Heiberg, P. A. Virtuosen

Fyrretyvende Kapitel. Virtuosen, Komedie i én Akt*).

.... Thou cold Sciatica!
Cripple our Senators, that their limbs may halt
As lamely as their manners.

Shakesp. Timon.

* * 290

Personerne:

  • Hr von Borgen, en Herremand. Hr. Ahrends
  • Fru von Borgen, hans Kone. Mad. Knudsen.
  • Juliane, deres Datter. Jfr Morthorst.
  • Erdman, Løjtnant. Hr. Saabye.
  • Spatzier, Hr. v Borgens Inspektør. Preisler
  • Tøraf, hans Forvalter. Knudsen.

Skuepladsen er paa et Værelse i von Borgens Gaard i Kjøbenhavn, med en Døv i Baggrunden.

Første Scene.

Hr. von Borgen. Spatzier (sidde ved et Bord med en Flaske Vin og Glas for sig, og rage i nogle Protokoller og Dokumenter)

Hr. v. Borgen.
(taler meget langsomt).

Ja, mein lieber Hr. Spatzier! ich habe op viele Städte gewesen vor zu suchen mid) ein Inspektør über meinen - meinen - meinen Herrenhof, und ich schatziere mich glüklich, dasz ich habe gefunden Sie. Ihre Schaale.

(Han drikker.)
Spatzier.
(taler meget hastig).

Ergivenste Tjenere! Ja, uten mig at rømme, saa vilde De gewisz ingen saa let fundet have, der sig bedre end jeg paa Agerdirkningen und Bestierelsen af en Adelgaard forstahr, und ich er en redelig Mand. Det er ingen saa let Sag, man maa untrulig sture Kentnisse have, wenn man det ret forestaa skal. Hier in Dannemark, hier forstaar de det ikke. Man kan det paa Deres Naboer se. Det skinner vel, som vare deres Godser i got Stand, aber wenn man dem nærmere saa', da skulde De gewisz den største Elend

* 291

forspore. Jeg vil vette, at Sin Gods unter min Bestierelse skal binnen tre Aar det herligste und fordelhaftigste in hele Dannemark være. Deres Gesunthed!

(drikker).
Hr. v. Borgen.

Tausend Dank! ja ich glaube es noch: aber wo soll man Geld nehmen von vor das erste? Wir behanpten viel Geld zu unsern Einrichtungen, denn seine Remedien sind viel gerøaltsam.

Spatzier.

Lat mig kun for Penge sørge. Desivegen er jeg even til Staden kommen; denn De vet jo, at Sin Nabo, den rige Proprietær Erdmann, han vil Dem gjærne Penger laane, denn han ser vel, at vi dem in korte Tid igjen betale kan. Und hvat mine Remedien betræffer, saa maa De gevaltsom være, wenn deraf noget godt komme skal. Tror De ikke, at det af mig klogt handlet var, at jeg lod alle Deres Heste dødslaa und brændte Stalden af, als den lille brune Føl blef krank? havde jeg ikke det gjort, De havde wahrhaftig aldrig in Verden kuntet have en sund Hest paa Deres Stald mere. Nej, ich er en klog und redelig Mand.

Hr. v. Borgen.

Ja, ich glaube das gjærne. Aber es kostet uns doch grosz Geld.

Spatzier.

Rigtig, aber det skal vi nok indhole igjen. Saaledes maa man bisweilen - maa man - maa man - hvat kalder man bisweilen paa Dansk?

Hr. v. Borgen.

Ej, sprechen Sie kun Deutsch. Ich vorstehe Sie recht woll.

Spatzier.

Nej, Gud behüte mig! det tør jeg ikke. Det wager jeg ikke for Sine Frue; denn hun har mig sagt, at hun mig aldrig lide skulde, saa mange Tjenester jeg og Dem und Deres Gods listede, wenn jeg ikke vilde Dansk tale. Jeg maa mig vel efter hendes Luner richte, sonsten gaar det ikke got. Wenn det ikke var, so dalte jeg min Modersprog, denn jeg kan den danske Sprog ikke lide; den er en garstig Sprog, ret en garstig, abscheulich Sprog.

Hr. v. Borgen.

Ja derin haben sie Recht. Sprechten sie nicht Dänisch, so wollte meine Weib Sie niemals zulassen 292 zu kriegen seine Tochter. Sie hat so daraussen etwas gegen Sie.

Spatzier.

Det har jeg - wahrgenommen - observert. Denk enjank, hun slog mig nylig for at ægte mig med Deres Husholderinn. Aber jeg betakkede mig for en saadan Fratzen-Ansigt. Hun ser ja ut som - wahrhaftig, som en Hæv-Amme.

Hr. v. Borgen.

Hæv-Amme - Hæv-Amme - was soll das sagen?

Spatzier.

Ih - en Hæv-Amme - forstaar De det ikke? - det er en Fruentimmer, som - som - som hjælper Fruerne ved deres Wochenseng.

Hr. v. Borgen.

Ha! ha! ha! Nun verstehe ich Sie. Eine Erdenmutter wolte Sie sagen. Eine Erdenmutter. Ha! ha! ha! Reden Deutsch. Das gehet besser. Ha! ha! ha! Ja, sie seht in Wahrheit aus als ein Erdenmutter. Nein, Hr. Spatzier! Sie soll sein mein Schwiegersohn; Sie soll hoben meine Juliane; das habe ich gelobt, und ich will halten Wort. Ich soll mein Weib nothzüchtigen zu konsentieren.

Spatzier.

Ich dokker Hr. Sd)wiegervatter! Saa meget større Tillit kan De sætte i mig, at jeg Deres Gods godt forvalter. Und ich er gewisz en redelig Mand. Aber De vil af disse Protokoller und Dokumenter se, at vi bruger store Forændringer at gjøre, før end vi de Sager i nogen Orden kan bringe. Det er fornødigt, at vi endnu nogle gewaltsamme Mitteler bruger; und siden vi nu snakker derover, saa maa jeg Dem sige...

Nuden Scene.

De forrige Tøraf.

Hr. v. Borgen*).

Hvad er det? - der har vi jo Forvalteren, hvad vil Han her i Byen, min gode Tøraf? Han skulde blive hjemme, naar Insvektøren er her.

* 293
Spatzier.

Ich har ham det ogsaa forbuden.

Tøraf.

Ja, det har Han, Hr. Spektør, rigtignok. Men gid jeg faa en Ulykke, om jeg kunde blive hjemme længer, om der saa havde været ti Galger oprejste for at holde mig hjemme. Det skrammererer mig i mit Hjærte, ja, gjør det saa, naar jeg ser, at min gode Herre saaledes skal blive rungeneret af en Skarletan og en Prosektmagere. Det er slet ingen Garnison det.

Hr. v. Borgen.

Hvad er der paa Færde? Hvad fattes?

Spatzier. Hvat skatter ham, Hr. Verwalter? Han pfleger at være mere fornuftig? - Se her! drink enjonk.

(Han skjænker i sit Glas og byder Tøraf)
Tøraf
(tager det ikke).

For en Ulykke! Mossjø! jeg véd, hvad Respit jeg skylder min Herre. Jeg er for ringe til at gasterere eller drikke i Lav med ham, uden han selv byder mig et Glas. Og til at drikke med Jer, dertil er jeg for god; dertil har jeg for megen Ammunition. Ja, har jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Hvad er det, han siger?...

Spatzier.

Ej, Han er saa hidsig, Mossjø Tøraf! Han er gewisz ikke so ond, som Han skinner.

Hr. v. Borgen.

Tag sig i Agt, hvad Han taler. Han maa vide, at Inspektøren er min Ven.

Tøraf.

Da er Spektøren, min Sjæl! ikke Herrens Ven. Nej, er han ikke. - Lader De ham endnu dominere i en Maaned saaledes, som han har begyndt, saa gid jeg faa en Ulykke! om han ikke saaledes altererer Godset, saa at det aldrig staar mere til at rebellere. Og kommer saa inte min gode Herre til at gaa med Bettelstaven tillige med Fruen og Frøkenen, saa vil jeg poussere for en Skjælm i mine bedste Klæder. Ja, vil jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Lieber Hr. Spatzier! es thut mir bøs, dasz er unartig ist. - (Til Tøraf) Men, betænker Han, hvad Han siger?

Spatzier.

Ich er en redelig Mand.

Tøraf.

O! jeg taler rent ud af Posen og kalder 294 enhver Ting ved sit rette Navn. Ja, gjør jeg saa. Komplementer og Karosser det bryder jeg mig ikke mere om end som saa; og naar jeg har noget, der ligger mig paa Hjærtet, saa maa det herud, om det saa skulde ud igjennem Sidebenene, ja, maa det saa. Jeg siger, som jeg sagde før: Denne Hr. Spektør han rungenerer min gode Herre i Bund og Grund. De kan tro mig. Jeg taler ræsonligt. Ja, gjør jeg saa. Vil han være en Skjælm, det faar saa være. Det kan han kanske have sine apartige Rationer for. Men jeg vil, min Sjæl! ingen Skjælm være. Jeg vil være en ærlig Mand. Det er dog det principaleste i alle Ting. Ja, er det saa.

Spatzier.

Ha! ha! ha! Jeg begriber, hvorfra hans Eifer entstaar. Den er wahrhaftig at rose. Den er af blotte Elskov for sin Principal. Und jeg kan denn let undskilde, at han grob imod mig er; denn han har ikke de fornødige Kentnisse om at bedømme mine handlinger. Hon ikke vét, at jeg er en klog og redelig Mand.

Hr. v. Borgen.

Naa naa, min gode Forvalter! Han skal have Tak for sin Nidkjærhed, men Han behøver ikke at være bange for, hvad Inspektøren foretager sig; det er en redelig og indsigtsfuld Mand.

Tøraf.

Han maa være den slemme Syge, ja, maa han saa. Er det ræsonligt at slaa alt Gaardens Kvæg ned og ødelægge hele Hollænderiet, bare for det, den brogede Tyr styrtede paa Stalden?

Hr. v. Borgen.

Hvad siger Han? (Til Spatzier.) Was ist das?

Spatzier.

Ja, nu kommer vi even til det, som jeg vilde Dem fortælle, da Forvalteren kam. Ser De! Hornfæ-Sygen begindte at grassere paa Gaarden; det observerte jeg, und..

Tøras.

De maa have absolveret Fanden, Hr. Spektør! ja, maa De saa. Kan de boglærde ikke bedre absolvere Komedie-Stjærner pan det runde fysenomiske Taarn, end Spektøren absolverer Kvægsygen, saa maa de være nogen Dosmere. Ja, maa de saa.

295
Hr. v. Borgen.

Ti stille. Lad Manden tale.

Spatzier.

Jeg forsikrer Dem saa wahr, som De mig her ser, at det var Hornfæ-Sygen, hvorfra den Tir dede.

Tøraf.

Sladder, Hr. Spektør! Den kraperede af det, den havde faaet noget Ondskab i sig. Ja, gjorde den saa. Han skal ikke være saa strix i sin Mening, Hr. Spektør!

Hr. v. Borgen.

Vil Han dog lade Manden tale ud først?

Spatzier.

Ich kunte det se fra alle Sigdommens Simptomer. Ich har den nehmliche Sigdom observert in Paris, wahrhaftig in Paris, und paa Regentsen i Kopenhagen. Nu var mig bange.... und enhver, som denne grueliche Sigdom kjender, kunte vel have Aarsag at frygte sig, at den skulde sig over hele Godset udbrede. Als man nu intet Mittel vet om at stille den, saa maatte jeg denn resolvere til denne gewaltige Mittel om at forhindre, at den sig ikke videre skulde udbrede. Der har De denn Sagen.

Hr. v. Borgen.

Har De da ladet alt Kvæget slaa ned? Ist das auch wahrhaftio,?

Spatzier. Ja; hvat skulde jeg giere? Ich er en redelig Mand. Her var ingen anden Utvej. De kan vel denke, at jeg, als Deres künftige Schwiegersohn, ikke kunte handle anderledes for Dem, denn jeg vilde have handlet for mig selv. Det gjorde mig ve; aber...

Hr. v. Borgen.

Aber, mein Gotte! das ist doch ein grosz Kapital, grosz Verlust....

Spatzier.

De har Ret, aber det skal snart indholet blive. Binnen et Aar.

Tøraf.

Ja, inden et Aar ser De Herskabets fatale Urin. Ja, gjør De saa. Hvor tager vi det Smør fra, som vi lod os tilslaa ved den sidste Avktion eller Lisenation, hvad det hedder, og som vi skal lavere til den Eskadron, der skal sejle bort til Høst? Vores Rytterheste lod De slaa ihjel forleden Dag, ja, gjorde De saa, og om nu Prinsen vil have et kompliment i det samme, saa staar vi der smukt og har ingen Heste.

296
Spatzier.

O, en Par Heste er en Bagatelle at faa; und hvat det andet betreffer, so skal jeg Dem sige, at jeg er gesinnt at lade plante Potatos in alle Markerne, und af dem kan man giere den beste Smør, som man vil se. Det forstaar vi in Tyskland sær got.

Hr. v. Borgen.

Das ist wahr. Das habe ich auch for lang Zeit gehort. Aber vorstehet Sie den Methode? Da ist nicht viele, die den Methode vorstehen.

Spatzier.

O, ja! ich har jo Præmier derfor vundet in Berlin. Det er min Erfindelse. Ich er en Virtuos.

Hr. v. Borgen.

Ja wahrhaftig ist Sie ein Virtuos.- Sie sind so - so - so besoffen von Inventionen. Aber will der Butter auch gut bleiben?

Spatzier.

Ovenud got. So herligt, som De sig dænke kan.

Tøraf.

Ja, vist vil det blive noget herligt Smør det, ja, vil det saa. Spektøren er kuriøsk og har Hovedet fuldt af nye Konventioner. Men, gid jeg faa en Ulykke! om jeg ikke tror, at I Tyskere bedre kan gjøre Vind end Smør, ja, kan I saa. Det skal være mig kjært, om Herren kan taale de Smæk, han har faaet, men det gjør mig ondt, at han ikke kan se, at Spektøren er en Bedrager, en ren Kontusse; ja, gjør det saa.

Hr. v. Borgen.

Min kjære Tøraf! Han har Lov at sige sin Mening med det gode, men jeg vil raade Ham, at Han ikke bruger saadanne Talemaader om en Mand, som er min Ven.

Tøraf.

Herrens Ven!... Naa, siden da Herven piufos vil bedrages, saa kan jeg ikke forhindre det; men det siger jeg, at skal denne Spektør længere inkommodere over Godset, saa vil jeg, min Sjæl! have min Afsked. Ja, vil jeg saa.

(Gaar )

Tredje Scene.

Hr. v. Borgen. Spatzier.

Spatzier.

Ha, ha, ha! den Verwalter, han kan denn kuns se Dingene von én Side. Han kommer mig wahrhastig 297 for, als wie den Mand, der den store Ulikke beklagede, at en Tief, som skulle ophænges, var bleven slaaet maustodt derfra, at Galgen faldt net paa ham. Han kan denn ikke begribe, at denne Operation er bedre, end at Fæet skulle styrte af Hornfæ-Sigen.

Hr. v. Borgen.

Aber das ist doch grosse Unglücke. Baar ich hatte Geld.

Spatzier.

Sørge De ikke for Penger! Ich skal Dem vel saa meget Peuger, som De har fornødig, forskaffe, og kere De Dem kuns ikke efter, hvad den Forvalter han siger. Ich er en redelig Mann.

Hr. v. Borgen.

Nein, das mache ich auch nicht, denn man kann op alle Dinge høren, dasz er Seine Unfreund ist. Er will haben sein Abschied, wenn ich will behalten Sie.

Spatzier.

Lad ham denn sin Afsked faa, jeg skal Dem en mange god Forwalter igjen skaffe. En toutafaiten Mand. Jeg har en Broder, der sig saa god som den bedste Proprietarius paa Landvæsenerne forstaar. Han er nærværende Barber-Gesell i Rostock.

Hr. v. Borgen.

Ej, das siud mich lieb. Die Barbier-Gesellen ist allzeit geboren vor zu machen grosz Glücke. Schreib geschwind, lasz ihm kommen, so geben ich der alte Verwalter seine Abschied; und ich soll machen mit ihm, wie ich habe gemacht mit Sie: ich soll ihm das Einfusz-Recht schaffen; er soll bleiben naturalisiert.

Spatzier.

Ja, jeg skal lige skrive, und i fjorten Dage skal han her være. Alsdenn skal vi med foreinigte Kræfter arbejde, und wenn De enjank er todt, saa skal Verden sige: Hr. Spatzier har for sin Svigerfarer saaledes arbejdet, at han nu den skjønste Adelhof in hele Dannemark besidder. Ich er en redelig und klug Mand.

Fjerde Scene.

De forrige. Fru v. Borgen

Fru v. Borgen.

Min bedste Mand! du ser mig her overmaade bedrøvet.

298
Hr. v. Borgen.

Hvad fattes dig, min bedste? Er der nogen Ulykke paa Færde?

Spatzier.

Om Guds Vilje! hvad skatter Dem?

Fru v. Borgen.

Du véd, min lille Mand! at jeg kuns bekymrer mig lidt om Fornøjelserne uden for mit Hus, og at jeg bare for at føje dig har forladt mine Smaa-Kreature hjemme og er rejst her til Byen.

Hr. v. Borgen.

Min bedste Kone! hold nu bare ud i otte Dage til, saa ere mine Forretninger til Ende her i Byen, og saa rejser vi ud igjen.

Fru v. Borgen.

Ja, Gud véd! at det vilde være mig tungt at miste min eneste Datter, Juliane; men det vilde næsten gaa mig lige saa nær, om der hændtes mine Høns, mine Duer, og mine Fugle nogen Ulykke.

Hr. v. Borgen.

Ih nu, de ere i god Stand; de fattes slet intet.... (sagte til Spatzier). Wir mussen nicht um den kleinen Kaiben sprechen.

Spatzier.

Forstaar sig, ikke en Ord.

Hr. v. Borgen.

Er det intet andet, der fattes dig end Længsel efter dine smaa Dyr? Den skal snart blive tilfredsstillet. Jeg tænkte ellers, at der var en stor Ulykke paa Færde.

Fru v. Borgen.

Det er heller ikke det, jeg er bedrøvet for: men mine smaa Selskabs-Fugle, som bleve mig forærede forleden Dag, de begynder at hænge med Vingerne, og jeg er bange for, at de vil dø.

Spatzier.

O, ingen anden. Dem skal jeg vel hele.

Fru v. Borgen
(glad)

Forstaar De Dem paa det?

Spatzier.

O, ich er en Virtuos.

Hr. v. Borgen.

Sie bist ein grosser Mann - verstehen sich op alle Dinge.

Fru v. Borgen.

O, tal dog Dansk, min bedste.

Hr. v. Borgen.

Lad mig tale, som jeg vil. Jeg er jo intet Barn.

Spatzier.

Sin Hr. Gemahl taler mange godt Tysk; kuns 299 en lidt langsom. Aber om igjen til de Geselskabs-Fugle at komme, so skal jeg dem vel for deres Sigdom hele. Ser De: ich har observert, at de ere alle otte i en Käsig,... hvat hedder det nu paa Dansk.

Hr. v. Borgen.

Ich vorstehe Sie. Sie bist alle acht in ein Bauer.. i et Bur.

Spatzier.

Naa da. De ere alle otte in et Bur, und det maa de ingen være. De skal hver sin... sin...

Hr. v. Borgen.

Bur...

Spatzier.

Rigtig. De skal hver sin Bur have, sonsten maa de dø. Det skal jeg lige besørge. Vær De kun ruhig Frue!

Fru v. Borgen.

Gud velsigne Dem! om De kan holde mig Liv i de Fugle!

Spatzier.

Ich forsikrer Dem paa min Honnør. Jeg vil mig derom ogsaa ikke længere opholde.

Hr. v. Borgen.

Aber Sie mussen nicht gehen weg in Tag, denn ich bitte fremde zu in der Aben, und Sie soll haben Jawort mit mein Tochter.

Spatzier.

Ich dakker megen jank, aber derover skal vi siden snakke. (Gaar).

Femte Scene

Hr. og Fru v. Borgen.

Fru v. Borgen.

Hvad var det, du sagde til ham, min bedste Mand?

Hr. v. Borgen.

Hør, min Hjærte! Denne Hr. Spatzier det er en lærd og duelig Mand, en Mand, som jeg tror, at Himlen selv har skikket os for at bringe vores Gods i god Stand, da det var saa forfaldet. Jeg holder meget af ham, endskjønt jeg vel véd, at du ikke just har de bedste Tanker om ham.

Fru v. Borgen.

Jeg? ja, jeg vil ikke nægte, at jeg i Begyndelsen troede om ham, at han var en Vindmagere, fordi 300 han pralede saa meget og roste sig selv. Men jeg begynder virkelig nu at forandre mine Tanker om ham.

Hr. v. Borgen.

Se! se! saa har dog de Paafugle, som han forærede dig forleden, gjort en temmelig god Virkning.

Fru v. Borgen.

O, det er saamænd ikke....

Hr. v. Borgen.

Det kan ogsaa være ligegyldigt. Nok er det, at det fornøjer mig, at du nu lader ham vederfares Ret, endskjønt du forhen har miskjendt ham.

Fru v. Borgen.

Ja, det gjor jeg, men....

Hr. v. Borgen.

Hør nu, min bedste! vi har kuns den ene Datter, vores Juliane, og hende burde vi tænke paa at forsorge. Jeg tror, at hun vil blive allermest lykkelig med denne Mand. Han har begjæret hende, og mig synes, at vi skylder ham saa meget for hans Tjeneste, at vi ikke kan give ham Afslag. Hvad siger du om det, min bedste? - har du noget imod det Parti?

Fru v. Borgen.

Jeg for win Del har just intet derimod, naar Partiet er anstændigt i dine Øjne; men jeg frygter for, at vi vil finde Modstand fra en anden Side. Vores Juliane vil næppe være synderlig fornøjet dermed.

Hr. v. Borgen.

Hvorfor ikke? Hvad kan hun have derimod?

Fru v. Borgen.

Kuns bare den Bagatelle, at hun kanske hellere tog en anden. Du véd jo selv, at den unge Løjtnant Erdman har Godhed for hende, og at hun holder af ham.

Hr. v. Borgen.

Det kan vel være, men mit Samtykke faar hyn aldrig dertil. Hans Farbroder kan ikke lide ham, fordi han gav sig til Militær-Etaten. Havde han føjet sin Farbroder og studeret sin Jura, saa havde han blevet Arving til alle hans Herregaarde, og saa havde det været et Parti for vores Juliane. Men nu siges der for vist, at den gamle vil gjøre Testamente, og saa faar Hr. Løjtnant ikke en Skilling; og du vil dog vel ikke, at jeg skal give min Datter til en, 301 der intet andet ejer i Verden end en stakkels Kvast i sin Kaarde?

Fru v. Borgen.

Det er godt nok; men, naar vi vil betragte Tingen fra den Side, saa vil jeg nok spørge, hvor stor Formue Hr. Spatzier ejer? Den Stok, som han kom spaserendes her til Landet med, og det er alt.

Hr. v. Borgen.

Ejer han ikke Midler, saa ejer han Indsigter og Duelighed. Desuden tror jeg, saa vidt som jeg har mærket af ham, at han kan vente sig anselige Arvemidler i sit Fædreneland. Men, om han endog aldrig havde noget saadant Haab, saa skal han dog have min Datter frem for den anden.

Fru v. Borgen.

Ja, jeg skal sandelig ikke have noget derimod, jeg er fornøjet med, hvad du vil. Men den unge Erdman kommer her hid i Dag i dette Ærende.

Hr. v. Borgen.

Ja, træffer jeg ham, saa skal jeg nok sige ham, at der intet bliver af; og det samme maa du gjøre, i Fald du taler med ham. Men med Juliane maa jeg tale, for hun skal have Jaord i Aften. Jeg vil kalde paa hende for at berede hende derpaa.

Fru v. Borgen.

Nej, bi kuns; jeg maa dog ind at se til mine smaa Fugle, saa skal jeg vise hende ind til dig. Men, min bedste Mand! tal hende ikke haardt til, i Fald hun skulde gjøre Indvendinger.

(Gaar).

Sjette Scene.

Hr. v. Borgen.
(Alene).

Tale hende haardt til?... Det plejer jeg just aldrig at gjøre, uden naar de ikke vil lyde mig. Og i denne Post vil jeg lydes. Hr. Spatzier er en duelig, en klog Mand, en sand Virtuos. En Mand, der kan gjøre min Datter, mig og mit hele Gods lykkelig. Vare jeg kan overvinde de første Bekostninger, saa gaar alting godt siden.

302

Syvende Scene.

Hr. v. Borgen. Juliane.

Juliane.

Min Moder sagde mig, at min Fader vilde tale med mig.

Hr. v. Borgen.

Ja, min Pige! det vil jeg ogsna. Hvad siger du om det, at jeg ønskede, at du skulde holde Jaord i Aften?

Juliane.

Jeg? min Fader!... I Aften?

Hr. v. Borgen.

Ja, ret du, mit Barn! i denne Aften. Derfor er det, at jeg har bedet de fremmede hid.

Juliane.

Men, min gode Fader! det kommer mig saa hovedkulds over, at jeg ikke kan fatte mig. Jeg har jo ikke vidst et Ord af det; og jeg tror dog, at jeg burde vide...

Hr. v. Borgen.

Med hvem det er?... ikke sandt? saa var det, du vilde sige.

Juliane.

Ja, ganske rigtig, min Fader!

Hr. v. Borgen.

Naa, naa! du skal da faa det at vide. Ser du! Hr. Spatzier er en fortræffelig Mand, og med ham vil du vist blive lykkelig.

Juliane.

Hr. Spatzier? min Fader!... med den Nar?... De vil dog vel ikke...

Hr. v. Borgen.
(Hidsig).

At du skal gjøre Indvendinger. Som jeg har sagt, skal det være, uden Dispute. Kom ikke og kald mig ham en Nar tiere.

Juliane.

Min gode Fader! jeg kan umulig bekvemme mig efter Deres Vilje i denne eneste Post.

Hr. v. Borgen.

O, det skal jeg vel lære Frøkenen. Jeg véd nok, at denne Hr. Løjtnant Erdman han gaar og snuser her efter dig. Du sagde vel ikke nej, om det var ham, jeg vilde byde dig?... hvad?

Juliane.

Der er ogsaa stor Forskjel paa de to Personer.

Hr. v. Borgen.

Ja, saa stor Forskjel, at du skal have Spatzier, om du saa blev gal. Kom ikke og gjor mig nogen Ophævelser. Du kjender mig Juliane. Herren med Kvasten 303 i Kaarden skal faa sit Løbepas i Dag; og vover han siden at sætte Foden inden for mine Døre, før end du er bleven gift med Hr. Spatzier, saa skal jeg lade slaa Arme og Ben itu paa ham.

Juliane.

O, min bedste Fader!...

Hr. v. Borgen.

Ikke et Ord mere, Mamselle! Du véd nu, hvordan jeg vil have det. Lav dig til at holde Jaord i Aften med Hr. Spatzier; om otte Dage skal du have Bryllup; og Gud naade dig! i Fald du vover at gjøre mindste Indvending. Du véd, hvordan jeg er, naar jeg bliver vred.

(Gaar).

Ottende Scene.

Juliane.
(Alene).

Gud! hvad skal jeg gjøre?... Selv at blive en Martyr for en Faders Vilje - det er haardt!... dog kunde det gaa an... men at opofre den gode, den kjære Erdman tillige, ham, der vil tage sin Død over at miste sin elskede Juliane... nej, den Tanke er for græsselig... (hun sætter siø ved Bordet og læner Hovedet paa Albuen, saa at hun vender Ryggen til Sidedøren). O! Erdman!... Erdman!

Niende Scene.

Juliane. Erdman.

Erdman
(kommer ind ad Sidedøren og hører Julianes Ord).

Her er jeg, min dyrebare Juliane!

Juliane.

Erdman! gaa! - skynd dig! - forlad mig! -

Erdman.

Hvorfore forlade dig? - Juliane! - forlade dig! - dig, Engel?

Juliane.

I en ulykkelig Tid, Erdman! kom du her hid for at høre den Dom, der for evig skal adskille os.

Erdman.

Er det min Juliane, der afsiger denne Dom?

Juliane.

Jeg? - Erdman! jeg skulde kunne afsige denne Dom? - Nej, min Fader er det, min grusomme Fader. Han 304 opofrer dig, Erdman! dig opofrer han for... jeg tør ikke sige for hvem.

Erdman.

O! naar det er kuns din Foder, der afsiger en saadan Dom; naar du, elskeligste Juliane! er fast i din Beslutning, hvorfore skulde jeg da frygte? Men sig mig da: hvem er denne saa frygtelige Rival?

Juliane.

Hr. Spatzier!

Erdman.

Hr. Spatzier! Ha! ha! ha! ha! o! jeg maa le; ha! ha! ha! ha! Hr. Spatzier!

Juliane.

Min bedste Karl! kan dette Budskab være dig saa glædeligt, at du kan le deraf?

Erdman.

Ja, tilforladelig kan det saa; naar min Rival er ingen farligere Person end denne Monsjør Spatzier, saa er jeg lykkelig. Inden fjorten Dage skal al Verden vide, hvad han er for en Karl.

Juliane.

Om fjorten Dage! - Ulykkelige Juliane! - - Erdman! det maa ske i Dag, eller aldrig. Hør, hvorledes min Faders grusomme Dom lyder: I Aften Jaord, og om otte Dage Bryllup med ham.

Erdman.

Hvad hører jeg? Gud! er det muligt?

Juliane.

I Dag maa du være betænkt paa at rive mig af min Røveres Arme, eller og for evig opgive alt Haab derom.

Erdman.

I Dag eller aldrig!... græsselige Dom! Men, elskværdigste Juliane! hvad siger din Moder derom?

Juliane.

O min Moder er god, ejegod; hun elsker mig inderlig; men fra hendes Side har jeg lidet eller intet Haab. Hun er svag, alt for føjelig imod mm Fader; tør slet ikke imodsige ham.

Erdman.

Skulde der intet Middel være til at bevæge din Fader, til i det mindste at udvirke en liden Opsættelse?

Juliane.

Umuligt. Du kjender ikke min Fader, hvor urokkelig han er i sine Beslutninger. Han er haard som Klippen.

Erdman.

O! men han skal blive blod; jeg skal bønfalde 305 ham, tigge ham, og han skal ikke kunne imodstaa mine Bønner. - Dog nej! han foragter mig, han véd, jeg er fattig, at min Farbroder har slaaet Haanden af mig, fordi jeg ikke kunde føje mig efter hans Kapricer, fordi jeg ikke vilde begrave mig i Systemer, fordi jeg ikke vilde sælge mit hele Livs Lyksalighed til en foragtelig Skjønhed, som han bestemte mig til, og fordi jeg ikke kunde være nedrig. Dette véd din Fader, og lader haant om mig.

Juliane.

Gaa, Erdman! gaa! og lad ham ikke se dig. Han udlod sig med Trusler...

Erdman.

Trusler?... imod mig?... Jeg mærker af alle Ting, at han ikke kjender mig ret.

Tiende Scene.

De forrige, Fru von Borgen.

Juliane.

Kjæreste Moder!

Erdman.

Naadige Frue!

Fru v. Borgen.

Deres Besøg vilde have været mig meget behageligt, naar jeg ikke vidste Anledningen dertil: Men nu, da det angaar min Datter, og min Mand har gjort en anden Bestemmelse med hende, saa maa De tilgive mig, at Deres Person ikke er mig saa angenem som ellers.

Erdman.

Hvormed kan jeg have forset mig imod Dem, naadige Frue? De hor dog altid tilforn beæret mig med Deres Bevaagenhed. Hvad har De nu imod mig?

Fru v. Borgen.

Aldeles intet, Hr. Løjtnant! End mere, stod det i min Magt, da skulde jeg aldrig tage i Betænkning at give Dem min Datter; men jeg har en Mand, som bør raade, og hvis Vilje jeg i dette, som i alt andet, maa underkaste mig.

Juliane.

Kjæreste Moder! lad mig dog ikke blive et Offer -

Fru v. Borgen.

Gaa ind, Juliane, og lyd din Faders Befalinger. Han elsker dig, han vil dit Vel; og alt, hvad han 306 gjør, er for dit eget bedste. Gaa, mit Barn! og lad ham ikke træffe dig her.

Juliane
(idet hun gaar).

Karl! Far vel for sidste Gang!

(Gaar.)

Ellevte Scene

Fru v Borgen, Erdman.

Erdman.

Ikke for sidste Gang. Nej, jeg har endnu Haab. Er jeg da saa foragtelig en Person i Deres Monds Øjne, naadige Frue! at han kan foretrække en Landløbere for mig?

Fru v. Borgen.

Landløbere!... Hr. Løjtnant, jeg ventede lidet mere Agtelse af Dem.

Erdman.

Tilgiv mig, naadige Frue! om jeg gav Manden sit rette Navn. Er det billigt, at fremmede sanledes skal røve det bort, som tilhører Landets Børn?

Fru v. Borgen.

Han er Dansk - lige saa god Dansk som De.

Erdman.

Men bleven det ved Kunst, for at præjudicere dem, der ere Danske af Fødsel. Det skar mig i mit Hjærte, den Gang da jeg paa Skydebanen saa', at der blev skudt til Indfødsrettens Skive. Hver Kugle, der traf, hvert Skud, som gik igjennem, var mig en sørgelig Forvarsel for, hvad som vilde ske. Det var fremmed Bly, der saarede det danske Træ; og hvert Skrald af Riflerne forekom mig som et Minutskud ved danske Fortjenesters Begravelse. Den, der indgav mig denne bedrøvelige Spaadom, var Dannemarks bange Skytsgud, der nu er overvældet af Sorg og tier.

Fru v. Borgen.

Jeg mærker, Hr. Løjtnant! at De ogsaa er smittet af den Modens Sygdom, at deklamere imod alt, hvad som er fremmed.

Erdman.

Langt fra, naadige Frue! enhver Mand af Redelighed og Talenter er min Landsmand, ihvor han endogsaa er født paa Jordkloden; men De maa forlade mig, Frue, 307 at jeg ingenlunde kan anse Hr. Spatzier for en Mand, der besidder nogen af Delene.

Fru v. Borgen.

Og hvorfor ikke. om jeg maa spørge?

Erdman.

Kom han her ind, fordi Dannemark trængte til ham, eller fordi han trængte til Dannemark? Det sidste er vel unægteligt. Og hvorfor trængte han da til et fremmed Land? - Fordi han ikke kunde underholde sig i sit Fødeland. Men tro mig: der er intet Land under Solen, der jo kan føde de Børn, som del frembringer, naar de kuns ere duelige til at gjøre Gavn i Landet. Desuden maa den Mand nødvendig være en Vindmager, der altid berømmer sig selv og idelig fører sin egen Ros paa Tungen.

Fru v. Borgen.

O, Hr. Spatzier er en lærd Mand, en Virtuos; det er jo just netop Brugen iblandt de lærde og iblandt Virtuoserne at rose sig selv.

Erdman.

De maa forlade mig. Lærd er han vel næppe, men Virtuos kan han gjærne være, thi derved forbinder man i Almindelighed i disse Tider et forhadt Begreb. Den sande lærde roser sig aldrig selv, men vel den, der enten altid har været en Fusker, eller og som Naturens Svaghed minder om at holde op at gjøre Paastand paa at være Mester; og de Folk, der kan vove paa at være Ekko af deres egne Berømmelser, de ligue sandelig meget nøje Papegøjerne, der kuns have Forstand til at sige om sig selv: gode, rare Poppedreng*).

Fru v. Borgen.

De maa forlade mig; jeg kan ikke bedømme Mandens Indsigter; men jeg tror, hvad jeg hører af de Folk, som jeg har nogen Agtelse for, og som jeg véd ere i

* * 308

Stand til at dømme om ham, og iblandt dem maa jeg sige Dem, at min Mand holder sig for at være fuldkommen overbevist baade om Hr. Spatziers Indsigter og om hans Redelighed.

Erdman.

Det gjør mig sandelig ondt, at han ingen Venner har, der kan og vil overbevise ham om det modsatte. Jeg frygter for, at han først vil lære at indse det, naar det er for sildigt, naar han er ruineret. Hans Indretninger ved Godset sigte alle sammen dertil; man maatte være blind, naar man ikke kunde se det. Kan De dog ikke selv indse det, min naadige Frue!

Fru v. Borgen.

Jo! jeg vil ikke længere dølge for Dem, at jeg selv begynder at bære nogen Tvivl om hans store Kundskaber, skjønt jeg ikke finder nogen Aarsag, hvoxfore jeg skulde have Mistvivl til hans Redelighed. Jeg blev overmaade vred paa ham nu i Øjeblikket.

Erdman.

Saa? og hvorfor? om De tillader.

Fru v. Borgen.

Ser De, jeg har i alle mine Dage været en stor Elsker af smaa Kreature, Høns, Fugle og andre Dyr. En Veninde forærede mig i Gaar otte Stykker smaa indianske Fugle. I Dag kom det mig for, som om de vare syge; jeg beklagede mig derover, og han lovede at kurere dem. Saa snart han saa' dem, sagde han, at de vare for mange i ét Bur, og at de hver skulde have sit; vi faar Burene, men med hans Ubehændighed i at flytte dem, dræber han mig tre af de smaa nysselige Fugle. Jeg forsikrer, jeg var i Sandhed grædefærdig; og det, som var det værste, saa kommer min Stuepige, der var klogere end han og siger. at Fuglene for alle Tina ikke maatte skilles ad, thi ellers døde de.

Erdman.

Det var da ventelig Selskabsfugle?

Fru v. Borgen.

Ja netop.

Erdman.

Og det er den Mand, der forstaar alle Ting! Jeg kan slutte mig til, at dette Tab maa have gaaet Dem nær til Hjærte; jeg vilde meget ønske, at det var den eneste Fortræd og Ulykke, han havde gjort eller maatte komme til at gjøre her 309 i Huset; men hvor frygter jeg ikke for, at han ikke holder op, før end han faar gjort dem alle uden Redning ulykkelige. Naadige Frue! jeg besvær Dem for Deres egen, Deres Mands og Deres Datters Skyld...

Fru v. Borgen.

Jeg kan ikke hjælpe Dem...

Erdman.

Tillad mig at tale rent ud. Jeg forlanger ikke, at De skal overtale Deres Mand til at bryde dette Parti eller at give mig sin Datter; men, jeg har hørt, hun skal have Jaord i Aften og Bryllup om otte Dage. Juliane er for bestandig ulykkelig, om det sker. Bedste Moder! for Deres Datters Skyld, for Guds Skyld! se til, at De kan faa det opsat en fjorten Dages Tid længere. Kan jeg ikke inden den Tid opdage og tydeligen bevise, at denne Hr. Spatzier er en Skjælm og en Bedrager, saa vil jeg græmme mig ihjel og tie.

Fru v. Borgen.

Det fornøjer mig, at jeg saa let kan bevise Dem en saadan Tjeneste. Jeg haaber at overtale min Mand dertil, saa meget mere, som Spatzier selv har bedet mig om at udvirke denne Opsættelse.

Erdman.

Han selv!... er det muligt?

Fru v. Borgen.

Ja rigtig. Det synes at være ham meget angelegent. Aarsagen dertil vilde han ikke sige mig.

Erdman.

Der maa stikke Skjælmstykker bag ved. Juliane! Juliane! Nu tror jeg, at du skal blive lykkelig. Forlad mig! De har sagt, at De gjærne gav mig Deres Datter, naar ikke Deres Mand havde bestemt hende for en anden. Jeg holder mig til Deres Ord, og om Deres Mands Samtykke tvivler jeg ikke, naar jeg kan redde ham og hans Familie af Bedragerens Kløer. Tillad mig, naadige Frue! jeg maa gaa. Underdanige Tjenere! (idet han gaar). Juliane! Juliane! Ved Gud! du skal blive lykkelig.

Tolvte Scene.

Fru v. Borgen.
(Alene).

Ja, virkelig er jeg pan Vej til at tro, at denne Monsieur Spatzier ikke er den, som min Mand holder ham for at være.

310

Hans indbildte klogskab havde nær kostet mig alle mine stakkels smaa Fugle. At han er en Skjælm, en Bedrager, det vilde jeg dog nødig tro. Det bør jeg ikke tro uden gyldig Aarsag. Men overbevises jeg om, at han er det, saa skal min Mand... ja han vil næppe tro det efter de haandgribeligste Beviser... O, men saa skal jeg stride som en Løvinde for at redde min Datter af hans Kløer.

Trettende Scene.

Fru v. Borgen Tøraf.

Fru v. Borgen.

Se, god Dag, min gode Forvalter! velkommen til Byen!

Tøraf.

Tres humle Servitør! Deres Naade.

Fru v. Borgen.

Naar kom Han her til Byen? Har Han været her længe?

Tøraf.

Næppe en halv Time; og dog har jeg skjændtes og despereret en god Dyst med den naadige Herre. Ja, har jeg saa.

Fru v. Borgen.

Skjændtes med min Mand?... Det havde jeg ikke ventet af Ham.

Tøraf.

Ja, ser De, naadige Frue! Jeg var kuns en fattig Bondekarl, da den naadige Herre gjorde mig til Ladefoged. Siden absenterede han mig til Forvalter Ja, gjorde han saa. Og dersom jeg saa inte var Herren tro og inflammerede ham om alt, hvad der kan gavne og skade ham, saa var jeg en Skjælm. Ja, var jeg saa. Og nu har jeg despereret med Herren, fordi jeg ikke kan taale at se paa, at han lader saadan en Tværdriver som denne tyske Spektør, vi har faaet, rungenere hans Gods i Bund og Grund. Han gjør al den Molest, han kan; og, gid jeg faa en Ulykke! om han ikke er lige saa ond som Satan, jeg har læst om i Adam og Evald. Ja, er han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad gjor han da, som er saa forskrækkeligt?

* 311
Tøraf.

Først har han jo slaaet alle Bæsterne ihjel og brændt Stalden af. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Ja, det véd jeg. Men det var jo nødvendigt, for Hestene havde Snive.

Tøraf.

De havde, min Sjæl! ikke mere Snive, end jeg har Snive. Vi skulde have brændt Spektøren, for han har nok saadant noget Ondskab, tror jeg. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Hvordan det nu er eller ikke, saa faar vi den Skade godigjort, for det var assureret.

Tøraf.

Nej, saa min Sjæl! gjør De ej, Deres Naade! har jeg ikke selv læst i Oranse-Trøyen*), at De ikke faar en Søsling? Ja, har jeg saa. Alt, hvad man gjør med Deliration og Overlæg, siger den, betaler Syransen, gid jeg faa en Ulykke! ikke en Døjt for. Det var Sangkom-Person, som om min Kone hun vilde tage alle sine Særker og lægge dem paa Huggeblokken og hugge dem i Pjalter, for at jeg skulde give hende nye igjen. Nej, saa min Sjæl! gjorde jeg ikke; saa skulde Mardamen smukt faa Lov at gaa forudeiu En anden Affeire var det, om det gik saadan, som ved Holmen, hvor min Broder er Tømmermand; for han siger, at de der hugger gode Flag og Sejl i Stykker, naarsomenstid de vil have dem indkasserede, for at de kan faa nye igjen. Ja, gjør de saa.

Fru v. Borgen.

Nej, nu gaar Han for langt fra Materien, min gode Forvalter! kommer Han først til Skibs, saa er jeg bange for, at Han aldrig kommer tilbage igjen.

Tøraf.

Jo, saa min Sjæl! gjør jeg saa, Deres Naade. Men saa vil jeg da, med Fruens Promission, komme tilbage til Spektøren og al hans Material igjen. Saa har han, for

* * 312

det andet, bare for det den brogede Tyr stod og kreperte paa Stolden, ladet hele Hollænderiet slaa ned for Fode ret som Fæ. Ja, har han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad horer jeg? Er det sandt?

Tøraf.

Ja, er det saa, ja, hvert Ord.

Fru v. Borgen.

End de smaa nydelige Kalve, ere de ogsaa slaaet ihjel?

Tøraf.

Hver Kjæft. Og den blakkede Kvie med, som jeg havde kaldt op efter Deres Naade. Den er ogsaa maskareret. Ja, er den saa, Naar jeg expederer Porthunden, Pandur, et Par Katte, nogen Rotter og Mus, og saa Stolene paa Gaarden, saa er der, min Sjæl! ikke et firbenet Bæst tilovers, uden med mindre Spektøren selv vil komme ud og gaa paa alle fire.

Fru v. Borgen.

Min Gud! men hvad siger min Mand til alt dette?

Tøraf.

O, han siger, det er ret, alt, hvad Spektøren gjør. Jeg tror, gid jeg faa en Ulykke! at han sagde det var resonligt, om saa Spektøren laa hos den naadige Frue, med Respekt at sige, ja, tror jeg saa. Han bildte den naadige Herre ind, at Kvægsygen grassatede paa Gaarden, og at det var deraf, den brogede Tyr døde. Jeg sagde, det var Løgn. Ja, gjorde jeg saa. Notabena: jeg sagde ikke, at Tyren var kraperet af Løgn, men at det var Løgn, at Bæstet havde haft Kvægsygen; men den naadige Herre troede ham bedre end mig, Ja, gjorde han saa.

Fru v. Borgen.

Det er forskrækkeligt. Men jeg kan dog ikke tro, at han gior alle disse Anstalter af Ondskab og for at ødelægge os. Han taler dog idelig om sin Redelighed.

Tøraf.

Ja, vist taler han om sin egen Redelighed. Ja, gjør han saa. Og det kommer just deraf, at ingen andre enten kan eller vil tale derom. De siger jo, han er en lærd og stoderet Person, og saa maa han jo have denne Sygdom ligesom alle andre lærde. Jeg har set, for jeg læser dog saa lidt iblandt, 313 ja, gjør jeg saa, at der iblandt de nymodens Bogskrivere ere nogen lærde Vragere, som slaar, min Sjæl! Krøller paa Næsen af den allerbedste Bog, naar inte de selv eller en af deres Venner har gjort den, og siger, at den er Snavs og duer ikke; og naar de saa har sagt alt det onde, som ikke Fanden selv kan hitte paa at sige, baade om Bogen og Aktoren, saa kommer de bag efter med et lille Proskriptum, hvori de fortæller vidt og bredt, hvor redelige, hvor ærlige de er, ret som om de vare de helligste Jesuiter i Verden. Ja, gjør de saa. Nej, naar jeg hører nogen parlementere over sin egen Ærlighed, saa tænker jeg, min Sjæl! det samme, som naar jeg hører Kirsebærkærlingerne her i Byen raabe: Saa rigtig Vægt for fire Skilling; saa tror jeg, gid jeg faa en Ulykke! altid, at de farer med falsk Vægt. Og det tror jeg ogsaa om Spektøren. Ja, gjør jeg saa.

Fru v. Borgen.

Ja, Han kan dog gjøre ham Uret, min gode Forvalter! Men lad nu det være! gjort Gjerning er ikke til at ændre, og det maa min Mand undersøge, om han har gjort Ret heri eller ikke. Men, hvordan gaar det med mine smaa Kreature? mine Perlehøns? mine Duer?

Tøraf.

O, tal ikke derom, naadige Frue! de er en stort Skagerin at tænke derpaa. Der er ingen Ting, som jo den forbandede Spektør har maltereret. Det skær mig i mit Hjærte, hver Gang jeg tænker derpaa. Ja, gjør det saa. Der gav han os noget Frø forleden, som han sagde skulde være mere kommodisk at føde Høns med. Vi bruger det, og et Par Dage derefter saa laa alle Hønsene døde. Ja, gjorde de saa.

Fru v. Borgen.

Er det sandt? Bedrag mig ikke, min gode. Forvalter! Er Hønsene og Kyllingerne døde?

Tøraf.

Hver en, og Perlehønsene med. Ja, er de saa. Og saa forleden, saa kommer vores Nabo, den gamle gode Propetarius Erdman, der, imellem os sagt, er, min Sjæl! en Halunk, med et helt Slæng hen til ham at besøge ham; og véd saa Fruen, hvad han gjør?

Fru v. Borgen.

Naa, hvad gjør han da?

314
Tøraf.

Han havde enventeret dem til sig, og saa tager han, min Sjæl! fire af Fruens Kropperter, to af de bedste Tumlinger, og de to Knokkelskader, som Fruen var saa skrammeret i, og slagter dem for at give det Rakkerpak en Kollision. Ja, gjør han saa.

Fru v. Borgen.

Hvad hører jeg! mine Duer? - Gud! mine Duer og mine Høns! - den nederdrægtige! St Skarn maa han være, og ingen redelig eller klog Mand; og han skulde have min Datter! - - Gud! mine Duer! - Han skulde have min Juliane!

Tøraf.

Hvad? Spektøren skulde have Frøken Juliane! Det skal, min Sjæl! blive Løgn. Før skal jeg slaa hans Pande i Stykker. Ja, skal jeg saa. Han skulde have Frøken Juliane? Har jeg i mine Dage hørt et galere Indfald? Han er jo ikke engang et kristen Menneske; i det mindste kan han ikke snakke noget kristen Sprog. Gud naade os med vores gode Sprog! Holder det saadanne ved i ti Aar med alle de pluddervolske Folk, som her kommer ind i Landet, saa bliver her ikke én tilbage, som kan tale Dansk mere, saa maa vi tale Hessisk eller Berlinsk, hvad det hedder, alle sammen. Ja, maa vi saa.

Fru v. Borgen

, Mine Høns! - mine Duer! - Hvor er min Juliane? Hvor finder jeg min Mand? Jeg maa opdage ham, hvad for en Slange vi nærer i vores Barm; hvorledes han enten ved Nederdrægtighed eller ved Dumhed - o! sikkert ved begge Delene, vil ødelægge os. O, mine Høns! mine Duer!

(vil gaa).

Fjortende Scene.

De forrige. Juliane

Juliane
(som møder Fru v. Borgen i Døren i Baggrunden, idet hun vil gaa ind).

Mm Moder! hvad er paa Færde? hvad fattes?

Fru v. Borgen.

Juliane! du er ikke min Datter, i Fald du bekvemmer dig til at ægte det Skarn. - O, mine Høns! mine Duer!

(Gaar).
315

Femtende Scene.

Juliane. Tøraf.

Juliane.

Min gode Forvalter, hvad var det, min Moder sagde? hvem mente hun med det Skarn, som hun nævnede? O! véd De det, saa forklar mig Sammenhængen.

Tøraf.

Jeg skal nok forklare Frøkenen det. Ja, skal jeg saa. (Afsides) Jeg maa narre hende lidt. (Højt). Det er denne hersens Løgtenanten, Frøken, som den naadige Frue slet ikke kan lide, fordi hun har saa stor Affektation for Spektøren, Mossiø Spazier. Ja, er det saa.

Juliane.

Men hvorfore er dog den stakkels Erdman nu blevet hende saa meget forhadt? Tilforn syntes hun dog ganske godt om ham.

Tøraf.

Det skal jeg sige Frøkenen, ja, skal jeg saa, ja. Disse Officerer, de bilde sig saa meget ind, fordi de har en Porkope i Kaarden, saa tror de, at alle andre Mennesker er Karnalier imod dem. Ja, gjør de saa. Møder man dem paa Gaden, saa gaar de ligefrem som Svinene og skal aldrig rekterere til Siden, ikke engang for et honnet Fruentimmer; de lader dem heller gaa i Skidt op til Ørene. Ja, gjør de saa. Dersom man inte først gjør sineKomper og Karosser for dem, saa letter de, min Sjæl! aldrig paa Hatten; for saa stor Emanation har de om sig selv, at alle skal hilse dem først. Kommer man i Komponie med dem, saa skal alting gaa efter deres Kommandør; ja, skal det saa. Saa praler de af alle de Battallioner, de har vundet; saa taler de om rechs og links og Skvadrioner og Plutoner og Diffusioner og alt saadant forbandet Kram, som de ikke engang selv forstaar; og ingen Mennesker maa faa et Ord indført for dem; og vil man saa ikke synes, at denne Snak er lige saa smuk at høre paa, som naar Musekanterne spiller den smukkeste Sympathie, ja, saa skal vi bare høre en Støj; saa skjælder de Folk ud for Kolør de Lux, og for saa meget andet. Og saa vil de kuskenere alle Mennesker. Ja, vil de saa.

Juliane.

Men hvad kommer alt dette Sagen ved? Det 316 véd jeg vist, at Erdman ikke er af det Slags Folk. Og hvad har dette at gjøre med min Moders Høns og Duer?

Toraf.

Ja, se nu kommer jeg til vores aperpo. Ja, gjør jeg saa. Deres Mama vil profos ikke, at De maa faa Løgtenanten, for jeg skal sige Dem, Frøken!...

Sextende Scene

De forrige. Hr. v Borgen. Spatzier.

Toraf
(idet han ser dem komme).

Nej, jeg haslererer kun lidt; det er...

Hr. v. Borgen.

Juliane! her bringer jeg dig din Brudgom. Om otte Dage skal han være din Mand.

Juliane.

For Guds Skyld! min bedste Fader!...

Hr. v. Borgen.

For Guds Skyld, Juliane!... ti stille og lyd din Fader. Gjør, hvad jeg befaler, med det gode, for ellers skal jeg nok tvinge Mamsellen dertil.

Tøraf.

Jeg kontrollerer Dem, Frøken ja, gjør jeg saa. Det gjør mig ondt, men inden otte Dage kunde der kanske komme et Kampemang i Sagerne.

Hr. v. Borgen
(til Spatzier).

Mein liebes zukommendes Schwiegersohn, ich gebe sie mein Tochter, so wie ich habe gelobt; in Abend sollen Sie haben Jawort; in Morgen nehmen wir aus und machen Visiten; und um acht Tage sollen Sie halten Heirath.

Spatzier.

Ich takker Dem, Hr. Svigervater! - und Sie, min schene Freken Prut! ich gratulerer Dem, thi det tør ich sige, De har godt gewählt; uden mig selv at rømme, saa heirather De en ehrlig Mand, en Virtuos. Aber, men dyre Hr. Svigervater! hvorom saa ilfærdig? Kunde vi ikke Højtiden en Wile opsætte? Kuns et Par Monater. Ikke længere.

Hr. v. Borgen.

Nein, sie mussen nicht länger bien. Sie sind jo allerede ein Pfeffergesell. Das geht nicht an.

Juliane.

Min bedste Fader! o ja! jeg beder ogsaa derom; kuns et Par Maaneder, san bekvemmer jeg mig ganske efter Deres Vilje uden mindste Modsigelse.

317
Hr. v. Borgen.

Vil du dog det? - Ih, du er skikkelig. Nej, Børn! jeg er ikke rolig, før end jeg ser jer vel gift. Ich sind nicht ruhig, vor als ich sehen Sie wohl vergiftet. Und es ist besser in Tag, als in Morgen. Sie machen mich zu einen glücklichen Vater und einem kopfreichen Mann.

Syttende Scene.

De forrige. Fru v. Borgen.

Fru v. Borgen.

Han skal ikke have min Juliane! hun er for god til ham.

Juliane.

Min Moder!

Tøraf.

Det er ræsonligt. Ja, er det saa.

Hr. v. Borgen.

Hvad fattes dig, Kone? er du fra din Forstand?

Spatzier.

Nadige Fru Schwiegermama!...

Fru v. Borgen.

Jeg vil ikke have den til Svigersøn, der betager mig den største Glæde, jeg har i Livet, der dræber mine Høns og gjør Traktement med mine Duer.

Spatzier.

Fru Schwigermoma! det ferste var en Probe, en Experiment, und...

Tøraf.

Du skulde faa en Ulykke for dine Pergamenter. Ja, skulde du saa.

Hr. v. Borgen.

Das haben sie von Wasserware gemacht.... Men, Kone! er det dog at tage af Sted for nogen lumpne Høns og Duer?...

Fru v. Borgen.

Lumpne, siger du? O, mine Høns og mine gode Duer. Nok er det, han skal ikke have min Datter.

Hr. v. Borgen.

Hør, Kone! Er du Moder, saa er jeg Fader, og mig tilkommer det vel at raade. Jeg siger jer én Gang for alle: han skal, min Sjæl! have min Datter.

Attende Scene.

De forrige. Erdman.

Erdman.

Han skal ikke have Deres Datter, siger jeg. Tøraf. Det siger jeg med. Ja, gjør jeg saa.

318
Juliane.

Erdman! red din Juliane, om du kan. Hr. v. Borgen. Min Hr. Løjtnant! Deres Nærværelse her vilde jeg gjærne frabede mig.

Spatzier.

Hr. Officer! den lakker bedst, som lakker sidst, og da ser De et firekket Hul.

Erdman.

Slyngel! Vis du ingen Døren. Du bliver den første, som kommer ud af deiu Hr. v. Borgen! lad mig bare tale ud, og vil De siden have denne Herre til Deres Svigersøn, saa vil jeg ikke gjøre den mindste Indvending. (Han tager et Brev af Lommen og leverer von Borgen ) Behag at læse dette Brev, som jeg i dette Øjeblik har faaet fra Forvalteren paa min Farbroders Godser tillige med det, som ligger inden i.

Hr. v. Borgen
(aabner Brevet og læser).

"Højstærede Promemoria!" - hvad er det?

Erdman.

Ja, bryd Dem ikke om hans Stil; hvad den mangler i Interesse, det vil Indholden rigelig erstatte, Hr. v. Borgen. Nu vel da! (Læser.)

"Hojstærede Promemoria! Jeg kan herved have den Ære at melde Deres Velbaarenhed, at Hans Velbaarenhed, Deres velbaarne Hr. Farbroder meget pludselig er død af et Slagflod og har ikke efterladt sig noget Testamente, saa at Deres Velbaarenhed ganske uventet bliver Hans Velbaarenheds eneste Arving, og det imod Hans velbaarne Vilje." Jeg gratulerer Dem!

Spatzier.

Was? - Erdman gestorben! zum Henker!

Erdman.

Kuns videre, om jeg maa bede. Hr. v. Borgen (læser)

"Indsluttede Brev, som jeg har fundet i Hans salige Velbaarenheds Lomme, sender jeg Deres Velbaarenhed for at oplyse den gode Hr. v. Borgen om, hvad for en Karl han er kommen i Maskapi med. Videre medfølger til Deres Velbaarenhed en Pakke med flere saadanne Breve til Hans Velbnarenhed."

319
Hr. v. Borgen.

Jeg tager sandelig overmaade stor Del i denne for Dem saa uventede Lykke.

Tøraf.

Saa er da den salige Kjæltring død? Det er mig kjært, for han var, min Sjæl! paa hans Død at sige, ret en Halunk. Ja, var han saa.

Erdman.

Jeg beder Dem, at De vil behage at læse det indlagte Brev.

Spatzier.

Ei was? Hvad gaar os sine Breve an?

(Han vil snappe det af Haanden paa Hr. v. Borgen, men forhindres af Erdman).

Erdman.

Karl! understnar du dig... (til v Borgen).

Behag at læse, min Herre! dette Brev er til min Farbroder. Hr. v. Borgen (læser).

"Ich haaber, at den Plan, der imellem os er aftalt, har saa lykkelig været sin Bifald at finde. Hr. v. Borgen er en gammel Nar" - Hvad er det? jeg en Nar! det er meget.

Erdman.

Vær kuns saa god at læse videre.

Hr. v. Borgen
(læser)

"En gammel Nar, som man let kan ved Næsen drage. Ich har nu hans Heste dødslaget, und han tror, at det fornødigt var. I nogle Dage skal Hollænderiet den samme Vej vandre; saa maa De os Penger lehne, und in korte Tid skal jeg det saa vidt bringe, at Hr. v. Borgen sin Adelgaard forkjøbe maa; da kan De den for en Bagatelle kjøbe, und so har har De jo sin Baroni komplet und sine Ønsker befridiget. Hr. v. Borgen denker, at jeg hans Freken Datter heirahte vill, og derom er det mig lettere ham at betrige. Aber ich vill en saadan Betlerinn ikke have, sondern, wenn ich har opfildt min Versprechen, saa haaber jeg og at saa de mig forsagte ti Tusende Rigsdaler, og at De mig til den gamle, rige Enke rekommenderer. Ich har den Ære at være sin unterdanige Tjener
Spatzier."

Er det muligt? - Det er hans egen Haand.

320
Erdman.

Hvad siger De nu? Er det ikke en værdig Svigersøn?

Spatzier.

Det er ikke min Haandskrift. Det er en fingeret Bref.

Tøraf
(ser paa det).

Det er Fanden ikke fingereret; jeg har bragt det og mange andre hen til den salige Kjæltring, nu kjender jeg det; ja, gjør jeg saa.

Hr. v. Borgen.

Er det ikke Deres egen Haand? Tør De nægte det, som vi alle kan se?

Erdman.

O, jeg har en hel Pakke af hans Breve i samme Materie. Han skal ikke kunne fragaa det.

Spatzier.

De maa ikke tro, gnadiger Hr. Schwigervater! at jeg...

Hr. v. Borgen.

Gid Fanden være din Svigerfader! i Rasphuset skal du finde din Svigerfader! du, som paa saa nedrig en Maade har villet bedrage mig.

Spatzier.

Fru Svigermama!

Fru v. Borgen.

Bort, Afskum! Du skal ikke ødelægge flere Høns eller Duer for mig.

Spatzier.

Liebe Freken Prut!...

Juliane.

Deres Tjenerinde, Hr. Spatzier! det bliver jeg nok ikke denne Gang; mine Forældre tillader det ikke; men De er jo rekommenderet til den rige Enke!

Tøraf.

Ja, er han ikke det, saa er han, min Sjæl! inkommoderet til mit Piskeskaft. Ja, er Han saa, Hr. Spektør.

Spatzier.

Hier habe ich nichts mehr zu thun, wie ich sehe. Adieu.

Hr. v. Borgen.
(Tager ham i Kraven.)

Nej bi, Karl! du skal ikke slippe saa let; Lov og Ret skal først sorbyde dig at bedrage flere godtroende Narre.

Erdman.

O nej, lad ham gaa, at Sagen kan blive skjult, saa meget som muligt er.

Fru v. Borgen.

O ja, min bedste Mand! lad ham løbe sin Vej.

Juliane.

Han bliver vel nødt til at spasere et andet 321 Sted hen i Verden, og, tidlig eller sildig, bliver han nok straffet.

Hr. v. Borgen
(slipper ham).

Saa gaa da, Spidsbub! og tak Sud, du slap saa godt.

Spatzier.

Ha! ha! ha! die dumme Dänen! Wohlan! ich spatziere weiter in der Welt. Ich werde doch mein Glück machen, denn einen Mann, wie ich bin, braucht man überall. Ich bin ein Virtuos. Ha! ha! ha! die dumme Dänen!

(Gaar.)

Nittende Scene.

Hr. og Fru v Borgen, Juliane, Erdman, Tøraf.

Erdman.

Min Herre! Naadige Frue! De ser nu, at jeg er ikke saa aldeles fattig; holder De mig nu værdig til at være Deres Svigersøn?

Hr. v. Borgen.

Den fordømte Inspektør!

Tøraf.

Naa! havde jeg ikke Ret? Jo jeg saa' nok hans Apartigheder. Ja, gjorde jeg saa.

Fru v. Borgen.

Mit Samtykke har De, men det beror paa min Mand. Bedste Mand! gjør os nu alle glade og fornøjede.

Hr. v. Borgen.

Juliane!

Juliane
(nærmer sig frygtsom).

Hvad befaler min Fader?

Hr. v. Borgen.

Erdman! Deres Haand! (Erdman giver ham Haanden). Der er hun, tog hende med Hud og Haar og Krop! Gud velsigne jer!

Erdman.

Juliane! Du er min!

Juliane.

Gode, dyrebare Fader! mit hele Liv skal være opofret til at skaffe Dem den Glæde paa Deres Alderdom, som De fortjener for Deres Kjærlighed imod mig.

Erdman.

Jeg skal kappes med dig, min Juliane!

Fru v. Borgen.

Lever lykkelige, mine Børn! men hør, Erdman! og du, Juliane! mine smaa Kreature maa I lade mig have i Fred; for Resten maa I raade over alt.

Hr. v. Borgen.

Du med dine smaa Kreature! Ja, hør 322 nu! Jeg har inviteret fremmede her hid til i Aften til Julianes Jaord. Vi har kuns en anden Brudgom; for Resten bliver Tingen den samme.

Toraf.

Jeg gratulerer Dem begge. Ja, gjør jeg saa. Men det skulde, min Sjæl! dog gjøre mig ondt, om denne Spektør skulde gaa saa ganske uslikket herfra. Nnadige Herre! maa jeg ikke komponere hans Ryg lidt med denne Pisk? Han var dog saa betænkt paa en Kompolation, men med en anden Brud, Ja, var han saa! Ich soll ham mit Prügelfleisch trakteren.

Hr. v. Borgen.

Naav han kuns ikke slaar ham fordærvet, min gode Forvalter, saa maa han gjærne smøre hans Ryg lidt, saa at han kan huske det, til han igjen vil agere Virtuos.

(Forvalteren gaar, og Dækket falder).

*

Fortale til denne anden Udgave.

Da dette Stykke første Gang blev trykket, maa Fru Critica have haft meget at bestille, siden hun overdrog sammes Bedømmelse til sin Veninde Jomfru Justitia Saasom nu denne gode Jomfru har én Egenskab til fælles med næsten alle gamle Piger, nemlig at hun gjærne dømmer det værste om Næsten, saa blev Resultatet ar bendes Dom denne: "at Bogtrykker Holm skulde betale til det almindelige Hospital to Hundrede Rigsdaler i Straf, fordi han havde trykket denne Komedie"; 323 hvorhos det blev ham overladt, i Fald han ikke selv var Forfatteren, at afgjøre Sagen med Autor, paa hvad Maade han bedst kunde og vilde.

Nu er det paa den ene Side vist, at Bogtrykker Holm aldrig har givet sig af med at være Forfatter; hans Metier og hans svage Helbred giver ham meget andet at tænke paa, og han besidder for meget af den gammeldags Ærlighed til at gjøre Vind eller give sig ud for det, som han ikke forstaar; hans økonomiske Forfatning har heller ikke villet tillade ham at gjøre Rejser til Sicilien eller Parforcejagt efter Varianter, thi i disse Tilfælde kunde han lige saa vel have været Professor som saa mange andre, og at han ikke forstaar Latin, burde ikke være ham til Hinder, med mindre det skuide befindes, at Dispensations-Vejen kuns staar aaben for enkelte Yndlinger; paa den anden Side beder jeg, at det maa være lige saa upaatvivleligt, at jeg, og ingen anden, er Forfatter af denne saa ilde behandlede Komedie, hvoraf følger den Sandhed, at jeg, enten paa én eller anden Maade, maa have godigjort bemeldte Bogtrykker Holm sin Skade, hvilket bliver saa meget mere troværdigt, som det aldrig har været hørt, at han har kæmpet med mig derom, enten ved Lov og Ret eller med Næver.

De af mine Læsere, der ikke kjende Historien, ville uden Tvivl med Forundring spørge, hvad denne Komedie kan have indeholdet, der i saa høj en Grad kunde forarge Jomfru Justitia, og hertil svarer jeg: Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus. Et eneste Bogstav var Aarsag i alle disse Ophævelser Jeg havde været saa uheldig ved en Trykfejl at lade Forvalter Tøraf sige disse Ord i den trettende Scene: "En anden Affaire var det, om det gik saadun som ved Holmen, hvor min Broder er Tømmermand; for han siger, at de der hugger gode Flag og Sejl i Stykker, naarsomenstid de vil have dem indkasserede, for at de kan faa nye igjen. Ja, gjør de saa "

Det er vist, at man af disse Ord, saaledes som de her staa, meget let kan udlede en Beskyldning om bedragersk og tyvagtig Behandling af Statens Midler hos enkelte eller flere Embedsmænd ved Holmen, samt om en strafværdig Efterladenhed hos Admiralitets Kollegiet med at se dem paa Fingrene, ja vel endog om en skammelig Kollusion med hine Forbrydere. Men mon dette kan have været min Hensigt? Ingenlunde. Det vilde have været meget enfoldigt af mig just at angribe dette Departement fra en af sine stærkeste Sider, da det maa være Gud og alle Leveraudører bedst bekjendt, hvad Omhyggelighed Kollegiet anvender for at faa Flag- og Sejlduger af den fordelagtigste Bonitet og *

324 til de interessanteste Priser; og de deraf forfærdigede Flag og Sejl skulde dette samme Kollegium lade kassere, medens de endnu ere gode? Det var afskyeligt at tænke paa og gyseligt at skrive om. forfærdeligt at kunne forestille sig en saadan Handlemaade af blotte Borgere, der kuns eje deres simple Ære, end sige om dem, der, foruden den borgerlige, ogsaa besidde den kvalificerede Agtelse Det vilde endogsaa, efter mine ringe Indsigter, være højligen fornærmende at tro, at denne Sønderhugnin anvendes paa de efter Ret og Billighed kasserede Sager; thi da disse ved Avktion skal bortsælges, saa var det at forringe, om ikke tilintetgjøre, deres Værdi, til stor Skade og Tab for Statens Kasse. Denne Fremgangsmaade vilde ogsaa uimodsigeligen involvere, enten at de kasserede Sager vare bedre, end at de burde kasseres, eller og at de, formedelst vedkommendes Skjødesløshed eller Utroskab, muligvis kunde indsmuigies igjen ved en Leverance under Naun af nye - en Sætning, der paa en besynderlig Mande vilde kontrastere med dette Kollegii bekjendte Aarvaagenhed, som den danske Tilskuer har været dristig nok til at satyrisere over*)

Vel har man i de senere Tider erfaret, at adskillige Uordener have fundet Sted ved dette Departement; men dels have de ikke været af den Betydenhed som oven meldte, i Fald samme existerede: dels har Kollegiet selv ladet anstille Undersøgelser desangaaende og faaet de strafskyldige afstraffede; dels ere Uordener næsten uadskillelige fra alle store og vidtløftige Indretninger; og dels ere vi fuldkommen betryggede for, at Uordenerne ville blive herefter saa faa som muligt, derved, at Hans Majestæt har behaget allernaadigst at beskikke sin Søn, vores opmærksomme kronprins, til at være Præses i Admiralitets-Kollegiet; en Handling, hvorfor hele Landet velsigner dem begge, med dette tilføjede ivrige Ønske, at det snart maatte behage kongen i samme andsfaderlige Naade at se til General-Land-Økonomi og Kommerce-Kollegiet

Trykfejlen, som jeg paa vedkommende Steo offentligen havde anmeldt, før end Sagen blev gjort anhængig ved Hof- og Stads-Retten, bestaar deri, at der er bleven sat Holmen i Steden for Holmien, hvor jeg ved troværdige mundtlige Fortællinger er underrettet om, at det omtalte Skjælmsstykke virkelig praktiseres, ligesom det ogsaa desto *

* 325 værre! er en gammel Praxis til Søs i ondt Vejr at kappe gamle, men brugbare Sejl bort for at bedrage Assurandørerne og faa nye igjen paa deres Bekostning. Udeladelsen af det Bogstav i har jeg altsaa maattet betale med to Hundrede Rigsdaler. Sondelig en god Betaling for et eneste Bogstav! Det være langt fra mig at censurere Hof- og Stads-Rettens Dom; jeg er vis paa, at Retten har ene ladet sig lede af en inderlig Bedrøvede over den uforskyldte Mistanke, som denne Trykfejl kunde have opvækket imod Admiralitets-Kollegiet, om hvis retskafne og aabne Handlemaade den var fuldkommen overbevist; og da Straffen var taalelig, har jeg af Agtelse saa vel for bemeldte Ret som for Kollegiet ikke villet lade Højeste Ret censurere Dommen*). Saa meget er vist, at dersom en Trykfejl er nok til at fælde en Mand, saa vil jeg paatage mig af et Katalog at bevise, at en ellers meget skikkelig Mand her i Byen har fortjent at radbrækkes og lægges paa Stejle, da han ved en Avktion har ladet bortsælge en Kane med Tiggerskinds Dækkener, hvoraf det synes naturligvis at følge, at denne Mand maa have flaaet Tiggere, som dog næppe er den Maade, hvorpaa Staten og Politiet ønsker Indbyggerne befriede fra disse ubehagelige og overhængende Gjæster**)

Jeg har aldeles ikke skrevet dette ror at retfærdiggjøre AdmiralitetsKollegiet, da jeg meget gjævne tilstaar, at alt, hvad jeg i denne Anledning kunde skrive, vilde være utilstrækkeligt, men blot for at retfærdiggjøre mig selv; og tryg i den Bevidsthed, aldrig at have sagt eller skrevet noget om dette høje Kollegium, som ikke var overensstemmende med den strængeste Sandhed, holder jeg mig forsikret om, at Kollegiet, langt fra at fortryde paa mig, snarere skal vide mig Tak, fordi jeg, ved min uheldige Pen og paa min egen Bekostning, har bidraget til at lægge sammes Handlemaade for Dagen, til Beroligelse for dets Samvittigheder baade i Tiden og i Evigheden.

Naar jeg saaledes haver retfærdiggjort mig for den oven meldte, imod min Vilje indløbne kostbare Trykfejl, saa tror jeg ikke, at jeg i Henseende til denne Komedie behøver at gjøre Undskyldning ror noget Menneske i Herden, uden det skulde være for de Vindmagere, der i Flokkevis løbe her ind til os, især fra Tyskland, for at tænde deres Praas i det ægyptiske Mørke, som de vente at finde her i Landet, eller og for de godtroende Narre, der holde for, at Duelighed altid er *

* 326 gelejdet af en geskjæftig Omsnusen, at Visdom bor inden ror en fræk Vande, og at Lærdom og Sandhed stedse flyder fra en løbende Tunge; thi de Folk, der drage en nedrig Vinding af at understøtte saadanne uduelige og uforskammede Emigranter paa Bekostning af og til Forurettelse for Landets Børn, de have i dette Skuespil ingen Revselse faaet; deres Andel forbeholdes dem til en anden Lejlighed, dersom ikke Hr. Professor Lars Smith eller en anden lige saa fortjeut Mand, skulde komme mig i Forvejen.

Da jeg ved adskillige Lejligheder har ytret min egen og - jeg tør frit sige det, thi det er Sandhed - Nationens Misfornøjelse over de krogede Veje, hvorpaa en Hoben fremmede, og især Tyskere, have vidst, endogsaa til Trods for Indfødsretten, at indsnige sig i fordelagtige og fede Embeder her i Landet, hvortil ingen større Duelighed udkræves end den, som man kan finde hos tusende af Landets egne Børn, saa tror jeg det ikke upasseligt her at aflægge min Tros-Bekjendelse desangaende. Naar jeg altsaa nævner tyske Vindmagere, saa forstaar jeg derved ingen andre end netop Vindmagere, men ingenlunde saadanne Folk, hvis Kundskabei og Duelighed gjøre ikke alene dem selv, men endogsaa de Mænds Skjønsomhed Ære, der have ven et Midler til ved deres Evner og Indsigter at skaffe Fædrenelandets Kundskabs-Massa en betydelig Tilvæxt; jeg kan altsaa ingenlunde der under forstaa en Basedom, en Meursins, en Resewitz, iblandt dem, der have beklædet Embeder i Dannemark, eller en Kratzenstein, en Niebuhr, en Tode*), en Schultz, en Oeder og flere iblandt de værdige Tyskere, som Fædrenelandet endnu ejer i sit Skjød; men jeg forstaar derved en Hr A, Hr B, Hr C, og saaledes hele Afabetet igjennem: og enhver fremmed, der ikke ejer udmærkede Kundskaber og fortrinlig Bekvemhed til det Fag, hvori han er sat; enhver fremmed, der er enten for stolt eller for ligegyldig til at gjøre sig bekjendt med *

* 327 vores Sprog*) og Sæder; enhver fremmed, der vover at foragte og forhaane den Nation, der saa moderlig har optaget ham iblandt sine Børn; enhver fremmed, der praler af de Kundskaber, som han ikke besidder, er netop én af dem, som jeg har sigtet til med den oven anførte Benævnelse

Læseren indier letteligen, at her kuns tales om de Tyskere eller fremmede, der besoldes eller pensioneres af Staten og have deres Underholdning paa Landets Bekostning, men ingenlunde om dem, der paa kortere eller længere Tid opholde sig her i Landet paa deres egen Pung som rejsende. Det vilde saaledes være utaaleligt, om for Exempel en Klopstock vilde forhaane den danske Nation i sine Skrifter, eller en Friederich Münter anse det som en større Ære for sia. at være født i Gotha end at være dansk Borger og Embedsmand. Derimod kan jeg paa ingen Maade tage en Ramdohr det ilde op, at han i sit Skrift har gjort nogle enkelte Anmærkninger, som en stor Del af mine Landsmænd ikke ere fornøjede med**). Jeg for min Del fortryder *

* * 328 mindre paa ham end paa den rejsende Franskmand, der i et franskt Brev, hvoraf Morgenposten fra forrige Aar gav os en Over.

* 329

sættelse, har ødslet en Hoben ublu Lovtaler over os, der lugte af de Maaltider, hvormed man i og omkring Kjøbenhavn havde beværtet ham.

Efter at have afgivet denne Trosbekjendelse, som jeg ved adskillige Lejligheder tilforn har afgivet, og hvis Rigtighed næppe nogen vil nægte mig, maa jeg rent ud tilstaa, at jeg ikke forstaar, hvad Hr. Professor Baggesen vil sige med sine Deklamationer imod Nationalhad og nationale Giftblandere , som sindes i Labyrinthen 1. Del Pag 373-383 Jeg har for min Del indtil denne Dag været saa heldig ikke at se eller kjende noget tænkende Menneske, der kunde fornedre sig til at hade eller forhaane nogen Mand, blot fordi han er af en anden Nation, eller at bruge nogen Nations Navn som et Skjældsord. Jeg beklager sandelig Hr. Professor Baggesen, i Fald han, som hans heftige Tone synes at give tilKjende, har været ulykkelig nok til at opdage saadanne Folk i Dannemark; jeg beslager ham dobbelt, i Fald hans Menneskekærlighed, som han selv kalder det, gaar saa vidt, at den dræber Patriotismen, saa at han uden Fortrydelse kan se den vindige Landstryger, af hvad Ration han ogsaa maatte være, at opsluge det Brød, som hans mere fortjente Landsmand burde og ønskede at mætte sig med; og jeg bellager ham tredobbelt, i Fald han med al sin Jagttagelses-Aaud ikke har lagt Mærke til, at dette ikke sjælden har været Tilfældet her i Dannemark*) Og Hr. Professor Baggesen tør vove at stemple dem med Navnet National-Giftblandere, der have Mod nok til at udsætte sig for Had og Forfølgelser ved at paatale denne Nationalrets Forkrænkelse? der have Følelse nok til at græmme sig over saadanne Indbrud i Folkets Rettigheder? Sandelig, dersom han holder disse Følelser for at være falske, da er det saadanne falske Følelser, hvormed jeg skal ønske at dø, i Fald der skulde gives vedvarende Anledning dertil, som jeg dog ikke maa formode. Indfødsretten bør betrygge os derimod, skjønt jeg derhos ogsaa tilstaar, at Begrebet om Indfødsret er, efter mine Tanker, saa nøje forbundet med Begrebet om Ration - ligesom Begrebet om Skrivefrihed med Begrebet om Tænkefrihed -, at jeg ikke indser, hvorledes det er muligt, at nogen ar disse Rettigheder og Friheder enten kan tages eller gives. Jeg véd ikke, hvem Hr Baggesen sigter *

330 til med disse Deklamationer, men dette véd jeg, at der ere adskillige Sknbeutere, som i deres Skwter tydeligen have fremsat de samme Grundsætninger som jeg og endnu vedblive samme; altsaa maa han tillade mig at tro, at han enten hav fægtet imod dem og mig, eller ogsaa imod en Skygge, som han selv har skabt sig Jeg skriver dette ikke for at yppe Fejde med Hr Professor Baggesen, men fordi jeg skyldei mig selv at gjennemgaa alt, hvad der kunde synes at staa i nogen Forbindelse med eller at være stilet imod mine Arbejder Jeg er ikke, og har aldrig været hans Uven; jeg agter ham for hans Talenter - thi andet hav jeg ikke haft Lejlighed til at kjende-, endskjønt jeg kuns beundrer dem i hans første, og ikke i hans senere Værker; hvorhos jeg dog oprigtig maa tilstaa, at jeg nylig har lært at kjende utrykte Arbejder af hans Muse, hvis Fortræffelighed ene var i Stand til at forsone mig med ham, om vi endog vare dødelige Fjender

Hvad jeg her har været nodt til at sige om Tyskerne og Tyskheden, er sket én Gang for alle, og, som jeg haaber, for sidste Gang, saasom jeg for Eftertiden, naar det skulde behøves at røre ved denne Stræng. blot agter at henvise til dette Sted, men da jeg af Erfarenhed har lært, at jeg ikke kan væve forsigtig nok med muie Udladelser, og at der gives Folk, der gjøre sig megen Umage for at misforstaa mig og urigtig at fortolke mine Udtryk, saa maa jeg endnu gjøre denne, ellers aldeles ufornødne, Anmærkning, at jeg ingenlunde miskjender de store og uhyre Fordele, som Videnskabernes Rige i Almindelighed og vores Literatur og Oplysning i Særdeleshed har hostet af tysk Flid, tysk Arbejdsomhed og tyske Talenter; at jeg erkiender dette med den vedbøilige Taknemmelighed, og at jeg ingenlunde er saa uretfærdig og uskjønsom at skrive de Bedragerier, som enkelte Tyskere have begaaet og endnu søge at begaa her i mit Fødeland, paa denne ædle og oplyste Gations Regning

Endnu én Ting maa jeg hev omtale, som man har behaget at beskylde mig for nemlig: at jeg skærer Holstenere og Tyskere over én Kam For det forste maa jeg svare, at en Vindmager er og bliver en Vindmager, enten han saa er fodt i Tyskland, Holsten eller Dannemark For det andet er det en bekjendt og uimodsigelig Sandhed, at den holstenske Adel er noget nær af al Adel den stolteste: og hvormeget denne Stolthed maa smitte paa de med Adelen lige priviligerede og næsten den hele Middelstand, kan ingen være ukyndig om uden den, der ikke kjender Mennesket; og for det tredje har man ved saa mange Lejligheder erfaret, at en Hoben Holstenere nodig ville tilstaa, at de ere Danske, men sætte en forfængelig Ære i at være 331 Tyske En stor Del af dem foragte det danske Sprog; det vil ikke være vanskeligt at bevise, at der gives Holstenere, der have siddet i betydelige Embeder og boet inden Kjøbenhavns Volde i en Snes Aar og flere, og dog ikke kunne tale et dansk Ord, og som gjøre det til et Vilkaar hos deres Tjenestefolk, at de maa kunne tale Tysk. Holstenerne omgaas i Almindelighed ikke gjærne med andre end med Holstenere og Tyskere, og til deres venskabelige Cirkler faar sjælden nogen dansk Mand Adgang. Ja, jeg véd endogsaa meo uimodsigelig Vished, at der i Aaret 1792 er i en fornemme holstensk Embedsmands Hus holdet en Samtale om Dannemark og dets Indbyggere, hvoraf den, der var ganske fremmed, maatte have faaet Anledning til at tro, at Landet var et Nova Zembla og Folkene Hottentotter "Sehen Sie" - sagde iblandt andet en ung Mand, der dog ellers griber enhver Lejlighed for offentlig at rose og forsvare Nationen, ug insinuere sig hos den - "Sehen Sie hier dies Gemüse, das ist em dentsches Gericht. Gemlüse kennen die Dänen überhanpt nicht; sie haben nicht einmal ein gleichgeltendes Wort dafür. O, die elende dänische Sprache! Ich rühme mich, mein Vater war ein Deutscher " - "Liebster Freund! - svarede en anden ham - "sprechen sie nicht so lant, sonsten kriegen Sie das ganze dänische Herr über sich!" - Tildragelsen er bogstavelig sandfærdig og kunde i Nødsfald bevises; og nu tager jeg enhver retskaffen Mand - han være saa Dansk, Tysk eller Holstener - til Dommer, om saadanne Folk kunne gjøre deres Landsmænd agtede i et Land, hvor de burde være elskede, endskjønt de ere fødte til at tale et andet Sprog? Jeg spørger videre, em det ikke er et virkelig talende Bevis paa de Danskes Godhed og Overbærelse, at Holstenerne dog alligevel nyde saa megen Agtelse hos Folk af Middelstanden, som de virkelig nyde? thi jeg taler ikke om de højere Cirkler, hvorfra man aldeles har forjaget det danste Sprog og danske Sæder; her véd man, at en Holstener er for det meste mere velkommen end den Danske.

Sæt, at en dansk Mand, der blot ovholder sig som Sjæst i Tyskland - jeg vil ikke engang tale om én, der havde gjort sin Lykke der i Landet - kunde i Aaret 1792 have været uforskammet nok til i et Selskab at gjøre følgende eller nogle lignende Reflexioner: "Hvor maa dog ikke den tyske Nation være uomgængelig! En Tysker omgaas aldrig med sine Gjenboer; han har ikke engang Gjenboer; han véd ikke, hvad det Ord Gjenbo betyder; ja, hans Sprog ejer ikke engang et Ord, der kan udtrykke det danske Ord Gjenbo. O, det elendige tyske Sprog! Jeg takker min Gud, at min Fader var Dansk, at jeg er *

332 født i det selskabelige Dannemark For"den at en saadau Person ræsonnerede som en Nar, maa jeg spørge, hvad han fortjente for saadan uforskammet Snak? - Næsestyvere, kjære Læser! - Fiat applicatio.

Man kalde længe nok disse fri Sandheder, disse mit Hjærtes Udbrud, for Gift og Ondskab! man hvæsse sine Penne imod mig og dyppe dem i Edder og Galde! man oppuste andre til at overvælde mig med Grovheder! Alt dette skal ikke anfægte mig; jeg er vant til at taale sligt og til ikke at lade mig derved afskrække fra at sige mit Hjærtes Mening Dog paa det, at man ikke atter skal tro, at jeg her har skaaret alle Holstenere over én Kam *), beder jeg mine Læsere at være opmærksomme paa disse for en stor Del bekjendte Sandheder: at mine kjæreste Forbindelser ere netop med Holstenere; at min KonversationsCirkel er naslen aldeles indskrænket imellem Holstenere, at jeg i disse Holsteneres Selskab fordriver de behageligste af mine Fritimer: at jeg i disse Holsteneres Selskab har af Erfarenhed lært, hvad Fornuften forhen havde underrettet mig om: at en Regel ofte har mangfoldige Undtagelser, og at jeg ingenlunde vilde skrive noget, der kunde gjøre mig uværdig til disse Holsteneres Genskab, hvilket jeg, som Skribent, ikke tror at kunne forspilde uden ved at besudle mine Skrifter med Bagvaskeiser, krybende Hykleri og fornærmende Usandheder.

For nu at komme til mm Komedie igjen, maa jeg rent ud tilstaa, at jeg gjør mig en Ære af den Hensigt, hvori den blev skrevet; jeg anser det virkelig som et aldeles værdigt Foretagende, ja endog som en Komedieskrivers Pligt, at gjøre alt, hvad der staar i hans Magt for at helbrede sit Fødeland for en Sygdom, hvoraf Dannemark næsten til alle Tider har laboreret, og hvovfor den dog virkelig saa let kunde helbredes, da de hertil udfordrede Medikamenter voxe i den fornødne Mængde i Landet selv Ved disse Medikamenter forstaar jeg danske Fortjenester, hvortil Landets Børn blot skulde fæste lidet mere Tillid, og ikke handle i denne Henseende som vores Fruentimmer, der gjærne finde deres Pynt fortræffelig, saa længe indtil de vide, at den bestaar af Landets egne Fabrikater, da de strax finde den at være afskyelig At ridiculiseve de fremmede Vindmagere, der ville indbilde os, at de forstaa alle Ting, da de dog forstaa meget lidet, der ville omdanne alle vores Indretninger efter deres Fodelands Mønster, uden endog at vide ret, hvor ledes det ser ud hjemme hos dem selv, det turde maaske være et Ord *

* 333 talt i rette Tid; og at satyrisere herover, har næsten altid været den rette Tid her i Dannemark. Min store Forgænger Holberg har i sin Komedie den stundesløse i Oldfures Karakter med Mesterhaand skildret saadan en landstrygende Professor i alle Ting, skjønt maaske med noget for stærke Farver, hvilket var nødvendigt i hans Tid, da Folk i Almindelighed ikke forstode de Sandheder, der bleve fremsatte under en finere Indklædning Jeg har vovet at træde i hans Fodspor, skiønt jeg ikke har turdet gaa saa langt som han. Min Spatzier skal være en Oldfux, men mere poleret og mindre overdreven, hvilket vel efter disse Tiders Smag er en Nødvendighed; han vilde maaske endnu være alt for overdreven, saaledes som han er skildret, dersom jeg ikke havde gjort Hr von Borgen til en saa godtroende Fjante, som han viser sig at være, og dersom denne ikke i saa høj en Grad var smittet med den taabelige Forestilling om Fortræffeligheden af alt, hvad der er fremmed, som han i sin hele Adfærd og Ræsonnement giver til Kjende.

At jeg ikke, som jeg i den første Fortale siger, har tilbudet den forrige Theater-Direktion denne Komedie, det er ikke Planens Skyld, da jeg tror, at denne Sort Satire hører just hjemme paa Theatret, og jeg uden Tvivl ikke fejler, naar jeg indbilder mig, at denne lille Piece vilde have været set med Fornøjelse paa Skuepladsen af alle dem, der ikke alene ere Danske, men endog tænke Dansk, og denne Klasse udgjør dog et ikke lidet Antal af Tilskuerne Aarsagen hertil er en ganske anden, som jeg nu skal forklare for Læseren.

Det er bekjendt, at vi her i Landet ere ikke alene i Besiddelse men endogsaa i Nydelse af en fornustig Skrivefrihed, det er at sige: en Forfatter har Ret til at skrive alt, hvad han for Lov og Ret kan forsvare, og denne Lov og Ret beror lige saa lidet nu paa enkelt Mands Kaprice, som den kan bestemmes efter et Hofbrev eller Lettre de cachet. Saa stor bør Friheden netop være, hverken større eller mindre. Bliver den større, da er det Frækhed; mindre, da er det Slaveri Dog alligevel er det en unægtelig Sandhed, at den Forfatter, der omhyggeligen søger at unogaa Lovens straffende Haand, ikke derfor er en ypperlig og retskaffen Mand, at han meget mere ofte kan være den foragteligste Skabning i Literaturens Rige En Forfatter har endnu tvende Domstole, af hvilke det maa være ham ulige vigtigere at frikjendes end af Lovene, det er: Samvittighedens og Velanstændighedens Domstole. Man kan skrive om Ting, hvortil Lovene maa tie, men som Samvittigheden og et oplyst uforudfattet Publikum, der er Dommer i Velanstændigheds-Retten, fordømmer; derimod kunne ogsaa Lovene undertiden straffe en Forfatter for saadanne Udladelser, som af hine Dommere bifaldes. De Sager, der plæderes for hine Dommere, dømmes i en Billigheds-Ret, langt bedre indrettet end Engellændernes saa meget 334 roste Court of equity*): naar derimod Lands Lov og Ret maa lade en forsømt eller urigtig anvendt Formalitet nyde Fortrinet for den stærkeste Sandsynlighed**)

At der i denne Komedie, saaledes som den tilforn har været trykket, skulde findes noget, som enten min egen Samvittighed eller Velanstændigheden bør fordømme - thi Trykfejl sortere ikke under disse Jurisdiktioner -, det tør jeg med den sandeste Frimodighed benægte, ligesom man ikke heller nogen Sinde har forekastet eller bebrejdet mig dette Men da en Tinas Velanstændighed meget beror paa Maaden, hvorpaa den gives og produceres, og da det er unægteligt, at der findes Sandheder, hvorom man bør tale og skrive, men som ikke maa høres fra Skuepladsen, med mindre de fremføres med en vis Finhed og Delikatesse, saa vil man, ved at gjeimemlæse den første Udgave af denne Komedie, lettelig overbevise sig om Aarsagen, hvorfore jeg ikke har tilbudet Theater-Direktionen samme til Opførelse, da jeg desuden nødig vilde udsætte mig for et Afslag, der vilde have været mig saa meget mere smerteligt, som jeg hidindtil ikke har prøvet det

Dette Stykke har været spillet i et privat Selskab uden for Kjøbenbavn, og, som man har forsikret mig, med Bifald Heraf kan ingen lunde - efter mine foregaaende Anmærkninger - opvækkes nogen ufordelagtig Tom om dette Selskabs Delikatesse, da det maa betragtes, at der er himmelhøj Forskjel paa, hvad der siges og forhandles i et *

* * 335 Vennelag, og, saa at sige, inden lukteDøre, og paa det, der fremsættes for et helt og ubekjendt Publikum.

Saa stor Frygt, som jeg endog alle Tider har haft for Omarbejdelser, saa har jeg dog ikke kunnet modstaa den Fristelse at borttage de for Skuepladsen upasselige Perioder, hist og her at forbedre Stykket, og endeligen at tilbyde Theatrets nuværende Bestyrer Greve Ahlefeldt det til Opførelse Jeg har anset det for min Pligt ikke at føre ham bag Lyset med at fortie ham Stykkets Skæbne hidindtil, og jeg besluttede i alt at rette mig efter hans Anmærkninger, hvilket jeg saa meget lettere kunde gjøre, som jeg siden befandt, at de ingenlunde kunde skade Stykkets Værd, og som jeg selv i Forvejen havde bortryddet alt det, hoorpaa jeg troede, at Theater-Censuren med Føje kunde hæfte sig. Han har antaget det, saa at vi med det første kan vente det opført, og jeg skylder Grev Ahlefeldt forud den Erklæring, dersom Stykket skulde mishage, at dette Uheld da ingenlunde er foraarsaget ved de Rettelser, som jeg, efter hans Begjæring, har gjort, men at det saaledes bliver Stykkets og Forfatterens egen Skyld. Jeg nægter ikke, at jeg smigrer mig med det Haab, at Stykket skal behage; skulde Tiden overbevise mig om det modsatte, saa vil jeg erindre mig, at Mænd, hvis Talenter jeg aldrig kan maale mig med, have haft samme Skæbne, og saa meget lettere finde mig deri Da jeg for Resten ved denne, for Theatvet indrettede, nye Udgave ingenlunde tilbagekalder eller gjør Undtagelser imod det første Oplag, saa vil det være mig ganske smigrende, i Fald mine Læseres Bifald skulde dele sig, saa at nogle ynde mere den første, og andre den sidste Udgave Hver af dem har til visse sine Mangler, maaske ogsaa sine særegne Fortrin.

Skulde man finde, at jeg i mine Fortaler undertiden er noget stræng, saa vilde man dog endelig bevise mig den Retfærdighed at se, at jeg ivrer imod Ting, og ikke egentlig imod Personer, uden hvor disse højligen kunne behøve det*). For min egen Del er jeg mig *

* 336 bevidst, at mine Hensigter eve vene, og bekymrer mig altsaa meget lidet om vrange Fortolkninger. Jeg hav alt lange tænkt med Churchill:

The man whose hardy spirit shall engage
To lash the vices of a guilty age,
At his first setting forward ought to know
That every rogue he meets must de bis toe.
That the rude breath of Satire will provoke
Many who feel and more who fear the stroke.
But shall the partial rage of selfish men
From stubborn Justice wrench the righteous pen?
Or shall I not my settled course pursue,
Because my foes are foes to virtue too?*)
Kjøbenhavn den 12. Januar 1793

* *