
625 Gid vi ej ved dette Bord
vugge os med Drømme,
naar paa Harmoniens Flor
vi Pokalen tømme!

John Kyghs Stambog, da han nar bleven Foged i Saltens
Føgderi i Nordlandene.
(1799.)

Symbolum. Én Gud, én Fader, og i det højeste kun én Christian.

Der staar et Punkt et Steds i Danmarks Love
(jeg véd ej hvor), at hvo, som dit og dat tør vove,
til Fiskerlejerne skal vorde dømt.
Slig Udsigt er ej frydelig for Øjet,
og jeg, som et og andet alt har døjet,
ser meget vel, mit Bæger er ej tømt.
Men skulde S.... nu vedkommende forføre
at sende mig til Saltens Fogderi
for der af deres - - Torsk at Rundfisk gjøre
(hvorfor jeg just ej føler Sympathi),
jeg inden Knagenhjælms og dine Døre
mig vente vil den Trøst at kunne tro mig fri.

*
626

Epigram.

Hvad jeg laaner, er ikke mit.

Glem, Danmark, dine gamle Sorger,
du hævnet er for Tyskernes Foragt,
thi deres Baggesen har sagt,
at nu og da dit Sprog han borger.

Epigram.

Mangen bær Navnet, som ej det fortjener,
mangen er stolt, for han ejer lidt Guld;
jeg vil det sige rent ud, som jeg mener:
hele vor Jord er af Tiggere fuld.
Den ene tigger Nøgler, den anden tigger Baand,
den tredje tigger Stjærner af den kongelige Haand.

Under Skuespiller fr. Schwarz' Portræt.

Sku Yndlingen af to Gudinder,
Naturens Søn, ledt frem ved Kunstens Haand,
der tvinger ved sin Mester-Aand
Smil paa vor Læbe. Graad paa vore Kinder.

*
627

"Bergens Tidende" af 8 Aug. 1884 anmelder dette Værk i følgende Ord:
... Man appellerer ikke forgjæves til Læseverdenens Sympathi, naar man nævner P. A. Heibergs Navn, et af Nordens ædleste. Vi Nordmænd betragter ham næsten som en af vore egne, fordi der rinder norsk Blod i hans Aarer, ligesom han ogsaa er interessant for os ved at være den eneste danske Forfatter, der har forlagt en Række af sine Arbejder i Norge; endvidere øges Tilknytningspunkterne til Norge ved, at han levede tre Aar af sin Ungdom i Bergen, hvor han første Gang gjorde Opsigt som Visedigter. Opholdet i Bergen afsatte ogsaa Frugter i hans senere Produktion, ligesom han gjennem mange Aar stod i inderlig Brevvexling med bergensiske Venner; man læse f. Ex. en i Foraaret udgiven Brevsamling »Literære Personer i Nutid og Fortid« ved S. Birket Smith; der findes kostelige, djærve Breve fra Johan Xordahl Brun til Heiberg.

P. A. Heiberg fulgtes i sit lange Liv med de norske og danske Frihedsmænds dybeste Deltagelse. Selv A. Munch stemte ved hans Død i 1841 med Kraft sin Lyre og sang:

»De tænkte med ham og hans skarpe Tale
at lukke ude fra Danmarks Sale
Tidsaandens voxende Krav.
De Daarer! De saa, de vidste ikke,
at just fra Exilet han kunde skikke
de mægtigste Ord over Hav.«

De levedygtige af Heibergs Arbejder falder omtrent alle i det attende Aarhundrede. Han skrev aldrig siden noget som sine Viser, sin »Rigsdalersedlens Hændelser« og som enkelte af Komedierne. De færreste har forresten læst noget af ham, næsten ingen udenfor de specielle Literaters Skare hans store satiriske Roman. Arbejderne har foreligget i spredte og slette Udgaver, - »Rigsdalersedlens Hændelser« i den værste af dem alle.

Den nye Udgave af de udvalgte Skrifter, der vil rumme alt det bedste, han har skrevet, tilfredsstiller Tidens Fordringer, - Udgiverne, DHrr. Borchsenius og Winkel-Horn, har desuden med Held lempet Retskrivningen en Smule efter den moderne uden at berøve den sit karakteristiske gammeldagse Præg. Udgiverne ledsager ogsaa Værket med Noter og oplysende Anmærkninger af stor Værdi.

Og nu kan en stor Nydelse ved P. A. Heibergs Skrifter 628 garanteres. Han er vittig, aandrig og uhyre kundskabsrig. I »Rigsdalersedlens Hændelser« er det rent lokale med stor Kunst bleven noget meget underordnet i Forhold til de store Vuer. han giver af Tiden-Sæder og offentlige Liv. Man maa beundre, hvor snilt han snor sig for at faa Revolutionens Ideer frem i Dagens Lys ved Papir og Sværte trods Censuren. Ligesom han selv ved sit skjæglose. markerede Ansigt og det lange ned over Skuldrene faldende Haar var det udtrykte Billede af Typen paa de transke Revolutionsmænd, saaledes er hans Skrifter en, lidt mere afbleget, Udgave af, hvad Filosoferne fra den anden Halvdel at det attende Aarhundrede forkyndte udover Verden. Men trods Afblegningen er der paa Hunden en frygtelig Energi, og de danske Frihedsfølelser maa have været meget forsumpede, naar ikke P. A. Heibergs Prosa og Poesi formaaede at udvikle dem til Handling. Men den bar sin stille Frugt, og som Munch skrev

- han havde engang den Cæde at kjende
Frihedens Haun sig klart at tænde
paa hans andet Fædrelands Fjeld.
Da haabcd han sagte Den Ild vil stige
fra Norge ned til mit danske Rige,
til mit Hads og min Kjærhgheds Væld!

H. H.
aa

Landene. Folkemængden
Stats-Indkomsterne i det hele
i et hvert Lands egen Mønt i dausle Penge
Hvert Individs Bidrag til de samtlige Stats-Indkomster
Regentens private Indkomster
i et hvert Lands egen Mønt i danske Penge
Hvert Individs Bidrag dertil i danske Penge Deres Forhold til de samtlige Stats-Indkomster
Dannemark. Rd Sk Rd Sk
A. Efter Busching 2 Millioner 6,250,435 82 3 Rd 12 Sk. 1,098,046 - 3 Mk 4 Sk 1/6 Del
B - Thaarup 2 1/5 dito 6,802,217 82 3 - 9 - 900,000 - 2Mk 7 3/11 Sk 3/22 -
C. - Sneedorff dito dito 7,019,600 - 3 - 10 - dito dito 3/23 -
D - min Supposition dito dito 11,000,000 - 5 - - dito dito 1/12 -
Storbbritannien:
A Efter Busching og Archenholtz 12¾ dito *) £ 12,000,000 Sterl 60,000,000 - 4- 68 - £ 1,240,000 Sterl 6,200,000 - 2 Mk 151/3Sk. 1/10 -
B - Posselt og flere dito dito 19,000,000 - 95,000,000- 7 - - do dito dito 1/l5 -
Frankrig
A Før Revolutionen
a) Efter Busching 25 dito £ 265,400,000 Tois 60,820,000 - 2 - 42 - £ 29,600,000 Tois 6,783,330 - 1 Mk 102/5 Sk. 1/2 -
b) - Meder dito dito 710,000,000 - 162,708,333 32 6 - 48 - 36,000,000 - 8,250,000 - 2 Mk 1/20 -
B Strax eftex Revolutionen nnder den konstituerende Nationalforsamlmg dito dito 25,000,000 - 5,729,166 64 1 Mk. 6 Sk
C Under Republiken:
a) Regerings-Personalets Indkomster blot i rede Penge, beregnede efter Konstitutionens Bogstav
1) Saaledes som Hveden er taxeret i Reglementet for Aar 6 32 dito 424,000,000 - 97,166,666 64 3 - 4 - 6,700,000 - 1,535,416 64 4 1/2 Sk
2) Og efter den Pris 6 Rd 4 Mt for en Tønde Hvede dito dito 424,000,000 - 97,166,666 64 3 - 4 - 1,521,126 64 dito
b) Efter Loven af 22 Frimatre Aar 6, og Le Couteulx de Canteleu's Rapport m v, saaledes som forhen er forklaret, iPenge og øvrige Emolumentei dito dito 424,000,000 - 97,166,666 64 3 - 4 - 8,157,600 - 1,869,450 - 5 5/8 Sk. 1/52 -
c) Beregnet i Fredstider til dito dito 330,000,000 - 75,625,000 - 2 -35 -

*