Indhold
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser*). Nr. 1.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 2.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 3.
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 4.
- Ellevte Kapitel. Prænumerationsplan paa det fjerde Oplag af dette Skrift.
- Tolvte Kapitel. Levnedsbeskrivelsen.
- Trettende Kapitel. Kjøbmands-Katekismussen *).
- Fjortende Kapitel. Bevis paa Sandheden af det store Ordsprog: Sic vos non vobis fertis aratra boves.
-
Rigsdalers-Sedlens Hænndelser.
Nr. 5.
- Femtende Kapitel. Fortalen Nr. 2.
- Sextende Kapitel. Forklaring over, hvad denne Fortale vil sige.
- Syttende Kapitel. Fortsættelse af Levnedsbeskrivelsen.
- Attende Kapitel. Hvori jeg hølder mig til Historien, uden sunderlig at skeje ud.
- Nittende Kapitel. Hvori alt det fortælles, som staar i den sidste Mening i det forrige Kapitel.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 6.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 7.
- Tre og tyvende Kapitel. Forvalterens Historie.
- Fire og tyvende Kapitel. Søm ikke er stort bedre end det forrige.
- Fem og tyvende Kapitel. Prøver paa Junker Lapses Udenlandsreise. (Junkeren hedder Jeg i dette Kapitel.)
- Sex og tyvende Kapitel. Hvori jeg hedder jeg igjen, saa længe søm Sammenhængen vil tillade det.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 8.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 9.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 10.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 11-13.
- Syv og tredivte Kapitel. Om Trekort og Medlidenhed.
- Otte og tredivte Kapitel. Akademiske Førelæsninger.
- Ni og tredivte Kapitel. L'Académie des Inscriptions.
-
Virtuosen
- Personerne:
- Første Scene.
- Nuden Scene.
- Tredje Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene.
- Nittende Scene.
- Fortale til denne anden Udgave.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 14.
- Et og fyrretyvende Kapitel. Begynder med Fysiognomien, og ender med Stratenrøvere.
- To og fyrretyvende Kapitel. En græsselig Ulykke.
- Tre og fyrretnyvende Kapitel. Om revne Ansigter, Komedier og Vattersot.
- Fire og fyrretyvende Kapitel. Et Postskriptum, som ikke hører til mine Hændelser.
- Fem øg fyrretyvende Kapitel.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 15.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 16.
- Recensenten paa sit Vækstad
- Politiquen
- Bilager.
-
De Vonner og Vanner
- Persønerne.
- Første Akt.
- Anden Akt.
- Tredje Akt.
- Første Scene.
- Anden Scene.
- Tredie Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene.
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene.
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene
- Nittende Scene.
- Tyvende Scene
- En og tyvende Scene.
- To og tyvende Scene
- Fjerde Akt.
- Femte Akt.
- Politisk Dispache
- Sprog-Granskning
- Den pæne Mand
- Impromptu
- Almindelig Folkesang
- Selskabs-Sang. Den 25de September 1790
- Sang indsendt fra Jagten til Gammel Kjøgegaard d. 22 Oktober 1790
- Til Hr. Riegels paa hans Bryllupsdag. (1790)
- Vise. 1791
- Vise for Oktober 1791
- Vise den 31. Januar 1792. (I Anledning af Kongens Fødselsdag d. 29. Januar)
- Pyrenæer-Marsch
- Vise 1792
- Vise i Anledning af den W. Januar 1793. (Kronprinsens Fødselsdag)
- Vise i Anledning af den 29 Januar 1793
- Vise paa den bedste Faders Fødseldag, den 29. August 1793
- Vise, bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat
- Drikkevise
- Marseillanernes Marsch. (Fri Oversættelse.)
- Vise. (1794.)
- Vise den 2. Juni 1794
- Vise den 14. Juni 1794
- Min politiske Omvendelse. Hymne til 'Folkevennen'
- Vise den 29. August 1794
- Frihed, Lighed og Venskab. Vise for det venskabelige Selskab 1794
- Laterna Magica
- Barnedaabs-Vise. (1795.)
- Epigram
- I en Venindes Stambog. (1796 eller 1797.)
- Vise. Efter Kellgren. (1797.)
- Vise den 5. Januar 1797
- Es kann nicht so bleiben.
- Vise. (Tit til Harmoniens Ros
- John Ryghs Stambog, da han var bleven Foged i Saltens Fogderi i Nordlandene. (1799.)
- Epigram (1)
- Epigram (2)
- Under Skuespiller fr. Schwarz' Portræt
Alle forekomster
↩ de ere ogsaa ofte ubillige nok til at hade den alleruskyldigste Satyrikus; ja deres Ubillighed gaar endogsaa saa vidt, at de blande ham med Paskillanten, og maale begge med én og samme Maalestok. Hvor ubilligt dette er, vil man dog ved første Øjekast indse, saafremt man kuns kan betragte Sagen med upartiske Øjne. En Satyrikus angriber almindelige Fejl og Uordener, fordi han ivrig ønsker, at deres alt for skadelige Følger maa blive afvendte; og naar han en og anden Gang nødes til at straffe enkelte Personer, da sker det ikke for at skade noget enkelt Individuum, men fordi han ser, at denne enkelte Persons Fejl medfører Følger, der ere skadelige enten for den hele Stat, eller dog for en stor Sirkel af samme. Paskillanten derimod er altid sa a dum, at han ikke kan se almindelige Fejl; men hvor han øjner en Plet paa et Menneske, der slaar han strax til Lyd for at gjøre alle andre opmærksomme derpaa; og hvor han ingen Pletter kan finde, der digter han og lyver med Tillid til den menneskelige Lettroenhed, der kuns viser sig i at tro det onde. En Satyrikus straffer for at forbedre, Paskillanten derimod kuns for at saare. Hin anmærker het gode og glæder sig derover; denne opholder sig blot ved at laste: man sætte ham i en Verden, hvor Menneskene ere lige saa tilbøjelige til at tro det gode, som de her ere villige til at tro det onde, og han vil sulte ihjel. En *quibus intactis o. s v, som, selv naar man ikke rører dem, ogsaa ere ilde til Mode over den almindelige Tilstand. - Tune tua res agitur o s. v., snart kommer Turen til dig, naar først det hos Naboen brænder 215 Satyrikus opdager ofte en Ræv i sin Hule og forjager ham derfra, om han kan, ikke af Had til Dyret, men af Kjærlighed og Frygt for de mange uskyldige smaa Kreature, som han ser, at Ræven lurer paa. Paskillantens Handlinger derimod ligne den Mands, der tændte Ild i en hel By, fordi han inkommoderedes af Væggelus i det Værtshus, hvori han logerede. En Satyrikus maa sige den rene Sandhed, intet laste uden efter Overbevisning, ikke rose af Frygt og aldrig laste af Had; og naar han overbevises om et eller andet Sted at have fejlet, da bør han være lige saa villig til at erkjende sine Fejl, som han er haard til at forekaste andre deres. Men Paskillanten siger aldrig Sandhed, og om han end en eller anden Gang slumper til at sige noget rigtigt eller godt, da tros han ikke; hans Ord agtes ikke; hans Navn er brændemærket med Skjændsel; hans Person er en Vederstyggelighed for al Verden; og hans Flik tighed vil mangle en ærlig Flittigheds Velsignelse, den vil bringe ham til Bettelstaven.