Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ "Her", sagde Forvalter-Konen, "blev jeg bekjendt med min Mand; vi giftede os sammen, og jeg var ikke saa lykkelig, at jeg kunde tilbringe ham andet end min blotte Person*). Det varede ikke længe, inden vores Familie forøgedes, og min Mand indsaa snart, at han ikke kunde underholde os med den usle Løn, som hans Principal gav ham. Fire eller fem Aar udholdt vi dette, men endeligen tilskrev min Mand Herskabet og bad, at han dog vilde foroge hans Lou lidet, i Betragtning af, at alle Omstændigheder syntes at vise Billigheden af et saadant Forlangende. Proprietæren havde en Ven, der var hans Konsulent og som Inspektor over hans Landgodser, en Mand, der havde beklædet og endnu beklædede kongelige Embeder, hvori han havde vist sig som en haard, uretfærdig og ubarmhjærtig Mand. Denne, som kjendte Proprietærens Hovedlidenskab at være Gjerrighed, fandt sin Regning ved at smigre denne Passion ved alle Lejligheder. Han skriver da min Mand til, uden at melde et Ord om hans Begjæring, at han til næste Termin skulde holde sine Regnskaber færdige og aflevere Godserne til en ny Forvalter. Min Mand, som troede, at den karrige Principal var blevet vred, fordi han havde forlangt Tillæg i sin Løn, skrev da et meget ydmygt Brev, saa vel til Proprietæren, som til Konsulenten, hvori han frafaldt sin Begjæring, men havde det Haab, at han derimod maatte vedblive Tjenesten. Herpaa fik han intet Svar før end en Maaned før Terminen, da han faar et Brev fra Konsulenten, hvori meldes **) Forvalterkonens hele Formue bestod i en Arv efter hendes Forældre, der var netop saa stor, at det i disse Tider vilde have kostet hende 3 Mark, om den havde været en Skilling større *det vilde have kostet hende 3 Mark , vel i Skifte- og Arveafgift. 155 ham, at han maatte holde sig den forrige Ordre efterretlig, siden hans Tjeneste var givet bort til en anden.