Heiberg, P. A. De Vonner og Vanner

De Vonner og Vanner.

Komedie i
fem Akter.
Første Gong opført paa den kongelige danske Skueplads den 5te
Januar 1792.

Thus much I 've said, I trust, without offence,
Let no Court Sycophant pervert my Sense;
Nor sly Informer watch these words to draw
Within the reach of Treason or the Law.

Satires of Donne versif. by A. Pope.

*
410

Persønerne.

  • Hr von Plageman.
  • Fru von Plageman
  • Sofie, deres Datter.
  • Frøken von Sommer.
  • Kaptejn von Aberwitz.
  • Løjtnant Jespersen, Sø-Officer
  • van der Haan, Ostindianer.
  • David, en Mulat
  • Snydenstrup, Kommissionær.
  • Jonas, hans Søn.
  • Lars, von Plagemans Tjener
  • Pinham, en Prokurator.

Handlingen sker i Kjøbenhavn Den begynder den ene Eftermiddag og endes den anden Dags Formiddag.

411

Første Akt.

Første Scene.

(Skuepladsen forestiller en Stue i von Plagemans Hus).

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Ja, dyrebareste Sofie! evig, evig skal jeg elske dig! (kysser hendes Haand).

Anden Scene.

De forrige. Frøken von Sommer.

Frøkenen
(ler).

Ha, ha, ha! Hr. Løjtnant! Hr. Løjtnant! husk paa, hvad Evigheden er for en forfærdelig lang Tid.

Sofie
(meget bestyrtset).

Min bedste Veninde!...

Frøkenen.

Stille, mit Barn! De tænker vel, at jeg først nu har overrasket Dem og stjaalet Hemmeligheden fra Dem? O! da maatte jeg være den største Fusker af en Tyv, da De begge i saa lang Tid har givet mig Lejlighed til at bestjæle Dem. Tror De, Hr. Løjtnant! at jeg ikke forstaar, hvad Deres Skelen og Skotten og Sukken og Pusten betyder? og De, mit Barn! mon det er blot af en Hændelse, at De aldrig staar i Vinduet, uden hver Fredag Aften, naar De véd, at Hr. Løjtnanten gjør os den Ære at besøge os?

Jespersen.

Naadige Frøken...

Frøkenen.

Jeg er ikke naadig, Hr. Løjtnant! Min Fader var ikke Adelsmand og kuns Major; saa kan De let regne ud, at jeg behøver meget mere Naade, end jeg har at give bort.

Jespersen.

Om Forladelse, min smukke Frøken - -

Frøkenen. Ja, ja - har været en Gang saa taalelig, men Forgyldningen begynder - Dog nok herom! De vilde have sagt noget.

412
Jespersen.

Jeg vilde have spurgt Dem, om denne Hemmeligheds Opdagelse hav gjort mig mindre agtet af Dem end forhen?

Sofie.

Og jeg, om De holder mindre af mig nu end før?

Frøkenen.

Jeg kunde ret have Lyst til at blive vred paa jer, Børn! Skulde jeg nu være saa misundelig, at jeg ikke kunde taale at se to unge Mennesker elske hinanden? - Og De kunde tro om mig, at jeg skulde være som alle andre gamle Piger?

Sofie.

Gamle Piger? - Er De en gammel Pige?

Jespersen.

Jeg vilde ikke raade nogen i min Nærværelse at kalde Dem med dette Navn.

Frøkenen.

Saa? - De faar saamænd ingen Tak af mig for denne Nidkjærhed. - Er det da vanærende at være en gammel Pige? - Maaske det er en Titel, som den fine Verden beærer os med, fordi vi ikke selv har villet erhverve os en hæderligere Titel af Kokette ved at fri selv?

Jespersen.

De misforstaar mig, Frøken - -

Sofie.

Det var vist ikke hans Mening.

Frøkenen.

Naa, saa forsvar ham da, lille Jomfru Prokuratorske!

Sofie.

Han mente kuns, at man endnu ikke kunde kalde Dem en gammel Jomfru

Frøkenen.

Og naar han ikke troede, at det var en Skam at være en gammel Pige, saa havde han ikke behøvet at tage sig det saa heftig. - Dog! er jeg ikke tredive Aar? og en Pige paa den Alder har sandelig ikke længere Ret til at gjøre Paastand paa at være ung.

Jespersen.

Men andre har heller ikke Ret til at kalde hende gammel.

Frøkenen.

Ja, naar man just sagde mig det i Øjnene, saa blev jeg vred, ret som en ung Officer, naar man sagde ham, at han var en Fusentast.

413
Jespersen.

Jeg forstaar Dem, Frøken! De anser det for et Fusentasteri af mig, at jeg i min Alder tør forelske mig.

Frøkenen.

Det er ikke Deres Alder, jeg mente: De er saa vist gammel nok dertil; men det er Deres Stand...

Sofie.

Kjære Frøken! Er ikke hans Stand aldeles upaaklagelig?

Frøkenen.

Lad mig dog tale ud, mit Barn! Deres Kjæreste, lille Sofie! er Sekond-Løjtnant; det er ret godt; han er ogsaa kuns ung endnu og kunde ikke være stort mere; Men hvad har en Løjtnant at leve af, naar han selv ingen Midler har?

Jespersen.

Og jeg har, desto værre! intet uden min Gage.

Frøkenen.

Nu, dermed kan De dog ikke føde Kone og Børn, og De véd selv, hvor længe det varer, før end en Mand i Deres Stand kan komme saa vidt.

Jespersen.

Det er sandt, Froken! men naar min Sofie har Taalmodighed at bie saa længe...

Sofie.

O ja, med Glæde!

Frøkenen.

Det er kuns Snak, mit Barn! Den Glæde er ikke en Pibe Tobak værd. De kan sagte sige det nu, men naar De kommer paa min Alder og bliver en gammel Pige - -

Jespersen.

Nu den gamle Pige igjen! De maa forlade mig, at jeg tror, det dog ikke maa være saa ubehageligt at blive, som De siger, en gammel Pige, thi ellers maatte et Fruentimmer med Deres Forstand, Hjærte og Formue...

Frøkenen.

Formue? - Hvem har sagt Dem, at jeg er formuende? Min Fader var Major, det har jeg sagt Dem før, saa kan De let begribe, at min Rigdom ikke kan være stor. Jeg takker Gud, at jeg har saa meget, saa at jeg med Tarvelighed kan slaa mig igjennem, men saa bliver der heller intet til overs.

Sofie.

Undtagen til at gjøre godt med.

414
Frøkenen

Ser man holder hun ikke Bog med hver Skilling, jeg giver ud. Menei hun da ikke, at dette ogsaa horer til Livets Fornødenheder?

Jespersen.

Jo, i Sandhed gjor det san,.og hvem der vil give, finder altid noget at give af. En Betler fandt en Gang en fattig Kone liggende paa Marken, hvor hun havde forvredet en Fod, saa hun ikke kunde gaa derpaa. Hun var udmattet af Sult og bad Betleren om et Stykke Brød Gud véd, svarede Betleren, jeg er selv hungrig og ejer intet Brød, men jeg vil give dig, hvad jeg kan. Du har ingen Krikker, og jeg har to. Jeg deler dem med dia, og dermed hjælper vi os, saa godt som vi kan, til næste By. Hvor faa godnjorende Mennesker kan ligne sig ved denne Betler? - Men Frøkenen tillader mig at gjentage, hvad jeg for sagde: Jeg undrer mig over, at De, med alle Deres Fortrin, ikke har følt Kjærlighed.

Frokenen.

Hvoraf véd De det, min Herre? - (efter nogen Tavshed) Jo, lille Sofie! jeg har følt den - og var endda nogle Aar yngre end De. Min Friderik var netop det samme som Hr. Løjtnanten; han døde i sit Kald - paa Soen

(hun vender sig om for at tørre Taarerne af).
Sofie.

Stakkels Pige!

Frøkenen
(vender sig om igjen med en paatagen munter Mine)

Dog, lad os ikke tale mere derom. Fandt jeg en, der lignede min Fritz og ikke var alt for ung, saa - véd jeg ikke selv, hvad jeg kunde faa i Sinde. - Nu, lille Sofie! jeg vil ikke lægge hindringer i Vejen for Deres Kjærlighed, jeg vil onske Dem at blive lykkelir, og kuns erindre Dem om, at De hav Forældre.

Sofie.

O. jeg har Dem til Læremesterinde!

Frøkenen

Ja, men De har ogsaa en Læremester der!

(pegende paa Jespersen)
Jespersen.

Som aldrig skal lære hende, hvad der strider imod hendes Pligter.

Frokenen.

Godt, Hr. Løjtnant! jeg tror det sandelig 415 ogsaa. Uagtet jeg selv hører til den røde Kjole, saa maa jeg dog tilstaa, at jeg har megen Tillid til den blaa.

Jespersen.

Det er smigrende for mig, søm bærer denne Dragt.

Frøkenen.

Ja, men de blaa har ogsaa en Portion Lykke, som ikke enhver anden har; for hvoraf kan det vel komme sig, at den blaa Kjole altid temmelig let faar Adgang i en brav Mands Hus, uden at den just behøver Slægtskab og Familie-Forbindelser for at hjælpe sig der ind?

Jespersen.

Det kan jeg sandelig ikke vide. Det maa være en Lykke; og jeg vil kuns ønske, at ingen, som bærer denne Kulør, maa ved slet Opførsel skille Standen ved denne Lykke.

Frøkenen.

Men hvad er det, De har paa Deres Finger? Et Portræt.

Sofie.

O det er mit, jeg gav ham det nu nylig.

Frøkenen.

Jeg vil ikke raade Dem, Hr. Løjtnant! at. bære det; i det mindste ikke endnu. Giv hende det tilbage.

Jespersen.

Aldrig, Frøken! tillad mig at være Dem ulydig i denne ene Post. Jeg skal endnu i Aften erstatte hende Ringens Værdi efter Juvelererens Priskurant, men mit Hjærte sætter en saadan Taxt derpaa, at jeg maatte være gal, om jeg troede at kunne betale den.

Frøkenen.

Naa, I Mandfolk! I Mandfolk! faar I kuns fat i et Haar paa et Fruentimmer, saa holder I paa det, som om det var et Ankertov.

Jespersen.

Men hvor let kan ikke Haaret springe?

Frøkenen.

Det er just Ulykken, jeg tror, at Haaret bliver saa stærkt som et Ankertov.

Trejde Scene.

De forrige. Lars.

Lars
(taler meget langsomt).

Jomfru Sofie! - Deres naadige Mama - Fru von Plageman -

(gaber).
Sofie.

Hvad hun?

416
Lars.

Ja, det véd jeg ikke

(gaber).
Jespersen.

Véd du det ikke?

Lars.

Nej, hvor skulde jeg vide det?

Frøkenen.

Véd du da ikke, hvad dit Ærende er?

Lars.

Jo, det véd jeg nok

(gaber).
Sofie.

Naa, hvad er da dit Ærende?

Lars.

Ja, det skal jeg nok sige: Deres naadige Mama...

(gaber).
Frøkenen.

Men er du forrykt, Karl! eller er du fuld?

Jespersen.

Jeg tror, du sover.

Lars.

Ja, jeg gjør (gaber). For jeg har tjent hos tre Mænd, der skulde vaage over Staten, men som altid sov, og der fik jeg Hug, fordi jeg var mere aarvaagen end de, og saa svor jeg paa, at jeg altid skulde sove herefter

(gaber)
Jespersen.

Men hvad véd du da?

Lars.

At jeg intet véd; det er de vises Hovedregel. - Men jeg hørte, at den naadige Frue skraalte, som hun var besat, og saa vaagnede jeg (gaber) , og saa tog jeg fejl af den naadige Frues Dør og denne Dør

(gaber).
Sofie.

Jeg faar løbe ind at se, hvad det er. Der kan ingen blive klog paa det Dummerhoved (til Jespersen). De bliver her jo dog?

Jespersen.

Jeg maa bort lidt, men Klokken sex ser De mig sikkert igjen.

Frøkenen.

Det svarer saamænd jeg for.

Sofie.

Farvel saa længe! Altsaa Klokken sex præcise?

(hun gaar).
Lars.

Ja, gid jeg da kunde ligge i min Seng

(han gaar gabende bort).

Fjerde Scene.

Frøkenen Jespersen.

Frøkenen.

Vi ere nu alene og kan tale lidt sammen i Fortrolighed. Hvad der er sket, er sket; De véd, jeg elsker Sofie og interesserer mig meget for hendes Vel, og at denne 417 Pige er den eneste Aarsag, hvorfor jeg saa længe har kunnet holde ud her i Huset.

Jespersen.

Jeg véd det og skal evig være Dem taknemmelig derfor.

Frøkenen.

Nu den Evighed igjen. - Kort sagt: jeg tror, at Sofie kan blive lykkelig med Dem, og jeg under Dem denne Pige; men jeg vil dog advare Dem at vogte sig for en farlig Medbejler.

Jespersen.

I Sofies Hjærte er ingen Plads for nogen Medbejler.

Frøkenen.

Det er sandt nok. Jeg kjender Sofie bedre end De; hun har et Hjærte, som sandelig er sjældent; men De kjender dog nok Husets Forfatning lidet, saa at De véd, at hendes Moder har halvandet Hjærte, vel maalt; og naar man hertil lægger et halvt, som er alt, hvad Faderen har, saa ser De nok, at den, der vinder Moderen, har megen Overvægt over Dem, og dette er netop Tilfældet her.

Jespersen.

Bedste Frøken! De gjør mig ganske forskrækket. Hvem kan vel denne farlige Medbejler være?

Frøkenen.

Hør og skjælv!... Hr. Kaptejn von Aberwitz.

Jespersen.

Ih! men det er jo en Nar. Frøkenen. Godt nok! Men har De da aldrig hørt, at en Nar har spillet en stor Rolle i Verden? - Det kommer kuns an paa, at han skydes ind paa et Sted. hvor man enten ikke kan, eller ikke tør se, at han er en Nar. Desuden spaar jeg Dem, at Deres Navn vil klinge alt for gement i den naadige Frues Øren.

Jespersen.

Mit Navn, Frøken! det har jeg af min Fader, og han bar det med mere Ære end mangen en, der har en Hjælm eller Skjold i Enden af sit.

Frøkenen.

Det véd jeg: imidlertid vilde et lille bitte von foran gjøre en herlig Effekt i den gode Kones Gehør, og jeg skulde saamænd gjærne sælge Dem mit, om De vilde have det; ja, det som mere er, jeg vilde give Penge til for at 418 blive af med det. Det hørte overalt ikke min Fader til, før end han kom ind i Krigsstanden, og da fik han det i Steden for Haandpenge.

Jespersen.

Jeg takker Dem for Deres Godhed. Jeg stræber kuns at fortjene at bære det Navn, som jeg har, og skulde jeg nogen Tid fortjene mig et Tillæg dertil, da skal jeg meget ønske, at det maa blive saadant et, som jeg ikke er nødt til at forplante paa Børn, der maaske vil gjøre det Skam.

Frøkenen.

Tyst! Hr. Lojtnant! - Ørene stive! der har De saamænd Deres Rival.

Femte Scene.

De forrige. Kaptein von Aberwitz.

Kaptejnen
(kommer baglængs ind i Stuen og bukker meget dybt).

Unterthänigster Diener, Ihro Excellence! (vender sig om) Ich bitte um Verzeihung, min nadige Freken! Det var sin Excellence Herr Graf von Degen; jeg har ham in lang Tid ikke set. Jeg har den Ære at være hans infame Ven.

Frøkenen.

Det tvivler jeg ikke paa.

Kaptejnen.

Han var so gütig und sendte mig von sin Landgods en Hase,... en af de kleine firbenede Dier, mit lange Eren, som leber, nær man dem jager.... en, saadan en, som stahr her in min adliche Wapen

(han viser sin Ring).
Frøkenen.

Naa, en Hare! -

Kaptejnen. Richtig! Sie haben Genie, gnddiges Fraulein! Und dermet fulgte en très compliment Brief met Utschrift: An Ihro Hochwohlgeborenheit 6err Glaes Magnus von Aberwitz, hiemit ein Hase, gemerkt wie Ihro Hochwohlgeborenheit.

Jespersen.

Det var overmaade naadigt, ha ha ha!

Kaptejnen.

Serviteur, mein Herr!... Mit Erlaubnisz! skulde det ikke Dem være - nej, ich bitte um Verzeihung; det var eu Fejltagelse, som kom af Uniformen. Jeg 419 begegnete, skal jeg Dem fortælle, nogle Lapser af See-Officierer - -

Jespersen.

Hvad, min Herre! - Lapser? - -

Kaptejnen.

Naa naa, ikke so hitsig!.. det er jo ikke Dem, ich taler om.

Jespersen.

Nej, men det er Folk af min Etat, og jeg taaler ingen Fornærmelser imod Standen. Dog, Fornærmelser af en Mund, som Deres, Hr. Kaptejn! kan vel næppe kaldes Fornærmelser.

Kaptejnen
(flaar paa sin Kaarde).

Junger Herr! kennen Sie diesen?

Frøkenen.

Mine Herrer! jeg formoder dog, at De erindrer, at jeg er til Stede.

Jespersen.

Frygt ikke for mig, Frøken! jeg skal ikke glemme det. Jeg trækker aldrig fra Læder, Hr. Kaptejn! uden jeg bliver overfaldet, og dertil anser jeg Dem ikke at have Mod nok. Skulde De imidlertid vove derpaa, da vær vis paa, De skal ikke finde nogen Laps for sig.

Kaptejnen.

Lauter Worte, und keine wahre Courage!

Frøkenen.

Gaa, kjære Hr. Løjtnant! gaa.

Jespersen.

Og jeg skulde lade Dem blive hos denne Karl alene?

Frøkenen.

Vær kuns ikke bekymret for mig. Kaptejnen fornærmer ikke et Fruentimmer, dertil har han for megen Levemaade (til Jesversen, idet hun følger ham til Døren). Bryd Dem aldeles ikke om mig, jeg har intet at befrygte af ham. - Klokken sex ses vi igjen. Farvel!

(Jespersen gaar).

Sjette Scene.

Frøkenen. Kaptejnen.

Frøkenen.

Naa, Hr. Kaptejn! var dette Besøg mig tiltænkt, eller - -

Kaptejnen.

Ferst Dem, min nadige Freken! und derefter Mamsell von Plageman.

Frøkenen.

Jeg er Dem forbunden; men hvad godt nyt?

420
Kaptejnen.

O, ikke stort - Unter uns, kan jeg Dem sige, at jeg tænker at gaa in Tjenesten her in Dänemark,

Frokenen.

Jeg gratulerer Dem, Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

O, min nadige! gratulér lieber Deres Vaterland. Jeg kan, parmi! komme an, in hvat for en Land jeg vil pege paa. Aber ich liebe Dänemark vorzüglich, und i Særdeleshed sprækker jeg den danske Sprog usigelig gjærne.

Frøkenen.

Det er i Sandhed en Ære for vores Land, at en Mand som De nedlader sig til at tale vores Sprog.

Kaptejnen.

O, sandt at sige, so har man jo doch ingen Skam af, at man feyer sich efter de Folk, som man man leve iblandt - Und so vil jeg Dem mere sige: Wenn jeg so er in Tjenesten kommen - som Major haaber jeg - denn ringere kan jeg ikke imottage - so agter jeg at gjere en dansk Pige Ukkelig.

Frokenen.

Jeg gratulerer den Pige, som Deres Valg falder paa.

Kaptejnen.

Jeg takker - aber De frapperer mig vidt mer, end jeg det fortjener. De kan denn, i Fald det er Dem agriabelt, Dem selv gratulere.

Frøkenen.

Jeg, Hr. Kaptejn! - De behagerat skjertse.

Kaptejnen.

Point à tout! Freken! hvor den Undseelse klæder Dem herlig! - Det er min Ernst, und derved bliver da to urgamle adliche Familier neyere forbundne.

Frøkenen.

De tager fejl, Hr. Kaptejn! jeg er ikke af adelig Familie.

Kaptejnen.

Mein Gott! ikke adelig? (betænker sig lidet). Doch! die Bürger-Leute sind ja auch Menschen. So bliver De denn adelich, wenn De gifter Dem met mich.

Frøkenen.

O, Hr. Kaptejn! For en Mand af Deres Alder er jeg for gammel.

Kaptejnen.

For gammel! - De speger, Freken! - Der sidder en evig Sommer paa Deres Bern.

Frokenen.

Mine Børn? Hr. Kaptejn! - -

421
Kaptejnen.

Ja, hedder det ikke saa paa Dansk? - Deres Kinder - - Deres - her imellem Næsen og Ørene?

Frøkenen.

Skal det være et Ordspil med mit Navn, eller en Kompliment, eller Spot, Hr. Kaptein?

Kaptejnen.

Spot! hvorledes? det forstaar jeg, parmi! ikke.

Frøkenen.

Som om De vilde sige, at Høstens Farve burde sidde der.

Kaptejnen.

O, Hesten kommer ikke, fer end vi er gift. - Aber De maa, parmi! tillade mig at sende min Maler hid, for Dem at lade afkontrofeye.

Frøkenen.

Jeg beder Dem, lad ikke Deres Maler forulejlige sig.

Kaptejnen.

Jo vist, jo vist. - Jeg skal Dem her vise min Portræt i en Dose

(han leverer hende Daasen).
Frokenen.

Det er formodentlig malet af den store Maler Hogarth!

Kaptejnen.

Affectivement!

Frøkenen.

Ja, han er en stor Mand i Karikatur.

Kaptejnen.

Tilforladelig. Aber sines denn Frekenen, at der er megen Karikatur in den Ansigt?

Frøkenen.

I Sandhed gjør jeg det. Dog, maa jeg tilstaa, ikke nær saa meget i Kopien som i Originalen.

Kaptejnen.

O! De behager at frappere.

Frøkenen
(vil levere ham Daasen).

De behager...

Kaptejnen.

Ich bitte! Den er paa en al for got Haand. De maa, parmi! den beholde til en liden Soutenir.

Frøkenen.

Nej, Hr. Kaptejn! jeg bruger ikke Snustobak, og altsaa behøver jeg den ikke; det eneste, jeg kan bruge Daaser til, er at gjemme Pudder og Pomade i, og dertil er denne for lille.

Kaptejnen.

Derin har De recht. (Han tager Daasen). Jeg forstaar Dem: i en Time skal De en anden have til Deres Pudder und Pomade.

Frøkenen.

Stik Dem ikke i Bekostning, Hr. Kaptejn! 422 thi jeg modtager den vist ikke: og, om De tillader det, saa er jeg Deres Tjenerinde.

(Hun gaar).

Syvende Scene

Kaptejnen
(alene)

Hun er fast - hun er fast. Hvor fint hun mig ikke fik sagt, at hun vilde en Pudderdose have! Jeg maa denn skoffe hende en; hun skal den, parmi! selv betale. Denn hvat skulle jeg gjere med det Dier, wenn hun ikke havde nogle Tusende Reichsthnler.

(Gaar).

Ottende Scene.

(En Stue i Snydenstrups Hus, hvori staar et Chatol) Snydenstrup (med en stor sort Muffe). Jonas (holder sin Fader ved Haanden).

Snydenstrup.

Hør, min Søn Jonas! Du er et haabefuldt ungt Barn, som nu træder ind i Verden, og gjaerne ønskede jeg at danne et dueligt Menneske af dig.

Jonas.

Papa skal have saa mnnge Tak.

Snydenstrup.

Ser du, min Son! naar du er duelig, saa bliver du altid lykkelig. Og hvortil kan Duelighed anvendes bedre end til at erhverve os det, hvorved vi kan blive lykkelige? - og det er Penge og Rigdom. Der er noget til, som hedder Lovene, der forbyder paa en vis Maade Duelighed, og disse Love maa man vogte sig for, saa længe man ikke er rig, men naar man forst er rig, saa gjør Lovene os ikke gjærne Fortræd.

Jonas.

Det er saamænd kjønt gjort af Lovene.

Snydenstrup.

Ja, det maa du nok uge. Dernæst er der noget i Verden, som man kalder Synd og Bedrageri, men det er ikke saa ondt, som Folk vil bilde os ind, og som man raaber det ud for. Har ikke nu Verden staaet i saa lang Tid og saamænd staaet ret godt; og dog har der altid været Synd og Bedrageri til. et stort Bevis, at det skal og maa være til. Og naar det nu skal være til, saa er jo, i sig selv, de Folk ikke at laste, som underholder det.

423
Jonas.

Rigtig, Papa! for ellers maatte det jo rent forgaa.

Snydenstrup.

Derfor maa det altid være din Symbolum: Siden da saadant noget endelig skal ske, saa er det lige saa godt, at vi gjør det, som en anden. Lad nu se, du husker smukt paa det! Du skal just ikke sige det, saa at enhver hører paa det; jeg skal nok ved Lejlighed lære dig, hvordan du skal hjælpe dig frem med dette Symbolum. Og naar jeg saa ser, at du tager efter mine Lærdomme og Formaninger, saa lægger jeg mig rolig i min Grav, naar Tiden kommer.

Jonas
(græder).

Papa maa ikke dø.

Snydenstrup.

Det vil jeg ikke heller, saa længe jeg kan hytte mig. Men det skal dog en Gang ske, og saa vil jeg ingen Bebrejdelser tage med mig i Graven, for at jeg har forsømt noget paa din Opdragelse. - Naa, kys mig nu, min Dreng! og vær ikke bedrøvet (han kysser ham, og Jonas tørrer sig med Armen om Mundene) Nu skal jeg vise dig, mit Barn! hvad jeg har udrettet i Dag, og deraf kan du lære meget.

(Han flytter et Bord frem paa Theatret, lægger Muffen derpaa og slaar Klappen ned paa Chatollet).
Jonas
(som bestandig følger sin Fader lige i Hælene).

O, jeg lærer saa gjærne af Papa; han har langt bedre Gaver end Skolemester.

Snydenstrup
(pakker ud af Muffen).

Her er tolv massive Sølv-Spiseskeer. Derpaa har jeg laant to og tredive Rigsdaler. Det havde Assistents-Huset ikke laant; men ser du, min Søn! naar man har haandfaaet Pant for Kapitalen og tredive Procento Renter, og man saa kuns lader Pantet staa i et halvt Aar eller tre Fjerdingaar, saa er man i Behold; og naar Tiden er udløbet, uden at Pantet løses, saa hører det os til. Saa sælger vi det, og alt det, som du ser jeg har at handle med, det er saadanne uindløste Panter, som jeg kan sælge for godt Kjøb. Disse Skeer - ser du - de tilhører Justitsraaden her henne i Gaden. Han skal have Traktement i Morgen Aften, og til et Aftens-Traktement behøves ikke 424 Spiseskeer, og havde jeg ikke laant ham, saa havde han gaaet til en Jøde, og saa havde dog Joden laant ham Pengene.

(Han lægger Skeerne i Chatollet).
Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som Joden?

Snydenstrup.

Rigtig, min Søn! - Se, her er en Sølv Kaffekande, hvorpaa jeg har laaut fyrretyve Rigsdaler. Den har Prokurator Ehrlichs Kone stjaalet ud af hendes Mands Gjemme for at sætte Pengene i Tallotteriet. Og da Tallotteriet er en offentlig Indretning, saa er det vores Pligt at understøtte det, og hvorledes kunde det ske, med miudre vi laante Folk Penge, som spilte i Tallotteriet?

(Han lægger den i Chatollet.)
Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som andre?

Snydenstrup.

Bravo, min Søn! - Se, her er fire Sølv Lysestager, hvorpaa jeg har laant Jøden Salomon halvtredsindstyve Rigsdaler.

Jonas.

Kuns halvtredsindstyve Rigsdaler, Papa!

Snydenstrup.

Ja, min Son! naar man laaner en Jøde Penge, saa maa man altid tage en Snes Procento mere end ellers. Han snyder jo de Kristne, naar han kan; og er det da ikke vores Pligt at hævne vores Regilions-Forvandte, naar vi kan? Gud bevare os! ellers havde vi jo ingen Regilion. Derfore tager jeg ogsaa halvtredsindstyve Procent af ham. Og dersom jeg ikke tog det, saa var der en anden, der tog mere.

(Han lægger dem i Chatollet).

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfore kunde da ikke vi lige saa godt gjøre det, som andre?

Snydenstrup.

Her er et Guldur og et Par Braseletter, som hører en vis Frøken til, der har pantsat det hos mig for fem og tredive Rigsdaler for dermed at betale en Skræder-Regniug for Hovmesteren, der holder en Klat af hende. Hendes Fader er en stor Mand, og vidste han, at jeg staar i 425 Handel med Datteren, saa fik jeg en Ulykke, ihvad saa Datteren fik.

(Han lægger det i Chatollet.)
Jonas.

Og naar det da skal ske, hvorfore skulde vi da ikke lige saa vel faa den, som Datteren?

Snydenstrup.

Er du gal? Dreng! skulde vi faa en Ulykke?

Jonas.

Om Forladelse, Papa! det var Datteren, jeg mente.

Snydenstrup.

Ja, saa er det godt! I alle Ting, min Søn! skal vi først tænke paa os selv. Vi skal nok elske vores Næste, men ikke tabe en eneste Skilling derved, for hvem giver os vel igjen, hvad vi taber?

Niende Scene.

De forrige. Kaptejn Aberwitz
Kaptejnen kommer ind og bliver staaende uden at ses
af de andre.

Snydenstrup

bliver ved. Verden er fuld af Bedragere, det véd du, det har jeg før sagt dig; og naar vi ikke bedrager dem, saa bedrager de os. Derfor maa vi altid se at komme dem i Forvejen, og hellere snyde end blive snydt.

Kaptejnen.

Herrliche Moralien, Hr. Snidenstruv! Er det Deres Sohn, De moraliserer for?

Snydenstrup.

Ja, det er min Jonas.

Kaptejnen.

Han maa, parmi! blive en profekt Mand, siden han har en so herrlich Lehrmeister.

Jonas.

Papa sparer ingen Ting paa mig

Kaptejnen.

Aber, synes Dem, at disse Moralier ere saa rigtige?

Snydenstrup.

Hr. Kaptejn! Jeg blev vred paa Dem, om jeg ikke vidste, at De talte imod bedre Overbevisning. Naar Deres, eller andres højadelige Forældre lærer deres højadelige Børn, at en simpel Borgermand eller en Bonde ere Kreature, der ere skabte til at blive foragtede, spyttet i Øjnene, gjort Nar af, trampet paa og bedraget af højadelige 426 Dosmere, synes Dem da, at disse Morolier ere saa rigtige? og det sker dog undertiden. Mig synes, Tingen er den samme.

Kaptejnen.

Godt! godt! men - -

Snydenstrup.

Hvad har Kaptejnen ellers at befale? nogen Prætiosa?

Kaptejnen.

Jeg skulde nogen Penge have. - Jeg har Prioser in Ueberflusz.

Snydenstrup.

Ja, det er godt, men Kaptejnen erindrer, at han skylder mig en Del tilforn. Det er jo kuns kort siden. De fik 600 Rigsdaler.

Kaptejnen.

Richtig! jeg fik 300 und gav Bevis for 600 Richsthaler, aber dem kjerte jeg in den gamle Plagemau, oder rettere gesagt hans Frue! doch, jeg skal nok Valuta for den Summa kriegen, sonsten havde jeg det ikke gjort. Ich habe schon meine Spekulationen.

Snydenstrup.

Godt nok men det er ingen Sikkerhed for mig.

Tiende Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Er det Dem, der handler med Prætiosa?

Snydenstrup.

Ja, min Herre! til Tjeneste.

Kaptejnen.

Serviteur, min Herre!

Jespersen.

Deres Tjenere! - - (Til Snydenstrup) En god Ven har sagt mig det, og at man kunde faa en Skillings Kjøb her.

Snydenstrup.

Det skal De saa vist ogsaa faa.

Kaptejnen.

Er De eben so frisch nu som før?,

Jespersen.

Saa frisk, at dersom De fornærmer mig som før, saa kaster jeg Dem paa Døren.

Kaptejnen.

Er ist ein gefährlicher junger Mann. De har vermuthlich noget at tale met Hr. Snidenstrup, und so vil jeg gaa ind in den anden Stue.

(Gaar).
427
Jespersen.

For mig kan De blive og gaa, som De behager.

Snydenstrup
(til Jonas).

Gaa ind med Kaptejnen.

Jonas.

Jeg véd nok, hvad det vil sige; jegskal saamænd passe paa som en Smed.

(Gaar).

Ellevte Scene.

Jespersen. Snydenstrup.

Snydenstrup.

Hvad har Herren da at befale? - Hvad Slags Prætiosa skal det være?

Jespersen.

Nogle Prætensioner, Ringe eller saadant noget.

Snydenstrup.

Strax. min Herre! (Han gaar hen og tager en Skuffe ud af Chatollet og viser ham). Der har Herren en Mængde at vælge i.

Jespersen
(beser dem nøje).

Her ere saa mange, at det er vanskeligt for mig at vælge. Vil De betro mig sex eller otte Stykker paa en Times Tid for at raadføre mig med en god Ven?

Snydenstrup.

Hjærtelig gjærne, men jeg har ikke den Ære at kjende Herren.

Jespersen.

O, jeg forlanger det saamænd heller ikke uden Pant.

Snydenstrup.

Jeg er Deres ydmyge Tjenere. Jeg vilde gjærne gjøre det uden Pant, men Verden er...

Jespersen.

Det er ikke min Sag, hvordan Verden er, jeg bryder mig mere om, hvordan jeg selv er. Se her, disse sex Stykker, hvad koster de?

Snydenstrup.

Lad se! disse tre koster otte, og disse tolv Rigsdaler Stykket.

Jespersen.

Godt! der er et Guld Repeter-Ur, det, véd jeg, er tre Gange saa meget værd. Om en Time er jeg her igjen.

Snydenstrup.

Underdanige Tjenere.

Jespersen.

Farvel!

(Gaar)
428

Tolvte Scene.

Snydenstrup
(alene).

O, hvad det er et herligt Guldur! ja, det er vist fem Gange saa meget værd, som det, han fik, helst siden de Bagateller knap koster mig Halvparten af, hvad jeg kan sælge dem for. O! gid jeg kunde blive Ejer af det. - Men jeg maa ind til Kaptejnen.

(Gaar).

Anden Akt.

Første Scene.

(Samme Stue i von Plagemans Hus som i første Akt).
Hr. og Fru. v. Plageman.

Hr. v. Plageman.

Min bedste Kone! føj mig denne eneste Gang! jeg har nu føjet dig min hele Levetid igjennem.

Fru. v. Plageman.

Meget gjærne, naar ikke din Begjæring var saa urimelig.

Hr. v. Plageman.

Urimelig, siger du? er det urimeligt at ikke ville ruinere sig selv?

Fru. v. Plageman.

Kan min Levemaade ruinere nogen Mand? Alle de Fornøjelser, jeg har den hele Vinter igjennem, er en Loge paa Komedien to Gange om Ugen, én Gong om Ugen paa Koncert, og én Gang i Assemblé i Klubben, hver fjortende Dag i det dramatiske Selskab, og hver Maaned paa Balparé, og ikke én Gang i Kane denne hele Vinter. Derimod tier Herren stille med, at han gaar selv hver Dag i Klubben én om ikke to Gange.

Hr. v. Plageman.

Ja men, min bedste! jeg agter ogsaa at høre op dermed, for vi kan ikke holde det ud. Vores Formue er nu aldeles fortærer, og vi er i Gjæld til.

Fru. v. Plageman.

Formuen hørte mig til; skal altsaa nogen beklage sig, saa er det mig. Mig synes ellers, at ti 429 Tusende Rigsdaler, som jeg arvede efter min Fader, vel kunde have varet lidt længere.

Hr. v. Plageman.

Og jeg undrer mig over, at de har varet saa længe, paa den Maade som vi har levet. Betænk nu, at det er tredive Aar siden, vi flyttede fra Mandal; at vi laa her nogle Aar og suede paa Lappen, før end jeg fik dette Embede, som jeg har, der næppe giver mig fem Hundrede Rigsdaler om Aaret. Havde ikke min Søn Jakob druknet, da han var syv Aar gammel, fordi jeg var. saa gal at give ham Lov til at tage ud i den aabne Sø for at fiske, saa havde jeg blevet Enkemand min Levetid, og aldrig taget dig, ihvorvel jeg just ikke fortryder det; saa havde jeg blevet ved mit Værksted, boet i Mandal endnu og været en god, ærlig Urmager, og saa havde jeg ikke byttet mit Navn bort for at føje din Forfængelighed, som dog er og bliver en Skamflik for mig.

Fru. v. Plageman.

Ja, saa havde du heddet Mester Petersen. Du husker dog vel ellers, at det ikke var mig men min Fader, der forlangte det, og at du ikke maatte faa mig, med mindre du vilde antage hans Navn?

Hr. v. Plageman.

Ja, jeg husker det nok, at Hr. Regimentsfeltskæren troede, han var en stor Mand, fordi han hed von Plageman. Men du har nok glemt, hvem det var, der satte sig imod, at jeg ikke maatte kalde mig Petersen igjen, da din Fader døde kort efter vores Bryllup, hvorfor jeg ogsaa blev gjort Nar af i hele Byen; og jeg nægter ikke, at dette jo var en stor Aarsag, hvorfore jeg saa snart gav efter for dine Overtalelser og flyttede til Kjøbenhavn.

Fru. v. Plageman.

Men sig mig da, hvorledes skulde vores Sofie have faaet den Opdragelse, som hun har, i Fald vi havde blevet der oppe! Er denne Grund da af ingen Betydenhed?

Hr. v. Plageman.

Ja, den er. Vores Sofie blev jo født ti Aar efter, at vi kom til Kjøbenhavn. Desuden, den Opdragelse, hun har faaet, kan hun saamænd ikke takke enten dine Klubber eller Assembleer for, jeg havde nær sagt, dig selv 430 med, Gud velsigne den gode Frøken v. Sommer! hun er den, der har opdraget Sofie. Hun betaler for sig her i Huset som en fremmed og gjør os Gavn som en Tjenestepige eller Hovmesterinde; og det véd du meget godt selv, at naar vi ikke havde haft hende i Kost og Logis her, saa havde vi for længe siden været i de Omstændigheder, hvori vi nu er.

Fru. v. Plageman.

O, det havde vel ingen Nod haft. Du sørger saamænd ogsaa meget vel for at gjøre vores Hus til et Gjæstgiverhus. Det er nok af samme Aarsag, at du har lejet vores Sal bort til de Herrer fra Ostindien, som vi venter hver Dag?

Hr. v. Plageman.

Ja, det er: vi ere nødte til at knibe Økonomien, saa meget som vi kan, og naar du vilde hjælpe mig, o! saa skulde vi endnu kunne leve godt paa vor gamle Alder.

Fru. v. Plageman.

Jeg skal nok passe at knibe, hvor jeg finder fornødent, men du maa ikke tro, at jeg vil spærre mig inde for dine Grillers Skyld; og jeg véd bedre end du, at vi ikke ere saa fattige, som det skal hedde, Gud véd, af hvad Aarsag.

Hr. v. Plageman

Men Kone! har du da glemt, at vi ingen Hjælp kunde faa til at betale vores Rentepenge med til Brandkassen, og at jeg maatte gribe til det forfærdelige Nødværge at laane Penge af den Vindbeutel, Kaptejn v. Aberwitz?

Fru. v. Plageman.

Men Mand! det forstaar du ikke. Det er netop det samme som at laane Penge af den ene Lomme ug lægge i den anden. Kaptejnen er ingen Vindbeutel, og han skal være vor Svigerson.

Hr. v. Plageman.

Han vor Svigersøn?

Fru. v. Plageman.

Ja, ret han. Det er besluttet, og det skal ske. Det er en rig Mand, det véd jeg.

Hr. v. Plageman.

Men, Kone - -

Fru. v. Plageman.

Men, Mand! det skal saa være, der hjælver ingen Snak for; Kaptejnen har ikke saa utydelig 431 ytret sig dermed, og jeg har ogsaa paa en forblommet Maade givet ham til Kjende, at det nok kunde lade sig gjøre.

Hr. v. Plageman.

Ja, ja, Kone! saa faar det vel være, men det gjør mig ondt for Pigen, for jeg tror ikke, hun bliver lykkelig. Jeg havde hellere undet hende vores lille Løjtnant, naar noget skulde være, for ham tror jeg, him dog holder noget af

Fru. v. Plageman.

Det vilde jeg ikke haabe, at min Datter skulde saaledes kaste sig bort. En fattig stakkels Løjtnant, der ikke kan hjælpe sig selv, og mindre os, og som oven i Kjøbet hedder Jespersen.

Hr. v. Plageman.

Ja, hvad havde vel Sofie heddet, dersom jeg ikke havde været en Nar?

Fru. v. Plageman.

Saa havde hun ikke været til. For jeg havde ingen Mand taget, der hed simpelt Petersen, ihvor meget jeg end virkelig holdt af dig, og min Datter skal ingen Mand have, der hedder slet og ret Jespersen. Det er nok sagt.

Hr. v. Plageman.

Ja, ja, Moder! det er din Datter lige saa vel som min, og jeg har ikke mere over hende at sige end du.

Anden Scene.

De forrige. Lars.

Lars.

Frue! jeg - -

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Hvad er det, du vil?

Lars.

Jeg véd ikke selv; - jo, nu husker jeg det.

Fru. v. Plageman.

Hvad er det da, Dosmer?

Lars.

Ja, bi nu lidt. Fruen gjør mig ganske konfus i Hovedet.

(Gaber).
Hr. v. Plageman.

Jeg tror, Fanden staar i den Karl. Kan du komme ud med det!

Lars.

Jo, jeg kan - se nu...

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Vil du gjøre Nar af os?

Lars.

Ja! jeg - bi lidt! - de fremmede...

432
Hr. v. Plageman.

Hvad de?

Lars.

Er kommet.

(Gaber).
Hr. v. Plageman.

Hvor er de?

Lars.

Hvor de er fra? Ja, hvor véd jeg det?

Fru. v. Plageman.

Hvor er de fremmede? Hvad tager de sig for?

Lars.

Bi lidt, Frue. (Gaber) De bærer deres Kufferter op paa Salen.

Hr. v. Plageman.

De fremmede selv? Hvad er det for fremmede?

Lars.

To Soldater -

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Han gjør os forrykt. Lille Mand! gaa du ud og se, hvordan det hænger sammen.

(Hr. v. Plageman gaar).

Tredje Scene.

Fru. v. Plageman. Lars.

Lars.

Fruen gjør mig forrykt med sin Hastighed. Jeg maa ikke faa Tid at betænke mig, naar jeg skal fortælle Dem noget.

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Skal du da altid blive et Fæ og saadan en evindelig Nøler?

Lars.

Fruen maa give mange Penge til, fordi jeg er, som jeg er. Der er nu Kokkepigen, hun er hurtig nok (gaber) , men saa faar ogsaa Fruens Glas og Tallerkener og Syltekrukker en evig Ulykke.

(Gaber).
Fru. v. Plageman.

Saa gaa og læg dig og sov.

Lars.

Det skal jeg saamænd ogsaa. (Gaber). Gud velsigne Fruen for det!

(Gaar).

Fjerde Scene.

Fru. v. Plageman. Hr. v. Plageman, van der Haan.

Hr. v. Plageman.

Vær saa artig! her ind, min Herre! der ser De min Kone!

van der Haan.

Ydmyge Tjenere, Frue! De har haft 433 den Godhed at tillade mig at spise og logere her i Deres Hus.

Fru. v. Plageman.

De behager at tage til Takke med Husets Lejlighed.

van der Haan.

Jeg skal sige Dem, Frue! jeg gaar ikke gjærne ud om Formiddagen, og paa et Værtshus spiser jeg nødig, for man træffer der saa ofte Folk, som man ikke kau lide, og at spise alene paa min Stue, det kan jeg, paa min Sjæl! ikke komme ud af, saa glider Maden slet ikke, derfor har jeg altid søgt at komme i Logis hos skikkelige Folk, hvor jeg kunde faa det lige saa godt som de, og slet ikke bedre. Ser De, Frue! det er rent ud mine Tanker, og De skal ikke være bange for, at vi jo nok skal komme overens om Betalingen.

Fru. v. Plageman.

O! det har jeg aldrig haft Tvivl om. Vi vil kun ønske, at De maa blive fornøjet.

van der Haan.

Ja, saa min Sjæl! skal jeg det, Frue! naar vi kuns kan snakke lidt over Bordet, om hvad det saa ogsaa er, for jeg kan for min Død ikke Ude at sætte sig til Bords og jage Maden i sig og saa staa op igjen uden at have lukket Munden op undtagen for at tygge.

Hr. v. Plageman.

Det skal ingen Nød have; for min Kone og jeg vi snakker gjærne, skjændes ogsaa lidt iblandt skjønt det betyder intet - det er saamænd ikke for Alvor. Og saa er der ved vores Bord vores Datter Sofie, som er i sit tyvende Aar, og en Frøken v. Sommer, som har logeret i vores Hus i ti Aar og er et meget fornuftigt Fruentimmer og har, saa at sige, opdraget vores Datter.

van der Haan.

Bravo! det er jo alt, hvad jeg behøver. For naar saa De, min Fader, en Gang imellem ikke gider pratet med mig om Tippo Saib og General Cornwallis, Ih saa snakker jeg med Fruentimmerne om broderie Nettelduger og Musseliner, og det gider de, paa min Sjæl! nok hørt tale om.

Fru. v. Plageman.

De skal saamænd finde os meget snaksomme, naar De kommer i den Materie.

434
Hr. v. Plageman.

Jo, jo, jeg vædder, De vil til Gavus insinuere Dem hos mine Fruentimmer. - Men, maa jeg ikke spørge Dem, hvad det er for en Person, som er med Dem foruden den sorte Tjener?

van der Haan.

Det er nok ham, der er saa gul i Ansigtet, De mener? ja, det har saa sine Aarsager, at han er gul. Ser De, jeg har tjent hos en god, ærlig Mand i Ostindien henved en Snes Aar, og da han døde, saa testamenterede han mig alt, hvad han ejede. Manden var, saa at sige, en gammel Ungkarl, for gift havde han aldrig været, men havde dog saa udenom haft en Søn med en Negerinde, og det er denne Karl, der er saa gul i Ansigtet. Nu burde jo den salige Mand have betænkt denne Fyr lidt i sit Testamente; men, Gud forlade ham den Synd, se, om han gjorde det! og hvis Pligt blev det saa at tage sig af Stakkelen? saa min Sjæl! ingens uden min, da jeg arvede alt, hvad han dog ellers burde haft.

Hr. v. Plageman.

Det gjør Dem Ære, i Sandhed gjør det saa.

van der Haan.

Saa? mener De det? - De taber et Guld-Ur, jeg finder det, og véd, at det er Deres - jeg giver Dem det igjen - gjør det mig nogen Ære? - ja, i Fald det kan gjøre mig Ære, at jeg ikke vil være en Slyngel, saa har De, paa min Sjæl! Ret. - Men, for at komme til denne Fyr igjen, da jeg rejste fra Indien, saa lod jeg ham væe, enten han vilde blive der, saa vilde jeg sætte ham i Stand paa en eller auden Maade, eller han vilde følge med mig; han valgte det sidste. Nu er han her, og jeg omgaas ham som en af min Familie; dum er han, og siden den gamle aldrig, brugte ham til andet end Tjener, saa stikker Arten i ham, og han er aldrig gladere, end naar han kan luske sig til at gjøre lidt Tjener-Arbejde. - Men, vi skal sladre saa meget sammen, naar jeg først kommer lidt i Rolighed. Vilde De nu have den Godhed at vise mig mine Værelser?

435
Hr. v. Plageman.

Meget gjærne, behag at følge med.

(v. Plageman og van der Haan gaar).

Femte Scene.

Fru. v. Plageman
(alene).

Det er en herlig Mand! Mon han ikke skulde være Adelsmand? - han hedder dog van der Haan! - Det var Skade, om han ikke skulde være det; for Folk maa sige, hvad de vil, om Adelskabet, saa giver det dog et Menneske Unseelse; og er man nu just ikke Adel, saa er det dog en Lykke, naar man kan have et vou foran sit Navn.

Sjette Scene.

Fru. v. Plageman. Kaptejn v. Aberwitz

Kaptejnen.

Gantz gehorsamer Diener! gnädige Frau!

Fru. v. Plageman.

Tjenerinde Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

Jeg gjør nu mine Nachmittags Visitten hos mine Venner, und De mich tillader at tælle Dem blandt mine Venners Anzahl.

Fru. v. Plageman.

Jeg takker Dem og forsikrer Dem, at De er altid velkommen i mit Hus.

Kaptejnen.

Jeg kan Dem sige, gnädige Fran, ich kommer nu in alle de adliche Cirkler hier in der Stadt, aber so er det mig bisweilen recht en agriabel Delaissement, at konservere simple Folk. Jeg vil just dermet ikke have sagt, at jeg Dem met simple Folk mener, denn ich vet, at De er af en fornem Obstruktion, ob De just ikke er adlich.

Fru. v. Plageman.

Ja, Hr. Kaptejn! min Extraktion er meget god, og dersom min Fader ikke havde haft den Ulykke, at det havde brændt for ham en Gang, saa skulde han let have bevist, at han nedstammede fra gammel tysk Adel. Sandt er det, at han just aldrig vilde tilstaa det offentlig, og det kom deraf, at en af hans Forfædre havde været saa uheldig, at hans Navn var bleven slaget paa Galgen.

Kaptejnen.

O! det siger intet, det kan jo hænde den bedste.

436
Fru. v. Plageman.

Ja, den bedste Familie kan have den Malheur, og derved bør dog Efterkommerne ikke lide. Naar nu den Ulykke ikke havde rammet Familien, saa havde dog min stakkels Datter kunnet gjort Regning paa at gjøre et godt Parti med en Adelsmand.

Kaptejnen.

Ach! hvorom kan hun det ikke endnu tænke? Jeg kjender den Edelmann, der sætter sich weit hin over sodanige Bagateller, und der met Giede vil en Parti met Deres Jungfrau Tochter slutte.

Fru. v. Plageman.

Jeg frygter for, at De smigrer mig, Hr. Kavtejn!

Kaptejnen.

Det er, parmi! min Ernst, gnädige Frau! und in mich, den nehmlichen Kaptejn von Aberwitz, der her for Deres Eyen staar, ser De den Edelmami, der, wenn die Præposition Dem agriabel er, vil en Parti met Deres Tochter slutte.

Fru. v. Plageman.

Det er en Lykke for min Datter, som jeg med begge Hænder imodtager. O! hvor lykkelig vil jeg ikke blive paa mine gamle Dage.

Kaptejnen.

Aber gnädige Mama! Vi Edelleute, wi kan ikke gaa so gerade frem wie die Bürgerleute. Der ere einige Vermaledeieten, oder was es ist, so die Juristen kalder det...

Fru. v. Plageman.

Formaliteter - -

Kaptejnen.

Ja, ja! Formaliteten, und en Kontrakt, der maa ferst in Stand bringes, und darüber maa vi enige være.

Fru. v. Plageman.

Rigtig, Hr. Kaptejn! det véd jeg, og finder det meget billigt. Men, derom har jeg nu ikke Tid at tale. Vil De gjøre mig den Ære at besøge mig Klokken syv i Aften, saa skal vi tale med hinanden derom og opsætte Kontrakten.

Kaptejnen.

Ich skal den Ære have mig at indfinde.

Fru. v. Plageman.

Men, det var dog vel ikke af Vejen, om De talte en Gang med min Datter, hun er dog en 437 Hovedperson i denne Sag; om De tillader det, saa vil jeg lade hende komme ind, og da kan De bedst under fire Øjne andrage Deres Ærende.

Kaptejnen.

Wie sie befehlen.

Fru. v. Plageman.

Adieu, saa længe! - O minSofie! nu er da den Sten lettet fra mit Hjærte.

(Gaar).

Syvende Scene.

Kaptejnen
(alene).

Das ist freilich gut- Aber skulde doch ikke Djævelen ride den Mama, at hun tror, jeg hendes Datter vil heirathe? So var jo die Sache splittergal! - Nein, Mutter! das geht nicht an. - Min Mama vil mig iugen flere Penge sende, und so er jeg en fattig Lus, und sie eben so arm, das würde verteufelt schledit ablaufen. - Forkjøbe hende til Baronen - dabei ist was zu verdienen, und derom maa jeg mig hos die Mutter in Gunst halten. - Und die Fräulein von Sommer.. ja, das ist eine andere Sache, Hr. Kaptein! hun har Geld, und das ist alles, was ich brauche.

Ottende Scene.

Kaptejnen. Frøken von Sommer.

Kaptejnen.

Ah! mein gnadiges Fraulein!...

Frøkenen.

Jeg kommer, Hr. Kaptejn! for at undskylde Jomfru Sofie, hun er lidt upasselig, saa at hun ikke kan have den Ære at tale med Dem.

Kaptejnen.

Jeg anser denne Zufall for en Lykke, siden den har verschaffet mich denne agriable Entrevit.

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! lidet mere Ærlighed og lidet mindre Komplimenter, det er mit Symbolum.

Kaptejnen.

Ret godt gewählt, gnädiges Fräulein! - aber jeg maa bede Dem om Vezeihung, den Pudderdose, som jeg Dem har lovet, er ikke at have so schøu, som jeg Dem vilde den unde, aber in einige Dagen er den mich versprochen, und da skal jeg den Ehre have Dem dermed at opvarte.

438
Frøkenen.

Jeg beder Dem, Hr. Kaptejn! atter igjen, ikke at sætte Dem i Bekostning, thi jeg imodtager den vist ikke. Jeg har saa mine egne Grundsætninger i denne saa vel som i flere Materier. Der vil altid noget for noget, tænker jeg, og naar man tager Presents,, saa maa man give Presents igjen, og det strækker min Formue ikke til.

Kaptejnen.

Erlauben Sie, den Hypotese er grundfalsch, om jeg det maa sige. Det, som uden Schande kan tilbides, kan uden Schande imottages. Den er min Simbolum.

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! jeg handler efter mine Grundsætninger, De efter Deres. Og De maa tillade mig rent ud at erklære Dem, jeg modtager aldeles ingen Presents af Dem.

Kaptejnen.

Das war viel. Aber wenn jeg Dem min hele Person til en Present ofrirte?

Frøkenen.

Deres hele Person! - Maa jeg sporge: sætter De højere eller ringere Pris paa den, end paa Deres Pudderæske?

Kaptejnen.

Eiue alberue Frage, liebes Fräulein! Jeg er jo en Edelmann.

Frøkenen.

Og jeg er en uadelig Pige.

Kaptejnen.

Det har De mich forhen sagt. Aber nichts desto weniger will jeg Dem til eine hochwohlgebohrne Frau von Aberwitz machen.

Frøkenen.

Jeg hedder Frøken Sommer, og det Navn vil jeg beholde, saa længe som det behager mig.

Kaptejnen.

Er min Person und Stand Dem ikke agriabel?

Frøkenen.

Maaske jeg ikke kunde besvare dette Spørgsmaal uden at fornærme Dem; De maa altsaa tillade mig at lade det være ubesvaret. Jeg troede ellers, at Deres Hensigter vare stilede paa en ganske anden Person, for Exempel, paa Jomfru Sofie.

Kaptejnen.

Jungfrau Sofie! - Jungfrau Sofie! det er en hertzens gutes Kind; ich liebe sie in Wahrheit, aber so, som man en Barn lieben kan, und ihr Wohlfart skal mig 439 altid om Hjærtet ligge. Aber Sie, gnädiges Fräulein! De er den einzige Person, for hvem jeg det har følt, som man wahre Liebe kalder.

Frøkenen.

Og jeg har altid følt den største Ligegyldighed for Dem, Hr. Kaptejn! thi jeg undser mig virkelig ved at bruge et ubehageligere Ord i Deres Nærværelse.

Kaptejnen.

Aber denne Ligegildighed, kunde den sig ikke til lidet mere Wärme forandre?

Frøkenen.

Jeg tvivler højligen derpaa, Hr. Kaptejn!

Kaptejnen.

Endnu en Gang, und vors letzte Mal tilbyder jeg Dem at dele Namen, Rang und Vermögen met mig.

Frøkenen.

Og jeg forsikrer Dem om, at De, saa vidt som det staar i min Magt, altid skal beholde det udelt.

Kaptejnen.

De giver mig also en Korb?

Frøkenen.

Ja, og det saa vel konditioneret, som nogen Mand i Verden kan frabede sig eller ønske sin Fjende den.

Kaptejnen.

Det er, parmi! wunderlich. Det havde jeg ikke gedacht. Ich er en Edelmann, reich und Officier, und jeg troede, at en Hagestoltze, en gammel Pige...

Frøkenen.

Hr. Kaptejn! Deres Grovheder frabeder jeg mig. Lær da af mig, at ikke enhver gammel Pige er saa giftesyg, at hun skulde være til fals for den første den bedste Nar, der byder paa hende.

(Gaar).

Niende Scene.

Kaptejnen
(alene).

Das war mir ein Qverstrich in der Rechnung. Aber det siger intet. Ich har schon en halb Dutzend rige Bürgermädchens in min Kikkert. Pulveret maa doch wohl einmal fænge.

(Gaar).

Tiende Scene.

Snvdenstrups Værelse. Det er mørkt.
Snydenstrup (med et Lys i Haanden) Jonas.

Snydenstrup.

Hør nu, min Søn! jeg maa en Gang 440 fortælle dig, hvad der er ved disse to Officerer at gjøre, som du har set hos mig i Dag.

Jonas.

Papa skal have mange Tak.

Snydenstrup.

Kaptejnen er en Gavtyv, som jeg harhjulpen i mange saakaldte Spidsbuberier, og som jeg trænger til, og som trænger til mig igjen. Han er ellers af en fornem Familie og har, tror jeg nok, en Del Penge i Tyskland. Han gjør mig megen Nytte imellem Aar og Dag, og derfor knn jeg nok - vel at mærke - med den vedborlige Forsigtighed betro ham nogle Penge uden Pant. Ser du, saa maa han ogsaa betale bedre, end de, der giver Pant; for der er dog en Del usikkert derved. Naar jeg laaner ham tre Hundrede Rigsdaler, saa maa han give sin Obligation for sex Hundrede. Og dersom jeg ikke laante ham, saa gik han til en anden, hvor han kanske maatte give Obligotion for otte Hundrede.

Jonas.

Men Papa! siden det dog skal ske, hvorfore kunde da ikke vi lige saa vel tage de otte Hundrede Rigsdaler, som en anden?

Snydenstrup.

Nej, min Søn! man maa ikke flaa Folk, det er syndigt; men mere end Skindet behøver man dog ikke hellere at lade dem beholde. Og naar saadan en Person er et Ødeland, saa er det godt, at en brav Mand som jeg eller mine Lige vil tage sig det paa at være hans Kasserer og faa hans Midler trukket til sig, for saa er de dog nogenledes paa et vist Sted, og naar saa Mossiø Person er kommen aldeles paa Knæene, o! saa er det saadan en Glæde for et følsomt Hjærte, at man en Gang imellem kan række ham Haan den og for gammel Kjendskabs Skyld give ham et Par Styver, naar han ellers kanske maatte sulte ihjel. Og saa maa man endelig bære sig saaledes ad, at man til sidst har Penge til gode hos ham, som han ikke kan betale, for at man kan fortælle overalt, hvormeget man taber ved ham.

Jonas.

Men, Papa! skal man saa ikke sætte ham i Slutteriet?

Snydeustrup.

Ja, min Søn! dette er saa en egen 441 Sag. Ser du, dersom han har rig Familie eller formuende Venner, der tager sig af ham, saa kan man nok vove de Skillinger paa ham, som det koster at føde ham der, for saa plejer de dog gjærne at løse ham ud, og i det mindste betale noget af hans Gjæld. Men ellers er det kuns unyttig Pengespilde, og saa er det bedst at lade ham gaa for Lud og koldt Vand. Forstaar du det ikke nok, Jonas?

Jonas.

Jo, jeg gjør saamænd, Papa.

Snydenstrup.

Løjtnanten er nu igjen af en anden Art. Han har ikke noget, og ham er der ikke synderlig at vinde ved. Dog, lidt kunde der sagte være at pille af. Jeg har saa tit villet forstrække ham Penge paa hans Gage, der tjenes dog en skikkelig Dusør ved. Men han har aldrig villet bide paa. Han satte mig dette Guld-Repeter-Ur i Pant for nogle Snurrepiberier. Dette Ur bliver vist ikke gammelt i hans Værge; han er jo kuns fire og tyve Aar gammel. Jeg kjender de unge Officerer ret godt, de fejer ud, hvad de har, naar de er i Trang, og det gjor vist denne med en Gang, sent eller tidlig, og hvem véd, om han saa gaar til mig? saa kryber kanske Uret i en anden.

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor kan det da ikke lige saa vel krybe i os, som i en anden?

Snydenstrup.

Rigtig, min Søn! Jeg har derfore her et gammelt Messing-Repeter-Ur, der i Mørke sagte kan passere for hans; nu hænger jeg hans Kjæde deri, og saa beholder vi hans Ur; det skal gaa herligt.

(Han løser Kjæden af og bytter Urene).
Jonas.

Men, Papa! naar han saa siden ser paa Uret, og spørger Papa om Sammenhængen, hvad vil saa Papa sige?

Snydenstrup.

Ih, saa siger jeg, at det er Løgn, og at han skal bevise, og at jeg véd nok, paa hvad for et liderligt Sted han har fejet Uret ud; og for end han vil have den Mistanke pan sig, at han søger liderlige Huse, før tier han stille med sin Skade.

442
Jonas.

Men hvoraf véd Papa saa vist, at han vil tie stille?

Snydenstrup.

Jo, for han gaar sikkert paa Frieri, det tror jeg, siden han vil kjøbe Prætensioner; og mener du da, at han ikke hellere gav tre Guld-Ure bort, end at hans Kjæreste skulde faa denne Mistanke? - Men tyst! der kommer nogen paa Trappen. (Han puster Lyset ud og leder Jonas hen bag en Stol i Baggrunden). Staa du der, Jonas! og rør dig ikke af Stedet! - (Han gaar til Døren, aabner den ograaber). Er der nogen?

Ellevte Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Her er jo et Hunde Mørke.

Snydenstrup.

Er det Dem, Hr. Løjtnant?

Jespersen.

Ja det er: jeg har Deres Prætiosa tilbage. Kan vi ikke faa Lys?

Snydenstrup.

Der er ikke et Menneske hjemme uden jeg, og jeg kan intet Lys finde. Men, vi kan gjærne afgjøre det i Mørke; De er jo en honnet Mand, der ikke vil bedrage mig?

Jespersen.

Ja ja da, saa føl nu! her er fem Stykker, og her det sjette, som jeg vil beholde. Det er et af dem til tolv Rigsdaler, men vil De have ti derfor, saa er her en Tidalers-Seddel.

Snydenstrup.

Nu, Hr. Løjtnant! for en anden Gangs Skyld faar det saa være.

Jespersen.

Sedlen er rigtig, det svorer jeg for.

Snydenstrup.

Ih, bevare os Gudl Jeg véd jo, De er ingen Skjælm. Her er Deres Ur igjen.

(Leverer ham Messing-Uret).
Jespersen.

(Trykker paa Uret, saa det repeterer). Det er godt! Far vel!

Snydenstrup.

Far vel, Hi\ Løjtnant! naar De ellers behøver noget, saa vær saa god at tale mig til. Adieu! Tag Dem i Agt for Trappen!

(Jespersen gaar)
443

Tolvte Scene.

Snydenstrup. Jonas

Snydenstrup.

Tag mig Lyset, Jonas!

(Snydenstrup tager et Fartøj frem af Chatollet og tænder Lys).
Jonas
(kommer med Lyset).

Men hvorfor solgte Papa Perætensionen for ti Rigsdaler?

Snydenstrup.

Ih, min Dreng! jeg havde solgt ham den for fem, og kunde ogsaa have solgt den derfor, om han havde pruttet meget med mig. Jeg var glad, at jeg blev af med ham, uden at han mærkede Fejlen ved Uret. Nu slipper han da for at feje det Ur ud til en anden.

Jonas.

Ja, og siden det dog skulde ske, hvorfor kunde det da ikke lige saa vel fejes ud til os, som til andre. Men Papa sagde jo før, at Løjtnanten var fattig, er det da inte Synd at skille ham ved sit Ur?

Snydenstrup.

Nej, min Søn! just derfor skal han af med det. For, ser du, saadanne har det alle Tider gaaet i Verden, Jeg skal ved Lejlighed fortælle dig hundrede Exempler, hvoraf du skal se, at det er politisk rigtigt at udsuge den fattige og skaane den rige. Du kan tro mig, min Dreng! det er noget, som baade bør og maa ske.

Jonas.

Og naar det da skal ske, hvorfor kan da ikke vi lige saa vel gjøre det, som andre.

(Dækket falder).

Tredje Akt.

(Stuen i von Plagemans Hus. i Baggrunden staar to Borde med
Lys paa).

Første Scene.

David
(alene).(Bringer Stole ind og sætter i Orden).

David - bringe Stole ind - kan saamænd gjærne gjøre det - har intet andet at bestille - gaar Tiden saa godt for David 444 har intet ondt af at rore sig lidt - og saa ser de Piger saa mildt til David.

Anden Scene.

David. Sofie.

Sofie.

Hvad er det? gaar De og bærer Stolene ind?

David.

Har saamænd ingen Skade af det - David kan inte være ledig.

Sofie.

Ja, men det er en Opvartning, som ikke tilkommer Dem.

David.

David gjærne varter op - maa tro, Jomfru! er inte første Gang, David gjort det. -

Sofie.

Det er godt nok, men vi har en Tjener, og han har faaet Ordre til at gjøre det. (Raaber) Lars!

David
(vil holde hende for Munden).

Tyst - Jomfru! - Stakkels Lars! - -

Sofie.

Hvad fattes Lars?

David.

Vil saa gjærne sove - er sovnig. - David inte sovnig, og vil nok hjælpe stakkels Lars.

Sofie.

Nej! det gaar for vidt, om den Karl understaar sig til at lade Dem gjøre hans Arbejde.

David.

Inte vred paa stakkels Lars - godt Karl - men saa søvnig. - Lad sove - bliver nok vaagen.

Sofie.

De forsvarer ham godt.

David.

O ja, Jomfru! - David forsvare hele Verden

- godt som han kan.

Sofie.

De holder da af alle Mennesker?

David.

O ja, holder af alle Mennesker - gjor David

- Fruentimmer mest.

Sofie.

Se, se! holder Han da ogsaa af dem, som Han ikke kjender?

David.

Bevare os Jomfru! - Mange Mennesker David inte kjender. - Skulde inte holde af dem, fordi inte kjendte dem? - Kan jo være skikkelige Mennesker, fordi David inte kjender dem.

445
Sofie.

Altsaa holder Han ogsaa af mig?

David.

O, meget! meget! Jomfru! - men David er fattig Karl - skulde ellers faa god Mand i David; - vil inte have David? - hvad?

Sofie.

Nej, min gode Ven! det lader sig ikke gjøre.

David.

Ja ja, da! - David finde sig i det - holder dog af Jomfruen alligevel - gjør David.

Sofie.

Det skal De ret have Tak for.

David.

Inte takke David for det. - Det skal David gjøre. - Men, har andet at bestille end at snakke. - Far vel Jomfru! David gaar.

Sofie.

Farvel!

(Han gaar).

Tredie Scene.

Sofie
(alene).

Stakkels Karl! havde han Forstand, som han har Hjærte, saa skulde man kanske lede længe, før end man fandt hans Mage. - Men Klokken er allerede sex, og derover, og endnu er han her ikke. O, min Ven! min Ven! tællede du Minutterne som jeg, du lod mig vist ikke vente saa længe paa dig!

Fjerde Scene.

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Bedste Sofie! tag nu denne ubetydelige Gave af min Haand, til et Pant paa den evige Kjærlighed, jeg i Dag har svoret dig! (Han flyr hende en Prætension). Du véd, jeg kan ingen store Gaver give.

Sofie.

Og du véd, at jeg ser meget mindre paa Gaven selv, end paa Haanden, hvorfra den kommer, og Hjærtet, hvormed den gives. Vær forvisset om, at hver Gang jeg ser paa Gaven, skal Giverens Person være mig i et kjært Minde.

Jespersen.

Tak, min Pige! men jeg vil dog ikke haabe, at du skal behøve at se paa denne usle Bagatel for at tænke paa mig.

Sofie.

Nej, langt oftere skal Tanken om dig bringe 446 mig til at se uaa denne usle Bagatel, som du behager at kalde den.

Jespersen.

Du véd selv, at jeg nu for nærværende Tid ikke tør vove formeligen at anholde om dig hos dine Forældre; thi en simpel Løjtnant, der ikke har andet at leve af end sin Gage, kan ikke gjøre sig meget stærkt Haab om at overtale sin Piges Forældre; men du véd dog, at jeg har nogen mere Udsigt end mit blotte Avancement, og at jeg kan vente mig nogle Skillinger efter en Mormoder, der vel er gammel, men som dog muligen kan leve endnu en Snes Aar.

Sofie.

O. min bedste! jeg skal med Fornøjelse oppebie den Tid, da Skæbnen vil føje dine Ønsker.

Jespersen.

Ja, tal ikke for meget om den Fornøjelse, det vil give dig! Husk paa, hvad Frøken Sommer sagde før!

Sofie.

Godt nok, men jeg vil ogsaa give dig noget at tænke paa. Véd du vel, at du har en Medbejler?

Jespersen.

Ja, vist véd jeg, men hvem kan være bange for en saadan Karl?

Sofie.

Saa véd du det da? det er underligt. - Men om jeg nu siger dig, at jeg holder af ham? hvad da?

Jespersen.

Jeg vilde le. For det kan aldrig være dit Alvor.

Sofie.

Jo, tilforladelig er det mit Alvor.

Jespersen.

O, spøg dog ikke i denne Materie! du vil prøve mig, om jeg skulde være jaloux.

Sofie.

Ingenlunde, det er slet ikke Spøg. Og jeg siger dig nok en Gang, at jeg holder meget, ret meget af ham.

Jespersen.

Sofie! Sofie! - det gaar for vidt - Den gemene Karl!

Sofie.

Herre Gud! kan han gjøre for det, at han er en simpel eller gemen Karl, som du kalder ham? Og kan man ikke gjærne holde af ham for det?

Jespersen.

Men han er en Skurk! en nederdrægtig!

Sofie.

Han er en brav Karl, siger jeg.

Jespersen.

Han er en Slyngel, siger jeg.

447
Sofie.

Stakkels David!

Jespersen
(højt).

Ja jeg skal, paa min Ære! vise ham, hvor David kjøbte Øllet.

Femte Scene.

De forrige. David.

David.

Har intet Øl kjøbt - har ikke David - Skal David kjøbe?

Jespersen.

Hvad er det for en Figur?

Sofie.

Det er netop ham; der ser du din Rival. Vær nu jaloux.

Jespersen
(ler højt).
David.

Le ad David lige i Øjnene - er inte smukt - Gjør David aldrig ved uogen.

Jespersen
(til David).

Forlad mig! det var vist ikke Ham, jeg lo ad.

Sofie.

Nej, det forsikrer jeg paa. Tro kuns mig!

David.

Tror Dem gjærne, Jomfru! - David inte gjærne vil tro ondt om Folk. - Men - talte om Øl - David henter, om befaler.

Jespersen.

Nej Tak! det var ikke Meningen, af hvad vi sagde.

David.

David gaar.

(Gaar).

Sjette Scene.

Sofie. Jespersen.

Jespersen.

Forklar mig Sammenhængen i dette, som jeg slet ikke forstaar.

Sofie.

Det er en Mulat, som er kommet med Ostindianeren, der logerer her; et godt stakkels Menneske. Han siger til alle, at han holder af dem, og det sagde han ogsaa til mig før.

Jespersen.

Skjælmske Tøs! og der skulde du nu strax sætte mig i Harnisk!

448
Sofie.

Men hvem tænkte du paa, siden du saa lige skjældte ham for en Skurk?

Jespersen.

Ih! hvem andre end den fordømte Kaptejn von Aberwitz?

Sofie.

Kaptejn von Aberwitz! hvor kan du falde paa ham?

Jespersen.

Véd du intet om ham? - ja saa véd jeg ikke heller...

Sofie.

Noget maa du vist vide - hvad er det?

Jespersen.

Hør, Sofie! Om din Moder, som vel kunde hænde sig, skulde falde paa at ville paatviuge dig ham, saa maa du fatte Mod og ingenlunde føje hende; thi du bliver ulykkelig.

Sofie.

Gud! hvad hører jeg?

Jespersen.

Himlen skal være mit Vidne, at jeg selv skulde overtale dig til at blive lykkelig paa min Bekostning, liaar den Mand, som din Moder vilde byde dig, var dig værdig, for med mig har det dog maaske lang Udseende. - Men der kommer nogen. - Vær rolig, min Pige!

Syvende Scene.

De forrige. Frøken von Sommer.

Frøkenen.

Naa, Hr. Løjtnant! De er saamæud en ordholden Mand, og har endog en Kjæreste at komme til. Det var Klokken sex.

Jespersen.

Men jeg har ogsaa været her længe.

Frøkenen.

O, jeg saa' nok, da De kom! Og hvad er nu Klokken?

Jespersen.

Klokken er... (Tager Uret ov af Lommen). Hvad Fanden er det? Naa du Erts-Spidsbub!

(Han tager Hatten og vil gaa)
Sofie.

Hvor hen? Hvad vil det betyde?

Jespersen.

Kuns et Øjeblik, saa er jeg her igjen.

(Han river sig løs fra dem og gaar).
449

Ottende Scene.

Sofie. Frøken von Sommer.

Sofie.

Bedste Frøken! Hvad kan dog dette være?

Frøkenen.

O, bryd Dem ikke om del. Formodentlig er det en Forretning, han har glemt. De Herrer Officerer de maa staa paa Pinde paa Minutten. - Men, jeg synes, at jeg hører Deres Moder komme. Skynd Dem at gaa ud af den Dør, for jeg har noget at tale med hende om, som De ikke maa høre.

(Sofie gaar).

Niende Scene.

Frøken von Sommer (alene). Det var vel, jeg fik hende bort, hun faar sin Ulykke tids nok at vide. Imidlertid maa jeg dog se, om jeg ikke kan faa Moderen paa andre Tanker.

Tiende Scene.

Frøken von Sommer. Fru von Plageman.

Fru v. Plageman.

Kjære Frøken! det fornøjer mig ret, at jeg træffer Dem alene.

Frøkenen.

Hvad har De da at befale, om jeg maa spørge?

Fru v. Plageman.

Ikke at befale. Men jeg véd, hvor megen Fortrolighed min Datter har til Dem, og derfor vil jeg anmode Dem om, at forebringe hende noget, som er os meget magtpaaliggende.

Frokenen.

Og det er...

Fru v. Plageman.

At Hr. Kaptejn von Aberwitz har begjært heude til Kone, og at baade hendes Fader og jeg anser dette Tilbud for en betydelig Lykke for hende saa vel som for os.

Frøkenen.

Min Frue! De véd, at jeg har befattet mig med Deres Datters Opdragelse, ikke af Pligt, men fordi det har moret mig at kunne bibringe hende de faa Kundskaber, som jeg besidder; og jeg er Dem og Deres gode Kjæreste meget forbunden for den Fortrolighed, som De har vist mig i 450 at overlade hende til min Vejledning. De véd ogsaa, at Lydighed imod heudes Forældre er en af de første Grundsætninger, som jeg har indprentet hende: men De maa tillade mig at forsikre, at om jeg nogen Sinde skulde lære hende Ulydighed imod Forældres Befalinger, da skulde det just være ved denne Lejlighed.

Fru v. Plageman.

Bevare os, Frøken! hvad kan De dog have imod dette Parti?

Frøkenen.

Kuns disse smaa Ting. Deres Datterstimelige Lyksalighed vil De forspilde og lægge hende, Dem selv og Deres Mand for Tiden i Graven. - Tillad mig aleneste... (Man hører Kaptejnens Stemme udenfor). Ha! hvor ubelejligt kommer han ikke der! - Jeg man forlade Dem til en bekvemmere Lejlighed.

Fru v. Plageman.

Saa har De dog i det mindste den Godhed at lade min Datter komme hid?

Frøkenen.

Det skal jeg; men jeg beder Dem, min Frue! for alt, hvad De har kjært: vogt Dem, og vær ikke for hastig. Det er usigelig meget, hvad De vover, og for end De beslutter noget, saa lad mig dog tale nøjere med Dem.

(Gaar).

Ellevte Scene.

Fru v. Plageman
(alene).

Hm! ret som en Moder ikke vel saa godt kunde se, hvad der er til hendes Barns Vel, som nogen fremmed!

Tolvte Scene.

Fru v. Plageman. Kaptejnen.

Kaptejnen.

Hier har De mich denn, gnädige Mama! efter min Versprechen.

Fru v. Plageman.

De er mig meget velkommen, Hr. Kaptejn! men min Mand er en betydelig Person i denne Sag; ham faar vi vel ogsaa have her ind?

Kaptejnen.

Ei freilich! lasz ihm herein kommen, den gode Hr. Papa.

451
Fru v. Plageman.
(Gaar til Døren og raaber).

Lars!

Trettende Scene.

De forrige. David.

David.

Fruen befale David noget?

Fru v. Plageman.

Ikke Dem, min Ven! - Det er min Tjener, jeg søger.

David.

Stakkels Lars sover. - Men David gaar gjærne Larses Ærender.

Fru v. Plageman.

Nej, jeg takker. - De er ikke her i Huset for at være Tjener.

David.

O, Bagatel! - Befal kuns David frit, Frue!

Fru v. Plageman.

Naa, vil De da ikke have den Godhed at kalde paa min Mand?

David.

Skal strax ske. - David gaar.

(Gaar)

Fjortende Scene.

Fru v. Plageman. Kaptejnen.

Fru v. Plageman.
(Tager et Par Stole frem).

Behag at sidde, Hr. Kaptejn! nu kommer min Mand strax.

Kaptejnen.

Ich takker, gnädige Fru Mama! - det er en vichtig Affaire, vi har at delabrere über.

Fru v. Plageman.

Tilforladelig, overmaade vigtig.

Femtende Scene.

De forrige. Hr v. Plageman.

Kaptejnen.

Gehorsamster Diener!

Hr. v. Plageman.

Deres Tjenere, Hr. Kaptejn!

Fru v. Plageman.

Behag at sidde ned. (De sætte sig alle sammen). Jeg har sagt dig, lille Mand, at Kaptejnen har gjort os den Ære, at fatte Godhed for vores Datter.

Hr. v. Plageman.

Ja, jeg har hørt det.

(Han sukker).
Fru v. Plageman.

Dette er vist ingen Flyve-Grille; thi Kaptejnen har, som du selv véd, i nogen Tid af og til 452 frekventeret vores Hus, og derved faaet Lejlighed til at kjende Pigen.

Kaptejnen.

Und hun mig eben so. Wi schall recht godt harmonieien.

Sextende Scene

De forrige. Sofie.

Fru v. Plageman.

Der er hun. - Hor, min Sofie! Der ser du din tilkommende Mand.

Sofie.

Kjære Moder! bedste Fader! for Guds Skyld gjor mig dog ikke ulykkelig!

Fru v. Plageman.

Hold Munden, Sofie! lad os tale først, siden maa du snakke. - Sæt dig ned.

(Sofie sætter sig paa en Stol i Baggrunden, meget bedrøvet)
Kaptejnen.

Vær ruhig, Jungfer! ich skal Dem som en Kabalier behandeln. (Til de gamle). Aber! De vet denn, at der en formelig Kontrakt maa aufrichtes.

Fru v. Plageman.

Det véd vi. De behager nu at gjøre Propositionerne.

Kaptejnen.

Mehie Præpositionen sind diese: Erstlich, ubergiver De mich Deres Tochter, uden at T)e ferner har nogen Anspruch paa hende.

Fru v. Plageman.

Det forstaar sig.

Hr. v. Plageman.

Det er en underlig Formalitet den.

Kaptejnen.

Ja, den maa so uære. - Darnach giver jeg hende freie und anständige Wohuung.

Fru v. Plageman.

Det er jo en Ting, der falder af sig selv.

Kaptejnen.

Ja wohl! und for det dritte fiinf hundert Rigsdaler om Aaret.

Fru v. Plageman.
(Glad)

Og det til Knappenaals-Penge?

Kaptejnen.

Ja, De maa det Knappenaals-Penge kalde, oder was Sie sonst vil. Aber damit maa hun sin eigene Haushaltung besørge.

453
Fru v. Plageman.

Det gaar ikke an, Hr. Kaptejn! De maa jo dog leve efter Deres Stand, og det kan vi ikke engang komme ud med.

Kaptejnen.

Gut, aber en enkelt Fruentimmer vet jeg doch...

Hr. v. Plageman.

Men hun er jo ikke et enkelt Fruentimmer, naar hun er gift?

Kaptejnen.

Gift, wer hat davon gesprochen? - mit wem er him denn gift?

Fru v. Plageman.

De sidder i Tanker, Hr. Kaptejn! - er det ikke en Ægteskabs-Kontrakt vi skal slutte?

Kaptejnen.

Ægteskabs-Kontrakt? davon weisz ich gar nichts.

Fru v. Plageman.

Hvad? har De ikke sagt, at De vilde slutte en Ægteskabs-Kontrakt med min Datter?

Kaptejnen.

Jeg har sagt, at jeg en Kontrakt med Deres Tochter vilde slutte, aber ingen Ehekontrakt. - Es sind ja auch andere Kontrakten.

Hr. v. Plageman.
(Rejser sig heftig).

Hvad Djævelen tænker De paa, Herre?

Fru v. Plageman.

Mener De, at vores Datter er en Skjøge?

Kaptejnen.

Hun er en armes Bürger-Mädchen, und jeg en rig Edelmann; unter so ungleiche Personen kan ingen Ægtenschaft Statt finden.

Hr. v. Plageman.

Da skal du faa en Ulykke, din Slyngel! (Han gaar til Døren og raaber). Hej! er der nogen, der kan kaste denne Karl paa Døren?

Syttende Scene.

De forrige. David.

David.

David gjærne kaste paa Døren. - Lars, Stakkel! sover. -

Kaptejnen
(idet han gaar).

Det schal Dem en diere Komedie bliefe; denk man paa de tre hundert Rigsdaler.

454
David.
(Springer til og tager ham i Nakken).

Kaptejn holde Mund! - ellers slaar David Kaptejn paa Snuden. - David gaar.

(Han gaar med Kaptejnen).

Attende Scene

Hr og Fru v Plageman Sofie

Hr. v. Plageman.

Hu! det nederdrægtige Skarn! -

Og det var dit fortræffelige Parti for vores gode Sofie!

Fru v. Plageman.

Vær ikke vred, lille Mand! Denne

Ubehagelighed kan du takke mig for, det tilstaar jeg! - Og

du, min Sofie!

Sofie.

O! jeg er lykkelig, naar De kun eisker mig.

Nittende Scene.

De forrige van der Haan

van der Haan.

Med Tilladelse at komme ind: jeg hørte, her var Alarm, dog vel ingen betydelige Fortrædeligheder?

Hr. v. Plageman.

O, min Herre! Det var en Bedrager, der har sneget sig ind i vores Hus, og som vovede lige i vores Øjne at begjære vores Datter, min Sofie, som der staar, til sin Maitresse og foreslaar en ordentlig Kontrakt derom.

van der Haan.

Dem, Jomfru! - Da maa han, paa min Sjæl! ogsaa være et komplet nederdrægtigt Skarn. De er i Sandhed alt for smuk og ser alt for undselig ud til at være et saadant Kreatur.

Tyvende Scene

De forrige Frøken v. Sommer.

Frokenen.

Hvad er det for en Alarm, her var?

Sofie.

Følg med mig, Frøken! saa skal jeg fortælle Dem, hvor lykkelig jeg er

(De gaar)
455

En og tyvende Scene.

Hr. og Fru v. Plageman. van der Haan

van der Haan.

Men, tilgiv mig min Nysgjerrighed! - Karlen, der blev sparket ud, talte om tre Hundrede Rigsdaler, det hørte jeg; hvad skulde det sige?

Fru v. Plageman.

O! jeg har været saa ulykkelig at formaa min Mand til at laane tre Hundrede Rigsdaler af denne Karl.

Hr. v. Plageman.

Til en meget nødvendig Udgift, da jeg intet andet Raad vidste. Nu vil han sikkert komme os paa Halsen med denne Fordring.

van der Haan.

Vær kuns rolig for det. Jeg skal sende Dem de tre Hundrede Rigsdaler ned siden.

Fru v. Plageman.

Gud velsigne Dem for det!

Hr. v. Plageman.

O! det lettede mit Sind meget.

van der Haan.

Vi kan jo altid aflikvidere den Bagatel i Regningen. Men, véd De hvad? Det er paa min Sjæl! aldrig kommen over mig før, som nu i dette Øjeblik. - Hør! jeg har set Deres Datter - og, omendskjønt jeg just ikke er saa ung, at jeg med ét kunde blive dødelig forlibt, saa har hun dog gjort et Indtryk paa mig, som betyder noget. Jeg tror, jeg kunde blive lykkelig med hende, og ønsker at gjøre hende lykkelig.

Fru v. Plageman.

Min Herre! der er ingen Tvivl om.

Hr. v. Plageman.

Deres Tilbud er os overmaade behageligt.

van der Haan.

Det er godt; men jeg maa paa min Sjæl! ogsaa vide, om Pigen kan lide mig.

Fru v. Plageman.

O! det kan aldrig slaa fejl.

van der Haan.

Ja, det er dog, paa min Sjæl! vel ikke saa afgjort. De Piger har gjærne deres Sind for dem selv, og dersom hun kjender en anden, som hun holder mere af, eller dersom hun ikke synes om mig, som gjærne kan hænde sig - for jeg har just ikke mange af de Egenskaber, der skal gjøre Mandfolk behagelige hos det andet Kjøn, - saa vil 456 jeg, saa min Sjæl! ikke eje hende, endskjønt jeg derfor ikke skal lade være at holde af hende.

Fru v. Plageman.

Vist vil hun synes om Dem. Jeg svarer for min Datter.

van der Haan.

Det er saamænd mere, end en Moder ellers plejer at kunne i denne Materie.

Hr. v. Plageman.

Jeg tror dog i det mindste, at hun vilde foje os i alt, hvad vi med Billighed kan forlange.

van der Haan.

Hun maa, saa min Sjæl! ikke gjøre det for at føje Dem; jeg var i Stand til at lade mig skille ved hende blot af den Aarsag, om vi alt var gift. Hør nu, jeg har aldrig gjort saadan en Kontrakt før, men bliver der noget af, saa tror jeg nok, at det er rettest at lade Præsten gjøre den. Men én Ting er der endnu, som staar mig for Hovedet: jeg har aldrig friet, og jeg tror, paa min Sjæl! ikke, at jeg kunde sige et Ord til hende i den Materie, skjønt Kjæften ellers nok plejer at staa mig bi. Vil De ikke paatage Dem Umagen for mig?

Fru v. Plageman.

Med storste Fornøjelse.

Hr. v. Plageman.

De kunde aldrig give os behageligere Kommission.

van der Haan.

Men, med Forord: hverken Tvang eller Overtalelser. - Saa faar jeg da vel et Ord at vide derom en Gang i Morgen, og de tre Hundrede Rigsdaler ligger færdige til Tjeneste. Farvel! (Idet han gaar). Naa! den Kjærlighed kom paa mig, som Jule-Aften paa Kærlingen.

(Gaar).

To og tyvende Scene

Hr. og Frn v Plageman.

Hr. v. Plageman.

Nu, min Kone! endnu bliver vi lykkelige paa vores gamle Alder.

Fru v. Plageman.

Ja, maa du ikke sige det, Mand! kom og lad os gaa ind og overlægge, hvordan vi skal fange Sagen an.

457
Hr. v. Plangeman.

Hillemænd! det er i Sandhed den første Gang, du har villet overlægge noget med mig.

(De gaar)

Fjerde Akt.

(Det er Morgen).

Første Scene.

(Kaptejnens Værelse).

Kaptejnen.
(Alene i en Uniform-Frakke).

Die verdammte Historie von gestern Abend! - Mig soledes paa Døren hinausjagen. - Da ligger de tusende Reichsthaler, som mig Baronen havde versprochen. Aber Hr. Kaptejn! wo war auch deine Kurage? - Ha! warte man ein wenig! - Sie wird kommen. - Und jeg skal mig auf die grausamste Art rächen. - (Det banker). Hvem kan det nu wohl være? - Wiederum bange! - Es braucht unr klopfen, und weg ist meine Kurage. (Det banker igjen). Ich mug es doch wagen.

(Han gaar til Døren og aabner den).

Anden Scene.

Kaptejnen. Pinham.

Pinham.

Ydmyge Tjenere, Hr. Kaptejn! her er jeg til Tjeneste efter Forlangende.

Kaptejnen.

Er De der Advokat?

Pinham.

Ja, jeg har den Ære at være det.

Kaptejnen.

Vil De mig en Kerl i Slutteriet sætte. som mig Penge skilder?

Pinham.

Det gjør jeg med Fornojelse. Det er just mit Levebrød, uagtet mine Lavsbrødre hader mig derfor og siger, at jeg lever af at gjøre Ulykker.

Kaptejnen.

Er sine Lavsbrüder toll?

Pinham.

De maa nok sige det, Hr. Kaptejn! Er det 458 at gjøre Ulykke, at skaffe en Mand, hvad der er hans Ejendom? og den anden, som bliver sat i Slutteriet, han har jo sit Levebrod der, og ham sker altsaa meget ofte en Tjeneste dermed. Mine Kammerater derimod, de forer Processer, som ruinerer saa mangen en Mand, og hvor tit skjælder de ikke brave Folk ud for Slyngler og Bedragere i deres Indlæg og stifter Uenighed imellem Borgere? og det befatter jeg mig aldrig med; jeg vil ikke have det at bebrejde mig, at jeg har været Aarsag i borgerlige Uroligheder, som er den største Ulykke, der kan ramme en Staat.

Kaptejnen.

Det kan man en brav Mand kalde.

Pinham.

Naar derimod en Skrædder, en Skomager, en Jøde eller andre brave Folk har en Snes Rigsdaler til gode hos en eller anden, saa erhverver jeg Dom for dem over Debitor og gjor Exekution, og naar ikke jeg og et Par andre gode Mænd var, saa blev, saamænd! den trykte Hof- og Stads-Rets Fortegnelse, som kommer ud hver Maaned, ikke nær saa begjærlig læst, som den gjor. - Men jeg beder Dem, at jeg maa se Obligationen.

Kaptejnen.
(Tager den frem af sin Tegnebog).

Se da, min Herr! da er den! havde ikke en Umstand været, skulde den mig so gut blevet, som en tusende Reichsthaler.

Pinham.

Aabner dem. Hvad ser jeg! Hr. Kaptejn! tre Hundrede Rigsdaler! Jeg har endnu aldrig haft den Lykke at kunne gjøre Arrest for saa stor en Summa.

Kaptejnen.

Havde jeg det vidst, so havde jeg ikke efter Dem skikket. Sin Capsité maa den ikke være stor.

Pinham.

Det kommer sandelig ikke deraf, Hr. Kaptejn i Spørg kun vores fælles Ven, den gode Hr. Snydenstrup, derom; han har i Sinde at forlade sin Prokurator og antage mig i Steden, men det kommer sig deraf, at der ere saa mange Prokuratorer, som intet har at fortjene: altsaa, naar der en Gang kommer en fed Steg, saa er der hundrede Hænder om den, og saa løber den af med Fordelen, som bedst kan holde sig frem, og det kan jeg ikke.

459
Kaptejnen.

Naa! kurz und gut, De maa den Exkussion gjøre, und faa mid) den Kerl in Slutteriet.

Pinham.

Ja, jeg ser, at Løbe-Maaneden er næsten til Ende, Men Obligationen maa først præsenteres Debitor, for om han kunde betale den.

Kaptejnen.

Bei Leibe nicht! kanske den Kerl betalte, und so kom han jo doch ikke i Slutteriet. Der maa gleich Exkussion gjeres. Verstehn sie mich?

Pinham.

Ja, jeg forstaar det nok; men det gaar slet ikke an.

Kaptejnen.

Was? gaar det ikke an? - Es soll, hol mich der Teufel! angehen. Will han det bedre vide denn jeg?

Pinham.

Jeg gjorde det saamænd usigelig gjærne. Men Lovene tillade det ikke.

Kaptejnen.

Ey! wat kommer mich Lovene ved. Jeg er en Auslænder, und Lovene er ikke for die Auslænder. Er ist mir ein Scheisz-Prokurator. Geh er nur! Ich skal wohl en anden finde.

Pinham.

Naa, naa, jeg skal da gjøre, hvad jeg kan. - Jeg lader ikke gjærne noget gaa fra mig, naar jeg kan beholde det. - (Afsides). Man kan jo sagte narre ham lidt.

Tredje Scene.

De forrige, van der Haan.

van der Haan.

Deres Tjener! med Tilladelse at spørge, hvem af de gode Herrer er det, der hedder Kaptejn von Aberwitz?

Kaptejnen.

Det er mich. Was befehlen Sie?

van der Haan. De maa ikke tage mig mit Spørgsmaal ilde op; thi jeg blev ganske forvildet i de gode Herrers Fysiognomier, da jeg kom ind, og det kom mig for, som de begge kunde bære dette Navn med lige Ret.

Pinham.
(Bukker).

Jeg takker for Komplimenten.

van der Haan.

O! tak mig ikke! Komplimenten var 460 langt mindre af Betydenhed, end jeg mærker, at De kan begribe.

Kaptejnen.

Maa jeg mig Deres Navn udbede.

van der Haan.

Mit Navn? det giver jeg, saa min Sjæl! aldrig fra mig, uden det behager mig; og det hører i det mindste ikke Dem til. Mit Ærende derimod horer Dem til, og det skal De saamænd faa strax, for at jeg kan komme ud af Deres Gjæld. - Ser De! Hr. von Plageman skylder Dem jo tre Hundrede Rigsdaler paa en Vexel-Obligation?

Kaptejnen.

Ja, und jeg har eben denne Obligation til Hl. Prokuratoren, som der staaer, leveret, for Exkussion at gjere.

van der Haan.

Ih! har De det? (Til Pinham). Det er mig, saa min Sjæl! kjært, at jeg ikke tog fejl af Dem ved første Øjekast, men det gjor mig ondt for Deres Staud, der ellers er saa agtværdig, at De hører til den.

Pinham.

De har en besynderlig Maade at komplimentere Folk paa, som De ikke kjender. Maa jeg da spørge Dem, hvad Prokuratorer ere til for, undtagen for at skaffe hver Mand sin Ejendom?

van der Haan.

Ganske rigtig! men om det gjælder om den Klasse, hvortil De horer, det er noget, som jeg tvivler paa. Jeg tror, at vedkommendes Ejendom bliver nok for det meste hængendes imellem Deres Fingre. Tænk De Dem kuns om i Deres Stand, og jeg svær Dem paa min Sjæl! at De, iblandt de agtværdige Mænd, ikke vil finde en eneste, der agerer fattig Mands Bøddel.

Pinham.

Men den Slags Prokuratorer maa jo dog ogsaa være til?

van der Haan.

Upaatvivlelig. Fluer og Bremser maa ogsaa være til, men derfor slaar man dem dog alligevel ihjel, hvor man træffer dem. Skarprettere og Natmænd ere vist ogsaa nødvendige Folk i en Stat, men derfor vilde De dog vel ikke være det? - Nu, for at tale om mit Ærende - Hr. Kaptejn, min Ven von Plageman har givet mig i 461 Kommission at betale Obligationen og Renterne, og derfor kommer jeg til Dem; jeg er da Deres Debitor, og siden det er Debitors Pligt at komme til Kreditor, saa ser De mig i Dag paa Deres Værelse, hvor jeg, min Sjæl! ellers aldrig havde sat min Fod. Her er Pengene.

Kaptejnen.

Jeg har met Dem intet at gjøre. - Jeg vil Exkussion have, und der von Plageman skal mich, ohne Raisonnement, in Slutteriet.

van der Haan.

Saa! og det uagtet han vil betale Pengene?

Pinham.

Det gaar ikke an, Hr. Kaptejn! jeg har sagt Dem det tilforn. Tag Pengene!

van der Haan.

De kan gjøre, hvad De vil; for mig gjærne. Men De maa vide, at jeg ogsaa har en Vilje, og at Lov og Ret har en Vilje, der er stærkere, end baade Deres og min.

Pinham.

Tag De Pengene, Hr. Kaptejn! for De mister Dem ellers rent - (afsides) og saa mister jeg mit Salarium.

van der Haan.

Jeg skal udbede mig et endeligt Svar. Det er sidste Gang, jeg byder Dem Pengene paa denne Maade. Og det svær jeg Dem til, at dersom Pengene bliver buden Dem endnu en Gang, som skal ske notarialiter, og De da nægter at tage dem, kan De skyde en hvid Pind efter dem; og hvordan det end gaar, saa faar De, min Sjæl! dog ikke von Plageman i Slutteriet, det skal jeg være Deai Mand for.

Kaptejnen.

Gieb man die Obligation hier! (Han river den ud af Haanden paa Pinham). Jeg har Mitleid mit den stakkels Plageman, sonsten hätte ich mich nicht bewegen lassen.

van der Haan.

Himlen ske Tak, at De har et saa medlidende Hjærte. - Se, her er Kapitalen, og Renterne med! nu hører Obligationen mig til. (Han stopper den i Lommen). Farvel, Wessieurs! og mine Øjne skulde, paa min Sjeel! meget slaa mig fejl, om jeg ikke kjendte Dem, naar jeg ser Dem igjen, om det saa ogsaa var i den højeste Galge.

(Gaar).
462

Fjerde Scene.

Kaptejnen Pinham.

Pinham.

Jeg gratulerer Dem sandelig, Hr. Kaptejn! Det var virkelig det allerklogeste, Xe kunde gjøre.

Kaptejnen.

Han vil mig om Klogskab tale? So ein Dummkopf!

Pinham.

De maa forlade mig, Hr. Kaptejn! havde De ikke fulgt mit Raad, forsikrer jeg Dem, De havde aldrig faaet én Skilling. - Men - dersom Kaptejnen ikke vilde tage det ilde op, saa skulde jeg udbede mig mit Salarium

Kaptejnen.

Solarium! - han Solarium! - und kan mich ikke engang en Kerl in Slutteriet sætte! Wart man! - han skal sin Solarium kriegen!

(Kaptejnen tager ham i Nakken og sparker ham ud)

Femte Scene.

De forrige. Snydenstrup. Jonas.

Snydenstrup
(som kommer ind i det samme).

Hr. Kaptejn! hvad er det, De gjor ved min gode Ven, Prokurator Pinham?

Pinham
(som stikker Hovedet ind ad Døren)

O, min gode Snydenstrup! se, saadan Konfekt faar man, naar man handler med Kavalerer.

(Gaar).

Sjette Scene.

Kaptejnen. Snydenstruv. Jonas.

Kaptejnen.

Der elementsche Kerl! - will mich Solarium haben, und kan mig ikke en Debitor in Slutteriet sætte

Snydenstrup.

O! det er en Dosmer, Hr. Kaptejn! ret en Ærke-Dosmer.

Kaptejnen.

Aber, min gode Snidenstrup! han er en klog Mand. Das weisz ich. Det har jeg af sin Katkisierung gehørt.

Snydenstrup.

Jo, den Katekisering nodes man til at bruge. Og der er saamænd ikke en Kræmmer eller en 463 Kjøbmand i hele Verden, eller nogen Skrædder og Skomager, der jo lærer sine Børn, hvad Jux der hører til Professionen; at lige, naar Børnene skal blive ved den. Det er noget, som maa ske.

Jonas.

Og naar det dog skal ske, hvorfor skulde da ikke Papa lige saa vel gjøre det, som andre?

Kaptejnen.

Gut! aber hvad skal jeg ved den von Plageman giere? han har mig der i Aftes prostibulert und af sin Huus jagen lassen, blos fordi jeg hans Tochter ville engagere.

Snydenstrup.

Den uforskammede Karl! - hør! han skylder Dem jo Penge? de maa lægge Sag an imod ham.

Kaptejnen. Aber har mig ikke den Kerl sin Obligation bezahlt! Hvat skal jeg nu ved den verfluchte Kerl gjere?

Snydenstrup.

Det er mig kjært, at han har betalt. Saa kan jeg vel faa nogen Penge paa Afdrag?

Kaptejnen.

Ein nndermal! - Es hat keine Eile - jeg har hvad andet at tænke paa. De man mig hjælpe über den Plageman Ravange zu kriegen.

Snydenstrup.

Det er ikke saa let en Sng, for jeg kjender ingen, der har Haand i Hanke med ham. Naar man kunde faa nogen af hans Obligationer opkjøbte, men hvor er de? og desuden saa resikerer man for mange Penge derved, og det er ikke værd. - Men - Jonas! hør vel efter, min Søn! -

Jonas.

Det gjør jeg saamænd ogsaa, Papa!

Snydenstrup.

Ser De, Hr. Kaptejn! naar man vidste, hvordan von Plageman skrev sit Navn, saa kunde man let faa det skrevet efter, for jeg har Bekjendtskab til en Del. habile Folk, der kan skrive hvad Haand efter, det skal være, og som kan forvende deres Bogstaver, naar man en Gang behøver forskjellige Hænder paa ét Dokument. Ser du, Jonas! saadanne Kneb er bedst at bruge i Stervboer, hvor Manden er død og ikke kan nægte sit Navn. Man kan ogsaa prøve at give Regninger ind, som forhen ere betalte, for gemenlig kastes 464 dog Kvitteringer bort; og saa kan man lære unge Mennesker at skrive deres Forældres Navne efter. Paa disse Maader har jeg saamænd arvet meget i mine Dage.

Jonas.

Og siden der dog skulde arves, hvorfor kunde da ikke Papa lige saa vel arve, som andre?

Kaptejnen.

Bravo! Den Junge bliver en komplet Spitzbub in sine Dage.

Snydenstrup.

Kaptejnen behager at smigre. Vi to vi kjender hinanden saa vel, Hr. Kaptejn! at jeg ikke holder nogen af mine Professions-Hemmeligheder skjulte for Dem. - Sagen er nu her lidt vanskeligere, siden Manden lever: men med Overlæg lader det sig dog nok praktisere. Det kommer kuns an paa, at man havde et Dokument eller et Brev, hvorpaa man kunde se, hvordan han skriver sit Navn.

Kaptejnen
(slaar sig for Panden).

Skulde jeg bare ikke have været so ein Dummkopf! (Tager sin Tegnebog op af Lommen og leder blandt nogle Papirer). Wart man! - hier habe ich's, hol mich der Teufel! (Han leverer Snydenstrup Papiret). Sin egenhændige Namens Unterschrift.

Snydenstrup
(aabner Papiret).

Hr. Kaptejn! - o! jeg maa kysse Dem for det; det er et Mesterstykke. - (Han kysser Kaptejnen). Hans Navn midt paa et Stykke rent Papir! - hvor har De faaet det?

Kavtejnen.

Ich er en stor Taschenspieler - das wissen Sie. Und so giorde jeg for en paar Wochen siden einige Taschenspieler-Künste hos dem. Jeg wickelte denn et Stykke Papiir so sammen, at den blev gantz klein, so bat jeg den von Plageman sin Namen derpaa at skrive. Han gjorde det, - vips, habe ich den Namen weggeblasen, und er hatte ein reines Stück Papir. Verstehen Sie, ich chargierte behændig, und so beholdt jeg den Stück med sin Namen auf.

Snydenskrup.

Fortræffelig. Nu har jeg alt, hvad jeg behøver, Herpaa skriver vi en Vexel - ikke for lav - paa nogle Tusende Rigsdaler; - og over hans eget Nnvn skriver vi: accepteret. San skal vi se, hvnd Karlen vil gjøre; 465 og om han da kan undgaa Slutteriet. - Men, hvor meget faar jeg for min Umage?

Kaptejnen.

O! vi skal som Brüder dele. - Und Jonas skal ogsaa en smuk Præsent have.

Jonas.

Jeg takker Hr. Kaptejnen. Maa jeg faa den i kontante Penge, for saa fortjener jeg lidt med at laane mine kammerater.

Syvende Scene.

De forrige. Jespersen.

Jespersen.

Om Forladelse, min Herre! at jeg kommer saa dristig. Jeg skulde vist ikke have sat min Fod ind paa Deres Stue, naar det ikke var for at søge min Tyv, som jeg i Aftes ikke kunde faa fat paa, og som er her.

Kaptejnen.

Da maa jeg mig udbede, at De sin Tyf paa en anden Sted vil søge.

Jespersen.

Forlad mig! jeg søger min Tyv, hvor jeg véd, at han er, om han saa ogsaa var i Deres Klæder.

Jonas
(trækker saa Fader i Kjolen).

O! lad os gaa.

Snydenstrup.

Kom og lad os gaa, min Dreng! - Farvel, Hr. Kaptejn!

Jespersen.

Et Øjeblik endnu, om jeg maa bede! - (Tager ham i Kraven). Hid med mit Ur, Gavtyv!

Snydenstrup.

Saa sagte, Hr. Løjtnant! - Véd De, hvad det kan koste Dem at skjælde en brav, ærlig Borgermand for en Tyv, uden at kunne bevise det?

Jespersen
(slipper ham og bliver bestyrtset).
Snydenstrup.

O! det er kuns to Bagateller, det vil koste Dem - ikke mere end tre Mark, og saa Deres Portepé. - Der staar Kaptejnen, det er ét Vidne, og her staar et smukt ungt Menneske, som har været til Konfirmation og slet ikke er af min Familie, det er to Vidner; mere kræver Loven ikke. Bevis nu De med to Vidner, at jeg har stjaalet et Ur fra Dem, saa har De vundet Spillet; men dersom De ikke kan det, saa kommer jeg med mine to Vidner og beviser, at De 466 har skjældt mig for en Tyv, og )aa faar vi at se, hvem der vinder mest ved den Leg.

Jespersen.

Min Gud! hvad er det for Folk, der er i Verden!

Snydenstrup.

Ja, det maa De nok sige, naar De tænker paa Dem selv. Og tror De, at der vil falde nogen Mistauke paa mig? - Nej! jeg er alt for vel bekjeudt for en gammel ærlig og redelig Borgermand. Om Dem vil mon derimod sige, at De har fejet Deres Ur ud i Ulkegaden eller saadant et Sted, for man véd nok, hvorledes disse unge Mennesker er. Gjør nu, hvad De behager. - Her staar jeg, og der staar mine Vidner. -

Jespersen.
(Idet han gaar).

Nan, lad nu nogen komme og forsikre mig om, at han er en ærlig Mand, paa Grund af at man ikke kan bevise med Vidner, at han er en Skjælm!

(Gaar).

Ottende Scene.

De forrige, undtagen Jespersen.

Kaptejnen.

Naa, er ist mir ein kapitaler Kerl. - Aus der Scene war was fur Jonas zu lernen.

Jonas.

Ja, jeg har vist ogsaa passet saa godt paa, som jeg kunde, men jeg var bange.

Snydenstrup.

O, du er et Barn; er det at være bange for?

Jonas.

Men hvor kunde Papa sige, at jeg har staaet til Konfirmation, og at jeg ikke var af hans Familie?

Snydenstrup.

O, din Nar! maa man ikke hjælpe sig med Løgn, hvor man ikke kan bruge Sandhed? - hvad nytter Løgnen til, naar den ikke Oruges?

Kaptejnen.

Aber nu maa den vores Plan in Værk sættes. - Lasz sehen, dasz er es gut ausrichten kann.

Snydenstrup.

Der skal saamænd ikke en Formalitet blive glemt.

* 467
Kaptejnen.

Daran tvivler jeg ikke; er ist en allzu habiler Mann dertil.

Jonas.

Adieu saa længe. Snydenstrup. Farvel, Hr. Kaptejn! Kaptejnen. à recevoir.

(Snydenstrup og Jonas gaar ud af en Dør, og Kaptejnen gaar ind i en anden Stue).

Niende Scene.

(Stuen i v. Plagemans Hus). Hr. og Fru v. Plageman.

Hr. v. Plageman.

Naa, lille Kone! jeg er da i Dag blevet saa lykkelig paa min gammel Alder, at vi to én Gang har været enige i vores Meninger.

Fru v. Plageman.

Ih, min bedste Mand! vi har jo alle Tider været enige.

Hr. v. Plageman.

Nej, Moder! - men vi er blevet enige; - og det kommer deraf, at jeg altid har givet efter.

Fru v. Plageman.

Jeg kan ikke nægte dig den Berømmelse; det er rigtignok smukt af dig; men du maa dog ogsaa tilstaa, at du altid har haft Uret.

Hr. v, Plageman. Ikke just altid. - Kan vel være en Gang imellem,

Fru v. Plageman.

Jo, lille Mand! altid, naar vi har disputeret. - Nævn mig bare en eneste Gang, at du har haft Ret.

Hr. v. Plageman.

Jeg vil ikke tale om den evige Disput, om Forskjellen imellem at hedde Mester Petersen og Hr. v, Plageman, for nu har vi været gift i mere end tredive Aar, og hvert Aar har tre Hundrede fem og tresindstyve Dage; nu kan du selv regne ud, hvor til vi har trættedes om den Materie, for vi har i det mindste disputeret én Gang hver Dag derom.

Fru v. Plageman.

Skal jeg da regne Skud-Aarene for en Dag mere?

Hr. v. Plageman.

Naa, naa! bliv ikke vred! lille Kone!

Fru v. Plageman.

Det er ogsaa det eneste, han altid 468 har at gjøre Ophævelser over. For i alt andet har han altid faaet Ret.

Hr. v. Plageman.

Saa? - End, da du faldt paa at befale dine Tjenestefolk at kalde dig Frue, var jeg ogsaa enig med dig i det?

Fru v. Plageman.

Men der var du atter urimelig, Fa'er! Hedder ikke enhver skikkelig Kone i Byen Frue?

Hr. v. Plageman.

Tag imod Titlen længe nok, naar den gives dig, og du ikke kan afværge det; men sine Tjenestefolk kan man dog sagte forbyde at give os Titler, som ikke tilkommer os. Og mon du ikke kan være lige saa agtværdig en Kone, naar du hedder Madame, som naar du lader dig kalde Frue?

Fru v. Plageman.

Naa, har du endnu mere?

Hr. v. Plageman.

Ja, naar vi saa en Gang skal ud i Skoven om Sommeren at fornøje os, saa kan det ikke smage dig at komme i Sharlottenlunds Skov eller Dyrehaven; men jeg maa kjøre som en Nar og flakke omkring paa de store Herskabers Gaarde for at bese deres Herligheder og gaa i deres Haver og -

Fru v. Plageman.

Ja, hvad ondt er der vel i det?

Hr. v. Plageman.

Ih, jeg misunder sandelig ikke disse Folk deres Herligheder, men jeg kan ikke lide, at de skal tro, at alle simple Folk ere saa inderlig forlegne for at bese og beundre deres Lykke. En anden Sag er, hvor Lyststedet er kongeligt, der kan jeg endda til Nød finde mig i det. Men hos en privat Mand har jeg aldrig kunnet lide det; for i Fald vi ere saa lykkelige at mode det naadige Herskab paa deres Grænser, saa ser de paa os netop med den samme Mine, som du ser paa dine Tjenestefolk, Mo'er! naar vi har Bal en Gang, og du giver dem Lov til at staa i Forstuen og gabe paa det. Og lige saa lidet kan jeg udstaa den Tanke, at man kunde faa i Sinde at regne mig iblandt den Pøbel, der ruinerer af Kaadhed, hvad Herskaberne har anvendt Penge paa.

Fru v. Plageman.

Har du endnu mere at sige, saa 469 kom med det i en Hast, for jeg synes, du har ret saadan en Lyst til at moralisere for mig i Dag.

Hr. v. Plageman.

Ja, og det kommer saamænd af, at jeg er saa glad over det gode Parti, vores Datter skal gjøre.

Fru v. Plageman.

Vil du altid være saadan, naar du er ret glad, saa skal jeg just ikke rose mig af den Fornøjelse, jeg har deraf

Hr. v. Plageman.

Om Forladelse, lille Kone! - du skal da se, at jeg skal stræbe efter aldrig at blive ret glad herefter. - Men hvor kan dog Sofie blive af?

Fru v. Plageman.

Jeg sagde til hende, at hun skulde komme her ind. - Jeg faar at hente hende. - -

(Gaar).

Tiende Scene.

Hr. v. Plageman.
(Alene).

Det er, Gud ske Lov! saa god en Kone, som nogen vil ønske sig, naar hun bare maa raade. - Det er nu hendes svage Side. - Og jeg har saamænd ogsaa min svage Side, - for jeg havde faaet den fortræffeligste Kone af hende, naar jeg ikke havde giftet mig med hende, før end hendes Fader var død, og saa inte havde været saadan en Mæhæ fra Begynderen, som jeg er.

Ellevte Scene.

Hr. v. Plageman, Fru v. Plageman. Sofie.

Fru v. Plageman.

Kom ind, mit Barn! her er ingen, uden din Fader. Du véd, at jeg i Aftes ikke kunde komme til at tale med dig, for vi vare saa glade ved Bordet, saa vi kom kuns sent derfra. Nu har vi Lejlighed til at tale lidt med dig, og jeg maa da først gratulere os lige saa meget, som dig selv, fordi vi kom efter, hvad Kaptejnen var for en Karl.

Hr. v. Plageman.

Ja, ham havde jeg altid været imod. Det var dit Arbejde.

Fru v. Plageman.

Skal du endelig lade mig høre 470 naar jeg en Gang fejler? Vilde jeg bære mig saadan ad med dig, saa maatte jeg gaa og brumme fra Morgen til Aften.

Sofie.

Jeg er vis paa, at baade min Fader og min Moder elsker mig saa meget, at de altid sigter til mit Vel, endogsaa med de Handlinger, hvorved de siden finder, at de har fejlet.

Hr. v. Plageman.

Ja, i Sandhed gjør vi det, min Pige T

Fru v. Plageman.

Kaptejnen var et Skarn, det véd vi, og jeg undrer mig selv over, at vi aldrig har kunnet mærke det før. At han var noget vindig, det har jeg vel set, men jeg troede, det kom af, at han var ung. - Nu tilbyder der sig et andet Parti for dig, min Datter! og det er en ganske anden Mand. - Ingen ung Spredere og ingen gammel Pedant, en fortræffelig og en retskaffen Mand. -

Hr. v. Plageman.

Som er meget rig. -

Sofie.

Og som hedder? -

Fru v. Plageman.

Ja! hans Navn er sandelig ikke af liden Betydenhed. - Hr. van der Haan.

Sofie.

Ostindianeren?

Hr. v. Plageman.

Just han.

Sofie.

Kjære Forældre! - jeg tror, han er en retskaffen Mand. - Agte ham - ære ham - det kan jeg. - Men elske ham - det kan jeg ikke.

Hr. v. Plageman.

Betænk, mit Barn! at du kan gjøre os - dine Forældre - lykkelige paa vores gammel Alder. - Han er rig. -

Fru v. Plageman.

Og hedder van der Haan.

Sofie. Jeg vil opofre alting - min egen Lyksalighed selv -, naar jeg ser, at det er nødvendigt for Deres Roligheds Skyld; - men at det her er nødvendigt, indser jeg ikke.

Fru v. Plageman.

Du er ogsaa kuns et Barn! - men vi indser det.

471
Hr. v. Plageman.

Du vil lægge Aar til vores Alder, ved at føje os.

Sofie.

Jeg vilde sælge ti Aar af min Alder, for at tilkjøbe mine Forældre ét, - Men De vil selv blive ulykkelige ved at se mig være det.

Fru v. Plageman.

Vi bliver alle lykkelige, naar du føjer os heri.

Sofie.

Men bliver De ulykkelige, om jeg vover at være Dem ulydig?

Fru v. Plageman.

Ja! - vi vil svinde hen af Græmmelse - og dø, og det er da dig -

Sofie.

Kjære Moder! - ti dog! - jeg kan ikke udholde det længere.

Hr. v. Plageman.

For end mere at overbevise dig om, at det staar i din Magt at gjøre os enten lykkelige eller ulykkelige, saa maa du vide, at vi ere i Armod og dyb Gjæld, og at vores eneste Haab beror paa dig, og at du gjør et godt Parti.

Sofie.

Er det vist?

Fru v. Plageman. Saa vist, som jeg er din Moder, er der ikke et Ord usandt deri.

Sofie.

Vil De forunde mig nogen Tid til at betænke mig i?

Fru v. Plageman.

Til Middag, mit Barn! - vi kan ikke længere opholde Manden.

Hr. v. Plageman.

Vi vil forlade dig og blot bede dig overveje, at det staar i din Magt at forlænge eller forkorte vores Dage.

(Han kysser hende).
Fru v. Plageman.

Far vel saa længe, mit Barn!

(Hun kysser hende. De gaa).

Tolvte Scene.

Sofie.
(Alene).

(Hun sætter sig Paa en Stol;. Saa er jeg da bestemt til et Offer, et ulyksaligt Slagtoffer. - O, min Ven! hvad vil du sige, naar du hører dette? - hvad 472 skal jeg gjøre? - Dog! har jeg ikke en Læremesterinde - en Veninde -, som jeg kan raadføre mig med? (Hun rejfer sig og vil gaa, men møder Frøken v. Sommer i Døren).

Trettende Scene.

Sofie. Frøken v. Sommer

Frøkenen.

Hvad fattes Dem? - Hvorledes ser De ud?

Sofie.

Bedste Veninde! - giv mig et Raad! - Jeg skal ægte van der Haan - eller og styrte mine Forældre i Armod og Elendighed - ja til sidst i Graven.

Frøkenen.

Hvem har sagt Dem, at det vilde blive en nødvendig Følge, naar De afslog dette Tilbud?

Sofie.

Mine Forældre selv! - Just nu forlod de mig. - Hvad skal jeg gjøre? - giv mig et Raad.

Frøkenen.

Sandelig, lille Sofie! det er én af de vanskeligste Poster, hvori De kunde forlange mit Raad. - Og jeg maa nøje overveje Tingen, før end jeg kan tjene Dem dermed. Der ere Opofrelser, som Forældre ere pligtige at gjøre for deres Børn; men der gives visselig ogsaa mange Tilfælde, hvor Forældrene kan kræve Opofrelser af Børnene. Dersom Deres Forældres Forfatning kau hjælpes uden dette desperate Middel, da skal vi vel finde paa Udveje til at bøje deres Haardhed. - Men staar Deres Forældres Lykke eller Ulykke virkelig i Deres Haand - da - da fordres der Heltemod, lille Sofie! - og dette er det, som jeg først maa undersøge, før end jeg kan raade Dem. - Kom ind, og lad os se til, hvorledes vi skal komme efter Sagernes Sammenhæng.

(De gaa).

Femte Akt.

(Samme Værelse).

Første Scene

Lars.
(Alene, med en Fejekoft i Haanden).

Jeg synes, her kunde være rent nok. (Gaber). Den naadige Frue kan nu aldrig 473 faa det pænt nok. - Hun véd heller ikke, hvad det koster paa Kræfterne - (gaber) at gaa med Fejekosten. - Man kan sagte tale om det, som man inte kjender! - (Gaber). Og saa synes mig ogsaa, at det er Stuepigens Arbejde og ikke Tjenerens.

(Sætter sig paa en Stol og gaber).

Anden Scene.

Lars. David.

David.

Stakkels Lars! - feje Gulvet!

Lars.

Ja! Han maa nok sige det. - Saadant Arbejde maa jeg gjøre.

(Gaber).
David.

David hjælpe Lars. - David gjærne feje Gulv. -

Lars.

Det skal Han, saamænd have Tak for -

(Han flyr David Kosten).
David.

David nok gjøre det godt. - Er ikke saa dum - er ikke David. -

(Han begynder at feje).

Lars.

Der ligger ogsaa noget henne - Mossiø David!

(Gaber).
David.

Ser det nok - lille Lars! - David skal inte glemme.

Lars. Og saa visker Han Støvet af Stolene. (Gaber) , Se, her har Han et Klæde!

(Tager et Klæde op af Lommen og lægger paa sit Knæ).
David.

Skal nok gjøre det - lille Lars!

Lars.

Vil Han altid saadanne hjælpe mig - Mossiø David?

(Gaber).
David.

O ja! - David altid hjælpe Lars!

Lars.

Ja, saa kan jeg endda - (gaber) finde mig i at være Tjener.

David.

Skal inte ondt have - skal ikke Lars, - saa længe David er her.

Lars.

Mange Tak skal Han have; - (gaber) Han skal ikke feje uden der - hvor der var spildt.

(Gaber).
David.

David gjærne feje hele Gulvet!

474
Lars.

Nej, nej! - Gid Fanden gjøre mere (gaber) , end hvad de befaler én!

David.

Ja, ja, da! - I Morgen David feje hele Gulvet.

Tredje Scene.

De forrige. Frøken v. Sommer.

Frøkenen.

Men, Gud bevare os! - hvad er det, jeg ser?

David.

David hjælpe lille Lars - inte andet, Frøken!

Frøkenen.

Og det kan Han sidde saaledes og tage imod?

Lars.

Ja - jeg kan. (Gaber). Hvorfore skulde jeg ikke tage det saa mageligt, som jeg kan faa det?

(Gaber).
Frøkenen.

Jeg tror, Han er saa doven, at Han ikke gider vasket sig en Gang selv.

David.

Stakkels Lars! - David gjærne vaske Lars!

Frøkenen.

Da burde det være med en Kjeep.

David.

Bevare os - inte vaske med Kjæp - gjør inte David.

Lars.

Jeg vilde saamænd gjærne betale én for det - ligesom de store Herrer. (Gaber). - Men min Løn strækker ikke til.

Frøkenen.

Godt, Mossiø Lars! - men vil Han ikke være saa god at bede sin Herre umage sig et Øjeblik ind til mig?

David. David gjøre det - sid kuns, lille Lars! - David gaar.

(Gaar).

Fjerde Scene.

Frøkenen. Lars

Frøkenen.

Skal jeg lade Ham bære ud af Stuen? Lars!

Lars.

Jeg var tilfreds. at Frøkenen - (gaber) vilde gjøre det, for det tager saa meget - (gaber) - paa Præfterne at gan.

(Gaar gabende ud)
475

Femte Scene

Frøkenen
(alene).

Det er et vanskeligt Arbejde, jeg har paataget mig; og Gud véd, hvorledes jeg kommer fra det! - Faderen maa jeg udspionere, om deres Forfatning virkelig er saa slet, som de siger - og Moderen maa man fe at bevæge; for, ihvor forhippet han endogsaa er paa Giftermaalet, saa maa han dog give efter, naar hun vil.

Sjette Scene.

Frøkenen. Hr. von Plageman.

Hr. v. Plageman.

De har forlangt at tale med mig, Frøken!

Frøkenen.

Ja! - De pardonnerer mig min Dristighed. - Jeg kommer her som Talsmand for Deres Jomfru Datter, først hos Dem, og siden hos hendes Fru Moder.

Hr. v. Plageman.

Min Datter kunde ikke letrelig vælge sig nogen Talsmand, hvis Ord kan og bør have saa megen Vægt hos os, som Deres, Frøken!

Frøkenen.

Jeg er Dem forbunden for Deres Kompliment. Udfaldet af mit Ærende vil da vise mig, om det er en blot Kompliment eller ikke.

Hr. v. Plageman.

Maa jeg altsaa udbede mig, at vi maa komme til Tingen.

Frøkenen.

De har besluttet at gifte Deres Datter med en, saa vidt som jeg tror, meget brav og værdig Mand.

Hr. v. Plageman.

Ja, vi har, Frøken! Det er et Tilbud, som vi aldrig havde kunnet drømme om, og saadan en Lykke tilbydes sjælden nogen Pige mere end én Gang i hendes hele Levetid, hvorfore man med begge Hænder maa holde paa den.

Frøkenen.

Jeg vil give Dem Ret deri, at dette Tilbud er en Lykke for Dem. Men De har levet saa længe, at De umulig kan andet end have lagt Mærke til, at det, der for tusende Mennesker er en Lykke, ikke sjælden er en Ulykke for et enkelt. Lykken er ligesom en meget god Medicin i Verden.

476

Doktoren, der ordinerer den, maa meget nøje passe paa, om den Mave, som Medikamentet tillaves for, er saaledes disponeret, at den kan imodtage det, thi ellers kan det dræbe i Steden for at helbrede. Det kommer mi an paa, om De er overbevist om, at denne saakaldede Lykke ikke bliver en Ulykke for Deres Datter.

Hr. v. Plageman.

Ja, det er jeg overbevist om, jeg kjender min Datter, og véd, at hun vil sætte sin Lyksalighed i det, der kan befordre vores.

Frøkenen.

Det véd jeg ogsaa. Men, uden at gjøre Dem nogen Kompliment, maa jeg vende denne Sætning om, og saa hedder den. jeg er vis paa, at De og Deres Frue, som Forældre, vil sætte Deres Lyksalighed i det, der kan befordre hendes.

Hr. v. Plageman.

Det véd Gud, vi vil.

Frøkenen.

Men, om nu dette Giftermaal, i Steden for at befordre hendes Lyksalighed, gjør hende ulykkelig?

Hr. v. Plageman.

Det er hun alt for ung til at kunne bedømme.

Frøkenen.

Forlad mig! - Det er De, min Herre! alt for gammel til at kunne bedømme. Tænk Dem fyrretyve Aar tilbage i Deres Alder, da der løb en Hoben varmere Blod i Deres Aarer, end der nu kan løbe! og husk Paa, hvad De saa til har fortalt, hvorledes Deres Forældre vilde tvinge Dem til at tage Urmager-Enken, for at De kunde faa Værkstedet og Skillingerne, og De derimod vilde have Deres første Kone, som var en fattig Pige; hvad tænkte De da om Deres Forældre?

Hr. v. Plageman.

Jeg tænkte - jeg tænkte... Men hvad kan vel min Datter have imod dette Parti? - Maaske en anden Kjærlighed?

Frøkenen.

Maaske - maaske ogsaa blot, at hun ikke synes om Personen.

Hr. v. Plageman.

Ikke synes om ham? - hvad kan hun vel have at udsætte paa ham?

477
Frøkenen.

O! det vanærer Manden vist ikke, at hun ikke synes saa meget om ham, som De. Der er overmaade mange Mennesker, som en Pige kan agte og ære, men overmaade faa, som hun kan gifte sig med. Og jeg vil overalt ikke tro, at De vil fordre større Lydighed af Deres Datter, end De selv var i Stand til at vise Deres Forældre.

Hr. v. Plageman.

Men det er en anden Saa, med hende end med mig. Tilfældet her er ganske forskjelligt.

Frøkenen.

Tilfældet her er netop det samme. De tillader mig - -

Hr. v. Plageman.

Nej, Frøken! Det er sandelig ikke. - Mine Forældre bleve ikke ulykkelige, fordi jeg af slog Urmager-Enken.

Frøkenen.

Bliver da De ulykkelige, naar hun afslaar van der Haan?

Hr. v. Plageman.

Ja, vi gjør, Frøken! Min økonomiske Forfatning, maa jeg rent ud sige Dem, er yderlig slet.

Frøkenen.

Jeg har ikke set Deres Kontrabøger; men saa meget maa jeg dog sige Dem, at der, efter mine Tanker, skal en overmaade stor og overhængende Ulykke til, før end man maa anvende saa desperate Midler, og...

Hr. v. Plageman.

Jeg kan ikke sige Dem mere, Frøken! end at jeg ikke anser dette Middel for at være desperat. Gjærne føjede jeg min Datter; men om nu jeg vil, saa gjør vist min Kone det ikke; om en halv Time er det Middag, og til den Tid har vi lovet at sige Manden Svar. "

Syvende Scene.

De forrige. Snydenstrup. Jonas.

Snydenstrup.

Med Tilladelse!.. er Hr. von Plageman hjemme?

Hr. v. Plageman.

Her er jeg! hvad godt, min Herre!

Snydenstrup
(tager en Tegnebog ov afLommen)

Jeg har en liden Vexel at enpresentere Dem til Betaling. Den lyder fra Dato.

478
Hr. v. Plageman.

Mig en Vexel!.. hvor kan den komme fra?

Snydenstrup.

De erindrer det nok, naar De ser den. - (Han leverer ham Vexlen). Se, her er den!

Hr. v. Plageman.

Hvad! en Vexel paa to Tusende Rigsdaler?...

Snydenstrup.

Ja, og som De selv har accepteret - se, der staar jo Deres Navn! - Og det er i Dag den sidste Løbe-Dag.

Hr. v. Plageman.

Hvorledes kan det hænge sammen?... Det er min egen Haand, og jeg har aldrig i mine Dage accepteret nogen Vexel.

Snydenstrup.

Ja, det véd jeg ikke. Den er, som De selv ser, endosseret til mig af en brav Mand, som nu, desto værre! er død. Hans Skifte er under Behandling, og jeg kan ikke have med nogen anden end Dem at bestille.

Jonas.

Nej, saamænd kan Papa ikke.

Hr. v Plageman. Jeg betaler den ikke.

Snydenstrup.

Ja, saa maa De ikke tage det ilde op, at jeg om en halv Time gjor Arrest hos Dem efter Vexel-Retten.

Frøkenen.

De vil dog vel ikke....

Snydenstrup.

Forlad mig!... jeg hav intet med Fruen at bestille... Det er Deres gode Mand...

Hr. v. Plageman.

Vexlen er falsk, det paastaar jeg...

Snydenstrup.

Min Herre! min Herre! tag Dem i Agt! De har selv sagt, at det var Deres egen Haand, og vel er Endossenten død; men han bvede her i Byen, og der er ikke én Mand paa hele Borsen, der jo kjender hans Firma og Haandskrift. Vil De betale den?

Hr. v. Plageman.

Nej! jeg hverken vil eller kan.

Snydenstrup.

Ja ja, min Herre! saa ses vi igjen om en halv Time paa en anden Maade. Jeg kan saamænd ikke skjænke Dem min lovlige Ejendom.

Jonas.

Papa kan ikke taale at tabe.

479
Hr. v. Plageman.

Hvad skal jeg gjøre? jeg ulykkelige Menneske? alting stormer til imod mig, for at gjøre mig ulykkelig. - Naa, Frøken! er nu ikke en rig Svigersøn fornøden?

Frøkenen.

Endnu ikke, min Herre!

Hr. v. Plageman.

Jo upaatvivleligen. - O, jeg elendige Mand! - Jeg maa nødes til at gribe til dette Middel, og dersom Sofie ikke vil hjælpe mig, saa er jeg uden Redning forloren, - -

(Han gaar).

Ottende Scene.

Frøkenen. Snydenstrup. Jonas.

Jonas.

Saa faar vi vel gan, Papa?

Snydenstrup.

Ja, lad os det, min Søn! Adieu!

Frøkenen.

O nej, vær saa god at bie lidt! - Behag at sidde ned! (De sætte sig i Baggrunden af Theatret, Fæenen gaar frem paa Theatret) Skulde vel denne fremmede ville læsse flere Forpligtelser paa Sofie? - Ja, elsker han hende meget, saa gjør han det vist, og der voves i det mindste meget. - Nej! det skal ikke ske. Jeg skal gjøre Sofies Lyksalighed et Offer. - Fire Tusende Rigsdaler er min hele Formue, og dette Offer koster mig altsaa kuns Halvparten, Jeg skal dog ikke lide nogen Nød. - Ja, det maa ske. - (Til Snydenstrup). Min Herre! Er Vexlen ikke paa to Tusende Rigsdaler?

Snydenstrup
(kommer frem, og Jonas holder ham ved Haanden).

Jo netop! behag at se her!

Frøkenen.

Jeg betaler Dem Vexlen.

Snydenstrup.

Meget godt, naadige Frue! Deres Mand vil da...

Frøkenen.

Han er ikke min Mand!

Snydenstrup.

Jeg beder Fruen om Forladelse. Jeg burde have begrebet det, siden De vil betale en saadan Summa for ham. Men vil Deres Hr. Gemal..,

Frøkenen.

Er det Dumhed eller Ondskab, min Herre!.... Jeg er ikke gift.

480
Snydenstrup.

Jeg beder om Forladene, det mente jeg saa vist ikke heller. - Det er dog underligt.

Jonas.

Det synes jeg ikke, Papa!

Frøkenen.

Kom til mig i Eftermiddag, saa skal jeg enten levere Dem Pengene eller stille Dem saa antagelig Sikkerhed, at De ikke...

Niende Scene.

De forrige. Jespersen

Jespersen.

Deres ydmyge Tjenere!

Jonas.

Skal vi ikke nu gaa?...

(Trækker Snydenstrup i Kjolen).
Snydenstrup.

Jo nok, min Dreng!... Adieu!

Jespersen.

Se se! min ærlige Mand!.. O! behag at bie et Øjeblik.

Snydenstrup.

Jeg har saa sandelig ikke Tid.

Jespersen.

O! jeg tager det paa mig. - Et Øjeblik, om jeg maa bede Dem! - Og De, Frøken! handler oglaa med denne Mand?

Frøkenen.

Om nu saa var, saa er det en Sag imellem ham og mig.

Snydenstrup.

Det skulde jeg ogsaa formode.

Jespersen.

Frøken! Deres Affærer kommer mig slet ikke ved. Men naar De handler med denne Mand, saa vil, saa maa jeg vide, hvad Deres Handel bestaar i. Og jeg svær Dem til, at hverken han eller jeg kommer ud af Stuen, før end De forræller mig...

Snydenstrup.

Men jeg gaar alligevel!

Jespersen.

Saa! det vil vi se paa. - Jeg har min Karl derude. Hejda, Ole! (en Matros kommer ind). O! løb mig strax efter Politiet! - (Ole vil gaa). Nej! bi lidt! - det duer ikke. - Hold mig fast paa denne Karl!

(Jonas løber, og Karlen tager fat paa Snydenstrup)
481

Tiende Scene.

De forrige, undtagen Jonas. David.

David.

David gjærne holde paa Karl.

(Han holder paa Snydenstrup).
Snydenstrup.

O! hvor blev min Jonas af?

David.

Jonas løb som var pisket. - Jonas er Faders Søn? - ikke?

Jespersen.

Nu, Frøken! jeg maa vide Sammenhængen. Det er sandelig for Deres eget bedste.

Snydenstrup.

Hr Løjtnant! det er anden Gang i Dag, De har antastet en ærlig Borgermand. Det skal blive Dem en dyr Affære. Jeg kom hid i et lovligt Ærende med en Vexel paa Hr. von Plageman, som han ikke kunde betale, og som Frøkenen har lovet mig at afgjøre.

Jespersen.

De, Frøken? - altsaa et nyt Træk i Deres Karakter!...

Frøkenen.

Som jeg vil frabede mig Dem til at skildre.

Jespersen.

Men De maa dog tillade mig at se Vexlen, min ærlige Borgermand!

Snydenstrup.

O, ret gjærne! - Se der!

(Han viser ham den).
Jespersen
(efter at have beset Vexlen nøje).

Nej, min ærlige Mand! denne Vexel har du været for hastig til at skrive. Saa du handler da ogsaa med falske Vexler?

Snydenstrup.

Falske Vexler! - Det skal De bevise!

Jespersen.

Ja! dette skal jeg bevise. - Den Affære med Uret vil vi for det første tie med. - Men - kjender du Endossenten?

Snydenstrup.

I, bevare os Gud! ja vist gjor jeg saa. - Det var en brav Mand, men han er nu død!

Jespersen.

Det var, til Ulykke for dig, min Morbroder! - Den Gang har du baaret dig dumt ad. For jeg skal bevise, at han var død fjorten Dage før, end Vexlen er dateret. Du maa ikke tage ilde op, at han var død en Maaneds Tid før, end det blev anmeldt i Adresse-Aviserne.

482
Snydenstrup.

Hr. Løjtnant! der har De Deres Ur!

(Han tager Uret af Lommen og giver ham;. Men nu slipper jeg vel)
Jespersen
(tager Uret)

Skurk! - Nej, Rosphuset skal blive dig vis nok. - Bring ham udenfor, til jeg kommer.

Snydenstrup.

O. Hr. Lojtnant!

Jespersen.

Gaa, siger jeg. Du er moden! - hold mig fast paa ham!

David.

David nok holde Skurk!

(De trækker af med ham).

Ellevte Scene.

Frøkenen. Jespersen.

Frøkenen.

Hvorledes hænger alt dette sammen? Med Uret - og Vexlen? jeg begriber det ikke.

Jespersen.

Jeg skal forklare Dem det siden. - Nu kuns to Ting, og det i al Hast. Først hilse Dem fra vores Kaptejn; han er avanceret til Musketer.

Frøkenen.

Kaptejn von Aberwitz?

Jespersen.

Ret han! - Man er kommen efter hans hele Historie og en Hoben Gavtyvestreger, hvori den Karl med Vexlen er impliceret. Han er af en meget fornem og adelig Familie i Tyskland. Moderen forkjælede ham, og han lærte intet i sin Ungdom uden Skarnsstykker, Man kjøbte en Officers-Plads til ham, men for nedrige Streger blev han kasseret; derpaa rømte han bort. Moderen har idelig sendt ham Penge og understøttet ham. Men det kunde ikke forslaa, og han supplerede ved Kanaillerier, hvad der manglede ham; nu valgte han Musketten for at slippe for Skubkarren.

Frøkenen.

Et græsseligt Exempel for Forældre, der forkjæle deres Børn!

Jespersen.

Dette var nu hans Historie. - Dernæst maa jeg bede Dem om at skaffe mig en Samtale med Sofie i Enrum.

* 483
Frøkenen.

O! vidste De, hvor højt den Pige elsker Dem. Jespersen. Jeg véd det, men jeg véd ogsaa mine Pligter imod hende. Kuns snart, Frøken! Thi Tiden er knap. Frøkenen. Strax.

(Hun gaar).

Tolvte Scene.

Jespersen
(alene).

Min Sofie skal giftes i Dag! - med en værdig Mand, siger hele Byen! - O ja, det skal hun - det maa hun! - Gid hun maa blive lykkelig! - Mit sidste Haab er dog alligevel til Ende.

Trettende Scene.

Jespersen. Sofie.

Sofie.

Bedste Ven! jeg er ulykkelig! - jeg skal forlade dig og ægte en anden - eller ogsaa gjøre mine Forældre ulykkelige.

Jespersen.

Dine Forældre ulykkelige?

Sofie.

Ja! lægge dem i Graven af Sorg; det var deres Ord. Hvad skal jeg gjøre?

Jespersen.

Gjore dine Forældre lykkelige! Jeg kan hverken gjøre dem eller dig lykkelig. Mit sidste Glimt af dette Haab er forsmmden.

Sofie.

Hvorledes det, bedste Ven?

Jespersen.

Jeg faar et Brev, at min Mormoder er død, og jeg arver ikke én Skilling.

Sofie.

Min Gud! hvem arver da?

Jespersen.

Tallotteriet har arvet. Lyst til at blive hovedrig førte Konen paa den fordømmelige Tanke at spille. Hun ruinerede sig og døde. - Dog! hun var mig intet skyldig. Jeg har altsaa intet at fordre. Men dig, min Sofie! dig maa jeg miste. Det er min Pligt at give dig dit Løfte tilbage, thi jeg har ingen Udsigter til at blive Ejere af dig før end om en halv Snes Aars Forløb, thi før kan jeg umulig avancere saa vidt.

Sofie.

Jeg vil oppebie den Tid.

Jespersen.

Nej, min Pige! Vi ere alle Mennesker og 484 menneskelige Fejl underkastede. Jeg kan svare for min Tænkemaade, om jeg ægter dig nu, men ikke, i Fald vi skal bie saa længe. Det er min Pligt at være redelig imod dig, endog paa min egen Bekostning; og det er din Pligt at redde dine Forældre fra Undergang.

Sofie.

Min Gud! hvor er det dog ikke haardt, naar vore Pligters Opfyldelse skal koste saa meget!

Jespersen.

Men hvor let er det ikke ogsaa at opfylde sine Pligter, naar Opfyldelsen ikke koster os noget! Her fordres rigtignok ferm Beslutning og Mod til at gjøre det første ubehagelige Trin; men den Haand, der finder det tienligt for os at strø Torne paa vores Vej, kan ogsaa give os Styrke til at holde ud paa Vejen.

Fjortende Scene.

De forrige. Frøkenen.

Frøkenen.

De kommer! - De kommer! - Frisk Mod! mine Venner! jeg har endnu én Mine at sprænge.

(Sofie sætter sig paa en Stol i Baggrunden)

Femtende Scene

De forrige. Hr. og Fru von Plageman, van der Haan.

van der Haan. Det er en Bagatel, der, paa min Sjæl! ikke skal sætte Dem graa Haar i Hovedet.

Hr. v. Plageman. Hvor er Manden med Vexlen? Jespersen. Udenfor. Han venter kuns paa Befordring til Stokhuset. Vexlen var falsk. Det er opdaget. Fru v. Plageman. Men kan det bevises?

Frøkenen. Hr. Lojtnanten har bevist det.

Hr. v. Plageman. Gud velsigne Dem for det, Hr. Løjtnant! - (Til van der Haan; Jeg takker Dem for Deres Godhed, men nu behøver jeg ikke Penge.

van der Haan.

O! min Kasse er Deres, siden De smigrer mig ined det Haab, at Deres Datter -

485
Fru v. Plageman.

Ja, vist vil hun det. - Kom hid, min Sofie! antager du ikke Hr. van der Haans Tilbud?

Sofie
(rejser sig hastig op).

Kjære Forældre! Se her, hvad Offer en Datter gjør af sin egen Lyksalighed. (Til van der Haan). Min Herre! der er min Haand!

(Hun segner ned i Frøken von Sommers Arme).

Hr. og Fru v. Plageman. Min Datter!

Jespersen.

Sofie!

(De samle sig om hende)
van der Haan.

Hvad fattes den stakkels Pige!

Frøkenen.

Hun agter Dem højt, men elsker Dem ikke. - Hun opofrer en anden Kjærlighed for at gjøre sine Forældre lykkelige.

van der Haan.

Hvad hører jeg! (Til Hr. og Fru v. Plageman). Min Herre! Madam! Det var ikke efter Aftale.- Jeg ægter heude, paa min Sjæl! ikke.

Sofie
(staar op).

Hold Deres Ord, min Herre! og gjør ikke mine Forældre ulykkelige!

van der Haan.

Ingen af Delene vil jeg gjøre. Hvem er Deres Kjæreste, Jomfru?

Frøkenen

En brav og retskaffen, men fattig Løjtnant.

Sofie.

Som afslaar min Haand, fordi han ingen anden Udsigt har end at ægte mig om en halv Snes Aar.

Frøkenen.

Der ser De ham!

(Viser ham Jesversen).
van der Haan.

Det er kuns Penge, der mangler Dem, Hr. Løjtnant?

Jespersen.

Synes De, at det er en Bagatel?

van der Haan.

Ja! naar man har dem, ellers, paa min Sjæl! ikke. Jeg paatager mig at udstyre Deres Brud og sætte Dem i Stand. (Til Hr. og Fru von Plageman). De har bedraget mig, mine Venner! og til Erstatning derfore fordrer jeg Deres Samtykke.

Hr. v. Plageman.

Nu vil jeg en Gang raade. (Til Jespersen). Tag hende.

Fru v. Plageman.

Og jeg samtykker.

Jespersen
(meget glad).

Sofie!

(Han kysser hende).
486
Sofie
(til van der Haan)

Ædelmodige Mand!

Fru v. Plageman.

Men, lille Jespersen! En Ting maa De føje mig i: De man kalde sig von Jespersen.

Jespersen.

Det kan jeg umulig: det er...

Hr. v. Plageman.

Kone, er du endnu forrykt? Nej, hør, Børn! Tro en Mand, der kan tale af Erfarenhed: behold det Navn, I har, og byt det aldrig om, i hvor glimrende endogsaa det er, som I kan faa igjen, for det er og bliver dog en Utaknemlighed imod sine Forældre.

van der Haan.

Hvad siger De? - O! saa er jeg en utaknemlig.

Fru v. Plagem an

Har De ogsaa byttet Navn?

van der Haan.

Ja! mit rette Navn er Petersen.

Hr. v. Plagem an

, Petersen, hvad Landsmand er De?..

van der Haan.

Nordmand.

Hr. v. Plageman.

Og Deres Fader var?..

van der Haan.

Urmager i Mandal.

Hr. v. Plageman
(falder ham om Halsen).

O, min Sen Jakob! hvem skulde tro andet, end at du var druknet for to og tredive Aar siden?

van der Haan.

Gud! det er aldeles rigtig. Det er, paa min Sjæl! min Fader.

Alle paa én Gang.

Hans Fader!

Hr. v. Plageman.

Hvorledes blev du reddet fra Soen? fortæl mig det.

van der Haan.

O! jeg kan næppe komme til mig selv igjen. Jeg blev opfisket at en hollandsk Skipper, som sejlede forbi; han bragte mig til Holland, solgte mig til en Seelenverkoper. Jeg blev ført til Indien, og efter en Hoben Tildragelser, som jeg ved Lejlighed skal fortælle, kom jeg i Tjeneste hos den Mand, som jeg i Gaar sagde havde testamenteret mig alle Ting. Jeg tog hans Navn an af Erkendtlighed: thi den gamle havde, saa min Sjæl! ikke forlangt det, gik fra Indien, kom til Norge, og rejste Landet igjennem efter to og tredive Aars Forløb, men kunde der lige saa lidet faa noget opdaget 487 om min Fader, som i Indien, hvor jeg dog idelig omgikkes med danske Folk.

Hr. v. Plageman.

Ser du, Kone! det havde været din Skyld, om jeg aldrig havde faaet at vide, at min Jakob var til. Jeg skal fortælle dig, min Søn!..

Fru v. Plageman.

O! gjem det til en anden Gang, naar jeg ikke hører paa det...

van der Haan.

Jeg finder da her en Fader, en Moder, en Søster, og snart en Svoger. O, vi skal være alle lykkelige og én Familie. Hvad, om vi strax lod Præsten hente og holdt Bryllup!...

Sextende Scene.

De forrige. David.

David.

David gjærne hente Præsten, men véd inte, hvor Præst bor. (Til Frøken von Sommer). Frøken giftes med ham, dér staar? (Peger paa van der Haan). Ikke?

Frøkenen.

Min Ven!...

van der Haan.

Saa min Sjæl! Frøken! han har ikke saa meget Uret; og dersom De kunde overtale Dem...

David. Sig ja, Frøken! - Er saa god Mand, som kan være - og David bliver hos Frøken!...

Sofie.

O, min bedste Veninde! De vilde glæde mig usigelig.

Hr. v. Plageman.

Bliv min Datter!

Fru v. Plageman.

O ja, og min med! endskjønt jeg er kuns hans Stifmoder.

van der Haan.

Jeg vil give Dem saa lang Tid at betænke sig i, som De behager!

Jespersen.

Jeg vilde ønske, at jeg virkelig kunde regne Dem til vores Familie.

David.

Frøken sige ja, og David raabe Hurra!

van der Haan.

Men betænk Dem ikke for længe, for jeg er, paa min Sjæl! ni og tredive Aar gammel.... og hedder herefter slet og ret Petersen.

488
Hr. v. Plageman.

Ja, gid jeg kunde gjøre det samme!

Frøkenen.

Min Herre! foruden Deres herlige Karakter har De en Lighed med en vis Person, som meget rekommanderer Dem. - Der er min Haand, uden længere Betænkning. En Pige paa tredive Aar har heller ikke lang Tid at betænke sig i.

(van der Haan kysser hendes Haand).
David.

Hurra! David er glad.

"De Vonner og Vanner" blev første Gang trykt i 2det Bind af "Skuespil af P. A Heiberg" 1793 og ledsagedes da af følgende
Fortale.

Efter at jeg i mine tvende foregaaende Komedier, Forvandlingerne og Heckingborn, havde været saa lykkelig at more Publikum og behage, folte jeg dog alt for vel - og man havde sandelig ogsaa paa adskillige dels anstændige, dels uædle Maader sørget for at lade mig føle det -, at disse Arbejder, med alt det, at de vare skrevne af en dansk Mand og paa dansk Grund, dog alligevel ikke kunde være berettigede til at kaldes Originaler i Ordets strængeste Forstand. I det første Stykke tilhørte den ganske Plan, næsten hele Intrigen og de fleste Karakterer Cervantes: det var altsaa kuns at anse som spanske Blomster omplantede i dansk Jord, og min Fortjeneste af dette Stykke som Forsatter kunde ikke være synderlig større end Urtegaardsmandens, der, efter sin Evne, sørger for at opdrage fremmede Planter til at blive saa skjønne, som det er muligt i en for dem uvant Hnmmelegn. I det sidste Stykke var vel hele Planen og Intrigen saa vel som næsten alle Karaktererne min uimodsigelige Ejendom; men Ideen til et saadant Stykke havde jeg dog hentet hos den tyske Digter Stephanik Saderne vare desuden, som de naturligvis maatte være, fremmede og opblandede med danske Sæder; de vare ikke, som Hr Professor Tode et Sted meget rigtig udtrykker sig: Liv af vores Liv og Sæder af vores Sæder. Man kunde, især hvad Forvandlingerne angaar, lige saa vel sætte Scenen i Frankrig, Tyskland eller Spanien som i Dannemark, og Stykket skulde ved denne Forlægning af Scenen hverken vinde eller tabe betydeligt.

Nu foresatte jeg mig da én Gang at forsøge paa at male danske Sæder og revse nationale Daarligheder Mine Venner søgte at 489 opmuntre mig dertil, mine Uvenner at afskrække mig derfra; begge Dele vare mig Bevæggrunde nok til at fuldføre mit Forsæt, der dog ikke kom til Modenhed før end 1791 om Sommeren, da jeg skrev dette Stykke.

Jeg kaldte det De Vonner og Vanner, dels fordi jeg virkelig ikke var i Stand til at finde noget passeligere Navn, eller som i alle Henseende saa fuldkommen svarede til Stykkets Indhold; dels ogsaa, fordi jeg med Vished troede, at Navnet var fatteligt for alle Mennesker, da jeg med Grund kunde formode, at man endnu erindrede sig disse tvende Linjer:

"Ene de Vonner og Vanner og De'er
holder Fortuna og Plutus i Agt,"

der findes i en af mine Viser, som dog nok nu vilde have været glemt, dersom ikke vedkommende selv havde sørget for efter Evne at rorevige den ved at lade mig dømme i en Mulkt paa halvandet Hundrede Rigsdaler*) efter en Politi-Kjendelse, der tillige med hele Forhøret ligger trykt for Samtidens og Efterverdenes Øjne, og saaledes givet den en Rigtighed, som den ikke selv kunde kvalificere sig til; en Fremgangsmaade, som - man tillade mig at sige det - var aldeles upolitisk, skjønt den vel har været juridisk rigtig; hvorom jeg saa meget mindre tør tvivle, siden Herr Assessor Bærens i denne Sag har opkastet sig til Oberdommer og konfirmeret Politimesterens Kjendelse i en Afhandling, som findes i Statistisk, Juridisk og Literarisk Bibliothek 3dje Hefte 1792. pag 294.

Næppe var Stykkets Titel bleven bekjendt i Publikum, før end det tusendmundede Rygte,

Fama, malum, quo non aliud velocius ullum,

strax var til rede med at fortælle, at dette Stykke var den mest bidende Satire over Adelen, som man kunde forestille sig. Rygtet fandt Bifald, og forplantede sig følgeligen mere og mere, fordi man troede og vidste, at jeg ingen Elskere eller Tilbedere er af Adelen Det er sandt, jeg hader arvelig Adel, fordi jeg tror, at Opfinderen heraf har gjort større Ulykke i Verden end Opfinderen af Krudt og Tallotteri, skjønt Følgerne af disse sidste Opfindelser lade sig lettere og med mere Vished beregne; jeg bukker mig ikke for Adelsmanden, kuns for Manden, han være saa Adel, Borger eller Bonde; men jeg ærer den Adelsmand i mit *

* 490 inderste Hjærte, der ikke viser mig sine ormstukne Pergamentsbreve, før end han har fremstillet sig for Verden som den dydige, nyttige og retskafne Borger At hade en individuel Person, blot fordi han er adelig, er Afsindighed; han er lige saa uskyldig i, at han er født Adelsmand, som jeg er uskyldig i, at jeg er født af borgerlige Forældre. Kuns da, naar Adelsmanden tror sig, som Adelsmand, berettiget til at se mig over Hovedet; naar han, uden Fortjenester, tror, at hans blotte Fødsel giver ham Fortrinsret til Statens vigtige*) Embeder, da foragter jeg ham; da kan jeg umuligen bare mig for igjen at lade ham føle min Stolthed; at vise ham, hvorledes han, blottet fra alle andre end de indbildte medfødte Fortjenester, er saa langt fra at kunne komme i Sammenligning med den sande store Mand, at han ikke engang kan maale sig med de faa Fortjenester, som endogsaa jeg, denne i hans Øjne saa ringe og ubetydelige Person, har stræbt at erhverve mig.

Alt det Railleri, der gaar ud over en enkelt Stand, blot som denne Stand betragtet, er uanstændigt; derimod er det Skribenten og især den dramatiske Digter tilladt, ja det er endogsaa hans Pligt, at vise det latterlige i en eller anden Stands særegne Fordomme og at revse de i denne Stand mere eller mindre almindelige Daarligheder, Laster og Uordener. Dersom en Skribent, der véd, hvor uædelt Adelsmænd ofte tillade sig at tænke og handle, og som kjender de Ulykker, den gejstlige Stand har anrettet i Verden, vovede at derivere Ordet Adel af ædel, quasi lucus a non lucendo, og Ordet sacerdos eller Præst quasi sacra dos, eller en forbandet Gave, da fornærmede han de retskafne Mænd af denne Stand paa den alleruanstændigste Maade; skildrer han os derimod den dumme og hoffærdige Adelsmand, den hykkelske, ralske og uforsonlige Præstemand, viser han, hvorledes utallige Ulykker i en Stat rejse sig deraf, at den første tror sig, formedelst sin Fødsel, berettiget til at gjøre alt, hvad han vil, imud de andie Stænder, og hvorledes den sidste ofte har brugt og bruger Guds Ære som en Maske, hvorunder han kan udføre private og lumpne Bihensigter, da kan ingen retskaffen Mand finde sig fornærmet; og en hel Stand kan umulig vanæres, fordi man viser, at der iblandt dens Medlemmer findes enkelte Individua, der tænke og handle slet.

* * 491

Det er ikke min Sag, her at vise det daarlige og urimelige i Adelens Stolthed og Fordomme Mænd, der vare udrustede med flere Kundskaber og større Talenter end jeg, have for længe siden temmelig nøje drøftet denne Materie Kuns maatte det tillades mig at gjøre en Anmærkning, som jeg ikke erindrer mig at have fundet hos nogen anden Forfatter: Det er bekjendt, at der imellem Adelen selv gjøres Distinktioner Man gjør Forskjel paa gammel og ny Adel. Hin holdes for at være fornemmere end denne Jo flere Aner en Adelsmand har, det er: jo flere adelige Forfædre i lige opstigende Linje han kan opregne, jo fornemmere og højere af Adel tror han sig at være Derimod anses den nylig adlede, enten det nu er Penge eller Fortjenester, der haver adlet ham, for meget lidet bedre end en Roturier eller uadelig. Heraf følger, at enhver Mand af den saakaldede høje Adel maa anse sig for højere Adel end sin Fader, denne er atter fornemmere end hans Fader, og saaledes videre op ad, indtil primus acquirens eller Stamfaderen, der er den ringeste af dem alle I Sandhed! næppe kan noget mere urimeligt tænkes, eno at den Mand, hvis Fortjenester have givet en Familie lin Glans, skulde være mindre æret end de, der intet andet have gjort end at lade sig føde af denne Stamfader; og man skulde sandelig lede længe om noget større Bevis paa Utaknemmelighed imod sine Forfædre Man tillade mig at tro, at den sunde Fornuft dikterer netop det modsatte; at Adelens Højhed burde bestemmes efter den ringeste Afstand fra Stamfaderen; at primus acquirens burde agtes for den mest adelige, som den, der havde erhvervet sin Familie og sine Efterkommere denne Glans: og at Adelen maatte blive saa meget flettere, jo længere den var borte fro sin første Ovrindelse; med mindre nogen af Efterkommerne havde forøget Familiens Ære ved egne uimodsigelige Fortjenester.

Jeg har udbredet mig saa vidtløftig over denne Materie, fordi man i Almindelighed har den Tanke om mig, at jeg hader Adelen, og gjærne ønskede at se den udryddet Man maa altsaa tillade mig endnu et Par Ord herom. Jeg hader Adelen, det er: Navnet, Tingen og de dermed forbundne arvelige Rettigheder, som et Indgreb i andre Stænders Rettigheder; men jeg elsker og ærer mange Personer af denne Stand; Mænd, der ved de alvorligste Bestræbelser for Statens og det almindeliges Vel og ved de allerelskværdigste Egenskaber have gjort sig, for deres egne Personer*), berettigede til denne udmærkede Ære Jeg tror, at Udryddelsen af den arvelige Adel vilde være en usigelig Velgjerning imod urødte Slægter; men jeg er langt fra at *

492 ønske den ndryddet paa anden Maade, end at Adelen selv skulde adle sig ved den store Handling, fnvilligen at afstaa fra de Rettigheder, som deres Forfædre, muligen paa den allerretfærdigste Maade, have erhvervet sig, men som derfor ikke deres Efterkommere paa den retfærdigste Maade beholde Frankrigs Exempel viser os, hvor haardnakket Adelen er i at forsvare sine formentlige Rettigheder, og at den hellere lader Millioner Mennesker slagtes*), Byer og Stæder opbrændes og Landet i Bund og Grund ødelægges, end den, ved endog den allerringeste Opofrelse fra sin Side, skulde søge at forekomme disse og utallige andre Ulykker

Himlen bevare mine Øjne fra nogen Tid at se slige voldsomme Stats Omvæltninger i mit kjære Fødeland! Nej! gro i Fred for mig, sacra ilex! gamle gothiske Træ, plantet af Barbariet og fredet af Despotisme og Herskesyge! Staa i Fred, med samt dine Frugter, Skjolde, Vaabner, Pergamentsbveve og Undertrykkelser, indtil du raadner paa din Rod og omstyrter! Det være lige saa langt fra mig at udrække min Haand efter dine Frugter som efter Øxen, der kunde fælde dig, om endog mine Arme kunde svinge den! men tillad mig ogsaa at holde mig saa langt som muligt fra den giftige Taage, som du udsender! Tillad mig at fovsøge paa at opvække saa megen Selvfølelse hos mine Medborgere af Middelstanden, at de ikke tro sig trængende til at søge Ly under din falske og farlige Skygge; at den sande Ære findes hos dem i lige saa høj Grad som hos Adelen; og at den Ære og Adel, der arves, er intet i Sammenligning med den, der erhverves og fortjenes. Længere skulle mine Angreb imod Adelen aldrig gaa; og ingenlunde tror jeg, at det kan anses ror nogen Forbrydelse, om jeg fægter for min Stands Ære med samme Iver, hvormed Adelen fægter for sine formentlige Rettigheder; denne har netop været en af mine Hoved-Hensigter med at skrive dette Stykke; og hver Følelse af eget Værd hos den Stand, som jeg hører til, hver Overbevisning om, at man ikke behøver laant Glimmer til at prunke med, som jeg kan *

493 være heldig nok til at opvække der, hvor den forhen ikke fandtes, vil jeg anse med samme Øjne, hvormed en General anser en erobret Fæstning*)

Jeg kommer nu igjen til min Materie Rygtet havde allerede gjort meget for dette Stykke til at opvække Publikums Nysgjerrighed. Det gjorde endnu mere. Det udbasunede en haandgribelig Usandhed, nemlig: at Stykket var forbuden at opføres. Man ser heraf Bekræftelsen paa den gamle Sandhed: at ingen Ting er saa urimelig, som man jo kan faa næsten en hel By til at tro og til at løbe med At dette Rygte maatte forøge Publikums Nysgjerrighed og Længsel efter at se Stykket, kan man let begribe; man kunde derfore knap tro sine egne Øjne, da man i Aviserne og paa Plakaterne saa' det anmeldt til Opførelse, og man stormede til Huset for selv at erfare, hvori disse forventede, og af mange sikkert ønskede, Udfald imod Adelen egentligen kunde bestaa I Sandhed! en kritisk Stilling for en Forfatter, at se sig nødt til at bedrage Publikums Forventning, og som let kunde have haft ubehagelige Følger for hans Arbejde Imidlertid spilledes Stykket, og det bedragne Publikum maa have fundet andre Ting deri, som kunde holde det skadesløs for sin fejlslagne Forventning, thi det blev modtaget med et meget usædvanligt Bifald, og Tilskuernes Antal, der dog ved første Forestilling syntes at være saa stort, som Huset kunde rumme, havde endog forøget sig ved anden og endnu mere ved tredje og sidste Forestilling.

Som Professor Wandall siger i sin Fortale til det første Bind af originale Skuespil Pag 8:,.Stykker, som opføres med Bifald, mangle aldrig Dadel, som er saa meget større, jo almindeligere hint er," saaledes gik det ogsaa dette Skuespil Man mishandlede Stykket og Forfatteren, tilskrev ham Planer og Hensigter, som han aldrig havde haft og aldrig kunde have, og dadlede de alleruskyldigste Udtryk hos ham, men lod forsigtigvis denne Dadel krybe omkring i Mørket uden endnu at ytre den offentlig eller paa Prent. Dog herom vil jeg lade Hr Professor Rahbek tale, naar han i det dramatiske og literariske Tillæg til Morgenposten Nr. 3 for 20de Januar siger: "At det vilde gaa, som Hamlet siger, at de, der havde Skab, ville rive sig; at nos Seigneurs & nos Dames de Plageman, vore Aberwitzer, die Dänemark gantz vorzüglich lieben , og der ved saa mange Lejligheder vise, de tro, Lovene ere ej flir die Auslander, især da de, til Trods for Indfødsretten, der lukte den rette Dør for dem, snige sig ind ad Bag- og Side-Døre; at vore nu om *

494 Stunder saa glimrende, saa talrige og saa agtede filles entretenues, som her maatte høre sig kaldte ved deres rette Navn - Skjøger; at deres ædle Elskere, der vel ej sjælden tillige have været deres Forførere, og der her maatte lade sig bebrejde denne Nederdrægtighed; at Afskummet af Nationen, disse, der ikke have andet adeligt end den vanslægtede Adels Lurus og Laster, og som ej des mindre - maaske i den lønlige og grundede Overtydmng, at de ere højst uværdige Borgere - paa en eller anden Maade tilprakke sig et de, von eller et Adelsnavn og nu se lige saa dybt ned paa os, som vi, om vi vare kloge, skulde se ned paa dem, og som alle de af den fødte Adel, der ej behøve at laane eller snylte hos hine, virkelig gjøre; at alle disse smukke Folk, Kjærnen af Nationen, som man ser, vilde skrige og finde sig insulterede og injurierede og - hvad véd jeg alt -, dette var rimeligt, thi Digteren har sandelig ramt dem eftertrykkelig nok til det Men at de skulde have besiddet den Finhed, saa ganske at forandre Batteri, at de, i Steden for at vaande sig selv, skulde have søgt at opægge en hel, højst agtværdig og af Digteren uberørt Stand, Fædrenelandets Forsvarere, som om disse vare personlig og uanstændig angrebne dert, da der ej staar en eneste fornærmende Tøddel om disse; da tvært imod Skildringen af en uværdig Landstryger, der, forvist af sit Fædreneland og for slette Streger udjaget af dets Tjeneste, ved Vindighed stræber, til de indfødtes Forurettelse, at bortbytte den fremmede Uniform, han uberettiget bærer, mod den danske, unægteligen maa være enhver retskaffen og dansk Officer højst velkommen; at de skulde have haft Uforskammenhed nok til at gjøre deres Sag til den sande Adels, da tvært imod intet Lystspil kan være den sande Adel mere smigrende end et, der med saa stærke Træk skildrer vore adelige Borgeres Daarligheder; ja, at de kunde drive denne Uforskammenhed saa vidt, at stikke sig bag ærværdige, almindelig elskede og ærede Navne, som om disse gjorde fælles Sag med dem; ja endog at udsprede, at dette Stykke, der med saa yderlig Enthusiasme er mootaget af Publikum; der har været og fremdeles lover at blive en sand Guldregn for Theatrets tørstende og af Tørke bristende Kasse; og der - for at sige alt med ét Ord - er beæret med Kongens Nærværelse og Bifald, hvilket Lanoers Fuder ej havde givet til et Stykke, der fornærmede en agtværdig Klasse af hans Børn; at dette Stykke, efter en Befaling, der er lige saa stridende mod Regeringens Aand, som den vilde være upolitisk, skulde henlægges for stedse; dette - og især denne sidste Opdigtelse - er mere - det tilstaar Anmelderen rent ud -, end han kunde formode sig af dem, saa store Formodninger om deres Tænkeog Handle-Maade de end ved mange Lejligheder have beføjet ham til").

* 495

Som sagt, man udspredede, at Landofficer-Standen havde fundet sig højligen fornærmet ved denne Komedie Jeg tog da Stykket for mig for at efterse, hvori min Brøde kunde bestaa, og min Opmærksomhed henvendtes strax til Kaptejn von Abermitz som den eneste Land-Officer i Stykket, skjønt han kuns meget uretteligen udgiver sig for at høre til denne Stand, hvorfra han, for nedrige Stregers Skyld, er bleven udjaget Efter moden Overvejelse fandt jeg, ligesom Hr Professor Rahbek, og jeg finder det sandeligen endnu, at denne Karakter langt fra ikke kunde mishage denne agtværdige Stand, men at det meget mere maatte være dem kjært at se, hvorledes den vindige Landstryger, der dog en og anden Gang har indsneget sig til Æresposter i denne Stand, til Fornærmelse for fortjente Mænd iblandt Landets egne Børn, var bleven demaskeret og fremstillet i sin Nøgenhed. Jeg har ogsaa siden efter, til Bevis paa denne Sandhed, modtaget de mest smigrende Taksigelser af mere end én værdig Officer, der havde følt det sande og gode i min Hensigt Jeg havde selv adskillige Gange set Officerer at more sig over en von Tyboe, en Lord Bragen i Komedien Hververne og flere, der, ligesom min Aberwitz, ikke ere, men kuns udgive sig for Officerer Ja det, som endnu mere er, de havde endogsaa uden Fortrydelse set en virkelig Officer, en Fændrik von Saalstein i Juliane von Lindorak, fremstilles i den allerlumpneste Figur. Ingen Prins havde nogen Sinde fundet sig fornærmet ved, at en Spidsbub udgiver sig for Prins Casimir og spiller en meget gemen Rolle i Stevhanies Komoedie Den nysgjerrige. Jeg havde aldrig set nogen stor Mand trække Rynker paa Næsen ved disse Hofraad Reinhards Ord i De sex Retter: "Saa gjærne som de store ogsaa vil gjøre ondt, saa gjærne ville de ogsaa undgaa SFinnet deraf"; ingen Hofmand at blegne ved de Ord af Grevinde Orsina i Emilia Galotti: "Det er forbandet med det Hofpak, saa mange Ord saa mange usandheder;" ingen Kammerherre at rødme ved Marinellis afskyelige Karakter; ingen Løjtnant at trække paa Pibebaandet*), naar Fru von Schmerling, i De sex Retter *

496 siger: Tænker De, at De har Deres Løjtnanter for sig, som De, for et Maaltid Mad, kan hegle igjennem saa meget, som De vil?"

Herudi kunde altsaa min Brøde ikke ligge; den maatte søges paa et andet Sted; og nu faldt jeg da paa Frøken von Sommers Replik i første Akts anden Seene, hvor hun siger: "den blaa Kjole har en Portion Lykke, som ikke enhver anden har, thi hvoraf kan det vel komme sig, at den blaa Kjole altid temmelig let faar Adgang i en brav Mands Hus, uden at den just behøver Slægtskab og FamilieForbindelser for at hjælpe sig derind?" Her er vel ikke den røde Kjole nævnet som en Modsætning imod den blaa; men - jeg nægter det ikke - jeg har tænkt mig den saaledes ved at skrive denne Replik, som grunder sig paa en uimodsigelig Sandhed, der vel kan være ubehagelig for den Mand, der hører til denne Stand, men paa ingen Maade fornærme ham Sagen er fornemmelig her at undersøge, om Sætniugen indeholder Sandhed; og her opfordrer jeg enhver Maud af Middelstanden - Adelens Cirkler kjender jeg kuns af Navnet, og ønsker ikke at kjende dem nærmere -, men især dem, der have voxne eller tilvoxende Pigebørn, at sige, enten de hellere vil se den blaa eller den røde Kjole i deres Huse? Svavet vil ufejlbarligen udfalde til Fordel for den første Meningen heraf er ikke, at Forførelses-Aanden skulde bo i højere Grad hos den ene end hos den anden; langt fra! men en Søofficer kan snarere se sig i Stand til, paa en anstændig Maade at foriørge en Kone og Børn end Landofficeren. Antallet paa de første er langt mindre end paa disse sidste, og følgeligen Proportionen ar de slet tænkende og nedrige Peiloner i begge Etater - hvoraf der gives nogle i enhver Stand - aabenbare til Fordel for Sø-Etaten Letheden til at blive Officer er større i hin end i denne Stand. Hos Sø-Ofsicererne kræves uimodsigelige og beviste Kundskaber, naar man derimod kuns sjælden har spurgt derom hos den subalterne LandOfficer; og at Kundskaber forfine Sæderne, er unægteligt:

... didicisse fideliter artes
Emollit mores, nec sinit esse feros*).

Ingen kan blive Sø Officer, med mindre han fra Barns-Ben har været opdraget til Standen: for at blive Land-Officer derimod, spørges sjælden: hvad har du været? men: hvorledes ser du ud? Hin har større Gage, flere Bekvemmeligheder og altsaa bedre Lejlighed til at *

* 497 vise sig fra en sordelagtig Side i Verden end denne; og - det, son: er ikke af liden Vagt - hins Forbrydelser straffes i Almindelighed med større Strænghed og mindre Overbærelse end dennes Hvor meget denne Strænghed bidrager til at befæste en Stands Agtelse i Staten, ligger tydelig nok for Øjnene

Unægteligt er det, at den Land-Officer, der forener Kundskaber med Retskaffenhed og en ustraffelig Handel, hav samme Rettighed til sine Medborgeres Højagtelse som den bedste Sø-Officer; men han har ogsaa flere Hindringer at rydde af Vejen, flere Fordomme at kæmpe imod, før end han kan erobre denne Agtelse Det er tungt for den ærekjære Mand at tanke paa, men bliver ikke des mindre dog en Sandhed

Hvorledes skulde jeg nu kunne tro, at nogen værdig Officer havde taget mig denne Sandhed ilde op? At jeg skulde være den eneste, som man ikke vilde taale at høre de Sandheder af, som man uden Fortrydelse hører af andre? Hav man ikke, en Maaned efter Opførelsen af denne Komedie, da "Stregen i Regningen" af Jünger spilledes, uden mindste Fortrydelse hørt Carl sige: "Jeg er Kavalér og Officer"; og Henriette at svare: "Desto værre! jeg har altid hørt, at man ikke maa tro disse Herrer alt for godt" Og videre, naar Carl siger: "Kongen er meget nandig imod mig", at da Evald svarer: "Naa, kalder De det Naade, saa gad jeg, min Sjæl! nok vide, hvad det er, naar en Grønskolling bliver Officer med fuld Gage, fordi han maaske har en Gudfader ved Hove" Har man nogen Tid ytret Fortrydelse over Digteren Haste, naai han i sin, i mine Tanker usigelig nydelige, Ballade Lida, som findes i Poulsens Nytaarsgave for Aaret 1792*) Pag 55, siger:

Ak, Piger! at ømt I paa Stridsmænd se,
Huis Kamp kun er Elskovens Lege!
O frygter! o frygter! I stakket le,
Og Glæden forvandles i Nag og Spe:
Saa mangen en dejlig de svege**)

Jeg kunde anfore hundrede Beviser paa, hvorledes endogsaa Monarker, af huiv Mund der dog saa ofte udfare dræbende Magtsprog, ikke alene have taalt, men endogsaa med Fornøjelse hørt Sandheder fremsagte paa Skuepladsen, hvis Anvendelse paa dem selv de have *

* 498 troet at vare hensigtet Jeg indskrænker mig blot til en Unekdote, om hvis Rigtighed jeg er fuldkommen sorvisset: I et af Aarene 1789 til 90 opførtes vaa det kongelige Theater i Stockholm Tragedien Odin af Leopold, en Linje deri lyder saaledes:

Man måsie wara Kung att sa förradisk handla,
og denne Sentents opvækkede altid det mest lydelige Bifald og stojende Applaus af Tilskuerne Men hvad gjorde Gustav den tredje, der selv var Tilskuer? Vrededes han derover? Langt fra Enten følte han, at denne Strofe umulig kude anvendes paa ham, eller og var han for stor til at lade ug mærke med, at han følte Anvendelsen Han applauderede selv og komplunenteite Digteven for sit skjønne Arbejde

Den almindelige Uvilje, som man sagde, at Omcer-Standen havde fattet imod mig formedelst denne Komedie, blev i lang Tid ikke bevist med andet end med et Rygte eller Bysnak; men endeligen fremtræder en dansk Subaltern-Officer - formodentlig en saadan, hvis Opførsel ikke havde kunnet gjøre ham berettiget til nogen uwdedig Agtelse - og i et Postskriptum efter et Brev til en Ven om Ancienniteten tager sig for at behandle mig paa en gevorben Fod; og synes at ville lade mig føle, hvor meget farligere det er at have med en opirret Dreng end med en sindig Mand at bestille Piecens Indhold er saa latterligt og barnagtigt, men tillige saa plumpt og ubeskedent, at jeg end ikke vilde indlade mig i at besvare den, om Indvendingerne endog kunde fortjene det; og jeg kan saa meget mere fritage mig fra dette Arbejde, som den kort derefter blev mere end tilstrækkeligen gjendrevet af en anden Subaltern, der med en sjælden Redelighed og med de fleste af mine oven anførte Grunde godigjor Rigtigheden af den for ham sandeligen ikke behagelige Sandhed, at Officerstanden ikke har, eller efter Omstændighederne kan have, al den Agtelse i Staten, som den burde besidde Han siger til Slutning

- jeg maa anføre hans egne Ord, der dog vel ere af nogen Betydenhed, uden han er Officer og taler imod egen Interesse - "at jeg har skrevet de Vonner og Vanner, men ikke til mindste Fornærmelse for Etaten; at jeg har fremstillet Hr von Aberwitz, ikke som dansk Officer, men som en alle Vegne forjaget Vildtysker I Sandhed, om man endog ingen andre Beviser havde, saa var denne lille Piece nok til at godigjore, at enhver enkelt Mand i denne Etat ikke kan mangle

Agtelse, naar han kuns ved og foler, at det er hane egen Tænke- og Handlemaade fornemmeligen, men ikke just Uniformen, der skal forskaffe ham den *)

* 499

Denne Komedie er bedømt af Hr. Professor Tode i Iris for Januar Maaned 1792, og Hr. Profesior Rahbek i det ovenmeldte Dramatiske og litterariske Tillæg. Egentlig at tale, kan jeg lige saa lidet fuldkommen indrømme dem, som fuldkommen modsige, deres imod Stykket gjorte Anmærkninger Kuns naar Hr. Professor Tode siger, "at det er en væsentlig Mangel i Stykket, at jeg ikke ved Siden af den foragtelige Aberwitz har fremftillet en agt- og elskværdig dansk Officer," og Hr. Professor Rahbek ligeledes ønsker, at jeg havde skildret en ædel Adelsmand, kan jeg ikke tilstaa dem dette at være rigtigt. Først vilde disse Personer, i Følge min én Gang antagne Plan, have blevet overflødige og unyttige; de vilde have staaet der som indskruede uden Fornødenhed. For det andet var det jo aldeles ufornødent at indføre saadanne Personer for at vise, at der ogsaa findes skikkelige og retskafne Mænd i disse Stænder. Ingen uden det afsindigste Menneske kunde jo tvivle herom Jeg maatte efter samme Regel have indført en agtværdig Prokurator og en retskaffen Mand, der lever af sine Rentepenge uden at aagre med Kapitalerne. Hvorfor just her, hvor det ingen Nytte kunde gjøre i min Plan, skildre saadanne Karakterer, om hvis Existens ingen tvivler, og saaledes overlæsse Stykket med flere Personer end fornødent?

Jeg skulde ror Resten ikke have undladt at benytte mig af begge de ovenmeldte Herrer Recensentens Anmærkninger til at forbedre denne Komedie, dersom jeg ikke troede, at den ualmindelig stærke Sensation, som den opvækkede, gjorde mig det til en Pligt at levere Publikum Stykket aldeles uforandret og saaledes, som det blev spillet, paa det at mine Læsere selv kunde blive i Stand til at bedømme, hvorvidt det kan have fortjent enten det udmærkede Bifald og den Ros, som man har beæret det med, eller og den Forfølgelse, som man har villet opvække imod Forfatteren Det fremlægges altsaa herved for Publikums Domstol uden allermindste Forandring og i den fulde Overbevisning, at jeg ikke har skrevet en Tøddel deri, som man med Føje skal kunne bebrejde mig, eller som jeg nogen Sinde skulde ønske at være uskrevet At jeg ingen Forandringer har gjort, kan jeg ikke paa bedre Maade bevise end ved at opfordre Skuespillerne, i hvis Hænder Rollerne ere, den forrige Theater-Direktion, der maa kjende det, og *

500 den nuværende Direktør, i hvis Værge Manuskriptet, saaledes som det blev spillet, maa findes, til at overbevise mig om det modsatte. Det sorstaar sig, at jeg siger, som Advokat Oldfux i den Stundeslose: Non orthographiam, sed phrases intelligo

Jeg kan endnu ikke kaste Pennen uden at tale et Par Ord om en Anmærkning, som jeg sikkert tror at ville blive gjort imod mig, hvorfore jeg hellere vælger mi at forsvare mig, end siden at blive nodt til af denne Aarsag at gribe til Pennen igjen Det er, naar jeg i fjerde Akts anden Scene, igjennem Prokurator Pinhams Mund, gjor et Udfald imod Herr Assesior Schifters maanedlige Extrakter af Hof- og Stadsrettens Pantebøger Jeg har en Gang tilforn, nemlig i Fortalen til mit i Trykken udgivne Politi-Forhør, korteligen sagt mine Tanker derom; andre have udbredet sig vidtloftigere i denne Materie, men endnu har det ikke behaget Herv Asses; soren, om hvis gode og retskafne Karakter ingen Mand i Byen tvivler, at tilkjendegive Publikum de overvejende og uomstødelige Grunde, hvorester han i denne Sag handler Saa længe indtil dette sker, ville han tillade mig, og flere med mig, at tro, at han med denne Publicitet af Folks private Handlinger gjør næsten lige saa stor Skade som den Kollektør, der, ved at avertere, at der i hans Kollektion er vundet en Kvaterne, lokker Folk, hvis Spillelyst maaske er forsvundet, til at forsøge sin Lykke paa ny i det forbandede Tallotteri Han maa tillade mig at tro, at det ikke er ædelt at gjøre fattige og retskafne Folks økonomiske Forfatning til en Fabel over Byen, til en Bold for enhver Dagdriver og til et Motto paa enhver Slongels Tunge. Det er Spøg for Katten, siger Ordsproget, naar Musen græder. Imidlertid opfordrer jeg Hr. Assessoren til offentlig at godigjøre Nødvendigheden af Pantebøgernes Publikation og den Skade, der vilde flyde af, at de ikke bleve publicerede Det kan sandelig ikke være et scabies litteraria eller Skribent-Forfængelighed, som har forført ham dertil, thi den Autor-Ære, der vindes ved at udskrive andre Bøger, er virkelig kuns fin. Ikke heller kan det være Vindelyst, thi Rygtet siger, at Indkomsterne af dette Skrift ere skjæukede til Understøttelse for en fattig Familie Det er i Sandhed ædelt at gjøre godt; men mon det ogsaa er ædelt, naar min Godgjørenhed imod én fattig Familie koster hundrede andre Familiers Taarer? Dog, nok herom! jeg overlader til Publikum at bedømme, om jeg eller Hr. Assessoren fejler i denne Matene

Denne Komedie er kuns opført tre Gange, nemlig den 5te, 12te

og 16de Januar 1792, hvorestev den bien henlagt til Hmle; om det

var evig Hvile, det maa Tiden lære.

Kjøbenhavn den 28de September 1792.

* 501

I en Efterskrift "Til Læseren" i 4de Del af P. A. Heibergs samlede Skuespil, udgivne ved K. L. Rahbek, 1819, bemærker Heiberg om "De Vonner og Vanner":

"Jeg har gjort nogle faa, ikke Forandringer, men Rettelser. Især har jeg troet at burde rette den rygtbare Replik i første Akt*), der, efter Pigende, skal have været Aarsag til, at Stykkets Ovførelse blev forbudet. Jeg erindrer meget vel, at den daværende administrerende Theater-Direktør forsikrede mig om, at Forbudet vilde blive hævet, naar jeg blot vilde samtykke i at forandre den stødende Replik. Jeg svarede, at mit Sknespil havde gjennemgaaet Censuren, og at følgeligen, i Fald det indeholdt noget strafværdigt, det var Censorerne og ikke mig, der burde straffes; at desuden en Retraktation indeholdt Tilstaaelse af at have angivet et urigtigt Faktum eller at have fældet en falsk Dom, men at jeg, saa redebon jeg end altid vilde være til at erkjende enhver Fejl, jeg maatte have begaaet, aldrig og under ingen Omstændigheder vilde bekvemme mig til at tilbagekalde en Dom, hvis Rigtighed var grundet i min og det hele Publikums Overbevisning. Syv og tyve Aar ere nu forløbne, og mange Ting ere siden den Tid forandrede i Dannemark Man P,ar forsikret mig, at den røde Uniform har i denne Mellemtid vundet et Omdømme, som den forhen ikke kunde gløre Fordring paa. Det er min Pligt at tro denne Forsikring, saa meget mere, som jeg under de danske Troppers Ophold her i Frankrig har lært at kjende en stor Del højst agtvævdige Mænd af den militære Stand, hvis Forhold og Indsigter byde mig at forandre min Dom til Fordel for Mængden af deres Medbrødre, som jeg ikke har Anledning til at kjende af egen Erfaring Jeg kan altsaa nu, i Aaret 1819, med Fovnøjelse frivilligen give den nuværende Land-Krigsmagt en Æres-Erklæring, som jeg i Aaret 1792 ikke kunde have givet den uden at vanære mig og, hvad som endnu er værre, uden at fornærme Sandheden."

*