Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Poeterne - denne utallige Flok - skrive, fordi de maa skrive. Det er alle Mennesker bekjendt, at disse Folk i alle Verdens Aldere og i alle Klasser, baade gode og slette, ypperlige og maadelige, lige fra en Baggesen og Fritimernes Forfatter af, og saa dybt, som Tanken kan nedstige til en Fohlmann og Werning, alle have haft og endnu have Trang at kæmpes med. Kuns Frankrig har haft en Madame Tencin, *Quaerenda pecunia o. s. v., det gjælder først og fremmest om at tjene Penge. - "Fritimernes" Forfatter, Thomas Christofer Bruun (1750-1834). Det nævnte Skrift, "Mine Fritimer eller Fortællinger efter Boccaccio og Lafontaine" (1783) blev paa Grund af sin Smudsighed ikke blot konfiskeret og paaførte Forfatteren en Mulkt, men gav ogsaa Anledning til, at Regeringen gav Politimesteren det latterlige Paalæg, at han, "saasom man maa slutte, at Forf. er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, har at paase, at han møder hos vores Biskop Balle, hvor han skal undervises deri i tvende Præsters Nærværelse.. Skulde han findes uvillig eller stridig, da ville vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset" Bruun "modtog med Taknemmelighed den ham tilbudne Undervisning og Raadføvelse af de tilstedeværende Præster", men vedblev for øvrigt at udgive mer eller mindre frivole Bøger I Slutningen af forrige Aarhundrede havde han et ikke ringe, men meget ufortjent Ry som humoristisk Digter; den Maade, hvorpaa Heiberg her sammenstiller ham med Baggesen, der med rette havde vundet et Navn ved sine 1785 udkomne "Komiske Fortællinger", viser, at han paa den Tid var en af hans mange Beundrere - Fohlmann og Werning, to obskure Forfattere, af hvilke den sidst nævnte 1792 kom i Forbedringshuset her og senere i Tugthuset i Kristiania for Bedrageri -Madame Tencin, Clandme Alexandrine Gnérin, Marquise de Tencin, 1681-1749, førte, efter til sit tredivte Aar at have været Nonne, et meget ryggesløst Liv i Paris og var bl. a. Regentens, Philip af Orleans' offentlig erklærede Maitresse; hun var Moder til d'Alembert, der blev udsat som Hittebarn Paa sine gamle Dage skrev hun frivole Romaner og samlede en Mængde literære Berømtheder i sin Salon. 86 hvis ædle Hjærte paatog sig at skjule hendes Tids Poeters Nøgenhed med Fløjels Buxer, en Prydelse, som næppe nogen dansk Poet, af Mangel paa slig en Beskytterinde, endnu har været i Stand til at bære. Disse Folk ere altsaa nødte til at skrive; kuns med den Forskjel, at baade Æren og Maven driver den første Klasse af dem til at arbejde, men den sidste Klasse begejstres alene af Tarmene; disse staa i Forbund med Døden og Doktorerne, og naar det hænder sig, at deres Bundsforvandte blive dem utro, saa maa de ofte sige, som Graveren til sin Kone: "Hvad skal vi nu faa at spise, da vi ingen Lig har?"