Heiberg, P. A. Uddrag fra Rigsdalers-Sedlens Hændelser

↩ Endnu en Ubehagelighed var der for denne Klasse af Folk: da de ikke, som Grevens egne Betjentere, havde deres visse Ration daglig, men deres Fødevare indkom uvist efter deres Fortjeneste og Afsætningen paa deres Arbejde, saa vare de befalede, paa deres Ære og Samvittighed, at angive, hvad og hvor meget de havde spist i de sidste fjorten Dage, og derefter skulde deres Afgift bestemmes. Nu kunde det hænde sig, at de i de forrige fjorten Dage havde haft god Fortjeneste, og altsaa kunnet spise Steg og Kage, men at de i de næste fjorten Dage maatte nøjes med Grød og Ærter; naar de nu opgav Spiseseddelen efter Ære og Samvittighed, saa nødtes de ofte til at sulte for at tilvejebringe den Portion Steg og Kage, som de i Følge deres Angivelse havde at erlægge. Mange vare der ogsaa, som ikke gjemte sine Køkkensedler og altsaa ikke kunde sige, hvad eller hvor meget de havde spist; de nødtes derfor til at gjøre deres Angivelse paa en Slump, thi de fandt, at det var bedre at lade Æren og Samvittigheden ryge i Lyset end at overlade det til Grevens Betjentere at bestemme deres Afgift, da de, ikke uden Grund, frygtede for, at de paa denne Maade vilde komme til at betale Afgift af det, som de aldrig havde spist. Enhver vil let begribe, at disse Angivelser snarere bleve til Fordel end til Skade for Angiveren, og saa meget er upaatvivleligt, at Moraliteten paa Grevskabet led anselig derunder.