Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ "3) Sygdomme, hvorfor Menneskene ere usigeligen mere udsatte end Dyrene. Den største Del heraf rejser sig af den menneskelige Oveidaadighed og ere altsaa blot menneskelige Svagheder, som Dyrene ere saa lykkelige ikke at kjende til. Egentlig at tale, have Dyrene og Menneskene kuns to Slags ** Nogle faa tamme Husdyr undtages, der ofte vænnes til Lækkerier og en for dem unaturlig Fode; men disse kan ikke her komme i Betragtning, thi man vil næppe kunne anføre Erempel paa, at et Dyr er omkommet, fordi det har mistet sine Lækkerbiskener *summa sequi fastigia rerum, at angive de vigtigste Hovedtræk. 135 Sygdomme til fælles, nemlig: de, som tildrages ved ulykkelige Hændelser og ved Alderdom. Hvad de første angaar, da har den vise og gode Skaber indgivet Dyrene selv Kundskaber om de fornødne Lægedomme. Hunden slikker sit Saar; andre Dyr have naturlige botaniske Kundskaber, saa at de strax kan finde Lægedom for den Gift, som de vare saa uheldige at æde iblandt deres Foder, naar de kuns ere fri og kan søge den. Menneskene derimod ere raadvilde, kan ikke hjælpe sig selv og dræbes ofte af en Doktor, som de har Fortrolighed til; ja er et Menneske meget usselt, saa sker det ikke sjælden, at han maa dø, fordi han ikke kan betale den Lægedom, der kunde hjælpe, eller den Doktor, der ikke gaar et Skridt uden Betaling. Ja, det kan vel endog hænde sig, at en Patient maa dø, fordi han bor i saa smal en Gade, at Lægens Vogn ikke kan komme der. Hvad Alderdoms Besværligheder angaa, da føles de aldrig hos Dyrene i den Grad som hos Menneskene, thi naar de end vise sig paa det lieftigste, saa er der altid en velgjørende Kugle i Beredskab, eller en Sæk med en Sten ved, som med ét gjør Ende paa det ufornuftige Dyrs Lidelser; naar derimod Mennesket maa udstaa de Pinsler, der ere haardere end Døden, og dog ikke kan opnaa Maalet for sine Ønsker, der ikke er andet end Enden paa et pinligt og byrdefuldt Liv*).