Heiberg, P. A. Uddrag fra De Vonner og Vanner

↩ Det er ikke min Sag, her at vise det daarlige og urimelige i Adelens Stolthed og Fordomme Mænd, der vare udrustede med flere Kundskaber og større Talenter end jeg, have for længe siden temmelig nøje drøftet denne Materie Kuns maatte det tillades mig at gjøre en Anmærkning, som jeg ikke erindrer mig at have fundet hos nogen anden Forfatter: Det er bekjendt, at der imellem Adelen selv gjøres Distinktioner Man gjør Forskjel paa gammel og ny Adel. Hin holdes for at være fornemmere end denne Jo flere Aner en Adelsmand har, det er: jo flere adelige Forfædre i lige opstigende Linje han kan opregne, jo fornemmere og højere af Adel tror han sig at være Derimod anses den nylig adlede, enten det nu er Penge eller Fortjenester, der haver adlet ham, for meget lidet bedre end en Roturier eller uadelig. Heraf følger, at enhver Mand af den saakaldede høje Adel maa anse sig for højere Adel end sin Fader, denne er atter fornemmere end hans Fader, og saaledes videre op ad, indtil primus acquirens eller Stamfaderen, der er den ringeste af dem alle I Sandhed! næppe kan noget mere urimeligt tænkes, eno at den Mand, hvis Fortjenester have givet en Familie lin Glans, skulde være mindre æret end de, der intet andet have gjort end at lade sig føde af denne Stamfader; og man skulde sandelig lede længe om noget større Bevis paa Utaknemmelighed imod sine Forfædre Man tillade mig at tro, at den sunde Fornuft dikterer netop det modsatte; at Adelens Højhed burde bestemmes efter den ringeste Afstand fra Stamfaderen; at primus acquirens burde agtes for den mest adelige, som den, der havde erhvervet sin Familie og sine Efterkommere denne Glans: og at Adelen maatte blive saa meget flettere, jo længere den var borte fro sin første Ovrindelse; med mindre nogen af Efterkommerne havde forøget Familiens Ære ved egne uimodsigelige Fortjenester.