Indhold
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser*). Nr. 1.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 2.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 3.
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 4.
- Ellevte Kapitel. Prænumerationsplan paa det fjerde Oplag af dette Skrift.
- Tolvte Kapitel. Levnedsbeskrivelsen.
- Trettende Kapitel. Kjøbmands-Katekismussen *).
- Fjortende Kapitel. Bevis paa Sandheden af det store Ordsprog: Sic vos non vobis fertis aratra boves.
-
Rigsdalers-Sedlens Hænndelser.
Nr. 5.
- Femtende Kapitel. Fortalen Nr. 2.
- Sextende Kapitel. Forklaring over, hvad denne Fortale vil sige.
- Syttende Kapitel. Fortsættelse af Levnedsbeskrivelsen.
- Attende Kapitel. Hvori jeg hølder mig til Historien, uden sunderlig at skeje ud.
- Nittende Kapitel. Hvori alt det fortælles, som staar i den sidste Mening i det forrige Kapitel.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 6.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 7.
- Tre og tyvende Kapitel. Forvalterens Historie.
- Fire og tyvende Kapitel. Søm ikke er stort bedre end det forrige.
- Fem og tyvende Kapitel. Prøver paa Junker Lapses Udenlandsreise. (Junkeren hedder Jeg i dette Kapitel.)
- Sex og tyvende Kapitel. Hvori jeg hedder jeg igjen, saa længe søm Sammenhængen vil tillade det.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 8.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 9.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 10.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 11-13.
- Syv og tredivte Kapitel. Om Trekort og Medlidenhed.
- Otte og tredivte Kapitel. Akademiske Førelæsninger.
- Ni og tredivte Kapitel. L'Académie des Inscriptions.
-
Virtuosen
- Personerne:
- Første Scene.
- Nuden Scene.
- Tredje Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene.
- Nittende Scene.
- Fortale til denne anden Udgave.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 14.
- Et og fyrretyvende Kapitel. Begynder med Fysiognomien, og ender med Stratenrøvere.
- To og fyrretyvende Kapitel. En græsselig Ulykke.
- Tre og fyrretnyvende Kapitel. Om revne Ansigter, Komedier og Vattersot.
- Fire og fyrretyvende Kapitel. Et Postskriptum, som ikke hører til mine Hændelser.
- Fem øg fyrretyvende Kapitel.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 15.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 16.
- Recensenten paa sit Vækstad
- Politiquen
- Bilager.
-
De Vonner og Vanner
- Persønerne.
- Første Akt.
- Anden Akt.
- Tredje Akt.
- Første Scene.
- Anden Scene.
- Tredie Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene.
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene.
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene
- Nittende Scene.
- Tyvende Scene
- En og tyvende Scene.
- To og tyvende Scene
- Fjerde Akt.
- Femte Akt.
- Politisk Dispache
- Sprog-Granskning
- Den pæne Mand
- Impromptu
- Almindelig Folkesang
- Selskabs-Sang. Den 25de September 1790
- Sang indsendt fra Jagten til Gammel Kjøgegaard d. 22 Oktober 1790
- Til Hr. Riegels paa hans Bryllupsdag. (1790)
- Vise. 1791
- Vise for Oktober 1791
- Vise den 31. Januar 1792. (I Anledning af Kongens Fødselsdag d. 29. Januar)
- Pyrenæer-Marsch
- Vise 1792
- Vise i Anledning af den W. Januar 1793. (Kronprinsens Fødselsdag)
- Vise i Anledning af den 29 Januar 1793
- Vise paa den bedste Faders Fødseldag, den 29. August 1793
- Vise, bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat
- Drikkevise
- Marseillanernes Marsch. (Fri Oversættelse.)
- Vise. (1794.)
- Vise den 2. Juni 1794
- Vise den 14. Juni 1794
- Min politiske Omvendelse. Hymne til 'Folkevennen'
- Vise den 29. August 1794
- Frihed, Lighed og Venskab. Vise for det venskabelige Selskab 1794
- Laterna Magica
- Barnedaabs-Vise. (1795.)
- Epigram
- I en Venindes Stambog. (1796 eller 1797.)
- Vise. Efter Kellgren. (1797.)
- Vise den 5. Januar 1797
- Es kann nicht so bleiben.
- Vise. (Tit til Harmoniens Ros
- John Ryghs Stambog, da han var bleven Foged i Saltens Fogderi i Nordlandene. (1799.)
- Epigram (1)
- Epigram (2)
- Under Skuespiller fr. Schwarz' Portræt
Alle forekomster
↩ Der bedes i de aarlige Kirkebønner om Befrielse fra Pest, Krig, o. s. v. Landeplager, hvis ødelæggende Følger man af Erfarenhed har lært at kjende og at frygte for, og hvis gyselige Virkninger kanske, paa den Tid, da Bønnerne bleve forfattede, vare i alt for frisk Minde, til at Forfatteren skulde have udeladt nogen af dem. Uagtet de nu kunde synes mindre befrygtelige, især da vi véd, at Guds Godhed er alt for stor, til at han skulde kunne straffe med mere end én Landeplage paa én Gang, saa er det dog ingenlunde min Mening, at de burde udslettes af Kirkebønnerne, eller at man med større Lunkenhed nu end tilforn skulde bede om Befrielse derfra, men alene at man burde tilføje den tredje nu grasserende Plage, nemlig: Tallotteri-Sygen, der ufejlbarligen er den Inkognito, hvorunder Djævelen, Døden og alle Ulykker for nærværende Tid rejser omkring i Danmark. Den er en smitsom Syge, langt mere anstikkende end Pesten, og langt farligere, fordi dens Angreb ere for en Del behagelige; fordi den har giftet sig med Haabet, Himlens bedste Datter, hvormed alle andre *Fasting (Klavs), den norske Digter (1746-91). 20 Ulykker ikkun ere besvogrede; fordi dens Sødheder forandres inden kort Tid til den bitterste Galde; og fordi den dræber langsomt og pinligt, naar Pesten derimod angriber Menneskene saa pludselig, at de bortrykkes, før end de endog faa Tid til at mærke det. Ingen Krig kan være saa ødelæggende for et Land, som denne Sygdom. Hin udmatter Hovedkilden til Statens Liv, uden at kunne tilstoppe de utallige smaa Aarer, hvorfra Vandet snart igjen tilflyder, og denne Virkning véd man i Forvejen; denne derimod udpumper de smaa Bække for paa én Gang at forøge Hovedkilden, og alt for sildig ses de ulyksalige Følger heraf, naar Hovedkilden er udtømmet, alle Aarer tilstoppede og intet Tilløb mere at vente. Den fortærer Statens Marv under Skin af at styrke den og smigrer for ethvert enkelt Ledemod for des sikrere og hastigere at kunne ødelægge det hele. Der er netop samme Forhold imellem Lotterisygen og en anden Landeplage, som imellem Hykleren og den aabenbare ugudelige. Denne er kjendt af ethvert Menneske, alle frygte for ham og sky ham; hin søger man, fordi han tros at være god; denne har erklæret aabenbare Krig med det hele menneskelige Kjøn: hin er alles Ven; og naar denne gaar omkring med det dragne Sværd i Haanden, ligesom med et Skilt, hvoraf man kan kjende hans Profession og hans indvortes Ondskab, saa kommer hin med Fredspalmer i Hænderne og Helligheds Maske, men skjuler under Venskabs Kaabe en forgiftet Dolk, hvormed han dræber, idet han omfavner.