Indhold
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser*). Nr. 1.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 2.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 3.
-
Rigsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 4.
- Ellevte Kapitel. Prænumerationsplan paa det fjerde Oplag af dette Skrift.
- Tolvte Kapitel. Levnedsbeskrivelsen.
- Trettende Kapitel. Kjøbmands-Katekismussen *).
- Fjortende Kapitel. Bevis paa Sandheden af det store Ordsprog: Sic vos non vobis fertis aratra boves.
-
Rigsdalers-Sedlens Hænndelser.
Nr. 5.
- Femtende Kapitel. Fortalen Nr. 2.
- Sextende Kapitel. Forklaring over, hvad denne Fortale vil sige.
- Syttende Kapitel. Fortsættelse af Levnedsbeskrivelsen.
- Attende Kapitel. Hvori jeg hølder mig til Historien, uden sunderlig at skeje ud.
- Nittende Kapitel. Hvori alt det fortælles, som staar i den sidste Mening i det forrige Kapitel.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 6.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 7.
- Tre og tyvende Kapitel. Forvalterens Historie.
- Fire og tyvende Kapitel. Søm ikke er stort bedre end det forrige.
- Fem og tyvende Kapitel. Prøver paa Junker Lapses Udenlandsreise. (Junkeren hedder Jeg i dette Kapitel.)
- Sex og tyvende Kapitel. Hvori jeg hedder jeg igjen, saa længe søm Sammenhængen vil tillade det.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 8.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 9.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 10.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 11-13.
- Syv og tredivte Kapitel. Om Trekort og Medlidenhed.
- Otte og tredivte Kapitel. Akademiske Førelæsninger.
- Ni og tredivte Kapitel. L'Académie des Inscriptions.
-
Virtuosen
- Personerne:
- Første Scene.
- Nuden Scene.
- Tredje Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene.
- Nittende Scene.
- Fortale til denne anden Udgave.
-
Riøsdalers-Sedlens Hændelser.
Nr. 14.
- Et og fyrretyvende Kapitel. Begynder med Fysiognomien, og ender med Stratenrøvere.
- To og fyrretyvende Kapitel. En græsselig Ulykke.
- Tre og fyrretnyvende Kapitel. Om revne Ansigter, Komedier og Vattersot.
- Fire og fyrretyvende Kapitel. Et Postskriptum, som ikke hører til mine Hændelser.
- Fem øg fyrretyvende Kapitel.
- Riøsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 15.
- Rigsdalers-Sedlens Hændelser. Nr. 16.
- Recensenten paa sit Vækstad
- Politiquen
- Bilager.
-
De Vonner og Vanner
- Persønerne.
- Første Akt.
- Anden Akt.
- Tredje Akt.
- Første Scene.
- Anden Scene.
- Tredie Scene.
- Fjerde Scene.
- Femte Scene.
- Sjette Scene.
- Syvende Scene.
- Ottende Scene.
- Niende Scene.
- Tiende Scene.
- Ellevte Scene.
- Tolvte Scene.
- Trettende Scene.
- Fjortende Scene.
- Femtende Scene.
- Sextende Scene
- Syttende Scene.
- Attende Scene
- Nittende Scene.
- Tyvende Scene
- En og tyvende Scene.
- To og tyvende Scene
- Fjerde Akt.
- Femte Akt.
- Politisk Dispache
- Sprog-Granskning
- Den pæne Mand
- Impromptu
- Almindelig Folkesang
- Selskabs-Sang. Den 25de September 1790
- Sang indsendt fra Jagten til Gammel Kjøgegaard d. 22 Oktober 1790
- Til Hr. Riegels paa hans Bryllupsdag. (1790)
- Vise. 1791
- Vise for Oktober 1791
- Vise den 31. Januar 1792. (I Anledning af Kongens Fødselsdag d. 29. Januar)
- Pyrenæer-Marsch
- Vise 1792
- Vise i Anledning af den W. Januar 1793. (Kronprinsens Fødselsdag)
- Vise i Anledning af den 29 Januar 1793
- Vise paa den bedste Faders Fødseldag, den 29. August 1793
- Vise, bestemt for en Fuglekonge, den Dag, han blev afsat
- Drikkevise
- Marseillanernes Marsch. (Fri Oversættelse.)
- Vise. (1794.)
- Vise den 2. Juni 1794
- Vise den 14. Juni 1794
- Min politiske Omvendelse. Hymne til 'Folkevennen'
- Vise den 29. August 1794
- Frihed, Lighed og Venskab. Vise for det venskabelige Selskab 1794
- Laterna Magica
- Barnedaabs-Vise. (1795.)
- Epigram
- I en Venindes Stambog. (1796 eller 1797.)
- Vise. Efter Kellgren. (1797.)
- Vise den 5. Januar 1797
- Es kann nicht so bleiben.
- Vise. (Tit til Harmoniens Ros
- John Ryghs Stambog, da han var bleven Foged i Saltens Fogderi i Nordlandene. (1799.)
- Epigram (1)
- Epigram (2)
- Under Skuespiller fr. Schwarz' Portræt
Alle forekomster
↩ Læseren indier letteligen, at her kuns tales om de Tyskere eller fremmede, der besoldes eller pensioneres af Staten og have deres Underholdning paa Landets Bekostning, men ingenlunde om dem, der paa kortere eller længere Tid opholde sig her i Landet paa deres egen Pung som rejsende. Det vilde saaledes være utaaleligt, om for Exempel en Klopstock vilde forhaane den danske Nation i sine Skrifter, eller en Friederich Münter anse det som en større Ære for sia. at være født i Gotha end at være dansk Borger og Embedsmand. Derimod kan jeg paa ingen Maade tage en Ramdohr det ilde op, at han i sit Skrift har gjort nogle enkelte Anmærkninger, som en stor Del af mine Landsmænd ikke ere fornøjede med**). Jeg for min Del fortryder **) Foragten for vores danske Sprog gaav virkelig saa vidt, at selv indfødte Danske ofte affektere ikke at kunne tale deres Moders Maal Saaledes har jeg den 9 Oktober 1792 ved et lidet Opløb paa Hjørnet af store Strandstræde og Nyhavn set en indfødt dansk Mand - en Mand, som Kongen har berettiget os til at fordre bedre Konduite og mindre Narvestreger af - blande sig ind iblandt Pøbelen med dette Spørgsmaal: qu'est ce qu'on fait ici? hvorpaa han, som man let begriber, intet Svar fik ***) Siden jeg har nævnet Hr von Ramdohrs Rejse, saa maa jeg oprigtig tilstaa, at jeg ikke begriber Aarsagen, hvorfore næsten alle danske Forfattere enstemmigen fordømme hans Bog At den indeholder nogle faa Urigtigheder og er paa adskillige Steder ufuldkommen, det er en Omstændighed, som han har til fælles med alle Rejsebeskrivere; at han undertiden har øjnet en Ting fra den Side, hvorfra vi som indfødte ikke betragte den, det bør dog vel tilgives en Mand, der kuns har opholdt sig kort her paa Stedet; om han har fældet urigtige Domme i Henseende til Kunstens lærker, det kan jeg ikke bedømme; men at han har skrevet noget, der vanærer Nationen, det benægter jeg aldeles Naar han siger "at det smukke Kjøn i Dannemark mangler den finere Kultur og er tilbageholdende imod fremmede", da har han, i det mindste hvad Middelstanden betræffer, sagt en uimodsigelig Sandhed og holdt en Lovtale over Kjønnet, hvorfor Nationen bør være ham Tak skyldig: thi hos den Nation, hvor den finere Kultur i Almindelighed mangler, der ere Sæderne næppe i nogen meget høj Grad fordærvede. Man vil dog vel ikke regne ham det til en Forbrydelse, at han ikke har sagt om Dannemark: "Se, det er alt sammen saare godt! Det Barn bliver forkjælet, hvis Forældre ikke kan taale at høre en fremmed sige med Beskedenhed: Den og den Fejl har Deres Barn, søg at rette den ! Og et helt Land kan ogsaa blive forkjælet Og skulde det vel være en Forbrydelse imod Nationen eller kunne gjøres til en Nationalsag, om han her i Landet har fundet et eller andet Lysisted, hvor Naturen var sat i Snørliv? Saa patriotisk er jeg ikke at tro dette. Mit Forsvar for ham er saa meget mere upartisk, som han, ved at tale om Skuespildigtere ikke har gjort mig den Ære at navne mig, da jeg dog tør tro at fortjene en Plads iblandt dem Men naar danske Forfattere laste ham, fordi han undertiden ikke har set, hvad han dog burde have set, saa kan jeg ikke undlade at spørge, om da danske Forfattere have Privilegium paa at se de Objekter urigtigt, som de dagligen kunne have for øjnene Iblandt en Hoben Urigtigheder hos hans danske Antagonister vil jeg kuns anføre to, der kan tjene til at vise, hvem der har set nøjagtigst og rigtigst, enten den hastig gjennemrejsende Hr. v Ramdohr, eller hans Antagonister, der i nogle Aar have opholdt sig her i Byen Først har Hr. v Ramdohr sagt, at der paa Komediehuset i den Tid, han opholdt sig hev, ikke var noget Galleri for den nederste Klasse af Indvaanerne Herom siger Hr Sekretær Sander i Minerva for August 1792 Pag 222 og 223, at dette er ikke sandt. Og jeg siger, med Hr Sekretærens Tilladelse, at det er mmodsige lig sandt Den øverste Etage var paa den Tid inddelt i Loger og abonneret bort til Folk, der ere langt over den nederste Klasse - thi denne Klasse har ikke Raad til at abonnere-, og iblandt disse Abonnentere vilde Hr Sekretæren, naar han havde set ret til, have fundet mangen en Mand, der var hans Oveimand baade i Rang og i Kundskaber At der, som Sekretæren siger, ofte saas Tjenestepiger og Personer af den underste Stand i disse Loger, det beviser intet, thi dem hav han ikke sjælden ogsaa kunnet filide i den første og anden Etage, hvorfore denne Kritik over Hr v Ramdohr falder aldeles bort Ikke af større Rigtighed er den anden Kritik af den danske Tilskuer, som i Nr 65 for 30 Avgust 1792 siger: "at naar Hr v Ramdohr fortæller os, at Frederik den femtes Statue vaa Amalienborg staar med Ansigtet vendt ud imod Havet, saa fristes man til at læse nok en Gang for at se, om det virkelig er muligt, at den Mand, der har taget Statuen saa nøje i Øjesyn, som hans Ræsonnement om Hestens og Nytterens indbyrdes Forhold synes at vidne, ikke skulde hove set, hvordan Støtten var vendt. Nej, ud mod Byen mod det Folk, han elskede og der saa inderlig elskede ham, som han saa gjærne saa' og lod sig se af, did hen burde Frederik den gode være vendt, og saaledes er han det ogsaa" Forudsat, at Tilskueren taler om Kongen og ikke om Hesten, saa maa man sandelig der fristes til at læse om igjen for at se, om det virkeligen er muligt, at den Mand, der har Lejlighed til hver Dag at tage Statuen i Øjesyn, ikke skulde have set, hvordan Stotten er vendt Nej, Hr v Ramdohis Beretning er her ogsaa uimodsigelig rigtig, og Tilskueren har skuet aabenbare falskt Jeg vil ikke nægte dennes Paastand om, hvorledes Statuen burde eller kunde være vendt; jeg holder mig kuns til, hvorledes den virkelig staar; og enhver, der vil gjøre sig den Umage at se med egne Øjne, skal lettelig befinde, at Kunsteren, ikke uden Skjønsomhed og Udtryk, har stillet den saaledes, at Hesten ser hen paa den ufuldendte Marmorkirke, og at Kongen vender Ansigtet fra det Moltkiske Palais og ser ud til Øresund. *Friederich Münter, se Noten S 145 - Qu'est ce qu'on fait ici?, hvad er hei paa Færde? - Ramdohrs Rejse, Studien zur Kenntnirsz der schönen Natur, der schönen Künste, der Sitten und der Staatsverfassunng auf einer Reise nach Dännemark, von Fr. Vilh. Basiluis von Ramdohr 328 mindre paa ham end paa den rejsende Franskmand, der i et franskt Brev, hvoraf Morgenposten fra forrige Aar gav os en Over.